Forfatter: Jens Otto Madsen
Lerbæk
Lerbæk
Lerbæk er en mindre herregård nord for Frederikshavn. Mest et sted man suser forbi ad Skagensvej. Den ligger i det flade landskab syd for Elling Å og et par kilometer nord for Frederikshavn, godt gemt mellem høje træer. En stor rideklub holder i dag til på gården, men ellers er det de færreste, der kender mere til herregården.
Lerbæk Hovedgaard omtales første gang i 1466, hvor ejeren hed Mourits Nielsen Gyldenstierne, der var rigsråd og lensmand. Ved hans død, ca. 1503, overtog en datter, Anne Mouridsdatter Gyldenstierne, gården. Lerbæk var dengang en almindelig avls- og fæstegård. Hendes barnebarn, Oluf Mourids søn Krognos, var mere velbeslået. Han ejede flere gårde i Nordjylland. Da han døde, tilfaldt gården en fætter Mourids Podebusk. Han fik Lerbæk efter en arvestrid, og han viste sig som en grisk og rethaverisk person. Hvor han færdedes, fulgte klager og processer i hans spore. Han forsøgte bl.a. at forbyde fiskerne ved Bratten strand at grave sandorm, men dommen gik ham imod. En senere ejer, Steen Rodsten, måtte pantsætte gården fire gange, men det lykkedes ham dog at beholde den til sin død i 1664.
Lerbæk var aldrig nogen rig hovedgård. Den havde kun ganske få fæstegårde under sig.
Steen Rodsten havde fire sønner, som skulle arve, men efter to år købte Jens Rodsteen de andre ud. Han var eskadrechef under slaget i Køge Bugt, hvor han førte arrieregarden og hjalp søhelten Niels Juel med at besejre den svenske flåde. Han opkøbte en del bøndergårde i omegnen, bl.a. handlede han med Niels Juel, som ejede Sæbygaard. I 1689 solgte han det hele til Otto Arenfeldt på Knivholt. Den nye ejer købte flere gårde, og han omdannede Lerbæk til et herresæde. Efter ham fulgte en blind søn, Steen Hohendorff Arenfeldt. I 1740 blev godset solgt på en auktion, og derefter fulgte skiftende ejere i hurtig rækkefølge.
I 1923 købte godsejer Chr. Nielsen herregården, og i 1953 overtog hans søn, E. Bøggild Nielsen, ejendommen.
Den smukke hvidkalkede hovedbygning er omgivet af voldgrave. Den blev opført i slutningen af 1600-tallet i ege-bindingsværk. Omkring 1800 blev midterpartiet forhøjet til to stokværk., og murene blev glatpudset. Noget senere blev et indgangsparti med trappe opført. I den oprindelige facade, bag indgangspartiet, kan den gamle hoveddør fra 1700-tallet stadig ses.
Bygningerne var nærmest faldefærdige, da hovedgården i 1994 blev overtaget af tre lokale erhvervsfolk, Trigon Fonden, Jens Ole Jensen og Jørgen Pedersen. De fik hovedbygningen restaureret og indrettet som Bed & Breakfast.
For første gang har Lerbæk Hovedgaard valgt at invitere til julestue 2025. Desuden er der juletræssalg på gårdspladsen hver dag frem til jul.
I dag er Lerbæk Hovedgaard fortsat overnatningssted, men værelserne er ombygget til små lejligheder med køkken, hvor gæsterne selv står for morgenmaden. Øvrige aktiviteter er primært udlejning af jord og bygninger.
Gårdens knap 300 ha strækker sig helt ned til Kattegatkysten og henligger som natur.
EN HØSTFEST MED ÆBLESKIVER
Fortalt af pastor emeritus Poul Sørensen, Værløse, født og opvokset i Sdr. Harritslev ved Hjørring:
Mit barndomshjem hed “Klarup”, et lille landbrug
i Sønder Harritslev ved Hjørring.
Min barndom var i 1950’erne.
Min far drev landbrug uden moderne hjælpemidler som traktor og malkemaskine.
