Inspiration til ferieoplevelser på Nordvestkysten

 

af Jesper Kruse – februar 2021

Alle artikler Danmark Nordjylland Hjørring Løkken M.FL.

 

Med Vesterhavet som nærmeste nabo er lyset, lyden, friskheden og atmosfæren noget ganske særligt i NORDVESTJYLLAND.

 

Den brede og hvide sandstrand slynger sig op og ned af kysten, så langt øjet rækker.

På stranden står de 500 karakteristiske hvide badehuse, som mere end noget andet indkapsler stemningen i den nordjyske badeby Løkken. Om sommeren kan man se familier slå lejr i badehusene halve og hele dage. Nogle starter ud med en tidlig morgendukkert og sætter sig herefter til rette i døråbningen, spejder sløvt ud over havet og den begyndende aktivitet på stranden og skyller kulden fra badeturen og søvnen i øjenkrogen væk med en varm kop kaffe fra den medbragte termokande.

Andre ankommer først op ad dagen, når solen står højt på himlen. Og andre igen slår vejen forbi til aftensmadstid, smider grillpølserne på den medbragte engangsgrill og nyder et glas koldt rosé i aftensolen.

Stranden er en central del af livet i Løkken og er med sin placering en klitrække fra midtbyen meget tilgængelig for de besøgende i byen. Det giver Løkken et umiskendeligt præg af feriestemning, uanset hvor i byen du befinder dig.

Men Løkken er også meget mere og andet end stranden. Byen har været en populær feriedestination i årtier, og som en konsekvens heraf er der et veludbygget udvalg af aktivitetsmuligheder og seværdigheder i området og oplandet.

Men hvilke er du nød til at besøge på din ferie i Løkken? Vi giver her vores bud på nogle af de sjoveste, mest spændende, udfordrende og lærerige oplevelser, du kan komme i nærheden af i og omkring Løkken.

 

Børglum kloster

Der fortælles historier ved klosteret. Foto: Børglum Kloster.

På en skovklædt bakketop et par kilometer uden for Løkken ligger Børglum Kloster og troner.

Det store hvidkalkede bygningsværk fungerede op igennem middelalderen skiftevis som kongsgård og bispesæde og var hermed et decideret magtcentrum i Danmark, hvor konger og Europas gejstlige elite havde deres daglige virke.

Børglum kloster huser i dag over 15 udstillinger, som centrerer sig om kunst, stedets historie og kultur. Du kan blandt andet besøge den næsten 1000 år gamle klosterkirke, der oprindeligt blev bygget som domkirke. Du kan også få en alternativ omgange historiefortælling ved at kigge nærmere på det 70 meter lange Bayeaux-tapet, som på levende vis fortæller historien om et middelalderslag.

Børglum arrangerer hvert år også et af Danmarks mest stemningsfulde julemarkeder.

Her åbnes hele klosteret og de private gemakker op for besøgende, som kan tage på opdagelse i et sand julemekka. For børnene er det særligt sjovt at besøge julemandens værksted og julemandens stue kendt fra julekalenderen Ludvig og Julemanden, som havde Børglum Kloster som en central del af fortællingen.

Børglum Kloster giver et spændende indblik i Danmark i gamle dage og de gamle bygninger er et besøg værd året rundt.

 

Nordsøen Oceanarium

Akvariet formidler i øjenhøjde om naturen og dyrelivet i det nærtliggende hav.

Foto: Nordsøen Oceanarium.

Et lille køretur op af kysten fra Løkken og lige på kanten af det store Vesterhav – eller Nordsøen – ligger Nordeuropas største akvarium.

Det zoologiske center i Hirtshals har gjort det til sin mission at give de besøgende en masse sjove og lærerige oplevelser med afsæt i Nordsøens rige dyreliv. Akvariet er indrettet med syv forskellige “destinationer”, som hver især gengiver særligt interessante dele af Nordsøen så naturtro som overhovedet muligt.

Det største akvarie er Oceanariet med hele 4,5 millioner liter havvand, og her boltrer mere end 2000 fisk sig. En af de mere kendte og specielle fisk er klumpfisken, og navnet siger i virkeligheden meget om fiskens specielle fremtoning. Den ligner en underlig klump af ret tilfældigt sammensatte stykker fisk og er et sjovt bekendskab for ung som gammel.

Der er daglig fordring af fiskene i Oceanariet, hvor en dykker håndfodrer fiskene, der står i tætte stimer omkring ham. Herudover er der en masse aktivitets- og legemuligheder til børnene og gode spisemuligheder med både café og ishus.

Centeret har blandt andet også en koloni sæler, som fodres to gange dagligt, et vrag af et gammel skib og mange andre fine faciliteter til en hel dag med alt godt fra havet.

 

Family Farm Fun Park

Der er masser af tamme dyr for børnene at hygge sig med i parken. Foto: Family Farm Fun Park.

Et par kilometer nord for Løkken ligger der en hyggelig oplevelsespark for hele familien.

Family Farm Fun Park er en spændende oplevelsespark baseret på en bondegård, hvor fokus i højere grad er på den nære kontakt med dyrene fremfor bare at betragte dem i bure og indhegninger.

Her kan børn i alle aldre komme helt tæt på et væld af tamme, børnevenlige dyr, som gerne vil fodres, klappes og kæles med.

På farmen er der ponyer, æsler, geder, køer, får, grise, kaniner, marsvin, høns, ænder, påfugle, kalkuner, gæs, hunde, katte og flere andre lettilgængelige dyr, som I mange steder kan komme ind og lege med.

Der er også altid mange søde dyreunger på farmen, noget der i den grad er et hit hos familiens mindste.

Parken har desuden mange legefaciliteter både ude og inde. Der er blandt andet en stor sø med vandcykler, ligesom der er flere legepladser, pedalkøretøjer, hoppeborge, en halmlegeplads og forskellige spil.

Der arrangeres en række forskellige aktiviteter i parken som ponyridning og traktorvognskørsel, og i ferieperioder er der ekstra knald på og endnu flere aktivitetsmuligheder. I kan blandt andet se kaninhop og et chihuahua hundeshow!

På stedet findes også en fodboldgolfbane til de stridslystne, ligesom der er en lille café og udendørs grillmuligheder.

Søger I efter aktiviteter for børn i Løkken, så er Family Farm Fun Park uden tvivl det helt rette sted for jer. Rigtig god fornøjelse!

 

Ingstrup Mejeri

Det er ikke hvilke som helst produkter, der strømmer ud af det erfarne mejeri.

Foto: Ingstrup Mejeri.

Ved Ingstrup Mejeri små fem minutters kørsel syd for Løkken fremstilles der oste af højeste kvalitet. Stedet ligger i Ingstrup og er et mejeri, så stedet hedder da sevfølgelig Ingstrup Mejeri. Et af landets ældste mejerier!

Siden år 1890 har man hos Ingstrup Mejeri fremstillet oste med stor stolthed, stor kærlighed og faste traditioner, og det har resulteret i et bredt udvalg af super lækre og velsmagende oste.

Mejeriet fremstiller sine populære oste efter gamle opskrifter og gamle fremstillingsmetoder. Dette kommer til udtryk i samme øjeblik, man sætter tænderne i ostene, som virkelig er af højeste kvalitet.

Udover ost laver Ingstrup Mejeri også gammeldags kernet smør af mælk fra det lokale Vrejlev Kloster. Med andre ord er smagen på mejeriets produkter en unik og autentisk smagsoplevelse på hele lokalområdet.

Så sving forbi Ingstrup Mejeri, besøg mejeributikken og få hjælp til at vælge lige præcis den ost, der vil skabe størst mulig glæde for lige netop jer.

Rigtig god fornøjelse!

 

Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen

Der gås på opdagelse blandt kunsten. Foto: Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen.

Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen er et af landets væsentligste udstillingssteder med moderne kunst og samtidskunst, og der vises seks til otte udstillinger i de højloftede og lyse lokaler om året.

Kunstbygningen huser den største eksisterende samling malerier fra den landskendte Svend Engelund. Hvert år præsenterer museet tre til fire tematiserede nyophængninger af Engelunds værker, så de besøgende får et nyt syn på kunsten, som I høj grad har fokus på landskabsmalerier med et særligt fokus på Vendsyssel.

Det gør museet til et spændende besøgssted for jer, der gerne vil have den lokale kultur lidt ind under huden.

Hvert år i august går en lang række keramikere, billedehuggere, billedkunstnere, gulsmede, malere, arkitekter, tegnere, installationskunstnere, fotografer og mange andre desuden sammen om at skabe en spændende udstilling med input fra mange forskellige stilretninger i det, der kaldes Vrå-udstillingen.

Udstillingen er ofte meget spændende at gå på opdagelse i for både store og små.

Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen er ligeledes eneste skandinaviske repræsentant på JCE Biennalen, som er en turnerende sammenslutning for ung europæisk samtidskunst, så I finder også en masse spændende kunstinput ude fra verden i de stemningsfulde kunstlokaler i Vrå.

 

Vera’s Vine

Vinbutikken mellem kornmarker og skov.

Foto: Vera’s Vine.

20 kilometer øst for Løkken ligger et lille stykke Italien gemt midt i Vendsyssel.

Vinhandlen Vera’s Vine er opført og indrettet efter stolte toscanske byggetraditioner, og inde i det smukke, trelængede bygningsværk finder I et væld af italienske specialiteter og selvfølgelig massevis af vine fra støvlelandet.

