Kategori: Historier fra Brønderslev

Af forfatteren Jens Thise

En Livstragedie

Sygdom og fattigdom var Niels Hansens følgesvende lige fra Barndommen af. Han stammede fra en af de Almuens Mænd i Kallerup Bakker, som Skjoldborg skildrer. Han var opfødt paa Sognet, og som lille Dreng fulgtes han med sin Moder og bad gode Folk om en Almisse, og alt dette var senere for den unge, frihedskære Mand hans  Livs største Ydmygelse.

Han skrev en meget flot Haandskrift og forstod at forme sine inderste Tanker paa Papiret. Han kom paa Sanatoriet og skrev derfra til mig om Bøger. Jeg sendte disse og tilbød, at kunde han sælge dem, maatte han have Beløbet, der indkom, og nu begyndte der en Brevveksling, som fortsattes i mange Aar lige til hans Død. Hvert af hans Breve var som oftest paa flere Folioark og tit en tung og stærk Anklage mod Samfundet, der havde gjort ham til en ufri Mand, men tillige fyldt af en inderlig Taknemmelighed over hver lille Tjeneste, man havde Lejlighed til at yde ham. Han kom hjem fra Sanatoriet, og Sogneraadet satte ham i Pleje hos en Gaardmand, og der fik Niels det godt.

Da Invalideloven kom, skrev jeg til ham, at nu var Tiden inde til, at han kunde blive en fri Mand”. Det lykkedes at skaffe ham Understøttelsen, og nu var Nielses Breve en jublende Lovsang for Livet og for Gaven. Nu var han en fri Mand og dog ikke helt. Hans Valgret mener Sogneraadet ikke, han har nogen Brug for. Niels mener jo. Der klages til Ministeriet, og Sogneraadet maa trække det korteste Straa. Nu synes han at staa paa Lykkens Tinde. Nu er alle snærende Baand løst; nu kan han selv betale for sit Ophold og endda have en Lille Skilling til Små fornødenheder. Han fremstiller selv en lille Radio; men desværre, den uhyggelige Sygdom gnaver videre.

I sit meget lange Julebrev 1924 skriver Niels bl.a. Du skriver, kære Jens Thise, i det dejlige Brev til mig, at Du jo aldrig har prøvet at mangle det nødvendige  aah, nej! Men derfor bliver Du endnu større, fordi Du vil  forstaa de fattiges Kaar. Du mener, jeg skulde købe et eller andet for Beløbet, jeg kunde have til Minde om Dig. Men det lader sig ikke gøre, kære Jens Thise – misforstaa mig ikke. Du har forlængst sat dig et Minde ikke alene i min Bevidsthed, men ogsaa paa synlig Maade, saaledes at jeg kan tage og føle derpaa. Et Minde saa herligt og dyrebart, at den største Formue ikke bedre kunde gøre det betydende for mig. Dine Bøger og den sandelige Paavirkning, de har haft paa mig, og den Betydning, de har haft for min aandelige Udvikling, fatter Du næppe. Jeg har ved Læsningen af dine Bøger faaet Øjnene op for noget af det store Livet ejer og skaber en Kilde, hvor jeg kunde hente Opmuntring til at trodse de Storme, der mødte mig. Jeg er kommen til denne Erkendelse, at selv for en fattig og syg er Livet værd at leve-selv for mig er der noget, der hedder Lykke og Glæde. Var end Kampen haard, var Kaarene trange, saa fyldes mit Sind dog af Taknemmelighed for Livet, som det er. En anden Side af det Minde, jeg har om dig, er min Invaliderente og den Forandring i min økonomiske Tilværelse, den har bragt mig fra at være afhængig af et tilfældigt Sogneraads Forgodtbefindende og til Selvstændighed. Forstaa, hvad det betyder, Jens Thise, dette et være sig selv.

Jeg er naaet saa vidt, at jeg er optaget paa Valglisten og sat i Skat-omend haardt vel nok en lille Hævn fra Sogneraadet. Det satte sig nemlig imod at give mig stemmeret til trods for at havde været saa human at meddele mig, at den modtage Hjælp ikke skulde betragtes som Fattighjælp. Nu er jeg en fri Mand, Borger af Samfundet med samme Ret som enhver anden. Gud ske Tak, at jeg fik Lov at opleve dette for mig saa betydningsfulde

Ja, dette er den anden Side af det Minde, jeg har om Dig. Synes Du selv, Du kunde ønske dig noget herligere, hvormed jeg skulde mindes min Ven og Velgører. Skulde der være en eneste lille Ting, jeg saa gerne vilde eje, saa er det ikke noget, jeg kan købe, det er nemlig som Kronen over det altsammen- et Billede af Forf. Jens Thise. Invaliderenten hjalp mig til at faa nogle Møbler og min Stue er nu saadan et hyggeligt Hjem. hvor jeg er glad ved at være. Konen og Datteren i Huset siger, at det et saa rart at komme ind til mig nu, og de har mange Gange sagt: Ja, nu skulde Jens Thise bare se, hvor skønt du har det. (Det er ogsaa mit Ønske). De to vil ogsaa sige om mig, at jeg er bleven et helt andet Menneske. Og naar jeg nu lader Tankerne glide hen over det, jeg har oplevet, saa kan jeg uden Sammenligning sige, at den Jul, som nu staar for Døren, vil blive den lykkeligste i mit Liv. Med en Frimodighed og Glæde som aldrig før kan jeg folde mine Hænder i Erkendelsen af, at det ogsaa for mig gælder dette: Julen har bragt velsignet Bud, nu glædes gamle og unge.”

Ja, jeg vilde saa gerne, om Du vilde give mig et Besøg. Det var saa lidt, vi fik talt sammen. Jeg vilde saa gerne, Du skulde se, hvordan jeg nu har det. Jeg kan nok faa Vogn til Stationen efter Dig. Hvis Du kan faa Tid, vilde Du gøre mig en stor Glæde. Det er ikke Fordringer, jeg stiller, kære Jens Thise, af dem har jeg ingen, men skulde Du faa en ledig Stund, da vil et Brev fra Dig blive modtaget med stor Taknemmelighed. Ja, jeg vilde saa gerne, Du rigtig skulde forstaa min Taknemmelighed mod Personen Jens Thise. Og saa ønsker jeg da, at Gud vil lade sin Sol skinne over din Gerning, at Du maa vinde Dig mange, mange nye Venner i Aaret, som kommer- rigtige Venner af Hjertet. Jeg ønsker en rigtig velsignet Jul for Dig og dit Hjem.

Din unge, lykkelige og hengivne Ven Niels Hansen.

Niels Hansen og jeg havde længe vekslet Breve, inden vi mødtes personlig. Jeg skulde tale ved et Friluftsmøde i Grindsted Bakker, da hentede han mig med sin Værts Befordring i Sulsted. Jeg tror, vi begge havde Glæde af at veksle Haandtryk og Smil og paa den Maade rigtig befæste det gamle Venskab. Niels Hansen var noget tunghør, hvad der i Begyndelsen vanskeliggjorde Samtalen lidt. I Hjemmet var dækket et smukt Kaffebord, og jeg spiste ogsaa en solid Aftensmad efter Mødet, saa jeg fik paa alle Maader at mærke, hvor velkommen jeg var. Men der gik Vinter og det blev Vaar igen og Niels begyndte igen at skrante. Han lod skinne igennem i sine Breve, at han ønskede sig en Liggestol, saa han kunde faa den mest mulige Nytte af Solskinnet ude i Haven. Han fik Stolen.

Kære Niels P. Hansen!

Thise pr. Manna, 18/1 1926.

Ja, saa svandt den Sommer, og den tog et uindfriet Løfte med sig du ved nok hvilket. Jeg er ked af det, for et Løfte er en Gæld, og man bør ikke stifte unødvendig Gæld-ligegyldig af hvad Art, det er Tiderne ikke til. Der tales saa meget om Sparsommelighed, og Løfter er et Felt, hvor der kunde spares meget.

Sagen er, jeg er ikke saa glad for de lange Cykleture som forhen, men jeg burde jo have haft Mands Mod og Vilje til at indfri mit Løfte og besøge dig. Nu er der jo ikke anden Udvej end at benytte den kendte og men magelige Befordring, Jernbanen.

Du var truet med et Besøg lige før November, jeg var i Ulsted, men jeg havde saa gode Venner der, at det var mig umuligt at slippe derfra i rette Tid, og jeg skulde hjem den påfølgende Dag. Men, naar du hører lidt om mine Venner dernede, tænker jeg, du tilgiver mig. Der var først min gamle Ven og Højskolelærer, Fjeldgaard der i mange Aar har været Lærer i Rimmen Skole. Flere Gange har jeg der truffet sammen med en ung Pige fra Nabolaget. Hun har i mange Aar ja, vel helt fra Barn været syg og uarbejdsdygtig. Det er vist en Hjertefejl hun lider af. Hun har trods sin Sygdom altid haft et glad Sind, og jeg tror, det for hende har været noget af en Begivenhed, der brød den daglige Ensformighed, naar jeg kom paa Besøg. Hun mødte altid paa Skolen, naar jeg var der, og forrige Gang blev hun og jeg sammen med Fjeldgaard og hans Søn fotograferet sammen uden for Skolen. Ved Mødet forleden fik jeg at høre, at hun havde holdt Sengen i over en Maaned, og jeg følte straks, at der var noget, der drog mig, jeg maatte hen at se til hende.

Jeg boede hos Sognerådsformanden, Thomas B. Thomsen. Hans populære Navn er vist Thomas paa Bakken”, saadan kalder jeg ham gerne. Jeg vaagnede tidligt om Morgenen, og den syge Piges Billede stod for mig hele Tiden. Jeg spekulerede paa, hvordan jeg bedst kunde glæde hende, og fik den Tanke: Hvis du gav hende en Bog og skrev et lille Vers deri; den vilde vist være vel kommen. Jeg havde netop et Exemplar af Mosekongens Brud, og Tankerne formede sig til følgende Linier:

At glædes ved hvert et Solstret

der ind gennem Ruden naar,

at bære med Smil sin Byrde

og takke for Livets Kaar.

Det blev din Lod som din Lykke.

og selv du vokste derved.

thi Sygdommens knugende Tyngsel

gav Sindet sin Adel og Fred.