Efter skoletid deltog børnene (frivilligt) i arbejdet, inde og ude.
Høsten var den mest højspændte tid på året.
Ville det blive en god eller en mindre god høst?
Men hvert år skulle høsten altid fejres med en HØSTFEST.
Husmandsforeningen holdt høstfest i Bakholm forsamlingshus, men den høstfest, jeg husker allerbedst, blev holdt derhjemme i dagligstuen.
Deltagerne var far, mor og de hjemmeværende børn.
Alt var meget enkelt, men alligevel blev det en høstfest, som indprentede sig stærkt i min erindring.
Mor bagte store æbleskiver på gasblusset i den store æbleskivepande.
Æbleskiverne blev vendt med en strikkepind, så de blev helt runde og tilpas bagt.
Sammen med æbleskiverne skænkede mor kaffe og saftevand.
Mere skulle der ikke til til en hjemlig høstfest.
Festens forudsætning var, at kornnegene nu var blevet lagt “i lag” i “gulvene” i laden.
Uden denne forudsætning kunne æbleskiverne ikke have fremkaldt denne lettelse og munterhed i dagligstuen.
Børnene snakkede lige så meget med som de voksne.
Ellers kunne der dengang undertiden lyde et “ti stille, når de voksne snakker!”
Jeg husker ikke, om vi sang en høstsalme dengang, det kan godt være.
Det, der har fæstnet sig hos mig, var den overgivne munterhed, som deltagerne i den hjemlige høstfest blev fyldt af dengang.
Og jeg kan næsten endnu mærke duften af de nybagte æbleskiver.
Æbleskiver hørte med til en høstfest dengang.
I dag er det kun op til jul, at der kommer (indkøbte) æbleskiver på bordet. Men duften og smagen er ikke den samme som æbleskiverne ved høstfesten dengang.
Årets festligste aften var naturligvis juleaften.
En anden festlig aften på en hverdag, som jeg husker, var den aften i ugen, hvor der var gammel dansemusik med “Bror Kalles Kapel” i radioen. Det var vist om torsdagen.
De hjemmeværende børn satte engang bord og stole ud til siderne, og så gik dansen lystig i dagligstuen:
Fynsk polka, Den toppede høne og Totur fra Vejle.
På aftener i vinterhalvåret lå far – aftentræt – og sov på sofaen, mens mor og børnene sad med deres sysler omkring dagligstuebordet.
Den eneste lyd , der hørtes ud over fars snorken , var den hånddrevne symaskine, som mor drejede uafladelig.
Børnene forholdt sig stille ved bordet for ikke at vække far. Vågnede far ved et eller andet, var det første, han sagde: “I skal i seng!”
I seng kunne man tidligt nok komme, for almindelige hverdagsaftener havde også sin særlige hygge og særlige stemning dengang.
Foto: “Klarup” i Sønder Harritslev.
AT STÅ OP MED SOLEN OG GÅ I SENG MED HØNSENE
Af Poul Sørensen, Værløse
Høns siges at være natteblinde, derfor går hønsene til rane før mørkets frembrud.
Jeg ved ikke helt, om min Bedstes far JOHAN havde en dagsrytme, som den er beskrevet i overskriften.
Men det er tæt på!
Bedste, Johans datter, Elise Anthomine, som blev født i Tømmerby i 1875 og levede til 1967, er det menneske i mit eget liv, hvis historie rækker længst tilbage i tiden.
Den ene Bedste, som var i live, da jeg blev født i 1946, var dengang 70 år. Alligevel havde jeg min Bedste, til jeg var 21 år.
Hun har betydet meget for mig.
Elise Anthomine blev kaldt Mine af alle, der kendte hende.
Jeg har naturligvis billeder af Mine, min Bedste, men indtil for nylig havde jeg ikke noget billede af Bedstes far Johan.
En slægtsforsker på Facebook fandt frem til et billede af Bedstes far JOHAN FREDERIK NIELSEN, et billede som lå i Egnsmindesamlingen Jerslev.
