Der har boet mennesker i området omkring Frederikshavn siden stenalderen. Ved Gærum ligger en af Danmarks største og smukkeste langdysser samt Vendsyssels eneste og en af Danmarks største og smukkeste jættestuer. Ved Donbæk er der fundet en gravplads, der har være benyttet gennem hele jernalderen. Ved Lygten, Bækman og Donbæk er der fundet adskillige og stadig uforklarede kældre fra jernalderen.

I Hørkær mose er der fundet et stort depot- eller offerfund fra stenalderen med flot forarbejdede økser, knive og dolke. Indenfor de seneste år er der fundet et tragtbæger ved fiskeri i Kattegat, og de mange fund af uforarbejdede flintestykker i Sverige kunne tyde på en tidlig eksport af flint fra minerne i Nordjylland til Bohuslen.

Det er ikke til at sige, hvornår Fladstrand, som Frederikshavn hed før 1818, opstod. Første gang byen dukker op i kilderne er to år før reformationen i 1536. Det er som så ofte siden, en klagesang fra byens skipperkøbmænd, som føler at de ikke har de samme betingelser som købmænd i Købstæderne.

Alt tyder på, at vikingetidens og middelalderens vigtigste bysamfund lå ved Elling Ås udmunding i den naturhavn, hvor Ellingåskibet blev udgravet i 1968. Her blev Elling kirke også opført ganske tæt ved naturhavnen, og den gamle Gyldenstjernegård Ellinggård. Materialevandringer, landhævning og større dybdegang på skibene har betydet, at området ikke længere kunne bruges. I 1466 oprettedes herregården Lerbæk på det fine marskområde, som dannedes, hvor naturhavnen lå. Her gik adelens vigtigste indtægtskilde øksnene rundt og græssede.

Det var derfor vigtigt at finde en ny havn, der ikke var så sårbar, og som kunne bruges af de stadigt større skibe, som passerede forbi området.

Det vikingerne havde gjort til en lukrativ forretning, fortsatte, selvom vikingetiden ophørte. Mare Baltikum, eller Østersøen, forblev en vigtig handelsvej mellem øst og vest. En handelsvej, som den danske konge forsøgte at holde for sig selv i konkurrence med først Hansestæderne, dernæst de Nederlandske købmænd, englænderne og ikke mindst Sverige.

Omkring 1600 var handelen over byen blevet så betydningsfuld, så Chr. IV bad sin tolder i Sæby om at interessere sig for, hvor mange varer der flød ud og ind. Både de varer som adelen, på grund af deres privilegier frit kunne handle med, og ikke mindst smugleriet. En af kongens vigtigste indtægtskilder var toldafgifter, som på denne måde blev udeholdt fra kongens kasse, som skulle føre Danmark og ikke mindst kongen ind på en førerposition, som Nordeuropas vigtigste protestantiske fyrstehus.

Det lykkedes som bekendt ikke. I stedet blev Jylland besat fra 1627-29 af de katolske kejserlige tropper, som byggede den første skanse ved Fladstrand. Op gennem 1600-tallet mistede kongen magten over hele kysten fra Blekinge over Halland og til Bohus len, og Fladstrand blev efterhånden det vigtigste hængsel i et forsøg på at få tvillingerigerne Danmark og Norge til at hænge sammen.

De mange krige, og besættelser af Danmark op gennem 1600 tallet betød en vældig udvikling for Fladstrand. Det lille fiskerleje voksede og kirken måtte udvides flere gange. I 1669 var byens betydning vokset så meget, at det Kongelige Toldsted flyttedes fra Sæby til Fladstrand, og samtidig indførtes der konsumptionstold, som i landets købstæder. Byens købmandsborgerskab blev dermed pålagt yderligere forpligtigelser uden at få noget til gengæld. Først i 1748 gjorde en enkelt købmand noget ved det. Han købte simpelthen hele byen med dens huse, jord og næsten også dens indbyggere.

Op til 1690 udvidedes Søndre skanse til en egentlig fæstning. Et hornværk, med et Martellokrudttårn, som stadig er byens vartegn. Desuden befæstedes den lille ø Deget, så byens havnered var beskyttet fra tre skanseanlæg. Desuden fik indbyggerne deres egen kirke, så de ikke længere skulle gå den lange vej til Flade kirke.

Der var lagt op til noget stort, og det skete da den danske konge indledte et angreb fra Norge ind i Bohuslen, for at erobre den nye svenske storby Göteborg. Felttoget blev en katastrofe. Kongen havde glemt at soldaterne skulle have forsyninger under felttoget. Den svenske flåde var blevet så stærk at den kunne operere frit i Kattegat og fange de danske transportskibe. Først med organiseringen af den dansk norske flåde med Tordenskjold i spidsen for en konvojtjeneste, lykkedes det at forsyne hæren, så den i det mindste ikke led nederlag. Desuden havde Tordenskjold held til at erobre den gamle Danske fæstning i Marstrand, mens et dristigt forsøg på at angribe Göteborg slog fejl.

Efter Store Nordiske krig gik udviklingen ikke længere så hastigt for byen. Den manglede en egentlig havn, og indbyggerne begyndte at presse på for at få sat udviklingen i gang igen. Stadigt flere og større skibe passerede byen, der lå på den kæmpe havmotorvej, som forsynede England med brødkorn. Den engelske industrialisering var gået i gang, og englænderne kunne aftage alt det som Danskerne, Polakkerne, og Balterne kunne producere, og Frederikshavn lå strategisk placeret ved det farligste sving på vejen til England.

Efter 80 års fred rumlede krigstrommerne igen. Denne gang var det England og Frankrig der kom op og toppes om hvem der skulle bestemme i Europa, og hvem der havde ret til kolonier i den nye verden, som indianernes Amerika blev kaldt. Det gik ellers lige så godt. Danske købmænd tjente penge hjem til landet ved at hente varer i kolonierne og sælge dem til englænderne, tyskere og franskmænd. Det kunne de ikke lide i England, og derfor besluttede kongen at han ville beskytte handelsskibene ved at lade dem sejle sammen med orlogsskibe. Dermed kastede englænderne os lige i armene på Napoleon.

Englandskrigen fik store konsekvenser for Danmark og Fladstrand. Endnu engang var det en krig der pustede liv i byen. Allerede inden den engelske flåde bortførte den danske flåde og med verdens første terrorbombardement af en hovedstads civilbefolkning, var der dog sket krigsmæssige investeringer i Fladstrand. Den gamle kejserlige nordre skanse blev sat i stand, og byggeriet af den første lille kanonbådshavn blev vedtaget kort efter at krigen var gået i gang. Investeringerne skulle forhindre en engelsk erobring af Vendsyssel for at beskytte sejladsen mellem kornkammeret i Østeuropa og England.

Kanonbådene og ikke mindst kaperne, der var kongeligt autoriserede sørøvere, generede den engelske handelsflåde. Adskillige engelske handelsskibe blev opbragt, og prisedømt ved retten i enten Aalborg eller Fladstrand, som kom til at fungere som købstad under kanonbådskrigen. Det største problem for Fladstrand var, at havnen blev bygget syd for fæstningen, så englænderne kunne tilbageerobre en større samling skibe på reden. Derfor opførtes endnu en skanse, nemlig Sønder skanse, og der blev placeret et udkig på Pikkerbakken.

Der var et liv på og ved siden af værftet. Et liv, som kunne beskrives gennem enkelte personers beretninger. Der er historien om Arbejderidrætsklubben, og de andre idrætsforeninger som konkurrerede om medlemmerne, og om at være de bedste.

Der er historierne om hvordan arbejderne boede, hvad de drømte om, og hvad de fik tiden til at gå med når de ikke arbejdede.

Der er historier om koner og børn, og om den hårde kamp for det daglige brød. Der er historien om hvor svært det var overhovedet at få lov til at organisere sig, og hvilke omkostninger organiseringen havde for dem der stod i spidsen.

Der er beretningerne fra direktionen og ingeniørgangen. Historier om hårde forhandlinger med rederne, medarbejderne og bestyrelsen. Der er historier om både den formelle og uformelle kommandovej.

Der er historierne om de dygtige, om de dovne, de fordrukne eller uheldige medarbejdere. Der er øgenavnene på såvel høj som lav, og historien bag dem.

Vi har valgt at bringe alle beretninger under denne overskrift. Vel vidende, at den bestemt ikke yder fuld retfærdighed overfor de mundtlige kilder.

Naturligvis indgår dele af beretningerne også i historien om værftet. Men så er det fordi de er fundet så væsentlige for helheden, at de er blevet til en del af værftets historie.

 

Mikkel Nielsen Historier:

 

Minder fra min barndom fortalt af fhv. præst Poul Sørensen årg. 1946 født og opvokset i Sønder Harritslev og Rakkeby i Vendsyssel

 

 “KAN DU IKKE LIGE FLI MIG AVISEN?”

– på vendelbomål: “Ka’ do en lige fli mæ avisen?”

.Når avisdrengen eller avispigen i Rakkeby ved Hjørring kom med dagens udgave af Vendsyssel Tidende, var der i min barndom rift om at få avisen i hænde.

Fatter havde som husfar en naturlig førsteret på at læse den eftertragtede avis. Derfor blev han som regel en af de første til at læse avisen.

I dag ville det lyde sådan: “Kan du ikke lige række mig avisen?”

Fatter – Edvard Sørensen (1908-1983) – brugte ordet “at fly” eller “at fli” for at række eller at give.

Ved middagsbordet kunne man sige “fli mæ lige sowsen!”

Ordet “at fli” har været brugt på rigsdansk i flere hundrede ord, men ordet har nok holdt sig længst i Vendsyssel.

Nutidens vendelboer er nok kommet så meget med på noderne, at de ikke længere udtrykker sig på den måde.

Da jeg i et fotoalbum så fatter læse Vendsyssel Tidende på en bænk i haven, dukkede ordet “at fli” op i min erindring.

Jeg blev selv avislæser på daglig basis under Ungarn-krisen i 1956. Jeg var fyldt 10 år dengang. Fra den tid var jeg også interesseret i andet avisstof end tegneserien med Rasmus Klump og hans venner og “Børnenes Hjørne” i søndagsavisen.

Jeg husker særligt spændende lokalhistoriske og kulturhistoriske artikler af journalisten Christen Nørrelykke fra Sæby, som stod at læse i søndagsudgaven.

Nu er det 10 år siden, at jeg skiftede papiravisen ud med en online version af en landsavis, som jeg allerede kan læse aftenen før.

De, der går hen på biblioteket for at læse aviser, har stadig adgang til de klassiske papirudgaver.

Vendsyssel Tidende udkom under dette navn fra 1873 til 1999.

Avisen Vendsyssel Tidende opnåede at holde 125 års jubilæum, inden den blev fusioneret med Aalborg Stiftstidende, som herefter blev til Nordjyske Stiftstidende, som udgives i flere lokaludgaver.

Vilhelm Carlsen, som var avisens første redaktør, var ved sin tiltrædelse i 1873 kun 22 år.

Vilhelm Carlsen forblev avisens redaktør indtil sin død i 1914.

Redaktøren var meget optaget af fredssagen, afholdssagen og plantningssagen.

Vendsyssel Tidende var den første avis i Norden, der bragte et pressefoto.

Det skete den 20. juli 1889, et foto af den norske opdagelsesrejsende Fridtjof Nansen, der i 1888 ledede den første ekspedition, der krydsede indlandsisen i Grønland, en ekspedition der gjorde ham verdensberømt.

I 1920 blev der rejst en statue af Vilhelm Carlsen i parken Christiansgave i Hjørring.

Skulpturen blev lavet af billedhuggeren Anders Bundgaard, der i dag er mest kendt for Gefion-springvandet (1908) ved Langelinie i København.

Hans gipsmodeller kan ses i Thingbæk kalkminer ved Skørping.

 

Poul som feriedreng

Min far Edvard Sørensen kommer i øvrigt fra Serritslev.

Farmor – Bedste – flyttede sammen med en datter og svigersøn til “Postgården” i Brønderslev i 1956.

 

Foto fra cirka 1957, taget i Postgården.
Fra venstre ses Poul, Kristian, Faster Anna og Bedste og hunden Pelle.

Som 7-årig – i sommeren 1953 – kom jeg første gang på ferie i far Edvards fødehjem, “Bakken” i Serritslev.

Faster Annas mand Christian stod og tog imod mig, da jeg ankom med Aalborg-bussen fra Hjørring.

Christian hentede mig på cykel, da “Bakken” lå et godt stykke – cirka 500 meter – fra hovedvejen mellem Hjørring og Aalborg. Min fætter Vagn (cirka 15 år dengang) stod oppe ved gården som vidne til min ankomst. Christian fik mig – for nemheds skyld – placeret oppe på cyklen. Min ene støvle kom uheldigvis meget snart ind imellem egerne på forhjulet med det resultat, at cyklen tippede og væltede.

Jeg kunne se på Vagns oprakte arme, at han fulgte meget med i det hele.

Christian måtte i lang tid høre på Vagn, der drillede sin far med, at han væltede med lille mig på cyklen.

Men det var faktisk mere min “skyld” – jeg skulle have været mere påpasselig med, hvor jeg placerede fødderne.

Jeg ankom, netop som gårdens folk “hakkede” roer. Det var lige et arbejde for friske unge mennesker: Min fætter Vagn og hans søster, min kusine Else sammen med Grethe Kraglund (en anden kusine) og Grethes kæreste Henning og en daglejer.

En af dem “blokkede ud” til mig, der kravlede bagefter – jeg skulle med fingrene sørge for, at kun en lille roeplante blev tilbage i hver “blok”. Nej, hvor den vindblæste jord støvede lige om ørerne på mig! De unge mennesker betænkte mig med en skrå, muligvis rullet i tobaksaske.

Der gik ikke lang tid, inden jeg blev meget svimmel af skråen. Det føltes som influenza, så jeg måtte bringes hjem til gården.

Inden jeg blev lagt i seng, sørgede Bedste for, at jeg fik et bad i et bødkerkar, som hun kaldte ‘bærekarret”. Bedste skrubbede og skurede mig i to hold sæbevand, inden jeg blev hvid igen.

I tiden derefter kom jeg både på sommerferie og jule- og nytårsferie.

I sommeren 1956 var jeg med ved flytningen fra “Bakken” til “Postgården” i Brønderslev.

Billedet må være taget i haven ved “Postgården” i 1956 eller 1957, da jeg var 10 eller 11 år.

Hunden Pelle kom med fra “Bakken”. Pelle var en hvalp, som Krølle (en cocker spaniel) havde fået, da de havde ladet en hanhund overnatte i et lukket rum sammen med Krølle, som jeg også husker.

Bedste – Antomine Elise, kaldet Mine – var født i Tømmerby i 1875. Bedste levede til 1967, da hun døde i en alder af 92 år.

Bedste var 70 år, da jeg blev født, så jeg var heldig at have min Bedste, til jeg var næsten 22 år.

Bedstefar på fars side og bedsteforældrene på mors side var døde, da jeg blev født.

Bedste betød meget for hele familien og for mange mennesker på hendes livsvej.

Karle, som havde tjent på “Bakken”, blev ved at komme hos Bedste i mange år derefter.

Oldebørnene Jan og Steen og Ib kan huske Bedste.

