Kategori: Historier fra Vendsyssel

Antik og Moderne, Ny antikvitetsforretning til Vrensted 2019

Skrædder Larsen fra Pandrup bliver skrædder i Paris og gifter sig med mesters datter

Den gang, for der var noget, der hed konfektionssyet tøj, blev alt vort tøj syet af skræddere, hvorfor der overalt i landet fandtes en mængde skræddere, som tog rundt fra gård til gård medbringende tasken med saks, nål og tråd, hvor de så lavede det hjemmegjorte vadmelstøj til “klæder til hele familien’.

Man har nok igennem tiderne været tilbøjelig til at anse landhåndværkerne for ringere stillet og ringere oplært end kaldsfællerne i byerne. Mange skræddere i landsbyerne var tidligere husmænd, der på grund af svigtende helbred havde måttet skifte til en mere stillesiddende beskæftigelse, og en egentlig uddannelse med afsluttende svendeprøve var erstattet af et større eller mindre håndelag og fingersnilde.

At der imidlertid kunne forekomme særdeles dygtige landsbyhåndværkere og skræddere, har man netop på Pandrup egnen set et fantastisk eksempel på.

Den 26. marts 1871 blev der på ejendommen “Kjædegaards Mark” født et drengebarn, Lars Jensen Larsen, søn af husmand og snedker Jens Chr. Larsen og hustru Öntine Larsen. Lars Larsen kom i skrædderlære, muligvis hos den, der dengang boede i Jetsmark Kirkehuse. Den unge skrædder havde lyst til at se sig om i verden, og hans velstående onkel, Anton Kædegaard, der netop da var kommet i Hvetbo Herreds Sparekasses bestyrelse, forærede ham en rejsekapital på fem kroner, og så vandrede han ned igennem Europa og fandt beskæftigelse i skrædderier rundt om i de store byer, han kom igennem. Da han nåede Paris, fandt han frem til byens fornemmeste skrædderi, gik ind og tilbød dem sit arbejde.

Lars Larsen, der grundlagde skrædderforretning marts i Paris i 1911. Foto: Egnsamlingen Saltum

 

Den fornemme skræddermester i det meget elegante skrædderi, kiggede på vor unge ven, og betragtede ham fra øverst til nederst. Så gik han hen til døren ud til den store skrædderhal og klappede i hænderne: “Kom herind alle sammen og se!”. Og så stimlede alle de franske skræddere ind for at se den danske skrædder, og alle gjorde store øjne! Det, der var faldet den fornemme franske skrædder i øjnene, var de bukser, Larsen havde haft pakket ned under hele den lange vandretur, hvorved de havde fået en skarp fold fra øverst til nederst.

Den gang blev buksebenene behandlet, så de var runde som kakkelovns ror. Men de her danske bukser havde jo fact “pressefolder”, og det havde man aldrig set før i Paris. Det så jo flot ud, så skrædder Larsen blev ansat. I 1908 blev han gift med chefens datler og overtog senere hele firmaet, der på det tidspunkt var et af de fornemmeste skrædderier i Paris beliggende i skræddernes gade Rue la Boëtic 7-9. Eftertiden har ganske vist givet Hertugen af Windsor æren for at have lanceret pressefolden, men det er altså Lars Larsen fra Pandrup, der først gjorde skrædderfaget opmærksom på denne detalje.

I Rue la Boëtie fandt Larsen det rette klima for en skrædder med ideer, og kundekredsen var let at få øje på. Den sværm af elegantiers, der i de glade år før første verdenskrig flokkedes i Paris’ restauranter og cafeer, og hvis væsentligste problemer var at få indpasset besøgene hos skrædder og barber i dagens mange rendez-vouser.

Hans kolleger rystede på hovedet. da han lancerede ideen med at sy en fold ved siden af pressefolden, så der bliver plads til mave eller pondus, som indehaverne kalder det. Den lille fold blev en verdenssucces, og for Lars Larsen blev ideen grundlaget for en virksomhed, der regnedes blandt branchens største skrædderhuse i Paris. Det hedder slet og ret “Larsen”, for det kan enhver franskmand udtale.

Senere underbyggede han sit renommé med endnu en opfindelse: sømmen midt på hvert forstykke i en jakke. “Vanvid at lægge en søm dér, hvor alle kan se den”, sagde kollegerne. Men Larsens jakker havde talje, og det skabte mode. Den vendsysselske skrædder vidste, hvad han gjorde.

Lars Larsen dør i Paris den 13. de cember 1945, 74 år gammel. Ved sin død havde han opbygget et af Paris’ og dermed et af verdens fineste herreskrædderier med 40 skræddere, alle oplært i virksomheden.

Pierre foran billedet af faderen Lars Larsen fra Pandrup

Inden Larsens død overtager sønnen, Pierre Larsen, skrædderhuset og driver det videre i den gode ånd. Faderen havde givet sin søn Pierre en førsteklasses uddannelse. Han er født og opvokset i Frankrig, men med godt kendskab til Danmark fra bl.a et års uddannelse i København og familiebåndene til Kædegaard.

Huset Larsen har gennem årene haft mange kendte og fornemme personer som kunder. En af dem var Maurice Chevalier (1888-1972), hvis elegance var en del af hans berømmelse. Siden 1938 er han blevet klædt på hos Larsen. Et dejligt menneske, altid venlig og i strålende humør, er Pierre Larsens karakteristik. Men humøret er jo hans metier. Rent privat tror jeg manden er lidt trist og meget ensom. Han har en egenskab, der er sjælden i hans branche: Sparsommelighed. Kollegerne gør lidt grin med det, men forstår hans grunde: Maurice har set for mange engang tiljublede kunstnere ende i armod.

Så sparsommelig er Maurice Chevalier nu heller ikke. En habit fra Lar- sen koster op mod 2.000 kr. Men man behøver kun to ny om året for at være velklædt, siger chefen. Heldigvis er der dog kunder, der går over dette minimum. Vi havde en kunde, der bestilte ca. 20 habitter om året, de fleste dog i samme snit. Den eneste grund var, at manden elskede at prøve tøj. Var han først færdig, interesserede de ham ikke mere. Det var hans hobby.

En anden af vore klienter havde så omfangsrig en garderobe, at han lod udfærdige et katalog med numre og små stofprøver. Det blev hver morgen bragt ind til ham af kammertjeneren, så han kunne vælge dagens habitter. At udpege dem i klædeskabet var uoverkommeligt. Den slags kunder bliver sjældne, desværre. Elegantier’en er en uddøende race. De, der tjener penge i dag, arbejder i reglen hårdt for det og har ikke megen tid til at tænke på garderoben. Jeg ser mørkt på fremtiden for vort fag.