Lokalarkivet har lagt billedet på arkiv.dk med oplysningen “Johan Nielsen foran sit hus i Serritslev”. Egnsmindesamlingen havde ellers ikke nogen personlige oplysninger om Johan, min oldefar på min far Edvards side.
Jeg har fået tilladelse til at vise BILLEDET af JOHAN NIELSEN mod til gengæld at fortælle det, som jeg ved om Johans livshistorie:
Min oldefars fornavn Johan kendte jeg gennem min far Edvards personlige fortælling om ham.
Johan levede, indtil min far Edvard var 16 år.
Edvards barndomshjem “Bakken” lå ganske nær Serritslev by, hvor Johan boede alene som enkemand.
Helt alene var han dog ikke, for i den ene ende af huset holdt han æglæggende høns. En høne galper gevaldigt op, når hun lige har lagt et æg.
Den lyd kan jeg høre for mit indre øre fra mit barndomshjem i Sønder Harritslev ved Hjørring.
Johan indrettede sig på en praktisk måde med sit hønsehold:
Johan og hønsene byttede ganske enkelt rum, når han én gang om året mugede ud hos hønsene.
Væggene blev kalket og gulvene var lerstampede gulve, som blev sandstrøet.
Det er ikke en skrøne, da Edvard kendte det af selvsyn og har fortalt om det til sine børn.
Johan, der havde haft et husmandssted i Tømmerby ved Stenum i Vendsyssel, flyttede til huset i Serritslev, da hans hustru Dorthea Marie døde i 1898, 60 år gammel.
Med forbrug og salg af æg sammen med en aldersrente var enkemanden og husejeren Johans livsgrundlag sikret.
Som veteran fra krigen med Preussen i 1864 modtog han en årlig hædersgave fra staten. Ganske vist tabte Danmark krigen. De danske soldater fik langtfra nogen heltemodtagelse, da de vendte hjem, men på et senere tidspunkt påskønnede staten dem alligevel med en medalje og en årlig hædersgave for deres tapperhed overfor modstanderens tvingende overmagt.
Fra kirkebogen har jeg oplysningerne om fødsel og død:
Johan Frederik Nielsen opnåede at fylde 88 år
født 9. juli 1836 i Stenum
død 21. december 1924 i Serritslev by.
Begravet på Serritslev kirkegård 28.12.1924 ved pastor Fredsted, Jerslev.
Viet i Tolstrup kirke den 10. april 1860 til
Dorthea Marie Nielsen, født Jensdatter, opnåede at fylde 60 år
født 15. august 1838 i Thise sogn
død i Stenum 1. januar 1898.
Begravet på Stenum kirkegård.
••••••••••••••••••••••••••••
FOTO fra Egnsmindesamlingen Jerslev:
JOHAN NIELSEN FORAN SIT HUS I SERRITSLEV:
Arkitekt Helmer Hedelund Larsen født 14. april 1922, død 19. marts 2014- – sager i arkitektperioden 1953 til 1972
Sagsoversigt
Arkitekt hELMER Hedelund Larsen,
Helmer Hedelund Larseen drev tegnestue fra adressen Risagergade 10, brønderslev fra 1950 erne
Alle forretningens sager fra årene 1953-1972 er i Juni 2008 lagt på Brønderslev Lokalhistoriske Arkiv. Se også omtalen i “Nordjyske”.
Arkiveringen er komplet, dvs. den indeholder originale tegninger, såkaldte “kalker”, og sagsmapper med aftryk af tegningerne, beskrivelser, byggeregnskaber, anvisninger til håndværkere osv..
Bemærk dog, at i 60erne skete der en løbende overgang fra individuelle projekter, hvor arkitekten var bygherrens tilsynsførende og repræsentant overfor håndværkerne, til bygmesterprojekter, hvor arkitekten alene udformede tegningen og evt. indhentede byggetilladelsen. For bygmesterprojekterne er der således meget mindre materiale.
For årene 1959-66 og 1968-72, i alt 530 byggesager, findes der kartoteksblade eller -kort. Indholdet af disse er anført i følgende oversigt.
