sagfører Anders Olesen, Vodskov – hvordan var han som person ??

 

sagfører Ander Olesen ved sit skrivebord i villaen Møgelbjerg i Vodskov

En historie af Poul Stevns, Serritslev

Ja, det spørgsmål kan man stadig høre fremsat nu 164 år efter hans fødsel på ”Høngaard” i Vrensted i 1854. Rigtig mange har hørt om ham. Mange ved tilsyneladende også, hvordan han var, selvom næppe nogen nulevende har truffet ham. Vurderingen af ham bygger derfor på, hvad man har fået fortalt eller læst sig til om ham og her er det langtfra ligegyldigt, hvem fortælleren eller forfatteren har været. Meningerne om Sagføreren er stadig delte. Således findes der stadig nogen, der har svært ved at acceptere et positivt foredrag om ham. Jeg har selv oplevet det, men lad mig straks sige: Jeg tror og håber, de bliver færre og færre.

For mit eget vedkommende stammer min første viden om Sagføreren især gennem hans søstre frk. Johanne Olesen og fru Petrea Pilgaard, der sammen med sin mand Chr. Pilgaard drev hjemmet ”Høngaard” i Vrensted. Jeg kom på gården fra barnsben af i 30erne og frem til fru Pilgaard flyttede fra gården til et hus i Vrensted by engang i 50erne. Her lå bogen om Hammer Bakker af Niels Hedin fremme på bordet i dagligstuen, her stod skålen, hvori Sagføreren var døbt, midt på det store bord i stadsestuen og her omtaltes broderen som ”Min Go´ Bror´ Sagføreren”. Han havde betydet rigtigt meget for hjemmet og minderne om ham var kun gode minder.

Også i præstegården hørte jeg naturligvis om Anders Olesen, selv om Sagføreren var død en måned før, far blev kaldet til embedet som sognepræst for Vrensted-Thise pastorat d. 15. jan 1930. Sagføreren havde jo en lang årrække været kirketiendeejer, havde skænket kirken en ny altertavle og en fresco over udgangsdøren fra kirkeskibet af Niels Larsen Stevns, havde skænket kirken et kapel, tegnet af Mørk Hansen, opført i munkesten, bekostet renovering af krucifikset osv. osv. Så interessen for og glæden over Sagførerens gode gerninger var da til at føle på.

At min opvækst under disse omstændigheder kom til at præge mit syn på sagføreren, er vel meget forståeligt. Senere har jeg fundet ud af, at ikke alle havde eller har det samme positive syn på Sagføreren, som jeg. – Her finder jeg det især trist, at forfatteren Th. Olesen Løkken i nøgleromanen ”Sagfører Sigerslet” fra 1943 (14 år efter Sagførerens død) giver Sagføreren et særdeles dårligt eftermæle. Bogen udkom i 10 000 eksemplarer, blev meget læst og desværre taget for gode varer som den pure sandhed. – For mig synes det uforståeligt, hvad der kan have bevæget netop Th. Olesen Løkken til at tilsvine Sagføreren. Th. O. Løkken havde jo selv i en årrække nydt godt af Sagførerens godgørenhed.

I tidligere indlæg om Sagføreren har jeg forsøgt at vise Sagførerens forhold til kunstnerne, – hans ønsker ved udformningen af testamentet i 1918, – og mediernes holdning til Sagføreren i 20erne. Jeg vil slutte serien med indlæg af tidligere ansatte hos Sagføreren, men dog allerførst have lov til selv at omtale et par episoder, hvor jeg har truffet tidligere ansatte.

Efter et foredrag i Grindsted sognegård i 1995 kom en pæn ældre herre hen og trykkede min hånd for at sige mig tak for et positivt foredrag om Sagføreren. Det havde, sagde han, glædet ham meget. Den ældre herre viste sig at være søn af Sagførerens gartner Holm.

En anden meget positiv oplevelse havde jeg efter et foredrag på biblioteket i Vodskov i 2006. Her kom et par damer hen og hilste på, og forbavset blev jeg, da den yngste af damerne sagde: ”Ja, mor ville da også med. Hun har jo været i huset hos Sagføreren”. – Moderen var 100 år.