Vera’s Vine har altid over 200 forskellige italienske kvalitetsvine på lager.

Lokalerne i den unikke vinhandel er indrettet med butik, vinsmagningsbord og en vinkælder, der er fyldt til randen med det bedste fra Italien.

I finder blandt andet et væld af lufttørrede skinker, pastatyper, forskellige pestoer, salamier, oste, olivenolie af meget høj kvalitet og meget andet i den stemningsfulde butik.

Det er oplagt at slå et smut forbi Vera’s Vine, hvis I gerne vil have en hyggelig, italiensk inspireret aften på terrassen med alt, hvad der hører sig til at vine og andre lækkerier fra Italien.

 

Vendsyssel Teater – Hjørring

En forestilling i en af teatrets sale.

Foto: Adam Mørk.

Lige midt i Hjørring en lille køretur fra Løkken finder I egnens store teater, Vendsyssel Teater.

Teatret holder til i nye og meget smukke omgivelser i det moderne og iøjnefaldende teaterbyggeri fra 2017. Der afholdes hvert år et væld af forestillinger i teatrets forskellige sale. Her er alt fra børneteaterstykker til store musicals og opsætninger, der fremføres foran mere end 400 mennesker af gangen.

I dagtimerne kan også få fornøjelse af at besøge teateret. Både fordi flere af forestillingerne også sættes op om eftermiddagen i weekenderne, men også fordi der sker en masse andet i huset.

I kan blandt andet lade Teatercaféen – Hos Uffe danne rammen om en hyggelig frokost i de stemningsfulde omgivelser, og I kan også få en rundvisning i det nyopførte hus og høre om alt fra visionerne for teaterets arbejde som samlingspunkt og fyrtårn i Vendsyssel til røverhistorier fra de mange forestillinger. Der arrangeres blandt andet også sommerferieteaterskole om sommeren.

De største oplevelser venter dog på jer inde i teatermørket. Vendsyssel sætter teaterstykker op af meget høj kvalitet og er blandt andet kendt for sin lange komedietradition, de gakkede farcer og de folkelige  fortolkninger af store klassikere.

 

Løkken Museum

Fint, lille museum lige på den anden side af klitterne.

Foto: Løkken Museum.

Med sin placering lige på den anden side af klitterne i det centrale Løkken, kommer de fleste turister forbi Løkken Museum på deres besøg i byen. Og det er på alle måder værd at stikke hovedet indenfor i de gamle lokale og få et spændende indblik i byens historie.

Tilbage i 1700- og 1800-tallet var Løkken nemlig en vigtig ladeplads for handlen mellem Vendsyssel og det sydlige Norge. Små skibe blev lastet på de brede strande ved Løkken med korn, smør og kød fra det danske landbrug og kom tilbage fra Norge med træ og jern til byggeriet og produktionen i Danmark. Senere fik byen et købstadspræg og havde både garveri, jernstøberi og rebslageri, og da jernbanen kom til omkring år 1900 blev Løkken med tiden kendt, også ud over Danmarks grænser, som en badeby i høj kvalitet.

De historier er udgangspunktet for Løkken museum. Både i selve museet lige bag klitterne og i museets have, hvor der ligger et gammelt badehus med en udstilling om badelivet i byen. Museet indeholder også et gammelt bryggers og køkken, som er ført tilbage til tiden omkring år 1900.

Nede på stranden ligger Kystfiskerimuseet i det tidligere redningshus med blandt andet en fiskekutter fra 1944. Langs væggene i redningshuset er der en række tavler og billeder, som giver indblik i livet som fisker ved Løkken, og samlet er der masser af spændende historier at dykke ned i på Løkken Museum.

Så hvis du spørger dig selv, hvad man skal se i Løkken, er Løkken Museum helt oplagt. Rigtig god fornøjelse!

Redningshuset i Løkken

Historien om redningshuset i Løkken starter i 1852, hvor det danske redningsvæsen blev oprettet. Sammen med Skagen, Kandestederne og Sønder Lyngvig var Løkken blandt de første til at få en redningsstation. Det første redningshus i Løkken lå på Sdr. Strandvej og gav ly til områdets redningsbåd. Båden var en simpel robåd, men gennem årene nåede dens modige besætning, der først og fremmest bestod af lokale fiskere, at redde adskillige mennesker fra at lide druknedøden i Vesterhavets ubarmhjertige bølger.

Det nuværende redningshus i klitten på Ndr. Strandvej er opført i 1936, men baggrunden for dets opførelse skal findes 7 år tidligere. D. 9. juni 1929 forliste redningsbåden, der normalt kom strandede og andre nødstedte tilundsætning på havet. Båden kæntrede i en storm på vej mod en fiskerbåd i nød og tre af de 12 redningsfolk mistede livet på den skæbnesvangre dag. Efter ulykkenblev det besluttet at anskaffe en motorredningsbåd, som indtil 1936 blev opbevaret i et skur i klitten, så den tunge båd hurtigt kunne komme i vandet,når der var brug for den. Roredningsbåden som ind imellem stadig blev benyttet,forblev på sin gamle plads på Sdr. Strandvej

Billedet er sandsynligvis fra et byggesyn i 1976 og viser, hvilken tilstand det tilsandede redningshus var i, da kommunen overtog den. Fotograf: ukendt. Foto: Hjørring Kommunearkiv, Løkken-Vrå Kommune, kommunens ejendomme og udstykninger, Ndr. Strandvej.

Det røde murstenshus med redningsvæsenets vartegn, de korslagte dannebrogsflag, på porten, var indtil 1975 hjemsted for motorredningsbåden MRB18, som nu blev flyttet til Thorup, og Løkken redningsstation blev nedlagt. Farvandsdirektoratet indledte herefter forhandlinger med Løkken-Vrå Kommune om en eventuel overdragelseaf redningshuset. På dette tidspunkt var huset i miserabel stand p.g.a. tilsanding,og forhandlingerne endte med, at kommunen i 1978 vederlagsfrit kunne overtage bygningenunder forudsætning af, at de selv stod for frigravning og istandsættelse. En række deklarationer skulle desuden overholdes. Bygningen måtte blandt andet kun anvendes til offentlige formål og køberen var forpligtet til at overmale flagdekorationen, således at den var helt dækket. Sidstnævnte fik man dog dispensation for i 1979, hvor farvandsdirektoratet gav tilladelse til, at dannebrogsflagene kunne forblive på husets port.

I årene herefter blev den gamle redningsstation indrettet med offentlige toiletter og iskiosk og Løkken Museumsforening fik tilladelse til at benytte noget af bygningen som udstillingslokaler. Løkken Sportsdykkerklub fik hjemme i et lokale på husets loft.

Billedet er sandsynligvis ligeledes fra byggesynet i 1976

I 1988 blev iskiosken flyttet ud på stranden og dykkerklubben fik nu også til huse i underetagen. Museumsforeningen havde i mange år ønsket at opsætte en gammel redningsbåd i huset. Blandt andet havde man planer om at udstillemotorredningsbåden MRB18, når den blev udrangeret. Planerne om at udstille MRB18 blev dog aldrig realiseret; til gengæld fik museet råderet over hele redningshuset i 1992. Anledningen var, at museet havde erhvervet kystfiskerbåden Bent II, der nu blev hovedattraktionen i museets nye kystfiskeri udstilling.

Kampen mod sandet, der i 1978 næsten nåede at ødelægge Løkken redningshus var langtfra ovre. Problemerne med tilsanding fortsatte de næste årtier, samtidig med at havet åd mere og mere af kysten, og under stormen Egons hærgen d. 10. januar 2015 kom havet helt tæt på og forårsagede så store skader på den gamle redningsstation, at husets fremtid i skrivende stund stadig er uvis.

Kilde: Historier fra fortid og nutid nr. 1, januar 2015, Hjørring Kommunearkiv, Vendsyssel Historiske Museum

 

Galleri Uggerby

Skøn kunst tæt ved vandet i Lønstrup.

Foto: Galleri Uggerby.

Galleri Uggerby er med sin placering midt mellem Løkken og Hirtshals i det centrale Lønstrup et strandgalleri, der oser af feriestemning. Galleriet ligger hyggeligt blandt caféer, resturanter og dagligvarebutikker lige bag klitterne, der afskærmer byen fra det store Vesterhav.

Det tematiske fokus i Galleri Uggerby er ret bredspektret. Her finder I værker fra nær og fjern, og igennem tiden har mere end 800 kunstnere ladet deres værker udstille i galleriet.

Der laves også en del separatudstillinger med nye og faste kunstnere, ligesom der laves gruppeudstillinger, hvor flere kunstnere udstiller sammen i de hyggelige og strandnære lokaler.

Det betyder, at I er garanteret et nyt perspektiv på kunsten, hvis I på en af jeres tidligere ferier til Vendsyssel har lagt vejen forbi galleriet.

Det er særlig spændende at besøge galleriet, hvis I gerne vil lade jer inspirere af eller købe kunst fra andre lande. Galleri Uggerby samarbejder med kunstnere fra snart sagt alle verdensdele, og I kan derfor se malerier, akvareller, keramik, glas- og bronzekunst og meget andet fra både internationale og danske kunstnere og kunsthåndværkere.

