Ud at tjene – Emma Jensen, Søengen, Bådstedhede, Vrensted –

Kilde ”Ud at Tjene”

Erindringer 2004 fra Løkken Vraa Kommune

Ud at tjene

Emma Jensen, Søengene, f.1908 d.2006 

Emma Jensen, Søengene, Bådstedhede, Vrensted

Jeg vil fortælle lidt om mig selv, min barndom og ungdom.

Jeg er født den 18. oktober 1908 på en gård på Gjøl.

Jeg er den yngste af syv søskende. Derudover havde min mor tre børn og min far fem af tidligere ægteskaber, så vi var 15 i alt, men det husker jeg ikke meget af.

Emma til højre

Min storesøster har fortalt mig, at min far havde megen omgang med sagfører Olesen. Han gjorde det sådan, at mine forældre flyttede tre gange, fra de havde en pæn gård, til de havde en lille gammel ejendom. Sådan var sagfører Olesen. Han narrede en masse mennesker, og tog

næsten alt fra dem. Han fik ikke sin rigdom af ingenting. Thomas Olesen Løkken har beskrevet ham i romanen Sagfører Sigerslet.

I 1910 døde min mor, jeg var to år gammel dengang. Min Moster, Marianne Eriksen, kom og tog mig med hjem. Hun boede på en gård på Vrensted Østre Hede. Jeg kom i pleje hos min mosters naboer, Stine og Marinus Thomsen. De havde ingen børn dengang, men i årene efter fik de fem og senere et barnebarn, så jeg har haft mange søskende.

Stine og Marinus Thomsens gård, Kongsengene 274, Vrensted Østre Hede

Jeg vil fortælle lidt om min barndom og ungdom hos mine plejeforældre. Da jeg var seks år, var der en pige hos en nabo, Marie hed hun, hun lærte mig at sy, og hun syede dukketøj til mig. Jeg husker vi gemte saks, nål og tråd under hækken. De køer, hun passede på, gik løse, og når de gik, hvor de ikke måtte, skulle jeg løbe efter dem, så syede hun dukketøj til mig. Der var roemarken eller kornmarken, de løb ud i.

Da jeg var 6 1/2 år, da begyndte jeg i skolen. Vi skulle kunne bogstaverne og tallene. Jeg husker hvor slemt det var, men mine plejeforældre havde en hyrdedreng Thomas Vestergaard, han lærte mig at kende tal og bogstaver.

Jeg skulle også altid være barnepige og lidt senere hyrdepige. Jeg skulle have barnevognen og de små med ud, og jeg havde altid mit hækletøj med i barnevognen. Da jeg var ti år kunne jeg allerede hækle mellemværk og blonder.

I 1916 da jeg var otte år, var jeg hyrdepige hos mine plejeforældre. Køerne stod tøjret og jeg skulle flytte dem to gange om formiddagen og to gange om eftermiddagen.

I 1919 brændte mine plejeforældres gård. Jeg var kun ti år, men jeg husker , at alle de ting, jeg havde lavet, brændte. Gården blev bygget op igen. I den tid boede vi hos en nabo, Mads Østergaard. Vi fik soveværelset og et værelse. Jeg husker at jeg så gerne ville hen og se hvor langt de var på byggepladsen, men jeg skulle altid havde de små med i barnevognen og vist to elle tre andre ved siden af. Jeg husker hvor hårdt det var altid at være barnepige.

Jeg blev konfirmeret i 1922, og samme efterår kom jeg ud at tjene. Gårdejeren kom selv for at høre om en tjenestepige, bettepigen blev jeg kaldt. De blev enige om at jeg skulle have 100 kr. for vinteren og 200 kr. for sommeren. Den 1. november, da jeg blev hentet i plads, kom de efter mig i hestevogn. Jeg skulle selv have skab eller kommode med. Jeg var også med vognen, for jeg havde ingen cykel.

Vi skulle op kl. fem om morgenen, og jeg skulle malke syv køer morgen og aften. Bagefter skulle jeg give de spæde kalve mælk. At vaske spande, det var også mit arbejde, det foregik udendørs. Jeg skulle skrubbe bryggersgulv, og om lørdagen blev borde, grydelåg og andet skuret i sand og kalk. Om eftermiddagen skulle jeg hjælpe med at stoppe tøj eller sy for fruen. Om vinteren skulle jeg hjælpe med at tærske.

Vi var to piger, der delte værelse. Der var to senge, et lille bord og måske to stole. Det var en god go lærerig plads, og kosten var god. Når vi spiste sad manden i folkestuen sammen med karlene. Fruen, barnepigen og tre børn sad i børneværelset, kokkepigen og jeg i køkkenet.

Jeg havde fri hver anden søndag fra kl. 13-19. Det tog en time at gå hjem til mine plejeforældre ad sandvej. Om aftenen gik jeg derfra kl. 18 og havde en lygte, vist en flagermuslygte, i hånden.

I april 1923 fik jeg min første cykel. Den kostede 135 kr.

Efter et år kom jeg hjem og var der i fire år. Det hårdeste arbejde var nok, når der blev gravet tørv. En hel uge skulle jeg trille tørv ud, det var hårdt. Der var mange andre ting der ikke var rare, men jeg var jo kun plejebarn.

