Else Aaris fra Bådstedhede i Vrensted fortæller om sit liv som blind.

Else Aaris Hansen der er fra en gård på Bådstedhede, Vrensted, blev som 6 årig syg af meningitis og mistede synet. Hun fortæller nedenfor om hvordan livet formede sig for den lille pige. En fortælling om en fantastisk pige og kvinde med en stærk karakter og hvordan man i en sådan situation og med et så stærkt handicap kan vende det til noget positivt og alligevel klare sig godt i livet.

image

 

 

Anbringelsessted:Refsnæsskolen1951-1958
Blindeinstituttet1958 –
Rolle: Anbragt
Navn: Else Aaris Hansen

Jeg blev født 11. juli 1943

Jeg er nummer tre af fire børn, to storebrødre og en lillesøster.

Mine forælder havde et lille landbrug, som senere blev ombyttet med et lidt større landbrug.

Som 6 årig fik jeg meningitis, efter nogen tid, først på Hjørring sygehus, blev jeg overflyttet til Århus kommunehospital.

Jeg husker ikke specielt meget fra den tid. Det jeg husker i dag er, at jeg var indlagt meget længe.

Resultatet var at sygdommen ødelagde mine synsnerver.Først blev jeg blind, derefter meget stærkt svagsynet.

Jeg startede i en lille landsbyskole i den lille by hvor min familie havde hjemme, der gik jeg et årstid, så klarede jeg det ikke længere.
Hvordan det kom i stand, husker jeg ikke men det blev besluttet at jeg skulle over på Refnæsskolen, skolen for blinde børn i Kalundborg.

Det var noget af en rejse fra den lille by Vrensted i Vendsyssel og så helt over til Kalundborg.

Det var naturligvis trist at skulle forlade min familie, jeg var også ked af, det da mine forældre skulle sige farvel og forlod mig på Refnæs. Men jeg følte, jeg havde lært at være hjemme fra, i den lange tid jeg var indlagt på de to sygehuse.

Det var svært for mig at gå i landsbyskolen, hvor jeg pga. synet ikke kunne følge med. Alle var søde og hjælpsomme, men der fandtes ingen hjælpemidler til mig.

Derimod følte jeg, det var spændende at være sammen med ligestillede, at skulle lære at læse med fingrene. Punktskrift, et fantastisk system. Det er min overbevisning at Refnæsskolen var en faglig god skole, jeg mener også i dag, at vi havde et personale, som havde forstand på at passe blinde børn. Som jeg husker det i dag, blev vi ikke skånet for noget pga. blindheden.

Det var nok småt med omsorgen, vi var jo mange med meget forskellige behov.

Vi havde alle de normale fag i skolen, også gymnastik, svømning husgerning, sløjd m.m.

Jeg mener nok der var noget personale, som var temmelig strikse, uden jeg husker klart noget bestemt.Der skulle være disciplin, lektierne skulle passes, spisetider sengetider var helt faste.

Fritiden brugte vi også meget normalt, vi løb på rulleskøjter, sjippede, hoppede i mand, legede med dukker m.m.

Altså jeg startede på Refnæs sommeren 1951 blev konfirmeret der 1958, hvor mine forælder kom derover og var med til festen, som blev afholdt på Refnæs.

Sommeren 1958 startede jeg så på blindeinstituttet på Kastelsvej i København. Det var nok en brat overgang, men jeg husker det ikke rigtigt.Jeg fulgte jo min gamle klasse fra Refnæs, så jeg var jo i gode hænder.

Set i bakspejlet forstår jeg slet ikke hvordan det kan lade sig gøre , at et barn kan nøjes med at være hjemme i familiens skød tre gange om året.

Jeg mener at ret hurtigt efter at jeg forlod skolen blev adgangen til at komme hjem udvidet til flere gange årligt.

Jeg havde to års skolegang i København, derefter var jeg 6 måneder på husholdningsskole i Kolding, alene blind pige sammen med 47 seende piger.

Derefter gik jeg på telefonskolen på blinde instituttet i København. Hvor jeg fik en uddannelse som telefonist.

Da en Autoforhandler fra Frederikshavn mødte op på blindeinstituttet og tilbød en blind arbejde fik jeg tilbuddet. Jeg var jo i grunden Vendelbo. Det var jo arbejde vi gerne ville have.Jeg var ikke særlig stolt ved situationen, men jeg kunne naturligvis ikke få mig til at sige nej.Jeg kom jo så også nærmere mit hjem.