Galleriet har også en afdeling i Uggerby lidt længere oppe ad kysten lidt øst for Hirtshals.

 

Kulturhus Løkken

Foto: Kulturhus Løkken.

Hvis du får lyst til et kulturelt input på ferien i Løkken, er der også masser at hente.

I Kulturhus Løkken arrangeres der fra januar til maj og fra august til november en lang række arrangementer af forskellig art. Den fælles målsætning for aktiviteterne er, at tilhørerne skal have “åndelig føde til krop og sjæl”, inspireres og få en god oplevelse med på vejen.

Det betyder, at du i Kulturhus Løkken blandt andet kan møde en lang række række spændende foredragsholdere, tage til koncert, kreative workshops, litteraturcafé, forskellige børnearrangementer, whiskysmagning, danseaftener og meget, meget andet.

Der arrangeres løbende nye aktiviteter i kulturhuset, som du finder cirka midt i byen ved Løkken Skole.

Hvis du trænger til inspiration, et nyt perspektiv på tilværelsen eller bare en hyggelig aften i godt selskab, er Løkken Kulturhus klart et besøg værd.

 

Løkken Miniby

Se Løkken anno 1900 gengivet 1:10. Foto: Løkken Miniby.

I skovområdet lige syd for Løkken Idrætscenter ligger Løkken Miniby.

Her kan I på en anderledes måde få et kig ind i fortiden og se, hvordan Løkken så ud omkring år 1900. Byen er gengivet i målestoksforholdet 1:10, så du går rundt i gaderne mellem bygningerne og føler dig som en anden kæmpe, når du besøger minibyen.

De fine bygningsværker konstrueres så vidt muligt af de korrekte materialer. Det betyder, at husene mures op af småbitte mursten og toppes af de fineste små vingetegl, så de bliver så naturtro som muligt. Begge dele produceres som de øvrige byggeelementer af det fagkyndige hold bag Løkken Miniby.

Hvis du efter et besøg i minibyen er blevet nysgerrig på, hvordan produktionen foregår, er du meget velkommen til at besøge håndværkerne i deres værksted i Løkken. Her arbejder de mandage og torsdage fra kl. og de fortæller gerne om arbejdet med de små huse.

Hvis du er interesseret i træarbejde, produceres der også små træskibe i værkstedet.

Løkken Miniby er åben hver dag.

 

Museumscenter Hanstholm

Du kommer ikke tættere på den danske historie om 2. Verdenskrig end i Hanstholm.

Foto: Museumscenter Hanstholm.

Et andet godt udflugtsmål fra Løkken er Museumscenter Hanstholm. Under 2. Verdenskrig etablerede tyskerne deres stærkeste fæstning i Danmark helt ud til Vesterhavet nord for Hanstholm, og det store fæstningsværk danner i dag rammen om museumscenteret, som har inddraget de forskellige dele af fæstningen i deres formidling til de besøgende.

Museets indgang leder dig fra start ind i det moderne dokumentationscenter. Her finder du forskellige nye udstillinger med fokus på Atlantvolden, Hitlers samlede europæiske befæstningsanlæg fra Nordnorge til Spanien.

Anlægget i Hanstholm var en betydende del af Atlantvolden i Danmark, og en af de allerstørste bunkere herhjemme var blandt andet en del af stillingen. Bunkeren bruges i dag som “Museumsbunker” på stedet, og flere af bunkerens rum er ført tilbage til deres oprindelige udseende. Det gør det til en helt speciel oplevelse at besøge centeret. Du kan ved selvsyn se, hvordan værnemagtens soldater levede og arbejdede under krigen.

Du kan fx besøge kanonbrønden, hvor der i sin tid stod en stor kanon, som kunne sende sine granater hele 55 kilometer ud over Vesterhavet. Sammen med en tilsvarende kanonstilling i Norge skulle forsvarsværket sikre farvandet mellem Danmark og Norge. Der er et væld af spændende historier at hente i museet, hvis du er interesseret i soldaterliv, våben og den store og næsten altomvæltende verdenskrig.

I sommermånederne kan I springe på det gamle ammunitionstog, som kører rundt mellem de mange bunkere på det klitskovsdækkede fæstningsområde, der dækker hele 100.000 kvadratmeter.

Der er bunkere og krinkelkroge nok at gå på opdagelse i. Husk lommelygten!

Løkken Marathon

Løberne kæmper sig igennem det tunge sand.

Foto: Løkken Marathon.

Hvert år står Løkken på den anden ende en weekend i maj.

Løbere fra nær og fjern valfarter til, når et af landets hårdeste og smukkeste løbearrangementer afholdes.

Som navnet indikerer, dystes der blandt andet på marathondistancen, og ruten er både spektakulær og særdeles hård. Der etableres en 10,55 kilometer lang afmærket rute, som bringer løberne igennem Løkken by, klitter og ikke mindst henover de hårde strandstrækninger.

Man bestemmer selv, om man løber rundstrækningen en, to eller fire gange, og der afholdes hertil et familievenligt løb på 5,5 kilometer. Alle kan altså være med, og der er også plads til dig, der bare vil have en hyggelig gåtur i selskab med en masse andre glade mennesker.

I start- og målområdet på byens torv er der feststemning dagen igennem med musik fra en DJ og fadølsnalæg, og der stilles desuden hoppeborge op til de besøgende børn.

Løkken Marathon er garanti for liv og glade dage og højt humør til både løbere og de mange andre besøgende.

SOLFORMØRKELSEN DEN 30. JUNI 1954

Jeg Poul husker tydeligt denne onsdag i skolens sommerferie , hvor vi stod på gårdspladsen i barndomshjemmet “Klarup” i Sønder Harritslev i Vendsyssel, hvor vi oplevede  en solformørkelse.
Vi havde forberedt os godt: Vi havde lavet beskyttelsesglas af stumper af vinduesglas, som vi havde sodet til i flammen over den uundværlige primus.
Denne solformørkelse var tæt på at være total i Vendsyssel.
Den smalle totalitetszone gik nemlig gennem Oslo i en stribe fra Canada, over Færøerne, Oslo og videre østover.
Jeg var 8 år dengang og kan derfor huske, at det ikke blot mørknede, men der indfandt sig også en mærkelig stilhed, idet fuglene tav, og hønsene var begyndt at gå ind, fordi de troede, at det var ved at blive nat.
Høns er natteblinde. Derfor går høns tidligt til rane.
Storesøster Hanne oplevede solformørkelsen som 12-årig på sommerferie hos moster Jenny i Sønder Lyngby ved Løkken.
Solformørkelsen i 1954 begyndte på en onsdag i sommerferien omkring kl. 12:30 og varede alt i alt til omkring kl. 15:00.
Solformørkelsen dengang var for os en familieoplevelse på gårdspladsen.
Lillesøster Birgit har også været der, men da hun kun var toethalvt år dengang, kan hun ikke huske den.
Ingen af os fik øjenskader, da vi så op mod den næsten formørkede sol gennem de hjemmelavede beskyttelsesglas.
Månen, som er uendelig lille i sammenligning med solen, kunne dække for solen langt borte, fordi månen er meget tæt på jorden.
Derfor synes de to himmellegemer for os at være lige store.
Månens lys er kun 1 sekund om at nå jorden, mens solens lys er 8 minutter om at nå herned.
I tidligere tider var en solformørkelse, som altid kom bag på folk, en skræmmende oplevelse.
Det var det naturligvis ikke for os på gårdspladsen dengang, da vi vidste, at solformørkelsen ville indtræffe på et bestemt klokkeslæt, beregnet af astronomer.
Vi vidste, at solens lys snart ville skinne på
os igen.
Hvor er vi mere end heldige at have hjemme på denne tredje planet regnet fra solen.
Den blå planet ligger præcis i solsystemets beboelige zone.
Universet er uendeligt stort, men så stort må det være, for at der kunne skaffes byggesten under stjerneprocesser til livet på jorden.
Universet har præcis den rigtige størrelse, for at livet på jorden kunne blive til.
Gud ske lov for den dybe sammenhæng!
FOTO: Mit barndomshjem “Klarup” i Sønder Harritslev

Da kantinen på politigården i Hjørring, – ikke fik spist helt op…

 

Af Svend Høholt Jensen, Sindal 

oktober 2025

I mit virke som vurderingsformand havde jeg jævnligt opgaver med at omvurdere ejendomme, når der blev bygget til eller ændret.
En dag gjaldt det en ny carport ved Skørbækshede – nærmere bestemt hos den berygtede Tolne-bande.
Tolne-banden var kendt for deres uro de skabte i Sindal og omegn.
De vækkede ofte byens eneste købmand i Tolne – midt om natten for at købe to kasser øl, som skulle leveres til deres adresse i Tolne.
Det var ikke folk, man glemte. – ej eller butiksfolk i Sindal.
Jeg havde fået oplyst, at der var opført en ny carport på ejendommen, så jeg lagde vejen forbi en dag, jeg var ude at køre.
Jeg bankede på døren, og ud kom to skumlede mandspersoner – flankeret af en flok gøende hunde.
Jeg forklarede mit ærinde og gik hen til carporten for at besigtige den. Den var helt åben, bygget på fire solide 4×4 stolper og med et kraftigt betongulv. Jeg undrede mig over det solide betongulv ved en simpel carport.
Jeg tog afsked med de to herrer og hundene og vurderede efterfølgende, at carporten ikke tilførte nogen nævneværdig værdiforøgelse til ejendommen.
Men så rullede sagen ud i medierne: Tolne-banden havde likvideret en mandsperson, parteret ham og brændt ham i stuehusets kakkelovn. Asken blev efter sigende blandet i betonen til carportens gulv.
Da jeg vurderede betongulvet, var kvadratmeterprisen – som jeg husker – 160 kr. Uden hensyntagen til den noget makabre tilsætning.
Senere, da jeg tilfældigvis var på besøg på politigården i Hjørring og blev budt på kaffe i kantinen, kom snakken på Tolne-sagen.
På et tidspunkt blev jeg tilbudt suppe – en særlig gestus til gæster fra Sindal, sagde de.
De havde nemlig hele fem mælkejunger stående med askebeton fra den afdøde. “Så værsgo og spis”, Svend. – velbekomme!

