Kategori: Historier fra Vendsyssel

.
Tilbage i 1950erne boede i Danmarksgade i Frederikshavn byens ældste fungerende vognmand Chr. Jensen.
På daværende tidspunkt havde han været vognmand i mere end 50 år.
Jensen var også en ældre herre, da han var født i 1884.
På sine ældre dage fortalte han lidt om sit virke i Frederikshavn.
”Jeg er født i Sysselhaven Mølk i Kvissel. I 1902 kom jeg til Frederikshavn, og havde et par år plads hos Camillus Petry. (kan have været købmand Edvard Camillus Petry).
I 1904 begyndte jeg med droskekørsel. Jeg havde holdeplads på hjørnet af Jernbanegade. Foruden mig var der vognmand Peter Høgh.
Jeg kørte Frederikshavns første hestedroske, og holdt med den ved tog og damper, når de kom ind.
Da kunstnerlivet på Skagen florerede, kørte jeg Holger Drachmann fra damperen til banegården. Han var let at kende med den brede hat og slængkappen.
De fornøjeligste ture var bryllupskørsel med landaueren eller brudekaraten. Jeg har kørt mange brudepar til og fra kirke.
Jeg har også haft megen omegnskørsel for turisterne. Især svenskere der skulle ud at se Vandværksskoven og Flade Bakker, som mange af dem blev begejstret over.
Den mest bemærkelsesværdige kørsel var engang, da tørdokken blev lavet, og jeg hentede lokomotivet, som blev benyttet til udførelsen i Hellum.
Der var ingen banespor, det kunne køre ad, så det måtte transporteres af landevejen. Det blev en møjsommelig og lang historie.
Vi spændte 6 heste for det, og tog afsted fra Hellum om fredagen. Først om søndagen nåede vi havnen, og fik det afleveret.
Som man kan tænke, vakte det vældig opsigt overalt, hvor vi kom frem og ikke mindst i byens gader.
Her et postkort fra Jernbanegade, som der så ud i 1903. Man kan sagtens forestille sig året efter i 1904, hvor Chr. Jensen som ganske ung mand har holdt der med sin hestedroske og ventet på kunder.

De gamle vendelboer var taknemmelige, bare de havde deres helbred og et stykke rugbrød.
En vendelbo er i det hele taget taknemmelig for at være en vendelbo, der taler vendelbomål.
Vendelbomål er mit egentlige modersmål, som jeg stadig kan tale, selv om jeg flyttede fra Vendsyssel som 23-årig i 1969.
Jeg tager mig selv i at tale højt på vendelbomål, når jeg snakker med mig selv.
Jeg sammenligner tit ord på vendelbomål med tilsvarende ord på rigsdansk.
En sådan sammenligning kan godt fylde en med undren.
Tag en KARKLUD som eksempel!
Mange vendelboer kalder en karklud for I
KÅÅRKLUK.
Hvordan er denne forskel opstået?
Det udlydende bløde -d i karklud er ikke en lyd, som en vendelbo gerne tager i sin mund.
Derfor vil udtalen KÅÅRKLU passe ham eller hende bedre.
Endnu bedre vil det være at sige KÅÅRKLUK, fordi et udlydende -K giver en mere kraftfuld udtale af ordet.
En vendelbo lukker så at sige ordet på en næsten eksplosiv måde med lukkelyden K.
Det er ikke noget, som vendelboerne bare har fundet på.
Det er en iboende tendens i vendelbomål, som – hvis muligt – gerne erstatter det bløde udlydende -d med en mere kraftfuld lyd, som netop lukkelyden k kan præstere.
Et andet eksempel for denne iboende tendens i vendelbomål er ordet STUD, som vendelboer gerne udtaler som STUK: “Såånt i gammel stuk” – måske sagt i fornærmende betydning om en mand.
Det har lydt mange gange i Vendsyssel: “Gå ud i køkkenet og hent en karklud!” – “Go UK i tjykkent å hent i kåårkluk!”
Rigsdansk UD bliver af den samme grund til UK på vendelbomål.
“Vil du med ud!” – “Vil do mæ uk?”
Jeg slutter denne sproglige redegørelse med en personlig erindring om en karklud:
Jeg og mine søskende sad og “kurrede” vel rigeligt ved middagsbordet i “Klarup” i Sønder Harritslev.
Hvordan kunne der indføres lidt madro?
Mor fandt i øjeblikket en virksom opskrift: Hun gik ud i køkkenet og kom ind med karkluden, som hun gik en runde med rundt om bordet , så alle lige mærkede den våde, sjaskede karklud i ansigtet.
Mor har kun gjort det én eneste gang.
Denne ene gang var nok til at fremme almindelig madro ved middagsbordet i tiden derefter i 1950’erne.
Berit BP
Jeg kan også stadigvæk snakke og skrive på vendelbomål efter at have boet på Sjælland efter i 55 år, jeg har desværre ikke så mange at snakke det med.
Men glemt æ gået A no æn

