Et besøg hos den gamle Vendsyssel-digter Jens Thise, der fortæller om sin dialektdigtning, sin tilknytning til husmands-bevægelsen og om tørvegravning i vildmosen i gamle dage.
Ved Johs. Møller, Hjørring.
Man modtager et indtryk af god, gammeldags hygge og umiddelbar hjertelighed, når man besøger den gamle Vendsyssel-digter Jens Thise i hans hjem i den lille by, han har taget navn efter. Jens Thise besidder en stilfærdig venlighed og et ægte vendelbolune, som får én til at befinde sig godt i hans selskab. Skønt han for et par år siden har passeret de 80, er Jens Thise stadig i fuld vigør og forbavsende ånds- frisk. Han følger med i alt, hvad der foregår, og der afholdes næppe mange større festligheder i Vendsyssel, hvortil han ikke har skrevet en sang eller er indskrevet blandt de officielle talere.
Størstedelen af Jens Thises forfatterskab er på vendelbomål. Han er den digter i Vendsyssel, der mest konsekvent og med største succes har skrevet på landsdelens eget mål. Han har derved indlagt sig stor fortjeneste. Selv om vendelbomålet sikkert vil være en af de dialekter, der sidst forsvinder, vil heller ikke det kunne holde stand overfor bysproget i det lange løb. En gradvis sproglig nivellering er uundgåelig, og efterhånden som den skrider frem, vil man mere og mere forstå værdien af den indsats, Jens Thise har gjort ved i sit forfatterskab at bevare en stærk og særpræget dialekt fra glemslen.
Men hvordan kom De egentlig ind på skriveriet?
Mine første penge som skribent tjente jeg ved at skrive en stil for en pige, mens jeg gik i skole. Det var en stil om elefanten, og jeg fik fem øre for at skrive den, slet ikke så ringe en betaling den gang. Da jeg havde skrevet pigens stil, blev jeg bange for, min egen skulle blive dårlig, hvad den også blev. Hendes blev rost og læst op, men det omfatter hans forfatterskab indtil nu 34 bind. Mange af hans bøger er kommet i store oplag, men da det meste altså er på dialekt. Først og fremmest i Vendsyssel, han læses. Derimod opføres Jens Thises komedier overalt i landet, ja, de er endda nået så vidt som til Amerika, hvor de er blevet spillet af de danske i Racine. Gennem årene har Jens Thise også været en meget søgt foredragsholder og oplæser. Han har holdt ialt 1600 møder, og han har ført bog over dem alle. I 28 år fra 1893-1921 drev Jens Thise den gamle slægtsgård i Thise. Den videredrives nu af en søn, som repræsenterer femte generation på gården. Det er den gamle digters højeste ønske, at gården endnu mange år må forblive i slægtens eje. Skønt gårdmand har Jens Thise livet igennem haft megen kontakt med husmandsbevægelsen. Vi kommer ind på denne som forskellige andre sider af hans virke i den efterfølgende samtale, som den gamle digter indleder med at fortælle lidt om sit syn på dialektdigtningen.
Vendelbomålets skønhed og styrke.
Når jeg begyndte at skrive på vendelbomål, var det, fordi jeg syntes, bondens væsen åbenbarede sig stærkest og smukkest her. Skulle bonden til at bruge rigsmål, stod han straks mere usikker, han var ikke sig selv som i dialekten. Den egentlige inspiration til min dialektdigtning fik jeg af lærer Åge Larsen Grønborg, Vråkredsens før- ste folketingsmand. Han gjorde i sin tid en del optegnelser her fra egnen på vendelbomål. Disse optegnelser stiftede jeg bekendtskab med lige efter konfirmationen, og jeg syntes, det var noget så herligt sådan at læse noget på vores eget mål. Jeg besluttede, at hvis jeg selv kom til at skrive engang, så skulle det være på vendelbomål. Selvfølgelig havde jeg længe været fortrolig med Blichers,
Æ Bindstouw” og lært at holde af dialekten her, men jeg havde aldrig været klar over, at vendelbomålet ejede den samme skønhed og styrke. Man kan måske nok sige, at vendelbomålet er noget hårdt i det, men det rummer også mange fine nuancer og overgange. Det er altid faldet mig let et så stærkt indtryk på mig, at jeg måtte skrive om den. Mange af os unge mennesker, der var med på turen, havde aldrig været så langt syd på. Alene fra Ålborg til Silkeborg tog det den gang 13 timer med tog, og endda syntes vi, det gik vældigt hurtigt. Senere kom der nye oplevelser til, og jeg begyndte at skrive for alvor. Min far der var veteran fra 48, havde engang besøg af en gammel krigskammerat, og gennem deres møde og de krøniker, de udvekslede, fik jeg stoffet til min første bog,,,Niels Klinker”. De fleste af de skikkelser, jeg har skildret, er efter levende model. Meget stof og mange ideer har jeg fået på de man ge møder, jeg har holdt i årenes løb. Her har jeg lært en masse mennesker at kende og fået indblik i mange menneske-skæbner, som jeg så senere har benyttet i mine bøger.
Mange kapitler har jeg siddet og formet i hovedet, mens jeg kørte mælketur til V. Hjermitslev. Når jeg kom hjem fra mejeriet, skulle jeg altid straks ind til skrivebordet og arbejde. Det hændte jo nok, at folk måtte ud på vejen og råbe efter mig for at få fat i deres mælkespande. Sommetider var man jo så langt henne, at man glemte at sætte mælken af.
Hvilken af Deres bøger sætter De selv højest.?
Jeg holder mest af de fire bind, de ɔm- sognefoged-bøgerne efter min egen mening det bedste i mit forfatterskab. Jeg har her skildret kampen mellem de unge og de ældre, som den formede sig på landet før i tiden, hvor de gamle gerne ville Sille formyndere for de unge, når det gjaldt giftermål og den slags ting. I bøgerne gør de unge, bravt støttet af den derved Niels Røgter, oprør mod formynderne, og det ender med, at de gamle må give sig. Jeg har altid været Pungdommens parti, og derfor var noget af det, der glædede mig mest, da jet for et par år siden fyldte 80, at ungdommen her i Thise hyldede mig med fakkeltog. Det er en af mine lykkeligste oplevelser.
Må vi få en karakteristik af Vendelboerne.
Vendelboerne var før i tiden meget mere særprægede, end de er nu. Den større kontakt med det øvrige land, som forbedringen af samfærdselsmidlerne har medført, har bidraget at udsletteejendommelighederne.
Jeg synes heller ikke, hjælpsomheden og samhørigheden er så stor nu som i gamle dage. Af naturen er Vendelboerne egentlig meget forsigtige.
De giver ikke deres mening til kende sådan lige med det samme. Ofte skjuler de den i en god del lune og ironi. Men ellers plejer jeg at sige, at vil man være gode venner med Vendelboen, så skal man rose kone og hans klappe hans heste.
Man siger jo også, at Vendelboerne er stædige?
Jeg vil snarere sige, at de kan være rethaveriske. Vendelboerne står stejlt på deres ret. De koster hellere mange penge på retten, end de frivilligt giver afkald på den. Af den grund har der heroppe været megen strid om småtterier, som godt kunne være undgået. Men til Vendelboernes gode egenskaber hører dog en vis godmodighed trods alt.
De har haft en del at gøre med husmandsbevægelsen?
Ja, da husmandsbevægelsen dukkede op her i Vendsyssel, var der jo nogle, der mente, den ville danne skel, men jeg så nu sådan på det, at der måtte være noget, vi kunne være fælles. les om, husmænd og gårdmænd. I 1907 havde vi en af husmændenes pionerer, P. Nalholm, Tårs, heroppe og holde foredrag om bevægelsen, og kort tid efter blev der stiftet en husmandsforening her i sognet, af hvis første bestyrelse jeg blev medlem. Da jeg afstod gården til min søn og flyttede herned i huset, blev jeg valgt til formand for husmandsforeningen, og senere har de udnævnt mig til æresmedlem.
I 1909 kom jeg i forbindelse med Chr. Andreasen, Starkær ved Fjerritslev, og han fik mig med som referent og oplæser på en række husmandsrejser. Det var tre dages rejser rundt omkring i landsdelen eller til Thy, hvor husmændene dels besøgte byerne, dels andre husmandsbedrifter, hvor der var noget at lære. Sidst i tyverne blev jeg leder af husmandsrejserne her i Vendsyssel, og jeg kom den gang i kontakt med Andr. Søndergaard på Mors. Han hjalp mig med at tilrettelægge rejserne derop, og jeg gemmer fra den tid breve fra ham, hvor han udtrykker sin glæde over vort samarbejde ved rejserne. Vi har vedligeholdt forbindelsen siden. På husmandsrejserne trat jeg mange gode venner, som jeg stadig har kontakt med. For mig blev disse rejser en fornøjelig oplevelse. Husmændene kunne måske nok lære et og andet på den måde, men først og fremmest betød rejserne en lille pause i den daglige trummerum, og det var ikke det mindst gode ved dem. Vi havde det svært hyggeligt og kammeratligt. Jeg kan i det hele taget sige, at husmandssagen al tid har stået mit hjerte nær. Det var en stor begivenhed, da Hammelmose-gårdene her i sognet blev udstykket i 1922, og 42 nye husmandsbrug blev oprettet på de gamle hovmarker. Jeg synes, det er noget så opløftende, når man står heroppe på Thise bakker og ser ud over alle disse brug, det er en virkelig glædelig udvikling, der her er sket. Og dygtige folk er de jo, nybyggerne, som vi stadig kalder dem. De tager gerne alle præmierne ved skuerne.
De har også haft lejlighed til at følge de forandringer, der er sket i Vildmosen i årenes løb?
Ja, jeg er jo så at sige nabo til den. Noget af det første, min bedstefar og jeg kom op at trækkes om, var forresten Vildmosen. Min bedstefar var meget bibelstærk og mente ikke, der kunne være tvivl om, at Vildmosen havde eksisteret lige fra verdens skabelse. Men da jeg så begyndte at gå i skole, blev jeg jo et bette korn klogere, og jeg sagde så til ham, at det ikke var rigtigt, Vildmosen havde eksisteret fra begyndelsen af.
Ih, sikke da noget sludder, dreng, sagde min bedstefader. Du ved da, Vorherre sagde, at alt var såre godt, og det kunne han da vel ikke have sagt, hvis Vildmosen havde manglet”,
Før i tiden var Vildmosen jo een stor ødemark. I 1912 var det sådan, at der Ålborg soldater ikke turde gå over den, så fyldt var den med livsfarlige huller og alskens djævelskab. Men en stor dag. var det jo, når vi skulle i Vildmosen og grave tørv om foråret. Kvaliteten af tørvejorden var jo langt fra lige god alle steder, så det gik gerne til på den made, at der blev trukket 10a om de forskellige stykker. Man skulle så betale for hver favn, man fik tildelt. Nar det var dårlige stykker, der blev ud- budt, var der jo gerne en ret trykket stemning blandt folk, men engang kan jeg huske var der da en, der slog en mægtig latter op, da han trak et ringe stykke jord. Nå, endelig var der da een, der kunne ta’ det med nu mer,” blev der sagt. Ja, de’ ka’ a sait,” sagde den pågældende, for de er te mi’ nåbo, og a unde ham’et godt.”
Nu er der jo blevet kultiveret og anlagt makadamiserede veje gennem mosen og der hviler ikke den samme mystik over den som før i tiden, hvor der om foråret var en stor, svovlagtig. tåge over det vældige areal, som kunne fylde én med de særeste anelser. I min barndom brændte det i vildmosen næsten hvert år, men det oplever man jo heller ikke så tit mere. Nu er det jo Centralgården, der er den store attraktion.
De har aldrig kunnet tænke Dem at leve andre steder end her i Vend- syssel?
Nej, jeg har modtaget så megen velvilje og forståelse her blandt mine egne, at jeg ikke kunne tænke mig andre steder. Mine følelser overfor denne landsdel har jeg engang udtrykt sådan i et bette vers:
Vendelboens land, her stod min vugge. Din natur har stemt mit sind til sang. Du kan tænde smilet, øjet dugge. På din vang jeg skønne blomster pluk- ked’. I dit skød jeg gemmes skal engang.
Johs. Møller.
VENDSYSSEL
Jeg elsker min hjemstavns jord, stormosens vidder, den lyse eng, hvor viltert jeg leged’ som dreng blandt tuer, hvor lærkerne bor. Jeg fik i en forårsregns bløde min dåb, mens det gærede’ af grøde fra plovfurens muld, og drømmenes guld gav sang til hver dirrende streng.
Her en flot samtale med fhv. formand for tømrernes fagforening i Hjørring. Kaj er nu blevet 87 år og stadig still going strong og har gennem mere end 25 år haft sig gang på Håndværkernes hus i Hjørring, hvor han er Æresmedlem.
Læn jer tilbage i stolen og lyt til en flot samtale om Kajs liv fra barn og opvokset på landet på gården Ny Boller ved Taars, blev senere tømrerlærling og svend, men organisationsarbejdet fik hans interesse og det senere fagforeningsarbejde gav ham mulighed for at være med i den politiske tops bagland i Hjørring Kommune – En af de personer der sad bagved og trak i trådene. I dag bor Inga og Kaj i dejlig bolig i Hjørring og nyder pensionisttilkværelsen.
Der en 5. Januar 1909 blev Julianus Hastrup Plesner kaldet til sognepræst for Vrensted-Thise menigheder- efter Meninghedsraadets Indstilling. Det var kun lidt man på forhånd kendte til den nye Præst; men det var betryggende at vide, at han var runden af en god Æt, og det viste sig ogsaa snart, at han ikke var vanslægtet, men forenede baade Klogskab og Hjertelag, selv om det en enkelt Gang hændte, at hans stærke Følelser løb af med ham, og Klogskabens Bremseklods ikke faldt til i Tide. Men selv om han i Øjeblikket følte sig skuffet, ledte han til Gengæld efter undskyldende Momenter hos Modparten saa længe, til Skuffelsen var bortvejret.
Den gamle ærværdige vor Frue Kirke var fyldt til sidste Plads den Søndag, da Pastor Plesner blev indsat i sit nye Embede, og da han i Følge med Provsten gik op ad Kirkegulvet, var der noget i baade Smil og Blikke, der fortalte, at her kom en god og varmhjertet Mand, og i denne Tro bestyrkedes man yderligere, da han stod paa Prædikestolen og nedbad Guds Velsignelse over sin fremtidige Gerning her paa disse Egne, bad om at faa Lykke til at forkynde Guds Ord purt og rent og paa den rette Maade, saa han ydmygt men frimodigt kunde gaa Guds Ærinde. Ja, da følte man, at det for ham var mere end et Mundsvejr, og at Menighedens første Møde med sin nye Præst var bleven indledet paa en smuk og tro. hjertet Maade. Det viste sig snart, at Pastor Plesner var en Mand med Interesser og gerne vilde leve med i Menig- hedens praktiske Gøremål og paa mange Omraader være den til Nytte..
Julianus Hastrup Plesner, født i Vedersø 24/9 1859. Søn af Sognepræst Johan Frederik Plesner og Hustru Lucie Marie Hastrup. Student fra Viborg 1879. Lærer ved det Westenske Institut 1880-85. Kandidat 26/6 1886. Lærer paa Askov Højskole September 1887. Sekretær ved Skoleafdelingen paa den store nordiske Udstilling i København 1888. Kaldet til Sognepræst i Brande 21/6 1890 -til Eltang 28/3 -forflyttet til Østbirk 21/10 1899, 1905 og til Vrensted-Thise 5/1 1909.
Siden 1912 Medarbejder ved Liselund Menighedsskole (Tidens Samfundsspørgsmål) og har skrevet: En folkelig Nytaarsgave 1907. .Venstrebevægelsen” skrevet til Liselundbogen 1912. .Kirkesognenes ældgamle Ret” 1916, samt flere Artikler i Vor Ungdom”. Højskolebladet” og Dagspressen. Gift 10/10 1890 i Vedersø med Ane Marie Pouline Thomsen, født 22/10 1864 i København. At Pastor Plesner var rundet af en god og agtet Slægt der i flere Generationer med Dygtighed og Begejstring havde levet med i Tidens kirkelige og folkelige Rørelser, fremgaar tydeligt af Pastor Sanvads Omtale af den Ples grundvigske Hjem. Sjette Bind, hvor Hjemmet i Vedersø nerske Slægt i Dr. H. P. B. Barfods Minder fra gamle Præstegaard skildres indgaaende. Her fortælles bl. a., at her ude i Vestjyllands barske Klima har fire raske Drenge boltret sig i Have, Mark og Enge som ved den nære Sø og gennem et udpræget Friluftsliv vokset op til viljestærke Mænd, der senere kom paa fremskudte Pladser i Samfundet. Den ældste Broder, Johannes, blev teologisk Kandidat, ledede i en Aarrække Kostskolen i Birkende og blev senere Forstander for Blindeinstituttet i Kobenhavn. Den næstældste, Julianus, blev efter flere Forflyttelser Sognepræst for Vrensted-Thise og tog herfra Afsked med Præstegerningen 1929. Den tredje, Ulrik endte som landskendt Arkitekt, den fjerde blev Landmand i Amerika, og Søsteren, Anna, blev gift med Pastor Balslev i Søndersø
Bedsteforældrene stammede fra Langeland. Bedste faderen, Ulrik Adoll Plesner var Provst i Humble, og Bedstemoderen en Datter af Godsejer Hastrup til Hjortholm. Det har maaske ikke været saa helt let i Begyndelsen for Godsejerdatteren fra den skønne, rige Ø at finde sig til Rette i de lave Præstegaardsstuer og den barske Vesterhavsegn, men det varede ikke længe, inden hunt fandt sig hjemme hos disse jævne Bonderfolk.
Pastor Julianus Plesner har i samme Bog givet et indtagende og stærk følelsesbetonet Billede af Barndomshjemmet i Vedersø Præstegaard og Livet, der levedes i Datidens grundtvigske Kredse, og den Inderlighed og Glæde der prægede deres Møder og Sammenkomster. Han fortæller saaledes:
Fader kunde gladelig ved 4 Tiden om Morgenen sætte sig i sin stive Vogn og køre de 6 Mil til Borbjerg og siden til Holstebro. Man føler endnu Glæden og Varmen 1 Vennelaget der, naar de omfavnede og kyssede hinanden, de stærke, prøvede Mænd, og ligesom ikke kunde slippe hinanden, men blev ved at se sig glade på hinanden. Men baade Hilsen og Blikke kom saa dybt inde fra, at man følte det dybe Fællesskab i Erfaringen af Synd og Naade som Baggrund for Venskabet. Det var Samfundsfællesskabet i Jesu Navn, saa umiddelbart, hjertelig ægte, der brød alle Skranker ned og aabnede for Sjælens Skatte i Gem.
Som alle rigtige gamle Grundtvigianere var Fader en Fjende af Forfinelse og Kælenskab. Han vilde Forædling og Hærdning til dansk, til stor og til herlig Ild, til Danmarks Frelse i Nødens Tid. Det var noget, Danmark skylder det første grundtvigske Kuld Tak for, og vi har ingen Skade af at drage os det til Minde. Der staar Poesiens Fest, Glans og Hjertets Fred over Barndomshjemmet. Der var Aand og aabent Hjertesamfund. Ingen derinde levede sig selv, men gav sig selv.
Længst i min Erindrings Baggrund ligger Faders og Moders Barndomshjem i Provstegaarden og Herregaaden paa Langeland med Lægmandsvækkelsen og Folkevækkelsen fra Tiden om 1848-højnet til vaagent dansk Aandsliv ved sjælsgreben Medleven i den Guldstrøm, der da bruste gennem Digternes Bryst med Livets evige Klang. Og saa Folkekampene 1848, da enhver sin Pligt forstod og gav med Vilje ren og god sit Guld, sin Kraft, sit Liv og Blod, hvor alle Faders og Moders voksne Brødre var med som Frivillige. Dette fik de saa i deres Hjem uddybet ved de tunge Oplevelser fra 1864, da Danmarks Vel lagdes alle saaledes paa Hjerte, at sidst man tænkte paa sig selv, men først paa dets Ned og Smerte, lutret ved indre Sjælekamp for ogsaa at finde Fred med Gud og Plads i de Helliges Samfund.
De fælles Minder fra Hjemmet i Humble gav os Fyrrernes Gennembrudsliv baade i Folk og Menighed. Lig fra Tiden, da Bedstefader blev Provst og kom til at staa som Skjold og Værge for den unge fynske Vækkelse. Endnu større Betydning fik det jo, da Bedstefader som kongevalgt Repræsentant for Landsbypræsterne kom ind i Roskilde Stænderforsamling ved Siden af Biskop Mynster som Repræsentant for Bypræsterne. Saaledes kom ogsaa det politiske Frihedsrøre lige fra dets Begyndelse med ind i vort Hjems Atmosfære som Del af vort personlige Liv. Til det kom saa den folkelige Vækkelse, som den medte os i den nationalliberale Bevægelse. I den del. tog alle Provstehjemmets unge med Liv og Sjæl, og det I sin rigeste Skikkelse som et aandeligt Gennembrud. Vort Hjem i Vedersø blev vel ikke saa meget et Samlingssted som et kært Tilholdssted for det vaagnende Menighedsliv i Egnen og for dets Talsmænd, der kunde vare saa velgørende forskellige, men lige saa velgørende fælles om det største og bedste. Agte og helstøbte Skikkelser, der kunde slaa Gnister af hinanden baade i Alvor og som dog kunde saa godt tilsammen. Jeg husker 1. Eks. fra Provisorietiden. Talen kom paa Berg og Estrup, og Bølgerne gik højt. Da falder Tante Marie ind: Aah, I med jeres Berg! Berg er en Kælling, der svigtede, da det gjaldt Grundloven. Nej, saa holder jeg paa Estrup, han er da et Mandfolk!” Det var nær ved at trække op til Storm, men saa faldt Fader tørt ind: Saa synes jeg saamænd, lille Marie, Du skulde faa dem til at gifte sig med hinanden!” Og Striden endte i den hjerteligste Latter.
Mange vil sige, at det var en Ulykkes-Tid, vi oplevede efter 1864. Det var en Alvorstid. Men naar jeg tænker paa, at det var min Barndomstid, og tænker paa Hjem og Vennekredsen om det, saa siger jeg: Det var en Lykke at opleve den Tid sammen med de levende i Landet! Og derfor er det ret, at deres Navne bevares i kærligt Minde for Enterslægten. De viste os, hvad det betyder at hvile i det bedste i sig selv og i Fællesskabet om det. Det lagde Højhedens og Ledighedens Gyldenskær over hver eneste af dem og Livet i Hjemmet. Vi er Smaafolk Sammenligning med dem. Men de gav os en rig Arv Gad vi ikke maa sætte den over Styr, men i Troskab mod den fostre en Slagt, der kan hæve Fædrenes Arv. Thi sandelig Arv maa stadig hæves paany.
Hvad der som Arv fra dine Fædre kom. tag selv i Eje, vil du fuldt den have, hvad ej du bruger, vil som Byrde trykke.”
(Goethe)
Naar jeg har gjort dette Uddrag af Pastor Plesners Barndomsminder fra den første grundtvigske Vækkelses- tid, saa er det fordi han i sin daglige Gerning viste, hvor stærkt han følte sig forpligtet af sin Slægts rige Traditioner. Jeg synes ogsaa, det paa en smuk og overbevisende Maade giver et godt Tidsbillede af Forholdene og den Begejstring og Glæde, der greb dem, der gennem den grundtvigske Forkyndelse var kommen til at tro paa Daabspagtens Ord som Ordet af Vorherres Mund givet til Trøst i Liv og Dåd. Det blev for dem et Mede med Lyset og Livet, de Tvillinger bolde og fik for mange i det daværende Slægtled saa indgribende Betydning, at det kom til at præge hele deres Liv. Ikke saat sært, at Lovsangstonen jævnlig bar Bud om deres Taknemmelighed. Sangen led fuldtonende ved Moderne, man sang ved Arbejdet, og man sang, hvor to eller tre var forsamlede i Haab om ogsaa paa den Maade at faa et Møde med Herren.
Det næste Slægtled søgte at udvide og forene den praktiske Dygtighed med de gamles Idealitet særlig gennem den stærkt om sig gribende Andelsbevægelse men det lykkedes ikke altid, selv om Devisen led paa Frihed og Fremskridt. Saltet havde mistet noget af sin Kraft, og det hjalp ikke, at man prøvede paa at erstatte dette med Snusfornuft og kold Beregning.
Det tredje Slægtled krævede Lys over Landet og Frihed for Loke saavel som for Thor. Man havde glemt Grundtvigs Ord: Lys uden Varme er Helvedes Kval”. Man holdt Møder og vedtog Resolutioner, og hver Resolution var et nyt Krav til Staten om at overtage mere Ansvar og flere Pligter og derved frigøre den enkelte for Byrden.
Skjoldborg har i sin Roman Bjerregaarden” skildret de tre grundtvigianske Slægtled: Bedstefader, Fader og Søn og kalder det ældste Slægtled: Den hvide Grundtvigianismen den, der forlenede dens Dyrkere med Freden med Gad, med sig selv og sin Næste. Denne Idealisme blev for hvert efterfølgende Slægtled mere udtyndet ved praktiske Garemaal for at imødekomme Fredens Krav. Men kun det ferste Slægtled havde haft den virkelige store Oplevelse og kunde vidne derom med den Tro og Kraft, d Skjoldborg har i sin Roman Bjerregaarden” skildret er overbeviser og fastholder.
Præsteparret Plesners lange velsignelsesrige Virke her er endnu de ældre i frisk Minde, og det er næsten, som dette med Aarene bliver mere nærværende og levende. Det kan maaske knibe lidt for den enkelte paa staaende Fod at udrede Grundene til denne Samhørighed, som oftest skyde sine friskeste Skud i Livets Brydningstimer, gor sin stille Vækst i Dagliglivets Travlhed og kan som naar Sorgen banker paa. Da folte man her, at Præste parret ikke alene levede med i Tidens Rare, men ogsaa Tid til at tage Del i de enkelte Hjems Glæder og Sorger
og bringe Hjælp og Trest i Nedens Stund. Men deres største Betydning ligger dog ikke mest i, hvad de sagde eller gjorde ved de forskellige Lejligheder, men mere i hvad de var, og det, der prægede deres daglige Gerning. Pastor Plesner havde mange Interesser, og baad Pastor Plesner og Frue og både mundtlig og skriftlig tog de ivrig Del i Tidens kulturelle og aandelige Strømninger. Og Frihedsmand, som han var, vilde han ogsaa gerne søge at sætte sig ind i Modpa tens Synspunkter og Bevisgrunde. Han var som tidligere nævnt i flere Aar Medarbejder ved Liselund Moderne og behandlede i sine Foredrag Tidens Samfundsspørgsmaal. Han skrev Artikler til flere Blade og Tidsskrifter samt forskellige Dagblade. Særlig i Vendsyssel Tidende har han slaaet til Lyd for forskellige Spørgsmål, som forhen havde været tildels upaaagtede saaledes om Kirkesognenes ældgamle Ret”..
Det kan maaske siges, at Pastor Plesners Grundighed i nogen Grad svækkede Virkningen af den Impulsivitet og Retsindsfølelse, der var Drivfjederen i Artiklernes
Frenkomst. Hos et Folkefærd kom han i nogen Miskredit, og det var hos Typograferne. Pastor Plesners Manuskript var ikke let at tyde. Der var saa mange Tilføjelser og Rettelser, thi han havde et fint Øre for Sproget og vilde, det skulde være smukt og korrekt. Men hans Tid var sa optaget, at han vist ikke altid naaede at renskrive Kladden til Artiklerne, men mente, at Typograferne nok kunde klare den. Det viste sig ogsaa, at de kunde, men det tog Tid
Han var ivrig Plantningsven og Havedyrker. Sammen med Gartner Lars Holmen, Lærer Jensen m. fl. fik han plantet Labælte om Byen, og Anlæget omkring Gade dammen blev fuldført, saa Partiet omkring denne og Kirken blev en hel Turistattraktion, og mange Foreninger og Rejseselskaber lagde Vejen om ad Vrensted. Naar et Hold rejsende Husmænd fra det sydlige Jylland og Damerne gæstede Vestvendsyssel, var det Vildmosen, der den Gang var under Opdyrkning, som havde særlig Interesse, og derfra videre til Nybyggerkolonien paa Hammelmose markerne. Den storslaaede Udsigt fra Thise Bakker var ogsaa med i Planen, og der sluttedes med selskabelig Sammenkomst i Pavillonen, hvor jeg som Regel var indbudt og fortalte Træk af Egnens Historie og læste et af mine Fortællinger og et Par Digte. Der overnattedes i Thise, og næste Morgen gik Turen til Vrensted, hvor Pastor Plesner holdt Morgenandagt i Kirken og fortalte dens Historie. Derefter var han sammen med Lars Holmen Foreviser af Anlæget og Præstegaardens Have, og Plesner demonstrerede som oftest nye Haveredskaber.
Sås spistes der til Middag i Præstegaarden for saa lille Betaling, at der vist næppe var Dækning for de indkøbte Varer. Der maatte absolut intet betales for Opvartning og Tidspilde. Det siger sig selv, at
Husmændene var begejstrede for den venlige Gæstfrihed, de mede ber, de følte, den var ægte lige fra de varme Smil Præsteparrets Velkommen og til den Glæde, der lyste over deres Aasyn, naar Føreren havde takket og sluttet. med et trefoldigt Hurra for det brave, gæstfrie Præstepar.
Et Aar husker jeg, at Plesner holdt en lille morsom Tale ved Middagsbordet og betroede Husmændene, at der blandt Opvarterne var en Fuldmægtig fra Kirkeministeriet en Feriegæst. Dette kunde tyde paa, at man ogsaa paa højere Steder var parat til at yde Husmæn- dene fuldt Honnør.
Rejserne sluttede som Regel i Løkken. Man vilde boltre sig i Vesterhavets Bølger, inden man drog hjem.
Fru Marie Plesner var sin Mands trofaste Medhjælp og sine Berns opofrende Moder. Hun var af gammel Sømandsslægt og fedt Thomsen. Hendes Fader døde tidligt, og Moderen giftede sig igen efter syv Aars Forløb med Kaptajn Johnsen, og dette bevirkede, at Fru Plesner indtil sit Giftermaal gik under Navnet Johnsen. Fru Plesner kom ikke saa tit ud til Beboerne, som hun gerne vilde, dertil lagde Hjemmet og den store Børneflok for stærkt Beslag paa hendes Tid. Og for sin Mand og sine Børn kunde hun ofre alt. Det er betegnende, at da hen des tre Sønner gik paa Gymnasiet i Hjørring, flyttede hun selv til Byen, lavede Maden til dem og hyggede om dem, for at de ikke skulde føle sig hjemløse. Opholdet strakte sig over to Aar. Det var den eneste Maade, hvorpaa det ved strengt gennemført Sparsommelighed kunde lykkes at bekoste Børnenes Uddannelse og sikre deres Fremtid. Ikke saa sært om disse med dybe, taknemmelige Følelser tænker tilbage paa det lykkelige Barndoms- hjem i Vrensted Præstegaard.
Der var noget i Fru Plesners rolige Færden i Hjemmet. der skabte Tryghed. Hendes Stemme var ikke kraftig. men gjorde særlig Indtryk ved sin Varme og blide Vellyd og var saa bøjelig, at den i høj Grad gjorde Samtalen levende og tvang Folk til at lytte.
Den ældste af Sønnerne, Johan Frederik, begyndte at læse til Dyrlæge, men afbrød Studierne og rejste til Argentina og er nu Landmand der, men fastholder sit danske Borgerskab og er dansk gift. Levi Plesner var Sømand med Liv og Sjal. Ved et længere Besøg her i Hjemmet blev han kendt med en Bondepige af god Familie de blev gift og rejste til Amerika. Levi Plesner var med i begge Verdenskrigene, men deltog kun i kort Tid i den første. Hans Skib blev taget som Prise, og han gik af som Kaptajn i Reserven og sejlede som saadan, in Amerika kom med i den sidste Krig, da kom han indi Flaaden og blev udnævnt til Kommander. Hans Sub blev torpederet flere Gange, men heldigvis kun med ringe Tab af Menneskeliv. Plesners Hjerte kunde dog ikke vedblivende holde til Spændingen og de haarde Strabader, og Lægen raadede ham til at søge Orlov. Han fik den, men kunde endnu daarligere udholde
Uvirksomheden derhjemme. Tanken var stadig derude, hvor han vidste, der kæmpedes paa Liv og Død, og til denne Kamp kunde han ikke være en ørkesløs Tilskuer.
