En barndom uden hegn – erindringer fra Vrensted – Niels Jægerum

Niels Jægerum har skrevet en dejlig historie om sin barndom i Vrensted. Han har en fantastisk evne til at huske også detaljer, og er samtidig en god fortæller om en spændende barndom, med mange sjove oplevelser i en fri opvækst på landet i trygge rammer.

Kilde: Niels Jægerum

Niels Jægerum

Født på Søndermarken

Kongsengene 42, Vrensted, 9480 Løkken

“Søndermarken” Kongsengene 42, Vrensted hvor Niels er født og opvokset

 En barndom uden hegn

-erindringer fra Vendsyssel
 
De følgende små fortællinger fra børnelivet i Vendsyssel er selvoplevede begivenheder og fantasier, som ligger på en perlerække i et tilbageblik på barndommen. Jeg har sammensat disse brudstykker under overskriften ”En barndom uden hegn”, da det i bakspejlet har haft en afgørende indflydelse på min egen og andres dannelse til frihedssøgende og nysgerrige voksne. Livet er en kamp og uden kamp er der intet liv. Kampen og modsætninger mellem liv og død har været en central del af min opvækst på landet. Mit motto har altid været: Hellere bakse med livet end få det foræret! Uden en sansebaseret og erfaringsbaseret opvækst ville jeg slet ikke kunne forestille mig et liv som forfatter, foredragsholder og underviser i billedsprog, ledelse og kulturbegrebet. Uden den sanselige selvbevidsthed ville jeg ikke kunne forstille mig hverken livsmod, forestillingskraft eller jordforbindelse.
God læselyst!
Niels Jægerum
 

Indhold:

At begrave samvittigheden
At skyde sig selv i foden
Barndommens hegn
Hemmeligheder og hvide løgne
Døde frøer
Bækvandring
Det forskrækkelige barn
Barndommens råddenskab
Niels i sit “es” som underviser, foredragsholder og “Story teller”
En undervisningssituation med Niels
Her Niels med sin “luftbøsse” som han fik som barn
 AT BEGRAVE SAMVITTIGHEDEN
Da jeg var 11 år, fik jeg et stort ønske opfyldt. Min far gav mig et luftgevær, en Diana 16, med „rigtige“ hagl til og med duske til at skyde til måls med. Vi havde allerede i mange år ofte været til præmieskydning i omegnens forsamlingshuse sammen; men først nu fik jeg mit eget GEVÆR. Det tunge metalvåben lugtede nyt, og jeg mærkede suset i hele min krop, da min far rakte det over til mig og sagde:
„Niels du skal huske, at du ikke må skyde på hønsene, på køerne og på svalerne. Du ved godt, at svalen er en fredet fugl, og derfor er det forbudt at slå den ihjel.“ „Ja, far,“ sagde jeg og vidste et eller andet sted i mig selv, at det løfte kunne jeg aldrig holde.
 
Jeg har haft det store privilegium at gå løs i min barndom og altid have adgang til naturen og de små og store dyr, der færdes i denne. Med min luftbøsse som den dræbende forlængerarm vandrede jeg nu på opdagelse i denne, for en dreng, nye verden. Jeg spejdede efter alt, hvad der rørte sig, og intet kunne i dette opmærksomt indstillede drengesind kravle forbi, uden at det blev registreret. Jeg skød på fisk, der søvnigt dukkede op i vandspejlet i mergelgravens sorte og bundløse hul. Jeg skød på blodigler, der krympede sig sammen i lerbundens vandgemmer. Jeg skød på solsorte, som stjal vores jordbær. Jeg skød på mors tøjklemmer af træ og kunne med et eneste skud splintre en helt ny klemme, så kun fjederen var tilbage på snoren. Jeg skød også på høns, og det var en fryd at se, når de sprang kaglende afsted hen over græsplænen, efter at jeg havde ramt dem bagi med et spidshagl. En høne tager ikke skade af et hagl, når man rammer den på de rigtige steder. Jeg kunne selvfølgelig aldrig finde på at skyde den i hovedet.
Jeg skød også på køerne. Det var simpelthen for fristende for en elleveårig drengekrop at stå med luftbøssen i hånden. Sorte Ulv i 5 meters afstand af en „farlig okse“. Der, i den dirrende fantasiverden, var man ikke længere i forbudenes verden, men langt inde i den anden verden – Sorte Ulvs verden. Der, hvor en fjer i håret, en kniv i bæltet, vandfarver i hele ansigtet og 3 malede ringe på de store indianermuskler omringede den lille drengs handlekraft, og det var den naturligste ting at skyde på „dræberoksen“, ellers ville man selv dø i næste sekund.
Det var ikke Niels, der skød, men Sorte Ulv, og det er der meget stor forskel på, også hvis man skulle blive taget på fersk gerning. „Det var ikke mig!“
Jeg skød også på svaler, selv om det var en fredet fugl. At stå under telefontrådene og iagttage en flok tætsiddende svaler og mærke deres majestætiske ro og kongeagtige kig på verden, var for stor en fristelse for „fugledræberen“, der beherskede livet og døden med sit eget glinsende våben, hvori der sad djævelske hagl, som kunne stødes ind i den levende krop og slukke lyset for selv en hellig svale. Jeg kunne stå musestille og sigte i lang tid på forskellige svaler. Det var jo min hånd, min finger på aftrækkeren og mine øjne, der kunne afsige dødsdommen. Der var frit valg på alle tråde. Det var mig, der bestemte over alt i verden.
Når man nu stod sådan almægtig sødmefyldt og sigtede på det forbudte, var det som om min fars øjne fangede mig i nakken og pludselig kunne jeg mærke, at han kiggede på mig. Når jeg forskrækket og angst vendte mig om, var han der selvfølgelig ikke. Hjertet sad oppe i halsen, og nu pressede den lille finger aftrækkeren i bund. Svalen, som var udset til dødens rige, faldt ned som et æble, der har løsnet sig fra træet.
Intet kan sammenlignes med et forbudt skud. Drengehånden, der samler den varme og blødende smukke fuglekrop op, mærker sammenblandingen af fryd og smerte i de inderste forgreninger. Den lille svale i dødens hånd bliver forvandlet til den sorteste samvittighed, og først nu registrerer drengen, at den svale må gemmes langt – langt bort. Men svaler, der bliver gravet ned i et hemmeligt hul for aldrig at blive opdaget, har det ligesom samvittigheden, de presser sig på hele tiden og vil op i lyset igen. Derfor må drengen kigge til sin hengemte svale, ligesom vi for altid vil være henvist til at kigge på fortidens handlinger med smag af skyld, der hvor vi gik for vidt. Drengen havde øvet sig på livet og lært sin samvittighed at kende ved at gå løs på døden med en luftbøsse.
 