Af Poul Sørensen

Kom og se!
Inden bøgen springer ud, er skovbunden dækket af et helt “væg-til-væg-tæppe” af hvide anemoner.
Den hvide anemones latinske navn betyder “skovanemone”, en artsbetegnelse som blomsterkongen Carl von Linné gav den i 1700-tallet.
Den blå anemone kom frem allerede “den første dag i marts” ifølge Kaj Munk, der med sangen “Den blå anemone” har skrevet en af de smukkeste sange på dansk.
Tiden omkring den 1. maj er højsæson for den hvide anemone.
En pige kan godt navngives med blomsternavnet Anemone, et navn som ikke er afledt af Anne plus Mona.
Faktisk husker jeg en pige fra Sindal fra en søndagsskolelejr i sommeren 1959 i Rubjerg ved Lønstrup, der hed Anemone.
Det var de gamle grækere, der fandt, at ANEMONE var det rette navn for denne forårsblomst. De navngav den efter det græske ord for vind, ánemos.
Dens navn er “vindblomst”.
En genklang af dette ord har vi i det franskklingende ord “animeret” for livlig eller opstemt.
At “vindblomst” er et træffende navn, indser man ved at gå ud og se på blomstertæppet, når der blæser en frisk forårsvind.
Så ser man, at anemonerne ikke blot “nikker sejerssælt”, men ligefrem danser i vinden! Det er et betagende syn.
Foruden blå, gule og hvide anemoner kan man på kalkrige strandoverdrev finde en ”kusine”, der bærer navnet NIKKENDE KOBJÆLDE.
Nikkende kobjælde viser den samme danseglæde i vinden, som besjæler anemonerne.
Jeg ledede engang en majudflugt, ved hvilken bussen gjorde holdt ved et anemonetæppe lidt vest for Farum. Mange benyttede lejligheden til at gå ud af bussen og plukke en lille buket hvide anemoner til knaphullet.
Da alle var kommet op i bussen igen, følte en af herrerne på skjortelommen, som nu desværre ikke længere rummede hans gebis, som han havde lagt til hvile dér.
Han og ledsagere måtte af bussen igen og lede, men et gebis, som glider ud af skjortelommen ned i et blødt anemonetæppe, er og bliver hjælpeløst væk.
Alle følte med manden, men komikken i situationen var så indlysende, at vi alle alligevel ikke kunnne bare os for at le.
Det kaldes skadefryd.
Gå ikke glip af at se anemonerne danse i skovbunden, som nu er ét stort dansegulv.
Foto af anemonens “kusine”, der bærer navnet “nikkende kobjælde”

·
JEG HAR DA IKKE LOPPER
Vendelbomålet har udviklet sig – som alle sprog – gennem tiden. For hver generation var der ord, der gled ud og ikke længere blev brugt. Her er et eksempel.
Engang i 1960’erne var jeg sammen med mine forældre på besøg hos min farmor (1884-1973). Hun havde en lille stue på Øster Brønderslev Alderdomshjem (som et plejehjem hed dengang). Der var ganske varmt i rummet, og talen faldt på, hvordan det kunne være. ”A hå da intj lopper” udbrød min farmor så. Lille jeg undrede mig gevaldigt over, at min farmor pludselig bedyrede, at hun ikke havde lopper!
På vejen hjem kunne mine forældre forklare mig, at min farmor havde ment, at hun ikke havde åbnet (lukket op) for radiatoren. Ordet ’loppe’ har flere betydninger i gammelt sprog og dialekter. Her var det brugt i betydningen netop at lukke op ([https://ordnet.dk/ods/ordbog?select=loppe,4&query=loppe](https://ordnet.dk/ods/ordbog?select=loppe,4&query=loppe)).
Vi har altså tre generationer: den ældste, der bruger et ord; den næste, der kender betydningen men ikke bruger det; og den yngste, hvor ordet er ukendt.
Tak til Poul Sørensen for hjælp med at få verificeret mine forældres forklaring her ~60 år efter ordvekslingen. Se mindre
usker jeg også fra mine bedsteforældre: “Låp en sodevåj mier op”