Link:
http://hedelund-design.dk/arkitekt/Sagsoversigt.htm#:~:text=Sagsoversigt%20Arkitekt%20Hedelund,Last%20update%204.7.2008
1) Marker ovenstående link og 2) højreklik herefter med musen og 3) klik herefter på “gå til http: m.m.”
4) gå til top og klik på billeder som ved klik forstørres
Hvem var sagfører Anders Olesen ???
Hvem var sagfører Anders Olesen der lod opføre ”Ane Maries Hus” i Vrensted til minde om sin mor og som nu snart er færdigindrettet som kulturhus for Vrensted og Omegns beboere
.
Sagfører Anders Olesen, født og opvokset i Vrensted
Anders Olesen (født 5. september 1854 i Vrensted — død 15. december 1929) var en dansk overretssagfører (advokat) og stor jord- og bygherre, og som voksen boede på Møgelbjerg / Villa Møgelbjerg i Vodskov. Han døde i Vodskov 15. december 1929 og er begravet på Vrensted kirkegård. Lokalt blev han både rost for at have udviklet Vodskov og kritiseret af nogle for måden, han opkøbte jord på — et omdiskuteret, men markant lokalt aftryk.
.
.
Kort om hvad han gjorde gennem årene:
-
Uddannede sig til jurist og kom i 1877 i tjeneste hos sagfører Ingerslev i Nørresundby; senere overtog han forretningen.
-
Opkøbte store jordarealer omkring Hammer Bakker (meget af det, der i dag er plantager/byggegrunde) og blev en betydende lokal markeejer.
-
Medvirkede til at stifte Nørresundby Bank og havde stor indflydelse på erhvervs- og byudvikling i Vodskov.
-
Finansierede og/eller stod bag flere store byggeprojekter i området: bl.a. Vodskov Kirke (han skænkede grund og finansiering), Vodskov Skole og forskellige institutioner/bygninger i Vodskov.
-
Var filantropisk over for sit hjemsogn Vrensted: bekostede bl.a. altersmykker/altertavle og andre gaver til kirken, opførte bygninger som “Ane Maries Hus” for bl.a. enker/ældre, og testamenterede bl.a. sin bogsamling til lokalsamfundet.
En Livshistorie
Sagfører Anders Olesen – fra Vrensted til Vodskov
Anders Olesen (1854–1929) blev født den 5. september 1854 på Høngaard i Vrensted et lille sogn i Vendsyssel. Han kom fra jævne kår, men med flid og målbevidsthed tog han en juridisk uddannelse og fik allerede som ung plads hos sagfører Ingerslev i Nørresundby. Her viste han hurtigt evner for både jura og forretningssans, og da Ingerslev trak sig tilbage, overtog Olesen kontoret. Dermed lagde han grunden til sin fremtidige position som overretssagfører og driftig forretningsmand.
.
Et liv i Vodskov og Hammer Bakker
Som voksen bosatte Anders Olesen sig i Vodskov, hvor han lod opføre sin markante bolig Villa Møgelbjerg på en bakketop i Hammer Bakker. Huset, som senere fik navnet Møgelbjerg, var ikke blot hjem, men også et symbol på hans sociale opstigning. Herfra styrede han både sit sagførerkontor, sine jordopkøb og de mange byggeprojekter, han satte i gang.
Han købte gennem årene omfattende arealer i og omkring Hammer Bakker. Det var dengang et stort, skovklædt område, og Olesen var på mange måder med til at forme landskabet og landsbyens udvikling. En del af de arealer, han købte, blev senere udstykket og solgt som grunde, hvilket satte tydelige spor i Vodskov og omegn.
.
Bygherre og filantrop
Olesen var ikke kun forretningsmand – han ønskede også at sætte et varigt præg på lokalsamfundet. Han skænkede bl.a. grunden til Vodskov Kirke og bidrog økonomisk til opførelsen. Han stod ligeledes bag opførelsen af Vodskov Skole og var involveret i flere andre lokale institutioner og bygninger.