De tre Rømer-gårde ved Tyrsigvej – en personlig beretning

 

Af Svend Høholt Jensen, Sindal

De tre Rømer-gårde ved Tyrsigvej – en personlig beretning

Langs Tyrsigvej lå der i sin tid tre gårde, som alle bar navnet Rømer. Der hvor PMU ligger i dag, lå Vegner Rømer-gården. Lidt længere fremme kom V. Ledet, ejet af Martin Rømer, og den tredje var Ø. Ledet, hvor Gustav Rømer stod som ejer.
Tre gårde, tre slægtsled, og et lille stykke lokalhistorie, som mange i området stadig husker.
Det var på den midterste gård. V. Ledet, at jeg selv fik min plads i historien. Gården står der endnu, (Martin KOK) og når jeg kører forbi, kan jeg stadig se for mig, hvordan livet formede sig dér, da jeg som ung knægt trådte ind i landbruget den 1. april 1956 – dagen efter jeg havde forladt skolen.
Planen var ellers klar: et halvt år i landbruget, og så i tømrerlære. Men sådan blev det ikke.
Efter omtrent en måned hos Martin Rømer stod min storebror Erling pludselig uden for mit vindue. Jeg husker endnu hans ansigt og ordene, der ændrede alt:
“Svend… vores far er pludselig død. Du må komme hjem.”
Med ét blev fremtiden vendt på hovedet. Erling boede allerede hjemme, da han var i lære som smed, og der var ikke råd til to drenge i huset på samme tid.
Så jeg blev hos Rømer – ikke et halvt år, men næsten tre år. Jeg blev bondekarl, længere end nogen af os havde forestillet sig.
Når jeg ser tilbage, står det klart, hvor hurtigt livet kan skifte retning. Det, der skulle have været et kort ophold, blev til en tid, der satte spor – både i mig og i den lille egn omkring Tyrsigvej, hvor Rømer-gårdene engang lå som faste holdepunkter i landskabet-
Den simple bondemand – sviner naboer! (Billedet)
For år tilbage kunne læses i NORDJYSKE, at en landmand i Sønderskov har sat gang i et omfattende byggeri af to moderne svinestalde.
Ifølge avisen er der tale om topmoderne faciliteter, gennemgået og godkendt af alle relevante myndigheder.
Samme dag som byggeriet gik i gang, passerede jeg ejendommen.
Store maskiner arbejdede målrettet med jorddyngerne, og man fornemmede straks en driftig landmand, der vil være på forkant med udviklingen. Det er jo sådan, landbruget overlever – ved at følge med tiden.
Men naturligvis kom det næste kapitel i avisen: Naboerne var ikke taget i ed. Storhedsvanvid, lød det. En jordvold på tre sider – hvad siger I så?
Ja, hvad siger man. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over nabostridigheder, men det satte nogle tanker i gang om, hvordan det var at arbejde i landbruget for 50–60 år siden.
Som så mange andre unge blev jeg dengang “sendt på landet”. Jeg var bondekarl i fire år – først som bettekarl, siden som forkarl.
Arbejdsdagene var lange: I stalden kl. 6 og først færdig efter aftensmaden ved 19.30-tiden. Fri hver anden søndag. Vask i koldt vand i malkerummet. Et uopvarmet karlekammer. Og kramper i benene om natten efter en dag med møg, høst og hårdt slid.
Bygningerne var, set med datidens øjne, rimelige – men langt fra moderne. Svinestalden var lavloftet, fugtig og klam. Kostalden var ny og havde ventilationsriste, så dér kunne man da trække vejret. En ny lade blev bygget, mens jeg var der, opført af dygtige håndværkere fra Sønderskov.
Og så er vi tilbage ved Sønderskov. Tænk, hvis man som ung dengang havde haft mulighed for at arbejde i en moderne stald som den i Sønderskov.
Det havde været noget af en forandring. Men det store spørgsmål er vel, om der overhovedet skal være mennesker i sådan en stald længere – eller om teknologien klarer det meste.
Svend Høholt.

Da hestevognene dominerede Sindal – og graveren kom til at ringe for den forkerte

 

Ad Svend Høholt Jensen, Sindal okt. 2025

.

Da jeg var dreng i 1940’erne og 50’erne, var det hestevogne, der satte dagsordenen i trafikken i Sindal. Biler var sjældne, og det var hestekræfter af den ægte slags, der bragte varer og mennesker rundt i byen.
Der var mælkemanden, som hver morgen kørte rundt og solgte frisk mælk direkte fra vognen. Der var renovatør Alfred Olsen og hans første mand, ”Bolle” Aksel, som ved nattetide hentede latrin i en specialbygget tøndevogn trukket af to heste. Landmændene kom med mælk til mejeriet, og kul og koks blev leveret til byens hjem med hestevogn – sådan gik det slag i slag.
Når nogen skulle herfra for sidste gang, kom gårdejer Johannes Larsen fra Lundmark med sin flotte sorte rustvogn, trukket af to imponerende sorte Oldenborgere. Det var et syn, der krævede respekt.
Men der var også mere kuriøse køretøjer. Husmand Sivert Jensen fra Agerledet havde sin berømte ”ornevogn” – en tohjulet trækasse, hvor en orne kunne stå, mens Sivert kørte rundt til egnens gårde for at bedække landmændenes søer. Det var en slags mobil svineavl, og den vakte opsigt, hvor end den kom frem.
Så var der den dag, hvor der skulle være begravelse fra bykirken i Sindal. Som sædvanlig var det Johannes Larsen, der skulle transportere kisten til kirkegården. Præsten havde aftalt med graver Ejner Nielsen, at han skulle begynde at ringe med kirkegårdsklokken, når rustvognens heste kunne ses på bakken ved Baggesvognsvej.
Ejners hustru, Alma, som hjalp til ved kirkegården, blev derfor placeret ved det østlige dige, hvorfra hun kunne holde udkig og give signal.
Klokken 14.30 afgik ligtoget fra kirken, og omkring 14.40 så Alma hestene fra sin post. Hun rakte armen i vejret – og Ejner begyndte at ringe.
Men pludselig råbte Alma med al sin kraft:
– HÅL! HÅL! EJNER! DET ER WONNIE! DET ER SIVERTS WONNIE DU RINGER FOR!
Ejner havde sat hele klokkespillet i gang for ornevognen – og ikke for ligvognen. Det blev en dag, hvor både præsten og graver måtte trække på smilebåndet, og hvor selv de sorte Oldenborgere nok havde løftet et øre i undren.

AV MIN TAND, – OG SÅ TIL LÆSØ.

 

 

AV MIN TAND, – OG SÅ TIL LÆSØ.

