Fra købmandskommis til Chef for Rigspolitichefens Kriminaltekniske afdeling for Nordjylland

Af pensioneret kriminalkommissær Ejner Pedersen, skrevet i Barn af Vendsyssel i 1999 og med tilladelse fra Ejnar Pedersen, har jeg fået lov til at udgive historien på denne hjemmeside.

Ejner Pedersen foto 1999

Ejnar Pedersen, Æblerosevej 4, 9430 Vadum er født og opvokset i Vrensted hos en enlig mor.

Født i Vrensted den 14. juni 1931. Vrensted Byskole. Kommis i Stenum. Værnepligt ved Livgarden. Ansat ved politiet 1. januar 1954. Kriminalpolitiet 1. februar 1963. Kriminalassistent af 2. grad 1. oktober 1973. Kriminalassistent af 1. grad 1. oktober 1974. Chef for Rigspolitichefens Kriminaltekniske afdeling for Nordjylland 1. oktober 1974. Kriminalkommissær 1. marts 1978.Pensioneret ved udgangen af 1991.

Da jeg en forårsdag i begyndelsen af 1950-erne – som uddannet kommis – drog til København for at aftjene min værnepligt ved Livgarden, havde jeg ikke i min vildeste fantasi tænkt mig, at jeg nogle år senere skulle vende tilbage til landsdelen som politimand.

Jeg havde vel nok – som andre unge – drømmen om en gang at få min egen købmandsforretning på landet. Drømme er én ting, virkeligheden bliver ofte noget ganske andet. At jeg skulle blive en slags “bymenneske”, var for mig en meget fjern tanke.

Jeg er født i Vrensted i 1931 som den sidste af to børn i ægteskabet mellem Asta og Kristian Pedersen.

Min far, Kristian Pedersen, der døde som 30 årig

Min far drev en snedker/tømrerforretning i Vrensted, og hjemmet var et lille hus syd for kirken. (Den ejendom som tømrermester Marius Ejersted senere overtog ved siden af Skomager Gade) Min mor, Asta Libak var, som de fleste andre dengang, hjemmegående husmoder, der varetog de forskellige opgaver i hjemmet. Jeg er blevet fortalt, at min søster Lis, og jeg var meget aktive, så jeg kan forestille mig, at der har været rigeligt at se til sammen med de daglige gøremål. I 1934 – knap 14 dage før jul – skete der en voldsom ændring i vor tilværelse. Min far kom en dag hjem fra sit arbejde og havde det meget dårligt. En tilkaldt læge sendte ham straks til hospitalet i Hjørring. Her blev det konstateret, at han havde en kraftig maveblødning, som krævede hurtigt operativt indgreb. Det kunne dog ikke klare det, for næste dags morgen var far død. Han blev 30 år gammel.

Der var et frygteligt chok for min mor og søster. Jeg selv har ikke nogen klar erindring derom, jeg var jo kun tre et halvt år gammel. De efterfølgende år havde jeg ingen tanker om, at jeg ingen far havde. Jeg kan ikke huske, at jeg på noget tids punkt tænkte på, hvordan det ville være at have en far. Først som voksen har tankerne om disse forhold været meget i min bevidsthed. Først da har jeg forstået, hvilket pres der blev lagt på min mor, hvilket ansvar og afsavn hun har måtte bære på.

Mor var enebarn, datter af Mariane og Søren Kristiansen (Soren Libak). Selvfølgelig havde hun meget støtte af dem og den øvrige familie, herunder selvfølgelig sine svigerforældre, Maren og Peder Pedersen, Thise Enge ved Rørbæk. Der opstod et særdeles nært forhold til min faster og hendes mand, Dagny og Mathias Vestergård, Vrensted, som dengang var min mor en meget stor støtte. Gennem hele livet fik de stor betydning for hende og familien i øvrigt.

Mine første klare erindringer fra barndommen er vel fra om kring fem års alderen. Der skete det, at min mor efter fars død flyttede ind hos sin morbroder, Lars Ovesen, der var ungkarl i midten af 60-erne. Hans husholderske gennem mange år – Ane – var ved at være gammel og ville gerne afløses, så mor overtog husholdergerningen der.

Lars havde en lille forretning ved siden af bager Chr. Bedholm, hvor han handlede med forskellig beklædning, sæbevarer, legetøj, sko, træsko og meget andet. Desuden lavede han selv træsko. Man kunne bestille tørv fra Kås, og man kunne bestille kranse m.v. Jo, her var noget for enhver smag. Her voksede jeg op. Mange gange har jeg siddet på værkstedet sammen med Lars og forsøgt at lave træsko. Jeg fik lov til at sidde med en træskobund og et stykke læder, men jeg husker ikke, at jeg fik lavet noget, der bare nogenlunde lignede.

Lars blev selvfølgelig som en far/bedstefar for min søster og mig. Med den tålmodighed og det gode lune, naturen havde udstyret ham med, havde vi “lang snor” og fik lov til en hel masse – måske også mange gange mere end min mor syntes om. Jeg fulgte ham i tykt og tyndt. Han skulle jævnligt til Hjørring i forretningsøjemed, og det var helt naturligt, at jeg var med på disse ture.

Han gik altid med stok og hat, og selvfølgelig måtte han købe en lille stok til mig – jeg kunne da ikke gå sammen med ham uden også at have en stok. En af hans gode ungdomsvenner var Jens Thise, og han kom jævnligt på eftermiddags besøg. Så serverede mor kaffe og kage, og selvfølgelig sad jeg med ved bordet. Det var rart at sidde og høre på dem, og da Jens Thise – som jeg husker det – var god til at tale med børn, var det dejlige eftermiddage.

En anden god ven af Lars var sognefoged Søren Nielsen, der havde en gård øst for Byskolen. Han kom tit en lille tur om eftermiddagen, og så kunne de to sætte sig til at spille kort en times tid. Jeg kunne sidde og se på dem, og det, der holdt mig mest fastbundet, var Søren Nielsens cigar. Han sad konstant med sin cigar i munden, og når der så kun var en lille stump tilbage, vippede han den med en bevægelse af læberne ind i munden med ild i. Så fik den et par klem, og derefter skråede han resten op. Jeg var dybt imponeret over det, og mange gange tror jeg også, han gjorde det til ære for mig.