Under Pierre Larsens besøg i København i 1947 bliver han interviewet til en dansk avis med denne overskrift: “Den velklædte herre årgang 1947: Indehaveren af Paris’ berømteste Herre skrædderi, M. Pierre Larsen på besøg i København. “København har i disse dage besøg af Pierre Larsen, indehaveren af det berømte herreskrædderi Lars Larsen i Rue la Boëtie. Lars Larsen, der døde i fjor, stammede fra Pandrup i Vendsyssel, og efter en omhyggelig uddannelse i internationale skrædderier, etablerede han sig i Paris, hvor han hurtigt drev sin forretning frem til den førende i branchen. Lars Larsen lancerede i årenes løb adskillige af de herremoder, der slog igennem i hele verden. Pierre Larsen, der forstår sin faders modersmål og selv taler dansk, overtog ved faderens død den store virksomhed, som han nu leder.

Det var en stor arv at gå ind til? – Det var det, men fader havde jo sørget for, at jeg havde den bedst mulige uddannelse. Jeg har arbejdet i England, i Spanien og Argentina, ja, jeg har også for 15 år siden været i lære et år i København.

Pierre omgivet af en del af sit store personale på værkstedet. Foto: Egnsamlingen Saltum

 

Skrædderen boede stiligt i Tuela Boetie, Foto Egnssamlingen, Saltum

 

-Har firmaet stadig kunderne med de berømte navne?

Det har vi, og jeg kan nævne et par enkelte: Udenrigsminister Bidault og Maurice Chevalier. Vi syer til mange amerikanere, både fra Syd- og Nordamerika, hvorimod englænderne efter den sidste krig ikke har råd til at købe tøj i Frankrig. Priserne er meget, det er dyrere at købe herretøj i Paris end i København, og det er meget vanskeligt at skaffe stoffer og materialer. Vi kan næsten intet få fra England, men den franske klædeindustri arbejder godt og har nået smukke resultater.

De nye moder 1947?

Pierre Larsen er selv iført en mørkegrøn, toradet habit og et gyldent slips…

– Er grønt den store mode?

– Det vil jeg ikke sige, vi holder os til de klassiske farver – blaat, graat og brunt. Efter befrielsen af Frankrig var det umuligt at sælge grønt herretøj, vi havde set tilstrækkeligt af den farve under krigen. Selv var jeg ogsaa med, og i to aar levede jeg som krigsfange, før jeg kunne vende tilbage til Paris.

 

Vendsyssel Tidende aug. 1936

Hvordan skal den velklædte herre se ud i dag?

– Den moderne jakke er vid og rummelig. Skuldrene runde og følger den naturlige linie, reverset er langt og forholdsvis smalt, der er dyb talje, og længden paa jakken er god. Benklæderne er forholdsvis smalle, ca. 48 cm ved foden. Den toradede jakke er det almindelige til bybrug, den enkeltradede benyttes til sport. Slids i ryggen er mere almindelig i Frankrig end her. Vesten er næsten helt forsvundet, og den bruges kun i lyse og livlige farver. Den moderne smoking er næsten altid dobbeltradet, og kjolen har ikke undergaaet forandringer.

-Er det svært at faa nyt tøj i Frankrig?

– Tøj er ikke mere rationeret, og man kan derfor faa, hvad man ønsker – hvis der er stoffer at opdrive, og hvis man har raad til at betale det.

-Hvor længe bliver De i Danmark?

– Jeg er blot heroppe paa weekend til barnedaab hos min ven Børge Mørch, der har arbejdet hos min fader i sin tid. men til sommer kommer jeg tilbage for at besøge min familie i Jylland.”

Det er ikke lykkedes at finde ud af, hvilken skæbne, der overgik Larsens skrædderi på Rue la Boëtie 7-9 i Paris. Det eksisterer i hvert fald ikke længere. Det er sikkert blevet lukket engang sidst i 1970-erne eller eventuelt begyndelsen af 1980-erne ved Pierre Larsens pension eller død.

Pierre Larsen havde ingen børn, og forretningen var til sidst næppe : så stor, som den engang havde været. Så interessen for at overtage den af en svend eller konkurrenter har sikkert været beskeden.

 

Kildemateriale:

Egnssamlingens arkiv: A 50486: Erik Kædegaard.

– Udklipsmapper lånt af Karen Kædegaard

Jensen.

Skrædderne. Uddrag af Børge Møller: “Mit Pandrup

– Egnssamlingens billedarkiv Egnssamlingens avisarkiv

Torsten Grundvald: “Stiljournale

 

 

 

 

Mikkel Nielsen Historier:

Carl Bauder

Sæby har gennem historien haft mange bysbørn, der har gjort store karrierer eller blevet berømte. En af de mere bemærkelsesværdige var Carl Ferdinand Bauder og lad os da bare starte fra begyndelsen og høre lidt om, hvordan Carl kom til verden.

EN BARSK START PÅ LIVET.
Martha Frederikke Elise Jørgensen blev født i Sæby den 14. april 1860. Her voksede hun op, og fik som mange andre plads i byen som tjenestepige.
På samme tid som Martha var kommet ud som tjenestepige, kom en ung mand, Ferdinand Bauder fra København til Sæby, hvor han arbejdede på Sæby Apotek som apotekerelev og apotekermedhjælper.
Måske de to havde været til bal i skoven, vi ved det ikke, men der opstod i hvert fald sød musik mellem de to unge mennesker, og musikken spillede så godt, at Martha gik hen og blev gravid, og planlagt var det nok ikke.
For ikke at skabe yderligere skandale eller forargelse blev Martha og Ferdinand gift i Sæby Kirke den 1. marts 1882, mens Martha var højgravid.
29. marts 1882 fødte Martha en dreng, som blev døbt, Carl Ferdinand Bauder.
Kort efter fødslen rejste Ferdinand fra Sæby til København. Han tog til hovedstaden for at søge økonomisk hjælp hos sin egen københavnske familie.
Efter kun 2½ uge hvor det unge par var adskilt, kom den sørgelige meddelelse til Sæby om, at Ferdinand var gået bort i København den 17. april 1882 kun 21 år gammel.
Man er ikke helt klar over dødsårsagen, om det var en pludselig hjertesygdom eller selvmord som følge af det pres, der lå på den nybagte, unge far.
Dermed voksede Carl Bauder op uden nogensinde at have kendt sin biologiske far.
Da Martha var en stræbsom kvinde, valgte hun i 1885 at rejse til København med den 3årige Carl. Alene med sønnen opnåede hun med tiden at tage en uddannelse som jordemoder.
Senere igen giftede hun sig med en 13 år yngre handelskommis, Jørgen Ransy, hvilket skabte lidt forargelse, da det var usædvanligt på den tid, at en kone kunne være så meget ældre end manden.

CARL BAUDERS SUCCES OG BERØMMELSEN I SÆBY.
Carl fik sin skolegang i København, men kom hurtigt ud at arbejde. Han startede som volontør hos Dansk Sagføreres Oplysningsbureau. Arbejdet tændte hans interesse for finansverdenen, hvilke fik han til at søge mod aktie og børshandel. Inden han fyldte 25, etablerede han sig som selvstændig vekselerer i 1907.
Han skarpe forretningssans under opvæksten bar hurtigt frugt. Han opnåede stor rigdom, og fik tilnavne som ”Børsens Napoleon” og ”Børskongen”.
Carl Bauders succes gik ikke ubemærket hen i Sæby, hvor han stadig kom med mellemrum.
I 1919 var Carl Bauder på ferie i Sæby, hvor han ankom i det elegante 50.000 kroners køretøj (svimlende sum dengang), som man i børskredse kaldte ”Sukkerbilen”.
Man sagde dengang, at når han var hjemme i Sæby, og spadserede gennem hovedgaden, lod mødrene deres småbørn tage ham i øjesyn som et eksempel, enhver lille sæbynit skulle stræbe efter at efterligne.