Vi havde glædet os til Ældre Sagens udflugt til Læsø i tirsdags. Øen, som jeg i omkring 20 år jævnligt besøgte i min egenskab af vurderingsformand ved Told & Skat.
Men i sidste øjeblik måtte vi melde afbud – en ond tand satte en stopper for turen. Nu ligger jeg i tandlægestolen, hvor en stump af en kindtand skal fjernes. Mens tandlægen og assistenten roder i den nederste del af hovedet, kan jeg passende bruge den øverste del til at fundere over nogle af de oplevelser, jeg havde på Læsø for cirka 25 år siden.
FØRSTE MØDE MED BORGMESTEREN.
Første gang jeg trådte ind på kommunekontoret for at hilse på, mødte jeg øens borgmester. Jeg var blevet orienteret om, at han kunne være en hård, bestemt og enerådende herre – men også en dygtig én af slagsen.
Jeg bankede forsigtigt på døren til borgmesterkontoret. “Kom ind!” lød det. “Goddag, jeg er kommunens nye vurderingsformand og ville lige hilse på.”
“Velkommen – det er Pedersen, han er kæmner, og jeg er borgmesteren.”
Inden vi nåede at tale sammen, vendte borgmesteren sig mod kæmneren og udbrød: “Jeg vil f…… ikke acceptere at…” – en regulær skideballe, leveret i mit påhør. Pedersen luskede ud uden et ord. Jeg fik hurtigt præsenteret mig og fulgte samme vej.
EN OMVURDERING OG EN OPSANGE.
Dagens opgaver skulle drøftes med sekretæren for vurderingsrådet. Hun havde i længere tid haft en begæring om omvurdering liggende – fra borgmesteren. De lokale vurderingsmænd havde bedt sig fritaget: “Det må være formandens opgave, når det gælder borgmesterens ejendom – vi er for tæt på.”
Papirerne blev gennemgået, ejendommen besigtiget, og vurderingsmeddelelsen udskrevet. Hvad jeg ikke vidste var, at sekretæren straks overbragte afgørelsen til borgmesteren – inden jeg havde forladt kontoret.
Det kan nok være, jeg fik læst og påskrevet! Han var bestemt ikke tilfreds. Jeg forklarede, at der var klageadgang, og at vurderingsrådet ikke skelner mellem Maren i kæret og en borgmester. Og sådan blev det.
VALLBORG OG SMØRREBRØD.
I forkontoret havde en elev opfanget, at den nye vurderingsformand var på rundrejse. Hendes far var lokal vurderingsmand, og hun ringede hjem og fortalte, at jeg måske ville dukke op.
Efter et par stykker smørrebrød i kantinen kørte jeg til Østerby, hvor Richard boede. Her ventede en overraskelse: Richards kone, Valborg, havde ringet rundt til familien og inviteret til eftermiddagskaffe – vurderingsformanden kom jo på besøg!
Det føltes lidt underligt at blive betragtet som “noget ved musikken”, bare fordi jeg var vurderingsformand. Men det blev en hyggelig eftermiddag. Senere, når jeg kom forbi, blev jeg altid beværtet med højt belagt smørrebrød.
På et tidspunkt sagde jeg pænt, at de ikke behøvede gøre så meget ud af det. Valborg svarede: “Ser du, Svend – i alle de år Richard har været vurderingsmand her på øen, har vi aldrig haft besøg af formanden. Han besøgte kun Ydegård i Vesterø. Han var jo gårdejer – Richard er jo kun minkavler.”
Ak ja, så var det på plads.
FÆRGETURE MED RULENDE FLASKE
At sejle til Læsø kan være en oplevelse. En sommer, hvor familien skulle med over til et lejet sommerhus, blæste det voldsomt – men vi skulle afsted. Knap var vi ude af havnen i Frederikshavn, før færgen begyndte at vippe voldsomt. Ud ad vinduet så vi skiftevis himmel og hav – færgen rullede.
Vi sad ved et rundt bord i cafeteriaet. Ved siden af sad et ungt par med rygsække og en stor hund, bundet til bordbenet. På et tidspunkt begyndte rygsækkene at glide væk, og hunden snurrede rundt på det glatte gulv, hængende i sin snor. Vi sank en ekstra gang.
Oldfruen dukkede op med et par matroser og meddelte, at alle skulle holde sig i ro – matroserne ville være til stede, hvis nogen fik brug for hjælp. Jeg måtte ud at se havet og fik bakset mig ned i Folkevognen, hvor jeg lå hen over gearstangen i de ca. 1½ time overfarten varede. Min bedre halvdel og datteren klarede turen siddende ved bordet.
STORM OG LADSTBILER MED BETONELEMENTER.
En anden gang var der efterårsstorm. Jeg havde bestilt billet hjemmefra og kørte direkte ombord. Min bil blev anbragt ved siden af et lastvognstog med beton-elementer.
Oppe i cafeteriet undrede det mig, at folk gik fra borde. “Skal I ikke med over?”
“Nej tak, ikke i dag – vinden er i nordøst, så vi bliver på fastlandet.”
Min bil var fastsurret, så jeg kunne ikke vende om. Der var god plads ombord – foruden mig kun en tom sodavandsflaske i salonen. Jeg lå alene i en halv time og lyttede til flaskens rullen og bølgeslagene mod skibet.
Endelig kom en stemme fra højtaleren – dejligt, tænkte jeg, nu er vi snart i havn.
Men nej – kaptajnen meddelte, at færgen var en time forsinket på grund af vejret. Vi måtte sejle mod nord, op mod vinden, og så drive østpå, indtil vi var i læ ved Læsø. Senere fik jeg at vide, at hensynet til de tunge betonelementer også spillede ind. Jeg sendte min gamle Folkevogn en venlig tanke – den stod jo lige ved siden af lastvognen.
Vi kom helskindet i land, og efter et par timer med snurren i hoved og mave var jeg klar til at køre ud til dagens opgave.
NATTEN MED URO FRA SMÅGRISE- OG SÅ TIL FAMILIEFEST.
Da dagens besigtigelse var afsluttet, kørte jeg til Vesterø Sømandshjem, hvor jeg havde reserveret et værelse for natten. Inden jeg gik til ro, stod jeg og nød synet af havnens lyshav. Vinden havde lagt sig, og jeg så frem til en rimelig hjemtur næste morgen.
Efter en halv times søvn vågnede jeg – og hørte skrigende grise! Jeg sprang op og kiggede ud ad vinduet. Der, lige nedenfor mit værelse, stod en lastvogn fyldt med smågrise. Den skulle med færgen næste morgen – ligesom jeg. Det blev ikke til meget søvn den nat.
Av, min tand! Med munden fuld af vattamponer fremstammede jeg: “Hvad har I gang i, tandlæge?” – “Vi har fjernet et stykke af en kindtand,” lød svaret. “Vi bygger den op igen om en uge.” Javel.
En aften blev jeg ringet op af en landmand i Vesterø. Han mente, hans ejendom var vurderet for lavt og bad mig kigge forbi snarest. Så gik turen igen til Læsø. Jeg havde planlagt at besigtige fire ejendomme den dag. Færgen lagde til kl. 11.45, og jeg forventede hjemtur kl. 15.00.
Straks efter ankomst kørte jeg ud til landmanden. Da jeg trillede ind i gården, så jeg straks, at flaget var oppe, og gårdspladsen fyldt med biler. Jeg ringede forsigtigt på døren. En dame med hvidt forklæde åbnede. “Der er fest her i dag,” sagde hun. Bondemanden havde rund fødselsdag.
“OK, jeg kommer igen en anden dag,” sagde jeg. Men indefra lød det: “Nej, nej, kom indenfor, vurderingsformand! Velkommen – vi har lidt gæster, men det skal du ikke tage dig af. Nu skal vi alle spise, så snakker vi bagefter.”
Jeg blev bænket ved det festlige bord. Tre retter mad skulle fortæres. Under middagen forsøgte jeg at komme i kontakt med bondemanden, men han afslog: “I dag er der fest – vi snakker senere.” Efter maden skulle alle sove til middag. Jeg blev sat i en høj stol ovre i hjørnet. Jeg blinkede lidt med øjnene og tænkte: Hvad er det, jeg har gang i? Rundt omkring sad gæster og småsov.
Tiden gik, og jeg bemærkede til bonden, at jeg snart skulle nå færgen kl. 15.00. “Jamen da, nu skal vi da ha’ kaffe på terrassen!” Under kaffen fik jeg endelig fat i ham. “Jeg er nødt til at smutte, men jeg kommer indenom snarest.” – “Nej, nej, vurderingsmand. Med de fødselsdagsgaver jeg har fået i dag, tror jeg ikke, der bliver behov for ny låntagning – så vi glemmer det med opvurdering.”
Politimesteren i uniform med halm på.
Jeg skulle også besigtige politimesterens minkfarm. Først lagde jeg vejen forbi hans private adresse. På asfalten udenfor stod der med kridt: “Her bor nygifte – DYT DYT!” Folk der kom forbi, dyttede – så det gjorde jeg også.
På politistationen spurgte jeg, om mesteren var til stede. “Han er ude på sin minkfarm,” fik jeg at vide. Inden samtalen var slut, benyttede jeg lejligheden til at ønske tillykke. “Nej, nej, ingen er blevet gift her – nogle unge mennesker har været lidt uenige med politimesteren og fundet på det med kridtet.”
Ude på minkfarmen ankom jeg lige efter middag. Jeg kiggede mig omkring – ingen i sigte. “Er her nogen?” gentog jeg lidt højere et par gange. Intet svar. Jeg vendte om. I samme øjeblik hørte jeg noget røre sig i hjørnet med halm. Ud af halmdyngen kom politimesteren – i fuld uniform! Han børstede halmen af sig og vi fik en behagelig samtale om minkfarmen.
Det var dagens sidste besigtigelse, og jeg satte kurs mod færgen. Pludselig gav det et brag – jeg bremsede op. Lydpotten var røget af. Fra et nærliggende hus kom en mand og spurgte, om han kunne hjælpe. “Jeg er på vej til færgen, men jeg lister lige så stille videre.” – “Du kan nok låne en bil her – så reparerer vi din til du kommer igen.” – “Jamen, der er jo ingen nummerplade på dine biler?” – “Det skal du ikke tage så nøje – det tager vi ikke så tungt herover.”
Jeg takkede nej og kørte stille videre mod færgelejet. På vejen nynnede jeg: “Bornholm, Bornholm, du min dejlige ferieø…”
Nu blev der pludselig stille omkring tandlægestolen. Jeg slog øjnene op. Klinikdamen sagde med høj røst: “Svend, vil du have stumpen med?” Hurtigt rejste jeg mig og kiggede ned. Nå, du mente tandstumpen – nej tak. Vær så god.
Svend Høholt, tidligere vurderingsformand – LÆSØ- SINDAL vurderingskreds.
Billede.: EMMA – Barnebarn i SALTET

Til Vor lille gerning ud…

 