Bedholms bageri var noget ganske særligt for mig.Jeg fandt stort behag ved at være i bageriet sammen med Peter og Lassen. Især Peter var min gode ven, og han var samtidig min store plageånd. Han var forfærdeligt drillesyg, og tit forlod jeg bageriet i vrede for så at vende tilbage inden for den næste times tid. En dag mødte jeg op i bageriet, hvor jeg meget stolt fremviste mine nye gummistøvler. Peter så lidt på dem, hvorefter han gav udtryk for, at de lignede et par marmeladespande uden håndtag. Det var for meget for mig. Jeg gik bort i vrede og skuffelse, og jeg tror ikke, jeg var i bageriet mere den dag.

Senere, da jeg blev lidt ældre, fik jeg lov til at hjælpe med at skære rugbrødsdej fra æltemaskinen, og jeg hjalp med at skære boller over til tvebakker og andre lignende småting. Jeg havde det dejligt, for jeg havde virkelyst, der skulle ske noget. Mange gange fik jeg lov at køre med på brødturen. Jeg husker den gule brødvogn med gummihjul og med to sorte heste forspændt. Jeg var stolt, når jeg fik lov til at have tømmen i mine hænder, og stoltheden var især stor, når nogle af de andre drenge så, at det var mig, der kørte hestene.

Min mor, min søster og mig i 1936-37

Min skoletid var i Vrensted Byskole, der lå på den modsatte side af vejen. I første klasse havde vi lærerinde frk. Mikkelsen – en ældre alenepige, der var venligheden selv. Vi børn mente nok ind imellem, at hun var alt andet end venlig. Det var dog med bæven vi en morgen mødte op i skolen og fik at vide, at frk. Mikkelsen var død om natten. Jeg tror nok, der faldt et par tårer. Førstelærer Anton Jensen var ikke alene min lærer, men også min gode ven. Jeg boede jo lige overfor skolen, og det indebar selvfølgelig, at vi unger legede i skolegården og gymnastikhaven” uden for skoletiden, og jeg tror ikke, at fru Jensen – Harriet – nogensinde bagte småkager, uden at hun kom ud til os legende børn med smagsprøver. Da lærerparret kom meget i mit hjem, havde jeg et særlig forhold til dem. Da de tilmed begge var mennnesker i ordets bedste forstand og meget glade for børn, var det helt naturligt, at jeg kom meget hos dem i privaten.

Den 9. april 1940 står prentet meget stærkt i min hukommelse. Fra morgenstunden så vi alle de store grå flyvemaskiner i en sand strøm i luften nordover. Det var bare spændende – vi havde aldrig set så mange flyvemaskiner på én gang. Vi mødte til sædvanlig tid i skolen, og da vi blev kaldt ind, kunne vi mærke på lærer Jensen, at der var noget galt. Han så meget alvorlig ud. Han fortalte os stærkt bevæget, hvad der var sket, og med hans udlægning kunne vi alle forstå, at det var noget forfærdeligt for vort land. Vi sang “Vor Gud han er så fast en borg”, hvor efter han bad fadervor. Så stod han med tårer i øjnene og bad os om at gå stille og roligt hjem. Ingen sprang vildt og larmende rundt, da vi gik fra skolen. Alle var vi vist lidt skræmte og bange.

Jeg husker juleaften som noget ganske særligt. Som nok de fleste steder var der hos os tradition for afvikling af juleaften. Så lang tid jeg kan huske tilbage, havde vi julegæster. At min bedstemor og bedstefar var hos os juleaften, var nok ikke så usædvanligt, men at flere af byens ældre alenemennesker også kom, gjorde det lidt usædvanligt. Gæsterne var “Strikke Margrethe”, en lille, ældre alenepige, der boede i et lille hus på Stationsvej, og der var “Lange Mine”, også en ældre alenepige. Hun var meget lang og gik stærkt foroverbøjet – sandsynlig på grund af dårlig ryg efter hårdt slid. Hun boede i Ane Maries Hus. Endelig var der Antine og hendes ugifte søn, Johan. Antine boede i et lille hus med bliktag øst for byen – jo vi var mange juleaften.

Menuen var den samme år efter år. Altid hønsekødsuppe, herefter hønsekød med sovs og kartofler og som dessert citronfromage. Disse aftner så jeg hen til med stor spænding, for alle gæsterne havde jo gaver med til min søster og mig. Ikke kun gaverne gav aftenen et særligt skær, for efter salmesang og sange i øvrigt, spillede vi tallotteri med gevinster, som Lars hentede i butikken. Det var nogle uforglem melige juleaftner – jeg tror i lige så høj grad for disse alenemennesker som for vi børn. I dag er de døde og borte alle, men minderne om dem vil stedse være hos mig.

Hvorfor disse mennesker kom hos os juleaften, ved jeg ikke. Jeg vil tro, at det var Lars, der ikke syntes, at de – alle hans ungdomsvenner – skulle sidde alene en juleaften. Mor delte muligvis ikke min begejstring, for hun må have haft meget travlt med at tilberede al den mad, men det kunne sådan en knægt som jeg selvfølgelig ikke se.

Fra min tidlige barndom. Her har Lars Ovesen besøg af to repræsentanter og selvfølgelig skulle jeg på billedet. Det er Lars Ovesen i midten

Tidligt fik jeg interesse for landbruget. Den blev nok skabt hos sognefogeden. Jeg kom meget på hans gård, og her fik jeg lov til at udfolde mig med forskellige gøremål. Gården havde to karle, og de gav mig lov til at muge i kostalden og skære roer med håndkraft til kreaturerne. Jeg fik lært at håndmalke. I vintertiden kunne jeg “træde halm”, når de tærskede. Jeg tilbragte mange timer og dage der. Jeg var ikke ret gammel og heller ikke ret stor, men havde lyst til at virke og gøre gavn, så langt mine evner og kræfter rakte.

