Fra provst Aage Stevns scrapbog – Sognepræst ved Vrensted Kirke fra 1930 til 1952.

                   Sognepræstens scrapbog.
Provst Aage Stevns, Vrensted
Frihedskæmpernes armbind, her Aage Stevns
Skrevet af Povl Stevns, Serritslev søn af provst Aage Stevns
Der har her i foråret og forsommeren 2020 været vist et par historiske serier i fjernsynet: Den første vedrørende genforeningen i 1920 og den anden, ”Min fars krig”, hvor vi får indblik i forholdene hos en familie, hvor faderen er modstandsmand under 2. verdenskrig, fortalt af ægteparrets datter fra 1933. –
Inspireret af disse to serier, og her tænker jeg især på den sidstnævnte, ”Min fars krig”, fandt jeg fars scrapbog fra besættelsesårene frem for i den at finde eksempler på, hvorledes disse krigsår også påvirkede livsvilkårene i et ellers så fredeligt sogn som Vrensted.  I flere tilfælde har jeg tilføjet egne kommentarer samt fotos af skrapbogens indhold.
Det første af disse eksempler er en meddelelse til sognepræsten fra Børglum-Hvetbo herreds provsti, hvori pastoren  gives bemyndigelse til, at der i kirken kan afholdes tyske gudstjenester. Meddelelsen har følgende ordlyd:

“Præsterne er på anmodning bemyndiget til at tillade, at kirkerne overlades til brug for tyske gudstjenester udenfor stedets gudstjenestetidspunkter , i hvert tilfælde indberettes derom til biskoppen”.   –   Er underskrevet af provst Rubak, Vrejlev.
Kommentar: Jeg mindes ikke, der på noget tidspunkt under krigen blev holdt tyske gudstjenester i Vrensted kirke.
Selvom der i scrapbogen er emner nok, jeg kunne  stoppe op ved, har jeg  valgt at springe helt frem til sensommeren 1943, da landet, efter regeringens tilbagetrækning d. 29.august, af den tyske overkommando i Danmark erklæredes i undtagelsestilstand. Dette medførte, at der indførtes en del restriktioner, der gjorde dagligdagen noget besværlig for danskerne. På grund af sit embede som sognepræst i Vrensted-Thise opnåede far dog forskellige privilegier, hvoraf jeg her vil omtale et par stykker. Det første af disse privilegier er  en udgangstilladelse dateret 30/8-1943. Den er skrevet med hånden, udstedt på tysk og lyder i dansk oversættelse således:
Udgangstilladelse.

“Indehaveren af denne udgangstilladelse
hr. Pastor  Aage Stevns er med ansøgning for øje p. g. a. hans embede berettiget til at anvende jernbanerejse til den nærmeste banestation fra Løkken/Hjørring indbefattet. – Udgangs tilladelsen er gyldig fra 4. 9. 1943”.   2 underskrifter.
Det næste privilegium til sognepræsten er en passerseddel, som dog er udformet på dansk:

Det tillades herved
Navn: Aage Stevns,  Embede: Sognepræst. Bolig: Vrensted, at rejse til Hjørring og Ålborg amter,  Embedsrejser.- Løkken Politistation 4/9.43 -1/10 43.”
Og endelig en tredje tilladelse,
der giver sognepræst Aage Stevns, Vrensted  tilladelse til at passere gaderne efter spærretidens indtræden i anledning af præstegerningen.
Tilladelsen er stemplet med Løkken politistations stempel d. 29/9. 1943. – Samt et tysk stempel med ørn og hagekors. Over det tyske stempel står:  (oversat til dansk): Gyldig dag og Nat.
NB: Nærværende er kun gyldig i forbindelse med alm. dansk legitimationskort.

Det var dog ikke alene privilegier, sognepræsten blev tildelt de år. –  Allerede d. 9/12 samme år modtog far et dekret fra den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark. Skrivelsen, der er underskrevet af sognefoged Søren Nielsen, har følgende ordlyd:
”Ifølge dekret fra den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark påhviler det hr. sognepræst Aage Stevns, boende Vrensted, fra 9.12.1943 at afgive kvarter om fornødent med forplejning til 1 person, der er beskæftiget ved arbejder for den tyske Værnemagt.. Der vil blive ydet nærmere fastsat godtgørelse for indkvarteringen.
Modtagelsen af nærværende meddelelse bedes anerkendt på vedhæftede duplikat.”

 

Kommentar: Det blev efterfølgende meddelt os, at det ville blive entreprenør Emil Hansen, men Emil Hansen ændrede denne beslutning og sendte os i stedet overformand ingeniør C.? Sommer, der tidligere havde arbejdet med fæstningsanlæg i Kirkenæs i Norge. Sommer ankom og anstrengte sig under opholdet hos os meget for at blive populær i familien.  I håb om at få bekræftet, at det også var lykkedes for ham, spurgte han efter nogle dages forløb far, om vi havde noget imod at have ham boende. Fars svar var kort og ikke til at misforstå. Det lød i al sin enkelthed sålunde: ”Ja, i høj grad”, og så flyttede hr. Sommer og siden da fik vi ikke flere i huset fra den skuffe.

