At være ny præst – Rejsen mod det ukendte prærieland

 Rejsen mod det ukendte prærieland

For en forholdsvis ung kvinde der har levet hele sit liv i og omkring Århus, var det med spænding, jeg i sommeren 2004 med min mand og 2 børn på hhv. 8 og 12 år flyttede til Brønderslev.

Det eneste kendskab jeg umiddelbart havde til det ukendte prærieland på den anden side af Limfjorden, var fra ferier i hhv. Blokhus, Løkken og Skagen

Det forholdte sig imidlertid sådan, at jeg havde et stort ønske om at arbejde som funktionspræst og til min store glæde fikjeg, kort tid efter endt teologisk eksamen, mit første embede i Brønderslev.

Gitte Lykke Andersen

Jeg havde målrettet søgt stillingen, fordi en del af den var tilknyttet Brønderslev Psykiatrisk Sygehus, Kirkens Korshær og udviklingshæmmede sognebørn.

Min mand og jeg havde naturligvis været oppe for at se på området og på byen. Vi blev overrasket over hvor mange muligheder, der er i og omkring Brønderslev. Uddannelses-, idræts-, kultur- og handelsmuligheder. Dertil kommer at toget kører lige igennem byen og motorvejen ligger tæt på uden at være støjende. Kirken var og er stadig et utroligt aktivt fællesskab, der som resten af byen hele tiden er i kontant udvikling. Her ville vi gerne bo, her kunne jeg godt se mig selv virke som præst.

Jeg glemmer aldrig den aften, da menighedsrådsformand Else Hansen sammen med formanden for menighedsrådet i Serritslev Nethe Budolfsen ringede mig op og fortalte, de ønskede mig som deres nye præst i Brønderslev-Serritslev pastorat. Formalia var, at de skulle spørge, om jeg stadig ønskede stillingen. Selvfølgelig gjorde jeg det, jeg var jublende glad.

Min familie og jeg kom fra en lejlighed i Århus og skulle nu bo i en embedsbolig, et parcelhus, beliggende i Peter Heises Kvarter i den vestlige del af byen. Med de åbne og velholdte forhaver var det for os som at træde ind i en amerikansk film, hvor cykelbuddet kørte forbi, mens denne smed avisen ind i indkørslen med et højlydt ”Godmorgen!”.

 

Jeg skulle dog blive klogere.

Jeg havde ikke boet længe i Brønderslev, før jeg fandt ud af at ”de indfødte” ikke sådan strør om sig med høje tilråb og store armbevægelser. Vendelboernes tilgang til medmennesket er en del mere nedtonet. Dog vil den opmærksomme tilflytter hurtigt erfare, at der bag en vendelbos stille ydre, befinder sig et varmt og lunefuldt menneske, ofte med et imødekommende og humoristisk glimt i øjet.

Præster er ikke, hvad de har været

Det oplevede jeg et godt eksempel på, da jeg var til kaffe med de ansatte i Brønderslev Kirke for første gang.

Det skal i sammenhængen nævnes, at der tidligere i Brønderslev Kirkes historie kun havde været én anden kvindelig præst; Majken Frost der var ansat i perioden 1977-79. Hun fungerede som deltidsansat hjælpepræst og var indledningsvist blevet ansat på prøve ét år.

Her stod jeg nu et kvart århundrede efter min første kvindelige kollegiale forgænger i Brønderslev. Selv var jeg helt grøn ud i det pastorale trods mine 35 år. Mine kolleger på det tidspunkt provst Ole Skovgaard

Sørensen, Henning Kristensen og Jens Fjendbo Jensen havde alle rundet de 60 og havde været ansat i Brønderslev-Serritslev pastorat mange år. Alle garvede og dygtige præster.

Ved kaffebordet havde jeg hilst og givet hånd hele vejen rundt. Jeg kom slutteligt til den daværende kirkegårdsleder Finn Larsen. Han gav mig hånden, så indgående på mig og sagde så uden at fortrække en mine: ”Præster er ikke, hvad de har været”.  Uddybe gjorde han ikke, men jeg var uden tvivl velkommen, hvilket jeg dog først fandt helt ud af efter at have tygget lidt på den. Jeg har selvfølgelig siden hen lært, at vendelboere siger meget med få ord og det gode glimt i øjet.

Jeg kan lide dem for det og har aldrig følt mig andet end velkommen.

Jeg har derfor nydt hvert eneste år, jeg har været bosat i Brønderslev.

Det er min overbevisning, at man altid er velkommen, når man kommer med oprigtig interesse og venlighed.