Hans gavmildhed strakte sig også til fødesognet Vrensted, hvor han bekostede altersmykker og andet inventar til kirken. Han lod opføre Ane Maries Hus, der skulle tjene til gavn for enker og ældre, og han testamenterede sin omfattende bogsamling til lokalsamfundet, så også andre kunne nyde godt af den lærdom, han selv havde opsamlet. Hermed blev Vrensted Bibliotek oprettet og havde først til huse i en stue på en af de ejendomme han opførte. Senere blev det overført til den nye skole.
.
Bankmand og erhvervsdrivende
Anders Olesen var med til at stifte Nørresundby Bank, hvor han sad centralt i ledelsen. Hans juridiske kunnen og økonomiske sans gjorde ham til en vigtig figur i udviklingen af bank- og erhvervsliv i området. Han blev ofte omtalt som en mand, der havde både magt og indflydelse, ikke blot i Vodskov, men i hele Nørresundby og Aalborgs opland.
.
En blandet arv
Selv om mange satte pris på hans filantropiske gaver og de bygninger, han lod opføre, var hans livsværk ikke uden kritik. Nogle mente, at hans måde at opkøbe jord og sætte sig på magten i lokalområdet på var hårdhændet. Han blev både betragtet som en velgører og som en dominerende skikkelse, der i høj grad formede Vodskov på sine egne præmisser.
.
Død og minde
Anders Olesen døde den 15. december 1929 i Vodskov. Han blev begravet på Vrensted kirkegård, hvor hans minde stadig står. I eftertiden er han blevet husket som en af de mest markante personligheder i Vodskovs historie – en mand, der fra beskedne kår i Vrensted voksede til at blive sagfører, storbonde, bankmand, filantrop og bygherre.
Hans arv kan ses i kirker, skoler, bygninger og landskaber, som stadig præger både Vodskov og Vrensted.
Vrensted Kirke og Altertavle
K
Ane Maries hus
Møgelbjerg
Vodskov Kirke
Historien om Sundsted slægten fra Vrensted
Marker nedenstående link og højreklik herefter. Så skal du klikke på åben link: gå til https
hvorefter Sundsted historierne kommer frem
https://slaegtsbibliotek.dk/?ss360Query=sundsted
MIN BROR NIELS’ GRAMMOFON OG PLADESAMLING
fhv. præst og boende i Værløse, født i Rakkeby
MIN BROR NIELS’ GRAMMOFON OG PLADESAMLING
Min ældste bror Niels, der blev født i 1935 på “Ny Hvidegaard” på Sæbyvej i Hjørring, købte i 1960 en grammofon i Søndre Strømfjord på Grønland, hvor han arbejdede nogle måneder som tømrer.
Det var en stereogrammofon formet som en kuffert, hvor det todelte låg dannedes af de to stereohøjttalere. Stereogrammofonen er stadig i behold i familien.
Den 14-årige nykonfirmerede Poul var dengang intet mindre end imponeret af det tekniske vidunder, som havde den store fordel fremfor radioen, at man selv kunne bestemme, hvilken musik, der kom ud af højttalerne.
Jeg lyttede meget til Niels’ longplaying plader dengang,
Jeg husker den svensk-danske musikduo, brødrene JAN & KJELD, som spillede banjo. Deres mest kendte nummer hed “Banjo Boy”. De blev så kendte, at de kom med i en Far til fire-film i lighed med fodboldspilleren Harald Nielsen fra Frederikshavn, som under filmoptagelserne fandt “Mie”, som han blev gift med. De fik en årrække sammen i Bologna i Italien.
Min storebror Niels var internationalt orienteret i sin musiksmag.
Han havde plader med CATERINA VALENTE (1931-2024). Hun blev født i Paris af italienske forældre, hendes far var en virtuos harmonikaspiller og moderen optrådte som musikalsk klovn i et cirkus.
Caterina Valente fik stor succes som tysksproget sangerinde og skuespillerinde.
Den sprogbegavede Caterina Valente har indsunget plader på 12 forskellige sprog, blandt andet på svensk med sangen “Försök med mej”.
Det er kun et år siden, hun døde som 93-årig i Lugano i Schweiz.