Som blind pige på 18 år startede jeg på eget værelse i Frederikshavn og som Telefonist i et Automobilfirma. Som jeg husker det i dag var det en meget brat overgang, i perioder følte jeg mig ensom. Pigerne på kontoret var meget flinke til at hjælpe mig til rette.

Jeg startede i Frederikshavn januar 1962 da jeg havde kedet mig længe nok søgte jeg min første førerhund, som jeg modtog februar 1963. Det bevirkede så, at jeg kunne foretage mig noget på egen hånd.

Juni 1963 fik jeg en kæreste, en mekaniker fra værkstedet, han har siden uddannet sig til skolelærer. Vi blev gift 1966. Så var jeg ikke så ensom længere.

Jeg fyldte 70 år i år, havde en dejlig fest.Min mand havde i den anledning indrykket et stykke i avisen, som kan fortælle om det videre forløb.

De venligste hilsner

Else Aaris Hansen

Tlf.98 42 44 18 email:  else.aaris@privat.tdcadsl.dk

70 års fødselsdag

Else Aaris Hansen fylder torsdag 11/7-2013, 70 år

Else er født i Vrensted, som 6 årig fik Else meningitis, der medførte, at hun blev blind. Da Else var 10 år gl. blev hun tvangsanbragt på blindeskolen Refsnæs i Kalundborg og kom senere på blindeinstituttet i København, hvor hun fik en uddannelse som telefonist. Else blev ansat i et autofirma i Frederikshavn, hvor hun mødte sin kommende mand. De blev gift 1966 og fik 2 børn. Else passede hjem og børn som enhver anden husmoder, lavede mad, gjorde rent, vaskede tøj, passede børn osv. Else har hele livet kæmpet for at alle handikappede skal behandles på lige fod med alle andre.

Hun har undervist blinde børn og voksne i punktskrift, undervist i aftenskolen i flere forskellige fag, bl.a. i håndarbejde, hun har holdt adskillige foredrag i skoler, i kirker, og i div. andre foreninger, hun har undervist bl.a. chaufører og nye ledsagere, hun har været omsorgskonsulent i hele Vendsyssel, hvor hun har lært nye blinde at klare sig selv i hjemmet og i samfundet.

Else var i 13 år formand for Dansk blindesamfund i Vendsyssel, Else har været medlem af den sociale ankestyrelse i København, hun rejste derover et par gange hver måned, her var hun medlem i 8 år, det er den længste periode, man kan være der.

1988 blev Else statsansat blindekonsulent for hele det gamle Nordjyllands amt, her var hun i ca. 10 år. Else har været foregangsmand for oprettelsen af Det rådgivende handikapudvalg i Frederikshavn, og gennem sit arbejde her, har hun bl.a. været med til at præge udformningen af byens gågade, her var hun medlem i 25 år. Hun har oprettet flere forskellige lydaviser, startet tandemklubben i Frederikshavn, hun har ledet en hyggeklub for blinde i nogle år, hun har været og er medlem af adskillige udvalg i Frederikshavn kommune, bl.a. ledsagerordningen, handikaprådet, koordinationsudvalget, det lokale beskæftigelsesudvalg for Fre-derikshavn og Læsø. Til at komme rundt i byen har Else haft stor hjælp af sine efterhånden 6 førerhunde.

Hun har modtaget en hæderspris, der hedder ”Omtanken”, prisen gives til et firma eller en forretning, der har gjort en ekstraordinær indsats for at bedre forholdene for handicappede. I priskommiteen sidder bl.a. borgmesteren, formanden for handelstandsforeningen, arbejdsgiverforeningen m.fl

Man skulle ikke tro. at der var tid til nogen fritidsinteresser, men det er der, Else bruger sin computer rigtig meget hver dag, har deltaget i adskillige kurser, bl.a. i Hobro og Fredericia, gået på aftenskole, bl.a. til læderarbejde, keramik, smykkefremstilling, svømning, læser mange bøger på punktskrift, læser mange lydbøger, går meget i teater, Else har rejst meget både i Europa og USA.

Else har været medlem af Odd-Fellow logen ”Gry” i mange år. Else har selvfølgelig også tid til at passe sine dejlige børnebørn og ellers hygge sig med sin familie.

Det er ikke mange mennesker, der har et så hæsblæsende begivenhedsrigt liv som Else, på trods af sit manglende syn, eller måske på grund af samme, måske har hun sagt : ” Jeg skal vise Dem at jeg kan.”

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.