AT SKYDE SIG SELV I FODEN
Når man har skudt på alt, hvad der i sådan en elleveårig drengeverden kan skimtes for enden af et sigtekorn – når man har skudt på glasruder, små og store sommerfugle, gråspurve, stære, solsorte, skovskader, duer, glubske hunde, blik, flagstænger, flyvemaskiner, procelænsklokker, telefonmaster, gavlvinduer, på rotter og mus, på konservesdåser, guldspurve, musvitter og
fremmede hankatte – når man har kravlet og løbet, hvæset og spyttet i arrigskab en hel eftermiddag for at indfange en vingeskudt solsort – når man har skudt på alt levende og alt dødt i miles omkreds i skov, krat, langs vej og bæk, mangler man kun tilsidst at skyde på sig selv (eller sin fætter):
 
„Han stod helt opslugt stille med sin luftbøsse den middagsstund, hvor intet i verden kunne forhindre ham i sit forehavende. Geværet var ladt med et nyt hagl, og han sænkede langsomt, som i trance, det sorte skinnende metalfarlige løb, og pegede direkte på sin egen brune slidte træsko. Hvad ville der ske, hvis han trykkede af lige nu? Han lukkede det ene øje. Ren rutine. Holdt geværet foran sig i en stiv arm og var helt sikker på at ramme lige midt på foden. Han glemte at
trække vejret, fordi han brugte hele kroppen til at sigte med. Alt det, der var ham, lå indeni det skud, som snart ville være et gjaldende ekko på gårdspladsen. Han førte langsomt løbet hen over træskoen frem og tilbage som en vuggende luftgynge i glidende bevægelse. Han standsede brat, men målbevidst den svingende arm lige midt over træskoen og trykkede af – besat af en
uimodståelig nysgerrighed. I næste sekund føltes det, som om en stor sten havde ramt hans fod, og en voldsom smerte jog igennem hele hans krop. Han skreg og græd på samme tid. Haglet havde lavet et dybt mærke i overlæderet på træskoen; men var ikke gået igennem. Han vidste nu, hvor djævelsk ondt det gjorde at skyde sig selv i foden; men det kunne han jo ikke vide, før han
havde prøvet det!“
 
Man kan vide meget om, hvordan man skyder fugle, fisk og konservesdåser. Man kan også godt forstå, at et hagl har en gennemborende og dræbende effekt på selv en stor fuldvoksen skovskade; men den samme forståelse kan ikke nødvendigvis overføres til, hvad der sker, når man skyder sig selv i foden. Mennesket er i en vis forstand hensat til at spise en bid af verden forfra hver gang og konstatere, om det smager godt eller dårligt, om det er farligt eller sikkert, om det gør godt eller ondt. Det skal vi tænke meget over i forhold til opdragelsen af vore børn.
 
Den, der kender smerten selv, ved også, hvilke faser man skal igennem, når noget går galt. Vi skal have grædt mange tårer, før vi kan tackle tilværelsens modvinde og nedture. Vi kan øve os på livet ved at leve det, ikke ved at nogen lever det for os. De voksne ved som regel, hvor djævelsk ondt det kan gøre at slå sig over fingrene med en hammer. Man har allermest lyst til at kaste hammeren mod et eller andet for at destruere den lige på stedet. Hvis man slår sig voldsomt, og det går jo galt hele livet igennem, sparker man måske hårdt til den ting, der forårsagede smerten. Man får afløb for en hel del på den måde, og kan man brøle et eller andet til sig selv som fx „Din store idiot“ eller det, der er værre, hjælper det også en hel del.
Det er klart, at ens smerteritualer fra barndomstiden spiller en meget afgørende rolle i voksenlivet, også når man bliver tilskuer til sine egne børns smerteoplevelser. Den forælder, der kender smertens forløb i mange forskellige afskygninger, den forælder, der ved, at smerten ved at slå sig med en hammer er meget forskellig fra den langsomt sivende og pumpende smerte, der fremkaldes, når man har skåret sig med en kniv – har formodentlig meget lettere ved at leve sig ind i barnets smertetilstand og har en anden føling med barnet end den, der ikke har prøvet noget tilsvarende. Det hører ligeledes til en god barndom at sy sig selv i hånden. Frivilligt og nysgerrigt at stikke sig med noget spidst for at erfare, hvor det gør lidt ondt, meget ondt, og hvor det bare kildrer. Det ligger indbygget i et godt børneliv at prøve sine egne grænser af. Tænk på de gange, hvor man, bare sådan for at prøve det – satte foden ind under bilens hjul, lige idet den skulle til at køre.
 