Allerbedst husker jeg den klassisklignende orkestermusik af MANTOVANI AND HIS ORCHESTRA.
Mantovani blev født i 1905 i Venedig, men kom til England som 7-årig sammen med sin musikalske familie.
Mantovani tåler sammenligning med den nederlandske violinist og dirigent, André Rieu, som nu er 75 år, han er vokset op i en musikalsk familie af fransk oprindelse i Maastricht, den sydligste del af Holland.
På en af min brors plader var sangen “LA PALOMA”, som betyder “Duen” på spansk.
Sang og melodi skyldes den baskiske komponist Sebastian Iradier (1809-1865) som skrev tekst og melodi i 1863 efter et ophold på Cuba.
Sangen La Paloma er en af musikhistoriens mest indspillede sange, sunget for eksempel af Elvis Presley.
I “Brødrene Løvehjerte” af Astrid Lindgren synger moderen “La Paloma” for Skorpan, der ligger syg på køkkensofaen. Den hvide due spiller en fremtrædende rolle i børnebogen, som udkom på svensk i 1973 med tegninger af den estiskfødte Ilon Wikland.
Lyt til den skønne sang på YouTube eller Spotify!
Min ældste bror Niels sang i sine år som pensionist i sangkoret FREJDIG i Brønderslev.
Mandskoret Frejdig blev stiftet den 13. september i 1912.
Niels kaldte kormedlemmerne for “mine brødre”.
Koret sang meget stemningsfuldt “I østen stiger solen op” i den fire-stemmige korversion af komponisten Niels W. Gade, da Niels blev begravet fra Jetsmark kirke.
Familiebillede, taget i haven i Rakkeby i 1966.
Den høje mand i midten er Niels.
Jeg Poul ses nederst til venstre (knælende).
En tur til ”Lille Vildmose” og informationscentret
med efterfølgende guidet tur rundt i en af Europas største højmoser som
Aage V. Jensen Naturfond, Naturstyrelsen og Aalborg Kommune står bag.
Lidt historie omkring Cementfabrikkens Mosebrug og Pedershaab Maskinfabrik A/S, Brønderslev `s bidrag
Det første initiativ til industriel tørveindvinding i Lille Vildmose blev taget af cementfabrikkerne i Aalborg og Nørresundby, da de i 1919 opkøbte Portlandmosen og startede Cementfabrikkens Mosebrug, fordi de gennem hele 1. Verdenskrig manglede brændsel. Flere maskiner blev siden da afprøvet og udviklet på stadigt større arealer.
Lokomotiv med tipvogne fyldt med tørv er på vej til Pindstrup Mosebrugs fabrik i Kongerslev
Omkring 1940 anskaffede man eksempelvis 21 nye selvkørende tørveværker fra Pedershaab Maskinfabrik. Hver af disse maskiner blev betjent af 13 mand fordelt med 6 i tørvegraven til at forsyne maskinen med tørv, en enkelt mand til at styre maskinen og tørvetilførslen til ælte- og pressemaskinen.
Tørvemassen kom ud af maskinen som en firkantet tørvepølse. De sidste 6 mand passede arbejdet ved udlæggerarmen.
“Mosebisser” foran en mindre tørvemaskine, der skulle betjenes af 5 mand
Pindstrup Mosebrug
I 1948 byggede Pindstrup Mosebrug en ny briketfabrik i Kongerslev. Tørvesmuldet, der blev gravet op og skrabt sammen ude i mosen, blev presset til briketter på fabrikken og brugt som brændsel i kakkelovne og komfurer. I 1957 startede Pindstrup Mosebrug produktion af tørvestrøelse på arealerne øst for Ny Høstemarkvej. Tørvestrøelsen eller spagnummen blev solgt i sammenpressede baller som vækstmedie i planteskoler og gartnerier.
