Danebod Højskole – 1920 – 2002

Mogens Hemmingsen – forstander fra 1974 til 1995, – får her Ridderkorset  i 1995

Danebod Højskole –

 her en lille billedkavalkade

Her får mogens overrakt Ridderkorset

Historie

Højskolen åbnede dørene for det første elevhold efter genforeningen i 1920 og havde allerede i sit første år 34 unge mænd som elever på vinterskolen. Forud for dette var der gjort en imponerende indsats af ihærdige ildsjæle blandt de lokale bønder, der i fællesskab købte en gård ved Fynshav. ”Övelgönne” hed den. Det betyder oversat fra plattysk – at unde en ilde – og oversat endnu engang til nutidsdansk, at ønske et andet menneske noget ondt. – Ikke et særlig rart navn for en kommende højskole. For at kunne låne til købet af gården havde disse stærke og viljefaste bønder måttet sætte deres egne gårde i pant. Takket være især sognefoged Hans Eriksen, Almsted blev det en realitet i 1919. Der blev solgt andele, og i løbet af det første år var der solgt i alt 387 andele til en slutkapital af 113.000 kr.

Den første forstander, Thorvald Knudsen, der var præst og oprindelig fra Fyn, blev hentet hjem fra den danske koloni Tyler i Minnesota, USA, hvor han var forstander for en dansk højskole, kaldet Danebod. Navnet tog han med sig hjem, og det blev modtaget med fuld tilslutning – i forlængelse af de mange år under tysk herredømme. På Afstemningsdagen d. 10. februar 1921 blev lindetræet på gårdspladsen plantet med ønsket om, ”at det ville blive mere og mere rodfæstet i Grænselandets muld – og samtidig hige opad.” Danebod Højskoles primære formål var ”at være til gavn og glæde for de elever, der valgte at gøre Danebod til deres højskole – og til gavn og glæde for den egn, der gennem tro på sagen, offervilje og aktivt medarbejde muliggjorde skolens arbejde.” Desværre forlod Thorvald Knudsen allerede efter et år Danebod for at blive valgmenighedspræst i sit fødesogn, Ryslinge på Fyn, men han glemte aldrig Danebod Højskole. Han vendte tilbage år efter år og holdt festtalen ved elevstævnet.

I 1923 blev Frede og Anna Terkelsen nyt forstanderpar. Godfred Hansen var en dygtig håndværkslærer fra Vallekilde blev lærer fra 1921. Han påbegyndte håndværkslinien på Danebod og forestod den, indtil der i 1936 blev åbnet en håndværkerskole i Sønderborg. Da blev den senere biskop, cand.theol. Henrik Dons Christensen og landbrugskandidat Frederik Slipsager ansat som lærere på Danebod. Slipsager var en dygtig landbrugslærer, men han forlod skolen i 1957 for at gå ind i landspolitik. Anna Terkelsen havde på sommerskolen påbegyndt håndarbejdskurser for pigerne, og i 1938 blev vævestuen også en del af vinterskolen, fordi der ikke længere kun var karle på den. Pigerne havde holdt deres indtog – om end i et beskedent antal. Forstander Terkelsen blev under krigen nødt til at gå under jorden. Tyskerne beslaglagde skolen i 1944 og brugte den som træningslejr. På 100 års dagen for den første danske højskoles åbning i Rødding d. 7. november rykkede 200 15 år gamle tyske drenge ind og holdt militær forskole – men heldigvis kun i et halvt år til befrielsen d. 4. maj – men allerede d. 6. maj blev de erstattet af flygtninge – i alt 118, fortrinsvis drenge fra øst-områderne, bl.a. Danzig. På deres afrejsedagen d. 10. juni gennemførte de et systematisk hærværk og ødelæggelse på bygninger og inventar. D. 12. juni rykkede 180 allierede krigsfanger og flygtninge ind, flest italienere og polakker, men også repræsentanter for bogstaveligt alle østeuropæiske lande. Senest kom 147 flygtninge fra Estland. Det var en slidt skole, der stod tilbage, da de alle var rejst. Der blev arbejdet i døgndrift i en måned med udbedring af skaderne. Vinterskolen begyndte d. 7. november 1945. På vinterskolen var der i 1945/46 100 elever, og på sommerskolen var der i årene 46, 47 og 48 henholdsvis 114, 111 og 118 piger. I 1947 gennemførtes et ”8 dage på højskole” -kursus med 140 deltagere. I maj måned i 1955 kunne man indvie den nye fløj (ned den nuværende teatersal) på Danebod samtidig med åbningen af sommerskolen.

Gunner Rasmussen blev ansat som lærer på Danebod i 1945–53 – og vendte tilbage som forstander i 1957-74. Tiderne ændrede sig, og elevholdene blev mindre. Samtidig var det ikke længere karle og piger fra landet, det kom som elever i samme grad som tidligere. Sommerskolen 1948 havde der været 118 elever, men allerede i 1960 var der kun 13. Industrien var kommet til, og landbobefolkningen så sig blandet med arbejderfamilier fra industrien. Danebod Højskole fandt nye veje og havde fra begyndelsen af 1960’erne et tilbud om 3 måneders forberedelseskurser fra november til februar for en håndfuld kommende sygeplejersker før optagelsesprøven på landets sygeplejeskoler. Der blev undervist i fysik, kemi, matematik og i almindelige højskolefag. Kommende barneplejersker fik tilsvarende tilbudt kurser i førstehjælp sidestillet med den almindelige højskolelinje. I 1968/69 kom HF ordningen, og unge med kun syv års skolegang blev tilbudt et otte-måneders forberedelseskursus til optagelsen på HF kurser. Først i 1979 ophørte de egentlige sommerskole kurser. Herefter var det fire mdr. i efteråret og igen fire mdr. om foråret fra februar til maj.

Mogens Hemmingsen blev ansat som forstander efter Gunner Rasmussens afgang i 1974. Han ledede skolen frem til 1995. Hans kone, Rita Haugaard fortsatte fra 1975 Anna Terkelsens tekstilfag bl.a. i en ny kursustype – ugekurset. En enkelt kursusuge om sommeren, hvor temaet var spinding, farvning af uld, vævning og syning. Rita Haugaard var medinitiativtager til Midtals Friskole (1979). I 1976 blev Tinne og Henrik Svane ansat som lærere. De havde speciale i musik og bevægelse, og det blev endnu et tema for et årligt ugekursus på Danebod Højskole.

Tiden havde igen ændret sig. Der var ikke længere behov for forberedelseskurser til HF uddannelsen. Den spirende miljøbevidsthed satte økologi, energibesparelse og vedvarende energikilder på dagsordenen. Rene Karottki blev ansat som lærer i 1977 og blev leder af Energikontoret på Als og tovholder i Andelsselskabet Danebod Energiforsyning (1978, formand Ole Molsted), der i de følgende år kunne indvie et stort solfangeranlæg og en nykonstrueret og selvbygget vindmølle på Danebod. Kaj Smedemark blev ansat som lærer i 1978 og oprettede som godkendt økologisk avler det økologiske gartneri på Danebod. Sammen med køkkenleder Mary Bjerrum introduceredes det økologiske køkken. I 1980’erne opretter Erik Sommer sangkoret “Katten i Sækken”, Niels Larsen opretter “Biografen i Fynshav”, flere lærere er medstiftere af “Midtals Husflid” og Erik Lindsø laver radioudsendelser med eleverne for Danmarks Radio og er tovholder i flytning af Vester Nebels gamle smedje til Danebod.[kilde mangler] De æstetiske og manuelle fag tiltrækker mange unge og der bygges værksteder til tekstilfag, foto, medier, keramik, smedning, grafik og maleri, musik og teater. En ny elevfløj indvies i 1984 og gymnastiksalen ombygges til teater og biografsal. Else Marie Okkels grundlægger Sønderjysk Pigekor i 1994.

Mogens Hemmingsen blev i 1991 valgt til formand for Højskolernes forening. I 1995 forlod han Danebod Højskole til fordel for en forstanderstilling på Viborg Gymnastikhøjskole. Ny forstanderpar blev Laust og Lisbeth Riis-Søndergaard. Sidste halvdel af 90’erne var præget af mindre ungdomsårgange, mindre ungdomsarbejdsløshed og ændrede og strammere tilskudsregler og det førte i løbet af kort tid til mere end en halvering af elevtallet for Danebod Højskole. I 1997 indvilligede Hanne og Kaj Smedemark i at overtage ledelsen af skolen og medarbejderstaben blev reduceret betydeligt. De små elevhold blev suppleret med dagelever fra lokalområdet og med unge fra Polen, der kom til Danmark for at studere bæredygtige løsninger på energi- og miljøudfordringer. Hanne og Kaj Smedemark opsagde deres stillinger efter tre års arbejde til fordel for stillinger hos hhv. Sønderborg Slot og Sønderjyllands Amt. Fra 2000-2002 var først Esben Høilund Carlsen (1,5 måned), derpå Arne Steffensen (konstitueret) og senest Martin Taarup forstandere (2001-2002).

Efterskolen Strand flyttede i 2003 fra Sønderborg til Danebod på initiativ af skolebestyrelsens formand, borgmester Åse Nygaard. Efterskolens Strand på Danebod var en skole for normaltbegavede unge med læse- og stavevanskeligheder. Skolen gik konkurs i 2013. Danebods bygninger huser i dag Efterskolen Epos på Danebod, hvor man lærer gennem leg og spil. Hver sommer har Elevforeningen Danebods Venner af 2004 afholdt en minihøjskole på Danebod.

Kilder

Rasmussen, Gunnar (1980): Danebod Højskole i tiden 1920-80. Jubilæumsskrift for Danebod Højskole.

Rasmussen, Gunnar (2001): Danebod Højskole – en sønderjydsk højskoles indsats i det folkelige arbejde. Fra Genforeningen 1920 til årtusindskiftet 2000.

Smedemark, Kaj (2000): Opkobling på virkeligheden. Artikel i Danebod Højskoles Årsskrift. s. 3-15.

Nedlagt folkehøjskole i Danmark

Bygninger, konstruktioner og anlæg på Als

Etableret i 1920

Ophørt i 2002

Marts 2025

Kære Stine og Mikkel.

Håber i begge er godt igang igen efter jeres fars bortgang. Ja det er ikke lige til at forstå at Mogens ikke er blandt os mere. Det var en nem død, men kan forstå, at han havde gennemgået hjerteoperationer og fået pacemaker. Livet er kun til låns, det ved vi alle, men vi gamle vil gerne beholde det så længe som muligt. Håber Mogens´s kone klarer sig. Jeres far har været en stor Højskolemand hvilket så mange giver udtryk for. Så flotte nekrologer der er skrevet. Det må glæde jer og noget i kan være stolte af. Min indgang til jeres familie kender I jo. Når jeg ser tilbage og tænker tilbage på alle de gange vi besøgte jer på Danebod, står det for mig, som noget af det bedste. Altid var vi velkommen, på Højskolen, Møllen og Apterp. Rita og Else Marie nød samværet meget. Altid nye oplevelser for os alle. Det jeg har lagt op på FB omkring Danebod og jeres far, har jeg gjort, fordi jeg føler for stedet Danebod og historien om Danebod. Har vi været på de kanter skulle vi altid lige omkring Danebod, om den stod der endnu. Jeg har googlet svoger Mogens og må sige, at det er fantastisk hvad han opnåede i sit virke på mange forskellige poster gennem et 50 årigt arbejdsliv inden for Højskoleområdet. I ved begge, at jeg har interesseret mig for Lokalhistorie og har skrevet og samlet historier til en hel del bøger mere end 30 er det blevet til. Jeg har bl.a. fået mange levnedsbeskrivelser også. Da jeg faldt over billedet af jeres far med Ridder af Dannebrogs ordenen fik jeg den tanke at jeg gerne ville læse Mogens`s levnedsbeskrivelse. Normalt afleverer man sin Levnedsbeskrivelse til Ordenskapitlet når man modtager en kongelig medalje. Jeg skrev til Ordenskapitlet, men har i dag modtaget brev derfra med oplysning om, at Mogens aldrig afleverede en sådan. Hvorfor ved jeg ikke. Med brevet fulgte en flot omtale af jer far. Jeg medsender mailen fra Ordenskapitlet. Jeg kopier mail over til denne mail, her nedenunder.

Kærlig hilsen til jer og jeres familier.

Vi ses på et tidspunkt. Jens Otto

Min mail til Ordenskapitlet Ordenshistoriografen, Ordenskapitlet, Det Gule Palæ, Amaliegade 18, 1256 København K

Emne: VS: Levnedsbeskrivelse, tidligere højskoleforstander Mogens Hemmingsen, født 28.12.1945, Død 23.03.2025 , Dannebrogsordenen i 1995

Fra: jens otto madsen <Jensotto1946@hotmail.com> Sendt: 28. marts 2025 23:42 Til: Kongehuset – Ordenskapitlet <ORDENSKAPITLET@kongehuset.dk> Emne: Fwd: Levnedsbeskrivelse, tidligere højskoleforstander Mogens Hemmingsen, født 28.12.1945, Død 23.03.2025 , Dannebrogsordenen i 1995

Som svoger til Mogens Hemmingsen, gift med en søster til Mogens  H.`s første afdøde hustru, tillader jeg mig herved at forespørge, om det er muligt at få en kopi af Mogens Hemmingsens Levnedsbeskrivelse, som ved modtagelsen af Dannebrogsordenen er afleveret til Ordenskapitlet. Med venlig hilsen Jens Otto Madsen Lille Fiskerbanke 7 DK 9493. Saltum

KONGEHUSET De Kongelige Ridderordeners Kapitel Det Gule Palæ,

Amaliegade 18, 1256 København K T: 33402492 | D: 33402492 jfm@kongehuset.dk www.kongehuset.dk | @detdanskekongehus Web: www.kongehuset.dk Fra: Kongehuset – Ordenskapitlet

<ORDENSKAPITLET@kongehuset.dk> Sendt: 31. marts 2025 08:31 Til: Møller Jes Fabricius <JFM@kongehuset.dk>

Emne: VS: Levnedsbeskrivelse, tidligere højskoleforstander Mogens Hemmingsen, født 28.12.1945, Død 23.03.2025 , Dannebrogsordenen i 1995

Møller Jes Fabricius<JFM@kongehuset.dk> ​ Jensotto1946@hotmail.com ​

Kære Jens Otto Madsen

Jeg modtog oplysningen om Mogens’ død med sorg. Jeg kendte ham fra højskoleverdenen og i de seneste år gennem højskolehistorisk forening. Han var et stort aktiv, hvor han end valgte at lægge sine kræfter. Desværre indgav han ingen levnedsberetning. mvh Jes Fabricius Møller Kgl. Ordenshistoriograf

===================================================================

Hej onkel Otto.

Tak for din lange dejlige hilsen. Det er tydeligt at mærke at Danebod og min far og mor har haft en særlig plads i dit hjerte. Vi er meget stole af vores far og det han har opnået og de spor han har sat. Vi har også begge læst de fine mindeord og ikke mindst dit skriv, som er en gave for os at du har skrevet, da vi i det også har et skriv som vi kan dele med kommende generationer, så de kan læse om vores barndom sted. Som historielærer kan jeg godt forstå at du har kastet dig over arkiverne, da det er spændene at dykke ned i og det er så vigtigt at have noget meningsfyldt at bruge din tid på. Ja, døden ved vi kommer, og min fars blev nådig, men vi regnede med, ikke mindst ham selv, at vi skulle have mange år endnu. Har en meget savnet og det er tungt at tænke på at både ham og mor er borte. Det er svært for Dorte, men vi støtter hende alle så godt vi kan og hun er velsignet med i alt 5 børn og 16 børnebørn, når vi tæller Mikkel og min familie med. Jeg tror godt jeg ved hvorfor min far ikke indgav en levnedsbeskrivelse. Han var ikke en mand som ønskede at gøre noget ud af sit væsen og han var lidt ambivalent med korset. Nok stolt over og modtage det som en en anerkendelse over sit arbejde men politisk var han ikke til kors og bånd. Vi satte ridderkorset på han kiste, så det kom frem i lyset den ene gang – det ville han nok ikke selv have forslået! Jeg er online på messenger men kan ikke modtage beskeder før jeg er tilbage i DK til 1. maj.

Knus til dig og hils moster

DET STILFÆRDIGE FYTRÅRN

Med Mogens Hemmingsens død den 22. marts 2025, mistede højskolerne en ener. I mere end 50 år havde han sit virke midt i højskolen.

Af Erik Lindsø

Da Mogens Hemmingsen i 1974 som 27-årig blev forstander på Danebod Højskole på Als, blev han samtidig de danske højskolers yngste forstander. Danebod skrantede, men med en enorm arbejdsindsats, stor iderigdom og en særlig lederevne fik han på får år omstillet Danebod Højskole fra en traditionel bondehøjskole til en moderne højskole, der kunne tiltrække byungdommen. Højskolen blev mønsterskole og et forbillede for andre højskoler.

Mogens Hemmingsen var sig fuldt bevidst, at han ikke var et oratorisk talent. Livet igennem måtte han betvinge sin stammen. Men han havde ideerne, og med en smittende iver og virketrang havde han en sjælden evne til at engagere sine lærere og lade dem træde ind foran sig. Vi stod i mesterlære hos ham, og i de 21 år Mogens Hemmingsen var forstander på Danebod Højskole, udklækkede han fra sin lærerkreds seks højskoleforstandere.

Kunsten at skaffe elever

På Danebod kom eleverne ikke altid af sig selv. Men Mogens fandt på projekter, der kunne supplere op.

Jeg mødte for nylig den tidligere leder i Kræftens Bekæmpelse på Fyn, som Mogens indledte samarbejde med, så unge kræftramte kunne komme på højskole og få styrket deres livsmod. Samarbejdet med Danebod står for hende som det største, hun har været med til.

Mogens fik et samarbejde i stand med Kvindeligt Arbejderforbund på Nordals, hvor langtidsledige kvinder gennem et højskoleophold skulle kickstartes ud i arbejdslivet. Det vakte opsigt, fordi 80 % af de langtidsledige efterfølgende fik job.

Han fik et samarbejde i stand med Kriminalforsorgen, hvor unge, der havde afsonet, skulle udsluses gennem et højskoleophold.

Flygtninge og indvandrere modtog vi som en selvfølge, og der var på hvert hold en håndfuld, der modtog integrations- og sprogundervisning.

Det var en god erfaring at have med sig, da man selv blev forstander. Kommer eleverne ikke af sig selv, må man finde dem. Fem her, fem der, fem både her og der og lidt til, så har man allerede 25, og så går det. Og så var Mogens omkvæd, at de 4. g’ere, der fylder vores højskoler, skal vi sørge for, møder dem, der er sårbare på en langt værre måde end dem selv.

En familiehøjskole

Sammen med sin første kone, Rita Haugaard (1946-1991), skabte de på Danebod Højskole en familiehøjskole. Forstået på den måde, at alle lærere boede på eller lige ved skolen. Vi spiste med på højskolen, og forstanderboligen var centrum for både lærerne og deres familie til kaffe og samvær. Vi deltog i hinandens morgensamlinger og foredrag. Vi kom sammen privat, vi hjalp hinanden, og vores børn legede sammen. Den nærhed og det nærvær, som bopælen skabte, blev en så indgroet del af vores selvforståelse som højskole, at da Hanne og Kaj Smedemark for at få plads til børneflokken, købte hus i Naldmose blot 500 m fra skolen, skete det først efter, at de havde fået accept både hos Mogens og på lærerværelset.

Bopælssagen

Det var visdommen fra Danebod, der fik mig til for 5-6 år siden sammen med Mads Rykind-Eriksen på Rødding Højskole at starte bopælssagen, fordi vi fandt ud af, at højskolerne var ved at sætte den del af skoleformens DNA overstyr.