I 1942 døde Lars Ovesen efter en hjerneblødning, og mor flyttede hen på Vrensted østre Fælled hos Valdemar Nielsen (Rom) som husbestyrerinde. Det var en landbrugsejendom på 14-15 tdr. land. Her fik jeg hurtigt lov til at medvirke ved driften. Han havde kun en hest, men det varede ikke længe, før jeg fik lov at køre i marken. Jeg lærte at harve i krog, og jeg lærte at pløje – også at holde en lige fure. Jeg følte mig meget betroet og glad, når jeg gik i marken efter hesten. Også i stalden fik jeg lov at udfolde mig. Jeg fodrede og malkede og fik mere og mere lyst til landbruget. Jeg var ikke dengang i tvivl om, at jeg ville være landmand og en gang have min egen gård. Ak, drengedrømme er så mange og store.

Min mormor var død i 1938, og bedstefar kom derfor hver dag hos os og spiste middagsmad. Han kom altid gående i sine spidsnæsede træsko. Han lærte aldrig at køre på cykel.

I 1943 blev jeg – efter eget ønske – “hyrdedreng” hos Chr. Jensen Helledie. Mor syntes vist ikke videre godt om det i starten, men min vedvarende plagen har nok gjort udfaldet. Dengang gik vi lidt større børn kun i skole 2-3 dage om ugen i sommerhalvåret, så jeg kunne være til megen nytte. Jeg boede hjemme, men mødte hver morgen på “arbejdspladsen”. Jeg husker tydeligt, at Chr. Jensen Helledie bød mig 200 kr. + et par træsko for sommerhalvåret. Endelig kunne jeg tjene penge ved eget arbejde.

Der var nu ikke meget hyrdedreng over mit arbejde, for jeg var beskæftiget med alt muligt – også med hestene. Jeg var nærmest det man kaldte “bette kål”, men jeg syntes om det. Også den efterfølgende sommer i 1944 var jeg ude at tjene. Denne gang hos Chr. Bækgaard, men nu boede og spiste jeg på arbejdspladsen og passede min skole 2-3 dage om ugen derfra. Sønnen, Aksel, der var 2-3 år ældre end jeg, var karl hjemme, og vi to fandt fint ud af det sammen. Jeg husker ikke lønnen helt bestemt, men jeg mener, at den var på 300 kr. + kost og logi.

I vinterhalvåret 44-45 gik jeg til konfirmationsforberedelse hos pastor Stevns, men en dag, vi mødte op i præstegården, blev vi mødt af tyske soldater. Det viste sig, at Stevns var aktiv i modstandsbevægelsen, og tyskerne var kommet for at anholde ham. Han, der ikke var i præstegården, da tyskerne ankom, blev advaret ude i byen og forsvandt stille, uden at nogen vidste, hvor han befandt sig.

Pastor Vejen fra Ingstrup overtog konfirmanderne, og forberedelserne foregik nu på skolen. Den 18. marts 1945 blev jeg konfirmeret i Vrensted Kirke, og allerede 1. maj begyndte jeg som “ung karl” hos gårdejer Harald Hansen i Vrensted til en løn på 700 kr. + kost og logi for halvåret indtil 1. november. Sønnen, Gunnar, var forkarl derhjemme, og for mig var det en skøn sommer, hvor jeg følte mig næsten voksen, selv om der manglede betydelig livserfaring endnu. Men alene det, at jeg i en alder af knap 14 år havde mit eget spand heste at køre med i marken, betød meget for mig.

Tidlig i foråret 1945 døde min bedstefar (Soren), og mor flyttede  i hans hus på Vrenstedvej 497. Huset havde nok nogen særlig betydning for min mor, for det var det sidste hus, min far havde lavet snedker/tømrerarbejde på, inden han døde i december 1934. Mor skulle jo tjene penge for at eksistere, så hun ernærede sig gennem mange år ved at sy for folk. Hun tog også ud og kogte for folk og havde i det hele taget mange gøremål. I hvert fald tjente hun til dagen og vejen. Jeg har aldrig hørt hende klage over sine økonomiske forhold.

Min moders hus i Vrensted

Min stolthed og interesse for landbruget var intakt, men i løbet af sommeren 1945 var det, som om noget sagde mig, at landbruget ikke skulle være min leve vej. Jeg kunne allerede dengang se, at der skulle mange penge til, hvis jeg skulle have mit eget engang, og at mine økonomiske muligheder ikke var, hvad de skulle være, hvis noget sådan skulle blive muligt. Selvfølgelig havde mor talt meget med mig om, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor. Jeg tror nok, at mor havde en stille drøm om, at jeg skulle være snedker/tømrer ligesom far. I hvert fald havde hun talt med tømrer Chr. Roden om en læreplads til mig. Det var i øvrigt samme sted, som far i sin tid havde lært faget. Alting omkring en sådan læreplads var næsten sat på skinner, men jeg havde andre tanker. Jeg ville være kommis. Jeg havde jo set købmandens og Brugsens lærlinge gå i hvide kitler, medens tømrerlærlingene kravlede rundt på folks tage i beskidte kedeldragter. Nej tak, det var ikke noget for mig. Disse tanker havde jeg fået så grundigt ind i hovedet, at jeg fastholdt mit ønske om at komme i købmandslære. Endnu en gang føjede mor mig, og jeg fik en læreplads hos købmand Børge Hansen, Stenum, hvor jeg begyndte 1. november 1945.

Børge Hansen var i øvrigt selv vrensteddreng, idet han var søn af den tidligere mejeribestyrer Hansen i Vrensted.

Nu begyndte en hel ny tilværelse for mig. Der var et utal af nye ting, jeg skulle lære. Alting gik så hurtigt, og i den første tid følte jeg mig nok nærmest som en hund i et spil kegler. Dengang skulle vi veje mel, sukker og gryn m.m. af i papirposer, og frem for alt skulle vi huske at afkræve kunderne rationeringsmærker, når de købte de forskellige rationerede varer – og det var mange.

