Dagligdagen under Besættelsen af Leo Helledie Sørensen

 

 

Kilde:Lokalhistoriske Arkiver i Løkken-Vraa , år 2000

Leo Helledie Sørensen, f. 1930 i  Vrensted

 

I Løkken Folkeblad af 10.03.99opfordres der til at skrive om oplevelser under Danmarks besættelse

Jeg er født i i Vrensted i 1930 og levede de første 20 år af mit liv i denne dejlige landsby. Mine forældre var Magda og Simoni Helledie Sørensen damefrisør og barber/frisør i Vrensted i mere end 40 år. Jeg er født i det sidste hus på højre hånd lige før stationen, i dag Stationsvej 30.

 

I 1939 byggede mine forældre hus i Mejeribyen, Vrenstedvej 493.

Min far døde i 1955, og min mor flyttede til Randers i 1962, hun solgte huset til en gartner, og der har senere været brødbutik i huset. Det sjove er, at det, der skete i sidste uge, husker jeg ikke meget af, men det der skete for 60 år siden, det står tydeligt i hukommelsen. Skulle der være et par ting, der ikke er 100% korrekt, så må I tilgive mig, alt er i hvert fald skrevet i en god og positiv mening. Den 9. april 1940 var jeg med Vilhelm Gade ude med ugeblade (Familie Journalen, Skipper Skræk, Anders And m.fl.) Der var gråvejr, men ikke regn. Da vi cyklede ude i Aasendrup, kunne vi høre en masse flyvemaskiner på vej til Norge. Det var min første krigsoplevelse, men ellers skete der jo ikke de store alvorlige ting i Vrensted under besættelsen, heldigvis for det, men en del genvordigheder og oplevelser var der da, men de havde ikke alle direkte noget med krigen at gøre.

I vinteren 1941-42 var vinteren meget hård og lang, vejen fra Løkken til Brønderslev var lukket i flere dage. Peter Christensen med sneploven kunne ikke klare de store snedriver. Jeg husker vejformand Nørgaard kom og ”båjje”, min far til Snekastning i nogle dage, men min far havde stift ben og han var ikke stærk, så han måtte leje en mand til at skovle for sig. En dag sidst på vinteren kom der en mand fra Kaas i en lastbil og ville sælge tørv. Min far havde travlt med at klippe en kunde så han købte læsset ubeset. Det skulle han ikke have have gjort, for da han senere på dagen skulle ud for at smide tørvene ind, var de alle smadder våde.

Som dreng havde jeg mit andet hjem hos Marie og Alfred Helledie, min fars fætter, nede på kæret. Alfred og hans bror Valdemar Helledie havde lejet et stykke jord i Vildmosen til tørvegravning. De 2 brødre havde Peter Danielsen og bagerens Charles Bedholm til at grave, rejse og stakke tørvene.

En gang vi kom i mosen ved middagstid skulle Peter og Charles i gang med madpakken, og hvad så jeg – jo Charles satte 10 hårdkogte æg til livs, om han fik brød til skal være usagt. Til hjemtransporten havde vi høvogne med høje “skravler”, og de bløde tørv kunne virkelig stables højt , så der var en god udsigt på toppen af læsset. Jeg må også nævne de flotte heste, Alfreds de 2 brune frederiksborgere og Valdemar, som halvpart i Sundstedgård, havde 2 kulsorte heste, jo det var virkelig paradekørsel. Også bagermester Bedholm havde et par flotte heste, Peter Bedholm kørte brødtur rundt til bønderne et par dage om ugen. Bøndernes heste var for det meste de store trækdyr, jyske og belgiske heste. Mange af husmændene havde nordbagger dvs. norske fjordheste. En vinterdag var jeg med Alfred og Valdemar på en heldagstur i kane, med de 2 sorte foran, til den anden side af Vra ved hovedlandevejen, hvor de havde en bror, der boede. Der var så meget sne, at der mange steder var lavet afmærkning med pæle og halmtotter ind over markerne. Jo, der var vintre dengang. Mens vi er ved heste. Alfred Helledie solgte en hest til Brønderslev Marked i september til en pranger fra Aalborg. En dag næste forår stod vi ude i gården og var ved at spænde for, da stod den solgte hest lige pludselig foran os. Historien var den, at manden, der nu ejede hesten, var startet tidlig om morgenen fra Aalborg, han skulle til Vrensted for at køre jord til kanalbyggeriet. Manden fortalte, da han kom til Brønderslev, kunne han mærke, at der skete noget med hesten. Han lod den passe sig selv, og den løb hele vejen til Vrensted, og den standsede først, da den stod i Alfreds gård.