Mogens bakkede op og var en god sparringspartner, men han var ikke enig i formen, vi valgte. Mogens mente, at sådan et opgør burde tages på de indre linjer, og at gå offentligt ud med det, ville give os fjender på netop de indre linjer. Det sidste fik han ret i! Men i substansen var han mere end enig, som han også gav udtryk for i et interview i Højskolebladet (sept. 2021).

Det lokale remtræk

En grundsten i Mogens Hemmingsens højskolesyn var højskolen som lokalt fyrtårn. En højskole har ansvar for det lokalsamfund, der har oprettet den. Derfor lå det som en fordring til os som højskolelærere, at vi skulle være aktive medborgere i lokalsamfundet. Og Mogens gav os både mulighed og opbakning.

Mogens og Rita tog sammen med en håndfuld lærere initiativ til Midtals Friskole, fordi man ville have en bedre skole til sine børn. Rene Karottki byggede sammen med elever og lokalbefolkning vindmølle og solfangere, og i 1990 var Danebod Højskole 75 % selvforsynende med energi. Kaj Smedemark sad i byrådet, igangsatte højskolens økologiske jordbrug og redede løvfrøen på Als. Erik Sommer skabte lokalkoret Katten i Sækken. Det nu så anerkendte Sønderjysk Pigekor blev startet på Danebod af Else Marie Okkels og Dorte Smedegaard. Niels Larsen oprettede og drev sammen med elever Biografen i Fynshav. Med hjælp fra et kommunalt beskæftigelsesprojekt fik jeg flyttet landsbysmedjen fra Torning til Danebod som nyt kreativt værksted. Osv.

I årsskriftet fra 1992 er det talt op, at Danebod Højskole husede 22 lokale aktiviteter – mange af dem med en højskolelærer som initiativtager og tovholder.

Et forbillede

På Danebod havde vi ofte elever, der var forstanderbørn eller lærerbørn fra andre højskoler, som er en god indikator for, at man har et godt renomme i højskoleverdenen. Ofte fik vi da også besøg af andre højskoler, der ville se, hvad vi kunne.

Mogens selv oplevede bred anerkendelse for sin indsats, men hans stolthed lå i, at det var hans skole, der blev anerkendt. Det var altid holdindsatsen, han fremhævede, og medarbejderne han gav æren.

Det var smerteligt for Mogens, da Danebod lukkede i 2002 – knap syv år efter, han forlod den. Det er frihed til at opstå og frihed til at lukke. Han kendte godt vilkårene og måtte sande, at det bedste, vi har været med til, også kan have sin tid.

Højskolernes førstemand

I ti år fra 1985 til 1995 var Mogens Hemmingsen medlem af FFD’s bestyrelse, de sidste fire år som foreningens formand. Hans indsats var mangesidig, men det ideologiske plantet i konkrete tiltag, der kunne drages nytte af i højskolens hverdag. Det var med Mogens som formand, at højskolerne fik mulighed for at søge forsøgs- og udviklingsmidler, som blev en redningsplanke for nogle højskoler, da en voldsom elevnedgang satte ind i midten af 1990’erne.

Mogens’ indsigt var detaljeret, og hans hjælpsomhed var enorm. Mange forstandere og skolefolk har ringet til ham om råd, når krisen kradsede, eller problemer hobede sig op. Og det gode ved hans hjælp var, at den altid var praktisk anvendelig.

Da jeg i 1995 blev forstander på Rønshoved Højskole, ringede Mogens efter nogle måneder for at sikre sig, at jeg var i gang med næste års budget. Jeg væltede problemerne ud over ham. Han kom den efterfølgende weekend. Vi satte os på kontoret, og efter 13 timer havde vi lavet næste års budget tilpasset den elevnedgang, der ramte i de år. Efterfølgende sendte Mogens mig 2-3 sider med gode råd og retningslinjer. Sådan var han. Mogens var aldrig længere væk end et telefonopkald, og ikke uden grund blev han kaldt højskolernes 112.

Fra forstander til kulturchef

I 1995 takkede Mogens af både som formand for FFD og som forstander på Danebod for at blive forstander på Gymnastik- og Idrætshøjskolen i Viborg. Han havde mødt Dorte, og det var godt for dem at starte sammen et nyt sted. Men efter seks år kom der et uventet opkald fra Finn Aaberg, der var landskendt borgmester i Albetstlund. Han manglede en ny kulturchef og så gerne noget mere højskole i såvel forvaltningen som i det lokale kulturliv. Mogens tog springet, og ankom i 2002 til Albertslund med alt det, der var ham: en enorm arbejdsindsats og et bankende højskolehjerte. På rådhuset i Albertslund blev han ret hurtigt døbt højskolemanden, og netop den betegnelse gav Mogens en varmende tilfredshed, når snakken faldt på hans syv år lange afstikker til den kommunale forvaltning.

Pension er noget, man får, ikke noget man går på

Hvor andre går på pension, fandt Mogens 65 år gammel nyt arbejde. Han havde gennem flere år været formand på Vallekilde Højskole. Da højskolen i 2009 stod i en forstanderkrise, trådte Mogens til som forstander, indtil man i Torben Smidt Hansen, Vallekildes nuværende forstander, havde fundet den rette.

I 2011 blev han kontaktet fra Rådhuset i København, fordi de manglende en, der kunne rydde op i folkeoplysningsdelingen og sætte mål og med for folkeoplysningen i København. Den opgave påtog han sig.

Rygterne gik, at Mogens Hemmingsen var manden, der kunne rydde op, få sat skik på en institution og give den ny retning. Derfor blev han i 2014 kontaktet af Liselund Møde- og Kursussted, et gammel grundtvigsk mødested i Slagelse, som var tæt på konkurs. Mogens fejrede sin 70-års fødselsdag kort efter sin tiltræden.

Langsomt og med den arbejdsindsats, der altid kendetegnede ham, og som alderen aldrig fik reduceret, fik han langsomt stedet løbet i gang – ikke mindst i kraft af den goodwill, man får, ved at give lokalsamfundet ejerskab til stedet.

En 75-årig starter en højskole

Man skal være gjort af noget ganske specielt for som 75-årig at beslutte sig for at løbe en ny højskole i gang. Men sådan sluttede Mogens Hemmingsen sit mere end 50 år lange virke i højskolen. Mogens så en fremtid for Liselund ved at gøre det gamle kursussted til en af de tre nye seniorhøjskoler, som der blev givet mulighed for i 2019. Den fremtid gav han stedet – både ved at påtage sig det slidsomme arbejde med oprettelsesproceduren og ved til åbningen af Liselund Højskole den 1. januar 2021 at byde velkommen som skolens første forstander.

Da han efter et år havde sikret sig en arvtager, trak han sig, for i stedet energisk at kaste sig ind i arbejdet i Højskolehistorisk Forening, han selv tog initiativ til i 2008.

Mogens Hemmingsen led af hjerteproblemer – hans hjerte var for stort. I overført betydning var det et stort hjerte, man i mere end 50 år kunne mærke banke for den danske højskole. Den 22. marts 2025 slog det for sidste gang. Mogens døde 79 år gammel.

Æret være hans minde.

Mogens Hemmingsens virke

2008-2025: Medstifter af og formand for Højskolehistorisk Forening.

2019-2022: Initiativtager til oprettelse af Liselund Højskole og Liselund Højskoles første forstander.

2014- 2021: Forstander for Liselund Møde- og Kursussted.

2002-2014: Formand for bestyrelsen for Vallekilde Højskole.

2011-2013: Foreningskonsulent i afdeling for folkeoplysning i         København Kommune.

2009-2011: Forstander på Vallekilde Højskole.

2002-2009: Kulturchef i Albertslund Kommune.

1995- 2002: Forstander for Gymnastik- og Idrætshøjskolen i Viborg.

1991-1995: Formand for FFD’s bestyrelse.

1985-1991: Medlem af FFD’s bestyrelse.

1974-1995: Forstander for Danebod Højskole.

1971-1974: Højskolelærer på Køng Idrætshøjskole.

1964-1969: Læreruddannelse fra Den fri Lærerskole i Ollerup

En fortælling ad forfatteren Jens Thise

Fra en bog fra 1911 med små fortællinger

Vi stilede alle tre mod Stationen. De kom gaaende ad en Sidegade, jeg ad Hovedgaden, og vi naaede Maalet samtidigt. De vakte straks min Nysgær righed og Interesse. Jeg syntes, der var noget uforklarligt, mystisk over deres Færd.

Hun var en Kvinde sidst i Tyverne, høj og kraftig; fine, regelmæssige Ansigtstræk; Udtrykket i de store, klare Øjne var koldt og overlegent. Klædedragten ulastelig og bar nærmest Præg af, at dens Ejerinde hørte hjemme i en velhavende Bonde- eller Proprietærfamilie.

Han saa ud til at være hendes jævnaldrende; var nærmest lille af Vækst. Klædedragten af et vist moderne Snit; men ikke længere ny, og paa de mest udsatte Punkter, Knæ og Albuer, en Del luvslidt og mindede nærmest om et Slags forlorent Velhaveri eller forgyldt Elendighed. Det lille runde Ansigts største Prydelse – bogstaveligt talt – var et kulsort Overskæg.

Han forstærkede sine Skridt; han havde svært ved at vinde med, mens hans smaa, missende Øjne var hele Tiden rettede mod hende bedende, tryglende. Der var noget mygt og hundeagtigt i det Blik; men hun lod, som hun ikke mærkede det, dreje de ikke engang Hovedet. De kolde Øjne var stadigt rettede fremad. Ansigtsudtrykket strengt og haardt, som var det mejslet i Marmor. Kun den krampagtige Maade, hvorpaa hun knugede Haandtaget paa sin lille Rejsetaske, forraadte en indre Uro.

De stode inde i Stationens Forhal. Han tog Billet til Nabostationen; hun til K… to Stationer længere fremme. Nu var hun ikke længere den rolige og overlegne. Jeg kunde se, hvor Haanden rystede, da hun talte Billetpenge op, og saa skyndte hun sig ud uden at høre Assistentens Raab: De glemmer Billetten!

Jeg tog Billetten og indhentede dem begge ude pas Perronen.

Hun for sammen, da jeg tiltalte hende, og saa lidt forundret paa mig; saa takkede hun mig med et. Par forbindtlige Ord og tilføjede som en Slags Undskyldning følgende mærkelige Ordvending, der tydeligt røbede hendes nervøse Tilstand: Jeg glemte at lade den ligge; Tak skal De ha. Blikket blev igen koldt og stirrende.

Nu klemtede Klokken, Toget kom brusende og holdt. Folk med store og smaa Pakker og smaa og store Bekymringer myldrede ud fra Kupeerne.

Jeg havde intet Øjeblik tabt mine to Medrejsende af Syne: begge steg ind, og en tredje var ikke sen til at følge i Sporet.

De satte sig lige over for hinanden – længst inde: jeg tog Plads i den modsatte Ende af Kupeen; thi jeg følte, at nu gjaldt det om ikke at være saa nær, at man forstyrrede, og dog nær nok til at se og høre. Foruden os var der to ældre Bønderkoner.

Bare de nu kan holde Bøtte, tænkte jeg; thi faar de først Kværnen slaaet i Gang om deres Børn og Tjenestepiger, gaar du helt glip af de andres Samtale, og den var jeg mere spændt paa.

Hun sad med Hovedet lænet op mod Vinduesrammen og stirrede tomt og aandsfraværende ud i Rummet. Hans Optræden var mere fri og selvsikker end før. Han stirrede uafbrudt paa hende afventende det Øjeblik, da hendes Øjne vilde krydse hans, og imens tegnede der sig paa hans Ansigt Skygger af Tanker, der kom og svandt.

Jeg tog et københavnsk Dagblad op fra Lommen og holdt det op foran mig som et Skærmbrædt. Stilheden i Kupeen blev efterhaanden helt uhyggelig. Jeg syntes at mærke en Bevægelse, hævede Bladet lidt og saa til min store Forundring ham gribe hendes højre Haand og trykke den varmt og inderligt mellem begge sine. Det gav et Par smaa nervøse Ryk i hendes Arm; men han holdt fast. Jeg opdager nu, at hun havde en Guldring paa Fingeren; hans manglede denne Prydelse en Gaade mere for mig.

Jeg lod Avisen glide ud af Haanden for i største Hast af tage et rigtigt Overblik over Situationen.

Hun foer uvilkaarligt sammen ved Papirets Skrat ten. Han slap mærkværdigt nok ikke sit Tag, men blev ved at stirre paa hende med en selvsikker, fripostig Mine, som om han mente at have gjort noget, der havde hævet ham i sin egen og hendes Agtelse.

Han brød omsider Stilheden ved at sige:

Jeg kan hilse dig fra Frands Nielsens i V. Det gaar nok rent snavs for dem; han har jo sat det hele over Styr.”

Aah!” afbrød hun, de er ikke at beklage; det er ikke nær saa galt, som Folk siger. Kommissionæren fortalte i Gaar, at selv om Nielsen blev nødt til at sælge Gaarden, var han dog Ejer af 10,000 Kr., og saa er det jo dog hans egne Penge, han har brugt hun bragte ham jo intet hun var jo en fattig Tjenestepige. Nej, men hvem der først sætter Penge, og siden deres gode Navn og Rygte over Styr, de er at beklage. Naar Samvittigheden først er dysset i Søvn og Skamfølelsen sløvet, saa er det let at forudse, hvor det vil ende.”

Jeg kiggede op over Hjørnet af Avisen og saa ham skifte Farve. Han slap hendes Haand og hviskede skælvende:

Ja, ethvert Menneske kan fejle; jeg anede jo ikke, at det vilde ende saadan,”

Det burde du vide, det burde sund Fornuft for længst have åbenbaret dig.”

Jeg anser det nærmest for en Tilskikkelse, og Gud ved, maaske kan denne Tur være gavnlig for mig.

Han forsøgte at paatage sig en angerfuld, gudhengiven Mine, hvilket dog lykkedes meget daarligt.

Det var med et lille Stank af Haardhed og Afsky for hans paatagne Føleri, hun svarede: Aah, lad os nu være fri! Sid nu ikke der og bild dig saadant noget ind; ingen har Gavn af den Slags Ture. Du burde dog have haft mere Agtelse baade for dig selv og vi andre. Det sidste var, uden at hun maaske selv mærkede det pas Grund af sin oprørte Sindsstemning. bleven fremsat saa hojt, at alle Kupeen kunde høre det.

Selv de to gamle skikkelige Bondekoner, der havde siddet og nikket og smaablundet, drejede Hovederne som paa Kommando.

Han blev blussende rød og skelede hen efter mig. bøjede sig tættere over mod hende, og Samtalen fortsattes i hviskende Form.

Jeg sad lige og læste i Bladets Spidsartikkel, at et tysk Millionfirma vilde udstrække sine lange arme til København og knække Handelsstanden der; men, om ogsaa alle Københavns Grosserere og Smaahandlende røg i Luften, var mig i dette Øjeblik den ligegyldigste Sag i Verden; hellere dette end gaa Glip af et Ord af Samtalen.

Han havde igen grebet hendes Haand og hviskede i det uendelige, saa jeg at Ædansk, din tyske Hund!

Hans Hvisken fik en brat Ende. Han var vist uforvarende eller med Villie kommen til at dreje paa Guldringen, hun havde paa Fingeren; thi hun rev Haanden til sig med en voldsom Bevægelse og sagde

med sløret Stemme: Skammer du dig ikke?”

Han mumlede noget hen i Vejret; hun afbrød: Frihed! Ja, den kan ogsaa betales for dyrt. Hvad er Frihed, og hvem er fri? Nej, tag dig noget nyttigt for.

Han svarede lidt krænket: Ja, da kan dette med lidt Held nok give en Mand Føden. Jeg havde godt Besøg i Aftes. Jeg har faaet helt nye Programmer trykt. Mon jeg ikke skulde have et Par Stykker i Lommen, saa skal du bare se, det er ikke noget Humbug.”

Aah, du skal ingen Ulejlighed gøre dig: jeg vil ikke se det Skidt! Ordene faldt kolde og haanende.

,Sagde du Skidt! Du kan vel taale at se dem! .Nej, jeg vil helst være fri.”

.Men det bliver du nu ikke.” Han halede en gammel Tegnebog op fra Lommen og fandt der en Plakat, som han glattede ud og lagde over i hendes Skød og tilføjede triumferende: Tager de sig ikke storartet ud ?”

Jeg har jo sagt dig, jeg bryder mig ikke om det Skidt!

Ja, men du gør mig da nok den Tjeneste at læse, for du dømmer. Der var igen noget af dette myge, hundeagtige i Blikket, som han vidste, hun daarligt kunde modstaa.

Hun gav Plakaten et flygtigt Gennemsyn. Jeg kunde i Frastand tyde Overskriften, Gramafonkoncert stod der. Han ligefrem slugte hende med Øjnene under Læsningen. Nu saa hun op og et Smil- koldt og ironisk bredte sig over hendes Ansigt. Han følte sig gennemskuet og slog forlegent Øjnene ned; fik derpaa saa travit med at faa Tegnebogen puttet i Lommen igen.

I det samme holdt Toget. Han saa sig lidt forvirret om og fremstammede: Er vi der allerede! Ja, saa er det vel ikke værd, jeg tager med længere. Du ser vel helst, jeg forsvinder. Du er vist ked af mit Selskab; men du skal alligevel ha’ Tak, fordi vi har talt sammen, og tro ikke noget slet om mig hører du!” Hun svarede ikke et Ord; men stirrede i et Væk paa Plakaten, som om den nu havde faaet en særlig Tillokkelse for hende.. Ja, saa vil jeg sige dig Farvel og lev vel.” Han knugede hendes Haand og beholdt den vist lidt længere, end hun strengt taget fandt det nødvendigt. Jeg kunde se, at Sorg og Vrede kæmpede en haard Kamp hos hende.

Farvel! Se at blive en Mand, hviskede hun stille og tonløst.

Han kiggede saa langelig tilbage, da han gik, om hun ikke sendte ham endnu en Hilsen- en sidste. Han haabede forgæves. Hun blev siddende tilbagelenet mod Kupehjørnet og stirrede frem for sig. Saa var det paa en Gang, som Vreden og Harmen rent fik Overtaget; hun bøjede sig hurtig ned, greb Plakaten, som ved hans Bortgang var falden paa Gulvet, bøjede den sammen en tre-fire Gange, rev den med et fast Ryk der var Villie og Kraft i dette Tag -i mange Stumper og smed dem med et synligt Udtryk af Væmmelse ud af Kupédøren efter den bortdragende og lænede sig paa ny tilbage mod Væggen.

Hun saa i dette Øjeblik ud, som den der har brændt sine Skibe; men Udtrykket forandrede sig hurtigt og blev træt og sørgmodigt; Øjnene blev klarere og klarere, og til sidst maatte Lommetørklædet frem.

Jeg følte den største Lyst til at tale til hende, og havde vi været ene i Kupeen, havde jeg uden Tvivi gjort det; men nu havde vi jo de to gamle Bondekoner, og desuden hvad Krav havde jeg paa hendes Fortrolighed, endskjønt jeg tør sige, det er længe siden, en ubekendt har fanget min Interesse i den Grad som netop hende.

Løsningen paa Gaaden fik jeg ikke. Var det en nær Slægtning, eller en kær gammel Ven, der var kommen pas Afveje, og som hun ikke kunde glemme, men tvunget af Nødvendigheden Ringen paa hendes Finger heller ikke turde mindes. Ja, her har man Gætningens vide Mark at tumle sig paa; men det synes jo, som en brudt Villie og et brudt Hjerte her havde haft et Møde af saa indgribende Betydning, at det maaske kunde blive skæbnesvangert for dem begge; thi Digteren Thøger Larsen har sikkert Ret, naar han skriver:

Over Bjerge og Hav, over Ager og Skov

er der Love, der blæser ad Menneskers Lov

Trods vor Frivilje-Pral er det evige Rum

dog et Hav, pas hvis Blaa vore Skæbner er Skum.