Ja, det var herlige Dage, da vi havde Far her i Hjem met skriver hans Sen til Slægten i Danmark. Men Far var plaget af stor Uro. Pligten kaldte, følte han, og det var jo ikke hans Skik at gøre noget halvt. Efter en Uges Forløb drog han igen bort fra Hjemmet og overtog sit Skib, men døde faa Dage efter ramt af et Hjerteslag.” Der var en meget sympatisk Skildring i de amerikanske Bade af den varmhjertede danske Sømand, der blev past sin Post til det sidste. Det er den Slags Mænd, der er med til at kaste Glans over Danmarks Navn ude i Verden
Sønnen skriver: Sørg ikke! Far døde berømt og lykkelig Han var ved sin dristige Sømandsfærd med til at redde mange Mennesker. Vi er stolte af ham.” Senten var et Aar her i Danmark og blev konfirmere al Onkelen, Pastor Plesner, i Darum ved Bramminge, og man forstaar, at Sømandsblodet ogsaa ruller rask i Sen sens Aarer, han skriver: Jeg vil være Semand som Far. On tre Maaneder er jeg Officer af tredje Grad.” Tre Pastor Plesners Sønner har været ivrige Deltagere i Modstandsbevægelsen under Besættelsen. Ellers var vi jo ikke Plesnere,” forsikrer den ene. Datteren, Marie Plesner, er Lærerinde i Askov og bor der efter. Faderens Død sammen med Moderen.
Augusta Plesner er gift med Gdr. Hellis Søndergaard, Brande; hun er stærkt interesseret i Landbruget og tager ivrig Deli Foreningslivet paa Egnen.
Ulrik Plesner er Leder af Serumlaboratoriets Forsøgsgaard i Brøndbyvester. Helge Plesner var først Land- mand, men Søen drog ogsaa ham. Han kom paa Sømandshøjskole og blev Bedstemand paa en Skude, der sejlede mellem Sverige og Bornholm. Skuden led Havari og for liste en Stormnat ind under Jul. Dette tunge Budskab kunde ikke undgaa at kaste sin Skygge over Julen i Vrensted Præstegaard.
Karl Johan Plesner var først Præst i Argentina, nu i Darum, og Poul Plesner er Klitinspekter i Blokhus. Om dem alle gælder det, at de i deres Livsgerning har taget Slægtens gode Egenskaber i Arv og Brug.
I de første Aar af Pastor Plesners Virke i Vrensted- Thise blev der jævnlig afholdt kristelige og folkelige Møder i Præstegaarden-om Sommeren i Haven og om Vinteren i Konfirmandstuen eller inde i Præsteparrets private Lejlighed. Forstanderinde Eline Begtrup, Levring Højskole, der var en Ungdomsven af Plesners og havde været sammen med dem paa Askov, talte ved flere Møder. Det samme gælder Højskoleforstander Grenvald Nielsen, Vestbirk, hvor Plesner havde været Præst.
Det var hyggelige og gode Møder, som Beboerne gerne. overværede. Ogsaa her fra Thise modte en fast Stab. Efter Foredragene samledes man i Stuerne til Sang og Samtale, og der vankede som Regel en Kop Kaffe. Jo flere, der mødte, desmere lyste Præsteparrets Ansigter af Travlhed og Glæde. Men efterhaanden blev Tilslutningen til Møderne mindre, og disse derfor sjældnere. En ny Slægt i en udadvendt rastløs Tid stillede større Krav, end Præstegaardsmederne kunde tilfredsstille, lige- som ogsaa Tilslutningen til Foredragsmoderne i Forsam lingshusene svandt stærkt ind. Sporten begyndte at tage de unges Interesse, og Foreningslivet og Selskabeligheden de ældres mere end godt var.
Pastor Plesner holdt flere Gange Foredrag og Oplæsning i Thise Forsamlingshus og fik god Tilslutning. Men en Gang havde han dog spændt Buen for højt. Han holdi tre Foredrag over Goethes: Faust”. Og selv om han mente, de blev holdt i en populær Form, oversteg det alligevel de fleste jævne Tilhøreres Fatteevne. Da han efter Foredragene vilde efterspore Virkningen af sit Oplysningsarbejde og henvendte sig til en af de mest belæste Bendermænd, fik han det nedslaaende Svar, at denne var ikke blevet mere klog af det hørte.
Jeg husker ogsaa, at ved en af Plesners Bibellæsninger Thise Skole var der en hjemvendt Amerikaner, der følte Trang til at lufte sin Overlegenhed. Plesner kom med en Udtalelse om en Ting eller et Fremskridt, der mulig. vis vilde foreligge om hundrede Aar. .Saa er vi gåset, Hr. Pastor!” albred Amerikaneren med høj, forsoren Rest fra Baggrunden af Forsamlingen. Man trak uvilkaarligt. paa Smilebaandet, men var dog halvt forarget over denne barokke, malplacerede Afbrydelse. Dog fandt man det beroligende, at det ikke var en Indfødt, men bare en hjemvendt Amerikaner, der havde felt Trang til at agere
Mørk Mand
Skolens Arbejde havde Plesners store Interesse, og de halvarlige Eksamener var sande Festdage for baade Lærerne og Børnene som ogsaa for vi Medlemmer af Skolekommissionen, der overværede Eksamenen. Plesner kunde altid komme i Kontakt med Børnene og faa dem at lukke sig op. Og Lærerne havde til en vis Grad t Valg i det gennemgaaede Pensum og kunde tale om det med Børnene paa den Maade, der passede begge Parter bedst. Jeg husker særlig en Gang, han hittede pa at jeg skulde give Børnene en Stilopgave paa uforfalsket Vendelbomaal, som de saa skulde oversætte til Rigsmaal. Jeg var lidt ængstelig ved Opgaven, for selv om jeg vidste, at for de allerfleste af Børnene var Dialekten Hjertesproget, saa havde jeg med Vilje medtaget et Par karakteristiske Ord, som det nok kunde volde Hoved- brud at finde rammende Udtryk for i Rigsmaalet. Men Børnene klarede Opgaven fint, og Plesner var helt begejstret. Jeg var det ikke mindre paa min gamle Barndomslærers Vegne, selv om han i sin Tid havde skældt os ud for Tørvetrillere og Hvidkaalshoveder, men alligevel satte en ære i, at han mente at have lært os at tænke selv, eller rettere tænke før vi talte. At han ogsaa selv forstod at tænke sig om, naar det gjaldt Skolens ære, derom vidner følgende:
Der skulde efter Ministeriets Ordre udtages og ind- sendes Prøver paa ældste Klasses Duelighed i Regning og Stil, og Thise Skole var blandt de udtagne. Nu var Proven bestemt med saa kort Varsel og fastsat til en Dag, da Konfirmanderne skulde til Præst, saa Lærer Frederiksen ikke naaede at faa Bud til dem alle i rette Tid. Men Uheldet eller Lykken vilde, at det netop var de to daarligste Elever, Budet ikke naaede frem til; de endte derfor hos Præsten. Skolen kom i den bedste. Tredjedel. Ja, var det ikke besynderligt,” sagde Lærer Frederiksen med slet skjult Ironi, at netop de to skulde svigte, men vi klarede os endda uden deres Hjælp.”
Plesner var meget ude paa Sygebesøg og var altid en kær og ventet Gæst. Om Sommeren kom han mest med Blomster og havde altid selv en Blomst i Knaphullet. Han kom saa at sige med Duft af Markens Grøde og Livets Frodighed ind i Sygestuen og bragte i dobbelt Betydning godt Budskab. Saa sang han en Salme for eller sammen med den syge og fandt et eller andet i Salmen eller et Skriftsted, der blev Indledningen til en frugtbringende Samtale.
Pastor Plesner var Sportsmand. Mangen Sommersondag gik han den milelange Tur fra Vrensted til Eftermiddagsgudstjeneste i Thise Kirke. Sveddryppende og med Hatten i Haanden og Smilet i Behold naaede han frem i rette Tid, endda han sjælden fulgte den slagne Landevej, men absolut skulde skyde en Slags Genvej over Engene og Bakkerne. Han vidste godt, Vejen paa den Maade blev lidt længere, men den var mere interessant. Paa Hjem vejen gik han ind og besøgte syge eller gode Venner, og han var lige afholdt overalt.
En Søndag forlangte han mig efter Gudstjenesten til at følge med hen til et Par Folk, der vilde skilles. Manden var noget drikfældigen Omstrejfer, der hadede det regelmæssige Arbejde, men var godmodig af Temperement. Hustruen var Mormon, men ellers Skikkeligheden selv, men de mange Barn og Mandens Vagabondering havde tyndslidt Nerverne. Parret havde forsøgt flere Udveje paa at blive skilt, men uden Resultat. De havde kort i Forvejen besøgt et herboende Amtsraadsmedlem. og bedt denne tage Affære, men han havde henvist dem til mig jeg var Forligsmægler.
Jeg søgte at forklare dem, at naar et Amtsraadsmedlem ikke turde binde an med Sagen, kunde jeg da langt mindre. Jeg var ganske vist Forligsmægler i Tyende- og Aftægtssager, men ikke i Skilsmissesager, der battede min Lærdom nok for lidt. De maatte hellere se at forliges, og var dette umuligt, saa henvende sig til Præsten det var den rette Fremgangsmaade. Saa fik de en Kop Kaffe og et godt Ord med paa Vejen, men det hjalp altsaa ikke. Nu havde de fulgt mit Raad og henvendt sig til Præsten, og nu skulde vi i Fællesskab se at stifte Fred.
Da vi bankede paa Døren, led der et brøsigt: Kom ind Han er vist fuld i Dag.” hviskede jeg til Præsten. Min Anelse slog til. Da vi traadte ind i den lille, lav loftede Stue, sad Manden paa en Stol henne ved Kakkel. ovnen med Benene strakt vidtskrævende frem. Han forsøgte ikke at rejse sig, men strakte med en kongelig Bevægelse Haanden frem til Goddag. Ja, a er fuld i Dagi det skal int være nogen Hemmelighed, og Sandheden skal følges. Men I kan tage det ganske roligt bare rolig foran for I har int givet mig noget, saa det er int jerres Skyld, nej, det er s’gu int.”
Pastor Plesner prøvede at faa en Samtale i Gang og frittede om Grunden til Gemytternes Uoverensstemmelse. Det er sagt med faa Ord, Hr. Pastor. For Motter er Mormon, og a er Lutheraner. Og det kan De nok forstaa, Hr. Pastor, det kan int bliv ved at harmonere i Længden. Og hvad er et Ægteskab uden Harmoni? Kan De sige mig. det, Hr. Pastor? Nej, det kan De selvfølgelig int. A troede endda, det kunde ha’ gaaet et Stykke Tid igen, for a koble et nyt Testamente til hende den anden Dag: men hun er lige værkelig, saa vi kommer nok til at stoppe Forretningen.”
Men du glemmer at fortælle,” indskød Konen spagfærdigt, at det er dig, der drikker hele Fortjenesten op.” Hold Kæft, Kælling, det er mig, der har Ordet, og hvad jeg gør eller ikke gør kommer jo int Sagen ved. Man kan jo int slide hver Dag, og det man fortjener den ene Dag, skal man vel ha’ Tid til at fordøje den næste. Ikke sandt, Hr. Pastor? Den er De vist osse godt med paa. Og saa kan du her vendte han sit halvt for- tinnede Blik slovt mod mig, saa kan du skrive i Avisen, at a er fuld i Dag. Det skal som sagt-int var noen Hemmelighed, men a bebrejder ingen. Det er int jeres Skyld nænæ, nænej!”
Jeg tillod mig at bemærke, at Avisen kun ønskede Nyheder ikke aargamle daglige Begivenheder. Pastor Plesner og jeg var snart klar over, at her var for Tiden ikke noget at udrette. Jeg tror dog ikke, det kom til nogen Skilsmisse. Der blev vist ved at herske en væbnet fred imellem Parterne, indtil Døden skilte dem.
Vi havde her i Sognet tre unge, ugifte Lærere. Den ene var Kirkesanger, men det er en Selvfølge, at de alle 1 Sommerferien længtes baade hjemad og udad, men Kirkesange skulde jo ogsaa passes. Den gamle Første Je der ingen Udlængsel havde, var ikke skænket Sangens Gave Pastor Plesner henvendte sig saa til mig om at Inde Sangen i Ferietiden. Jeg var noget betænkelig ved hvervet, men syntes ogsaa, det var Synd at holde Laverne hjemme. Jeg stillede dog den Betingelse, at Pastor Plesner skulde læse Indgangs- og Slutningsbønnen Jeg syntes selv, jeg slap helt ordentlig fra det baade med Sangen og Messesvarene det var jo for Laubs Tid Men saa kom min værste Prøve. Der skulde en Søondag ved Barnedaab. Der var jeg ikke saa glad for at at si
Nødvendigheden bed det, og havde jeg sagt måtte jeg ogsaa sige b. Ja, jeg kunde jo sagtens hente Vand og sende Allerlysene, men jeg var langt fra sikker pat mine Amen’er vilde falde paa de reglementerede Steder, og det gjorde de vist heller ikke, men jeg haaber dog ake, at vedkommende Barn den Gang eller senere 1 Livet har lidt derunder.
1 Pastor Plesners Tid undergik Kirkerne i Vrensted og Thise flere Forandringer. I Vrensted fik man et Harmonium skænket af Bysbarnet og Sognets Macen, Sagfører Olesen, Nørresundby. Der kom en ny Altertavle, malet af Kunstneren Larsen Stevns. I Thise Kirke var der kommen Orgel. Et Krucefiks havde afløst den gamle we Altertavle. Den sjældne og meget kostbare Prædikestol, der havde en lige saa sjælden Plads tværs wwer Korbuen, var bleven restaureret af Nationalmuseet der Kunstmaler Termonsens Ledelse. Plesner var bange for, at Orglet skulde rent overdeve Sangen og komme ti at spille Herre i Stedet for Tjener, men denne Fryg vi alle sig siden at være ugrundet.
Per deltog gerne i Ungdomsforeningernes Arbejde og ved enkele Lejligheder holdt Fru Plesner Foredrag og indede Maderne, naar de holdtes i private Hjem, hvad de Gang var meget almindelig. Jeg husker saaledes en Aften i vort Hjem, hvor Fru Plesner talte for en talrig og lydhør Forsamling. Det var, som om hun som Kvinde og Moder havde et sikrere Instinkt og et rigere Følelses- liv at ose af end mangen Mand og derfor ogsaa de bedste Betingelser for at kunne forstaa Ungdommens Længsler og Forhaabninger. Det blev en god Aften baade for de unge og Hjemmet.
Pastor Plesner havde Følelsen af, at der var en Gradsforskel paa Folkekarakteren i Sognene. Vrenstedboerne var mest Forstandsmennesker, og i Thise havde Følelsen og Hjertelaget Overtaget, men han troede nok, at de første var de mest praktiske. Han drog den Slutning, at Forskellen muligvis bundede noget i det, at Gaardmandssønnerne fra Vrensted i sin Tid havde været paa Bjørnbakker højskolen i Brønderslev, og Thise Ungdom mest tog paa den grundtvigske Højskole i Stenum, og han tilføjede, at han ved enkelte Lejligheder tog Hensyn dertil i sine Prædikener og Lejlighedstaler.
Den gamle hævdvundne Skik, at Mændene tog Plads i Sydsiden af Kirken og Kvinderne i Nordsiden, var ved Skellet imellem de to Aarhundreder omtrent ophævet. Jeg tror, at de mange nybyggede Forsamlingshuse havde deres Part af Skylden, thi der blev Folk vant til at bænke. sig, hvor der var bedst Plads, og efterhaanden blev Skikken overført til Kirken, skønt der var som Regel alt for god Plads. Men man lagde ogsaa Mærke til, at Kvinderne tilsyneladende var mere modige til at gaa ind i Mændenes Stole end omvendt eller var det under Paa- virkning fra Mændenes Side? Dette lader sig næppe be- svare tilfredsstillende. Men den anden gamle Skik, at Mandene rejste sig op, naar Præsten gik paa Prædikestolen, maatte dermed opgives, thi det saa jo ikke godt ud, at den ene Part rejste sig, naar den anden blev sid- dende. Og stiltiende fejede Mændene sig efter Kvinderne og blev selv siddende.
Pastor Pommerencke følte sig derfor stødt over, da han Aar 1900 flyttede til Jerslev, at Skikken allerede der var gasset af Mode. Nej, der blev Mændene siddende saa støt, som de havde Enden skruet til Bænken, paastod han Indigneret.
I Vendsyssel Venstreblade har Lærer Chr. Krogh, Rubjerg, skrevet følgende Anmeldelse af »Stejle Viljer«:
En Fortælling om Vendelbosind kalder Jens Thise beskedent sin nye Bog. Og det er en Fortælling i egentligste Forstand. Jens Thise har jo nemlig, som vi alle ved, en forunderlig Evne til at fortælle saa det lyder for os, som det var en Saga, der fortaltes. Det er ikke sagt af Elskværdighed mod Forfatteren, men udsprungen af en umiddelbar Følelse, der trænger sig frem i ens Sind, naar man har haft Tid til at leve sig sammen med de Personer og med de Forhold Bogen skildrer. I hvert Fald har det slaaet mig, at netop saadan kender vi stejle Sind og stejle Viljer fra de gamle islandske Sagaer. Men saa er der noget mere: Jens Thises Livssyn er dybt forankret i den kristne Tro, og det maa og skal præge hans Menneskeskildring. Og en Ting til: Jens Thise forener paa en forunderlig Maade de unges Øjne med den gamles store Erfaringssum og milde forstaaende Dom. Det er, som intet menneskeligt er denne gamle, fremmed, kloge Thise Bonde. Han revser det opstyltede og forlorne, hvor han træffer det dog ikke bidsk og haanende men næsten venligt. Han har Evnen til at faa os til at holde ogsaa lidt af de mindst tiltalende Personer i sine Bøger. Ganske vist maa det siges, at >Læreren cand. mag. Sv. Øster- gaard, i Bogen er svag i Omridsene og omgivet med et stærkere Skær af Uvillie, end det ellers er Forfatterens Sædvane. Ganske vist kan Jens Thise have truffet men som Type er han ikke af den Slags, Forfatteren plejer at give os. Jeg synes, jeg kender alle de andre Personer mere eller mindre. Cand. mag’en har jeg derimod aldrig truffet paa. Bedst er naturligvis de Personer skildrede, som Jens Thise kender og holder af, af hele sit Hjerte. Den ene af Hovedpersonerne, Peter, er godt skildret. Han har Jens Thises Hjerte: noget drømmende med Sans for alt skønt omkring sig. Sans for Poesi og fus og en Elsker af Blomster. Han har nogle Egenskaber tilfælles med en ung Bonde, der for et Par Snese Aar siden gik omkring paa sine Marker oppe i Thise. Men bedst af alle er Peters Moder skildret. Saadan en Mor havde Logeaa Jens Thise, det har han- selv fortalt os i de prægtige Vers om sin Mor i Digtsamlingen »Muld og Mæles:
Mor, Mor! Dit Minde gror saa lendomsfuldt i Stilhed. Og Aar for Aar som Tiden gaar, du mere klar for Tanken staart i Myndighed og Mildhed.
Man aner, at der ligger virkelige Begivenheder til Grund for Bogens Skildringer. Jens Thise har mødt mange Mennesker og set mange Skæbner i sit lange Liv. Og selve den skæbne- svangre Konflikt, som Handlingen er bygget over, kan til enhver Tid tages ud af det virkelige Liv. Viljernes Stejlhed og Sindenes Ubøjelighed gør hver Dag de største Ulykker rundt omkring os. Men saa maa det siges, at den kvindelige Hovedperson, Marie, paa en måde kommer let noget let over den Ulykke, hun har ført over sig selv og andre. Hun lider ganske vist meget for sine Fejl, ment egentlig Anger over sin Handlemaade mærker man ikke. Og maaske kunde der ogsaa være Grund for hende til at angre, hvad hendes Ægteskab var blevet ogsaa for hendes Mand, han er dog et Menneske og ikke alene om Skylden for Skibbruddet.
Om Hovedpersonerne grupperer sig en Række Bipersoner. Og de er næsten uden Undtagelse taget lige paa Kornet. I faa Stre- ger ridser Jens Thise dem op: Sladderkællingerne af begge køn, de stortalende Gaardmænd, den spiritussælgende Købmand, de halvgamle Piger, der gerne vil have Peter til Mand osv. Jens Thise har aldrig sparet sine egnes, sine Standsfæller, men fortæller dem paa ægte Holbergsk Vis deres Fejl og Ska- vanker. Men heller ikke andre gaar Ram forbi. Lærerne for Eksempel, dem kender Jens Thise jo godt, og de faar ogsaa deres som de ogsaa kan taale! I det hele maa det siges, at Poul Marlos Omslagstegning af Kirken paa Bakken, hævet over Landsbyen, der ligger nedenfor, er et smukt Symbol paa Bogens Indhold: En Fortælling fra Landsbyen, hvor stærke Kræfters Spil under den rolige Overflade bliver synlige for Læserens Øjne paa en saadan Maade, at han føler sig nær knyttet og hørende sammen med det hele fordi det er noget af ham Og oven over Landsbyen staar Kirken- ikke alene som en dekorativ Bygning, men som Symbolet pas den Gud der raader over selv de mindste Skæbner i selv den mindste Landsby.
»Stille for Gud, min Drengel siger Moderen paa sit Dødsleje, »stille for ham, der sidder ved Smeltediglen og spejder efter sit eget Billede. Nu er hans Vilje snart sket med mig, og jeg haaber, at der endnu er en lille Gnist af det gudbilledlige tilbage, som den høje Mester kan kendes ved og glæde sig over.
Foruden 12 Komedier er dette den tyvende Bog, Jens Thise har udsendt. De fleste er paa vendsysselsk Dialekt og kendt af næ- sten enhver i Landsdelen. I disse Dialektbøger har vi Vendel- boer en stor Skat. Men jeg vil alligevel mene, at Jens Thises Digtning paa Rigssproget fuldt- ud staar paa Højde med Dialekt digtningen. F. Eks. Mosekongens Brude, der er skrevet paa Rigsdansk og udkom i 1906, er efter mit Skøn noget af det allerbedste, Jens Thise har givet os. Og af Jens Thises Digte er de, der er skrevet paa Rigsmaal, absolut de bedste. Mange Steder hæver disse sig til den smukkeske og skønneste Poesi, baaret som de er af Jens Thises umiddelbare, varme og dybe Følelsesliv.
Det er da at haabe, at Digteren paa Thise Bakker ikke lægger Pennen til Side, men endnu giver os meget skønt at glædes over. I Særdeleshed er der sikkert mange, der vil være glade for, om Jens Thise nu da det maaske kan siges, at han har gjort sin Skyldighed overfor Dialekten. vilde tage forskellige Problemer og i nogle Rigsmaalsbøger, som det er sket i >Stejle Viljer. Man har det bestemte Indtryk, at der ligger Guld i Barrer deroppe mellem Bakkerne i Thise. Vi har i Sandhed Brug for at faa det udmøntet.
Blodtud, bid i overlæben altså indenbords, skrammer ved og på kinden, i og omkring øjet samt diverse hudafskrabninger på hagen. Blå-anløbet overside på venstre hånd og langs håndleddet. Forslået venstre skulder, som dog ikke er brækket. Desuden en meget øm brystkasse – om jeg kommer til at ligne det svenske eller Ukrainske flag må tiden vise. Jeg fik ingen nattesøvn, men et stort indtag af smertestillende piller i den søvnfattige nat, skyllet ned imens min utrættelige vagthund Pluto vågede ved min side som en anden “vågekone”. Brillerne fik også ridser og skrammer.
Ingen større aktivitet, denne dag og ej heller dagen derpå – kun smerter og ærgrelse.
Heldigvis fik jeg sublim førstehjælp fra naboerne.
De bragte Isposer til åstedet og som medikamenter til den blødende tud og læberne og de udviste begge kærlig og outstanding imens den sprang frem og tilbage efter diverse hjælpeudstyr, så som ispose, spejl, viskestykke og fugtservietter. Tænk, at jeg som engang var den flotte elitegymnast var faldet og helt havde glemt, hvordan et perfekt kraftspring skulle udføres?
Min skæve version af den aldeles triste faldulykke!
Jeg er naturligvis meget ked af, at jeg slog mig så modbydeligt, men jeg er glad for, at jeg slap fra uheldet uden brækkede arme og ben eller at øje/øjne eller hovedet tog skade og ikke besvimede, som jeg gjorde for mange herrens år siden, nede hos bageren i nok omkring år 1973-1974, hvor jeg virkelig var knock-outet. Jeg vil sige, at jeg som sædvanlig, nok havde lidt for travlt. Jeg ville køre noget haveaffald ud til indkørselskanten, men inden da stødte jeg på en alt for lidt åben port, rammer med min højre fod, i et uopmærksomt øjeblik, porthjulet og bliver lynhurtigt lagt ned. Jeg vil vælge at sige, at det var min egen skyld — men hvorfor? Jo jeg havde glemt at fjerne en “mælkeBØTTE” lige ved lågen, sammen med alle de løst flyvende blade som sikkert kom fra naboerne indkørsler.
Hvorfor hedder det egentlig en MÆLKE bøtte?
Jeg er på det rene med, at saften ligner mælk, men hvorfra kommer den sidste del af navnet, altså BØTTE? I Sverige, har de valgt at kalde det en maskros, i stedet for mælkebøtte, løvetand eller fandens mælkebøtte. Maskros — betyder på svensk. Mask = orm, en sort glinsende mask/orm som nyder godt at mælkebøttens saft og Ros(e) tilskrives den aldeles flotte gule blomst med nektar. Planten er utrolig, men læs selv alt om dens liv nedenfor.
“Hej, jeg er Mælkebøtte.”
Mange mennesker kalder mig ukrudt, men jeg er en ven og kommer for at hjælpe dig! Når du ser mig, så husk at jeg er den ENESTE der vil og kan vokse på netop det sted. Fordi:
Enten er jorden for kompakt/hård/stampet og jeg vil løsne den for dig med mine rødder. Eller også er der for lidt kalk i jorden – bare rolig, det vil jeg supplere til dig med mine blade.
Eller jorden er for syret. Men jeg vil også forbedre det for dig, hvis du giver mig chancen. Jeg er her, fordi din jord har brug for min hjælp, så du lader mig gro uden at forstyrre mig! Når alt er ordnet, forsvinder jeg igen, det lover jeg! Prøver du at fjerne mig før tid med min rod? Hvor omhyggelig du end er, vil jeg vende tilbage 2x så stærk! Bare indtil din jord er forbedret.
Du kan endda se på min vækst, på hvilket stadie min hjælp er på. Hvis mine blade ligger flade på jorden så er jeg langt fra klar, men hvis de alle når op så er jeg allerede langt på vej.
Noget helt andet er, at jeg er 1 af de første bloomers i foråret så jeg vil annoncere forår/sommer for jer. Om dagen når det er varmt åbner jeg mine blomster men om aftenen når det køler af lukker jeg dem hurtigt igen. Faktisk, hvis det ikke er varmt nok om dagen, åbner jeg dem slet ikke! Mine blomster er det første føde for insekter efter dvale og i modsætning til de fleste andre planter, har jeg pollen OG nektar, ikke kun det ene ELLER det andet! Og jeg er gavmild med dem! ��
I Sverige hedder jeg Maskros, fordi jeg ofte får besøg af små sortskinnende orme/larver, der nyder min nektar. �� Mine blomster er forresten endda lækre til jer mennesker, vidste du det? Før blev jeg kaldt ′′honning (eller guld) af de fattige ′′ fordi mine blomster er så søde i fx. syltetøj, sauce eller salat! Internettet er fyldt med opskrifter – tjek dem ud.
Men vent til slutningen af maj eller senere før du begynder at plukke og selv da, pluk ikke alt endnu! Biodiversiteten og bierne vil være meget taknemmelige! ” (Tak for lån ����)
Taraxacum officinalis, Løvetand eller Mælebøtte på dansk, er traditionelt blevet brugt i indianernes folkemedicin og findes i mange egne af verden i dag. Den indeholder bitre stoffer, som har en stimulerende virkning på leveren og fordøjelsessystemet. Den er også en meget righoldig kilde til vitaminer og mineraler, bl.a. A-, D-, C- og B-vitaminer samt jern, selen, magnesium, zink og mangan. I forsøg har løvetand vist sig at have en virkning på laboratoriedyrs vægt.
Aktive stoffer Rod Bitterstoffet taraxizin, triterpener (bl.a. taraxol og taraxasterol), sterin, inulin, sukker, pektin, glycosider, cholin, fenolsyre, asparagin, vitaminer, kalium.
Blade
Lutein, carotenoider (bl.a. violaxanthin), bitterstoffer, A-, B-, C og D-vitamin (større mængder end i gulerødder), kalium, jern.
Anvendelse
Løvetand anvendes mod lever- og galdelidelser, gigt og hudlidelser og som
fordøjelsestonikum ved forstoppelse. Den beskedne plante er en af naturens mest storartede. Roden er let afførende, bitter og stimulerende, og den hjælper ved fordøjelsesforstyrrelser og forstoppelse. Den stimulerer lever og galde (frem for alt på grund af sit indhold af taraxizin) og fremmer galdens flydeevne betydeligt. Den er nyttig ved alle
leverlidelser og ved gulsot.
Bladene, som om foråret er glimrende til salat, virker stærkt vanddrivende, hvilket i hhv.
England, Tyskland og Frankrig har givet planten navne som “pee in the bed”, “bettpisser” og
“piss-en-lit”.
I forsøg kan løvetand sagtens måle sig med et af de gængse vanddrivende midler, furosemid. Og modsat det, der sker ved almindelige diuretiske midler, mister kroppen ikke kalium ved indtagelse af løvetand: Det, der skylles ud, erstattes via det høje kaliumindhold i løvetand.
Har du rigeligt med mælkebøtter, så glæd dig selv ved at lave en pesto af Løvetandens blade. De unge blade er også sprøde og smagfulde i forårssalaten, strøet med de smukkeste solgule mælkebøtteblomster.
Roden er bitter, men også sund, som du ved. Du kan lægge den i blød, eller koge den med det samme, og lav en stuvning af smørk, mel, mælk, sukker og salt. Eller som svenskerne: gør; koger rødderne ml. 3-10 min. Krydder dem med salt og sukker, og dypper dem i rørt smør. Den er også brugt som kaffeerstatning, og til at blande i mel, når du bager brød. Du må selv eksperimentere med bitterheden.
�� Det bedste af alt, må være mælkebøtte sirup, fortiden og nutidens veganer-honning fremstillet af kilovis af de smukke gule blomster.��
Jeg selv fandt artiklen et eller andet sted på nettet og blev dybt fascineret af fortællingen. Der er meget, som man aldrig rigtigt får sat sig ind i. Jeg har altid bandet mælkebøtter langt væk, men efter at have sat mig lidt grundigere ind i vækstens unikke egenskaber, ser jeg meget anderledes på den, hver gang jeg møder den. Den har en utrolig evne til at “overleve og formere sig”. Jeg kan huske at jeg og min bror høstede mange mælkebøtter i grøftekanterne, da vi som knægte avlede kaniner. Vi havde mange forskellige slags, franske væddere, hollændere, hvid land m.fl. Vi solgte dem til Fjerritslev fjerkræslagteri, da vi ikke ville bryde os om at spise vores egne kaniner.
Vi havde en stor hvid han landkanin, som min far ikke var så begejstret for, fordi den strintede ham i hovedet, hver gang han kom ind i kaninhuset…..sikkert fordi det var ham der tog hannen ud af buret efter parring. Min bror og jeg havde meget fornøjelse at dette kaninhold. Vi skulle skaffe føde til kaninerne enten ved at slå græs på grøftekanterne med en lille hjemmelavet le eller ved at besøge husmændene og opkøbe hø, halm og roer etc.
Sydkoreaneren der kom til Danmark og bosatte sig i Sdr. Saltum
Avisartikel fra 2003
Hans navn er Won Chull Yun …
Ikke noget almindeligt navn i Sdr. Saltum ikke desto mindre har mange gennem årene lært navnet og manden at kende. Når han dukker op, er det oftest i forbindelse med hans engagement i kultur og kreativitet.
På det seneste er han, der nu er midt i 80erne i 2026, gået på efterløn. Men han brænder stadig. I dag er det ikke mindst IT og mulig hederne med den nye teknologi, der har hans store interesse.
Første gang. Won Chull Yun kom til Danmark, var i 1966. Han kom fra Sydkorea, hvor han var uddannet agronom. Han var med i en gruppe på 12 koreanere, som skulle videreuddanne sig på Malling Landbrugsskole, syd for Arhus, i halvandet år. Faderen var pro- testantisk præst, så det var ikke en familietradition, han videreførte. Hans 3 brødre har levet USA.
I 1969 vendte Won Chall Yun tilbage til Danmark, denne gang for at blive her, Han slog sig ned med sin danske kone på Brønderslev- kanten og siden i hjertet af Sønder Saltum, på Horsedalsvej i snart 50 år.
