Kategori: Historier fra Vendsyssel

EN HØSTFEST MED ÆBLESKIVER

Fortalt af pastor emeritus Poul Sørensen, Værløse, født og opvokset i Sdr. Harritslev ved Hjørring:

Mit barndomshjem hed “Klarup”, et lille landbrug
i Sønder Harritslev ved Hjørring.
Min barndom var i 1950’erne.
Min far drev landbrug uden moderne hjælpemidler som traktor og malkemaskine.
Efter skoletid deltog børnene (frivilligt) i arbejdet, inde og ude.
Høsten var den mest højspændte tid på året.
Ville det blive en god eller en mindre god høst?
Men hvert år skulle høsten altid fejres med en HØSTFEST.
Husmandsforeningen holdt høstfest i Bakholm forsamlingshus, men den høstfest, jeg husker allerbedst, blev holdt derhjemme i dagligstuen.
Deltagerne var far, mor og de hjemmeværende børn.
Alt var meget enkelt, men alligevel blev det en høstfest, som indprentede sig stærkt i min erindring.
Mor bagte store æbleskiver på gasblusset i den store æbleskivepande.
Æbleskiverne blev vendt med en strikkepind, så de blev helt runde og tilpas bagt.
Sammen med æbleskiverne skænkede mor kaffe og saftevand.
Mere skulle der ikke til til en hjemlig høstfest.
Festens forudsætning var, at kornnegene nu var blevet lagt “i lag” i “gulvene” i laden.
Uden denne forudsætning kunne æbleskiverne ikke have fremkaldt denne lettelse og munterhed i dagligstuen.
Børnene snakkede lige så meget med som de voksne.
Ellers kunne der dengang undertiden lyde et “ti stille, når de voksne snakker!”
Jeg husker ikke, om vi sang en høstsalme dengang, det kan godt være.
Det, der har fæstnet sig hos mig, var den overgivne munterhed, som deltagerne i den hjemlige høstfest blev fyldt af dengang.
Og jeg kan næsten endnu mærke duften af de nybagte æbleskiver.
Æbleskiver hørte med til en høstfest dengang.
I dag er det kun op til jul, at der kommer (indkøbte) æbleskiver på bordet. Men duften og smagen er ikke den samme som æbleskiverne ved høstfesten dengang.
Årets festligste aften var naturligvis juleaften.
En anden festlig aften på en hverdag, som jeg husker, var den aften i ugen, hvor der var gammel dansemusik med “Bror Kalles Kapel” i radioen. Det var vist om torsdagen.
De hjemmeværende børn satte engang bord og stole ud til siderne, og så gik dansen lystig i dagligstuen:
Fynsk polka, Den toppede høne og Totur fra Vejle.😍
På aftener i vinterhalvåret lå far – aftentræt – og sov på sofaen, mens mor og børnene sad med deres sysler omkring dagligstuebordet.
Den eneste lyd , der hørtes ud over fars snorken , var den hånddrevne symaskine, som mor drejede uafladelig.
Børnene forholdt sig stille ved bordet for ikke at vække far. Vågnede far ved et eller andet, var det første, han sagde: “I skal i seng!”
I seng kunne man tidligt nok komme, for almindelige hverdagsaftener havde også sin særlige hygge og særlige stemning dengang.
Foto: “Klarup” i Sønder Harritslev.
Ingen tilgængelig billedbeskrivelse.

AT STÅ OP MED SOLEN OG GÅ I SENG MED HØNSENE

Af Poul Sørensen, Værløse

 

Høns siges at være natteblinde, derfor går hønsene til rane før mørkets frembrud.
Jeg ved ikke helt, om min Bedstes far JOHAN havde en dagsrytme, som den er beskrevet i overskriften.
Men det er tæt på!
Bedste, Johans datter, Elise Anthomine, som blev født i Tømmerby i 1875 og levede til 1967, er det menneske i mit eget liv, hvis historie rækker længst tilbage i tiden.
Den ene Bedste, som var i live, da jeg blev født i 1946, var dengang 70 år. Alligevel havde jeg min Bedste, til jeg var 21 år.
Hun har betydet meget for mig.
Elise Anthomine blev kaldt Mine af alle, der kendte hende.
Jeg har naturligvis billeder af Mine, min Bedste, men indtil for nylig havde jeg ikke noget billede af Bedstes far Johan.
En slægtsforsker på Facebook fandt frem til et billede af Bedstes far JOHAN FREDERIK NIELSEN, et billede som lå i Egnsmindesamlingen Jerslev.
Lokalarkivet har lagt billedet på arkiv.dk med oplysningen “Johan Nielsen foran sit hus i Serritslev”. Egnsmindesamlingen havde ellers ikke nogen personlige oplysninger om Johan, min oldefar på min far Edvards side.
Jeg har fået tilladelse til at vise BILLEDET af JOHAN NIELSEN mod til gengæld at fortælle det, som jeg ved om Johans livshistorie:
Min oldefars fornavn Johan kendte jeg gennem min far Edvards personlige fortælling om ham.
Johan levede, indtil min far Edvard var 16 år.
Edvards barndomshjem “Bakken” lå ganske nær Serritslev by, hvor Johan boede alene som enkemand.
Helt alene var han dog ikke, for i den ene ende af huset holdt han æglæggende høns. En høne galper gevaldigt op, når hun lige har lagt et æg.
Den lyd kan jeg høre for mit indre øre fra mit barndomshjem i Sønder Harritslev ved Hjørring.
Johan indrettede sig på en praktisk måde med sit hønsehold:
Johan og hønsene byttede ganske enkelt rum, når han én gang om året mugede ud hos hønsene.
Væggene blev kalket og gulvene var lerstampede gulve, som blev sandstrøet.
Det er ikke en skrøne, da Edvard kendte det af selvsyn og har fortalt om det til sine børn.
Johan, der havde haft et husmandssted i Tømmerby ved Stenum i Vendsyssel, flyttede til huset i Serritslev, da hans hustru Dorthea Marie døde i 1898, 60 år gammel.
Med forbrug og salg af æg sammen med en aldersrente var enkemanden og husejeren Johans livsgrundlag sikret.
Som veteran fra krigen med Preussen i 1864 modtog han en årlig hædersgave fra staten. Ganske vist tabte Danmark krigen. De danske soldater fik langtfra nogen heltemodtagelse, da de vendte hjem, men på et senere tidspunkt påskønnede staten dem alligevel med en medalje og en årlig hædersgave for deres tapperhed overfor modstanderens tvingende overmagt.
Fra kirkebogen har jeg oplysningerne om fødsel og død:
Johan Frederik Nielsen opnåede at fylde 88 år
født 9. juli 1836 i Stenum
død 21. december 1924 i Serritslev by.
Begravet på Serritslev kirkegård 28.12.1924 ved pastor Fredsted, Jerslev.
Viet i Tolstrup kirke den 10. april 1860 til
Dorthea Marie Nielsen, født Jensdatter, opnåede at fylde 60 år
født 15. august 1838 i Thise sogn
død i Stenum 1. januar 1898.
Begravet på Stenum kirkegård.
••••••••••••••••••••••••••••
FOTO fra Egnsmindesamlingen Jerslev:
JOHAN NIELSEN FORAN SIT HUS I SERRITSLEV:

Hvem var sagfører Anders Olesen ???