Der gaar Mand imod Øst, der gaar Kvinde mod Vest,

men de ledes i Blinde af Længsel og Blæst.

Skønt de mener sig fri, kan de mødes paa Sti,

hvor de aldrig kan slippe hinanden forbi.

Ved næste Station steg hun ud, bød os forinden venligt Farvel og takkede for Rejseselskabet, og uden at se til højre eller venstre llede hun ind paa Stationen, kom straks efter til Syne paa den anden Side denne og satte Kursen hen ad Vejen, der førte bort fra Byen.

Per fra Mosen.

Og andre fortællinger af digteren Jens Thise

Bogen udkom i 1911

Denne historie På vendelbomål

Udkom i 1911

Det var en Efteraarsmorgen lige i Dæmringen. Jeg gik hen ad den lille Stationsby’s snirklede Gader. Stormen hylede og larmede, raslede med Skilte og ruskede i Tage. Sommerens sidste Løv opførte en hvirvlende Dans. Stakaandede og forpustede søgte de enkelte Blade ligesom at ville stjæle sig et Øjebliks Ro ved at forputte sig i Rendestene og langs Fortovene; men Stormen spillede op paany, og Dansen gik videre og vildere.

De gamle Træer udenfor Posthuset fægtede vildt og planløst med sine nøgne Grene, gjorde en Gang imellem en svag Bøjning over mod Bygningen, stode saa et Øjeblik stille, lyttende, som for at forvisse sig om, at den gamle punktlige Postmester endnu hvilede paa sit Øre og ikke kunde kontrollere deres respektløse sindsforvirrede Optræden.

Til dagligt holdt de stærkt paa Formerne i Følelsen af indre Værd. De vidste med god Samvittighed, at de ikke som deres nære Nabo Posthuset var plantede under Provisoriets Fane. De følte det derfor nærmest som en Befrielse, naar Efteraarsstormene rev klædningen i laser saa de ikke længere behøvede at skygge eller dække over al denne Lovløshed og Ufred, der var kommen i Følge med den ny Tid. Stormen tager et lille Pusterum. Jeg paaskyndede mine Skridt; men straks svirrer Hagel og Is stumper mig om Ørerne.

En Kat kommer farende langs modsatte Fortov. Dog nej, det viser sig at være en kaskjet– skarpt forfulgt af Ejermanden, en lang opløben Dreng. De klaprende Træskotrin varierer lige fra det svageste piano til det stærkeste fortissimo, eftersom Kaskjetten og Stormen i Fællesskab dirigerer dem.

For tyvende Gang synes Drengen at være ved Maalet; men kaad og drilsk hopper Flygtningen videre over den toppede Stenbro, og Træskoene gaar igjen klip-klap! klip-klap! indtil Kaskjet og Dreng forsvinder om et Gadehjørne.

Jeg gaar ind i Stationens lille beskedne Forhal. De faa rejsende, der ligesom jeg meget nødtvungent har forladt Fjerene et Par Timer for Sædvane, stod plantede langs Væggene -søvnige og melankolske og med Ansigterne gemt bag de opslaaede Frakkekraver.

Jeg hilste høfligt Godmorgen!

Et utydeligt Grynt og en svag Drejning af Mumiernes Næsetippe forekom mig i Øjeblikket at være et alt for usikkert Grundlag for videre Forhandling. Jeg tav derfor og henfaldt i egne Betragtninger.

En Lampe, hvis Størrelse stod i sørgeligt Forhold til dens Ælde, søgte forgæves at sprede lidt af det rugende Mørke. Glasset sad skævt, og den lille gispende Flamme lænede sig træt og selvopgivende op mod nærmeste Glasvæg, som den engang i Ungdoms-ubesindighed havde sværtet kulsort.

Da aabnes pludselig Gadedøren med et Brag, og ind triller en gammel laaden Kabuds i Følge med en hel Ladning Hagel, der strentes i en skraa Stribe hen over Gulvet en gammel førladen, korthalset, pludskævet Bondemand fulgte lige i Kølvandet. Den lille Lampeflamme forskrækker det i den Grad, at den begaar Selvmord ved i et eneste Hop at fare ovenud af Glasset.

Haav, haav haav, haav! der ræst pinnede min Luv. De wa da gaat, dej entj faltj i Hav’e!”

Ordene ledsagedes af en kort gnæggende, støjende Latter, og de små plirrende Øjne har paa Grund af Situationens faretruende Alvor antaget et vildt, stirrende Udtryk.

Med hele sit Korpus, der er belastet med adskillige Alen Vadmel, stemmer han Døren i og siger paa sin hakkende, snøvlende Maade:

Da skal a liggaat lov for, der er Fortgang aapaa Maskinerije i Da. Jesses, bette Been, sekke da e sølle Weer G’maaen, G’maaen!”

Stadigt småsnakkende samler han Huen op, peger saa forundret paa Stationsuret og siger ringeagtende: Hon er da gal, dej Spegels Klaak!* .Nej, det skal nok passe”, henkaster jeg.

Hva skal ‘en! G’maaen, G’maaen, Jens! Hva, er Do her? Nej, no skal a sku snaat saj wos, hons Vijsværket er. Min, hon har fame aldrig narre mæ enno.”

Gamlingens Fingre tumler energisk med de store Hornknapper, og endelig fremkommer en Revne i Vadmelsbylten, stor nok til, at hans gamle ”Tvebak” kan hales frem. Med fremskudt mave, Anlæg af Dobbelthage og nedtrukne Øjenbryn, søger han at finde det punkt på Urskiven, hvor Viserne har taget Stade, men forgæves; enten det nu er paa Grund af Afstanden eller, fordi Ur og Øjne befinder sig paa hver sin Halvkugle.

Jeg kommer ham til Undsætning.

Den viser rigtignok halv otte; men det er vist ikke efter mellemeuropæisk Tid. Den er mindst en halv Time for stærk.”

Det er et haardt Stød for den skikkelige Gamle. Han vilde vist hellere set Himmelkloderne forandre Kurs, end hans gamle Londoner hans uadskillige Ledsager sigtet for Upaalidelighed.

Do ka’ sill wær en Robæe”, mumler han arrigt, idet han stopper Tvebakken ned i Hullet i Bukse-linningen igen; men siger pludselig i en betydelig mere spagfærdig Tone:

Tho de ka a fame entj faasto! Ja, ja, a West nok, de hon wa fort; men de hon skul wa saa moj naa, ja, ja, læ go da! Tho saa behøve wi entj aa, ha jav’e. Koli aa mae sa aa smaaknoppest hiele Tijn; a jent aapaa ham, aa haj jent aapaa Hesten, aa wi sa aa braakke untj aa aas saa- læng, te wi blev saa hie, de wi blæst Wejen e Støtj.

Skal du langt hen, Per*?

Tho a wel da ud aa sijt te mi Svaver. Ja, saa- mæj wel a saa——a wel ud aa sijt te mi Svaver. A skul ha wat derud i Forohre, sin wi fæk Torren grave; men saa kam der saa me Vrøvl, aa saa blev e entj: nej, de jor entj, saa blev e entj. Er de no entj aasse e taable Weer, de wejler aap med. Tho a haar snaar røgt trej Piber Tobak paa Wej her ej, aa nær a haar pasle Træk ka a magle klaar mæ med jen. Sij, sij. no hon skul wa saa fort, ja, de ka jan vær.

De er s’gu akkeraat, som haj saae, wo bette Løjtnant, jej Avten wi ræst over te Dybbøl, saa seer haj a haaver e lissaa tyele

G’maaen, Gomaan, Hr. Polleti!”

Per har pludselig faaet Øje paa Stedets Politibetjent og tager i den Anledning straks Permission fra Dybbøl. Stortsmilende tripper Gamlingen hen mod Betjenten, og hans Højre gjør en trekvart Rejse til Kabudsen, idet han paany hilser: G’maaen, G’maaen, Hr. Politi!-

Betjenten hilser smilende paa den snakkesalige gamle, der slaar til med et vældigt Prangerklask, og begynder uden nogen som helst Indledning:

.Ka haj haav, hvolang de e sin, haj war aap aa beseg mæ?

Nej, det erindrer jeg ikke, der passerer jo saa meget mellem Aar og Dag; det ene Indtryk afløser det andet.

Per rynker Brynene og siger vredt:

Ja, de wa no entj ræn aa baar Narreværk, de, die passire, dej Gaang dehæ full svensk Flab fraa Taaslegaard ga mae nun aapaa Hølleki; haar haj ræn glemt de, de wa saa pinnede mærkelig. Saa ka haj wal heller entj hoov, hons a sase dej Gaang?”

Betjenten ryster paa Hovedet. Per slaar ud med Haanden i Retning af mig, som vil han kalde mig til Vidne om Betjentens uhørte Glemsomhed, stirrer derefter mildt bebrejdende paa denne, medens hans højre Tommel samtidig gør et lumsk Forsøg paa at bore sig igennem Betjentens solide Uniformsfrakke. Boringen bringer dog intet Lys i Sagen. Betjenten er Diplomat. Nu falder den Gamles Haand med et mildt Tjat ned paa Betjentens Skulder og saa kommer det kort og bestemt:

Ka haj entj haav, de a saa, de skul a ha Hog. war e entj faa tille, faa a war ove di Halfjæs no.” Jo, nu tror jeg ogsaa at kunne mindes det. Naa, de var endda gaat, Di fæk Djær Haavkomels ijen; men si, de war entj Dja Skyld, de a be holtj Lywe, aa Slobberti entj ræntj si Wej; faa Di kam entj førri trej Dav etter, mi gue Maassisnuks.”

Ja, men, De fik jo Dom over ham!”

,A, fæk i Hujsrøv, jov a. Dom war a, aa Dom fæk a, aa dæj ly) aasse faale godt. Haj sku betaal en Snes Kroner te Politikassen, aa tyv te ma faa Klø aa Svij. Politiet saarre wal naak faar aa faa dje Paart; men di ku lissaa gaat ha saae, de a sku ta Fesk faa Pengen i Westerhav, aapaa ajer Maae ka di wes entj læ dem dryv ej.

De har altsaa ikke faaet hverken Penge eller Fisk, siger Betjenten spøgende.

Fame om a haar. Jov, faa sijr haj, Kvon as mæ ku entj blyv eni om, hons Fesk a sku ta; hon wil helst ha Kolle, as a wil helst ha Taask, aa saa bløv Ejen pinnede, de di gor der enno. Jov, de

waar en raar Pot Koel, Politije raj te mæ dej Gaang.

Betjenten, der taalmodig har paahert den gamles Hjerteudgydelser, belaver sig paa et Forsvar; men Per affærdiger ham med en flot Haandbevægelse og et: Færdig med Ferre, min Wen! og stavrer ud paa Perronen.

Toget er der.

Per undersøger meget kritisk de forskellige Kupeers Indhold for at tage et løseligt Skøn over, hvor han bedst og sikrest kan anbringe sin dyrebare Person.

Ved en tom Kupee standser han, og faderligt beskyttende gir han Tegn til mig unge Mand om at følge efter. Vi går ind og anbringer os vis a vis i hvert sit Kupe hjørne.

Men vor enlige Stilling er forlængst opdaget og straks bli’r vi prajede af et helt Artistpersonale, der med Primadonnaen i Spidsen entrer op i Baasen til os. Per er helt benovet, ikke alene over den skønnes mørke flagrende Lokker og dybe azurblaa Øjne, der et Øjeblik sænker sig i Pers gamle vandglasserede dito og bringer dem til at flyde over deres Bredder, men Overraskelsen stiger for hver ny Kasse, de behændige Artister langer ind i Kupeen.

Per mumler en Del om, at Loven vist forlængst er overskreden. Men da Direktøren høfligt og bestemt forespørger Per, om han har sagt noget, kan denne slet intet erindre, men anser det for mest sandsynligt, at han ingen Ting har sagt. Han sukker dybt, idet han meget omstændelig knapper Frakkerne op og haler sin gamle Tobaksdåse op af Lommen. En mægtig Tobaksville forsvinder sporløst bag Pers Tandstumper. Konduktøren kommer for at efterse Billetterne. Med et flot: Vs’go! overrækker Per sin og mener dermed at have gjort sin Skyldighed; nu kan han gøre sig Livet lidt mageligt. Han forsøger at stive sig af ved at lægge Hænderne paa Knæerne, bøjer sig for over og udspyr lige for Næsen af den intet anende Konduktør hele sin Beholdning af Spyt og Tobakssause med en Sikkerhed og Frimodighed, som kun en nogenlunde ren og ubetynget Samvittig hed kan afføde. Det gav et Smæld, der fik Konduktøren til at fare sammen, for i næste Øjeblik at raabe som et Menneske i Havsnød:

Men hvad i al Verden er det, han bestiller? Er han gal, Mand?

Per ryster paa Hovedet og kigger forundret over mod mig, om jeg skulde vide, hvad der gaar af Manden, at han stiller saa dumme Spørgsmaal, retter sig pludselig op og siger med et overbærende Smil: Hons a bestiller. Ka haj entj sijt, de a sputter ?

–

Jo, men det maa De ikke, det koster en Krone.” Hva jør e?

Det koster en Krone, siger jeg jo.”

Per faar nu endelig Forstaaelsen af, at dette her er ikke bare Løjer. Loven er krænket, og Ordenens Haandhæver i Skikkelse af en høj velnæret Konduktør staar der bred og myndig paa Vogntrinet med den udstrakte Højre afventende sin Tribut; men der falder ingen gylden Frugt ned i denne Turban foreløbig. Pers Blik farer flakkende rundt til alt og alle i Kupeen – til Hylder og Loft, som om der et eller andet fordægtigt Sted maa staa med Flammeskrift: Du skal ikke spytte, der i dette Øjeblik, fordi det er rykket ham saa nær ind paa Livet, forekommer ham endnu større og vældigere end det bekendte: Du skal ikke ihjelslaa; thi dette er ham langt mere fjernt og uvedkommende; det vilde han aldrig komme i Konflikt med.

Konduktøren staar ligefrem og gotter sig; han har med sin Hensigt, at jage Gamlingen en Skræki Livet. Han ved erfaringsmæssigt, at han kan skælde en Mand Hæder og Ære fra, blot han lader hans Pengepung i Fred, saa har han erhvervet sig en Ven for Livstid.

Gamlingens Øjne søger alle andre Steder end netop Konduktøren; men denne peger paa Væggen og siger noget mere lavmælet:

Ja, det staar derhenne.”

Per ser paany i den antydede Retning og finder i sin Nød endnu en Redningsplanke. Han fremstammer lavt og hakkende:

Hr. Konduktøren for uskyld; faar a ka entj sitj ontj en no Streg: faar a glemt aa fæk min Briller med.

Ja, saa skal jeg læse det for Dem, og han læser højt, docerende, med skarp Betoning af hver eneste Stavelse: Af Sundhedshensyn er det forbudt at spytte i Kupeen, medens Marke tangen ligesom kløver Luftlaget for bedre at understrege Ordene.

Per lukker Øjnene. Nu braser det hele vel sammen om ham. Hans Haand gør allerede nogle nervøse Trækninger i Retning af højre Bukselomme, men trækker sig ligesaa hurtig tilbage som ramt af et elektrisk Stød; Kronen og Æren skal reddes, om det er muligt. Blikket gør et Strejftog til Konduktøren, trækker sig forskræmt tilbage, og saa kommer det ængsteligt og undskyldende:

Konduktøren ka da naak tenk, de ha a væst de mejste Kun Beskin om e, ha a aldri jov e, aldri i sin Dav; men a ska naak la war; ja, a skal, a ska  naak la wær.

Ja, saa faar De vel slippe, men husk det nu en anden Gang.”

Haj behøver entj aa wa raj, a ska naak holl mee.

Saa snart Konduktøren er forsvunden, retter Per sig uvilkaarligt i Sædet og kigger ud af Kupeevinduet som for at forvisse sig om, at Fjenden virkelig er forsvunden. Han føler godt, at han har lidt et forsmædeligt Nederlag: men Tanken om det reddede Kronestykke, der hviler trygt og sikkert i Bukselommen sammen med Venner og Frænder, giver ham straks et lysere Syn paa Tilværelsen.

Og som for at rejse de sunkne Aktier og bortlede Opmærksomheden fra det, der er Sagens Kærne, siger han helt forsorent:

War e en Revaalver, de klaar, haj stu aa svengt med. Haj wa pinnede we aa ha skrækki mæ hen med hans Galpi. Entj faa de, kaski naak Maj ha hans Ret; faa haj so enti uk te aa wa nun almendele Daask paj; men aa ta sont aapaa. A has sput her di Hundrede Gaang, aa Hundrede te, aa aldri nun haal teste mæ an faa de; sku ma saa ji en Kron faa hval Sputklat; tho saa ku mæ jo snaat sput hiele Gaarri hen; men di hætter aapaa saa me Galskab aa Skit, de ma ka snot entj bego sæ længer, aa hvons Not er e saa te; hvons ska dehæ no jø gaat faar?”

Ja, det staar jo paa Plakaten, at det er af Sundhedshensyn.”

,Sujhjashensyn! Po-o! Er de mir waanskle me dej bette Klat, a sat, end oltj de Blar og Skit I ajer slæber ej med Støvlen?”

Jo, for der kunde jo træffe at være Bakterier deri .

Bakterier! Per læner sig tilbage og skoggerler. .Ku der entj aasse træf aa wa Bakterier i din –

nas, ja, a saae e-en Ting; men di komme med saa manne Cirkulærer aa Anstalter no om Tijer, de De er saa ma wa næsten entj, hva ma tør wær. fame wes naak heller entj laavle, de do se der aa polser aa Segaren.”

Nej, det er ikke forbudt her.”

Da haar a saa pinnede het Snak om e, og Gamlingens Øjne gør igen et Strejftog over sine nærmeste Omgivelser. Han ryster paa Hovedet og siger lavmælt:

-Ja, saa maa a saa pinnede ha løst ei Avijsen.” Jeg synes, du fortalte Betjenten, at du havde faaet Prygl, passer det?

.Om de passer, nej, a tøkes no ent), de passer an slo aapaa i Maj, der e ove di halfjæs, men liggaat

ja, de wa saa pinnede en grinagtig Historie, og Per læner sig tilbage og ler af fuld Hals. Ja, no ka mæ liti a e; men saalæng de stu sapan, war e jo ent) saa raart. No ska do baare høre. De wa jej Masen tille forår en tre aar sin; a stu a we a træk i Klæen. Muer jik ud i Tjykkent a kraast med jenting; kaski hon wa we aa leg teilen, de ka a saa pinnede ent) haav; men naak om de. Saa hor a jej, der skramler imo Woj. spaj å non, der raaber: Nej, huv da faa! an saa søvne  dej Hwonne..

A ka jo naak tenk, de Muer sat føst sånt en Tromf, om aasse bon fæk i Plask Woj i Træskoen, as a go defaa uk i Frammest i min jenne Aajetbowser, a der sto saa e stu Kaalfaalk aa dengler imel Komfyjre as Wojspaj: men de er akkeraat, som Spaj er en Magnet, der trækker ham te se; haj ka umovle kom faa- bijt. Muer ha faalængst strøgen Flag aa rænti ej

te di ong.

