Dagbog fra en rejse på vestkysten af Vendsyssel og Thy 1865.
Kilde: Dagbog fra en rejse på vestkysten af Vendsyssel og Thy 1865. Skrevet. Af
Salomon Frifelt, men gennudgivet af Bjørn Elmquist 1980. Oversættelsen er taget fra
Project Runeberg
DAGBOG FRA EN REJSE I VENDSYSSEL OG THY i 1865
Onsdagen den 19de Juli. — Da jeg kom op fra Stranden og fra Besøg hos Kjøbmanden, sad Niels Mortensen og Jens Martinus i den inderste Gjæstestue. De udtalte deres Forundring og Fornøjelse over, at jeg kunde huske dem ved Navn, og jeg vogtede mig vel for at sige dem, at vi i Kjøbenhavn anser Hukommelsen for en underordnet Sjæleevne., De havde været Stokkemænd i formiddag. Bl.a. behandledes Boet efter en Soldat, der saaredes ved Dybbøl. Han fik en Kugle i den højre Side af Hovedet, bad sin Kammerat om at lægge ham Tornystret under Hovedet, og siden har man Intet hørt til ham. Dramaet trænger dog bestandig ind i den danske Idyl, men forsvinder deri som de af Andresen omtalte Planter, til man graver dybt efter det.
Gamle Niels Mortensen fortalte, at han er selv tyvende Barn. ,,Mærkeligt nok, Gudske Lov,” sagde han, at ingen af os er bleven Krøbling, Kortenspiller, Pranger eller saadant Skidt.” — Jeg undrede mig over den Ringeagt, han udtalte for Prangere, hvorpaa de Begge forklarede, at Pranger er den, der handler, efter at Solen er gaaet ned. De Andre kalde vi Handelsfolk, og dem synes vi om, de bringer os Penge.”
Jens Martinus saa idag, da han sad uden Hat, ganske anderledes ud end igaar. Han er bygget i Stil med Smedens Kone; men i hans Øjne er der en ganske anden Tænksomhed. Hans Fader var en ægte Vendelbo; men hans Moder var hollandsk, hørte til *)Kjedelførerne. Selv var han Kusk ved Lauget i to Aar, men kunde som Udlænding ikke blive optaget, ikke betros til at føre Bog. Derpaa blev han Mølleforpagter; har nu Hus lidt nordost for Carstensens Lod, 6 Børn, 1 Hest, 2 Køer og er Klitfoged. Naar han er alvorlig, ser han rigtig paalidelig, dygtig og trofast ud; men naar han bliver livligere, og især ved den ringeste Skjemt, spiller en Skalk i de blaagraa Øjne.
*) Hollandsk Handelsmand som rejste rundt og solgte kedler og ander grej af kobber og messing.
Af Jens Martinus og af en Færgekarl, der forleden satte mig over Limfjorden, hørte jeg de fornuftigste nationaløkonomiske Ytringer, jeg nogensinde har stødt paa i en Almue. Med Færgekarlen talte jeg om den nye Bro over Fjorden og spurgte ham, hvad han nu sagde til at derved vilde Færgefolkene lide Skade. Han svarede: »Åa, hvad der er til Gavn for alle Andre, kan ikke være til Skade for mig, naar jeg vil arbejde.”
— Sognefogden,
Jens Martinus og jeg talte om den Plan, som Borregaard har, at bortleje den østre Del af Gaarden til en Kjøbmand. ,,Det synes nok Kjøbmand Klitgaard ikke godt om,” bemærkede jeg. — ,,Det har han dog ingen Grund til,” sagde Jens Martinus. — ,,Hvorfor mener De det?” — »Jo, for, naar her kun er een Kjøbmand i Blokhus, søger Folk ikke saa gjerne hertil. Er de her først, saa maa de tage Varer og betale den Pris, som Kjøbmanden vil have. Men bliver her flere Kjøbmænd, saa tænker man, at vil ikke den ene Kjøbmand, saa vil den anden, og saa bliver her Søgning.”
Baade J. M. og N. M. fandt Fornøjelse i at give mig tilkjende, at de have Penge.
Sognefogden omtalte med Velbehag de Embeder, han har haft og nydt Betaling for (I å.2 Rdl. om Dagen). Han har været tre Gange til Udpantning i denne Kro og hver Gang faaet sin Betaling, og det syntes mig, jeg kunde mærke, at hvis det blot ikke maa gaa Borregaard altfor ilde derved, vil han med Sindsro indfinde sig fjerde Gang.
[Her er en Parenthes fra September, da jeg fra Kjøbenhavn kom anden Gang til Blokhus, men kun i det Ærinde at gjense et Sted lidt nordpaa samt nogle Bække og Klitter, til Brug for en lille Novelle, jeg havde paatænkt.
Fra denne Rejse har jeg Følgende optegnet om Jens Martinus samt Mads Vedsted.
J. M. kjørte mig omkring to Dage i sin Enspænder vogn. Han betog mig en del af min Tro paa, at Vendelboerne ere saa tarvelige. Nu skal man møde om Sommeren i Kirke med to Frakker paa, og Konen skal have et Shavl til 12 Daler. Nu bliver det ogsaa Mode, at Bonden (3: Gaardmanden) ikke spiser med sine Folk, og saa skal han naturligvis have bedre Mad end de.
»Det er Frihedens Skyld,” tilføjede han; men for denne Ytrings Skyld maa man ikke sætte Jens Martinus i Ban som reaktionær; uden at have det Ringeste imod Friheden, som han selv gjerne vil nyde, standser han blot et Øjeblik ved det Faktum, at Friheden ,,har gjort Gaardmændene stolte, de ville være Mere end Bønder”. Naar vi, navnlig paa Aalborg-Vejen, kom forbi smukke, rundmurede Rollinger (Stuehuse til Gaardene), udhævede han, hvad der var smukt med Maade og prisvædigt, og hvad der var Overdaad. Saa udpegede han Hederne, der endnu ligge uopdyrkede, og sagde: ,,Der skal Bonden sætte sine Penge i.”
Jeg kunde ret forstaa den Tilfredshed, hvormed han igjen talte om, at han har Lidt tilovers; thi det er samlet Skilling for Skilling, under Savn, med stadig Angst for at blive trængende, ,,den Lille”. Hesten, der trak os, har hjulpet trolig til; hvert Aar har den kastet et Føl og derved betalt sig selv. Mens vi saadan kjørte, virkede han usædvanlig harmonisk paa mig; thi han er tilfreds og siger det og er taknemlig.