Jeg kunde ikke undgaa at drage en Sammenligning mellem hende og dig. Den samme Livsglæde og Resignation har præget eder begge, men hun har den store Fordel at have sin egen Far og Mor til at hygge om sig selv om Hjemmet er tarveligt og lille.

Lærer Fjeldgaard og hans Datter fulgte med mig paa besøget. Kristine havde skæmmet sig meget Det lille, blege Ansigt under den mørke Haarfylde Virkede stærkt paa mig. Men de gode øjne og det matte Smil fortalte mig, at jeg var velkommen. Vi talte saa sammen en Times Tid, og jeg læste Digtene fra min egen Barndom for hende. Da jeg sagde hende Farvel, takkede hun mig for min Venlighed. Det var ikke de mange Ord, men Maaden hvorpaa de blev sagt, og det Blik og det Haandtryk, jeg fik, lod os begge ane, at det muligvis blev det sidste.

Sognerådsformandens Moder er en Kvinde, jeg ligeledes sætter stor Pris paa. Jeg ved ogsaa, at hun har været saa glad for mine Bøger lige fra den allerførste Tid, jeg kom der i Hjemmet. Hun har i mange Aar været svagelig og havde det Uheld i Fjor at falde ude i Haven og brække Laaret, og nu maa hun hykke om ved to Krykker, men hendes lyse Livssyn og Tro paa Guds Kærlighed er lige usvækket.

Jeg sad inde i hendes lille Stue Søndag Eftermiddag efter at Thomas og jeg havde været i Kirke. Fire Smaapiger Bedstemoders Kæledægger stod Vagt om os og jeg læste om Ane ved Dammen” og flere. Vi talte om gamle Dage. Livet havde været saa rigt, syntes hun, og nu blussede det op paany (de fire Smaapiger). Og som han syntes, at Vorherre altid havde maget det saa forunderlig godt for hende, følte hun sig overbevist om, at han ogsaa i Fremtiden vilde bevare Slægten. Og som den gode Bedstemoder hun var, kunde hun straks se, at det sidste Led netop var Slægtens Kronskud.

Jeg sagde til Thomas Thomsen, da han fulgte mig til Stationen, at skulde der ske noget med den unge Pige vilde jeg gerne vide det.

Sidste Søndag Aften var jeg i Nøvling, og der læste jeg i Aalborg Amtstidende at Sogneraadsformandens gamle mor var bleven begravet samme Dag. Da jeg kom hjem, laa der Brev fra Sønnen. Han skriver bl.a.: Min kære, gamle Mor er død, har du maaske set i Avisen Men at du var den sidste, der kaldte Smil og Taarer frem i hendes Ansigt, det ved du formodentlig ikke. Ja, det er rige og dybe Minder fra den Søndag i Ulsted.

Nu sender jeg dig saa min nye Bog: List og Lune”. Der er maaske noget om det, som Vendsyssel Tidende skrev i sin Anmeldelse, at jeg har forelsket mig i den gamle Kone Ane ved Dammen” den Kærlighed, der er Forudsætningen for al virkelig Kunst. Og Bladet ti føjer: Ane ved Dammen” er noget af det smukkeste, Jens Thise har skrevet, og den geografiske Begrænsning, Vendelbomaalet til en vis Grad giver Digtet, bør ikke forhindre det i at blive staaende i dansk Litteratur.

Ja, det lyder jo meget anerkendende, og jeg har selv haft stor Glæde af at leve mig ind i den gamle Kones Tankegang. Har jeg dermed glædet andre, har jeg ogsaa glædet mig selv.

Og naar jeg kommer til at læse i dine og andre gode Venners Breve, forstaar jeg, at mine fattige Ord alligevel har gengivet andre Mod til at leve det farlige, men trods dette saa skønne Liv og leve det under Ansvar. Ja, saa er jeg alligevel glad over, at jeg fik adskillige Sandheder sagt ved mine gode Venners-Niels Klinkers, Rasmus’s og Bette Lars’s med fleres Hjælp. Lad det veje op mod den Daarskab, der desværre ogsaa har løbet mig i Pennen, naar Livets Regnskab skal gøres op

Nej, du skal ikke tro, det trætter mig at hare om din Sygdom. Det vil altid glæde mig at skønne, at Livsglæde og Taknemmelighed kan bo til Huse, selv om Hytten er aldrig saa skrøbelig.

De kærligste Hilsner til dig og Astrid samt dine Plejeforældre og alle dem, der er gode imod dig.

Din hengivne

Jens Thise.

En Tid efter modtog jeg et længere Brev, af hvilket her gøres et uddrag

res et Uddrag:

Kære Jens Thise!

Mandag Morgen

Det glæder mig at høre om den gode Søndag, Du havde i Ulsted  hos dine Venner, som jeg tør sige, ikke var bleven saa lykkelig, hvis Du havde spildt den med et Besøg  hos mig. jeg kunde nemlig ikke holdt ud at tale med Dig, og der vilde heller ikke været noget ved min Tale. Det er paa det Lag, at Niels har glemt at tænke. Jeg har været lænket til Sygesengen snart i to Maaneder, og jeg venter ikke at komme op mere. Jeg kan mærke, at min Aand og min Kraft svinder langsomt bort. Trækkene om Mundvigene bliver saa lange, og Smilet vanskeligere at kalde frem, men mine Øjne er klare. Det er næsten, som jeg skal have Lov at tage Ungdommens -ja Barnesindets klare Blik med mig ind i Døden.

Jeg har læst om. Ane ved Dammen” og frydet mig over de Tanker, du har udfoldet der. Jeg har sammenlignet Anes Tanker med mine egne, men de kan ikke helt falde sammen, og det er i dette: gerne at ville de. Det Ord” gerne” vil et ungt Menneske have vanskeligt ved at tilegne sig fuldt ud selv paa det sidste. Forklaringen er saare simpel. Den gamle har levet et langt Liv og haft sine Chancer, og Livet har ikke mere at byde hende. Den unge derimod øjner Muligheder for at udrette noget. hans Blik skuer mod Fremtiden med Spænding og store Forventninger. Selv paa Sygelejer kredser Tankerne om Chancerne, der muligvis vilde være tiltænkt ham. Dette giver Livet Tiltrækningskraft for den unge, og Tanken og  Døden kan ikke tilegnes af ham paa samme Maade som hos den gamle, men derfor behøver unge jo ikke at være bange for at dø. Det to vidt forskellige Begreber bange og gerne. Jeg kan forsikre dig, kære Jens Thise, at skulde mine Lidelser ikke overvælde mig, ja, da kunde jeg gaa smilende i Døden. Jeg ved ikke, om du stadigt tænker paa at besøge mig, men jeg vil sige dig Sandheden, som den er, at det ikke vil være til Glæde for dig. Du maa ikke derfor tro, at jeg steder dig bort: men de faa Ord, jeg kan sige, vil ikke eje Guldkorn. Jeg ligger og puster, hjælpeløs som jeg er, og er ikke nogen Skønhed at skue. Naar Lidelserne en enkelt Gang kan dulmes da vaagner lidt at det gamle Liv i Nielses Træk, og Astrid og Marie (Datteren og Moderen) er de eneste, jeg til dagligt tillader Adgang, Ja, jeg ligger hen uden at kunne rigtig hvile, og Søvn faar jeg jo ikke meget af Jeg maa nu slutte, jeg er saa træet. Men vil du glæde mig endnu en Gang, saa send mig et Brev inden alt for længe. Det er dine Breve, jeg glædes allermest ved. Og skulde du i en stille Stund vende dine Tanker opad, da lad et Par Ord blive indflettet deri, at Gud ikke vil lade Dødskampen for mig blive alt for haard. Tag imod min inderligste Hilsen.

Din hengivne

Niels Hansen.

Jeg svarede:

Kære Niels Hansen!

Det var med dyb Vemod, jeg læste mit Brev, og din Slutningsbemærkning kaldte Taarerne frem. Stakkels Niels! tænkte jeg uvilkaarligt er det nu saa slemt for dig? Men Tanken protesterer straks: Nej, det er ingen Stakkel, men en prøvet Mand, en, der har maattet resignere og tilsyneladende er bleven snydt for sin Part af Livslykken og som alligevel ved Tilvænningens Magt har faaet sit indre Øje opladt og tilpasset efter Mørket om ikke saa saa dog anede det Lysvæld der var bag det mørke Tæppe. Hvor godt, at Skaberen gav dig dette Tjenersind, som Haabet altid lyste over. Han gav dig tillige Taknemmelighedsfølelsen en herlig gave saa du, selv om du til Tider maatte reddes og harmes over Verdens Ondskab, som den bevidst og ubevidst dyngede sig op foran din Dør, saa dog alligevel kunde sige Tak for hvert lille Solstrejf, der skinnede ind gennem Ruden.

Ja. Livet er en Gaade. Der lyder saa mangen et, hvor for?  Det hele kan tit synes saa meningsløst. Hvorfor skal Tusinder baade legemlige og aandelige Vrag leve et langt Liv dem selv og andre til Byrde, medens unge med rige Evner og store Muligheder bliver Dødens Bytte ?l Skulde det monstro være for, at de sidste er modende gennem Lidelsen og derfor bedre skikkede til at de end de første? Men saa kan man jo sige, at de første bliver jo aldrig modne til Døden, selv om de blev saa gamle som Methusalem.

Nej, du har ikke glemt at tænke, kære Ven. Jeg synes snarere, det er en Slags visionær Klarhed din Tanke rummer. Døden er den store og sidste Fjende, der skal overvindes, og jeg kan godt forstaa, at du ikke som ”Ane ved Dammen” kan længes efter Døden, hvis ikke Lidelsen tvinger dig dertil. Det er for meget at forlange af den unge. De mange bristede Haab: de mange Drømme, der aldrig blev til Virkelighed,ak ja! Det er svært at slippe det hele. Og saa kommer dertil det meget, man ikke fik udrettet. Bliver der saa anden Udvej til sidst end at sige som Tolderen og gamle Ane: Tog mig helt af Naade. Og er det ikke til Tider, naar Tvivlen og Anfægtelserne kommer, som vor Skytsengel tilhvisker os: Dit Liv har ikke været forgæves, du havde ogsaa min Mission her paa Jorden.