A ku jo føst faasto, bons dej her fal Bengel wil me, as a spor nue hvast, akkeraat som a no ser e te de: Hva gaat, bette Wen? a saae entj uen di sam Ovr; men a fæk e skon Svaar. Bengli haj raaber: Hold Kæft! De er enti de, a er ollebæst te, ser a; men hons skal do bellens, do maa da ha e Eri? Hold Kaft da fas aa saa nevnt haj dej Hwon-

ne den, aa saa plask! der laa Spaj. as a stu i Husfæren as treppe i deha Woj. aa med de sam saa ha a ham. Haj so li uk; ja, haj so grov li uk, saas fuld var haj jo. Haj wil ha masire lig dolk ej i Sovkammar men saa taar a såånt a yrge bette Kon i hans Blus, a seer enti saa let bestemt: Hva ska do hen, bette Wen? Dammer haj ma min Salihj jen i Planeten, da a so Maan aa Stjærner anneren aa de hiele lisas tyele. Sas blev a vrej, dehæ, de wa liggaat faa mej. Nej, no ma do evi skam da; slo aapaa i gam- mel Maj: mon do er rægti klog. det taassi Skit!

rangker baj min Salibja Haajen ijen. Do ka trov, a blev went) i en Hast; saa wast a, hvor a sku war: a svet ej i Saavkamre aa fæk Dej lut, at ku magle klaar me med de, a hae faat. Haj bomre aspas Don; men a svor ham entj ijen. Saa stagelt haj liggaat aa uk; men haj mommelt nue om, de a ku bjelsen Koll, de haj sku strentj hans Tarm med de fest, aa saa jik e jo we sæ, de de wa Koli, de sku ha hat Hogen.

Hvorfor skulde han have Hug?” Jov, si kuns no, de wa jo no Tesesjov aa Kjæresterit. Faa de Elskov er e entj sont, di kaller e, nå de ska wae fint, de er ligfram  taassi Sygdom, dej jo Folk baade døv aa blej. Saasnaat di ka lejt, de jej has faat sæ en Kjærrest, saa er e akkeraat, som der entj er uen dej jen, der ka tien, siel om der er i hil Wul as veel imel, aa saa æjer e jo som Regel med Hog: faa de haa jo al sin Dav wat en hollen Wuvr; men ne sont i gammel Staar paa hen- imo di fis skal te aa ta imo Hog faa Pigernes Skyl, saa gor hon ilyval tæt aapaa Savsen. Gaat war e, de Kren Pisen, wor ong Maj, entj wa hjem; haj ha lig fram grotte ham, faar haj er pinnede stærk.

De blev jo saa meltj baade te Saavnfo aa Polleti; men di kam enti fori 3 Dav etter; de wa jo aasse de, a læt Pollitije wæ i Da. Di skorke dem wee Di wel naak ha dje Løn; men di jør enti i Gong Tjenest faa Føen, sitj te mir. Naa, de hiele jik sin naturvle Gaang. –a ræjjsent aap jov jov, Gu jor a saa. deri!”.  Do kat trov, , Do ka trov, de war en li Singeldaks, a  ha fåt. Met hue ligent  omtrent en Hvikaalshue å  Koli sku ji tyv Kroner te Politijes Kas, aa lissedant te min; men a ska jo ta Fisk for mine, ka a nok forstaa, , A tøks  entj a ka forsto de ku benøt Albertis Prøgllaav, nær enti di ku brog i te sont i Svenbrok. Hva – a —-spør: Hvitje sku di saa brog

Pers Øjne rettede sig strengt spørgende imod mig.

Jeg skyndte mig at give ham Medhold snarest muligt og Per vedblev:

Ja, Erkebiskopper fek wi da uryje faa maanner Ohr sin; men Erketjeltringer di er mi sejlyve. Men Alberti haj ku fame ha Trang faar aa smag hans ij Sager; saa war e da føst, haj ku snak med om, hvant de wirke. No ska do faa Resten hør, hvadan a aa saa jej aa dihæ helle Bejskræmerer kom op aa tværes om Alberti dej nan Da.

Ham, Kræmeren, sku taal te Feske Stines om Avteni, aa wo ong Maj ha hent ham ved Stasjuvnen.  A ka entj fåsto, haj wel tjyr aa renk med de Slavals Faalk. A lijer dem entj; faar a tøkkes olle de jør end ryv   nir.

Olti haa di jej helle nan Broj aa jav i Njæssen aa aas. Saa bajer vi faa møj, i  aa saa  drekker we faar møj; oltir er der nue i  Wej – e-en Ting er dem tepas. Som om de sku ku wælt i Maj, de haj sætter en bette Tromf i Gaang imel ; mæ minne jo ent de  mejste  med e.  A brø mæ no intje om aa kom i kløen aa ham,  aa sin a so Kresten kam tjyre ej i Gaarri me Spøgelset, lest a mæ uk i Havi aa ga mæ te aa temmer aapaa Drengens Kaninkasser. De jik wal saa moj som en hal Stojs Tij, saa knirke Havlugi; a tentj, de wa Drengen, de kam fra Skuel. Naa bette Bøen, ser a, .no haar a sat Skjelrom i Kassen; no ska Klavs naak faa Lov aa læ Motter wær i Fred.

Saa e de jæj, de se lisaa styvt:

Har Du selv tænkt paa at faa Fred, Per? aa saa er e ham, Asent, der haa goen aa snøvst som i Trøl ette Mesktjø saa læng, te haj haa faajen mæ. De beds ham jo faar, de a e de mjæst uguele Mesk aapaa Gaarri, aa a sku jo helst hogges fraa Rue. A wa grov lij aa aa kom ej aapaa Løsent; faa der var a entj sekker aapaa aa klaar mæ; men hves a slov ej aapaa Alberti, mon saa entj a ku svet fraa ham, aa a svo dæfaar:

Jov, Hr. Grø n, a haa Fred, aa Di haar Fred, aa ol Faalk haar faat Fred faar Alberti. Ja, de er kun en jordisk Fred.

Ja, ja, dej ska mæ heller entj tjems æ, aa nær haj no haa staalen 20 Millioner, war e wal heller entj faa tille, om aasse haj kam i Snathvol.

Ja enten De, Per, stjæler 5 Kroner eller 20 Millioner, det er lige strafskyldig for Herren.

Wel haj entj snot aapaa Have med hans Lærdom. Om aasse a taar en 5 Kron, hwa ka de tjejes, men 20 Millioner tho de ku jo maanne Tuksi Hjem ulokle.”

Nej Synden og Straffen er lige stor. Den, der holder den ganske Lov, men steder an mod et Bud -ja, Per husker det vel nok.

Ja, fame jør a; men Di er i sølle Plurskaank, næ Di ka sæj, de 5 Kroner helle 20 Millioner e lig moj.

Per skulde nødig bande.”

De ka aasse gaat hæj, a jør e nø; mæ ka da aasse blyw ærgelig ved aa hør aapaa sont no Wrøvi; men a menner entj nue mæ met Baji, de skal a faa sekker ham.

Ja, det kan ikke redde Per. Naar et Ord er sagt, saa er det ligegyldigt, om man mente noget dermed eller ej.”

,Saa aah! naa nær e Ovr blywe saae, er e oltsaa liggaat, hons der mennes med e. No tekkes a, a er ved aa faasto Dem. Faar ette ol di Guds Ovr, der er flove fraa Dem, mat de jo hvis Di ha mint nue med dem -we grove Winger uk aapaa Dem faa lang sin; men sitj, om Di dryver e wijer end te Pokkelen, aa dej e Di wal foj med; faa a ska sej Dem jen jennest Teng: Di er i Lot, ja, Di er; de er lig, hvad Di er, aa saa jik a dej nan Vej uk aa

Havi.

Tog han saa imod det, spurgte jeg. .Nej, a trover hotte, haj læt en leg. Men de wa de, som a saae før; Alberti skul hat Lov aa smag hans ij Sager. Saant saa wi e i 64, næ wi ha taae non aa Tyskerens Kanoner. Saa heraavs, omkring med dem, aa saa saae wi: læ dem no smag djer  ij Sager, de tysk Pak.”

.Var du med i 64, Per?

Ja, ja, Gu war a saa!”

Per bøjer sig forover og belaver sig paa at skille sig af med hele sin opsparede Beholdning af Spyt og Tobakssause, men erindrer sig i sidste Øjeblik Forbudet og kniber næsten krampagtigt Læberne sammen med et Udtryk, som nogen havde budt ham Eddike i Stedet for Brændevin, og opnaar derved om ikke helt at dæmme op for Floden, saa dog at regulere Afløbet, der nu ustandseligt siver ud af begge Mundvige, idet han med en Hovedrysten udbryder::

Haav! der ha a fame nær læt en go ijen. Ja, de er entj sont, nær i gammel Huj skal bejoj aa lær Konster. Jov, jov, wes war a med i Krigen, aa a haar olle tjent ber Peng. A tjent 1000 Rigsdaaler i 4 Maanter; er der nun, de ka stek dej?* Du lod Dig altsaa leje?”

De faasto sæ.”

Det gik vel ikke ret tidt paa, at Tyskerne rendte og lod Kanonerne i Stikken?”

Nej, tidt wal entj.”

Per begyndte nu at blive urolig og kaste ængstelige Blikke til sine Omgivelser, medens Kinderne svulmede op som en Ballon, saa man inden ret længe maatte befrygte en Explosion. Da kom jeg den betrængte gamle til Hjælp ved at aabne Kupevinduet, og det var ogsaa paa høje Tid. Uden at ænse, om hans Fjende muligvis skulde være i Farvandet, eller om det kostede 1 eller 10 Kroner, gav han Slip. Det kom som et helt Skybrud, og synlig lettet satte han sig igjen til Rette paa Bænken, strakte Benene frem og udbrød:

Aah, de lent saa pinnede.

En af Artistpersonalet finder nu passende Anledning til at gribe ind og agere vittig:

Ja, de laver saa mange Forbud og Reglemanger, at man næsten ikke kan spytte for dem, og mest går det ud paa at fortrædige ærede Medborgere.

Per, der i Begyndelsen har skulet mistroisk efter den nye Debutant, udbryder nu synlig lettet:

Ja, der saa Di fame e saj Ovr. Wi gammel ska jo olti perres: faa wi ka jo entj dryve wijer end te as wis Tæjer, hvis wi haa nun, men di ong-der ska ma wa faasegti. No ka mae sit te dej her Ballotti, hves enti haj wa bløven drelt, ha haj kaski olle slave Faapagteri ihjæl. Ja, ja, a skal entj faasvor ham Gu bevaar mæ faa de, aa no ka e heller en not ont end an snet Knappi aa ham; de blyve baade de billigst as de nemmest; faa na di føst er kom men saa widt ije, saa blyve di olle te rægti Mesker. A so I en Avijs i Gor, de de wel kaast wos mas ne Tuksi Kroner, om wi sku jem ham, te i Gaang haj sil fæk i Sej aa kras aa. Hvor er do hels fraa? Per gør en kvart Vending over mod Artisten men udbryder i samme Ojeblik lidt forfjamsket:

Haav, de jek a saa pinnede hen aa saa do te Dem; men a ka wal ent) kom saa galt fro e, so Wulle Pisen dej naan Avten, wi wa te Jil te Pall Jenses. Wulle has jo dej Naan as se do te el Falk aa dej Avten gor haj hen as se do te del gamme Baang. Wi ha jo fest Mujlere gaat smur, helse haj wal entj jovr e. Di ong Baanger, di er da saa moj gemijn as lig fram Paalk; mæ ka se te de hons de ska war. Tja, ma ku gast faalaang dem te aa tjøs aas her, og Per gør en meget betegnende Gebærde uen de well drav non te Ansvaar faar e; men dje Faar, haj er saa pinnede kras, ka do trov. Haj wil jo straks ha aa wæ, hvonær Walle aa ham ha drukken dus. Wulle wil jo klaar sæ med de di los se do te Wohær, saa ku Baang wal aasse fej sa ije; men de wa pinnede en skit Sammenligning, dej ku entj raj Wulle. I sku baare ha høt, sont som Baang æsselt ham uk; de jik som tit) Tjæpper i Hyvl; men a fæk da saa møj uk o e, del Baang war eet saa let hover aapas Stro; di war ent) i Gaang Rangklasi sammel; aa Wulle haj græ. as a lov. Ja, ja, dej wa jo æang wi war uv i rum So; men sin wi sku jemmel Smutten der ved Fattebakst, ser a te Wulle: Ta no i min Tjovelig. haal de lig i met Tjelwoj. De jor haj sas, a bums, de las wi Hvad er der ved e, seer Wulle Ja, si der er de ved ea tenke, wi ser aspas dej west Rovt. Has do entj en Svovlstek, Wulle. N                        bej, haj ha enti. Ja, saa ka wi ent) Nødsegnal, sas fas wi prov sa kom flaat ved den Hjælp. Men de er wes ent) Fattelukst, wi haar her foran os, wi haa naak skejte sue. A ka hels enti wa, em enti de er die Rovekuvt, Welle, wi leger as reer & Men de will Wulle olle he neve. Lisas let will haj tjejes we Hukst, sis wi naal de. De war intj hans Hus. Haj bant) aspas, de haj wil hjem. Wi stu sasa telenget om de; men sas te wot stur Held aabne Mares Weje sa sper sont aue bestemt: Hva, tøkkes de est do er hjem, Walle? I ka trov, haj spist ører som ! gammel Dragonhest, de Segnal tjaj haj. Jov, so la a her, de a er hjem, seer haj nue stel. Godnat, Pir, no for to do Tak. Ha do no endda wa lisas gast hjem. Go’masen, Wulle! Jov, de go nask. Na me blast haar e gast Kompas aa e pasle Wej, sas skul e da sto Pokkerije, om me entj skp ku raj ej jit heller ont Ste. Hva wa de Wodskov, ja, to saa er wi snaar i Sujby. Ja, di tjyr skrap i Da.”

Hvor gammel er De egentlig, min gode Mand?” spørger nu Artisten.

Hvor gammel a er, Ivant saa de Trove Da rejer med min Debattest i Lommen

Ja. Selskabet her har slaat et Væddemaal om Deres Alder, og der er jo forskellige Meninger: ikke at er man enige om. De ser Pokkers godt al.” Tøks Di de, nej, saa  sku Di lig ha sit mæ som ong.

Ja, men der er vi lovlig undskyldte.” Ja, de er i saa pinnde aasse; faa tho a ku jo wat Bedstefaar te jer olsammel, ser om: men he saa etter: A er 7 Gange 10+ 9 kom det langtrukkent og salvelsesfuldt. Samtidigt daskerer Per mig fortroligt paa Armes, han er ganske berygtet, og medens Latteren ligefrem klukker i ham, bøjer han sig frem mod mig, og jeg, der straks ser, at Per tynges af en svær Hemmelighed, en Hemmelighed, som tilsyneladende er ham muligt at gemme længere, der ham pas Halvvejen, og han hvisker eller rettere spruder mig ind i Øret, medens Latteren næsten truer med rent at betage ham Vejret:

A narre dem fame liggaat, ki, ki, ki, haa, haa, haa, haa! faa blyver estiki, has, has a Myver ent de 79 førri te Metjelsmes; men skit, le dem no baarre raj med del. Komerispillere. Di ku pas dat, as sas estj bry dem om ont. Tøks do, de wa fas mj, a ga dem?

Nej, det var snarest for lidt, Per, Du er en Knop, giv dem noget mere af samme Skuffe.”

Per læner sig tilbage, og der staar et lunt Glimt i Øjenkrogene, mens han skiftevis skotter Komedie spillere og Minker fortroligt til mig. Desværre ik de ikke mer Toget var nu naaet ind til Stationen, og vi steg ud.

af Jesper Kruse – februar 2021

Alle artikler Danmark Nordjylland Hjørring Løkken M.FL.

Med Vesterhavet som nærmeste nabo er lyset, lyden, friskheden og atmosfæren noget ganske særligt i NORDVESTJYLLAND.

Den brede og hvide sandstrand slynger sig op og ned af kysten, så langt øjet rækker.

På stranden står de 500 karakteristiske hvide badehuse, som mere end noget andet indkapsler stemningen i den nordjyske badeby Løkken. Om sommeren kan man se familier slå lejr i badehusene halve og hele dage. Nogle starter ud med en tidlig morgendukkert og sætter sig herefter til rette i døråbningen, spejder sløvt ud over havet og den begyndende aktivitet på stranden og skyller kulden fra badeturen og søvnen i øjenkrogen væk med en varm kop kaffe fra den medbragte termokande.

Andre ankommer først op ad dagen, når solen står højt på himlen. Og andre igen slår vejen forbi til aftensmadstid, smider grillpølserne på den medbragte engangsgrill og nyder et glas koldt rosé i aftensolen.

Stranden er en central del af livet i Løkken og er med sin placering en klitrække fra midtbyen meget tilgængelig for de besøgende i byen. Det giver Løkken et umiskendeligt præg af feriestemning, uanset hvor i byen du befinder dig.

Men Løkken er også meget mere og andet end stranden. Byen har været en populær feriedestination i årtier, og som en konsekvens heraf er der et veludbygget udvalg af aktivitetsmuligheder og seværdigheder i området og oplandet.

Men hvilke er du nød til at besøge på din ferie i Løkken? Vi giver her vores bud på nogle af de sjoveste, mest spændende, udfordrende og lærerige oplevelser, du kan komme i nærheden af i og omkring Løkken.

Børglum kloster

Der fortælles historier ved klosteret. Foto: Børglum Kloster.

På en skovklædt bakketop et par kilometer uden for Løkken ligger Børglum Kloster og troner.

Det store hvidkalkede bygningsværk fungerede op igennem middelalderen skiftevis som kongsgård og bispesæde og var hermed et decideret magtcentrum i Danmark, hvor konger og Europas gejstlige elite havde deres daglige virke.

Børglum kloster huser i dag over 15 udstillinger, som centrerer sig om kunst, stedets historie og kultur. Du kan blandt andet besøge den næsten 1000 år gamle klosterkirke, der oprindeligt blev bygget som domkirke. Du kan også få en alternativ omgange historiefortælling ved at kigge nærmere på det 70 meter lange Bayeaux-tapet, som på levende vis fortæller historien om et middelalderslag.

Børglum arrangerer hvert år også et af Danmarks mest stemningsfulde julemarkeder.

Her åbnes hele klosteret og de private gemakker op for besøgende, som kan tage på opdagelse i et sand julemekka. For børnene er det særligt sjovt at besøge julemandens værksted og julemandens stue kendt fra julekalenderen Ludvig og Julemanden, som havde Børglum Kloster som en central del af fortællingen.

Børglum Kloster giver et spændende indblik i Danmark i gamle dage og de gamle bygninger er et besøg værd året rundt.

Nordsøen Oceanarium

Akvariet formidler i øjenhøjde om naturen og dyrelivet i det nærtliggende hav.

Foto: Nordsøen Oceanarium.

Et lille køretur op af kysten fra Løkken og lige på kanten af det store Vesterhav – eller Nordsøen – ligger Nordeuropas største akvarium.

Det zoologiske center i Hirtshals har gjort det til sin mission at give de besøgende en masse sjove og lærerige oplevelser med afsæt i Nordsøens rige dyreliv. Akvariet er indrettet med syv forskellige “destinationer”, som hver især gengiver særligt interessante dele af Nordsøen så naturtro som overhovedet muligt.

Det største akvarie er Oceanariet med hele 4,5 millioner liter havvand, og her boltrer mere end 2000 fisk sig. En af de mere kendte og specielle fisk er klumpfisken, og navnet siger i virkeligheden meget om fiskens specielle fremtoning. Den ligner en underlig klump af ret tilfældigt sammensatte stykker fisk og er et sjovt bekendskab for ung som gammel.

Der er daglig fordring af fiskene i Oceanariet, hvor en dykker håndfodrer fiskene, der står i tætte stimer omkring ham. Herudover er der en masse aktivitets- og legemuligheder til børnene og gode spisemuligheder med både café og ishus.

