Sagfører Anders Olesen – medieomtale i 1920erne

 skrevet af Poul Stevns, Serritslev

Sagfører Anders Olesen, Vodskov.

Anders Olesen ved sit skrivebord i sit hjem “Møgelbjerg” i Vodskov

Medieomtaler

​I et forsøg på at belyse, hvorledes vrensteddrengen, fæstebondens søn fra ”Høngård” i Nørrekæret, sagfører Anders Olesen blev opfattet af medierne i sin samtid, har jeg samlet lidt forskelligt materiale fra 1920erne. Stoffet foreligger i det følgende i form af en fødselsdagsomtale af Sagføreren samt et par nekrologer og sluttelig en omtale af Sagførerens jordefærd fredag den 20. dec. 1929.


​I forbindelse med Sagførerens 70års fødselsdag d. 5. sep. 1924 bragte ”Venstrebladet” følgende omtale:

Sagfører Olesen fylder 70.
​Når morgentoget fra Sæby standser i Vodskov, stiger en ældre, lidt grånet, men i skikkelse ungdommelig og spændstig herre ind i toget. – Han søger som regel en kupé, han kan få for sig selv, og når toget kommer til Nørresundby, er han en af de første, der stiger ned på perronen, og uden at lade sig standse af nogen, går han op til sin forretning. – Sagfører Olesen står for mange som en ensom mand, og dog lever han i sjælden grad med i alt, hvad der foregår omkring ham. Han har haft en lang arbejdsdag og har han tid tilovers til de interesser, som hans tilstedeværelse i Vodskov fortæller om. – Anders Olesen er Vendelbo. Han er født i Vrensted, hvor hans far var gårdfæster. Efter et ophold på Brønderslev Højskole blev han dansk jurist i 1877, blev fuldmægtig i Nørresundby hos sagfører Ingerslev og i 1887 nedsatte han sig som sagfører.
​Han vandt hurtigt ry som en dygtig jurist, og han har i sjælden grad vundet vendelboernes tillid. Han kendte befolkningen, og skønt det altid har været hans natur imod ”at snakke op” med folk, der kom ind til ham, blev han i sjælden grad afholdt af alle dem, der søgte råd og vejledning hos ham. Han talte ikke folk efter munden, sagde han i det hele taget mere, end sagen krævede, var det for at sige dem et par sandheder: Det er vanskeligt at sige en vendelbo sandheden; men sagfører Olesen hører til dem, – der kan gøre det.
​Det var imidlertid ikke blot befolkningen, han kendte. Også egnen kendte han, og hans interesse for Vendsyssel har givet sig udslag på mangfoldige områder. – Først og fremmest har han dog sat sig et minde i Hammer Bakker, hvor al færdsel foregik i gamle dage, hvor den kongelige landevej gik, der førte fra Østerhav til Vesterhav. Når vendelboerne havde været til marked, drog et helt vogntog henad Kongevejen, det var farligt nemlig at færdes her, da der ofte var ”Skarnsfolk” i Bakkerne, der overfaldt fredelige rejsende. – Her var der også tingsted. Der var liv og røre i Hammer Bakker før landevejen blev flyttet ned i det lave landskab, der i de første tider ikke kunne befærdes. Nu samler Bakkerne ikke nogen trafik. Men dog er der liv deroppe. Det gror omkring den stilfulde villa, hvor sagfører Olesen bor. 1400 tdr. land er beplantet. En herlig plantage, hvor Vendsyssels barske vind ikke mærkes. Et stykke Nordjylland ligeså skønt som ejendommeligt.
​Som vi nævnte for nogen tid siden, agter Sagføreren at udgive et værk om Hammer Bakker. Han vil selv med sit kendskab til stedet, med sin kærlighed til naturen, skrive indledningen, og som medarbejder har han sikret sig så fremragende kræfter som digteren Thøger Larsen og magister H.V. Clausen.​
​Sagfører Olesen nøjedes ikke med at smykke Bakkerne med sine skønne træer, da der var tale om ar bygge et nyt hospital for åndssvage tilbød han staten grund her. – Skærmet af de høje, slanke træer ligger hospitalets bygninger, der gemmer så meget trist, men tanken bortledes fra det triste ved de skønne omgivelser, hvori hospitalet ligger. – I forbindelse med hospitalet drives en avlsgård, der er bygget på forslag af sagfører Olesen, der sammen med læge Andersen, Åbybro, og gdr. Niels C. Nielsen, Horsens, sidder i bestyrelsen for åndssvageanstalten.
​Sagfører Olesen er som sagt en mand med adskillige interesser. Han er en kender og elsker af vor bedste litteratur og han har sin egen rodfæstede mening derom. Hans smukke gave til Thomas Olesen Løkken, som han skænkede fribolig i Løkken, var et udslag af denne dybe sans. Men også landbruget har hans interesse. Såvel avlsgården i Hammer Bakker, der drives af hans yngre broder, som fødegården i Vrensted, han har bygget op i den smukkeste stil. – De to gårde er seværdigheder af rang, alt er udført af kunstnerhånd, døre, vinduer, spiltov er fint forarbejdet og de stærke, mørke rørtag vidner om hygge og soliditet. – Da kongeparret i sommer besøgte Hammer Bakker bød sagfører Olesen dem velkommen i jævne og naturlige ord, som han plejer at tale. Han viste dem hospitalet, han førte dem op på højen med den vidunderlige udsigt, han førte dem ned i kirken, som han har skænket Vodskov og da man kørte tilbage til ”Dannebrog”, var sagfører Olesen gæst ved frokosten, hvor kongen takkede ham for den samfundsindsats, hans store uegennyttige arbejde var så smukt et udtryk for.
​Sagfører Olesen fylder 70. – Han har, som vi overfor skrev, en lang arbejdsdag bag sig, men enhver, der kender sagføreren, ved også, at han sikkert har meget, han endnu vil have udrettet. Han har stadig sine interesser, sin virketrang,.- Og man kan næppe give ham nogen bedre fødselsdagshilsen end et ønske om, at han fremdeles må se sit arbejde gro og udvikle sig lige så frodigt, som plantagen er vokset op omkring hans hjem i Vodskov.
​​​——————————

