Modtaget fra tømrermester Hans Poulsen, Kaas
VENDSYSSEL TIENDE 6-5-1962.
Man tør glæde sig ved livet, når man også tør se døden.
Den 81 årige tandtekniker Thomas Klitgård i Saltum lærte i en begivenhedsrig ungdomstid og en lykkelig manddomstid at glæde sig ved livet som en gave.
Umiddelbar livsglæde er en naturlig sindstilstand hos børn men trods megen tale om udbredt surhed, dårlige nerver og andre følger af tidens jag træffes den heldigvis også hos voksne i alle aldersklasser. Måske er det betegnende at disse voksne samtidig har bevaret noget af barnets på en gang følsomme og frejdige sind.
Det er værdifuldt når man vel at mærke forstår at skelne mellem det ægte barnlige og det barnagtige. Det er blevet noget f en kliche at tale om ”alle raske drenge mellem 5 og 75 år” men udtrykket har dog en vis gyldighed. Kun kan det blive nødvendigt at flytte aldersgrænsen endnu nogle år op. Man har bevis for det i Saltum.
Beviset er den 81 årige tandtekniker Th. Klitgård. Naturligvis kan alderen ikke helt skjules for når han kommer med det der i en politiraport ville kaldes jævn frisk fart i en knaldrød lav sportsbetonet sedan standser og hopper ud stadig i jævn frisk fart ville man dog anslå ham til at være en mand der stærkt nærmede sig de 60. Når man taler med ham vil man indrømme at han faktisk er en frisk mand – i betragtning af de 60.
Stak af til Amerika som 17 årig.
Men Klitgård har næppe i sit 81 årige liv 20 år som han vil have undværet. Han har taget en dag ad gangen nydt den og ved aften lagt den til sin alder og glædet sig til den næste morgen at begynde på en ny dag.
Han møder stadig livet med den samme nyfigenhed og eventyrlyst som fik ham til som 17 årig at løbe af skrædderlære og stikke af til Amerika. Nu kan man nok af hans på engang drengede friskhed og robuste mandfolkevæsen se, at det var galt at sætte ham i skrædderlære, men faderen var skrædder i Tranum og skrædder skulle drengen også være. Han var også nær blevet det for først tog faderen ham i lære og dernæst blev han sendt til Ålborg som forbundter hos en skræddermester der.
Nål og tråd var dog ikke nær nok til at give ham udløsning for de unge uprøvede kræfter. Der skulle mere til og det fandt han i atletklubben, hvor han ivrigt dyrkede både vægtløftning brydning og gymnastik. Det var også der han traf den kammerat der gav ham rejsegriller i hovedet. Kammeraten var begejstret for Amerika og de var enige om at udvandre. De kom også af sted begge to, men ikke sammen.
Nabo til indianer-reservat.
I 1897 rejste Klitgård som 17 årig til Amerika hvor han opsøgte en farbror der var farmer i South Dakota. Han var måske på sin vis lidt doven den farbror, men han forstod at tjene penge fortæller Klitgård. Han havde sin farm lige op mod et indianer-reservat. Huset vat et træhus der tidligere havde været brugt til skole og det havde den fordel at det kunne flyttes, når man efter et sindrigt system fik anbragt en vogn under hvert hjørne og forbundet disse med nogle svære dragere.
Det var en fordel for den måde han drev farm på. Han dyrkede selv 160 acres land, men holdt omkring 230 kreaturer, hvoraf kun en snes var malkekøer og resten fedkvæg. Det var af hensyn til fedekvæget han gerne ville være nabo til indianerne og efterhånden som reservatet blev gjort mindre og grænsen flyttet flyttede han med for han var gode venner med indianerne og havde lov til at lade kvæget græsse på deres arealer.
Og det kunne nok lade sig gøre i al fredsommelighed?
Ja det kunne. Disse indianere der hovedsagelig var af Sioux stammen var dejlige mennesker. Jeg besøgte dem sammen med min fætter. De var reserverede og fåmælte og trak sig hurtigt tilbage. Næste gang foreslog min fætter at jeg skulle prøve at lave gymnastik for dem. De blev interesserede, men resultatet var alligevel det samme, lidt efter lidt forsvandt de.
Blandede blod med høvdingesøn.