Centeret har blandt andet også en koloni sæler, som fodres to gange dagligt, et vrag af et gammel skib og mange andre fine faciliteter til en hel dag med alt godt fra havet.

Family Farm Fun Park

Der er masser af tamme dyr for børnene at hygge sig med i parken. Foto: Family Farm Fun Park.

Et par kilometer nord for Løkken ligger der en hyggelig oplevelsespark for hele familien.

Family Farm Fun Park er en spændende oplevelsespark baseret på en bondegård, hvor fokus i højere grad er på den nære kontakt med dyrene fremfor bare at betragte dem i bure og indhegninger.

Her kan børn i alle aldre komme helt tæt på et væld af tamme, børnevenlige dyr, som gerne vil fodres, klappes og kæles med.

På farmen er der ponyer, æsler, geder, køer, får, grise, kaniner, marsvin, høns, ænder, påfugle, kalkuner, gæs, hunde, katte og flere andre lettilgængelige dyr, som I mange steder kan komme ind og lege med.

Der er også altid mange søde dyreunger på farmen, noget der i den grad er et hit hos familiens mindste.

Parken har desuden mange legefaciliteter både ude og inde. Der er blandt andet en stor sø med vandcykler, ligesom der er flere legepladser, pedalkøretøjer, hoppeborge, en halmlegeplads og forskellige spil.

Der arrangeres en række forskellige aktiviteter i parken som ponyridning og traktorvognskørsel, og i ferieperioder er der ekstra knald på og endnu flere aktivitetsmuligheder. I kan blandt andet se kaninhop og et chihuahua hundeshow!

På stedet findes også en fodboldgolfbane til de stridslystne, ligesom der er en lille café og udendørs grillmuligheder.

Søger I efter aktiviteter for børn i Løkken, så er Family Farm Fun Park uden tvivl det helt rette sted for jer. Rigtig god fornøjelse!

Ingstrup Mejeri

Det er ikke hvilke som helst produkter, der strømmer ud af det erfarne mejeri.

Foto: Ingstrup Mejeri.

Ved Ingstrup Mejeri små fem minutters kørsel syd for Løkken fremstilles der oste af højeste kvalitet. Stedet ligger i Ingstrup og er et mejeri, så stedet hedder da sevfølgelig Ingstrup Mejeri. Et af landets ældste mejerier!

Siden år 1890 har man hos Ingstrup Mejeri fremstillet oste med stor stolthed, stor kærlighed og faste traditioner, og det har resulteret i et bredt udvalg af super lækre og velsmagende oste.

Mejeriet fremstiller sine populære oste efter gamle opskrifter og gamle fremstillingsmetoder. Dette kommer til udtryk i samme øjeblik, man sætter tænderne i ostene, som virkelig er af højeste kvalitet.

Udover ost laver Ingstrup Mejeri også gammeldags kernet smør af mælk fra det lokale Vrejlev Kloster. Med andre ord er smagen på mejeriets produkter en unik og autentisk smagsoplevelse på hele lokalområdet.

Så sving forbi Ingstrup Mejeri, besøg mejeributikken og få hjælp til at vælge lige præcis den ost, der vil skabe størst mulig glæde for lige netop jer.

Rigtig god fornøjelse!

Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen

Der gås på opdagelse blandt kunsten. Foto: Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen.

Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen er et af landets væsentligste udstillingssteder med moderne kunst og samtidskunst, og der vises seks til otte udstillinger i de højloftede og lyse lokaler om året.

Kunstbygningen huser den største eksisterende samling malerier fra den landskendte Svend Engelund. Hvert år præsenterer museet tre til fire tematiserede nyophængninger af Engelunds værker, så de besøgende får et nyt syn på kunsten, som I høj grad har fokus på landskabsmalerier med et særligt fokus på Vendsyssel.

Det gør museet til et spændende besøgssted for jer, der gerne vil have den lokale kultur lidt ind under huden.

Hvert år i august går en lang række keramikere, billedehuggere, billedkunstnere, gulsmede, malere, arkitekter, tegnere, installationskunstnere, fotografer og mange andre desuden sammen om at skabe en spændende udstilling med input fra mange forskellige stilretninger i det, der kaldes Vrå-udstillingen.

Udstillingen er ofte meget spændende at gå på opdagelse i for både store og små.

Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen er ligeledes eneste skandinaviske repræsentant på JCE Biennalen, som er en turnerende sammenslutning for ung europæisk samtidskunst, så I finder også en masse spændende kunstinput ude fra verden i de stemningsfulde kunstlokaler i Vrå.

Vera’s Vine

Vinbutikken mellem kornmarker og skov.

Foto: Vera’s Vine.

20 kilometer øst for Løkken ligger et lille stykke Italien gemt midt i Vendsyssel.

Vinhandlen Vera’s Vine er opført og indrettet efter stolte toscanske byggetraditioner, og inde i det smukke, trelængede bygningsværk finder I et væld af italienske specialiteter og selvfølgelig massevis af vine fra støvlelandet.

Vera’s Vine har altid over 200 forskellige italienske kvalitetsvine på lager.

Lokalerne i den unikke vinhandel er indrettet med butik, vinsmagningsbord og en vinkælder, der er fyldt til randen med det bedste fra Italien.

I finder blandt andet et væld af lufttørrede skinker, pastatyper, forskellige pestoer, salamier, oste, olivenolie af meget høj kvalitet og meget andet i den stemningsfulde butik.

Det er oplagt at slå et smut forbi Vera’s Vine, hvis I gerne vil have en hyggelig, italiensk inspireret aften på terrassen med alt, hvad der hører sig til at vine og andre lækkerier fra Italien.

Vendsyssel Teater – Hjørring

En forestilling i en af teatrets sale.

Foto: Adam Mørk.

Lige midt i Hjørring en lille køretur fra Løkken finder I egnens store teater, Vendsyssel Teater.

Teatret holder til i nye og meget smukke omgivelser i det moderne og iøjnefaldende teaterbyggeri fra 2017. Der afholdes hvert år et væld af forestillinger i teatrets forskellige sale. Her er alt fra børneteaterstykker til store musicals og opsætninger, der fremføres foran mere end 400 mennesker af gangen.

I dagtimerne kan også få fornøjelse af at besøge teateret. Både fordi flere af forestillingerne også sættes op om eftermiddagen i weekenderne, men også fordi der sker en masse andet i huset.

I kan blandt andet lade Teatercaféen – Hos Uffe danne rammen om en hyggelig frokost i de stemningsfulde omgivelser, og I kan også få en rundvisning i det nyopførte hus og høre om alt fra visionerne for teaterets arbejde som samlingspunkt og fyrtårn i Vendsyssel til røverhistorier fra de mange forestillinger. Der arrangeres blandt andet også sommerferieteaterskole om sommeren.

De største oplevelser venter dog på jer inde i teatermørket. Vendsyssel sætter teaterstykker op af meget høj kvalitet og er blandt andet kendt for sin lange komedietradition, de gakkede farcer og de folkelige  fortolkninger af store klassikere.

Løkken Museum

Fint, lille museum lige på den anden side af klitterne.

Foto: Løkken Museum.

Med sin placering lige på den anden side af klitterne i det centrale Løkken, kommer de fleste turister forbi Løkken Museum på deres besøg i byen. Og det er på alle måder værd at stikke hovedet indenfor i de gamle lokale og få et spændende indblik i byens historie.

Tilbage i 1700- og 1800-tallet var Løkken nemlig en vigtig ladeplads for handlen mellem Vendsyssel og det sydlige Norge. Små skibe blev lastet på de brede strande ved Løkken med korn, smør og kød fra det danske landbrug og kom tilbage fra Norge med træ og jern til byggeriet og produktionen i Danmark. Senere fik byen et købstadspræg og havde både garveri, jernstøberi og rebslageri, og da jernbanen kom til omkring år 1900 blev Løkken med tiden kendt, også ud over Danmarks grænser, som en badeby i høj kvalitet.

De historier er udgangspunktet for Løkken museum. Både i selve museet lige bag klitterne og i museets have, hvor der ligger et gammelt badehus med en udstilling om badelivet i byen. Museet indeholder også et gammelt bryggers og køkken, som er ført tilbage til tiden omkring år 1900.

Nede på stranden ligger Kystfiskerimuseet i det tidligere redningshus med blandt andet en fiskekutter fra 1944. Langs væggene i redningshuset er der en række tavler og billeder, som giver indblik i livet som fisker ved Løkken, og samlet er der masser af spændende historier at dykke ned i på Løkken Museum.

Så hvis du spørger dig selv, hvad man skal se i Løkken, er Løkken Museum helt oplagt. Rigtig god fornøjelse!

Redningshuset i Løkken

Historien om redningshuset i Løkken starter i 1852, hvor det danske redningsvæsen blev oprettet. Sammen med Skagen, Kandestederne og Sønder Lyngvig var Løkken blandt de første til at få en redningsstation. Det første redningshus i Løkken lå på Sdr. Strandvej og gav ly til områdets redningsbåd. Båden var en simpel robåd, men gennem årene nåede dens modige besætning, der først og fremmest bestod af lokale fiskere, at redde adskillige mennesker fra at lide druknedøden i Vesterhavets ubarmhjertige bølger.

Det nuværende redningshus i klitten på Ndr. Strandvej er opført i 1936, men baggrunden for dets opførelse skal findes 7 år tidligere. D. 9. juni 1929 forliste redningsbåden, der normalt kom strandede og andre nødstedte tilundsætning på havet. Båden kæntrede i en storm på vej mod en fiskerbåd i nød og tre af de 12 redningsfolk mistede livet på den skæbnesvangre dag. Efter ulykkenblev det besluttet at anskaffe en motorredningsbåd, som indtil 1936 blev opbevaret i et skur i klitten, så den tunge båd hurtigt kunne komme i vandet,når der var brug for den. Roredningsbåden som ind imellem stadig blev benyttet,forblev på sin gamle plads på Sdr. Strandvej

Billedet er sandsynligvis fra et byggesyn i 1976 og viser, hvilken tilstand det tilsandede redningshus var i, da kommunen overtog den. Fotograf: ukendt. Foto: Hjørring Kommunearkiv, Løkken-Vrå Kommune, kommunens ejendomme og udstykninger, Ndr. Strandvej.

Det røde murstenshus med redningsvæsenets vartegn, de korslagte dannebrogsflag, på porten, var indtil 1975 hjemsted for motorredningsbåden MRB18, som nu blev flyttet til Thorup, og Løkken redningsstation blev nedlagt. Farvandsdirektoratet indledte herefter forhandlinger med Løkken-Vrå Kommune om en eventuel overdragelseaf redningshuset. På dette tidspunkt var huset i miserabel stand p.g.a. tilsanding,og forhandlingerne endte med, at kommunen i 1978 vederlagsfrit kunne overtage bygningenunder forudsætning af, at de selv stod for frigravning og istandsættelse. En række deklarationer skulle desuden overholdes. Bygningen måtte blandt andet kun anvendes til offentlige formål og køberen var forpligtet til at overmale flagdekorationen, således at den var helt dækket. Sidstnævnte fik man dog dispensation for i 1979, hvor farvandsdirektoratet gav tilladelse til, at dannebrogsflagene kunne forblive på husets port.

I årene herefter blev den gamle redningsstation indrettet med offentlige toiletter og iskiosk og Løkken Museumsforening fik tilladelse til at benytte noget af bygningen som udstillingslokaler. Løkken Sportsdykkerklub fik hjemme i et lokale på husets loft.

Billedet er sandsynligvis ligeledes fra byggesynet i 1976

I 1988 blev iskiosken flyttet ud på stranden og dykkerklubben fik nu også til huse i underetagen. Museumsforeningen havde i mange år ønsket at opsætte en gammel redningsbåd i huset. Blandt andet havde man planer om at udstillemotorredningsbåden MRB18, når den blev udrangeret. Planerne om at udstille MRB18 blev dog aldrig realiseret; til gengæld fik museet råderet over hele redningshuset i 1992. Anledningen var, at museet havde erhvervet kystfiskerbåden Bent II, der nu blev hovedattraktionen i museets nye kystfiskeri udstilling.

Kampen mod sandet, der i 1978 næsten nåede at ødelægge Løkken redningshus var langtfra ovre. Problemerne med tilsanding fortsatte de næste årtier, samtidig med at havet åd mere og mere af kysten, og under stormen Egons hærgen d. 10. januar 2015 kom havet helt tæt på og forårsagede så store skader på den gamle redningsstation, at husets fremtid i skrivende stund stadig er uvis.

Kilde: Historier fra fortid og nutid nr. 1, januar 2015, Hjørring Kommunearkiv, Vendsyssel Historiske Museum

Galleri Uggerby

Skøn kunst tæt ved vandet i Lønstrup.

Foto: Galleri Uggerby.

Galleri Uggerby er med sin placering midt mellem Løkken og Hirtshals i det centrale Lønstrup et strandgalleri, der oser af feriestemning. Galleriet ligger hyggeligt blandt caféer, resturanter og dagligvarebutikker lige bag klitterne, der afskærmer byen fra det store Vesterhav.

Det tematiske fokus i Galleri Uggerby er ret bredspektret. Her finder I værker fra nær og fjern, og igennem tiden har mere end 800 kunstnere ladet deres værker udstille i galleriet.

Der laves også en del separatudstillinger med nye og faste kunstnere, ligesom der laves gruppeudstillinger, hvor flere kunstnere udstiller sammen i de hyggelige og strandnære lokaler.

Det betyder, at I er garanteret et nyt perspektiv på kunsten, hvis I på en af jeres tidligere ferier til Vendsyssel har lagt vejen forbi galleriet.

Det er særlig spændende at besøge galleriet, hvis I gerne vil lade jer inspirere af eller købe kunst fra andre lande. Galleri Uggerby samarbejder med kunstnere fra snart sagt alle verdensdele, og I kan derfor se malerier, akvareller, keramik, glas- og bronzekunst og meget andet fra både internationale og danske kunstnere og kunsthåndværkere.

Galleriet har også en afdeling i Uggerby lidt længere oppe ad kysten lidt øst for Hirtshals.

Kulturhus Løkken

Foto: Kulturhus Løkken.

Hvis du får lyst til et kulturelt input på ferien i Løkken, er der også masser at hente.

I Kulturhus Løkken arrangeres der fra januar til maj og fra august til november en lang række arrangementer af forskellig art. Den fælles målsætning for aktiviteterne er, at tilhørerne skal have “åndelig føde til krop og sjæl”, inspireres og få en god oplevelse med på vejen.

Det betyder, at du i Kulturhus Løkken blandt andet kan møde en lang række række spændende foredragsholdere, tage til koncert, kreative workshops, litteraturcafé, forskellige børnearrangementer, whiskysmagning, danseaftener og meget, meget andet.

Der arrangeres løbende nye aktiviteter i kulturhuset, som du finder cirka midt i byen ved Løkken Skole.

Hvis du trænger til inspiration, et nyt perspektiv på tilværelsen eller bare en hyggelig aften i godt selskab, er Løkken Kulturhus klart et besøg værd.

Løkken Miniby

Se Løkken anno 1900 gengivet 1:10. Foto: Løkken Miniby.

I skovområdet lige syd for Løkken Idrætscenter ligger Løkken Miniby.

Her kan I på en anderledes måde få et kig ind i fortiden og se, hvordan Løkken så ud omkring år 1900. Byen er gengivet i målestoksforholdet 1:10, så du går rundt i gaderne mellem bygningerne og føler dig som en anden kæmpe, når du besøger minibyen.

De fine bygningsværker konstrueres så vidt muligt af de korrekte materialer. Det betyder, at husene mures op af småbitte mursten og toppes af de fineste små vingetegl, så de bliver så naturtro som muligt. Begge dele produceres som de øvrige byggeelementer af det fagkyndige hold bag Løkken Miniby.

Hvis du efter et besøg i minibyen er blevet nysgerrig på, hvordan produktionen foregår, er du meget velkommen til at besøge håndværkerne i deres værksted i Løkken. Her arbejder de mandage og torsdage fra kl. og de fortæller gerne om arbejdet med de små huse.

Hvis du er interesseret i træarbejde, produceres der også små træskibe i værkstedet.

Løkken Miniby er åben hver dag.

Museumscenter Hanstholm

Du kommer ikke tættere på den danske historie om 2. Verdenskrig end i Hanstholm.

Foto: Museumscenter Hanstholm.

Et andet godt udflugtsmål fra Løkken er Museumscenter Hanstholm. Under 2. Verdenskrig etablerede tyskerne deres stærkeste fæstning i Danmark helt ud til Vesterhavet nord for Hanstholm, og det store fæstningsværk danner i dag rammen om museumscenteret, som har inddraget de forskellige dele af fæstningen i deres formidling til de besøgende.

Museets indgang leder dig fra start ind i det moderne dokumentationscenter. Her finder du forskellige nye udstillinger med fokus på Atlantvolden, Hitlers samlede europæiske befæstningsanlæg fra Nordnorge til Spanien.

Anlægget i Hanstholm var en betydende del af Atlantvolden i Danmark, og en af de allerstørste bunkere herhjemme var blandt andet en del af stillingen. Bunkeren bruges i dag som “Museumsbunker” på stedet, og flere af bunkerens rum er ført tilbage til deres oprindelige udseende. Det gør det til en helt speciel oplevelse at besøge centeret. Du kan ved selvsyn se, hvordan værnemagtens soldater levede og arbejdede under krigen.

Du kan fx besøge kanonbrønden, hvor der i sin tid stod en stor kanon, som kunne sende sine granater hele 55 kilometer ud over Vesterhavet. Sammen med en tilsvarende kanonstilling i Norge skulle forsvarsværket sikre farvandet mellem Danmark og Norge. Der er et væld af spændende historier at hente i museet, hvis du er interesseret i soldaterliv, våben og den store og næsten altomvæltende verdenskrig.

I sommermånederne kan I springe på det gamle ammunitionstog, som kører rundt mellem de mange bunkere på det klitskovsdækkede fæstningsområde, der dækker hele 100.000 kvadratmeter.

Der er bunkere og krinkelkroge nok at gå på opdagelse i. Husk lommelygten!

Løkken Marathon

Løberne kæmper sig igennem det tunge sand.

Foto: Løkken Marathon.

Hvert år står Løkken på den anden ende en weekend i maj.

Løbere fra nær og fjern valfarter til, når et af landets hårdeste og smukkeste løbearrangementer afholdes.

Som navnet indikerer, dystes der blandt andet på marathondistancen, og ruten er både spektakulær og særdeles hård. Der etableres en 10,55 kilometer lang afmærket rute, som bringer løberne igennem Løkken by, klitter og ikke mindst henover de hårde strandstrækninger.

Man bestemmer selv, om man løber rundstrækningen en, to eller fire gange, og der afholdes hertil et familievenligt løb på 5,5 kilometer. Alle kan altså være med, og der er også plads til dig, der bare vil have en hyggelig gåtur i selskab med en masse andre glade mennesker.

I start- og målområdet på byens torv er der feststemning dagen igennem med musik fra en DJ og fadølsnalæg, og der stilles desuden hoppeborge op til de besøgende børn.

Løkken Marathon er garanti for liv og glade dage og højt humør til både løbere og de mange andre besøgende.

Af Svend Høholt Jensen, Sindal 

oktober 2025

Af Svend Høholt Jensen, Sindal

Ad Svend Høholt Jensen, Sindal okt. 2025

Fra nu afdøde Povl Stevns, Stenum gemmer.

