Gerda fra Manna

 

Kilde: Lokalhistoriske arkiver i Brønderslev Kommune, 1988

Gerda fra Manna, fortalt ca. 1988

Gerda Johnsen, født Bartholin Larsen, mindes i dette interview som 81årig, sin barndom i købmandsgården i Manna.

I dag bor hun i Saltum med udsigt mod Fårup.

I midten af forrige århundrede flyttede hendes oldefar og oldemor med deres familie til Thise sogn herfra.

Familien

En af sønnerne, Christian Larsen (født 23.11.1835) fik vistnok arbejde i Lars Poulsens høkerbutik, som lå på Kongevejen i Manna, oppe under bakken. I 1859 – efter høkerens død-giftede den unge enke, Kirsten Marie Jacobsdatter (født 1836). sig med Christian Larsen. Samme år skred bakken og ødelagde formentlig butikken.

Det unge par flyttede herefter forretningen ned til den nye landevej, der var etableret mellem Brønderslev og Saltum, og dermed var grunden lagt til købmandsgården i Manna, – en større virksomhed, der forhandlede korn- og foderstoffer, isenkram, støbejern og tømmer, og hvortil der desuden hørte landbrug.

Kirsten Marie Jacobsdatter, som stammede fra Ø. Hjermitslev, og Christian Larsen fra Fårup fik 6 børn, blandt dem sønnen Lars (født 1868), som – da han fik alderen – blev medejer af købmandsgården, som han helt overtog i 1903.

Omkring århundredskiftet blev købmandsgården udvidet med villaen på nordsiden af landevejen, hvor også tømmerstablerne og den store tømmerlade lå.

  1. april 1903 giftede Lars sig med Karoline Kristiane Bøggild fra Ribe, og det unge par, Gerdas forældre, flyttede ind i villaen.

Christian og Kirsten Marie, Gerdas farfar og farmor. flyttede til Nr. Sundby og døde henholdsvis 1917 og 1921.

Barn i købmandsgården

Her i villaen, fortæller Gerda, blev først min bror, Christian, og siden jeg født. Jeg kom til verden på forårsjævndøgn 1907.

 

Min barndom i Manna var fyldt med farver og liv – selvfølgelig på grund af alt det, der foregik på den anden side af vejen i købmandsgården. Da jeg blev så stor, at jeg gik og trissede rundt selv, blev det mig forklaret, at der måtte jeg som pige ikke gå over, ikke i butikken, ikke på lagrene, ikke i landhusholdningens folkestue.

Det var naturligt dengang – det var bare sådan – det er engentlig kun lidt, jeg kan fortælle om livet i forretningen

Dog havde jeg såvel som hele min familie, et nært forhold til alle i gården. I landhusholdningen der havde til huse ovre i farmor og farfars gamle hjem, som vi kalde rollingen, var der altid en dygtig husholderske. Herovre var der desuden indrettet værelser til kommiserne og karlene, bortset fra staldkarlen , som boede i hestestaldslængen. Jeg tror, der var en første og andenkommis og en eller to lærlinge. Der var to eller tre karle.

Kommiserne spiste ovre i mit hjem, og det var til tiden. Min mor lærte sine kokkepiger at være færdige på klokkeslet – fx kl. 12 til middagsmaden.

Landhusholdningen kørte sit løb og her var der i mange år, en og samme pragtfulde husbestyrerinde, Anna Marie. Hun og jeg havde fødselsdag samme dato, og hun har spillet en stor rolle for mig i min barndom. Der måtte jeg gå over.

Det var altid rare karle, der boede i rollingen. Jeg kan huske, der var en stor vandbrønd midt i gården med et stort dæksel på, og sommeraftener brugte de at sætte sig der, og der var altid én, der havde en harmonika. Det var jo bare en stemning så dejlig. Jeg husker forskellige af de karle, fx. Anton Ziegler. Engang da han havde været i marken for at arbejde, kom han kravlende hjem. Jeg var ude på vejen, og det gjorde et stort indtryk på mig at se ham komme på den måde: han havde fået et hekseskud og var så syg af det, men min mor som var uddannet massøse (fysioterapeut) ordnede alverdens sygdomme i gården.

 

 

 

Anna-Marie

Anna Marie var en person, der levede for, at alt skulle være i orden, og de, som hun havde i sin varetægt, skulle have det godt: hun lavede fin mad til dem. Det var således, at alt til forretningen skulle hentes i Brønderslev, og det kunne tage tid, så måltiderne blev meget uregelmæssige, men hun var der altid og havde varm mad parat. – om folkene så kom til bage sent om aftenen.

Anna-Marie elskede, når vi kom over til hende, jeg og min veninde Tulle fra mejeriet. Når vi kom, smurte hun sukkermellemmadder til os, og vi sad på køkkenbordet og spiste.