Jeg husker tydeligt morgenstundene, når mælkekuskene kom med æg og ordrebøger, som vi så skulle ekspedere, medens de var på mejeriet. Der var fart over feltet, og det var spændende, om vi kunne nå det på den knappe tid, der var til rådighed. Jo – jeg var nok kommet på den rette hylde. Det var noget helt andet end det, jeg hidtil havde prøvet i min unge alder. Der gik ikke mange måneder, inden jeg virkelig følte, at jeg kunne gøre gavn for lønnen, der i øvrigt det første år var med kost og logi og sygekassen betalt. At købmanden i ny og næ gav mig ti cigaretter eller andet godt var altid velkommen. Lommepenge var der ikke rigtig noget af, så ind imellem måtte jeg betle hos mor til små fornødenheder eller måske en biografbillet, der dengang kostede en krone på billigste plads. Til gengæld kunne jeg hjælpe hende med at kalke hus og ordne lidt ved haven. Det var lidt småt, men det gik ganske udmærket. Fordringerne dengang var ikke store.

To gange om ugen skulle jeg på handelsskole i Brønderslev. Der var aften undervisning fra kl. 18 til 20. Uanset vejret måtte jeg af sted på cykel, og mange gange har jeg måttet trække cyklen fra Brønderslev til Stenum på grund af storm vejr eller, hvad der var endnu værre, på grund af så meget sne, at det var umuligt at køre. Efter et års forløb steg lønnen, idet jeg nu fik fem kr. om måneden. Det var en betydelig landvinding, for dengang var fem kr. virkelig penge. I februar måned 1947 var jeg uheldig at brække et ben under skøjteløb på Ingstrup Sø. Det gav et langt sygeforløb. Dermed ændredes endnu en gang min tilværelse. Købmand Hansen kunne ikke klare sig alene uden medhjælp, så han måtte have en ny mand til assistance. Proprietær Rasmus Bonnerup i Stenum havde en søn, Knud, som gerne ville i købmandslære, så efter fornøden forhandling blev min lærlingekontrakt ophævet og Knud ansat som lærling. Jeg sad nu hjemme hos mor med et ben i gips – uden arbejde, men med en anbefaling fra købmand Hansen i lommen og hans ord for, at han ville være behjælpelig med at finde en anden læreplads til mig.

Men når nøden er størst er hjælpen nærmest. Pludselig en dag, medens jeg sad med mit gipsben og havde svært ved at få tiden til at gå, holdt der en blå Ford V8 foran mors hus. Jeg kendte straks bilen. Det var købmand Hedegaard fra Stenum. Han havde sin frue med. De stod ud af vognen og kom ind. Tusinde tanker susede rundt i mit hoved. Købmand Hedegaard – en lidt ældre thybo – gik lige til sagen og forklarede, at han havde hørt, at jeg ikke mere skulle være hos købmand Hansen. Hans ærinde var, om jeg kunne tænke mig at fortsætte min læretid hos ham, når jeg var blevet rask. Det er vel overflødigt at beskrive mors og min reaktion. Vi var meget lykkelige og glade. Der blev drukket kaffe og snakket, og der gik omkring et par timer, før de satte sig i deres dejlige vogn og kørte tilbage til Stenum. Det var en dag, hvor jeg virkelig følte, at heldet havde tilsmilet mig.

Efter ca. otte uger begyndte jeg så i min nye læreplads, hvor en voksen gift søn, Kurt, var førstemand. Det var ubetinget den største af Stenum’s tre købmands forretninger. Vi havde meget travlt hver dag fra morgen til aften, men det var en dejlig tilværelse. Men endnu en gang skulle der ske væsentlige ændringer i min dagligdag. Sønnen, Kurt, købte en købmandsforretning i Aalborgs vestby og flytttede. Muligvis var det årsagen til, at købmand Hedegaard ret pludseligt solgte forretningen til købmand Bernhardt Pedersen, der kom fra en forretning i Ravnshøj ved Frederikshavn. Hedegaard købte en mindre forretning i Århus og ville have mig med dertil, så jeg kunne færdiggøre min læretid. Bernhardt Pedersen var interesseret i, at jeg blev. Jeg kendte både forretningen og kunderne, hvilket nok var årsagen til hans interesse. Det var lidt svært. Jeg var glad for at være hos familien Hedegaard, men samtidig ked af at flytte til Århus. Bernhardt Pedersen løste problemet ved at tilbyde mig løn som uddannet kommis fra hans overtagelse af forretningen. Dermed var sagen afgjort. Jeg blev i Stenum.

Bernhardt Pedersen, der var møllersøn, havde stor interesse for grovvarehandel, så der blev ændret væsentlig i forretningen. Vores omsætning blev mangedoblet, og vi begyndte at køre vareture i oplandet. Fru Pedersen var dagligt i butikken, medens købmanden selv helst ville være på grovvarelageret. Jeg var både her og der og alle vegne. Så snart jeg var 18 år, fik jeg kørekort, hvorefter jeg kørte varetur to gange om ugen. Det kunne til tider være hårdt, for de store 100 kg’s sække skulle altid op på mølleloftet, og jeg var jo ikke alt for stor og knapt nok udvokset.

Så snart jeg var udlært fik vi en ny lærling og jeg var førstemand. Jeg var betroet mange ting – også m.h.t. regnskabet. I høstens tid kunne købmanden godt finde på at bede mig om at køre ud på gårdene og købe korn op. Vi ville altid give lidt mere end andre opkøbere, og når vi solgte foderstoffer, var vi altid lidt billgere. Det blev mig stærkt ind prentet, at hvis Jysk Andel havde en pris i køb eller salg, så var vores lidt større eller mindre. Jeg nød dagligdagen, men var ofte træt og udaset ved fyraften. Det var en herlig tilværelse. Jeg havde en familiær stilling. Købmandens voksne datter arbejdede i Norge, men de havde en såkaldt efternøler – en søn. Når købmanden og fruen skulle ud en aften, var det helt naturligt, at jeg var barnepige. Til den anden side var det helt naturligt, at jeg kunne bede købmanden om at låne varebilen en aften, hvis ikke de selv skulle bruge den. Jeg havde virkelig vind i sejlene. Jeg deltog aktivt i ungdomsarbejdet i Stenum som bestyrelsesmedlem i både ungdomsforening og idrætsforening og var aktiv i den årlige dilettantforestilling i forsamlingshuset.