Det gentog sig nogle gange og blandt de yngre indianere var der en ung mand fra en anden stamme. Hans far havde været høvdingmen var død og han var nu optaget i denne stamme. En dag gik vi en tur sammen på prærien. Han var fåmælt som de andre, men pludselig standsede han tog en nål frem stak sig i hånden så blodet dryppede ned i støvet. Derefter rakte han mig nålen og pegede på bloddråberne. Jeg blev klar over at jeg skulle gøre det samme. Vi skulle blande blod.
Virkningen udeblev ikke. Da vi kom tilbage til lejren lagde han en arm om mine skuldre og pludselig stimlede indianerne sammen om os. For første gang talte de engelsk til mig. Det blev indledningen til et trofast venskab, og ingen kan være mere trofaste eller vise større sammenhold end indianerne.
Hvor længe blev de der?
Jeg blev på farmen et års tid. Da jeg fik et slemt tilfælde af solstiksagde lægen at jeg måtte søge andet arbejde. Så rejste jeg først til en faster der var gift med en tandlæge i Del Rapid. En tandlæge i Amerika lærer sit fag på fire år som et håndværk og hvert år afsluttes med en eksamen. Nå, der fik jeg lyst til at lære faget der altså omfatter det der her hjemme er tandlæge arbejde og det der er tandteknikkerens arbejde. Der blev jeg i tre år og var så igen på farmen en tid indtil jeg rejste hjem i 1902.
Ballade i Saloonen.
Men venskabet med indianerne ?.
Jeg besøgte dem af og til mens jeg boede i Del Rapid. Men jeg skal ikke fortælle for meget om indianerne for folk tror ikke gerne på noget de ikke selv har erfaring for. Men de er trofaste ud over alle grænser. Mens jeg først var på farmen skulle min fætter og jeg en dag til byen med korn. Da vi havde læsset af gik vi ind på en saloon og her mødte vi en neger Joe Hyntemeyer, som jeg kendte da vi tidligere havde konkurreret med hinanden i atletik. Han var specialist i kuglestødning. I en saloon var den ene side altid tom gulvplads og vi løb og slog kraftspring og lignende. Så prøvede vi håndstand op ad væggen bøjede armene og hævede os op igen. Det vil sige han gik lige på næsen – og så kom jeg til at grine.
Det skulle jeg aldrig have gjort. Lidt senere spændte min fætter for mens jeg sørgede for nogle indkøb, men da jeg var på vej tilbage slog han mig ned bagfra. Det fik indianerne at vide og hver aften rejste der på skift to mand til byen for at passe negeren op. Han skulle lide straf efter deres særlige regler og det betød i dette tilfælde at han skulle have været bundet til halen af en hest og på den måde slæbes ud af byen. Det hørte jeg først lang tid efter og jeg var lykkelig for at de ikke fandt ham. Men så gode og trofaste venner som indianerne finder man ikke i hele Europa.
I mellemtiden blev pigen jordemoder.
Hvorfor rejste de i det hele taget tilbage til Danmark.
En dag ude på farmen var jeg kommet til at fortælle min fætter om en dansk jul. Jeg havde ikke længtes før, men nu gjorde jeg pludselig og min fætter fik lyst til at opleve en dansk jul. Da gik vi hjem og sagde det til hans far. Han sagde straks ”rejs” og jeg vil give jer en skilling til hjælp hvis i vil love at komme tilbage med en dansk kone.
Lykkedes det så ? Ja for min fætter, han fandt en pige i Danmark og rejste tilbage til farmen med hende.
Og de fandt ingen?
Jeg havde fundet en pige inden jeg rejste til Amerika. Nu var hun i mellemtiden blevet jordemoder og så ville hun ikke med til Amerika. Vi blev gift i 1902 og jeg arbejdede med mange forskellige ting inden jeg i 1921 fandt på at jeg ville til Amerikafor at blive færdig som tandtekniker og supplere op med det nye der var kommet til. Så rejste jeg og tog vores ældste datter på 18 år med. Jeg blev der i otte måneder og rejste alene tilbage. Pigen? Ja hun giftede sig med en ung farmer hun traf derovre. Han var fra Tranum. Nu er hun gift med en entreprenør – og han er her fra egnen. De var sidst hjemme til vores guldbryllup i 1952.
Høvdingens korte tale.