Hans far var provst Aage Stevns,  Vrensted og modstandsmand

under besættelsen 1940-1945

Beretningen udkom i 1947 efter ønske af politimester Olaf Kann, Hjørring. Fremstillingen af de enkelte sager er udarbejdet af overbetjent H. Rambusch, kriminalpolitiet i Hjørring som under besættelsen var forbindelsesled mellem besættelsesmagten og Olaf Kann. Udgivelsen af beretningen er bekostet af Hjørring og Brønderslev byråd samt Børglum Furreby og Horne-Asdal sogneråd

Episoder fra Brønderslev

$10: Besættelsen af Brønderslev fandt sted d. 10. apr. 1940 af en mindre styrke. Først i begyndelsen af 1941 ankom der noget større styrker til byen.

5.29: På foranledning af sikkerhedspolitiet i Ålborg blev der d. 5. maj 1942 i Brønderslev området anholdt 2 unge mennesker, der var sigtet for tyveri af at  kaste granater. De anholdte blev afgivet til Ålborg, hvor de blev straffet.

Churchillgruppen: De 2 brønderslev medlemmer af gruppen, der forsynede gruppen med granater, fik flere års fængsel i Nyborg Statsfængsel: Lagerekspedient Alf Holberg 4år og 6mdr.- Ingeniør Knud Andersen Hasbro 5 års fængsel.

5.41: Pavillonen “Hedelund i Brønderslev nedbrændte d. 27. marts 1943. Den var belagt med tyske soldater. Det konstateredes, at branden skyldtes antændelse i en bræddevæg af gnister fra en utæt skorsten. Brandvæggen var opsat ulovligt af tyskerne.

5.43; Natten mellem 24. og 25. juni 1943 findes på Pedershâb Maskinfabrik i Brønderslev en ikke eksploderet bombe, der var anbragt ved en transformator, som lavede strøm til hele fabrikken. Der beskæftiges ca. 500 arbejdere, og der leveres en del materialer til Værnemagten. Det viste sig, at bomben ikke var blevet afsikret. Bombemanden blev ikke fundet.

5.44: Den 8. aug. 1943 sker en bombeeksplosion på Pedershåb Maskinfabrik i Brønderslev. Hele byen vækkes kl. 0.35 ved et vældigt brag. Transformatoren tager ikke særlig skade, men ca. 1000 ruder knustes.

1946-47: Undtagelses tilstanden d. 29. aug.1943 indeholdt bl.a, følgende:

Sammenstimling af flere end 5 personer forbudt.

Enhver benyttelse af post, telegraf og telefon forbydes

I Brønderslev blev borgmesteren og politiassistenten anholdt og tilbageholdt et par timer af tyskerne, der gjorde dem bekendt med undtagelsestilstandens bestemmelser, der af tyskerne i Brønderslev blev håndhævet med megen fasthed.

5.48 Den 13. sep.1943 styrtede en bak flyvemaskine ned ved Brønderslev. To mænd dræbtes, mens en tredje reddede livet ved at springe ud med faldskærm

5.50: Den 19. sep. 1943 eksploderede en bombe på banelegemet ca. 2 km nord for Brønderslev. Kun ringe materiel skade.

5.51; Den 11. jan. 1944 skete en bombeeksplosion på Pedershab Maskinfabrik i Brønderslev Fabrikken blev antændt og en fabriksbygning nedbrændte, ligesom en transformator ødelagdes.

Den 18. jan. 1944 anholdt tysk sikkerhedspoliti fra Alborg en smed og hans hustru i Brønderslev og indsatte dem i tysk arrest i Ålborg. Den 27. feb. 1944 anholdtes en hjemmeværende søn, der ligeledes førtes til Alborg. Efter et ca. års forløb blev de alle løsladt fra Frøslev lejren.

5.52: Den 23. jan. 1944 anholdt tysk sikkerhedspoliti fra Ålborg i Brønderslev en barbermester, der af tyskerne blev afhørt på en hårdhændet og uforskammet måde og derefter løsladt.

5.53: 20. marts 1944 må 2 betjente fra Brønderslev flygte til Sverige efter, at de har forsøgt at anholde en værnemager i forbindelse med et værtshusklammeri.

5.55; 3. juni 1944 forsøgte Gestapo at anholde en barbermester i Brønderslev, men traf ham ikke hjemme. Han blev underrettet og rejste til Sverige med familien.

5.59: Den 17. aug. 1944 foranstaltedes 24 timers strejke i Brønderslev og Hjørring som protest mod nedskydning af 11 danske i København.

$.60: Vendelboerne skrår meget, og som følge heraf er det nødvendigt at spytte. Der indløb mange anmeldelser om, at Værnemagtens medlemmer på det groveste var blevet fornærmet, idet der var spyttet efter dem. Dette spytteri kendte tyskerne ikke, og det voldte megen besvær at gøre dem forståeligt, hvorfor der blev spyttet.

1. 1944 blev der foretaget ransagning af hele rådhuset i Brønderslev hvor politiet også havde til huse-også uden at tyskerne her fandt sprængstof og våben, selvom de på det nærmeste trådte på det. Den følgende nat blev sprængstof og våben flyttet til et mere sikkert sted.

5.61: Der udbred straks d. 20. sep. 44 generalstreke H. Br. Lek og Hirt som protest mod politiets opening

5.20. Om aftenen den 12. jan. 1945 blev dyrlæge Møller, Brønderslev, pr. telefon anmodet om at tilse et sygt dyr. Dyrlægen tog sin assistent med sig. Deres bil blev stoppet af lederen af “Peter-Gruppen” og 3 personer af samme gruppe og tvunget til at køre til et afsidesliggende sted. Her blev begge dyrlæger myrdet ved nakkeskud. Assistenten blev kastet ud af bilen, hvorefter bilen med dyrlægens lig blev kørt til Ålborg, hvor den blev fundet den følgende morgen.

5.71: Den 23. jan.1945 sprænges en fræsemaskine på Pedershåb Maskinfabrik

Den 4. marts 1945 foretages nedkastning af våben ved Brønderslev

Den 6. marts 1945 skete 5 bombe sprængninger på jernbanelegemet ved Brønderslev. Nogle sporskifter blev ødelagt, og trafikken var standset i nogle dage.

5.74: Den 24. april 1945 anholdtes provsten i Brønderslev (Kragholt). Sad i Frøslev til befrielsen.

5.75: Først kl. 14.00 den 5. maj1945 sendte kommandanten i Brønderslev bud efter modstandsbevægelsens ledere og indledte forhandlinger med dem. Herefter blev de tyske soldater holdt i kvarter, og vagtposterne blev inddraget.

Enkelte oplysninger:

Tyskerne havde hovedkvarter på Hotel Phønix, Brønderslev.

Flygtningelejr i Brønderslev i perioden 5. maj 45-sidst i maj 49.

Dyrlæge Møllers sten på hjørnet af Bredgade og Kirkevej

Dyrlæge Larsens sten i vejsiden ved Bouet.

Hvor blev faldskærmsmand K.R. Lund, der stammer fra Brønderslev, nedkastet?

Talere ved frihedsfesten i friluftsbadet den 13. mai 1945:

Politiassistent Bendtsen.

Redaktør Svend Gjedsig.

Provst Kragholt

Pastor Aage Stevns, Vrensted (hovedtaler).

Åge Stevns på talerstolen ved mødet ved Friluftsbadet

Petergruppen Opkaldt efter Otto Alexander Friedrich Schwerdt, kaldet Peter Schafer.

Oprettet sept. 1943 -Ankommer hertil fra Tyskland sep. 1943.-Blandt deltagerne var ikke blot tyskere (20), men også andre udlændinge og desuden 12 danske-heriblandt Aage Thomas Mariegaard-kaldet Svend

De enkelte medlemmer af gruppen kendte meget lidt til hinanden og kendte i reglen kun dæknavnene. De boede rundt om på hotellerne, og de havde underskrevet en erklæring, hvori de forpligtede sig til tavshed.

Listen over forbrydelser, som med sikkerhed kan tilskrives Petergruppen er allerede (Hvidbogen 1946) ufattelig lang- Samme Hvidbog “De fængslede deltagere af gruppen har indtil nu 102 drab og 19 drabsforsøg på sig. -Foreløbig opgørelse viser (46), at gruppen har foretaget 180 sprængninger af ejendomme, hvorved 24 mennesker er blevet dræbt.

Starten på terroren   begyndte med mordet på Kai Munk den 4. jan 44.

I slutningen af november 1944 tog Peter Tyskland og blev erstattet heroppe af Hauptmann Issel, kaldet Horst Waldenburg. Gruppen fik sit kvarter i Reventlovsgade i København.

 Eer 9. aor. 40. Tømmerby: M.P. Mariegaard 6.11.37. Peder Chr. Mariegaard 1.12.37. ,Peder Haugaard Andersen 24.1.38. 

Aage Thomas Mariegaard 26.2.38,  Tage Mariegaard 22.3.40.Efter 9.4.40. Tømmerby Anna Haugaard Andersen 13.7.00.

 Marie Sofie Mariegaard 11.3.40.  Ottilia Mariegaard 13.7.40. 

Henry Christensen 4.7.41. Marius Otto Olesen 4.7.41.

2

fer 9.4.40: Serritslev Jørgen Thomsen 23.3.38

 Jens Peter Skjødsholm 23.3.38.

Efter 94.40. Seriale: Lous Krogh 1.5.40. Sjanse Amalie Krogh 19.10.40.- Marie Skjødsholm 11.7.40.Peter M. Skøedsholm 11.7.40.- Frøken Skjødsholm 5.11.40. Viggo Chr. Thomsen 27.1.42.

 Gerhard Aaen 7.3.43. Helga Kirstine A

Mariegaard fra Telanes by 21.12.42.-

4 Skjødsholm + 2 andre fra Svanholm.

Magisterens  Hjørne

Fortællingen om en Saltum dreng der tager studentereksamen og senere kommer på Polyteknisk læreanstalt i København i 1921. Han er bror til tidligere postmester i Saltum, Oluf Jensen som var sognerådsformand i 16 år  i  Saltum-Hune Kommune

Kildebehandling Hugo Haagensen

Fra Egnssamlingen, Saltum – Årsskrift 1998.

Midt i Saltum by kan man finde frem til Thomas Jensens vej. Det er ikke just nogen hovedfærdselsåre, men den kommer tættere på himlen. end de fleste andre lokaliteter i kommunen, og så er den hjemsted for det nok mest himmelstræbende bygningsværk i byen, nemlig fjernvarmeværket. Endelig må vi da heller ikke glemme, at der på denne vej bor et menneske, der trods sin beskedenhed også rager højt op, og her tænker jeg på en ikke helt ukendt lokalhistoriker og museumsmand.

Men hvor har nu denne vej sit navn: fra? Hvem var denne Thomas Jensen? Ja, vejen har han da aldrig set, men han har givetvis gået der ganske mange gange, for han har drevet landbrug på stedet. Der er nok ikke så mange tilbage, der har kendt ham personligt, for han døde for 65 år siden, og da var han blevet 75. Men da han levede, var han en kendt og respekteret mand. Ud over at være landmand var han også maltgører, hvilket medførte, at han i daglig tale ikke hed andet end Malt-Thammes. En lille butik havde han også, nemlig en såkaldt “træhandel”, som altså ikke var en tømmerhandel, men et sted, hvor man kunne købe shagpiber, lommeknive, tegnebøger og lignende “galanteri- varer”.

Træhandelen gjorde det også ud for posthus. Thomas havde nemlig overenskomst med Det kgl. danske Post- og Telegrafvæsen om at fungere som stedlig postekspeditør. De mange gøremål gjorde ham kendt og respekteret, så det er nok ikke så mærkeligt, at han også opnåede at blive sognerådsformand i den daværende Saltum-Hune kommune. I forrige århundrede og også langt op i vort så Saltum ganske meget anderledes ud end nu. Landevejen var en simpel jordvej, og “byen” bestod kun af ret få huse samt en samling gårde, der lå ret tæt ved hinanden lidt i retning af det, vi i dag ser i Østrup. Én af gårdene ligger der for øvrigt stadig: Vestergård   –

Malt-Thammes’s gamle hus ca. år 1910. Her var plads til 15-16 børn, butik, posthus, maltgøreri og et mindre landbrug. Huset faldt for at give plads til det nye posthus i 1934. Foran huset ses Thammes, hans kone Mette Marie og børnene Karen, Agnes og Oluf

12 af Malt-Thammes’s børn fotograferet i sommeren 1911: Bagest fra v.: Niels Christian (Magisteren) Karen Elsine (“Sine”), Søren, Karen, Else, Laura (Guldager). Forrest fra v.: Kirstine (Pedersen), Harald, Agnes (Bollerup), Aksel, Aage og Oluf (posteksp.).

Thomas Jensens landbrug var ikke stort; det bestod i hovedtræk af én lang længe langs med vejen: Beboelse i nord; derefter butik, og ende- lig en ikke særlig stor stald. Øst for denne bygning var der så nogle mindre tilbygninger til høns, svin, malt m.m., men det var ret små forhold. Bygningen là temmelig præcis dér, hvor vort nuværende posthus ligger: Tinghøjgade nr. 14, og jordegodset har i meget grove træk udgjort en firkant begrænset af nuværende Tinghøjgade, Fælledvej, Bundgårdsvej og Parkeringspladsen ved Brugsen. Som et kuriosum kan nævnes, at da man skulle bygge den nye Sparekasse i 1970’erne, dukkede Malt-Thammes’s gamle ajlebeholder frem af jorden, ret så frisk!

Som det kan forstås, var Thomas en driftig mand med mange jern i ilden, og det sås da også på hjemmefronten: 15 børn blev det til for Thomas og Mette Marie. Antallet kan forekomme os overvældende, men det var jo normalt den gang, omkring århundredskiftet. Det sidste af disse børn var nu afdøde Oluf Jensen, som jo nok stadig huskes af de fleste. Han gik sådan set i sin faders fodspor, hvad angår postvæsen, træhandel og politik; også han blev sognerådsformand, indtil vi fik det storkommunale fællesmarked.

Efter denne lange indledning kan vi måske tillade os at beskæftige os med Thomas’s ældste barn, en dreng, der blev født 14.5. 1890 og kom til at hedde Niels Christian Jensen. Det var ham, der senere blev kendt som “Magisteren”, og som kom til at tilbringe størstedelen af sit liv i København. Formålet med indledningen var netop at få Magisteren sådan placeret i tiden og i samfundet, at omtalen af ham kan sige os noget i dag.

Som alle andre drenge skulle den lille Niels Christian naturligvis ud og være “høw’er”, altså vogte kvæget på marken. Det skulle ske hos Ravn-Ajs, Thomas’s stedfar i Tømmerby, men det blev en fiasko. Drengens fysik var ikke gearet til de anstrengelser, så han måtte tages ud af drift. Og hvad stillede man så op med sådan et pjok for 100 år siden? Ja, her er det så, at vi nok skal til at tage hatten af for Thomas, for han forstod, at når drengen ikke kunne arbejde (altså manuelt -“med sine hænder”), så måtte der noget andet til så måtte han til at bruge indersiden af sit hoved, og så skulle han nødvendigvis have lært noget først, og også mere end man kunne lære i “den bette skole” i landsbyen.

Kort og godt, drengen måtte sendes hjemmefra, da han fik alderen til at komme på en realskole, for sådan en læreanstalt havde man ikke her. Og det blev Bælum, han kom til, så han skulle altså både bo og spise og gå i skole et fremmed sted. Det har ikke været gratis for Thomas, men det vidner om hans fremsyn, at han påtog sig denne omkostning og det på et tidspunkt, hvor boglig lærdom absolut ikke var i høj kurs inden for landbruget.

Vi kender ikke Thomas’s begrundelse for valget af netop Bælum, og umiddelbart måtte man vel formode, at der havde været noget, der var mere nærliggende selv om der jo ikke var overflod af skoler på det tidspunkt. Men man må vel have lov at gisne: Af efterladte skrifter kan vi se, at Thomas har været mere “skriftklog” end nor- malt for hans stand og tid. Det kunne tyde på, at han i lighed med en hel del andre unge fra landbruget har været på højskole. Den tids folkehøjskole er jo i høj grad blevet kendt og værdsat for de mange foredrag, som blev holdt af såvel forstandere som af andre kendte og engagerede samfundsdebattører. Men højskolerne gjorde nu altså også en meget fortjenstfuld indsats på området regning og skriftlig dansk. De var en udmærket “overbygning” på den tids 2-klassede landsbyskole.

I Bælum har der foruden realskole også været folkehøjskole, og hvis det nu er hér, Thomas har hentet sin åndelige ballast, ja, så kunne det være forklaringen på, at han tør sende sin lille søn så langt hen. Så kender han forholdene, og han kan måske endda have fået lokale venner, som drengen evt. kunne ty til. Kost og logi fik eleverne på skolen. Faktisk sender Thomas senere endnu 2 af sine børn til Bælum, så han må have haft tillid til stedet.

Niels Chr. klarer sig godt i skolen, og det er nok kun en mild overdrivelse, når det har været hævdet, at “han fik ug i det hele”. Vi har bevaret nogle af hans stilehæfter nede i Egnssamlingen, og i 1994 lod vi en af stilene offentliggøre i Lokalavisen Sydvest-Vendsyssel. Den var skrevet i 1906 og handlede om vinterleg på den tilfrosne Nols sø; den kunne såmænd næsten have været skrevet den dag i dag, omtrent et århundrede senere.

 Mette Marie Jensen, født Larsen. Gift med Malt-Thammes og moder til 15-16 bøm, deri blandt magister N. C. Jensen og postekspeditør Oluf Jensen. Hun var født 9. maj 1868 og døde 7. april 1928.

Den tids højskolemiljø var ofte hjemsted for nytænkning (“oprør” ville mange måske kalde det i dag). Retskrivningen var en yndet slagmark. Hvorfor i alverden skulle man. f.eks. skrive navneord med stort begyndelsesbogstav, og hvorfor skulle Kiøbenhavn have det fjollede i? Niels Chr. levede med i alt dette og begyndte at skrive Niels Kr. Jensen. Det holdt han nu senere op med, for man skal jo nu en gang rette sig efter sin dåbsattest. Men han blev ved med at skrive med små bogstaver, selv om han udmærket kendte reglerne for de store og også brugte dem i de tilfælde, hvor han var forpligtet til det. Han må have frydet sig, da Retskrivningsreformen blev indført ved lov næsten et halvt århundrede senere.

Efter realskolen gik turen til gymnasiet, og her blev det Katedralskolen i Aalborg. Han må jo have boet derude, men vi har ikke kendskab til, hvordan livet formede sig for ham i de år. Det eneste, der er bevaret fra den tid, er programmet fra den højtidelige. eksamensafslutning i 1909. Heri er der foruden nogle sange også aftrykt den kantate, der blev opført ved den lejlighed.

Malt-Thammes med den tamme gris “Nancy” i gården bag det gamle posthus. Foto 1924.

Herefter går så turen til København, hvor NC begynder studierne på Polyteknisk Læreanstalt. Det er meget begrænset, hvad vi ved om disse første studieår. Vi er i besiddelse af hans gamle tegnebestik, som har været så flittigt brugt, at man godt kan formode, at det allerede har været brugt. da NC købte det. Derudover har vi nogle hæfter, som kan være fra hans studietid, men som i og for sig også kan være fra den tid, hvor han selv underviste.

NC har næppe levet særligt flot i studietiden dels må midlerne have været meget små, og dels ville det have været stik imod hans natur, så vidt som vi kender til den. På den anden side er der nu også noget, der tyder på, at han ikke har holdt sig fuldstændig uden for det såkaldt glade studenterliv. Vi har i hvert fald fået den oplysning, at han i sin ungdom kunne steppe; det var noget, han viste familien, når han var hjemme på ferie.

Vi har også en tegning, som en for os ukendt, men ganske habil kunstner har tegnet af den lille flok lærde mennesker, der var ansat på fysisk laboratorium på Polyteknisk Læreanstalt i 1921.