Ja, kære Niels, hvad du ved dit Smil og Taalmod har kaldt frem af gode Tanker hos dine Venner, det aner du næppe. Saaledes hører du jo dine gode Plejersker Astrid og Marie, naar det lykkes dem at faa dig til at smile, at det er deres gamle Niels, de skuer paany Tror du ikke, at du har draget deres Tanker opad og hjemad. Din Skæbne og dit Liv er bleven saaledes vævet sammen med deres, at de glemmer dig aldrig. men derimod føler Trang til at sige Gud Fader Tak, at han sendte dig paa deres Vej, og at de fik Lov at øve en Barnmhjertighedsgerning baade mod dig og dem selv. Og hvad har du ikke været for mig, kære Ven. Jeg gemmer dine Breve hvert eneste et, og naar engang du ikke er mer, skal de fortælle mig om en ung Mand det ejede Barnets rene Glæde og Modtagelighed over for alt det skønne i Verden, men samtidig ogsaa ejede Kæmpens Kraft, saa han kæmpede sig igennem mørket og Døden ind til Gudsfreden – Sjælesolen, der aldrig gaar ned. De kærligste Hilsner til dig og dine kære

Din heng.

Jens Thise.

Der gik vel et Par Maaneder, da modtog jeg mit Livs mærkeligste Brev Nielses Testamente. Det maatte ikke sendes mig før efter hans Død. Det var skrevet for Aar og Dag siden. Jeg gengiver her et Uddrag:

Kære Jens Thise.

Naar du læser dette, da er jeg gaaet derhen, hvor Lidelse og Savn, Sorg og Sukke ikke findes, men hvor Hvilen, Fred og Glæde har hjemme. Jeg er gaaet hjem til Gud. Jeg vil, mens jeg endnu kan føre en Pen, ned- skrive disse Par efterfølgende Ord til Dig, som var min eneste sande Ven paa denne Jord, minde Dig om den Glæde, Du har bragt mig, den Betydning. Du har haft for mit aandelige Liv, og om den Paavirkning, dine Tanker gennem Bøger og Breve har haft paa mig en lykkelig Paavirkning tør jeg nok sige, fordi jeg har følt en mærkelig Glæde og Taknemmeligheden Tryghed og Frimodighed ved at gøre dine Tanker til mine, levet paa dem i Tro og Tillid til, at dette og netop dette var det rigtige. Dit Forfatterskab har givet mig en levende Forstaaelse af dette jordiske Livs mange Foreteelser, har gjort mig klartseende og bragt mig aandelig Modenhed, saa jeg har kunnet aande med, der hvor Lysets Kilder ellers ikke rinder, eller rettere, jeg har kunnet øjne Lys, der hvor andre kun saa Mørke,  for intet er min Livserfaring bleven denne, at Taknemmelighed er Livets største Gave. Det er en Tingenes Tilstand, som de nødvendigvis maatte forme sig for en Mand i min Stilling -stedt i min Skæbne. Hvad mit Livs Prøvelser angaar, da kender Du forlængst disse. Mine sidste Ord til Dig. Du kære, skal derfor være en Tak saa dyb og inderlig for, hvad Du var for mig, fattige mand. Tak fordi Du saa mig. Tak fordi Du modtog at mig det, som ingen i tilnærmelsesvis Grad-ja, lad mig sige det paa den Maade, som ingen anden modtog fra mig, min Fortrolighed. Jeg har ingen anden mødt, jeg kunde give den. Det var nu mit Liv.

Jeg har ikke mange Ønsker, men jeg vilde saa gerne have Lov at hvile paa Kirkegaarden i min Fødekommune, Ørum. I dens Kirke er jeg døbt og konfirmeret. Min Fader og Moder hviler der, og det er det Sted, hvor jeg altid har følt Tryghed ved at være. Sognets Folk forstod mig. De havde set mig vokse op og set den Skæbne, der ramte mig i de unge Aar, og som aldrig senere har bragt mig andet end Lidelser paa Legemet, men som dog maaske har baaret gylden Frugt i Sjælelivet Gud give det!Et andet Ønske er, at min sidste Rejse maa ske uden at det offentlige indblandes. Jeg kunde ikke taale, at Fattigvæsnet skulde bekoste den. Alt, hvad jeg efterlader, skal den have, der bekoster Begravelsen. Dog herfra undtages mit Radioapparat, som jeg i Live har givet Astrid: hun var altid den kærlige og trofaste mod fattige Niels. Hun holdt intet for godt for mig, vilde hellere selv savne, end at jeg skulde mangle noget. En anden Undtagelse er mit Lommeur, som skal tilfalde min Søsters Søn, Marius.

Og saa beder jeg dig, kære Jens Thise, om at sige mine kære Plejeforældre og deres Datter. Astrid, min sidste Tak, bede dem om at se det gode i mig og glemme det mindre gode. Alt for karrig var jeg til at vise dem min Taknemmelighed, saadan var det vel nok, det glemmes saa let. De kendte mig ikke, som Du, min Ven, har fået Lov at kende mig, de forstod ikke mine lønlige Tanker. Tak Du dem, bring dem min sidste Tak og hilsen en Tak for det Hjem, de gav mig. Ja. Tak for alt Og Tak til Dig. Du kære Jens Thise. Mine Ord er fattige, men udsendt i det lønlige Haab, at de falder i god Jordbund.

Min sidste Hilsen og Tak til Dig med det inderlige ønske, at Gud i sin Naade vil holde sin velsignede Haand over Dig og dine.

Guds Fred være med os alle! Farvel!  Salme 504 og 674.

Din Niels Hansen.

Nielses Jordefærd fik jeg ingen Ulejlighed med, den bekostede hans Søster, saa han fik sit Ønske opfyldt og kom til at hvile som en fri Mand i sin Grav. Jeg var med til Begravelsen og talte ved Graven om mit og Nielses Venskabsforhold gennem de mange Aar ud fra Sangen: Lad Lykkens Ganger springe og springe dig forbi”.

Ja, Lykkens Ganger sprængte Niels forbi. Dens gyldne Trense blændede hans Øjne, han greb efter den, men fik ikke fat og opnaaede kun at blive trampet ned af dens guldbeslaaede Hove. Hans Livsmod blev med Tiden til Taalmod og Resignation og en enkelt Gang til Mis mod, naar det saa ud til, at den store og kloge Verden ikke vilde forstaa ham, men bare have Lov til at nøfle ham, som den grimme Ælling, de syntes, han var.

Men Niels naaede gennem Lidelsen ind til Freden, den Guds Fred, der er Sjælesolen, som aldrig gaar ned. Men Niels var alligevel lykkelig i sine bedste Stunder, fordi han ejede Taknemmelighedens Naadegave, og en hver lille Vennetjeneste føltes som Solstrejf over hans triste Tilværelse. Jeg sluttede med en Tak til Niels for hvad han gennem sin Strid og sin Daad havde lært mig om det vanskelige Liv og den endnu langt vanskeligere Død. Jeg takkede Nielses Plejere og deres Datter for deres Godhed mod Niels, der havde været ham til saa stor Trøst paa hans tunge Livsvandring

Inden følget skiltes bad jeg Astrid om at sende mig mine breve tilbage tilbage, hvis de fandtes i Nielses Gemmer Det gjorde hun og skrev samtidig et længere Brev, hvor hun fortæller, at Nielses Søster, Anna, fik bans Møbler, men der er jo heller ikke noget ved Stuen alligevel, siden Niels er væk. Vi savner ham saa meget Mor og jeg: men efter som han havde det, var det bedst, han døde.

Tak fordi du lyste saa meget op for ham i Tilværelsen gennem dine Bøger og Breve. Han var saa glad for hvert lille Lysglimt; men der var ikke mange, der tænkte paa at glæde ham.

Til Maj rejser jeg til Støvring Højskole, jeg glæder mig og venter mig saa meget af den Tid. Saa vil jeg slutte med en venlig Hilsen fra Astrid Jensen og mine Forældre.

===================================================

Engang imellem finder jeg den store Bunke Breve frem og fordyber mig i dem. Det er Spørgsmaal paa Spørgsmaal, som vi prøver paa at klare, men ikke helt naaede. Det er alle Nielses smaa og store Sorger, som han maatte have Afløb for og dele med en forstaaende Ven. Mine Breve er mere lyse i Tonen, jeg skulde jo, jeg kunde jo sagtens; jeg var jo i besiddelse af et godt Helbred og et rigeligt Udkomme; men Niels ja hans Breve fik Skygge fra Livets mørke Baggrund og var alligevel saa fulde af Tak og Lovsang, at jeg ikke kan læse ret længe i dem, inden Øjnene dugges.

En historie af forfatteren Jens Thise fra 1947

Fra bogen

Tider, tanker og oplevelser

Et tilbageblik

Oktober 2026

Jens otto madsen

Kilde: Avisudklip fra 1951

Jeg har set mor gå rundt med tiggerposen

Fattighusdrengen fra Brønderslev der blev folkemindesamler, fortæller om skiftende tiders skikke.

FOR  omkring 125 år siden holdt en fattig Brønderslevfamilie sit indtog på Brønderslev fattiggård i Vrangdrup, og en lille seks årsdreng flyttede med far og mor fra barndomshjemmet ved Østergade til sit fremtidige hjem på fattiggården. Drengen var forhenværende bødker Niels Pedersen, Østergade. Drengen blev landskendt som folkemindeler, og han nåede så vidt, at han fik sin egen »Niels Pedersen samling« på Det kgl. bibliotek i København.

Vi besøgte Niels Pedersen i hans hjem forleden for at søge oplysning om et og andet fra gamle dage, og samtalen kom efterhånden til at dreje sig om Niels Pedersens eget liv, et liv, som trods fattigdom og slid alligevel blev rigere end de fleste andres.