Hvem var sagfører Anders Olesen der lod opføre ”Ane Maries Hus” i Vrensted til minde om sin mor og som nu snart er færdigindrettet som kulturhus for Vrensted og Omegns beboere
.
Sagfører Anders Olesen  ved sit skrivebord i villaen “Møgelbjerg” i Vodskov
Sagfører Anders Olesen, født og opvokset i Vrensted
Anders Olesen (født 5. september 1854 i Vrensted — død 15. december 1929) var en dansk overretssagfører (advokat) og stor jord- og bygherre, og som voksen boede på Møgelbjerg / Villa Møgelbjerg i Vodskov. Han døde i Vodskov 15. december 1929 og er begravet på Vrensted kirkegård. Lokalt blev han både rost for at have udviklet Vodskov og kritiseret af nogle for måden, han opkøbte jord på — et omdiskuteret, men markant lokalt aftryk.
.
.
Kort om hvad han gjorde gennem årene:
  • Uddannede sig til jurist og kom i 1877 i tjeneste hos sagfører Ingerslev i Nørresundby; senere overtog han forretningen.
  • Opkøbte store jordarealer omkring Hammer Bakker (meget af det, der i dag er plantager/byggegrunde) og blev en betydende lokal markeejer.
  • Medvirkede til at stifte Nørresundby Bank og havde stor indflydelse på erhvervs- og byudvikling i Vodskov.
  • Finansierede og/eller stod bag flere store byggeprojekter i området: bl.a. Vodskov Kirke (han skænkede grund og finansiering), Vodskov Skole og forskellige institutioner/bygninger i Vodskov.
  • Var filantropisk over for sit hjemsogn Vrensted: bekostede bl.a. altersmykker/altertavle og andre gaver til kirken, opførte bygninger som “Ane Maries Hus” for bl.a. enker/ældre, og testamenterede bl.a. sin bogsamling til lokalsamfundet.
En Livshistorie
Sagfører Anders Olesen – fra Vrensted til Vodskov
Anders Olesen (1854–1929) blev født den 5. september 1854 på Høngaard i Vrensted et lille sogn i Vendsyssel. Han kom fra jævne kår, men med flid og målbevidsthed tog han en juridisk uddannelse og fik allerede som ung plads hos sagfører Ingerslev i Nørresundby. Her viste han hurtigt evner for både jura og forretningssans, og da Ingerslev trak sig tilbage, overtog Olesen kontoret. Dermed lagde han grunden til sin fremtidige position som overretssagfører og driftig forretningsmand.
.
Et liv i Vodskov og Hammer Bakker
Som voksen bosatte Anders Olesen sig i Vodskov, hvor han lod opføre sin markante bolig Villa Møgelbjerg på en bakketop i Hammer Bakker. Huset, som senere fik navnet Møgelbjerg, var ikke blot hjem, men også et symbol på hans sociale opstigning. Herfra styrede han både sit sagførerkontor, sine jordopkøb og de mange byggeprojekter, han satte i gang.
Han købte gennem årene omfattende arealer i og omkring Hammer Bakker. Det var dengang et stort, skovklædt område, og Olesen var på mange måder med til at forme landskabet og landsbyens udvikling. En del af de arealer, han købte, blev senere udstykket og solgt som grunde, hvilket satte tydelige spor i Vodskov og omegn.
.
Bygherre og filantrop
Olesen var ikke kun forretningsmand – han ønskede også at sætte et varigt præg på lokalsamfundet. Han skænkede bl.a. grunden til Vodskov Kirke og bidrog økonomisk til opførelsen. Han stod ligeledes bag opførelsen af Vodskov Skole og var involveret i flere andre lokale institutioner og bygninger.
Hans gavmildhed strakte sig også til fødesognet Vrensted, hvor han bekostede altersmykker og andet inventar til kirken. Han lod opføre Ane Maries Hus, der skulle tjene til gavn for enker og ældre, og han testamenterede sin omfattende bogsamling til lokalsamfundet, så også andre kunne nyde godt af den lærdom, han selv havde opsamlet. Hermed blev Vrensted Bibliotek oprettet og havde først til huse i en stue på en af de ejendomme han opførte. Senere blev det overført til den nye skole.
.
Bankmand og erhvervsdrivende
Anders Olesen var med til at stifte Nørresundby Bank, hvor han sad centralt i ledelsen. Hans juridiske kunnen og økonomiske sans gjorde ham til en vigtig figur i udviklingen af bank- og erhvervsliv i området. Han blev ofte omtalt som en mand, der havde både magt og indflydelse, ikke blot i Vodskov, men i hele Nørresundby og Aalborgs opland.
.
En blandet arv
Selv om mange satte pris på hans filantropiske gaver og de bygninger, han lod opføre, var hans livsværk ikke uden kritik. Nogle mente, at hans måde at opkøbe jord og sætte sig på magten i lokalområdet på var hårdhændet. Han blev både betragtet som en velgører og som en dominerende skikkelse, der i høj grad formede Vodskov på sine egne præmisser.
.
Død og minde
Anders Olesen døde den 15. december 1929 i Vodskov. Han blev begravet på Vrensted kirkegård, hvor hans minde stadig står. I eftertiden er han blevet husket som en af de mest markante personligheder i Vodskovs historie – en mand, der fra beskedne kår i Vrensted voksede til at blive sagfører, storbonde, bankmand, filantrop og bygherre.
Hans arv kan ses i kirker, skoler, bygninger og landskaber, som stadig præger både Vodskov og Vrensted.

Vrensted Kirke og Altertavle

Tre gravsten ved Vrensted kirkes sydmur. Længst til venstre anders Olesens forældre, Ole Andersen og Ane Marie Cristophersdatter. I midten bror Christopher og til højre Anders Olesen. De to sidste gravstene skabt af Hansen Jacobsen.

