Kategori: Historier fra Brønderslev

Af: Peder Jensen Kjærgaard

som har skrevet En hilsen til bogbinder Poul Marlo Madsen, Brønderslev

Denne lille fortælling er udgivet i 1939 i 50 eksemplarer.

Lad Skæbner graane din Himmel,

  hvad der var lyst engang.

  inderst i Hjertets Grube

  gemmer i Mørket en Sang.

  Sangen om det forgangne

   i Dagenes dybe Sø,

   der tabtes Evighedblomster  –

   Mindet, som aldrig kan dø,                 

             (Bent Stenberg).

Paa den mørke Vildmose, fjernt fra menneskelige Boliger, hvor Blæsten hviner og Uglen tuder, her finder vi endnu noget af de store Vidders Ensomhed.

Paa lyse Sommerdage, naar Solen hæver sig op i Gryet i Øst, kan der over den store Flade være spændt et Net af Spindelvæv, hvori Dug- draaberne tindrer i alle Regnbuens Farver. Og op fra Lyngen stiger en lillebitte Prik: Den graa Sanglærke, der baskende med Vingerne skruer sig højere og højere opad, mens den synger sin Jubel ud i den gryende Morgen.

Der hvor Mosen holder op, og Agerjorden begynder, driver det ved Høstens Tid med Dufte af modnende Korn. Da er det ogsaa paa den Tid, Mosen klæder sig i Festskrud. Saa langt Øjet ser, lyser Lyngens rødbrune Blomster, og Humlebierne svirrer brummende fra Blomst til Blomst og suger af de fyldte Kalke, Over den kilometer lange Strækning af gamle Tørvegrave, hvor Stargræsset vokser stridt og frodigt, lyser Kæruldens hvide, silkeblade Blomster op i alt det sorte, et bølgende Hav af hvidt. Langt ude, dér hvor Kimingen gaar i et med det uendelige Rum, flimrer Lokesæden mens Gederamsen, de mandshøje Stængler med de skinnende røde Blomster flammer som en Brand over det….

Men naar Efteraaret sætter ind med stride Byger, og Skyerne i stormfulde Kast jager hen under Hvælvet, brølende som en Horde af onde Aander, der jager hinanden, er Vildmosen Mørkets Hjem, der avler Tungsind. Saa går Brokken i Hi, og Trækfugleskaren drager søenderud mod blidere Egne. De skriger i Angst og Forventning ud i den mørke Nat. En enkelt Fugl styrter med bristet Hjerte ned mod den ribbede Lyng. Bare et Suk som fra en Sjæl i Ned og Vaande, mens Flokken fortsætter som en susende og skrigende. Fanfare, der stævner mod Lyset eller Udslettelsen…

Hertil kom for mangen Herrens Aar siden en underlig Mandsling pamprende hen ad den sandede Vej fra Brønderslev, gennem Landsbyen Øster Hjermitslev ud til Moselandet. Det var om Foraaret, ude over Kærene boltrede Viberne sig i Parringsleg, og Lærkerne sang. Men han hørte ikke hverken Viberne, Lærkerne eller Vindens kælne Susen i de forvitrede Graaris, for han var tunghør. Men han knyttede Næverne, så Musklerne spillede i de senede Arme. Her var noget. for en rask Mand at tage fat paa.

Denne Mand var Laust Mogensen, der i en Menneskealder, i to Menneskealdre, kommer jo an på, hvor længe man lever, har været kendt under Navnet Mose-Laust.

I sin Ungdom rejste Laust sammen med sin Kone til Amerika, for der – i det den Gang forjættede Land at skabe sig en Fremtid. Nu var han altsaa kommet tilbage. Men Konen var ikke med; hende havde han mistet derovre i det fjerne Vesten. Nu gik han her med sin Søn ved Haanden, en Dreng paa en halv Snes Aar. Laust var rejst til Amerika fyldt af Haab… og nu en slagen Mand, der tilmed var blevet stærkt tunghør.

Kort Tid efter saa man Laust med sin Trillebør komme kørende oppe fra Landsbyen, hvor han fra en Byggeplads havde tigget sig noget Skrammel. Folk, der skulde i Mosen efter Tørv, fik hurtigt Forklaringen. Laust var ved at bygge sig en Hytte derude paa Ødet, hvor der var omtrent en Fjerdingsvej til nærmeste Nabo. Inden længe, saa man de graa Lermure vokse, indtil de havde en passende Højde. Og en Dag var der stablet noget. Sprinkelværk til Spær og Lægter ovenpas. Paa Dage efter var Huset tækket med et solidt Lyng- tag. Da Vildgæssene om Efteraaret i larmende Kiler sagte ud til Gasselunerne, de tre dybe Søer midt ude i Moselandet, var Hytten saavidt færdig, at Laust kunde flytte ind med sine faa Ejendele. Det ligger nu saadan noget som fyrretyve Aar tilbage i Tiden.

De første mange Aar ernærede Laust sig som Daglejer paa Omegnens Gaarde. Da der ofte var milelangt til Arbejdspladserne, blev det tit en træls Vandring Morgen og Aften. Men hjemme i Mosehuset ventede der ham den Fred og Hygge, han længtes imod, da han, fattig og ene, så fattig, som et Menneske snart kan blive, vendte tilbage fra Amerika.

Men her havde Mose-Laust endelig fundet sig et Fristed for sine forpinte Tanker. Og omsider fandt han ogsaa den Kvinde, der vilde dele alt sammen med ham.

Laust saa Grøde og Frugtbarhed i sit Spor. Her tænkes ikke alene paa den store Børneflok, der voksede op i Mosehuset, men ogsaa paa alt det andet Smaakravl, Geder, Høns, Kaniner og ænder, Duer, Hunde og Katte, som det vrimlede med. Senere da han havde faaet Jord opdyr- ket fik han også Kreaturer.