Flygtede fra koleraen i Aalborg

Min far var skibstømrer i Aalborg, fortæller Niels Pedersen. I hans første ægteskab var der 7 børn. Under koleraepidemien i halvtredserne døde hans kone og 6 af børnene i løbet af en uge. Det var strengt forbudt at forlade den pestbefængte by, men far flygtede en nat med det mindste af børnene, der var omkring et år, nordpå og fandt hvile i en høstak ved gården Gl. Vraa. Her kom han i tjeneste som kusk i flere år, blev gift og flyttede her til Brønderslev, hvor han arbejdede som snedker. Her blev jeg født. Skæbnen var igen ude efter far. Han blev ramt af leddegigt og var ude af stand til at tjene føden til familien. Det var hårde tider dengang, der var ikke noget med sygekasse eller sygehuse, og der var milelange strækninger mellem længerne. Jeg har i min drengetid set snesevis af tiggende kvinder gå rundt i sognet for at skaffe føden til sig og børnene min mor måtte gå samme gang, da far blev slået ud, og da mor ikke kunne mere, gik vejen til fattiggården.

Fattiggården havde skole for omegnen. Vi blev kun undervist i vinterhalvåret. Lærerne blev hentet blandt de bedste elever fra den daværende højskole Brønderslev. Kommunen snød mig forresten for de sidste to års skolegang. Da jeg var 11 år blev jeg en slags stavemester for de mindste elever. Da jeg var 12 år, kom jeg ud at tjene, og siden kom jeg ikke mere i skole. Den første sommer, jeg tjente, fik jeg 2 kroner i løn, men den 1. november kom et af Sognerådsmedlemmerne og hentede de to kroner. Det skulle være et afdrag på det, jeg havde kostet kommunen.

Leverede motiverne til ”De fattiges Paradis”

Som ung var jeg bl.a. på ”herregården” Annerup ved Støvring, hvor jeg lærte mejeribrug og bødkeri, senere slog jeg mig på bødkeriet alene og arbejdede ved dette fag til min 80års fødselsdag for snart to år siden.

I 1931 blev jeg indlagt Brønderslev sygehus, og her traf jeg forfatteren Peder Jensen Kærgaard, der var indlagt samtidig. Da en sygeplejerske fandt ud af, at vi var bekendte, flyttede hun vore senge sammen. Kærgaards hørelse var meget svag, og jeg fik fat på en tavle og et griffel, så jeg kunne gøre mig forståelig for ham. Jeg skildrede gamle dages Brønderslev for ham, livet på fattiggården- den og de mange mennesketyper og -skæbner, jeg havde mødt på min vej. Det blev Motiverne til Peder Jensen Kærgaards personer i hans kendte roman ”De fattiges paradis”.

Lad mig straks fastslå, at de mennesker, der dengang befolkede fattiggårdene, absolut ikke var forskellige fra andre mennesker, der klarede sig fri af det offentlige. Det var folk, der var slået ud af fattigdom eller sygdom, men mennesker, som var indstillede på at udfylde deres plads i samfundet, hvis blot ikke a en ublid skæbne havde villet det anderledes. Vel var der mennesker imellem, som var særlinge, men det skyldtes, at man ikke dengang havde de forskellige institutioner, det moderne: samfund nu har. Alle blev samlede paa fattiggården, når de ikke kunne klare sig selv mere.

Folkemindesamler med over 1000 kildeskrifter

Hvordan kom De i gang som folkemindesamler?

Det var Peder Jensen Kærgaard, der gjorde mig interesseret. Jeg har altid haft interesse i og øje for folketyper og for de skiftende tiders skikke, men det var Kærgaard, der fik mig til at arbejde systematisk med stoffet. Når jeg var færdig med dagens arbejde og om søndagen, kørte jeg Vendsyssel rundt på cykle og samlede stoffet. Når jeg kom hjem, skrev jeg det rent.

kilde skrifter, 1000 nedskrevet efter Det kgl. biblioteks forskrifter på særligt papir, der skal kunne holde i 500 år. De har nu opkaldt en samling derinde efter mig, det synes jeg er for meget. Nu er det forbi med skriveriet. Jeg begyndte for nogle aar siden at nedskrive mit eget levnedsløb. Jeg er naaet til mit 15. aar, men hænderne ryster, saa det bliver ikke til ret meget mere.

Er der ikke hos Dem nedfældet nogen bitterhed mod det samfund, der dog for andre at se, har været hård ved Dem i barneårene?

Nej, absolut ikke. Jeg vil gerne slå fast, at forholdene paa fattiggaarden i Vrangdrup ikke var daarlige set med datidens øjne vi sultede aldrig og fik den pleje som dengang var normen for fattiglemmer.

Tiden er dog en helt anden nu. skal jeg belyse forskellen, vil jeg sige det på den måde. at i gamle dage kørte man fattige gamle mennesker på fattiggården – nu kører man dem i skoven. de sociale goder der er nået, er intet mindre end et eventyr, og der er min inderligste håb, at linien må kunne fortsættes.

Oktober 2026 – jens otto madsen

Af: Peder Jensen Kjærgaard

som har skrevet En hilsen til bogbinder Poul Marlo Madsen, Brønderslev

Denne lille fortælling er udgivet i 1939 i 50 eksemplarer.

Lad Skæbner graane din Himmel,

  hvad der var lyst engang.

  inderst i Hjertets Grube

  gemmer i Mørket en Sang.

  Sangen om det forgangne

   i Dagenes dybe Sø,

   der tabtes Evighedblomster  –

   Mindet, som aldrig kan dø,                 

             (Bent Stenberg).

Paa den mørke Vildmose, fjernt fra menneskelige Boliger, hvor Blæsten hviner og Uglen tuder, her finder vi endnu noget af de store Vidders Ensomhed.

Paa lyse Sommerdage, naar Solen hæver sig op i Gryet i Øst, kan der over den store Flade være spændt et Net af Spindelvæv, hvori Dug- draaberne tindrer i alle Regnbuens Farver. Og op fra Lyngen stiger en lillebitte Prik: Den graa Sanglærke, der baskende med Vingerne skruer sig højere og højere opad, mens den synger sin Jubel ud i den gryende Morgen.

Der hvor Mosen holder op, og Agerjorden begynder, driver det ved Høstens Tid med Dufte af modnende Korn. Da er det ogsaa paa den Tid, Mosen klæder sig i Festskrud. Saa langt Øjet ser, lyser Lyngens rødbrune Blomster, og Humlebierne svirrer brummende fra Blomst til Blomst og suger af de fyldte Kalke, Over den kilometer lange Strækning af gamle Tørvegrave, hvor Stargræsset vokser stridt og frodigt, lyser Kæruldens hvide, silkeblade Blomster op i alt det sorte, et bølgende Hav af hvidt. Langt ude, dér hvor Kimingen gaar i et med det uendelige Rum, flimrer Lokesæden mens Gederamsen, de mandshøje Stængler med de skinnende røde Blomster flammer som en Brand over det….

Men naar Efteraaret sætter ind med stride Byger, og Skyerne i stormfulde Kast jager hen under Hvælvet, brølende som en Horde af onde Aander, der jager hinanden, er Vildmosen Mørkets Hjem, der avler Tungsind. Saa går Brokken i Hi, og Trækfugleskaren drager søenderud mod blidere Egne. De skriger i Angst og Forventning ud i den mørke Nat. En enkelt Fugl styrter med bristet Hjerte ned mod den ribbede Lyng. Bare et Suk som fra en Sjæl i Ned og Vaande, mens Flokken fortsætter som en susende og skrigende. Fanfare, der stævner mod Lyset eller Udslettelsen…

Hertil kom for mangen Herrens Aar siden en underlig Mandsling pamprende hen ad den sandede Vej fra Brønderslev, gennem Landsbyen Øster Hjermitslev ud til Moselandet. Det var om Foraaret, ude over Kærene boltrede Viberne sig i Parringsleg, og Lærkerne sang. Men han hørte ikke hverken Viberne, Lærkerne eller Vindens kælne Susen i de forvitrede Graaris, for han var tunghør. Men han knyttede Næverne, så Musklerne spillede i de senede Arme. Her var noget. for en rask Mand at tage fat paa.

Denne Mand var Laust Mogensen, der i en Menneskealder, i to Menneskealdre, kommer jo an på, hvor længe man lever, har været kendt under Navnet Mose-Laust.

I sin Ungdom rejste Laust sammen med sin Kone til Amerika, for der – i det den Gang forjættede Land at skabe sig en Fremtid. Nu var han altsaa kommet tilbage. Men Konen var ikke med; hende havde han mistet derovre i det fjerne Vesten. Nu gik han her med sin Søn ved Haanden, en Dreng paa en halv Snes Aar. Laust var rejst til Amerika fyldt af Haab… og nu en slagen Mand, der tilmed var blevet stærkt tunghør.

Kort Tid efter saa man Laust med sin Trillebør komme kørende oppe fra Landsbyen, hvor han fra en Byggeplads havde tigget sig noget Skrammel. Folk, der skulde i Mosen efter Tørv, fik hurtigt Forklaringen. Laust var ved at bygge sig en Hytte derude paa Ødet, hvor der var omtrent en Fjerdingsvej til nærmeste Nabo. Inden længe, saa man de graa Lermure vokse, indtil de havde en passende Højde. Og en Dag var der stablet noget. Sprinkelværk til Spær og Lægter ovenpas. Paa Dage efter var Huset tækket med et solidt Lyng- tag. Da Vildgæssene om Efteraaret i larmende Kiler sagte ud til Gasselunerne, de tre dybe Søer midt ude i Moselandet, var Hytten saavidt færdig, at Laust kunde flytte ind med sine faa Ejendele. Det ligger nu saadan noget som fyrretyve Aar tilbage i Tiden.

De første mange Aar ernærede Laust sig som Daglejer paa Omegnens Gaarde. Da der ofte var milelangt til Arbejdspladserne, blev det tit en træls Vandring Morgen og Aften. Men hjemme i Mosehuset ventede der ham den Fred og Hygge, han længtes imod, da han, fattig og ene, så fattig, som et Menneske snart kan blive, vendte tilbage fra Amerika.

Men her havde Mose-Laust endelig fundet sig et Fristed for sine forpinte Tanker. Og omsider fandt han ogsaa den Kvinde, der vilde dele alt sammen med ham.

Laust saa Grøde og Frugtbarhed i sit Spor. Her tænkes ikke alene paa den store Børneflok, der voksede op i Mosehuset, men ogsaa paa alt det andet Smaakravl, Geder, Høns, Kaniner og ænder, Duer, Hunde og Katte, som det vrimlede med. Senere da han havde faaet Jord opdyr- ket fik han også Kreaturer.