Samme kildrende lystfyldte smerte oplever man, når man pludselig ser sit eget barn gøre det samme. Den, der ikke har skudt sig selv i foden, vil ikke ane graden af den forbandede frydefulde smerte, der følger med haglets nedslag i knoglen og den stolthed, der i et stille tilbageblik viser sig for det indre øje. En far, der ikke har tisset på det elektriske hegn og mærket, hvordan strømmen knasende kunne ruske i de små kødklumper forneden, vil ikke umiddelbart kunne forstå, hvad der driver en lille dreng eller drenge i flok til at bruge tissemanden som et fantastisk redskab til at lære elektriciteten og sig selv at kende. Fattige bliver de børn, som ikke får disse kropslige oplevelser. Det er den sanselige selvbevidsthed, der er den indlysende grundsandhed i menneskelivet. Det sagde Grundtvig, og det passer stadigvæk.
 
 
BARNDOMMENS HEGN
To mødre stod og var optaget af en samtale. Jeg gik hen til dem og spurgte, om jeg måtte lytte med? „Ja, vi står lige og snakker om, at vi har en skovsø lige der i nærheden af hvor vi bor, som der er et primitivt hegn omkring. Hegnet er absolut ikke „børnesikret“, og vi har da ind i mellem nogle grimme tanker om, hvad der kunne ske vores børn, hvis de kom for tæt på søen. Vi har derfor også sagt til dem, at de kun må lege på den her side af det store æbletræ og ikke længere. Vi har sagt til dem, at de ikke må lege alene nede ved skovsøen, at det er alt for farligt, Og det kan de sagtens forstå, for man kan jo falde i vandet, og så kommer man aldrig op igen. Og det vi så står og snakker om er, at min datter,“ siger den ene mor, „en dag kom hjem og var meget våd. Hun var faktisk drivvåd fra inderst til yderst og lignede en druknet mus. Jeg spurgte hende forskrækket efter: Hvordan er du blevet så våd lille ven? Jamen mor, det var fordi vi var nede ved søen og lege. Hvad siger du? I må jo ikke lege nede ved søen. Det ved du da. I må kun lege til æbletræet. Dertil og ikke længere. Ja, sagde pigen, men det her æbletræ vi leger i nærheden af, det stå nede ved søen. Det gik så op for mig at deres æbletræ stod i skovkanten lige præcis der, hvor der ikke var hegn ned til søen, og det var her vores børn havde foretrukket at lege. Akkurat som vi gjorde det, da vi var børn.“
Man kan som voksen, som ansvarlige forældre bestemme sig for, hvortil børnene må lege. Man kan også sagtens forklare børnene om denne markeringslinie, den usynlige snor. Vi kan udpege det rette sted og det forkerte sted. Vi kan male fanden på væggen og tale med store bogstaver; men vi vil aldrig kunne skærme os mod, at børnene finder en vej ud over stedet. Børn vil om 100 år også lege på den anden side af det tilladte. Børn vil om 1000 år også gå et skridt eller flere længere end det aftalte. Det har livet selv bestemt. Sådan er det i Vendsyssel. Sådan er det i hele verden!
Der kan ikke laves så højt et hegn hverken omkring børn eller unge, at de ikke finder en smutvej i et ubevogtet øjeblik. Det, der drager, er det der ligger i grænselandet mellem det tilladte og det forbudte. Til barndommens hegn hører et hul. Altid. Sådan var det før og sådan vil det være i al fremtid. Jo mere kontrol, jo flere huller vil børnene lave – også de unge.
 