Da Bedste døde på Brønderslev sygehus, kørte fætter Vagn rundt til familien og overbragte budskabet.

Vagn var dybt berørt over ikke længere at have Bedste, som havde været der for ham i hele hans liv.

Vagn var mere villig til at lytte efter Bedste end efter sine forældre.

Faster Anna og Christian havde indrettet sig i storstuen på “Bakken” i de første år af deres ægteskab.

Da deres børn Else og Vagn var født og blevet et par år, flyttede de alle sammen ind hos Bedste i sovekammeret.

Under mine ferier sov jeg i dagligstuen. Gennem et varmespjæld kunne jeg høre, at de lå og hyggesnakkede i sovekammeret med lyset tændt. Jeg husker, at Vagn, der lå i et kammer, kom ind og beklagede sig og sagde: “Kan vi så få nattero!” Natteroen indfandt sig, da Vagn slukkede for strømmen ved hovedafbryderen!

Skulle man endelig sove i samme kammer som sin svigermor, så ville Bedste være et godt valg – hun var mild og god og løb ikke med sladder.

Over hendes seng havde hun i alle år et indrammet ord: GUD, VELSIGN VORT HJEM!

 

 

Kina-missionæren fra Rakkeby

 Historien om missionæren “Kina-Olesen”

“Kina-Olesen”, som han blev kaldt, fortæller hovedpunkter af sin livshistorie på gravstenen på Rakkeby kirkegård:

“ I Kinas jord hviler min første hustru Magdalene og vore tre børn Johannes, Marie og Ingeborg samt min anden hustru Marie.”

Øverst på gravstenen ses et kors – tegnet som blev et sejrs-tegn.

Herunder står der:

Kina-missionær
Ole P.S. Olesen
* i Rakkeby 2.6.1863   + i Sct. Knudsby 20.5.1956

Gravsten for Kina-missionæren på Rakkeby kirkegård i Vendsyssel.

Ole P.S. Olesen blev født i 1863 i “Haugesgaard” i Rakkeby, på den gård hvor jeg selv blev født i 1946.
Som ung blev han uddannet som smed.

Der gik en vækkelse hen over Vendsyssel i hans ungdomstid.
Nær barndomshjemmet blev der bygget et missionshus, som lå nær Rakkeby kirke.
Centrum for vækkelsen i den vestlige del af Vendsyssel var Horne ved Hirtshals. Der blev dengang knyttet mange personlige forbindelser mellem Horne og Rakkeby.

Smeden fra Rakkeby fulgte et kald til at blive hedninge-missionær.
I 1890’erne søgte Det Danske Missionsselskab (stiftet 1821) missionærer til selskabets nye missionsmark, Kina.

 

Ole P.S. Olesen fulgte kaldet til Kina.
Han blev antaget som kommende kinamissionær.
Han fik en grundlæggende uddannelse på Missionsskolen “Nordlyset” i Herning 1894-1896.

 

Billede fra Missionsskolen “Nordlyset” i Herning: Kommende kinamissionærer ses bag et plankeværk.
Nummer to fra venstre er Ole P.S. Olesen.

I 1896 blev han ordineret til Kina-missionær og udsendt til Manchuriet i Kina sammen med hustruen Magdalene, født i 1863 i Tårs.
Inden udsendelsen blev Ole og Magdalene viet i Horne kirke i 1896.

Der var nu blevet mulighed for at komme til Kina med den nyetablerede Transsibiriske Jernbane.

Efter sprogstudier fik Ole og Magdalene Olesen deres virke i byen Xiuyan i Manchuriet, som ligger i det nordøstlige Kina, nordvest for Korea.
Manchuriet var dengang kastebold mellem Kina, Japan og Rusland.
Missionærparret fra Vendsyssel virkede i Xiuyan fra 1898.

Den geografiske placering af den kinesiske provins, hvor kinamissionæren fra Rakkeby virkede.

På gravstenen fortæller Ole P.S. Olesen om sit livs smertepunkter, tabet af tre børn og hustru Magdalene, som døde i Xiuyan i 1922, hvor hun blev begravet.
De blev som mange andre ofre for epidemier af forskellig slags, blandt andet kolera og tyfus.

Under et hjemmeophold i Vendsyssel efter Magdalenes død  traf Ole P.S. Olesen, Marie, født i Vidstrup i 1885.
De blev gift i Hjørring i 1924, inden de sammen blev udsendt til Manchuriet, denne gang til missionsstationen i Fengcheng.
Marie døde to år senere – i 1926 – på hospitalet i Dandong, 40 år gammel.
De nævnte kinesiske byer kan man læse om ved at søge på internettet.

Året efter Maries død vendte Ole P.S. Olesen hjem til Danmark.

Han blev pensioneret som kinamissionær i 1928, 65 år gammel.
Ole P. S. Olesen kom til at bo i Sct. Knudsby ved Hjørring, hvor han levede til 1956. Han opnåede at blive næsten 93 år.

Magdalene og Ole P.S. Olesen som yngre ægtepar.

Magdalene og Ole P.S. Olesen som ældre ægtepar.

 

 

 

MIN FØRSTE TUR TIL SØNDER LYNGBY

Her gengiver jeg ordret en barndomserindring, skrevet af min mor KAREN SØRENSEN (1911-1986).

Karen var den yngste af 5 søskende, født mellem 1896 og 1911.

Karen fortæller her om en vandretur, der gik fra deres hjem i Borup ved Vrå til en gård i Sønder Lyngby ved Løkken.

Karen på knap 10 år slår i sommeren 1921 følge med storesøsteren JENNY på næsten 23 år.

De skal op og besøge hjemmet for CHRISTIAN, Jennys forlovede.

“DET VAR I SOMMEREN 1921, da Jenny og Christian var forlovet.

Jenny var hjemme i Borup for at sy på sit udstyr, og vores mor – Petrea Rokholm – havde væven i gang med at væve håndklæder og viskestykker – det skulle være rigtig solidt.

FOTO herunder viser KAREN sammen med JENNY på Karens konfirmationsdag, den 4. oktober 1925.

 Fortællingen:

Det var i høstens tid, at Jenny og jeg skulle komme en tur til Lyngby og besøge Christian og hans mor.

 Vi startede kl. 4 om eftermiddagen. Vejret var fint, og vi gik rask til, men jeg var nok den, der blev først træt – så satte vi os på grøftekanten og hvilede os.

Jenny gik på lette fod – hun skulle jo op til sin forlovede, Christian!

Vi nåede op over Børglum Bakke, hvor vi kunne se Løkken og havet – det gav nye kræfter.

Ved Brogaard i Furreby gik der en sti over marken til Sønder Lyngby.

(Vejen var ikke ført igennem dengang).

Det var et par trætte piger, der trådte ind ad bryggersdøren til Christians mor. Hun var ved at pudse komfur og havde bagt hele dagen, fordi vi skulle komme.

Da var klokken blevet 8 – det havde taget 4 timer at gå 16 kilometer.

Christian og pigen var ude at malke, så det var hunden, der tog imod os, den hed “Pedersen”.

Vi havde nogle hurtige dage, vi fik morgenmad på sengen hver dag.

Vi sov oppe i gæsteværelset vest for gangen.

En aften var Jenny og Christian inviteret hen til Johanne og Peder Nielsen at drikke aftenkaffe – og de kom nok sent hjem – så overtalte de mig til at sove hos Mari, det var jeg nu ikke helt med på, men så sagde Jenny: “Og der er også mus deroppe i gæsteværelset”, så jeg gav mig.

Men de lovede at kalde på mig, når de kom hjem.

Mari og jeg sov sammen i en bred seng i sovekammeret, og jeg så Rubjerg Fyr kaste sine lysstråler ind ad sovekammervinduerne, så det blev helt oplyst.

Men om morgenen, da jeg vågnede, lå jeg stadig i Mari’s seng – hun var for længst stået op for at lave morgenmad til karlene.

De havde helt glemt at kalde på mig, da de kom hjem.

Det var min første ferie i Lyngby. Siden kom jeg på ferie 8 dage hver sommer.

Dagene gik hurtigt, Christian kørte os hjem til Borup ved Vrå i ponyvognen.

Han var godt kørende. Hestene løb det meste af vejen.

Det var en travl tid, midt i høstens tid, de skulle jo giftes den 25. oktober 1921 – på mors og fars bryllupsdag.

Petrea og Frederik Rokholm var blevet gift den 25. oktober 1895.

JENNY OG CHRISTIANS BRYLLUP

Der var store forberedelser til Jenny og Christians bryllup, den 25. oktober 1921.

Jenny var hjemme den sommer for at sy på sit udstyr. Alt stof var jo i metermål og skulle sys på maskine. Der skulle sættes hæklede mellemværk i lagner og pudebetræk, og dyner skulle stoppes med gåsedun.

Der blev bagt og slagtet. Vi havde en kogekone fra Gunderup, Line Mørk.

Sovekammeret blev ryddet, og sengene blev sat op i storstuen.

Og den 23. oktober blev der en forrygende snestorm, 2 store træer ved indkørslen lå tværs over vejen, og stormen rev hul på taget over bryggersdøren, så far og karlen var oppe på taget med en dør og en harve, der blev surret fast med reb. Sneen føg ind på loftet.

Men bryllupsdagen oprandt med stille vejr og solskin, og der var ryddet op over det hele, da bryllupsgæsterne ankom.

Jenny var i sort brudekjole og kørte i lukket brudekaret.

Jeg havde fået en ny rød, ulden kjole med læg, og jeg kørte med i den lukkede vogn med sorte heste forspændt.

Min ældste søster Annas datter Ella var halvandet år og sagde “stor mand” til Christians bror, der hed Chresten.” – Poul Sørensen ja. 2024

 

 EN KØRETUR TIL SØNDER LYNGBY-FOR 100 ÅR SIDEN, OPLEVET AF KAREN SØRENSEN I SOMMEREN 1922.

Da Karen i sommeren 1921 var knap 10 år og storesøsteren Jenny næsten 23 år, VANDREDE de fra Borup ved Vrå til Sønder Lyngby ved Løkken.

Karen fulgte med Jenny på denne vandring på 16 kilometer for at besøge Jennys forlovede, Christian Christensen i Sønder Lyngby.

Karen har beskrevet denne vandring i en tidligere fortælling.

Jenny og Christian blev gift den 25. oktober 1921.

Året efter – i sommeren 1922 – tog Karen den samme tur igen, men nu siddende i agestolen i en fjedervogn mellem forældrene, Petrea (født i 1869) og Frederik Rokholm (født i 1849).

Karen har selv fortalt om oplevelsen i denne skildring, skrevet sidst i 1970’erne:

“EN KØRETUR MED FAR OG MOR TIL LYNGBY”

I sommeren 1922 kørte vi en tur til Lyngby for at besøge Jenny og Christian.

Vi kørte i den lille fjedervogn. Far havde forinden smurt vognen og sat forlæder på. Den brune hest havde fået halen rumpet op, idet halehårene blev knyttet op på en særlig måde. Det så flot ud, når vi skulle ud at køre i stads.

Vi startede om formiddagen, det var jo en længere tur. Vi sad alle tre i agestolen med mig i midten. Det var så skønt at køre i hestevogn i gamle dage med alle de indtryk fra naturen, den blå himmel, de grønne marker og alle de hjem, vi kørte forbi, og hjulenes knasen på grusvejen. Vi kørte i skridtgang, dog sommetider i trav.

Da vi nåede Børglum Bakke, kunne vi se havet som et blåt bånd og Løkken – det var et skønt syn fra Børglum Kloster, munkenes hvide borg. Dengang gik vejen helt op til kirkegården, og møllen med smedjen og Bålhøj kan ses vidt omkring.

Det gik rask ned ad den vestre bakke, nu var der ikke så langt igen. Snart kørte vi forbi Skøttrup Fattiggård og de andre gårde.

Da vi var kommet over banen og havde nået Furreby Skole, gik vejen nordenom ud til klitterne. Vi kørte langs med havet, forbi Furreby kirke og klitgårdene i Furreby og forbi Kodals Rende.

Vejen var en elendig lervej, fuld af huller og dybe hjulspor.

Endelig kom vi forbi Lyngbygaard og Per Nielsen, før vi nåede “Søndergaard’’, Jenny og Christians gård.

Vi kørte ind ad porten, og hunden “Pedersen” meldte med sin gøen vor ankomst.

Jenny serverede en æggekage og hvid sagosuppe med rom i.

Til aften fik vi steg. Far og Christian var ude i nødset og se køerne – det var nogle store, fede sortbrogede køer, Christian havde.

Mor og jeg var med Jenny inde i sovekammeret, hvor hun viste os nogle små trøjer og skjorter, bleer, navlebind, lister og svøb.

Jenny gik i sådan en vid kjole – det var snart ved den tid, da Kirsten skulle komme. De glædede sig sådan til den lille pige eller dreng, der skulle komme.

Tiden gik mod aften, og vi kørte hjemad. Så er heste altid mere villige til at løbe, så det gik rask hjemad i trav. Jeg husker, da vi i Vrå kørte ad Borupvej forbi Jens Andersens gård, først da kom vores hjem til syne, og mor udbrød: “Åh, Gud ske lov, husene står!”

Det var jo det hjem med deres fem børn, de havde værnet om og arbejdet for hele deres liv og virke.

MINE KÆRE FORÆLDRE HAV TAK!’

Noter:

 Karen Rokholm blev gift med Edvard Sørensen på sin 23-års fødselsdag, den 2. oktober 1934.

De blev forældre til 9 børn, født mellem 1935 og 1951.

Jeg Poul er nummer syv i søskendeflokken.

Forlæder – et løst læderstykke, som knappes omkring benene på dem, der sidder i agestolen.

rumpe op

– om halen på en hest, som ved stadskørsel blev bundet op i en flettet knude

agestol

– et løst sæde med rygstød, som ved stadskørsel blev forsvarligt fastgjort på fjedervognen

Hjørring-Løkken-Aabybro Jernbane (1913-1963)

Skøttrup Fattiggård (1869-1933)

Furreby kirke

– en af de kirker ved Vesterhavet, som ikke blev flyttet længere ind i landet

nøds – kostald

(nøds er en forkortet form af nødhus = kvæghus)

navlebind

– navlestedet på et nyfødt barn blev dækket med et navlebind

lister

– lange, brede tøjstrimler, som anvendtes til at svøbe et spædbarn.

Lister og svøb blev tidligere bundet om spædbarnet.

Jesus-barnet blev af Maria svøbt og lagt i en krybbe ifølge Juleevangeliet.

en vid kjole

– en såkaldt omstændighedskjole

Kirsten

– Jenny og Christian Christensens førstefødte.

Kirsten og hendes mand Karl Henrik drev som voksne Løkken Badehotel og derefter Hotel “Klitrosen” i Slettestrand.

 

Ude i Kohuset – i Sønder Harritslev

UDE I NØDSET (i Vendsyssel udtalt som Nøest = kohuset)

 Eks. på et kohus

Et “nøds” (Nøest) er forbundet med mange barndomsminder.

Som barn i Sønder Harritslev kunne det være mig, der i sommerhalvåret hentede køerne hjem på stald fra marken, hvor de græssede.

Hvis de ikke allerede stod og ventede ved leddet, kaldte jeg dem til mig med kalderåbet “håp, håp, håp”!