I Stenum foran købmand Bernhard Pedersens forretning. 1951

Jeg fik mere og mere lyst til grovvarehandelen, og jeg gik i mine drømme og forestillede mig selv som repræsentant på det område. Jeg talte aldrig med købmanden derom, men pludselig en dag kom købmandens broder, der var direktør for et grovvarefirma i Svendborg og tilbød mig en stilling som repræsentant i hans firma. Himlen var ved at falde ned i hovedet på mig, så glad blev jeg. Men ak, der blev hverdag meget hurtigt igen. Jeg fik indkaldelse til militæret, og da jeg skulle tiltræde så hurtigt som muligt i Svendborg, måtte jeg sige nej tak. Dog var ventilen åben, for direktøren ville gerne høre fra mig, når militærtjenesten var afsluttet.

I samme periode havde jeg fået øjnene op for, at menneskeheden var opdelt i to køn, og jeg traf min tilkommende, min kone Marie – kaldt Mie. Hun var datter fra Blomstergården i Aasendrup ved Løkken. Vi blev gift i 1952.

1. maj 1952 sagde jeg farvel til min gode hverdag i Stenum og rejste til Køben havn for at aftjene min værnepligt ved Den kgl. Livgarde.

Vi mødte i Sandholmlejren, hvor vi gennemgik et halvt års rekruttid. Derefter rykkede vi ind på Rosenborg Kaserne i Gothersgade for at forrette vagttjeneste på Amalienborg, Sorgenfri og en enkelt gang på Fredensborg. I februar måned 1953 gav en dårlig fod en kort indlæggelse på Militærhospitalet. Jeg havde da ca. tre måneder tilbage af tjenestetiden, så jeg blev skuffet, da der pludselig en dag blev meddelt, at vores tjenestetid var forlænget til i alt 18 måneder, hvilket betød, at vi var ca. halvfærdige med tjenestetiden. Harmen over systemets behandling af os var stor. Efter tiden på Rosenborg Kaserne rykkede vi tilbage til Sandholmlejren som en slags dækningsstyrke. Det kaldte man os. Vi havde det godt og blev ikke på nogen måde overanstrengt, men vi længtes efter vor frihed og muligheden for igen at tjene penge.

Som soldat besøgte jeg meget tit min søster, som var flyttet til København i 1947 og boede i Gentofte. Hos nogle bekendte af min søster mødte jeg kriminaloverbetjent Kaj Hansen, der var tjenestegørende ved kriminalpolitiet i Gentofte. Han var en mand af format. Man må erindre sig, at en stilling som kriminaloverbetjent dengang var en betydelig stilling. Gennem et utal af samtaler fik han mig overbevist om, at mine muligheder ved politiet var mange gange større, end de ville være i forretningslivet.

Det korte og lange blev, at jeg søgte ind til politiet. Jeg var til forskellige prøver, dels i Helsingør og dels i København, og da jeg blev hjemsendt fra militæret sidst i november 1953, stod jeg med papirer i hånden, hvoraf fremgik, at jeg var ansat som politibetjent på prøve og skulle møde på Statens Politiskole den 2. januar 1954. Nu havde jeg et fast arbejde og havde noget at tilbyde min kone og vores børn. Jeg var glad, og jeg glemte alt om foderstoffirmaet i Svendborg. Dengang var en stilling ved politiet nok lidt mere attraktiv, end den er i dag.

Det var igen noget helt andet – noget helt nyt. Vi gennemgik et tre måneders kursus på Politiskolen, hvorefter turen gik ud på en københavnsk politistation. Jeg skulle gøre tjeneste på station 8 på Tomsgårdsvej. Området omfattede Bispebjerg, den ydre del af Nørrebro, Brønshøj, Vanløse m.v. Det var en af de store stationer. Her blev man koblet på en ældre overbetjent for at finde ud af, hvordan man gjorde i praksis. Efter fire uger var man til en slags overhøring på stationen, hvorefter man så småt begyndte at gå alene på gaden. Så kunne man afprøve den viden, man havde fået om love og vedtægter på politiskolen. Ni måneder senere gik turen til bage til Politiskolen, og nu var det alvor med en afsluttende eksamen. Vi måtte arbejde hårdt i de fem måneder på skolen. Alle, der har kendt lidt til det, må være enig i, at lovstof er tungt stof at komme igennem. Vi, der kom fra forskellige fag og områder i samfundet, var ikke alle læsevante, men igennem kom vi da. Alle på holdet bestod, og vi følte os nu rimeligt klædt på til de forskellige opgaver, tiden ville byde os på. Vel vidende at vi ikke var erfarne folk, var vores kendskab til samfundssystemet og mange hidtil ukendte faktorer blevet en slags hverdag for os. Vi var nu blandt dem, der var med til at styre og overvåge samfundets funktion og, som det så smukt hed dengang, “påse overholdelse af love og vedtægter”.

Tilbage på stationen var jeg nu med et slag en af dem, der fik lidt mere betroede opgaver, men var stadig politibetjent på prøve. Den 1. januar 1956 – efter to år – fik jeg fast ansættelse med ansættelsesbrev og det hele. Nu var jeg rigtig” politi betjent. Straks efter fastansættelsen blev jeg og de øvrige på holdet forflyttet til udrykningstjeneste på Politigården. Her skulle vi alle være i et år. Derefter kunne vi søge stillinger i provinsen. Det var en lidt anderledes hverdag, der mest bestod af kørende patrulje i de ni stationskredse. Der kunne også være lidt trafikregulering. Desuden var hver femte uge såkaldt uddannelsesuge med skydning, svømning og diverse sportsdiscipliner m.v., for at holde os i topform. I forbindelse med atletik fik jeg i øvrigt beskadiget mit højre knæ, og denne skade har fulgt mig lige siden.