Han kom hertil på et tidspunkt hvor der ikke var så mange tilflyttere. Han fortæller at det har været en udfordring. Men det er gået godt, jeg har haft mit arbejde og min hobby med maleri og udstillinger. Nogle udsmykningsopgaver er det også blevet til. Jeg har arbejdet på fritidshjem i Brønderslev, men også som støttepædagog i Kaas. Har du ikke haft lyst til at bruge din landbrugsuddannelse, nu du flyttede til et landbrugsland?
-Jeg har haft lyst, men dansk landbrug er meget anderledes, end det jeg kommer fra, og det var dengang ikke nemt at blive accepteret som udlænding i dansk landbrug. Jeg har været meget glad for mit arbejde med børnene, så der er absolut ingen fortrydelse. I fritiden har Won Chull Yun med stor glæde været deltager i Pankoret i Hune. En særlig glede har det været at få en række udsmykningsopgaver. B.la. på Pandrup Bibliotek, Jetsmark og Moseby Skole, kan man se resultaterne af Won Shall Yans kreative arbejde med farver og pensler.
-Jeg ser det som en anerkendelse af mine kunstneriske færdigheder, at jeg har fået disse opgaver, og det er jeg meget glad for. I 1995 fik jeg som den første tildelt Pandrup Kommunes Kulturpris.
Jeg får også af og til positive meldinger fra bibliotekarerne. Flere af lånerne giver udtryk for, at de er glade for min udsmykning.
Flere virksomheder skulle tænke i de baner. I stedet for at hænge malerier op, skulle de overveje en udsmykning, der direkte forbinder sig med rammene. Det giver ofte en langt mere kraftfuld effekt. Hvad synes du ellers om den kunstneriske udsmykning of vores by og område?
– Jeg synes ikke, det afspejler sig nok, at vi har så mange dygtige kunstnere. Der kunne godt være lidt mere spræl, til glæde for såvel lokalbefolkningen som turisterne.
En by som Brande Midtjylland var i sin tid kendt for sine gavlmalerier. Kunne man genbruge sådan en ide i Pandrup? Hvad ville du sige til at blive tilbudt et par spande maling og en husgavl?
– Ideen ville være udmærket. Men nu er jeg på efterløn, så personligt kan jeg ikke påtage mig af opgaven. Men man kunne sagtens forestille sig et projekt, hvor f.eks. unge mennesker under kyndig vejledning satte lidt kulør på byen. De er ofte for passive og lader sig blot underholde foran computeren. De har brug for nogle initiativer. Bliver børnene mere og mere passive?
Ja, det synes jeg, I stedet for blot at lade sig underholde af TV og computerspil, skulle langt flere opleve glæden ved at bruge computeren kreativt og se hvad man selv er i stand til at skabe via fotografi og computergrafik.
Jeg finder, at det er vigtigt for såvel børn som voksne at leve kreativt. I vores samfund kan man købe så mange ting, at de personlige skabende kræfter ofte træder i baggrunden, og det er synd, synes jeg.
Der hviler et ansvar på os i forhold til de kommende generationer. Vi bør gøre dem opmærksomme og bevidste om glæden ved selv at skabe. F.eks. er det at bage et brød også at lave en dej fra grunden, i stedet for blot at blande indholdet af en pose med vand. Kreativitet er ikke blot noget, der finder sted i formningstimer, det hører i virke- ligheden hele ens livsstil til.
Won Chull Yun underviser i øjeblikket voksne i EDB på aftenskolen nogle timer om ugen. Det bliver modregnet i efterlønnen, men den menneskelige kontakt betyder fortsat meget for ham.
Han påpeger vigtigheden af, at også ældre bliver motiveret til at udnytte de kreative evner, de oprindelig er udstyret med. Og de har tiden.
Won Chull Yun kom hertil på et tidspunkt, da der ikke var mange indvandrere her i området. Han er faldet godt til og føler sig som dansker, blot med rødderne placeret et helt andet sted. Hans baggrund betyder, at han har særlig opmærksomhed rettet mod de flygtninge og indvandrere, der i de senere år er kommet hertil. De udgør med deres forskellige kulturelle baggrund en ny inspiration i de samfund, hvor de slår sig ned.
Fattighusdrengen fra Brønderslev der blev folkemindesamler, fortæller om skiftende tiders skikke.
FOR omkring 125 år siden holdt en fattig Brønderslevfamilie sit indtog på Brønderslev fattiggård i Vrangdrup, og en lille seks årsdreng flyttede med far og mor fra barndomshjemmet ved Østergade til sit fremtidige hjem på fattiggården. Drengen var forhenværende bødker Niels Pedersen, Østergade. Drengen blev landskendt som folkemindeler, og han nåede så vidt, at han fik sin egen »Niels Pedersen samling« på Det kgl. bibliotek i København.
Vi besøgte Niels Pedersen i hans hjem forleden for at søge oplysning om et og andet fra gamle dage, og samtalen kom efterhånden til at dreje sig om Niels Pedersens eget liv, et liv, som trods fattigdom og slid alligevel blev rigere end de fleste andres.
Flygtede fra koleraen i Aalborg
Min far var skibstømrer i Aalborg, fortæller Niels Pedersen. I hans første ægteskab var der 7 børn. Under koleraepidemien i halvtredserne døde hans kone og 6 af børnene i løbet af en uge. Det var strengt forbudt at forlade den pestbefængte by, men far flygtede en nat med det mindste af børnene, der var omkring et år, nordpå og fandt hvile i en høstak ved gården Gl. Vraa. Her kom han i tjeneste som kusk i flere år, blev gift og flyttede her til Brønderslev, hvor han arbejdede som snedker. Her blev jeg født. Skæbnen var igen ude efter far. Han blev ramt af leddegigt og var ude af stand til at tjene føden til familien. Det var hårde tider dengang, der var ikke noget med sygekasse eller sygehuse, og der var milelange strækninger mellem længerne. Jeg har i min drengetid set snesevis af tiggende kvinder gå rundt i sognet for at skaffe føden til sig og børnene min mor måtte gå samme gang, da far blev slået ud, og da mor ikke kunne mere, gik vejen til fattiggården.
Fattiggården havde skole for omegnen. Vi blev kun undervist i vinterhalvåret. Lærerne blev hentet blandt de bedste elever fra den daværende højskole Brønderslev. Kommunen snød mig forresten for de sidste to års skolegang. Da jeg var 11 år blev jeg en slags stavemester for de mindste elever. Da jeg var 12 år, kom jeg ud at tjene, og siden kom jeg ikke mere i skole. Den første sommer, jeg tjente, fik jeg 2 kroner i løn, men den 1. november kom et af Sognerådsmedlemmerne og hentede de to kroner. Det skulle være et afdrag på det, jeg havde kostet kommunen.
Leverede motiverne til ”De fattiges Paradis”
Som ung var jeg bl.a. på ”herregården” Annerup ved Støvring, hvor jeg lærte mejeribrug og bødkeri, senere slog jeg mig på bødkeriet alene og arbejdede ved dette fag til min 80års fødselsdag for snart to år siden.
I 1931 blev jeg indlagt Brønderslev sygehus, og her traf jeg forfatteren Peder Jensen Kærgaard, der var indlagt samtidig. Da en sygeplejerske fandt ud af, at vi var bekendte, flyttede hun vore senge sammen. Kærgaards hørelse var meget svag, og jeg fik fat på en tavle og et griffel, så jeg kunne gøre mig forståelig for ham. Jeg skildrede gamle dages Brønderslev for ham, livet på fattiggården- den og de mange mennesketyper og -skæbner, jeg havde mødt på min vej. Det blev Motiverne til Peder Jensen Kærgaards personer i hans kendte roman ”De fattiges paradis”.
Lad mig straks fastslå, at de mennesker, der dengang befolkede fattiggårdene, absolut ikke var forskellige fra andre mennesker, der klarede sig fri af det offentlige. Det var folk, der var slået ud af fattigdom eller sygdom, men mennesker, som var indstillede på at udfylde deres plads i samfundet, hvis blot ikke a en ublid skæbne havde villet det anderledes. Vel var der mennesker imellem, som var særlinge, men det skyldtes, at man ikke dengang havde de forskellige institutioner, det moderne: samfund nu har. Alle blev samlede paa fattiggården, når de ikke kunne klare sig selv mere.
Folkemindesamler med over 1000 kildeskrifter
Hvordan kom De i gang som folkemindesamler?
Det var Peder Jensen Kærgaard, der gjorde mig interesseret. Jeg har altid haft interesse i og øje for folketyper og for de skiftende tiders skikke, men det var Kærgaard, der fik mig til at arbejde systematisk med stoffet. Når jeg var færdig med dagens arbejde og om søndagen, kørte jeg Vendsyssel rundt på cykle og samlede stoffet. Når jeg kom hjem, skrev jeg det rent.
kilde skrifter, 1000 nedskrevet efter Det kgl. biblioteks forskrifter på særligt papir, der skal kunne holde i 500 år. De har nu opkaldt en samling derinde efter mig, det synes jeg er for meget. Nu er det forbi med skriveriet. Jeg begyndte for nogle aar siden at nedskrive mit eget levnedsløb. Jeg er naaet til mit 15. aar, men hænderne ryster, saa det bliver ikke til ret meget mere.
Er der ikke hos Dem nedfældet nogen bitterhed mod det samfund, der dog for andre at se, har været hård ved Dem i barneårene?
Nej, absolut ikke. Jeg vil gerne slå fast, at forholdene paa fattiggaarden i Vrangdrup ikke var daarlige set med datidens øjne vi sultede aldrig og fik den pleje som dengang var normen for fattiglemmer.
Tiden er dog en helt anden nu. skal jeg belyse forskellen, vil jeg sige det på den måde. at i gamle dage kørte man fattige gamle mennesker på fattiggården – nu kører man dem i skoven. de sociale goder der er nået, er intet mindre end et eventyr, og der er min inderligste håb, at linien må kunne fortsættes.
som har skrevet En hilsen til bogbinder Poul Marlo Madsen, Brønderslev
Denne lille fortælling er udgivet i 1939 i 50 eksemplarer.
Lad Skæbner graane din Himmel,
hvad der var lyst engang.
inderst i Hjertets Grube
gemmer i Mørket en Sang.
Sangen om det forgangne
i Dagenes dybe Sø,
der tabtes Evighedblomster –
Mindet, som aldrig kan dø,
(Bent Stenberg).
Paa den mørke Vildmose, fjernt fra menneskelige Boliger, hvor Blæsten hviner og Uglen tuder, her finder vi endnu noget af de store Vidders Ensomhed.
Paa lyse Sommerdage, naar Solen hæver sig op i Gryet i Øst, kan der over den store Flade være spændt et Net af Spindelvæv, hvori Dug- draaberne tindrer i alle Regnbuens Farver. Og op fra Lyngen stiger en lillebitte Prik: Den graa Sanglærke, der baskende med Vingerne skruer sig højere og højere opad, mens den synger sin Jubel ud i den gryende Morgen.
Der hvor Mosen holder op, og Agerjorden begynder, driver det ved Høstens Tid med Dufte af modnende Korn. Da er det ogsaa paa den Tid, Mosen klæder sig i Festskrud. Saa langt Øjet ser, lyser Lyngens rødbrune Blomster, og Humlebierne svirrer brummende fra Blomst til Blomst og suger af de fyldte Kalke, Over den kilometer lange Strækning af gamle Tørvegrave, hvor Stargræsset vokser stridt og frodigt, lyser Kæruldens hvide, silkeblade Blomster op i alt det sorte, et bølgende Hav af hvidt. Langt ude, dér hvor Kimingen gaar i et med det uendelige Rum, flimrer Lokesæden mens Gederamsen, de mandshøje Stængler med de skinnende røde Blomster flammer som en Brand over det….
Men naar Efteraaret sætter ind med stride Byger, og Skyerne i stormfulde Kast jager hen under Hvælvet, brølende som en Horde af onde Aander, der jager hinanden, er Vildmosen Mørkets Hjem, der avler Tungsind. Saa går Brokken i Hi, og Trækfugleskaren drager søenderud mod blidere Egne. De skriger i Angst og Forventning ud i den mørke Nat. En enkelt Fugl styrter med bristet Hjerte ned mod den ribbede Lyng. Bare et Suk som fra en Sjæl i Ned og Vaande, mens Flokken fortsætter som en susende og skrigende. Fanfare, der stævner mod Lyset eller Udslettelsen…
Hertil kom for mangen Herrens Aar siden en underlig Mandsling pamprende hen ad den sandede Vej fra Brønderslev, gennem Landsbyen Øster Hjermitslev ud til Moselandet. Det var om Foraaret, ude over Kærene boltrede Viberne sig i Parringsleg, og Lærkerne sang. Men han hørte ikke hverken Viberne, Lærkerne eller Vindens kælne Susen i de forvitrede Graaris, for han var tunghør. Men han knyttede Næverne, så Musklerne spillede i de senede Arme. Her var noget. for en rask Mand at tage fat paa.
Denne Mand var Laust Mogensen, der i en Menneskealder, i to Menneskealdre, kommer jo an på, hvor længe man lever, har været kendt under Navnet Mose-Laust.
I sin Ungdom rejste Laust sammen med sin Kone til Amerika, for der – i det den Gang forjættede Land at skabe sig en Fremtid. Nu var han altsaa kommet tilbage. Men Konen var ikke med; hende havde han mistet derovre i det fjerne Vesten. Nu gik han her med sin Søn ved Haanden, en Dreng paa en halv Snes Aar. Laust var rejst til Amerika fyldt af Haab… og nu en slagen Mand, der tilmed var blevet stærkt tunghør.
Kort Tid efter saa man Laust med sin Trillebør komme kørende oppe fra Landsbyen, hvor han fra en Byggeplads havde tigget sig noget Skrammel. Folk, der skulde i Mosen efter Tørv, fik hurtigt Forklaringen. Laust var ved at bygge sig en Hytte derude paa Ødet, hvor der var omtrent en Fjerdingsvej til nærmeste Nabo. Inden længe, saa man de graa Lermure vokse, indtil de havde en passende Højde. Og en Dag var der stablet noget. Sprinkelværk til Spær og Lægter ovenpas. Paa Dage efter var Huset tækket med et solidt Lyng- tag. Da Vildgæssene om Efteraaret i larmende Kiler sagte ud til Gasselunerne, de tre dybe Søer midt ude i Moselandet, var Hytten saavidt færdig, at Laust kunde flytte ind med sine faa Ejendele. Det ligger nu saadan noget som fyrretyve Aar tilbage i Tiden.
De første mange Aar ernærede Laust sig som Daglejer paa Omegnens Gaarde. Da der ofte var milelangt til Arbejdspladserne, blev det tit en træls Vandring Morgen og Aften. Men hjemme i Mosehuset ventede der ham den Fred og Hygge, han længtes imod, da han, fattig og ene, så fattig, som et Menneske snart kan blive, vendte tilbage fra Amerika.
Men her havde Mose-Laust endelig fundet sig et Fristed for sine forpinte Tanker. Og omsider fandt han ogsaa den Kvinde, der vilde dele alt sammen med ham.
Laust saa Grøde og Frugtbarhed i sit Spor. Her tænkes ikke alene paa den store Børneflok, der voksede op i Mosehuset, men ogsaa paa alt det andet Smaakravl, Geder, Høns, Kaniner og ænder, Duer, Hunde og Katte, som det vrimlede med. Senere da han havde faaet Jord opdyr- ket fik han også Kreaturer.
Vi travle Mennesker af det tyvende Aarhundredes forcerede Jag kan vist have godt af at standse lidt og se, hvad Laust Mogensen i en Menneskealder fik udrettet. Nu, vi ser Store Vildmoses tusinder Tønder Land med frodig Græsmark, synes hans Værk næsten så intetsigende, men Mindet om den ufortrødne Slider bør dog leve og fremhæves, naar Vildmosens Historie engang skal skrives. Fem Tønder Land af Mosen fik Laust sat i Kultur uden anden Hjælp end sin Spade og sine grove Næver. Hvem fatter, hvor mange Spadefulde Jord der skal løftes for fem Tønder Land er kulegravet? Der var alenhøje Tuer med stridt Stargræs, Vildnis af Birke- og Graariskrat at planere, dybe Grøfter blev gravet og Sandet kastet ind over den sprøde Tørvejord… Nej, vi fatter ikke, hvad det har kostet af Slid og Udholdenhed at rane fem Tønder Agerjord fra Urmosen. Det er om disse. Sliddets Børn, Skjoldborg saa smukt har sunget i Husmandssangen,
Skønt Mose-Laust aldrig naaede at frigøre sig for Fattigdommens snærende Baand, var Mosefamilien uden Tvivl en af de lykkeligste dèr paa Egnen. Der er vist aldrig nogen, der har hørt Laust klage og jamre, og dét vil nu ikke sige saa lidt. Gennem mange Aar var jeg en jævnlig Gæst i Mosehuset. Der befandt jeg mig altid vel, Saa sad Laust og jeg og raabte til hinanden. Thi trods det, at han paa mange Maader nærmest var en Særling, sad der alligevel et kløgtigt Hoved paa ham. De, der troede, at Laust var noget til en Side og behandlede ham derefter, blev som oftest belært om noget andet. Jeg har tit grundet
over hvordan han, der ikke engang havde Råd til at holde en Avis, kunde vide så god besked om alt. Det maatte være Børnene, der fortalte ham alt, naar de om Søndagen kom hjem på Besøg. Han havde som sagt langt til Naboer, og de kom ikke til ham, og han heller ikke til dem. I Hjemmet havde han alt, hvad han havde behov. Det var rørende at se det smukke Familieforhold: Søndag efter Søndag kom Børnene cyklende på Besøg i det fattige Hjem.
Da jeg i 1933 rykkede mine Teltpæle op og flyttede til Fredericia, var nogle af de sidste jeg tog Afsked med af gamle Venner, da også Familien i Mosehuset.
Da jeg skulde afsted, knugede Laust min Haand, og det bævede om min gamle Vens Mund, idet han sagde:
Du vil komme til at længes efter din Mor, bitte Per.”
Tror du,” sagde jeg og smilte.
Ja det skal a low dig, svarede han omgående. Og så Mosen… hvordan vil du kunne undvære vor Mose?”
Dertil fandt jeg intet at svare, for vi, Vildmosens Børn, kan rejse hvorhen i Verden vi vil. Ingen Plet er hellig som Barndomsriget, Mosen med det vilde Navn. Hver Sommer, naar jeg var hjemme paa Ferie, var en af de første jeg besøgte naturligvis Mose-Laust. Og hver Gang gen- tog det samme sig.
Savner du alligevel int Mosen. Per?”
Det er snart det eneste, jeg virkelig savner,” svarede jeg så.
Jow, a kund’ nok tænk’ det,” sagde Laust saa. Vi her fra Mosen kan nu int føle os hjemme andre Steder end her… Jow, a sagde det også til dig inden du rejste, at du vil komme til at længes. Nej, a kund nu heller aldrig find mig i at bo andre Steder.”
Ja, naturligvis besøgte jeg Laust i Sommer. ferierne. Saa eftersaa vi, som saa mange Gange før, det hele: Køerne og Studen, Hønsene og Kaninerne, og bagefter gik vi ud over Agrene. Var Vejret godt fortsatte vi gerne ud i Urmosen, hvor vi satte os paa en Lyngtue. Der sad vi saa og saa os glade paa dette vidunderlige Landskab, der blev vort..
Saadan vil jeg helst mindes ham, min gamle, tunghøre Ven, siddende paa en Tue med blomstrende Lyng eller Stargræs og silkebløde Kær uldsduske, skuende ud over den milestore Mose, dette Landskabs Natur, der gennem mange Aars Samleven havde sat sit Præg paa ham, til han selv var en Del af Urmosen. Jeg har næsten aldrig kendt nogen, der levede i saa intim Forbindelse med Naturen som Mose-Laust. Han blev aldrig af dem, der trak det tunge Læs for Samfundets knirkende Vogn. Heller ikke indenfor Dansk Tunghøreforening har han sat sig det ringeste Spor. Han var bare en jævn Mand, en af de mange tunghøre, der aldrig har tragtet efter at gøre sig bemærket. Men han var et lysende Eksempel paa, at selv den, der skal gaa gennem Livet med lukkede Øren kan skabe sig Harmoni og Livsglæde, som stiller alt andet i Skygge. Derfor skal han mindes her i Tunghørebladet, skønt han sikkert vilde have protesteret, hvis han kunde have set det.. Mose-Laust var ikke af dem, der vilde gøres Stads af.
For nu er han ikke mere blandt de levendes Tal. Jeg vil ikke mere komme til at se ham, stirrende ud over Ødet dette Landskab, der havde præget ham saa stærkt. Hans Navn og Virke vil vel ikke være kendt af den Slægt, som følger efter. Derfor skal han mindes her, den gamle, trofaste Slider, en af Store Vildmoses sidste ægte Børn.
Er fra 1950 og udgivet som privattryk nr. 38 udgivet i 150 eksemplarer, som indeholder en fin tegning til hvert lille digt som er skrevet af Peder jensen Kjærgaard og skrevet af Henry Vilsbæk
Dette eksemplar er forsynet med en personlig hilsen til bogbinder Poul Marlo Madsen og hustru, Brønderslev, som uden tvivl har stået for indbinding af forfatterens bøger:
Her fortælles om forfatteren Peder Jensen Kjærgaard, da han, fremfor nogen anden, var vildmosens digter. Samtidig kan det medvirke til at skabe et bredere kendskab til forfatteren og hans produktion, idet en oversigt over hans romaner og ligeledes nogle af hans digte sidst i denne artikel, giver læserne et indblik i forfatterens tornebestrøede vej til det fjerne mål, at skabe sig et navn som forfatter, hvilket mål han nåede 12-14 år før hans død i 1959.
Kjærgaards hjem
PEDER JENSEN KJÆRGAARD
blev født d.20. marts 1898 som søn af Karen Margrethe og Jens Jen- sen, der ejede “Bojgården” i landsbyen Øster Hjermitslev ved den nordlige rand af Store Vildmose.
Der stod ikke skrevet ved Peders vugge, at han senere skulle blive en landskendt meget læst forfatter.
Det var derimod forudbestemt, at han som søn af en estimeret gårdmand, skulle træde i forfadrenes spor og ligesom dem blive landmand og naturligvis, som skik var dengang, senere selv blive ejer af en gård.
Dette ønske fra forældrenes side gik også i opfyldelse, men med megen ringe succes, da Peder hverken havde lyst eller interesse for landbruget og havde desuden langt fra kræfter til det, på grund af dårligt helbred.
BARNEÅRENE:
Peder begyndte sine første skoleår i Øster Hjermitslev skole og mens han gik i skole her, besluttede han at han ville være digter, selv om hans første forsøg i digter kunsten og hans første honorar herfor, honoreredes med en kraftig lussing af hans lærer, der opdagede, at Peder havde været så letsindig at digte et i øvrigt ganske uskyldigt vers, som han havde skrevet på sin tavle i timen.
Selv om Peder havde fået lussinger før, af læreren, så blev det efter denne dag til end nu flere. En begyndende dårlig hørelse gav anledning til yderlige lussinger og tærsk, af en uforstående lærer, der med slående argumenter krævede af Peder, at han skulle høre efter, da han mente, at Peder godt kunne høre når han ville.
Det endte derfor også med, at Peders forældre tog ham ud af skolen, hvorefter han kom til at gå i privatskole i Brønderslev hos Helene Sørensen, Hun havde mere forståelse for Peders problem.
Peder følte selv skoleskiftet, som at komme i paradis.
Foruden at passe sin skolegang, var Peder om sommeren hyrdedreng på faderens gård. Hans ønske om at blive digter var dog udforuet minsket og i forbindelse hermed, var hans store ønske at komme til at eje et par bøger.
For sine spareskillinger drog han derfor en dag til boghandleren i Brønderslev og kunne derefter hjemføre ikke alene to, men hele fire bøger. Det var en festdag for Peder, der da var 10-12 år gammel.
Da han efter sin konfirmation kom ud af skolen, sluttede også det frie hyrdeliv, for nu skulle han til at være karl på faderens gård.
Efter nogle års forløb voksede trangen til at digte op i ham og da kunne det hænde, at medens han gik og pløjede, kunne han standse dette arbejde et øjeblik for at skrive nogle rim ned på det stykke papir, som han med samme formål gik med i lommen.
UNGDOMSÅR OG GIFTERMÅL:
P.J.K.s. hørelse var samtidig i tiltagende og han besluttede sig derfor til at tage et kursus i mundaflæsning på Statens Høreinstitut i Fredericia.
Han var på det tidspunkt først i tyverne.
Ungdomsbillede af Mary og F.Jensen Kjærgaard.
På høreinstituttet mødte han samtidig sin skæbne i form af den unge Mary Korsgård, der var fra Tvorup-Vogn sogn i Thy. Hun var også hørehæmmet og deltog af samme grund i dette mundaflæsnings- kursus.
De fik sympati for hinanden, en sympati der efterhånden udviklede sig til, at de ville dele deres fremtid sammen.
Nu var tiden derfor inde til at P.J.K. skulle have sin egen gård og med giftermålet for øje overtog han “Kjærgaard” i Øster Hjermitslev. Vielsen fandt sted i Thisted kirke d.11. april 1925 og de nygifte flyttede derefter ind på “Kjærgaard” som nybagte gårdejere, selv om P.J.K.s lyst til og interesse for landbruget var blevet endnu mindre.
Inden sit giftermål, havde P.J.K. nået at skrive adskellige digte og en dag lagde han dette stabel digte på bordet foran daværende fatter, Thomas Olesen Løkken og bad ham bedømme digtene.
Det var med betinget ros, at Th. Olesen Løkken sagde: “Ja, du kan nok rime, men der mangler indhold – indhold forstår du”.
Var det ikke andet, så mente P.J.K., at det nok skulle kunne ordnes, men det viste sig imidlertid, at når et digt skulle have indhold og mening, så var det næsten umuligt samtidig at skabe rim og rytme.
Efter et par brevvekslinger med Th. Olesen Løkken foreslog denne, at P.J.K.skulle gå over til prosaen.
Det var et hårdt slag for P.J.K., der altid havde forestillet sig, at det var gennem lyrikken han skulle forsøge at skabe sig et navn.
Efter at have gennemtænkt dette forslag i et par år, besluttede han sig alligevel til at forsøge sig med prosaen, for når en så stor lyriker som Jeppe Aakjær kunne nedlade sig til at skrive prosa, så kunne han vel også og det gik han så i gang med.
Efter overtagelsen af “Kjærgaard” kunne P.J.K. nu komme til at dyrke sin store interesse – at skrive.
Herom har han selv fortalt: “Det var her, jeg for alvor begyndte mit forfatterskab. Her stred jeg den forfærdelige kamp med formen og stoffet. Skrev og skrev – og lod landbruget skøtte sig selv. Ikke så sært, at vi til sidst blev jaget ud… Men da havde jeg allerede skrevet romanen (Goddag igen), som jeg debuterede med året efter”. (1933)
Sin egentlige debut som forfatter, fik han med novellen “Her mødes alle veje” der var i Vendsyssel Tidende d. 15. december 1928.
På det tidspunkt hed han Peder Jensen, men da han i julen 1929 udsendte denne novelle sammen med en anden novelle, som sit første privattryk, havde han antaget forfatternavnet Peder Jensen Kjærgaard og havde altså taget gårdens navn som sit efternavn. Privattrykkets titel var “Fra ødemarkens rige”.
Forud for udgivelsen af hans første bog, lå der foruden den svære kamp med stoffet, også en kamp mod kreditorerne, der blev mere og mere pågående. i deres krav om at se penge, som P.J.K. havde vanskeligt ved at vise dem, da han havde så få af dem. Dertil kom hans kamp med sygdom og dårlig hørelse.
Inden hans debutroman udkom, havde han skrevet et par romaner.
Manuskriptet til den første bog bad han daværende forfatter, Jens Thise, som han nu havde lært at kende, læse og give sin kritik af den. Jens Thises kritik faldt heldigt ud, men mente dog, at der var nogle svage punkter i det, men også partier, der efter hans mening stod meget højt.
Efter at P.J.K. havde omarbejdet og forkortet manuskriptet, sendte han det derpå ind til et forlag.
Efter nogen tid kom det tilbage fra forlaget, der med beklagelse måtte meddele, at det desværre ikke kunne påtage sig at udgive bogen.
Gennem et års tid sendte P.J.K. manuskript til andre forlag, men med samme negative resultat. I mellemtiden havde han skrevet manuskript til en anden bog, men det led samme skæbne som det første.
Nu var P.J.K. næsten ved at opgive håbet om at få en bog udgivet, da han af en lærer på egnen, blev gjort opmærksom på, at der i Esbjerg var en litterært ung mand, som måske kunne hjælpe ham.
P.J.K. satte sig i forbindelse med manden, som viste sig at være Julius Bomholt, der på det tidspunkt var tilknyttet Socialdemokraten som boganmelder.
Aftalen mellem de to blev, at P.J.K. skulle sende Bomholt manuskriptet til sin tredie roman, til bedømmelse.
Bomholt læste derpå manuskriptet og gav ham en fin anbefaling med til Nyt Nordisk Forlag, der med denne anbefaling som baggrund, straks antog manuskriptet til udgivelse.
Det var i 1932 og året efter udkom så hans debutroman “Goddag igen”.
Foruden besværet med formen og stoffet og sin manglende lyst til og interesse for landbruget, måtte P.J.K. også finde sig i sine bysbørns for- argelse, da de opdagede, at han hellere ville sidde inde ved sit skrivebord og skrive, fremfor at passe sit landbrug.
Herom har P.J.K. selv fortalt: “Jeg husker end- nu hvordan mine bysbørn grinede – lå flade af grin – når de så mig med nedestangen cykle ud til Ryå.
Nej – sådan noget må en estimeret gårdmand ikke gøre. Ikke hvis han vil bevare anseelsen. At læse bøger kan være slemt nok, og skriver han dem selv, må han finde sig i at blive dømt til bål og brand.
– Et endnu værre hyl jog gennem landsbyen, at nu havde jeg købt en skrivemaskine, da var det ikke alene et hyl, men et brøl der lød”. P.J.K. bar dig ikke nag til sine bysbørn af den grund, for han indrømmede, at de set deres side havde ret, ikke mindst fordi eneste nogenlunde brugelige redskab på gården var en gammel plov.
Det endte derfor også med, at Mary og P.J.K. der ingen børn havde, måtte forlade ”Kjærgaard” efter syv år som gårdejere.
De flyttede derefter til Fredericia, hvor Mary havde fået en ledende stilling på Statens Høreinstitut, der hvor de i sin tid traf hinanden.
Frigjort for alle bekymringer og spekulationer om gårdens drift, kunne P.J.K.nu endelig helt koncentrere sig om sit forfatterskab, men både han og Mary udvidede samtidig deres mundaflæsning ved gennem kursus, at lære mund-hånd- systemet.
Man kan sige, at det næsten var symbolsk, at P.J.K., mens han opholdt sig i Fredericia skrev bogen “Modvind og medbør”, der handler om en hørehæmmet drengs opvækst fra dreng til voksen. Bogen udkom i 1936.
Allerede året efter udkom “Skarnsfolk”, men nu var Mary og P.J.K. flyttet til København, da P.J.K. anså det for mest praktisk at bo mere ved forlagene, der udgav hans bøger. Efter at være flyttet til København, kom hans bøger nu i temmelig hurtig rækkefølge og i stedse større og større oplag.
For de fleste af hans bøger lå et stort arbejde forud, for at få den historiske rigtige baggrund.
Det store arbejde med behandling af stoffet til sine romaner, har nok været ukendt for de fleste.
Efter P.J.K. gennembrud og anerkendelse som forfatter, kunne daværende forfatter, Mads Ledet, Stenum, derfor med god grund i et brev til ham dateret d. 24/10-1947 skrive: “Du har været Øster Hjermitslev en god søn. Den lille ravnekrog – ja undskyld udtrykket – er ved at være den mest omtalte landsby i hele landet.
DE SIDSTE ÅR:
Selv om sygdom og alskens fortrædeligheder fulgte P.J.K. påtog han sig alligevel opgaven som redaktør af Folkets Almanak fra 1955 og til sin død. Et arbejde som interesserede han meget, idet han, som han selv udtrykte det, næsten kom til at betragte almanakken som sit hjertebarn.
Inden P.J.K. i 1932 flyttede fra Øster Hjermitslev var han ude at tage afsked med sin gamle ven Mose-Laust, der boede i et lille hus lige i udkanten af vildmosens nordlige rand syd for Øster Hjermitslev.
Mose-Laust havde P.J.K. da brugt som model til hovedpersonen i sin debutroman, der udkom året efter.
Mose-Laust spurgte da P.J.K. “Hvordan vil du kunne undvære vor mose, Per”?
Da P.J.K. et par år senere var på ferie i Vendsyssel, besøgte han naturligvis Mose-Laust, der igen spurgte: “Savner du alligevel ikke mosen”?
-Jo det er snart det eneste jeg savner.