Følgende er afskrifter af indlæg, skrevet af tidligere ansatte hos Sagføreren.

Den første kronik er skrevet af tidligere politifuldmægtig Fritz Koopman, der i sine unge år en tid var ansat på sagførerkontoret i Nørresundby, som protest mod det billede, forfatteren Th. Olesen Løkken tegner af Sagføreren i sin bog: ”Sagfører Sigerslet”. I kronikken anfører Fritz Koopmann en række personlige træk hos Sagføreren, som han gennem sin fuldmægtigvirksomhed på A. Olesens kontor kom til at kende ganske godt.

Afskrift: Ålborg Stiftstidendes kronik 8. april 1945.

Et af kendetegnene på en betydelig mand er hans evne til at gøre varigt indtryk på mennesker, han møder, skriver en engelsk forfatter i en artikel om Joseph Chamberlain. Denne evne havde sagfører Olesen i Nørresundby indenfor det område, i hvilket han havde sit virkefelt, dvs. det meste af Vendsyssel.

Jeg havde lejlighed til at konstatere det under et besøg i Ålborg fornylig. Anekdoter om Olesen huskes stadig indenfor min bekendtskabskreds, og man kan endnu diskutere ham, således som man gjorde det for et par og tyve år siden, da jeg i et års tid var fuldmægtig på hans kontor.

Olesens særprægede personlighed og den ejendommelige magtstilling han indtog i sin by, kunne i og for sig være et fortræffeligt grundlag for en biografi eller en roman, og hvis stoffet var blevet behandlet af de rette hænder, kunne der være kommet en interessant bog ud af det. En Kjelland, der gennem sin praktiske virksomhed som foged og amtmand kendte den juridiske verden ud og ind, kunne have gjort det, men hr. Olesen Løkken, der ganske åbenlyst har benyttet Olesen som model i sin bog ”Sagfører Sigerslet”, har ikke kunnet dette – måske heller ikke villet det.

Ved bogens fremkomst – selv har jeg først fornylig læst den – blev der da også fra forskellig side protesteret mod fremstillingen. Forfatteren hævdede overfor kritikken, at han var berettiget til at anvende digteriske friheder i bogen. Men når man i en bog gengiver en mands liv med fotografisk nøjagtighed: En sagfører i en lille limfjordsby overfor en større by, der er bankdirektør, bygger kirker, skænker en del af sin ejendom til åndssvageanstalt osv. – ja, så er der ingen tvivl om, hvem bogen handler om, og når forfatteren derefter pådutter vedkommende en serie kæltringestreger, så er der ikke tale om digterisk frihed. Der er tale om bagvaskelse.

”Olesen har altid taget rimelige salærer. Han har holdt sig til taksterne uden hokuspokus”, sagde engang overretssagfører Andersen – Olesens mangeårige hjælper og partner – i anledning af en stærkt opskruet opgørelse fra en anden sagfører. – Andersen var selv pinlig ængstelig for at tage mere, end der tilkom ham, i salær.

Billedet af Olesen er i bogen fordrejet og misvisende, men at sige, hvorledes sagfører Olesen virkelig var, er overmåde svært; dertil var hans personlighed alt for rig på modsætninger. Han byggede kirker og var ikke religiøs. Han var sparsommelig indtil smålighed; han sparede på papir, tændstikker, penne osv., men brugte store beløb på byggeri af kirker m.v., og når de var bygget, var han meget utilbøjelig til at lade foretage de nødvendige reparationer.

Han kunne sige som manden i bibelen, der var besat af ånder: ”Mit navn er legio, thi vi ere mange”. Han var lunefuld. Han var venlig og vindende overfor hvem, han syntes om – ubehagelig til tider ganske uden grund overfor folk, han ikke kunne lide. Han havde sit personale i årevis og behandlede det godt. I det år, jeg var i hans forretning, og hvor jeg egentlig var ansat hos overretssagfører Andersen, måtte jeg ofte henvende mig til Olesen om oplysninger af en eller anden art, da Andersen jævnlig var borte på grund af sygdom, og jeg fik altid klar besked på en venlig og elskværdig måde, skønt der ikke havde været noget at sige til, om han var blevet irriteret. Unge fuldmægtige lige fra eksamen og uden praksis er ikke morsomme at skulle sætte i gang.