Det blev dog ikke den eneste logerende, vi havde boende i kortere eller længere tid.  En periode havde vi således et københavnsk professorpar boende under deres flugt til Sverige over Kattegat fra Voerså eller Sæby. Det var et hyggeligt ægtepar, som for øvrigt senere blev svigerforældre til min søster Hanne. – Det var for øvrigt ikke uproblematisk at få sendt ægteparret afsted den nat, de skulle fragtes over til Sverige. Professoren, der var morfinist, var netop den aften udgået for morfin, så en læge fra Løkken måtte tilkaldes, så problemet kunne blive løst og deres tur til Sverige fortsætte.
En anden af vore gæster var en modstandsmand, der også var ”gået under jorden”. Nogle dage efter hans afrejse fra præstegården modtog mor og far en hilsen fra ham, hvori han takkede for besøget. Jeg har skrevet brevet af, da jeg synes, det giver et udmærket billede af en flygtnings vilkår på den tid. Af hvilke veje, brevet nåede frem til mine forældre, ved jeg ikke. Også den ting kunne jo dengang være problematisk. Brevet er dateret d, 10 dec. 1944 og har følgende ordlyd:
”Kære pastor Stevns og frue!
Hjertelig tak for sidst, for husly og venlighed.
Jeg har nu fundet et – i hvert fald foreløbigt – blivested, hvor jeg er sammen med min kone og begge børnene i omegnen af Århus, hvor vi har det godt i det dejlige efterårsvejr.
Jeg modtog telefonbeskeden i Tylstrup og traf dagen efter sammen med min kone og børnene i Ålborg hos min svoger. Jeg slap uden vanskeligheder over broen efter at have orienteret mig lidt først, hvorefter jeg kørte over, som om det hele ikke kom mig ved.
Vi holder nu streng skolestue med børnene et par timer hver dag for det, at de ikke skal komme for langt bagefter, men ellers regner jeg med, at tiden inden længe vil falde mig  meget lang. Ganske vist har jeg fra arrestforvareren i Hj. efter anmodning fået bevilget tilsendt noget af mit endnu ikke færdiggjorte arbejde, som jeg så kan afslutte og lade ligge til bedre tider.
Han fortalte i et brev, at pers. i Hjørring og Frederikshavn begge var taget til Sverige. Jeg synes jo, det er meget langt borte at være den dag, reorganiseringsarbejdet begynder, men – i hvert fald Platou får vel nok på grund af sit udseende, noget vanskeligt ved at skjule sig her i landsdelen.
Desværre er 4 af vore folk, nemlig 3 Pbb. og en krimibetj., der alle var på politiskole i København, ført til Tyskland, så de således stakkels koner i Hjørring er ulykkelige, – den ene af dem blev for øvrigt moder kort før den 19/9.
Jeg håber, De har modtaget kortet tilbage – Tak for lånet.
Hvis de har en meddelelse til mig, vil den kunne sendes til ovenstående adresse-
Endnu engang tak og mange hilsner til Dem begge og børnene fra min kone og Deres  hengivne J. Henriksen.”

NB: Om brevskriveren var repræsentant og hed J. Henriksen, tør jeg ikke stå inde for, da mange eftersøgte dengang levede skjult under et eller andet dæknavn.

 

Og til slut en journalist, der også fik glæde af mine forældres gæstfrihed overfor personer, der hørte til på ”den rigtige side”. – Det drejer sig naturligvis om Christian Winther, der dengang gik under dæknavnet Obel Møller. –
Hr. Møller flyttede antageligt ind i præstegården d. 9. februar 1945, for ud for den dato har far i sin kalender skrevet: Læst højt af ”Hjortens Flugt”. I præstegården fik Chr. Winther stillet gæsteværelset og mors stue til sin rådighed, så han i fred og ro kunne sidde og skrive sine indlæg til den illegale presse. Det gav i den periode en del ekstra post fra de mest besynderlige afsenderadresser med materiale fra ”fronten”. Noget blev af posten afleveret i det lille vindue i gangen og noget andet overbragt ham af kurerer. – Desværre tog Gestapo sig af ham, da de den 7. marts kom til præstegården i håb om at få fat i far. Så galt gik det heldigvis ikke for far, da han ikke var hjemme, men Chr. Winther gik i fælden og blev taget ned af Gestapo. Efter krigen dukkede han igen op i mit hjem. Denne gang medbragte han, som tak for opholdet, en nydelig keramikvase, der i dag pryder min reol.
NB: Efter krigen blev Christian Winther især kendt som Danmarks Radios korrespondent i Washington.