Køerne gik som regel af sig selv op i deres vante båse i “nødset”, hvor de blev bundet to og to i hver bås.

Efter 2027 vil det ikke længere være tilladt at binde køer i en bås.

Det er for længst forbi med at måtte binde en hest i en hestestald. Nu skal en hest have sin egen bekvemme boks, hvor den kan gå omkring og lægge sig til hvile.

I min barndoms “nøds” var der som regel også en so med pattegrise og ved siden af en sti med svin til opfedning.

Nogle gange kunne der også være varmekrævende daggamle kyllinger i en ledig sti i nødset. (nøest)

Ordet nøds er trukket sammen af “nød hus”.

I ældre dansk sprog brugte man ordet “nød” om kvæg.

På svensk er dette ord stadig i levende brug – nötkjött er den svenske betegnelse for oksekød.

På Norsk bruges for nøds, ordet “fjøs”, som er en sammentrukket form af fæ hus.

Der var en helt unik stemning i min barndoms nøds med grise, der rodede og puslede i halmen til den ene side og køer, der med dybe brummelyde lå og tyggede drøv til den anden side.

Besøger man et rekonstrueret jernalderhus, kan man drømme sig tilbage til en tid, hvor mennesker og dyr boede under samme tag.

Det var i bondestenalderen – for 6000 år siden – at mennesket tæmmede uroksen, så der blev lettere adgang til mælk og kød.

Poul Sørensen, januar 2024

 

UDE AT TJENE  

 Op til omkring 1960 var det almindeligt at komme ud at tjene lige efter konfirmationen.

Arbejdsmæssigt trådte man ved konfirmationen ind i de voksnes rækker.

Karen og Edvard kom dog ikke ud at tjene efter deres konfirmation.

Der var brug for, at de blev hjemme i deres barndomshjem og hjalp deres aldrende forældre.

Karen blev boende i sit barndomshjem “Ny Rokholm” i Borup ved Vrå, til hun blev gift.

Da Karen blev konfirmeret i 1925, var moderen Petrea 56 år og faderen Frederik 76 år.

Som cirka 18-årig kom Karen dog en sommer på Odder Højskole, syd for Aarhus.

Et lille møbel af fletværk og en serveringsbakke med en kant af fletværk er nu hjemme hos os i Værløse. Det har hun (min mor) lavet under højskoleopholdet.

De indrammede korsstingsbroderier rundt omkring stammer vist også fra denne periode.

Gamle Frederik døde i 1932, mens Petrea levede til 1942.

Jeg ved ikke, om Karen og Edvard lærte hinanden at kende, mens Frederik levede. Men Frederik havde i alt fald sat penge til side som medgift til hver af børnene. Det har været omkring 5.000 kroner til hver.

Edvard fik en lignende sum med hjemmefra, da Karen og Edvard blev gift i 1934, tilsammen nok til udbetaling på deres første gård, “Ny Hvidegaard” på Sæbyvej i Hjørring.

Niels Erik og Gunhild blev begge født på “Ny Hvidegaard” og døbt i Hjørring.

Niels Erik, Gunhild og Henny kunne huske mormor Petrea.

Den eneste bedsteforælder, som alle 9 søskende har kendt, er Bedste, farmor Elise Antomine, kaldet Mine (1875-1967).

Mine var eksempelvis 70 år, da jeg Poul blev født i 1946, og jeg havde Bedste, indtil jeg var 21 år.

Nej, hverken Karen eller Edvard kom ud at tjene efter deres konfirmation.

Edvard har af egen drift taget pladser ved landbruget på Sjælland efter ophold på Vallekilde højskole og Tune Landboskole.

Da Karen og Edvard startede for dem selv i 1934, antog de konfirmerede unge som medhjælpere. Dem kunne man dengang få til en lav løn plus kost og logi.

Jeg har ikke nogen erindring om konfirmerede medhjælpere i “Haugesgaard”, men jeg ved, at de har været der.

Endnu mens vi var i “Haugesgaard”, kom vejmanden Arne Simonsen ind og hilste på os, mens han var i nabolaget. Arne havde ikke selv tjent hos os, men det havde Nina, hans kone.

De boede i et hus i Rakkeby by.

Jeg husker, at Arne kom ind i bryggerset med sin brede kost. Arne gik videre ind i karlekammeret, hvor Niels lå og sov eftermiddagssøvn.

Vi morede os kosteligt over, at Arne tog fat i Niels’ dyne og med kosten helt fremme ved Niels’ ansigt sagde “kys bedstefar!”

Jeg tror nok, at Arne Simonsen ved den lejlighed fik Niels ud af fjerene den dag.

Da vi var flyttet til gården “Klarup”, svingede der omkring 1954 et ungt par på en motorcykel ind på gårdspladsen. Det var et stolt syn at se det unge par på motorcykel. Kvinden var i en flot gul klædedragt, og de havde begge styrthjelm på.

De kom helt fra Aabyhøj ved Aarhus for at besøge Karen og Edvard. Den unge kvinde, som vist hed Erna, havde tjent i “Haugesgaard” efter sin konfirmation. Hun var, så vidt jeg kunne se, kommet rigtig godt videre, dog lidt langt væk fra Rakkeby.

I hvert fald 5 af 9 søskende kom ud at tjene efter konfirmationen.

Kun bror Helge blev uddannet som landmand på en landbrugsskole. Alligevel kom han til at bo i en stor by – Edmonton – det meste af sit liv.

Helge har dog arbejdet som fodermester på gårde de første år han var i Canada.

Størstedelen af den danske befolkning har bønder som deres forfædre.

I vores familie, er der i dag kun Kalle og Birgits søn Thomas, der er landmand.

Det er ikke ny konfirmerede unge, som Thomas antager som medhjælpere, men voksne indvandrere fra Rumænien, som han kommunikerer med på engelsk, indtil de har lært at tale dansk.

Edvard havde sine papirer og regninger liggende løst i skrivebordsskuffen.

Thomas behøver ikke så mange papirer, han bruger papirløse “mapper” i en computer.

På mindre end en uge tjener Thomas lige så meget, som Edvard (min far) fik ud af sit landbrug på et helt år.

Der var nu hyggeligt ude i barndommens nøds. (stalden hvor køer og grise var)

I nutidens stalde kan der ikke helt være det “leben” med dyr og mennesker som i nødset (nøest) i vor barndom!

Poul Sørensen januar 2024

 

  FASTER ANNA

Fortalt af Poul Sørensen, Værløse -pastor emeritus – født og opvokset på en gård i Sdr. Harritslev

Foto fra cirka 1957, taget i Postgården.
Fra venstre ses Poul, Kristian, Faster Anna og Bedste og hunden Pelle.

 FASTER ANNA

Min far Edvards ældste søster hed egentlig ANE MARIE, men hun blev altid kaldt ANNA, Faster Anna.

En faster og en moster kan få stor betydning for enhver, der vokser op.

Faster Anna fik en stor betydning for os – sammen med Annas mor, Elise Antomine, kaldet Mine.

Lad os lige få årstal og datoer sat lidt på plads:
Mine blev født i Tømmerby i Tolstrup-Stenum sogn den 19. oktober 1875.
Mine blev gift i Serritslev kirke med Niels Edvard Sørensen, den 7. november 1903.
Mine var dengang 28 år, mens Niels Edvard var 41 år.
Niels Edvard bestyrede slægtsgården “Bakken” i Serritslev for moderen, Ane Larsdatter, der var født i 1821.

Ane Marie blev født i “Bakken” få uger efter forældrenes vielse, nemlig den 26. december 1903.

Min søster Anna Birgit har fået den oplysning af Jens, en søn af Ellen, den yngste søster til Ane Marie, at Mine havde haft Ane Marie med, da hun kom til “Bakken” som husbestyrerinde!
Nærmere undersøgelser i kirkebøgerne viser dog, at Ane Marie blev født EFTER Mines bryllup med Niels Edvard.
Niels Edvard står i kirkebogen som far til Ane Marie.

Teoretisk set kan Mine have været gravid med Ane Marie, da hun kom til “Bakken” som husbestyrerinde.
Efter en regel, der går tilbage til romerretten, er faderen til barnet ganske enkelt den, som ved barnets fødsel bor sammen med barnets mor.
Vi må derfor gå ud fra, at Niels Edvard også er far til Ane Marie!

Ane Marie har i sine unge år været tjenestepige på herregården “Knivholt” ved Frederikshavn. Hun har været elev på Vallekilde højskole ligesom Edvard.

Da min far Edvard havde været på Vallekilde højskole, tog han ogå et ophold på Tune Landboskole ved Roskilde.
En af eleverne dér var Kristian Andersen fra Rønnovsholms Mark nær Vrå.
Kristian spurgte Edvard, om ikke han kunne skaffe ham en plads på hjemegnen?
Edvard skaffede således en plads til Kristian hjemme på “Bakken”.

Ane Marie var på det tidspunkt hjemme som medhjælp for sin mor Mine.
Det kom til at gå sådan, at Kristian (født i 1909) blev gift med Ane Marie (født i 1903). De blev viet i Serritslev kirke den 28. januar 1938.

Tre måneder senere (29.04.1938) døde Niels Edvard.
Mine fortsatte som gårdejerske på “Bakken” efter Niels Edvards død.
Ane Marie og Kristian var alle år Mines medhjælpere.

Ane Marie og Kristian fik to børn, Else (født i 1938) og Vagn (født i 1939).
Da Else og Vagn var to-tre år, flyttede de alle sammen ind i Bedstes soveværelse – for hyggens skyld og for bedre at kunne holde varmen!
Det var svært at skaffe brændsel til opvarmning under krigen.
Bedste, Anna og Kristian vedblev derefter at sove i samme soveværelse, både i “Bakken” og i Postgården i Brønderslev, hvortil de flyttede i 1956.

Jeg Poul var som fast feriedreng med ved flytningen fra “Bakken” i Serritslev til Postgården, der lå på Spejlborgvej i Brønderslev.

Hunden Pelle fulgte med til Postgården.
Ved måltider sad Pelle altid ved fødderne af faster Anna, hvor der ofte faldt en godbid af.

Dagens måltider var altid hyggestunder. Hvis nogen gjorde tegn til at rejse sig, lød faster Annas opfordring næsten altid “Bliv nu siddende!”
Gæstfriheden i dette hjem havde ingen grænser. På alle tidspunkter af døgnet blev gæster mødt med et “Velkommen her!”

Faster Anna havde et stort hjerte for andre mennesker.
Jeg blev hver søndag i ferieperioden sendt hen til Lars og Anna med søndagsmiddagen i en spånkurv.
Lars og Anna, to gamle mennesker, boede i et stråtækt hus på den anden side af jernbaneoverskæringen i Brønderslev.

Efter tiden i Postgården flyttede Anna, Kristian og Bedste hen i et hus i Grønnegade i Brønderslev.
Faster Anna og Bedste gik til møder i Brønderslev Missionshus.
De to mennesker var uadskillelige og var enige om alt.

Bedste havde en bestemt måde at snakke på. Den måde smittede af på døtrene Anna, Inger og Ellen.
Min far Edvard tog ikke så meget ved lære af den måde at snakke på.
Edvard har jo også været 5 år på Sjælland!

Faster Anna kom for enden af sin livsvej på plejehjemmet Kornumgaard i Brønderslev
Dér besøgte jeg hende i sommeren 1978.
Ved afskeden sagde jeg:” Faster Anna, vi kommer til din fødselsdag 2. juledag, som vi plejer!”
Anna sagde hertil: “Ork, til den tid er jeg ikke længere i live!”
Sådan gik det også. Faster Anna døde på Kornumgaard den 3. oktober 1978, knap 75 år gammel.
Kristian døde den 4. marts 1981.

Deres børn Vagn og Else døde ret tidligt.
Vagn fik 4 børn med forskellige kvinder.
Else blev mor til to piger med sin mand, Bent Henriksen. Deres to døtre bor i Brønderslev.

Else mindede i sind meget om Bedste.
Begge havde en helt naturlig autoritet, som var med til at holde andre oppe.

 

Det ”Hvide hus i Rakkeby”

DET HVIDE HUS I RAKKEBY – sådan ser huset ud i dag (som nykalket).

Landmandsfamilien Karen og Edvard Sørensen flyttede i 1963 til dette hus i Rakkeby. Mens vi boede i “Klarup” i Sønder Harritslev, hændte det, at mor sendte mig til Rakkeby med ærinde hos Marie Nielsen, der strikkede strømper for familien. “Strikke-Marie” boede lige overfor det hvide hus. Jeg skulle ofte ved samme lejlighed købe pålæg og leverpostej i slagterbutikken, som netop lå i det hvide hus. Slagterbutikken var nedlagt, da vi flyttede ind i huset i 1963. Brugsen fik herefter en separat slagterafdeling. Trappe og indgangsdør til højre og et kølerum for enden af huset var der endnu, da vi flyttede ind. Frisør Hansen fra Harken lejede butikslokalet som herrefrisør et årstid, men der var lidt for langt mellem kunderne til, at forretningen var bæredygtig. Frisør Hansen kom tit ind og fik en tår kaffe i dagligstuen. Ingeman og jeg kom også på besøg hos frisør Hansen og familie i Harken. Engang midt i 1960’erne skete der en ombygning af huset med tømrer Niels Erik som tovholder. Kølehuset blev fjernet, den tidligere indgang til forretningen blev ændret til et vindue med termoglas. Forretningslokalet blev lavet om til en stue med egeparketgulv. Dagligstuen og den nye stue blev forbundet med en “port”. I 1970’erne blev den nye stue Karens værelse med divan, mens Edvard indrettede sig på den brede sovesofa i den pæne stue. Huset var meget hyggeligt indrettet. I studietiden fra 1971 kom jeg hjem cirka hver 3. måned. I begyndelsen kunne jeg løse togbillet fra København til Hæstrup station, som lå i gåafstand fra huset. Senere aftalte jeg taxakørsel fra Vrå station med vognmand Arne Ingvardsen til en pris af 50 kroner for kørsel om aftenen. Dengang var det bekvemt for ældre mennesker at bo i Rakkeby, hvor der var gode indkøbsmuligheder med brugsforening, to købmænd og bagerbutik og flere daglige busforbindelser til Hjørring og Vrå. Nu er alle butikker og faste busruter nedlagt. Vil man tage bussen, må man bestille en individuel kørsel gennem FlexTrafik. Mange af de ældre naboer kom ofte til eftermiddags- eller aftenkaffe hos hinanden. I dag må man have en bil for at kunne bo i en landsby som Rakkeby. Derfor er det mest yngre mennesker med bil, som nu bor i husene. De kender måske ikke engang deres naboer. Dagen efter flytningen til det hvide hus fik vi besøg af den nærmeste nabokone, Inga og hendes datter Hanne og deres pekingeserhund Trille. Inga fra Aalborg blev så hjemmevant i Rakkeby, at hun krydrede sit sprog med udtryk fra vendelbomål. Inga gav mine forældre et kaffestel – Julerosen – som jeg overtog som arv i 1986. Dette kaffestel benytter vi meget her hos Sonia og mig. Det hvide hus blev bygget i 1940 af en murermester, hvis kone drev slagterforretningen. I dette hus kom familien Sørensen til at bo i 23 år, nogenlunde lige så mange år tilsammen som i “Haugesgaard” og i “Klarup”.