Poul Sørensen

Stor bidragsyder
Tak for at bringe ordet “at loppe” frem i lyset.
Et andet gammelt ord på vendelbomål er “håtte” for hartad (næsten). Jeg har hørt gamle vendelboer, som ofte sagde “håtte”: “A ku’ håtte en’ såew for dej
spetakel “ – Jeg kunne næsten ikke sove for den spektakel.

Per Schjønningslået op iHistorier fra Vendsyssel
Stndrooespuh

En Vendsyssel-karl på Højskole
I vinteren 1938-39 var min onkel Oskar Rasmussen (1915-1999) som så mange andre unge karle fra landet på et vinterophold på Højskole. Nærmere bestemt var det Ry Folkehøjskole (i dag Ry Højskole).
Jeg har arvet Oskar’s skolemateriale, herunder et stilehæfte, hvor han beretter om mange ting. Teksterne giver et godt indtryk af, hvad der rørte sig i en ung mand fra landet i slut-trediverne.
Oskar Rasmussen voksede op på Søndergaard i Hjelmsted ved Serritslev i en stor søskendeflok. Han overtog og drev Søndergaard efter sine forældre frem til 1968. De to brødre, der nævnes i stilen, er Georg Rasmussen, der blev gårdejer ved Skæve samt Ejvind Rasmussen, der blev gårdejer ved Sdr. Harritslev.
I den vedhæftede fil har jeg gengivet Oskar’s stil ’Jagten’ nøjagtig, som den er nedskrevet i stilehæftet. Det vil sige, at jeg ikke har ændret i stavemåder, tegnsætning mm.

SÆBY BØRNEHJEM.