Vi travle Mennesker af det tyvende Aarhundredes forcerede Jag kan vist have godt af at standse lidt og se, hvad Laust Mogensen i en Menneskealder fik udrettet. Nu, vi ser Store Vildmoses tusinder Tønder Land med frodig Græsmark, synes hans Værk næsten så intetsigende, men Mindet om den ufortrødne Slider bør dog leve og fremhæves, naar Vildmosens Historie engang skal skrives. Fem Tønder Land af Mosen fik Laust sat i Kultur uden anden Hjælp end sin Spade og sine grove Næver. Hvem fatter, hvor mange Spadefulde Jord der skal løftes for fem Tønder Land er kulegravet? Der var alenhøje Tuer med stridt Stargræs, Vildnis af Birke- og Graariskrat at planere, dybe Grøfter blev gravet og Sandet kastet ind over den sprøde Tørvejord… Nej, vi fatter ikke, hvad det har kostet af Slid og Udholdenhed at rane fem Tønder Agerjord fra Urmosen. Det er om disse. Sliddets Børn, Skjoldborg saa smukt har sunget i Husmandssangen,

Skønt Mose-Laust aldrig naaede at frigøre sig for Fattigdommens snærende Baand, var Mosefamilien uden Tvivl en af de lykkeligste dèr paa Egnen. Der er vist aldrig nogen, der har hørt Laust klage og jamre, og dét vil nu ikke sige saa lidt. Gennem mange Aar var jeg en jævnlig Gæst i Mosehuset. Der befandt jeg mig altid vel, Saa sad Laust og jeg og raabte til hinanden. Thi trods det, at han paa mange Maader nærmest var en Særling, sad der alligevel et kløgtigt Hoved paa ham. De, der troede, at Laust var noget til en Side og behandlede ham derefter, blev som oftest belært om noget andet. Jeg har tit grundet

over hvordan han, der ikke engang havde Råd til at holde en Avis, kunde vide  så god besked om alt. Det maatte være Børnene, der fortalte ham alt, naar de om Søndagen kom hjem på Besøg. Han havde som sagt langt til Naboer, og de kom ikke til ham, og han heller ikke til dem. I Hjemmet havde han alt, hvad han havde behov. Det var rørende at se det smukke Familieforhold: Søndag efter Søndag kom Børnene cyklende på Besøg i det fattige Hjem.

Da jeg i 1933 rykkede mine Teltpæle op og flyttede til Fredericia, var nogle af de sidste jeg tog Afsked med af gamle Venner, da også Familien i Mosehuset.

Da jeg skulde afsted, knugede Laust min Haand, og det bævede om min gamle Vens Mund, idet han sagde:

Du vil komme til at længes efter din Mor, bitte Per.”

Tror du,” sagde jeg og smilte.

Ja det skal a low dig, svarede han omgående. Og så Mosen… hvordan vil du kunne undvære vor Mose?”

Dertil fandt jeg intet at svare, for vi, Vildmosens Børn, kan rejse hvorhen i Verden vi vil. Ingen Plet er hellig som Barndomsriget, Mosen med det vilde Navn. Hver Sommer, naar jeg var hjemme paa Ferie, var en af de første jeg besøgte naturligvis Mose-Laust. Og hver Gang gen- tog det samme sig.

Savner du alligevel int Mosen. Per?”

Det er snart det eneste, jeg virkelig savner,” svarede jeg så.

Jow, a kund’ nok tænk’ det,” sagde Laust saa. Vi her fra Mosen kan nu int føle os hjemme andre Steder end her… Jow, a sagde det også til dig inden du rejste, at du vil komme til at længes. Nej, a kund nu heller aldrig find mig i at bo andre Steder.”

Ja, naturligvis besøgte jeg Laust i Sommer. ferierne. Saa eftersaa vi, som saa mange Gange før, det hele: Køerne og Studen, Hønsene og Kaninerne, og bagefter gik vi ud over Agrene. Var Vejret godt fortsatte vi gerne ud i Urmosen, hvor vi satte os paa en Lyngtue. Der sad vi saa og saa os glade paa dette vidunderlige Landskab, der blev vort..

Saadan vil jeg helst mindes ham, min gamle, tunghøre Ven, siddende paa en Tue med blomstrende Lyng eller Stargræs og silkebløde Kær uldsduske, skuende ud over den milestore Mose, dette Landskabs Natur, der gennem mange Aars Samleven havde sat sit Præg paa ham, til han selv var en Del af Urmosen. Jeg har næsten aldrig kendt nogen, der levede i saa intim Forbindelse med Naturen som Mose-Laust. Han blev aldrig af dem, der trak det tunge Læs for Samfundets knirkende Vogn. Heller ikke indenfor Dansk Tunghøreforening har han sat sig det ringeste Spor. Han var bare en jævn Mand, en af de mange tunghøre, der aldrig har tragtet efter at gøre sig bemærket. Men han var et lysende Eksempel paa, at selv den, der skal gaa gennem Livet med lukkede Øren kan skabe sig Harmoni og Livsglæde, som stiller alt andet i Skygge. Derfor skal han mindes her i Tunghørebladet, skønt han sikkert vilde have protesteret, hvis han kunde have set det.. Mose-Laust var ikke af dem, der vilde gøres Stads af.

For nu er han ikke mere blandt de levendes Tal. Jeg vil ikke mere komme til at se ham, stirrende ud over Ødet dette Landskab, der havde præget ham saa stærkt. Hans Navn og Virke vil vel ikke være kendt af den Slægt, som følger efter. Derfor skal han mindes her, den gamle, trofaste Slider, en af Store Vildmoses sidste ægte Børn.

Er fra 1950 og udgivet som privattryk nr. 38 udgivet i 150 eksemplarer, som indeholder en fin tegning til hvert lille digt som er skrevet af  Peder jensen Kjærgaard og skrevet af  Henry Vilsbæk

Dette  eksemplar er forsynet  med en personlig hilsen til bogbinder Poul Marlo Madsen og hustru, Brønderslev, som uden tvivl har stået for indbinding af forfatterens bøger:

Historien om den  kendte

forfatter Peder Jensen Kjærgaard

fra Øster Hjermitslev            

Her fortælles om forfatteren Peder Jensen Kjærgaard, da han, fremfor nogen anden, var vildmosens digter. Samtidig kan det medvirke til at skabe et bredere kendskab til forfatteren og hans produktion, idet en oversigt over hans romaner og ligeledes nogle af hans digte sidst i denne artikel,  giver læserne et indblik i forfatterens tornebestrøede vej til det fjerne mål, at skabe sig et navn som forfatter, hvilket mål han nåede 12-14 år før hans død i 1959.

Kjærgaards hjem

PEDER JENSEN KJÆRGAARD

blev født d.20. marts 1898 som søn af Karen Margrethe og Jens Jen- sen, der ejede “Bojgården” i landsbyen Øster Hjermitslev ved den nordlige rand af Store Vildmose.

Der stod ikke skrevet ved Peders vugge, at han senere skulle blive en landskendt meget læst forfatter.

Det var derimod forudbestemt, at han som søn af en estimeret gårdmand, skulle træde i forfadrenes spor og ligesom dem blive landmand og naturligvis, som skik var dengang, senere selv blive ejer af en gård.

Dette ønske fra forældrenes side gik også i opfyldelse, men med megen ringe succes, da Peder hverken havde lyst eller interesse for landbruget og havde desuden langt fra kræfter til det, på grund af dårligt helbred.

BARNEÅRENE:

Peder begyndte sine første skoleår i Øster Hjermitslev skole og mens han gik i skole her, besluttede han at han ville være digter, selv om hans første forsøg i digter kunsten og hans første honorar herfor, honoreredes med en kraftig lussing af hans lærer, der opdagede, at Peder havde været så letsindig at digte et i øvrigt ganske uskyldigt vers, som han havde skrevet på sin tavle i timen.

Selv om Peder havde fået lussinger før, af læreren, så blev det efter denne dag til end nu flere. En begyndende dårlig hørelse gav anledning til yderlige lussinger og tærsk, af en uforstående lærer, der med slående argumenter krævede af Peder, at han skulle høre efter, da han mente, at Peder godt kunne høre når han ville.

Det endte derfor også med, at Peders forældre tog ham ud af skolen, hvorefter han kom til at gå i privatskole i Brønderslev hos Helene Sørensen, Hun havde mere forståelse for Peders problem.

Peder følte selv skoleskiftet, som at komme i paradis.

Foruden at passe sin skolegang, var Peder om sommeren hyrdedreng på faderens gård. Hans ønske om at blive digter var dog udforuet minsket og i forbindelse hermed, var hans store ønske at komme til at eje et par bøger.

For sine spareskillinger drog han derfor en dag til boghandleren i Brønderslev og kunne derefter hjemføre ikke alene to, men hele fire bøger. Det var en festdag for Peder, der da var 10-12 år gammel.

Da han efter sin konfirmation kom ud af skolen, sluttede også det frie hyrdeliv, for nu skulle han til at være karl på faderens gård.

Efter nogle års forløb voksede trangen til at digte op i ham og da kunne det hænde, at medens han gik og pløjede, kunne han standse dette arbejde et øjeblik for at skrive nogle rim ned på det stykke papir, som han med samme formål gik med i lommen.

UNGDOMSÅR OG GIFTERMÅL:

P.J.K.s.  hørelse var samtidig i tiltagende og han besluttede sig derfor til at tage et kursus i mundaflæsning på Statens Høreinstitut i Fredericia.

Han var på det tidspunkt først i tyverne.

Ungdomsbillede af Mary og  F.Jensen Kjærgaard.

På høreinstituttet mødte han samtidig sin skæbne i form af den unge Mary Korsgård, der var fra Tvorup-Vogn sogn i Thy. Hun var også hørehæmmet og deltog af samme grund i dette mundaflæsnings- kursus.

De fik sympati for hinanden, en sympati der efterhånden udviklede sig til, at de ville dele deres fremtid sammen.