Til Vor lille gerning ud…

Der var jo ikke tale om nogen heltegerning – men det begyndte alligevel at lugte lidt af noget.
For fire måneder siden stod   Bageriet Ingeborg og caféen,
Nørregade 13, 9870 Sindal uden fejer og gårdmand. Den gamle fejemand havde i ét elegant ryk besluttet, at nu skulle kosten hvile, og otiummet tages i brug.
På min faste ugedag i caféen kom bestyrerinden listende med sit mest uskyldige smil:
“Svend… har du ikke lyst til at afløse vores fejer? Bare én gang om ugen. Du får kaffe og rundstykke.”
Det lød jo som en aftale, der kunne bære – i hvert fald indtil de fandt en fast mand.
Og jeg var jo ikke fremmed for en kost. Jeg havde tidligere fejet mig igennem både landbrug, havnearbejde, militærmesse, trælast, lokalpolitik, rådhuspedel-liv, langtidsledighed, vurderingsråd, ligningskommission, skatteankenævn – og som husejer havde jeg jo også fejet lidt hist og pist.
Men én gang om ugen viste sig hurtigt at være lige så optimistisk som en nytårsforsæt-liste. Selvom der stod to affaldsspande, blev der smidt papir, skodder, tyggegummi og ispinde, som om fortovet var en slags kommunal skralde-lotto. Så det blev til flere kopper kaffe og rundstykker – og en kost, der fik mere motion end mig.
Folk, der passerede, udtrykte stor glæde over, at fortovet blev fejet. Nogle pegede endda på andre steder i byen, der også kunne trænge til en kost med fører. Et lille mindretal var mere direkte:
“Det er so’t, Svend – nå da-da-da!”
Så til bagsiden:
Bag caféens P-plads kunne der holde fem biler. I teorien. I praksis var det mere som musical chairs uden musik. Ejeren og lejeren havde svært ved at få del i pladserne, så ejeren satte skilte op til tre pladser. Det holdt i en måned. Så blev skiltene fjernet med kirurgisk præcision og nul høflighed. Jo, jo – også i vores bette by kunne der ske ting, der ville få selv Sherlock Holmes til at klø sig i nakken.
Bestyrerinden prøvede igen:
“Du har jo været noget ved kommunen, Svend – kan du ikke lige tage en snak om skiltningen?”
Jo, jo – jeg havde da været ved kommunen… men det var længe, længe siden. Alligevel lovede jeg at gå derop.
På kommunekontoret blev jeg venligt modtaget af chefen i teknisk forvaltning, som sendte mig videre til sagsbehandleren. Det blev et kort møde. Indholdet kunne være skrevet på bagsiden af en serviet. Sagsbehandleren havde tydeligvis besluttet sig, inden jeg kom ind. Ærgerligt – men a’ ko’mer i’jen.
Det gamle ord om, at nye koste fejer bedst, rumsterede i hovedet på vej hjem.
Tilbage på forpladsen ved caféen – frem med harmonikaen. Rigtige venner er der altid… lige indtil der skal fejes for egen dør.

Svend Høholt – marts 2026.

”De danske varulve”

 

Af Erland Leth Pedersen.

Fra 2015

Heinrich Himmler iværksatte i efteråret 1944 planer om oprettelse af ”den nazistiske varulvebevægelse.”

Varulvene er en betegnelse for medlemmer af en hemmelig nazistisk organisation, der skulle sabotere de allierede besættelsesstyrker (i Danmark regnede tyskerne med, det blev russere, der kom) lige efter 2. verdenskrig.

Bevægelsens formål var som sagt sabotage bag de fremrykkede styrkers linjer (bl.a. Politigården i København, kraftværker, jernbaneknudepunkter, rådhuse osv. osv.). Foretage syreangreb, drab m.v. – Derud over skulle de fremstille og distribuere illegale blade, der skulle indeholde meddelelser om invasionsstyrkernes “overgreb”, uddele propaganda og fere hetz mod repræsentanter for fjenden..

Varulvenes øverste chef i Danmark: Erik Victor Pedersen (opdagelsespolitiet).-Blev likvideret af modstandsbevægelsen d. 19. apr. 1945.

Varulvenes daglige ledelse:

“Petergruppen, hvis leder var Otto Alexander Friederich Schwerdt, kaldt Peter Schaefer, (deraf navnet på gruppen). – Oprindelig bestod denne gruppe af 13 mand, hvoraf følgende var danskere:Ib Nedermark Hansen-Henning Brøndum-Paul Lensing-Robert Lund-Kaj Bothilsen Nielsen-Aage Thomas Mariegaard-Gruppen blev de sidste måneder ledet af Horst Paul Issel, da Schwerdt var blevet sendt til Tyskland.

Petergruppens medlemmer dømtes efter krigen for over 150 drab og ødelagte ejendomme og materiel for over 100 mil. danske kroner (1945 priser).

Våbendepoter: I slutningen af 44 og begyndelsen af 45 blev der nedgravet våbendepoter overalt i landet. Det skete i dybeste hemmelighed og af folk, der var uddannet til at anvende depoternes indhold efter hensigten og som kunne “gå under jorden” og skifte identitet på falske papirer, når det blev nødvendigt.

Depoterne indeholdt: Sprængstof, våben og ammunition samt blanketter og stempler til brug ved fremstilling af falske papirer.

Ledelsen for nordjyske nedgr.: lb Nedermark Hansen og Aage Thomas Mariegaard.

“Svanholm” i Serritslev: På gården “Svanholm” i Serritslev blev der nedgravet to kasser våben i marken, tre kasser i den tilstødende have og en kasse udenfor haven.

 

“I en af kasserne fra Svanholm blev der ud over store mængder våben fundet adskillige nummerplader, politiskilte, frihedskæmperarmbind, sorte masker, falske legitimationskort,kabekort for mænd og en hel del rationeringsmærker,

I de 20 depoter, som Aage Mariegaards og lb Nedermark Hansens nordjyske gruppe stod bag var der i øvrigt i alt nedlagt to tons våben og ammunition. Dertil kom diverse dokumenter, primært rationeringsmærker og falske identitetskort, der kunne gøre livet efter en tysk kapitulation væsentligt nemmere for mænd, som havde valgt tyskernes side”.

“Depoterne blev d. 7. juni 1945 påvist af den unavngivne SS-mand, og indholdet indbragt til politistationen i Brønderslev. Hver kasse indeholdt ca. 100 kg våben og sprængstoffer”.

Teorier for deres udeblivende aktivitet

  1. Bevægelsens øverste danske ledelse, E. V. Pedersen blev likvideret 19. april 1945 af modstandsbevægelsen.
  2. Himmler krævede, at man undiod at aktivere varulvene, da Danmark var et “smarhul”, der skulle hjælpe med forsyninger til Tyskland og det øvrige Europa.

Aage Thomas Mariegaard

Født Jerslev 21. okt. 1922.

Medlem af Frikorps Danmark i 1942 og sendtes i kamp på Østfronten, hvor han blev såret, men vendte efter hospitalsopholdet tilbage til fronten.

Ringsted.

Fik i 1943 Difteritis og derefter sendt tilbage til Danmark til Schalbourgkorpset i Herfra blev han hentet over i Petergruppen af H. Brøndum og Ib Nedermark Hansen. Flygtede efter krigen sammen med 1. N. Hansen til Tyskland, hvor han hurtigt blev afsløret og fængslet.

Udleveredes til det danske politi 18. jan. 1946.

Dødsdømt for 10 drab og 32 sabotagehandlinger den 14. apr. 1947.

Henrettet d. 9. maj 1947. (24 år)

Det Tyske Sikkerhedspoliti, Abwehr, nedgravede også, uafhængigt af varulvene, våben adskillige steder i landet. I Brønderslev nedgravede de således et våbenlager ved et transformatortårn i byens vestlige udkant

“Information” (Carsten Jensen):

“Da offentlighedens angst for varulve havde lagt sig omkring 1948, skiftedes hurtigt trusselsbilledet til kommunismen og Sovjetunionen. Dermed blev der aldrig forsket mere i nazisternes påstand om over 100 varulve i Danmark”.

Serritslev juli 2015.

Povl Stevns

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

FRA BREVSAMLINGSSTEDET I HARRITSLEV – BARNDOMSMINDER FRA POSTGÅRDEN

omkring århundredskiftet

Fortalt af Anders Sørensen (onkel Ais), som var onkel til min hustru Else Marie. Vi har flere gange været sammen med ”onkel Anders” som han blev omtalt og ligeledes besøgt ham. Han var en hyggelig mand med en fantastisk fortælleevne.