K                                                                                                     Ane Maries hus

Møgelbjerg

Billede
Vodskov Kirke

MIN BROR NIELS’ GRAMMOFON OG PLADESAMLING

Af: Poul Sørensen

fhv. præst og boende i Værløse, født i Rakkeby
MIN BROR NIELS’ GRAMMOFON OG PLADESAMLING
Min ældste bror Niels, der blev født i 1935 på “Ny Hvidegaard” på Sæbyvej i Hjørring, købte i 1960 en grammofon i Søndre Strømfjord på Grønland, hvor han arbejdede nogle måneder som tømrer.
Det var en stereogrammofon formet som en kuffert, hvor det todelte låg dannedes af de to stereohøjttalere. Stereogrammofonen er stadig i behold i familien.
Den 14-årige nykonfirmerede Poul var dengang intet mindre end imponeret af det tekniske vidunder, som havde den store fordel fremfor radioen, at man selv kunne bestemme, hvilken musik, der kom ud af højttalerne.
Jeg lyttede meget til Niels’ longplaying plader dengang,
Jeg husker den svensk-danske musikduo, brødrene JAN & KJELD, som spillede banjo. Deres mest kendte nummer hed “Banjo Boy”. De blev så kendte, at de kom med i en Far til fire-film i lighed med fodboldspilleren Harald Nielsen fra Frederikshavn, som under filmoptagelserne fandt “Mie”, som han blev gift med. De fik en årrække sammen i Bologna i Italien.
Min storebror Niels var internationalt orienteret i sin musiksmag.
Han havde plader med CATERINA VALENTE (1931-2024). Hun blev født i Paris af italienske forældre, hendes far var en virtuos harmonikaspiller og moderen optrådte som musikalsk klovn i et cirkus.
Caterina Valente fik stor succes som tysksproget sangerinde og skuespillerinde.
Den sprogbegavede Caterina Valente har indsunget plader på 12 forskellige sprog, blandt andet på svensk med sangen “Försök med mej”.
Det er kun et år siden, hun døde som 93-årig i Lugano i Schweiz.
Allerbedst husker jeg den klassisklignende orkestermusik af MANTOVANI AND HIS ORCHESTRA.
Mantovani blev født i 1905 i Venedig, men kom til England som 7-årig sammen med sin musikalske familie.
Mantovani tåler sammenligning med den nederlandske violinist og dirigent, André Rieu, som nu er 75 år, han er vokset op i en musikalsk familie af fransk oprindelse i Maastricht, den sydligste del af Holland.
På en af min brors plader var sangen “LA PALOMA”, som betyder “Duen” på spansk.
Sang og melodi skyldes den baskiske komponist Sebastian Iradier (1809-1865) som skrev tekst og melodi i 1863 efter et ophold på Cuba.
Sangen La Paloma er en af musikhistoriens mest indspillede sange, sunget for eksempel af Elvis Presley.
I “Brødrene Løvehjerte” af Astrid Lindgren synger moderen “La Paloma” for Skorpan, der ligger syg på køkkensofaen. Den hvide due spiller en fremtrædende rolle i børnebogen, som udkom på svensk i 1973 med tegninger af den estiskfødte Ilon Wikland.
Lyt til den skønne sang på YouTube eller Spotify!
Min ældste bror Niels sang i sine år som pensionist i sangkoret FREJDIG i Brønderslev.
Mandskoret Frejdig blev stiftet den 13. september i 1912.
Niels kaldte kormedlemmerne for “mine brødre”.
Koret sang meget stemningsfuldt “I østen stiger solen op” i den fire-stemmige korversion af komponisten Niels W. Gade, da Niels blev begravet fra Jetsmark kirke.
Familiebillede, taget i haven i Rakkeby i 1966.
Den høje mand i midten er Niels.
Jeg Poul ses nederst til venstre (knælende).

En tur til ”Lille Vildmose” og informationscentret 

 

     med efterfølgende guidet tur rundt i en af Europas største højmoser som

Aage V. Jensen Naturfond, Naturstyrelsen og Aalborg Kommune står bag.

Lidt historie omkring Cementfabrikkens Mosebrug og Pedershaab Maskinfabrik A/S, Brønderslev `s bidrag

Det første initiativ til industriel tørveindvinding i Lille Vildmose blev taget af cementfabrikkerne i Aalborg og Nørresundby, da de i 1919 opkøbte Portlandmosen og startede Cementfabrikkens Mosebrug, fordi de gennem hele 1. Verdenskrig manglede brændsel. Flere maskiner blev siden da afprøvet og udviklet på stadigt større arealer.

Lokomotiv med tipvogne fyldt med tørv er på vej til Pindstrup Mosebrugs fabrik i Kongerslev

Omkring 1940 anskaffede man eksempelvis 21 nye selvkørende tørveværker fra Pedershaab Maskinfabrik. Hver af disse maskiner blev betjent af 13 mand fordelt med 6 i tørvegraven til at forsyne maskinen med tørv, en enkelt mand til at styre maskinen og tørvetilførslen til ælte- og pressemaskinen.

Tørvemassen kom ud af maskinen som en firkantet tørvepølse. De sidste 6 mand passede arbejdet ved udlæggerarmen.

“Mosebisser” foran en mindre tørvemaskine, der skulle betjenes af 5 mand

Pindstrup Mosebrug

I 1948 byggede Pindstrup Mosebrug en ny briketfabrik i Kongerslev. Tørvesmuldet, der blev gravet op og skrabt sammen ude i mosen, blev presset til briketter på fabrikken og brugt som brændsel i kakkelovne og komfurer. I 1957 startede Pindstrup Mosebrug produktion af tørvestrøelse på arealerne øst for Ny Høstemarkvej. Tørvestrøelsen eller spagnummen blev solgt i sammenpressede baller som vækstmedie i planteskoler og gartnerier.

Indvindingen foregik med håndkraft. Mere end 100 mand var involveret i produktionen både på fabrikken og i mosen. Højmosen blev oprindelig afvandet ved at grave grøfter og lægge dræn, fordi man ville opdyrke mosen. Senere var det netop en forudsætning for, at man kunne begynde at skære klyner. De skulle ligge og tørre i 1-2 år, inden de kunne transporteres til fabrikken i Kongerslev til videre forarbejdning. Her blev klynerne revet i stykker og den næringsfattige sphagnum blandet op med vand og tilsat forskellige gødningsstoffer.

Transporten rundt i mosen og ind til fabrikken i Kongerslev foregik med små lokomotiver, der på en smalsporsbane trak en “kolonne” på 27 vogne.

Efter 2. Verdenskrig blev indvinding af tørv og det hårde gravearbejde delvist overtaget af maskiner. Sphagnumindvindingen er i dag stort set ophørt i Lille Vildmose, og de drænede og afgravede arealer skal nu genoprettes til højmose.