Vi travle Mennesker af det tyvende Aarhundredes forcerede Jag kan vist have godt af at standse lidt og se, hvad Laust Mogensen i en Menneskealder fik udrettet. Nu, vi ser Store Vildmoses tusinder Tønder Land med frodig Græsmark, synes hans Værk næsten så intetsigende, men Mindet om den ufortrødne Slider bør dog leve og fremhæves, naar Vildmosens Historie engang skal skrives. Fem Tønder Land af Mosen fik Laust sat i Kultur uden anden Hjælp end sin Spade og sine grove Næver. Hvem fatter, hvor mange Spadefulde Jord der skal løftes for fem Tønder Land er kulegravet? Der var alenhøje Tuer med stridt Stargræs, Vildnis af Birke- og Graariskrat at planere, dybe Grøfter blev gravet og Sandet kastet ind over den sprøde Tørvejord… Nej, vi fatter ikke, hvad det har kostet af Slid og Udholdenhed at rane fem Tønder Agerjord fra Urmosen. Det er om disse. Sliddets Børn, Skjoldborg saa smukt har sunget i Husmandssangen,

Skønt Mose-Laust aldrig naaede at frigøre sig for Fattigdommens snærende Baand, var Mosefamilien uden Tvivl en af de lykkeligste dèr paa Egnen. Der er vist aldrig nogen, der har hørt Laust klage og jamre, og dét vil nu ikke sige saa lidt. Gennem mange Aar var jeg en jævnlig Gæst i Mosehuset. Der befandt jeg mig altid vel, Saa sad Laust og jeg og raabte til hinanden. Thi trods det, at han paa mange Maader nærmest var en Særling, sad der alligevel et kløgtigt Hoved paa ham. De, der troede, at Laust var noget til en Side og behandlede ham derefter, blev som oftest belært om noget andet. Jeg har tit grundet

over hvordan han, der ikke engang havde Råd til at holde en Avis, kunde vide  så god besked om alt. Det maatte være Børnene, der fortalte ham alt, naar de om Søndagen kom hjem på Besøg. Han havde som sagt langt til Naboer, og de kom ikke til ham, og han heller ikke til dem. I Hjemmet havde han alt, hvad han havde behov. Det var rørende at se det smukke Familieforhold: Søndag efter Søndag kom Børnene cyklende på Besøg i det fattige Hjem.

Da jeg i 1933 rykkede mine Teltpæle op og flyttede til Fredericia, var nogle af de sidste jeg tog Afsked med af gamle Venner, da også Familien i Mosehuset.

Da jeg skulde afsted, knugede Laust min Haand, og det bævede om min gamle Vens Mund, idet han sagde:

Du vil komme til at længes efter din Mor, bitte Per.”

Tror du,” sagde jeg og smilte.

Ja det skal a low dig, svarede han omgående. Og så Mosen… hvordan vil du kunne undvære vor Mose?”

Dertil fandt jeg intet at svare, for vi, Vildmosens Børn, kan rejse hvorhen i Verden vi vil. Ingen Plet er hellig som Barndomsriget, Mosen med det vilde Navn. Hver Sommer, naar jeg var hjemme paa Ferie, var en af de første jeg besøgte naturligvis Mose-Laust. Og hver Gang gen- tog det samme sig.

Savner du alligevel int Mosen. Per?”

Det er snart det eneste, jeg virkelig savner,” svarede jeg så.

Jow, a kund’ nok tænk’ det,” sagde Laust saa. Vi her fra Mosen kan nu int føle os hjemme andre Steder end her… Jow, a sagde det også til dig inden du rejste, at du vil komme til at længes. Nej, a kund nu heller aldrig find mig i at bo andre Steder.”

Ja, naturligvis besøgte jeg Laust i Sommer. ferierne. Saa eftersaa vi, som saa mange Gange før, det hele: Køerne og Studen, Hønsene og Kaninerne, og bagefter gik vi ud over Agrene. Var Vejret godt fortsatte vi gerne ud i Urmosen, hvor vi satte os paa en Lyngtue. Der sad vi saa og saa os glade paa dette vidunderlige Landskab, der blev vort..

Saadan vil jeg helst mindes ham, min gamle, tunghøre Ven, siddende paa en Tue med blomstrende Lyng eller Stargræs og silkebløde Kær uldsduske, skuende ud over den milestore Mose, dette Landskabs Natur, der gennem mange Aars Samleven havde sat sit Præg paa ham, til han selv var en Del af Urmosen. Jeg har næsten aldrig kendt nogen, der levede i saa intim Forbindelse med Naturen som Mose-Laust. Han blev aldrig af dem, der trak det tunge Læs for Samfundets knirkende Vogn. Heller ikke indenfor Dansk Tunghøreforening har han sat sig det ringeste Spor. Han var bare en jævn Mand, en af de mange tunghøre, der aldrig har tragtet efter at gøre sig bemærket. Men han var et lysende Eksempel paa, at selv den, der skal gaa gennem Livet med lukkede Øren kan skabe sig Harmoni og Livsglæde, som stiller alt andet i Skygge. Derfor skal han mindes her i Tunghørebladet, skønt han sikkert vilde have protesteret, hvis han kunde have set det.. Mose-Laust var ikke af dem, der vilde gøres Stads af.

For nu er han ikke mere blandt de levendes Tal. Jeg vil ikke mere komme til at se ham, stirrende ud over Ødet dette Landskab, der havde præget ham saa stærkt. Hans Navn og Virke vil vel ikke være kendt af den Slægt, som følger efter. Derfor skal han mindes her, den gamle, trofaste Slider, en af Store Vildmoses sidste ægte Børn.