Er man i tvivl, er overbevisningen ikke længere  end et telefonopkald væk, hvor ordene: ”Velkommen her” er lige så sikker en indgangsreplik, som det afsluttende ”Amen” i kirken.

Cykelpræsten

Min tilgang til måden at være præst på, var nok på mange måder en anden end, hvad Brønderslev tidligere havde været vant til. I hvert fald blev jeg i starten ofte mødt med skepsis, når jeg kom cyklende på min blå mountainbike.

Jeg oplevede ofte i starten, at den jeg skulle til samtale hos, stod og ventende i døren.

Iført cykelhjelm og rygsæk, steg jeg af cyklen, smilede og sagde: ”Goddag”.

Forvirringen var sjældent til at tage fejl af, når vedkommende så undrende på mig, ja næsten undskyldende som om, han eller hun ville sige: ”Altså, det er ikke fordi, jeg ikke vil hilse, men jeg står lige og venter på præsten, der er på vej”.

Selv nåede jeg altid først efter mit ”Goddag” at tilføje: ”Det er mig, der er Gitte Lykke… præsten”.

Svar: ”Åhh… du ligner ikke en præst”.

Mig: ”Måske ikke, men når vi kommer indenfor, skal jeg nok gøre mit bedste for at fungere som en præst”.

Svar: ”Åhhh ja, undskyld, lad os gå indenfor”.

Efter sådan en start på diverse samtaler, gled alting bare nemmere.

Den gammeldags opfattelse af, hvordan præster er, ser ud eller

transporterer sig selv rundt på, fik på den måde et lille skub.

Selv fik jeg af mange tilnavnet ”Cykelpræsten”.

”Stafet for Livet” med sin blå cykel

De mange skrøner

”En præst er en gammel mand med skæg”

”Der er så kedeligt i kirken”

”Bor præster ikke gratis?”

”Arbejder præster ikke kun om søndagen?”

Ja, skrønerne er mange og det samme gælder aktiviteterne i Brønderslev Kirke.

 

Hvert 4. år er der valg til menighedsråd. I Brønderslev Kirke sidder 15 folkevalgte menighedsrådsmedlemmer og dertil kommer kirkens præster.

Menighedsrådet har ansvar for det enkelte sogns kirkes økonomi, vedligehold og drift. Det er også menighedsrådet, der ansætter personalet, så disse kan varetage gudstjenester og øvrige aktiviteter.

 

Brønderslev Kirke har altid været en meget aktiv kirke – også før, jeg kom til byen. Altid har der været et engageret menighedsråd, mange gode præster og altid har personalet udført deres arbejde mere end godt med stolthed og smil.

Selv ville de på deres egen nordjyske facon sige; ”De jo bare gør deres arbejde” eller ”Det godt nok”, men alle brænder for det, de arbejder med og det smitter naturligvis af på de mennesker, der kommer forbi, bruger kirken, sognegården og kirkegården.

tv. Brønderslev Gamle Kirke, Knudsgade  th. Brønderslev Kirke, Bredgade

Vigtigt er det at understrege, Brønderslev Kirke jo er omfattet af personale og aktivitet i både Brønderslev Gamle Kirke, der ligger ved kirkegården i Knudsgade og ”Den store røde kirke”, som Brønderslev Kirke i Bredgade, kaldes af mange.

Udover søndagens højmesse, dåb, konfirmation, vielse og kirkelig handling i forbindelse med dødsfald, samt naturligvis højtiderne, bruges der kræfter på alverdens aktiviteter for børn og unge, gudstjenester med forskellige temaer, voksenundervisning, foredrag, musik, korvirksomhed, fællesspisning, sogneeftermiddage, sogneaftner, sorggrupper og familiefællesskaber.

Udflugter, ture, pilgrimsvandringer og mange andre aktiviteter, viser at det absolut ikke er kedeligt at være kirke i Brønderslev og at både præster og ansatte er på arbejde alle dage foruden søndag. ”Brønderslev Kirke – en levende kirke for alle”, lyder dens slogan og det, må man sige, har sin rigtighed.

Skærtorsdag spisning m/andagt      Julekoncert m/Pige- og aspirantkor

Børnegudstjeneste –  Gud og Guf

Rapelling 35 m ned fra Brønderslev Kirkes tårn, kirkegårdsleder John Hinze tager imod sognepræsten

I Brønderslev har der været tradition for, at den kirkebogsførende sognepræst bor i den legendariske præstegård, Bredgade 133.