Kanalen, tyskerne fik gravet, var ret dyb og vandfyldt, vel ca. 8 m bred. I siderne blev der nedrammet svære pæle og bagved dem faskiner, bundter af grangrene. Den blev jo gravet for at standse vest magternes panserkøretøjer, hvis de skulle gå i land på Jyllands vestkyst. Kanalen blev gravet lidt vest for Alfred Helledies og Svenning Svenningsen ejendom, og fortsatte over til Ingstrupvej og banen, hvorefter den bøjede af og fortsatte ud til kældergrøften og videre op mod Ingstrup Station.

På marken lige ud for Alfreds køkkenvinduer, blev der lavet pigtrådsspærring, og da marken dermed blev delt, måtte vi trække langt uden om når køerne skulle på græs på den anden side. Den gang var køerne ikke i indhegning, men stod tøjret hvilket betød, at tøjrpælene skulle flyttes flere gange om dagen. Der var streng straf, hvis man klippede hul i pigtrådsspærringen, men vi fik dog vredet så meget i det, at vi kunne kravle igennem, vi kunne komme over for at flytte køerne. Alfred Helledie dyrkede under krigen tobak til eget brug-den duft mindes jeg endnu, når Alfred med sin halvlange pibe sad og bakkede efter middagsmaden og samtidig sad og lyttede til den skrattende radioudsendelse fra London De havde batteridrevet radio. Marie og Alfred havde endnu ikke elektricitet.

Da de gravede kanalen, tjente Gades Vilhelm og jeg af og til nogle få ører ved at passe pumperne, mens arbejderne sad inde i skuret og spillede Mausel eller Poker. Vi hentede også wienerbrød til dem hos bager Bedholm. Wienerbrød var i 1939 med i mit første og eneste tyveri. Stations Christensens havde det en feriedreng fra København. En dag skulle jeg følge ham til bageren, og da vi kom ind i butikken, kunne der godt gå lidt tid, inden “Søster eller fru Bedholm kom. Lige pludselig snuppede københavneren 2 stykker wienerbrød og stoppede dem inden for sin hvide skjorte. Jeg behøver vel ikke at fortælle, at skjorten var blevet noget ”fjættet”, da vi spiste kagerne oppe ved kirkegårdsdiget.

Nu kom vi lidt fra kanalen. Alfred Helledie havde en del af marken ud mod Kældergrøften, og da kanalen blev gravet, måtte vi i en lang tid køre en længere omvej, indtil der blev lavet en lille træbro over, men den turde vi kun køre med tom vogn over. De tunge korn- og roelæs måtte vi over Ingstrupvej med, hvor der blev lavet en bro af planker. Der arbejdede mange folk ved udgravningen al kanalen og opsætning af pigtrådsafspærringen. Der kom folk fra hele Vendsyssel og Aalborgegnen, men der, hvor de fleste var beskæftiget, var ved bunkers- og kanonstillingbyggeriet i Furreby og Løkken. Det kostede mange penge. Tyskerne gjorde bestillingerne. Danske skatteborgere betalte. De mange hestevogne med kuske blev tvangsinstalleret rundt på gårdene, men så vidt jeg ved, tog tyskerne ingen heste i Vrensted. Som de gjorde andre steder i landet. I Vrensted boede der under kanalbyggeriet en del folk ved bager Bedholm om det var tyskere eller værnemagere husker jeg ikke. Bedholm havde jo værelser, han af og til lejede ud for en nat til handelsrejsende m.fl, han kunne ikke nægte at have disse fine personer boende. Nogle af dem var kørende i store Mercedes. Kanalen blev dækket til efter krigen, men der blev ved med at være en stump tilbage i flere år, helt ude ved Kældergrøften, der har Vilhelm Gade og jeg fanget en del fisk.