Nu var tiden derfor inde til at P.J.K. skulle have sin egen gård og med giftermålet for øje overtog han “Kjærgaard” i Øster Hjermitslev. Vielsen fandt sted i Thisted kirke d.11. april 1925 og de nygifte flyttede derefter ind på “Kjærgaard” som nybagte gårdejere, selv om P.J.K.s lyst til og interesse for landbruget var blevet endnu mindre.

Inden sit giftermål, havde P.J.K. nået at skrive adskellige digte og en dag lagde han dette stabel digte på bordet foran daværende fatter, Thomas Olesen Løkken og bad ham bedømme digtene.

Det var med betinget ros, at Th. Olesen Løkken sagde: “Ja, du kan nok rime, men der mangler indhold  –  indhold forstår du”.

Var det ikke andet, så mente P.J.K., at det nok skulle kunne ordnes, men det viste sig imidlertid, at når et digt skulle have indhold og mening, så var det næsten umuligt samtidig at skabe rim og rytme.

Efter et par brevvekslinger med Th. Olesen Løkken foreslog denne, at P.J.K.skulle gå over til prosaen.

Det var et hårdt slag for P.J.K., der altid havde forestillet sig, at det var gennem lyrikken han skulle forsøge at skabe sig et navn.

Efter at have gennemtænkt dette forslag i et par år, besluttede han sig alligevel til at forsøge sig med prosaen, for når en så stor lyriker som Jeppe Aakjær kunne nedlade sig til at skrive prosa, så kunne han vel også og det gik han så i gang med.

Efter overtagelsen af “Kjærgaard” kunne P.J.K. nu komme til at dyrke sin store interesse  –  at skrive.

Herom har han selv fortalt: “Det var her, jeg for alvor begyndte mit forfatterskab. Her stred jeg den forfærdelige kamp med formen og stoffet. Skrev og skrev  –  og lod landbruget skøtte sig selv. Ikke så sært, at vi til sidst blev jaget ud… Men da havde jeg allerede skrevet romanen (Goddag igen), som jeg debuterede med året efter”. (1933)

Sin egentlige debut som forfatter, fik han med novellen “Her mødes alle veje” der var i Vendsyssel Tidende d. 15. december 1928.

På det tidspunkt hed han Peder Jensen, men da han i julen 1929 udsendte denne novelle sammen med en anden novelle, som sit første privattryk, havde han antaget forfatternavnet Peder Jensen Kjærgaard og havde altså taget gårdens navn som sit efternavn. Privattrykkets titel var “Fra ødemarkens rige”.

Forud for udgivelsen af hans første bog, lå der foruden den svære kamp med stoffet, også en kamp mod kreditorerne, der blev mere og mere pågående. i deres krav om at se penge, som P.J.K. havde vanskeligt ved at vise dem, da han havde så få af dem. Dertil kom hans kamp med sygdom og dårlig hørelse.

Inden hans debutroman udkom, havde han skrevet et par romaner.

Manuskriptet til den første bog bad han daværende forfatter, Jens Thise, som han nu havde lært at kende, læse og give sin kritik af den. Jens Thises kritik faldt heldigt ud, men mente dog, at der var nogle svage punkter i det, men også partier, der efter hans mening stod meget højt.

Efter at P.J.K. havde omarbejdet og forkortet manuskriptet, sendte han det derpå ind til et forlag.

Efter nogen tid kom det tilbage fra forlaget, der med beklagelse måtte meddele, at det desværre ikke kunne påtage sig at udgive bogen.

Gennem et års tid sendte P.J.K. manuskript til andre forlag, men med samme negative resultat. I mellemtiden havde han skrevet manuskript til en anden bog, men det led samme skæbne som det første.

Nu var P.J.K. næsten ved at opgive håbet om at få en bog udgivet, da han af en lærer på egnen, blev gjort opmærksom på, at der i Esbjerg var en litterært ung mand, som måske kunne hjælpe ham.

P.J.K. satte sig i forbindelse med manden, som viste sig at være Julius Bomholt, der på det tidspunkt var tilknyttet Socialdemokraten som boganmelder.

Aftalen mellem de to blev, at P.J.K. skulle sende Bomholt manuskriptet til sin tredie roman, til bedømmelse.

Bomholt læste derpå manuskriptet og gav ham en fin anbefaling med til Nyt Nordisk Forlag, der med denne anbefaling som baggrund, straks antog manuskriptet til udgivelse.

Det var i 1932 og året efter udkom så hans debutroman “Goddag igen”.

Foruden besværet med formen og stoffet og sin manglende lyst til og interesse for landbruget, måtte P.J.K. også finde sig i sine bysbørns for- argelse, da de opdagede, at han hellere ville sidde inde ved sit skrivebord og skrive, fremfor at passe sit landbrug.

Herom har P.J.K. selv fortalt: “Jeg husker end- nu hvordan mine bysbørn grinede – lå flade af grin – når de så mig med nedestangen cykle ud til Ryå.

Nej – sådan noget må en estimeret gårdmand ikke gøre. Ikke hvis han vil bevare anseelsen. At læse bøger kan være slemt nok, og skriver  han dem selv, må han finde sig i at blive dømt til bål og brand.

– Et endnu værre hyl jog gennem landsbyen, at nu havde jeg købt en skrivemaskine, da var det ikke alene et hyl, men et brøl der lød”. P.J.K. bar dig ikke nag til sine bysbørn af den grund, for han indrømmede, at de set deres side havde ret, ikke mindst fordi eneste nogenlunde brugelige redskab på gården var en gammel plov.

Det endte derfor også med, at Mary og P.J.K. der ingen børn havde, måtte forlade ”Kjærgaard” efter syv år som gårdejere.

De flyttede derefter til Fredericia, hvor Mary havde fået en ledende stilling på Statens Høreinstitut, der hvor de i sin tid traf hinanden.

Frigjort for alle bekymringer og spekulationer om gårdens drift, kunne P.J.K.nu endelig helt koncentrere sig om sit forfatterskab, men både han og Mary udvidede samtidig deres mundaflæsning                                                 ved gennem kursus, at lære mund-hånd- systemet.

Man kan sige, at det næsten var symbolsk, at P.J.K., mens han opholdt sig i Fredericia skrev bogen “Modvind og medbør”, der handler om en hørehæmmet drengs opvækst fra dreng til voksen. Bogen udkom i 1936.

Allerede året efter udkom “Skarnsfolk”, men nu var Mary og P.J.K. flyttet til København, da P.J.K. anså det for mest praktisk at bo mere ved forlagene, der udgav hans bøger. Efter at være flyttet til København, kom hans bøger nu i temmelig hurtig rækkefølge og i stedse større og større oplag.

For de fleste af hans bøger lå et stort arbejde forud, for at få den historiske rigtige baggrund.

Det store arbejde med behandling af stoffet til sine romaner, har nok været ukendt for de fleste.

Efter P.J.K. gennembrud og anerkendelse som forfatter, kunne daværende forfatter, Mads Ledet, Stenum, derfor med god grund i et brev til ham dateret d. 24/10-1947 skrive: “Du har været Øster Hjermitslev en god søn. Den lille ravnekrog – ja undskyld udtrykket – er ved at være den mest omtalte landsby i hele landet.

DE SIDSTE ÅR:

Selv om sygdom og alskens fortrædeligheder fulgte P.J.K. påtog han sig alligevel opgaven som redaktør af Folkets Almanak fra 1955 og til sin død. Et arbejde som interesserede han meget, idet han, som han selv udtrykte det, næsten kom til at betragte almanakken som sit hjertebarn.

Inden P.J.K. i 1932 flyttede fra Øster Hjermitslev var han ude at tage afsked med sin gamle ven Mose-Laust, der boede i et lille hus lige i udkanten af vildmosens nordlige rand syd for Øster Hjermitslev.

Mose-Laust havde P.J.K. da brugt som model til hovedpersonen i sin debutroman, der udkom året efter.

Mose-Laust spurgte da P.J.K. “Hvordan vil du kunne undvære vor mose, Per”?

Da  P.J.K. et par år senere var på ferie i Vendsyssel, besøgte han naturligvis Mose-Laust, der igen spurgte: “Savner du alligevel ikke mosen”?

-Jo det er snart det eneste jeg savner.

Da P.J.K. sidst i maj 1959 var på besøg hos broderen i Brønderslev, var hans gamle ven i mosen for længst død, men P.J.K. var alligevel en tur i vildmosen og en af hans venner fortæller, at P.J.K. da lagde sig på knæ og med hænderne gravede han ned i mosen og førte indholdet op til ansigtet, medens han i dybe åndedræt indsnusede den for mosen karakteristiske og særegne duft.

F.J.K. 1999.

Dette besøg i vildmosen blev et goddag igen, men samtidig også et sidste farvel.

Han var da stærkt præget af sygdom og kort tid efter, da han igen var vendt hjem til København, måtte han lade sig indlægge på Frederiksberg hospital, hvor han døde d.18. august 1959, 61 år gammel.

Hans urne blev nedsat i et gravsted ved siden af forældrenes gravsted på Øster Hjermitslev kirkegård.

Mary og Peder Jensen Kjærgårds gravsten.

Efter Mary Kjærgaards død, blev der d. 17. december 1968 oprettet et gravstedslegat med gyldighed til året 2168.

Fortegnelse over udgivne bøger:

Kjærgaard var yderst flittig og nåede at udgive i alt 29 værker.

Herunder ses en kronologisk oversigt over en stor del af hans udgivelser baseret på registreringer i Dansk Forfatterleksikon og Bibliografi.dk:

Udgivelser

Fra ødemarkens rige, 1929

Modvind og medbør, 1936

Løjerlige stabejsere, 1937

Skarnsfolk, 1937

Vers, 1937

Til Danmarks tunghøre, 1938

De Hjermitslev bønder, 1939

En tunghør Rydnmingsmand, 1939

De fattiges paradis, 1941

Ved Solfald : Roman om St. St. Blichers Livsaften, 1942

Vinden tuder om Børglum, 1945

Min barndoms jul, 1946

Strenge tider, 1946

Lyset sejrer, 1947

Nye slægter, 1948

Hilsen fra Vendsyssel, 1950

Slægtens mor, 1950

Goddag igen, 1951

En kunstner og hans muse : Mis og K.J. Almqvist, 1953

Julehelg, 1953

Jens Pengemand, 1954

Minder fra Bojgården, 1957

Pest over Vendsyssel, 1957

Per Spillemands vise, 1958

Blichers trækfugleprædiken, 1959

Fra Tællepraasen til det hvide Lys, 1959

Sandet fyger om Hvarre, 1960

Mindevandring i Spentrup, 1962

Her mødes alle veje, 1963

Kære Jens Otto,

Tak for invitationen til at skrive om min tid i Brønderslev, og om tiden derefter. Jeg boede kun 6 år i Brønderslev, men har stadig stærke forbindelser, og en række rigtig gode oplevelser og minder.