Er fra 1950 og udgivet som privattryk nr. 38 udgivet i 150 eksemplarer, som indeholder en fin tegning til hvert lille digt som er skrevet af  Peder jensen Kjærgaard og skrevet af  Henry Vilsbæk

Dette  eksemplar er forsynet  med en personlig hilsen til bogbinder Poul Marlo Madsen og hustru, Brønderslev, som uden tvivl har stået for indbinding af forfatterens bøger:

Historien om den  kendte

forfatter Peder Jensen Kjærgaard

fra Øster Hjermitslev            

Her fortælles om forfatteren Peder Jensen Kjærgaard, da han, fremfor nogen anden, var vildmosens digter. Samtidig kan det medvirke til at skabe et bredere kendskab til forfatteren og hans produktion, idet en oversigt over hans romaner og ligeledes nogle af hans digte sidst i denne artikel,  giver læserne et indblik i forfatterens tornebestrøede vej til det fjerne mål, at skabe sig et navn som forfatter, hvilket mål han nåede 12-14 år før hans død i 1959.

Kjærgaards hjem

PEDER JENSEN KJÆRGAARD

blev født d.20. marts 1898 som søn af Karen Margrethe og Jens Jen- sen, der ejede “Bojgården” i landsbyen Øster Hjermitslev ved den nordlige rand af Store Vildmose.

Der stod ikke skrevet ved Peders vugge, at han senere skulle blive en landskendt meget læst forfatter.

Det var derimod forudbestemt, at han som søn af en estimeret gårdmand, skulle træde i forfadrenes spor og ligesom dem blive landmand og naturligvis, som skik var dengang, senere selv blive ejer af en gård.

Dette ønske fra forældrenes side gik også i opfyldelse, men med megen ringe succes, da Peder hverken havde lyst eller interesse for landbruget og havde desuden langt fra kræfter til det, på grund af dårligt helbred.

BARNEÅRENE:

Peder begyndte sine første skoleår i Øster Hjermitslev skole og mens han gik i skole her, besluttede han at han ville være digter, selv om hans første forsøg i digter kunsten og hans første honorar herfor, honoreredes med en kraftig lussing af hans lærer, der opdagede, at Peder havde været så letsindig at digte et i øvrigt ganske uskyldigt vers, som han havde skrevet på sin tavle i timen.

Selv om Peder havde fået lussinger før, af læreren, så blev det efter denne dag til end nu flere. En begyndende dårlig hørelse gav anledning til yderlige lussinger og tærsk, af en uforstående lærer, der med slående argumenter krævede af Peder, at han skulle høre efter, da han mente, at Peder godt kunne høre når han ville.

Det endte derfor også med, at Peders forældre tog ham ud af skolen, hvorefter han kom til at gå i privatskole i Brønderslev hos Helene Sørensen, Hun havde mere forståelse for Peders problem.

Peder følte selv skoleskiftet, som at komme i paradis.

Foruden at passe sin skolegang, var Peder om sommeren hyrdedreng på faderens gård. Hans ønske om at blive digter var dog udforuet minsket og i forbindelse hermed, var hans store ønske at komme til at eje et par bøger.

For sine spareskillinger drog han derfor en dag til boghandleren i Brønderslev og kunne derefter hjemføre ikke alene to, men hele fire bøger. Det var en festdag for Peder, der da var 10-12 år gammel.

Da han efter sin konfirmation kom ud af skolen, sluttede også det frie hyrdeliv, for nu skulle han til at være karl på faderens gård.

Efter nogle års forløb voksede trangen til at digte op i ham og da kunne det hænde, at medens han gik og pløjede, kunne han standse dette arbejde et øjeblik for at skrive nogle rim ned på det stykke papir, som han med samme formål gik med i lommen.

UNGDOMSÅR OG GIFTERMÅL:

P.J.K.s.  hørelse var samtidig i tiltagende og han besluttede sig derfor til at tage et kursus i mundaflæsning på Statens Høreinstitut i Fredericia.

Han var på det tidspunkt først i tyverne.

Ungdomsbillede af Mary og  F.Jensen Kjærgaard.

På høreinstituttet mødte han samtidig sin skæbne i form af den unge Mary Korsgård, der var fra Tvorup-Vogn sogn i Thy. Hun var også hørehæmmet og deltog af samme grund i dette mundaflæsnings- kursus.

De fik sympati for hinanden, en sympati der efterhånden udviklede sig til, at de ville dele deres fremtid sammen.

Nu var tiden derfor inde til at P.J.K. skulle have sin egen gård og med giftermålet for øje overtog han “Kjærgaard” i Øster Hjermitslev. Vielsen fandt sted i Thisted kirke d.11. april 1925 og de nygifte flyttede derefter ind på “Kjærgaard” som nybagte gårdejere, selv om P.J.K.s lyst til og interesse for landbruget var blevet endnu mindre.

Inden sit giftermål, havde P.J.K. nået at skrive adskellige digte og en dag lagde han dette stabel digte på bordet foran daværende fatter, Thomas Olesen Løkken og bad ham bedømme digtene.

Det var med betinget ros, at Th. Olesen Løkken sagde: “Ja, du kan nok rime, men der mangler indhold  –  indhold forstår du”.

Var det ikke andet, så mente P.J.K., at det nok skulle kunne ordnes, men det viste sig imidlertid, at når et digt skulle have indhold og mening, så var det næsten umuligt samtidig at skabe rim og rytme.

Efter et par brevvekslinger med Th. Olesen Løkken foreslog denne, at P.J.K.skulle gå over til prosaen.

Det var et hårdt slag for P.J.K., der altid havde forestillet sig, at det var gennem lyrikken han skulle forsøge at skabe sig et navn.

Efter at have gennemtænkt dette forslag i et par år, besluttede han sig alligevel til at forsøge sig med prosaen, for når en så stor lyriker som Jeppe Aakjær kunne nedlade sig til at skrive prosa, så kunne han vel også og det gik han så i gang med.

Efter overtagelsen af “Kjærgaard” kunne P.J.K. nu komme til at dyrke sin store interesse  –  at skrive.

