Husker du din skoletid af Leo Helledie Sørensen

Husker du din Skoletid 

Af Leo Helledie Sørensen, Aalborg, Købmand og medejer af produktforretninger og bor nu i Aalborg

Leo Helledie Sørensen f. 2007

Kilde: Lokalhistoriske Arkiver Løkken-Vraa

Den 7 oktober 2007 var jeg i Vrensted til åben arkivdag og fik en folder i hånden, hvor der stod “Skriv bare løs”, og det gør jeg så.

Jeg er i skrivende stund 77 år og født i Vrensted i 1930, så min skolegang har været fra 1937 til 1944.

Mine forældre var Søren Simoni Sørensen, kaldet Simoni Helledie, 1895-1955, og Magda Christence Christiansen, 1903-1991.

Min far var født i Vrensted og min mor i Århus, men hendes far var født i Vrensted.

Min far var barber og min mor damefrisør. De virkede i Vrensted i 40 år.

Første skoledag

Skolestuen kunne se sådan ud

Jeg husker ikke min første skoledag, men min mor syede en pose af blåternede køkkengardinstof, og den var snøret sammen med en snor i toppen. I den var mit træpennalhus med en griffel og ABC-bogem. Jeg er ikke sikker på den hed ”Ole Bole” dengang.

Øverste række fra v nr. 2 Svend Mørk nr. 3 Erik Kjeldsen nr. 4 Henning ( Hertas søn) nr. 5. Jens Ditlev ? nr. 8 Arne Christensen nr. 10 Poul Stevns nr. 12 Helge Christensen Anden øverste række f.v. Margit Vestergård nr. 2 Nelly Mikkelsen nr. 6 Lilly Andersen nr. 10 Hanne Stevns nr. 13 Inger Hansen 3. ø. række nr. 2 f. v. Otea nr. 5 Anni Christensen nr. 7 Vilhelm Gade nr. 8 Axel Bækgård nr. 10 Leo ( barberens) nr. 11 Svend (murer) 4. øv rk. fra v. Edel ? nr.2? nr. 3 Nanny Pedersen nr. 4 Edel Kragh nr. 5 Jytte Vestergård nr. 6 Kirsten Kjær nr. 8 Ellen ? nr. 9 Ingrid Nielsen nr. 10 Ella Nielsen? nr.13 Oda Kragh nederste række f. v. Bodil Pedersen? nr. 5 Thomas Larsen nr. 6 Vagner Gade nr. 8 Svend Kristensen Nr. 9 Lindhart Kristoffersen nr. 10 Jens Mørk – foto fra 1943-1944 fra Vrensted Byskole

 

Vi sad ved siden af hinanden to og to på en træbænk med en skrå pult foran os. Alle skolebænkene var lige store. De passede fint i 1. klasse, hvor vi gik de første fire år, men da vi rykkede op i 2. klasse, var der meget lidt plads mellem bænk og pult.

I skolestuen, som det hed dengang, var der træpaneler hele vejen rundt, og i nordsiden hang der billeder. I den vestlige skolestue, hvor 2. klasse hørte til var skolens bibliotek lige til højre for indgangen. Det var kun et skab. Videre var der lærer Jensens pult, og derefter et stort skab med bl.a. vores fysikting. Fra den bogsamling har jeg det eneste synlige minde om skoletiden. En pjaltet bog, uden rygbind, hvor der står: “1ste Præmie – Vrensted Byskole 1944 – A.J. for Leo Sørensen”. A.J. stod for Anton Jensen, som var vores lærer. Det var det år, jeg blev 14 år. I et frikvarter havde et par drenge taget flasken med kviksølv frem og tabt en del på gulvet. Vi lå med små papirstykker lommeknive og vore lommeknive for at samle det op, men noget løb ned mellem gulvbrædderne, det fik vi ikke fat i. I den nederste ende af lokalet var den store kakkelovn og ved siden af stod den store trækasse med tørv. Vi drenge skulle på skift to og to sørge for at hente tørvene, som opbevarede udhuset øst for skolegården. I udhuset var også toiletterne og lærer Jensens vaskehus og garage. Bil fik han vist først efter krigen. Til drengene var der et lille rum, hvor vi kunne gå ind og tisse op ad væggen. Jeg behøver nok ikke at fortælle, at der lugtede noget stramt, og fingervask var der ikke tale om. Længere inde i bygningen var lokummet. Jeg har kun set derind en enkelt gang, men jeg har aldrig siddet der, så hellere klemme lårene sammen.

 

 

Skolevejen

Den var let for mit vedkommende, for i 1939 boede vi på Stationsvej, og derefter flyttede vi til Vrenstedvej 493, Mejeribyen. Værre var det for de børn, der kom helt ude fra Søengene, som lå lige op ad grænsen til Thise. Deres far “Sø-Aage” var mælkekusk, så de kørte med ham ind om morgenen, hvor de skulle hjælpe med at læsse mælkejunger. Men om eftermiddagen måtte de selv trave hjem.

Lærere og skolefag

Frøken Mikkelsen husker jeg som en meget bestemt dame, men hun var nok som lærerinder flest dengang. Fra 1. klasse husker kun jeg fik en finger i klemme i døren til skolestuen. Jeg mistede senere neglen.

Lærer Anton Jensen var også en bestemt lærer. Der var kontant afregning en gang imellem, men de lussinger der faldt, var for det meste fortjent. Jeg var lidt dum til dansk, og jeg tror tror lærer Jensen betragtede mig som lidt doven til dette fag. Derimod kunne jeg fint følge ham i regning, så der var vi fine venner. Da jeg i 1944 fik førstepræmie, var det sikkert fordi, jeg var god til regning, men det kunne også godt være i geografi, som også var en af mine stærke sider. For det var vel ikke, fordi lærer Jensen ret ofte sendte mig til købmand Alfred Pedersen efter en pakke stangskrå?