​​I december 1929 blev Sagføreren angrebet af Rosen i ansigtet. En overlæge fra Ålborg blev kaldt til Møgelbjerg, men Sagførerens liv stod ikke til at redde. Det var jo mange år før penicillinets tid. Søndag den 15. dec. 1929 døde Sagføreren i sit hjem på Møgelbjerg og samme dags aften bragtes meddelelsen herom i radioens nyhedsudsendelse. I de følgende dage fulgte de skrevne medier op med nekrologer om sagføreren.

I denne sammenhæng er udvalgt annoncen samt nekrologen fra Ålborg Stiftstidende mandag den 16. december:

​​Vor kære Broder og Svoger
​ Sagfører
​​ Anders Olesen
​​Er efter et kort Sygeleje
​​afgået ved Døden.
​​Vrensted, den 15. December 1929.
​​ På familiens Vegne:
​​J.C. Pilgaard, Johanne Olesen,
​​Vrensted. Møgelbjerg, Vodskov.

​I går er overretssagfører Andersens kompagnon død.

Nørresundby og omegns største navn, sagfører Anders Olesen, er ikke mere.

Da sagfører Olesen forleden fik meddelelse om Andersens død, følte han sig utilpas og tog hjem til villaen i Vodskov. I lørdags kunne han ikke overvære sin kompagnons begravelse, men dikterede bankdirektør Nielsen nogle varmtfølte ord som en afskedshilsen, og i går er han død i Vodskov. Sygdommen var Rosen og høj feber.

​Med sagfører Olesen forsvinder fra vor egen fysiognomi ikke alene en kendt mand i en stor forretning, men tillige i udpræget grad en personlighed, en mand med særprægede synspunkter og interesser, en betydelig kraft i offentligt virke, en i stor stil godgørende mand.

​Anders Olesen fødtes 5. september 1854 som søn af gårdfæster, Ole Andersen, Vrensted, spm døde i 1893. I 1877 blev Anders Olesen exam. jurist, derefter fuldmægtig hos sagfører Ingerslev i Nørresundby 1878-1887, og han nedsatte sig som selvstændig sagfører i 1887. Af hans mange hverv kan nævnes, at han var medlem af Ålborg Discontobanks repræsentantskab og kontrolkomite 1888-1898, meddirektør i Nørresundby Bank fra starten i 1899, sognerådsformand i Horsens-Hammer kommune 1906-19, medlem af repræsentantskabet i Hedeselskabet 1906-14 og derefter af sammes bestyrelse siden 1914, et hverv han omfattede med særlig interesse, formand i bestyrelsen for åndssvageanstalten i Vodskov. Han var Ridder af Dannebrogsordenen og Dannebrogsmand.