NC, der altså her er 31 år, er tydeligvis den yngste på holdet, og man får indtryk af en glad og begejstret ung mand med et mægtigt mod på livet.

Nu ligger det sådan, at NC netop erhvervede sin mag. scient. – titel i 1921. Hvis man her smider alle historievidenskabelige betænkeligheder over bord, så kunne man måske tillade sig at gætte på, at billedet forestiller en lille festlighed, hvor man fejrer, at yngstemanden på holdet, N.C. Jensen, endelig er blevet “voksen” – at han har fået sin eksamen. Han er jo her tegnet sådan, at man godt kan opfatte ham som festens midtpunkt og den glade giver. (Der mangler egentlig en person på billedet. Der var også ansat en sekretær, frk. Gylding, der i den grad passede alle de andre op, at det må anses for særdeles sandsynligt, at hun blot har været ude for at hente mere mad til de andre.)

I øvrigt var Magisteren blevet ansat på Polyteknisk Læreanstalt længe før, at han blev magister. Allerede 1. januar 1912 var han i en alder af 21 år blevet ansat som “honorarlønnet assistent”. Det var slet ikke nogen unormal foreteelse på den tid, det var vist endda ret almindeligt. Der var heller ingen faste lønrammer, som vi kender det i dag. Det her betyder jo, at han i ca. 9 år både har studeret og undervist. Det har givetvis forlænget studietiden, men har omvendt også betydet, at han slap for at ligge sit hjem til byrde økonomisk.

Fra denne tid har vi en beretning. der fortæller mere om Malt-Thammes end om sønnen. Når nu NCJ kom hjem på ferie som en lærd mand, så var han mere end de andre; også mere end Thammes selv. Derfor veg Thammes sin plads for bordenden og overlod den til NCJ, der nok ikke var alt for begejstret, men var nødt til at følge parolen. Hans moder syntes heller ikke for godt om det. Men sådan skulle det altså være! Vi har her atter et udtryk for Thammes’s respekt for boglig viden.

Der er nu én ting, der gør Thammes’s handlemåde lidt mere spiselig: Efter alt hvad vi kan se, så er den lille Niels Christian den første ud af den al mindelige landbefolkning i sognet, der har fået en højere uddannelse og en akademisk grad. (Vi ser her bort fra, hvad børn af tilflyttede præster og læger evt. kan have drevet det til pg. af familietradition – det har vi ingen relevante oplysninger om.)

NCJ har formentlig i stor udstrækning kunnet forsørge sig selv i studie- tiden. Der er bevaret lidt af hans korrespondance med lillebror Oluf fra 1920’erne, og herfra ved vi, at NCJ har givet manuduktion- så vidt vi kan skønne, både før og efter at han fik sin magistertitel. Manuduktion kan oversættes til lektiehjælp eller indterpning: ældre studerende påtager sig mod betaling og i deres fritid at banke den nødvendige lærdom ind i hovedet på de yngre studerende, således at disse kan følge med under de højlærde forelæsninger og eksperimenter m.v.

Da NCJ blev ansat i 1912, var det altså som honorarlønnet assistent han blev ikke ansat i en fast pensionsgivende stilling. Det var jo også meget naturligt for sådan en ung studerende. Men han vedblev med denne løse ansættelse. Som han selv skriver mange år senere, så var han angst for at blive afhængig af andre, så han søgte nedad, hvor man var mere fri. “I stedet for en højere akademisk løbebane valgte jeg den beskedne stilling som honorarlønnet assistent.”

I 1907 var der i Danmark blevet ved taget en lov, hvorefter mil, alen og tommer, potter, fjerdingkar, pund og kvint samt andre gode, gamle ting af den slags skulle afskaffes. I stedet skulle indføres det internationale Metersystem med kilometer, centimeter, liter, kilogram, gram og meget mere.. Det var naturligvis ikke noget, der kunne ske fra den ene dag til den anden, og det var noget, der fik indflydelse på mangfoldige områder.

På Læreanstaltens laboratorium for teknisk fysik betød det, at man blev pålagt at oprette et nyt speciallaboratorium, der skulle beskæftige sig med Måleteknik. Selv om oprettelsen naturligvis foregik på professorens ansvar, blev det i vid udstrækning den unge NCJ, der kom til at stå for den praktiske gennemførelse af projektet, og han synes at være gået op i det med liv og sjæl.

Hvis vi i dag vil have dokumenteret NCJ’s ansættelse ved Polyteknisk Læreanstalt, kan vi slå op i det FESTSKRIFT på 281 sider, der blev udgivet i 1954: “Den Polytekniske Læreanstalt Danmarks Tekniske Universitet fylder 125 år.” På side 89 kan vi læse om Laboratoriet for teknisk Fysik: “Laboratoriets videnskabeligt uddannede personale er for tiden, foruden bestyreren professor R. E. H. Rasmussen, amanuensis I, civilingeniør L. Løgstrup Jensen, amanuensis I. civilingeniør K. Agersted samt amanuensis mag.scient. N. C. Jensen og mag.scient. Inger Møller. Der rådes tillige over en sekretær og to mekanikere.” Vi får også at vide, at dette laboratorium beskæftiger sig med måleteknik.

Kapacitetskasse, formentlig fra 1920-erne og sikkert brugt i forb. med radiofoniforsøg. Prisen an- tyder, at der har været megen “indmad” i kassen.

1920’erne var blevet “radioernes” Arti, akkurat ligesom 70’erne og 80’erne blev computernørdernes. Radiofoni var noget nyt og spændende – rundt om i små hjem og på kvistværelser sad unge mænd og eksperimenterede med mere eller mindre hjemmelavede “krystalapparater” og øretelefoner. Man kan i vid udstrækning sammenligne det med hjemmecomputernes nyligt overståede barndom, hvor unge mennesker selv flikkede stumper sammen til noget, der f.eks. kunne tegne en stjerne på en TV-skærm eller kunne gange to store tal med hinanden på ingen tid.

Hvis Magisteren havde ventet 60 år med at lade sig føde, så havde han uden tvivl været computerfan eller -nørd. Nu blev det så i stedet radio- fonien, der optog ham. På læreanstalten har han forsket i den på

videnskabelig basis, og privat påbegyndte han en produktion af radioapparater til dels i samarbejde med lillebror Oluf hjemme i Saltum.

Den føromtalte korrespondance fortæller os bl.a., at de har konstrueret en radio til byens læge.

Det er også fra dette årti, at vi er i besiddelse af faglig litteratur, forfattet af Magisteren. I Fysisk Tidsskrift fik han optaget flere artikler om radiofoni og måling af elektriske størrelser, bl.a. til brug i gymnasiets undervisning. Han påpeger hele tiden, hvordan det kan gøres økonomisk overkommeligt – igen en parallel til de første computerbrugere alt nyt og ukendt er dyrt.

Beskæftigelsen med radiofoni og måling førte åbenbart mere og mere over i en direkte fremstilling af måleapparater samt standardstørrelser til brug i forbindelse med måling: modstandsnormaler, kapacitetsnormaler og selvinduktionsnormaler. Her ser modstandsnormalerne ud til at have været det vigtigste område, bl.a. fordi der indgår modstande i både radioapparater og i mange måleapparater.

I princippet er en modstand en ganske simpel ting: Der kan løbe elektricitet igennem en metaltråd: men jo længere og jo tyndere tråden er, desto mere stritter den imod strømmen. Man siger, at modstanden er blevet større, og strømmen er blevet svagere, fordi den har brugt energi på at trænge igennem metaltråden. Der findes også metalblandinger (legeringer), der stritter ekstra meget imod; ledninger af sådanne legeringer kaldes modstandstråd, der som oftest fås isoleret.

Der er ofte brug for “store” modstande, d.v.s. lange metaltråde: her ville det jo være naturligt at vikle den om et eller andet, ligesom man gør med sytråd. Det går bare ikke uden videre, for så opstår der problemer af elektromagnetisk art; man er nødt til at lave en bifilar bevikling, hvilket groft sagt betyder, at man “vikler begge veje”. Modstandstråd har det også med at ændre sin modstand lidt med tiden, så der kan blive forskel på gamle og nye apparater.

For at løse dette problem indførte Magisteren “kunstig forældelse”, et begreb som også kendes i moderne fabrikation. Han gik over til at lade modstanden vikle på glasrør i stedet for på træpinde, og han lod mod- standstråden være rigeligt lang. Så blev modstanden “bagt”, d.v.s. den blev lagt i en bageovn ved ca. 150° i 10-12 timer, hvorefter den blev lakeret med shellak og gemt i nogle år. Når den nu blev hentet frem, målt ud med ekstrem præcision og filet til, var det virkelig noget, der kunne bruges og blive ved med at bruges.

Universiteter, læreanstalter af forskellig art, gymnasier m.m. både her i landet og i f.eks. Sverige og Frankrig satte stor pris på så pålidelige apparater, og “N.C.Jensen, København” blev et begreb. Magisteren nummererede sine instrumenter, og han har i hvert fald fremstillet mere end 6.000 af dem. Hvor de allesammen er blevet af, kan vi ikke sige, men her er en liste over nogle af de steder, som har købt produkter fra Magisterens “Laboratorium for Finmekanik & Elektrotek- nik”:

Carlsberg laboratoriet, Gymnastik-instituttet, Gl. Hellerup Gymnasium Herlufsholm Kostskole, Magnetisk Observatorium i Tromsø, Ry vang Radio, “Struers” Instrumentfabrik, Statsprøveanstalten Berlins Radiostation, Københavns Telefon A/S, Universitetet i Århus.

I vore dage ville man nok kalde Magisterens virksomhed på dette felt for en nicheproduktion.

Hvor Magisteren i starten havde fusket sig lidt frem med indkøbt halv- fabrikata og modstande, som Oluf i Saltum havde viklet på træpinde, blev det nu til, at han indrettede et reelt værksted. Han havde i nogle år haft lov til at bruge et værksted oppe under taget på Polyteknisk Læreanstalt, men på et vist tidspunkt blev det muligt for ham ude i byen at overtage et privat værksted, der var blevet ledigt, da DEIF (Dansk Elektrisk Instrument Fabrik) fik vokseværk og var nødt til at flytte til et andet sted i København. (I dag har DEIF til huse i Skive.)

Magisterens værksted findes endnu. Det ligger på Nørrebro, i Sorgenfri

gade nr. 8 A. Det er en lille sidegade til Nørrebrogade, lidt længere ude end Assistens Kirkegård. Adressen er en stor pæn 5-etages boligblok, men som så ofte i København er der en baggård, i dette tilfælde med en værkstedsfløj i 3 etager. Godt halvdelen af mellemste etage blev nu hjemsted for Magisterens produktion.

Han havde faktisk kun én ansat, nemlig en finmekaniker. Derudover klarede han sig med løs arbejdskraft i form af studerende, der kunne ordne det fornødne med pakning og forsendelse. Til nogle af apparaterne skulle der efter den tids smag leveres pænt polerede trækasser eller sokler. Den slags blev bestilt ude i byen. Selv tog Magisteren sig af udmåling af modstande m.m. samt udvikling af nye instrumenter.

Inventaret i et sådant finmekanisk værksted var naturligvis forholdsvis beskedent, men det var godt kram, og der blev også passet godt på det så godt, at man faktisk har noget af det på Egnssamlingen i dag: Her står en ca. 100-årig rundsav, der kan save i bløde metaller. Derudover har vi også fået løfte om at måtte overtage værkstedets gamle metaldrejebænk, der p.t. befinder sig hos Magisterens gamle mekaniker, Knud Johannessen, som i sin tid købte den og flere andre ting af Magisteren.

Vores “forskning” ledte os frem til denne mand, som har været til uvur- derlig hjælp for os, og som har vist os utroligt stor velvilje. Hos ham har

Sorgenfrigade 8 A, over  gården. Magisterens værksted var på mellemste etage – fra tagnedløbet i højre side hen til venstre gavl. Foto 1996

i f.eks. ud over apparater og sav fået endnu eksisterende halvfabrikata i form af modstandstråd og bagte færdigviklede modstande. Også en ting som Magisterens stempeldorn havde Knud Johannessen gemt til os. Den blev brugt til at stemple eller “hugge” Magisterens firmanavn ind i apparaternes kant; det var før, han fik lavet små messingskilte til på skruning.

Knud Johannessen har også kunnet berette en hel del for os; f.eks. er det hans fortjeneste, at vi er i stand til at vise det rids af værkstedets indretning, som findes i denne artikel. Han har også været i stand til at påvise visse forandringer ved bygningen, der er foretaget siden Magisterens tid. I dag ser værkstedsbygningen ud til at stå helt tom og ubenyttet. Underetagen har åbenbart været brugt af et VVS-firma, der ikke eksisterer længere, og resten af bygningen ser ud til på et tidspunkt inden for de senere år at have huset et foretagende, der kalder sig SMIL. Det ligger uden for denne artikels formål at komme ind på, hvad dette står for, men Nørrebro har jo altid været hjemsted for lidt af hvert. I Magisterens tid var der i etagen oven over hans værksted det, man på den tid kaldte en gummivarefabrik, og en del af Magisterens etage var i anvendelse som systue.

Vi ved ikke præcis, hvor mange forskellige apparater, Magisteren havde på sit produktionsprogram der er ikke overleveret noget  katalogmateriale eller lignende. Men vi ved, at en ingeniør Weibel optrådte som sælger af Magisterens apparater og formentlig også andres) i Sverige. Vi har også et foto af et apparat, der bærer hele 3 firmanavne. Foruden Magisterens og er der også et fransk firma med. Der må altså have være tale om vist samarbejde over grænserne På et vist tidspunkt tog Egnssamlingen kontakt til Danmarks Tekniske Diverse (DTU), som er vore dages navn på Polyteknisk Læreanstalt Her er vi blevet mødt med utroligt stor velvilje, og vi har fået overdraget et skønsomt udvalg af NCJ-apparater foruden en hel del halvfabrikata og noget litteratur. Det er begrænset, hvor meget man anvender disse apparater i dag. De fejler ingenting: de er lige til at bruge men der er sket et gevaldigt spring i den tekniske udvikling efter Magisterens død.  Halvlederelektronikken, transistorerne og computerne har helt ændret forholdene og under visningen på læreanstalterne. Derfor lykkedes det heller ikke at videreføre Magisterens værksted efter hans død, selv om der var tilløb til det.

Det er en alsidig samling af videnskabelige instrumenter, vi nu har stående her i Saltum, og vi har lukket en del af dem op, så man kan se indmaden. Men samlingen er jo ret speciel -hvem i alverden interesserer sig for sådan noget gammelt isenkram, som ingen almindelige dødelige tror. at de kan finde ud af at bruge? Ja, nogle er der da. I året 1995 blev der her i landet udgivet en stor videnskabelig bog om emnet “Historic Scientific Instruments in Denmark”. Den indgår i en skriftrække fra Det Konge lige Danske Videnskabernes Selskab og er på 4-500 sider, og så er den på engelsk, så den også kan bruges i udlandet. Den er skrevet af Hemming Andersen, der her har registret alle arter af kikkerter, måleapparater og andre mærkelige ting, der er blevet brugt på vore universiteter og læreanstalter.  Af interesse for os er, at der også er medtaget mange af NCF’s apparater. Så vort store bysbarn er altså ikke helt glemt, ej heller ude i verden.

Da man i Egnssamlingen begyndte at interessere sig for Magisteren, havde man ikke stort andet end et par amatørfotos af nogle mærkelige apparater at gå ud fra.  Man indså jo nok snart, at man som sagsbehandler på dette område måtte have fat i en eller anden, der havde lidt begreb om disse specielle ting. Det fik man så, men kom så bare til kort på andre områder hvor det ikke gjaldt mekanik, men kendskab til personer og familieforhold.

Denne artikels forfatter havde heldet med sig mht. alle de mærkelige apparater vi efterhånden fik fyldt op med i store skabe, som vort tirsdagshold byggede til os. Det lykkedes også at få fat i en hel del af de bøger der udgjorde en stor del af Magisterens verden. Men efterhånden som Magisterens hjørne blev fyldt op med ret så materielle ting, blev det mere og mere tydeligt, at der var fare for, at mennesket NC forsvandt blandt alt det materielle. Man kunne derfor have ønsket sig at der havde været en sagsbehandler, der virkelig havde kendt magisteren personligt, eller dog nogenlunde nært familieært.  Dette har ikke rigtigt været muligt og vi har så forsøgt med interviews af endnu levende familiemedlemmer at stykke et billede sammen. Problemet er i høj grad, at NCJ-bonde, i København uden åbenbart at være særlig meddelsom om noget så ubetydeligt som ham selv, mens familien boede heroppe. Når vi har søgt oplysninger har standardsvaret derfor som regel været: “Nå-nej-han levede jo der ovre det ved vi ikke rigtig noget om.

Det vi her prøver at stykke sammen om Magisteren, kan derfor godt være fyldt med fejl og mangler, og læseren skal være velkommen til at komme med korrektioner eller tilføjelser. Vi ved, at Magisteren boede i  Stockholmsgaden 31 i København. Det har uden tvivl passet ham særdeles godt, for det er ganske tæt ved Sølvtorvet, hvor datidens Polytekniske læreanstalt lå. Ejendommen er en stor boligblok i 5 etager med noget, der ser ud til at være nærmest herskabelige lejligheder. Disse har tilmed en fin udsigt, for på den anden side af gaden er der ingen huse, men en park, Østre Anlæg, hvor vi finder Den Hirschsprungske Samling og Statens Museum for Kunst.

Det må nu være beliggenheden og ikke udsigten, der har tiltrukket Magisteren, for han boede nemlig i kælderen! Det er nu ikke så slemt, som det lyder. Der er tale om en høj kælder man skal kun 3-4 trin ned. Der er tale om en hjørneejendom, og hjørnekælderen ligner grangiveligt et fortidigt “ismejeri” med udvendig trappeslugt på hjørnet. Hele kælderlejligheden inclusive “ismejeriet” har åbenbart været Magisterens. En ganske enorm lejlighed, men der skulle også være plads til alle hans bøger, papirer og apparater. I dag er kælderetagen til salg (ejerlejlighed), men den ser ud til at have tilhørt Datacentralen indtil nu.

Magisteren fraflyttede denne lejlighed på et tidspunkt, der formentlig ligger i  50erne. Da flytter han ud til sin søster Agnes Belle på Nybrovej 100 Kgs. Lyngby, som ligger nord for selve København.  Agnes var blevet enke i en forholdsvis ung alder, ide hendes mand, ing. Bollerup var død som 45-årig. Hun var ansat ved skattevæsenet på Gentofte Rådhus, men sad nu relativt hårdt i det rent økonomisk. Når NCJ betaler for kost og logi, kunne hun magte at blive boende. Det var en slags privat socialpolitik. som NC) har kendt hjemme fra og som vi også har set eksempler på.

Når han i sin tid lod Oluf vikle modstande, var det fordi, han ville hjælpe ham til en indtægt. Han mente ikke, at Oluf kunne klare tilværelsen, hvis han kun havde indtægten fra det postindleveringssted, som han i en meget ung alder var kommet til at bestyre. Faktisk var han så ung, at det hele stod i Malt-Thammes’s navs NCJ diskuterede mange gange med Oluf, om ikke de skulle indrette et “elektrisk laboratorium” i en af Thammes’s staldbygninger. Det kom der nu åbenbart intet ud af.

Vi ved også, at NCJ hjalp sine brødre. Et par af dem rejste til Amerika, men åbenbart ikke helt godvilligt. Også den gang havde man økonomiske flygtninge! NCJ havde købt billet til USA for broderen og fulgte ham til skibet. Imidlertid gik broderen fra borde igen af den anden landgang og solgte sin billet. Et stykke tid senere mødtes de tilfældigvis igen   NCJ købte så en ny billet, men denne gang holdt han vagt. Det kom nu til at gå godt for brødrene i USA.