En vinter havde Alfred Helledie lejet en mand med med et tærskeværk, som blev drevet af en petroleumsmotor. Så var der flere folk til at hjælpe, og køkkenbordet var fyldt op langs slagbænken. En af de medhjælpende folk var Minister Theodor En af dagene skulle vi have budding til dessert og Marie havde jo sat desserttallerkner på bordet men Minister Theodor så på Marie og sagde ”Do hår vel int en dyb tallerken?” Om vinteren havde vi tre muligheder for at skøjte, Ingstrup Sø, Koldkjærs Mark ved Thøgerslund, og kirkedammen. Vi begyndte med at gå på banelinien ud til Ingstrup Sø hvor vi kunne skøjte 10 km rundt om ”taget”, sivet til tagdækning. En gang Ejnar Pedersen cyklede turen rundt på isen, væltede han og brækkede benet. Hvordan han blev bjærget og hvordan ambulancen kom til søen, husker jeg ikke.

Der var en del uenighed om, hvem der havde ret til at ”bjærge”, dvs. høste taget. Jeg husker der var et skænderi med

Ingstrupfolkene, der mente, taget stod på Ingstrupsiden. Da var der en fra Bådstedhede jeg husker ikke navnet, der truede Ingstrupfolkene med et jagtgevær.

Under besættelsen fik mine forældre radio og det var jo for at kunne høre om krigens gang fra BBC i London, for det var der, man regnede med at høre sandheden. De danske aviser og radio var Censureret

I en del af krigen var vi uden gadebelysning Vrensted. I de mørke aftener kunne vi tydeligt se lyskasterne afsøge himlen over Aalborg. Rubjerg Fyr kunne vi også se, men om det var slukket under

Besættelsen, husker jeg ikke. Mine forældre havde sorte rullegardiner, og der var strenge ordrer til at rulle ned, inden man tændte lys.

Der var rationeringsmærker på mange fornødenheder, men jeg tror ikke, der var nogle, der manglede mel, det kunne vi købe i møllen, men det skulle der nok ikke snakkes højt om. Fisk manglede vi ikke, der kom en fiskemand og solgte ved dørene og Jens Ellitsgaard kom og solgte ved dørene, men det var mest sild. Når mor købte en halv gris til jul til saltning i trækarret i kælderen skulle hun passe på , at det ikke var en gris fra Løkken, for den var fodret op med en del fiskeaffald, og det betød harmonikaflæsk, og det brød vi os ikke om. I en lang periode kom der hver tirsdag en tysk soldat ind til far, for at blive barberet og klippet Han var cyklende kurer mellem Løkken og Brønderslev. En dag fortalte han, at næste tirsdag var sidste gang, han kom. Han havde fået en besked om at han skulle sendes til Østfronten. Han var en mand i halvtredserne, så det må have været sidst på krigen, for da blev både ældre mænd og store drenge sendt den vej. Mor og far talte om, om de skulle invitere den flinke mand ud i køkkenet til en kop kaffe, men turde alligevel ikke. Den sidste tirsdag havde soldaten billeder med af sin kone og børn, da græd han, og det gjorde far vist med. Men ellers gik livet i Vrensted sin stille gang. Om Vinteren var min mor med til at spille dilettant, min far spillede violin eller fløjte til. Han spillede også til folkedans sammen med murermester Charles Andersen. Om sommeren spillede nogle af byens borgere kroket i det skønne anlæg ved stationen Om sommeren var der og sommerfesten med ringridning og fodbold på sportspladsen ved Peter Ledets ejendom, og derefter var der fest og bal i anlægget, hvor der var tombola og slikbod m.m. Der blev udlagt dansegulv med orkesterforhøjning. Alle baller i Vrensted sluttede kl.1. Risikoen for at blive kørt over af en bil under besættelsen var minimal. Så vidt jeg husker, var der kun en personbil, det var lillebilvognmand Jens Madsens, han arbejdede også hver dag på mejeriet. Så mener jeg også, at møller Harald Nielsen i den periode begyndte at køre lillebil. Af de store bønder tror jeg kun, der var en, der havde bil Chr. Rendbæk, Holmen, men den blev klodset op. Dyrlægen fra Vester Hjermitslev og Large Weywardt fra Løkken havde også bil. Der er i øvrigt en historie om Weywardt. En dag kom han kørende mod Vrensted, ude i svinget ved Tilsiggaard bremsede han op, da røg det højre baghjul af bilen og løb foran, men da Weywardt var en ret kraftig mand, og han samtidig drejede til højre, skete der ikke det store uheld. Han kørte i en HGFer, Høj Gammel Ford