Mads Vedsted gik med mig en Formiddag en halv Mil sydpaa langs Stranden ved Blokhus. Det var Dagen efter Stormen den 1.ste September, da jeg endelig havde set Vesterhavet staa i Fraade, saa langt Øjet rakte, og naa helt op til Klitten. Mads Vedsted er Gaardmand og bor tæt ved Sognefoged Niels Mortensen en halv Mil fra Blokhus. I den senere Tid har han lagt sig efter at kjøbe Vrag, fordi, siger han, han har lidt Skillinger tilovers og vil være virksom med dem. Det er ham, der vil anlægge en Kjøbmandshandel i Gjæstgivergaarden. Han er 46 Aar, høj og ser kløgtig ud. Vor Spadseretur gjaldt en ,,Guldgrube”, som han har ude ved Havet. For et Par Aar siden strandede her et engelsk Skib med Kul og Jern. Der er ikke Spor at se deraf; Ladningen ligger i et Hul nogle hundrede Alen ude. Mads Vedsted kjøbte ved auktion den i Havet begravne Ladning for et Par hundrede Daler, og Alle sagde, at pengene vare bortkastede. Men igaar, efter en stærk østlig Vind og dermed følgende Lavvande, har Mads Vedsted faaet en Kjetting op og solgt den for 400 Rdl. Jernet og Kullene ere endnu dernede, og de ere ,,Guldgruben”, Paa Stranden laa et andet Skibsvrag, som han havde kjøbt. Stormen og Havet havde gjort ham den Tjeneste at kaste det.
TH: VRENSTED.
Torsdagen den 20’ de Juli. — Adskillelsen bør vel helst komme uventet. Jeg anede ikke imorges, at jeg idag vilde have forladt Blokhus for at søge noget Nyt, Rejsens andet Formaal, Scenerne for Vendelboernes første og sidste Oprør. Men selv Borregaard mente, at naar jeg dog engang skulde afsted, kunde jeg ikke faa nogen bedre Befordring end Kromanden fra Løkken, der var kommen, og saa pakkede jeg ind og tog Afsked, skjøndt jeg vilde nødig. Der var saa stille-livligt i Blokhus; det synes mig, at man der kun behøvede at røre ved et Menneske, saa blev det interessant. Og det gjør mig ondt, at jeg ikke igjen kom over til Lars Rod.
Vi kjørte mod Nord gjennem Saltum og Ingstrup, hvor jeg prøvede det mærkelige Ekko paa GanHøjen ved Kirken (Sagnet om Taarnet, der staar skævt til Kirken, trykt hos Trap), og gjennem den korn- og kvægrige Egn om Trudslev. Men snart blev Egnen, alt som vi nærmede os Kysten, bar og sandet; derpaa saa vi Klitterne til venstre og Løkken lige for os. Røde Tage fra flere høje Bygninger (Magasiner) skjulte Horizonten; det saa ud til at være en anselig By. Men i Gaderne ligge Sanddynger, der hist og her nysgjerrig løfte sig op mod Vinduerne i et Hus og synes ifærd med at stige ind. Ret egenlig talt er der ingen Gader; Alt ligger adspredt paa en Sand- mark, Vejene derimellem ere en Labyrinth, der under- tiden udvider sig til en lille Kartoffelmark, en Mødding eller en Tørreplads, hvor paa Snore hænger den yndede Fisk Haar, en Slags Haj. Befolkningen synes at være bleven gnaven af at gaa i det dybe Sand; den hilser ikke og ser ikke mildt som Blokhusfolk.
Udenfor det første Hus staar en drabelig Riddersmand, formodentlig en Hector, Gallionsfigur. Men hvad vittigt er der i, at Hector er kommen paa Land? Nej, Neptun udenfor Sognefoged Niels Mortensens Gaard ved Hune Kro!
Gik straks med Kromanden til Møllen, hvor han havde et Ærinde; det lod næsten til, at han ikke gjerne vilde have mig med; men han var dog ikke uhøflig. Møllen ligger lidt udenfor Byen og synes ikke at høre til Løkkens Kommune og være underkastet dens Brolægningsvæsen; den staar paa fast, grøn Jord. Vi gik først ind i Vaaningshuset noget fra Møllen, og af min Værts Miner og dæmpede Stemme antog jeg, at han bad Mølleren om et Laan af Korn eller Mel. Mølleren sagde endelig Ja, og saa gik vi rask over i Møllen. Den er fra Fod til Top beklædt med Lyng, og det ser ud, som om den havde en laadden Pels paa. Kromanden henvendte sig til Møllersvenden, og efter nogen Tale bleve de enige om, at han kunde have det i et lille Træbæger. Var Laanet ikke større, saa kunde det ikke være udelikat af mig at spørge om, hvad det var, og jeg erfarede nu, at det var Møllefedt. — ,,Møllefedt!
Hvad er det?’ spurgte jeg. — ,,Det er en Blanding af Hestefedt og Olie, som vi bruge til at smøre Axlerne med.” — Men hvad skal De bruge det Fedt: til?” spurgte jeg min Vært. — ,,Det er til min syge Dreng; Doktoren siger, han har Gigtfeber; men nu har han kureret paa ham i sex Uger, og det har ikke hjulpet.”
— ,,Naa, har Doktoren saa foreskrevet Møllefedt?f — ,,Nej, jeg var i Formiddags hos den kloge Kone i HanHerred, og hun sagde, at jeg skulde gnide hans Ryg med Møllefedt, men fra Kværnene, ikke fra Axlerne.” — ,,Men det synes mig, at De kjøbte Medicin hos Apothekeren i Saltum.” — ,Ja, det forordnede hun ogsaa.”.— Hvor kan nu en Mand som De, der ser ud til at staa over de Udannede, tro paa den dumme Kjærling i Han-Herred?’ — ,Ja, naar Doktoren ikke kan hjælpe, hvad skal jeg saa gjøre?’ — , Hvad maatte de betale hende?f — ,Hun ta’er Intet, ikke Andet end, hvad man selv vil give hende.” — Hvad gav De hende?” »To Rigsdaler.”