Brevsamlingsstedet i Harritslev havde til huse på
Vester Vanggaard, nu kaldet Postgården.
.
.
Her ses første side af kontrakten mellem Hjørring Postkontor og Anders Sørensens far, Johannes Sørensen, om bestyrelsen af brevsamlingsstedet i Harritslev. Kontrakten er fra 1897, og den årlige betaling er 150 kr. På de følgende sider i kontrakten er indføjet forhøjelser af betalingen. I 1910, der er sidste regulering i kontrakten, var betalingen steget til 420 kr. om året, heraf 60 kr. som godtgørelse for nattjeneste.
Hjørring-Lønstrup ruten, Hjørring Hirtshals ruten, Hjørring-Retholt ruten og Hjørring-Rakkeby ruten. Det var alt sammen åbne vogne, der var sortmalede, og kusken var også i sort kappe. Men vor postvogn var
altså lukket gul, og kusken var i rød kappe. Der gik to ture hver vej, og vi skulle op til vejen (det var ca. et halvt hundrede favne), hver gang posten kom for at bytte tasken, samt tage sækken med pakker med hjem, hvis der da var nogen. Det var jo ikke så mange pakker, folk sendte dengang. I tasken var breve, blade og aviser.
Postdagvognen »Hjørring Løkken« foran Løkken Postkontor omkring århundredskiftet. På bukken sidder postkontrahent fra 1898 til 1918, Niels Jacobsen, Hjørring. Til venstre står postmester Jørgensen, Løkken, med sin datter, og foran står postbud Th. Jensen, Løkken.
Postvognen kom som sagt fire gange om dagen, to gange fra Hjørring og to gange den anden vej. Første gang var om morgenen kl. 8.00, så kom han fra Løkken, og havde næsten ingenting i tasken, bare nogle enkelte breve fra Løkken. Det var ikke altid, der var noget med, selv om folk vist var mere til at skrive dengang. Der var jo ikke nogen telefon, det vil sige der var telefon i Hjørring, op mod et hundrede abonnenter. Der var også en telefoncentral i Sdr. Harritslev med følgende abonnenter: Sejlstrupgård, Aastrup, Ø. Vanggaard, Overklit, Nr. Harritslev Teglværk, Løkkens Vejkro, Gølstrup Teglværk, et konsortium telefon hos høkeren i Rakkeby, og en lignende i Smidstrup, det var alt. Det var heller ikke fordi, det var så dyrt at sende et brev dengang. Helt op til 1920 kostede et brev 10 øre og et kort 5 øre, og det var det, de kaldte landsporto. Lokalporto var 5 øre for et brev og 3 øre for et kort. Kl. 13.00 om middagen kom så den første vogn fra Hjørring. Med den kom særlige breve og blade fra København; det var alt, hvad der var kommet med morgentoget. Af ugeblade var der især to der var dominerende, »Ugens Nyheder« og »Illustreret Familie Journal«, og af dem var »Ugens Nyheder« det mest udbredte. Det indeholdt foruden en del nyhedsstof en stærkt religiøs artikel – en slags søndagsprædiken, et par fortsatte fortællinger, den ene var en rigtig vammelsød kærlighedsroman, og den anden en bloddryppende røverhistorie, et par vittigheder, som var meget flade, og et fikserbillede. Det fikserbillede kan jeg huske, der var mange ældre koner, der var optage af. De snakkede og diskuterede meget, når de kom sammen. »Har du set, hvor røveren er i fikserbilledet?« »Ja, han sidder da oppe i træet«. Ja, det var sandelig åndsberigende læsning.
Kl. 4.00 eftermiddag kom så vognen fra Løkken efter middagsposten. Da var det min tur til at gå op og byt te tasker, for så var jeg jo kommet fra skole; det var det samme igen: Meget lidt i tasken fra Løkken, men til gengæld meget, der skulle med til Hjørring. Det var jo alt det, landposterne havde samlet sammen i dagens løb, og det skulle ordnes og føres ind i bøgerne. Pakkepostanvisninger, opkrævninger og pengebreve var min moders arbejde om eftermiddagen. Fader ordnede postsagerne om morgenen og fik de to landpostbude ekspederet.
De to landpostbude boede lige ved gården; de havde husmandsbrug, som deres koner passede. For den ene af dem gjaldt det, at når hun var færdig med at fodre køerne, kom hun hen til os og tog en del af posten, som han havde sorteret fra til hende, og så besørgede hun en del af ruten. Det var især, når der var travlt i markerne, de benyttede den trafik. Den anden post havde en søn hjemme, som var lettere handicappet og derfor ikke kunne tage plads hos fremmede, han gik så en del af faderens posttur. Det var ikke meget, de fik i løn for sådan en tur, jeg mener at have hørt, at de fik 30 kr. om måneden. Men den ene af dem, Niels Rasmussen, sagde, da han fik turen, »se nu er vi ikke fattige længere«.
I 1901 blev det bestemt, at vi også skulle hente post tasken om natten kl. 12.00. Denne nattjeneste blev betalt med 25 kr. om året, og det var jo en stor ulejlighed at skulle vågne midt om natten og op af fjerene og op i kulden om vinteren og op til vejen efter post detasken, men posten havde et signalhorn, han blæste i. Han begyndte at blæse ca. 100 m før han nåede gården. I begyndelsen blev nattevagten delt således, at min far havde en nat, min moder en, og en pige, som havde tjent hos os i mange år, havde en af vagterne. Men i 1910 blev min moder syg, og da jeg var en stor knægt på 10-11 år, så mente mine forældre, at jeg nok kunne tage en vagt. For at jeg ikke skulle falde i søvn, skulle min bedstemor, som boede hos os, vågede sammen med mig.
Disse vågenætter står i min erindring som nogle af mine kæreste barndomsminder. For at holde mig vågen fortalte bedstemor erindringer fra sin barndom og fra sin ungdom. Hun fortalte om sin skolegang hos den gamle fordrukne lærer Gaarestrup i Skallerup, og hun fortalte om, hvordan hendes fader, der var sognefoged, samlede alle våbenføre mænd i Skallerup, for at de kunne modstå de Rendsborg slaver, som der gik rygter om, at tyskerne havde sluppet løs, for at de skulle drage nordpå og med mord, brand og sabotage skade Danmark, som dengang i 1848-49-50 var i krig med Tyskland. Alle folkene var bevæbnede med forke og leer, der var sat på lange stænger. Min oldefar red til Hjørring for at få nærmere ordre til, hvordan de skulle forholde sig, og da han kom tilbage, råbte han i porten til de forsamlede Skallerup folk: »Giv jer til tåls folkens, det er løgn det hele«. Så smed folkene deres våben og gik hjem, men våbnene blev lagt op på bjælkerne i porten, og der lå de så længe bedstemor var hjemme. Nu er de vist oppe på museet i Hjørring.
Noget af det, jeg helst ville høre hende fortælle om, var da bedstefar var med i krigen i 1864, og hvordan hun hver onsdag gik til Hjørring, for på postkontoret at høre om der var brev fra bedstefar. Brevene fra soldaterne kom altid om onsdagen. Når der så var brev, stod hun altid inde på kontoret og læste det, og der var en ung mand, som altid var meget nysgerrig efter at høre, hvordan det stod til, hvordan hendes mand havde det, og om der havde stået slag o.s.v., og de blev gode venner, og det varede hele livet. Han blev først postmester i Løkken og siden i Nørre Sundby.
Dette posthus bekendtskab var medvirkende til, at der blev oprettet et brevsamlingssted på Vester Vanggaard, hvad følgende lille episode vil vise:
Da jernbanen i 1871 blev ført igennem til Frederikshavn, skete der også en forandring i postomdelingen, idet der blev oprettet små postkontorer, såkaldte brevsamlingssteder rundtomkring, hvorfra der udgik landpostbude. Til at befordre posten med ud til disse brevsamlingssteder oprettedes kørende postruter; en af disse havde endestation i Løkken med en postmester. Og mellem Hjørring og Løkken skulle der være to brevsamlingssteder, og til at bestride embedet som postmester i Løkken blev udnævnt den unge postekspedient E. Hartmann i Hjørring, og en vinterdag 1875 gik han på sine ben den lange vej fra Hjørring til Løkken for at finde en passende lejlighed, hvor postkontoret kunne have til huse. På hjemvejen blev han imidlertid overrasket af en forrygende snestorm, og da han nåede ud for min bedstefars gård, var han så udmattet, at han ikke kunne gå længere. Han gik derfor ind på gården og bankede på og spurgte, om ikke bedstefar ville køre ham til Hjørring. Men min bedstefar sagde: »Nej, det er ikke et vejr at jage øgene ud i«, men bedstemor, der også havde rejst sig, sagde: »Jo, det skal du, for den unge mand var så flink til at spørge til dig, medens du var henne (d.v.s. i krigen)«, og så kørte bedstefar ham til Hjørring. På turen fortalte han, at der skulle opføres et brevsamlingssted i Harritslev, og hvis min bedstefar ville have det, så skulle han gøre, hvad han kunne, for det blev lønnet med 120 kr. om året, eller hvad en murer i dag skal have i timen, men man må huske på, at det var mere, end han skulle af med i rentepenge.



NOTE
Anders Sørensen. (onkel Ais) Født 5/4 1899 på Vester Vanggaard (Postgården) i Harritslev. Gårdejer og sognefoged R.A.D. i Harritslev. D.21.06.1995
   
Anders med hat.           

Beretning vedrørende forholdene i Hjørring Politikreds under den tyske besættelse 1940-1945

Fra nu afdøde Povl Stevns, Stenum gemmer.

Hans far var provst Aage Stevns,  Vrensted og modstandsmand

under besættelsen 1940-1945

Beretningen udkom i 1947 efter ønske af politimester Olaf Kann, Hjørring. Fremstillingen af de enkelte sager er udarbejdet af overbetjent H. Rambusch, kriminalpolitiet i Hjørring som under besættelsen var forbindelsesled mellem besættelsesmagten og Olaf Kann. Udgivelsen af beretningen er bekostet af Hjørring og Brønderslev byråd samt Børglum Furreby og Horne-Asdal sogneråd

Episoder fra Brønderslev

$10: Besættelsen af Brønderslev fandt sted d. 10. apr. 1940 af en mindre styrke. Først i begyndelsen af 1941 ankom der noget større styrker til byen.

