Ole Stevns – Erindringer fra min barndom i Vrensted

Ole Stevns

Ole Stevns

Erindringer fra min barndom i Vrensted – Ole Stevns – født i Vrensted Præstegård

Historien er fra bogen Min Barndom 2

Erindringer fra Løkken-Vraa

Lokalhistoriske Arkiver

2014

med tilladelse fra Ole Stevns

 

Barnelivets favre dage

kun forgæves folk på jord

kalder sukkende tilbage,

som en drøm de heden for,

Sådan begynder en af Grundtvigs gode salmer, og han har jo ganske ret i, at mennesket i tanken ofte vender tilbage til barndommens land – til en tid, der mestendels genopleves i et forklaret skær, hvor visse hændelser og ofte sære tildragelser og begivenheder farvedes af det intellekt, der udviklingsmæssigt var til stede på daværende tidspunkt.

Heldigvis er vi langt hen ad vejen således indrettet, at de lyse erindringer er langt i overtal, uagtet at der naturligvis også har været tidspunkter og episoder, hvor tolerancen blev voldsomt udfordret, og livet gjorde ondt.

Ole med sin søster og bedste legekammerat, Kirsten

Ofte lever jeg mig i fantasien tilbage til barndoms dagene med familielivet i Vrensted Præstegård som udgangspunkt. Med et par idérige forældre, en større søskendeflok samt unge piger. Jeg savnede aldrig afveksling i dagligdagen. Andre levende skabninger såsom hunde, kaniner, høns og geder fandt også et trygt hjem her, så alt i alt var der tale om en husholdning af betragtelig størrelse. Tilrejsende gæster var ej heller noget særsyn, og ikke sjældent måtte det i forvejen store spise bord monteres med ekstra plader og trækkes ud, så det fyldte det meste af spisestuen.

At føre en sådan menage var utvivlsomt noget omkostningskrævende, men mine forældre havde indgået naturalieaftaler med lejerne af den agerjord, som tilhørte præsteembedet, og hvis potentielle afkast var en del af præstens aflønning. Således havde vi f.eks. gratis kartofler og gulerødder, mælk og indimellem en gris og et par gæs. Det drøjede en del på indkøbet af daglige forbrugsvarer og var en simpel forudsætning for, at der kom brød på bordet. Dengang – som nu – var præstelønningen ikke noget at skrive hjem om. Desuden havde far indrettet og tilplantet haven, således at den i sommerperioden bugnede af grøntsager og alverdens frugt.

Jeg husker de podede frugttræer, ofte med tre fire slags æbler på hvert træ, adskillige sorter af blommer, især de saftige Reine Claude, og stadigvæk mærker jeg saften løbe ned ad hagen! Alt i bærbuske var der også, selv et morbærtræ øste i august gavmildt af sine fine frugter, men jeg oplevede også, at ferskentræet, der hvert eneste forår viste sin prangende blomsterpragt med efterfølgende anlæg af frugter, kun en enkelt gang var i stand til at ”aflevere” én moden frugt. Denne blev naturligvis nøje skåret ud i mange lige store stykker og uddelt til husets indvånere. Stenen trak vi efterfølgende lod om, for den kunne jo godt suttes på i lang tid efter.

Jo, denne have var i barnlig opfattelse et genskin af Paradiset, hvor frugterne hang overalt og blot ventede på at blive plukket for at gå al kødets gang.

For nogle år siden kunne man i den for længst hedengangne Vendsyssel Tidende læse, at der var bevilget penge, så der kunne indrettes en passende legeplads i Vrensted. Min første tanke var: Hvad i alverden skal de da med en sådan, mulighederne for at lege ligger da lige uden for døren! Det er da blot et spørgsmål om at bruge fantasien og skaberevnen og selv finde på.

Men som gamle romerske Cicero sagde: Tiderne ændrer sig, og vi ændrer os i dem!