CARL BAUDER REDDER NORDISK FILM.
Eventyret i Carls liv tager endnu en drejning, da han i 1920erne begynder at interesserer sig for film.
Han erhvervede sig i 1924 aktierne i Kino Palæet og opkøbte i 1926 aktiemajoriteten i Nordisk Film Kompagni og i Palads Teatret. Han købte patentet på Petersen og Poulsens støjfri tonefilmssystem.
Han var filmproducent i den vanskelige periode mellem stumpfilm og talefilm.
I maj 1931udsendte Nordisk Film Kompagni Danmarks første spillefilm med lyd ”Præsten i Vejlby”. Med denne og en række andre film lykkedes det Carl Bauder at genskabe Nordisk Film Kompagni som det førende danske filmselskab.
Carl boede privat sammen med konen, Erna Cecilie Elisabeth Hansen på godset ”Trolleborg” i Søllerød med en 40 tønder land stor park, der tjente som location for mange Nordisk Film produktioner.
Af godset ”Trolleborg” er der i dag kun villaen tilbage, parken og godsets landbrugsarealer er i dag bebygget med rækkehuse og villaer.

ET HAK I EFTERMÆLET.
Carl Bauders eminente forretningssans der havde bragt succes, kammede over under besættelsen, og gav både skår og hak i Bauders eftermæle.
Som ejer af Nordisk Film så Bauder store muligheder i et samarbejde med nazisterne.
Gamle dokumenter er mange år efter blevet åbnet af historikere, og en del kom frem så sent som i 2014, da filmhistorikeren Lars Martin Sørensen udgav sit værk ”Dansk film under nazismen”.
Man ansatte blandt andet en tyskvenlig direktør med tætte bånd til det nazistiske regime. Bauder udnyttede disse kontakter til at handle med tyskerne og sikre Nordisk Film en dominerende position under besættelsen.
Man indførte på eget initiativ jødecensur, hvor man fjernede jødiske navne på rulletekster, og klippede filmene før tyskerne bad om det for at sikre, at filmene kunne eksporteres til det tyske marked.
Man tjente styrtende med penge på at lave nazistisk propagandafilm, men det gjorde andre filmselskaber nu også.
Der var en lang række anklager ud over disse, men Carl Bauder nåede aldrig at blive stillet til ansvar under retsopgøret, da han døde lørdag den 13. maj 1944 af sygdom.

BAUDERS PLANTAGE OG KIRKEURET I SÆBY.
Carl Bauder glemte som sagt aldrig sin fødeby, og kunne jævnligt ses på besøg i byen. Helt frem til sin død i 1944 ejede han et stort område ved Frederikshavnsvej, der engang hed ”Bauders Plantage”. Det var i høj grad grantræer og fyrtræer i plantagen, hvor der i dag er boliger og sommerhuse.
Så er der naturligvis Baudersvej, der er opkaldt efter Carl Ferdinand Bauder, og som er beliggende i det område, der engang var ”Bauders Plantage”.
Da Sæby havde 400års jubilæum i 1924, var Carl Bauder som sagt blevet en rig børskonge, og hans gave til byen var et nyt ur til kirketårnet, der vist i øvrigt havde været ude af drifte flere år i forvejen, så det var tiltrængt.
Det skulle være samme ur, der sidder på Kirketårnet i dag, og for nyligt har gennemgået en større renovering. Sæby Kirke har betydet noget for Bauder, da det var her, hans biologiske forældre giftede sig i 1882, selv om lykken blev usandsynlig kort, og her han formentlig selv var blevet døbt, da han samme år kom til verden

Sæby Kirke

MARVTRÆ UNDER VESTENVINDEN
En Fortælling om Slid, Troskab og Tømrerære i det 19. Aarhundrede

Af Jens Otto Madsen

Vordingborg — Aarhus — Blokhus — Nørre Saltum
Anno 1858

[FORORD]
Tiden, Landet og Menneskene i 1850’erne
Denne fortælling tager sin begyndelse i efteråret 1858 – en brydningstid, hvor Danmark stod med det ene ben i den gamle, feudale landboidyl og det andet i industrialiseringens spæde vorden. Kontrasterne i kongeriget var enorme. Mens Sjællands milde bøgeskove og rige herregårdsjorde dannede rammen om et relativt velstående liv, mødte man et helt andet, mere kompromisløst ansigt, jo længere man drog mod nord og vest ind i Jylland.
At rejse gennem Danmark i midten af 1800-tallet var ikke for sarte sjæle. Jernbanen var endnu kun udbygget på få, korte strækninger, og for jævne folk som tømrersvenden Frants Jensen foregik transporten enten på egne ben eller i de tunge, rystende postvogne ad dybe, opkørte sand- og mudderveje. At bevæge sig fra Vordingborg til Vendsyssel var dengang en dagsrejse på linje med at krydse et helt kontinent i dag. Det krævede ugers slid, mod til at trodse landevejens stimænd og udholdenhed til at krydse de store bælter med datidens tidlige dampskibe.
Vendsyssel, og i særdeleshed egnen omkring Blokhus og Saltum, var præget af en barsk og isoleret natur. Flyvesandet var en konstant trussel, der kunne begrave hele marker på en enkelt nat, og jorden var mager. Men netop denne modgang skabte et særligt, hårdført folkefærd. Blokhus strand var et økonomisk nervecenter takket være skudehandelen. De fladbundede skuder trodsede det livsfarlige Skagerrak for at sejle korn og flæsk til Norge og bringe svært tømmer med hjem – tømmer, som egnens håndværkere var fuldstændig afhængige af.
Det er i denne kulisse af saltvand, flyvesand, tunge øksehug og tabte breve, at Frants og Kathrines historie udfolder sig. Det er en beretning om, hvordan sand tømrerlære, ærligt arbejde og urokkelig troskab kunne overvinde selv de største kriser og bygge et fundament, der – ligesom det bedste marvtræ – kunne stå.

Indledning:

Her er den fulde, samlede fortælling om Frants og Kathrine. Jeg har vævet alle de historiske scener, det dramatiske tyveri, det rå liv omkring skudehandelen i Blokhus og det store gilde i Saltum sammen til ét langt, sammenhængende manuskript med kapitlerne overskueligt opdelt fra start til slut.