Alt, hvad der skulle laves af groft, foregik ovre i rollingen: slagtning om efteråret og til jul, det stod Anna-Marie for, såvel som brygning af øl. Jeg kan huske ølkælderen, hvor der var store træankre, som øllet kom på i første omgang, hvorfra det så igen blev tappet til husholdningen.

I forbindelse med det husker jeg når folkene blev sendt i mosen til vort tørveskær for at grave tørv, så kom vi andre ud med mad og stendunke med øl til dem.

Jeg har også prøvet at være med til at rejse tørv.

Fra Blåsiggård fik vi hver sommer multebær, og en stor baljefuld. De blev plukket kun delvist modne, så de blev bredt ud på rene lagner oppe på det øverste loft i mit hjem. På det hvidskurede gulv deroppe var der solvarmt; og når bærrene var modne, blev de lavet til dejligt syltetøj.

De jyske heste

Karlene havde ikke andet med forretningen at gøre end at hente fragt i Brønderslev og passe maltgøreriet, ellers var de tilknyttet landbruget. Vi havde to spand store, jyske heste, – brune med sorte manker og haler. Desuden havde vi nordbagger, der blev brugt, når karlene kørte ud i hele egnen med varer til folk og for at opkøbe æg, smør, huder m.m. De jyske heste var pragtfulde, og jeg tror, de var kendt i hele landsdelen. Engang jeg rejste med tog til Hjørring, begyndte nogle i kupeen at tale om disse jyske heste fra Chr. Larsen i Manna; jeg tror ikke de kendte mig.

Engang, husker jeg, var en af disse heste vanvittig syg, velsagtens af tarmslyng. Det var en forårsnat, og min far gik og så til hesten. Det endte med, at han med sin lommekniv aflivede hesten, og jeg husker det kæmpe hul, der blev gravet på marken lige østen for købmandsgården; hesten blev rykket ned i det og dækket til.

En anden hændelse, jeg mindes i forbindelse med disse heste, er fra den tid, der var Thise-marked. Der kom jo alle mulige folk til dette marked, bl.a. sigøjnere. Vi var blevet advaret og skulle holde os inde; vi skulle passe lidt på, for nu kom sigøjnerne.

Jeg kan se for mig dette vogntog komme østfra ned mod købmandsgården samtidig med, at et spand af disse jyske heste kommer hjem. Lederen af truppen var en gammel kvinde, som røg hen til en af disse store heste, lukkede gabet op på den, så på tænderne og ville købe den, – det var der selvfølgelig ikke tale om.

Jeg kan stadig se det syn: en der står og lukker gabet op på en kæmpe hest.

I skole i Manna

Nogle forældrepar i området oprettede en lille privatskole som havde til huse henne hos Barbara, der havde Manna central og Jens Volden, som var post. Der havde vi en skolestue, og her boede også lærerinden.

Vi skolebørn var i forskellige aldre: min bror og hans kammerat fra mejeriet, Svend, var nok de ældste. Så var der børnene fra Gammel Hammelmose og vist fra : V. Mejlsted. På et tidspunkt var vi 12-12 børn i forskellige klasser.

Når vi havde frikvarter, løb vi over til den skønne grøft på den anden side af vejen: Klart, fint. rent vand med hundestejler, og hvad der hørte til sådan et sted. Der brugte vi meget at hoppe over og løbe efter hinanden

På et tidspunkt havde vi en lærerinde, som ikke kunne synge og så husker jeg, at min mor hver morgen gik hen og sang morgensang med os. Dejligt. Vi sang alle de dejlige sange fra sangbogen

Skolestuen var møbleret med rigtige skoleborde og bænke, og der hang billeder til naturhistorie og geografikort på væggene. Det var altid en lærerinde, vi havde. Hun havde som sagt sin stue i skolen, og hun spiste middag på skift i hjemmene på skift en uge ad gangen hvert sted. Måske hørte dette med til hendes løn, eller det var bare en gestus, – en mere det spillede ingen rolle.

Vi havde rigtig eksamen, hvor pastor Plesner kom og visiterede, og det var jo store dage. De forældre, der kunne, hørte på. Jeg tror hver klasse-altså 3- 4 børn – var inde og fortælle. Pastor Plesner var meget interesseret i botanik. I den anledning havde vi været i engen og fælleden og plukket mange blomster, som vi blev eksamineret i. Jeg husker fx skabiosa, som pastor Plesner kaldte Vulle-vulle-vend-dig-om, for når man satte den op, kunne man se, at den drejede eller snoede sig lidt i stænglen; det navn har den stadig hos mig.

Lærerinden var naturligvis til stede under eksamen, og hun var rød i hovedet. Bagefter var der gerne spisning i et af hjemmene. Det må have været på den tid, hvor der var store, gode kyllinger, for jeg synes, jeg kan se for mig stegte kyllinger og store skåle med grøn salat.