Da jeg i 2012 selv fik denne stilling og derfor flyttede fra embedsboligen i Peter Heises Kvarter ind i præstegården, slog jeg dørene op til et ”Åbent hus” arrangement og en reception i anledningen. Der deltog rigtig mange, det rørte mig meget.

Jeg husker blandt andre en ældre dame, jeg aldrig tidligere havde mødt. Under kaffen fortalte hun, hvordan hun havde været ”ung pige i huset” hos en af de tidligere præster. Jeg hørte om de to værelser til tjenestepigerne, om lemmen i gulvet ned til kælderen, hvor gruekedlen havde stået, om konfirmanderne der blev undervist i, hvad der engang var konfirmandstuen og andre rum, som ikke eksisterede længere pga. mange efterfølgende ombygninger af den over 100 år gamle præstegård. Det blev ét af de utal møder med mennesker, jeg aldrig glemmer fra min tid i Brønderslev.

Ej heller glemmer jeg varmeregningen i den tid, jeg boede i præstegården. Så svaret til skrønen om, hvorvidt præster bor gratis, er; ”Nej, det gør de ikke, de betaler husleje, el, vand og varme, som andre helt almindelige mennesker”.

 

 

 

 

Præstegården, Bredgade 133

Personligt tiltaler traditionen mig; at ”præsten bor i præstegården og i sognet”. Jeg mener, det er en vigtig del af vores kulturhistorie og dertil er ingen i tvivl om, hvor præsten er at finde – det ligger der en vis tryghed i.

Forskellighed er en styrke

Som præst og som menneske har jeg altid bestræbt mig på at imødekomme andre med respekt og lydhørhed trods forskellighed. En samtale har kun mulighed for at vokse til noget større og frugtbart, hvis det er sådan, man møder hinanden.

Et utal af værdifulde samtaler har jeg haft på små stuer eller gåture i skoven med psykisk syge. Sygehuset, eller Statshospitalet som blev kaldt i gamle dage, ligger stadig på Hjørringvej grænsende op til den smukkeste skov og Grinsted Plantage.

Samtaler omkring kaffebordet på varmestuen Fristedet i Nørregade, i fællesrummene på forskellige bosteder for udviklingshæmmede, ved et sygeleje, på plejehjemmene, hos enken, den ensomme mand, på teenagerens værelse, hos brudepar, dåbsforældre, det sørgende forældrepar har hver og én gjort indtryk på mig.

Gudstjeneste i Markedsteltet ved Brønderslev Marked

Udenfor Løvbjerg, inde i Føtex, midt på Algade eller i den smukke Rododendron park med Den Runde Pavillon, hvor Brønderslev Kirke blandt andet har holdt gudstjenester og deltaget i Stafet for livet, har samtalen også fundet sin vej, fundet værd.

Eller i Markedsteltet til Brønderslev Marked – her et helt særligt sted at være samlet, når det kommer til forkyndelsen af Guds ord og det fællesskab, der er at finde på tværs af menneskers forskellighed.

Handelsstandsforeningen, Biblioteket, diverse ungdomsorganisationer, loger, byens skoler og andre har kirken gennem årene samarbejdet med. Det er kendetegnende for byen at gøre tingene sammen, skønt man repræsenterer noget forskelligt.

Ét af de lokale værtshuse har jeg også besøgt, tanken herom, vækker også smil på mine læber. Jeg skulle begrave en mand, der havde sin hverdag her og umiddelbart havde han ikke nogen pårørende. Jeg valgte derfor at gå derind, bestille en sodavand og spørge om nogle kunne fortælle mig, hvad han var for et menneske. Før jeg fik set mig om, blev jeg inviteret hjem til kaffe hos vennerne og fik historien om en hjertevarm reservefar og god kammerat.

Jeg har aldrig lagt skjul på, jeg mener, forskellighed er en styrke. Som tiden udviklede sig, udviklede tilgangen til præstegerningen sig også. Derfor fik flere præster i Brønderslev gennem årene særlige funktioner udover, hvad der i daglig tales kaldes ”rugbrødsarbejdet”. Udover de særlige målgrupper, jeg selv var ansat til at varetage omsorgen for, kan nævnes funktion af værnspræst, gymnasiepræst, præst med særlig tilknytning til Kirkelig Ungdomsleder uddannelse. Også teologisk forskellighed har der været gennem en årrække.

For Brønderslev Kirke har det betydet, at vi er nået ud til en langt bredere menighed end vi ellers ville have nået.  Ingen mennesker er ens. Troen på Vorherre og den treenige Gud er den samme, men tilgangen til troen er forskellig og det samme er vores trospraksis.