Jeg fik en opfordring forleden til at bringe noget om Sæby Børnehjem. Da jeg har lagt noget ud for længe siden, så kommer der her en redigeret udgave, som fortæller lidt om børnehjemmet i de helt gamle dage.
Først skal vi forestille os, hvor lille Sæby har været, da der på den anden side af rutebilstationen, hvor slagteriet lå, eller bygningerne ligger endnu, kun var et bart område med hede og lyngbevoksning.
Vi er i 1889, hvor Indre Mission stod stærkt i Sæby ikke mindst på grund af byens populære sognepræst Asschenfeldt-Hansen, der virkede her i byen fra 1882 til 1892.
Asschenfeldt-Hansen var en af drivkræfterne bag opførelsen af Sæby Børnehjem i 1889 sammen med Indre Mission, der havde fået ideen til et børnehjem i Sæby for fattige og forældreløse børn, der ellers på den tid var røget direkte på fattiggårdene.
Pengene til børnehjemmet var gaver fra private, da der først blev givet statsstøtte fra 1911, så det var hårde tider for det nye børnehjem, der stod færdig i sommeren 1889.
Det var før slagteriet kom til som nabo, det skete først i 1911.
Glemmes skal heller ikke Frøken Anna Margrethe Bruun fra Sæby, der alene donerede 3000 kr. til byggeriet, der kostede omkring 6000 kr. at opføre. Frøken Bruuns flotte bidrag vil svare til omkring 200.000 – 250.000 kr. i nutidens penge, hvilket havde været en formue dengang. Frøken Bruun gjorde oven i meget for de fattige i Sæby, blandt andet stiftede hun et legat for dem.
Det oprindelige børnehjem fik en ekstra fløj bygget på i 1931, men her er en lille beskrivelse af, hvad det indeholdte i 1889 som nyopført.
Børnehjemmet indeholdte et stort værelse til spise og dagligstue, et skolelokale og to soveværelser med hver 6 senge. Det ene værelse stod i forbindelse med bestyrerindens lejlighed, der bestod af to værelser. Desuden var der køkken og spisekammer og udenoms bekvemmeligheder samt på loftet to værelser til brug under smitsomme sygdomme og endeligt et gæsteværelse.
Den første bestyrerinde børnehjemmet havde, var en Frøken Simonsen fra Sæby.
I november 1889 ankom de første børn til Sæby Børnehjem, og det var i starten kun piger, man tog ind.
Her skal vi læse en unik fortælling, det er nemlig allerførste pige på Sæby Børnehjem i 1889, Johanne Christensen, der engang har fortalt følgende.
FØRSTE PIGE PÅ BØRNEHJEMMET 1889.
”Jo, det er rigtigt, jeg var den første lille pige, som den 4. november 1889 trådte ind over dørtærsklen på Sæby Børnehjem.
Jeg var kun 3 år, så det er begrænset, hvad jeg kan huske.
Jeg havde hidtil boet hos min gamle bedstefar og en moster et sted i Torslev Sogn. Derfor var turen med hestekøretøj til Sæby en stor oplevelse.
Navnlig gjorde byens røde tage et stærkt indtryk på mig, og fik mig til at spørge, om jeg skulle bo i sådan et hus. Jeg var jo kun vant til et lille stråtækt hus, og havde måske aldrig før set et hus tækket med tegl, men om min ankomst i øvrigt, husker jeg intet.
Jeg havde en god barndom på Sæby Børnehjem, jo det havde jeg, og mange med mig.
Man måtte jo huske på, hvorfra vi kom, og hvordan vores start havde været.
Det værste var de forbistrede unger nede i byen navnlig Algade. Når de fik øje på os, råbte de ”børnehjemstøser, børnehjemstøser”, og det gjorde ondt, meget ondt, og det satte sig fast dybt inde i barnesjælen, og sidder der stadig og nager og piner.
Men oppe omkring ”hjemmet” var folk flinke og venlige mod os. Jeg havde det også godt siden hen, da jeg fik plads som tjenestepige, først i Sæby og sidenhen forskellige steder over det ganske land, og jeg så, og oplevede meget.
Det hændte også, jeg så forældrenes spontane glæde, når deres børn kom hjem. I sådanne situationer forstod jeg for alvor, hvad jeg selv var gået glip af.
Kårene var små. Hjemmets drift var jo afhængig af folks godgørenhed.
En kreds af kvinder fra byen kom således en aften om ugen vinteren igennem. De hjalp med at holde børnenes tøj i orden. De strikkede, lappede, stoppede, ja spandt og kartede vist også, og ved fælles hjælp gik det.
I 1908 fratrådte Frøken Camilla Sørensen som bestyrerinde og afløstes af Frøken Karen Nielsen. ”Mor Karen” fik 100 kr. om året, men havde trods den beskedne løn altid råd til at give hvert barn et stort kræmmerhus bolsjer til jul”.
I 1964 da børnehjemmet havde 75års jubilæum, der var Johanne Christensen med, der boede hun på de Gamles Hjem i Algade, og i den forbindelse gav hun dette interview.
Der er siden Johannes tid været mange børn igennem Sæby Børnehjem. I 1931 udvidedes som nævnt en fløj mod vest, og senere installeredes centralfyr, fryseboks og andre hjælpemidler til køkkenet.
Hjemmet havde i 1964 24 drenge og piger, og man var glade for, at mange af børnene bevarede kontakten efter de blev voksne.
Indtil 1937 underviste man børnene på selve børnehjemmet, dengang havde man sin egen lærerinde, Frøken Elisabeth Jensen, og da hun stoppede i 1937, blev børnene derefter henvist til at gå på Kommuneskolen. (Nu nedrevne Sæby Skole).
Jeg ved, der bor folk i Sæby i dag, der har været på Sæby Børnehjem, og håber nogle kan gøre os klogere på, hvornår hjemmet lukkede ned.
Man kunne godt ønske sig, at bygningen var bevaret, men den blev jævnet med jorden i forbindelse med udvidelsen af slagteriet.
Jeg husker, jeg gik i klasse med en dreng, hvis forældre var forstanderpar på Sæby Børnehjem, og i den forbindelse oplevede jeg selv at komme på børnehjemmet omkring 1980-83.
Jeg kan på den baggrund tænke, at hjemmet stadig var religiøst præget til det sidste, men det kan nogen måske gøre os mere kloge på, da jeg husker forstanderparret som i den ”fanatiske” ende, når det handler om at være troende.
Til slut lidt billeder jeg har ”lånt” på Arkiv.dk, der er et par af Sæby Børnehjem, men havde håbet at kunne få mere af selve bygningen. Så er der legendariske ”Mor Karen” med bolsjerne samt et af pigerne på hjemmet i 1905-06.