Vrensted Station tegnet af Leo Sørensen

Af lastbiler med kakkelovn på siden var der Peter Christensen med 2 biler og Mathias Vestergaard med 2 biler. Chauffører var Henry Nielsen fra Stenum og Mathias bror, Richard Vestergaard. Så var der Brix’ rutebil der Kørte igennem byen 1 – 2 gange om dagen.

En dag vi drenge besøgte Poul Stevns,i Præstegården og hans forældre ikke var hjemme, brugte vi hele huset som legeplads. Da vi kom igennem Pastor Stevns kontor, hang der på væggen et tysk flag med hagekorset. Det så ikke ret pænt ud, og det skyldtes, sagde Poul, at min far spytter på det, hver gang han går forbi det. Det blev ekstra vådt den dag da vi 5-6 drenge havde spyttet. Stevns deltog i modstandsbevægelsen og måtte den sidste del af krigen gå under jorden”.

Til min konfirmation fik jeg nyt tøj, jakke og bukser, brunligt af noget presset filt. I konfirmationsgave fik jeg en ny, brugt cykel købt ved Gilbert Mikkelsen i Vrensted. Forhjulet var med fast gummi, og baghjulet var af træ med fjedre. Træet var beklædt med gamle dæk..

Efter at jeg blev konfirmeret i 1944, var jeg en tid hos gårdejer Richard Justesen, hvor jeg hjalp til med at tærske korn, og det foregik i hvert fald ikke i det tempo, jeg var vant til nede hos Marie og Alfred på kæret. Om aftenen, når kom hjem, var jeg så træt, at jeg måtte gå på seng, så landmand på dette niveau skulle jeg ikke være.

Derefter kom jeg i lære hos karetmager Willy Christensen. Der kom jeg den første måned sammen med Henry Jensen til at gå ude i Thøgerslund, hvor vi lavede faskiner. Den anden måned stod jeg hjemme på værkstedet og kløvede generatorbrænde med en økse. Den 3. måned kørte Henry og jeg rundt på vore cykler i Vrensted Stenum og Thise og satte glas i staldvinduer. En tid derefter, da jeg åbenbart ikke var hurtig nok til at lave smørdritler til mejeriet, blev Willy træt af mig og jeg af ham. Den 1. januar 1946 kom jeg i lære hos købmand Poul E. Christoffersen, som netop havde købt forretningen af Alfred Pedersen. Hos Poul E. var jeg i 5 år og så et enkelt år som postbud i Løkken, men har ellers været beskæftiget hele mit voksne liv inden for handelen.

Hos Poul E. Christoffersen havde vi en del arbejde med rationeringsmærkerne som vi skulle afgive igen til grossisterne, for at få varer hjem. Snaps, f.eks., var ikke på mærker, mens vi var rationeret. Tolv halv flasker havde vi at disponere over pr. måned.

Nogle kunder skulle have en flaske om måneden, andre en en gang i kvartalet. Nogle gemte vi til jul, så der var flere, der kunne få en flask. En mand kom og fik en flaske hver måned det var Christoffersen lidt ked af, for vi syntes ikke, han købte ret meget af andre varer i butikken. En dag så vi, at han stod lige uden for forretningen og solgte snapsen videre. Så blev han slettet af listen.

Det var noget af det, jeg som dreng oplevede under Besættelsen, der er sikkert nogen, der kan huske mere, men havde jeg ikke skrevet dette ned nu, så er det jo ikke sikkert, det blev skrevet.

 

 

Forfatter: Jens Otto Madsen

Født og opvokset i Vrensted