Nytårsløjer med “Baluba-krigerne” på Bådstedhede ved Vrensted

Nytårsløjer med ”Baluba-Krigerne”

En beretning fra dengang der var nytårsløjer til, skrevet den 27.12.1994 af journalist Poul Christoffersen opvokset på en ejendom på Bådstedhede, Vrensted.

Da lovgiverne fandt ud af at forbyde brug af fyrværkeri med knaldeffekt af betydning, faldt en del af fornøjelsen ved nytårsløjer væk. I begyndelsen af 1960erne og før forbudstiden trådte i kraft var løjerne omkring jul og nytår en af de begivenheder, jeg som stor knægt i Vrensted så frem til. Der var altid nogle steder, som vi 7-8 drenge på Bådstedhedevej med fornøjelsen generede de aftener, hvor løjerne foregik. Ikke fordi de var uvenlige naboer i det daglige . Tværtimod. Men når det blev 2. juledags aften, nytårsaften og hellig tre kongers aften, så begyndte blodet at rulle meget hurtigt, specielt et sted. For vi fandt hurtigt ud af, at fire midaldrende søskende, som boede på en lille ældre går, var nemme at tirre, når vi kom med kanonslag, affaldsspande og hvad vi ellers kunne finde på at genere dem med.

Grovfilen frem.

På vores runde til de ca. 25 gårde og huse langs vejen var det ellers mest trillebører, madam blå og juletræer som vi forsøgte at få fat i, men ikke hos de fire søskende. Her gjaldt det om at få dem til at rende efter os. Derfor blev løjerne grovere end de andre steder. En 2. juledagsaften startede vi med at smide aske, som var efterladt i en spand, ind gennem brevsprækken og lidt efter kom et kanonslag samme vej, så asken formentlig stod til alle sider. En hund inde i stuen peb og hylede, og så blev der tændt lys over det hele. Lidt efter blev stuehusdøren lukket hurtigt op og en spand vand blev kylet ud mod os. Vi fortrak helt ud i mørket, men da roen havde lagt sig
på ny, listede vi tilbage og affyrede nye kanonslag i vindueskarmene så ruderne sang og klirrede.

På løbetur      

 

Igen blev døren åbnet og ud trådte en midaldrende dame med en lang kæp i hånden og en lasket stor hund pilende omkring sig. Hun råbte og truede af os, så vi løb ud på vejen, men aldrig så snart hun og hunden var inde igen, så stod vi der igen foran stuehuset. Kanonslag blev smidt i askespanden, så den rungede højt, og de sidste rester af asken røg op i luften. Så kom kvinden ud igen med kæp og hund samt med en søster i baggrunden, med en ny spand koldt vand. Derimod holdt deres to mandlige søskende sig fortsat inde i stuehuset. Vi løb igen ud på vejen. Denne gang forfulgt af den balstyriske kvinde og hendes lidt mindre hidsige søster. Ta dem, råbte kvinden med kæppen til sin hund. En af drengene tændte i en fart en lynkineser og smed den tilbage mod hunden, så den peb i stedet for at gø, løb ind under kvindens lange skørter og forsøgte at gemme sig. Jeg slår dig faneme ihjel, Ole, råbte kvinden endnu mere ophidset, mens hun løb efter os med stokken højt hævet.

I hønsegården

Vi løb ned ad en markvej, hen over nyplantede træer og pludselig løb et par af drengene ind i en mur af hønsetråd. De var havnet inde i en stor hønsegård og der løb de forvildet rundt for at finde udgangen igen skarpt forfulgt af kvinden med kæppen. En eller anden fik væltet en del af hønsegården, så kammeraterne kravlede ud i det fri. Derefter råbte og truede kvinden med politiet, før vi tog til det næste sted. De fire søskende lod vi være i fred resten af den aften, men hver gang vi så billygter i det fjerne, spang vi skyndsomt til side for at gemme os. Et kvikt hoved bøbte på stedet de fire søskende som Balumba-krigerne. Navnet kommer fra nogle stammekrigere i Congo, som netop havde nedslagtet den nye stats første præsident, Patrich Lumumba.

Løjerne fusede ud

To dage efter disse begivenheder kørte en betjent rundt for at forhøre sig om, hvem der havde været med til at genere de fire søskende og lavet hærværk på et læplantningshegn og nabohønsegården. Rygtet om ”Baluba-krigerne” på Bådstedhedevej spredte sig hurtigt, og allerede nytårsaften kom en flok på 20-25 drenge og enkelte piger for at være med i løjerne. Desværre blev aftenen en rigtig nytårsfuser, for inde hos ”Balubakrigerne” sad en betjent store dele af aftenen. Og politibilen var selvfølgelig parkeret meget synligt

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.