 
HEMMELIGHEDER OG HVIDE LØGNE
En mor fra vores egn fortalte mig følgende historie:
Jeg var vel omkring 6 år, da der skete noget som førte til en stor hemmelighed mellem mig, min storebror og vores bedsteforældre. Vi skulle besøge min farmor og farfar på landet, og vi var næsten ude af os selv af forventningens glæde. Derude i det fri var der mange dyr, og der var også nogle skure, som fårene kunne søge ind i, hvis der kom regn eller blæst. Bedstefar sagde til os, at vi ikke måtte gå ind i skurene, for det kunne være farligt. „I skal passe meget på de rustne søm,“ sagde han. „Dem kan man rive sig på og få blodforgiftning af.“
Men da bedstemor og bedstefar var gået hen for at sove til middag lokkede Henrik, min storebror, mig ned til engen i nærheden af de forbudte skure. Han sagde til mig, at der lå et lille lam inde i skuret. Om jeg ikke ville ind og se det? Det ville jeg jo gerne, og vi kravlede begge derind for at lede efter det. Pludselig smuttede Henrik ud igen. Slog døren i og satte slåen for. Han løb herefter tilbage til gården; fandt sin slangebøsse og glemte alt om mig.
Inde i det fjerneste hjørne i skuret sad jeg nu helt alene og græd. Det blæste udenfor og regnen begyndte at slå kraftigt på taget. Det var ikke sjovt at være mig. Jeg tænkte: „Her finder mine bedsteforældre mig aldrig. Det er jo et forbudt område at lege i. Og de ved, jeg ikke gør noget forkert. De vil ikke tænke på at lede efter mig nede ved skurene.“
Jeg kiggede forsigtigt ud gennem sprækkerne og så til min skræk, at det blev mørkere og mørkere. Jeg hørte nogle mærkelige lyde, som jo stammede fra fårene, der forsøgte at komme i ly. Jeg mærkede kulden, der begyndte at krybe op langs mine ben og begyndte at tænke på døden. Angsten og kuldegysningerne for igennem min krop og mine tænder begyndte at klapre i det kulsorte mørke. Jeg klynkede og var ved at give helt op, da der pludselig lød en underlig knagen i rummet. Døren gik op og ind kom mine bedsteforældre og min forknytte bror. Henrik gav mig en ordentlig knuser, og den viste med al tydelighed, at han havde meget dårlig samvittighed. Min bedstefar tog mig op i sine arme og bar mig hele vejen hjem til en god og varm kop kakao. Min bror var blevet meget forskrækket over det hele, og lovede at han aldrig ville gøre sådan noget igen. Han havde fået sig en alvorlig lærestreg; men denne hændelse forblev en dyb hemmelighed imellem vores bedsteforældre og os indtil vi blev voksne.
 
Der er simpelthen sandheder, som forældre ikke kan tåle at høre, og derfor er der som regel nogle, der ved en hel del mere om vores børn, end vi selv aner. Tænker vi selv efter, har vi jo også en viden om nogle af de børn, som færdes hos os, som vi ikke kunne drømme om at videregive til forældrene. Vi vil da ikke agere stikkere for vores egne børns bedste venner? Når det begynder at lugte af smøger på din datters værelse, tænker du selvfølgelig på, at det er noget tidligt, at „de andre piger“ begynder at ryge. For det er jo ikke din egen datter, vel? Det er hun da alt for fornuftig til? Og vi har jo selv i familien op til flere, som er døde af lungekræft. Nej, det er selvfølgelig de
andres ustyrlige piger, som sidder og pulser derinde på din „uskyldige“ datters værelse. Vi spørger selvfølgelig diskret under fire øjne den unge værtinde efter, hvem af pigerne det er, der ryger på værelset, når døren bliver låst? Hun siger prompte, at det er Anne og Katja; men det må vi
selvfølgelig ikke sige til hendes forældre. Om vi vil love det? Og det vil vi selvfølgelig. Det er jo ikke noget, vi blander os i. Det har slået mig her for nylig, at en sådan hemmelig viden har de andre forældre jo også om vores børn. Det er der selvfølgelig ingen forskel på, og det ved du ganske sikkert i det øjeblik du på et gadehjørne tager et af dine egne børn i at holde en smøg ret så „professionelt“ mellem langfingeren og pegefingeren. Du kan simpelthen se på holdemåden og inhaleringsmetoden, om dit barn har prøvet det her før. Og her troede du… Vores børn er ikke spor anderledes, end vi selv var i den eksperimenterende konfirmationsalder. Vi røg jo også i smug. Købte forbudte smøger hos købmanden, og røg til vi blev helt blå i hovedet. Det hørte jo til voksenlivet, og så måtte vi jo lære det. Når det gik rigtig galt, da vi var mindre, og vi blev syge af det, søgte vi måske ind til naboen og fik lidt „forplejning“ og et par trøstende ord med på vejen, når
vi havde kastet op. Gode naboer stikker også gerne en hvid løgn om, hvad dette besøg egentlig gik ud på, næste gang de møder vores forældre.
Sådan var det på oldefars tid, da han var barn. Sådan var det på bedstefars tid. Sådan var det på fars tid og sådan vil det være på dine egne børns tid. Det, kan de så fortælle om, når de selv bliver forældre og bedsteforældre. Så myldrer det nemlig frem med beretninger om det forbudte.
Hemmeligheder og hvide løgne, for at klare sig uden om forældrenes hårde domme og fanden på væggen, hører med til børne- og ungdomslivet. Der er simpelthen meget stærke og uforglemmelige oplevelser, vi aldrig havde fået, hvis vores forældre skulle have bestemt over os. Hertil hører bl.a. at have sovet et helt andet sted end der, hvor vores forældre troede vi var. De fleste piger kan godt skrive under på denne skjulte viden om forbudte sovesteder og de mange hemmelige besøg af kærester og lusken sig rundt i mørket før det hektiske rislende møde med den udkårne. Det værste ved sådanne natlige aktiviteter er, at trapper forekommer at knage højere, jo senere man kommer hjem fra „udflugten“, og mange forældre synes at sove med åbne øjne i en slags beredskabsstilling selv under de tungeste åndedrag. Det kan jeg sådan set godt forstå, når man tænker på, hvad de selv har listet rundt og gjort som unge. Det er jo også forklaringen på, at det er let at lave en hemmelighed sammen med bedsteforældre og gode naboer. De har jo prøvet det hele selv og kender med et stille indre smil til ritualernes kropslige sus og smertelige konsekvenser. De behøver ikke at fordømme en slingrevals eller en røgforgiftning. Man nedgør ikke noget, man har opholdt sig ved på livets vej, hvis man er ærlig over for sig selv.
 