Han havde den udmærkede egenskab som chef, at han aldrig vaklede og aldrig hængte sig i småting. Olesen kunne, når han var overanstrengt – under forrige krig havde han til tider en halv snes ejendomshandler om dagen – være irritabel, og i så tilfælde skulle der ikke meget til, førend han tog en mand i kraven og smed ham ud af kontoret, hvis han følte sig fornærmet af den pågældende.

Man skulle tro, at sådan håndfast behandling af kunderne skadede forretningen. Aldeles ikke. Næste gang, de pågældende skulle have skrevet papirer, stillede de på ny hos Olesen med hatten i hånden og ydmyge lader.

Jeg har selv på kontoret hørt gårdhandlere, som Olesen har tjent tusinder af kroner på, sidde og diskutere, hvor mange gange og på hvilke forskellige måder de var blevet smidt ud af ham. Olesen var fra naturens hånd glimrende udrustet. ”Han havde den klareste finanshjerne, jeg har truffet”, sagde en københavnsk bankdirektør, der var jøde. Når dertil kommer en enestående arbejdsevne og energi og endelig et smukt ydre, en høj, velproportioneret skikkelse, kan man med rette sige, at han hørte til Vorherres Gudbørn, en sikker vinder i livets væddeløb.

Han stammede fra en lille gård i Vrensted i nærheden af Løkken og kom efter at have taget dansk juridisk eksamen på kontoret hos en stor sagfører i Nørresundby. Her havde han det held, som er en forudsætning for en karriere udover det sædvanlige, at sagføreren praktisk talt forærede ham forretningen, mens Olesen endnu var i 20erne. Overretssagfører Andersen har fortalt mig, at Olesen kun gav 12 000 kr. for forretningen og en stor ejendom med kontoret og et par lejligheder. Her har man forklaringen på, at han hurtigt blev formuende, idet han ikke havde en stor afståelsessum at afdrage på. Driftsudgifterne var minimale – Olesen gjorde omtrent alt arbejdet selv – og skatterne ligeledes, og med Olesens nøjsomhed voksede formuen automatisk af sig selv gennem årene.

Der er i juraen en mængde snørklede vendinger, som generation efter generation af jurister pligtskyldigt gentager i affattelsen af dokumenter. Der er i dette som i lægers til tider lidt overdrevne anvendelse af latinen en vis forretningsmæssig humbug – de lærde vendinger begrunder den store betaling – og en vis mangel på fantasi og selvstændighed. Olesen skrev skøder ganske kort. ”Hvis 7 linjer er tilstrækkeligt, er det en fejl at bruge otte”, var en af hans regler. Han imponerede engang et vendsysselsk dommerkontor ved til tinglæsning at indlevere et skøde, der var skrevet på bagsiden af en panteattest.

Nogle mennesker kan hurtigt få noget fra hånden, men bliver til gengæld hurtigt trætte. De får ofte et uretfærdigt ry for dovenskab – andre sidder længe efter kontortid, men producerer ingenting. Disse får til gengæld et ufortjent ry for flid. Olesen kunne arbejde både hurtigt og længe, og dette i forbindelse med hans evne til at simplificere sagerne var hans specielle forretningshemmelighed, der gav ham et enestående ry i befolkningen. Jeg tror, det er Lincoln, der engang har udtalt, at man kan narre alle mennesker en vis tid og nogle hele tiden, men man kan ikke narre alle mennesker hele tiden.

I de 40-50 år, Olesen drev sagførerforretning, havde han sine klienters ubegrænsede tillid. I en befolkning med så udpræget forstand på penge og sans for retsind som vendelboerne ville det ikke have været muligt, hvis han ikke også havde behandlet dem reelt. Jeg har ikke til hensigt at fremstille Olesen som en engel – engle egner sig næppe for sagførervirksomhed – og han kunne til tider sikkert anvende mere hårdhændede metoder end nødvendigt; han var i vel høj grad tilhænger af ”kirurgiske” metoder i det økonomiske liv.