Da P.J.K. sidst i maj 1959 var på besøg hos broderen i Brønderslev, var hans gamle ven i mosen for længst død, men P.J.K. var alligevel en tur i vildmosen og en af hans venner fortæller, at P.J.K. da lagde sig på knæ og med hænderne gravede han ned i mosen og førte indholdet op til ansigtet, medens han i dybe åndedræt indsnusede den for mosen karakteristiske og særegne duft.
F.J.K. 1999.
Dette besøg i vildmosen blev et goddag igen, men samtidig også et sidste farvel.
Han var da stærkt præget af sygdom og kort tid efter, da han igen var vendt hjem til København, måtte han lade sig indlægge på Frederiksberg hospital, hvor han døde d.18. august 1959, 61 år gammel.
Hans urne blev nedsat i et gravsted ved siden af forældrenes gravsted på Øster Hjermitslev kirkegård.
Mary og Peder Jensen Kjærgårds gravsten.
Efter Mary Kjærgaards død, blev der d. 17. december 1968 oprettet et gravstedslegat med gyldighed til året 2168.
Fortegnelse over udgivne bøger:
Kjærgaard var yderst flittig og nåede at udgive i alt 29 værker.
Herunder ses en kronologisk oversigt over en stor del af hans udgivelser baseret på registreringer i Dansk Forfatterleksikon og Bibliografi.dk:
Udgivelser
Fra ødemarkens rige, 1929
Modvind og medbør, 1936
Løjerlige stabejsere, 1937
Skarnsfolk, 1937
Vers, 1937
Til Danmarks tunghøre, 1938
De Hjermitslev bønder, 1939
En tunghør Rydnmingsmand, 1939
De fattiges paradis, 1941
Ved Solfald : Roman om St. St. Blichers Livsaften, 1942
Vinden tuder om Børglum, 1945
Min barndoms jul, 1946
Strenge tider, 1946
Lyset sejrer, 1947
Nye slægter, 1948
Hilsen fra Vendsyssel, 1950
Slægtens mor, 1950
Goddag igen, 1951
En kunstner og hans muse : Mis og K.J. Almqvist, 1953
var på sin tid, en kendt personlighed, som satte præg på egnen i form af sit forfatterskab.
FØDESTED.
Jens Thise er født den 16. august 1868, død 1 Januar 1955, 86 år gammel og ligger begravet på Thise kirkegård.
Jens Thises døbenavn var Jens Madsen Møller. Han stammede fra Thise udflyttere, hvor hans forældre havde en gård.
Jens Thise og hans hustru, Marie, som også stammede fra samme egn, overtog gården ved deres giftermål i 1893. De havde fem børn. En søn overtog gården i 1921.
Parret flyttede da til Thise by, hvor de levede resten af deres tid.
I sine unge år var Jens Thise, i 1888 på Stenum højskole, og i 1892 blev han indkaldt som soldat ved 11. Infanteribataljon i Ålborg.
FORFATTERSKAB.
Jens Thises første bog “Niels Klinker” udkom i 1904. Det var vel på det tidspunkt, han tog forfatternavnet Jens Thise.
Efter at have udgivet ”Niels Klinker”, “Mosekongens Brud”, “Niels Klinkers Saga”, “Per fra Mosen”, “Det døde Punkt” og “Solhverv” skrev han i 1918 “sognefogedens Pigebørn”, som udkom 1. oktober samme år, og inden en måned var første to oplag udsolgt, andet oplag blev udsolgt inden jul, så der måtte et tredje oplag til, inden behovet var dækket.
Jens Thise har siden udgivet en lang række bøger, og mange af dem er kommet i flere oplag. Han skrev et utal af lejlighedssange, henholdsvis til private fester, foreninger o. l.
Den mest kendte sang er nok “Vendsysselsangen”, som han skrev 1928, hvor daværende gdr. og musiker Jens Peder Dam, Stenum, komponerede melodien til.
Daværende forfatter Thomas Olesen-Løkken har fortalt om Jens Thise “Det poetiske har han arvet efter sin mor. Sit hjælpsomme væsen, sin forståelse af mennesker, sin inderlige medfølelse med småfolk har han sikkert arvet efter sin far”,
Jens Thise var fra ca. 1905 en kendt og yndet foredragsholder, som rejste meget omkring – især i Nordjylland- og læste op af egne værker.
Når han var ude i landet, var det skik at overnatte i private hjem. Disse oplevelser fortæller han meget levende og fornøjeligt om i sine erindringsbøger, som han skrev i perioden 1943 til 1951, ialt fem bind.
THISE DILETTANTER.
Lige så kendt som Jens Thise blev ved sit forfatterskab af sine bøger, blev han også kendt for sine skuespil, som han skrev 11 af. Thise Dilettanter spillede i perioden 1929 – 1940.
I 1928 omskrev og dramatiserede han “Sognefogedens Pigebørn” til skuespil. Dette stykke havde premiere den 26. april 1929.
Det blev spillet i seks aftner i træk for fulde huse i Thise forsamlingshus. Det blev i første omgang spillet som fælleslæsning, for at undgå konflikt med myndighederne om forlystelsesskat. På opfordring af “Børnenes Kontor” i Ålborg blev stykket opført på Ålborg Teater. Det blev til fire forestillinger, som gav et overskud til kontoret på ca. 3.000 kr.
Det skal nævnes, at der er en del sange i skuespillene, og flere af disse komponerede Jens Thise selv melodier til.
Der dannedes så i samråd med daværende Anna og Johannes Engelund, Thise, et selskab ”Jens Thises Dilettanter”
Det blev Johannes Engelund som forestod tilrettelæggelse af turneer, rundt om i landet, dog fortrinsvis i Nordjylland, i forsamlingshuse og teatre. Dilettanterne havde selv kulisser med, som blev opstillet. Rutebilejer Dietz, Saltum, var fast chauffør i næsten alle årene.
Johannes Engelund opnåede at få kongelig bevilling til selskabet.
I Jens Thises erindringsudgave “Ved Løvfaldstider”, findes uddrag af pressemeddelelser on amatørskuespillernes turneer.
POLITIK.
Jens Thise var medlem af kommunens valgbestyrelse og var i den anledning med til at optælle stemmer ved folketingsvalget den 3. april 1901. Det var første gang, vælgerne prøvede den hemmelige afstemning.
Ved generalforsamlingen i Vrå 17. februar 1914 får Jens Thise opfordring til at lade sig op stille som Venstres kandidat til næste folke tingsvalg, og han havde store chancer for at blive valgt – men tog beslutningen – at sige nej, da han mente at kunne anvende tiden på en anden og bedre måde. Her var det hjemmet og skriveriet, han tænkte på.
FORENINGSLIV.
Afholdssagen var en af Jens Thises hjertesager, Han var med til at stifte en lokal afholdsforening i Thise.
I 1897 blev Thise Forsamlingshus bygget.
Det var Thise afholdsforening, som tog initiativet til det. Der valgtes en bestyrelse på syv mand med Jens Thise som formand.
Indvielsesfesten skete den 15. november 1897. Det var første gang, Jens Thise optrådte over for en offentlig forsamling. (Ifølge hans erind- ringer.) Så var der folkemøderne i Thise bakker, som startede i 1907, og som i en menneskealder var en årlig sommerbegivenhed, der kunne samle op til et par tusinde tilhører, Jens Thise skaffede mange kendte foredragsholdere og var med til at lede mange af møderne,
Han var desuden medlem af skolekommission, menighedsråd, sogneråd, Hjørring Amts historiske Samfund m. m.
Meddeler til dagspressen fra 1892 og næsten hele sit liv.
KORRESPONDANCE.
Jens Thise havde en meget stor korrespondance. I 1937 var han i kontakt mod Christian Østrup, København. Jens Thise agiterede i aviserne om, at landboerne skulle tage feriebørn fra København – at forene land og byen en slags filantropisk arbejde.
Han brevvekslede med venner og bekendte og bl.a. mange kendte forfattere, Jeppe Åkjær, Niels Anesen, Peder Jensen Kærgård m. m. flere.
RIDDER AF DANNEBROG.
Ridder af dannebrog blev Jens Thise i 1938, hvor han var i København til audiens hos Kristian den tiende. Det fortælles der om i erindrings- bogen “I Aftenskumringen”.
RADIO.
Jens Thise har læst op i radioen flere gange. Museet har kontaktet Danmarks Radio og har fået en enkelt båndoptagelse. Redaktør Bremnebys samtale med Jens Thise. Optaget i 1953.
HJEMMET.
Jens Thise og hans hustru, Marie, havde et meget gæstfrit hjem. Det vidner de mange fester om: Sølvbryllup, guldbryllup og runde fødselsdage. Der skal her nævnes Jens Thises 8oårs fødselsdag den 16. august 1948. Den blev holdt på Vester Hjermitslev hotel med ca. 250 deltagere. Da Jens Thise kom fra festen om natten, mødte ungdommen ham med fakkeltog, og der afsluttedes i haven ved hjemmet med tale af daværende Provst Age Stevns, Vrensted.
Hjemmet i Thise
MINDESTEN
Straks efter Jens Thises søs i 1955 tog en kreds af hans venner initiativ til en indsamling, for at rejse et værdigt minde om ham. Det er en smuk natur sten med et bronche relief, forarbejdet af William Jessen, Vodskov.
Stenen står i Thise by, hvor et lille stykke af den gamle have fra hans hjem er inddraget og har gjort plads for mindesmærket.
Fra spejdermusik i Vendsyssel til finansverdenens tinder:
Jørgen Michael Klejnstrup
Historien om Jørgen Klejnstrup
Af Jens Otto Madsen
Når man læser Jørgen Klejnstrups egne, levende erindringer om ungdommen i Brønderslev – om præstegården, det aktive spejderliv og det stolte initiativ med at oprette et spejder Brass Band – tegner der sig et billede af en ung mand med både takt, tone og masser af initiativ. Men hvad skete der, da spejderuniformen blev skiftet ud med bankens pæne tøj, og Jørgen trådte ud i det vendsysselske erhvervsliv?
For undertegnede, der selv lagde 35 gode år i bankverdenen (fra 1962 til 1997), har det været en sand fornøjelse at følge hans rejse på afstand. Det viste sig nemlig hurtigt, at det samme engagement, som Jørgen lagde i musikken og spejderbevægelsen, bar ham hele vejen til tops i dansk og internationalt erhvervsliv.
Bankeleven fra Brønderslev, der ville ud i verden.
Den 1. juli 1966 fusionerede den gamle Brønderslev Bank med Kjøbenhavns Handelsbank og blev til Handelsbanken i Brønderslev. Det var i denne nye, ekspansive fusionsbank, at præstesønnen Jørgen Klejnstrup startede sin professionelle rejse helt fra bunden som bankelev den 01.08.1972.
Sideløbende med det daglige arbejde i filialen holdt han næsen i bøgerne og sikrede sig i 1977 en HD i finansiering og kreditvæsen fra Aalborg Handelshøjskole.
Det jyske gåpåmod og det skarpe hoved fangede hurtigt opmærksomheden inde i storbankens hovedkontor. Da Handelsbanken i 1990 fusionerede og blev til det mægtige Danske Bank, var Jørgen allerede godt på vej. Koncernen sendte ham ud på dybt vand for at hente international erfaring – og han svømmede fremragende.
Først gik turen til Luxembourg, som var bankens europæiske knudepunkt for formuepleje. Sidenhen blev han udstationeret midt i verdens finansielle hjerte på Park Avenue i New York, hvor han arbejdede med store globale virksomhedskunder.
Topdirektør med fingrene i hele Danmarks økonomi.
I 1996 blev Jørgen hentet hjem til Danmark igen. Nu var det slut med filialerne; han blev udnævnt til øverste chef for bankens samlede udenlandske enheder, og i 1998 overtog han den tunge post som direktør for hele bankens administration.
Karrieren toppede for alvor i 00’erne:
International ekspansion:
I 2004 fik han det overordnede direktøransvar for Danske Banks forretningsudvikling uden for Skandinavien.
Direktør i Danica Pension:
Den 1. juli 2006 rykkede han ind i topledelsen som direktør for Danica Pension, et af landets absolut største pensionsselskaber.
Direktør for Multidata (PBS):
I 2012 overtog han rollen som administrerende direktør for Multidata-koncernen, som vi i dag kender som rygraden i Nets. Her sad Jørgen med ansvaret for de IT-systemer, Betalingsservice og betalingskort, der får hele det danske samfund til at køre rundt i hverdagen.
Gennem sin karriere har han bestredet over 14 tunge bestyrelses- og direktionsposter, blandt andet i giganten Danske Data.
En samfundsaktiv herre på Østerbro.
I dag har Jørgen Klejnstrup lagt finansverdenens bonede gulve bag sig, men dirigentstokken fra ungdommens Brass Band har han aldrig helt sluppet. Han bor i dag på Østerbro i København, hvor han flittigt bruger sin pensionisttilværelse på at gøre en forskel for sit lokalmiljø.
Som formand for Emdrup Grundejerforening og foreningen “Emdrup Søs Venner” kæmper han i dag en ihærdig kamp for et bedre vandmiljø i Utterslev Mose, og han har sågar ligget i tæt brevveksling med Transportministeriet for at kræve støjdæmpning langs Helsingørmotorvejen.
Fra præstegården og spejderlivet i Brønderslev til toppen af dansk finansliv – Jørgen Klejnstrups historie er fortællingen om, hvor langt man kan nå med solid, vendsysselsk flid, og en evne til altid at føre an, uanset om det gælder et spejderorkester eller landets største milliardselskaber.
En personlig hilsen fra en gammel bankkollega.
Når jeg ser tilbage på min egen 35-årige rejse i bankverdenen – en rejse, der startede i 1962 og bød på mange fantastiske oplevelser, inden den sluttede i Frederikshavn i 1997 – kan jeg ikke lade være med at smile over, hvor vejene fører os hen. Jørgen og jeg delte de tidlige år i Handelsbanken i Brønderslev, og selvom livet tog os i forskellige retninger, har det været en sand fornøjelse at følge hans imponerende karriere på afstand.
Her på hjemmesiden har Jørgen selv bidraget med sine egne, herlige minder om opvæksten i Brønderslev, hvor han fortæller om præstegården, spejderlivet og sit Brass Band. Det er fantastisk, at vi nu kan binde sløjfen om hele hans historie – fra ungdommens musikalske taktslag til erhvervslivets store beslutninger.
Kære Jørgen – tak for historierne, tak for minderne fra Brønderslev, og tak fordi du satte dit præg på både spejdermusikken i Vendsyssel og hele Danmarks finansverden. Gåpåmodet fejler intet hos nogen af os endnu, og vi har bestemt intet til gode!
Tak for invitationen til at skrive om min tid i Brønderslev, og om tiden derefter. Jeg boede kun 6 år i Brønderslev, men har stadig stærke forbindelser, og en række rigtig gode oplevelser og minder.
Jeg er født i 1953 i Silkeborg, hvor min far var præst ved Silkeborg Kirke. Sidst i 60’erne søgte Brønderslev Menighedsråd efter ny sognepræst til Brønderslev og Serritslev kirker, og min far endte med at få embederne. Familien bestod af far, mor og 4 børn, og vi havde ikke tidligere nogen tilknytning til Brønderslev eller Vendsyssel.
Jeg husker, at vi i Silkeborg havde besøg af en delegation fra menighedsrådet fra Brønderslev. En af dem var Simon Tolder (Simon Sørensen). Gæsterne havde overværet en gudstjeneste i Silkeborg Kirke, og efterfølgende var de på besøg i præstegården. Min bror og jeg kom hjem i uniform fra et FDF-arrangement, og da Simon så os i uniform, var han ekstra opsat på, at vi skulle flytte til Brønderslev. Simon var en af initiativtagerne til FDF-kredsen i Brønderslev og han så hurtigt, at han her kunne hverve 2 nye medlemmer.
Som nævnt troede vi, at vi ikke tidligere havde haft relation til Brønderslev og Vendsyssel. Det viser sig at være forkert. Senere i livet har jeg brugt en del tid på slægtsforskning, og her viser det sig, at vi 10-12 generationer tilbage har aner på min fars side med tilknytning til Brønderslev. Det gælder f.eks. Anders Hansen Holst fra Burholt, Maren Nielsen Kjærulf til Hebbelstrup og Else Andersen Holst (født Pedersdatter Kjærulf) til Øster Hebbelstrup i Hallund. Måske er det årsagen til, at hele familien følte sig velkommen i 1968, og at vi alle havde nogle rigtig gode år i Brønderslev.
Da vi flyttede til byen i påsken 1968, efterlod vi mine 2 storesøstre i Silkeborg, idet de kun havde 3 måneder tilbage af skolegangen, inden de havde gennemført en HF og en realeksamen. De flyttede heller ikke senere til Brønderslev, men endte efter uddannelser i hhv. Viborg og Hillerød. Mange besøg i Brønderslev blev det dog til, og de blev begge gift i Brønderslev Kirke.
Vi boede i præstegården i Bredgade 133. En dejlig stor kasse, men hundekold om vinteren. Alligevel nød vi alle at bo der. Rigtig mange drenge og piger er kommet i huset mens vi boede der, idet vi dels indrettede et lokale i kælderen til FDF, og dels modtog jeg mange spilleelever på mit værelse på 1. sal.
Jeg var 15 år, og min lillebror Nils Ole, var 11 år. Vi startede begge i Skolegades Skole og begge blev medlem af FDF. Senere blev min bror elev på det første hold på Brønderslev Gymnasium, hvor han i øvrigt blev den første elevrådsformand.
Fritiden blev hurtigt besat af FDF. Vi deltog begge aktivt i arbejdet i kredsen, og vi har nydt mange gode ture til bl.a. ’Godset’ i Hallund, til landslejre, kanosejlture m.v. Jeg syntes dog, at der manglede en vigtig ting i kredsen: Musikken. Jeg spillede i Silkeborg FDF-orkester i min Silkeborg tid, og mente, at vi burde starte et orkester i Brønderslev. Vi havde ikke mange penge i kredsen, og måtte derfor slække på ambitionerne. Det blev til et tamburkorps, hvor vi havde penge nok til indkøb af fløjter og trommer. I orkestret spillede ca. 20 drenge og piger (der blev åbnet op for, at piger også kunne deltage i kredsens arbejde).
Ambitionerne om at starte et orkester med messing blæseinstrumenter var der stadig. I 1970 gennemførte menighedsrådet en større ombygning af Brønderslev kirke, og bl.a. skulle orgelet udskiftes. Vi fik alle de gamle orgelpiber, og efter salg af disse, var der råd til indkøb af de første messingblæseinstrumenter. Der var stor interesse for at lære at spille på instrumenterne, og på et tidspunkt kunne vi tælle 25 drenge og piger i orkesteret og under oplæring.
Orkestret spillede ved mange lejligheder i og uden for Brønderslev, og den helt store udfordring kom 2 – 3 år efter stiftelsen, hvor vi tog på tur til England. Vi besøgte et engelsk orkester fra Boys Brigade, og sammen med dem, gav vi en række koncerter i Sydengland. Med på turen havde vi tamburkorpset fra FDF Frederikshavn, og forinden afgangen til England, havde vi en række øvedage sammen. En af disse foregik på Godset i Hallund, og da vi startede spilleriet, kom naboen rendende og bad os stoppe, idet hans køer ’satte’ mælken. (betød at de ikke kunne malkes). Dette billede er taget i forbindelse med en øvesession i Hedelund af fotograf Albeck, der var en god ven af FDF-kredsen:
Mange læsere vil helt sikkert kunne genkende mange FDFere fra Brønderslev. Se bl.a. efter Palle G. Christensen (BP), Anders Jensen, Klaus Østergaard, Søren Christensen, Knud Erik Sørensen (Fuzzy), Jens Peter Hansen, Nils Ole Klejnstrup, Sten Yssing, Hans Østergaard, Hans Frejlev, Axel Holm Kristensen, Birgitte V. Andersen (Shell), Inge Lise Hansen (datter af købmand Hansen i Bredgade, og mange flere.
Det var dyrt at drive en FDF-kreds med op mod 150 medlemmer og udgifter til de mange aktiviteter, herunder til orkestret og til lejren Godset i Hallund. Heldigvis var der blandt stifterne af kredsen i 1964 mange gode og kreative folk. Det gælder bl.a. Jeppe Bisgaard, Mogens Friis Larsen, Gunnar Bruun Jacobsen og Simon Tolder (Sørensen). De fik tidligt – og langt før folk i dag interesserer sig for miljø og genbrug – etableret en avisindsamling i Brønderslev. Hver den 1. lørdag i måneden blev der organiseret en række indsamlingsruter, og der blev indsamlet mange tons aviser hver gang. Byens handlende stillede velvilligt deres firmabiler til rådighed, bl.a. Krog Jensen, Langeland, smedemester Anton Jensen m.fl. Det gav mange tusinde kroner til kredsen.
En anden aktivitet der kastede penge af sig til FDF-kredsen var en koncert med de østrigske Wienersängerknaben. Gunnar Bruun havde hørt om koncerterne i Danmark, og ringede straks til deres turnearrangør for at høre, om de ikke kunne lægge vejen forbi Brønderslev. Det gjorde de, og byen blev en oplevelse rigere, og det samme gjorde kredsen pengekasse.
Billede: Så er vi klar til en 30 km tur. Fra venstre: Per Kristensen, Bjarne, Willy Holm Kristensen, Axel Holm Kristensen, Finn Madsen og Gert Holm Kristensen. Foto taget på bagsiden af præstegården i Bredgade.
Selvom det meste af min fritid gik i FDF, blev der dog også tid til medlemskab af PM-orkestret. Her spillede jeg vel omkring 3 år med en række herlige mennesker.
I FDF-kredsen udgav vi hver måned et medlemsblad. Det var anledningen til at 4 venner, Jørn Larsen (Solvangsvej), Axel Holm Kristensen (bl.a. plejer i Brønderslev), Willy Holm Kristensen (bl.a. politibetjent i Brønderslev) og jeg selv, startede et offset trykkeri. Tiden med duplikator og stensils var ovre, og ny teknologi måtte tages i brug. Vi investerede kr. 15.000 i nye maskiner, og starten gik på 1. salen i præstegården i Bredgade. Senere flyttede virksomheden til kælderlokaler i Grønnegade. Vi trykte månedsbladet til vores kreds, og for en lang række andre foreninger. Mange festsange er også mangfoldiggjort her.
Men det var ikke kun fritid. Skolen og arbejdet skulle også passes. Jeg gik kun godt og vel 1 år på Skolegades Skole, inden jeg efter realeksamen begyndte på Handelsskolen i Aalborg. Først den 1-årige Handelseksamen og derefter den 2-årige Højere Handelseksamen på Handelsgymnasiet ligeledes i Aalborg. 3 år med toget kl. 07.03 fra Brønderslev banegård – rigtig mange af de dage i sidste øjeblik, og en del gange måtte jeg vente på næste tog. Min sorte herrecykel fik fuld gas ned ad Bredgade.
I 1972 startede jeg som elev i Handelsbanken i Brønderslev. Det blev 2 meget fine år, med mange gode kollegaer. Flere af dem blev mine venner, bl.a. Else Sørensen og Per Hartman, der senere blev gift. Per og jeg blev senere bestyrelsesmedlemmer i Handelsbankens Personaleforening, og vi fortsatte derefter sammen i en forening af afgåede medlemmer, hvor også Else og min kone er medlemmer.
Læretiden var god, og jeg fik her bankvæsen ind under huden. Måske det især skyldtes Leif Ulriksen, der var ekspeditionsleder på det tidspunkt. Han lærte mig meget, og ham har jeg tænkt på mange gange senere i arbejdslivet.
Efter læretiden flyttede jeg til Aarhus for at aftjene min værnepligt, og for at afslutte min HD-eksamen på Handelshøjskolen i Aahus. Jeg tog første del i Aalborg, mens jeg arbejdede i Brønderslev. Herefter gik turen til København, hvor jeg siden har haft base. Dog har vores ophold i København to gange været afbrudt af udstationeringer. Først i 80’erne, hvor vi boede og arbejdede i Luxembourg, og midt i 90’erne, hvor vi boede og arbejdede i USA. Begge steder var – og er stadig – finansielle centre. I Luxembourg var jeg administrationschef og i New York var jeg souschef.
Bankvæsenet har udviklet sig kolossalt siden jeg blev ansat i Brønderslev i 1972. På det tidspunkt var filialen kun delvist konverteret til forskellige EDB-systemer. Nu nedlægges der stillinger overalt i bankerne verden over, idet mange processer er blevet automatiseret, og selvbetjening er blevet en del af dagligdagen for os alle. Der er stort set ikke behov for filialer længere, og hvor man tidligere så filialer på ethvert gadehjørne i de større byer, er de helt forsvundet nu. IT-udviklerne er også udsatte, idet mange af de job kan udføres i lavtlønsområder som f.eks. Indien. Jeg har selv haft fornøjelsen at besøge Danske Banks udviklingscenter i Indien, hvor der på daværende tidspunkt arbejdede ca. 1.000 personer for banken. Som et kuriosum kan nævnes, at det var på det tidspunkt, hvor askeskyen hærgede i hele Europa. Jeg fik en ekstra uge i Indien, men kunne stadig passe mit arbejde og mine møder via de kommunikationsforbindelser der eksisterer. Tankevækkende.
Jeg har været så heldig at deltage i denne spændende udvikling. Først via min ansættelse i bankens organisationsafdeling, og senere som chef Danske Banks Administrations- og IT-område. I den forbindelse har jeg også haft stor kontakt til de øvrige banker via arbejde i Finansrådet og PBS (nu Nets), og ved arbejde i den europæiske bankforening.
Der er ingen tvivl om, at Danmark er godt med, når vi taler om rationalisering af administrative processer. Det skyldes i høj grad, at vi i 1969 fik indført CPR-nummeret som en entydig identifikation af personer. Det har været et godt udgangspunkt for opbygning af forskellige databaser, og for at få dem til at hænge godt sammen.
Efter vores hjemkomst fra USA blev jeg chef for Danske Banks Udenlandske enheder. Her gennemførte vi over en årrække omstilling af bankens aktiviteter i udlandet. Vi nedlagde vores aktiviteter i Japan, Hong Kong, Singapore og New York, som alle var rettet mod større erhvervskunder, mod til gengæld at investere i banker i norden og Irland med et bredt fokus på alle typer kunder. Integration af de tilkøbte banker var et vigtigt arbejde i den sammenhæng. IT-systemer skulle tilpasses og kunder skulle konverteres til de fælles systemer, og ikke mindst opbygning af en fælles arbejdskultur i bankerne på tværs af landene, kræver en del arbejde.
Efter den periode skiftede jeg fokus og blev ansat som direktionsmedlem i Danica Pension. Her var jeg i 5 år, og i den periode rationaliserede vi også denne forretning, og vi deltog i moderniseringen af pensions- og forsikringsprodukterne. Det var interessant at konstatere, at ikke mange danskere interesserer sig for pension, selvom det er et meget vigtigt område for alle. Udover fast ejendom, er pensionsopsparingen det største aktiv for de fleste danskere. Også her havde vi aktiviteter i flere lande, og det blev en ganske spændende tid.
Min erhvervskarriere blev herefter afsluttet som administrerende direktør for Multidata (senere Bluegarden). Virksomheden blev solgt, og aktiviteterne er i dag placeret i firmaet Visma.
Jeg har været så heldig at kunne nedtrappe mit arbejdsliv over en periode. Det skyldes, at jeg har haft bestyrelsesposter i flere selskaber. Efterhånden som også disse poster ophørte, har jeg nu kastet mig over frivilligt arbejde. Det er sket i form af medlemskab af en meget store grundejerforening i København, hvor vi kæmper en række kampe med Københavns Kommune og staten. Her kan jeg konstatere, at der er enorm stor forskel på at arbejde i det private erhvervsliv, og i offentligt regi. Det kræver stor tålmodighed at have med Københavns Kommune og statsadministrationen at gøre.
Jeg mindes stadig min tid i Brønderslev med stor glæde, og vi får fra tid til anden lejlighed til at opfriske minder, når vi mødes med vores gode venner Birgitte og Axel Holm Kristensen, og Inge og Willy Holm Kristensen. Og som før nævnt ser vi også Else Hartman i vores forening. Vi stikker fra tid til anden indenom Brønderslev, når vi er på vej til ferie i Norge.
Min kone og jeg var så lykkelige at blive bedsteforældre for 1. gang i 2023. Med en uges mellemrum i januar kom en dreng (Alfred) født at vores datter, og en pige (Ellie) født af vores svigerdatter. Nu er det primært dem det hele handler om. Fremtiden tegner lys.
Købmandsfamilien Agnes og Otto Madsen som stammede fra Try ved Thorshøj og Øster Vraa
Introduktion til
Lokalhistorien er fuld af kontraster.
I denne fortælling rejser vi langs de vendsysselske jernbanespor til den stemningsfulde Rimmen Station, der engang bandt egnen sammen med omverdenen og dannede rammen om rejsende, post og dampbiler.
Men historien har også en anden og mere skyggefuld side. Gennem gamle optegnelser dykker vi ned i historien om Sindal-egnens fattiggårde, hvor sognets svageste og “uforskyldt fattige” havnede. Det er en fortælling om streng disciplin, tab af borgerrettigheder, men også om det menneskesyn, der herskede i datidens Vendsyssel, før velfærdssamfundet tog over
Velkommen til beretninger om egnens markante steder og glemte skæbner og familiehistorien om købmandsfamilien Agnes og Otto Madsen, Try.
Samlet og redigeret af Jens Otto Madsen
September 2026
Togfløjt, smalspor og arkitektur – Rimmen Station og Agnes’ rødder i Elling
For at finde rødderne til vores farmor, Agnes Mathilde Laurine Madsen (født Larsen i 1888), skal vi rejse mod nordøst til det naturskønne Elling Sogn nær Strandby og Jerup. Her voksede hun op i en tid, hvor egnen gennemgik en kolossal forvandling – en forvandling, der bogstaveligt talt rullede afsted på skinner.
Den 24. juli 1890 åbnede den længe ventede Skagensbane, som forbandt Frederikshavn med Skagen. Indtil da havde al transport foregået med hestevogn langs strandkanten. Egnen var fattig, og i starten var der kun råd til en smalsporet bane.
Et af de faste holdesteder på denne historiske rute blev Rimmen Holdeplads. Dengang var det blot et lille trinbræt med en simpel træ-ventesal, tegnet af arkitekt Thomas Arboe, placeret i Nielstrup by, hvor sporene oprindeligt snoede sig igennem.
Her har Agnes som barn og ung uden tvivl hørt de små damplokomotivers fløjten runge over landskabet, når de fragtede fersk fisk og de første Skagens-turister forbi.
Omlægningen og den stolte stationsbygning
Skagensbanen blev en gigantisk succes, og i 1924 traf man en stor beslutning: banen skulle omlægges fra smalspor til normalspor. Det betød, at hele linjeføringen mellem Frederikshavn og Jerup blev flyttet mod øst for at kunne betjene den voksende fiskerby Strandby
Med denne flytning rykkede Rimmen Station næsten en kilometer mod nord til sin nuværende placering på Skagensvej. Her opførte man i 1924 en “rigtig”, smuk stationsbygning. Den blev tegnet af den berømte Skagen-arkitekt Ulrik Plesner, som med sine karakteristiske røde mure og hvide detaljer gav stationen et herregårdsagtigt præg.
Selvom stationen oplevede omskiftelige tider – den var lukket i en periode i 1930’erne, genåbnede under krigen i 1944 og blev i 1967 nedrykket til trinbræt – står Plesners smukke stationsbygning der endnu i dag som et privat hjem. Den minder os om den tid, hvor Agnes trådte sine ungdomssko i Elling Sogn, før hun mødte sin Otto og drog mod Try for at blive købmandskone.
Bag murene på Slotved – Sindal-egnens fattiggård og Ottos rødder
Vores farfar, købmanden Otto Emil Madsen, blev født i Sindal Sogn i 1883. Når vi i dag tænker på Sindal i slutningen af 1800-tallet, tænker vi ofte på den rivende udvikling, som stationsbyen gennemgik med nye købmandsforretninger, realskole og håndværkere. Men bag fremskridtet og facaderne gemte der sig en barsk virkelighed for sognets fattigste. Det var en virkelighed, som Otto Emil har kendt til fra sin barndom på egnen.
I 1868 – femten år før Otto blev født – opkøbte Sindal-Astrup Kommune den gamle fæstegård Slotved, der hørte under herregården Baggesvogn. Formålet var klart: Gården skulle omdannes til sognets fattiggård.
Dengang var fattigdom ikke noget, man mødte med milde gaver. Fattiggårdene blev indrettet som komi systemer af forsørgelse og tvangsarbejde. Filosofien var, at de fattige – eller “lemmerne”, som de blev kaldt – skulle arbejde for føden. På Slotved Fattiggård betød det hårdt fysisk arbejde i landbruget og i de tilhørende skovområder under Baggesvogn.