Kvinder vipper tørvene op på kant Foto: FLS Industries, Valby

 

Leo og Anders købte et stykke Danmarkshistorie – nu er det hævet igen

af Niels Yuri I. Rasmussen

Hvorfor skibet sank vides endnu ikke.

Screenshot

Tilbage i 1982 var Leo Kjær Nielsen og hans søn Anders på udkig efter et vaskeægte sejlskib, efter at de havde solgt deres motorbåd.

Da købte de båden AS 52 Inger i Aarhus, og fik den fragtet op i nærheden af Langholt, hvor familien dengang boede. Dog vidste far og søn ikke, at de lige var blevet ejermænd af et stykke nordjysk kulturarv.

– Da vi så gravede lidt dybere i skibets historie, viste det sig jo så, at det var historisk. Jeg kan ikke helt huske, om det var min kammerat, der var bådebygger, eller om det var med et kig i det danske skibsregister, at vi fandt ud af, at det var Livø-skibet, erindrer Leo Kjær Nielsen.

Skal restaureres

I 40 år fragtede skibet både Leo Kjær Nielsen og hans søn Anders flere steder rundt omkring i det nordlige Europa, heriblandt Skotland og Lübeck, samt deltagelse i Limfjorden Rundt.

Men inden da fungerede ‘Livø’ som passagerfærge. Skibet var blevet bygget til at fragte passagerer og gods til Den Kellerske Aandsvageanstalts afdeling på Livø frem til, at anstalten lukkede i 1961.

De seneste tre år har skibet dog ligget stille i Skudehavnen i Aalborg, da Leo Kjær Nielsen i en alder af 88 år ikke længere kan være med til at vedligeholde skibet, og det stort set er umuligt at vedligeholde alene.

Screenshot
Screenshot

Derfor er skibet blevet doneret til Limfjordsmuseet, så skibet kan udstilles i Løgstør.

Screenshot

– Det har været et mål for mig og Anders, at det kan udstilles. Det ville være meget fint, hvis det kunne renoveres tilbage til dets oprindelige udseende. Så der var vi meget heldige med, at Limfjordsmuseet dukkede op, lyder det fra Leo Kjær Nielsen.

Museet gik i gang med oprette en fond, så der kunne samles penge ind til projektet. Og så satte en uventet synkning lige pludselig fart i processen.

Kran, dykker og pumper

For 5. maj sank skibet ‘Livø’ pludseligt, mens den lå til kajs i Skudehavnen i Aalborg. Derfor gjaldt det om at være hurtig, hvis skibet stadig skulle udstilles.

– Det kunne ikke få lov til at blive liggende der. Ellers ville museet ikke have det, og så ville det blive hugget op klippet, som det ligger dér, forklarer Leo Kjær Nielsen.

For at hæve skibet skulle der pumper til, så man kunne få vandet ud. En kran, så man kunne hæve skibet op af vandet og en dykker, så stropperne på kranen kunne komme ind under skibet, så det kunne hæves. Derudover var der også flere frivillige, der hjalp til med arbejdet.

Til at hjælpe med at hæve skibet var Michael Skatka, der til dagligt er projektleder hos BMS Heavy Cranes.

Screenshot
Screenshot

– Vi var ikke klar over hvor meget dynd der var på bunden, og om skibet sad fast i mudderet, så stropperne ikke kunne komme under. Det var sådan set vores største bekymring. Men ellers er der ikke så meget i det, når først stropperne er indenunder, siger Michael Skatka, der tidligere var med til at løfte skibet Loa tilbage i 1993.

For Leo Kjær Nielsen og sønnen Anders har det været et vemodigt farvel. Selvom skibet i sig selv er historisk, er det deres egne minder, der står klarest i erindringen.

 

– Det er i gode hænder nu. Og så er der en plan på vej for en reparation af skibet, lyder det fra Leo Kjær Nielsen.

Et sort kapitel:

 

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et sort kapitel: Nu får historien om de uønskede en tocifret milliondonation

af Lisbet Christensen

743 mænd var tvangsanbragt på ubestemt tid på Åndssvageanstalten på Livø fra 1911 til 1961. Nu skal deres historie være en turistattraktion.

livø . Foto: Rigsarkivet

Det er blevet set som et sort kapitel i historien. Den behandling de anbragte mænd og kvinder fik på datidens såkaldte åndssvageanstalter. Nu skal historien om de ”uønskede” på mændenes ø, Livø, formidles til et bredere publikum.

livø . Foto: Naturstyrelsen Himmerland

– Der har været overgreb mændene iblandt, og der har også været plejere som ikke opførte sig, som man kunne ønske, fortæller Maria Clement Hagstrup, der er udviklingschef på Vesthimmerlands Museum.

Hun er drivkraften bag et nyt projekt, hvor mændenes historie skal vises frem. Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Realdania har tilsammen doneret 22 millioner kroner til at vække historien til live.

Pengene skal blandt andet bruges på at restaurere bygningerne, mens der også skal laves udstillinger med den graffiti og de digte, som de anbragte har graveret ind i træet på anstaltens kornloft.

– Det er en vigtig historie om vores velfærdssamfund og udviklingen. Den kan fortælles i de autentiske rammer. Det var lige her, de her mænd var anbragt, forklarer Maria Clement Hagstrup.

Blev set som et fremskridt dengang

Mændene, der blev anbragt var kriminelle, seksualforbrydere, havde en IQ under 75 eller var bare utilpassede. Den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens far, Oluf, var anbragt på Livø i syv år fra 1924 til 1931. Han sidder med i projektets advisory board.

Livø . Foto: Kjeld Thomsen

livø . Foto: Klaus Nedergaard

– Nu får skyggerne liv, og de anbragte mænd stemmer. Historien om Livø Anstalten handler om tilblivelsen af den moderne velfærdsstat på godt og på ondt. Intet sted ser vi dens forsider og bagsider i et klarere lys end her, skriver Poul Nyrup Rasmussen i en pressemeddelelse.

Livø . Foto: Kjeld ThomsenFoto: Kjeld Thomsen
livø . Foto: Klaus NedergaardFoto: Klaus Nedergaard
livø . Foto: RigsarkivetFoto: Rigsarkivet
livø . Foto: Naturstyrelsen HimmerlandFoto: Naturstyrelsen Himmerland

Historien om de anbragte mænd bliver ofte beskrevet som grum og et sort kapitel. De anbragte har siden fået en undskyldning af staten. Men Maria Clement Hagstrup mener, at der er nuancer til den fortælling. For anstalterne blev set som et fremskridt i datiden, for inden anstalterne blev de ”åndssvage” ofte blot låst inde. På Livø skulle de arbejde, men kunne færdes noget mere frit.