En Rejseberetning fra det 1800-tallet: Marvtræet under Vestenvinden

Kapitel 1: Afskeden på Vordingborg Station og det tomme kammer
Året er 1858. Efteråret har lagt en våd, kold dyne over det sydsjællandske landskab. På Vordingborg Station står tømrersvenden Frants Jensen og spejder ud over de tomme skinner. Vinden rusker i hans grove vadmelsjakke, og regnen slår ham i ansigtet, men han mærker det knap. Hans hjerte føles tungere end den værktøjskasse, han har stående ved sine fødder.
Kun to dage forinden var verden en anden. I over et år havde Kathrine Sørensen været i huset hos den lokale herredsfoged i Vordingborg. Hun var kommet helt oppe fra det fjerne, gådefulde Nørre Saltum i Vendsyssel for at tjene, og det var i herredsfogedens baggård, at Frants første gang havde set hende. Hun havde stået og rystet et tæppe, og hendes lyse hår havde fanget det sparsomme sollys. Frants, der var i gang med at reparere herredsfogedens port, havde tabt sin økse i ren forundring. Siden da havde de mødtes i skumringen ved voldstedet, hvor de havde hvisket om fremtiden.
Men Kathrines tid i huset var omme. Hendes fader var blevet svagelig, og hendes familie havde kaldt hende hjem til Saltum. Da postvognen rullede afsted med hende, havde hun grædt, og Frants havde svoret ved alt, hvad der var ham helligt: ”Jeg kommer efter dig, Kathrine. Jeg finder arbejde i Saltum, og vi skal være sammen.”
Nu står han her. Vordingborg føles tom. I hans bukselomme synger tyve blanke sølvrigsdaler hans sammensparede løn, som han har slidt for syv dage om ugen. De skal være fundamentet for deres nye liv. Han løfter sin tunge værktøjskiste op på skulderen og går med faste skridt mod landevejen. Rejsen mod nord, mod Jylland og mod Kathrine, er begyndt.

Kapitel 2: Landevejenes farer og det bitre tab i Korsør
Det tager Frants 2 dage at gå til Korsør. Vejene er opkørte af tunge hestevogne, og det kolde efterårsmudder når ham til midt på læggene. Men tanken om Kathrine holder hans ben i gang. Da han endelig ankommer til Korsør, hænger mørket tykt over bæltet. Han er fuldstændig udmattet og søger ind på Sorte Anker, et beskidt, dunkelt gæstgiveri nær havnen, for at få en nats søvn, før dampskibet/ postbådenskal sejle ham over til Fyn næste morgen.
Skænkestuen er fyldt med råbende søfolk, udenlandske handelsmænd og gesjæftige folk, der lever i skyggen af havnekajen. Luften er tyk af os fra tællelys, surt øl og billig røg. Frants holder sig for sig selv i et mørkt hjørne. Han spiser sin kål og mærker jævnligt efter den tykke læderpung i inderlommen. Tyve rigsdalerdaler. ØlkæHans livs slid. Han betaler kroværten to skilling for en seng på et dele-hummer under taget og går tidligt til ro.
Midt på natten vågner Frants brat. Rummet er bælgragende mørkt, og de andre rejsende snorker om kap i sengene ved siden af. Men Frants mærker en svag trækluft og lyden af et åndedræt for tæt på sin seng. En skygge bevæger sig i mørket.
“Hvem der?” farer Frants op og griber ud i luften.
Hans hånd rammer noget groft uldtøj. En rå stemme hvisker en ed i mørket, og Frants mærker et hårdt albuestød mod tindingen, så det svimler for hans øjne. Han falder tilbage mod halmmadrassen, og sekundet efter lyder tunge, hurtige skridt ned ad den knirkende trappe.
Instinktivt fører Frants hånden op til sit bryst. Hans hjerte banker i ham. Det fine vadmel på jakkens inderside er skåret op med et hurtigt, millimeterpræcist snit med en ragekniv. Pungen er væk.
Frants styrter ned i skænkestuen, kun iført sine hørskjorter og hoser. Kroværten står bag disken og tørrer et krus af i det flakkende lys fra et enligt lys.
“Jeg er blevet bestjålet!” råber Frants, mens hans stemme sitrer af raseri og panik. “Mine penge! Tyve sølvrigsdaler er skåret ud af min jakke deroppe!”
Kroværten ser knap nok op fra sit krus. Han trækker på skuldrene med et koldt blik. “Det sker hver anden nat her på havnen, tømrersvend. Den, der sover for tungt, betaler prisen. Og hvis du ikke har flere penge, må du pakke dit tøj og forsvinde. Jeg har ikke plads til gratister.”
“Men hvem gik ud? Du må have set ham!” presser Frants på og griber fat i kanten af disken.
“Her kommer og går folk i ét væk med natbådene,” vrisser kroværten og peger mod døren. “Gå til herredsfogeden, hvis du vil klage, men dine penge ser du aldrig igen. Ud med dig.”
Tilbage står Frants i den kolde morgenluft på havnen i Korsør. Hans tyve rigsdaler og hans slid, hans fremtid med Kathrine – alt er væk i havnens mørke. Dampskibet lægger fra kaj og skyder sort røg op mod himlen, mens det glider ut på bæltet. Det sejler uden ham. Han er strandet, og hans drømme føles med ét knust.

Kapitel 3: Sliddet på herregården og tømrerens ære
Uden en eneste skilling på lommen må Frants opgive at komme med dampskibet. I stedet må han gå den lange, ydmygende omvej over Fyn og tigge sig til plads på mindre færgebåde ved at tilbyde sit arbejde som betaling. Da han endelig krydser Lillebælt og når det jyske fastland, er han udmagret, og hans støvler er slidt halvt i stykker. Men viljen til at nå frem til Kathrine brænder stadig i ham.
Kort før Aarhus, nær de store jyske skove, ser han sin redning. Han passerer en mægtig herregård, hvis store bindingsværkslader og hovedbygning bærer tydeligt præg af forfald. Tagskæggene hænger, og porten til herregårdsgården er ved at falde af hængslerne.
Frants retter ryggen, går direkte op til herregårdens stejle forvalter og tilbyder sin arbejdskraft. Forvalteren ser skeptisk på den lasede tømrersvend, men godsejeren, en streng men retfærdig herre, overhører samtalen og lader Frants vise, hvad han kan.
De næste uger bliver en prøvelse i hårdt arbejde. Frants bor i et koldt hummer i stalden, men hver morgen før solopgang er han i gang med økse, sav og høvl.
Porten: Han retter den tunge egetræsport op, udskifter de rådne tappe og skaber en konstruktion, der glider så let, at selv et barn kan åbne den.
Tagspærene: Han kravler højt op under herregårdens tag og udskifter de knækkede bjælker med millimeterpræcision, så det gamle tag igen kan modstå efterårsstormene.
Hovedbygningen: Han reparerer herrens fine paneler i spisestuen, så det fine træværk atter står snorlige.
Godsejeren følger spændt med i den sjællandske svends arbejde. Han ser en faglige stolthed og en præcision, som egnens egne håndværkere sjældent præsterer. Da arbejdet efter halvanden måned er fuldført til hans fulde tilfredshed, kalder godsejeren Frants ind på sit kontor. Han tæller ikke blot den aftalte løn op i Frants’ hånd – han lægger en ekstra bonus i sølvrigsdaler som tak for det fremragende håndværk. Frants har atter penge på lommen, sit tømrerbøss i orden og sin værdighed tilbage.