Poul Sørensen – januar 2024

Edvard med to Jyske Heste

Dette forstørrede billede sendte Henny til mig i 1995. På billedet ses Edvard sammen med to jyske heste. Billedet er taget på gårdspladsen en vinterdag i “Bakken”, Edvards fødehjem i Årup ved Serritslev. Edvard, som blev født i 1908, ser ud til at være omkring 16 år. Efter konfirmationen var det dengang almindeligt, at man “kom ud at tjene”. Men hverken Edvard eller Karen kom ud ud at tjene, da de blev konfirmeret. De blev i stedet hjemme og hjalp til i deres barndomshjem. Edvards barndomshjem “Bakken” var i slægtens eje i 300 år – det har Edvard selv fortalt. Edvard var ud af en søskendeflok på fem, Anna, Christian, Edvard, Inger og Ellen. Deres forældre hed Niels Edvard Sørensen og Antomine Elise Sørensen. Mine er den eneste bedsteforælder, som jeg har kendt. Bedste var 70 år, da jeg blev født. Jeg havde bedste, indtil jeg var 21 år. Niels Erik er den eneste i min søskendeflok, som kan huske farfar Niels Edvard, som døde i 1938. To af de fem søskende – Anna og Edvard – fik et ophold på Vallekilde højskole i Odsherred. Edvard tog efter højskoleopholdet på Tune Landboskole ved Roskilde. Herefter arbejdede Edvard på gårde på Roskilde-egnen og på Kalundborg-egnen. Under arbejdet med at bære tunge kornsække op på tørreloftet fik Edvard en rygskade, som han led under resten af livet. Sammenlagt har Edvard været omkring 5 år på Sjælland. Karen fik et sommerophold på Odder højskole syd for Aarhus, da hun var cirka 18 år. Efter deres giftermål den 2. oktober 1934 tilbragte de hele livet i Vendsyssel: Hjørring, Rakkeby og Sønder Harritslev og derefter et hus i Rakkeby by. Karen og Edvards børnebørn husker alle det hvide hus i Rakkeby, hvor Karen og Edvard boede, siden de var i 50’erne. Jeg Poul har flere somre været på ferie i Edvards fødehjem “Bakken”, indtil det blev solgt i 1956. Se opslaget “Poul som feriedreng”! Jeg sov dengang i dagligstuen, men en karl på gården boede på et karlekammer med dør indtil hestestalden. Karlen skulle fodre hestene kl. 4:00 om morgenen, så hestene var i god foderstand ved arbejdstids begyndelse. Edvard foretrak i hele sit arbejdsliv at udføre markarbejdet med hesteforspand. Edvard anskaffede aldrig en traktor. Edvard havde dog mest lyst til at blive købmand, men i hans tid forblev man i de fleste tilfælde i det, man var vokset op med. Mor gav Edvard på 60-årsdagen et stort maleri med en pløjemand med hesteforspand, et billede som hængte over sovesofaen i den pæne stue. Dette maleri fik sin næste plads hos Niels og Gudrun på Blokhusvej i Pandrup.

Poul Sørensen – januar 2024.

 

Poul på spædbørnehjem i Hjørring

Jeg kan ikke selv huske det, men jeg har været på Spædbørnehjemmet på Elsagervej 15 i cirka 3 måneder.

Det var far Edvard, der i en særlig situation skaffede en plads til mig på denne ideelle institution. Jeg græd meget som lille, fordi jeg havde brok fra fødslen af – jeg blev født 31. januar 1946.

Det, at jeg “vrælede” meget, var vel ikke grund nok til, at jeg kom hjemmefra. Først kom jeg en tur på Hjørring Sygehus og blev opereret for brok.

Den 2. februar 1947 kom Ingeman – nummer 8 i børneflokken – til verden. Alle otte var endnu hjemmeboende på “Haugesgaard” i Rakkeby. Jeg har ikke hold på den nøjagtige rækkefølge af de nævnte omstændigheder, men de kom i hvert fald i hurtig rækkefølge efter hinanden.

Det var forståeligt, at jeg i den lidt tilspidsede situation fik en plads på Spædbørnehjemmet i Hjørring. Det blev oprettet i 1934 på privat basis af to sygeplejersker fra Baptistkirken.

Indtil det blev nedlagt i 1971, havde det været et midlertidigt hjem for flere end 1000 små børn, der i en særlig situation fik en plads dér.

I 1971 genåbnede stedet som vuggestue. Senere var der en privatskole i bygningen. Til sidst blev bygningen revet ned for at give plads til et kompleks med lejligheder.

På billedet fra 1948 ses de to forstanderinder bagerst med barneplejersker med spædbørn i favnen. Det er en mulighed, at jeg er en af de små.

Tidsmæssigt passer det meget godt. I hvert fald er det disse barneplejersker, der har passet og plejet mig i de tre måneder på Spædbørnehjemmet.

Det var dog ikke alle børn, der var helt spæde.

Vuggerne på den store overdækkede terrasse til havesiden blev overtaget og genbrugt af vuggestuen. Jeg gik en dag om på havesiden, hvor jeg så disse gammeldags trævugger, som givet stammede fra den tid, da jeg var der.

Barneplejersker kunne dagligt ses i Østergade komme trillende med trækvogne med en last af små børn fra Spædbørnehjemmet på Elsagervej.

I et lille hæfte, udgivet af Hjørring Museum, fortælles det, at Guldsmed Hassing engang kom ud fra forretningen og gav en is til børnene i en kortege af trækvogne.

Far hentede mig hjem igen i en barnevogn ( “i bønnewugn”) efter 3 måneder. Far havde mig med i toget, der dengang havde stoppested ved Hæstrup Station, som lå i Rakkeby.

Da vi kom hjem, tog far mig op og rakte mig over til mor, men mor var blevet fremmed for mig, der ikke havde set mor i 3 måneder. Derfor vægrede jeg mig i første omgang for at komme over i mors arme.

Min canadiske bror Helge lagde mærke til, hvordan det gik til dengang, noget som han fortalte til mig ovre i Edmonton i Canada.

Poul Sørensen – januar 2024

 

Min mor

Min mor, KAREN SØRENSEN (1911-1986), født Rokholm i Borup ved Vrå, har i sine håndskrevne erindringer fra 1970’erne fortalt om sin mor Petreas barndom.

Karens mor PETREA blev født i Sejlstrup nær Vrå i Vendsyssel i 1869.

Petrea flyttede allerede som barn med sin familie til Borup ved Vrå.

Karens fortælling om sin mor lyder:

 “JEG VIL FORTÆLLE OM MIN MOR PETREA – det hun har fortalt om sin barndom og ungdom:

Petrea kom ud at tjene som 7-årig på en mindre gård, der lå nordøst for hendes hjem i Borup ved Vrå, der hvor Jens Brohus har boet.

Det var ikke længere væk, end hun kunne se røgen fra sin mors skorsten; det var altid en betryggelse at kunne se hjem.

Hun skulle være hyrdepige dér.

Efter høsten gik køerne løse overalt – der var jo ingen roemarker dengang, men hun skulle passe på, at køerne ikke løb væk eller ind på naboens mark.

Engang var der flere børn forsamlet, og så var der en gammel kone, der samlede børnene omkring sig og satte sig på en grøftekant og fortalte dem eventyr – det var jo meget spændende.

Det havde godt nok været interessant at høre den gamle kone fortælle – det var om prinser og prinsesser og måske H.C. Andersen.

Og min mor sad og kiggede på hendes hovedtørklæde – dér sad en lille edderkop og spandt et spind på tørklædet. En lille barndomserindring, som hun aldrig glemte.

Min mor gik i NØRRE VRÅ SKOLE, den lå dengang nede ved Kajholm – det var til lærer Hanghøj; han var god til at lære børnene at læse, skrive og regne.

Han var meget galsindet, og drengene fik tæsk af et stykke tov – tampen – som lå under katederet. Han slog dem både i hovedet og på rygstykkerne; engang slog han en dreng på hånden, så den blev tyk og hævet – det var Anton Lerbjerg, Borup. Så gik drengens far og en anden mand ned og talte lidt alvorligt med Hanghøj; det hjalp et stykke tid.

En lærer fik kun en lille løn dengang. Der var en jordlod til skolen som en del af lønnen. Tillige et par køer og en hest.

Så om foråret skulle lærer Hanghøj ud at harve i marken, så snart solen stod op, til børnene kom i skole om morgenen.

Så kunne det ske, at fru Hanghøj stak hovedet ind i skolestuen og sagde: “I skal være rolige, for nu kommer Hanghøj hjem fra marken.”

Børn larmer jo meget alene i en skolestue, derfor ville hun råde dem til at være stille og derved skåne børnene.

Mor gik den lange vej til skole.

Der skulle være eksamen, og mor ejede ikke et par støvler og komme til eksamen i. Træsko – det var altså ikke sagen.

Konen, hvor hun tjente, tilbød, at hun måtte låne hendes støvler. Det var jo pænt af hende, men man kan nok tænke sig en lille 8-års pige komme til skole i et par støvler i voksenstørrelse! De andre lo ad hende.

Da min mor Petrea var 9 år, blev det bestemt af hendes far, at hun skulle op til TRANUM i Hanherred til hans faster.

Hendes mand var meget yngre, han havde nok giftet sig med hende for gårdens skyld.

Bedstefar – Petreas far – kørte så mor til Tranum, hun skulle jo arbejde for føden, men hun længtes forfærdelig efter sit hjem, hun græd og græd ustandselig og bad om at komme hjem igen, og det gav de hende lov til.

Mor gik så den lange vej til sit hjem, en tur på cirka 60-65 kilometer.

Hun kendte jo ikke vejen, men hun skulle gå nordpå efter kirkerne. For natten skulle hun bede om husly hos folk. Hun fik også agende med en mand på vejen; dengang kunne et køretøj nok holde an og tilbyde en gående at køre med.

Hjem kom hun – man kan næppe forestille sig en lille, træt pige på 9 år gense sit hjem.

Dagen efter kørte bedstefar med mor til Tranum igen, hun skulle finde sig i sin skæbne.

Dér var hun glad for at gå i skole. Læreren var en ung mand, der lærte dem flere sange og snakkede med børnene.

Mor havde det ikke helt godt i sit andet hjem i Tranum, om man kan kan kalde det sådan. Konen ville drikke brændevin, det skulle mor hente hos høkeren i en dunk, men det skulle være, når manden ikke så det. Konen var jo dranker.

Selv når de bagte i den store ovn, kunne hun ikke holde sig fra flasken.

Der blev jo slået mange brød op, og de stod på plader på gulvet, og konen trådte midt i et par fine brød – hun kunne næppe stå på benene.

Da mor var 15-16 år, kom hendes far derop på besøg. Da traf det sig, at konen var snydefuld, og mor stod bag ved døren og græd.

Da kunne bedstefar nok se, at det var en skidt plads for et barn.

Så tog han hende med hjem.

Petrea fik derefter plads på “DRIVSHOLM”, Stenvad ved Vrå.

Det var en større gård. De var 2 piger om arbejdet, både ude og inde.

Om høsten skulle pigerne rive hele marken med en håndrive. Min mor kom til at brække et riveskaft, og der blev trukket de ører, det kostede, fra hendes løn. Det må have været omkring 1885.

Sønnerne på gården havde været på landbrugsskole, og de havde lært noget nymodens – der skulle dyrkes roer! De blev sået, og så skulle de tyndes, og den gamle Andreas Drivsholm rasede: “Det er den største ødelæggelse, A har set – først skal de sås, og så skal de rykkes op igen.” Men sønnerne var jo klogere på de dele.

Når de spiste til middag, sad manden for bordenden af det lange bord, derefter karlene efter rang, men konen og de 2 piger skulle stå op for enden af bordet og spise. De dyppede i en pande dyppelse og spiste af ét fad – det var ikke så sært, at folk døde af smitsom sygdom.

Mor var dér i 2 år.

Så fik hun plads hos SGU-HANNE og Niels Jensen, “Vangen” på Vesterheden i Borup ved Vrå.

Konen sagde “sgu”, deraf navnet.

Hun havde rengøringsvanvid – alt skulle skures i sand og kalk med en skurevisk, alt træværk skulle være skinnende hvidt, om det så var wc-spanden, skulle den skures ud- og indvendig.

Hendes piger skulle lære alt, hvad der hørte til en husholdning: de skulle slagte et lam og en kalv, tage skindet af og tage indvoldene ud. Det var en god læreplads for en landhusmor.

Dér var mor i 2 år.

Så tog hun plads i “BOMBÆK” i Borup ved Vrå. Dér kunne hun godt lide at være – hun blev dér i 5 år.

Så tog hun en plads hos en syerske i HJØRRING en vinter, hun ville lære at sy sit eget tøj.

Derefter tog hun plads som HUSBESTYRERINDE hos min far, Frederik Rokholm, som hun blev gift med den 25. oktober 1895.

Da havde han allerede købt mit hjem – det er en helt anden historie.

Den højeste løn, mor fik om året, var 90 kroner, da hun var i “Bombæk”.

Hun passede på sin løn og købte fornuftige ting, blandt andet en kommode, et klædeskab, symaskine og en citer, som hun spillede på i en ledig stund.

Hun havde pænt tøj: en mørkeblå klædesfrakke med skulderslag, et sort silkehovedklæde, en sort pelskrave, muffe og en paraply, ting som hun blev ved at passe på. Selv hendes myrtekrans fra brylluppet med far.

Og så havde hun sin Bibel og salmebog.”

10.12.2023  – Poul Sørensen,

 

Poul Sørensen fortæller her om da han kom i lære på Møller Lee’ s tømmerhandel i Hjørring i 1963 – Senere læste han til præst.

• 

I LÆRE I MØLLER LEE’s TØMMERHANDEL

Når jeg går rundt i indkøbscentret METROPOL, går mine tanker tilbage til dengang jeg gik eller cyklede rundt under åben himmel på tømmerpladsen.

Min far Edvard skaffede mig en læreplads i tømmerhandlen, hvor jeg stod i lære fra 1963 til 1967.

Det må være storesøster Henny, der i 1950’erne havde fået en kontoruddannelse dér, som havde været med til at bane vejen for mig, der som ung trælastmand også fik en del af uddannelsen som ekspedient ude på den store tømmerplads mellem Østergade og Parallelvej.

Jeg har kendt firmaets grundlægger, tømmerhandler Jens Møller Lee (1884-1965).

En af de første dage i læretiden satte tømmerhandleren mig på en lille, men betydningsfuld prøve: Han gav mig en postpakke omvundet med snor, som han bad mig om at åbne.

Jeg rakte ud efter en saks, som jeg ville klippe snoren over med. Her greb Møller Lee ind og sagde: “Den snor kan genbruges, den må du ikke ødelægge!”

Det var en værdifuld lektion i genbrug, en lektion som bevirkede, at jeg blev en, der lige siden har øvet mig i genbrug.

Vi skrev nye ordrer op på konvolutter, som tømmerhandleren selv på det bagerste kontor omhyggeligt havde sprættet op med en papirkniv.

Gamle fakturakopier, som vi skulle gemme i 5 år, blev ligeledes – maskinelt – skåret op til ordresedler, hvor ordrerne kunne skrives på bagsiden.