Herom har han selv fortalt: “Det var her, jeg for alvor begyndte mit forfatterskab. Her stred jeg den forfærdelige kamp med formen og stoffet. Skrev og skrev  –  og lod landbruget skøtte sig selv. Ikke så sært, at vi til sidst blev jaget ud… Men da havde jeg allerede skrevet romanen (Goddag igen), som jeg debuterede med året efter”. (1933)

Sin egentlige debut som forfatter, fik han med novellen “Her mødes alle veje” der var i Vendsyssel Tidende d. 15. december 1928.

På det tidspunkt hed han Peder Jensen, men da han i julen 1929 udsendte denne novelle sammen med en anden novelle, som sit første privattryk, havde han antaget forfatternavnet Peder Jensen Kjærgaard og havde altså taget gårdens navn som sit efternavn. Privattrykkets titel var “Fra ødemarkens rige”.

Forud for udgivelsen af hans første bog, lå der foruden den svære kamp med stoffet, også en kamp mod kreditorerne, der blev mere og mere pågående. i deres krav om at se penge, som P.J.K. havde vanskeligt ved at vise dem, da han havde så få af dem. Dertil kom hans kamp med sygdom og dårlig hørelse.

Inden hans debutroman udkom, havde han skrevet et par romaner.

Manuskriptet til den første bog bad han daværende forfatter, Jens Thise, som han nu havde lært at kende, læse og give sin kritik af den. Jens Thises kritik faldt heldigt ud, men mente dog, at der var nogle svage punkter i det, men også partier, der efter hans mening stod meget højt.

Efter at P.J.K. havde omarbejdet og forkortet manuskriptet, sendte han det derpå ind til et forlag.

Efter nogen tid kom det tilbage fra forlaget, der med beklagelse måtte meddele, at det desværre ikke kunne påtage sig at udgive bogen.

Gennem et års tid sendte P.J.K. manuskript til andre forlag, men med samme negative resultat. I mellemtiden havde han skrevet manuskript til en anden bog, men det led samme skæbne som det første.

Nu var P.J.K. næsten ved at opgive håbet om at få en bog udgivet, da han af en lærer på egnen, blev gjort opmærksom på, at der i Esbjerg var en litterært ung mand, som måske kunne hjælpe ham.

P.J.K. satte sig i forbindelse med manden, som viste sig at være Julius Bomholt, der på det tidspunkt var tilknyttet Socialdemokraten som boganmelder.

Aftalen mellem de to blev, at P.J.K. skulle sende Bomholt manuskriptet til sin tredie roman, til bedømmelse.

Bomholt læste derpå manuskriptet og gav ham en fin anbefaling med til Nyt Nordisk Forlag, der med denne anbefaling som baggrund, straks antog manuskriptet til udgivelse.

Det var i 1932 og året efter udkom så hans debutroman “Goddag igen”.

Foruden besværet med formen og stoffet og sin manglende lyst til og interesse for landbruget, måtte P.J.K. også finde sig i sine bysbørns for- argelse, da de opdagede, at han hellere ville sidde inde ved sit skrivebord og skrive, fremfor at passe sit landbrug.

Herom har P.J.K. selv fortalt: “Jeg husker end- nu hvordan mine bysbørn grinede – lå flade af grin – når de så mig med nedestangen cykle ud til Ryå.

Nej – sådan noget må en estimeret gårdmand ikke gøre. Ikke hvis han vil bevare anseelsen. At læse bøger kan være slemt nok, og skriver  han dem selv, må han finde sig i at blive dømt til bål og brand.

– Et endnu værre hyl jog gennem landsbyen, at nu havde jeg købt en skrivemaskine, da var det ikke alene et hyl, men et brøl der lød”. P.J.K. bar dig ikke nag til sine bysbørn af den grund, for han indrømmede, at de set deres side havde ret, ikke mindst fordi eneste nogenlunde brugelige redskab på gården var en gammel plov.

Det endte derfor også med, at Mary og P.J.K. der ingen børn havde, måtte forlade ”Kjærgaard” efter syv år som gårdejere.

De flyttede derefter til Fredericia, hvor Mary havde fået en ledende stilling på Statens Høreinstitut, der hvor de i sin tid traf hinanden.

Frigjort for alle bekymringer og spekulationer om gårdens drift, kunne P.J.K.nu endelig helt koncentrere sig om sit forfatterskab, men både han og Mary udvidede samtidig deres mundaflæsning                                                 ved gennem kursus, at lære mund-hånd- systemet.

Man kan sige, at det næsten var symbolsk, at P.J.K., mens han opholdt sig i Fredericia skrev bogen “Modvind og medbør”, der handler om en hørehæmmet drengs opvækst fra dreng til voksen. Bogen udkom i 1936.

Allerede året efter udkom “Skarnsfolk”, men nu var Mary og P.J.K. flyttet til København, da P.J.K. anså det for mest praktisk at bo mere ved forlagene, der udgav hans bøger. Efter at være flyttet til København, kom hans bøger nu i temmelig hurtig rækkefølge og i stedse større og større oplag.

For de fleste af hans bøger lå et stort arbejde forud, for at få den historiske rigtige baggrund.

Det store arbejde med behandling af stoffet til sine romaner, har nok været ukendt for de fleste.

Efter P.J.K. gennembrud og anerkendelse som forfatter, kunne daværende forfatter, Mads Ledet, Stenum, derfor med god grund i et brev til ham dateret d. 24/10-1947 skrive: “Du har været Øster Hjermitslev en god søn. Den lille ravnekrog – ja undskyld udtrykket – er ved at være den mest omtalte landsby i hele landet.

DE SIDSTE ÅR:

Selv om sygdom og alskens fortrædeligheder fulgte P.J.K. påtog han sig alligevel opgaven som redaktør af Folkets Almanak fra 1955 og til sin død. Et arbejde som interesserede han meget, idet han, som han selv udtrykte det, næsten kom til at betragte almanakken som sit hjertebarn.