På den anden side var han meget hjælpsom og forstående overfor folk, han respekterede. En mand, der havde en lille ejendom, i hvilken Olesen havde ydet lån, var en dag på kontoret. Olesen spurgte, hvorledes det gik, og manden svarede, at det kneb lidt med at betale renten. Olesen svarede, at det skulle han ikke bekymre sig om, han kunne selv bestemme terminerne. Da manden var gået, holdt Olesen en hel lovtale om dennes dygtighed til at få noget ud af en ejendom, der kun var en grusgrav. Olesen beundrede ellers ikke sine medmennesker. Han gav dem ofte øgenavne, der kunne være træffende, men sjældent smigrende.

Det hændte i øvrigt flere gange, at hans kolleger søgte hans råd i vanskelige tilfælde. Jeg husker hans orakelsvar engang til afdøde overretssagfører Melsen på spørgsmål, om denne skulle overtage et gartneri, i hvilket han havde pant, eller ikke: ”Det første tab er altid det mindste”. Selvom om Olesens store offentlige gaver måske mere eller mindre kan siges at være pyramider til hans egen ære, hvad hans fjender antageligt vil påstå, vidner de om en sans for det almene, som ikke er almindelig. Men Olesen hjalp også mange mennesker i stilhed. Han understøttede således adskillige forfattere og kunstnere.

Da opfyldelsen af mine egne ønsker om selvstændig virksomhed strandede på vanskeligheder ved at fremskaffe den nødvendige kapital, har Olesens gestus i dette og lignende tilfælde imponeret mig mere end hans store offentlige gaver. Således handler kun en mand af store linjer. Olesen var i udpræget grad vendelbo og havde vendelboernes sans for penge, hvad der hænger sammen med deres frihedskærlighed og ønske om uafhængighed. Er en sagfører fattig, er han afhængig af sine klienter, er han rig, er klienterne afhængige af ham. Derfor ville han være rig og blev det. At gøre op, h v o r rig, han var, interesserede ham derimod ikke. Status gjorde man ikke i forretningen, så meget mindre, som det var påbudt i loven.

Olesen nærede dyb foragt for alt, hvad der hedder offentlige myndigheder. At kræve, at han til skat skulle opgive indkomst og formue efter regnskab, fandt han var en uforskammethed; han opgav et eller andet beløb på slump – også personalets lønninger.

Han var en højt kultiveret mand, udpræget aristokrat både af ydre og af væremåde – vel at mærke som man venter, en aristokrat skal se ud; de fødte aristokrater er sjældent imponerende.

Han var altid venlig og elskværdig overfor mig, og da jeg sagde farvel til ham, havde jeg en lang samtale med ham, hvori han bl.a. bebrejdede mig, at jeg var søgt over i offentlig stilling. Han profeterede, at jeg ville komme til at fortryde det. Også på det punkt så han rigtigt.

Jeg så ham aldrig siden og kom således ikke til at se hans hjem og hans samlinger, hvad han indbød mig til, og hvad jeg gerne havde villet.

Olesen var en mand af stort format, måske for stort til omgivelserne, hvor sladderen trives i andegården, og hvor den, der, som H.C. Andersen siger, ”er stor og aparte”, skal kanøfles.

Hr. Olesen Løkken har til gengæld for den støtte, Olesen i levende live ydede ham, kolporteret disse sladderhistorier i sin bog og derved på ny fået udbytte af bekendtskabet.

En smart, men ikke tiltalende fremgangsmåde, men måske nødvendig af hensyn til publikum, thi hvem gider læse en roman om en hæderlig sagfører?

Underskrevet: Fritz Koopmann.

———-

Næste afskrift om Sagføreren er skrevet af afdøde bankdirektør for Nørresundby Bank (1970-79) Gotlieb Olesen, der var ansat på sagfører Olesens kontor i Nørresundby nogle måneder i 1928, hvorefter han var ansat i Nørresundby Bank til sin fratrædelse i 1979.

Følgende afsnit er taget fra Gotlieb Olesens fortælling i ”Barn af Vendsyssel” III side 68 og lyder således:

”Sagfører Anders Olesen, Nørresundby, havde i løbet af en årrække opkøbt store dele af Hammer Bakker og boede i en kæmpevilla – ”Møgelbjerg” – i sydkanten af bakkerne nær Vodskov, hvorfra han hver dag, også om søndagen (han var ugift), tog med toget til Nørresundby, hvor han havde kontor. Han blev fulgt til toget sf gartner Holm og schæferhunden Fenris, som hentede ham igen på stationen ved 17-tiden.