Ellers var der gang i sagerne i dette års tjeneste. Det var i 1956, at daværende statsminister H. C. Hansen ophøjede et mæglingsforslag til lov. Det gav masser af uro på Christiansborg Slotsplads. Blandt de mange demonstrerende var der en del ballademagere, der kun var med for balladens skyld, og der havde vi en del mas med. Det var også i 1956, at russerne gik ind i Ungarn, hvilket gav store problemer ved den russiske ambassade og ved dagbladet Land & Folk. Vi udkæmpe de nogle voldsomme slag, uden der dog kunne meldes om tabte. I foråret 1957 var jeg færdig i udrykningstjenesten og kom tilbage til station 8. Jeg drømte nu om at søge tilbage til Nordjylland.

Jeg befandt mig nogenlunde i København, men havde selvfølgelig ønsker om at vende tilbage til Vendsyssel. Min kone havde endnu mere hjemve, for vores familie var vokset, idet vi havde fået to piger og en dreng. Vi startede i et værelse med køkkenadgang i 1954, og det tog to måneder at finde en 2 1/2 værelses lejlighed i Søborg. Det var vores hjem, indtil vi flyttede tilbage til Nordjylland. Ejendommen i Søborg havde ti lejligheder og lå på en stor lukket grund, omkranset af en høj hæk. Det var et rimeligt sted for børn, når de ellers kunne enes med en noget aggressiv vicevært. Vore børn var endnu så små, at der ikke var de store problemer.

I sommeren 1957 kom muligheden for at søge til Nordjylland. Jeg mødte til nattjeneste på stationen og så et opslag om ledige stillinger – herunder nogle stillinger som politibetjent i Aalborg. Det siger sig selv, at jeg ikke var sen til at få papiret i maskinen og udfærdige en ansøgning. En anden vendelbo på mit vagthold var lige så interesseret som mig, så vi sendte begge en ansøgning. Der fulgte nu en tid i spænding, men en dag i begyndelsen af august var der brev fra personale afdelingen. Det var med rystende hænder, jeg fik åbnet brevet, og stor var glæden, da jeg kunne læse, at jeg var forflyttet til tjeneste i Aalborg politi fra 1. september samme år. Også den anden kollega blev forflyttet. Min kone blev glad, da jeg kom hjem og fortalte, at vi skulle flytte til Aalborg. Vi følte nok nærmest som om, vi havde vundet i lotteriet.

Nu skulle der findes en bolig i Aalborg. Ejendommen, vi boede i, ejedes af en forretningsmand i København. Jeg så muligheder for at bytte lejlighed København/Aalborg, men det krævede ejerens tilladelse. Han var ikke direkte afvisende, men krævede ret til at godkende den ny lejer. Jeg indrykkede en annonce i Politikkens  bytteregister – og hvilket resultat. Det væltede ind med byttetilbud på mange forskellige lejligheder i Aalborg. Hvad skulle vi vælge og til hvilken pris? Lønnen var jo ikke tårnhøj, det skulle der også tages hensyn til. Stedtillægget var mindre i provinsen end i København, og det gav spekulationer.

Efter nogen snakken frem og tilbage blev vi enige om, at jeg skulle rejse til Aalborg for at se på de forskellige tilbud. En dejlig augustmorgen med strålende sol ankom jeg til Aalborg med københavnerbåden. Jeg tog straks ud til det mest indbydende tilbud, et rækkehus i Golfparken, Vejgård. Byggeriet var et år gammelt og tiltalte mig virkeligt. Det var en drøm af en bolig på 105 m2 i to etager. Jeg var ikke i tvivl, det var lige det, vi kunne ønske os. Indehaveren af rækkehuset var skibsingeniør med kone og tre børn. Han arbejdede i København, og de var meget interesseret. Da han var en mand med fast stilling, var jeg ret sikker på at ejendomsindehaveren i København ikke ville gøre indsigelse. Der fulgte nu lidt hurtigt arbejde med diverse forhold omkring flytningen, men alt faldt på plads. Vi fik arrangeret en såkaldt returflytning med Aagades Flytteforretning, der kom med bohave fra Aalborg og tog vort med tilbage. Tiden oprandt, vi tog afsked med København en aftenstund sidst i august og gik om bord på rutebåden til Aalborg. Næste morgen ankom vi i strålende sol. Det var, som om vejret bød os velkommen til et godt og lykkeligt liv i Nordjylland. Jeg husker endnu, da vi kom ud til rækkehuset. Det var overvældende for min kone og børnene. Så meget plads og på sådan et dejligt sted. Jo, lykken havde tilsmilet os på allerbedste måde.

Vi kom tre mand fra København til Aalborg ved den lejlighed. Jeg har nævnt min stationskollega. Han blev senere landbetjent i Fjerritslev, hvor han i øvrigt afløste den kendte “Røde Willy”. Den anden blev også en kendt mand – i hvert fald i Aalborgområdet. Det var den senere chef for kriminalpolitiet i Aalborg, Arne Olsen. Alle er vi nu pensionerede – og lever i bedste velgående.

Vi mødte 1. september 1957, hvor vi skulle melde os hos vagthavende politiassistent, en ældre, agtværdig person. I nypressede uniformer mødte vi op, og han bød os velkommen til Aalborg og udtrykte ønsket om, at vi ville befinde os godt og udføre vores arbejde på god politimæssig måde. Derefter lænede han sig tilbage i sin kontorstol og spurgte: “Hwem aa jer er æ saa, der er frå Præstbrow”. Arne Olsen tilkendegav sig straks, og nu fik de en lang snak om den egn, og Erik Nygaard og jeg kunne bare holde os i baggrunden. Vi var nærmest luft for den ældre politiassistent. Arne Olsen har senere mange gange måttet høre for den særbehandling, han fik ved vores ankomst til Aalborg.