Der er megen sandhed i denne sproglige vending, og det Vrensted, jeg oplevede som dreng, er i dag noget helt andet. Sådan skal det også være; ingen kan sætte en klods for udviklingen. Jeg synes, vi dengang kunne boltre os på verdens største legeplads, der ikke bare begrænsede sig til præstegårdshaven, men kunne omfatte store dele af sognet. Vi havde ingen til at organisere vores lege, ingen til at instruere os, ingen til at rette os af, når det gik for voldsomt og for upassende til. Nej, vi kunne selv, og der gik lige som en sand sport i at finde på, og de kreative evner fejlede intet, skulle jeg hilse og sige. Vi klatrede i træer, jo højere jo bedre, red uden sadel på hestene, balancerede på Kirkedammens tynde is, løb om kap på toppen af kirkegårdsdiget, drillede landsbyens hunde. Ja, meget mere kunne føjes til, men kedsomhed i dagligdagen var ikke et begreb, vi kendte til. Indimellem kunne det næppe undgås, at vi trådte over stregen og måtte efterfølgende finde os i kontant betaling med røde ører og kinder til følge!

Selv om jeg først er født i det andet besættelsesår, lykkedes det mig at deltage i illegalt arbejde, dog mest indirekte. Hvad vil det så sige? Jo, mine forældre havde en del ”varme sager” liggende, f.eks. småvåben og illegale blade. Den slags havde det vist bedst med at være uden for almindelig synsvidde og blev derfor gemt væk, ofte under madrassen i børnesengene, for skulle tyskerne dukke op ved nattetide for at foretage husundersøgelse, fik de små nok lov til at få deres nattesøvn i fred og ro. Sådan gik det også, og den dag, tysken så omsider kom, blev børnene ikke purret, men sov trygt videre på det hårde leje.

Kirkedammen med Vrensted Kirke i baggrunden

Begivenhederne under krigen udfordrede til stadighed fantasien, og vi drenge var naturligvis for det meste bevæbnede, når vi færdedes i området. Dog ikke med sofistikerede våben, som vi kendte fra billeder i aviser og ugeblade. Nej, her taler vi om noget så enkelt som en rækbøsser, et af gråspurvene frygtet våben, men også en sag, der indimellem gjorde skade på byens gadelygter, hvor den ubeskyttede pære var et let mål. Også hundepistoler og propbøsser indgik, og var man gode venner med Oluf Jensens børn, kunne man her i værkstedet være heldig få lov til at lave en geværkolbe af et stykke tiloversblevet teaktræ, der så sluttelig, forsynet med et par stykker el-rør fra Harald Landbo, udgjorde et fint jagtvåben. Aftrækkeren skulle helst være en messingskrue, for fint skulle det jo være!

Jeg husker engang, vi drenge havde sat os for at ville lave verdens største rækbøsse. Fip-Niels for ærede os et par aflagte, kraftige cykelslanger, som vi med diverse snorværk fik bundet op mellem to hegnspæle på marken vest for præstegården. Læderet var en frøsæk, hentet hos Harald Mørk, og ammunitionen var diverse murstensfyld, som vi pillede op af jordvejene, og snart gik det løs med skyderiet. Fire-fem drenge tog fat i sækken og gik baglæns, indtil gummiet var strakt maksimalt. Der taltes en-to-tre, og ”granaten” røg så vestover det bedste, den havde lært. Heldigvis kom ingen til skade, hvilket må tilskrives et usandsynligt held, eller var det måske en anden deroppe, der holdt hånden over sine børn!

Faldskærme kunne vi også finde på at lave, og en ganske simpel og let udgave fremstilledes ved at organisere et velstrøget herrelommetørklæde, binde fire små stykker snor i hjørnerne og så ellers lade en sten af passende størrelse danne kontra vægt. Op i luften med det, og så var det jo spændende at se, hvor langt vinden kunne bære det.

Selv valgte jeg en dag at afprøve faldskærmsmodellen i en lidt større skala, idet jeg, forsynet med fars sorte kirkeparaply, kravlede op på altan muren ved præstegårdens sydside, slog den op og sprang så i det lønlige håb, at jeg ville lande sikkert på græsplænen, der lå lidt foran.

Men galt gik det. Paraplyen klappede sammen med et hørligt smæld, og inden jeg fik set mig om, var jeg landet i en stikkende berberisbusk, ganske tæt ved den gamle pumpe, hvor musvitten residerede. Mit smerteråb og skrigeri var ret tydeligt, og mor kom da hurtigt stormende til, for at se, hvad der var vederfaret hendes kære pode. Trøstet blev jeg, men da det gik op for hende, at jeg vist var sluppet ret billigt, blev det videre forløb vendt til en kraftig, men også vel fortjent overhaling. Jeg selv erfarede af denne episode, at der nok bør være et vist forhold mellem “faldskærmens” størrelse og den udspringende persons vægt!