Den “køb-og-smid-væk-kultur”, som mange tog til sig dengang, gjaldt bare ikke i Møller Lee’s Tømmerhandel.

Mine nærmeste foresatte på kontoret var de to sønner, Ole Møller Lee og Poul Møller Lee.

Vi sagde selvfølgelig De til dem, mens vi selv – i læretiden – blev tiltalt med du og fornavn.

Ude på lageret var vi alle dus, selv med lagerforvalter Ivan Elling, som mange i Hjørring sikkert husker.

Jeg besøger Ivan Ellings gravsted, som ligger tæt på Urnelunden.

Jeg kan for mit indre øje og øre se og høre Elling og alle de andre i firmaet nu så mange år senere. Når vi for eksempel snakkede om “møllevinger”, var det lidt indforstået snak mellem os.

Chaufførerne, hvis navne jeg husker meget godt, kørte på faste landture i Vendsyssel. Enkelte chauffører som Mortensen og Poul Jensen kørte langture til for eksempel Rold Skov efter tømmer i store dimensioner.

Næsten alt blev målt i engelske tommer og alen.

Jeg gjorde mig lidt “uundværlig”, fordi jeg med min regnestok i brystlommen med få forskydninger af “tungen” på regnestokken hurtigt kunne regne materialeforbrug og hældningsvinkler ud.

Nogle på tømmerpladsen havde været ansatte i op til 40 år. Det gjaldt Svend og Nicolaisen. Sidstnævnte var betroet til at sortere trælast fra Sverige og Finland i forskellige sorteringer som “prima, ekstra, almindelig eller kvinta”.

Nicolaisen havde “kenderblik”, han var en meget anerkendt og respekteret mand i firmaet.

På kontoret ekspederede jeg ved telefon og disk og satte også priser til varearterne i bøgerne med kopi af følgesedlerne, som blev skrevet med kuglepen ved ethvert salg.

I disse bøger var der to kopier, som blev tilsat priser hver for sig og derefter sammenlignet for at opnå en korrekt fakturering, som blev foretaget i et stort “glasbur”, befolket af kompetente og flittige kontordamer.

“Glasburet” lå lige overfor Ole Møller Lee’s kontor.

Brødrene Mølls autoværksted blev under min læretid købt af Møller Lee og indrettet som prøve- og demonstrationsrum.

Jeg er ikke begavet med håndværkersnilde, men jeg kunne alligevel give “gode råd”, som jeg havde læst i brochurerne.

Midtvejs i min læretid – i 1965 – døde tømmerhandler Møller Lee, 81 år gammel.

Lige til det sidste gik han sin daglige rute mellem privatboligen i Brinck Seidelins Gade 9 og tømmerhandlen. Møller Lee skød genvej gennem skolegården på Amtmandstoften. Han havde så at sige sin egen dør, der gik ind til den kære tømmerplads.

Alle ansatte deltog i den meget stilfulde begravelse på Hjørring Kirkegård. Arbejdere og chauffører bar egetræskisten helt ned i graven.

Der var gravet trin, så at denne nedbæring kunne lade sig gøre.

Efter begravelsen var der stor bespisning for alle på Phønix i Jernbanegade.

Det er den mest stilfulde begravelse, jeg nogensinde har været til.

Det siger jeg som den, der fra 1980 til 2011 har virket som præst ved en kirke i København.

Jeg vil kalde tømmerhandler Jens Møller Lee for “den fødte købmand” af den bundsolide slags. Sønnerne Ole Lee og Poul Lee brugte om dem selv netop titlen Købmand.

Det siges, at Jens Møller Lee i sin barndom i Leegaard i Rakkeby dér havde indrettet en lille købmandsbutik.

Jens Møller Lee var vokset op i Leegaard i Rakkeby.

Som ung mand tog han navneforandring fra Olsen til Lee, et navn som er knyttet til Rakkeby, hvor jeg selv blev født i 1946.

Navnet eksisterer stadig, men tømmerhandlen kom senere på andre hænder og føres videre på Frederikshavnsvej under et andet firmanavn.

I et byggemarked af den nutidige slags er der slet ikke den atmosfære og duft af lagret træ, som jeg har oplevet i Møller Lee’s Tømmerhandel.

Jeg har stadigvæk mange gode og levende minder fra min tid i Møller Lee’s Tømmerhandel.

Send Møller Lee’s Tømmerhandel en venlig tanke, når du næste gang besøger Metropol!

Hvis nogen husker “ham med regnestokken”, må de også gerne sende en lille tanke til mig. Hav det selv godt!

DER VAR ENGANG. Som tiden dog går. Man kan ikke forstå, at det er så mange år siden man kunne køre gennem Østergade og dreje ind til Møller Lee for at hente tømmer og andet til sit hus. Er der nogen her der kan huske hvornår de begyndte på nedrivning af Møller Lee. ?????

 

MORGENGAVE

Digteren Halfdan Rasmussen udgav en række “Tosserier” med et sandt guldkorn som “Livet er en morgengave” (udgivet i 1955), en sang som indeholder halvt skjulte hentydninger til salmen “Dejlig er jorden” af B.S. Ingemann.

Halfdan Rasmussens sang er optaget i Højskolesangbogen.

Digtet blev skrevet under “den kolde krig”, rettet mod dem, “som går og sysler med at sprænge kloden væk”.

Med Halfdan Rasmussens ord: “Mens de andre går og sveder for at gi hinanden lak, vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak”.

Halfdan Rasmussens “Livet er en morgengave” er en pacifistisk protest mod dem, som tror, at krig kan være en løsning.

Det er en skik, at en brudgom skænker sin brud en MORGENGAVE som tak for hendes hengivne kærlighed.

Siden de ældste tider har ordet “morgengave” været et meningsfuldt ord for de germansktalende folk.

Fyrsteægteskaber blev tidligere indgået som en besegling af en politisk alliance.

Et fyrsteægteskab, der byggede på gensidig hengivenhed, blev kaldt et “morganatisk ægteskab til venstre hånd” efter latin “matrimonium morganaticum”.

Dette juridiske udtryk lyder teknisk og fremmedartet i vore ører, men ordet er ganske enkelt og jordnært afledt af ordet “morgengave”!

Efter indgåelsen af et – supplerende – morganatisk ægteskab med en kvinde, som ikke havde “blåt blod i årerne”, gav kongen bruden en morgengave som kompensation for, at en eventuel kommende søn af dette ægteskab ikke har arveret til tronen.

Det sidste morganatiske ægteskab, som blev indgået i Danmark, var Kong Frederik den Syvendes ægteskab med Louise Rasmussen, som fik titlen “Grevinde Danner”.

Højborgerlige kredse i Danmark var skammelig nok lidt for “fine” til at tage Grevinde Danner til deres hjerte.

Grevinde Danner oprettede nogle år efter sin mands død “Frederik den Syvendes Stiftelse” med boliger for “fattige fruentimmer af arbejderklassen”.

Senere blev huset kaldt Grevinde Danners Stiftelse, nu blot Dannerhuset, som er et landskendt krisecenter for voldsramte kvinder.

Dannerhusets hjælp må føles som en kærkommen morgengave for disse hårdtprøvede kvinder.

 

Poul Sørensen er sammen med Ingeborg Vernersdatter på rejse til.

SCHWEIZ ELLER SVEJTS?

Min første udlandsrejse gik til Svejts i 1961.

Sådan blev dette landenavn skrevet på dansk dengang, men nu har jeg erfaret, at det siden 2012 kun er korrekt at skrive Schweiz – den tyske form – for dette land på dansk.

Nationalitetsmærket for landet er CH, noget jeg allerede vidste som dreng, da jeg sammen med andre drenge sad i vejgrøften ved hovedvejen mellem Hjørring og Løkken og skrev bilnumre op.

Landet har fire officielle sprog, tysk, fransk, italiensk og rætoromansk.

For at undgå at vælge mellem de fire sprog valgtes bogstaverne CH som nationalitetsmærke.

CH er en forkortelse for latin Confoederatio Helvetica, “Den helvetiske Forbundsstat”.

Helvetia er den latinske betegnelse for landet, opkaldt efter helvetierne, keltiske folkestammer, som boede i dette bjergområde inden den romerske annektion.

Helvetierne er omtalt i værket Gallerkrigen, De Bello Gallico af Julius Cæsar, udgivet nogle årtier før Kristi fødsel.

Til sidst et andet eksempel: Siden 2021 skriver Udenrigsministeriet Belarus i stedet for Hviderusland, en international betegnelse, som landet selv har ønsket at blive kaldt.

MIN FØRSTE REJSE TIL UDLANDET

I 1961 tog tysklærerinde Dora Axelsen to klasser fra Hjørring private Realskole med på en uforglemmelig rejse til Schweiz, som var hendes fødeland.

Siden sin ungdom havde hun været lærerinde i Hjørring efter giftermål med en hjørringenser.

Dora Axelsen kunne tale de tre mest udbredte sprog i Schweiz, tysk, fransk og italiensk. Hun kom selv fra det fransksprogede område, som hun dog ikke viste os.

Hun kom til at bo det meste af sit liv i Hjørring og opnåede at blive tæt på 100 år. Hun døde for få år siden på Plejehjemmet Vellingshøj Centret i Højene.

Vi kørte med tog hele vejen til Schweiz. Det er så lang en vej, at vi om natten benyttede sovekupeer.

De første 4 dage boede vi i Bern, som er forbundshovedstad i Schweiz.

Jeg undrede mig over maden: Det forekom mig, at det var sovs, vi spiste, men det har været legerede supper, jævnet med æggeblommer, fløde og creme fraiche 38 %.

Hver dag spiste vi friske ferskner, noget som var nyt for mig.

Dora Axelsen tog os med på rundtur i Schweiz til forskellige byer, hvor vi overnattede. En af byerne var Zürich, som er den største by i Schweiz.

Bjergene så vi mest nede fra dalene, hvor vi kørte med tog eller bus.

Vi var dog med en tandhjulsbane oppe på et mindre bjerg, der hedder Rigi.

Dér gik jeg i en landsby ind i en stald, som mindede meget om en stald i Vendsyssel. På markerne så vi alpekvæg med bjælder om halsen.

Vi besøgte også kantonen Ticino, hvor sproget er italiensk.

Jeg husker to bynavne fra dette område: Airolo (vintersportssted) og Lugano, som ligger helt mod syd ved Luganosøen på grænsen mellem Schweiz og Italien.

I erindringen kan jeg godt genkalde mig billeder for mit indre øje, men jeg har ingen fotografier fra denne min første rejse til udlandet.

Foto af lærere fra Hjørring private Realskole.

Dora Axelsen ses bagerst midtfor, med mørk kjole og mørkt hår.

På billedet ser hun ud, som jeg husker hende

 

 SANKT HANS AFTEN I VENDSYSSEL

Rakkeby friluftsteater i Sandgraven

Sankt Hans Aften i min barndom og ungdom i 1950’erne og 1960’erne i Rakkeby og Sønder Harritslev havde forskellig præg, grundtvigsk i Rakkeby og indremissionsk i Sønder Harritslev.

Jeg syntes godt om begge former.

I Rakkeby indledtes aftenen med en dilettantkomedie i Sandgraven, hvor der var en rigtig ophøjet teaterscene. Der blev et år spillet “Sound of Music”, instrueret og spillet af lokale ildsjæle.

Familien Baggesen har i mange år været dem, der ledede festlighederne, både på scenen og ved det efterfølgende bål på en nærliggende mark.

Vor nærmeste nabo, senere borgmester i Løkken-Vrå kommune, Jens Baggesen, holdt båltalen. Jeg husker, at han et år talte om den vigtige forskel på en sund nationalfølelse og en usund nationalisme, hvor et folk er sig selv nok.

Midsommervisen af Holger Drachmann blev naturligvis sunget omkring bålet.

Efter dilettant og bål var der kaffebord med hjemmebagt kage i stuerne på Østergaard og dans med levende musik i laden, der var udsmykket med løv og kulørte lamper.

Også haven var oplyst med kulørte lamper.

Et år kom Nordjysk Pigekor, der sang danske sommersange.

Bagefter dansede jeg med en fra pigekoret. Jeg husker endnu hendes mørkblonde hår, som under dansen duftede helt eventyrligt dejligt.

Jens Baggesen samlede hen mod midnat unge og gamle i haven på Østergaard.

Jeg husker, at han sendte os hjem med en tale ud fra Grundtvigs salmevers “Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde! Da får vi lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde.”

Hvert andet år deltog jeg og andre unge i sankthansfesten hos familien Sigurd Jakobsen i Møllegaard lige ved Sejlstrup Hovedgård i Sønder Harritslev.

En fest kan være lige så festlig, selv om den fejres på en lidt anderledes måde.

Bålet blev tændt på engen tæt ved Møllegaard.

Båltalen blev holdt af værten,Sigurd Jacobsen.

Det var en tale ud fra et ord af Jesus.

Det, jeg også husker med glæde var sanglegene ved bålet i Sønder Harritslev.

Vi sad i en ring i græsset og sang blandt andet “Tag den ring og lad den vandre fra den ene til de andre. Ringen er skjult under bølgen den blå. Sig mig engang, hvem tænker du på?”

På internettet er denne sangleg beskrevet nærmere.

Da bålet på engen var blevet slukket, blev alle deltagere indbudt til fælles kaffebord og samvær i stuerne på Sejlstrup Møllegaard, som i øvrigt stadig beboes af den samme familie som dengang.

Ja, der var engang, men det, vi har oplevet engang, har stadig betydning i vort sind og erindring i dag.

Anne Frank ”Mit hjertebarn”

• 

 

Jeg Kalder Anne Frank mit hjertebarn, skønt hun er en hel del ældre end mig.

Anne, der ikke nåede at fylde 16 år, blev den evige teenager.

Den 12. juni 2024 er det 95 år siden, at hun – i 1929 – blev født i Frankfurt am Main som lillesøster til Margot fra 1926.

Da jødeforfølgelserne tog fart i Tyskland fra 1933, udvandrede familien til Amsterdam tillige med mange andre tyske jøder.

Holland havde haft held til at holde sig uden for under 1. Verdenskrig 1914-1918.

Det samme blev desværre ikke tilfældet under 2. Verdenskrig.

Da Hollland blev besat i maj 1940, strammede besættelsesmagten skridt for skridt grebet om de hollandske jøder.

De mange jødiske flygtninge i Holland var efter besættelsen i maj 1940 fanget som i en fælde.

Familien Frank gik sammen med fire andre jødiske flygtninge fra Tyskland i skjul i “Baghuset” midt i Amsterdam i juli 1942.

Efter 25 måneder i skjul, blev de otte i Baghuset forrådt af ukendte, som gik efter en dusør.

I de mere end 2 år i skjul blev de dagligt hjulpet af betroede medarbejdere i faderen Otto Franks firma. Den kendteste af disse medarbejdere var Miep Gies, som opnåede at fylde 100 år.

Da de otte blev arresteret den 4. august 1944 af SS hjulpet af hollandske hjælpere, så Anne Frank, at de smed hendes dagbog, som hun havde ført i de 25 måneder, ned på gulvet.

Anne måtte tro, at dagbogen dermed var tabt for altid, men Miep Gies samlede den op igen og gemte den ulæst i en skuffe.