Kapitel 4: Med kvægdrivere ad Hærvejen mod Aalborg
Med fornyet mod og sølvrigsdaler solidt syet ind i en ny, hemmelig lomme forlader Frants Aarhus. På landevejen nordpå møder han et usædvanligt rejseselskab: et hold barske, vejrbidte kvægdrivere, der er i gang med at drive en stor flok jysk staldkvæg mod nord.
Driverne er rå folk, der sover under åben himmel og kender landevejens farer bedre end nogen andre. Da de ser Frants’ solide skikkelse og hans store tømrerøkse, tilbyder de ham følgeskab. I 1800-tallets Jylland finder han sikkerhed i mængden; landevejsrøvere og herreløse hunde holder sig på afstand af en flok store mænd.
Turen mod nord bliver en sanselig og barsk oplevelse:
Støvet og larmen: Hundredevis af klove hvirvler støvet op, så det sætter sig i halsen, mens drivernes råb og piskesmæld giver ekkoer mellem bakkerne.
Kroerne: Om aftenerne slår de lejr ved de primitive vejkroer, hvor Frants deler flæsk, øl og brændevin med de hårdkogte mænd. Han lytter til deres historier om det vilde Vendsyssel, og hver fortælling minder ham om, at han kommer tættere på målet.
Sliddet: Frants må hjælpe til med at holde styr på dyrene, når de bliver skræmt, eller når en vognaksel knækker i de dybe sandveje. Her kommer hans tømrerevner igen selskabet til gode.
Efter en uge i dette rå selskab skifter landskabet karakter, og de mærker lugten af saltvand og ferskvand, der blander sig. Foran dem rejser Aalborgs tætte tage og fabriksskorstene sig i horisonten.

Kapitel 5: Hviledage i Aalborg og Limfjordens flaskehals
Frants ankommer til Aalborg med ømme fødder og et ansigt, der er brændt af den jyske efterårsvind. Kvægdriverne tager afsked med ham ved markedet, og Frants søger ind mod byens centrum. Han beslutter sig for at blive i Aalborg i nogle dage. Han trænger til at vaske rejsens støv af sig, få repareret sine støvler og hvile ud, før den sidste, afgørende etape mod Vendsyssel skal begynde.
Aalborg i 1850’erne er en by i rivende udvikling. Her er liv og glade dage på havnen, og Frants bruger tiden på at gå rundt iåk de smalle, brolagte gader. Han kigger på byens bindingsværkshuse og mærker en kriblen i sine tømrerhænder. Men vigtigst af alt: Han køber blæk og papir for at skrive et brev til Kathrine for at fortælle, at han er på vej. Hvad han ikke ved, er, at posten i det nordlige Danmark er usikker, og hans tidligere breve fra Sjælland og Aarhus aldrig har nået frem til den lille landsby Nørre Saltum.
Efter tre dages hvile står Frants ved bredden af Limfjorden. Det er her, Danmark for alvor spaltes i to. Foran ham ligger den berømte pontonbro – en lang række af flydende både med træplanker henover, der forbinder Aalborg med Sundby
Da han træder ud på broen, gynger det let under hans fødder, og den kolde, bidske vind oppe fra Vesterhavet bider ham i kinderne. Skibe sejler forbi, og broen må med jævne mellemrum åbnes for at lade dem passere. Da han når den anden side og sætter fødderne i Nørresundby, ved han det i sit inderste: Nu er han i Vendsyssel. Nu er der ingen vej tilbage. Kathrine er kun få dagsrejser væk.

Kapitel 6: Frygten i den mørke mose og vejen mod Blokhus
Vejen nordover fra Nørresundby bliver hurtigt smallere og mere uvejsom. Vendsyssel viser tænder. Det flade landskab strækker sig uendeligt mod horisonten, kun afbrudt af forblæste læbælter og spredte, lave tørvehuse. Men den største hindring på vejen mod vest er Store Vildmose – et mægtigt, øde moseområde, som de lokale taler om med frygt og dyb respekt .
Frants har slået følge med en lokal bonde, der skal til kysten med et læs tørv. Da de kører ind i moseområdet, lægger en tæt, kold efterårståge sig over landskabet. Vejen er intet andet end to dybe hjulspor i det bløde, sorte mudder. Alt ånder en uhyggelig stilhed, kun afbrudt af hestenes tunge prusten og hjulets knirken.
Pludselig giver jorden efter. Bondens tunge vogn skrider ud, og det venstre baghjul synker dybt ned i det bundløse mosedynd. Hesten panikker, og vognen er faretruende nær ved at vælte og trække dyret med sig ned i dyndet. Bonden råber i desperation, men Frants bevarer roen. Som tømrer kender han til vægtfordeling og råstyrke.
Frants springer ned i det iskolde mosevand, der når ham til knæene. Med sin skarpe tømrerøkse hugger han hurtigt et par kraftige grene af et enligt birketræ i mosekanten. Han bruger grenene og en solid træbjælke fra vognens lad som vægtstænger under akslen. Med et synkront ryk, hvor Frants lægger alle sine kræfter i, og bonden driver hestene frem, lykkes det at tvinge den tunge vogn fri af mosens faste greb.
Beskidt og gennemblødt, men med livet i behold, fortsætter de rejsen. Efter flere timers kørsel ændrer luften sig. Den tunge lugt af mosevand bliver erstattet af en skarp, salt smag på læberne. Naturen skifter fra sort mosejord til hvide sandklitter. Foran dem åbner havet sig. De er ankommet til Blokhus.

Kapitel 7: Blokhus strand og skudehandelens brusen
Blokhus i 1850’erne er ikke et sted for driverliv eller rekreation; det er en rå, saltet og benhård arbejdsplads, hvor mænd og natur kæmper hver evig eneste dag. Da Frants træder ud gennem de sidste marehalmsklitter og ser den brede sandstrand åbne sig, må han standse og tage huen af. Han har aldrig set noget lignende på Sjælland. Stranden er egnens eneste rigtige landevej, og den syder af aktivitet.
Tre store, fladbundede sandskuder ligger trukket helt op på det tørre sand, sikret med tykke trosser og svære trætappe, der er banket dybt ned i stranden. Skuderne er brede, robuste skibe, bygget til at kunne klare at blive sat direkte på grund i den voldsomme brænding uden at få slået bunden ud. Rundt om dem hersker der et øredøvende liv, som dufter kraftigt af tjære, våd hestehud, saltet flæsk og saltvand.
“Hold for, mand! Hold for!” råber en skudekarl, mens han driver et spand på fire kraftige, jyske arbejdsheste ud i det skummende hav. Hestene pruster, og det hvide skum står op om deres bove, mens de trækker en enorm tohjulet sandvogn helt ud til siden af skuden.
Mænd i høje læderstøvler, der når dem til hofterne, står i det iskolde Vesterhavsvand. De modtager tunge sække med korn og tønder med smør og saltet kød, som fire mand oppe på skudens dæk fire ned til dem. Alt dette skal sejles over det farlige Skagerrak til Norge. Norge mangler landbrugsvarer, og til gengæld har skuderne mægtige bjælker af fyr og gran samt råjern med tilbage til Vendsyssel.
Frants går hen mod de store skudehandelsgårde, der ligger i læ bag de første klitrækker. Det er mægtige tre- og fireflippede gårde med svære bindingsværksmure og store porte. Herinde handles der, så det gjalder på vendelbomål. Frants ser en flok tømrere, der er i gang med at tilhugge en ny mast til en skude direkte på stranden. Deres øksehug falder rytmisk, og spånerne flyver om kap med flyvesandet i den stærke vestenvind.
Det er her, Vendsyssels hjerte slår, tænker Frants. Det er råt, og havet kan på en enkelt nat æde både skibe og besætning, men håndværket er ærligt og stærkt. Med en nyfunden respekt for dette barske folkefærd retter han sit tømrerbøss på ryggen og forlader den larmende strand for at gå den sidste mil ind i landet mod Nørre Saltum.