Det Forsonende ved Manden er, at han har grebet til dette som formentlig sidste Udvej, at han er bedrøvet og bekymret og hverken skyer Udgifter til Doktor eller til Hex har Tandpine. Men jeg kan ikke klage paa Folkene; de have givet mig et meget ordenligt lille Kammer belagt med Sivmaatter, to Lys at skrive ved og ypperlig Mælk.
Fredagen den 21de Juli. —
Løkken er trist formedelst sin Storhed, et London sammenlignet med Blokhus (her skal være 500 Indvaanere), uden en Kjøbstads borgerlige Hygge og uden Landlivets Frihed og Frisk- men siges at være en driftig Losse- og Ladeplads for Kjøbstaden Hjørring, med hvilken den er forbunden ved en to Mile lang Chaussee, ligesom Piræus var forbunden med Athen ved to Mile lange
Mure. Der er fra Kroen forholdsvis langt og tungt til Havet. Vejen til Stranden, der ved Blokhus næsten romantisk gaar igjennem en Hulvej og over en Klitbølge, aabner sig her med bred, kjedelig Gaben. Derimod laa der optrukket paa Stranden langt flere Baade end ved Blokhus, et helt Dusin, ja et Skib red for sit Anker lige udenfor, og langt ude saa jeg to Skibe for fulde Sejl — Vesterhavet viste sig pludselig sejlbart.
Men man sagde mig, at der ikke blev fisket i disse Dage, og saaledes glippede mit Haab om at komme ud en Nat med Fiskere. Paa Tilbagevejen vilde mit Sind ikke forliges med Løkken, og jeg besluttede derfor at gaa bort strax. Ved Bortgangen traf jeg en Vogn fra Vrensted, Manden lovede, at ville tage mit Tøj med, og saa gik jeg hertil (½ Mil). Jeg kunde ikke tage fejl af Vejen; thi Egnen er saa flad, at jeg ikke et Øjeblik tabte Vrensted Kirke af Syne. Det var en dejlig Sommermorgen, og snart var jeg mellem yppige Bygmarker, ja der var en Hvedemark.
[Medens Forf. nu spadserer der, bedes Læseren at underholde sig med en Skildring af
Degnen i Vrensted og Vendelboernes sidste Opstand.).
Martin Dietz, fremstillet efter Justitsacterne. Som Baggrund for denne lille Mand burde egenlig anbringes en Skildring af Tilstanden, navnlig af Embedsvæsnet paa hin Tid. Men selv om man havde alle
DAGBOG FRA EN REJSE I VENDSYSSEL OG THY hertil, vilde det være en vanskelig Sag, fordi Misbrug, der vilde blive at paavise i Almindelighed, kunde komme til at ligge for tungt paa enkelte Mænd, som leve endnu, eller deres Børn. Det kan vel ogsaa siges, at der er Ting, som man ikke vilde foretage nu, og som man dog gjorde dengang, fordi Forholdene, hele Atmosfæren var anderledes.
Et Par Antydninger maa være nok. Jeg ved en Mand, der i Aarene 1820—21 som 6—7 Aars Dreng jevnlig blev sendt til Byens Toldinspektør med de Ord:,,Jeg skulde hilse fra min Fader og bede, om han maatte laane Stemplet.” — Saa fik han Stemplet leveret som et andet Husgeraad, Faderen stemplede de indsmuglede Varer med det og sendte det tilbage til Toldinspektøren, der for sin Artighed fik Tak for Laan og en god Nytaarsgave eller »Dusør”.
Toldinspektøren var en gammel Mand, afholdt og agtet i Byen — forsaavidt man tør tale om, at Tidens og Stedets Smaaborgere forstode at agte. Hvorledes maa man nu tænke sig Toldbetjentene stillede, og hvor højt stode Byens andre Embedsmænd? Hvorledes gik det til ved Strandinger? Hvorledes i Hoveri-, Tiendesager o.s.v.?
En Anekdote er bekjendt:
Kongen, Fredrik d. 6te, opdagede engang ved en Mønstring, at der i et helt Regiment var lutter Husmandssønner paa to Mand nær. Der siges nok, hvad han opdagede, men ikke, hvad han gjorde eller udrettede i denne Anledning; thi al hans absolute Vælde formår/formåedede ikke meget i Lagene, der strakte sig fra hans Omgivelser gjennem Embedsmændene ned til Folket.
Sagen var, at der vel ved de store Reformer i Slutningen af forrige Aarhundrede var indtraadt en mere folkelig Tilstand, Nationen var saa at sige gjengiven sig selv, friet af den forfærdelige herrremandstid”, tilhørte udelukkende den ,,;nationale”, ,folkegode” Kong Fredrik og hans Embedsmænd. Men inden det attende århundrede. Aarhundrede sluttede, var allerede forsaavidt en Reaktion begyndt, som man — varskoet af den franske Revo- lutions Udskejelser — nærede Mistillid til Folket. I 1799 ind-skrænkedes Pressefriheden, og saa godt som ved hver paafølgende Ulykke udefra kom der en Plakat eller Anordning imod Pressen, saa at der ved Fredens Slutning faktisk fandt Censur Sted, og vi Andre opdagede først i Aarene 30, ved Hjælp af daværende Assessor Algreen- Ussing, at der var et lille, lovligt Hul ud til Friheden. Den grusomme Tid var unægtelig forbi. Man jagede ikke længer Bondekarlen til et Barfred, der ikke gav ham Fred, og solgte ham ikke.
Bondekarlen
Bonden red ikke Træhesten, stod ikke i Halsjernet, kastedes ikke efter Herremandens Luner i Hundehullet. Der var en Oplysning ikke blot blandt Embedsmænd, men ogsaa blandt Borgere, og den skinnede i det mindste paa de højeste Bondehoveder. Regeringsmaskineriet var sat i god Gang og gik ordenlig. Men den ulykkelige, tunge, udtærende Krig 1807—14 havde slappet Alt. Istedenfor Grumhedens rugede Spidsborgerlighedens Tid over Landet: smaalig i det Onde som i det Gode; ikke vanskelig at komme overens med, naar man blot selv vilde være gemytlig — thi ,,Gemytligheden”, Hjertelighedens Guld omsat i Smaapenge, er Spidsborgeriets Valuta — langsom, tvivlraadig, ængstelig, men forresten i mange sociale Forhold saa barnlig og naiv, at man kunde længes tilbage til den Tid, som de Gamle
Gamle da ogsaa gjøre.