 

 

 

Til Brønderslev

Når vis nåede en vis alder, kom vi til Brønderslev, Vi startede i 2. mellem i Brønderslev kommunale folke- og realskole. Det var en omvæltning.

Om sommeren cyklede vi, om vinteren kørte vi med hest og vogn, som blev opstaldet hos staldforpagteren på enten Hotel Phønix eller Hotel Brønderslev.

Min bror, som er ældre end jeg, var færdig i skolen, da jeg skulle begynde dernede, så jeg fulgtes med fra Gl. Hammelmose.

Når vi skulle hjem fra skole ad den skærvede vej kl. 15.30, var der altid modvind!

På det tidspunkt, da der blev bygget andelsmejeri i Ø. Hjermitslev, oprettede min far en filial der, og her var gamle Anna Marie fra husholdningen derhjemme flyttet ned for at være husbestyrerinde for den kommis, som var der. Når jeg kom til Ø. Hjermitslev, havde jeg den lykke, at Anna-Marie gerne stod i døren, og vi fik en snak og måske en halv sodavand – og så gik det ellers hjemad,
I Brønderslev fik jeg tysk, engelsk og mere tegning. Min skolegang står for mig som noget forfærdeligt, jeg kan knap nok sige hvorfor, men vi var i hver fald frygtelig bange for at komme for sent om morgenen.

Jeg tog 4. mellem med. Min eksamen kunne have være bedre en af lærerinderne sagde til mig: Jamen Gerda, det skal du slet ikke være så ked af, for du skal jo giftes! Har man kendt mage. Det var dengang.

 

 

 

 

Ud i verden

Så var jeg hjemme et år, hvor jeg hjalp til i husholdningen.

Der er også tid til at tage til Brønderslev til franskundervisning hos frk. Dahlgård og til klaverspil hos fru Staggemeter.

Som 15-årig drog jeg på husholdningsskole i 10 månder på Spejderskolen i Korinth, hvorefter efter jeg fik job som ung pige på en farm nær Oxford i England. Her skulle jeg sammen med en anden dansk pige lave mad. I 2 1/2 år arbejdede jeg her, rejste så til København og havde forskellige jobs. Derefter tog jeg til Canada, hvor jeg havde en onkel.

 

 

Fritiden

Når vi kom hjem fra skole, legede vi i købmandsgården eller på mejeriet, hvor der var 4 børn, som vi dagligt havde forbindelse med. Somme tider skændtes vi, så de lynede, og smed jordknolde efter hinanden over grøften mellem villaen og mejeriet, men til andre tider legede vi bare, og der var jo nok at lege ned. I den længe, hvor alt tømmeret og tømmerstablerne lå, var der godt at lege skjul – med bunker af smuthullerm – og så var der den tomme emballage.

Dengang kom varerne, fx. porcelæn, i store trækasser, som vi fik lov at stable sammen og lave huse af. Så havde vi det dejligt. Lege med dukker var altså ikke os.

 

Ryå

Mens vi gik i skole hjemme i Manna, brugte vi også at gå ned til Ryå og fiske, og vi piger, Tulle og jeg, var med og skulle bære drengenes matrosfrakker og -huer. Drengene fiskede, og vi havde gerne madpakke og saftevand med, og de ture står bare som noget helt vidunderligt.

Vi badede også i Ryå nede ved møllen. Det kunne ske, at der kom et føl, en kalv eller en hund flydende i vandet: det var måden, hvorpå man skaffede sig af med syge dyr. Det tog vi ikke så alvorligt. Vandet var rent.

Vi gik også ned til stemmebordet ved møllen. Det var altså pragtfuldt at ligge der på tremmerne og kigge ned i det brusende vand..

Af og til blev vi sendt ned efter ål, som vi hentede i en malkespand med låg på; jeg husker en gang. de her forbistrede ål, fik lettet låget og kom ud og lå og snoede sig i gruset oppe ved korsvejen. Jeg var så bange for dem. Jeg ved ikke, hvordan de andre fik detm samlet op, men jeg løb min vej.

Forpligtelser

Da min bror blev større, slog han æggekasser sammen; heri pakkedes æg i 3-4 lag med træuld imellem for at blive udskibet i Aalborg med England som mål. Det tjente han en lille ugeløn ved. Jeg mener ikke, jeg havde specielle pligter: min mor var en god igangsætter, og hun havde altid ideer og for slag: Skal I ikke en tur på bakken?

Skt. Hans

I forbindelse med det spørgsmål, må jeg tænke på sankthansaften.