I 1927 fik jeg en ny plads. Det var på en gård hvor datteren var kokkepige. Jeg var det de kaldte bryggerspige. Mit arbejde bestod i at malke. Det var ikke et bestemt antal, vi skulle malke, vi hjalp hinanden, til vi alle sammen var færdige. Jeg skulle også gøre spande rene, vaske gulve og andet skrubbearbejde. Det var gode folk. Vi spiste godt og var altid mætte. De var sparsommelige, men behandlede os godt. Det var ikke alle steder, folkene fik så god en behandling, for mange steder blev tjenestefolkene behandlet usselt.

Jeg havde fri en eftermiddag om ugen. Det var ikke en fast tid, men når vi var færdige over middag. Vi skulle sy og ordne vores eget tøj. Det var jo hjemmestrikkede strømper vi brugte, og de skulle stoppes. Nogen gange kunne jeg også nå at brodere lidt. Der var ikke mange steder man havde en frieftermiddag.

Jeg har næsten aldrig ordnet karlekamre. Jeg husker, det var det værste, jeg vidste. Som jeg husker det, var værelserne ved hestestalden, og der var ikke altid dør imellem. Der var halm i sengene og der var ingen fjedre eller sengebund.

Når vi skulle til bal, blev vi inviteret på et balkort. Det var ikke hver gang, vi var inviteret med. Var det gårdmands sønnerne, der inviterede, blev det kaldt knastbal. Ballet begyndte ved 21-tiden, når der var malket og toget kommet ind. Det var gratis for vi piger, men karlene gav to kroner. Det var til betaling af musik, kaffe og kage. Der var altid hjemmebagt kage. Der blev spillet en kaffemarch, og så tog herrerne en dame, og vi gik i den lille sal og satte os til bordet. Når der var fyldt, måtte resten tilbage til den store sal og vente til næste kaffemarch. Der kunne man se hvem der var gode venner eller kærester. Pigerne var gerne i silkekjoler, det fineste, de havde.

Jeg husker, det var Marie og Søren Nielsen, den gamle sognefoged, der serverede kaffen. Der var levende musik. Det kunne være Frans Møller, Aage Jensen, barber Simoni Sørensen eller murermester Martin Andersen, der spillede. I november 1928 flyttede jeg i en ny plads, hvor jeg var kokkepige. Der var en bettepige og en barnepige. Min påklædning var fri, men jeg havde kappe på om formiddagen og altid hvidt forklæde om søndagen. Vores toilet var ude i tørvehuset, men fru og børnene havde træk og slip.

Mit arbejde var at lave maden og at bage brød. Jeg bagte fem store franskbrød, finbrød, og to kringler om ugen. Maden var der ligesom andre steder, kogt eller stegt flæsk, og om lørdagen spegesild eller pandekager, og så vælling eller grød.

Vi lavede al maden på komfuret. Det gjorde de alle steder. Aftensmaden var nogle gange smurt mad, som blev sat på en tallerken til hver, og dertil fik man kogt eller kold mælk.

I den plads blev der også slagtet mange spædekalve. De skulle slagtes, inden de fik deres første mælk, ellers blev kødet løst. Jeg kan endnu se for mig, når slagteren kom gående over gårdspladsen med kalven over skulderen. Den hang ude i et rum, hvor vi opbevarede de tomme saltkar og andre ting. Så tog vi et stykke af kalven, det kunne være til bøf, frikasse` eller andet. Vi lavede noget helt specielt af kalvene, kalveost. Det var sidebenene og andre tynde stykker kød, der blev kogt. Så pillede vi benene af, derefter blev det presset i en forme, og når det var koldt, blev det brugt som pålæg.

Når vi havde vaskedag, ca. en gang om måneden, vaskede vi i to dage. Det foregik på vaskebræt. Det var fruen, bettepigen og jeg, der vaskede. Der var meget, der skulle vaskes, bl.a. karlenes sengetøj og håndklæder, og det var meget snavset. Vi pumpede vandet op, men pumpen var godt nok i bryggerset. I de to dage vi vaskede, skulle barnepigen lave mad. Den bestod af kartofler, gulerødder og løg skåret i tern og kogt sammen, dertil fik vi enten kogt flæsk eller frikadelle.

Der skulle også bæres tørv ind til komfur og kakkelovne. Komfuret skulle pudses mindst en gang om ugen, og kakkelovnen to gange om året. Asken skulle tages ud hver dag.

I den plads malkede vi ikke fast, men da fodermesterens kone fødte et barn, malkede vi tre eller fire dage, så skulle hun i gang igen.

I november 1929 flyttede jeg igen hjem til mine plejeforældre og skulle arbejde for dem.

Til november 1930 fik jeg ny plads. Det var i Østergaard hos Johanne og Chr. Østergaard. Det var et dejligt halvt år. Jeg havde det godt og lærte meget. De havde nogle dejlige børn, og jeg var så glad for dem. De var også glade for mig og min senere mand, Aage. Det blev et venskab, som har varet siden. Jeg skulle have været der et år, men til maj flyttede jeg for at blive gift. Den 22. maj 1931 blev jeg gift med Aage, og vi overtog hans hjem på Søengen. Jeg var så glad for at få mit eget.

Pengene var små, men vi havde det godt. Vi fik med årene 10 børn. Jeg har haft er arbejdsomt liv, men med mange gode stunder og minder.

Afskrevet med tilladelse fra Emmas børn.