Midt i hin Tilstand stilles nu, ikke en Heros, men En, der ganske hørte til den og dog kom i Kamp med den.
Dietz blev født i Tønder 1765; hans Fader var Dragon (Draguner); men Dietz omtalte ham gjerne som en Soldat af adelig Slægt. Efter at have gjennemgaaet et seminaristisk Kursus og været Huslærer i det Slesvigske, kom Dietz i Aaret 1789 som Skolelærer til Aalborg, hvor han blev 4 Aar, og derpaa til Randers, hvor han forblev i 14 Aar og i nogen Tid var vel anset; men da han levede over Evne og derfor gav sig til at være Vinkelskriver, som Nogle sagde, eller saa de offenlige Forholds.
Brøst og vilde hjælpe de Undertrykte, som han selv sagde, kom han i Vanrygte hos Embedsstanden og den højere Borgerstand. Han beskyldtes for at have skrevet et falsk Brev fra Kronprinsens civile Departement i Kiel til “Etatsraad Carøe i Randers; men: ved” Forhørene fremkom intet Bevis, og Sagen blev efter Kronprinsens Ordre neddysset. En Tradition, der naturligvis ikke findes i Akterne, siger, at Dietz derpaa kjøbte Vrensted Degnekald af Grev Rosenkrones Tjener. Til Vrensted kom han i alt Fald som Degn 1807.Her aabnede sig en vid Mark for den Blanding af
Egennytte og Medfølelse for Almuen, der synes at have karakteriseret Dietz. Der er ingen Tvivl om, at Vendsyssel ikke blev godt regeret, der var meget Tryk og mange Misbrug, og Dietz gav sig til at udfylde omtrent den Plads, som nu indtages af Bondevenner og Presse; men han maatte naturligvis gjøre det paa en anden Maade.
Han havde en stor Evne til at vinde Bønderne og overtale dem endog til Ting, der vare dem til Skade, talte godt for sig, skrev ogsaa godt — som man endnu kan se af de faa Skrivelser fra ham imellem Akterne —, men var dog meget mere snogeagtig snu end klog, dristig som en ægte Lovtrækker, saalænge han troede at. have et Lovens Bogstav foran sig til Forskansning, uden Overblik og derfor ude af Stand til at indse, hvad hans Indflydelse paa Bønderne betød, og hvorvidt han turde gaa. Hans Virksomhed bestod fornemlig i, at han skrev Klager baade til Kongen og Kancelliet, gav juridiske Raad, skrev Indlæg i Retssager — til hvilket Øjemed han betjente sig af to Prokuratorer, hans ,,Redskaber”, der gave Navn til og officielt førte Sagerne — blandede sig i alle Trætter, instruerede Vidner osv. Under den store Sag imod ham, optraadte en Mand som hans Fjende, fordi han i sine Velmagtsdage ved et Par ,,venlige Linier’” havde tvunget denne Mand til at betale sin Karl hans Løn. Han var en lille Konge, omtrent som en uafhængig Redaktør kunde være, holdt et stort Kontor i Degneboligen — thi med egen Haand skrev han sjelden —; af Embedsmænd og Godsejere betragtedes han som en Næskonge, en Assassinfyrste eller ligefrem som ,en Skurk”.
Det var navnlig i Sager om Hoveri, Tiende og Skolevæsen, at Dietz tjente Bønderne, og det ikke blot ved at tage deres Parti i en enkelt Sag, men ved i det Hele at antyde, at de skulde blive eller burde blive aldeles frie, især for Hoveriet. Han skal håve ladet falde et Vink om, at Kongen holdt med ham, og at kun Embedsmændene stode imod. I denne Henseende var han forud for sin Tid og mønstret for en senere, da man ofte, naar man forlangte Frihed, holdt paa den Fiktion, at Bureaukratiet stod imellem Kongen og Folket. Fra en højtstaaende Embedsmand har jeg hørt, at Dietz engang skal have sendt Kongen en røget Lax, og da han fik en Taksigelse derfor gjennem Overhofmarskallatet, viste han Bønderne Seglet som Bevis paa, at han stod i Korrespondance med Kongen. Dog har jeg Intet fundet derom i Akterne, hvor ellers er bragt sammen, og det er mulig en Forvexling med det fingerede Brev fra Kronprinsen. Det generede ikke Dietz, at han allerede 1811 og 12 efter Kancelliets Ordre fik to drøje Irettesættelser for at have søgt at indblande sig i Besættelsen af Tise Skolelærerkald og for at have villet ved en tvetydig Attest fri en Karl for at blive Soldat. Andre Uheld, saasom tabte Processer og Klagers Frugtesløshed, nedbrøde heller ikke hans Anseelse hos Bønderne; de holde jo fast ved den, de engang tro deres Ven.
En af de Embedsmænd, der fortrædigedes af Dietz, var Amtmand Sporon i Hjørring. Dietz havde klaget til Kongen over hans ,,utilladelige Handlinger”, En Dag i Oktober 1814 skulde der holdes Overpolitiret, og Amtmanden saa da enkle Bønder staa opstillede og Dietz færdes med Papirer imellem dem. Han kaldte Dietz ind og, foreholdt ham igjen hans *)Vinkelskriveri”; men Dietz var dristig eller ,fræk”, Amtmanden slog ham hans Papirer i Øjnene, greb ham i Nakken og kastede ham paa Døren. Dietz gjorde netop saa megen passiv Modstand, som behøvedes, for at Bønderne skulde se, at han voldsomt kom ud af Døren. Saa snart han var ude, sagde han til Bønderne: ,Her bliver ingen Retsdag idag; I have selv set, at Amtmanden. har begaaet Overfald paa mig i rets-lokalet.”” Det var den snilde Vending,
*) vinkelskriver “ person der driver juridisk virksomhed uden at være beskikket advokat (eller uddannet jurist). Dietz strax gav Sagen: Amtmanden havde krænket Thingstedets Hellighed, og han fik Bønderne til at underskrive en Klage herover til Kancelliet. Han troede nu at have Amtmanden fat og ytrede, at enten skulde Amtmanden eller han selv fra Embedet.