DØDE FRØER
Da jeg var dreng, gik vi både med kniv og med luftbøsse, og så skød vi på frøerne nede i grøften. De store og de helt små. Det var svært at ramme ungerne. Det var der mere udfordring i. Der var mange frøer, som måtte dø, da vi var børn. Uha! Det er ikke godt at tænke på.
Nej, det er ikke let at tænke på for forældre, hvordan vi i utallige sammenhænge har leget med døden.
Både ved at aflive en række uskyldige insekter, frøer og uskyldige snegle i en fugtig skovkant. En far fortalte mig, at han som barn ofte havde leget med levende frøer i grøften og i bækken. Børnene havde mange rigtig spændende lege nede i alt det mudrede vand, og når de fandt en frø, kunne de finde på at binde den til et strømførende kabel og koble den anden ende af kablet til et elektrisk hegn. Børnene havde haft mange „gode stunder“ med at iagttage den hoppende og dansende frø, der sprællede i takt til stødene fra hegnet. Her i det voksne bakspejl kunne han slet ikke forstå, at han havde været med til den slags; men som han sagde: „Det har vi jo alle sammen på den ene eller anden måde været med til – disse fascinerende eksperimenter med små uskyldige dyr uden tanke for, hvad det var, vi egentlig spredte af smerte.“ Han var også fra Vendsyssel og havde denne indsigt i smerten, lysten og samvittigheden, der flettede fingre som uadskillelige søskende.
Men ikke alene legede vi med døden ved at afslutte livet for alle disse typer af småkryb – vi legede jo også tit med vores egen død på utrolig makabre måder. En mor fortalte mig, at da hun var en lille pige, havde de ofte nogle stykker sammen leget en meget farlig og hemmelig dødsleg, som forældrene intet kendskab havde haft til. De havde møjsommeligt plukket nogle røde hindbær og smurt dem ud på asfalten, så det lignede en uhyggelig blodpøl. Rigtig smurt blodet ud på en større flade, så denne kunne ses på lang afstand. De havde bestemt ikke sparet på hindbærrene. Så var et af børnene derefter blevet smurt ind i hovedet med „hindbærblod“ og havde så lagt sig ned med hovedet midt i „blodplamagen“. Nu ventede det „døde barn“ så bare på, at der skulle komme en bil forbi. Blodpølen var et fantastisk blikfang. De „fangede“ en bilist hver gang. Det kiksede aldrig. Det så jo ud, som om barnet var kørt over og lå der og var død. De ventede og ventede og pludselig var der bid på „blodbarnet“. Når så bilisten forskrækket bremsede op for at se nærmere på det voldsomt tilskadekomne barn og ville løbe hen for at hjælpe, rejste „det døde barn“ sig
raskt op og løb grinende bort. Det syntes pigerne var meget sjovt, og de kunne grine i timer over at have snydt den voksne dumme bilist, der da nok kunne forstå, at det kun var for sjov, at de legede døde.
Blodsaft og pigebørn. Døde frøer og drengebørn hører til barndommen i Vendsyssel, når vi tænker tilbage.
I en børnehave fandt børnene en dag en død guldfisk, og de var meget opslugte af denne hændelse. Fisken blev lagt i køleskabet og alle forældrene blev efter tur, når de kom og hentede deres barn, trukket med hen til køleskabet for at se på den døde fisk. Det var en stor begivenhed hele dagen, at denne fisk pludselig var død.
BÆKVANDRING
Jonas og Karsten vandrede af sted i bækken. Helt nede i bunden af den farlige kløft fjernt fra alle de voksne. Deres verden dernede i det bølgende græsvand og de slimede knoldsider med alle former for kryb, kravl og skumspyt på deres mudrede bækvej. Med hver sin pind kunne de
tilintetgøre alt. Lige hvad der passede dem, og det passede dem drengefint at slå til verden med deres dødspinde. Trampe på noget blødt og noget hårdt sådan på skift. Springe, glide og holde vejret, når et dyr skulle stikkes eller fanges og puttes i syltetøjsglasset. Det glatte og det ru som de kunne mærke omkring sig, og som de slog til med de pinde i bunden af bækjunglen.
To drenge Jonas og Karsten på bækvandring, som de havde været det så mange gange før i deres farlige og djævelske drengeliv. Uden de voksnes indblanding. Brinkens beskyttelse af drengemørkets dæmoni i underverdenen og den kildrende fornemmelse af det forbudte. Jonas fik øje på en frø. „Den skal dø,“ sagde han prompte, og det gjorde den så med et stenkast. Sådan ordner man et uhyre. „Yes,“ sagde Karsten og kastede lige en ekstra sten på den overdøde frø.
Drenge i en dødsverden fuld af liv. En verden, som kun kan forstås på bunden af en bæk i sivhøjde. Nu var det Karstens tur til at gøre noget dristigt. Han havde fået fat i en gammel bjælke, mørk, bred og kæmpe lang. Lige den broplanke som de manglede. De ville nemlig lave en passage over bækken, der hvor den var bredest. De hjalp hinanden, de to helte, med at bygge broen, deres bro, en plankebro, som man kunne balancere på, hvis man var hurtig nok. Hurtig og abekatagtig ligesom Tarzan. De tog tilløb langt væk fra deres livsfarlige bæk og ville så løbe over deres bro i et junglespring, som de havde set Tarzan gøre på film. Sådan ville de gøre det. Brobisser var de. Ikke bange for noget. Ikke når man kunne lave sådan et
tigerspring. Bare se at komme over på den anden side. „Ready?“ sagde Jonas, og så løb de lige i hælene på hinanden ud på broen og opdagede først for sent, at den slet ikke kunne holde til to Tarzan’er, og de styrtede ned i bunden af bækken og lå der et øjeblik ganske uden forbindelse med virkeligheden og ventede på, at krokodillerne ville æde dem. Da de kom til sig selv igen, opdagede de, at der er en kæmpe forskel på fantasien og den rådne virkelighed.
„De forbandede uslinge,“ sagde Jonas. „Det var en fælde, de havde lagt ud. Jeg tror bjælken var god nok; men de havde lavet en fælde, de feje hunde. Lad os opspore dem og dræbe dem hver og en. Kom Karsten!“Nu satte de i bevægelse. „Lad os nedlægge en af de store okser ude på marken, før vi hakker de uslinge til plukfisk. Jeg har min bue og pil klar,“ sagde Karsten. Jonas var med på ideen, og begge klatrede de okselyttende op af bækkens slimede kløft for at liste sig ind på køerne, der fredeligt og intetanende græssede på marken i samme retning, som var de én og samme ko. Karsten skød med sin pil og ramte den udvalgte ko lige på yveret. „Man kan ikke punktere et yver,“ sagde han. „Lad os drikke vand fra vandslangen i truget,“ sagde Karsten. „Måske er det ildvand, som kan gøre os ekstra stærke til kampen mod de onde uslinge, som vi skal møde henne i skoven?“ De drak og de drak store slurke af kovand, som tungt lagde sig til rette som sten i de tørstige krigermaver. Nu begav de sig indklistrede i ler og indfedtet i døde frøer og slimede sten ud på den hadglubske vandring til skoven i det fjerne.
 
