Da fjernsynet var en nyhed på Bådstedhede

04.11.2018 Fortalt af Christian Larsen, Brønderslev, søn af Julle og Kesse som boede på en ejendom på Bådstedhede.

Så fjernsyn hos naboerne
Før at næsten alle fik fjernsyn ude på Bådstedhede, måtte vi unge finde alternative steder at kigge fjernsyn, for se fjernsyn, det ville vi.

Fjernsyn, radio og båndoptager fra 1960 erne

Jeg mener kun, at der var to steder i den sydlige del af Bådstedhede, hvor man havde investeret i fjernsyn, nemlig ved Stadsvold og ved de tre søskende Ertmann, Else og Agnes.
I flere år var det henne på Stadsvold, der måtte lægge fjernsyn til, og det kunne godt blive sent inden vi havde fået set nok.
Holger Stadsvolds mor beværtede os med både sodavand, kaffe og kage, så vi havde ikke så travlt med at komme hjem.
Da Holger Stadsvolds mor døde, måtte vi finde et andet sted og se fjernsyn, så det blev henne ved de tre søskende Ertmann, Else og Agnes.
De tre søskende var nu meget gæstfrie, men at drikke kaffe ved det samme bord, som en kat og lignende havde gået på, det var vi nu ikke meget for.
Vi var jo efterhånden blevet ældre, og kunne ikke få nok fjernsynskiggeri, så vi havde svært ved at sætte en tid på, hvornår vi skulle hjem i seng, men det kunne de tre søskende.
Opfordring til at vi skulle gå hjem i seng om aftenen overhørte vi, selv om vi fik den flere gange, så de måtte finde andre metoder for og få os til at tage hjem.
Og pludselig mens vi var helt opslugt af at kigge fjernsyn, gik deres sikring, så alt lys gik ud, så nu var vi selvfølgelig nødt til at gå hjem.
Selvfølgelig havde vi gennemskuet at lyset pludselig gik ud, men når vi ikke ville høre hvad der blev sagt, måtte vi tage konsekvenserne.