Miep ville give dagbogen tilbage til Anne, når hun kom hjem fra Tyskland igen.

Den eneste af de otte, som kom tilbage efter krigen, var den ældste, faderen Otto Frank.

Miep gav dagbogen til Otto som en personlig arv efter datteren Anne.

To år senere, i 1947, blev Annes dagbog udgivet med titlen “Baghuset” (Het Achterhuis).

Anne talte og skrev på hollandsk.

Bogen blev det mest kendte bidrag til verdenslitteraturen fra Holland, skrevet af en statsløs pige, født i Tyskland.

Med Annes dagbog som udgangspunkt har jeg selv lært at læse og forstå hollandsk på et elementært niveau.

Anne har lært mig at forstå hollandsk – et sprog som også jeg holder af.

Har du endnu ikke læst Anne Franks dagbog, er det ikke for tidligt, at du gør det.

Du kan med fordel supplere læsning af dagbogen ved at læse om familien Franks historie set fra hjælperen Miep Gies’ side: “Jeg kendte Anne Frank”, som bogen hedder på dansk.

Miep Gies var selv et plejebarn, som kom til Amsterdam som et udhungret wienerbarn efter 1. verdenskrig.

Velsignet være Anne Franks minde!

 

 JESUS VERDENS LYS

– også på Strøget i København

Da jeg kom til København i 1971 for at studere, så jeg flere gange på mine aftenvandringer på Strøget en mand, som stod med en stander med lys i.

Det indbyggede elektriske lys i standeren oplyste skilteteksten, som var JESUS VERDENS LYS.

Jeg mener at kunne huske, at manden sad i en kørestol.

Med denne stander var han på gademission i aftentimerne på Strøget.

Måske er der læsere af mit opslag, der kan huske manden med lysskiltet på Strøget?

Manden med lysskiltet gjorde indtryk på mig, der dengang måske kunne beskrives som “et lille Guds ord fra landet”, der nu var kommet til storbyen for at læse til præst.

Når jeg går på Strøget i dag, så er det manden med lysskiltet, som dukker op på min erindrings lystavle.

Jesus er verdens lys, det er så sandt, som det er sagt.

Det er et af de 7 “jeg er”- ord, hvori Jesus i Johannesevangeliet åbenbarer sig selv, her som “verdens lys”.

Hvis man gik hen til manden med lystavlen, ville han helt bestemt fortælle om betydningen af ordet.

Her vil jeg gerne skrive ordet af Jesus, som står i Johannesevangeliet lige efter en beretning om en kvinde, som havde været tæt på at blive stenet.

Jesus skrev dengang noget på jorden med fingeren.

Da de skriftkloge og farisæerne blev ved med at spørge Jesus, sagde han blot: “Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.”

Så bøjede Jesus sig igen ned og skrev på jorden.

Læs beretningen i Johannesevangeliet 8,1-11.

Efter denne beretning – i 8,12 – står det Jesus-ord, som ikke blot gælder kvinden:

“Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”

Amen.

 

JORDKLODEN SOM DET STORE PUSLESPIL

Både børn og voksne kan blive grebet af den passion at samle et puslespil af mange små puslespilsbrikker.

ALFRED WEGENER (1880-1930) er længe efter sin død blevet anerkendt for sin teori om, at jordens syv kontinenter engang har været samlet i ét samlet superkontinent, kaldet Pangæa (“Al-jorden”).

Begyndelsen til ideen om, at alle kontinenter engang har hængt sammen, fik han i en juleferie, hvor han undrede sig over, hvordan Sydamerikas østkyst og Afrikas vestkyst passede sammen som to store puslespilsbrikker.

Når han så på de store bjergkæder, forestillede han sig, at de kunne være opstået ved et sammenstød mellem enkeltdele af et Pangæa, som han forestillede sig lidt efter lidt var brudt op i kæmpemæssige plader.

Ved et sådant tænkt opbrud ville der – henover millioner af år – også opstå have som for eksempel Atlanterhavet.

Også Himalaya-bjergkæden med jordens højeste bjerge kunne være opstået ved et sammenstød mellem Indien, som i form af en ø var stødt sammen med Asien.

Mange geologer fra Alfred Wegeners samtid sagde vissevasse til sådanne vilde ideer.

De sagde til Alfred Wegener, der ikke var geolog, men astronom og meteorolog: “Skomager, bliv ved din læst!”

Alfred Wegener fremsatte sin teori for den lærde verden i 1912, men først i 1966 accepterede den lærde verden teoriens rigtighed, men dog ikke hans forklaring på, hvordan kontinentaldriften gik for sig. Det har videnskaben med den såkaldte pladetektonik siden fået helt hold på.

Alfred Wegener var som meteorolog

interesseret i at udforske jordens klima og deltog derfor i polarekspeditioner i Grønland. Ved deltagelse i í alt 4 polarekspeditioner i Grønland lærte han at tale flydende dansk.

Omkring sin 50-års fødselsdag i november 1930 deltog han i en ekspedition med hundeslæde i Nordøstgrønland. På denne ekspedition omkom Alfred Wegener på indlandsisen af sult og udmattelse.

36 år efter sin død blev Alfred Wegeners teori om kontinentalforskydningens rigtighed fuldt anerkendt af den lærde verden.

I dag kan man for eksempel konstatere, at Indien stadig bevæger sig et par centimeter mod nord om året.

Jordskælv i sig selv er vidnesbyrd om, at jorden ikke er en statisk og stillestående jordklode.

Jorden drejer sig en gang i døgnet om sin egen akse og en gang om året også omkring solen.

Og på jordens overflade og i jordens indre foregår der også kraftfulde bevægelser, som set over mange millioner år viser, at jordens kontinenter er som kæmpestore puslespilsbrikker.

Og dette puslespil er i en stadig flydende bevægelse.

“Jeg elsker den brogede verden

trods al dens nød og strid;

for mig er jorden skøn endnu

som i patriarkernes tid.

…….

Den flyver endnu i dans

om solen så ung og let.

………

For mig er jorden skøn endnu

som i skabelsens ungdomstid!”

(H.V. Kaalund, 1877).

 

 FOR 72 ÅR SIDEN

“Det er godt nok mange år siden”, tænker læseren måske.

 

Ja, men fortiden er ikke bare forbi, den lever i erindringen i nutiden.

Da Karen blev ældre, sagde hun, at det, hun oplevede i sin barndom, føltes, som om det var sket i går. Derfor kunne Karen med stort nærvær skrive så spændende barndomserindringer sidst i 1970’erne.

Karen levede fra 1911 til 1986.

.Nu springer jeg til en oplevelse i min egen barndom for 72 år siden, da jeg var 6 år og Ingeman 5 år.

“Klarup” i Sønder Harritslev ved Hjørring.
Jeg er et af børnene, som står og kigger op mod flyvemaskinen.

.På en af de første martsdage i 1952 flyttede Karen og Edvard med 9 børn fra “Haugesgaard” i Rakkeby til “Klarup” i Sønder Harritslev.

Flytningen på 5 kilometer føltes for et barn som en rejse ind i en helt anderledes verden, selvom der var tale om en flytning inden for det samme sogn, Harritslev- Rakkeby sogn.

På den tid var der en polio-epidemi (børnelammelse) i Danmark.

Ingen børn i vores familie blev ramt, men jeg husker særligt Lillian i Rakkeby og Hans-Jørgen i Sønder Harritslev, som blev ramt af polio.

Noget af det første, vi gjorde efter flytningen til Sønder Harritslev, var at besøge naboerne.

Nærmeste nabo var familien Ydesen i “Solvang” lige over for “Klarup”.

Else og Henry var i fuld gang med at opbygge en børneflok, som vist havnede på 7 børn.

Slutstenen på Karen og Edvards børneflok på 9 blev lagt med Anna Birgit, som blev født 3-4 måneder før flytningen.

Karen sad i førerhuset med Birgit ved siden af vognmanden, mens Edvard var kørt i forvejen på cykel.

Oven på flyttelæsset sad i hvert fald Hanne, Helge, Poul og Ingeman.

Vi kunne kravle op på de opstablede møbler og kigge ud over landskabet.

Hvor langt hen skulle vi flytte?

 

Hanne og Helge gik sammen på besøg hos naboerne i Sønder Harritslev,

Ingeman og jeg gjorde det samme.

 

Hanne og Helge kom en dag hjem med hver sit store røde æble efter et besøg hos et barnløst nabopar, som boede på vejen op mod landsbyen.

Dette nabopar hed Anna og Holger Thomsen, som drev et lille husmandssted med meget få moderne hjælpemidler.

De røde æbler udøvede så stærk en tiltrækningskraft på Poul og Ingeman, at vi nødvendigvis måtte aflægge Anna og Holger et besøg en af de følgende dage.

Vi gik frimodigt hen og bankede på døren sådan ved kaffetid.

De spurgte os: “Hvad vil I?”

Vi syntes ikke, at vi kunne være bekendt at sige, at vi også gerne ville have et rødt æble.

Derfor lød svaret: “Vi vil gerne besøge jer!”

Det fik vi lov til, vi fik kaffe, brød og et stykke kage sammen med Holger og Anna ved køkkenbordet.

Vi har svaret, så godt vi kunne på deres nysgerrige spørgsmål.

Vi nævnte ikke noget om de røde æbler, men de havde nok gennemskuet vores egentlige ærinde, for lige inden der blev sagt farvel og tak, rakte Anna os et rødt æble til hver, svarende til Hanne og Helges røde æbler.

Det var en kæmpe gevinst for Ingeman og Poul, to purke på fem og seks år.

Det var da en lille ting, vil nogen måske tænke, men det var en stor ting i vores øjne, som lovede godt for fremtiden.

De røde æbler fra Holger og Anna overstrålede de æbler, som vi i årene herefter fandt i juleposen ved juletræsfesterne i søndagsskolen og forsamlingshuset.

Marts 2024 Poul Sørensen – et af børnene i historien

 

På tynd is ude ved vandhullet

LUFTFOTO: “Klarup” i Sønder Harritslev ved Hjørring. “Fælleden” med vandhullet og Harridslevgaards mergelgrav lå nær barndomshjemmet.
Jeg er et af børnene, som står og kigger op mod flyvemaskinen.

Er man ude på tynd is, kan det være, at man havner ude på dybt vand.
I overført betydning er det hændt for mange.

Da jeg og nogle nabodrenge var omkring 10 år, var det bogstaveligt lige ved at gå galt for os, da vi – midt i 1950’erne – med ganske vist varsomme skridt gik ud på et vandhul med tynd is i “Fælleden” i Sønder Harritslev, nær Hjørring.
Isen var så tynd, at vi kunne se ned til bunden i vandhullet med det krystalklare vand.
På et splitsekund glemte vi alt om at være forsigtig, da en af drengene udbrød: “Se en vandkalv!”
Som på kommando bevægede vi os i ét nu hen mod midten, hvor vandkalven svømmede rundt under den tynde is.
I samme øjeblik hørte vi isen knage ildevarslende og så også, at isen dannede flere brudlinjer.
Hvis ikke vi lynhurtigt var veget ud til vandhullets sider, kunne vi være faldet igennem isen i vandhullet, der var cirka halvanden meter dybt.
For mit indre øre kan jeg endnu høre lyden af isen, der knagede.

Gud ske lov skete der ikke noget dengang!
Men vi fik os en ordentlig forskrækkelse.
Gik vi bagefter hjem og fortalte det til vore forældre? Nej, det gjorde vi ikke, hverken dengang eller senere.
Drenge i 1950’erne fortalte vist sjældent deres forældre om farlige oplevelser, som de slap godt fra.
Drengene vidste, at de kunne risikere mere end løftede øjenbryn, hvis de var for åbenmundede om de farefulde situationer, som de kom ud i ude og hjemme.

En anden gang var jeg og min lillebror, bærende på en oval zinkbalje, på vej hen i en mergelgrav på Harridslevgårds Mark. Den færd blev heldigvis opdaget i tide af far, der havde fået øje på bådsmændene på vej hen over marken.
Jeg kan endnu se far for mig, der i forskrækkelse løftede sine arme helt op over hovedet.
Faktisk blev vi ikke straffet for denne ekspedition med baljen henimod mergelgraven.
Det var den samme balje, som ellers blev benyttet som familiens badekar.

En lettet far kan udmønte en forskrækkelse ved at give sig til at skælde kraftigt ud.
Ømhed over sit afkom kunne godt vise sig gennem skældud.
Nogle gange var skældud vitterligt det, der skulle til, for at vi drenge i 1950’erne holdt op med at gøre ting, som vi ikke kunne overskue konsekvenserne af.

HVOR MANGE PENGE HAR DU?

HVOR MANGE PENGE HAR DU? I min barndom i Sønder Harritslev i Vendsyssel havde jeg 20 kroner på lommen, når der var højvande i kassen hos mig. Vi børn fik lige præcis 20 kroner for en roesæson, hvor vi kravlede i roerækkerne bagefter Edvard, der med roehakken blokkede de små roespirer ud til os, som derefter reddede livet for én roespire i hver blok med måske ti spirer. I dag vil nogen måske synes, at det var surt tjente penge – 20 kroner for en hel roesæson – men det var altså taksten dengang, sidst i 1950’erne. Man siger, at “det, der kommer let, går let”. Ja, de mange penge gik let, selv om de ikke var kommet let! Hør her min historie om, hvordan jeg kom af med alle pengene på én gang: Efter roesæsonen var jeg som sædvanlig på ferie i “Postgården” i Brønderslev hos Bedste og hendes datter og svigersøn, min Faster Anna og Kristian. Dér gjorde jeg lidt nytte for kost og logi, ofte med byærinder og andet forefaldende arbejde i mark, stald og lade. Der var en “magnet” på gården lige overfor, som trak i mig. “Magneten” skulle vise sig at være så stærk, at den i ét “sug” trak alle pengene op af lommen på mig. “Magneten” gav lyd fra sig i form af nogle små uimodståelige hvin. Det var nabokarlen Tages marsvin, der trak så stærkt i mig, noget som Tage nok kunne fornemme og benyttede sig lidt af. Tage var omkring 20 år, en alder hvor søde piger sikkert trak lidt stærkere i ham end marsvin. Forstå det, hvem der kan! Det trak efterhånden op til en handel, men hvad skulle marsvinene – han og hun – koste? Jeg var ikke i tvivl om, at jeg gerne vil have dem med hjem til Sønder Harritslev, jeg havde kaninbure nok. Meget narurligt spurgte jeg i min naivitet Tage: “Hvad koster de?” Tage kunne ikke rigtig finde ud af, hvad han skulle forlange for marsvinene. Men så spurgte han lige pludselig: “Hvor mange penge har du?” Jeg blev lidt overrumplet, men svarede ærligt og redeligt: “Jeg har 20 kroner”, hvorefter Tage svarede: “Det var godt nok heldigt, for det er lige nøjagtig det, de koster!” Det sank lidt i mig, men jeg havde ingen modargumenter eller andre prisforslag på rede hånd, så jeg accepterede handelsbetingelserne. Da jeg kom hjem med de to marsvin og fortalte min far Edvard om, hvordan der hele var gået til, blev han godt nok noget betænkelig. Jeg ville gerne redde situationen og sagde derfor: “Jamen, den ene er med unger!” Mod forventning kunne denne positive oplysning ikke medvirke til, at rynkerne i fars pande udglattedes. Men en handel er en handel, og jeg fik ansvar for en marsvinefamilie, hvoraf nogle var glathårede og andre var såkaldte rosetmarsvin med hvirvler i pelsen. Efter et par år med marsvin gik de videre til andre. Faktisk kan jeg ikke huske, hvem der overtog dem, men det blev vist ikke for “gode ord og betaling”, kun gode ord. Minderne har jeg stadigvæk. Måske hjalp jeg også Frode Arentsens karl Tage med at komme lidt videre i livet med de 20 kroner, som lige nøjagtig var det, som marsvinene kostede.

