Hun gør det samme som sin mor – Rejsen til USA i 1983

Lilly Hyldgaard Nielsen, tidligere  landmandskone på gården “Koldbrolund”, Kongsengene, Vrensted, gør som sin mor gjorde allerede i 1939. Hun foretog i 1983 en rejse til USA  for at besøge søskende og familie. Dog foregår rejsen nu med fly,

hvorimod moderen i 1939 sejlede til Amerika med dampskib. (Flere historier kan læses ved klik på link nederst)

Lilly Hyldgaard, født i 1913 i Horsens Hammer sogn, er opvokset på gården ”Søndergaard” i Åsendrup, sammen med sine 11 andre søskende.  Hendes mor og far flyttede til “Søndergaard” i 1916, da de købte denne ejendom, efter at de havde solgt en ejendom i Langholt, som faderen havde overtaget efter sinke forældre.
Faderen døde i 1923 kun 59 år gammel og efterlod sig kone og 12 børn. Moderen døde i 1951 i Vrensted.

Lilly’s ægtefælle:

Anker Elmer Nielsen, født i 1909 i Vrensted sogn, er opvokset på Åsendrup Kær, Vrensted i en søskendeflok på 4
Faderen drev en mindre ejendom og havde lidt arbejde ved siden af om sommeren med kreaturpasning.
Anker E. Nielsen døde i 1970 blot 61 år gammel.

Lilly og Anker blev gift i Vrensted Kirke i 1935 og etablerede sig på Kongsengene på ”Koldbrolund” som de købte også i 1935.

Efter Anker Nielsens død i 1970 drev Lilly gården videre indtil 1976 hvor den blev  overdraget til en søn. Ejendommen er i dag solgt og lagt sammen med en anden ejendom.

De sidste mange år boede Lilly i hus på Stationsvej 2 i Vrensted, indtil sin død i 1999.

Tre af Lilly’s søskende var som helt unge emigreret til USA og ligesom sin mor, som i 1939 – hvad måske ikke var helt almindeligt dengang – foretog en rejse til USA med Dampskib, for at besøge sine børn, havde Lilly også ønske om at besøge sine søskende og familie i USA.

Hun besluttede sig derfor til, at foretage en rejse til USA for at møde sine søskende og familien og sammen med sin niece Alice Olsen fra Stenum, som også havde noget familie, der var emigreret til USA som unge. De var klar til at rejse i slutningen af maj måned 1983.

Den 29. maj 1983 var kufferten pakket og de to rejsefæller var rejst til København, hvorfra de med fly påbegyndte rejsen til USA.

Lilly Hyldgaard Nielsen har ført en dagbog som gengives her.

Mandag den 30. maj 1983:

Ja så kom vi efter en god flyvetur til USA over til søster Inger. Vi havde en god rejse.

Tirsdag:

Jeg gik i gang med at skrive brev til Danmark og lidt over middag kom bror Lars efter os. Vi skulle ud på kirkegården og se gravstederne. De er noget anderledes end på vores kirkegård. Der er kun græs, men det ser jo også pænt ud. Nogen gør jo meget ud af det og andre gør det ikke, men det er jo ligesom hjemme. Herefter kørte vi ud til Lars’s datter Charlotte for at drikke eftermiddagskaffe. Hun havde et dejligt hus. Aftensmaden spiste vi hos Lars som også har er dejligt hus. Begges huse er jo nyere end søster Ingers hus. Hos Lars spiste vi noget kogt kød, ja det var af gris og så kartoffelmos. Dertil var der grøn salat og det er så krydret, men det er ikke noget de gør så meget ud af, som vi gør hjemme. Vi var så mange. Charlotte og hendes mand Wesley og to børn og så kom svigerinden Ethels bror og hans kone.

Onsdag:

I dag har vi været ude at køre. Charlotte kørte med os. Vi var ude i den største forretning i Omaha. Vi kørte ved 9 tiden, men der var også langt der ud. Der var så meget at se på, men vi fik ikke købt noget udover nogle postkort, som jeg nu vil skrive på til jer. Vi gik rundt der til kl. 14 hvorefter vi vi spiste der. Vi fik noget kyllingesalat. Turen hjem varede et par timer og vi var hjemme ca. kl. 16. Aftensmaden skulle vi spise hos Charlotte og her fik vi kalvekød og kartofler og en marineret salat og til dessert fik vi frugt og så kaffe. Så så vi film hele aftenen. De rejser jo så meget og så var der jo også en del film fra Danmark. Vi var hjemme hos søster Inger kl. 23 og så på hovedet i seng.