Kapitel 8: Genforeningen i Nørre Saltum – “Jeg troede, du havde glemt mig”
Nørre Saltum møder Frants med en rå og simpel skønhed. Her er ingen store herregårde eller rige købstadshuse. Byen består af lave, stråtækte fæstegårde med mure af soltørrede lersten, som putter sig mellem de store flyvesandsbakker for at finde læ for den evige vestenvind. Midt i det hele rejser den gamle Saltum Kirke sine hvide mure.
Frants spørger sig for hos en lokal daglejer og finder hurtigt vej til den gård, hvor Kathrines familie bor. Hans hænder ryster, da han åbner den lave trælåge ind til gårdspladsen. Ovre ved brønden står en ung kvinde med et sjal om skuldrene. Hun er i gang med at hejse en spand vand op. Det er Kathrine. Hendes ansigt er præget af det hårde arbejde i det nordjyske, og hendes øjne bærer på et skær af vemod.
Da hun hører skridt i sandet, vender hun sig om. Hun taber spanden, så vandet plasker ud over de toppede brosten. Hun stirrer på Frants, som var han et genfærd.
“Frants…?” hvisker hun, og hendes stemme knækker.
Frants tager de sidste skridt hen imod hende og lader sin tunge værktøjskasse falde i sandet. “Jeg lovede dig, at jeg ville komme, Kathrine.”
Tårerne vælder op i Kathrines øjne, og hun tager sig til munden. I over et halvt år har hun intet hørt fra Sydsjælland. Hendes familie har hver evig eneste dag fortalt hende, at en københavnsk eller sjællandsk svend hurtigt ville glemme en simpel pige fra Vendsyssel. De har presset på for, at hun skulle sige ja til en af de lokale bondesønner for at sikre sin fremtid.
“Jeg troede… jeg troede i sandhed, at du havde glemt mig, Frants,” fremstammer hun, da han lukker hende i sine arme. “Alle sagde, at du aldrig ville komme herop.”
Frants holder hende tæt ind til sig, mens vestenvinden suser over det stråtækte tag. “De kendte ikke en tømrersvends ord,” svarer han stille. “Nu er jeg her, og jeg bliver. Jeg vil søge arbejde her i Nørre Saltum.”
Kapitel 9: Tømrermesteren og det lejede hummer
Nørre Saltum er en egn, hvor man ser fremmede an med skepsis, og en sjællandsk tømrersvend skal bevise sit værd, før han vinder de lokales tillid. Dagen efter sin ankomst opsøger Frants egnens tømrermester, Jens Thomsen. Mester Thomsen is en ældre, firkantet mand med hænder så hårde som egetræ og et ansigt, der er furet af et langt livs slid i vestenvinden. Hans ryg er begyndt at svigte ham, og værkstedet bærer præg af, at mesteren ikke længere kan overkomme det hele selv.
Da Frants træder ind i det støvede værksted, dufter der velkendt af fyrretræ og spåner. Mester Thomsen ser på Frants’ sjællandske værktøj og kaster en stump råt tømmer hen ad høvlebænken. “Lad mig se, hvad du kan med en økse, svend,” knurrer den gamle.
Frants tøver ikke. Med præcise, vante bevægelser tilhugger han træet, så tapperne passer på millimeteren. Det er et stykke arbejde, der vidner om den fineste skole fra Vordingborg. Mester Thomsen spytter en skråtobak ud i spånerne og nikker langsomt. “Du kan dit kram, sjællænder. Jeg har brug for en mand. Du kan starte med det samme.”
Frants får arbejde, men lønnen i det fattige Vendsyssel er beskeden. Han lejer et lille, mørkt værelse oppe under taget hos en lokal enke i udkanten af byen. Værelset er koldt, og om natten kan han høre vinden pibe gennem de utætte tagsten, mens flyvesandet knaser mod ruden. Men Frants klager ikke. Hver dag slider han i værkstedet eller ude på egnens gårde, hvor han reparerer spær og lægter. Om søndagen mødes han med Kathrine bag de høje klitter, hvor de drømmer om den dag, de kan bygge deres eget hjem.

Kapitel 10: Det spirende liv under hjertet
Månederne går, og efteråret bliver til en barsk nordjysk vinter. Frants har nu arbejdet hos mester Thomsen i flere måneder, og den gamle tømrer er blevet mere og mild stemt over for sin dygtige svend. Frants’ flid og ærlige sind har vundet mesterens fulde respekt.
Men en kold aften i februar møder Kathrine ham ved den gamle kirkemur. Hun ryster, og det er ikke kun af kulde. Hendes ansigt er blegt, og hun holder sine hænder tæt mod maven. Da Frants tager hendes hænder, ser hun op på ham med øjne fulde af både frygt og lykke.
“Frants,” hvisker hun mod hans bryst, “jeg bærer dit barn. Jeg er gravid.”
Verden står et øjeblik stille for den unge tømrersvend. I 1800-tallets landsbysamfund er et barn uden for ægteskab en alvorlig sag, der kan bringe skam over hele familien. Kathrines strenge fader vil kaste hende ud af gården, hvis sandheden kommer frem, før de er gift og har tag over hovedet. Men Frants’ lejede værelse hos enken er alt for lille til en familie, og hans opsparing er endnu ikke stor nok til at købe eller bygge et hus. Presset hviler tungt på Frants’ skuldre. De må finde et sted at bo, og det skal gå stærkt.