Vi formoder at hjælpsomheden er noget NCJ har haft med hjemme fra, det var jo hjemmets støtte, der gav ham selv uddannelsen og livsgrundlaget. Vi har en formodning om, at der en afsmitning fra hjemmet der gjorde at NCJ delte sig mellem undervisning og fabrikation. Når Malt Thammes i sin tid havde spredt sig over så mange felter, betød det jo at han altid kunne klare sig så nogenlunde økonomisk. Det skulle gå meget mærkeligt til, om det skulle svigte på alle felter på én gang. Den samme grundholdning kan have ligget bag Magisterens løse tilknytning til Polyteknisk læreanstalt.

På et tidspunkt kom han dog til at fortryde det. Da han nærmede sig pensionsalderen og fik nogle problemer og nerver og blodtryk, gik det op for ham, at han var i knibe, for han var slet ikke berettiget til pension. Fabrikationsvirksomheden havde han ikke spundet guld på ikke at den gav tab, men han havde heller ikke kunne lægge noget op. Det gav ham svære spekulationer, som han diskuterede med en enkelt kollega. Den overordnede som det havde været naturligt at forhandle med, var han ikke på talefod med det var der vist heller ikke mange andre, der var.

Ovelægesyndromet har vist ikke kun været begrænset til hospitaler. Imidlertid lykkedes åbenbart at fremtrylle en slags ekstraordinær pension.  NCJ havde jo trods alt været ansat på PolytekniskLæreanstalt i mere end 40 år. Magisteren trak sig tilbage i 1955 65 år gammel. Dvs. han holdt op med at få løn og overgik til en art pension, men han vedblev at komme på læreanstalten i de næste 10 år. Det er der ikke noget usædvanligt i, det er tværtimod nærmest sædvane for de ansatte på den slags institutioner, selv i dag. Staten får en masse arbejde udført uden beregning, blot mod at stille et kontor til rådighed. Således for NCJ og da læreanstalten i 1965 flyttede ud til Lundtofte og blev det, vi i dag kalder DTU, flyttede han med. Han fik bl.a. lov til at låne et kælderrum derude til sine mange bøger og instrumenter. Det holdt kun et par år, så blev han mere syg og døde i august 1968 i en alder af 78 år. Begravelsen foregik i Saltum. Hans gravsten kan ses på Saltum kirkegård ved kirkens sydøstre hjørne, hvor den står sammen med andre af familiens gravsten. Også Agnes Bollerup blev senere begravet her.

Om Magisterens mange år på Polyteknisk Læreanstalt ved vi ikke så meget. På de tider var det ikke så almindeligt at være dus, og NCJ blev kun dus med en kollega, nemlig ingeniør Løgstrup Jensen. De to havde et forholdsvis godt forhold, bl.a. spiste de hver dag deres frokostpakke inde på Lapings kontor Løgstrup havde 2 flasker i sit skab én med portvin Peter, og de med snaps (den rese vare) til frokosten. De to venner tog hver dag et par snapse og sild  til frokosten. Da Magisteren blev begravet i Saltum i 1968, rejste Løgstrup til Saltum for at være med.

Blandt eleverne på Polyteknisk Læreanstalt gik Magisteren under navnet Trane Jensen. Han gik nok rundt i sine egne tanker og kiggede ned i jorden uden at se noget og uden at sige noget. De, der har kendt Oluf Jensen vil sikkert kunne se det for sig. De to brødre har lignet hinanden temmelig meget. Ja, vi har en beretning fra ingeniør Mørch på DTU, som har sommerhus ved Saltum, men intet kendte Magisterens tilhørsforhold her. Tilbage Oluf Jensens “regeringstid kommer Mørch en dag ind på posthuset, og her er han ved at få et chock, da han synes, at han ser afdøde NC sidde der og ekspedere

En del af elevernes arbejde på Læreanstalten gik ud på at udføre målinger i elektriske kredsløb. Det er noget der kan drille ganske meget, selv for ret rutinerede. Når eleverne var kørt helt fast og ikke kunne få det til at makke ret, vidste de råd. “Trætte Jensen kunne altid få en opstilling til at virke, som den skulle.

Magisteren blev hængende ved sin stilling på Polyteknisk Læreanstalt, men faktisk var han en gang tilbudt et professorat i USA. Det blev ikke til noget, muligvis fordi han var for lang som til at beslutte sig. Han skriver selv et sted, at tilbuddet alligevel ikke var der, men at der var et andet, som bare var med en for lille løn. Han skal også have utalt, at han ikke var interesseret, for hvis han rejste til USA, kunne han jo ikke komme ned til Saltum strand

Blandt de mange bøger, vi har fra Magisterens bogsamling, er der en som er ret så interessant i kraft af sin dedikation:

Hr. assistent mag. scient. N.C.Jensen

med venlig Hilsen

fra Forfatteren

Forfatteren er Niels Bohr, der havde fået Nobelprisen i 1922, og bogen er Atomteori og Naturbeskrivelsen og” fra 1929 Bogen er på 76 sider og består af 3 artikler med en indledende oversigt. Den er udgivet som et særtryk af nogle sider i en større bog, nemlig et Festskrift, udgivet af Københavns  Universitet i nov. 1929, da Universitetet fyldte 450 år. Niels Bohrs bog er for øvrigt genudgivet senere i let bearbejdet form. Undertegnede har selv et eksemplar fra 1958.  Magisteren har læst bogen meget grundigt den er fuld af blyantsunderstregninger forskellige bemærkninger. Men hvor for har han fået den?

En mulighed er, at Magisteren har leveret en eller anden form for særligt præcist apparatur til Niels Bohrs institut.

De målinger, man foretog her, gjaldt somme tider meget små værdier og de kan meget vel tænkes at være foretaget af og med Magisterens præcisionsapparater Og NCJ havde jo, som tidligere nævnt, netop været med og havde i meget høj grad stået for opbygningen af Læreanstaltens eget måletekniske laboratorium. Han kan sådan set godt tænkes at have bistået forskerne på Bohrs institut med opstilling af relevante målekredsløb her og således i en vis forstand at have samarbejdet med Niels Bohr.  Vi ved, at NCJ i København omgikkes med visse folk, der stammede her fra egnen, nærmere bestemt Vester Hjermitslev:  Thomas P. Hejle fra Vester Hjermitslev, Dansk Skolerne og Statens Filmcentral, maleren Aksel P. Jensen samt dennes broder højskoleforstander Bernhard Jensen.  Derudover har vi fortalt, at han kom sammen med ” slæng” af jævnaldrende venner, en broget flok af litterater, kunstnere osv. Som absolut ikke var rige, men meget åndrige. De morede sig bl.a. med at disputere på latin, så de har sikkert  haft det morsomt.  De kom sommetider med ud til Agnes Bollerup, som fandt sig i at de var ret så forslugne.

De kunne også lide at gå i byen en gang imellem og her nøjedes de ikke med at at disputere. Vi har fået fortalt, at gruppen engang blev smidt ud fra en restaurant, hvor de havde drukket sig plakatfulde.

I sin ungdom havde NCJ rejst en del i Europa. Det genoptog han i en vis grad, da han blev ældre, så han må have været ret ferm til sprog. Det vidner hans bogsamling også om. Ud over det latinske læste han også græsk, og i den del af bogsamlingen, som Egnssamlingen råder over, er der både græsk tragedier og romersk historie på originalsproget. Samlingen råder naturligvis også over en hel del faglitteratur på både tysk, engelsk og fransk.

Men magisteren havde meget alsidige interesser. Han var meget optaget af filosofiske problemer og ejede en mængde bøger af og om Kierkegaard og Grundtvig. Mange af bøgerne er uden tvivl købt antikvarisk, men vi kan se, at hvis et problem har fanget hans interesse, har han straks købt den relevante litteratur (f.eks. om filosofi, politik eller religion) i sin normale boghandel, der lå lige ved læreanstalten. Det ved vi simpelt hen, fordi de originale boghandler regninger stadig ligger i bøgerne.

Bøgerne var NCF’s kæreste eje, og da han mærker at han skal dø skriver han, at han vil testamentere sine bøger til Amtsbiblioteket i Hjørring, hvis de vil have dem.  Vi ved ikke om de nogensinde har fået dem. Vi har spurgt dem og de siger nej, men det er jo mange år siden, og hvem kan huske hvad der skete for så længe siden … Men under alle omstændigheder har Egnssamlingen da en hel del af Magisterens bøger.

Hvis en mand er lidt særpræget og det var Magisteren, da kom der uvægerligt til at gå nogle historier om ham. Som nu den om, at han engang jagtede frk. Gylling, sekretæren. Ja ikke personen, for da han endelig fandt hende, var det blot hendes hæftemaskine, han ville låne. Den fik han naturligvis, men stor var hendes forfærdelse da hun så hvad han brugte den til. Han vendte vrangen ud på sin ene bukselomme, lavede en ombukning over et hul – og syede så denne søm med et par hæfteklammer. Ja, ungkarle kan skam da godt være praktiske. Det praktiske kom også frem i hans måde at klare pristalsproblemerne på. Der var jo nogen turbolens i priserne fra 20erne til 60erne. Pristallet var ret uregerligt og det gav problemer for de private næringsdrivende – som for eks. Magisteren. Men han havde etableret sit eget system. Hvis prisen på et af hans apparater havde svaret til prisen på  5 flasker snaps i for eks. 1929, så skulle den da så sandelig blive ved med det. Et ganske enkelt system, som da i og for sig stadig kan bruges. Og systemet har intet som helst at gøre med, om snapsen skal købes eller drikkes – den er kun en praktisk målestørrelse.

Du Knud Johannesen blev antaget som mekaniker på Magisternes værksted  i 1946-47, skete det på følgende måde: KJ havde forladt sin tidligere arbejdsplads pga. utilfredsstillende forhold, men det havde han ikke lyst til at gå hjem at fortælle konen. Han vidste ad omveje, at

der måtte være en ledig plads hos Magisteren. Han gik der op efter lukketid, bankede på og blev mødt med spørgsmålet: Hvad vil De. Det kom fra en mand med et stort gråt hår og med bare ben i skoene. Nå, ja sådan og sådan … han søgte arbejde. Men der var nu ikke nogen plads ledig der. De kom imidlertid i snak, og de snakkede længe. Da KJ gik derfra, havde han værksteds-nøglerne i lommen. Han skulle møde næste morgen kl. 8-Magisteren selv ville først vise sig kl. 10. Det kan man da kalde tillid. Magisteren havde en evne til at se, hvad der var i folk. Det var en god arbejder, han her stod over for, og selv om det viste sig, at han kun kunne beskæftige ham i nogle ganske få år, så var det alligevel den rigtige mand. Han fik ham bagefter ansat på Læreanstalten, hvor han avancerede til laboratoriemester, og hvor han blev til sin pensionering. Her viste han sig at være til stor gavn for Magisteren. Mekanikerne havde nemlig i en vis udstrækning mulighed for at udføre arbejde af forskellig art uden for deres arbejdstid og f.eks. for Magisterens regning. Her på Egnssamlingen er vi meget glade for at have lært KJ at kende han har været os til megen stor hjælp

KJ husker Magisteren som et ejegodt menneske, der var meget hjælp- som over for dem, han kendte. Somme tider kunne han imidlertid være noget nedtryks han var jo efterhånden en mand omkring de 60 år.. Specielt husker KJ en bemærkning fra Magisteren: Man skulle ikke eje mere, end man kunne have i sin håndkuffert, så havde man ikke så mange problemer.

CJ plejede ikke at gå i kirke, men var alligevel på sin vis religiøs.  Vi har også bevaret en bevæget tale, som han holdt ved sin søster Kirstines begravelse i 1932. Han skiltede normalt ikke med sine meninger på dette område, men vi har dog en beretning han en gang deltog i en konfirmationsfestlighed, vist nok i Skagen. Den havde nok udartet en del, som den slags undertiden kan, for da NC og nogle andre på et vist tidspunkt er ude og trække frisk luft, kan han ikke bare sig for at komme med sin uforgribelige mening om denne påståede religiøse fest: “Det er Sateme Blasfemi, det her! Her har der virkelig været tale om indestængt harme!

Jo, han kunne til tider have et heftigt temperament, men det kom sjældent til udtryk. Vi har dog hørt om, at han en gang overværede, at hans søster, som på det tidspunkt passede posthuset, ikke ville give kredit til skrædderen, som skulle have udleveret en pakke på efterkrav. Da blev NCI så gal, at han skældte ud og slog med stor slev ned i en spand vand, så det sprøjtede omkring ham.

Omvendt har han åbenbart også kunnet bevare roen: Ingeniør Agersted, kollega til NCJ, mindes således have set Magisteren balancere helt oppe på tagryggen af Polyteknisk Læreanstalt, hvor han i flagrende kittel og uden sikkerhedsline var ved at sætte en antenne op mellem to skorstene. På det tidspunkt har han været nær de 40. En frisk ung mand, må man sige. For der er højt op, særlig når man er deroppe.

NCJ vedblev med at være jyde til det sidste. Selv om han boede største parten af sit liv i København, fortsatte han med at bruge Saltum Sparekasse

Hvis han skulle hjem til Vendsyssel, brugte han ikke køreplan. Han gik simpelt hen ned på banegården og satte sig til at vente, indtil der gik et tog hertil.

Han havde nu ellers et udmærket lommeur, der nu er i Egnssamlingens varetægt, efter at familien har overladt det til os. Det er sådan set et af de mest personlige minder om Magisteren, og indeni er der angivet med kodenummer hvor mange gange det har været til eftersyn hos urmageren i Saltum.

På et vist tidspunkt har han også ejet jordegods heroppe. Vi har papir på, at han i 1918 sammen med en ingeniør Thomsen har købte en grund nord for Saltum af husejer Jens Jonstrup.  Den havde matr. Nr. 2-k Jonstrup og iflg. Gamle matrikelkort har der engang eksisteret en grund med det nummer, det har van helt nede ved de yderste klitter og lige i nærheden af det nederste af “Lille Norge. Havde det været i dag. ville adressen have været enten P. Ejerstedgård eller Karen Maries vej, Det må have været en udstykning fra Ejerstedgårds relativt smalle klitlod.  Vi ved ikke noget om, hvordan dette ejerskab i øvrigt forløb, eller hvornår det sluttede.

På et tidspunkt havde han også en andel i Plantagen “Koglen” her ved Saltum. I  1933  arvede han nemlig faderens aktie i plantagen. Thammes havde jo været primus motor i det foretagende ved starten i 1910 – i hvert fald havde han fået aktie nr. 1. Den var på 50 kr. der blev indbetalt i 10 rater og den er nu arvet videre i familien. NCJ tilbragte gerne 3 uger af sin sommerferie i Saltum.

Så boede han hos Oluf, i det sydlige gavlværelse på loftet.  De så nu ikke meget til ham. Han sad deroppe og rugede over sin regnestok og sine ligninger og beregninger. Dog var han nok alligevel kendt af folk han plejede altid at gå med hat og i en kæmpeoverfrakke og så gik han ud til boghandler Grønborg (Karen Grethes forgænger på Søndergade 22) købte Politiken. Somme tider gik han også ind til købmanden og købte en flaske dram og en gammel ole. Men Olufs kone Ketty ville ikke have en af den slags i sit køkken, den blev forvist til en spand i baggangen og med en tallerken og en sten ovenpå. Så kunne den ikke løbe væk.

Magisteren havde et nært og varmt forhold til dyr. Han kunne sidde lige så stille og snakke med dem. En gang han var ude at gå, kom der en som var sluppet løs, men han gik bare roligt hen til den og snakkede til den og lidt efter sad de to nok så stille og passiarede.

Ja han kunne være meget rolig, og det har været sagt om ham, at han aldrig lo. Oluf mente, at sådan havde han altid været, men det er nu næppe rigtigt, i sin ungdom kunne han vist godt være ret livlig. Vi må ikke glemme, at aldersforskellen på de to bedre var så stor, at NCJ i en vis for stand har stået som en slags fader for Oluf.

Denne artikel kunne ikke være skrevet uden hjælp. Derfor vil vi gene rette en tak til alle, der har bistået os med råd og dåd. Det må naturligvis i første række gælde de medlemmer af familien, der endnu har erindringer om denne særprægede mand, for eks. nu afdøde Ingrid Thomsen samt Magisterens nevø, Kart Evald Jensen her i Saltum. Men takken må i lige så høj grad rettes til “fremmede mennesker, der har hjulpet os med både oplysninger om NCJ og apparater mv. af forskellig art.

Her vil jeg i første omgang nævne lektor, dr. techn. Niels Jonassen fra DTU, som var utroligt large, da vi henvendte os til læreanstalten. Han var i sin tid blevet ansat som efterfølger for NCJ, da denne sluttede i 1955. Dernæst vil jeg nævne ingeniør Knud Agersted, der i dag er en noget ældre herre, som vi ikke har været i direkte kontakt med. Men dr. Jonassen har været så elskværdig at lave et interview med ing. Agersted på vore vegne. Dele af denne artikel bygger på oplysninger i dette interview, som blev optaget på bånd, der forefindes i Egnssamlingen.

Også ingeniør K. Aa Mørch skal nævnes. Selv om hans direkte kendskab til Magisteren er mere begrænset, er han helt og fuldt gået ind for sagen, og dertil kommer, at han har sommerhus ude ved Lille Norge og har bistået os med transport af apparater såvel som med forklaring af deres virkemåde

Sidst, men ikke mindst, vil jeg takke Magisterens mekaniker, laboratoriemester Knud Johannessen. Det er et rigt varieret udvalg af genstande og oplysninger, han har kunnet hjælpe os med: ja, det er lige før, at museet for Magisteren også er blevet et museum for hans mekaniker.

De udstillede genstande vil ikke sige alle mennesker lige meget; den slags afhænger jo i høj grad af, hvilke interesser man har. Det må også indrømmes, at meget er ret teknisk og kun kan fungere som dele af større op stillinger. Men: Et af apparaterne er nu ret så spændende og vil uden tvivl også være det for ikketeknisk-interesserede. Jeg tænker på det Spejl- galvanometer, som vi har rigget til på en sådan måde, at det kan fungere. Det kaldes også et drejespole- instrument, fordi man sender en strøm ind i en lille spole, der er ophængt mellem polerne på en magnet. Spolen vil nu dreje sig. og hvis der sidder en viser på spolen, vil man kunne se et udslag på en skala. Masser af mennesker har den slags i deres hjem i dag, uden at tænke nærmere over det, og de har gerne to styk ker. De mange stereoanlæg, som står ude i de små hjem, er som regel forsynet med 2 bittesmå apparater af den slags; der er ét apparat i hver lydkanal, og de prøver ligesom at følges ad. Magisterens apparat er mange gange større, men det har ingen skala og ingen viser. Derimod sidder der et lille hulspejl på spolen. Når man sender en koncentreret lysstråle ind mod spejlet, vil den reflekteres over mod en væg. hvor der så kommer en lysplet. Hvis spolen (og dermed spejlet) bevæger sig, flytter lyspletten sig på væggen.

Faktisk har vi på den måde fået lavet en vægtløs viser (lysstrålen), som er flere meter lang, men ikke belaster apparatet. En lang viser giver større og tydeligere udslag end en kort, og her kan udslaget blive flere meter, så vi har fået lavet et yderst fintmærkende instrument.

Det er faktisk ret forbavsende at se apparatet vise udslag på 5-6 meter, når vi blot stikker måleapparatets prøveledninger ned i lidt almindeligt sand fra Saltum Strand.

Jo, han ku’ godt, den gamle Magister! Kom selv ned og kig!

Malt-Thammes’hus, som blev revet ned ca. 1933, hvorefter Posthuset blev bygget på samme plads til Oluf’s bryllup 1934