Kategori: Historier fra Brønderslev

Arkitekt Helmer Hedelund Larsen født 14. april 1922, død 19. marts 2014- – sager i arkitektperioden 1953 til 1972

Sagsoversigt

Arkitekt hELMER Hedelund Larsen,

     

Helmer Hedelund Larseen drev tegnestue fra adressen Risagergade 10, brønderslev fra 1950 erne

Alle forretningens sager fra årene 1953-1972 er i Juni 2008 lagt på Brønderslev Lokalhistoriske Arkiv. Se også omtalen i “Nordjyske”.
Arkiveringen er komplet, dvs. den indeholder originale tegninger, såkaldte “kalker”, og sagsmapper med aftryk af tegningerne, beskrivelser, byggeregnskaber, anvisninger til håndværkere osv..
Bemærk dog, at i 60erne skete der en løbende overgang fra individuelle projekter, hvor arkitekten var bygherrens tilsynsførende og repræsentant overfor håndværkerne, til bygmesterprojekter, hvor arkitekten alene udformede tegningen og evt. indhentede byggetilladelsen. For bygmesterprojekterne er der således meget mindre materiale.
For årene 1959-66 og 1968-72, i alt 530 byggesager, findes der kartoteksblade eller -kort. Indholdet af disse er anført i følgende oversigt.
Link:
http://hedelund-design.dk/arkitekt/Sagsoversigt.htm#:~:text=Sagsoversigt%20Arkitekt%20Hedelund,Last%20update%204.7.2008
1) Marker ovenstående link og 2) højreklik herefter med musen og 3) klik herefter på “gå til http: m.m.”
4) gå til top og klik på billeder som ved klik forstørres

En tur til ”Lille Vildmose” og informationscentret 

 

     med efterfølgende guidet tur rundt i en af Europas største højmoser som

Aage V. Jensen Naturfond, Naturstyrelsen og Aalborg Kommune står bag.

Lidt historie omkring Cementfabrikkens Mosebrug og Pedershaab Maskinfabrik A/S, Brønderslev `s bidrag

Det første initiativ til industriel tørveindvinding i Lille Vildmose blev taget af cementfabrikkerne i Aalborg og Nørresundby, da de i 1919 opkøbte Portlandmosen og startede Cementfabrikkens Mosebrug, fordi de gennem hele 1. Verdenskrig manglede brændsel. Flere maskiner blev siden da afprøvet og udviklet på stadigt større arealer.

Lokomotiv med tipvogne fyldt med tørv er på vej til Pindstrup Mosebrugs fabrik i Kongerslev

Omkring 1940 anskaffede man eksempelvis 21 nye selvkørende tørveværker fra Pedershaab Maskinfabrik. Hver af disse maskiner blev betjent af 13 mand fordelt med 6 i tørvegraven til at forsyne maskinen med tørv, en enkelt mand til at styre maskinen og tørvetilførslen til ælte- og pressemaskinen.

Tørvemassen kom ud af maskinen som en firkantet tørvepølse. De sidste 6 mand passede arbejdet ved udlæggerarmen.

“Mosebisser” foran en mindre tørvemaskine, der skulle betjenes af 5 mand

Pindstrup Mosebrug

I 1948 byggede Pindstrup Mosebrug en ny briketfabrik i Kongerslev. Tørvesmuldet, der blev gravet op og skrabt sammen ude i mosen, blev presset til briketter på fabrikken og brugt som brændsel i kakkelovne og komfurer. I 1957 startede Pindstrup Mosebrug produktion af tørvestrøelse på arealerne øst for Ny Høstemarkvej. Tørvestrøelsen eller spagnummen blev solgt i sammenpressede baller som vækstmedie i planteskoler og gartnerier.

Indvindingen foregik med håndkraft. Mere end 100 mand var involveret i produktionen både på fabrikken og i mosen. Højmosen blev oprindelig afvandet ved at grave grøfter og lægge dræn, fordi man ville opdyrke mosen. Senere var det netop en forudsætning for, at man kunne begynde at skære klyner. De skulle ligge og tørre i 1-2 år, inden de kunne transporteres til fabrikken i Kongerslev til videre forarbejdning. Her blev klynerne revet i stykker og den næringsfattige sphagnum blandet op med vand og tilsat forskellige gødningsstoffer.

Transporten rundt i mosen og ind til fabrikken i Kongerslev foregik med små lokomotiver, der på en smalsporsbane trak en “kolonne” på 27 vogne.

Efter 2. Verdenskrig blev indvinding af tørv og det hårde gravearbejde delvist overtaget af maskiner. Sphagnumindvindingen er i dag stort set ophørt i Lille Vildmose, og de drænede og afgravede arealer skal nu genoprettes til højmose.

Kvinder vipper tørvene op på kant Foto: FLS Industries, Valby

 

“DU MÅ IKKE BÆRE VOR JUL UD!”

Af. tidligere præst Poul Sørensen, opvokset i Rakkeby

Det er en god idé at gå på julebesøg, men det er ikke en god idé at sige nej tak til at smage værten eller værtindens julesmåkager.