 

DAPPER PÅ GULVET

Når en kone i Vendsyssel lige havde vasket gulvet i dagligstuen, kunne hun sige: “Nu må I ikke gå ind og sætte dapper på det nyvaskede gulv!” – naturligvis sagt på vendelbomål. Det er tydeligt, at “dapper” betyder “fodspor”. Forfatteren Knuth Becker fra Hjørring benyttede ordet “dapper” i trilogien “Uroligt Foraar” om hans soldatertid (1938-1939). Ordbogsforfatteren Arne Espegaard har et skønt eksempel i bogen “I læ bag klitten” (1968): “Gulvet i gangen og stuen stod fuldt af de hvide dapper fra hans sko, som kalken dryssede af”. Arne Espegaard (født i 1910) udgav sine erindringer i 1983 under titlen “Mine dapper”. I bogen fortæller han om sit livs ”fodspor”, lige fra opvæksten i Borup og Børglum, nær Vrå i Vendsyssel. Min mor Karen, født Rokholm i 1911, husker Arne Espegaard fra sin barndom og opvækst i Borup. Navneordet i flertal “dapper” findes også som udsagnsord, “at dappe”. På dansk findes ordet kun i Vendsyssel og Øster Hanherred, men selv her er det ikke alle, der bruger ordet længere. Udenfor dette område vil man nok for “dappe bruge ord som “at trisse” eller lignende. Når jeg taler med mig selv, taler jeg stadig vendelbomål, som er mit egentlige modersmål. Der kan være langt imellem dem, jeg kan tale vendelbomål med. Jeg har de senere år mest talt vendelbomål med min storebror Helge (1943-2020), som selv efter mere end 50 år i Canada huskede sit barndomsmål. Han morede sig over nye ord, som var kommet til siden hans udvandring i 1966 som for eksempel en “stegeso”, som han ellers kaldte en “Dutch oven”. Jeg slutter min lille fortælling med to prægnante eksempler på brugen af “at dappe”. Eksemplerne er fra Vendsysselsk Ordbog af Arne Espegaard: “Haj kam dappi klokken 8, sa å løtte æ støk titj, fæk hans kaffe å dappe så ’å ijæn” (“Han kom dappende klokken 8, sad og lyttede et stykke tid, fik hans kaffe og dappede så af igen”). Det andet eksempel er: “Hon dapper omkreng i huesfæen hile daw’wi” (“Hun dapper omkring i hosefødderne hele dagen”). PS: Forfatteren Knuth Becker blev født i Hjørring i 1891. Han blev som 10-årig sendt på Holsteinsminde Opdragelsesanstalt. Han blev som ung uddannet som mekaniker. Han er særlig kendt for romanserien om Kai Gøtsche. Romanserien er delvis selvbiografisk. Hvis man giver sig i kast med Knuth Beckers bøger, kan man i romanform også blive indviet i de “dapper”, som han har sat i sit liv. Fra 1943 boede han på sit gods “Vaar” ved Sebbersund i Himmerland. Knuth Becker døde i 1974 og blev begravet i en umarkeret grav i Museumshaven lige overfor huset i Skolegade i Hjørring. Der er sat en mindeplade op på huset i Skolegade 9, samme hus hvor Aurion har en butik.

20. apr. 2024

 

KIRKEKLOKKEN FRA HÆSTRUP KIRKE

“Kirkeklokke! ej til hovedstæder støbtes du, men til den lille by.”

Den lille by er her HÆSTRUP, nær Hjørring.

Samtidig med opførelsen af Hæstrup kirke omkring år 1200 støbtes der en meget smuk malmklokke til kirken.

I århundredernes løb omstøbtes desværre mange kirkeklokker til kanoner, men kirkeklokken i Hæstrup kirke blev hængende godt gemt – trods daglig brug – i sin klokkestabel på kirkegården i 700 år.

I år 1900 blev det opdaget, at der på klokken var en lang runeindskrift, som kirkeklokken er blevet “født” med.

Med runer var der på latin en hilsen til Jomfru Maria, frelserens moder, som oversat lyder: ”Hil dig, Maria, fuld af nåde. Herren være med dig, du velsignede blandt kvinder, og velsignet være Dit livs Frugt!”

Derefter står navnet Eskil, som kan være navnet for klokkestøberen eller runemesteren.

Fra ord til andet er indskriften ærkeenglen Gabriels ord til Maria ved Bebudelsen af Jesu fødsel.

Runeindskriften blev opdaget i maj år 1900.

To år senere blev den unikke kirkeklokke overført til Nationalmuseet, hvor jeg har set den flere gange.

Det latinske alfabet ABC blev indført i Danmark sammen med kristendommen, men det hændte alligevel, at der på kirkeklokker, døbefonte og på andre kirkelige genstande blev sat indskrifter med runeskrift.

I min dåbskirke – Rakkeby kirke, 3 km fra Hæstrup – blev der ved en restaurering i 1984 på kalkpudset fundet runeindskrifter, smykket med kors og femtakkede stjerner. Disse runer er fra tidsrummet 1100- 1300.

Lignende kalkristninger er også blevet opdaget i kirkerne i Vennebjerg ved Lønstrup og Tornby ved Hirtshals.

Runeindskrifter, der var gået i glemmebogen, bliver nogle gange ved lykketræf fundet flere hundrede år senere.

Danmarks købstæder har ikke lige så gamle bygninger bevaret som landsbykirkerne, som står i landskabet som en hilsen til os fra dem, som har været før os!

Med Grundtvig synger vi om kirkeklokkens budskab: “Mens som barn på landet jeg var hjemme, julemorgen var mit Himmerig, den du meldte mig med englestemme, kimed klart den store glæde ind.”

Grundtvig sammenligner i salmen kirkeklokkens klang med en engels stemme, der kalder på os, gammel så vel som ung.

Foto: Kirkeklokke fra Hæstrup kirke, nu på Nationalmuseet.

Poul Sørensen

 

“SÅ ER DET NAT I BARCELONA”

Foto: Købmand Aksel M. Jensen ses længst til højre.

Lige inden butikkernes lukketid blev søster Gunhild omkring 1951 sammen med mindre søskende sendt hen til Købmand Aksel Jensen i Rakkeby efter et eller andet til brug ved madlavningen. Jeg var med dengang, fem år må jeg have været.

Jeg husker, at vi gik tværs over pløjemarken om efteråret til købmanden, da det var den nærmeste “vej” derhen.

Da vi nåede frem, var købmanden lige ved at lukke butikken for denne dag, men vi nåede dog at få det, som vi skulle have.

Da vi forlod købmandsforretningen, trak købmanden rullegardinerne for udstillingsvinduerne ned, idet han sagde: “Så er det nat i Barcelona!”

I tiden efter genbrugte lillebror Ingeman og jeg gang på gang dette sære udtryk i let forandret form: Så er det nat i Basselone!

Jeg kan ikke forestille mig, at vi dengang vidste, at Barcelona var en by i Spanien, men vi syntes godt om melodien i det lidt gådefulde udtryk.

Ved søgning på internettet har jeg nu fundet ud af, at udtrykket “så er det nat i Barcelona” stammer fra kortspillet l’hombre, der grangivelig stammer fra Spanien, hvorfra det fra Frankrig kom til Danmark for flere hundrede år siden.

På spansk betyder “hombre” menneske eller mand.

Især i præstegårde blev der tidligere spillet l’hombre. Indremissionske præster har sikkert ikke spillet med, da kortspil var noget af det, som vækkelsen tog afstand fra.

Det eneste kortspil, jeg har set i mit barndomshjem, er æselspillet.

Edvard, vores far, havde i sin ungdom tabt 20 kroner i kortspil. Af denne grund fik han modvilje mod kortspil. Hvis der blev spillet kort i en familieforsamling, trak Edvard sig tilbage.

Han ville hellere ud at se på avlen og besætningen.

Og jeg har heller aldrig lært at spille kort og er fuldstændig blank, når det gælder kortspil af enhver slags.

Det eneste, jeg kan huske om kortspil, er udtrykket “så er det nat i Barcelona”, som købmand  Aksel Jensen i Rakkeby fyrede af som afskedssalut ved forretningens lukketid.

Det er nogle gange de mest mærkelige ting, man kan huske fra sin barndom.

Poul Sørensen

ORD FRA MIN MORS HVERDAGSSPROG

Foto fra 1961: Min mor – Karen Sørensen – ved kagebagning i køkkenet, sammen med sit yngste barn, min lillesøster Anna Birgit.

Sted: “Klarup” i Sønder Harritslev pr. Hjørring, hvor vi boede fra 1952 til 1963.

Min lillesøster Anna Birgit (født i 1951) har været lærer i 40 år på Skolegades Skole i Brønderslev.

Hun bor med sin mand Kalle i Guldager ved Poulstrup.

 

Min mors indkøbsseddel

På min mors indkøbssedler kunne der stå ord som

Husblas, Potaske, Natron, Hjortetaksalt, Sukat, Sæbespåner, Blånelse.

Min mor, der var født i 1911, skrev fortsat navneordene med stort begyndelsesbogstav efter Retskrivningsreformen i 1948 – det samme gjorde Karen Blixen i øvrigt.

Mor skrev hele livet aa for å og skulde, kunde, vilde for skulle, kunne og ville.

Min mor vidste, at husblas skulle bruges som stivelse til for eksempel desserten citronfromage.

Jeg var som barn ren “køkkenskriver” i mors køkken, men som voksen kunne jeg finde på at tænke over oprindelsen til ord som husblas, som vi har fra ældre tysk Husenblase, egentlig “størblære”, dog senere lavet af for eksempel torskens svømmeblære, der blev tørret og anvendt som bindemiddel.

Også ord som potaske og hjortetaksalt lokkede til opslag i ordbogen!

I sit køkken havde mor et dørslag ( jf. tysk Durchschlag, en si), en potageske (en ske til at øse suppe med), en fløjtekedel og en blå kaffekande (en “Madam blå”).

Efter den månedlige storvask ventede der en masse strygetøj, som min mor dynkede (stænkede) med vand inden strygningen.

Jeg fandt ordet “dynke” i en sang fra Rugens Sange (1906) af Jeppe Aakjær (“Jeg bærer med smil min byrde”), som slutter med ordene “Mit hjerte skælver af glæde, blot duggen dynker et strå”.

Det er en fornøjelse at fordybe sig i både hverdagssprog og i poetisk sprog.

Poul Sørensen

 

Jeg siger TILLYKKE med: MØRKELEG

De bedste fester, som jeg kan komme i tanker om, var efterkonfirmationsfesterne.

Det kan jeg sige uden at forklejne selve konfirmationsfesten, som for mig og mine kammerater blev indledt med den højtidelige konfirmation i Sønder Harritslev kirke, den 4. oktober i 1959.

Konfirmanderne på dette konfirmandhold var fra både Rakkeby og Sønder Harritslev.

Vi trådte med konfirmationen ind i de unges rækker, og det betød, at vi begyndte på nye og anderledes lege.

Den leg, som jeg husker allerbedst fra efterkonfirmationsfesterne i hjemmene, var mørkeleg, som nu vist er gået af mode.

Før konfirmationen havde drenge og piger mest leget hver for sig.

Drenge havde leget for eksempel “røvere og soldater”, og pigerne kunne for eksempel sjippe i tov eller spille med tre bolde i luften på én gang.

Med konfirmationen vågnede der gerne en interesse for at lege sammen i fællesskab.

Mørkeleg var for os dengang – omkring 1960 – et godt bud på en fælles leg, som havde den egenskab, at den måske kunne danne kærestepar.

Efter festmåltidet ved en efterkonfirmation hjemme hos en af konfirmanderne – tilberedt af konfirmandens mor som den stolte værtinde – blev der mange steder leget mørkeleg.

Der var i konfirmationsalderen nogenlunde lige mange drenge og piger.

De unge mænd blev ved denne leg placeret i en stor rundkreds med en tom stol ved siden af sig.

Pigerne gik udenfor, hvor de blev enige om, hvilke numre de skulle have.

Så trådte pigerne i flok ind i den mørklagte stue og bekendtgjorde antallet af numre, som kunne benyttes.

Med denne nummerleg fik hver en sidekammerat, som man ikke helt vidste, hvem var.

En sagte hvisken og brug af hænderne afslørede ret sikkert, hvem man havde fået ved sin side.

For at de unge mænd ikke skulle føle sig for sikre på, hvem der skjulte sig bag et bestemt nummer, byttede pigerne i pauser udenfor gerne numre.

Det var tilladt at lægge sin arm op om skulderen på sin sidekammerat eller man sad måske kind mod kind efter nogle runder.

Men alt i alt gik det hele for sig – hvad skal man sige –  “i al ærbarhed”.

Nogle konfirmander sluttede sig undertiden sammen om at fejre en efterkonfirmationsfest i forsamlingshuset.

Sådan et sodavandsbal med dans til orkester var bestemt også festligt og mindeværdigt.

På et tidspunkt kunne lyset blive dæmpet lidt, og så blev der måske lejlighed til en kinddans.

Senere har jeg ved et forsamlingshusbal i Harken set en ungersvend, der dansede med bar overkrop, men så vidt gik det aldrig til ved en efterkonfirmationsfest i et forsamlingshus.

TIL LATINTIME HOS SKOLEINSPEKTØR CHR. BERG

 

I skoleåret 1962 til 1963 var jeg en af eleverne på Hjørring private iRealskole, der blev undervist i latin af skoleinspektør Chr. Berg, en rolig og inspirerende underviser, der altid gik med hvid skjorte og butterfly.

Vi var dengang kun 5 eller 6 latinelever, som kom fra flere klasser.

Jeg husker endnu nogle navne: Lærer Jacobsens datter Else, nu Nordgaarden, Bjarne Christiansen fra Mygdal, Kedda plus endnu et par stykker.

Målet var den lille latinprøve, som vi alle bestod med glans.

Lærebogen var Latinsk Læsebog af Kristian Mikkelsen. Lærebogen blev udgivet første gang i 1878, en begynderbog som efter flere omarbejdelser er blevet brugt i over 100 år.

Skoleinspektør Chr. Berg indøvede læsebogens mange latinske citater med os. Det gjorde han så godt, at vi på stående fod endnu kan citere mange berømte citater, for eksempel “Errare humanum est”, at fejle er menneskeligt – med fortsættelsen “ men at fremture i fejlen er tåbeligt”.

Mange af de latinske citater er kendt også af dem, som aldrig har gået til latin.

Som eksempel vil jeg nævne “Navigare necesse est”, at sejle er nødvendigt. Citatet i sin helhed er mindre kendt: “Navigare necesse est, vivere non est necesse”, at sejle er nødvendigt, at leve er ikke nødvendigt.