 

Udover de midlertidigt logerende dukkede der naturligvis også folk op på kortere ”besøg” af en eller anden art. Det kunne for eks. være en våbeninstruktør, der på fars kontor deltog i et ”ungdomsmøde”. Det kunne også være en gæst, der kom for at få ”justeret” sine private papirer, så de blev i overensstemmelse med hans dæknavn. ( Jeg har tidligere beskrevet et sådant tilfælde i ”Et navneskift”).
Vi bladrer nu lige tilbage i skrapbogen til januar 1944, hvor der indenfor en uge begås to uhyggelige mord, der påvirkede far meget stærkt. Det første var mordet på Kaj Munk, som havde en meget stor stjerne hos far, der siden 42 havde læst højt i forsamlinger af Kaj Munks skuespil: ”Niels Ebbesen”.- Ugens andet mord var på en kendt læge i Slagelse, der var gift med mors kusine, og var blandt de få, der havde været med til mine forældres bryllup.
Hvad far foretog sig i forbindelse med Kaj Munks død og begravelse ved jeg ikke, men i scrapbogen sidder der i hvert fald et takkebrev fra Lise Munk med følgende ordlyd:
”Vedersø præstegård januar 1944.
For de gode tanker, hvormed De har hædret min mands minde, sender jeg Dem mine og børnenes bedste tak.  Lise Munk”.

Da far fem år senere ( 17/1.-25/4. 1949) opholdt sig som stipendiat på ”Lysebu” ved Oslo, besøgte Lise Munk stedet. I et brev deroppe fra d. 30./3.49.  skrev far:
”Lise Munk kommer her i påsken, og fru Hammerich har bedt mig om at tage mig af hende og køre ture sammen med hende i fru H.´s bil med vagtmesteren som chauffør. Lise Munk har to børn med herop. Jeg sagde naturligvis ja til fru Hammerichs opfordring,”
Naturligvis var det forbundet med stor risiko at være involveret i det illegale arbejde. Det var derfor heller ikke noget, man ligefrem skiltede med og var der ugler i mosen advarede man selvfølgelig hinanden, hvis man opdagede noget lusket. En sådan advarsel indløb til far fra København i dec. 1944. Nogen julehilsen kan man vel næppe kalde den trods tidspunktet , da den ikke ligefrem lovede ”fred på jorden – ”.

Brevet, der er dateret København den 19/12. 1944, har følgende ordlyd:

”Ved et uheld er der natten til i dag , under en razzia, faldet en bog i Gestapos hænder, hvori Deres navn og adresse var noteret. Vi beder Dem indtrængende tage de nødvendige forholdsregler aldeles omgående og skal til Deres orientering meddele, at De var noteret op, fordi vi havde til hensigt at aflægge Dem et besøg for at foreslå Dem at sælge illegale bøger eller for at sælge til Dem bøger, som måtte have Deres interesse. Vi skal derfor også bekræfte, at vi uden anmodning og aldeles på eget initiativ for ca. en måned siden har tilsendt Dem et par bøger til gennemsyn.
Vi gør opmærksom på, at tyskerne ikke ved, til hvad bogen er brugt, men de vil sikkert finde den mistænkelig og vi går ud fra, at De kan vente et besøg.”

afs. stempel:   Ejvind Svendsen – Agentur – St. Kongensgade 108  K.

 

Scrapbogens sider fra krigsårene er naturligvis fuld af langt mere, end jeg her har omtalt, men her stopper jeg med emner fra besættelsesårene. – Som afslutning på gennemgangen af bogen vil jeg dog kort omtale  madindsamlingen til Norge i maj 45. Om gennemførelsen af den og afleveringen af de indsamlede fødevarer i Norge, har jeg medtaget et par avisudklip. I det første, der er fra 1945, kan man under Vrensted læse følgende:

”Vrensted den 24. maj:

  I aftes afsejlede pastor Stevns, Vrensted, til Norge med den forleden ud for Løkken kaprede fiskerbåd, hvori nogle norske landsforrædere havde forsøgt at flygte. Båden, der i Norge vil blive afleveret i de rette hænder, er under opholdet her i Danmark blevet fyldt til randen med danske fødevarer til broderfolket indsamlet i de her omliggende sogne”.
Det var en større indsamling, som krævede flere både til transporten. Nordmændene var meget glade for dette initiativ og de gode danske produkter, bådene medbragte. 50 år senere inviterede nordmændene derfor som tak en del folk her fra egnen til Arendal, så man sammen på både højtidelig og festlig vis kunne markere jubilæet. –
I en avisartikel fra 19/3. 95 kan man bl.a. læse følgende:
”Samhørigheden mellem Norge og Danmark medførte, at den danske modstandsbevægelse i og omkring Løkken ledet af provst Aage Stevns straks efter befrielsen 5. maj gik i gang med at organisere indsamling af madvarer til det udsultede Norge”.

Det blev noget af en oplevelse for far, der på sejlturen derop på grund af dårligt vejr en tid måtte opholde sig på dækket fortøjet til masten for at undgå søsygens kvaler. Turen  gav ham dog også muligheden for at træffe mange spændende personer, så ved hjemkomsten havde han lommen fuld visitkort.

Serritslev i juni 2020.    Povl Stevns.

 

.

 

Forfatter: Jens Otto Madsen

Født og opvokset i Vrensted