Om sommeren var der ofte familietur til det grønmalede badehus på Løkken strand, men af og til kunne det også være rart med en uplanlagt dukkert i lokalområdet. Uagtet at det var forbudt og risikabelt, kunne vi knægte finde på at bade i Jægerums mergelgrav. Det var vist før miljømyndighedernes tid med mange advarsler om dette og hint, men vi befandt os da ganske godt mellem konservesdåser, frøæg, haletudser m.m. Vi overlevede dog, og jeg husker, at vi som et ekstra raffinement havde kreeret en glidebane ned ad lerskrænten, og det kildede dejligt i kroppen, når vi på den bare rutsjede lige ud i suppen.

Når man nu er præstebarn, præstens Ole, ligger det lige for at følge med i, hvad der skete på det kirkelige felt. Lige fra min tidligste barndom har jeg været en flittig kirkegænger, fulgt med far til gudstjenester og bryllupper både i Vrensted og Thise. Især salmerne holdt jeg meget af, og jeg tror ikke, det er praleri, når jeg siger, at jeg ved min skoletids begyndelse kunne de fleste af salmerne, der brugtes i kirken. Begravelser måtte jeg ikke komme med til – det var ikke for børn – så det måtte da i hvert fald være spændende.

Skolebillede fra Vrensted Byskole, 1949. Ole sidder i forreste række med pegefingeren op mod næsen.


Det lykkedes da også i et par tilfælde ved graver Niels Chr. Gades mellemkomst at snige mig ind, og gemt bag orglet kunne jeg så bivåne handlingen, der alligevel ikke var morsom, men dybt alvorlig. Så fandt jeg da ud af det. Naturligvis hørte far intet herom, ellers var han nok blevet vred.

Det kan næppe undre nogen, at vi børn også somme tider legede præst og kirke. Jeg havde jo en basalviden om forholdene fra mine mange besøg i Herrens hus, en viden, jeg intet havde imod at omsætte i praksis. Når omtalte leg fandt sted, var det altid i rollen med mig som præst, og jeg har meget klare erindringer om de hunde hvalpe, kattekillinger og fugle, der blev begravet i præstegårdshaven efter hele det folkekirkelige ritual. Set i bakspejlet vil Vorherre sikkert rose mig – det var jo, når alt kommer til alt, hans små skabninger, vi ærbødigt sendte af sted mod evigheden.

I en meget ung alder havde jeg besluttet, at jeg ville være præst, ligesom karrieremulighederne på området også var vel gennemtænkte. Kort kan det siges, at jeg i mit hoved havde planlagt at afløse far, når han på grund af alder skulle nedlægge sit embede for så efter en årrække her at slutte mit arbejdsliv som biskop i Ribe.

Store forventninger udtænkt i en lille drengs hjerne, kunne man sige, og de blev da heller aldrig indfriet. At jeg så som voksen i mange henseender har været stærkt engageret i kirkeligt arbejde på forskellige niveauer, er jo en ganske anden sag, men jeg er helt på det rene med, at fundamentet for denne store interesse blev grundlagt i de tidlige barneår, hvor jeg havde gode vejledere.

Skolen skulle også passes, og jeg begyndte i Vrensted Byskole hos Johanne Mogensen, der senere blev gift med Richard. En elskelig lærerinde, der altid ville børnene det allerbedste, og især havde hun en levende fornemmelse for at hjælpe børn, der af en eller anden grund havde brug for ekstra opmærksomhed. Jeg kunne læse flydende, allerede inden jeg kom i skole, og stavningen var også næsten perfekt. Derfor fik jeg lov til at arbejde meget for mig selv med lidt sværere opgaver, for at jeg ikke skulle kede mig, mens de andre læste og stavede i kor med en styrke, som kunne høres helt ude på vejen. Hun indførte os i regnekunstens mysterier, og mange gode kræfter blev brugt på tabelindlæring efter nogle ganske særlige metoder.