​Begyndt med bare hænder blev sagfører Olesen ved dygtighed og hæderlighed en holden mand. Han drev en landskendt sagførervirksomhed, men ugift, som han var, kostede hans eget liv ikke meget, og han forstod at anvende sine mange penge til samfundsgavn. Vi kan således nævne åndssvageanstalten i Vodskov, der alle dage nød godt af at stå hans hjerte nær, og til hvilken han skænkede den grund, den er bygget på, men desuden må Hammer Bakker nævnes,- og vel nok det af hans foretagender, der stod for ham som det kæreste. Interesseret plantemand, som han var, skyldes Hammer Bakkers beplantning udelukkende ham,- han byggede sin villa i skovbrynet, her byggede han Vodskov Kirke, som ses viden om, og tidlig og silde færdedes han i skoven, og ve den, der kastede madpapir til naturens forurening eller på anden måde bragte naturens fred eller skønhed i fare. Det er en kendt sag, at kun enkelte ”udvalgte” kunne få kort til at færdes i hans fredede natur.

​I Nørresundby Bank havde sagfører Olesen et stort ord at sige,- han var ikke en af dem, der kun er leder af navn. Hans udstrakte personalekendskab, hans saglige styrke og hans gode forbindelser forlenede han med en magt, der ikke var til at komme udenom, selvom han ikke blandede sig i de daglige småting.
​Han havde foruden det noget stejle sind og det afvisende, som visse folk kunne føle som ubehageligt, et varmt hjerte og en rank karakter. Havde sagfører Olesen sagt noget, stod det til troende,- også uden papir.- I sin egenskab af bankdirektør og sagfører betroede mange mennesker ham deres sager, deres hele velfærd, og det har ingen været narret med.

​En udstrakt velgørenhed har han udøvet. Vi minder i så henseende om det hjem for enlige damer, han har oprettet i Vrensted, – ”Ane Maries Hus” kaldet til minde om hans moder.
​Det er et srykke af Nørresundbys – vi tør sige Nordjyllands – ansigt, der forsvinder med ham. Hans navn vil leve i de institutioner, han har skabt.
​En søster førte hus for ham, en anden søster sidder – gift med sognerådsformand, gdr. Pilgaard,- i fædrenehjemmet i Vrensted.
​​ ———————–

Ålborg Stiftstidende den 20. december 1929:

​​ Sagfører A. Olesens jordefærd
​i dag fra Vrensted Kirke formede sig som en gribende sørgehøjtidelighed. Kirken var fyldt til sidste plads.
​I følget bemærkedes fhv. minister J.C. Christensen, dommer Bay, Nørresundby, godsejer Ahlmann-Lorentzen, Langholt, sagfører Toft, Pandrup, politimester Mangor, bestyrelsen for Nørresundby håndværkerforening med fane og mange flere.
​J.C. Christensen bad fadervor og talte fra prædikestolen. Han bragte en smuk tak til sagfører Olesen, som han havde siddet i bestyrelse sammen med i Hedeselskabet. Han takkede sagfører Olesen for hans naturkærlighed.
​Pastor Plesner, Vrensted, talte ligeledes gribende og nævnte sagfører Olesens store offervillighed.
​Der var utallige kranse.
​Ved graven talte bl.a. lærer Ersted, Vodskov, og sognerådsformand Pilgaard, Vrensted.

Gravstenen står på familiegravstedet på Vrensted Kirkegård tæt ved indgangen til våbenhuset.

​​​—————–

​Efterskrift:

​Materialet til det i fødselsdagsomtalen nævnte værk om Hammer Bakker forelå færdigt allerede i 1929. Det er udarbejdet af provisor Niels Hedin, Nørresundby, som Sagføreren havde valgt til at skrive bogen. På grund af Sagførerens bratte død samme år, blev udgivelsen sat i bero, indtil arvingerne i 1931 besluttede at lade den trykke i 400 eksemplarer: ”Som et skrift til minde om den afdøde og hans mangeårige arbejde for Hammer Bakkers bevarelse som jysk naturområde”.
​På Nørresundby Banks foranledning blev der i 1976 trykt yderligere 1500 eksemplarer af bogen.

​9. maj 1931 var Sagførerens efterlevende søskende samlet ved Sagførerens gravsted på Vrensted kirkegård for at afsløre en flot gravsten, hugget af billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen, Vejen, til minde om deres ældste bror.

​5. september 1934, sagfører A. Olesens 80årsdag, afsløredes der endnu en mindesten over Sagføreren. Denne gang i Hammer Bakker, hvor Niels Hedin stod for afsløringen. Også denne sten var hugget af Niels Hansen Jacobsen, Vejen. ​​​​​ ​​

Stenen står ved indgangen til Hammer Bakker fra Vodskov siden

​Og endelig til sidst skal det nævnes, at der også i Kongenshus Mindepark findes en sten, der bærer sagfører A. Olesens navn. Årsagen hertil er Sagførerens store arbejde med naturprojekterne i Hammer Bakker.

​​​​​Serritslev i marts 2018.
​​​​​ Povl Stevns.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.