Jens Christian Andersen
Mener der var en frk. Madsen som bestyrer, da jeg var dreng i 50. og 60 rene.?

DA ISEN BRAST UNDER PRÆSTENS VOGN
Jeg blev født i Rakkeby i 1946 og voksede op i Sønder Harritslev i 1950’erne.
Allerede som halvstor dreng hørte jeg om en drukneulykke i Rakkeby Å, som adskiller sognene, som tilhører det samme pastorat.
Drukneulykken skete den 2. februar 1689.
Præsten i Harritslev, Rakkeby og Sejlstrup sogne var i hestevogn på vej til Rakkeby kirke fra præstegården i Sønder Harritslev, da det skete.
Præsten Peder Poulsen Bloch – født 24.08.1652 – var blevet sognepræst i de tre sogne i 1685.
Præstekonen hed Birgitte Pedersdatter, født i Øsløs ved Løgstør Bredning.
I Harritslev præstegård var præsteparret allerede blevet forældre til to børn, som var små, da det skete.
Det, som jeg vil fortælle, skete på kyndelmisse dag, som i 1689 var på en onsdag efter den dagældende julianske kalender.
Den nugældende gregorianske kalender blev først indført i Danmark år 1700.
Kyndelmisse var en gammel katolsk lysfest til minde om Jesus som “lyset, der blev åbenbaret for hedninger”, som det blev sagt om Jesus af den gamle Simeon, da Josef og Maria præsenterede Jesusbarnet i templet 40 dage efter sin fødsel. Denne dag blev beregnet til den 2. februar, som blev fejret som kyndelmisse, en lysenes fest.
Alle lys, som skulle bruges i kirken det næste års tid, blev velsignet ved kyndelmisse.
Kyndelmisse (“lysenes messe”) var et vigtigt pejlemærke i det gamle bondesamfund.
Kyndelmisse som helligdag blev først afskaffet af den tyskfødte hoflæge Struensee i 1770, som havde tilrevet sig næsten enevældig magt i Kongeriget Danmark dengang.
Det er sandsynligt, at præsten Peder Poulsen Bloch den 2. februar 1689 var på vej til en kyndelmisse gudstjeneste i Rakkeby kirke.
Rakkeby Å mellem de tre sogne lå i et sumpet område, som det især ved vintertid var forbundet med risiko at passere.
Åen med de tilstødende oversvømmede arealer var tilfrosset, men isen kunne desværre ikke bære præstens hestetrukne vogn, som ulykkeligvis gik gennem isen.
Præsten og kusken samt hestene druknede i det iskolde vand.
Det hele blev beskrevet i Aalborg-biskoppens protokoller.
Dér står der også, at der blev holdt præstegårdsskifte den 4. marts 1689.
Ved skiftet blev det også nævnt, at præsten efterlod sig hustru og to små børn, af hvilke det ene barn endnu var brystbarn.
Dengang var der ikke nogen enkepension, heller ikke for præsteenker, men som erstatning for en pension var præsteenken stadig indehaver af de økonomiske rettigheder, som var knyttet til kaldet. Den næste præst måtte i mange tilfælde gifte sig med præsteenken.
Det er dog uklart for mig, om efterfølgeren, præsten Hans Thomsen Bondum, giftede sig med præsteenken Birgitte Pedersdatter.
Da Hans Thomsen Bondum døde i embedet i 1695, omtales Birgitte Pedersdatter stadig som enke efter Peder Poulsen Bloch.
Derfor er det usikkert, om Birgitte Pedersdatter virkelig blev gift med sin afdøde mands efterfølger.
Der var tilknyttet landbrug til Harritslev præstegård. Derfor kan det godt være, at der blev plads til alle i præstegården, uden at præsteenken blev gift med efterfølgeren.
Præsteparret havde to små børn, da drukneulykken skete.
Derfor er det sandsynligt, at der den dag i dag lever efterkommere efter Peder Poulsen Bloch og Birgitte Pedersdatter.
– Jeg har skrevet denne lille artikel for selv at få historisk underretning om drukneulykken i Rakkeby Å, den 2. februar 1689.
Men jeg har også skrevet det, for at du som læser kan få den dramatiske historie om det, som skete dengang.
Drukneulykken den 2. februar 1689 minder os alle om det dyrebare, sårbare liv, som vi lever nu.
Nanna Egholm
Tusind tak for den rørende fortælling. Historiens vingesus.