Livet under skrappe regler
Livet på fattiggården var præget af streng disciplin. Når man trådte ind over dørtærsklen på Slotved, mistede man reelt sine borgerrettigheder og blev umyndiggjort. Man måtte ikke forlade gården uden tilladelse, mænd og kvinder blev strengt opdelt, og man kunne ikke gifte sig uden sognerådets samtykke. Fattighjælpen var en sidste udvej, som var forbundet med stor social skam.
Slotved fungerede som egnens fattiggård helt frem til 1916, hvor nye tider og et ændret menneskesyn langsomt begyndte at vinde indpas, indtil den store socialreform i 1933 endegyldigt gjorde op med de gamle fattiggårde.
Da den unge, 25-årige Otto Emil Madsen i 1908 pakkede sine ting og rejste fra Sindal til Try for at opføre sin landkøbmandsforretning, bar han historierne om egnens hårde skæbner med sig i bagagen. Det giver et gribende tidsbillede af den verden, jeres bedsteforældre kom fra, og de kontraster, der mødte dem i datidens Vendsyssel.
I begyndelsen af det 20. århundrede begyndte en bemærkelsesværdig slægtshistorie i den vendsysselske landsby Try. Det er historien om Agnes og Otto Madsen – et par, der gennem årtier blev selve omdrejningspunktet for lokalsamfundets praktiske og åndelige liv.
ScreenshotDen nyopførte købmandsforretning som Otto Madsen opførte i 1908 og drev i 35 år og hvor 6 børn kom til verden.
Den gamle landkøbmandsforretning i Try, som min farfar Otto Emil Madsen opførte fra bunden i 1908 og drev i 35 trofaste år sammen med min farmor Agnes. Foto: September 2026.
Bygningen i Try som den tager sig ud i sept. 2026. Selvom tiderne har skiftet, står den gamle købmandsgård stadig utroligt flot og minder om en tid med sogneliv og flittig vendsysselske iværksætterånd.
Eventyret startede, da en ung og ambitiøs Otto Madsen (født 1883 i Sindal) som blot 25-årig i 1908 besluttede at slå sig ned i Try. Sammen med sin hustru, Agnes Mathilde Laurine (født 1888 i Elling), opførte han fra bunden en helt ny landkøbmandsforretning. Det krævede et ualmindeligt mod og en jernvilje at etablere sig som købmand dengang, men parret besad den seje vendsysselske iværksætterånd. I 35 år drev de butikken, som ikke blot handlede med kolonialvarer, men fungerede som byens uformelle mødested, hvor sognets nyheder blev udvekslet over disken.
Agnes og Otto Madsen
min farmor og farfar
Hjemmet i Try var fyldt med liv, varme og hjerterum. Agnes og Otto fik seks biologiske børn – fire raske drenge (Elith, Henry, Frimodt og Hans Erik) og en lille datter, Nanny, som dog desværre gik bort som spæd i 1914 og efternøleren Karen Margrethe. Dertil åbnede de deres hjem for endnu en dreng, som de adopterede. Blandt de fire raske drenge var Elith Madsen, født den 5. august 1913.
Familielivet var dybt forankret i egnens stærke åndsliv. Når ugens slid i købmandsforretningen var omme, søgte familien ofte mod det lokale Missionshus i Try. Her mødtes de med egnens andre trofaste borgere. Særligt den lokale lærer, frk. Thorup, var en markant og samlende figur i missionshuset. Hendes pædagogiske og åndelige lederskab prægede uden tvivl den store børneflok fra købmandsgården. Det var her, min far fik sin første, dybe respekt for lærergerningen og opvæksten i et trygt landsbysamfund.
Næstekærlighed, daset på Højrupsvej og minder fra skolen.
Når jeg tænker tilbage på min fars, opvækst og rødder, rettes blikket altid mod hans fødeby, Try ved Øster Vrå. Det var her, i dette levende og tætte vendsysselske lokalsamfund, at grundstenen til vores familie blev lagt. I Try trådte min far sine barnesko, og her oplevede han markante skikkelser som frk. Thorup, der med sit store engagement som lærerinde i Try Missionshus og skole i samme hus, satte sit præg på generationer af børn på egnen.
Min far fortalte ofte levende om barndommens storslåede landskab, som maleren Oluf Søndergaard, der som hovederhverv var manufakturhandler, men hans hobby var at male. Han fangede så mesterligt – det særlige, kraftfulde vendsysselske lys, på sine lærreder, og far omtalte den mægtige, gamle herregård Ormholt, der lå godt gemt inde i de smukke, kuperede Nejsum Bakker, og som i århundreder havde sat sit præg på hele egnen og dens rige historie.
Båndene til frk. Thorup stoppede ikke i Try.
Frimodt Madsen
Senere i livet blev min onkel, overbetjent Frimodt Madsen (1915–1998), en central brik i hendes liv. Frimodt var en kendt, respekteret og utrolig vellidt skikkelse i Frederikshavn. Som politibetjent var han i høj grad en mand, der værnede om fællesskabet og de svage. Mange frederikshavnere vil huske ham for hans utrættelige arbejde med færdselsundervisning på byens skoler – herunder Ørnevejens Skole, hvor min faster Tuts mand, onkel Johannes, passede sin faste gerning som lærer. Det var helt i tråd med Frimodts hjertevarme væsen, at han hjalp den aldrende frk.
Hos Frimodt kom også et ældre ugift søskendepar ud af en dyrlægefamilie – herunder en bror, der bar på den tunge skæbne at kæmpe med et alvorligt alkoholproblem. De kom meget i hjemmet hos Frimodt og tante Elin. Det var et sandt fristed for dem. Hvor det omgivende samfund måske mødte problemerne med afstand og fordomme, mødte de hos Frimodts familie en dyb, uselvisk næstekærlighed og en dyb social omsorg. Man lukkede ikke døren; man inviterede indenfor og rakte en hjælpende hånd. Senere da Frimodt flyttede fra Frederikshavn blev det Johannes og faster Tut, der tog sig meget af dette søskendepar.
Da min farfar Otto og farmor Agnes kom til Frederikshavn, var det til det hyggelige lille rødstenshus, som farfar i sin tid købte på Højrupsvej. Det var et hus med sjæl og tidstypisk indretning – komplet med et træskur i haven, der husede familiens das. Her var der to sæder, kun adskilt af en enkelt dør, og som vi spøgefuldt husker det: Ja, der skulle frisk luft til! En gang om ugen kom skraldemændene og tømte det, og selvom man i dag må sige “uha, uha” til tanken, så var det rammen om det jævne og gode liv, de opbyggede efter de mange år på egnen.
Bag denne grundlæggende rummelighed lå fortællingen om mine bedsteforældre, Agnes og Otto Madsen, hvis egne slægtshistorier trak tråde tilbage til to vidt forskellige, men utroligt livfulde verdener i det gamle Hjørring Amt. Min farmor, Agnes Mathilde Laurine Larsen, blev født i 1888 som datter af stationsforstander Laurits Martinus Larsen på Rimmen Station i Elling Sogn. Det var en opvækst præget af jernbanens faste rytme og en livlig, stor søskendeflok på i alt ni børn. Det var herfra, hun mødte min farfar, handelskommis Otto Christian Emil Madsen. Hans baggrund var solidt plantet i den sociale virkelighed i Sindal, hvor hans far, min oldefar Jens Christian Madsen, i en lang årrække var fattiggårdsbestyrer.
Her voksede min farfar op som en del af en enorm flok på 12 søskende. Det var denne solide ballast af at kunne begå sig blandt alle samfundets lag – fra stationsbyens rejsende til fattiggårdens skæbner – som Agnes og Otto tog med sig, da de som ungt par kom til Try. Gennem 35 år opførte og drev de den velkendte købmandsforretning, der dannede den trygge ramme om min fars barndom, alt imens frk. Thorup passede sin gerning i skolen og missionshuset. Når historierne smelter sammen, ser man
Min farfar Otto Emil Madsen. Tror han er i sin bedste alder her.
tydeligt, hvordan fattiggårdens skæbner, stationens faste rytme, Try-købmandens lune summen, det to-sædede das på Højrupsvej og onkel Frimodts og onkel Johannes’ gerning i Frederikshavn alle har vævet det smukke tæppe, som vores familiehistorie er gjort af. Det er en historie om rødder, men i højeste grad også en fortælling om det spor af næstekærlighed og lune minder, der binder generationerne sammen.
Seminarie år, vikararbejde og kirkesang
Da tiden kom, valgte Elith bøgernes og dannelsens vej. Han havde på Realskolen i Øster Vraa taget præliminæreksamen og kunne nu komme på lærerseminariet. Han søgte mod det hæderkronede Nørre Nissum Seminarium ikke langt fra Lemvig, hvor han efter års flittigt studium bestod sin lærereksamen.
Elith Madsen
Som nyuddannet lærer kastede han sig ud i arbejdslivet, der i starten bød på omskiftelige vikarjob. I 1936 fik han blandt andet vikararbejde på Stidsholt Efterskole ved Lyngså og Sæby. Stidsholt Årsskrift fra 1936: Det officielle årsskrift fra Stidsholt, bekræfter hans tidlige virke. Her står han opført på lærerlisten for 1936 under navnet Elith Madsen, og det nævnes specifikt, at skolen havde “antaget Lærer E. Madsen fra Try”. Han dækkede de boglige fag sammen med skolens øvrige personale, hvor han stod opført som den unge lærer hentet ind fra Try. Elith besad en god stemme og et stort engagement i kirken, og sideløbende med sine tidlige vikarjob virkede han som kirkesanger ved Badskær Kirke sydvest for Sæby. I 1937 fik han sit første faste embede som enelærer på den lille, isolerede Øster Hjermitslev Engskole, der lå helt ude ved kanten af den sagnomspundne Store Vildmose. Da han startede der, var han endnu ung og ugift, men det skulle et kursus i Brønderslev snart lave om på.
Opvækst og flid på Vester Ågård i Serritslev
Mens Elith trådte sine barnesko i Try, voksede hans kommende hustru, Ida Marie Larsen, op på slægtsgården “Vester Ågård” i Serritslev. Gården ligger smukt og markant placeret ved den store Vester Å, omkring 5 km kilometer fra Brønderslev. Hendes forældre, Laura og Vilhelm Larsen, drev gården med flid og dygtighed. I det gæstfrie hjem voksede en søskendeflok på tre op: den ældste var en dreng, og dertil to piger, hvoraf Ida Marie var den ene.
Ida Marie trådte sine barnesko i Serritslev Skole, men hun havde mod på mere og ville gerne dygtiggøre sig inden for kontor og handel. Hun søgte derfor mod Brønderslev, hvor hun tog sin handelsskoleeksamen på aftenskolen. For at få hverdagen til at hænge sammen, flyttede hun på værelse i Brønderslev hos et ældre ægtepar, der var en gammel nabo hjemme fra Serritslev. Fliden bar frugt, og hun fik fast ansættelse som kontorassistent hos Robinson Andersens store, kendte æg- pakkeri i Gravensgade i Brønderslev.
Da tiden kom, hvor Laura og Vilhelm Larsen valgte at trække sig tilbage fra det hårde landbrugs liv, købte de et godt hus inde i Brønderslev, Annexgade 9. Stafetten på “Vester Ågård” blev dog i familien, da Ida Maries ældste bror overtog slægtsgården ved åen.
Her boede min mors forældre Laura og Vilhelm Larsen, Annexgade nr. 9, Brønderslev
Tv. bedstemor Laura Larsen, min mor Ida, min moster Mie (Marie)
Kærligheden og bøgernes bånd
Et begynde kærlighedsforhold, det er bare så fint.
Det var netop Ida Maries tid i Brønderslev, der førte de to sammen. Elith Madsen havde i mellemtiden taget lærereksamen fra Nørre Nissum Seminarium og bestred nu embedet som enelærer på den isolerede Øster Hjermitslev Engskole ude i Store Vildmose på Starengvej.
For at lære det klassiske, boglige håndværk meldte Elith sig til et bogbinderkursus i Brønderslev med bogbinder Poul Marlo Madsen som underviser.
Øster Hjermitslev Engskole med kun 1 klasseværelse
Her mødte han kontorassistenten Ida Marie Larsen. De to blev hurtigt rigtig gode venner, og venskabet udviklede sig snart til kærlighed. Det endte med, at de besluttede, at de ville dele livet med hinanden, og den 30. december 1941 blev de gift i Serritslev Kirke.
Ida Marie flyttede derefter med Elith ud til den afsidesliggende skole i mosen, beliggende på Starengvej, 5-6 km fra Brønderslev. Her blev de i juli 1943 forældre til deres første barn, en pige, der fik navnet Bente.
Inden turen i 1944 gik mod vest til Vrensted Byskole, hvor de tre drenge kom til flokken.
ScreenshotHer er begge hold bedsteforældre på besøg på Engskolen
Kultur- og ungdomspioner i Vrensted
Vrensted Byskole ligger ved siden af kirken
Efter den barske, men lærerige tid i mosen tog Elith og Ida Marie i 1944 det store spring mod vest til Vrensted Byskole, hvor Elith overtog embedet som førstelærer. Efter ankomsten til Vrensted voksede familien yderligere, da der kom tre drenge til flokken – heriblandt den næstældste, Jens Otto, der kom til verden i det glade befrielsesforår i 1946.
I Vrensted blev Elith Madsen hurtigt en uundværlig kulturbærer, solidt bakket op af Ida Marie i det gæstfrie hjem i byskolen.
Screenshot
Foruden sin store lærergerning overtog han hvervet som kirkesanger ved Vrensted Kirke gennem en årrække, hvor han med sirlig særpræget hånd også førte den officielle, håndskrevne kirkebog.
Elith brændte dog i særdeleshed for ungdommen. Han gik forrest i sognets ungdomsarbejde og bestred posten som formand for Vrensted Ungdomsforening, der skabte liv og kulturelle aktiviteter for egnens unge. Da den topmoderne, 8-klassede centralskole stod færdig i 1959, og han velfortjent blev udnævnt til byens første skoleinspektør, hvilede han ikke på laurbærrene. Han blev samtidig leder af den allerførste ungdomsskole i Vrensted, der blev etableret som en fremsynet aftenskole i de nye, flotte rammer på centralskolen.
Min far gik bort i 1974 efter et langt liv i skolens tjeneste, og Ida Marie fulgte ham i 1986. Historien om dem er fortællingen om to mennesker, der mødtes i flid og kærlighed, og som sammen lagde deres hjerteblod i Vrensteds skole, kirke og ungdomsliv. Deres eftermæle lever i bedste velgående – ikke mindst i de mange lokalhistorier, der i dag samles på www.Vrensted-Historier.dk for at ære den by, de viede deres liv til.
Herunder fortælles af lærer Johanne Vestergaard:
Slægtstavle og Data
Fædrene gren (Try og Sindal):
Farfar: Otto Emil Madsen (født 1883 i Sindal – død i Frederikshavn1963). Otto Madsen byggede og drev land-købmands-forretningen i Try fra 1908 til 1943. Farmor: Agnes Mathilde Laurine Madsen (født 1888 i Elling – død i Frederikshavn 1957).
Fra venstre, Henry, Elith, Frimodt, Hans Erik og Karen Margrethe (Tut)
Min fars søskende (Børneflokken i Try):
Elith Madsen (født 5. august 1913 i Try – død 29. januar 1974 i Vrensted).
Henry Madsen (født i Try 1910 d. 1986).
Frimodt Madsen (født i Try 1915 d.1998).
Hans Erik Madsen (født i Try d.1917, d.1990).
Nanny Madsen (født 1914 i Try – død som spæd i 1914).
Karen Margrethe Thomsen (født i Try 1923 d.2016 )
Hertil en adopteret bror ved navn Svend.
Familien samlet, yderst t.v. farfar og farmor
Fra haven i Vrensted Byskole: kusiner og fætre fra Frederikshavn på besøg Lene og Bente trækker og Birthe skubber, i vognen Kirsten og Per
Børnebørn i haven på Højrupsvej, Frederikshavn med farfar og farmor i midten Bagerst står de fire ældste, f.v. Bente, Hanne, Jørgen, Lene
Bedstemor og Bedstefar – Laura og Filhelm Larsen, min mors forældre
Mødrene gren (Serritslev):
Laura og Vilhelm min mors forældre
Morfar: Vilhelm Larsen. Gårdejer på “Vester Ågård” i Serritslev. (f.1883-d.1957) Flyttede senere i hus i Brønderslev.
Mormor: Laura Larsen. Gårdmandsfrue på “Vester Ågård”, flyttede senere i hus i Brønderslev. (f.1886-d.1976)
Mors søskende (Børneflokken på Vester Ågård):
Børnebørn i haven på Højrupsvej, Frederikshavn med farfar og farmor i midten
Bagerst står de fire ældste, f.v. Bente, Hanne, Jørgen, Len
Ældste bror: Richard Larsen -Overtog slægtsgården “Vester Ågård” ved Vester Å, da forældrene trak sig tilbage. (f. 1912, d. 1989)
Ida Marie Larsen (mor – født i Serritslev 1916 – død 1986 i Vrensted).
Marie Larsen (født i Serritslev 1917– død i Brønderslev 2002)
Min mor – Mørket og freden
Min mor var et menneske, der kom til at bære på en ubeskrivelig tung arv. Sammen med sin søster Marie og deres storebror led hun under den forfærdelige sygdom, som man dengang kaldte for dårlige nerver. Det var et mørke i sindet, som i perioder overskyggede alt, og som betød, at både mor og moster Marie i flere omgange måtte indlægges på Statshospitalet i Brønderslev.
For os søskende og for min far var det ubeskriveligt hårdt at stå på sidelinjen. At se det menneske, man elsker, kæmpe mod en usynlig fjende, slider på en familie. Da min far døde som blot 60-årig, ramte den ultimative sorg. Det tab kom min mor sig aldrig rigtigt over. Savnet og tomheden gav sygdommen ny næring, og de næste ti år – også efter hun var fyldt 70 år – fulgte flere svære indlæggelser.
Vi forsøgte efter bedste evne at hjælpe hende videre. Vi fik solgt huset i Vrensted og fandt en fin, tryg lejlighed til hende inde i Brønderslev. Men mørket ville det anderledes. Natten før hun skulle flytte ind i sit nye hjem, mens hun var indlagt, traf hun sit eget ulykkelige valg. Hun forcerede det store hegn ved sygehuset og sprang i branddammen. Hun druknede.
Det var et selvmord, og det efterlod os i dyb sorg. Men midt i den tragiske afslutning fandt vi en trøst i tanken om, at hendes plagede sind endelig fik den fred, hun så længe havde søgt efter.
I dag kan vi glæde os over, at det tunge mørke har sluppet sit tag i vores familie. Blandt os søskende er der i dag kun ganske lidt tilbage af denne skrækkelige sygdom, og ingen af os har måttet gennemgå de svære indlæggelser. Min mor tabte kampen til sygdommen, men hendes minde lever videre i os med kærlighed – og med bevidstheden om, at mørket ikke fik det sidste ord over slægten.
Onkel Frimodt – Fra Det Blå Hjørne til historisk Politiinspektør
Historien om min onkel Frimodt Madsen er fortællingen om en mand, der med urokkelig ambition, mod og ren og skær dygtighed formåede at sprænge rammerne for, hvad der var muligt i hans samtids Danmark.
Det hele startede i Hjørring. Som ung mand kom Frimodt i købmandslære i den kendte og travle kolonialforretning “Det Blå Hjørne”, der lå centralt i Jernbanegade 27, lige over for banegården. Gadekrydset summede altid af liv med duften af kaffebønner og pibetobak, og det var her, midt i butikkens travlhed, at skæbnen greb ind. Frimodt forelskede sig i købmandens datter, og det unge par fandt sammen i et partnerskab, der skulle holde hele livet, mens han uddannede sig og lærte faget fra bunden.
Besættelsen i 1940 ændrede dog alt. Frimodt var søgt ind i politiet og havde fået tjeneste på stationen i Frederikshavn. Da den tyske besættelsesmagt den 19. september 1944 slog til mod det danske politi, reddede skæbnen ham; han befandt sig på en tjenesterejse i København og undgik mirakuløst tyskernes aktion. Han vendte hurtigt tilbage til Vendsyssel, skiftede identitet og gik under jorden under et dæknavn. Heroppe, gemt væk på et hemmeligt loft hos den gæstfrie lærerfamilie på den lokale skole nær Frederikshavn, levede han i konstant skjul, mens han i det skjulte bidrog til modstandskampen.
Efter befrielsen i 1945 kom der for alvor fart over karrieren. Han steg hurtigt i graderne, og hans skarpe lederevner førte ham til Sjælland, hvor han blev udnævnt til stationschef i det strategisk vigtige Korsør. Men Frimodt var slet ikke færdig med at klatre op ad rangstigen. Han blev udnævnt til politikommissær, og kronen på værket kom, da han blev udnævnt til politiinspektør i Herning – en post, han bestred med stor autoritet indtil sin pensionering.
Det var her, han skrev sig direkte ind i den danske politihistorie. Onkel Frimodt blev nemlig den allerførste politiinspektør i Danmark, der opnåede denne høje og magtfulde lederstilling uden at have en juridisk uddannelse. Dengang var de øverste poster i politikorpset strengt forbeholdt jurister, men Frimodts praktiske begavelse, hans mod fra krigens dage og hans eminente menneskeforståelse var så overbevisende, at systemet måtte bøje sig. Han var en pioner, der brød det akademiske monopol – og det var i sandhed en bedrift, hele vores familie med rette kan være uendeligt stolte af.
Frk. Thorup og skolegangen i Try
Missionshuset og skole i Try sept. 2026
Når man taler om min fars barndom i Try ved Thorshøj, kan man ikke komme udenom en af egnens mest markante skikkelser: frk. Thorup. Hendes fulde navn var Ingeborg Thorup, og hun var intet mindre end en institution i lokalsamfundet.
I 1908 blev hun ansat som leder og bestyrer af den lokale privatskole, som holdt til i Try Missionshus. Her passede hun sit livskald i præcis 40 år, helt frem til 1948. I de gamle lokalhistoriske optegnelser beskrives hun som en særdeles velrenommeret og agtet lærerinde. Hun bar de klassiske, stolte dyder og var dybt forankret i det missionske liv på egnen, som prægede hverdagen i Vendsyssel dengang.
Min far sad på skolebænken hos frk. Thorup, og hun var en naturlig del af hverdagen i Try. Skolen og Missionshuset lå tæt på mit fædrene hjem i Købmandsgården, og det var her, frk. Thorup jævnligt kom på besøg for at nyde en kop kaffe i privaten. Man kan levende forestille sig de samtaler, der har fundet sted over kaffebordet mellem den respekterede lærerinde og købmandsfamilien.
Frk. Thorup var skolen i Try. Da hun i 1948 gik på pension og flyttede til Frederikshavn, forsøgte man ganske vist at køre privatskolen videre. Men uden hendes faste hånd og stærke væsen gik det kun i to år, før skolen i missionshuset måtte lukke endeligt i 1950. Hendes eftermæle står tilbage som symbolet på en trofast og hjertevarm kulturbærer, der var med til at forme min fars generation.
Hjerterummet på Hjørringvej 15
Hvis man spurgte min mor, Ida Marie, om det var svært at komme fra en lille familie med blot to søskende og så træde ind i en ny, stor familie med fem søskende, ville hun uden tvivl have svaret med et stort smil: Det var helt fantastisk. Min fars familie talte fem biologiske søskende – fire friske drenge og en enkelt pige – og sammenholdet var unikt.
Min mor fandt sig hurtigt til rette og fik det allerbedste forhold til sine svigerinder. De fire brødre og onkel Johannes havde ligeledes et urokkeligt og tæt bånd. Da min mor flyttede ind hos vores far, blev hun hjemmegående husmor, og det samme var tante Elin (Frimodts hustru) og tante Inga (Henrys hustru) gennem hele livet. Det var en anden tid for tante Else Kirsten, onkel Hans Eriks ægtefælle; hun var uddannet lærer og fulgtes ad med sin mand i arbejdslivet, da hun altid havde job på samme skole som ham.
Alle familierne gjorde meget ud af at besøge hinanden jævnligt, på trods af at de boede spredt over landet. Men det var uden tvivl hos Karen Margrethe – vores elskede faster Tut – og onkel Johannes på Hjørringvej 15 i Frederikshavn, at vi alle kom tiest.
Huset var familiens naturlige samlingspunkt, hvilket kun blev forstærket af, at farfar efter farmors død flyttede ind hos sin datter og svigersøn og 2 børn. Farfar fik sit eget gode værelse og levede og boede der på sine ældre dage, næsten indtil sin død.
Jeg var så heldig at komme på ferie hos alle mine onkler og tanter, og da vi var flere fætre og kusiner i samme alder, mærkedes afstanden aldrig. Når vi var samlet, elskede vi børn at opholde os i skolestuen i Vrensted, hvor der altid var spændende ting at kigge på og læse i. Det var et sandt hjerterum, hvor dørene altid stod åbne, og hvor familiens bånd blev knyttet stærkere for hver eneste sammenkomst.
Fra Bovlund til Skads v/Esbjerg og onkel Henry fra Vejle til Aalborg
Min fars søskendeflok talte også onkel Hans Erik og onkel Henry, som begge drog ud i landet, men altid forblev en vigtig del af vores liv.
Onkel Hans Erik uddannede sig til lærer og fik job på den lille skole i Bovlund i Sønderjylland. Senere arbejdede ægtefællerne som lærer ved bl.a. Øster Lindet skole og Agerskov Skole. Vi fra Vrensted pakkede flere gange vores bil og kørte til Bovlund på ferie, og det var fantastiske tider. Hvis vi børn bare gik lige ind i de tomme klasselokaler og legede, gik snakken lystigt i stuerne. Min far og Hans Erik havde utroligt meget skolemæssigt at diskutere, og de faglige og pædagogiske drøftelser ville ingen ende tage. Senere i livet valgte Hans Erik åndens vej og gik præstevejen, og i en sen alder fik han sit eget præsteembede i Skads fra 1985 – 1993, tæt på Esbjerg.
Onkel Henry gik i familiens fodspor og blev købmandsuddannet ligesom sin bror Frimodt. Han valgte dog landevejen og blev en dygtig sælger for Havne Møllen i Vejle, hvor han kørte rundt og solgte mel til bagerne. Senere flyttede han og familien til Aalborg. Her fik Henry ansættelse hos Aalborg Ny Havnemølle, og også dem havde vi et utroligt godt og tæt forhold til.
Henry var nok den sjoveste af alle drengene i søskendeflokken. Han var fuld af humør og elskede at lave sjov og gøgl med os børn, hvilket altid spredte en herlig stemning, når vi sås.
Både Henry og onkel Frimodts familier boede i lejlighed på daværende tidspunkt. Der var naturligvis ikke helt så meget plads at boltre sig på, som vi var vant til i Vrensted eller under ferierne i Bovlund – men hjerterummet og det gode forhold fejlede aldrig noget.
Med dem har alle min fars søskende fået deres velfortjente plads i vores slægtshistorie.
Barndommen i Vrensted Byskole og Sommerhuset i Saltum.
Da jeg kom til verden i 1946, boede vi i Byskolen i Vrensted, hvor min far var lærer. Efter datidens forhold havde vi det egentlig godt, og jeg husker, hvordan vi fik lavet et helt nyt, fint badeværelse med terrazzogulv og senere et skønt værelse til min søster på loftet. Skole- bygningen var en lang hvid bygning, hvor der i vestenden var en lang skolegang til overtøj mv. Det samme gjorde sig gældende i vestenden.
Midt i bygningen var der 2 lejligheder mod vest førstelærerens bolig med adgang til loftet. Der var en lille baggang og en større forgang, fars kontor ud til skolegården med kakkelovn, spisestue med kakkelovn og en stor stue som vi kaldte dagligstuen med kamin, den brugte vi kun om søndagen, et lille bryggers et lille toilet samt soveværelse samt et værelse med plads til 2 senge og en gang i midten. Så havde vi et køkken med brændekomfur, en lille baggang, en pæn stor forgang og i alt tre stuer, som dannede rammen om vores hverdag
Men selvom pladsen var der, levede vi ikke under store forhold. Pengene var små, og hverdagen bar præg af fornuft og sparsommelighed. Det betød, at vi kun brugte to af stuerne til daglig: den lille stue, som var fars kontor med vinduer ud mod skolegården, samt spisestuen, hvorfra der var udgang til en dejlig terrasse omkranset af en mur med tre trappetrin ned til græsplænen. Den sidste stue – den store, pæne dagligstue med den fine kamin – kom vi udelukkende i om søndagen.
I de første mange år var opvarmningen en slidsom affære. Vi fyrede med tørv og briketter, og ude i køkkenet stod det gamle brændekomfur, som mættede huset med varme og duft. I soveværelserne var der overhovedet ingen opvarmning. Om vinteren var der så koldt, at ruderne frøs til på indersiden, og når vi vågnede om morgenen, brugte vi fingrene til at tegne isblomster og mønstre i frosten på glasset. Vores redning var de varme varmedunke, som vi fik med ind under de tykke dyner, så vi kunne holde varmen i de kolde vinternætter. På det tidspunkt var vi kun en lille flok på 2-3 børn, der fyldte de rammer. Først langt senere kom moderniseringen til skolen, da vi fik indlagt centralvarme og oliefyr, hvilket ændrede hverdagen mærkbart.
Når der skulle nyt tøj til os børn, foregik det ikke i dyre forretninger. Vi fik i stedet aflagt tøj, som blev syet om. Enten kom der en syerske hjem til os i skolen, eller også gik vi over til den omrejsende skrædder, som holdt til i bagerens konditori en gang om ugen lige over for skolen.
Dengang i 1940’erne og 50’erne var samfundet skarpt opdelt, og folk på egnen satte automatisk læreren, præsten, lægen og brugsuddeleren op på en ophøjet piedestal. Det var en unaturlig særstatus, som vi absolut ikke ønskede i mit barndomshjem; mor og far ville bare være i øjenhøjde med alle andre, men sådan var tidsånden nu engang.
Efterhånden som årene gik, fik mor og far heldigvis flere penge mellem hænderne. Det gav dem mulighed for at udleve en stor drøm. De købte en sommerhusgrund i Saltum og fik opført et svensk Siljan-bjælkehus. Det var topmoderne med indlagt vand, men i den første tid var det helt uden elektrisk lys. Vi var de eneste i den store familie, der fik foden under eget sommerhus, og bjælkehuset i Saltum blev hurtigt rammen om utallige, uforglemmelige familiesammenkomster. Det hus betød noget ganske særligt for os, og det varmer mit hjerte, at min storesøster har overtaget det, så det den dag i dag stadig er på familiens hænder.
Vester Aagaard i Serritslev og barndommens frie lege i Vrensted.
Min mors rødder lå på gården Vester Aagaard, som lå smukt placeret ved Nørre Å i Serritslev. Min morfar, Vilhelm Larsen, var rundet af den samme sognemuld; han voksede op på slægtsgården ”Svanholm”, der lå placeret midt mellem Serritslev og Em ved Vrå. Da han i sin tid fandt kærligheden og skulle giftes, købte han Vester Aagaard, som blot lå omkring to kilometer øst for hans eget barndomshjem.
Da min søskendeflok og jeg var børn, havde min onkel Richard overtaget gården i Serritslev. Vores mormor og bedstefar var flyttet til Brønderslev, hvor de havde bosat sig i et rigtigt, solidt toetagers rødstens-murermesterhus i Anneksgade 9. Her boede de i lejligheden nedenunder, mens lejligheden ovenpå var lejet ud. Min bror Karsten, som er fem år yngre end mig, kom utroligt meget på Vester Aagaard gennem hele sin barndom. På grund af hans tætte bånd til onkel Richard blev gården et sted, hvor vi alle jævnligt kom på besøg.
Vores yngste bror, Henning, som er syv år yngre end Karsten, fandt dog sine helt egne veje og tilbragte i stedet oceaner af tid hos vores lokale mælkemand. Mælkemanden kørte hver dag rundt i Vrensted by og solgte mælk, smør og ost i litermål direkte fra vognen – enten fik vi mælken hældt på kande eller i en lille mælkespand, vi havde med ud. Senere hen var Henning mest at finde på sportspladsen, hvor han spillede traditionel fodbold, mens vores søster Bente legede med sine veninder.
Selv var jeg – Jens Otto – mest optaget af det frie liv i naturen, hvor jeg elskede at lege cowboy og indianer sammen med kammeraterne i de omkringliggende skove. Men jeg var nu også helt fodboldtosset som knejt. Når vi mødtes på sportspladsen, behøvede vi ikke to fulde hold for at have en fest; vi kunne blot være en 4–6 drenge i alt, der spillede en hel eftermiddag. Vi delte os i to hold og spillede det, vi kaldte ”købmand”. Det gik ud på, at man skiftede undervejs, så man eksempelvis var forsvarer i 15 minutter og derefter angriber i 15 minutter. Det hyggede vi os utroligt meget med.