Da jeg blev lidt ældre, overtog skolens leder, Elith Madsen, undervisningen af mig. En retlinet og skrap, men meget dygtig underviser, der ud over at tage sig af det faglige tillige følte sig kaldet til at opdrage eleverne til livet. Kontant og ordensmenneske var han, og trådte man lidt forkert, blev den rette vej hurtigt repeteret, ofte ledsaget af et par flade eller et nap under hagen. Påpasselig var han også med skolens midler, intet måtte gå til spilde. Jeg husker f.eks. en episode, hvor der af en eller anden grund var opstået en lille revne på en af siderne i min læse bog. Jeg gik op til Madsen og spurgte, om jeg kunne få et stykke gennemsigtigt klisterpapir, i dag tape, til at reparere med. Jo, det kunne jeg da godt, men forinden måtte jeg gå tilbage til min plads og med linealen nøje udmåle, hvor mange cm, det drejede sig om. Sådan og så blev siden sat sammen igen!

Madsen forlangte også, at vi skulle hilse på ham, hvis vi mødte ham på vejen, og havde vi hue på, skulle vi i forbindelse med hilseriet tage denne af. Var vi på cykel, skulle vi standse og indtage en rimelig retstilling, alt imens vi bukkede. Alt dette virkede måske en smule overdrevet, mindre kunne have gjort det, men alligevel tænker jeg tit på, at nutidens børn og unge ville have haft godt af lidt undervisning hos Madsen, så de kunne lære, hvad det vil sige at have respekt for sine lærere og for den ældre generation.

Det har været ganske morsomt at nedskrive disse få erindringer fra barnelivet i Vrensted. En tid, jeg ser tilbage på med udelt glæde, og som desværre blev så pludselig afbrudt ved fars alt for tidlige død i 1952. Vi flyttede så til Brønderslev, men ikke sjældent går turen ud vesterpå, hvor vi stadig plejer gamle bekendt skaber.

 

Ole Stevns tog mellemskoleeksamen fra Sorø Akedemi, studentereksamen fra Hjørring Gymnasium og siden lærereksamen fra Hjørring Seminarium i 1964.

Efter endt militærtjeneste blev han ansat som lærer ved Rødby Skole. I 1974 tiltrådte han stillingen som skoleleder ved Øster Hjermitslev Skole i Brønderslev. I Rødby havde han job som kordegn i Rødby Købstads Sogn, og i en årrække var han kirkesanger til hverdagstjenester ved Ø. Hjermitslev Kirke. Fra december 1977 og til 31. december 2012 har han været kirkesanger ved Aaby Kirke ved Aabybro.

Ole Stevns har i mange år været aktiv i hjem meværnet som kompagnichef i Brønderslev og har siden 1987 haft grad som kaptajn. Han blev tildelt 25-års tegnet ogi 1998 benådet med hjemmeværnets fortjenstmedalje. I 2009 blev han tildelt Forsvarsbrødrenes 40-års tegn. Ole Stevns har været formand for Round Table Brønderslev, amtsformand for samme og medlem af præsidiet. Han er mangeårigt medlem af Den danske Frimurerorden.

Ole Stevns har i flere perioder været medlem af Brønderslev Menighedsråd og var fra 1999 til 2007 formand for provstiudvalget i Brønderslev Provsti. Fra 2005 til 2007 var han formand for menighedsrådet, og han har siden 2007 været formand for kirkeudvalget. Han var fra 2005 til 2009 medlem af hovedbestyrelsen i Landsfore ningen af Menighedsråd.

.

Siden 2005 har han været medlem af repræsentantskabet i Danske Sømands- og Udlandskirker.

I 2010 blev han bestyrelsesmedlem af DSUK, Aalborg Stift og året efter formand for samme. I 2011 blev han medlem af hovedbestyrelsen for DSUK og medlem af udvalget for Dansk Kirke i Sydslesvig (DKS). Siden 2005 har han været medlem af repræsentantskabet for TV2 Nord, udpeget af menighedsrådene i Aalborg Stift.

Siden 2007 har han været formand for fondsbe styrelsen på Semaiskolen for unge med tilpas ningsproblemer.

Fra 2005 til 2010 medlem af bestyrelsen for Kirkemusikskolen i Løgumkloster og fra samme år formand for Støttekredsen dèr.

Ole Stevns blev gift med tandklinikassistent Elisabeth Larsen i 1962, og parret kunne i 2012 fejre guldbryllup. Parret har fire børn og otte børnebørn.

 

 

255total visits,3visits today