DET FORSKRÆKKELIGE BARN
Da jeg var ganske lille, gjorde jeg en række ting uden at mine forældre vidste det. Det var så dejligt, når de lagde sig til at sove middagssøvn, for så kunne jeg selv bestemme over min tid, oginderst inde vidste jeg, at ingen ville blande sig i mine indskydelser.
Mor og far havde ingen anelse om, hvad jeg kunne finde på, når de lå og snorkede i takt til klokkens pulsslag i dagligstuen. Jeg gik ofte omkring i hønsegården mellem de store mirabelletræer og sundede mig stille under lyden af de mange insekter og fuglesangen fra buske og blomsterbed. Vi havde en flok solsorte, der som bærpirater kunne flå de rødmodne ribs og solbær af buskene til de bare skeletgrene, der vuggede nøgent i brisen fra havet. Jeg kunne ligge i timer i mit lille hvide telt midt i haven og lytte til denne summen af fløjt og vingeslag, og forsvandt selv ind i de store drømmes hvilestund, som en hund, der kan ligge og drømme i ryk i floden af de indre hundebilleder. Jeg lå således og kom til mig selv ved bare at være der midt i en græs- og jordverden, midt i en fugleverden, midt i en sangverden, midt i en duftverden, midt i en trækroneverden, midt i en hønseverden, midt i mine forældres pauseverden, rytmisk åndende på den åbne sansedag.
 