Som 16årig var jeg ansat på hans kontor og blev straks den første dag sendt på dommerkontoret for at tage en tingbogsoplysning. Der er skrevet meget om sagføreren som den markante personlighed, han var. Han støttede forfattere og kunstnere og på kontoret kom der mange af tidens kendte navne. – Sagføreren var samtidig direktør i Nørresundby Bank og havde i årenes løb tilført banken mange kunder fra sin vidtstrakte forretning med klienter over hele Vendsyssel. I banken var der et ældre bud, der som bibeskæftigelse var kontorbud for sagføreren. – Når denne skulle bruge buddet, ringede han til banken og sagde uden nogen som helst præsentation, ordknap som han var: ”Vil De sende den gamle idiot op”. Og ingen i banken var i tvivl om, hvem det var og hvad han mente. Hvert år til jul havde han et større beløb i nye femkronesedler, som han gik rundt og delte ud til alle sine ansatte, og bankens personale fik skam 25 kr. hver. Han var hader af tobak, og når der kom folk på kontoret med en cigar på, blev de øjeblikkelig smidt ud.

Efter fire interessante måneder hos sagføreren blev jeg ansat i Nørresundby Bank. – Det var i 1928.”

————————

Selv er jeg overbevist om, at om føje år vil de sidste kritiske røster om Sagføreren og hans gerninger være forstummet og afløst af glæden over de skatte, han efterlod.

Serritslev i april 2018.

Povl Stevns.

 

Brev fra Sagfører Anders Olesen, Vodskov, til gartner Peter Holm og hustru.

Således skriver Anders Olesen i sit brev:

Sagfører A. Olesen

Nørresundby, den 10/12-1926

Kjære Gartner Holm og Hustru!

Den første Gang jeg saa Dem for nu 25 Aar siden var en Vinterdag, hvor De kom over Tidselbak og stræbte mod Vodskov Station. Jeg fik da det Indtryk, at jeg der saa et Par Mennesker, som vilde passe til en fredelig Virksomhed i Hammer Bakker.

Det siden forløbne kvart Aarhundrede har bekræftet, at jeg dengang saa rigtigt. – De Sine Hostrup var født i det højtidsstille Brødlund med de smukke Aase og de store stille Dale. Peter Holm var som Barn vant til Vildmosens lange Udsigt og havde haft lykkelige Ungdomsaar på Limfjordsøen. De hørte egentlig til Hammer Bakkers Indfødte og jeg troer næppe, de noget andetsteds vilde have befundet Dem bedre. – Som et Udtryk for min Paaskønnelse af Deres Trofasthed mod mig beder jeg modtage vedlagte lille Erindring, der ligesom Deres eget Væsen hører til det ægte Metal. Hertil knytter jeg mit varmeste Øske om, at De i Aarene herefter må leve i Fred og Lykke, i Sundhed og Glæde i Deres gamle Hjem Møgelbjerg og vedvarende nyde Agtelse og Venlighed som De i Sandhed fortjener.

Deres gamle Husbond

sign. A. Olesen

Brevet er afleveret til Hjemstavnsforeningens kurvertarkiv af Sine og Peter Holms barnebarn Jytte Nilsson, Vodskov, der ikke ved hvad den i brevet omhandlede erindringsgave er, men hun oplyser at Sagføreren i 1917 gav Sine og Peter Holm en bænk i anledningens af sønnen Christians fødsel og senere betalte Sagføreren Christians konfirmationstøj. ”Gå til min skrædder og få syet tøjet”, skal Sagføreren have udtalt.

Sine Holm hjalp ofte til ved sammenkomster i Sagfører Olesens villa ”Møgelbjerg”, og hun fik altid rester fra middagen med hjem. ”Pak De nu det sammen, De har lyst til og tag det med hjem!” skal Sagføreren have sagt.

I Hjemstavnsforeningens årbøger fra 1988 og 2007 er der artikler om ”Sagførerens Gartner”

Ovenstående brev viser, at Anders Olesen bestemt også var et følsomt og betænksomt menneske.

384total visits,2visits today