At forrette tjeneste ved politiet i Aalborg var noget helt andet end det, vi var vant til. Den første tid kedede jeg mig næsten. Der skete ikke noget. Vi susede ikke rundt til husspektakler, værtshusslagsmål, gadeuro og sådan noget på samme måde, som vi havde gjort i København. Det varede dog ikke lang tid, inden vi var faldet ind i den mere stille og rolige måde, tingene foregik på i det nordjyske. Systemet virkede mere roligt og afbalanceret, hvilket egentlig passede os ganske udmærket. Kollegerne i Aalborg var selvfølgelig interesserede i vi nye, der var kommet fra København. Jeg husker, at de spurgte til vore boligforhold o.s.v. Jeg kunne stolt fortælle, at jeg havde fået et rækkehus i Golfparken, hvilket fik dem til at spørge, om jeg var millionær. De mente, det var en frygtelig stor husleje, der skulle betales der. Jeg var af en helt anden opfattelse, for jeg skulle give mindre pr. måned, end jeg havde givet i København.

I 1958 måtte jeg igennem en knæoperation – en følge af skaden fra København. Da jeg i en kort periode derefter ikke var alt for hurtig til bens, fik jeg fast vagt i radiotjenesten. Årene gik med de daglige gøremål og familien trivedes godt i Aalborg. Jeg havde gennem nogle år forskellig omgangstjeneste inden for ordens politiet. I 1959 fik jeg turnustjeneste ved kriminalpolitiet. Det varede i halvandet år, men da der ikke var muligheder for en fast stilling i kriminalpolitiet dengang, måtte jeg tilbage til omgangstjeneste ved ordenspolitiet.

Vores bjælkehus i Vadum i vinterklædning

I 1960 havde jeg en udkommando til paskontrollen i Kruså. Det var en anden tjenesteform, men det gav lidt ekstra penge – så meget, at vi kunne købe vores første fjernsyn til stor glæde ikke mindst for børnene. De økonomiske forhold bedredes efterhånden, og i 1961 kunne vi købe vores første bil. Ikke nogen stor og prangende vogn, men en ting med fire hjul, som kunne bringe os rundt i landsdelen. I efteråret 1962 blev jeg indkaldt til et fem måneders kursus på Politiskolen i København. Det var et såkaldt D-kursus – noget nyt, der var indført med afsluttende eksamen, der skulle give et fingerpeg om ens videre muligheder i systemet. Jeg var ked af at skulle til København igen – væk fra familien og dagligdagen, men der var ikke rigtig nogen mulighed for at sige nej. Altså rejste jeg til København. Jeg fik et dejligt værelse hos en ældre enke efter en toldembedsmand og havde det sådan set meget godt, men jeg længtes hjem til min familie. Jeg fik dog has på perioden og kom fra skolen med et rimeligt resultat. Medens jeg var på Politiskolen, havde jeg søgt en stilling som kriminalbetjent ved Rigspolitichefens Kriminaltekniske afdeling for Nordjylland. Det er en afdeling, der har til hus på Politigården i Aalborg, og som har hele Nordjylland som arbejdsområde. På en orlov fra skolen blev jeg kaldt op til kriminalkommissær Buhl, hvor jeg blev præsenteret for Teknisk Afdelings nye leder. Han var tiltrådt stillingen i efteråret 1962, medens jeg var på Politiskolen, og var kommet fra en stilling i en tilsvarende afdeling i Odense. Kriminalkommissær Buhl gik ind for, at jeg skulle have stillingen i Kriminalteknisk Afdeling, medens den nye leder gik ind for en kriminalmand fra København. Jeg var meget spændt på udfaldet. Nok var kriminalkommissær Buhl en indflydelsesrig mand, men da stillingen jo ikke var inormativ i Aalborg, men direkte under Rigspolitichefembedet, var det ikke sandsynligt, at jeg ville få den.

Mit ophold på skolen sluttede midt i januar 1963, og jeg mødte tilbage til tjeneste ved ordenspolitiet. Jeg ventede i stor spænding, og et par dage før den første februar blev jeg kaldt op til kriminalkommissær Buhl, der lykønskede mig med min nye stilling som kriminalbetjent i Kriminalteknisk Afdeling. Han havde umiddelbart forinden fået meddelelsen fra personaleafdelingen i København. At jeg var glad er overflødigt at nævne.

Igen startede jeg på en ny tilværelse. Selvfølgelig skulle vi ikke flytte, for mit tjenestested var afdelingen i Aalborg, men det ville blive et helt andet arbejde. Min politimæssige uddannelse havde jeg, og min erfaring i efterforskning havde jeg og så fra min turnustid i kriminalpolitiet, men nu var det noget andet. Hvor kriminalpolitiet og ordenspolitiet efterforskede ved afhøring, skulle jeg nu lære at efter forske på spor. Det var en helt anden problemstilling. I den første tid kunne jeg selvfølgelig kun suge til mig af viden omkring det, der skulle blive min hverdag, men det varede ikke længe inden jeg fik lært det mest rutineprægede arbejde og således begynde at være til lidt nytte.

Det blev i de kommende år til et utal af kurser, herunder TeknologiskInstitut Arhus/København – Retsmedicinsk Institut – Danmarks Tekniske Højskole – Hærens Ingeniør- og ABC-skole- fotokurser – Politiskolen o.m.m. Med årene blev man en erfaren mand med indblik i utrolig mange ting. Man siger – med rund hånd – at det tager 2-3 år at lave en uddannet tekniker ved politiet, og det passer nok ret godt. Der foreligger en såkaldt Rigspolitichef Kundgørelse, hvori bl. a. er anført, ved hvilke sager politikredsene kan tilkalde assistance fra Kriminalteknisk Afdeling. Hvordan den efterleves i dag, ved jeg ikke, men dengang blev det praktiseret sådan lidt flydende. Dog var det sikkert, at i de store og voldsomme sager som drab, røveri og store brande m.m. blev afdelingen altid tilkaldt.

I marts måned 1972 fik jeg den største opgave og oplevelse i min tid som kri inaltekniker, idet jeg sammen med tre kolleger fra København blev sendt til Dubai, hvor et fly fra Sterling Airways var styrtet ned i bjergene og 112 personer var dræbt. Vore opgaver var – sammen med øvrige udsendte – retsmedicinere, retsodontologer og eftersøgningsfolk m.v. – at bjærge og identificere de omkomne og sammen med havarikommissionsfolk at klarlægge styrtets årsag. Det var en voldsom mundfuld, både fysisk og psykisk. En opgave, der blev udført i 45° varme under meget primitive forhold. Slutresultatet blev at 96 af de 112 personer blev identificeret.