Lisbet Foss
Sikke en tragedie… Mine slægtsstudier kunne tyde på, at det med at ægte præstenken ikke var så almindeligt endda – gennem en halv snes generationer møder jeg ikke dette forhold

Af Poul Sørensen

Vi er tilbage i 1924, hvor ”Baltze-Pier” var kendt over alt i Vendsyssel, da han gennem 50-60 havde vandret rastløst rundt fra sted til sted på landsdelelens veje.
”Baltze-Pier” var langtfra nogen tigger, han tiggede aldrig. Da han kunne arbejde, tjente han til føden på de gårde, han drejede ind til. Siden gav folk ham, hvad han trængte til.
Hans seng var en tom ko-bås med halm, og det ville han ikke bytte bort for en greves eller en konges seng.
Fra ”sengen” hørtes fløjtetriller. ”Pier” yndede at spille, før han gik til ro. Ofte samlede han byens børn om sig, når han på en grøftekant sad og fløjtede.
Mange troede at ”Baltze-Pier” var fuld af utøj, men det var han ikke, Den slags ville han ikke føde på, sagde han. I åerne og bækkene vaskede han jævnligt sit kluns.
Den hårde frost i vinteren 1923-24 havde taget hårdt på den gamle vandringsmand, og han blev sendt hjem til sin hjemstavns kommune Flade-Gærum.
Han havde fået koldbrand i underlivet, og måtte holde sengen. Godt havde han nu ellers været klædt på, tre skjorter, tre uldtrøjer, tre veste osv., tredobbelt under og overtøj. I hver vest havde han et ur.
Tirsdag den 5. februar 1924 døde ”Baltzer-Pier”, og han blev lagt i jorden på Flade Kirkegård.
Han borgerlige navn var Peder Baltzersen, han var født 16. maj 1844. Fødehuset var et lille bindingsværkshus, der allerede i 1924 for længst var nedrevet, og lå på den naturskønne bakke.
Altid besøgte Peder stedet, når han på sine vandringer kom til Flade.
Noget sær og ikke som andre mennesker var ”Baltzer-Pier”, og så havde han bisselæder i sålerne. Han havde også et ejegodt hjerte, og gjorde aldrig nogen fortræd eller uret. Han var ærligheden og nøjsomheden selv.
Han var ikke af de almindelige af landevejens folk- men en af den tids sidste originaler i Vendsyssel.

Dette spørgsmål rejses i sangen MARY af Niels Hausgaard.
Sangen er ganske vist flere årtier gammel, men en gammel sang kan godt føles vedkommende mange år senere.
Sangen kan findes på vendelbomål på internettet, sunget af Niels Hausgaard selv.
Som en service har jeg overført teksten til rigsdansk:
MARY
Mit liv blev helt forandret, da manden ville være politiker.
Det er vel en snes år siden eller mere.
Han blev opstillet til kommunevalget,
og se, så gik det hverken værre eller bedre:
han blev valgt, og han kom ind, og som han da var glad.
Den aften han kom hjem, kan jeg huske, han sagde:
“Oh Mary, oh Mary, kom her bette Mary.
Nu tror jeg, der er chancer for, jeg kan komme i Rotary.”
Hver gang op til valget
er han vanskelig at være sammen med.
Så er han slet ikke, som han plejer at være.
Han flyver og farer og døjer med at samle sig,
det er sommetider, så jeg går og græder.
Det værste er nok hans fedtede smil
i utide og i tide.
Selv når han sover, smiler han
som en førstekommis.
Oh Mary, oh Mary, kom her hen …
I morges da jeg spurgte,
hvad skjorte han syntes, han ville have på,
den med de bitte nistre eller hvad?
Så så han mig i øjnene så inderligt,
imens han sagde: “Det var et knagende godt spørgsmål!”
Og så fortalte han om, hvordan
han ville gå ind for alt,
skattelettelse, fradragsret
og støtte til manden på gulvet.
Oh Mary, oh Mary, kom her hen …
Han smiler og snakker,
tager briller af og briller på.
Åh, han er så slege, nærmest glat.
Men når valget er slut, og det hele ligesom stilner af, så er han, som han hele tiden har været:
Lidt tværvorn og noget træls,
hvordan så valget det gik.
Gad vidst, om folk tager skade af
at gå ind i politik?
“Oh Mary, oh Mary, kom her hen bette Mary.
Nu tror jeg, der er chancer for,
jeg kommer ind i Rotary.”
KILDE: 20 år med Niels Hausgaard
– en sangbog. Dafolo Forlag 1991.
Elna Lindenborg Jensen
Selvom den er gammel, er den stadig aktuel.
Endnu et pletskud fra Hausgård.