Besøgte de indianerne i anden omgang?
Ja og det er blandt andet derfor jeg tør sige at de er trofaste. De måbede da jeg pludselig dukkede op på en motorcykel. Den gamle høvding sagde bare ”Klitgård”. Pludselig satte de sig i en kreds og høvdingen betydede mig, at jeg skulle sætte mig ved siden af ham. En dreng kom med en stor majspibe som høvdingen og jeg først røg på hvorefter den gik kredsen rundt. Så rejste høvdingen sig og holdt den korteste og mærkeligste tale jeg nogensinde har hørt. ”Vores ven er kommet” der lød en mumlen rundt i kredsen ”Har han nogensinde skæmmet vore piger” ny mumlen ”Han er en af vor egne” En ny mumlen afsluttede den korte tale hvis enkle sprog tydelig fortæller hvad der er det værste man kunne krænke stammens ære ved.
Da jeg rejste hjem til Danmark fra Del Rapid havde indianerne skaffet sig at vide hvornår toget gik. Da jeg sad i toget fik jeg pludselig øje på en gruppe indianere der stod ved landevejen på den anden side af sporet. De ville hilse farvel på deres måde og på vejen stod to af deres flotteste heste. Da toget satte sig i bevægelse sprang to indianere på hestene og fulgte i strakt galop toget et langt stykke på vej. Det var et flot syn – og det var rørende.
Elsker livet og fart.
Klitgård kan fortælle fordi han har oplevet meget, fordi han interesserer sig for mennesker omkring sig og for alt hvad mennesker beskæftiger sig med. Han kan fortælle sjove historierom de snesevis af biler han har haft fra tiden før han fik sit første kørekort og til i dag da han stadig elsker biler med temperament og fart i. Men hans interesse er alsidig fra have og drivhus til porcelænsmaling som han begyndte på for få år siden og nu behandler med virtuositet.
Hvordan bliver man gammel og bevarer et ungdommeligt humør ?
Jeg har haft et godt helbred. Det kan man ikke gøre så meget til selv, selvom jeg har interesseret mig for at leve som man skal – sundt og godt. Men jeg har tit tænk på at mange mennesker kunne have det anderledes hvis de selv ville. Der er så mange der er nedtrykte, ængstelige, bekymrede og mange går tristespekulationer over hvornår og hvordan de skal dø. Man skal jo bare leve sådan at man også tør dø.
Hver dag er en glæde.
Hvordan gør man så det?
Hvordan ??? Jamen – vi har da vores bibel og der er undervisning nok i den retning. Men vores kristendom er ofte gjort så forkludret. Man har gjort den til et åg , men det er jo en glæde, at man kan rejse sig og takke for en ny dag.
Jeg fryder mig hver dag over livet og glæden over livet, er det sidste jeg ville undvære. Vi skal ikke gå med hovedet nede ved det tredje knaphul i jakken. Så er der jo heller ikke andre der får del i vor glæde.
Vi er sat her for at leve, men ikke for at leve evigt her. Der kommer noget efter dette. Men her må vi glæde os over livet og vi er sat her for at hjælpe hinanden med det.
Vensyssel Tiende 29-11-1952
Torsdag den 4. December fejrer Tandtekniker Th. Klitgaard og Hustru. Jordemoder Margrethe Klitgaard, Nr. Saltum, Guldbryllup. Man vil knap tro det kan være rigtigt, at disse to ungdommelige Mennesker har været gift i 50 Aar. Begge staar de midt i Arbejdet, Klit- gaard har i Sommer indrettet en moderne Tandklinik i det nye Hus. som Ægteparret er flyttet ind i, og Jordemoderen varetager stadig sin Gerning paa bedste Maade. For over 30 Aar siden kom Ægteparret til Nr. Saltum. Klitgaard har to Gange gjort Turen til Amerika, hvor han har høstet rige Erfaringer, og hans Fortælleevne er velkendt. Fru Klitgaard har skaffet sig mange Venner ved sin Hjælpsomhed over for sine Patienter.
Ægteparret har tre Børn, af hvilke en Datter, som rejste til Amerika for 33 Aar siden, er kommet hjem i disse Dage for at fejre Festdagen og Julen sammen med sine Forældre. en
33
En noget mærkelig mand døde i december 1901 i Skærum.