Indvindingen foregik med håndkraft. Mere end 100 mand var involveret i produktionen både på fabrikken og i mosen. Højmosen blev oprindelig afvandet ved at grave grøfter og lægge dræn, fordi man ville opdyrke mosen. Senere var det netop en forudsætning for, at man kunne begynde at skære klyner. De skulle ligge og tørre i 1-2 år, inden de kunne transporteres til fabrikken i Kongerslev til videre forarbejdning. Her blev klynerne revet i stykker og den næringsfattige sphagnum blandet op med vand og tilsat forskellige gødningsstoffer.
Transporten rundt i mosen og ind til fabrikken i Kongerslev foregik med små lokomotiver, der på en smalsporsbane trak en “kolonne” på 27 vogne.
Efter 2. Verdenskrig blev indvinding af tørv og det hårde gravearbejde delvist overtaget af maskiner. Sphagnumindvindingen er i dag stort set ophørt i Lille Vildmose, og de drænede og afgravede arealer skal nu genoprettes til højmose.
Kvinder vipper tørvene op på kant Foto: FLS Industries, Valby
Leo og Anders købte et stykke Danmarkshistorie – nu er det hævet igen
Hvorfor skibet sank vides endnu ikke.
Tilbage i 1982 var Leo Kjær Nielsen og hans søn Anders på udkig efter et vaskeægte sejlskib, efter at de havde solgt deres motorbåd.
Da købte de båden AS 52 Inger i Aarhus, og fik den fragtet op i nærheden af Langholt, hvor familien dengang boede. Dog vidste far og søn ikke, at de lige var blevet ejermænd af et stykke nordjysk kulturarv.
– Da vi så gravede lidt dybere i skibets historie, viste det sig jo så, at det var historisk. Jeg kan ikke helt huske, om det var min kammerat, der var bådebygger, eller om det var med et kig i det danske skibsregister, at vi fandt ud af, at det var Livø-skibet, erindrer Leo Kjær Nielsen.
Skal restaureres
I 40 år fragtede skibet både Leo Kjær Nielsen og hans søn Anders flere steder rundt omkring i det nordlige Europa, heriblandt Skotland og Lübeck, samt deltagelse i Limfjorden Rundt.
Men inden da fungerede ‘Livø’ som passagerfærge. Skibet var blevet bygget til at fragte passagerer og gods til Den Kellerske Aandsvageanstalts afdeling på Livø frem til, at anstalten lukkede i 1961.
De seneste tre år har skibet dog ligget stille i Skudehavnen i Aalborg, da Leo Kjær Nielsen i en alder af 88 år ikke længere kan være med til at vedligeholde skibet, og det stort set er umuligt at vedligeholde alene.
Derfor er skibet blevet doneret til Limfjordsmuseet, så skibet kan udstilles i Løgstør.
– Det har været et mål for mig og Anders, at det kan udstilles. Det ville være meget fint, hvis det kunne renoveres tilbage til dets oprindelige udseende. Så der var vi meget heldige med, at Limfjordsmuseet dukkede op, lyder det fra Leo Kjær Nielsen.
Museet gik i gang med oprette en fond, så der kunne samles penge ind til projektet. Og så satte en uventet synkning lige pludselig fart i processen.
Kran, dykker og pumper
For 5. maj sank skibet ‘Livø’ pludseligt, mens den lå til kajs i Skudehavnen i Aalborg. Derfor gjaldt det om at være hurtig, hvis skibet stadig skulle udstilles.
– Det kunne ikke få lov til at blive liggende der. Ellers ville museet ikke have det, og så ville det blive hugget op klippet, som det ligger dér, forklarer Leo Kjær Nielsen.
For at hæve skibet skulle der pumper til, så man kunne få vandet ud. En kran, så man kunne hæve skibet op af vandet og en dykker, så stropperne på kranen kunne komme ind under skibet, så det kunne hæves. Derudover var der også flere frivillige, der hjalp til med arbejdet.
Til at hjælpe med at hæve skibet var Michael Skatka, der til dagligt er projektleder hos BMS Heavy Cranes.
– Vi var ikke klar over hvor meget dynd der var på bunden, og om skibet sad fast i mudderet, så stropperne ikke kunne komme under. Det var sådan set vores største bekymring. Men ellers er der ikke så meget i det, når først stropperne er indenunder, siger Michael Skatka, der tidligere var med til at løfte skibet Loa tilbage i 1993.