Jeg er født i 1953 i Silkeborg, hvor min far var præst ved Silkeborg Kirke. Sidst i 60’erne søgte Brønderslev Menighedsråd efter ny sognepræst til Brønderslev og Serritslev kirker, og min far endte med at få embederne. Familien bestod af far, mor og 4 børn, og vi havde ikke tidligere nogen tilknytning til Brønderslev eller Vendsyssel.

Jeg husker, at vi i Silkeborg havde besøg af en delegation fra menighedsrådet fra Brønderslev. En af dem var Simon Tolder (Simon Sørensen). Gæsterne havde overværet en gudstjeneste i Silkeborg Kirke, og efterfølgende var de på besøg i præstegården. Min bror og jeg kom hjem i uniform fra et FDF-arrangement, og da Simon så os i uniform, var han ekstra opsat på, at vi skulle flytte til Brønderslev. Simon var en af initiativtagerne til FDF-kredsen i Brønderslev og han så hurtigt, at han her kunne hverve 2 nye medlemmer.

Som nævnt troede vi, at vi ikke tidligere havde haft relation til Brønderslev og Vendsyssel. Det viser sig at være forkert. Senere i livet har jeg brugt en del tid på slægtsforskning, og her viser det sig, at vi 10-12 generationer tilbage har aner på min fars side med tilknytning til Brønderslev. Det gælder f.eks. Anders Hansen Holst fra Burholt, Maren Nielsen Kjærulf til Hebbelstrup og Else Andersen Holst (født Pedersdatter Kjærulf) til Øster Hebbelstrup i Hallund. Måske er det årsagen til, at hele familien følte sig velkommen i 1968, og at vi alle havde nogle rigtig gode år i Brønderslev.

Da vi flyttede til byen i påsken 1968, efterlod vi mine 2 storesøstre i Silkeborg, idet de kun havde 3 måneder tilbage af skolegangen, inden de havde gennemført en HF og en realeksamen. De flyttede heller ikke senere til Brønderslev, men endte efter uddannelser i hhv. Viborg og Hillerød. Mange besøg i Brønderslev blev det dog til, og de blev begge gift i Brønderslev Kirke.

Vi boede i præstegården i Bredgade 133. En dejlig stor kasse, men hundekold om vinteren. Alligevel nød vi alle at bo der. Rigtig mange drenge og piger er kommet i huset mens vi boede der, idet vi dels indrettede et lokale i kælderen til FDF, og dels modtog jeg mange spilleelever på mit værelse på 1. sal.

Jeg var 15 år, og min lillebror Nils Ole, var 11 år. Vi startede begge i Skolegades Skole og begge blev medlem af FDF. Senere blev min bror elev på det første hold på Brønderslev Gymnasium, hvor han i øvrigt blev den første elevrådsformand.

Fritiden blev hurtigt besat af FDF. Vi deltog begge aktivt i arbejdet i kredsen, og vi har nydt mange gode ture til bl.a. ’Godset’ i Hallund, til landslejre, kanosejlture m.v. Jeg syntes dog, at der manglede en vigtig ting i kredsen: Musikken. Jeg spillede i Silkeborg FDF-orkester i min Silkeborg tid, og mente, at vi burde starte et orkester i Brønderslev. Vi havde ikke mange penge i kredsen, og måtte derfor slække på ambitionerne. Det blev til et tamburkorps, hvor vi havde penge nok til indkøb af fløjter og trommer. I orkestret spillede ca. 20 drenge og piger (der blev åbnet op for, at piger også kunne deltage i kredsens arbejde).

Ambitionerne om at starte et orkester med messing blæseinstrumenter var der stadig. I 1970 gennemførte menighedsrådet en større ombygning af Brønderslev kirke, og bl.a. skulle orgelet udskiftes. Vi fik alle de gamle orgelpiber, og efter salg af disse, var der råd til indkøb af de første messingblæseinstrumenter. Der var stor interesse for at lære at spille på instrumenterne, og på et tidspunkt kunne vi tælle 25 drenge og piger i orkesteret og under oplæring.

Orkestret spillede ved mange lejligheder i og uden for Brønderslev, og den helt store udfordring kom 2 – 3 år efter stiftelsen, hvor vi tog på tur til England. Vi besøgte et engelsk orkester fra Boys Brigade, og sammen med dem, gav vi en række koncerter i Sydengland. Med på turen havde vi tamburkorpset fra FDF Frederikshavn, og forinden afgangen til England, havde vi en række øvedage sammen. En af disse foregik på Godset i Hallund, og da vi startede spilleriet, kom naboen rendende og bad os stoppe, idet hans køer ’satte’ mælken. (betød at de ikke kunne malkes). Dette billede er taget i forbindelse med en øvesession i Hedelund af fotograf Albeck, der var en god ven af FDF-kredsen:

Mange læsere vil helt sikkert kunne genkende mange FDFere fra Brønderslev. Se bl.a. efter Palle G. Christensen (BP), Anders Jensen, Klaus Østergaard, Søren Christensen, Knud Erik Sørensen (Fuzzy), Jens Peter Hansen, Nils Ole Klejnstrup, Sten Yssing, Hans Østergaard, Hans Frejlev, Axel Holm Kristensen, Birgitte V. Andersen (Shell), Inge Lise Hansen (datter af købmand Hansen i Bredgade, og mange flere.

Det var dyrt at drive en FDF-kreds med op mod 150 medlemmer og udgifter til de mange aktiviteter, herunder til orkestret og til lejren Godset i Hallund. Heldigvis var der blandt stifterne af kredsen i 1964 mange gode og kreative folk. Det gælder bl.a. Jeppe Bisgaard, Mogens Friis Larsen, Gunnar Bruun Jacobsen og Simon Tolder (Sørensen). De fik tidligt – og langt før folk i dag interesserer sig for miljø og genbrug – etableret en avisindsamling i Brønderslev. Hver den 1. lørdag i måneden blev der organiseret en række indsamlingsruter, og der blev indsamlet mange tons aviser hver gang. Byens handlende stillede velvilligt deres firmabiler til rådighed, bl.a. Krog Jensen, Langeland, smedemester Anton Jensen m.fl. Det gav mange tusinde kroner til kredsen.

En anden aktivitet der kastede penge af sig til FDF-kredsen var en koncert med de østrigske Wienersängerknaben. Gunnar Bruun havde hørt om koncerterne i Danmark, og ringede straks til deres turnearrangør for at høre, om de ikke kunne lægge vejen forbi Brønderslev. Det gjorde de, og byen blev en oplevelse rigere, og det samme gjorde kredsen pengekasse.

Billede: Så er vi klar til en 30 km tur. Fra venstre: Per Kristensen, Bjarne, Willy Holm Kristensen, Axel Holm Kristensen, Finn Madsen og Gert Holm Kristensen. Foto taget på bagsiden af præstegården i Bredgade.

Selvom det meste af min fritid gik i FDF, blev der dog også tid til medlemskab af PM-orkestret. Her spillede jeg vel omkring 3 år med en række herlige mennesker.

I FDF-kredsen udgav vi hver måned et medlemsblad. Det var anledningen til at 4 venner, Jørn Larsen (Solvangsvej), Axel Holm Kristensen (bl.a. plejer i Brønderslev), Willy Holm Kristensen (bl.a. politibetjent i Brønderslev) og jeg selv, startede et offset trykkeri. Tiden med duplikator og stensils var ovre, og ny teknologi måtte tages i brug. Vi investerede kr. 15.000 i nye maskiner, og starten gik på 1. salen i præstegården i Bredgade. Senere flyttede virksomheden til kælderlokaler i Grønnegade. Vi trykte månedsbladet til vores kreds, og for en lang række andre foreninger. Mange festsange er også mangfoldiggjort her.

Men det var ikke kun fritid. Skolen og arbejdet skulle også passes. Jeg gik kun godt og vel 1 år på Skolegades Skole, inden jeg efter realeksamen begyndte på Handelsskolen i Aalborg. Først den 1-årige Handelseksamen og derefter den 2-årige Højere Handelseksamen på Handelsgymnasiet ligeledes i Aalborg. 3 år med toget kl. 07.03 fra Brønderslev banegård – rigtig mange af de dage i sidste øjeblik, og en del gange måtte jeg vente på næste tog. Min sorte herrecykel fik fuld gas ned ad Bredgade.

I 1972 startede jeg som elev i Handelsbanken i Brønderslev. Det blev 2 meget fine år, med mange gode kollegaer. Flere af dem blev mine venner, bl.a. Else Sørensen og Per Hartman, der senere blev gift. Per og jeg blev senere bestyrelsesmedlemmer i Handelsbankens Personaleforening, og vi fortsatte derefter sammen i en forening af afgåede medlemmer, hvor også Else og min kone er medlemmer.

Læretiden var god, og jeg fik her bankvæsen ind under huden. Måske det især skyldtes Leif Ulriksen, der var ekspeditionsleder på det tidspunkt. Han lærte mig meget, og ham har jeg tænkt på mange gange senere i arbejdslivet.

Efter læretiden flyttede jeg til Aarhus for at aftjene min værnepligt, og for at afslutte min HD-eksamen på Handelshøjskolen i Aahus. Jeg tog første del i Aalborg, mens jeg arbejdede i Brønderslev. Herefter gik turen til København, hvor jeg siden har haft base. Dog har vores ophold i København to gange været afbrudt af udstationeringer. Først i 80’erne, hvor vi boede og arbejdede i Luxembourg, og midt i 90’erne, hvor vi boede og arbejdede i USA. Begge steder var – og er stadig – finansielle centre. I Luxembourg var jeg administrationschef og i New York var jeg souschef.