Hvis man siger nej tak til at smage, får man det mærkat på sig, at man “bærer julen ud” ifølge gammel folkelig opfattelse.
Jeg har i min barndom hørt min faster – Faster Anna i “Postgården” i Brønderslev – sige til en, som sagde nej tak til at smage hendes julebag: “Du må ikke bære vor jul ud!”
Jeg husker, at manden derefter besindede sig og rakte hånden frem.
Udtrykket “du må ikke bære julen ud!” forekommer i den uforglemmelige serie på tv “Sonja fra Saxogade”.
Se og lyt selv!

Roeplanterne, der skulle udtyndes og renses 3 gange

Roeplanterne, der skulle udtyndes og renses 3 gange

Hvem kan endnu huske dengang, hvor man ”hakkede” roer?

Før i tiden var der mange penge at tjene ved at tynde roer hos gårdmændene, og selv min far uldhandleren Kjeld Mads (1907-1989) smed det blå uldklæde og gik i roerne i maj måned.

Han fortalte tit om dengang i 1937, hvor en større gård i Østvendsyssel annoncerede efter folk, der kunne luge sukkerroer. Gårdmanden havde fået den ide, at der på hans fede muld skulle avles den rigtige sukkerroe (Beta vulgaris var. Altissima). For at det hele kunne lykkes, var der indkaldt en karl fra Lolland, der vidste, hvorledes sukkerroerne skulle udtyndes korrekt: 1. 2. og 3. gang – et stort arbejde. Far stillede på gården – og blev antaget til roehakningen.

Gårdmanden havde anskaffet nogle særlige roejern, som var trælse at arbejde med.

Karlen fra Lolland var en munter fyr, der både sang, delte tobak og ikke mindst havde medbragt en stak såkaldte uartige blade.

Jeg kan endnu høre fars stemme, når han begyndte med beretningen om sukkerroerne:

”Wi ku ent rejti pråt mæ ham, haj snakki lållask, og haj ha’e svårt we å forstå oss, men haj war i flink kål, å han dilt tobak mæ oss. Dæ mjest sjow war, at haj hae noen blå’e med nagen kwekfolk, og haj tu 25 øre for at wi a’er kun få low til å sjik i dem”

(Vi havde svært ved at forstå karlen fra Lolland, og han kunne heller ikke forstå os, men han var en flink karl, der delte sin tobak med os. Det mest sjove var, at han havde en stak uartige blade med nøgne damer; men han forlangte 25 øre, for at vi kunne få lov til at kikke i dem).

I dag er det slut med roerne.

Billedet: Sukkerroeeksperten fra Lolland – der hakkes 3. gang – se rækkerne er næsten vokset sammen

Da Rigmor Nielsen ville købe Hedelund tilbage

Et lille kuriosum

I 1886 købte Fabrikant Peder Nielsen noget jord i nærheden af banegården i Brønderslev og grundlagde fabrikken Pedershaab. Virksomheden udviklede sig, og der blev bygget flere og flere fabriksbygninger.

Noget af den jord, han havde købt, var en slags mosejord, som ikke var egnet til at bygge på. Peder Nielsen tænkte dog, at jorden udmærket kunne bruges til et offentlig anlæg til glæde for byens borgere, hvis området blev bearbejdet og ændret fra mosegrund til en mere bæredygtig grund, og det var lige en opgave for kommunen.

Derfor forærede Fabrikanten noget af jorden til Brønderslev kommune, og der blev oprettet et dokument behørigt underskrevet af repræsentanter for byrådet og Fabrikanten. I dokumentet blev det bestemt, at såfremt fabrikken engang skulle få brug for det, kunne det samme jordstykke købes tilbage for den gældende grundskyldsværdi.

Jordstykket lå nord for fabrikken, og der etablerede kommunen parken Hedelund.

I midten af 1970’erne skulle A/S Peder Nielsen Beslagfabrik udvide med en bygning til elektroforzinkning og indsendte projektet til godkendelse hos kommunen.

Der kom til virksomhedens store forundring afslag på projektet, fordi den nye bygning ville overskride den bebyggelsesgrad, som virksomheden havde tilladelse til.

Daværende administrerende direktør Rigmor Nielsen fandt det gamle dokument frem mellem mange andre vigtige dokumenter i det store stålpengeskab og aftalte et møde med borgmester P. N. Jensen.

Til mødet deltog yderligere nogle byrådsmedlemmer, kommunaldirektøren og formanden for Teknisk Udvalg samt administrerende direktør Rigmor Nielsen og teknisk direktør Svend Erik Christensen fra A/S Peder Nielsen Beslagfabrik.

Kort tid inde i forhandlingerne om projektet siger Rigmor Nielsen, at hun gerne ville købe jordstykket i Hedelund tilbage i henhold til aftalen.

Den aftale kendte man ikke på rådhuset, men Rigmor Nielsen tog den frem, så man kunne læse sort på hvidt, hvad der var aftalt.

Det lykkedes langt om længe kommunaldirektøren at finde deres kopi af aftalen, men så argumenterede borgmesteren med, at et så gammelt dokument ikke kunne have gyldighed.

”Vil det sige, at de dokumenter, de kommunale myndigheder underskriver i dag ikke er gyldig om nogle år?” spurgte Rigmor Nielsen.

Der blev stilhed nogen tid, og så fik Rigmor Nielsen tilsagn om godkendelse.

Tonny Bistrup

September 2021