Her var det så jeg fandt på mit ulovlige middagsritual på en passende afstand af mine forældres dybe vejrtrækning. Når jeg var helt sikker på, at de sov tungt og fast, listede jeg ind til grisene i stalden og kravlede over tremmerne for at komme tæt på dem. Her fór der så en lille djævel i mig,
for jeg fik sådan en ubændig lyst til at forskrække dem og genne dem hen i den modsatte ende at svinestien. De gryntede synligt utilfredse med denne gennen frem og tilbage; men jeg bestemte over dem og kunne forskrække dem, som jeg selv havde lyst til, og lige så længe som jeg ville. Det
kunne stå på i lang tid og til sidst pustede de slemt i middagsheden, for det kan være svært at være en jaget gris, når man nu helst vil have fred og ro.
Hvorfor ville jeg forskrække dem? Hvorfor kunne jeg ikke lade dem være i fred? Hvordan turde jeg gøre det? Når jeg tænker tilbage på hændelsen, kan jeg blive helt bange for mig selv. Går mine egne børn også rundt og forskrækker fredelige dyr og kommer af med et eller andet i sig selv? Har mine børn også sådan et forskrækkelsens livsrum?
Det tror jeg, de har. Det vi skal bestemme os for som forældre er, at vores børn skal have lov til og rum til at udfolde deres forskellige typer af energier, selv de aggressive og angstprægede energier, som det kan være ubehageligt at acceptere, at de har en ophobning af.
Børns liv er fyldt med ru og rå nysgerrighed. Et sandt hav af indre forskrækkelsesbilleder.
Børns liv er fyldt med ild, vand, jord og luft, med indre brændstof af livs- og dødsforestillinger, med trang til såvel at skabe som at ødelægge, med kaos og vildskab. Børns liv foregår ikke på det jævne og det faldsikre. Børns liv er fyldt med det asymmetriske, det knudrede, det modstandstunge, forandringens linse og den opslugende opmærksomhed mod den uforudsigelige verden. Børn slæber afsted med tunge ting; maser gerne med at bygge en jordhule over flere dage, knokler med deres forestillinger, så sveden hagler af dem.
Lægger sig trætte, fysisk brugte til ro efter en god byggedag, legens skabende graveritualer, for at falde i søvn til de indre stjerners sansemættede spændinger.
Et godt børneliv er at bruge sig selv i en forening af krop og sjæl. At leve sig selv ud på ekstremerne og boltre sig i det ustrukturerede livsrum for at komme på den anden side af det pæne liv, det glatte liv, det modstandsløse liv, hvor de så ofte møder kravet om føjelighed. Et godt børneliv er at besidde retten til egne ritualer, hvor man mærker sig selv i de inderste forgreninger og bruger erkendelsen på den videre livsrejse mod ukendte nye erobringer. En barndom uden hegn er en slette af dybe og fantastiske oplevelser på en passende afstand af de voksne. Vi vidste hvor de voksne var, men de vidste ikke altid, hvor vi var.
Uden fantasi, leg og en nuanceret kropslig kontakt med dybder indenfor og udenfor sig selv, vil vi ikke kunne udvikle det nødvendige livsmod. Det er derfor, at vi som forældre skal turde opdrage vores børn ved at slippe dem løs på livet, så de selv kan mærke, hvad det er, de er ved at forstå.
 
 
BARNDOMMENS RÅDDENSKAB
Her forleden dag var jeg i haven for at slå græsplæne. Jeg var næsten færdig og manglede kun et par enkelte ture frem og tilbage. Der var fuld fart på plæneklipperen, og jeg gik og nynnede, da jeg pludselig med et voldsomt refleksryk opdagede, at jeg havde standset skubberiet samtidig med, at
jeg lige foran skæret på plæneklipperen så en død nøgen fugleunge på størrelse med en babyhånd. Jeg havde instinktivt besøgt en gammel forskrækkelsesfølelse og drog et lettelsens suk over, at jeg ikke var kommet til at køre den døde fugleunge over. Jeg tror, fuglen var nydød, og tog den forsigtigt op, betragtede den på nært hold og begravede den så inde mellem buskene i haven.
Da jeg ti minutter senere var ved at rive i min køkkenhave gentog forskrækkelsen sig, men denne gang med en anden styrke omgivet af en voldsom hørm fra noget dødt. Da jeg kiggede ned foran riven, lå der også her en nøgen livløs men gammeldød fugleunge, som var ved at gå i opløsning i en fremskreden forrådnelse. Jeg indstillede mit åndedræt på lav udånding, pustede luften ud i små ryk for at spare på den, trak næseborene sammen og lukkede den grimme liglugt ude, præcis som jeg havde gjort i tusindvis af gange som barn, når man pludselig stod med næsen midt i
råddenskaben.
 

I dag stod den på jagt efter kolde æg. Æg, som de gamle fugle havde forladt, fordi der ikke var fred og rugero alligevel. Kolde æg var en lækkerbidsken for en nysgerrig drengehånd, der glubsk greb muligheden for at kaste de spraglede vibeæg i en stor bue hen mod den hvidkalkede ladevæg for at se på det fascinerende fyrværkeri af gulrøde brændende farver, der spredtes ud i en solcollage og langsomt bevægede sig nedad mod det bølgende sommergræs, der strakte sig mod soklen. Så endnu et koldt æg. Samme eksplosion, samme koncentration og samme fornemmelse. Samme kastefryd ved tanken om håndkraftens formåen med det kolde ægs gule slimklat. Nogle gange viste der sig også at være en død fugleunge inden i ægget. Det var ikke så rart.

I dag var han heldig kun at finde gode kasteæg med store klumper af guldgelé indvendigt. Han kom nu forbi hønsegården og spejdede efter ægbomber. Flere kasteæg. For hvis han fandt et hønseæg så… Der i hulningen under det gamle mirabelletræ lå der tre store brungule hønseæg, vindkolde som morgendug, dragende og ventende på ham og hans brændende samleinstinkt. Han tog æggene op, smadrede dem mod slibestenen, der stod i hjørnet af hønsegården og bød sig til som en fristende målskive for kæmpegranater i en drengs slyngehånd. I går havde de leget springleg på en død ko, der lå ved siden af møddingen og ventede på død-bilen. Det havde de gjort før i flok. Man tager tilløb og hopper med samlede ben op på en død oppustet komave og ser beundrende på den stråle, der skyder ud af dens bagerste hul. Legende børn, der kender det døde fra det levende ved at gå ind i begge dele. Der var masser af børneliv i at springe op på en død ko, så spyfluerne stod til alle sider, mens koen gloede statisk med sine matdøde kæmpeøjne lige ud i den rådne luft. Hørmen, som man vænnedes til, når man sprang ind i den, betrådte den, indsnusede den, indtog den,  neddæmpede den og legede med den.