Indre Mission har i årtier stået stærkt i Brønderslev og jeg husker, hvordan jeg som ny præst blev inviteret over i Missionshuset og havde fået det ærede hverv at åbne den årlige basar.

Forinden kunne jeg forstå, der havde været lidt snak om, hvorvidt min mand og jeg overhovedet var gift, fordi min mand ikke havde vielsesring på og den, jeg havde på, ikke lignede en vielsesring. Dertil kom, at vi heller ikke hed det samme til efternavn.

Jeg valgte derfor ved samme lejlighed at forvisse de tilstedeværende om, at vi trods vores forskellige efternavne var gift; først på rådhuset og siden modtaget en kirkelig velsignelse. Jeg fortalte, at jeg havde fået en ring til hver lejlighed og at min mand ikke havde ønske om at gå med ring. Forskellighed er en styrke, der skal værnes om.

Gitte Lykke og sognepræst Thomas Ancher Uth severer hotdogs ved Brønderslev Kirkes genindvielse år 2019.

At være fælles om glæder og sorger

Jeg har følt mig meget privilegeret som præst i Brønderslev. Privilegeret forstået på den måde, at mennesker har åbnet deres liv for mig. Jeg har været med til at dele glæder og sorger på nært hold, det er en gave at få lov til.

Sorger giver sig selv, når man mister sine elskede, når man rammes af sygdom eller andet tungt i livet.

Glæder er mange naturligvis, men glæde kan være dåbsbørn – også dem der med smil gylper ned af præstekjolen eller i dåbsvandet, så det må skiftes.

 Sigurd bliver døbt

Glæde er konfirmander, der det ene år er forventningsfulde, ligefremme og til tider generte unge mennesker på vej i livet, og det næste år slet ikke er til at kende, fordi de er vokset mig over hovedet, pludselig er voksne, ekspederer mig i forskellige butikker, selv skal have døbt børn eller giftes.

Konfirmation

I forbindelse med vielser har jeg haft mange rørende men også sjove oplevelser.

Den oplevelse, der stikker mest ud til den humoristiske side, må nok siges at være dengang den kære gom havde brug for at tisse midt under talen.

 

”Du står så uroligt, er du okay?”, hviskede jeg.

”Jeg skal sådan tisse”, blev der hvisket tilbage.

”Skal vi holde en pause?”

”Nej, du fortsætter… ”, kom det prompte fra bruden.

Men sådan blev det ikke. Gommen kunne ingenlunde koncentrere sig, stod der og trippede, hvorfor jeg kaldte på kirketjeneren og bad hende følge ham til toilettet.

Et latterudbrud fra gæsterne, en brud der i første omgang mente sig forladt ved alteret, men i den efterfølgende kunne stå med en rolig kommende ægtemand i hånden, er ét af de mange skønne minder, jeg vil huske tilbage på fra min tid som præst i Brønderslev.

 

Brønderslev – Vendsyssels hjerte

Brønderslev kaldes også Vendsyssels hjerte.

16 år blev det til for mig i byen, hvis konstante pulsslag altid vil være en del af mit eget hjerteslag. 16 år hvoraf de første 8 var som præst med særlig funktion, de sidste 8 som kirkebogsførende sognepræst.

Gennem årene har jeg været aktiv i forskellige udvalg under menighedsrådet. Bl.a. kan nævnes Børn- og Unge udvalget, Aktivitetsudvalget, Undervisningsudvalget og Menighedsplejen. Mange udvalg er der i kirken og hver har hjerte for det arbejde, der udføres heri.

Skønt min mand og jeg gik hver til sit, mine børn blev voksne og flyttede hjemmefra, så havde kirken og Brønderslev mit hjerte. Sådan vil det altid være, selvom jeg ikke længere er præst der og derfor er jeg også blevet boende her i Vendsyssel.

Den 2.juni 2019 blev kirkerummet i ”Den store røde kirke” i Bredgade genindviet efter en gennemgående renovering og ombygning. I foråret 2022 fylder den selvsamme kirke 100 år. Brønderslev Gamle Kirke i Knudsgade står, hvor den blev bygget tilbage i 1100-tallet. Kristus er hovedhjørnestenen, det kan ingen ændre på. Det er på troen på ham som verdens frelser, der bygges kirke og fællesskab.

Hjertet hertil findes i Brønderslev og sådan har det været i generationer. Med det engagement der lægges for dagen, tror jeg på, det samme vil gøre sig gældende også fremadrettet.

Selv takker jeg for at være blevet en del af historien.

”Ét af de mange billeder jeg har taget gennem tiden af Brønderslev Kirke”, siger Gitte Lykke