5.29: På foranledning af sikkerhedspolitiet i Ålborg blev der d. 5. maj 1942 i Brønderslev området anholdt 2 unge mennesker, der var sigtet for tyveri af at  kaste granater. De anholdte blev afgivet til Ålborg, hvor de blev straffet.

Churchillgruppen: De 2 brønderslev medlemmer af gruppen, der forsynede gruppen med granater, fik flere års fængsel i Nyborg Statsfængsel: Lagerekspedient Alf Holberg 4år og 6mdr.- Ingeniør Knud Andersen Hasbro 5 års fængsel.

5.41: Pavillonen “Hedelund i Brønderslev nedbrændte d. 27. marts 1943. Den var belagt med tyske soldater. Det konstateredes, at branden skyldtes antændelse i en bræddevæg af gnister fra en utæt skorsten. Brandvæggen var opsat ulovligt af tyskerne.

5.43; Natten mellem 24. og 25. juni 1943 findes på Pedershâb Maskinfabrik i Brønderslev en ikke eksploderet bombe, der var anbragt ved en transformator, som lavede strøm til hele fabrikken. Der beskæftiges ca. 500 arbejdere, og der leveres en del materialer til Værnemagten. Det viste sig, at bomben ikke var blevet afsikret. Bombemanden blev ikke fundet.

5.44: Den 8. aug. 1943 sker en bombeeksplosion på Pedershåb Maskinfabrik i Brønderslev. Hele byen vækkes kl. 0.35 ved et vældigt brag. Transformatoren tager ikke særlig skade, men ca. 1000 ruder knustes.

 

1946-47: Undtagelses tilstanden d. 29. aug.1943 indeholdt bl.a, følgende:

Sammenstimling af flere end 5 personer forbudt.

Enhver benyttelse af post, telegraf og telefon forbydes

I Brønderslev blev borgmesteren og politiassistenten anholdt og tilbageholdt et par timer af tyskerne, der gjorde dem bekendt med undtagelsestilstandens bestemmelser, der af tyskerne i Brønderslev blev håndhævet med megen fasthed.

5.48 Den 13. sep.1943 styrtede en bak flyvemaskine ned ved Brønderslev. To mænd dræbtes, mens en tredje reddede livet ved at springe ud med faldskærm

5.50: Den 19. sep. 1943 eksploderede en bombe på banelegemet ca. 2 km nord for Brønderslev. Kun ringe materiel skade.

5.51; Den 11. jan. 1944 skete en bombeeksplosion på Pedershab Maskinfabrik i Brønderslev Fabrikken blev antændt og en fabriksbygning nedbrændte, ligesom en transformator ødelagdes.

Den 18. jan. 1944 anholdt tysk sikkerhedspoliti fra Alborg en smed og hans hustru i Brønderslev og indsatte dem i tysk arrest i Ålborg. Den 27. feb. 1944 anholdtes en hjemmeværende søn, der ligeledes førtes til Alborg. Efter et ca. års forløb blev de alle løsladt fra Frøslev lejren.

5.52: Den 23. jan. 1944 anholdt tysk sikkerhedspoliti fra Ålborg i Brønderslev en barbermester, der af tyskerne blev afhørt på en hårdhændet og uforskammet måde og derefter løsladt.

5.53: 20. marts 1944 må 2 betjente fra Brønderslev flygte til Sverige efter, at de har forsøgt at anholde en værnemager i forbindelse med et værtshusklammeri.

5.55; 3. juni 1944 forsøgte Gestapo at anholde en barbermester i Brønderslev, men traf ham ikke hjemme. Han blev underrettet og rejste til Sverige med familien.

5.59: Den 17. aug. 1944 foranstaltedes 24 timers strejke i Brønderslev og Hjørring som protest mod nedskydning af 11 danske i København.

$.60: Vendelboerne skrår meget, og som følge heraf er det nødvendigt at spytte. Der indløb mange anmeldelser om, at Værnemagtens medlemmer på det groveste var blevet fornærmet, idet der var spyttet efter dem. Dette spytteri kendte tyskerne ikke, og det voldte megen besvær at gøre dem forståeligt, hvorfor der blev spyttet.

 

  1. 1944 blev der foretaget ransagning af hele rådhuset i Brønderslev hvor politiet også havde til huse-også uden at tyskerne her fandt sprængstof og våben, selvom de på det nærmeste trådte på det. Den følgende nat blev sprængstof og våben flyttet til et mere sikkert sted.

5.61: Der udbred straks d. 20. sep. 44 generalstreke H. Br. Lek og Hirt som protest mod politiets opening

5.20. Om aftenen den 12. jan. 1945 blev dyrlæge Møller, Brønderslev, pr. telefon anmodet om at tilse et sygt dyr. Dyrlægen tog sin assistent med sig. Deres bil blev stoppet af lederen af “Peter-Gruppen” og 3 personer af samme gruppe og tvunget til at køre til et afsidesliggende sted. Her blev begge dyrlæger myrdet ved nakkeskud. Assistenten blev kastet ud af bilen, hvorefter bilen med dyrlægens lig blev kørt til Ålborg, hvor den blev fundet den følgende morgen.

5.71: Den 23. jan.1945 sprænges en fræsemaskine på Pedershåb Maskinfabrik

Den 4. marts 1945 foretages nedkastning af våben ved Brønderslev

Den 6. marts 1945 skete 5 bombe sprængninger på jernbanelegemet ved Brønderslev. Nogle sporskifter blev ødelagt, og trafikken var standset i nogle dage.

5.74: Den 24. april 1945 anholdtes provsten i Brønderslev (Kragholt). Sad i Frøslev til befrielsen.

5.75: Først kl. 14.00 den 5. maj1945 sendte kommandanten i Brønderslev bud efter modstandsbevægelsens ledere og indledte forhandlinger med dem. Herefter blev de tyske soldater holdt i kvarter, og vagtposterne blev inddraget.

Enkelte oplysninger:

Tyskerne havde hovedkvarter på Hotel Phønix, Brønderslev.

Flygtningelejr i Brønderslev i perioden 5. maj 45-sidst i maj 49.

Dyrlæge Møllers sten på hjørnet af Bredgade og Kirkevej

Dyrlæge Larsens sten i vejsiden ved Bouet.

Hvor blev faldskærmsmand K.R. Lund, der stammer fra Brønderslev, nedkastet?

Talere ved frihedsfesten i friluftsbadet den 13. mai 1945:

Politiassistent Bendtsen.

Redaktør Svend Gjedsig.

Provst Kragholt

Pastor Aage Stevns, Vrensted (hovedtaler).

 

Åge Stevns på talerstolen ved mødet ved Friluftsbadet

 

Petergruppen Opkaldt efter Otto Alexander Friedrich Schwerdt, kaldet Peter Schafer.

Oprettet sept. 1943 -Ankommer hertil fra Tyskland sep. 1943.-Blandt deltagerne var ikke blot tyskere (20), men også andre udlændinge og desuden 12 danske-heriblandt Aage Thomas Mariegaard-kaldet Svend

De enkelte medlemmer af gruppen kendte meget lidt til hinanden og kendte i reglen kun dæknavnene. De boede rundt om på hotellerne, og de havde underskrevet en erklæring, hvori de forpligtede sig til tavshed.

Listen over forbrydelser, som med sikkerhed kan tilskrives Petergruppen er allerede (Hvidbogen 1946) ufattelig lang- Samme Hvidbog “De fængslede deltagere af gruppen har indtil nu 102 drab og 19 drabsforsøg på sig. -Foreløbig opgørelse viser (46), at gruppen har foretaget 180 sprængninger af ejendomme, hvorved 24 mennesker er blevet dræbt.

Starten på terroren   begyndte med mordet på Kai Munk den 4. jan 44.

I slutningen af november 1944 tog Peter Tyskland og blev erstattet heroppe af Hauptmann Issel, kaldet Horst Waldenburg. Gruppen fik sit kvarter i Reventlovsgade i København.

 Eer 9. aor. 40. Tømmerby: M.P. Mariegaard 6.11.37. Peder Chr. Mariegaard 1.12.37. ,Peder Haugaard Andersen 24.1.38. 

Aage Thomas Mariegaard 26.2.38,  Tage Mariegaard 22.3.40.Efter 9.4.40. Tømmerby Anna Haugaard Andersen 13.7.00.

 Marie Sofie Mariegaard 11.3.40.  Ottilia Mariegaard 13.7.40. 

Henry Christensen 4.7.41. Marius Otto Olesen 4.7.41.

2

fer 9.4.40: Serritslev Jørgen Thomsen 23.3.38

 Jens Peter Skjødsholm 23.3.38.

Efter 94.40. Seriale: Lous Krogh 1.5.40. Sjanse Amalie Krogh 19.10.40.- Marie Skjødsholm 11.7.40.Peter M. Skøedsholm 11.7.40.- Frøken Skjødsholm 5.11.40. Viggo Chr. Thomsen 27.1.42.

 Gerhard Aaen 7.3.43. Helga Kirstine A

Mariegaard fra Telanes by 21.12.42.-

4 Skjødsholm + 2 andre fra Svanholm.