Kapitel 11: Mesterens gave og den nye begyndelse
Det lille, hvidpudsede aftægtshus på den anden side af vejen blev hurtigt gjort i stand med hjælp fra mester Thomsens vogn. Blot tre uger efter den svære samtale i værkstedet ringede klokkerne i Saltum Kirke ind til bryllup. Landsbyens sladderborde havde haft travlt med at hviske om den sjællandske svend og Kathrines hurtige mave, men da selveste mester Thomsen mødte op i sin fineste sorte kirkefrakke og førte Kathrine op til alteret, forstummede de syrlige bemærkninger på kirkebænkene.
Efter den kirkelige handling var der dækket op til gilde i tømrerværkstedets store spånhus, som Frants og de lokale svende havde fejet og pyntet med grønne enebærgrene. Der duftede af flæskesteg, hjemmebrygget øl og frisk høvlet træ. Kathrine sad ved Frants’ side med en sund rødme i kinderne, og hendes øjne strålede af en lettelse, hun ikke havde kendt i månedsvis.
Da maden var spist, rejste den gamle mester Thomsen sig i enden af det lange langbord. Han rømmede sig kraftigt, og hans dybe stemme skar let igennem larmen fra gæsterne. Han holdt fast i bordkanten med sine store, furede tømrerhænder og så direkte på de to unge.
“Ja, jeg er jo ingen taler,” begyndte den gamle og så rundt i kredsen, “men jeg kender godt træ. Og jeg ved, at hvis man skal bygge noget, der kan holde til vestenvinden herude i Saltum, så nytter det ikke noget at bruge spinkelt eller råddent tømmer. Man skal bruge marvtræ. Træ, der har stået imod stormen, før det blev hugget om.”
Mesteren vendte sit blik mod Frants.
“Da du kom herop fra Sjælland, Frants, tænkte jeg: ‘Hvad skal vi med en fin mand indefra byerne?’. Men jeg så dig arbejde. Jeg så dig rette spær op, og jeg så, hvordan du aldrig gik på kompromis med en eneste tap eller nagle. Du har vist os alle sammen, at du er lavet af det helt rigtige marvtræ. Du mistede dine penge på rejsen, men du mistede ikke din ære eller din stolthed. Du arbejdede dig op, og du holdt dit ord til pigen her.”
Mester Thomsen løftede sit glaskrus med brændevin, og hans stemme blev en kende hæs.
“Derfor er jeg så glad for dig, Frants, at jeg ikke er bange for at lægge mit værksted og mit livsværk i dine hænder. Det er min plan at overdrage hele forretningen til dig nu. Pas godt på egnens huse, og pas allerbedst på Kathrine og det lille liv, der er på vej. Skål for brudeparret!”
“Skål!” lød det i et øredøvende kor fra hele spånhuset, så de tørre fyrrespåner hvirvlede om benene på gæsterne. Frants greb Kathrines hånd under bordet og klemte den fast. Da han så over på den gamle mester, der nikkede anerkendende til ham, vidste han, at rejsen endelig var fuldført. Han var blevet en del af Saltums eget tømmer.

Kapitel 12: Livsværket og det fineste hus i Saltum
Med overdragelsen fra den gamle mester kom der en ny energi over værkstedet i Saltum. Frants bragte de nyeste teknikker og den raffinerede sans for stil med sig, som han havde lært under sin læretid på Sydsjælland. Han leverede ikke blot solidt arbejde; han byggede med en elegance, som egnen aldrig før havde set.
Da foråret kom, og flyvesandet glitrede i aprilsolen, fødte Kathrine en sund og velskabt dreng, som blev døbt Jens – opkaldt efter den gamle mester, der havde sikret deres fremtid.
Gennem de næste mange år voksede Frants Jensens virksomhed støt. Da de store efterårsstorme i 1860’erne jævnede flere af Blokhus’ gamle skudehandelsgårde med jorden, var det Frants, der fik opgaven med at genopbygge dem. Han rejste mægtige, stormfaste konstruktioner i svært egetræ, der kunne trodse Vesterhavets vildskab. Fra at være et lille tomandsværksted voksede forretningen til at blive den absolut største tømrervirksomhed på hele egnen, som beskæftigede snesevis af svende og lærlinge.
Frants glemte aldrig den nat i Korsør, hvor han mistede alt. Men som han ofte sagde til sine egne svende: “Nogle gange må man miste tyve dalere af sølv for at finde et helt liv af guld.”
Hans største triumf var dog hverken de store lader eller handelsgårdene på stranden. Det var det hus, han byggede til sin elskede Kathrine i hjertet af Saltum.
På en af byens højeste grunde, med udsigt over både kirken og de fjerne klitter, opførte han egnens fineste bolig. Det var et pragtfuldt muret hus med høje, lyse vinduer, fine sjællandske træudskæringer langs tagskægget og en smuk, hvidpudset facade, der fangede solens stråler. Indenfor var der brede, lyse plankegulve, som Frants selv havde høvlet til perfektion, og en stue med fine paneler.
Her sad Kathrine en lun sommeraften mange år senere. Gennem det åbne vindue kunne hun høre lyden af deres børns latter fra haven og den fjerne, velkendte brusen fra havet ved Blokhus. Hun så ud på den hvide facade og tænkte tilbage på den efterårsdag ved brønden, hvor hun havde troet, at hun var glemt af verden.
Frants trådte ind i stuen, stadig med duften af frisk fyrretræ i sit tøj, og lagde sin store, barkede hånd på hendes skulder. Kathrine smilede og lagde sin hånd over hans. Rejsen fra Vordingborg havde været lang og fuld af modgang, men her – midt i det vilde, smukke Vendsyssel – havde de bygget et liv og et hjem, der kunne modstå enhver af tidens storme.

Nu har du hele historien samlet. Hvis du vil have bogen trykt eller gemt, kan vi begynde at kigge på de næste skridt. Hvis du vil arbejde videre, så lad mig høre:
Vil du have mig til at designe en flot forside eller titel til bogen?
Skal vi tilføje et forord, der forklarer den historiske baggrund i 1850’erne?
Er der andre karakterer på egnen, du vil have skrevet ind som biroller i forretningen?
AI-svar kan indeholde fejl. Få flere

Gerne de to første punkter
Her er forslag til en flot, tidstypisk forside samt et historisk forord, der sætter rammen for Frants og Kathrines fortælling i 1850’ernes Danmark.
[FORSIDE]

MARVTRÆ UNDER VESTENVINDEN
En Fortælling om Slid, Troskab og Tømrerære i det 19. Aarhundrede