– De anbragte fik muligheden for at lære et fag enten i gartneriet, landbruget eller savværket. Man lærte noget, som kunne bruges, når man kom tilbage til fastlandet.

De Kellerske Anstalter havde hovedkvarter i Brejning ved Vejle Fjord og valgte at oprette filialer på Livø og Sprogø. I gennemsnit var mændene på Livø i tre til fire år, men de var alle anbragt på ubestemt tid. For flere var det et krav, at de skulle lade sig sterilisere for at få lov til at forlade øen.

Naturen skal også opleves

Det er Naturstyrelsen der ejer Livø, og projektet skal derfor også være med til at formidle den natur, man kan opleve, og de lokale produkter såsom Angus kød og whisky.

Annette Pihl Strøm Jacobsen, der er skovridder hos Naturstyrelsen, mener ikke at den grumme historie om de anbragte mænd, og den hyggelige fortælling om naturen er i strid med hinanden.

– Jeg synes jo, det supplerer hinanden godt. De mennesker, der kom herover havde også brug for ro og fordybelse. Man får muligheden for at opleve naturen tæt på, og det nærvær det skaber, det giver rigtig meget mening også det i den historiske og kulturhistoriske kontekst, siger skovrideren.

 

“Bryggeren fra Saltum” fortæller om sin hobby “Travsporten” gennem 70 år

Jørgen Larsen

Portræt af Jørgen Larsen, der i år 2025, kan fejre 70-års jubilæum som licenshaver! Han fik sit gennembrud med Derbytoeren Two Step og siden hen Ikaros, der vandt både Skandinavisk Mesterskab, Mesterskab for Danmark og N.J. Koster Memorial – og manden bag Stald Saltum er stadig aktiv som både amatørtræner og hesteejer.

Dåbsattesten siger 1937, men Jørgen Larsen er ikke typen, som bare sidder i sofaen og slapper af foran fjernsynet. I en alder af næsten 88 er ”Bryggeren” således stadig yderst aktiv, og flere gange om ugen svinger han sig op i træningsvognen hjemme på gården i nærheden af Saltum i Vendsyssel – med Fårup Sommerland som nærmeste nabo.

-Far kan godt blive sådan lidt gnaven og svær at omgås, hvis han ikke kommer ud og træne med hestene, så det er godt han stadig holder sig i gang på den måde, smiler Jørgen Larsens yngste datter, Anne Dodensig.

-Jeg kan sagtens komme op i vognen, men kan ikke længere spænde for. Jeg kan ikke få armene så højt op som det er nødvendigt, smiler Jørgen.

I skrivende stund er der to heste på Jørgen Larsens træningsliste, 11-årige Cadiz og 9-årige Expelliarmus, men der står yderligere tre heste i boksene hos Stald Saltum: 5-årige Jacobe (hoppe e. S J’s Photo-Nilli Time), 12-årige Billi Time (vallak e. S J’s Photo-Jet Time) og 13-årige Axel Party (vallak e. S J’s Photo-Keep On Party).

Billi Time – som vandt 28 løb – har sluttet karrieren, mens Axel Party pt. døjer med en gaffelbåndsskade. Jacobe er stadig aktiv og trænes af Anne Dodensig.

Jørgen Larsen med Cadiz

Derudover har Stald Saltum tre heste i træning hos Nicklas Korfitsen på Vang Hovedgård: 3-åringerne Leika Time (Tobin Kronos-Aparte) og Long Time (Maharajah-What A Time) samt 5-årige Just Time (Great Challenger-What A Time) – alle hopper. Førstnævnte blev den 15. juli godkendt i prøveløb på Spar Nord Arena i Aalborg i tiden 1.20,0/2160 meter.

-Stald Saltum står lidt ved en skillevej i øjeblikket. Det er i år 70 år siden min Far købte ejendommen her og begyndte at træne vores egne heste, der hidtil havde været hos forskellige trænere. Nu er vi så i den situation, at vi er begyndt at sætte unghestene i træning igen, siger Jørgen.

-Jeg er jo kommet op i årene og det er begrænset hvor meget jeg træner med hestene, men jeg har hele tiden sagt, at hvis jeg ikke kan komme og køre tre gange om ugen, vil jeg ikke længere ha’ heste. Det er også derfor vi har valgt at sende de tre ungheste i træning. Det kræver trods alt en del at klargøre ungheste til løb.

-Vi har jo lidt af et problem mht. hvad vi gør bagefter når jeg ikke længere kan klare at passe hestene. Det hele er Annes når vi ikke kan længere, så det ville være fantastisk hvis hun kunne finde et ungt træner/kusketalent, der er interesseret i at leje staldbygningerne og de andre faciliteter af hende. Dem er der mange af i dansk travsport, ligesom Patrick Larsen, som jo har trådt sine barnesko her på stedet, måske også kunne være en mulighed. Vi må se hvad tiden bringer.

Jørgen Larsen efter en træningstur med Just Time

Det startede med Leonora The Great
Jørgen Larsen fik amatørlicens som 18-årig i 1955, men allerede fem år tidligere havde hans far – Erling Larsen – købt sin første travhest, hoppen Leonora The Great, som Jørgen i øvrigt vandt sit allerførste løb med i et dyrskueløb i Løgstør.

-Min far havde altid været interesseret i heste. Der var to rideheste på bryggeriet og jeg havde en lille islænder, som jeg kørte sodavand ud med i 50’erne, fortæller Jørgen, som i sin første start i et ”rigtigt” travløb blev nummer to med hesten Ozon på Aalborg Væddeløbsbane.

-Man skulle lige vænne sig til, at farten var noget anderledes end i Pandrup og Aaså. Men anden gang vandt jeg med Ozon, som jeg ikke kan huske, hvor far havde købt henne, siger Jørgen.

Både Erling Larsen og Jørgens lillebror, Henrik Larsen, havde også amatørlicens i mange år med pæn succes, men de vandt langt fra så mange løb som Jørgen.

-Min Far fik amatørlicens da Aalborg-banen åbnede i ’54 og var nummer to i Åbningsløbet med Leonora The Great, men inden da startede vi hende rundt om på de forskellige dyrskuer, hvor Far også havde flere andre heste med, fortæller Jørgen.

-Min Far brugte flere trænere gennem årene. I starten var det Alvar Poulsen og Erik Hansen i Aalborg samt Svend V. Pedersen i Århus, men i længere perioder havde vi også hestene herhjemme på gården, som Far købte i 1955. Han var selv med til at træne hestene og vandt jo også en del løb gennem årene. Den første kom i 1954 i Århus med Leonora The Great.