Elin Støve Villerup
Jeg vil kalde det brokkenskij

Da jeg mødte klokken 7 om morgenen i bageriet, bød bagermesteren mig gerne på en smørkage, kaldet en “futsko”, som jeg nød siddende på gulvet i bageriet mellem melsækkene. Bagermesteren var travlt beskæftiget med at lange brød og wienerbrød ind og ud af en stor bageovn.
Fra bageriet gik jeg henover gården ind i bagerbutikken på gadehjørnet, hvor fru Splidsboel lagde brød og kager i bagerposer, som jeg cyklede ud med.
Dengang betalte kunder ikke ekstra for at få varer bragt ud med bybud på cykel.
Det blev til en del ture på en formiddag. Samtidig lærte jeg at finde rundt i Hjørring.
Efter 14 dage hos bagermester Splidsboel fik jeg lyst til at fortsætte som bybud, i næste omgang hos købmand Winkelmann i Strømgade – lige overfor legetøjshandleren med samme navn.
Købmand Winkelmann var en mand på omkring 80 år med en yngre hustru.
Sammen havde de en datter på dengang under 10 år. Mor og datter deltog også i forretningens liv i købmandsbutikken.
Over porten til baggården var der en mindeplade for Forfatteren Henri Nathansen, som var blevet født på dette sted i 1868. Forfatteren blev særlig kendt for skuespillet “Indenfor Murene” fra 1912.
Købmand Winkelmanns kaffe var så efterspurgt, at jeg har kørt hele vejen ud til Wilhelm Carlsensvej, blot med en pose malede kaffebønner på budcyklen.
Når en kunde ringede og bestilte en vare, kunne kunden forvente en snarlig levering – uden ekstra omkostninger.
Blev der en ledig stund, kunne jeg sætte mig på gulvet i købmandens kontor.
Hvis bilen trængte til det, blev jeg betroet til at vaske købmandens personbil, som stod parkeret i gården.
Begge budpladser lå i de to sammenhængende gader, Stokbrogade og Strømgade.
Forretningslivet blomstrede dengang i de to gader.
Min bror Ingeman var i lang tid bybud hos købmand Holger Svendsen i Stokbrogade, som ligeledes var kendt for sin specielle kaffeblanding.
Man skulle ikke gå mange skridt i kvarteret, før der lå en bagerbutik eller en købmandsbutik, som ofte var familieforetagender med personlig betjening.
Især Stokbrogade lider nu af mangel på forretningsliv.
Gadens snoede facon indbyder ellers til, at der må komme et spændende forretningsliv i gaden igen.
Peter Søndergaard Madsen
Hvor sjovt, Werner og Carla Splidsboel var min morfar og mormor.
Husker tydeligt både futsko og jødekager, det bedste var om morgenen når vi var på besøg, ned i baglokalet og have friske rundstykker og kager.
For øvrigt boede min oldemor, som jo startede bageriet med min oldefar, over købmand Svendsen i Stokbrogade, duften af friskristet kaffe husker jeg endnu.
Trist som det er gået livet i Stokbrogade, helt død.

Peter Søndergaard Madsen
Hvor sjovt, Werner og Carla Splidsboel var min morfar og mormor.
Husker tydeligt både futsko og jødekager, det bedste var om morgenen når vi var på besøg, ned i baglokalet og have friske rundstykker og kager.
For øvrigt boede min oldemor, som jo startede bageriet med min oldefar, over købmand Svendsen i Stokbrogade, duften af friskristet kaffe husker jeg endnu.
Trist som det er gået livet i Stokbrogade, helt død.