Inden P.J.K. i 1932 flyttede fra Øster Hjermitslev var han ude at tage afsked med sin gamle ven Mose-Laust, der boede i et lille hus lige i udkanten af vildmosens nordlige rand syd for Øster Hjermitslev.

Mose-Laust havde P.J.K. da brugt som model til hovedpersonen i sin debutroman, der udkom året efter.

Mose-Laust spurgte da P.J.K. “Hvordan vil du kunne undvære vor mose, Per”?

Da  P.J.K. et par år senere var på ferie i Vendsyssel, besøgte han naturligvis Mose-Laust, der igen spurgte: “Savner du alligevel ikke mosen”?

-Jo det er snart det eneste jeg savner.

Da P.J.K. sidst i maj 1959 var på besøg hos broderen i Brønderslev, var hans gamle ven i mosen for længst død, men P.J.K. var alligevel en tur i vildmosen og en af hans venner fortæller, at P.J.K. da lagde sig på knæ og med hænderne gravede han ned i mosen og førte indholdet op til ansigtet, medens han i dybe åndedræt indsnusede den for mosen karakteristiske og særegne duft.

F.J.K. 1999.

Dette besøg i vildmosen blev et goddag igen, men samtidig også et sidste farvel.

Han var da stærkt præget af sygdom og kort tid efter, da han igen var vendt hjem til København, måtte han lade sig indlægge på Frederiksberg hospital, hvor han døde d.18. august 1959, 61 år gammel.

Hans urne blev nedsat i et gravsted ved siden af forældrenes gravsted på Øster Hjermitslev kirkegård.

Mary og Peder Jensen Kjærgårds gravsten.

Efter Mary Kjærgaards død, blev der d. 17. december 1968 oprettet et gravstedslegat med gyldighed til året 2168.

Fortegnelse over udgivne bøger:

Kjærgaard var yderst flittig og nåede at udgive i alt 29 værker.

Herunder ses en kronologisk oversigt over en stor del af hans udgivelser baseret på registreringer i Dansk Forfatterleksikon og Bibliografi.dk:

Udgivelser

Fra ødemarkens rige, 1929

Modvind og medbør, 1936

Løjerlige stabejsere, 1937

Skarnsfolk, 1937

Vers, 1937

Til Danmarks tunghøre, 1938

De Hjermitslev bønder, 1939

En tunghør Rydnmingsmand, 1939

De fattiges paradis, 1941

Ved Solfald : Roman om St. St. Blichers Livsaften, 1942

Vinden tuder om Børglum, 1945

Min barndoms jul, 1946

Strenge tider, 1946

Lyset sejrer, 1947

Nye slægter, 1948

Hilsen fra Vendsyssel, 1950

Slægtens mor, 1950

Goddag igen, 1951

En kunstner og hans muse : Mis og K.J. Almqvist, 1953

Julehelg, 1953

Jens Pengemand, 1954

Minder fra Bojgården, 1957

Pest over Vendsyssel, 1957

Per Spillemands vise, 1958

Blichers trækfugleprædiken, 1959

Fra Tællepraasen til det hvide Lys, 1959

Sandet fyger om Hvarre, 1960

Mindevandring i Spentrup, 1962

Her mødes alle veje, 1963

Kære Jens Otto,

Tak for invitationen til at skrive om min tid i Brønderslev, og om tiden derefter. Jeg boede kun 6 år i Brønderslev, men har stadig stærke forbindelser, og en række rigtig gode oplevelser og minder.

Jeg er født i 1953 i Silkeborg, hvor min far var præst ved Silkeborg Kirke. Sidst i 60’erne søgte Brønderslev Menighedsråd efter ny sognepræst til Brønderslev og Serritslev kirker, og min far endte med at få embederne. Familien bestod af far, mor og 4 børn, og vi havde ikke tidligere nogen tilknytning til Brønderslev eller Vendsyssel.

Jeg husker, at vi i Silkeborg havde besøg af en delegation fra menighedsrådet fra Brønderslev. En af dem var Simon Tolder (Simon Sørensen). Gæsterne havde overværet en gudstjeneste i Silkeborg Kirke, og efterfølgende var de på besøg i præstegården. Min bror og jeg kom hjem i uniform fra et FDF-arrangement, og da Simon så os i uniform, var han ekstra opsat på, at vi skulle flytte til Brønderslev. Simon var en af initiativtagerne til FDF-kredsen i Brønderslev og han så hurtigt, at han her kunne hverve 2 nye medlemmer.

Som nævnt troede vi, at vi ikke tidligere havde haft relation til Brønderslev og Vendsyssel. Det viser sig at være forkert. Senere i livet har jeg brugt en del tid på slægtsforskning, og her viser det sig, at vi 10-12 generationer tilbage har aner på min fars side med tilknytning til Brønderslev. Det gælder f.eks. Anders Hansen Holst fra Burholt, Maren Nielsen Kjærulf til Hebbelstrup og Else Andersen Holst (født Pedersdatter Kjærulf) til Øster Hebbelstrup i Hallund. Måske er det årsagen til, at hele familien følte sig velkommen i 1968, og at vi alle havde nogle rigtig gode år i Brønderslev.

Da vi flyttede til byen i påsken 1968, efterlod vi mine 2 storesøstre i Silkeborg, idet de kun havde 3 måneder tilbage af skolegangen, inden de havde gennemført en HF og en realeksamen. De flyttede heller ikke senere til Brønderslev, men endte efter uddannelser i hhv. Viborg og Hillerød. Mange besøg i Brønderslev blev det dog til, og de blev begge gift i Brønderslev Kirke.

Vi boede i præstegården i Bredgade 133. En dejlig stor kasse, men hundekold om vinteren. Alligevel nød vi alle at bo der. Rigtig mange drenge og piger er kommet i huset mens vi boede der, idet vi dels indrettede et lokale i kælderen til FDF, og dels modtog jeg mange spilleelever på mit værelse på 1. sal.