Erling Larsens første sejr som kusk med Leonora The Great i 1954 på Jydsk Væddeløbsbane

-Kort tid efter købet af Leonora The Great, købte Far også Oscar den Store som plag på en auktion på Fyn. Jeg ved ikke hvor den blev kørt til, men jeg vandt i hvert fald det første løb med den på banen i Asaa.

-Siden kom den i træning hos Svend V. Pedersen i Århus, men kom så hjem igen til vintertræning. Jeg kan ikke huske hvor meget den havde vundet, men en dag ringede Walther Kaiser-Hansen, at han ville rigtig gerne have Oscar den Store i træning. Det endte så med at Far solgte den til Walther, som senere solgte Oscar den Store videre – sandsynligvis til et større beløb end det han havde givet min far.

-Koster vandt jo sit allersidste løb med Oscar den Store og han var jo en ret speciel herre, men vi blev gode venner med ham, og han var flere gange herovre for at besøge os – ligesom vi også besøgte ham i Charlottenlund.

Derbytoeren Two Step
I en alder af blot 19 år fik Jørgen Larsen sit store gennembrud med Two Step, der blev nummer to i Dansk Trav Derby bag Tjavs med et andet ungt kusketalent i sulkyen, 20-årige John Petersen.

-Som 2- og 3-års var Two Step i træning hos Walther Kaiser-Hansen, der bl.a. vandt Aalborgs 2-års Mesterskab med hende, men hun viste ikke så meget som 3-års, så Far tog hende hjem på gården, siger Jørgen.

-Han trænede selv med Two Step og gjorde hende klar til Derbyet. Vi tog derover nogle dage før Derbyet med Gunners Hestetransport og stod på Stutteri Stenrødgård i Lyngby. Jeg kan huske, at de var i gang med at lave Helsingørmotorvejen på det tidspunkt.

Two Step og Jørgen Larsen vinder Provinsmesterskabet 1958 på Fyens Væddeløbsbane

-Der var 17 heste i Derbyet og vi havde nummer 13 i anden række. Jeg kom fint afsted med Two Step, men Tjavs var jo overlegen og vi havde ikke en chance, men hun gik et fint løb og vi fik 7.500 kroner for andenpladsen. Det var mange penge dengang.

Two Step vandt som tidligere nævnt mange løb, bl.a. Provinsmesterskabet i 1958 og senere blev hun mor til Stald Saltums største navn gennem årene, Ikaros.

-Min Far købte Two Step I 1954 med den klausul, at opdrætteren Svend Aa. Worm kunne købe hende tilbage efter det ottende år. Det blev senere aftalt, at Far kunne købe hendes første føl og at han kunne vælge hingsten. Han valgte Stuart Hanover og købte senere føllet – Ikaros – for 3.800 kroner.

Ikaros 
Ikaros – Stald Saltums største navn gennem tiderne med sejre i bl.a. Mesterskab for Danmark, N.J. Koster Memorial og Skandinavisk Mesterskab (øverste foto) – blev kørt til hos Alvar Poulsen, men som unghest var der ikke noget som tydede på, at Stald Saltum havde en stjerne i svøb.

Det var først da Erling Larsen begyndte at træne Ikaros i strandkanten ved Vesterhavet, der kun ligger få kilometer fra Stald Saltum, at der begyndte at ske noget.

-Dengang var Dommerborgvej stadig en jordvej og vi kunne uden problemer køre med hestene frem og tilbage til vandet, men i 1973 blev vejen asfalteret og i dag er der rimelig meget trafik, siger Jørgen.

-Hvad træningen med Ikaros angår, så kører jeg 1½-2 timer hver dag i strandkanten. Den får kun lov til at gå langsomt, men alligevel i trav. Gennem årene har denne konditionstræning oparbejdet Ikaros’ muskler på en måde så grundkonditionen aldrig forsvinder, sagde Erling Larsen i et interview med Travsporten 1971, hvor Ikaros havde sin bedste sæson med 11 sejre, heriblandt Guldhesten, Mesterskab for Danmark, N.J. Koster Memorial og ikke mindst Skandinavisk Mesterskab på Lunden – den første danske sejr i Skandinavisk Mesterskab siden 1938!

Erling Larsen træner Ikaros i vandet få kilometer fra Stald Saltum

-I Mesterskab for Danmark ville min Far gerne ha’ at jeg skulle køre Ikaros, der tidligere havde været i træning hos Bjarne Schnell, som havde vundet en del løb med ham. Ikaros blev bl.a. kåret som Årets Hest 1970 på Lunden og var desuden nummer fire i Skandinavisk Mesterskab på Solvalla med Bjarne i sulkyen, erindrer Jørgen.

-Min lillebror havde dog også vundet flere løb med Ikaros og jeg sagde til min Far, at hvis det er i orden med Henrik, så vil jeg selvfølgelig gerne. Vi tog så en snak og Henrik sagde, at jeg jo havde mere erfaring, så sådan blev det.

-Ikaros gik fantastisk, men igen havde rigtigt regnet med os i Skandinavisk Mesterskab. Som den eneste startede vi i anden række, og undervejs blev der kørt i et moderat tempo. Jeg tror slet ikke Gösta Nordin, den svenske topkusk, der lå i spids, opdagede os, da Ikaros speedede forbi i opløbet! smiler Jørgen, som i øvrigt kun trænede Ikaros i en meget kort periode.

-Det var op til Provinsmesterskabet i 1972 i Aalborg. Min Far var meget opsat på at vinde løbet på hjemmebanen, så han spurgte om jeg ville træne ham op og det sagde jeg Ja til.

Ikaros havde tidligere vundet Provinsmesterskabet 1969 og ’70 med hhv. Vagn Lønborg og Peter Bratholm i sulkyen, og i 1972 kunne Jørgen Larsen altså køre først over stregen i det nu nedlagte storløb.

Ikaros vandt i alt 55 løb og blev i sin tid begravet i skoven ved Stald Saltum, hvor en anden af de helt store stjerner i dansk travsport – Cim Payne – også ligger begravet.

Ikaros og Jørgen Larsen efter sejren i Skandinavisk Mesterskab

12 championater
Jørgen Larsen vandt som nævnt sin første sejr i 1955 og allerede året blev han for første gang amatørchampion på Aalborg Væddeløbsbane. Det blev til i alt 11 championater på stribe (1956-66) og det sidste championat kom i 1973. I 1960 blev Jørgen Larsen desuden landschampion med 53 sejre – flere end størsteparten af de professionelle trænere!