Når sommerdagene var gode, mødtes egnens unger om aftenen i skolegården ved Vrensted Byskole. Det var her, det sande børneliv udfoldede sig med simple, men fantastiske lege, som børn i dag slet ikke kender til. Vi spillede med farverige hønseringe, trillede med små ler kugler eller legede ‘hugge i land’. Med en dolk i hånden fik vi tildelt en firkant på jorden, og når man kastede dolken på naboens land, så den stod fast i jorden, kunne man trække en streg og gradvist overtage naboens territorium. Vi spillede også ‘Antonius’, hvor vi kastede bolden over selve skolebygningen; hvis holdet på den anden side greb den, gjaldt om at løbe rundt og ramme en modstander. Det var en tid med uforfalsket bevægelse, fællesskab og en helt særlig barndomsfrihed.
Brødrene fra Svanholm – Videnskaben, mørket og den blinde forstanderinde.
Min morfar, Vilhelm Larsen, var ikke den eneste fra slægtsgården ”Svanholm” mellem Serritslev og Em, der kom til at sætte sit præg på verden. Hans søskendeflok talte bl.a. to brødre, der brød op fra landbruget for at gå akademiske veje – den ene valgte lægevidenskab, mens den anden valgte præstekaldet. Det blev to meget forskellige livsforløb, der strakte sig fra banebrydende pionerarbejde for samfundets svageste til et ensomt mørke i sindet.
Morfars ene bror uddannede sig til læge. Det var i sandhed en præstation i en tid, hvor vejen fra den nordjyske muld til universitetets tykke bøger var lang. Men lægefamiliens største eftermæle skulle vise sig at blive båret videre af hans datter, Kirsten Larsen. Hun kom til verden uden synets gave. I datidens Danmark betød blindhed ofte et liv i absolut afhængighed og isolation, men lægefamilien nægtede at lade hende gemme væk. Med urokkelig støtte og en vilje af jern voksede Kirsten op og dedikerede sit liv til at hjælpe andre i samme situation. Hendes store hjerte og skarpe forstand gjorde, at hun var med til at bane vejen for Det Kongelige Blindeinstituts nye skoleafdelinger, og hun endte som den stolte forstanderinde på Blindeskolen i Kalundborg. Her lærte hun unge, blinde kvinder husholdning, håndværk og uafhængighed – en revolutionerende gerning, der gav dem deres værdighed tilbage.
Morfars anden bror fulgte åndens vej og blev ordineret som præst. Han fik det fine og ansvarsfulde embede på Samsø, hvor han flyttede ind i den store præstegård. Men embedet som sognets åndelige overhoved bar på et tungt og ensomt pres. Dengang var præsten klippen, som alle andre lænede sig op ad, og der var intet rum til at vise sårbarhed eller tale åbent om depression.
Morfars bror fik svære, ”dårlige nerver” – det mørke, som desværre har ligget som en rød, smertefuld tråd i dele af vores slægt. Kampen mod mørket blev for uoverkommelig i det fremmede på Samsø, og i dyb desperation endte han sit eget liv ved at hænge sig ude i laden. Tragedien sendte chokbølger gennem både øen og familien i Vendsyssel, og i den tids ånd blev sorgen ofte tiet ihjel. Men i familiens fortællinger blev han aldrig glemt; han søgte blot væk fra præstegårdens fine stuer og ud i den rå, genkendelige lade, der mindede ham om barndommens trygge rammer på Svanholm, for at finde den fred, hans sind ikke kunne finde i livet.
Madsen-slægtens grene – Fætre, kusiner og det gode liv i Danmark.
Når jeg ser tilbage på min fars store familie, er det med en dyb stolthed over, hvordan Madsen-navnet har forgrenet sig ud i det danske samfund. Min fars søskendeflok lagde grunden til en stor og livskraftig flok af fætre og kusiner. Selvom tiden er gået, og to af vores kære flok desværre er gået bort, har vi bevaret et fantastisk bånd. Det er gået os alle godt, og vores generation har i sandhed vist, at flid, evner og det rige menneskesyn fra barndommen har båret frugt.
Her begyndte det hele hos
købmandsparret fra Try, Agnes og Otto Madsen. Her de 4 drenge og
deres søster samt den første svigerinde med Jørgen og Hanne de
første 2 børnebørn
Madsen-familien kom til at sætte sit præg på mange forskellige og betydningsfulde erhverv i Danmark.
Nogle få stykker valgte det vigtige liv som hjemmegående husmødre, der skabte trygge rammer for de næste generationer.
Skoleverdenen trak dybt i slægten – ligesom vores forældre blev en stor del af flokken skolelærere, mens andre gik gymnasievejen og avancerede til gymnasielærere og rektorer.
Det omsorgsfulde gen i familien førte mindst en person ind i sundhedsvæsenet som sygeplejerske.
Det åndelige og boglige kom til udtryk, da en blev præst, en blev skoleinspektør mens det stolte håndværk og handelstalent gav os en bager og en bankmand.
Én af mine kusiner blev lærer og formand for kunstnerhjemmet Jenle på Salling, hvor den store, folkekære forfatter og digter Jeppe Aakjær levede og skrev sine smukke viser.
Samfundshjulet og det skarpe ord fik også sin plads, da en uddannede sig til journalist og endte som den ansvarshavende redaktør og direktør for Ekstra Bladet.
Uanset hvor vejene førte os hen – fra bageriet til direktørgangen eller præstegården – har alle i vores store Madsen-familie haft en god, meningsfuld og tryg tilværelse i det danske samfund. At dele disse sider med jer, mine kære fætre og kusiner, er en hyldest til den varme, det hjerterum og det urokkelige familiesammenhold, vi fik med os fra alle vores barndomshjem.
Det var det fundament, der bar os alle ud i livet.
Det er utroligt spændende at dykke ned i min fars historie.:
De sjove sammenhænge:
Forfatteren Mads Ledet, Store Vildmose og mig selv!
Selvom jeg og Mads Ledet tilhører to forskellige generationer, krydser vores livsbaner og interesser hinanden på en næsten magisk, lokalhistorisk måde:
Store Vildmose som fællesnævner:
Takket være de lokalhistoriske registreringer ved vi, at min far var født i Try ved Øster Vrå i Torslev Sogn i 1913 som søn af byens købmand.
Rejsen derfra over Øster Hjermitslev Enge til Vrensted tegner et billede af min far, der lagde hele sit livsværk i den vendsysselske folkeskole.
Min far startede sin lærergerning som enelærer ved Øster Hjermitslev Engskole, der lå lige op ad den sagnomspundne Store Vildmose. Netop i 1930’erne og 40’erne gennemgik mosen den store kultivering og en rivende udvikling.
Mads Ledet var dybt fascineret af denne forvandling; han skrev flittigt artikler og holdt foredrag om netop “Store Vildmoses”, mystik og kultivering. Min far har med garanti undervist mosebørnenes generation, alt imens Mads Ledet rendte rundt på egnen og dokumenterede mosearbejdernes liv.
El billede fra 1940 Elith Madsen siddende ved kateteret omgivet af sine elever
Her den lille én klassede Øster Hjermitslev Engskole med lejlighed til højre og klasseværelse til venstre
Min far Elith Madsen fik sin første faste lærerstilling på Øster Hjermitslev Engskole i 1937. Den lå i udkanten af Store Vildmose på Starengvej 5-8 km fra Brønderslev, som enelærer og ungkarl, men han fandt Ida Larsen fra gården Vester Ågaard i Serritslev som var kontorassistent hos Robinson Andersen, Ægpakkeri i Gravensgade, de blev gift den 30.12.1940
De mødte hinanden på bogbinderkursus ved bogbinder Poul Marlo Madsen som var underviser.
Min søster Bente er født ude i Store Vildmose på engskolen. Billedet er taget i marts 1940.
Et billede af den lille een klassede skole på Øster Hjermitslev Enge, på Starengvej.
Skolenbygningen ligger der endnu, men nu indrettet som beboelse.
Senere fik han stilling som førstelærer i Vrensted i 1943.
Den litterære forbindelse i Øster Hjermitslev:
Mads Ledet kom jævnligt i Øster Hjermitslev! Han var nemlig tæt personlig ven med en anden kendt vendsysselsk forfatter, Peder Jensen Kjærgaard (1901-1960), som stammede fra og ligger begravet i netop Øster Hjermitslev.
Da min far var enelærer på Ø. Hjermitslev Engskole i begyndelsen fra 1937, har han med sikkerhed kendt til og sandsynligvis mødt disse markante kulturskikkelser, der tegnede egnens åndsliv.
Stafetten givet videre:
Mads Ledet skiftede landbruget ud med pennen i Manna og Stenum; jeg voksede op i Vrensted Byskole og tog som voksen den lokalhistoriske fane op.
Historien om min far Elith Madsen (1913–1974)
01.08.1943 Førstelærer ved Vrensted Byskole og 01.08.1959 Skoleinspektør ved den nye Vrensted Centralskole.
er beretningen om en dedikeret og fremsynet skolemand, der kom til at præge generationer af børn i Vrensted og omegn og stod i spidsen for det største pædagogiske og strukturelle skifte i landsbyens moderne historie.
En hård start ved mosens kant:
Elith Madsen blev født i Torslev Sogn i 1913.
Han fik præliminæreksamen fra Dybvad Realskole.
Begyndte herefter på lærerseminariet i Nørre Nissum ved Lemvig.
Som nyuddannet lærer fik han sit første faste embede i 1937 som enelærer ved den lille Øster Hjermitslev Engskole.
Det var et embede, der krævede sin mand. Her stod han alene med ansvaret for alle klassetrin i et samfund præget af hårdt fysisk arbejde omkring Store Vildmose. Det var her, han lærte den vendsysselske mentalitet at kende helt tæt på: den indgroede stædighed, men også den dybe respekt for ordentlighed og lærdom.
Klassebillede fra 1954-1955 lærerinde fru Westergaard med sønnen Peter og lærer Madsen med sønnen Karsten
Førstelærer i Vrensted Byskole (1944):
I krigens skygge i 1944 pakkede Elith og hustruen Ida flyttelæsset og rykkede mod vest til Vrensted Byskole. Her overtog han embedet som førstelærer. Byskolen var rammen om familiens liv – og det var i selve skolebygningen, at 3 drenge kom til verden i det glade befrielsesforår i 1946, i 1951 og i 1958.
Som førstelærer var far ikke bare underviser; han var en nøgle-person, en kulturbærer. Han kendte hver en familie i sognet. Han mødte børnene med en fast, men retfærdig hånd og en dyb pædagogisk indsigt, der rakte langt ud over datidens ofte stive skoleformer.
Centralskolen og udnævnelsen til skoleinspektør (1959):
Op gennem 1950’erne stod det klart, at de gamle landsbyskoler var ved at være overhalet af tiden. Rundt om i landet skød de nye centralskoler op. I Vrensted skulle der bygges en topmoderne, 8-klasset kommuneskole med faglokaler, gymnastiksal og moderne faciliteter. Sogne Kommunen var aldrig i tvivl om, hvem der skulle lede Vrensted ind i den nye tidsalder. Da den nye skole stod klar i 1959, blev far udnævnt til byens første skoleinspektør. Det var en stor administrativ og menneskelig opgave at samle eleverne og lærerstaben under ét nyt tag. Far formåede at tage den varme, nære landsbyskole-ånd med over i de nye, store rammer, så skolen forblev byens hjerte.
Far viede 30 år af sit liv til Vrensteds børn og unge, indtil han gik bort i 1974. Han huskes som en rank, respekteret og visionær skolemand, hvis eftermæle lever videre – ikke mindst i kraft af de mange historier, der i dag samler om den by og den skole, han gav sit hjerte til.
Kendte bøger om Vendsyssel af 3 forfattere fra området Stenum, Øster Hjermitslev, Thise og Manna
Peder Jensen Kjærgaard,
Født 20.03.1898. Død 18.08.1959,
var en markant og yderst produktiv vendelbodigter,
hvis livsløb og forfatterskab var dybt forankret i det nordjyske landboliv.
Barndom, skolegang og arbejdsliv
Fødsel og opvækst:
Han blev født den 20. marts 1898 i den lille vendsysselske landsby Øster Hjermitslev tæt på Brønderslev. Han var søn af en lokal gårdejer og voksede op på fødegården Bojgården.
Skole og tidligt arbejde:
Efter at have afsluttet sin almindelige skolegang begyndte han tidligt at hjælpe til derhjemme. Hans tidlige arbejdsliv formede sig som traditionelt land arbejde, hvor han i en årrække arbejdede som karl på sin fars gård.
Egen gård og sygdom:
I 1925 tog han springet og købte sin egen lille landejendom. Skæbnen ville dog, at han kort efter blev ramt af alvorlig sygdom, hvilket betød, at han helt måtte opgive det hårde fysiske arbejde med at drive landbrug. Det var denne krise, der banede vejen for hans kreative evner; han greb pennen og helligede sig i stedet forfatter karrieren.
Forfatterskab:
Peder Jensen Kjærgaard debuterede i 1929 og udviklede sig hurtigt til en af Vendsyssels mest elskede og folkelige fortællere. Han skrev med stor varme, realisme og lune om de jyske bønder, de fattige og de skæve eksistenser, han kendte fra sin egen opvækst. Særligt hans skildringer af den vendsysselske mentalitet vandt stor udbredelse. Selv om han senere i livet i perioder bosatte sig i København, hvor han holdt tæt kontakt med andre nordjyske forfattere, vendte han altid mentalt og fysisk tilbage til sin hjemegn. Sammen med sin hustru oprettede han et legat, der støttede trængende skønlitterære forfattere.
Han gik bort den 18. august 1959.
Fortegnelse over udgivne bøger:
Kjærgaard var yderst flittig og nåede at udgive i alt 29 værker.
Herunder ses en kronologisk oversigt over en stor del af hans udgivelser baseret på registreringer i Dansk Forfatterleksikon og Bibliografi.dk:
Udgivelser
Fra ødemarkens rige, 1929
Modvind og medbør, 1936
Løjerlige stabejsere, 1937
Skarnsfolk, 1937
Vers, 1937
Til Danmarks tunghøre, 1938
De Hjermitslev bønder, 1939
En tunghør Rydnmingsmand, 1939
De fattiges paradis, 1941
Ved Solfald : Roman om St. St. Blichers Livsaften, 1942
Vinden tuder om Børglum, 1945
Min barndoms jul, 1946
Strenge tider, 1946
Lyset sejrer, 1947
Nye slægter, 1948
Hilsen fra Vendsyssel, 1950
Slægtens mor, 1950
Goddag igen, 1951
En kunstner og hans muse : Mis og K.J. Almqvist, 1953
Julehelg, 1953
Jens Pengemand, 1954
Minder fra Bojgården, 1957
Pest over Vendsyssel, 1957
Per Spillemands vise, 1958
Blichers trækfugleprædiken, 1959
Fra Tællepraasen til det hvide Lys, 1959
Sandet fyger om Hvarre, 1960
Mindevandring i Spentrup, 1962
Her mødes alle veje, 1963
Ved Solfald: Roman om St. St. Blichers Livsaften udkom første gang i 1942 på forlaget Karl Schønberg. Romanen adskiller sig fra Peder Jensen Kjærgaards typiske Vendsyssel-fortællinger ved at være en dybdegående biografisk og historisk roman om en af Danmarks største litterære skikkelser, digterpræsten Steen Steensen Blicher. Handling og temaer:
Bogen skildrer de sidste 10 år af Blichers liv – en periode præget af personligt forfald, mismod og store faglige samt økonomiske kampe. Kjærgaard dykker ned i de mørke sider af Blichers tilværelse:
Det svære præsteembede:
Romanen følger Blichers konstante og opslidende konflikter med både provsten og bispen, da han ofte forsømte sine kirkelige pligter til fordel for sine vandringer på heden og sit skriveri.
Økonomisk ruin:
Læseren får et indblik i Blichers desperate kamp mod kreditorerne, der konstant pustede ham i nakken.
Det komplicerede ægteskab:
Forholdet til hustruen Ernestine var i de sene år præget af dyb elendighed. Romanen skildrer, hvordan Blicher til sidst må træffe en række hårde, personlige beslutninger for at overleve den konstante krise.
Bogens fundament og modtagelse:
Kjærgaard skrev ikke blot ud fra fri fantasi. Romanen hviler på et enormt researcharbejde, hvor Kjærgaard dykkede dybt ned i historiske kilder, breve og dokumenter om Blichers livsafslutning. Hans store interesse for Blicher stoppede ikke her; senere i livet udgav han også faglitterære skrifter som
Blichers trækfugleprædiken (1959) og
Mindevandring i Spentrup (1962).
Romanen er i nyere tid blevet genudgivet som både e-bog og lydbog af forlaget Lindhardt og Ringhof, og den kan lånes på de danske biblioteker via Bibliotek.dk.
Her er de vigtigste detaljer om forfatteren Mads Ledet som var født i Thise:
Mads Ledet (1887–1960).
Baggrund:
Han var født i Thise og boede i Manna-Thise-området ved Brønderslev.
Han skildrede folkelivet og mentaliteten i Vendsyssel.
Kendte værker: Han udgav blandt andet bogen:
1958: Fortællinger fra Vendsyssel på eget forlag i Manna
1941:romanerne Slægt efter Slægt
1942:Solen skinner bag Skyerne
Lokalt arkiv: Der findes en del billeder og dokumenter om ham hos Lokalhistorisk Arkiv for Thise Sogn
Hans livshistorie og slægt hænger uløseligt sammen med hans forfatterskab. Han skrev nemlig i høj grad ud fra det liv, han selv og hans forfædre havde levet.
Her er et overblik over hans liv og de interessante detaljer om hans slægt:
Mads Ledet -Livshistorie:
Fra landmand til fuldtidsforfatter
Ungdom og tab:
Mads Ledet blev født som søn af en gårdejer i Thise. Han var bogligt begavet og blev student i 1909. Men i 1912 ramte tragedien: Hans far døde, og den unge Mads måtte lægge studenterlivet på hylden for at vende hjem og bestyre fødegården for sin mor.
Gårdejer og redaktør:
I 1921 købte han sin egen gård i Manna-området. Ved siden af det hårde slid med landbruget brændte han for samfundsforhold og skribentvirksomhed. I årene 1927–1929 var han faktisk medredaktør på dagbladet Fællespressen.
Det store skifte: I 1938 – efter mange års slid som landmand – valgte han at sælge gården for at hellige sig skriveriet på fuld tid.
Forfatterkarriere:
Han debuterede i bogform i 1939 med novellesamlingen Vendelboer og udgav herefter en lang række populære hjemstavnsromaner. Han var ekstremt flittig, udgav ofte bøgerne på sit eget forlag i Manna og formåede at leve af sin pen indtil sin død i 1960.
Det interessante ved hans slægt:
Mads Ledets slægtshistorie er som taget ud af hans egne romaner. Den afspejler den stolte, vendsysselske bondestands udvikling:
Inspirationen i “Slægt efter Slægt”:
Mads Ledet var meget optaget af slægtsforhold og arv. En af hans mest kendte romaner hedder netop
Slægt efter slægt – Kirsten (1941).
Her brugte han sin egen families dybe rødder i Thise og Manna til at beskrive, hvordan gårdene og slægtens værdier blev givet videre i arv gennem generationer.
Fra. Tidligere skoleinspektør Søren Chr. Jensen, Hjørring søn af Niels Chr. Jensen som kom til verden 9 mdr. efter forældrenes bryllupsnat. 😄
Mads Ledet, skulle være født på gården Ledet. Gården ligger i Thise Udflyttere og blev i begyndelsen af 1900-tallet købt af min Chresten Sørensen Sloth.
Købet var kommet i stand, efter at den tidlige ejer skulle have sat gården overstyr i kortspil! Chr. Sloth havde dog ikke deltaget!
Men de to nabogårde, Chresten Sloths og Ledet var nabogårde.
I 1908 videreførte Chresten Sloth Ledet til parret Søren Christian Jensen og Inger Johanne Sørensen Sloth, da de blev gift den 12. december 1908.
9 måneder senere fødtes Niels Christian Jensen den 11. september 1909!
Han var et resultat af bryllypsnatten!
Ordentlighed!!!
Onklen forfatteren og digteren Jens Thise
Talentet for det kreative og historiske lå til familien. Mads Ledet varnevø (søstersøn eller brorsøn) til den kendte lokalhistoriske forfatter Jens Thise (1868–1955).
Jens Thise var en markant skikkelse på egnen, som blandt andet g skrev om Vendsyssels historie, hvilket helt oplagt har inspireret den unge Mads.
Slægten som litterært filter: For Mads var slægten ikke bare biologisk; det var et filter, man så verden igennem. Han skildrede ofte sine karakterer ud fra deres slægtsbånd – om man var af “sej og stædig vendelboslægt” eller kom udefra.
Mads Ledet døde under et familiebesøg i nabobyen Stenum i 1960.
Han blev begravet på Stenum Kirkegård, midt i det landskab og blandt den slægt, han elskede at skrive om.
Vendsyssels historie er ikke kun skrevet af historikere, men i høj grad af de mennesker, der trådte deres barnesko i den nordjyske muld og indåndede mosens tunge tåger. I første halvdel av 1900-tallet fandtes der et helt særligt litterært og kulturelt epicenter i området omkring Thise, Manna og Øster Hjermitslev. Her mødtes tre markante mænd i ånden og ordet: Jens Thise, Mads Ledet og Peder Jensen Kjærgaard.
Den ældste i trekløveret var Jens Madsen Møller (1868–1955), som verden dog lærte at kende under kunstner- og forfatternavnet Jens Thise.
Jens Thise hed før Thise navnet: Jens Madsen Møller
Han var en alsidig herre –som lokalhistoriker. Af dyb kærlighed til sin fødeby tog han byens navn som sit pseudonym, da han begyndte at udgive sine elskede dialektdigte. Jens Thise forstod at fange egnens sjæl i billeder og lokalhistoriske beretninger. Det var i hans kølvand, at næste generation fandt modet til at gribe pennen.
Hans nevø, Mads Ledet (1887–1960), voksede op i Thise og Manna. Som ung måtte han lægge studenterhuen på hylden for at drive fødegården videre, men den litterære åre kunne ikke holdes nede. I 1938 tog han det store spring, solgte gården og blev fuldtidsforfatter på sit eget forlag i Manna. Med bøger som “Slægt efter Slægt” og “Fortællinger fra Vendsyssel” skildrede han med stor kærlighed og barsk realisme det stolte bondeliv og den indgroede vendelbo-mentalitet.
…Mads Ledet stod ikke alene med sin kærlighed til egnen. I nabobyen Øster Hjermitslev boede hans tætte ven og forfatterkollega, Peder Jensen Kjærgaard (1901–1960). Fra sin ejendom skuede Kjærgaard ud over Store Vildmose, hvilket inspirerede ham til store hjemstavnsværker som “De Hjermitslev Bønder”. Mads Ledet rullede ofte på besøg hos Kjærgaard i Øster Hjermitslev, hvor de to mænd udvekslede tanker om slægt, kultivering og litteratur.
Når man i dag går en tur i “Digterbyen” i Thise, ligger Mads Ledets Vej og P. Kjærgaards Vej side om side.
De minder os om tre mænd, der med pen formåede at løfte den vendsysselske hverdag og slægtshistorie op, så den aldrig bliver glemt.
Fra afdøde, bogbinder Poul Marlo Madsens familie har jeg fået overdraget en hel del bøger skrevet af omtalte forfattere. Ved et nærmere gennemsyn af bøgerne, alle med håndskrevne hilsner fra forfatterne til Poul Marlo Madsen, fik jeg lyst til at give beskrivelser af min far og de 3 forfattere. Jeg går ud fra at Poul Marlo hos hvem jeg ofte kom sammen med min far, sikkert må have indbundet bøger fra de 3 forfattere.
Det er mig en stor glæde at kunne lægge disse skriv ud på min hjemmeside, www.Vrensted-Historier.dk, bl.a. er jeg sikker på, at min far har haft kendskab til og læst mange af de udgivne bøger bl.a. fordi han som ung lærer startede sin faste lærergerning på Øster Hjermitslev Engskole som enelærer, på Starengvej ca. 5-8 km. fra Brønderslev og i tiden i Vrensted var bibliotekar ved Vrensted Sognebibliotek. Jeg husker besøg hos Jens Thise ved et nyopført parcelhus i Thise.
Mogens Hemmingsen – forstander fra 1974 til 1995, – får her Ridderkorset i 1995
Danebod Højskole –
her en lille billedkavalkade
Her får mogens overrakt Ridderkorset
Historie
Højskolen åbnede dørene for det første elevhold efter genforeningen i 1920 og havde allerede i sit første år 34 unge mænd som elever på vinterskolen. Forud for dette var der gjort en imponerende indsats af ihærdige ildsjæle blandt de lokale bønder, der i fællesskab købte en gård ved Fynshav. ”Övelgönne” hed den. Det betyder oversat fra plattysk – at unde en ilde – og oversat endnu engang til nutidsdansk, at ønske et andet menneske noget ondt. – Ikke et særlig rart navn for en kommende højskole. For at kunne låne til købet af gården havde disse stærke og viljefaste bønder måttet sætte deres egne gårde i pant. Takket være især sognefoged Hans Eriksen, Almsted blev det en realitet i 1919. Der blev solgt andele, og i løbet af det første år var der solgt i alt 387 andele til en slutkapital af 113.000 kr.
Den første forstander, Thorvald Knudsen, der var præst og oprindelig fra Fyn, blev hentet hjem fra den danske koloni Tyler i Minnesota, USA, hvor han var forstander for en dansk højskole, kaldet Danebod. Navnet tog han med sig hjem, og det blev modtaget med fuld tilslutning – i forlængelse af de mange år under tysk herredømme. På Afstemningsdagen d. 10. februar 1921 blev lindetræet på gårdspladsen plantet med ønsket om, ”at det ville blive mere og mere rodfæstet i Grænselandets muld – og samtidig hige opad.” Danebod Højskoles primære formål var ”at være til gavn og glæde for de elever, der valgte at gøre Danebod til deres højskole – og til gavn og glæde for den egn, der gennem tro på sagen, offervilje og aktivt medarbejde muliggjorde skolens arbejde.” Desværre forlod Thorvald Knudsen allerede efter et år Danebod for at blive valgmenighedspræst i sit fødesogn, Ryslinge på Fyn, men han glemte aldrig Danebod Højskole. Han vendte tilbage år efter år og holdt festtalen ved elevstævnet.
I 1923 blev Frede og Anna Terkelsen nyt forstanderpar. Godfred Hansen var en dygtig håndværkslærer fra Vallekilde blev lærer fra 1921. Han påbegyndte håndværkslinien på Danebod og forestod den, indtil der i 1936 blev åbnet en håndværkerskole i Sønderborg. Da blev den senere biskop, cand.theol. Henrik Dons Christensen og landbrugskandidat Frederik Slipsager ansat som lærere på Danebod. Slipsager var en dygtig landbrugslærer, men han forlod skolen i 1957 for at gå ind i landspolitik. Anna Terkelsen havde på sommerskolen påbegyndt håndarbejdskurser for pigerne, og i 1938 blev vævestuen også en del af vinterskolen, fordi der ikke længere kun var karle på den. Pigerne havde holdt deres indtog – om end i et beskedent antal. Forstander Terkelsen blev under krigen nødt til at gå under jorden. Tyskerne beslaglagde skolen i 1944 og brugte den som træningslejr. På 100 års dagen for den første danske højskoles åbning i Rødding d. 7. november rykkede 200 15 år gamle tyske drenge ind og holdt militær forskole – men heldigvis kun i et halvt år til befrielsen d. 4. maj – men allerede d. 6. maj blev de erstattet af flygtninge – i alt 118, fortrinsvis drenge fra øst-områderne, bl.a. Danzig. På deres afrejsedagen d. 10. juni gennemførte de et systematisk hærværk og ødelæggelse på bygninger og inventar. D. 12. juni rykkede 180 allierede krigsfanger og flygtninge ind, flest italienere og polakker, men også repræsentanter for bogstaveligt alle østeuropæiske lande. Senest kom 147 flygtninge fra Estland. Det var en slidt skole, der stod tilbage, da de alle var rejst. Der blev arbejdet i døgndrift i en måned med udbedring af skaderne. Vinterskolen begyndte d. 7. november 1945. På vinterskolen var der i 1945/46 100 elever, og på sommerskolen var der i årene 46, 47 og 48 henholdsvis 114, 111 og 118 piger. I 1947 gennemførtes et ”8 dage på højskole” -kursus med 140 deltagere. I maj måned i 1955 kunne man indvie den nye fløj (ned den nuværende teatersal) på Danebod samtidig med åbningen af sommerskolen.
Gunner Rasmussen blev ansat som lærer på Danebod i 1945–53 – og vendte tilbage som forstander i 1957-74. Tiderne ændrede sig, og elevholdene blev mindre. Samtidig var det ikke længere karle og piger fra landet, det kom som elever i samme grad som tidligere. Sommerskolen 1948 havde der været 118 elever, men allerede i 1960 var der kun 13. Industrien var kommet til, og landbobefolkningen så sig blandet med arbejderfamilier fra industrien. Danebod Højskole fandt nye veje og havde fra begyndelsen af 1960’erne et tilbud om 3 måneders forberedelseskurser fra november til februar for en håndfuld kommende sygeplejersker før optagelsesprøven på landets sygeplejeskoler. Der blev undervist i fysik, kemi, matematik og i almindelige højskolefag. Kommende barneplejersker fik tilsvarende tilbudt kurser i førstehjælp sidestillet med den almindelige højskolelinje. I 1968/69 kom HF ordningen, og unge med kun syv års skolegang blev tilbudt et otte-måneders forberedelseskursus til optagelsen på HF kurser. Først i 1979 ophørte de egentlige sommerskole kurser. Herefter var det fire mdr. i efteråret og igen fire mdr. om foråret fra februar til maj.
Mogens Hemmingsen blev ansat som forstander efter Gunner Rasmussens afgang i 1974. Han ledede skolen frem til 1995. Hans kone, Rita Haugaard fortsatte fra 1975 Anna Terkelsens tekstilfag bl.a. i en ny kursustype – ugekurset. En enkelt kursusuge om sommeren, hvor temaet var spinding, farvning af uld, vævning og syning. Rita Haugaard var medinitiativtager til Midtals Friskole (1979). I 1976 blev Tinne og Henrik Svane ansat som lærere. De havde speciale i musik og bevægelse, og det blev endnu et tema for et årligt ugekursus på Danebod Højskole.
Tiden havde igen ændret sig. Der var ikke længere behov for forberedelseskurser til HF uddannelsen. Den spirende miljøbevidsthed satte økologi, energibesparelse og vedvarende energikilder på dagsordenen. Rene Karottki blev ansat som lærer i 1977 og blev leder af Energikontoret på Als og tovholder i Andelsselskabet Danebod Energiforsyning (1978, formand Ole Molsted), der i de følgende år kunne indvie et stort solfangeranlæg og en nykonstrueret og selvbygget vindmølle på Danebod. Kaj Smedemark blev ansat som lærer i 1978 og oprettede som godkendt økologisk avler det økologiske gartneri på Danebod. Sammen med køkkenleder Mary Bjerrum introduceredes det økologiske køkken. I 1980’erne opretter Erik Sommer sangkoret “Katten i Sækken”, Niels Larsen opretter “Biografen i Fynshav”, flere lærere er medstiftere af “Midtals Husflid” og Erik Lindsø laver radioudsendelser med eleverne for Danmarks Radio og er tovholder i flytning af Vester Nebels gamle smedje til Danebod.[kilde mangler] De æstetiske og manuelle fag tiltrækker mange unge og der bygges værksteder til tekstilfag, foto, medier, keramik, smedning, grafik og maleri, musik og teater. En ny elevfløj indvies i 1984 og gymnastiksalen ombygges til teater og biografsal. Else Marie Okkels grundlægger Sønderjysk Pigekor i 1994.
Mogens Hemmingsen blev i 1991 valgt til formand for Højskolernes forening. I 1995 forlod han Danebod Højskole til fordel for en forstanderstilling på Viborg Gymnastikhøjskole. Ny forstanderpar blev Laust og Lisbeth Riis-Søndergaard. Sidste halvdel af 90’erne var præget af mindre ungdomsårgange, mindre ungdomsarbejdsløshed og ændrede og strammere tilskudsregler og det førte i løbet af kort tid til mere end en halvering af elevtallet for Danebod Højskole. I 1997 indvilligede Hanne og Kaj Smedemark i at overtage ledelsen af skolen og medarbejderstaben blev reduceret betydeligt. De små elevhold blev suppleret med dagelever fra lokalområdet og med unge fra Polen, der kom til Danmark for at studere bæredygtige løsninger på energi- og miljøudfordringer. Hanne og Kaj Smedemark opsagde deres stillinger efter tre års arbejde til fordel for stillinger hos hhv. Sønderborg Slot og Sønderjyllands Amt. Fra 2000-2002 var først Esben Høilund Carlsen (1,5 måned), derpå Arne Steffensen (konstitueret) og senest Martin Taarup forstandere (2001-2002).
