Jeg har altid været Vrensted-mand, – en markant person var Povl Søndergaard

Kilde: Nordjyske

  • Jeg har altid været Vrensted-mand, siger Povl Søndergård Nielsen fast, da vi sidder og får en snak om hans tid, blandt andet som kommunalbestyrelsesmedlem og hans baggrund for forholdet til sin by og egn. – Ja begge par bedsteforældre boede i Vrensted og min farfar var såmænd sognefoged. Også min kone Anna er en Vrensted-pige. – Jeg har været med i mange ting og især idrætsforeningen har jeg fulgt siden mine unge dage, fortsætter Povl S. Nielsen. Jeg blev uddannet landmand, og fik min gerning i Vrensted Foderstofforretning hvor jeg opnåede at holde 25 års jubilæum. Firmaet var på det tidspunkt lagt sammen med Vrå Andel. I de år havde jeg megen nytte af min landbrugsuddannelse.Da mit engagement ligger i det lokale og det nære, var det for mig naturligt at stille op på Fælleslisten, da det blev aktuelt. Jeg sad i tre perioder, de to som kulturudvalgsformand. – Man lærer meget i det arbejde, for eksempel at en sag altid har to sider, siger Povl S. Nielsen, og om økonomi. I de to perioder jeg var kulturudvalgsformand, blev der kun søgt tillægsbevilling en enkelt gang. De evner har jeg i øvrigt udnyttet som kasserer i flere lokale foreninger.

 

  • Men det var godt nok træls at ryge ud efter 12 år. Der var en del skriverier, men man skal nu ikke altid tro på alt det, der står i avisen. – En ny epoke i mit liv blev Vrensted Centret, og her vil jeg gerne slå fast, at jeg stemte mod Vrensted Alderdomshjems nedlæggelse. Men nedlagt blev det, og så startede arbejdet med at få Vrensted Centret etableret. Det har været skønt at se det udvikle sig til det, det er i dag. Der er aktiviteter året rundt, og foruden udlejningen benyttes det af det lokale foreningeliv. At jeg så, foruden at arbejde for det rent politisk, også fik lov til at være den første bestyrer, har været en stor og god oplevelse. Helt ude af politik er Povl S. Nielsen nu ikke. Han er af Fælleslisterne valgt til BOES repræsentantskab for Løkken-Vrå, og været valgt ind i BOES bestyrelse i 18 år. Desuden er han stadig involveret i Vrensteds foreningsliv. Et kapitel for sig er Vrensted Vindmøllelaug, som han stiftede og var formand for i en årrække, men sidste år fik han en advarsel i form af sygdom, så han trapper ned, bl. a. ved at gå på efterløn. Povl S. Nielsen lægger ikke skjul på sin holdning til tingene, og siger: – Man skal ikke være bleg for at gøre en indsats for sin by uden penge. Lønnen er glæden ved at se noget lykkes. Der er for lidt gang i Vrensted, der mangler vilje til en frivillig indsats.
  • Nu går fritiden med haven og familien. Vi har tre børn og tre svigerbørn og ikke mindst de fire børnebørn er det skønt at have om sig. Vi har desuden en stor omgangskreds, og skal hovedet lige sættes på plads, er det en lystfisketur der skal til. – Den frihed jeg har haft til at beskæftige mig med ting, der interesserer mig kan jeg takke min kone Anna for. Hun har sørget for, at de praktiske ting altid fungerede i baggrunden. Endvidere har jeg holdt fast i to grundprincipper, som jeg har haft med fra mit hjem Det ene er troværdighed og det andet er forhold til tid. Stueuret var altid fem minutter foran og så fulgte man klokken. Det har jeg fastholdt i vores hjem. Disse to principper er væsentlige for mig og har været til stor gavn gennem livet, slutter Vrensted-manden.

Povl er desværre gået bort og ligger på Vrensted Kirkegård.

Total Page Visits: 181 - Today Page Visits: 4