Jørgen Larsen vandt i alt 448 løb inden han lagde kørehandskerne på hylden i 1981. Han kørte sit allersidste travløb i 2010 i et Old Boys-løb på Fyens Væddeløbsbane.

-Min Far købte og solgte rigtig mange heste fra midten af 50’erne og 20 år frem. Foruden Leonora The Great vandt vi også mange løb med bl.a. Two Step, Unda Frisco, Baronessa Logan, Axel G og Inge Saltum, husker Jørgen.

Alt var til salg
Ølbryggeren Erling var glad for at handle, så indtil hans død i 1985 var Stald Saltums heste altid til salg.

I de foreløbig 40 år, som Jørgen nu har stået for Stald Saltum, er der kun blevet solgt en hest.

Nemlig Hannah Peel.

En helt håbløs kæmpehest.

Det ene forben stak bare ud og spændte ben for det andet. Men den vandt et løb i snestorm med Jørgen som kusk, og blev godt solgt. Til Tyskland endda.

– Hvorfor solgte du Hannah Peel?, spørger jeg i dag.

Stald Saltums grundlægger, Erling Larsen var en dygtig handelsmand og trænede selv familiens heste

– Det var fordi, Birger (Jørgensen) sagde, at jeg skulle, lyder svaret prompte, og Jørgen tilføjer, at hesten stod i træning hos Birger i Århus, da den blev solgt.

– Hvorfor har du så ikke haft en hest til salg siden?

Jørgen har høreapparat, men han bruger det sjældent.

Det giver ham den fordel, at han lader som om, at han ikke hører mit spørgsmål …

Citat fra Anne Dodensigs artikel på Travservice.dk: ”Historien om Stald Saltum”

-Både min Far, min lillebror Henrik og jeg kørte rigtig mange løb og igennem mange år tjente vi flere penge på travhestene end på bryggeriet, som Far havde købt i 1944. Dengang bryggede man udelukkende hvidtøl – de såkaldte stakitøl – men fra begyndelsen af 50’erne lagde vi produktionen om til sodavand. Det var dog svært at få sukker i årene lige efter krigen. Jeg kan bl.a. huske, at min Far opkøbte sukkerroer i Jylland og sendte dem til Sjælland for at få dem forarbejdet. Det var selvfølgelig ret besværligt, men efterhånden løste det sig og det blev lettere at få sukker.

-Hele familien var med i produktionen på simple maskiner. Min Far og to brødre stod for selve produktionen, Mor vaskede flasker, jeg tappede sodavand og satte kapsler på, mens min søster limede etiketter på. I hestevogn kørte vi ud til private med sodavand, og efterhånden blev vi også leverandører til flere købmænd på egnen, fortæller Jørgen, der gik ud af skolen som 14-årig efter 4. mellem og kørte parløb med sin Far indtil slutningen af 70’erne, hvor Erling Larsen måtte trække sig tilbage pga. sygdom. Han døde i 1985.

Maleri af Saltum-Rørkjær Bryggeriet som det så ud, da Erling Larsen købte bryggeriet i 1944

Familien købte først Houlbjerg Bryggeriet. Derefter yderligere fire bryggerier, heriblandt Rørkjær Bryggerierne, ligesom man også begyndte at producere sodavand for Landkær Bryggeriet.

-Det begyndte at gå rigtig stærkt i 1977, hvor vi fik en kontrakt med FDB. Siden har vi udvidet fabrikken i gennemsnit hvert tredje år, så den nu er på 25.000 m2, sagde Jørgen Larsen i interview i 1999, hvor familien solgte bryggeriet til Carlsberg for et ukendt millionbeløb.

– Dengang vi startede med at lave sodavand, var det udelukkende et familieforetagende og vi kunne lave 600 sodavand i timen. Da vi sluttede i 1999 havde vi 55 ansatte og lavede 100.000 flasker i timen! siger Jørgen i dag.

I dag produceres der udelukkende kildevand af mærket Kildevæld på bryggeriet i Saltum.

Reklamefoto fra 80’erne med Jørgen og Inger Larsen sammen med børnene Dorthe og Erling. Kun familiens yngste datter Anne mangler.

Amatørtræner på fuld tid
Efter salget af Saltum-Rørkjær Bryggeriet i 1999 kunne Jørgen Larsen i en alder af 62 år trække sig tilbage og igen koncentrere sig 100 % om travhestene. På det tidspunkt ejede Stald Saltum 21 heste inkl. en håndfuld følhopper.

-Allerede nogle år inden vi indgik samarbejde med FDB var jeg begyndt at fokusere udelukkende på bryggeriet, men det har selvfølgelig været et privillegium at ha’ travhestene på fuld tid og det har været en sjov tid med masser af dejlige oplevelser, siger Jørgen, som året inden familien solgte bryggeriet, købte to 1-åringer på Derbyauktionen, Evita Østervang og Equador for hhv. 13.000 og 132.000 kr.

-Inger (som var økonomichef på bryggeriet, red.) syntes det var lidt risikabelt at betale så mange penge for Equador, men hun blev jo en rigtig fin hest, som bl.a. vandt Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix for Sepp Kukkonen.

Equador vandt 12 løb og 215.000 kr. Hun blev senere følhoppe og mor til bl.a. Cadiz (1.11,3a-503.000 kr) med 16 sejre.

Nogle år senere fik Stald Saltum endnu en storløbssejr, da familiens eget opdræt Keep On Party – i træning hos Olle Goop – vandt Dansk Hoppe Derby med Preben Kjærsgaard i sulkyen. Det blev desuden til sejr i Aalborg Hoppechampionat med Olle Goop bag linerne.

Keep On Party (1.14,0a-452.000 kr/6 sejre) fik også fin succes i avlen som mor til bl.a. Come On Party (1.13,0a-312.000 kr/16 sejre) og Axel Party (1.15,5a-110.000 kr/13 sejre). Sidstnævnte er opkaldt efter Aksel Holm Jensen, som sammen med hustruen Sonja i mere end 50 år boede i den røde gård, som Erling Larsen købte i 1955. Aksel var først ansat på bryggeriet og siden hen som ”staldmand” hos Stald Saltum, hvor Sonja også var med til at passe hestene – men det er jo en anden historie.

Foruden Equador og Keep On Party har Stald Saltum i Nyere tid haft stor succes med heste som The Winning Saltum, Waking Saltum, Bo William, Jet Time, Kick Time, Full Time og Billi Time.

Jørgen Larsen har selv trænet størsteparten af Stald Saltums heste, men har gennem årene også haft heste i træning hos Seppo Kukkonen, Olle Goop, Anders Pedersen, Flemming Jensen og nu altså Nicklas Korfitsen.