Men Amtmanden fremstillede det for Kancelliet saaledes: at han havde kaldt Dietz ind i sit private Værelse og af Vrede over hans Uforskammethed kastet ham ud. Han bad Kancelliet
om beneficium processus gratuiti1) for at oplyse, at han havde Ret til at bebrejde Dietz Vinkelskriveri, og for at bevise, at den Klage, som Dietz nu havde faaet Bønderne til at underskrive, var falsk. Han fik sin Ansøgning bevilget, og saasnart Bønderne nu stode overfor en skarp Inkvisition, gik de fra Klagen i det Væsenlige (om Retslokalet; thi Retten havde jo ikke været sat, og Dietz var ,,altsaa” banket i et privat Værelse). Samtidig tilvejebragte Amtmanden saa mange Bevisligheder mod Dietz for Vinkelskriveri, at Kancelliet beordrede Justitssag anlagt imod ham, d. 29de Maj1815. Den af Amtmand Sporon beskikkede Aktor, Prokurator Holm i Hjørring, var samfulde to Aar om at samle Bevisligheder imod Dietz; men det var ikke af Mangel paa god Villie fra hans Side. Han udstedte et Cirkulære til verdslige og gejstlige Embedsmænd, Godsejere og For- valtere vidt omkring og udbad sig Oplysninger om, hvad de i Almindelighed havde at sige imod Dietz. Fra alle Sider kom en højst ugunstig Udtalelse, Men lad os blot ikke overdrive Betydningen deraf, Lad os tænke os, at under Fredrik den 6te eller Christian den 8de eller den Dag i dag et Oppositionsblads Redaktør blev sat under Tiltale, og at Alle, han havde angrebet, uden Ansvar kunde udtale sig for Aktor om ham, og at Ingen blev kaldet, som for Retten kunde udtale sig velvillig. Og værre var det naturligvis for Dietz, der unægtelig ikke havde ,, rent Brød i Posen”. Den Eneste, der udtalte sig blidt, var Dietz’s egen Præst, Pastor Segelke, hvem Degnen netop havde plaget i en Skolesag. Den gamle, fromme Præst erklærede, at han vel havde lidt udestaaende med Degnen, men denne havde dog i det Hele passet sit Embede forsvarlig og vist sig hjælpsom og god imod ham; han havde altid hjulpet ham i og af Vognen og op ad Tise slibrige Høj (paa Vejen til Annexkirken).
Efter to Aars Forløb kom da Aktor med sin formidable Samling af Beviser eller Anklager, hvoriblandt var to meget alvorlige: at Dietz havde ytret eller i en Klage ladet udtale, at da Bønderne ikke havde Nogen til at for- svare sig imod gejstlige og verdslige embedsmænd, kunde der ventes en Opstand i Landet — og at han var direkte eller indirekte medskyldig i, at Bønderne paa Kokkedals Gods, der vilde være fri for – Hoveri, havde rottet sig sammen og voldelig overfaldet Forvalter Hansen.
Han var altsaa ,,en for den offenlige Sikkerhed farlig Person”, og da man ikke kunde eller vilde lade ham blive ved at drive sin Kontor-forretning i Vrensted, blev det besluttet, at han skulde arresteres. Vrensted hører nu til Børglum Herred med Thingsted i Hjørring; men dengang hørte det til Jerslev-Kjær Herreder med Thingsted i Sæby. By- og Herredsfoged Boeck i Sæby var derfor den, der skulde arrestere Dietz, og han vovede ikke at begive sig til Vrensted uden militær Bedækning. Dog behøvede han ikkun tre Mand og en Underofficer for at bringe den frygtede Degn til Sæby (d. Yde Januar 1818).
Dietz blev ikke indsat i Byens Arrest, ,,ikke fordi denne jo var umenneskelig”, men fordi han havde hovne Ben. Han fik Husarrest: man lejede Værelser for ham og hans Familie hos Skomager Schioldan, og til sin Ulykke fik. Schioldan det Hverv at passe paa, at Dietz ikke havde Skrivematerialier, og forebygge, at han modtog Besøg. Byens to Politibetjente skulde hjælpe Schioldan med at føre dette Tilsyn. Men igesom Marcus Meyer, den lybske Krigsmand i Grevefejden, ganske ene vandt Slottet Varberg, hvor han sad fangen, saaledes vandt Dietz Byen Sæby og først og fremmest sin Vært og de to Politibetjente. Man samledes hos ham, drak Brændevin og røg Tobak, holdt consilium politicum”) og hørte paa hans Klager over den Uret, han øg Folket led. Hans Kone var af den vendelske Bondestand, et dristigt Fruentimmer og desuden med nogen Evne til at spille Komedie, navnlig til at falde i Besvimelse. En af hans Døtre var gift, og hendes Mand, Jens Larsen Nørhalm, var Dietz’s ivrigste Diseipel. En anden af hans Døtre, Agathe, var 19 Aar, kjøn, tilbedet af en Ungersvend ved Navn Christen Mathiesen, der ligeledes med Liv og Sjæl sluttede sig til Degnens Sag.
Den Tilstand kunde ikke vedblive, og Amtmand Sporon gav Ordre til, at Dietz skulde føres til Hjørring. To Politibetjente afsendtes fra Hjørring for at bringe ham dertil. Dette var det haardeste Slag, der endnu havde ramt Dietz. At skulle føres som Fange til den By, hvor den Mand tronede som Amtmand, hvem han havde villet afsætte! Han besluttede at sætte sig imod med Hænder og Fødder. Han sagde til sine Venner, at Sporon vilde have ham til Hjørring for at tage Livet af ham, at der allerede var gjort Forsøg paa at sende ham forgiftet Medicin fra Sæby Apotek m. m. Naturligvis burde Dietz ikke have vidst et Ord om, hvad man havde til Hensigt med ham, før han var overgivet til Politibetjentene fra Hjørring; men der blev vist Mangel paa Konduite fra Politimesterens Side. Boeck var bortrejst, og hans Fuldmægtig, Lieutenant Mørck, konstitueret. Dette udlagde Dietz saaledes, at Boeck toede sine Hænder ligesom Pilatus, og at Mørck havde af Sporon faaet 2000 Rd. for at udlevere ham. Mørck, der strax havde fejlet ved ikke at holde Ordren hemmelig, gav sig nu til at underhandle med Dietz, og først da denne afviste alle Underhandlinger, drog Mørck, d. 22de August 1818, frem imod ham smed Byens to Politibe- tjente. Dietz erklærede, at han vilde værge sig til sidste Blodsdraabe med Øxe og Pistoler. Hans Kone skreg og faldt i Besvimelse. Hans Datter Agathe gik imod Mørck med saadanne Trusler, at han, ifølge egen Tilstaaelse, blev forfærdet. Folk strømmede til.