Efterskolen Strand flyttede i 2003 fra Sønderborg til Danebod på initiativ af skolebestyrelsens formand, borgmester Åse Nygaard. Efterskolens Strand på Danebod var en skole for normaltbegavede unge med læse- og stavevanskeligheder. Skolen gik konkurs i 2013. Danebods bygninger huser i dag Efterskolen Epos på Danebod, hvor man lærer gennem leg og spil. Hver sommer har Elevforeningen Danebods Venner af 2004 afholdt en minihøjskole på Danebod.
Kilder
Rasmussen, Gunnar (1980): Danebod Højskole i tiden 1920-80. Jubilæumsskrift for Danebod Højskole.
Rasmussen, Gunnar (2001): Danebod Højskole – en sønderjydsk højskoles indsats i det folkelige arbejde. Fra Genforeningen 1920 til årtusindskiftet 2000.
Smedemark, Kaj (2000): Opkobling på virkeligheden. Artikel i Danebod Højskoles Årsskrift. s. 3-15.
Nedlagt folkehøjskole i Danmark
Bygninger, konstruktioner og anlæg på Als
Etableret i 1920
Ophørt i 2002
Marts 2025
Kære Stine og Mikkel.
Håber i begge er godt igang igen efter jeres fars bortgang. Ja det er ikke lige til at forstå at Mogens ikke er blandt os mere. Det var en nem død, men kan forstå, at han havde gennemgået hjerteoperationer og fået pacemaker. Livet er kun til låns, det ved vi alle, men vi gamle vil gerne beholde det så længe som muligt. Håber Mogens´s kone klarer sig. Jeres far har været en stor Højskolemand hvilket så mange giver udtryk for. Så flotte nekrologer der er skrevet. Det må glæde jer og noget i kan være stolte af. Min indgang til jeres familie kender I jo. Når jeg ser tilbage og tænker tilbage på alle de gange vi besøgte jer på Danebod, står det for mig, som noget af det bedste. Altid var vi velkommen, på Højskolen, Møllen og Apterp. Rita og Else Marie nød samværet meget. Altid nye oplevelser for os alle. Det jeg har lagt op på FB omkring Danebod og jeres far, har jeg gjort, fordi jeg føler for stedet Danebod og historien om Danebod. Har vi været på de kanter skulle vi altid lige omkring Danebod, om den stod der endnu. Jeg har googlet svoger Mogens og må sige, at det er fantastisk hvad han opnåede i sit virke på mange forskellige poster gennem et 50 årigt arbejdsliv inden for Højskoleområdet. I ved begge, at jeg har interesseret mig for Lokalhistorie og har skrevet og samlet historier til en hel del bøger mere end 30 er det blevet til. Jeg har bl.a. fået mange levnedsbeskrivelser også. Da jeg faldt over billedet af jeres far med Ridder af Dannebrogs ordenen fik jeg den tanke at jeg gerne ville læse Mogens`s levnedsbeskrivelse. Normalt afleverer man sin Levnedsbeskrivelse til Ordenskapitlet når man modtager en kongelig medalje. Jeg skrev til Ordenskapitlet, men har i dag modtaget brev derfra med oplysning om, at Mogens aldrig afleverede en sådan. Hvorfor ved jeg ikke. Med brevet fulgte en flot omtale af jer far. Jeg medsender mailen fra Ordenskapitlet. Jeg kopier mail over til denne mail, her nedenunder.
Kærlig hilsen til jer og jeres familier.
Vi ses på et tidspunkt. Jens Otto
Min mail til Ordenskapitlet Ordenshistoriografen, Ordenskapitlet, Det Gule Palæ, Amaliegade 18, 1256 København K
Emne: VS: Levnedsbeskrivelse, tidligere højskoleforstander Mogens Hemmingsen, født 28.12.1945, Død 23.03.2025 , Dannebrogsordenen i 1995
Fra: jens otto madsen <Jensotto1946@hotmail.com> Sendt: 28. marts 2025 23:42 Til: Kongehuset – Ordenskapitlet <ORDENSKAPITLET@kongehuset.dk> Emne: Fwd: Levnedsbeskrivelse, tidligere højskoleforstander Mogens Hemmingsen, født 28.12.1945, Død 23.03.2025 , Dannebrogsordenen i 1995
Som svoger til Mogens Hemmingsen, gift med en søster til Mogens H.`s første afdøde hustru, tillader jeg mig herved at forespørge, om det er muligt at få en kopi af Mogens Hemmingsens Levnedsbeskrivelse, som ved modtagelsen af Dannebrogsordenen er afleveret til Ordenskapitlet. Med venlig hilsen Jens Otto Madsen Lille Fiskerbanke 7 DK 9493. Saltum
KONGEHUSET De Kongelige Ridderordeners Kapitel Det Gule Palæ,
Amaliegade 18, 1256 København K T: 33402492 | D: 33402492 jfm@kongehuset.dk www.kongehuset.dk | @detdanskekongehus Web: www.kongehuset.dk Fra: Kongehuset – Ordenskapitlet
Jeg modtog oplysningen om Mogens’ død med sorg. Jeg kendte ham fra højskoleverdenen og i de seneste år gennem højskolehistorisk forening. Han var et stort aktiv, hvor han end valgte at lægge sine kræfter. Desværre indgav han ingen levnedsberetning. mvh Jes Fabricius Møller Kgl. Ordenshistoriograf
Tak for din lange dejlige hilsen. Det er tydeligt at mærke at Danebod og min far og mor har haft en særlig plads i dit hjerte. Vi er meget stole af vores far og det han har opnået og de spor han har sat. Vi har også begge læst de fine mindeord og ikke mindst dit skriv, som er en gave for os at du har skrevet, da vi i det også har et skriv som vi kan dele med kommende generationer, så de kan læse om vores barndom sted. Som historielærer kan jeg godt forstå at du har kastet dig over arkiverne, da det er spændene at dykke ned i og det er så vigtigt at have noget meningsfyldt at bruge din tid på. Ja, døden ved vi kommer, og min fars blev nådig, men vi regnede med, ikke mindst ham selv, at vi skulle have mange år endnu. Har en meget savnet og det er tungt at tænke på at både ham og mor er borte. Det er svært for Dorte, men vi støtter hende alle så godt vi kan og hun er velsignet med i alt 5 børn og 16 børnebørn, når vi tæller Mikkel og min familie med. Jeg tror godt jeg ved hvorfor min far ikke indgav en levnedsbeskrivelse. Han var ikke en mand som ønskede at gøre noget ud af sit væsen og han var lidt ambivalent med korset. Nok stolt over og modtage det som en en anerkendelse over sit arbejde men politisk var han ikke til kors og bånd. Vi satte ridderkorset på han kiste, så det kom frem i lyset den ene gang – det ville han nok ikke selv have forslået! Jeg er online på messenger men kan ikke modtage beskeder før jeg er tilbage i DK til 1. maj.
Knus til dig og hils moster
DET STILFÆRDIGE FYTRÅRN
Med Mogens Hemmingsens død den 22. marts 2025, mistede højskolerne en ener. I mere end 50 år havde han sit virke midt i højskolen.
Af Erik Lindsø
Da Mogens Hemmingsen i 1974 som 27-årig blev forstander på Danebod Højskole på Als, blev han samtidig de danske højskolers yngste forstander. Danebod skrantede, men med en enorm arbejdsindsats, stor iderigdom og en særlig lederevne fik han på får år omstillet Danebod Højskole fra en traditionel bondehøjskole til en moderne højskole, der kunne tiltrække byungdommen. Højskolen blev mønsterskole og et forbillede for andre højskoler.
Mogens Hemmingsen var sig fuldt bevidst, at han ikke var et oratorisk talent. Livet igennem måtte han betvinge sin stammen. Men han havde ideerne, og med en smittende iver og virketrang havde han en sjælden evne til at engagere sine lærere og lade dem træde ind foran sig. Vi stod i mesterlære hos ham, og i de 21 år Mogens Hemmingsen var forstander på Danebod Højskole, udklækkede han fra sin lærerkreds seks højskoleforstandere.
Kunsten at skaffe elever
På Danebod kom eleverne ikke altid af sig selv. Men Mogens fandt på projekter, der kunne supplere op.
Jeg mødte for nylig den tidligere leder i Kræftens Bekæmpelse på Fyn, som Mogens indledte samarbejde med, så unge kræftramte kunne komme på højskole og få styrket deres livsmod. Samarbejdet med Danebod står for hende som det største, hun har været med til.
Mogens fik et samarbejde i stand med Kvindeligt Arbejderforbund på Nordals, hvor langtidsledige kvinder gennem et højskoleophold skulle kickstartes ud i arbejdslivet. Det vakte opsigt, fordi 80 % af de langtidsledige efterfølgende fik job.
Han fik et samarbejde i stand med Kriminalforsorgen, hvor unge, der havde afsonet, skulle udsluses gennem et højskoleophold.
Flygtninge og indvandrere modtog vi som en selvfølge, og der var på hvert hold en håndfuld, der modtog integrations- og sprogundervisning.
Det var en god erfaring at have med sig, da man selv blev forstander. Kommer eleverne ikke af sig selv, må man finde dem. Fem her, fem der, fem både her og der og lidt til, så har man allerede 25, og så går det. Og så var Mogens omkvæd, at de 4. g’ere, der fylder vores højskoler, skal vi sørge for, møder dem, der er sårbare på en langt værre måde end dem selv.
En familiehøjskole
Sammen med sin første kone, Rita Haugaard (1946-1991), skabte de på Danebod Højskole en familiehøjskole. Forstået på den måde, at alle lærere boede på eller lige ved skolen. Vi spiste med på højskolen, og forstanderboligen var centrum for både lærerne og deres familie til kaffe og samvær. Vi deltog i hinandens morgensamlinger og foredrag. Vi kom sammen privat, vi hjalp hinanden, og vores børn legede sammen. Den nærhed og det nærvær, som bopælen skabte, blev en så indgroet del af vores selvforståelse som højskole, at da Hanne og Kaj Smedemark for at få plads til børneflokken, købte hus i Naldmose blot 500 m fra skolen, skete det først efter, at de havde fået accept både hos Mogens og på lærerværelset.
Bopælssagen
Det var visdommen fra Danebod, der fik mig til for 5-6 år siden sammen med Mads Rykind-Eriksen på Rødding Højskole at starte bopælssagen, fordi vi fandt ud af, at højskolerne var ved at sætte den del af skoleformens DNA overstyr.
Mogens bakkede op og var en god sparringspartner, men han var ikke enig i formen, vi valgte. Mogens mente, at sådan et opgør burde tages på de indre linjer, og at gå offentligt ud med det, ville give os fjender på netop de indre linjer. Det sidste fik han ret i! Men i substansen var han mere end enig, som han også gav udtryk for i et interview i Højskolebladet (sept. 2021).
Det lokale remtræk
En grundsten i Mogens Hemmingsens højskolesyn var højskolen som lokalt fyrtårn. En højskole har ansvar for det lokalsamfund, der har oprettet den. Derfor lå det som en fordring til os som højskolelærere, at vi skulle være aktive medborgere i lokalsamfundet. Og Mogens gav os både mulighed og opbakning.
Mogens og Rita tog sammen med en håndfuld lærere initiativ til Midtals Friskole, fordi man ville have en bedre skole til sine børn. Rene Karottki byggede sammen med elever og lokalbefolkning vindmølle og solfangere, og i 1990 var Danebod Højskole 75 % selvforsynende med energi. Kaj Smedemark sad i byrådet, igangsatte højskolens økologiske jordbrug og redede løvfrøen på Als. Erik Sommer skabte lokalkoret Katten i Sækken. Det nu så anerkendte Sønderjysk Pigekor blev startet på Danebod af Else Marie Okkels og Dorte Smedegaard. Niels Larsen oprettede og drev sammen med elever Biografen i Fynshav. Med hjælp fra et kommunalt beskæftigelsesprojekt fik jeg flyttet landsbysmedjen fra Torning til Danebod som nyt kreativt værksted. Osv.
I årsskriftet fra 1992 er det talt op, at Danebod Højskole husede 22 lokale aktiviteter – mange af dem med en højskolelærer som initiativtager og tovholder.
Et forbillede
På Danebod havde vi ofte elever, der var forstanderbørn eller lærerbørn fra andre højskoler, som er en god indikator for, at man har et godt renomme i højskoleverdenen. Ofte fik vi da også besøg af andre højskoler, der ville se, hvad vi kunne.
Mogens selv oplevede bred anerkendelse for sin indsats, men hans stolthed lå i, at det var hans skole, der blev anerkendt. Det var altid holdindsatsen, han fremhævede, og medarbejderne han gav æren.
Det var smerteligt for Mogens, da Danebod lukkede i 2002 – knap syv år efter, han forlod den. Det er frihed til at opstå og frihed til at lukke. Han kendte godt vilkårene og måtte sande, at det bedste, vi har været med til, også kan have sin tid.
Højskolernes førstemand
I ti år fra 1985 til 1995 var Mogens Hemmingsen medlem af FFD’s bestyrelse, de sidste fire år som foreningens formand. Hans indsats var mangesidig, men det ideologiske plantet i konkrete tiltag, der kunne drages nytte af i højskolens hverdag. Det var med Mogens som formand, at højskolerne fik mulighed for at søge forsøgs- og udviklingsmidler, som blev en redningsplanke for nogle højskoler, da en voldsom elevnedgang satte ind i midten af 1990’erne.
Mogens’ indsigt var detaljeret, og hans hjælpsomhed var enorm. Mange forstandere og skolefolk har ringet til ham om råd, når krisen kradsede, eller problemer hobede sig op. Og det gode ved hans hjælp var, at den altid var praktisk anvendelig.
Da jeg i 1995 blev forstander på Rønshoved Højskole, ringede Mogens efter nogle måneder for at sikre sig, at jeg var i gang med næste års budget. Jeg væltede problemerne ud over ham. Han kom den efterfølgende weekend. Vi satte os på kontoret, og efter 13 timer havde vi lavet næste års budget tilpasset den elevnedgang, der ramte i de år. Efterfølgende sendte Mogens mig 2-3 sider med gode råd og retningslinjer. Sådan var han. Mogens var aldrig længere væk end et telefonopkald, og ikke uden grund blev han kaldt højskolernes 112.
Fra forstander til kulturchef
I 1995 takkede Mogens af både som formand for FFD og som forstander på Danebod for at blive forstander på Gymnastik- og Idrætshøjskolen i Viborg. Han havde mødt Dorte, og det var godt for dem at starte sammen et nyt sted. Men efter seks år kom der et uventet opkald fra Finn Aaberg, der var landskendt borgmester i Albetstlund. Han manglede en ny kulturchef og så gerne noget mere højskole i såvel forvaltningen som i det lokale kulturliv. Mogens tog springet, og ankom i 2002 til Albertslund med alt det, der var ham: en enorm arbejdsindsats og et bankende højskolehjerte. På rådhuset i Albertslund blev han ret hurtigt døbt højskolemanden, og netop den betegnelse gav Mogens en varmende tilfredshed, når snakken faldt på hans syv år lange afstikker til den kommunale forvaltning.
Pension er noget, man får, ikke noget man går på
Hvor andre går på pension, fandt Mogens 65 år gammel nyt arbejde. Han havde gennem flere år været formand på Vallekilde Højskole. Da højskolen i 2009 stod i en forstanderkrise, trådte Mogens til som forstander, indtil man i Torben Smidt Hansen, Vallekildes nuværende forstander, havde fundet den rette.
I 2011 blev han kontaktet fra Rådhuset i København, fordi de manglende en, der kunne rydde op i folkeoplysningsdelingen og sætte mål og med for folkeoplysningen i København. Den opgave påtog han sig.
Rygterne gik, at Mogens Hemmingsen var manden, der kunne rydde op, få sat skik på en institution og give den ny retning. Derfor blev han i 2014 kontaktet af Liselund Møde- og Kursussted, et gammel grundtvigsk mødested i Slagelse, som var tæt på konkurs. Mogens fejrede sin 70-års fødselsdag kort efter sin tiltræden.
Langsomt og med den arbejdsindsats, der altid kendetegnede ham, og som alderen aldrig fik reduceret, fik han langsomt stedet løbet i gang – ikke mindst i kraft af den goodwill, man får, ved at give lokalsamfundet ejerskab til stedet.
En 75-årig starter en højskole
Man skal være gjort af noget ganske specielt for som 75-årig at beslutte sig for at løbe en ny højskole i gang. Men sådan sluttede Mogens Hemmingsen sit mere end 50 år lange virke i højskolen. Mogens så en fremtid for Liselund ved at gøre det gamle kursussted til en af de tre nye seniorhøjskoler, som der blev givet mulighed for i 2019. Den fremtid gav han stedet – både ved at påtage sig det slidsomme arbejde med oprettelsesproceduren og ved til åbningen af Liselund Højskole den 1. januar 2021 at byde velkommen som skolens første forstander.
Da han efter et år havde sikret sig en arvtager, trak han sig, for i stedet energisk at kaste sig ind i arbejdet i Højskolehistorisk Forening, han selv tog initiativ til i 2008.
Mogens Hemmingsen led af hjerteproblemer – hans hjerte var for stort. I overført betydning var det et stort hjerte, man i mere end 50 år kunne mærke banke for den danske højskole. Den 22. marts 2025 slog det for sidste gang. Mogens døde 79 år gammel.
Æret være hans minde.
Mogens Hemmingsens virke
2008-2025: Medstifter af og formand for Højskolehistorisk Forening.
2019-2022: Initiativtager til oprettelse af Liselund Højskole og Liselund Højskoles første forstander.
2014- 2021: Forstander for Liselund Møde- og Kursussted.
2002-2014: Formand for bestyrelsen for Vallekilde Højskole.
2011-2013: Foreningskonsulent i afdeling for folkeoplysning i København Kommune.
2009-2011: Forstander på Vallekilde Højskole.
2002-2009: Kulturchef i Albertslund Kommune.
1995- 2002: Forstander for Gymnastik- og Idrætshøjskolen i Viborg.
1991-1995: Formand for FFD’s bestyrelse.
1985-1991: Medlem af FFD’s bestyrelse.
1974-1995: Forstander for Danebod Højskole.
1971-1974: Højskolelærer på Køng Idrætshøjskole.
1964-1969: Læreruddannelse fra Den fri Lærerskole i Ollerup
Her Kom Poul til verden i 1943 på Gl. Byvej i Vrensted
Den østre skolestue i Vrensted Byskole med lærerinde Johanne Vestergaard (Poul sidder 2. sidste bord t.v. i midten ?) ca. 1949/50
Fra Skolegården Vrensted Byskole ca. 1949 – hvor er Poul ?
Omkring konfirmationsalderen 1956/1957 – Poul og Jens Otto med fodbolden.
Alle Jens og Elvines drenge spillede fodbold og var dygtige til det
Hele familien Elvine og Jens Andersen med alle børnene ca. 1952/53 Børnene f.v.:forrest mellem mor og far Jørgen og Poul, så f.v. Knud, Verner, Lilly, Ejnar, Else, Tage, Kaj, forrest th. siddende Vilhelm i alt 10 børn
5 gamle knarker, fv. Knud, Verner, Tage, Poul og Kaj, af brødre mangler på billedet Ejnar og Jørgen
Poul bliver konfirmeret i 1957
Gensyn i kirken 50 år efter i 2007
En dejlig familie ved Vinneslægtens sommertræf i Byens Hus i 2022
Så meget fylder en stor familie i Byens Hus – Alvine og Jens Andersens efterkommere
Vi stilede alle tre mod Stationen. De kom gaaende ad en Sidegade, jeg ad Hovedgaden, og vi naaede Maalet samtidigt. De vakte straks min Nysgær righed og Interesse. Jeg syntes, der var noget uforklarligt, mystisk over deres Færd.
Hun var en Kvinde sidst i Tyverne, høj og kraftig; fine, regelmæssige Ansigtstræk; Udtrykket i de store, klare Øjne var koldt og overlegent. Klædedragten ulastelig og bar nærmest Præg af, at dens Ejerinde hørte hjemme i en velhavende Bonde- eller Proprietærfamilie.
Han saa ud til at være hendes jævnaldrende; var nærmest lille af Vækst. Klædedragten af et vist moderne Snit; men ikke længere ny, og paa de mest udsatte Punkter, Knæ og Albuer, en Del luvslidt og mindede nærmest om et Slags forlorent Velhaveri eller forgyldt Elendighed. Det lille runde Ansigts største Prydelse – bogstaveligt talt – var et kulsort Overskæg.
Han forstærkede sine Skridt; han havde svært ved at vinde med, mens hans smaa, missende Øjne var hele Tiden rettede mod hende bedende, tryglende. Der var noget mygt og hundeagtigt i det Blik; men hun lod, som hun ikke mærkede det, dreje de ikke engang Hovedet. De kolde Øjne var stadigt rettede fremad. Ansigtsudtrykket strengt og haardt, som var det mejslet i Marmor. Kun den krampagtige Maade, hvorpaa hun knugede Haandtaget paa sin lille Rejsetaske, forraadte en indre Uro.
De stode inde i Stationens Forhal. Han tog Billet til Nabostationen; hun til K… to Stationer længere fremme. Nu var hun ikke længere den rolige og overlegne. Jeg kunde se, hvor Haanden rystede, da hun talte Billetpenge op, og saa skyndte hun sig ud uden at høre Assistentens Raab: De glemmer Billetten!
Jeg tog Billetten og indhentede dem begge ude pas Perronen.
Hun for sammen, da jeg tiltalte hende, og saa lidt forundret paa mig; saa takkede hun mig med et. Par forbindtlige Ord og tilføjede som en Slags Undskyldning følgende mærkelige Ordvending, der tydeligt røbede hendes nervøse Tilstand: Jeg glemte at lade den ligge; Tak skal De ha. Blikket blev igen koldt og stirrende.
Nu klemtede Klokken, Toget kom brusende og holdt. Folk med store og smaa Pakker og smaa og store Bekymringer myldrede ud fra Kupeerne.
Jeg havde intet Øjeblik tabt mine to Medrejsende af Syne: begge steg ind, og en tredje var ikke sen til at følge i Sporet.
De satte sig lige over for hinanden – længst inde: jeg tog Plads i den modsatte Ende af Kupeen; thi jeg følte, at nu gjaldt det om ikke at være saa nær, at man forstyrrede, og dog nær nok til at se og høre. Foruden os var der to ældre Bønderkoner.
Bare de nu kan holde Bøtte, tænkte jeg; thi faar de først Kværnen slaaet i Gang om deres Børn og Tjenestepiger, gaar du helt glip af de andres Samtale, og den var jeg mere spændt paa.
Hun sad med Hovedet lænet op mod Vinduesrammen og stirrede tomt og aandsfraværende ud i Rummet. Hans Optræden var mere fri og selvsikker end før. Han stirrede uafbrudt paa hende afventende det Øjeblik, da hendes Øjne vilde krydse hans, og imens tegnede der sig paa hans Ansigt Skygger af Tanker, der kom og svandt.
Jeg tog et københavnsk Dagblad op fra Lommen og holdt det op foran mig som et Skærmbrædt. Stilheden i Kupeen blev efterhaanden helt uhyggelig. Jeg syntes at mærke en Bevægelse, hævede Bladet lidt og saa til min store Forundring ham gribe hendes højre Haand og trykke den varmt og inderligt mellem begge sine. Det gav et Par smaa nervøse Ryk i hendes Arm; men han holdt fast. Jeg opdager nu, at hun havde en Guldring paa Fingeren; hans manglede denne Prydelse en Gaade mere for mig.
Jeg lod Avisen glide ud af Haanden for i største Hast af tage et rigtigt Overblik over Situationen.
Hun foer uvilkaarligt sammen ved Papirets Skrat ten. Han slap mærkværdigt nok ikke sit Tag, men blev ved at stirre paa hende med en selvsikker, fripostig Mine, som om han mente at have gjort noget, der havde hævet ham i sin egen og hendes Agtelse.
Han brød omsider Stilheden ved at sige:
Jeg kan hilse dig fra Frands Nielsens i V. Det gaar nok rent snavs for dem; han har jo sat det hele over Styr.”
Aah!” afbrød hun, de er ikke at beklage; det er ikke nær saa galt, som Folk siger. Kommissionæren fortalte i Gaar, at selv om Nielsen blev nødt til at sælge Gaarden, var han dog Ejer af 10,000 Kr., og saa er det jo dog hans egne Penge, han har brugt hun bragte ham jo intet hun var jo en fattig Tjenestepige. Nej, men hvem der først sætter Penge, og siden deres gode Navn og Rygte over Styr, de er at beklage. Naar Samvittigheden først er dysset i Søvn og Skamfølelsen sløvet, saa er det let at forudse, hvor det vil ende.”
Jeg kiggede op over Hjørnet af Avisen og saa ham skifte Farve. Han slap hendes Haand og hviskede skælvende:
Ja, ethvert Menneske kan fejle; jeg anede jo ikke, at det vilde ende saadan,”
Det burde du vide, det burde sund Fornuft for længst have åbenbaret dig.”
Jeg anser det nærmest for en Tilskikkelse, og Gud ved, maaske kan denne Tur være gavnlig for mig.
Han forsøgte at paatage sig en angerfuld, gudhengiven Mine, hvilket dog lykkedes meget daarligt.
Det var med et lille Stank af Haardhed og Afsky for hans paatagne Føleri, hun svarede: Aah, lad os nu være fri! Sid nu ikke der og bild dig saadant noget ind; ingen har Gavn af den Slags Ture. Du burde dog have haft mere Agtelse baade for dig selv og vi andre. Det sidste var, uden at hun maaske selv mærkede det pas Grund af sin oprørte Sindsstemning. bleven fremsat saa hojt, at alle Kupeen kunde høre det.
Selv de to gamle skikkelige Bondekoner, der havde siddet og nikket og smaablundet, drejede Hovederne som paa Kommando.
Han blev blussende rød og skelede hen efter mig. bøjede sig tættere over mod hende, og Samtalen fortsattes i hviskende Form.
Jeg sad lige og læste i Bladets Spidsartikkel, at et tysk Millionfirma vilde udstrække sine lange arme til København og knække Handelsstanden der; men, om ogsaa alle Københavns Grosserere og Smaahandlende røg i Luften, var mig i dette Øjeblik den ligegyldigste Sag i Verden; hellere dette end gaa Glip af et Ord af Samtalen.
Han havde igen grebet hendes Haand og hviskede i det uendelige, saa jeg at Ædansk, din tyske Hund!
Hans Hvisken fik en brat Ende. Han var vist uforvarende eller med Villie kommen til at dreje paa Guldringen, hun havde paa Fingeren; thi hun rev Haanden til sig med en voldsom Bevægelse og sagde
med sløret Stemme: Skammer du dig ikke?”
Han mumlede noget hen i Vejret; hun afbrød: Frihed! Ja, den kan ogsaa betales for dyrt. Hvad er Frihed, og hvem er fri? Nej, tag dig noget nyttigt for.
Han svarede lidt krænket: Ja, da kan dette med lidt Held nok give en Mand Føden. Jeg havde godt Besøg i Aftes. Jeg har faaet helt nye Programmer trykt. Mon jeg ikke skulde have et Par Stykker i Lommen, saa skal du bare se, det er ikke noget Humbug.”
Aah, du skal ingen Ulejlighed gøre dig: jeg vil ikke se det Skidt! Ordene faldt kolde og haanende.
,Sagde du Skidt! Du kan vel taale at se dem! .Nej, jeg vil helst være fri.”
.Men det bliver du nu ikke.” Han halede en gammel Tegnebog op fra Lommen og fandt der en Plakat, som han glattede ud og lagde over i hendes Skød og tilføjede triumferende: Tager de sig ikke storartet ud ?”
Jeg har jo sagt dig, jeg bryder mig ikke om det Skidt!
Ja, men du gør mig da nok den Tjeneste at læse, for du dømmer. Der var igen noget af dette myge, hundeagtige i Blikket, som han vidste, hun daarligt kunde modstaa.
Hun gav Plakaten et flygtigt Gennemsyn. Jeg kunde i Frastand tyde Overskriften, Gramafonkoncert stod der. Han ligefrem slugte hende med Øjnene under Læsningen. Nu saa hun op og et Smil- koldt og ironisk bredte sig over hendes Ansigt. Han følte sig gennemskuet og slog forlegent Øjnene ned; fik derpaa saa travit med at faa Tegnebogen puttet i Lommen igen.
I det samme holdt Toget. Han saa sig lidt forvirret om og fremstammede: Er vi der allerede! Ja, saa er det vel ikke værd, jeg tager med længere. Du ser vel helst, jeg forsvinder. Du er vist ked af mit Selskab; men du skal alligevel ha’ Tak, fordi vi har talt sammen, og tro ikke noget slet om mig hører du!” Hun svarede ikke et Ord; men stirrede i et Væk paa Plakaten, som om den nu havde faaet en særlig Tillokkelse for hende.. Ja, saa vil jeg sige dig Farvel og lev vel.” Han knugede hendes Haand og beholdt den vist lidt længere, end hun strengt taget fandt det nødvendigt. Jeg kunde se, at Sorg og Vrede kæmpede en haard Kamp hos hende.
Farvel! Se at blive en Mand, hviskede hun stille og tonløst.
Han kiggede saa langelig tilbage, da han gik, om hun ikke sendte ham endnu en Hilsen- en sidste. Han haabede forgæves. Hun blev siddende tilbagelenet mod Kupehjørnet og stirrede frem for sig. Saa var det paa en Gang, som Vreden og Harmen rent fik Overtaget; hun bøjede sig hurtig ned, greb Plakaten, som ved hans Bortgang var falden paa Gulvet, bøjede den sammen en tre-fire Gange, rev den med et fast Ryk der var Villie og Kraft i dette Tag -i mange Stumper og smed dem med et synligt Udtryk af Væmmelse ud af Kupédøren efter den bortdragende og lænede sig paa ny tilbage mod Væggen.
Hun saa i dette Øjeblik ud, som den der har brændt sine Skibe; men Udtrykket forandrede sig hurtigt og blev træt og sørgmodigt; Øjnene blev klarere og klarere, og til sidst maatte Lommetørklædet frem.
Jeg følte den største Lyst til at tale til hende, og havde vi været ene i Kupeen, havde jeg uden Tvivi gjort det; men nu havde vi jo de to gamle Bondekoner, og desuden hvad Krav havde jeg paa hendes Fortrolighed, endskjønt jeg tør sige, det er længe siden, en ubekendt har fanget min Interesse i den Grad som netop hende.
Løsningen paa Gaaden fik jeg ikke. Var det en nær Slægtning, eller en kær gammel Ven, der var kommen pas Afveje, og som hun ikke kunde glemme, men tvunget af Nødvendigheden Ringen paa hendes Finger heller ikke turde mindes. Ja, her har man Gætningens vide Mark at tumle sig paa; men det synes jo, som en brudt Villie og et brudt Hjerte her havde haft et Møde af saa indgribende Betydning, at det maaske kunde blive skæbnesvangert for dem begge; thi Digteren Thøger Larsen har sikkert Ret, naar han skriver:
Over Bjerge og Hav, over Ager og Skov
er der Love, der blæser ad Menneskers Lov
Trods vor Frivilje-Pral er det evige Rum
dog et Hav, pas hvis Blaa vore Skæbner er Skum.
Der gaar Mand imod Øst, der gaar Kvinde mod Vest,
men de ledes i Blinde af Længsel og Blæst.
Skønt de mener sig fri, kan de mødes paa Sti,
hvor de aldrig kan slippe hinanden forbi.
Ved næste Station steg hun ud, bød os forinden venligt Farvel og takkede for Rejseselskabet, og uden at se til højre eller venstre llede hun ind paa Stationen, kom straks efter til Syne paa den anden Side denne og satte Kursen hen ad Vejen, der førte bort fra Byen.
Det var en Efteraarsmorgen lige i Dæmringen. Jeg gik hen ad den lille Stationsby’s snirklede Gader. Stormen hylede og larmede, raslede med Skilte og ruskede i Tage. Sommerens sidste Løv opførte en hvirvlende Dans. Stakaandede og forpustede søgte de enkelte Blade ligesom at ville stjæle sig et Øjebliks Ro ved at forputte sig i Rendestene og langs Fortovene; men Stormen spillede op paany, og Dansen gik videre og vildere.
De gamle Træer udenfor Posthuset fægtede vildt og planløst med sine nøgne Grene, gjorde en Gang imellem en svag Bøjning over mod Bygningen, stode saa et Øjeblik stille, lyttende, som for at forvisse sig om, at den gamle punktlige Postmester endnu hvilede paa sit Øre og ikke kunde kontrollere deres respektløse sindsforvirrede Optræden.
Til dagligt holdt de stærkt paa Formerne i Følelsen af indre Værd. De vidste med god Samvittighed, at de ikke som deres nære Nabo Posthuset var plantede under Provisoriets Fane. De følte det derfor nærmest som en Befrielse, naar Efteraarsstormene rev klædningen i laser saa de ikke længere behøvede at skygge eller dække over al denne Lovløshed og Ufred, der var kommen i Følge med den ny Tid. Stormen tager et lille Pusterum. Jeg paaskyndede mine Skridt; men straks svirrer Hagel og Is stumper mig om Ørerne.