Der hører 25 hektar til Stald Saltums ejendom, hvor der på den modsatte side af Dommerborgvej er anlagt en træningsbane på 1800 meter – inklusiv en ligeud-bane på 600 meter – og derudover en rundbane på 800 meter.

Jørgen Larsens sidste køretur var med Glenfiddich i et Old Boys-løb på Fyn i 2010. Foto: Gorm Johansen

Fremtiden
Foruden de fem pensionærer på Dommerborgvej har Stald Saltum en enkelt følhoppe, Come On Party (S J’s Photo-Keep On Party) opstaldet hos Inger og Jørgen Larsens datter og svigersøn, Dorthe og Per Christensen, som bor et (måske lidt langt) stenkast fra Stald Saltum.

Come On Party har i år fået et hingstføl efter Maharajah, men er ikke blevet bedækket igen.

-Jeg regner med, at Come On Partys føl er mit sidste føl som opdrætter, siger Jørgen.

Come On Party er desuden mor til 2-årige Mini Party (vallak e. Who’s Who), der er i træning hos Flemming Jensen, som i sin tid havde stor succes med Come On Party. Med Aalborg-træneren i sulkyen blev det til i alt 16 sejre og nu er Mini Party altså klar til at løfte arven.

Det med at ”løfte arven” har Dorthe og Per Christensen i øvrigt forlængst gjort med stor succes. Parret har således opdrættet en lang række topheste med Derbyvinderne I’m A Photo, Chock Nock og Get A Wish i spidsen, og to gange er Dorthe Christensen kåret som ”Årets Travopdrætter” ved Hestesportens Galla.

Dorthe og Per Christensens datter, Lene Dodensig, har amatørlicens og er noteret for 15 sejre, mens hendes moster – Anne Dodensig – har amatørtrænerlicens med foreløbig 11 sejre.

Anne Dodensig, Lene Dodensig, Jørgen Larsen og Inger Larsen efter en sejr på Spar Nord Arena med Axel Party. Foto: Ditte Hesselborg

Øvrige fotos: Henrik Berg, Anne Dodensig, Burt Seeger m.fl.

STOPPENÅL – og andre ord på vendelbomål

Mit første sprog var vendelbomål.
Alle talte vendelbomål i Rakkeby, hvor jeg blev født i 1946, og i Sønder Harritslev, hvor jeg er vokset op.
Der var dog nogle, der talte rigsdansk: præsten, skolelæreren, brugsuddeleren, dyrlægen og proprietæren.
For mit indre øre kan jeg endnu høre mange af de ord på vendelbomål, som mine forældre, Karen og Edvard, brugte.
Mor kunne vel godt bruge ordet stoppenål, men hun kunne også kalde den en “gørnnål” (udtalt jönnoel); gørn er tvundet uldgarn, egentlig det samme ord som garn.
I Vendsysselsk Ordbog (1972) ved Arne Espegaard står der en kulturhistorisk oplysning ved ordet gørnnål: “Hvis smørkærningen ikke ville lykkes, lagde man en gørnnål i kærnen”. Den slags overtro var åbenbart almindelig før andelsmejeriernes tid.
Min mor har altså kun brugt en gørnnål til at stoppe strømper med!
Nu er der vist ingen, der længere stopper strømper.
Et af min fars yndlingsord var vennik om en lille fyr.
Et andet ord for en mindre, splejs fyr var mjætting: “Dej bette mjætting!”
En vatter betød nogenlunde det samme, dog kun brugt om et lille barn: “Kom så, dej bette watter!”
En vatter er egentlig en betegnelse for kravlende insekter og andet kryb.
Ordene kunne bruges både i positiv og i nedsættende betydning.
Min ældste bror Niels brugte gerne ordet watter om sine mindste brødre: “Dej bette watter!”
Min faster Anna kunne sige om et lille, kært barn: “ Det bette måg!”
Det var meget positivt ment. Det ville ikke nemt blive opfattet positivt, hvis det blev sagt på rigsdansk: “Dit bitte møg!”
Vendelbomål rummer mange nedsættende betegnelser, for eksempel trokke.
Trokkevorn betyder dum, enfoldig: “Hon ær nooe tråkworn.”
De nævnte ord findes vist kun på vendelbomål – et mål som ikke tales så meget mere, ikke engang i Vendsyssel.
Men vi, der har boet udenfor Vendsyssel i mange år, kan ikke glemme de ord, vi hørte i vor barndom.
Af fhv. præst Poul Sørensen, Værløse
født og opvokset i Vendsyssel ved Vraa

SVIPTUR TIL VRÅ

Livet i den store by virker dragende, ikke mindst for teenagere på landet.
Vrå med station, biograf og café var som en magnet for min storesøster Henny og hendes nærmeste veninde Ingelise.
Vore familier boede dengang i Rakkeby, cirka 5 kilometer fra Vrå.
Mellem de to hjem løb der en bæk, som kunne svulme op til en hel å efter regnskyl.
Der var en smal plankebro uden gelænder over bækken, som man i dagslys godt turde benytte.
Men når bækken var som en å, ville det være risikabelt at benytte denne plankebro, i hvert fald efter mørkets frembrud.
I efteråret 1951 var de to veninder, Henny og Ingelise, sammen taget på en fornøjelsestur til Vrå en eftermiddag.
Da det var ved at blive mørkt, var Henny endnu ikke kommet hjem til vort barndomshjem, “Haugesgaard” i Rakkeby.
Jeg Poul husker som 5-årig, hvordan især far dengang med mørke miner forestillede sig, at Henny på 13 år kunne være drattet i bækken. Og Henny havde vist ikke nogen lommelygte med.
Forældrenes bekymrede ord forplantede sig også til mig, der dog ikke sagde noget til det hele.
Teenagere, der er blevet “væk”, dukker som regel op af sig selv igen.
Det skete også for Henny dengang, der bare pludselig vendte hjem fra svipturen til Vrå.
Henny havde ikke tænkt over, at det var risikabelt at gå over plankebroen dengang.
Forældre viser deres glæde og lettelse i en sådan situation ved at skælde lidt ud!
Skældud kan godt være tegn på, at forældrene holder af den bortløbne på sviptur.
Henny og Ingelise forblev veninder hele livet.
Deres voksenliv blev levet væk fra Vendsyssel.
Vrå med sit pulserende liv betød så meget for Henny, at hun abonnerede på Vrå Avis, der udkom med fire sider med lokalt stof.
Foto: HENNY som 11-årig, 1949:
Af broderen fhv. præst  Poul Sørensen,

Værløse født og opvokset i Vendsyssel,