Jeg var 15 år, og min lillebror Nils Ole, var 11 år. Vi startede begge i Skolegades Skole og begge blev medlem af FDF. Senere blev min bror elev på det første hold på Brønderslev Gymnasium, hvor han i øvrigt blev den første elevrådsformand.

Fritiden blev hurtigt besat af FDF. Vi deltog begge aktivt i arbejdet i kredsen, og vi har nydt mange gode ture til bl.a. ’Godset’ i Hallund, til landslejre, kanosejlture m.v. Jeg syntes dog, at der manglede en vigtig ting i kredsen: Musikken. Jeg spillede i Silkeborg FDF-orkester i min Silkeborg tid, og mente, at vi burde starte et orkester i Brønderslev. Vi havde ikke mange penge i kredsen, og måtte derfor slække på ambitionerne. Det blev til et tamburkorps, hvor vi havde penge nok til indkøb af fløjter og trommer. I orkestret spillede ca. 20 drenge og piger (der blev åbnet op for, at piger også kunne deltage i kredsens arbejde).

Ambitionerne om at starte et orkester med messing blæseinstrumenter var der stadig. I 1970 gennemførte menighedsrådet en større ombygning af Brønderslev kirke, og bl.a. skulle orgelet udskiftes. Vi fik alle de gamle orgelpiber, og efter salg af disse, var der råd til indkøb af de første messingblæseinstrumenter. Der var stor interesse for at lære at spille på instrumenterne, og på et tidspunkt kunne vi tælle 25 drenge og piger i orkesteret og under oplæring.

Orkestret spillede ved mange lejligheder i og uden for Brønderslev, og den helt store udfordring kom 2 – 3 år efter stiftelsen, hvor vi tog på tur til England. Vi besøgte et engelsk orkester fra Boys Brigade, og sammen med dem, gav vi en række koncerter i Sydengland. Med på turen havde vi tamburkorpset fra FDF Frederikshavn, og forinden afgangen til England, havde vi en række øvedage sammen. En af disse foregik på Godset i Hallund, og da vi startede spilleriet, kom naboen rendende og bad os stoppe, idet hans køer ’satte’ mælken. (betød at de ikke kunne malkes). Dette billede er taget i forbindelse med en øvesession i Hedelund af fotograf Albeck, der var en god ven af FDF-kredsen:

Mange læsere vil helt sikkert kunne genkende mange FDFere fra Brønderslev. Se bl.a. efter Palle G. Christensen (BP), Anders Jensen, Klaus Østergaard, Søren Christensen, Knud Erik Sørensen (Fuzzy), Jens Peter Hansen, Nils Ole Klejnstrup, Sten Yssing, Hans Østergaard, Hans Frejlev, Axel Holm Kristensen, Birgitte V. Andersen (Shell), Inge Lise Hansen (datter af købmand Hansen i Bredgade, og mange flere.

Det var dyrt at drive en FDF-kreds med op mod 150 medlemmer og udgifter til de mange aktiviteter, herunder til orkestret og til lejren Godset i Hallund. Heldigvis var der blandt stifterne af kredsen i 1964 mange gode og kreative folk. Det gælder bl.a. Jeppe Bisgaard, Mogens Friis Larsen, Gunnar Bruun Jacobsen og Simon Tolder (Sørensen). De fik tidligt – og langt før folk i dag interesserer sig for miljø og genbrug – etableret en avisindsamling i Brønderslev. Hver den 1. lørdag i måneden blev der organiseret en række indsamlingsruter, og der blev indsamlet mange tons aviser hver gang. Byens handlende stillede velvilligt deres firmabiler til rådighed, bl.a. Krog Jensen, Langeland, smedemester Anton Jensen m.fl. Det gav mange tusinde kroner til kredsen.

En anden aktivitet der kastede penge af sig til FDF-kredsen var en koncert med de østrigske Wienersängerknaben. Gunnar Bruun havde hørt om koncerterne i Danmark, og ringede straks til deres turnearrangør for at høre, om de ikke kunne lægge vejen forbi Brønderslev. Det gjorde de, og byen blev en oplevelse rigere, og det samme gjorde kredsen pengekasse.

Billede: Så er vi klar til en 30 km tur. Fra venstre: Per Kristensen, Bjarne, Willy Holm Kristensen, Axel Holm Kristensen, Finn Madsen og Gert Holm Kristensen. Foto taget på bagsiden af præstegården i Bredgade.

Selvom det meste af min fritid gik i FDF, blev der dog også tid til medlemskab af PM-orkestret. Her spillede jeg vel omkring 3 år med en række herlige mennesker.

I FDF-kredsen udgav vi hver måned et medlemsblad. Det var anledningen til at 4 venner, Jørn Larsen (Solvangsvej), Axel Holm Kristensen (bl.a. plejer i Brønderslev), Willy Holm Kristensen (bl.a. politibetjent i Brønderslev) og jeg selv, startede et offset trykkeri. Tiden med duplikator og stensils var ovre, og ny teknologi måtte tages i brug. Vi investerede kr. 15.000 i nye maskiner, og starten gik på 1. salen i præstegården i Bredgade. Senere flyttede virksomheden til kælderlokaler i Grønnegade. Vi trykte månedsbladet til vores kreds, og for en lang række andre foreninger. Mange festsange er også mangfoldiggjort her.

Men det var ikke kun fritid. Skolen og arbejdet skulle også passes. Jeg gik kun godt og vel 1 år på Skolegades Skole, inden jeg efter realeksamen begyndte på Handelsskolen i Aalborg. Først den 1-årige Handelseksamen og derefter den 2-årige Højere Handelseksamen på Handelsgymnasiet ligeledes i Aalborg. 3 år med toget kl. 07.03 fra Brønderslev banegård – rigtig mange af de dage i sidste øjeblik, og en del gange måtte jeg vente på næste tog. Min sorte herrecykel fik fuld gas ned ad Bredgade.