En Kat kommer farende langs modsatte Fortov. Dog nej, det viser sig at være en kaskjet– skarpt forfulgt af Ejermanden, en lang opløben Dreng. De klaprende Træskotrin varierer lige fra det svageste piano til det stærkeste fortissimo, eftersom Kaskjetten og Stormen i Fællesskab dirigerer dem.
For tyvende Gang synes Drengen at være ved Maalet; men kaad og drilsk hopper Flygtningen videre over den toppede Stenbro, og Træskoene gaar igjen klip-klap! klip-klap! indtil Kaskjet og Dreng forsvinder om et Gadehjørne.
Jeg gaar ind i Stationens lille beskedne Forhal. De faa rejsende, der ligesom jeg meget nødtvungent har forladt Fjerene et Par Timer for Sædvane, stod plantede langs Væggene -søvnige og melankolske og med Ansigterne gemt bag de opslaaede Frakkekraver.
Jeg hilste høfligt Godmorgen!
Et utydeligt Grynt og en svag Drejning af Mumiernes Næsetippe forekom mig i Øjeblikket at være et alt for usikkert Grundlag for videre Forhandling. Jeg tav derfor og henfaldt i egne Betragtninger.
En Lampe, hvis Størrelse stod i sørgeligt Forhold til dens Ælde, søgte forgæves at sprede lidt af det rugende Mørke. Glasset sad skævt, og den lille gispende Flamme lænede sig træt og selvopgivende op mod nærmeste Glasvæg, som den engang i Ungdoms-ubesindighed havde sværtet kulsort.
Da aabnes pludselig Gadedøren med et Brag, og ind triller en gammel laaden Kabuds i Følge med en hel Ladning Hagel, der strentes i en skraa Stribe hen over Gulvet en gammel førladen, korthalset, pludskævet Bondemand fulgte lige i Kølvandet. Den lille Lampeflamme forskrækker det i den Grad, at den begaar Selvmord ved i et eneste Hop at fare ovenud af Glasset.
Haav, haav haav, haav! der ræst pinnede min Luv. De wa da gaat, dej entj faltj i Hav’e!”
Ordene ledsagedes af en kort gnæggende, støjende Latter, og de små plirrende Øjne har paa Grund af Situationens faretruende Alvor antaget et vildt, stirrende Udtryk.
Med hele sit Korpus, der er belastet med adskillige Alen Vadmel, stemmer han Døren i og siger paa sin hakkende, snøvlende Maade:
Da skal a liggaat lov for, der er Fortgang aapaa Maskinerije i Da. Jesses, bette Been, sekke da e sølle Weer G’maaen, G’maaen!”
Stadigt småsnakkende samler han Huen op, peger saa forundret paa Stationsuret og siger ringeagtende: Hon er da gal, dej Spegels Klaak!* .Nej, det skal nok passe”, henkaster jeg.
Hva skal ‘en! G’maaen, G’maaen, Jens! Hva, er Do her? Nej, no skal a sku snaat saj wos, hons Vijsværket er. Min, hon har fame aldrig narre mæ enno.”
Gamlingens Fingre tumler energisk med de store Hornknapper, og endelig fremkommer en Revne i Vadmelsbylten, stor nok til, at hans gamle ”Tvebak” kan hales frem. Med fremskudt mave, Anlæg af Dobbelthage og nedtrukne Øjenbryn, søger han at finde det punkt på Urskiven, hvor Viserne har taget Stade, men forgæves; enten det nu er paa Grund af Afstanden eller, fordi Ur og Øjne befinder sig paa hver sin Halvkugle.
Jeg kommer ham til Undsætning.
Den viser rigtignok halv otte; men det er vist ikke efter mellemeuropæisk Tid. Den er mindst en halv Time for stærk.”
Det er et haardt Stød for den skikkelige Gamle. Han vilde vist hellere set Himmelkloderne forandre Kurs, end hans gamle Londoner hans uadskillige Ledsager sigtet for Upaalidelighed.
Do ka’ sill wær en Robæe”, mumler han arrigt, idet han stopper Tvebakken ned i Hullet i Bukse-linningen igen; men siger pludselig i en betydelig mere spagfærdig Tone:
Tho de ka a fame entj faasto! Ja, ja, a West nok, de hon wa fort; men de hon skul wa saa moj naa, ja, ja, læ go da! Tho saa behøve wi entj aa, ha jav’e. Koli aa mae sa aa smaaknoppest hiele Tijn; a jent aapaa ham, aa haj jent aapaa Hesten, aa wi sa aa braakke untj aa aas saa- læng, te wi blev saa hie, de wi blæst Wejen e Støtj.
Skal du langt hen, Per*?
Tho a wel da ud aa sijt te mi Svaver. Ja, saa- mæj wel a saa——a wel ud aa sijt te mi Svaver. A skul ha wat derud i Forohre, sin wi fæk Torren grave; men saa kam der saa me Vrøvl, aa saa blev e entj: nej, de jor entj, saa blev e entj. Er de no entj aasse e taable Weer, de wejler aap med. Tho a haar snaar røgt trej Piber Tobak paa Wej her ej, aa nær a haar pasle Træk ka a magle klaar mæ med jen. Sij, sij. no hon skul wa saa fort, ja, de ka jan vær.
De er s’gu akkeraat, som haj saae, wo bette Løjtnant, jej Avten wi ræst over te Dybbøl, saa seer haj a haaver e lissaa tyele
G’maaen, Gomaan, Hr. Polleti!”
Per har pludselig faaet Øje paa Stedets Politibetjent og tager i den Anledning straks Permission fra Dybbøl. Stortsmilende tripper Gamlingen hen mod Betjenten, og hans Højre gjør en trekvart Rejse til Kabudsen, idet han paany hilser: G’maaen, G’maaen, Hr. Politi!-
Betjenten hilser smilende paa den snakkesalige gamle, der slaar til med et vældigt Prangerklask, og begynder uden nogen som helst Indledning:
.Ka haj haav, hvolang de e sin, haj war aap aa beseg mæ?
Nej, det erindrer jeg ikke, der passerer jo saa meget mellem Aar og Dag; det ene Indtryk afløser det andet.
Per rynker Brynene og siger vredt:
Ja, de wa no entj ræn aa baar Narreværk, de, die passire, dej Gaang dehæ full svensk Flab fraa Taaslegaard ga mae nun aapaa Hølleki; haar haj ræn glemt de, de wa saa pinnede mærkelig. Saa ka haj wal heller entj hoov, hons a sase dej Gaang?”
Betjenten ryster paa Hovedet. Per slaar ud med Haanden i Retning af mig, som vil han kalde mig til Vidne om Betjentens uhørte Glemsomhed, stirrer derefter mildt bebrejdende paa denne, medens hans højre Tommel samtidig gør et lumsk Forsøg paa at bore sig igennem Betjentens solide Uniformsfrakke. Boringen bringer dog intet Lys i Sagen. Betjenten er Diplomat. Nu falder den Gamles Haand med et mildt Tjat ned paa Betjentens Skulder og saa kommer det kort og bestemt:
Ka haj entj haav, de a saa, de skul a ha Hog. war e entj faa tille, faa a war ove di Halfjæs no.” Jo, nu tror jeg ogsaa at kunne mindes det. Naa, de var endda gaat, Di fæk Djær Haavkomels ijen; men si, de war entj Dja Skyld, de a be holtj Lywe, aa Slobberti entj ræntj si Wej; faa Di kam entj førri trej Dav etter, mi gue Maassisnuks.”
Ja, men, De fik jo Dom over ham!”
,A, fæk i Hujsrøv, jov a. Dom war a, aa Dom fæk a, aa dæj ly) aasse faale godt. Haj sku betaal en Snes Kroner te Politikassen, aa tyv te ma faa Klø aa Svij. Politiet saarre wal naak faar aa faa dje Paart; men di ku lissaa gaat ha saae, de a sku ta Fesk faa Pengen i Westerhav, aapaa ajer Maae ka di wes entj læ dem dryv ej.
De har altsaa ikke faaet hverken Penge eller Fisk, siger Betjenten spøgende.
Fame om a haar. Jov, faa sijr haj, Kvon as mæ ku entj blyv eni om, hons Fesk a sku ta; hon wil helst ha Kolle, as a wil helst ha Taask, aa saa bløv Ejen pinnede, de di gor der enno. Jov, de
waar en raar Pot Koel, Politije raj te mæ dej Gaang.
Betjenten, der taalmodig har paahert den gamles Hjerteudgydelser, belaver sig paa et Forsvar; men Per affærdiger ham med en flot Haandbevægelse og et: Færdig med Ferre, min Wen! og stavrer ud paa Perronen.
Toget er der.
Per undersøger meget kritisk de forskellige Kupeers Indhold for at tage et løseligt Skøn over, hvor han bedst og sikrest kan anbringe sin dyrebare Person.
Ved en tom Kupee standser han, og faderligt beskyttende gir han Tegn til mig unge Mand om at følge efter. Vi går ind og anbringer os vis a vis i hvert sit Kupe hjørne.
Men vor enlige Stilling er forlængst opdaget og straks bli’r vi prajede af et helt Artistpersonale, der med Primadonnaen i Spidsen entrer op i Baasen til os. Per er helt benovet, ikke alene over den skønnes mørke flagrende Lokker og dybe azurblaa Øjne, der et Øjeblik sænker sig i Pers gamle vandglasserede dito og bringer dem til at flyde over deres Bredder, men Overraskelsen stiger for hver ny Kasse, de behændige Artister langer ind i Kupeen.
Per mumler en Del om, at Loven vist forlængst er overskreden. Men da Direktøren høfligt og bestemt forespørger Per, om han har sagt noget, kan denne slet intet erindre, men anser det for mest sandsynligt, at han ingen Ting har sagt. Han sukker dybt, idet han meget omstændelig knapper Frakkerne op og haler sin gamle Tobaksdåse op af Lommen. En mægtig Tobaksville forsvinder sporløst bag Pers Tandstumper. Konduktøren kommer for at efterse Billetterne. Med et flot: Vs’go! overrækker Per sin og mener dermed at have gjort sin Skyldighed; nu kan han gøre sig Livet lidt mageligt. Han forsøger at stive sig af ved at lægge Hænderne paa Knæerne, bøjer sig for over og udspyr lige for Næsen af den intet anende Konduktør hele sin Beholdning af Spyt og Tobakssause med en Sikkerhed og Frimodighed, som kun en nogenlunde ren og ubetynget Samvittig hed kan afføde. Det gav et Smæld, der fik Konduktøren til at fare sammen, for i næste Øjeblik at raabe som et Menneske i Havsnød:
Men hvad i al Verden er det, han bestiller? Er han gal, Mand?
Per ryster paa Hovedet og kigger forundret over mod mig, om jeg skulde vide, hvad der gaar af Manden, at han stiller saa dumme Spørgsmaal, retter sig pludselig op og siger med et overbærende Smil: Hons a bestiller. Ka haj entj sijt, de a sputter ?
–
Jo, men det maa De ikke, det koster en Krone.” Hva jør e?
Det koster en Krone, siger jeg jo.”
Per faar nu endelig Forstaaelsen af, at dette her er ikke bare Løjer. Loven er krænket, og Ordenens Haandhæver i Skikkelse af en høj velnæret Konduktør staar der bred og myndig paa Vogntrinet med den udstrakte Højre afventende sin Tribut; men der falder ingen gylden Frugt ned i denne Turban foreløbig. Pers Blik farer flakkende rundt til alt og alle i Kupeen – til Hylder og Loft, som om der et eller andet fordægtigt Sted maa staa med Flammeskrift: Du skal ikke spytte, der i dette Øjeblik, fordi det er rykket ham saa nær ind paa Livet, forekommer ham endnu større og vældigere end det bekendte: Du skal ikke ihjelslaa; thi dette er ham langt mere fjernt og uvedkommende; det vilde han aldrig komme i Konflikt med.
Konduktøren staar ligefrem og gotter sig; han har med sin Hensigt, at jage Gamlingen en Skræki Livet. Han ved erfaringsmæssigt, at han kan skælde en Mand Hæder og Ære fra, blot han lader hans Pengepung i Fred, saa har han erhvervet sig en Ven for Livstid.
Gamlingens Øjne søger alle andre Steder end netop Konduktøren; men denne peger paa Væggen og siger noget mere lavmælet:
Ja, det staar derhenne.”
Per ser paany i den antydede Retning og finder i sin Nød endnu en Redningsplanke. Han fremstammer lavt og hakkende:
Hr. Konduktøren for uskyld; faar a ka entj sitj ontj en no Streg: faar a glemt aa fæk min Briller med.
Ja, saa skal jeg læse det for Dem, og han læser højt, docerende, med skarp Betoning af hver eneste Stavelse: Af Sundhedshensyn er det forbudt at spytte i Kupeen, medens Marke tangen ligesom kløver Luftlaget for bedre at understrege Ordene.
Per lukker Øjnene. Nu braser det hele vel sammen om ham. Hans Haand gør allerede nogle nervøse Trækninger i Retning af højre Bukselomme, men trækker sig ligesaa hurtig tilbage som ramt af et elektrisk Stød; Kronen og Æren skal reddes, om det er muligt. Blikket gør et Strejftog til Konduktøren, trækker sig forskræmt tilbage, og saa kommer det ængsteligt og undskyldende:
Konduktøren ka da naak tenk, de ha a væst de mejste Kun Beskin om e, ha a aldri jov e, aldri i sin Dav; men a ska naak la war; ja, a skal, a ska naak la wær.
Ja, saa faar De vel slippe, men husk det nu en anden Gang.”
Haj behøver entj aa wa raj, a ska naak holl mee.
Saa snart Konduktøren er forsvunden, retter Per sig uvilkaarligt i Sædet og kigger ud af Kupeevinduet som for at forvisse sig om, at Fjenden virkelig er forsvunden. Han føler godt, at han har lidt et forsmædeligt Nederlag: men Tanken om det reddede Kronestykke, der hviler trygt og sikkert i Bukselommen sammen med Venner og Frænder, giver ham straks et lysere Syn paa Tilværelsen.
Og som for at rejse de sunkne Aktier og bortlede Opmærksomheden fra det, der er Sagens Kærne, siger han helt forsorent:
War e en Revaalver, de klaar, haj stu aa svengt med. Haj wa pinnede we aa ha skrækki mæ hen med hans Galpi. Entj faa de, kaski naak Maj ha hans Ret; faa haj so enti uk te aa wa nun almendele Daask paj; men aa ta sont aapaa. A has sput her di Hundrede Gaang, aa Hundrede te, aa aldri nun haal teste mæ an faa de; sku ma saa ji en Kron faa hval Sputklat; tho saa ku mæ jo snaat sput hiele Gaarri hen; men di hætter aapaa saa me Galskab aa Skit, de ma ka snot entj bego sæ længer, aa hvons Not er e saa te; hvons ska dehæ no jø gaat faar?”
Ja, det staar jo paa Plakaten, at det er af Sundhedshensyn.”
,Sujhjashensyn! Po-o! Er de mir waanskle me dej bette Klat, a sat, end oltj de Blar og Skit I ajer slæber ej med Støvlen?”
Jo, for der kunde jo træffe at være Bakterier deri .
Bakterier! Per læner sig tilbage og skoggerler. .Ku der entj aasse træf aa wa Bakterier i din –
nas, ja, a saae e-en Ting; men di komme med saa manne Cirkulærer aa Anstalter no om Tijer, de De er saa ma wa næsten entj, hva ma tør wær. fame wes naak heller entj laavle, de do se der aa polser aa Segaren.”
Nej, det er ikke forbudt her.”
Da haar a saa pinnede het Snak om e, og Gamlingens Øjne gør igen et Strejftog over sine nærmeste Omgivelser. Han ryster paa Hovedet og siger lavmælt:
-Ja, saa maa a saa pinnede ha løst ei Avijsen.” Jeg synes, du fortalte Betjenten, at du havde faaet Prygl, passer det?
.Om de passer, nej, a tøkes no ent), de passer an slo aapaa i Maj, der e ove di halfjæs, men liggaat
ja, de wa saa pinnede en grinagtig Historie, og Per læner sig tilbage og ler af fuld Hals. Ja, no ka mæ liti a e; men saalæng de stu sapan, war e jo ent) saa raart. No ska do baare høre. De wa jej Masen tille forår en tre aar sin; a stu a we a træk i Klæen. Muer jik ud i Tjykkent a kraast med jenting; kaski hon wa we aa leg teilen, de ka a saa pinnede ent) haav; men naak om de. Saa hor a jej, der skramler imo Woj. spaj å non, der raaber: Nej, huv da faa! an saa søvne dej Hwonne..
A ka jo naak tenk, de Muer sat føst sånt en Tromf, om aasse bon fæk i Plask Woj i Træskoen, as a go defaa uk i Frammest i min jenne Aajetbowser, a der sto saa e stu Kaalfaalk aa dengler imel Komfyjre as Wojspaj: men de er akkeraat, som Spaj er en Magnet, der trækker ham te se; haj ka umovle kom faa- bijt. Muer ha faalængst strøgen Flag aa rænti ej
te di ong.
A ku jo føst faasto, bons dej her fal Bengel wil me, as a spor nue hvast, akkeraat som a no ser e te de: Hva gaat, bette Wen? a saae entj uen di sam Ovr; men a fæk e skon Svaar. Bengli haj raaber: Hold Kæft! De er enti de, a er ollebæst te, ser a; men hons skal do bellens, do maa da ha e Eri? Hold Kaft da fas aa saa nevnt haj dej Hwon-
ne den, aa saa plask! der laa Spaj. as a stu i Husfæren as treppe i deha Woj. aa med de sam saa ha a ham. Haj so li uk; ja, haj so grov li uk, saas fuld var haj jo. Haj wil ha masire lig dolk ej i Sovkammar men saa taar a såånt a yrge bette Kon i hans Blus, a seer enti saa let bestemt: Hva ska do hen, bette Wen? Dammer haj ma min Salihj jen i Planeten, da a so Maan aa Stjærner anneren aa de hiele lisas tyele. Sas blev a vrej, dehæ, de wa liggaat faa mej. Nej, no ma do evi skam da; slo aapaa i gam- mel Maj: mon do er rægti klog. det taassi Skit!
rangker baj min Salibja Haajen ijen. Do ka trov, a blev went) i en Hast; saa wast a, hvor a sku war: a svet ej i Saavkamre aa fæk Dej lut, at ku magle klaar me med de, a hae faat. Haj bomre aspas Don; men a svor ham entj ijen. Saa stagelt haj liggaat aa uk; men haj mommelt nue om, de a ku bjelsen Koll, de haj sku strentj hans Tarm med de fest, aa saa jik e jo we sæ, de de wa Koli, de sku ha hat Hogen.
Hvorfor skulde han have Hug?” Jov, si kuns no, de wa jo no Tesesjov aa Kjæresterit. Faa de Elskov er e entj sont, di kaller e, nå de ska wae fint, de er ligfram taassi Sygdom, dej jo Folk baade døv aa blej. Saasnaat di ka lejt, de jej has faat sæ en Kjærrest, saa er e akkeraat, som der entj er uen dej jen, der ka tien, siel om der er i hil Wul as veel imel, aa saa æjer e jo som Regel med Hog: faa de haa jo al sin Dav wat en hollen Wuvr; men ne sont i gammel Staar paa hen- imo di fis skal te aa ta imo Hog faa Pigernes Skyl, saa gor hon ilyval tæt aapaa Savsen. Gaat war e, de Kren Pisen, wor ong Maj, entj wa hjem; haj ha lig fram grotte ham, faar haj er pinnede stærk.
De blev jo saa meltj baade te Saavnfo aa Polleti; men di kam enti fori 3 Dav etter; de wa jo aasse de, a læt Pollitije wæ i Da. Di skorke dem wee Di wel naak ha dje Løn; men di jør enti i Gong Tjenest faa Føen, sitj te mir. Naa, de hiele jik sin naturvle Gaang. –a ræjjsent aap jov jov, Gu jor a saa. deri!”. Do kat trov, , Do ka trov, de war en li Singeldaks, a ha fåt. Met hue ligent omtrent en Hvikaalshue å Koli sku ji tyv Kroner te Politijes Kas, aa lissedant te min; men a ska jo ta Fisk for mine, ka a nok forstaa, , A tøks entj a ka forsto de ku benøt Albertis Prøgllaav, nær enti di ku brog i te sont i Svenbrok. Hva – a —-spør: Hvitje sku di saa brog
Pers Øjne rettede sig strengt spørgende imod mig.
Jeg skyndte mig at give ham Medhold snarest muligt og Per vedblev:
Ja, Erkebiskopper fek wi da uryje faa maanner Ohr sin; men Erketjeltringer di er mi sejlyve. Men Alberti haj ku fame ha Trang faar aa smag hans ij Sager; saa war e da føst, haj ku snak med om, hvant de wirke. No ska do faa Resten hør, hvadan a aa saa jej aa dihæ helle Bejskræmerer kom op aa tværes om Alberti dej nan Da.
Ham, Kræmeren, sku taal te Feske Stines om Avteni, aa wo ong Maj ha hent ham ved Stasjuvnen. A ka entj fåsto, haj wel tjyr aa renk med de Slavals Faalk. A lijer dem entj; faar a tøkkes olle de jør end ryv nir.
Olti haa di jej helle nan Broj aa jav i Njæssen aa aas. Saa bajer vi faa møj, i aa saa drekker we faar møj; oltir er der nue i Wej – e-en Ting er dem tepas. Som om de sku ku wælt i Maj, de haj sætter en bette Tromf i Gaang imel ; mæ minne jo ent de mejste med e. A brø mæ no intje om aa kom i kløen aa ham, aa sin a so Kresten kam tjyre ej i Gaarri me Spøgelset, lest a mæ uk i Havi aa ga mæ te aa temmer aapaa Drengens Kaninkasser. De jik wal saa moj som en hal Stojs Tij, saa knirke Havlugi; a tentj, de wa Drengen, de kam fra Skuel. Naa bette Bøen, ser a, .no haar a sat Skjelrom i Kassen; no ska Klavs naak faa Lov aa læ Motter wær i Fred.
Saa e de jæj, de se lisaa styvt:
Har Du selv tænkt paa at faa Fred, Per? aa saa er e ham, Asent, der haa goen aa snøvst som i Trøl ette Mesktjø saa læng, te haj haa faajen mæ. De beds ham jo faar, de a e de mjæst uguele Mesk aapaa Gaarri, aa a sku jo helst hogges fraa Rue. A wa grov lij aa aa kom ej aapaa Løsent; faa der var a entj sekker aapaa aa klaar mæ; men hves a slov ej aapaa Alberti, mon saa entj a ku svet fraa ham, aa a svo dæfaar:
Jov, Hr. Grø n, a haa Fred, aa Di haar Fred, aa ol Faalk haar faat Fred faar Alberti. Ja, de er kun en jordisk Fred.
Ja, ja, dej ska mæ heller entj tjems æ, aa nær haj no haa staalen 20 Millioner, war e wal heller entj faa tille, om aasse haj kam i Snathvol.
Ja enten De, Per, stjæler 5 Kroner eller 20 Millioner, det er lige strafskyldig for Herren.
Wel haj entj snot aapaa Have med hans Lærdom. Om aasse a taar en 5 Kron, hwa ka de tjejes, men 20 Millioner tho de ku jo maanne Tuksi Hjem ulokle.”
Nej Synden og Straffen er lige stor. Den, der holder den ganske Lov, men steder an mod et Bud -ja, Per husker det vel nok.
Ja, fame jør a; men Di er i sølle Plurskaank, næ Di ka sæj, de 5 Kroner helle 20 Millioner e lig moj.
Per skulde nødig bande.”
De ka aasse gaat hæj, a jør e nø; mæ ka da aasse blyw ærgelig ved aa hør aapaa sont no Wrøvi; men a menner entj nue mæ met Baji, de skal a faa sekker ham.
Ja, det kan ikke redde Per. Naar et Ord er sagt, saa er det ligegyldigt, om man mente noget dermed eller ej.”
,Saa aah! naa nær e Ovr blywe saae, er e oltsaa liggaat, hons der mennes med e. No tekkes a, a er ved aa faasto Dem. Faar ette ol di Guds Ovr, der er flove fraa Dem, mat de jo hvis Di ha mint nue med dem -we grove Winger uk aapaa Dem faa lang sin; men sitj, om Di dryver e wijer end te Pokkelen, aa dej e Di wal foj med; faa a ska sej Dem jen jennest Teng: Di er i Lot, ja, Di er; de er lig, hvad Di er, aa saa jik a dej nan Vej uk aa
Havi.
Tog han saa imod det, spurgte jeg. .Nej, a trover hotte, haj læt en leg. Men de wa de, som a saae før; Alberti skul hat Lov aa smag hans ij Sager. Saant saa wi e i 64, næ wi ha taae non aa Tyskerens Kanoner. Saa heraavs, omkring med dem, aa saa saae wi: læ dem no smag djer ij Sager, de tysk Pak.”
.Var du med i 64, Per?
Ja, ja, Gu war a saa!”
Per bøjer sig forover og belaver sig paa at skille sig af med hele sin opsparede Beholdning af Spyt og Tobakssause, men erindrer sig i sidste Øjeblik Forbudet og kniber næsten krampagtigt Læberne sammen med et Udtryk, som nogen havde budt ham Eddike i Stedet for Brændevin, og opnaar derved om ikke helt at dæmme op for Floden, saa dog at regulere Afløbet, der nu ustandseligt siver ud af begge Mundvige, idet han med en Hovedrysten udbryder::
Haav! der ha a fame nær læt en go ijen. Ja, de er entj sont, nær i gammel Huj skal bejoj aa lær Konster. Jov, jov, wes war a med i Krigen, aa a haar olle tjent ber Peng. A tjent 1000 Rigsdaaler i 4 Maanter; er der nun, de ka stek dej?* Du lod Dig altsaa leje?”
De faasto sæ.”
Det gik vel ikke ret tidt paa, at Tyskerne rendte og lod Kanonerne i Stikken?”
Nej, tidt wal entj.”
Per begyndte nu at blive urolig og kaste ængstelige Blikke til sine Omgivelser, medens Kinderne svulmede op som en Ballon, saa man inden ret længe maatte befrygte en Explosion. Da kom jeg den betrængte gamle til Hjælp ved at aabne Kupevinduet, og det var ogsaa paa høje Tid. Uden at ænse, om hans Fjende muligvis skulde være i Farvandet, eller om det kostede 1 eller 10 Kroner, gav han Slip. Det kom som et helt Skybrud, og synlig lettet satte han sig igjen til Rette paa Bænken, strakte Benene frem og udbrød:
Aah, de lent saa pinnede.
En af Artistpersonalet finder nu passende Anledning til at gribe ind og agere vittig:
Ja, de laver saa mange Forbud og Reglemanger, at man næsten ikke kan spytte for dem, og mest går det ud paa at fortrædige ærede Medborgere.
Per, der i Begyndelsen har skulet mistroisk efter den nye Debutant, udbryder nu synlig lettet:
Ja, der saa Di fame e saj Ovr. Wi gammel ska jo olti perres: faa wi ka jo entj dryve wijer end te as wis Tæjer, hvis wi haa nun, men di ong-der ska ma wa faasegti. No ka mae sit te dej her Ballotti, hves enti haj wa bløven drelt, ha haj kaski olle slave Faapagteri ihjæl. Ja, ja, a skal entj faasvor ham Gu bevaar mæ faa de, aa no ka e heller en not ont end an snet Knappi aa ham; de blyve baade de billigst as de nemmest; faa na di føst er kom men saa widt ije, saa blyve di olle te rægti Mesker. A so I en Avijs i Gor, de de wel kaast wos mas ne Tuksi Kroner, om wi sku jem ham, te i Gaang haj sil fæk i Sej aa kras aa. Hvor er do hels fraa? Per gør en kvart Vending over mod Artisten men udbryder i samme Ojeblik lidt forfjamsket:
Haav, de jek a saa pinnede hen aa saa do te Dem; men a ka wal ent) kom saa galt fro e, so Wulle Pisen dej naan Avten, wi wa te Jil te Pall Jenses. Wulle has jo dej Naan as se do te el Falk aa dej Avten gor haj hen as se do te del gamme Baang. Wi ha jo fest Mujlere gaat smur, helse haj wal entj jovr e. Di ong Baanger, di er da saa moj gemijn as lig fram Paalk; mæ ka se te de hons de ska war. Tja, ma ku gast faalaang dem te aa tjøs aas her, og Per gør en meget betegnende Gebærde uen de well drav non te Ansvaar faar e; men dje Faar, haj er saa pinnede kras, ka do trov. Haj wil jo straks ha aa wæ, hvonær Walle aa ham ha drukken dus. Wulle wil jo klaar sæ med de di los se do te Wohær, saa ku Baang wal aasse fej sa ije; men de wa pinnede en skit Sammenligning, dej ku entj raj Wulle. I sku baare ha høt, sont som Baang æsselt ham uk; de jik som tit) Tjæpper i Hyvl; men a fæk da saa møj uk o e, del Baang war eet saa let hover aapas Stro; di war ent) i Gaang Rangklasi sammel; aa Wulle haj græ. as a lov. Ja, ja, dej wa jo æang wi war uv i rum So; men sin wi sku jemmel Smutten der ved Fattebakst, ser a te Wulle: Ta no i min Tjovelig. haal de lig i met Tjelwoj. De jor haj sas, a bums, de las wi Hvad er der ved e, seer Wulle Ja, si der er de ved ea tenke, wi ser aspas dej west Rovt. Has do entj en Svovlstek, Wulle. N bej, haj ha enti. Ja, saa ka wi ent) Nødsegnal, sas fas wi prov sa kom flaat ved den Hjælp. Men de er wes ent) Fattelukst, wi haar her foran os, wi haa naak skejte sue. A ka hels enti wa, em enti de er die Rovekuvt, Welle, wi leger as reer & Men de will Wulle olle he neve. Lisas let will haj tjejes we Hukst, sis wi naal de. De war intj hans Hus. Haj bant) aspas, de haj wil hjem. Wi stu sasa telenget om de; men sas te wot stur Held aabne Mares Weje sa sper sont aue bestemt: Hva, tøkkes de est do er hjem, Walle? I ka trov, haj spist ører som ! gammel Dragonhest, de Segnal tjaj haj. Jov, so la a her, de a er hjem, seer haj nue stel. Godnat, Pir, no for to do Tak. Ha do no endda wa lisas gast hjem. Go’masen, Wulle! Jov, de go nask. Na me blast haar e gast Kompas aa e pasle Wej, sas skul e da sto Pokkerije, om me entj skp ku raj ej jit heller ont Ste. Hva wa de Wodskov, ja, to saa er wi snaar i Sujby. Ja, di tjyr skrap i Da.”
Hvor gammel er De egentlig, min gode Mand?” spørger nu Artisten.
Hvor gammel a er, Ivant saa de Trove Da rejer med min Debattest i Lommen
Ja. Selskabet her har slaat et Væddemaal om Deres Alder, og der er jo forskellige Meninger: ikke at er man enige om. De ser Pokkers godt al.” Tøks Di de, nej, saa sku Di lig ha sit mæ som ong.
Ja, men der er vi lovlig undskyldte.” Ja, de er i saa pinnde aasse; faa tho a ku jo wat Bedstefaar te jer olsammel, ser om: men he saa etter: A er 7 Gange 10+ 9 kom det langtrukkent og salvelsesfuldt. Samtidigt daskerer Per mig fortroligt paa Armes, han er ganske berygtet, og medens Latteren ligefrem klukker i ham, bøjer han sig frem mod mig, og jeg, der straks ser, at Per tynges af en svær Hemmelighed, en Hemmelighed, som tilsyneladende er ham muligt at gemme længere, der ham pas Halvvejen, og han hvisker eller rettere spruder mig ind i Øret, medens Latteren næsten truer med rent at betage ham Vejret:
A narre dem fame liggaat, ki, ki, ki, haa, haa, haa, haa! faa blyver estiki, has, has a Myver ent de 79 førri te Metjelsmes; men skit, le dem no baarre raj med del. Komerispillere. Di ku pas dat, as sas estj bry dem om ont. Tøks do, de wa fas mj, a ga dem?
Nej, det var snarest for lidt, Per, Du er en Knop, giv dem noget mere af samme Skuffe.”
Per læner sig tilbage, og der staar et lunt Glimt i Øjenkrogene, mens han skiftevis skotter Komedie spillere og Minker fortroligt til mig. Desværre ik de ikke mer Toget var nu naaet ind til Stationen, og vi steg ud.
VRENSTED NYE OG GL. PRÆSTEGÅRD
Kjærgaards hjem
1890-1924
1868-1916
Agnes og Otto Madsen
Frimodt Madsen
Elith Madsen
Laura Larsen 