Torsdag:

I dag har vi været hjemme hos søster Inger hele dagen. Om formiddagen var vi ude at gå. Inger skulle i banken og så var vi oppe for at se det danske Brodersamfund. Vi var inde og se det hele. Det var dansk alt sammen. Vi talte med en mand som arbejder der, og han var så dansk så dansk. Hans mor boede i Hirtshals på Alderdomshjemmet. Han skulle til Danmark nu den 25. juni for at se til hende. Hun er så syg af kræft sagde han. Han havde en søn der var rejst i forvejen, han havde skrevet til ham, at der regnede hele tiden i Danmark.

Fredag:

I dag var vi i den danske by der hedder Elk Horn Java. Der havde været så mange danskere der engang, men det er der ikke mere, men der er stadig danske varer at købe. Møllen der er der, er dansk. Den blev sejlet derover for mange år siden. Vi kunne købe dansk julepynt. Der var meget pænt der.

Lørdag:

I dag har vi været til en stor fest i noget der hedder Kensington. Der var 100 års jubilæum. Der var mange folkedansere fra Hele verden.

Søndag:

I dag søndag har vi været i kirke og der var mange i kirke. Bror Lars kørte os. Vi skulle skrive vores navne i en bog som hører kirken til. Vi bliver taget så godt imod alle steder hvor vi kommer, så snart de hører vi kommer fra Danmark.

Mandag den 6. juni 1983.

I dag har vi været ude at køre igen. Vi var ude at se de flotte forretninger de har her ovre, men man bliver træt af at gå sådanne steder. Jeg kan ikke huske hva de hedder. Vi har også været ved at vaske. Lars har været her og slå græs.

Tirsdag:

I dag har vi været herhjemme. Inger har haft gæster til frokost. Vi var 7. De var så flinke folk. Det var Marie Edelskov, Florence, Niels og Lars. De talte dansk alle sammen. Niels var fra Danmark, så han kunne fortælle så meget. Hans kone var født herovre, men hun talte også godt dansk. Det havde han lært hende. Hun havde også meget familie i Danmark. Det har været en skøn dag.

Onsdag:

I dag har vi været ved at vaske og koge klejner som vi skulle have med op til Jey, og vi fik også snittet rabarber. Vi spiste til aften hos Lars og fik kalkunbryst og så var der ikke mere den dag.

Torsdag:

Så går rejsen så videre med bus til Colorado . Kl. 8 morgen skal vi køre og vi var der ikke før kl. 23, så det var en hård dag. Joyce og Charle var inde efter os. Da vi kom hjem til dem fik vi the og et stykke kage dertil. Herefter skulle vi i seng godt trætte.

Fredag:

Så har vi fredag morgen og vi har sovet godt efter den lange køretur. Vi får til morgenmad cornflakes og kaffe og søsterkage, ja søster Alice får et par ristede franskbrød. Så fik vi ikke mere før til aften. Der fik vi en bolle Jerry havde ristet på grillen. Vi kom nemlig sent hjem, for vi havde været ude at køre, da Jerry kom fra arbejde. Han kørte os helt op i bjergene. Vi kan stå herhjemme hos dem og se dem og der ligger sne på toppen. I kan tro der var pænt deroppe. Vi var meget højt oppe, men der bor mennesker deroppe, hele vejen op ad skråningen. Vi er ude at spise hver dag. Sallie kom hjem, hun har to små piger. Den store hedder Christi og den mindste hedder Charle. Så er der ikke mere den dag.

Lørdag:

I dag har Jerry ikke været på arbejde, så vi kørte også op i bjergene og et andet sted ud. Vi var inde og se så meget og vi fik også købt lidt, men det er så dyrt herovre. Vi var inde og se en Katolsk Kirke. Der er meget pænt ved bjergene og ja vi har næsten kørt over alt. Det går jo op hele tiden, men vejene snoer sig. Vejene er meget gode der oppe og der er lavet store tunneller, de er meget lange og mørke. I dag har vi også været ude at spise.

Jerry kone vil ikke lave mad. Om aftenen kom Salli og hendes mand og børnene hjem for at drikke kaffe.

Søndag:

Så er der igen søndag og vi skal ud at køre igen. Vi var henne at besøge søster Ingers datter Sue, hun bor ikke så langt derfra. De bor alle tre i Colorado. Sue bor alene, hun har mistet sin mand. De havde kun været gift i 2 år. Han var ude at flyve i sin egen flyvemaskine og faldt ned ude i bjergene. De fandt ham først fire dage efter. Hun er ikke så gammel. Vi tog hende med hen til søster Ingers datter Sally. Hun bor ikke så langt fra dem. Vi spiste også der. Vi var hjemme ved firetiden. Så skulle vi have pakket inden vi skulle på Kinesisk restaurant for at spise. Kl. 20 skulle vi til bussen, den gik kl. 21 og så kørte vi hele natten.