For at kunne forstå, hvad det latinske citat betyder, må man gå tilbage til det øjeblik, da en romersk general i en bestemt historisk situation råbte til en skibsbesætning. Den romerske general Pompejus den Store havde rejst fra sted til sted i middelhavsområdet for at skaffe korn til Roms store befolkning, der var på randen af hungersnød på grund af krig.

Netop som et skib lastet med korn skulle sejle fra den romerske provins i Nordafrika, blæste det op til en orkanagtig storm på Middelhavet.

Det var ikke et vejr at jage en hund ud i. Men med tanke for Roms sultende befolkning gav Pompejus trods stormen ordre til at sætte sejl og begive sig ud på havet, idet han råbte til skibsbesætningen: “At sejle er nødvendigt, at leve er ikke nødvendigt!”

Ordene, som er henvendt til skibsbesætningen, som med fare for deres liv nu skulle sejle af sted med den livsvigtige kornlast, kan forstås i lyset af salmeordene “Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder!

Da er livet ej så svært, døden ikke heller.”

I middelalderen valgte Hansestædernes sejlende købmænd det berømte latinske citat som motto. Meningen med valgsproget er, at fællesskabets interesser går forud for den enkeltes.

Grenaa Gymnasium og HF har ligefrem valgt det latinske citat som motto i deres logo!

Midt under besættelsen udgav Kaj Munk en nytårsbog med titlen “Navigare necesse est” med undertitlen “12 digte om Danmark”.

De nævnte salmeord gik i opfyldelse for Kaj Munk selv: “Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder!”

Foto (1965) af lærerstaben på Hjørring private Realskole. Skoleinspektør og latinlærer Chr. Berg ses yderst til højre på forreste række.

Billedet er fra arkiv.dk. Her kan man se navnene for lærerne på dette fotografi.

Kommentarer fra FB

Dorte Kobbeltvedt Madsen

Jeg blev ramt af lykke da jeg mødte latinen i folkeskolen. Havde en pragtfuld lærer hvis navn er smuttet, men Mikkelsens ordlister og syntaksindføring åbnede en ny verden for mig. Siden blev det græsk hos Andreas Simonsen og latin hos Jens Vanggard på Zahles.

Dorte Kobbeltvedt Madsen Fra 1971 gik jeg til latin og græsk hos lektor A. Kragelund på den gamle Metropolitanskole (Metropolitan anneks).

I studietiden læste jeg Det Nye Testamente sideløbende på græsk og latin i en dobbeltsproget tekstudgave. Skønt!

Især NT på græsk har fulgt mig lige siden.

Jeg bruger stadig en udgave med NT på græsk og latin.

Tak for dit vidnesbyrd om lykken, som ramte dig, da du mødte latin i folkeskolen!

AMOR OMNIA VINCIT.

Poul Sørensen Ja, go’e gamle Kragelund oplevede jeg også dengang som underviser i klassisk græsk!

Lisbet Foss

ligner til forveksling lærerkollegiet på Østre Borgerdyd… Italia terra est, Sardinia insula est osv.

Lisbet Foss De første sætninger i Latinsk Læsebog.

Vores latinlærer underviste også i fransk. På sine ældre dage blev Chr. Berg udsendt til Nigeria af Mission Afrika som lærer.

Han boede til sidst i Ordrup ved København.

Lisbet Foss

4.mellems latintimerne var spændende og pludselig forstod man fremmedordene.. – På Ø.B. fik jeg rektor Per Krarup i latin og lektor Hjortsø i græsk: Peter P. Rohde i dansk, salig ihukommelse..

Elna Lindenborg Jensen

Jeg bestod også den lille latinprøve på Dybvad Realskole i 66

Poul Sørensen

Elna Lindenborg Jensen Latin er eller var nyttigt for sygeplejersker.

Der har været udbudt kurser i “lægelatin”.

Elna Lindenborg Jensen

Åh ja!, men også godt omkring grammatik.

Og ja!, jeg husker stadig latinske navne fra anatomi og sygdomslære – 50 år efter, man terpede.

Poul Sørensen

Elna Lindenborg Jensen Jeg har hørt en oversygeplejerske på Frederikshavn Sygehus på en stuegang bruge det græsk-latinske lægeudtryk “præputium fimosis”, for at patienterne på stuen ikke skulle kunne afkode udtrykket, hvad jeg faktisk var i stand til!

Elna Lindenborg Jensen

Poul Sørensen Den gik ikke – der var en sprogkyndig til stede

Villy Schmith

Min interesse for latinen begyndte med en dygtig lærer på Nyboesgades Skole i Vejle, Fredy Jensen og udviklede sig yderligere, da jeg fik Anne-Geske Kristiansen (f. Glahn) som latinlærer i 2. G. på Rosborg Gymnasium. Vejen var banet for Klassisk Filologi på Aarhus Universitet.

 

 

 

Blyanten, der rejste!

Af Carter Grøngaard, Aalborg, der i 1957-63 var lærer ved skolen i Voerså. I 1963-72 virkede han som konsulent for specialundervisning i Hjørring Amt og indtil 1986 som amtspsykolog i Nordjyllands Amt. Her fortæller han om sprog-oplevelser i Vendsyssel.

Har været udgivet i Vendsyssel-Gildet – skrift nr. 9 – 1993

At en blyant kan rejse,

vidste jeg ikke, før jeg for første gang stod som lærer i en 1. klasse i en ny og vel en af de første centralskoler i Vendsyssel. Skoleåret var lige begyndt, og både børn og lærere var fremmede for hinanden.

Pludselig så jeg en dreng ligge og rode på gulvet under sit bord, og da jeg spurgte ham, hvad han lavede, var svaret: >>Mi blønt æ ræsen o æ gwol«. Efter at have gentaget spørgsmålet, fordi jeg ikke havde opfattet det, og fået samme svar, arbejdede min hjerne på højtryk. (Hvem var mest nervøs, børnene eller den nye lærer, er ikke godt at v de). Jeg kunne da nok regne ud, hvad ordene betød på almindeligt dansk. Men, tænkte jeg, det lyder underligt, at en blyant rejser. Mon han måske mener noget helt andet? For hvis en blyant ligger på gulvet, måtte den efter min tillærte sprogbrug, enten være trillet eller faldet derned.

Dette var indledningen til mange herlige sprogoplevelser i det vend- sysselske og også til en større sproglig tolerance, der i denne sammenhæng kan sammenfattes i, at det jo kan være lige meget, om en blyant rejser, triller eller falder på gulvet, bare man finder den igen.

Mange udtryk var helt ukendte for mig, men det var dejligt at høre ægte uforfalsket dialekt.

Jeg mindes også, at jeg var lidt bekymret for, om de nye centralskoler ville betyde en udvanding af dialekterne, ja måske enddog deres

undergang. Det kunne i hvert fald ikke undgåes, at de i skolen måtte skubbes i baggrunden, når børnene foruden et alment dansk også skulle lære engelsk, tysk og måske fransk.

Det må have været en til tider svær overgang for børnene. De nye sprog gav dem virkelig meget arbejde. Ikke ret mange, om nogen, havde fjernsyn dengang, og radioen var, sammenlignet med i dag, et meget begrænset tilbud, så de havde næsten udelukkende hørt deres hjemmesprog. Tænk, hvor meget et lille sprogområdes børn må bruge af tid og flid for at kunne sætte sig i stand til at kommunikere med udlændinge, og hvor megen tid store sprogområders børn må have til andre gøremål!

Svært er det dog stadig at forstå landsmænd, når de udfolder sig med deres hjemstavns ægte dialekt. Jeg kunne i hvert fald ikke forstå ret mange af de eksempler, der skulle gættes på, da Nordjyllands Radio i foråret havde en udsendelsesrække sammen med de øvrige regionalradioer fra de forskellige dele af landet.

Vendelboerne prøvede da også, i al godmodighed, at drille mig med, at jeg stakkel jo ikke kunne forstå, endsige snakke det, som de syntes var det ædleste af alle sprog, Vendelbomålet.

Således skulle jeg en dag, da jeg var i den lokale bankfilial, prøves af, efter at jeg havde fået at vide, at >>Do fåstor jo intj ret møj af det, wi snakker”. Nåh, det syntes jeg nu nok, at jeg efterhånden var blevet ret god til »>We Do da kaske, hwa ande-go-jas«< betyder?

Fra den lille latinprøve kunne jeg huske, at ante betyder før, og med min families dialekt i erindring, kunne jeg prompte svare: »Det betyder i forgårs aften<«<,

De to bankfolk var, omend slet ikke slået ud i 1. omgang, så dog synligt imponerede af min hurtige parade. Men så spurgte den ene med et listigt smil om læben: »Do we måske ow hwa prensler er«? Det vidste jeg ikke at prensler for vendelboere er det samme som seler for os andre. Men med stillingen 1-1 forlod jeg dog lokalet med oprejst pande.

Jeg husker den første gang, jeg blev stillet over for et dialektord, jeg aldrig havde hørt før. Jeg var omkring 10 år gammel. Min far sendte mig hen til nogle venner, hvis datter var syg og sengeliggende, og lige før jeg skulle til at gå ud af døren med de bananer, jeg skulle give hende, råbte han: »Husk nu at sige, at vi håber, hun snart kier sig«. Jeg spurgte ikke om, hvad det betød, for forklaringen var nærliggende. Men det var først flere år senere, da jeg stødte på det latinske ord guesco, der betyder at komme sig, og det tilsvarende franske guéerir, at jeg kom til at tænke tilbage på hændelsen med det danske dialektord kier.

Dialekter er ikke tillærte. De er en del af identiteten. De er hjertesprog. En dialekt, et sprog, kan være meget enkel for en familie, der lever isoleret. Der er ikke behov for så mange sætninger. Det tænkte jeg på -fordi jeg tidligere havde bemærket det – da jeg engang skulle undersøge en lille fyrs intellektuelle formåen. Jeg stillede ham det enkle spørgsmål, blandt mange andre: »Hvad er en mor«?

>>Tøfler«<, svarede han. Jeg skrev det ned og grundede bagefter noget over dette for mig mærkelige svar, indtil det gik op for mig, at svaret var selvfølgeligt: En mor, det er hende, der koger tøfler, kartofler. Det er jo en næsten daglig nødvendig forteelse, og hvis ikke mor kogte kartofler, hvordan skulle han så få sin middagsmad?

Som dreng oplevede jeg de store dialektforskelle mellem Øst- og Vestdanmark, nærmere betegnet mellem københavnske dialekter og den dialekt, der taltes i Vestjylland der, hvor jeg voksede op.

Når sommerens særtog med københavnerbørn en eftermiddag, som var imødeset med længsel og forventning, ankom til vores station ved den vestjyske længdebane, steg en lille flok blegnæbbede tynde piger og drenge ud. De havde papskilte i bånd om halsen med eget navn og adresse på deres sommerferieværtsfolk. Vi, der var mødt talstærkt op for at beskue disse ukendte væsener, der kom så langt væk fra, var interesseret, afhængig af om ‘vi’ var pige eller dreng, i, om fordelingen var nogenlunde retfærdig, i, hvordan de så ud var der mon nogle pæne piger imellem eller drenge, der kunne formodes at kunne spille fodbold? Vi bemærkede også, at det var så som så med snakken.

Men det varede vist ikke længe, før sprogbarriererne var passeret, og selv vi sindige drenge måtte give op over for de slagfærdige rapmundede fra den københavnske stenbro.

Ved feriens afslutning, når særtoget gik den modsatte vej, var der derfor såvist ingen mangel på ord mellem de to parter, der begyndte med at være så sproglig fremmede over for hinanden.

Den sproglige tolerance er øget meget i de senere år. Hvorfor, kan man gætte på. Uden tvivl har radio og fjernsyn, med mange forskellige menneskers snak, udsendelser fra alle egne af landet osv, haft deres store andel. Vi har fået kendskab til så mange slags dansk, som vi kun sjældent kunne opleve dengang, da verden var så enkel, at der bare var to slags mennesker: De, der snakkede fint, dvs. sagde Jæ/Jeg om sig selv, og så de andre, der snakkede bondsk, dvs. sagde A.

Det har også i høj grad været kunstnernes fortjeneste. De har kunnet komme med budskab eller måske blot underholdning på deres hjemstavns dialekt på en måde, så det har fænget. I hvert fald er den sproglige opmærksomhed og interesse tydelig.

De dage, da der var noget, der hed Rigsdansk«, dvs. politikernes oplæsning af deres manuskripter, som de var bogstaveret, og hvor – oftest det jyske mål var tydelig, er forlængst blevet historie. Heldigvis, for det lød ikke kønt og slet ikke ægte. Men det var da prisværdigt, at politikerne gjorde sig umage for at blive forstået!

Som født i Vestjylland synes jeg, at nogle dialekter har været meget foretrukne frem for andre. Især dem med melodi på, fynsk og andre ø-sprog. De er jo så milde, modsat vestjysk, som nok i grunden lyder lidt ‘knarvornt’.

En rangorden har der været. Sjællandsk og fynsk har f.eks. oftere været skuespillersproget, når nogen skulle forestille at være fra bon- delandet, end andre dialekter.

Et eksempel på en ‘omvendt’ rangorden, som forekom pudsig, oplevede jeg, da min søn i den første vinter i Vendsyssel sad på sin slæde, som blev trukket af hans barnepige. En ældre kone standsede op og sagde venligt: »Nå, do hår nok fåt en fin ny kjilk, bette knejt«<, »Det er ingen kjilk, det er en slæde«. svarede den urokkelige lille fyr. »Ha, ha, ja fin folk fin sager«, sagde konen lidt spidst og havde selvfølgelig ikke længere lyst til at være venlig.

Ingen dansk dialekt er vel engelsk nærmere end jysk. Der er mange eksempler på udtale af ord og vendinger, som er om end ikke enslydende, så i hvert fald tæt på. Et eksempel, jeg stadig husker fra min skoletids lærebøger, er en oversættelse af »Kong Kristian stod ved højen mast« til »>King Christian stood by the lofty mast«. De slagne fjenders råb i 7. linie, 1. vers, er blevet til: »Fly, fly, he, who can<<!

Blandt andre havde digteren Jeppe Aakjær blik og sans for slægts- skabet mellem de to sprog. Vi kender vel især gendigtningen af »Should auld acquantance be forgot« af den skotske digter Robert Burns til »>Skuld gammel venskab rejn forgo«<. Der er dog her tale om en ‘oversættelse’ fra skotsk folkemål. Den er blevet en evergreen, en stedsegrøn, der synges af alle danskere, når de føler en samklang, et fællesskab og tager hinanden i hånden i glæde over at være sammen. Og det er netop noget væsentligt ved at tale dialekt og ved interessen i at bevare dialekterne: En trang, en følelse i hjertet, hvadenten det er den ene eller anden dialekt, det drejer sig om. Man kan nemlig ikke tale dialekt med forstanden, for så bliver den et kunstsprog.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Gruntdvigs ord, selv om de selvfølgelig er for store at bruge lige i denne sammenhæng: »Modersmål er det kraftens ord, som lever i folkemunde«.

Sproget er et af de vigtigste elementer i vor kultur. Vi skal skønne på det og værne om det.

 

Af Poul Sørensen, Værløse

FOTO: Karen hjemme i den pæne stue.