I 1972 startede jeg som elev i Handelsbanken i Brønderslev. Det blev 2 meget fine år, med mange gode kollegaer. Flere af dem blev mine venner, bl.a. Else Sørensen og Per Hartman, der senere blev gift. Per og jeg blev senere bestyrelsesmedlemmer i Handelsbankens Personaleforening, og vi fortsatte derefter sammen i en forening af afgåede medlemmer, hvor også Else og min kone er medlemmer.

Læretiden var god, og jeg fik her bankvæsen ind under huden. Måske det især skyldtes Leif Ulriksen, der var ekspeditionsleder på det tidspunkt. Han lærte mig meget, og ham har jeg tænkt på mange gange senere i arbejdslivet.

Efter læretiden flyttede jeg til Aarhus for at aftjene min værnepligt, og for at afslutte min HD-eksamen på Handelshøjskolen i Aahus. Jeg tog første del i Aalborg, mens jeg arbejdede i Brønderslev. Herefter gik turen til København, hvor jeg siden har haft base. Dog har vores ophold i København to gange været afbrudt af udstationeringer. Først i 80’erne, hvor vi boede og arbejdede i Luxembourg, og midt i 90’erne, hvor vi boede og arbejdede i USA. Begge steder var – og er stadig – finansielle centre. I Luxembourg var jeg administrationschef og i New York var jeg souschef.

Bankvæsenet har udviklet sig kolossalt siden jeg blev ansat i Brønderslev i 1972. På det tidspunkt var filialen kun delvist konverteret til forskellige EDB-systemer. Nu nedlægges der stillinger overalt i bankerne verden over, idet mange processer er blevet automatiseret, og selvbetjening er blevet en del af dagligdagen for os alle. Der er stort set ikke behov for filialer længere, og hvor man tidligere så filialer på ethvert gadehjørne i de større byer, er de helt forsvundet nu. IT-udviklerne er også udsatte, idet mange af de job kan udføres i lavtlønsområder som f.eks. Indien. Jeg har selv haft fornøjelsen at besøge Danske Banks udviklingscenter i Indien, hvor der på daværende tidspunkt arbejdede ca. 1.000 personer for banken. Som et kuriosum kan nævnes, at det var på det tidspunkt, hvor askeskyen hærgede i hele Europa. Jeg fik en ekstra uge i Indien, men kunne stadig passe mit arbejde og mine møder via de kommunikationsforbindelser der eksisterer. Tankevækkende.

Jeg har været så heldig at deltage i denne spændende udvikling. Først via min ansættelse i bankens organisationsafdeling, og senere som chef Danske Banks Administrations- og IT-område. I den forbindelse har jeg også haft stor kontakt til de øvrige banker via arbejde i Finansrådet og PBS (nu Nets), og ved arbejde i den europæiske bankforening.

Der er ingen tvivl om, at Danmark er godt med, når vi taler om rationalisering af administrative processer. Det skyldes i høj grad, at vi i 1969 fik indført CPR-nummeret som en entydig identifikation af personer. Det har været et godt udgangspunkt for opbygning af forskellige databaser, og for at få dem til at hænge godt sammen.

Efter vores hjemkomst fra USA blev jeg chef for Danske Banks Udenlandske enheder. Her gennemførte vi over en årrække omstilling af bankens aktiviteter i udlandet. Vi nedlagde vores aktiviteter i Japan, Hong Kong, Singapore og New York, som alle var rettet mod større erhvervskunder, mod til gengæld at investere i banker i norden og Irland med et bredt fokus på alle typer kunder. Integration af de tilkøbte banker var et vigtigt arbejde i den sammenhæng. IT-systemer skulle tilpasses og kunder skulle konverteres til de fælles systemer, og ikke mindst opbygning af en fælles arbejdskultur i bankerne på tværs af landene, kræver en del arbejde.

Efter den periode skiftede jeg fokus og blev ansat som direktionsmedlem i Danica Pension. Her var jeg i 5 år, og i den periode rationaliserede vi også denne forretning, og vi deltog i moderniseringen af pensions- og forsikringsprodukterne. Det var interessant at konstatere, at ikke mange danskere interesserer sig for pension, selvom det er et meget vigtigt område for alle. Udover fast ejendom, er pensionsopsparingen det største aktiv for de fleste danskere. Også her havde vi aktiviteter i flere lande, og det blev en ganske spændende tid.

Min erhvervskarriere blev herefter afsluttet som administrerende direktør for Multidata (senere Bluegarden). Virksomheden blev solgt, og aktiviteterne er i dag placeret i firmaet Visma.

Jeg har været så heldig at kunne nedtrappe mit arbejdsliv over en periode. Det skyldes, at jeg har haft bestyrelsesposter i flere selskaber. Efterhånden som også disse poster ophørte, har jeg nu kastet mig over frivilligt arbejde. Det er sket i form af medlemskab af en meget store grundejerforening i København, hvor vi kæmper en række kampe med Københavns Kommune og staten. Her kan jeg konstatere, at der er enorm stor forskel på at arbejde i det private erhvervsliv, og i offentligt regi. Det kræver stor tålmodighed at have med Københavns Kommune og statsadministrationen at gøre.

Jeg mindes stadig min tid i Brønderslev med stor glæde, og vi får fra tid til anden lejlighed til at opfriske minder, når vi mødes med vores gode venner Birgitte og Axel Holm Kristensen, og Inge og Willy Holm Kristensen. Og som før nævnt ser vi også Else Hartman i vores forening. Vi stikker fra tid til anden indenom Brønderslev, når vi er på vej til ferie i Norge.