Dietz’s 17-aarige Søn, Fredrik, raabte til dem: ,,Moder kvæler sig!” (d. v. s. Moder vil hænge sig!). Mørck befalede sine to Politibetjente at lægge Haand paa… Dietz; men de vægrede sig, naar han ikke selv vilde. I en Slags Forsvarsskrift, han senere indgav, kalder Mørck den ene af Politibetjentene ,,en gammel Nathue”, den anden ,,en stupid og dum Bondeflegel”. Selv forsvarede de sig senere med, at deres Løn ikkun var 8/, Rd. om Aaret, at de hverken havde. Skilt eller Uniform og ikke vare vante til at gjøre Polititjeneste. Hjørring Politibetjente stode hos og erklærede, at det var paabudt dem at bringe Degnen til Hjørring, naar de fik ham, men ikke selv at tage ham. Da Mørck nu følte sig ude af Stand til-at overvælde Fjenden og saa Almuen stimle sammen, gjorde han — Appel til Borgervæbningen. Denne var et Artillerikorps, oprettet under Krigen, havde talt ca. 30 Mand, adskillige Gange betjent et Kystbatteri mod engelske Krydsere og opført sig agtværdig. Efter Freden vare Kanonerne kjørte bort, Korpset blevet glemt og havde næsten glemt sig selv, indtil Mørck for- drede dets Hjælp til at bekæmpe den oprørske Degn. Trofast
adlød det Ærens og Pligtens Stemme og mødte ca. 20 Mand stærkt under sin Chef, Lieutenant Aabel, der af Profession var Møller og i Mangel af anden Uniform indfandt sig i Møllerdragt. Mængden lo og spurgte, hvad det var for en Uniform. Det kom til Ordvexling og derpaa til Puf og Slag, og Sæbys Artilleri, der havde staaet sig mod Engelskmændene, bukkede under for de Sæbyske Vendelboer, men havde rigtignok heller ingen Kanoner. Om det saa var Hr. Mørck, fik han Hatten slaaet af og et Dunk i Ryggen. Nu sendtes Stafetter til Hjørring og Aalborg, og fra sidstnævnte By rykkede Lieutenant Mantzius med 20 Mand og en Underofficer mod Sæby, hvor han indtraf den 25de August. Mantzius ,,søgte først Audiens hos Dietz”, som der senere spydig blev sagt, det vil sige: han gik ind til Dietz og forestillede ham, at han burde være fornuftig og følge med godvillig. Men Degnen sagde Nej. Saa hentede Lieutenant Mantzius sine Tropper og ind- tog med dem en Stilling saaledes, at de dannede tre Sider af en Firkant, hvis fjerde Side var Schioldans Hus. En naiv Tegning mellem Justitsakterne viser Sce- nen. Degnen slog Bolt for Døren. Mængden stimlede til, og Lieutn. Mantzius gjorde dem da opmærksom paa, at hans Soldater havde skarp-ladte Geværer, hvortil Peder Krog svarede, at Degnen fik de ikke uden Blodsudgy delse. Agathes Bejler, Christen Mathiesen, raabte de virkelig tapre, ægte Vendelbo-Ord: ,,Skyd kun! I kan dog kun skyde tyve ad Gangen!’ — Agathe lod bringe store Sten op påa Taget for at knuse Soldaterne. Hun tilraabte Garver Myhrman: ,,Lad mig nu se, Myhrman, at De holder med Fader! Lad mig se, at De ikke er bange for de røde.
Karle!””
— Dietz’s Kone var bleven lukket ude, da Degnen stængede Huset. Hun slog en Rude ind, sprang ind ad Vinduet og viste Soldaterne sin Arm, der var bleven skaaren af Ruden, og raabte: ,,Det er det første Blod, der flyder, men det skal ikke blive det sidste!” — Jens Larsen Nørhalm, Degnens Svigersøn, fik en Ide, der senere, i Aarene 30, blev benyttet i Paris, men omvendt, af en General imod Folket: Han og en Skare Venner fordrede Byens Sprøjte for at sprøjte Soldaterne bort eller, som de sagde, for at slukke Ilden, der kunde opkomme i Byen, naar Soldaterne skjød. Kort, det var Alvor. Og at det ikke var blot ,,en af Degnens Kunster og ) Brændevin vildledet Skare”, men at der var dyb, moralsk Uvilie tili- stede over, at Degnen skulde gives i Sporons Vold, kan ses af, at en Præst Søndagen forud (d. 23de) fra Prædikestolen havde sagt nogle Ord til Fordel for Dietz. Der blev senere korresponderet mellem høje Autoriteter om en Undersøgelse heraf; men man fandt det klogest at ignorere det. Flere Borgere havde allerede vægret sig ved at modtage Soldaterne i Kvarter, og ude paa Landet havde Bønderne vægret sig ved efter Tilsigelse at give dem Befordring. Imidlertid stod nu Lieutenant Mantzius med sine tyve Mand og en Underofficer omringet af Mængden og truet ovenfra af Agathes Artilleri. Nogle Borgere fandt da paa en lykkelig Udvej — hvorfor de senere bleve straffede — idet de tilbøde Mantzius deres Kaution for, at Degnen skulde blive tilstede i Sæby ind- til nærmere Ordre. Han benyttede dette som en gylden Bro for et Tilbagetog, lod sine Tropper indtage en fast Stilling ved Kjøbmand Aabels Gaard og afsendte en Rapport, hvori han undskyldte sig med, at han ikke havde havt ,,ubetinget Fuldmagt” — vistnok en sand Lykke baade for ham og for Landet. Han tilføjede forresten i sin Rapport (citeret af Mørck), at Folket optraadte for Dietz, ,,som om han var en Helgen og Martyr og ikke en Degn.”