Vi børn fik lov at trille en tom tjæretønde helt op på toppen af den skaldede bakke, som vi kaldte den. Det tog hele dagen. Den rullede nok ned adskillige gange, for det tog nogen tid, inden vi fandt ud af at tage den lidt mere på skrå. Det var en stor dag. I tønden skulle sankthansbålet være. Det blev nok arrangeret for os børn, kommiserne, karlene og pigerne; også dem fra mejeriet og måske børnene fra Hammelmose, – hvem der ville kunne vel komme til sankthansfest på bakken.

Mennesker jeg husker

Ane Dige

Ane Dige (An’ dige) boede i et lille hus oppe under bakken; hendes stue var fyldt med hendes dejlige, store væv, som der altid var noget på, for hun vævede for folk. Jeg har fra mine fastre arvet viskestykker, som AnDige har vævet. Indenfor havde hun et lille værelse – med velsagtens en alkove, og på nordsiden et lille køkken.

Det hed sig, at vi skulle gå op til AnDige og lære at stave. Hun var vældig god til at læse højt for os, og jeg husker, hun læste Robinson Crusoe. Når hun var færdig, vendte drengene bogen og sagde: AnDige, begynd så igen!

Jeg tror, at kimen til min interesse for at væve blev lagt hos AnDige; det skete, at vi fik lov at sætte os på bænken ved væven og slå et par slag sammen; det var spændende.

Hun blev gammel – 92 år, jeg tror, hendes grav stadig er på Thise kirkegård; jeg ved ihvertfald, hvor den skulle være.

Els-Johanne

Vesten for AnDige boede Els-Johanne i et endnu mindre hus med lergulv og stenpikning i stuen, hvor hun havde et bord og to

stole under de små vinduer, så hun kunne se ned til den store landevej og ud over engene.

Her sad hun og ribbede fjer for folk til puder og dyner, så det hele flød med fjer. I stuen havde hun en alkove. Ved siden af var der et åbent ildsted, hvor jeg har set hende stå og og holde sine hænder over gløderne for at få dem Blødgjort og varme, og det syntes vi jo var på en måde uhyggeligt. -lide hekseagtigt.

Els-Johanne spiste på skift på forskellige gårde, jeg tror, det var om fredagen, hun altid kom hjem og spiste i landhusholdningen hos os. Hun stilede altid lige over mod komfuret, løftede grydelåget og stak en finger i, – det var selvfølgelig ikke altid til måde for husholdersken. Hun kom og til stalden med sin mælkespand og hentede mælk. Hun skulle ikke betale for det, det bød sig selv. Når vi havde fået grøonkålsssuppe, blev vi børn sendt op til AnDige og Els-Johanne: Du kan hilse din mor og sige, der er for få penger (Kartofler) i.

Els-Johanne kunne lide at ryge pibe, og hun havde en ekstra lomme i sit store, tykke skørt til sit pibehoved. Hun ville ikke have, at folk skulle vide det, men alle vidste, at hun røg. Kom der pludselig nogen, stak hun piben i lommen, og det skete således engang, at der gik ild i skørtet.

Vi elskede at komme op til Els-Johanne, jeg og min veninde Tulle fra mejeriet. Der var en vis hygge, noget spændende, hos hende.

 

 

 

 

Juleaften kom AnDige, og Inger Marie, Træsko-Andres’ enke, hjem til os, så vi blev et langt bordfuld. De kom ved 17tiden, duftende af naftalin fra deres kisteklæder, bl.a. de smukke, sorte silketørklæder.

Udsigten og minderne

Går man op på loftet i den østlige længe i købmandsgården og ser ud ad det nordre vindue, ser vi mod bakkerne, hvoraf halvdelen af den østligste hørte til købmandsgården, – den del, der er beplantet. Efter 1. verdenskrig husker jeg, at der kom en mand og arbejdede hjemme i gården. Han var østrigsk soldat, flygtet til Danmark. En dag kom politiet fra Brønderslev, som var kommet på sporet af ham, og spurgte efter ham.

Han var ikke til stede, men fik at vide, at politiet havde været der, og den følgende nat skod han sig i dette krat. Han hed Siegfried Pöhl.

Han blev båret hjem til købmandsgården og lå der indtil begravelsen, hvorefter min mor sørgede for at sætte et minde, et sort trækors, hvorpå hun selv skrev hans navn og dødsdato. Nu er det væk på Thise kirkegård. Græsset sletter alle spor.

Det var nordvinduet. Så er der syd vinduet. Det var jo bare et eventyr at komme derop og se ud over engen, åen, mosen. Mosen spillede en stor rolle i min barndom; om sommeren kunne jeg ligge i min seng og se det store bål, som kunne opstå ved selvantændelse derude i mosen. Jeg var bare så forskrækket.

Men oppe fra det vindue – dér så vi altså ud i en stor verden.

Forfatter: Jens Otto Madsen

Født og opvokset i Vrensted