Bankvæsenet har udviklet sig kolossalt siden jeg blev ansat i Brønderslev i 1972. På det tidspunkt var filialen kun delvist konverteret til forskellige EDB-systemer. Nu nedlægges der stillinger overalt i bankerne verden over, idet mange processer er blevet automatiseret, og selvbetjening er blevet en del af dagligdagen for os alle. Der er stort set ikke behov for filialer længere, og hvor man tidligere så filialer på ethvert gadehjørne i de større byer, er de helt forsvundet nu. IT-udviklerne er også udsatte, idet mange af de job kan udføres i lavtlønsområder som f.eks. Indien. Jeg har selv haft fornøjelsen at besøge Danske Banks udviklingscenter i Indien, hvor der på daværende tidspunkt arbejdede ca. 1.000 personer for banken. Som et kuriosum kan nævnes, at det var på det tidspunkt, hvor askeskyen hærgede i hele Europa. Jeg fik en ekstra uge i Indien, men kunne stadig passe mit arbejde og mine møder via de kommunikationsforbindelser der eksisterer. Tankevækkende.

Jeg har været så heldig at deltage i denne spændende udvikling. Først via min ansættelse i bankens organisationsafdeling, og senere som chef Danske Banks Administrations- og IT-område. I den forbindelse har jeg også haft stor kontakt til de øvrige banker via arbejde i Finansrådet og PBS (nu Nets), og ved arbejde i den europæiske bankforening.

Der er ingen tvivl om, at Danmark er godt med, når vi taler om rationalisering af administrative processer. Det skyldes i høj grad, at vi i 1969 fik indført CPR-nummeret som en entydig identifikation af personer. Det har været et godt udgangspunkt for opbygning af forskellige databaser, og for at få dem til at hænge godt sammen.

Efter vores hjemkomst fra USA blev jeg chef for Danske Banks Udenlandske enheder. Her gennemførte vi over en årrække omstilling af bankens aktiviteter i udlandet. Vi nedlagde vores aktiviteter i Japan, Hong Kong, Singapore og New York, som alle var rettet mod større erhvervskunder, mod til gengæld at investere i banker i norden og Irland med et bredt fokus på alle typer kunder. Integration af de tilkøbte banker var et vigtigt arbejde i den sammenhæng. IT-systemer skulle tilpasses og kunder skulle konverteres til de fælles systemer, og ikke mindst opbygning af en fælles arbejdskultur i bankerne på tværs af landene, kræver en del arbejde.

Efter den periode skiftede jeg fokus og blev ansat som direktionsmedlem i Danica Pension. Her var jeg i 5 år, og i den periode rationaliserede vi også denne forretning, og vi deltog i moderniseringen af pensions- og forsikringsprodukterne. Det var interessant at konstatere, at ikke mange danskere interesserer sig for pension, selvom det er et meget vigtigt område for alle. Udover fast ejendom, er pensionsopsparingen det største aktiv for de fleste danskere. Også her havde vi aktiviteter i flere lande, og det blev en ganske spændende tid.

Min erhvervskarriere blev herefter afsluttet som administrerende direktør for Multidata (senere Bluegarden). Virksomheden blev solgt, og aktiviteterne er i dag placeret i firmaet Visma.

Jeg har været så heldig at kunne nedtrappe mit arbejdsliv over en periode. Det skyldes, at jeg har haft bestyrelsesposter i flere selskaber. Efterhånden som også disse poster ophørte, har jeg nu kastet mig over frivilligt arbejde. Det er sket i form af medlemskab af en meget store grundejerforening i København, hvor vi kæmper en række kampe med Københavns Kommune og staten. Her kan jeg konstatere, at der er enorm stor forskel på at arbejde i det private erhvervsliv, og i offentligt regi. Det kræver stor tålmodighed at have med Københavns Kommune og statsadministrationen at gøre.

Jeg mindes stadig min tid i Brønderslev med stor glæde, og vi får fra tid til anden lejlighed til at opfriske minder, når vi mødes med vores gode venner Birgitte og Axel Holm Kristensen, og Inge og Willy Holm Kristensen. Og som før nævnt ser vi også Else Hartman i vores forening. Vi stikker fra tid til anden indenom Brønderslev, når vi er på vej til ferie i Norge.

Min kone og jeg var så lykkelige at blive bedsteforældre for 1. gang i 2023. Med en uges mellemrum i januar kom en dreng (Alfred) født at vores datter, og en pige (Ellie) født af vores svigerdatter. Nu er det primært dem det hele handler om. Fremtiden tegner lys.

     med efterfølgende guidet tur rundt i en af Europas største højmoser som

Aage V. Jensen Naturfond, Naturstyrelsen og Aalborg Kommune står bag.

Lidt historie omkring Cementfabrikkens Mosebrug og Pedershaab Maskinfabrik A/S, Brønderslev `s bidrag

Det første initiativ til industriel tørveindvinding i Lille Vildmose blev taget af cementfabrikkerne i Aalborg og Nørresundby, da de i 1919 opkøbte Portlandmosen og startede Cementfabrikkens Mosebrug, fordi de gennem hele 1. Verdenskrig manglede brændsel. Flere maskiner blev siden da afprøvet og udviklet på stadigt større arealer.

Lokomotiv med tipvogne fyldt med tørv er på vej til Pindstrup Mosebrugs fabrik i Kongerslev

Omkring 1940 anskaffede man eksempelvis 21 nye selvkørende tørveværker fra Pedershaab Maskinfabrik. Hver af disse maskiner blev betjent af 13 mand fordelt med 6 i tørvegraven til at forsyne maskinen med tørv, en enkelt mand til at styre maskinen og tørvetilførslen til ælte- og pressemaskinen.

Tørvemassen kom ud af maskinen som en firkantet tørvepølse. De sidste 6 mand passede arbejdet ved udlæggerarmen.

“Mosebisser” foran en mindre tørvemaskine, der skulle betjenes af 5 mand

Pindstrup Mosebrug

I 1948 byggede Pindstrup Mosebrug en ny briketfabrik i Kongerslev. Tørvesmuldet, der blev gravet op og skrabt sammen ude i mosen, blev presset til briketter på fabrikken og brugt som brændsel i kakkelovne og komfurer. I 1957 startede Pindstrup Mosebrug produktion af tørvestrøelse på arealerne øst for Ny Høstemarkvej. Tørvestrøelsen eller spagnummen blev solgt i sammenpressede baller som vækstmedie i planteskoler og gartnerier.

Indvindingen foregik med håndkraft. Mere end 100 mand var involveret i produktionen både på fabrikken og i mosen. Højmosen blev oprindelig afvandet ved at grave grøfter og lægge dræn, fordi man ville opdyrke mosen. Senere var det netop en forudsætning for, at man kunne begynde at skære klyner. De skulle ligge og tørre i 1-2 år, inden de kunne transporteres til fabrikken i Kongerslev til videre forarbejdning. Her blev klynerne revet i stykker og den næringsfattige sphagnum blandet op med vand og tilsat forskellige gødningsstoffer.

Transporten rundt i mosen og ind til fabrikken i Kongerslev foregik med små lokomotiver, der på en smalsporsbane trak en “kolonne” på 27 vogne.

Efter 2. Verdenskrig blev indvinding af tørv og det hårde gravearbejde delvist overtaget af maskiner. Sphagnumindvindingen er i dag stort set ophørt i Lille Vildmose, og de drænede og afgravede arealer skal nu genoprettes til højmose.

Kvinder vipper tørvene op på kant Foto: FLS Industries, Valby

Et lille kuriosum

I 1886 købte Fabrikant Peder Nielsen noget jord i nærheden af banegården i Brønderslev og grundlagde fabrikken Pedershaab. Virksomheden udviklede sig, og der blev bygget flere og flere fabriksbygninger.

Noget af den jord, han havde købt, var en slags mosejord, som ikke var egnet til at bygge på. Peder Nielsen tænkte dog, at jorden udmærket kunne bruges til et offentlig anlæg til glæde for byens borgere, hvis området blev bearbejdet og ændret fra mosegrund til en mere bæredygtig grund, og det var lige en opgave for kommunen.

Derfor forærede Fabrikanten noget af jorden til Brønderslev kommune, og der blev oprettet et dokument behørigt underskrevet af repræsentanter for byrådet og Fabrikanten. I dokumentet blev det bestemt, at såfremt fabrikken engang skulle få brug for det, kunne det samme jordstykke købes tilbage for den gældende grundskyldsværdi.

Jordstykket lå nord for fabrikken, og der etablerede kommunen parken Hedelund.

I midten af 1970’erne skulle A/S Peder Nielsen Beslagfabrik udvide med en bygning til elektroforzinkning og indsendte projektet til godkendelse hos kommunen.

Der kom til virksomhedens store forundring afslag på projektet, fordi den nye bygning ville overskride den bebyggelsesgrad, som virksomheden havde tilladelse til.

Daværende administrerende direktør Rigmor Nielsen fandt det gamle dokument frem mellem mange andre vigtige dokumenter i det store stålpengeskab og aftalte et møde med borgmester P. N. Jensen.

Til mødet deltog yderligere nogle byrådsmedlemmer, kommunaldirektøren og formanden for Teknisk Udvalg samt administrerende direktør Rigmor Nielsen og teknisk direktør Svend Erik Christensen fra A/S Peder Nielsen Beslagfabrik.

Kort tid inde i forhandlingerne om projektet siger Rigmor Nielsen, at hun gerne ville købe jordstykket i Hedelund tilbage i henhold til aftalen.

Den aftale kendte man ikke på rådhuset, men Rigmor Nielsen tog den frem, så man kunne læse sort på hvidt, hvad der var aftalt.

Det lykkedes langt om længe kommunaldirektøren at finde deres kopi af aftalen, men så argumenterede borgmesteren med, at et så gammelt dokument ikke kunne have gyldighed.

”Vil det sige, at de dokumenter, de kommunale myndigheder underskriver i dag ikke er gyldig om nogle år?” spurgte Rigmor Nielsen.

Der blev stilhed nogen tid, og så fik Rigmor Nielsen tilsagn om godkendelse.

Tonny Bistrup

September 2021