Efter 14 år i politiets tjeneste blev man dengang pr. anciennitet overbetjent. Denne stillingsbetegnelse er afskaffet i dag. Den 1. september 1973 fik jeg en udnævnelse til kriminalassistent af 2. grad, hvilket var en kommandostilling, der dog ikke ændrede på mit daglige arbejde. Den daværende chef for afdelingen blev chef for afdelingen i København, og dermed blev stillingen i Aalborg ledig. Jeg søgte selvfølgelig, og den 1. oktober 1974 blev jeg udnævnt til kriminalassistent af 1. grad og chef for afdelingen. Da havde jeg nået mere, end jeg havde regnet med. I 1978 fik jeg udnævnelse til kriminalkommissær, stadig som chef for den afdeling, jeg blev ansat ved i 1963.

Et arbejde ved politiet afspejler mange af livets både dystre og lyse sider. Man ser grove og fuldstændig meningsløse tilstande, hvor løsninger synes umulige. Man ser forhold, hvor det synes, som om fantasien kun kan overgås af virkeligheden og ikke omvendt, som man ellers siger. Uagtet, at jeg til tider har følt mig under stærkt pres, vil jeg sige, at det har været et pragtfuldt liv. Der skete altid noget, ingen triste og tomme perioder, men altid fart over feltet og det har rent faktisk tiltalt mig.

Rent privat har livet også smilet til mig. Vi har levet et stille og roligt liv. Vi har set vore tre børn vokse op, og de har altid været os til stor glæde.

I 1968 syntes jeg, at skattevæsenet var for hårdt ved mig. Der måtte ske et eller andet. Og det gjorde der så. Vi fandt en dejlig byggegrund i Vadum, og her satte vi et bjælkehus ved egen arbejdskraft. Jeg havde hos en kollega i Hjørring set et Panbo bjælkehus, som han selv havde opført. Det gav mig tanker om, at det måtte jeg også kunne gøre. I løbet af juli måned fik vi alle formaliteter med byggetillladelse og byggelån m.v. i orden, og så gik vi i gang. Det første tømmer fik vi i be gyndelsen af august, og så gik det ellers stærkt. Familie og venner kom og gav en hånd med, og frihed kendte vi ikke til. I det halve år byggeriet stod på, holdt vi kun fri juleaften, juledag og i nytåret. Ellers arbejdede hele familien på byggeriet. Selv vore børn var meget aktive, der var masse af ting de kunne gøre. Den 20. marts 1969 flyttede vi ind i et helt færdigt hus. Det var lykke. Vi havde været meget glade for årene i Golfparken, men nu flyttede vi ind i noget, der var vores eget – tilmed havde vi mulighed for en stor have.

Mit paradis på jorden, er ødegården i Sverige

I 1989 måtte jeg endnu en gang gennem en knæoperation, hvilket medførte en efterfølgende blodprop. Det gav et flere måneder langt sygeleje, men jeg kom oven på igen. Samme år døde min gamle mor og året efter min svigermor og hendes søster. De var de sidste af den ældre generation. Og hvad betød det så? Jo, foruden savnet af dem til at fortælle om mangt og meget, var vi nu pludselig den ældste generation i familien. Selvfølgelig sker det som noget ganske naturligt, men det er alligevel en lidt mærkelig følelse. I hvert fald har jeg følt det sådan.

Efter 38 gode år ved politiet – heraf næsten 29 år i Kriminalteknisk Afdeling, syntes jeg, at tiden var kommet, hvor jeg skulle sige farvel til det job. I politiet er der en pensionsalder, der siger 60-63 år, hvilket betyder at man kan gå på pension, når man er fyldt 60 år, og man skal gå af ved 63. år. Jeg stoppede ved udgangen af 1991, netop efter 38 år i politiets tjeneste.

Jeg kunne læne mig tilbage i stolen og sige: “Det var det”, men det gjorde jeg ikke. I to år efter pensioneringen havde jeg et lille job indenfor sommerhusudlejning, og ellers er tiden suset afsted ved arbejde med hus og have. For morskabs skyld har jeg i flere år fornøjet mig med at køre rundt til aktivitetscentre, pensionistklubber og lignende og fortalt om vendelbomålet, læst op og fortalt lidt morsomme historier på vendelbomål. Desuden har jeg mange steder haft min harmonika med. Det er et instrument, jeg har elsket fra barnsben og som nu fylder en hel del i min tilværelse. Vore børn er selvfølgelig længst fra hånden. De to piger er begge sygeplejersker og gift, boende i henholdsvis Hjørring og Vodskov. Vores søn, der er uddannet tømrer, rejser stort set jorden rundt som montør med specielle opgaver.

Tiden falder ikke lang for os. I mange år har vi haft en hyret ødegård i Sverige, og vi tilbringer megen tid i de fantastiske skove med ro og fred, som næppe findes bedre andre steder.

Hver morgen siger jeg til mig selv: “I dag er første dag i resten af dit liv – brug den og få det bedste ud af det”, og det gør jeg så. Ingen kender dagen o.s.v.

Nu, hvor jeg som en lidt ældre mand tænker på den svundne tid, synes jeg, at livets lys har skinnet på mig. Min kone og jeg er utroligt glade og tilfredse med at bo i Vadum, hvor hverdagen aldrig føles lang. Her har vi luft og lys omkring os. Her har vi fantastiske naboer og gode venner. Her er trivslen i højsædet, her er aktiviteter – også for vi lidt ældre – med både gymnastik og svømning. Her har vi fundet vort sted. På denne side af Limfjorden fødtes jeg, og her skal jeg engang slutte mit liv.

Jeg tænker tit på afdøde forfatter Knud Holst, der har beskrevet vendelboen

således:

A ka nok bowwes,

om det behøwwes

uen å forskrækkes,

men A ka intj knækkes.

Kan det siges kortere og bedre?

Total Page Visits: 2757 - Today Page Visits: 2