I sidste halvdel af 1800tallet lagde man jævnligt mærke til en gammel original, der havde sin gang i sognene omkring Hjørring.
Han gik under navnet ”Klinkeren”, fordi hans bestilling hovedsageligt bestod i at reparere beskadiget stentøj.
Han ankom regelmæssigt en gang om året til hvert sogn, og havde altid et bestemt tilholdssted i de dage, opholdet varede.
I Tornby indlogerede han sig gerne i ”Vadsager”, hvor han skulle dele natteleje med tjenestekarlen.
Denne var naturligvis ikke særlig lysten i det natlige fællesskab. De skulle jo ligge i samme seng, og karlen fandt engang på en skummel plan for fremover at slippe for at dele seng med ”Klinkeren”.
Da de en sen aften gik til ro, bandt karlen, som i øvrigt var noget af en gavtyv, alle sine klæder sammen i en bylt, som han derefter hængte op på et søm i væggen lige over sengen, og lagde sig til ro.
Der blev ”Klinkeren” nysgerrig, og spurgte hvad disse anstalter, skulle betyde, noget sådant havde han aldrig oplevet før.
Det kan du tidsnok få at vide, svarede karlen hemmelighedsfuldt, i det han greb et ladt jagtgevær, og satte indenfor rækkevidde.
Der gik kun nogle få øjeblikke, før der hørtes en svag puslen oppe på de skrøbelige loftsbrædder over karlekammeret.
Støjen tog til, og endte i et frygteligt spektakel.
Pludselig rejste karlen sig op fra sengen, og greb bøssen, om han affyrede ud i rummet, i det han råbte ”vig fra mig, vig fra mig”.
Den arme sengekammerat var lige ved at gå ud af sit gode skind af skræk, hviskede i dødelig angst, ”mon skidteriet nu er væk”.
Nej, nej forsikrede tjenestekarlen, det viser sig nemlig hver aften hele tre gange, der er altså endnu to gange igen, og således må jeg arme menneske døje aften efter aften, før der kan levnes mig tid til en smule søvn.
Jeg kan i øvrigt mærke, at spøgeriet bliver værre.
I samme øjeblik hørtes endnu et nyt rabalder på loftet endnu værre end det foregående, som fik ”Klinkeren” til at gemme sig under dynen.
Det blev sidste gang den gamle original ”Klinkeren” bad om logi i ”Vadsager”, så karlen blev for fremtiden sin uønskede sengekammerat kvit.
Forklaringen på spøgeriet var selvfølgelig ligetil, for det var to af karlens kammerater, som ifølge aftale havde påtaget sig ”gengangerens” rolle og på den måde, rakte ham en hjælpende hånd.
Missionen lykkedes.