Mandag den 13. juni 1983:

Så er vi kommet tilbage til Omaha. Kl var 11 og da var Lars kommet for at hente os. Vi har været ved at vaske nu, for i morgen skal vi til South Dakota. Vi skal køre kl 9, så kommer Lars også til at køre, men det er ikke så langt dertil, det tager kun 5 timer at køre.

Tirsdag:

Lars kom ved 9 tiden og kørte os så op til Margrethe og Chris. Charle ville også med og så kunne de jo skiftes til at køre så at Lars kunne få et hvil. Vi var inde at spise på en lille restaurant og så kom vi til søst erMyrthe kl. 14. Chris var ved at slå græs da vi kom. De har det dejligt. Til aftensmaden spiste vi kalvesteg.

Onsdag:

Så har vi været her hos nogle bekendte Margrethe og Chris den første nat og  vi har sovet godt. Vi har drukket morgenkaffe og ellers været hjemme hele dagen. Verner og Norma kom til aften kaffe.

Torsdag:

Vi har fået morgenkaffe og vi fik snakket om alt fra gammel tid. Ved tretiden kørte Chris og Margrethe med os til Brues, vi skulle ud at se hvor søster min søster Alice havde boet. Om aftenen var vi hjemme.

Fredag:

Det er morgen og jeg tror ikke vi skal ud at køre i dag. Chris skal til mekanikeren og Judith kommer hjem i dag med mand og to børn. Vi har været med søster Myrthe nede i byen i eftermiddag og jeg har købt en ny kjole. Vi kom hjem til aften og vi spiste kylling til aften.

Lørdag:

I formiddag har vi været hjemme og Judith har været ved at bage en kage og røre noget kalvefars, som vi skal have til aften. Om eftermiddagen var vi nede i byen og handle. Judith skulle have nyt tøj. Om aftenen var Myrthe og Chris og Alice og mig ude at gå en tur.

Søndag:

Vi har været i kirke og til middag kom nogle af børnene hjem. Det er fars dag og derfor var vi så mange.

Mandag den 20. juni 1983.

Vi var hjemme hele dagen. Om eftermiddagen var vi ovre at besøge tre søstre som bor sammen lige over for Myrthe og Chris.

Tirsdag:

Der er meget varmt og vi er hjemme. Om aftenen var vi henne ved Norma og drikke aftenkaffe. Vi har også været ude og handle.

Onsdag:

I dag har vi været ude at spise på et Kinesisk hotel. Det var Norma der gav middag. Vi fik en pandekage der var fyldt met grønsager og så en forårsrulle og ris. Det er ikke noget jeg bryder mig om.

Torsdag:

I formiddag har vi været på besøg hos en der hedder Maria Nielsen, hun er fra Vrensted og var født ude på Bådstedhede, der som Rose og Johannes boede. Hendes far hed Svend Holm. Der kom også Anna Holmen, så der blev talt meget om Danmark. De talte begge godt dansk. Om eftermiddagen var vi ude at drikke kaffe ved Emma og Niels. De er også danskere. Niels er fra Ingstrup og Emma er fra Thise. Det er krog Kristians datter. Vi så billeder, der var mange bekendte fra Vrensted. De længes alle efter Danmark.

Fredag:

Vi har været ude at køre hele dagen, kørte langt ud på landet. Der var meget pænt. Vi var ude ved en stor sø, hvor Verner og Norma har sommerhus. Det hed Volga der hvor vi kørte. Markerne stod godt. Om eftermiddagen kørt vi ud til noget som hed Point West, der var et gammelt museum. Om aftenen kom Sindi og hendes kæreste.

Lørdag:

Har vi været hjemme hele dagen. Børge og Hans kone kom en tur.

Søndag.

Vi har været i kirke. Det er meget hyggeligt. Om eftermiddagen kom nogle af børnene hjem.

Mandag den 27. juni 1983.

I formiddags kom Roy hjem, men han skulle skynde sig på arbejde. Så fik vi ham at se. Han ville gerne se os. I eftermiddag har vi været ude at køre. Vi kom langt ud på landet. Det hed vist West.

Helt præcist husker familien ikke hvornår Lilly og niecen kom tilbage til Danmark, der mangler en slutning på dagbogen, som beskriver de første fire uger, men de fortæller, at deres mor fortalte om den store oplevelse med stor begejstring og glæden ved at have genset og mødt både søskende og familie i USA.

Herunder andre historier om familien Hyldgaard Nielsen, Vrensted

juni 2019-jens otto madsen

Forfatter: Jens Otto Madsen

Født og opvokset i Vrensted