Majestæts Soldater havde lidt et, rigtignok ublodigt, Neder- lag i Sæby, og blev energisk. I Aalborg havde dengang Hs. Durchlauchtighed, Landgreve Vilhelm af Hessen Kommando; om den Del, han tog i Sagen, fremlyser dog Intet af Akterne,
som kun indeholde en Seddel fra ham. Men man afsendte uopholdelig Kapt. Stricker med 200 Mand og ubetinget Fuldmagt. Fredrik d. Sjette, som ved Stafet fik Underretning om Lieutn. Mantzius’s furculæ Cau- dinæ?), stillede flux de. jydske, lette Dragoner og det sles- vigske Kyrasserregiment til Disposition. Der var rigtignok af hvert Regiment kun ca. 40 Mand inde; men de kongelige Ord løde dog strax som et Rytterchoc. Hel- digvis blev det ikke nødvendigt at bruge Kavalleriet. Da Kapt. Stricker d. 28de August, efter en forsigtig Marsch, som om Landevejen gik gjennem Vendée, drog ind i Sæby og Ruderne dirrede af Trommeslagene, sank Hjertet hos Alle undtagen hos Agathe. Denne Pige omtales naturlig- vis meget tørt i Akterne; i en dansk Kriminalsag vilde selv Napoleon og Alexander den Store staa magre og smaa som ,,Komparenter”, , Tiltalte” eller ,,Arrestanter”, og Slagene ved Arbela og Arcole vilde enten blive uomtalte eller undersøgte som et Opløb, hvor Vægterne havde faaet Prygl. Man maa af de løsrevne Ord i Vidneforklaringerne danne sig et Billede af Agathe, der ved Kapt. Strickers Nærmelse sendte ridende Stafetter ud for at rejse Fiskerne ved Bangsbo Strand og Fladstrand og Bønderne i det Indre til Kamp for hendes Fader. Men lykkeligvis slog hendes Haab fejl. Der kunde nok ved Malkonduite foranlediges et Opløb for Degnen; men saa meget var han ikke for Folket, at det for hans Skyld skulde rejse sig mod Statsmagten. Dietz blev greben i Maren Christen- datter Tranes Madskab, hvor han havde skjult sig; han blev lagt i Lænker og ført til Aalborg. Det opnaaede han dog: Sporon fik ham ikke til Hjørring. Agathe blev gjort til Krigsfange, ligeledes hendes Moder og Broder, hendes Elsker og hendes Svoger m. m. Fl., ialt 51 Per- soner. Mindet om d. 28de og 29%de
August staar endnu levende, om end maaske i Enkeltheder ikke ganske nøjagtigt, for ældre Folk. Byen betragtedes som erobret, Skildvagter stode rundt om den og tillode Ingen at kom-me bort uden Pas fra Kaptajnen; Enhver, der vilde ind, blev anholdt. Antallet af de Arresterede var saa stort, at man ikke havde Lænker til dem og heller ikke Plads i Hovedkvarteret, Kjøbmand Aabels Gaard; endel af dem skulle have ligget bagbundne paa Fortovet Natten over. Sagnet siger ogsaa, at Christen Mathiesen gik omkring i Byen i Fruentimmerklæder og narrede Soldaterne, indtil han efter 3 å 4 Dages Forløb overgav sig frivillig, og at Peter Krog skjulte sig i Heden og blev som et Dyr jaget af Soldaterne, der skjød efter ham. Men Justitsakterne vise, at ikkun Jens Larsen Nørhalm undslap paa kort Tid. En Kommission blev under 2den September s. A. nedsat for at dømme Dietz og hans Medskyldige, og i denne Sag blev tillige den forrige, der var anlagt mod Degnen, inddraget. Der forefindes et privat Brev, dateret 3die Septbr., fra et af Kommissionens Medlemmer til Kancellipræsident Kaas, hvori han melder, at Rygterne, som »finde Tiltro endog her i Byen om, at Almuen har rejst sig, ere falske, og at man har godt Haab om at bevise, at Degnen Dietz ,,er den Skurk, han virkelig er”, Kommissionens Stemning imod ham fremgaar af en anden Omstændighed: Man forbød ham selv at føre sin Sag og vilde ikke tillade ham at se de Dokumenter, der indeholdt og lIøttede Anklagen imod ham; Alt skulde ledes af hans Defensor. Selve Aktor fandt dette, ikke uretfærdigt, men uhensigtsmæssigt, og Dietz kom til at se Akterne. Defensionen var ikke blandt de Dokumenter, som jeg fik udlaant fra Justitsministeriet, og findes heller ikke i Kongens Fogeds Arkiv, hvortil jeg af Ministeriet blev henvist. Dog er der rimeligvis ikke Stort tabt derved. En saadan
Provindsprokurator har næppe levet dengang, som turde vove at føre Defensionen ved at underkaste den hele Embedsstand og Regeringstilstand en skarp Kritik og vise, hvad Anledning der var givet. Rimeligvis har “Dietz, da han , efter erhvervet Kancellitilladelse” selv talte sin Sag for Højesteretsskranken, sagt endel i denne Retning; men det er selvfølgelig ikke opbevaret, og med al sin særegne Dristighed og Sejghed var han dog for ubetydelig til at forstaa hele Situationen og maale sig med den. Han slap bedre end Dr. Dampe kort efter. Ifølge Kommissionsdommen, der faldt i Juli 1819, skulde han rigtignok have Haand, Ære og Boeslod forbrudt; men ved Højesteretsdom af 9.de April 1821 forandredes dette til tre Aars Arbejde i Viborg Tugthus (foruden naturligvis Embedsfortabelse o. s. v.). Ved kongelig Resolution af 28de April 1824, der findes anført i Kongens Fogeds Protokol, fik han et Tillæg af to Maaneders Tugthusstraf for at afsone nogle Bøder, og det ses af samme Resolution, at han var hensat i Kjøbenhavns, ikke i Viborg Tugthus. De Slaveri- og Tugthusstraffe, som “Kommissionen havde ladet regne ned over hans Medskyldige, bleve ligeledes betydelig formildede. Hans Hustru, der af Kommissionen var dømt i Tugthuset, blev frifunden for videre Tiltale, og Agathe. Som Kommissionen ligeledes havde tiltænkt Tugthus i tre Aar, slap med en forholdsvis lille Straf. Men hvor af de Dømte, der ejede Noget, blev ødelagt ved Processen, der efter et omtrentligt Overslag, jeg har gjort i Henhold til nogle af Kommissionens Regninger, kostede c. 12,000 Rdl. Sedler. Da Dietz kom ud af Tugthuset, fik han en aarlig Understøttelse af Frederik d. 6te. Han tog igjen Ophold paa Skuepladsen for sin tidligere Virksomhed og fortsatte denne. En æret Meddeler har i Aarene 1825 og 26 set Koncepter til Klager og Indlæg, skrevne af D., og altid havde han, belært af Erfaring, skrevet underneden:
,,For Alting, hold Jer til Sandheden”. Det lykkedes ham bl.a. at skaffe nogle Bønder, der mente sig forurettede ved Udskiftning af Klitlodder, Ret imod Landinspektøren. Han skildres endvidere som en jovial Mand, ,,en herlig Sel- skabsbroder’”, der kunde fortælle mangfoldige Anekdoter og paa staaende Fod gjøre gode Rim, f. Ex. over en Snaps. Men det hjalp ham ikke; han kom igjen i Kast med Embedsstanden, blev arresteret og maatte bort fra Egnen. Han begyndte i Aaret 1834, da han synes at have boet i Kjøbenhavn, at udgive sit Levnetsløb; men kun lste Hefte, der omhandler hans Slægt og Ungdom, ud- kom; Fortsættelsen standsedes, enten af Døden eller ved et Magtsprog — thi man sagde, at Frederik d. 6te ikke vilde have Sagen omtalt. Paa Grund af, at Fiskere i Sæby kom i Ulykke for hans Skyld, er hans Minde saa forhadt blandt deres Efterkommere, at da den be- kjendte, nys afdøde Skolelærer Rasmus Sørensen i 1849 stillede sig til Rigsdagsvalg i Sæby, og man havde indbildt Fiskerne, at han var en Fætter af Dietz, vilde de prygle ham ud af Byen, og det lykkedes kun med største Møje Politiet at sikre hans Bortrejse. Hvorledes Mindet i en anden Retning vedligeholdt sig, kan ses af, at Løjtn. Stricker — formodenlig en nær Slægtning af Kaptajnen, der besatte Byen — i 1848 stod ved et Kompagni Vendelboer og sagde til dem: ,,Jeg skal lære Jer, Dietz’s Sønner, at lystre!”