Min kone og jeg var så lykkelige at blive bedsteforældre for 1. gang i 2023. Med en uges mellemrum i januar kom en dreng (Alfred) født at vores datter, og en pige (Ellie) født af vores svigerdatter. Nu er det primært dem det hele handler om. Fremtiden tegner lys.

     med efterfølgende guidet tur rundt i en af Europas største højmoser som

Aage V. Jensen Naturfond, Naturstyrelsen og Aalborg Kommune står bag.

Lidt historie omkring Cementfabrikkens Mosebrug og Pedershaab Maskinfabrik A/S, Brønderslev `s bidrag

Det første initiativ til industriel tørveindvinding i Lille Vildmose blev taget af cementfabrikkerne i Aalborg og Nørresundby, da de i 1919 opkøbte Portlandmosen og startede Cementfabrikkens Mosebrug, fordi de gennem hele 1. Verdenskrig manglede brændsel. Flere maskiner blev siden da afprøvet og udviklet på stadigt større arealer.

Lokomotiv med tipvogne fyldt med tørv er på vej til Pindstrup Mosebrugs fabrik i Kongerslev

Omkring 1940 anskaffede man eksempelvis 21 nye selvkørende tørveværker fra Pedershaab Maskinfabrik. Hver af disse maskiner blev betjent af 13 mand fordelt med 6 i tørvegraven til at forsyne maskinen med tørv, en enkelt mand til at styre maskinen og tørvetilførslen til ælte- og pressemaskinen.

Tørvemassen kom ud af maskinen som en firkantet tørvepølse. De sidste 6 mand passede arbejdet ved udlæggerarmen.

“Mosebisser” foran en mindre tørvemaskine, der skulle betjenes af 5 mand

Pindstrup Mosebrug

I 1948 byggede Pindstrup Mosebrug en ny briketfabrik i Kongerslev. Tørvesmuldet, der blev gravet op og skrabt sammen ude i mosen, blev presset til briketter på fabrikken og brugt som brændsel i kakkelovne og komfurer. I 1957 startede Pindstrup Mosebrug produktion af tørvestrøelse på arealerne øst for Ny Høstemarkvej. Tørvestrøelsen eller spagnummen blev solgt i sammenpressede baller som vækstmedie i planteskoler og gartnerier.

Indvindingen foregik med håndkraft. Mere end 100 mand var involveret i produktionen både på fabrikken og i mosen. Højmosen blev oprindelig afvandet ved at grave grøfter og lægge dræn, fordi man ville opdyrke mosen. Senere var det netop en forudsætning for, at man kunne begynde at skære klyner. De skulle ligge og tørre i 1-2 år, inden de kunne transporteres til fabrikken i Kongerslev til videre forarbejdning. Her blev klynerne revet i stykker og den næringsfattige sphagnum blandet op med vand og tilsat forskellige gødningsstoffer.

Transporten rundt i mosen og ind til fabrikken i Kongerslev foregik med små lokomotiver, der på en smalsporsbane trak en “kolonne” på 27 vogne.

Efter 2. Verdenskrig blev indvinding af tørv og det hårde gravearbejde delvist overtaget af maskiner. Sphagnumindvindingen er i dag stort set ophørt i Lille Vildmose, og de drænede og afgravede arealer skal nu genoprettes til højmose.

Kvinder vipper tørvene op på kant Foto: FLS Industries, Valby

Et lille kuriosum

I 1886 købte Fabrikant Peder Nielsen noget jord i nærheden af banegården i Brønderslev og grundlagde fabrikken Pedershaab. Virksomheden udviklede sig, og der blev bygget flere og flere fabriksbygninger.

Noget af den jord, han havde købt, var en slags mosejord, som ikke var egnet til at bygge på. Peder Nielsen tænkte dog, at jorden udmærket kunne bruges til et offentlig anlæg til glæde for byens borgere, hvis området blev bearbejdet og ændret fra mosegrund til en mere bæredygtig grund, og det var lige en opgave for kommunen.

Derfor forærede Fabrikanten noget af jorden til Brønderslev kommune, og der blev oprettet et dokument behørigt underskrevet af repræsentanter for byrådet og Fabrikanten. I dokumentet blev det bestemt, at såfremt fabrikken engang skulle få brug for det, kunne det samme jordstykke købes tilbage for den gældende grundskyldsværdi.

Jordstykket lå nord for fabrikken, og der etablerede kommunen parken Hedelund.

I midten af 1970’erne skulle A/S Peder Nielsen Beslagfabrik udvide med en bygning til elektroforzinkning og indsendte projektet til godkendelse hos kommunen.

Der kom til virksomhedens store forundring afslag på projektet, fordi den nye bygning ville overskride den bebyggelsesgrad, som virksomheden havde tilladelse til.

Daværende administrerende direktør Rigmor Nielsen fandt det gamle dokument frem mellem mange andre vigtige dokumenter i det store stålpengeskab og aftalte et møde med borgmester P. N. Jensen.

Til mødet deltog yderligere nogle byrådsmedlemmer, kommunaldirektøren og formanden for Teknisk Udvalg samt administrerende direktør Rigmor Nielsen og teknisk direktør Svend Erik Christensen fra A/S Peder Nielsen Beslagfabrik.

Kort tid inde i forhandlingerne om projektet siger Rigmor Nielsen, at hun gerne ville købe jordstykket i Hedelund tilbage i henhold til aftalen.

Den aftale kendte man ikke på rådhuset, men Rigmor Nielsen tog den frem, så man kunne læse sort på hvidt, hvad der var aftalt.

Det lykkedes langt om længe kommunaldirektøren at finde deres kopi af aftalen, men så argumenterede borgmesteren med, at et så gammelt dokument ikke kunne have gyldighed.

”Vil det sige, at de dokumenter, de kommunale myndigheder underskriver i dag ikke er gyldig om nogle år?” spurgte Rigmor Nielsen.

Der blev stilhed nogen tid, og så fik Rigmor Nielsen tilsagn om godkendelse.

Tonny Bistrup

September 2021