For Leo Kjær Nielsen og sønnen Anders har det været et vemodigt farvel. Selvom skibet i sig selv er historisk, er det deres egne minder, der står klarest i erindringen.
– Det er i gode hænder nu. Og så er der en plan på vej for en reparation af skibet, lyder det fra Leo Kjær Nielsen.
Et sort kapitel:
Del artiklen
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Et sort kapitel: Nu får historien om de uønskede en tocifret milliondonation
743 mænd var tvangsanbragt på ubestemt tid på Åndssvageanstalten på Livø fra 1911 til 1961. Nu skal deres historie være en turistattraktion.
Det er blevet set som et sort kapitel i historien. Den behandling de anbragte mænd og kvinder fik på datidens såkaldte åndssvageanstalter. Nu skal historien om de ”uønskede” på mændenes ø, Livø, formidles til et bredere publikum.
– Der har været overgreb mændene iblandt, og der har også været plejere som ikke opførte sig, som man kunne ønske, fortæller Maria Clement Hagstrup, der er udviklingschef på Vesthimmerlands Museum.
Hun er drivkraften bag et nyt projekt, hvor mændenes historie skal vises frem. Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Realdania har tilsammen doneret 22 millioner kroner til at vække historien til live.
Pengene skal blandt andet bruges på at restaurere bygningerne, mens der også skal laves udstillinger med den graffiti og de digte, som de anbragte har graveret ind i træet på anstaltens kornloft.
– Det er en vigtig historie om vores velfærdssamfund og udviklingen. Den kan fortælles i de autentiske rammer. Det var lige her, de her mænd var anbragt, forklarer Maria Clement Hagstrup.
Blev set som et fremskridt dengang
Mændene, der blev anbragt var kriminelle, seksualforbrydere, havde en IQ under 75 eller var bare utilpassede. Den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens far, Oluf, var anbragt på Livø i syv år fra 1924 til 1931. Han sidder med i projektets advisory board.
– Nu får skyggerne liv, og de anbragte mænd stemmer. Historien om Livø Anstalten handler om tilblivelsen af den moderne velfærdsstat på godt og på ondt. Intet sted ser vi dens forsider og bagsider i et klarere lys end her, skriver Poul Nyrup Rasmussen i en pressemeddelelse.
Historien om de anbragte mænd bliver ofte beskrevet som grum og et sort kapitel. De anbragte har siden fået en undskyldning af staten. Men Maria Clement Hagstrup mener, at der er nuancer til den fortælling. For anstalterne blev set som et fremskridt i datiden, for inden anstalterne blev de ”åndssvage” ofte blot låst inde. På Livø skulle de arbejde, men kunne færdes noget mere frit.
– De anbragte fik muligheden for at lære et fag enten i gartneriet, landbruget eller savværket. Man lærte noget, som kunne bruges, når man kom tilbage til fastlandet.
De Kellerske Anstalter havde hovedkvarter i Brejning ved Vejle Fjord og valgte at oprette filialer på Livø og Sprogø. I gennemsnit var mændene på Livø i tre til fire år, men de var alle anbragt på ubestemt tid. For flere var det et krav, at de skulle lade sig sterilisere for at få lov til at forlade øen.
Naturen skal også opleves
Det er Naturstyrelsen der ejer Livø, og projektet skal derfor også være med til at formidle den natur, man kan opleve, og de lokale produkter såsom Angus kød og whisky.
Annette Pihl Strøm Jacobsen, der er skovridder hos Naturstyrelsen, mener ikke at den grumme historie om de anbragte mænd, og den hyggelige fortælling om naturen er i strid med hinanden.
– Jeg synes jo, det supplerer hinanden godt. De mennesker, der kom herover havde også brug for ro og fordybelse. Man får muligheden for at opleve naturen tæt på, og det nærvær det skaber, det giver rigtig meget mening også det i den historiske og kulturhistoriske kontekst, siger skovrideren.