En af D.s Døtre, rimeligvis Agathe, lever endnu i Vendsyssel; men jeg opsøgte hende ikke, for ikke at forstyrre den gamle Kone med Minder om de onde Dage eller om de gode Dage, da Christen Mathiesen vilde ladet sig skyde for hendes Øjnes Skyld, og da hun selv vilde, om hun kunde, have styrtet Frederik d. 6te fra Thronen for at frelse sin Fader. Jeg maa da ogsaa sige, at jeg dengang kun kjendte hende ufuldstændig og mest af Sognefoged Niels Mortensens Erindringer, og disse kunde jo i Enkeltheder lyde underlig. Saaledes roste han Dietz’s Døtre, og der mærkedes en Beundring i hans Blik og Stemme; men Ordene løde saaledes: Dietz’s Drenge duede ikke, men Døtrene! de var ligesaa stærke i Kjæften som han selv. Mange andre Enkeltheder af Foranstaaende vare mig ubekjendte, da jeg var i Vendsyssel; thi jeg fik først ved min Hjemkomst Akterne udlaante fra Justitsministeriet. Jeg antog, at Urolighederne havde fundet Sted i selve Vrensted.
Kl. 10 kom jeg hertil og gik ind til Dietz’s (ikke direkte) Efterfølger, Hr. Skolelærer Holm. Han vidste dog ikke Mere om Degnen end, hvad han allerede havde fortalt ved Auktionen i Saltum, og førte mig, for at jeg kunde læse de gamle Skoleprotokoller, til Præstegaarden. Næst et rigtig godt Velkommen fik jeg ogsaa Protokol- lerne, og da jeg havde læst et Par Timer og gjort. Udtog, og Provsten havde sagt mig, at han ,,en af Dagene” vilde gaa. med mig til gamle Mænd, der havde kjendt Dietz, gjorde vi en Udflugt til Tise. Før vi kjørte, var jeg med Provsten et Øjeblik paa Kirkegaarden. Der er en meget stor Sten over Præsten Segelkes og hans Hustrus Grav; men ellers er der ingen Gravsten; ja, der er i Reglen ikke engang Tegn eller Mærke paa Gravene. Folk her ville ikke sørge for ,,det gode Sted”. I levende Live udsøger man man sig gjerne sin Plads, de Efterlevende. gjøre Intet, naar den Døde har faaet sin Villie og Graven er lukt, og man sparer saaledes Udgift til Graver. I Vrensted handler man altsaa i visse Maader efter Ordet: Lad de Døde begrave de Døde.
En Fjerdingvej syd for Vrensted, omtrent midtvejs til Tise, ligger paa højre Side af Landevejen ,, Slottet”. Det bestaar af nogle regelmæssige Jordvolde i Firkant, saa lave, at man godt kan kjøre forbi uden at se dem. Hos Trap staar, “at det er ,,et Voldsted, hvorom Intet vides”. Men T. A. Becker, der i disse Egne er Souveræn og kan opbygge saa mange historiske Slotte, som han vil, ved, at det var en Borg, engang tilhørende Iver Thøgersen, og at der var Indsejling hertil fra Vesterhavet, og jeg er uden Kritik vel tilfreds med, at den tavse, flade Mark paa denne Maade bliver gjort levende.
Tise Kirke ligger paa Toppen af en svær Banke, og deroppe ser det ud, som man stod paa Randen af et Forbjerg, hvis Fod nede i den flade Dalbund forhen beskylledes af Hav eller Sø. Der er en mægtig Udsigt. Ikke blot kunde jeg mod Vest se en Milsvej over Engene til mine dejlige Bakkedale ved Saltum og til det taarnskjæve Ingstrup, eller mod Nord til Børglumkloster, der hvidt og med røde Tage hæver sig i 1//, Mils Afstand paa en lignende Bakke og bredskuldret-tankefuld synes at se herover; men langt mod Nordvest løfter sig det svære, hedenske Vennebjerg, kristnet med hvid Kirke, i Randen af Synskredsen, nedad Vestkanten, udenfor Lønstrup Klit og Løkken, er Havet, der smeltede sammen med fremKilde: Dagbog fra en rejse på vestkysten af Vendsyssel og Thy 1865.
Skrevet. Af Salomon Frifelt, men gennudgivet af Bjørn Elmquist 1980. Oversættelsen er taget fra Project Runeberg
Fundet igen af Ove S. Johansen
DA LAURIDS GIK I SINDAL KIRKE IFØRT DAMETØJ I 1718.