Af Navn
Jens Otto Madsen

Vordingborg — Aarhus — Blokhus — Nørre Saltum
Anno 1858

[FORORD]
Tiden, Landet og Menneskene i 1850’erne
Denne fortælling tager sin begyndelse i efteråret 1858 – en brydningstid, hvor Danmark stod med det ene ben i den gamle, feudale landboidyl og det andet i industrialiseringens spæde vorden. Kontrasterne i kongeriget var enorme. Mens Sjællands milde bøgeskove og rige herregårdsjorde dannede rammen om et relativt velstående liv, mødte man et helt andet, mere kompromisløst ansigt, jo længere man drog mod nord og vest ind i Jylland.
At rejse gennem Danmark i midten af 1800-tallet var ikke for sarte sjæle. Jernbanen var endnu kun udbygget på få, korte strækninger, og for jævne folk som tømrersvenden Frants Jensen foregik transporten enten på egne ben eller i de tunge, rystende postvogne ad dybe, opkørte sand- og mudderveje. At bevæge sig fra Vordingborg til Vendsyssel var dengang en dagsrejse på linje med at krydse et helt kontinent i dag. Det krævede ugers slid, mod til at trodse landevejens stimænd og udholdenhed til at krydse de store bælter med datidens tidlige dampskibe.
Vendsyssel, og i særdeleshed egnen omkring Blokhus og Saltum, var præget af en barsk og isoleret natur. Flyvesandet var en konstant trussel, der kunne begrave hele marker på en enkelt nat, og jorden var mager. Men netop denne modgang skabte et særligt, hårdført folkefærd. Blokhus strand var et økonomisk nervecenter takket være skudehandelen. De fladbundede skuder trodsede det livsfarlige Skagerrak for at sejle korn og flæsk til Norge og bringe svært tømmer med hjem – tømmer, som egnens håndværkere var fuldstændig afhængige af.
Det er i denne kulisse af saltvand, flyvesand, tunge øksehug og tabte breve, at Frants og Kathrines historie udfolder sig. Det er en beretning om, hvordan sand tømrerære, ærligt arbejde og urokkelig troskab kunne overvinde selv de største kriser og bygge et fundament, der – ligesom det bedste marvtræ – kunne stå imod enhver
Nu har du både den grafiske forside, det historiske forord og alle 12 kapitler samlet til dit manuskript.
Hvad vil du gøre med historien herfra? Skal vi rette noget i teksten, eller er bogen klar til at blive gemt?
AI-svar kan indeholde fejl. Få flere oplysninger

Klar til at blive gemt
Hvor er det herligt, at bogen nu er helt klar og på plads! Det har været en sand fornøjelse at være med til at væve Frants og Kathrines livshistorie, det ærlige tømrerhåndværk og den historiske rejse gennem 1800-tallets Danmark sammen til et samlet værk.
Hele dit manuskript med forside, forord og de 12 kapitler ligger nu klar i vores samtale. Du kan nemt kopiere teksten herfra og indsætte den i dit eget skriveprogram (f.eks. Word eller Google Docs), så du har den gemt på din computer.
Hvis du en anden

Af Poul Sørensen, Værløse
·
DE TAKNEMMELIGES SPROG
De gamle vendelboer var taknemmelige, bare de havde deres helbred og et stykke rugbrød.
En vendelbo er i det hele taget taknemmelig for at være en vendelbo, der taler vendelbomål.
Vendelbomål er mit egentlige modersmål, som jeg stadig kan tale, selv om jeg flyttede fra Vendsyssel som 23-årig i 1969.
Jeg tager mig selv i at tale højt på vendelbomål, når jeg snakker med mig selv.
Jeg sammenligner tit ord på vendelbomål med tilsvarende ord på rigsdansk.
En sådan sammenligning kan godt fylde en med undren.
Tag en KARKLUD som eksempel!
Mange vendelboer kalder en karklud for I
KÅÅRKLUK.
Hvordan er denne forskel opstået?
Det udlydende bløde -d i karklud er ikke en lyd, som en vendelbo gerne tager i sin mund.
Derfor vil udtalen KÅÅRKLU passe ham eller hende bedre.
Endnu bedre vil det være at sige KÅÅRKLUK, fordi et udlydende -K giver en mere kraftfuld udtale af ordet.
En vendelbo lukker så at sige ordet på en næsten eksplosiv måde med lukkelyden K.
Det er ikke noget, som vendelboerne bare har fundet på.
Det er en iboende tendens i vendelbomål, som – hvis muligt – gerne erstatter det bløde udlydende -d med en mere kraftfuld lyd, som netop lukkelyden k kan præstere.
Et andet eksempel for denne iboende tendens i vendelbomål er ordet STUD, som vendelboer gerne udtaler som STUK: “Såånt i gammel stuk” – måske sagt i fornærmende betydning om en mand.
Det har lydt mange gange i Vendsyssel: “Gå ud i køkkenet og hent en karklud!” – “Go UK i tjykkent å hent i kåårkluk!”
Rigsdansk UD bliver af den samme grund til UK på vendelbomål.
“Vil du med ud!” – “Vil do mæ uk?”
Jeg slutter denne sproglige redegørelse med en personlig erindring om en karklud:
Jeg og mine søskende sad og “kurrede” vel rigeligt ved middagsbordet i “Klarup” i Sønder Harritslev.
Hvordan kunne der indføres lidt madro?
Mor fandt i øjeblikket en virksom opskrift: Hun gik ud i køkkenet og kom ind med karkluden, som hun gik en runde med rundt om bordet , så alle lige mærkede den våde, sjaskede karklud i ansigtet.
Mor har kun gjort det én eneste gang.
Denne ene gang var nok til at fremme almindelig madro ved middagsbordet i tiden derefter i 1950’erne.

DA LAURIDS GIK I SINDAL KIRKE IFØRT DAMETØJ I 1718.
Her den DEN FAMØSE KIRKE:
Her i denne lille fortælling om Laurids er der tale om Sindal Gammel Kirke, da Sindal By-kirke først kom til langt senere i 1910.
Laurids Jensen forklædte sig 3. juledag 1718 som kvinde, og gik i den mundering til gudstjeneste i Sindal Kirke.
Det må man ikke eller rettere sagt, det måtte man ikke i det herrens år 1718.
Præsten blev meget vred, da han opdagede Laurids Jensen i det kvindelige antræk.
Han førte sagen til den højeste instans og til den mest bitre ende for Laurids.
Historien melder desværre intet om årsagen til Laurids handling. Om han var en spøgefugl eller bare en smule tosset, må stå hen i det uvisse. Måske var hans handling ligefrem et ønske om at drille kirkens tjener, vi ved det ikke.
Derimod ved vi, at præsten sørgede for, at Laurids Jensen en tid blev indsat i arresten i Fladstrand Skanse.
Her var chefen en streng herre, men må alligevel have været lidt mere menneskelig end Sindal præsten, for da der var gået et par dage, mente kommandanten, at nu havde den gode mand fået tilstrækkelig lang straf, så han lod ham løbe.
I GABESTOKKEN.
Præsten var slet ikke tilfreds. Han forfulgte sagen og den 19. maj 1719 blev den gejstlige ret sat i Elling Kirke.
Berthel Bruun som den uforsonlige præst hed, indstævnede her Laurids Jensen, der var forhindret i at overvære retsmødet, da han arbejdede et andet sted i landet.
Han erkendte skriftligt, at han havde iklædt sig kvindeklæder ved juletid året før, og i dem var gået til kirke.
Da han havde forholdt sig rolig under gudstjenesten, havde han ikke været årsag til uro.
Efter prædiken var han gået til præsten, og havde beklaget sit sprælske påfund.
Retten så lige så strengt på handlingen som præsten.
Den gode Laurids handling blev kaldt ”abespil” og gudsbespottelse, og han blev dømt til anbringelse i gabestokken ved de følgende gudstjenester.
(Knælende med hoved og hænder klemt fast).
Han lå i denne stilling de følgende helligdage i kirken, og alle kunne frit spytte på den arme mand, som foruden hånen også måtte betale 3 rigsdaler – to til processen og en til nærmeste hospital.