Børn er ikke for fine til noget. Finder de en død fugl, samler de den selvfølgelig op for at finde ud af, hvad det er. En død høne, der har ligget et stykke tid, bliver meget let til ingenting, forgår, skrumper ind. Et frit barn, der går løs, vil af sig selv begrave et dødt dyr for et stykke tid senere at
konstatere denne indskrumpning, når det graves op igen. Han havde også set sin egen bedstemor, da hun havde ligget i kisten i nogle dage. Hun var også skrumpet ind og blevet så underlig lille, som om hun var en anden end den levende bedste. Sådan var hun også at føle på. Kold og stiv som en død fugl i frostvejr. Og dog så levende i sin dødssøvn.
Nogle gange er livet og døden flettet helt ind i hinanden, der hvor man er. Det havde han været helt alene om at opleve som dreng, når han sad vagt ved en so, der skulle føde grise. De små grise kom, i takt med soens grynten, ud i halmen med jævne mellemrum, og så skulle han nappe deres navlestreng over og tørre dem af. Grise fødes indpakket i naturens beskyttende hylster, og når denne hinde er fjernet starter kampen for føden. Selvom han havde været grisevagt mange gange, var det forbundet med en brusende følelse af betydning, en rislen af stolthed at tage imod nyt liv. Det var ham, der gav liv til det levende. Hindegrisenes befrier. Sammen med soen. De få dødfødte grise kom også ud af soen blandet med de levende. Sådan kunne det også være med en kalv. Han havde været med til kalvefødsler, hvor den lille brune og drivvåde kalv var død ved ankomsten til livet. Døden hørte livet til ligesom råddenskaben er indbygget i det friske.
 
De pæne drenge og piger kunne sagtens i flok eller to og to opføre sig råddent. Dunstende af forkert eftersmag havde han selv været med til at ødelægge ting som andre møjsommeligt havde bygget op. Gøre det af med det smukke. Gennemføre onde togter mod glatte overflader og ridse sit eftermæle ind i barndommens råddenskab. Således havde de stjålet æbler fra præstens have og kastet dem efter hinanden i vildskabens tegn. Små vandaler i ødelæggelsens rus vandrende gennem de voksnes friserede haver, nysgerrigt fejt lurende efter at brække det pæne ned uden afsløring. Livsappetittens amokdans i de velopdragne børns dobbeltliv. Han havde været med til at halshugge 100 rabarber i en frugthave, fordi de legede indianere, der var blevet blodtørstige.
 
Han huskede skammens højdepunkt en nytårsaften, hvor han sammen med en kammerat havde låst sig ind i et tomt nabohus ved hjælp af et bundt gamle nøgler. De to små „indbrudstyve“ vandrede frit rundt i det forbudte land og kunne tage hvad som helst. Der lå æbler, der lå penge, der lå slik, alt var tilgængeligt. Her stod de så og blev begge overmandet af flovhedens og usselhedens snærende samvittighedsnet. De lod alt ligge og uden at snakke om det, låste de omhyggeligt efter sig og listede hen til det næste oplyste hus og bankede på de levende ruder. Det gør godt at mærke sig selv på den rigtige side, når man har været på den forkerte. Når man har trådt i råddenskaben, ved man, hvad det friske er. Det ved man også, når man har prøvet at kaste sig ud i en rådden gren for at vise sig for tøserne. Eller hvis man er faldet igennem et råddent loft og arrigt kravler op igen for at famle sig videre gennem landskabet af rustne søm og gyngende brædder.
Livsduelighed er noget man sanser sig til.
 
Lyt til verden
mærk havets melodi
mærk når det bruser i oprør
mærk når det dovent skvulper
mod det varme sand en hed sommerdag.
Lyt til vandet i den isskærende frostnat
og mærk støjen fra den piskende vintervind
gennem marv og ben.
Snus til verden
giv dig tid til at dufte
til blomsterne bag havet.
Træk vejret dybt ind
midt i en rose.
Lad duften forplante sig
helt ned i hjertet.
Ånd på verden med din rosenånde.
Snus til din livssødme
i skovens i havens underbund.
Føl på stængler og blade,
snegle, hunde og skildpadder.
Mærk deres forskellighed.
Luk øjnene
og se den brogede verden.
Se med dine hænder
se med din krop.
Drik af livets dråber
pluk de modne solbær.
Lad tungen slikke kanten af glasset
Lad saften
som du drikker
forplante sig til en gylden rislen
i din indre frugthave.
Gå i ét med græsset
læg dig på ryggen i det.
Leg at du skal dø.
Stræk dig ud i hvert et græsstrå
der kæler for din kind
og kildrer dig på benene.
Lyt til fuglene
Se på skyerne
Flyv af sted over bjerget.
Intet holder dig tilbage
– kun dig selv.
 
 
Niels Jægerum
Dreng fra Vendsyssel

Forfatter: Jens Otto Madsen

Født og opvokset i Vrensted