Han lærte mig også at tegne, og mine skoletegninger er sammen med den pjaltede bog det eneste, jeg opbevarer som et kært minde om min skoletid og lærer Jensen. Mange gange i den sidste skoletime kunne vi overtale lærer Jensen til at hente fru Jensen, som så læste en god historie for os. Om sommeren kunne han ofte tage os med på en botaniktur ud i Præstens Skov, og jeg må sige, at jeg var en af dem, der holdt sig klods klods op ad ham, for det var fantastisk,, hvad han kunne fortælle om de forskellige planter. Stien ud til skoven var fuldstændig uberørt, så der var planter i alle farver. Kun en gang imellem drev Jens Ellitsgaards Mogens deres tre køer ud af stien til afgræsning.

En gang om året kom Pastor Stevns og hørte på.

Frikvarter – lege i skolegården, legepladsen, skolekammerater.

Vi havde kun skolegården at lege i, og så det lille hjørne ved siden af udhuset, hvor vi gravede små huller til kugletrilning. Kuglerne var af ler. Vi spillede også rundbold, men ellers hang vi bare over hinanden, og Gades Vilhelm elskede at gå rundt og trykke os ned. Skolekammerat var jeg med dem alle. Jeg havde ingen uvenner, men de rigtige gode venner, var nok mine fodboldkammerater. Fodbold spillede vi først i Thøgerslund og senere på pladsen ved Peter Ledet på Stationsvej. Mine kammerater udenfor fodbold var Ejner Pedersen, Arne Christensen, Vagner og Vilhelm Gade, Svend Nielsen, Christian (Kesse) Aagaard og Haakon Kragh.

Skolebøger, skoletasker, madpakker

Af skolebøger husker jeg kun ABCen, men jeg vil da tro, vi efterhånden også fik bøger om bibelhistorie, regning og geografi. Jeg tror ikke, vi havde skrivehæfter, det hele foregik med tavle og griffel, så vidt jeg erindrer. Madpakken bestod af rugbrød med leverpostej eller pølse. Vi fik ingen tomater eller andet grønt, og pålægschokolade var ikke opfundet.

Udflugter, ferie og fridage, skolefester, skolekomedier

En gang om sommeren var vi på udflugt. Et år gik turen til Lyngby Mølle, et andet til Vestbjerg Bakker. Turen foregik på ladet af vognmand Mathias Vestergaards lastbil med kreaturskravler, og så sad vi på træbænke, som bager Bedholm stillede til rådighed. Vi havde ferie, men jeg aner ikke hvor længe. Jeg husker ikke, hvad tiden gik med, men min mor og jeg tog gerne en tur til Randers for at besøge mine bedsteforældre. Det var for øvrigt det længste, jeg har været indtil mit 20. år. Min bedstefar, der var født i Vrensted, var værkfører i 40 år hos Vilh. Nellemanns cykelfabrik, som var det førende cykelfirma i disse år. Mine bedsteforældre forærede mig en splinterny cykel til min 7-års fødselsdag. Min første tur på cyklen foregik ned af stationsbakken, og min mor løb skrigende bagefter. Hun var bange for, at jeg skulle køre ud foran toget, men jeg fik drejet af på stationspladsen. I kartoffelferien deltog vi børn i kartoffeloptagning hos Chr. Rendbæk i Holmen og hos Chr. Lassen i Kærgaard.

Af skolefester havde vi kun den årlige julefest i forsamlingshuset. Det var vistnok 4. juledag. Vi fik her en lille godtepose med slik, et æble appelsin. Appelsiner måtte vi dog undvære under besættelsen. I festen deltog også Østre Skole og jeg husker, at lærer Brøckner Hansen sang for.

Konfirmationsforberedelse

I 7. klasse gik vi en gang om ugen til præst i Vrensted Præstegård hos Pastor Aage Stevns Der skulle vi lære nogle vers udenad, og det var jeg bestemt ikke god til, men konfirmeret blev jeg da. Til min konfirmation fik jeg en lysebrun habit, som var lavet af noget presset filt. Senere, da jeg i 1946 kom i lære hos købmand Poul Erik Christoffersen, havde jeg flere gode samtaler med Stevns. Han købte af og til rent kridt til tandbørstning, og det var der også få andre der gjorde. Man var begyndt at kunne købe tandpasta, men det var dyrt. Vi morede os lidt over en dame, som forlangte Gol-ga-ta, når hun skulle købe Colgate. Men de fleste klarede sig uden. Det forklarer nok, hvorfor så mange af de årgange fik forlorne tænder.

Sjove episoder og særlige oplevelser

Jeg begynder med lussingerne. Nu var lærer Jensen ikke en, der gik og stak lussinger ud til højre og venstre, men en gang imellem var der nok behov for det, hvad jo er ganske uhørt i dag. Lærer Jensen kunne ellers godt sætte sig respekt. Jeg spurgte en dag om fri kl. 11, for jeg skulle med rutebilen til tandlæge i Brøndersley, men Jensen mente, det var tidligt nok at gå 12 for at nå rutebilen. Så stak jeg af, og det betød, at jeg måtte indkassere rn lussing næste dag under de andre børns ikke helt lydløse fnisen. Da jeg fortalte det hjemme, var min mor parat til at sætte sig på cyklen for at komme ned og skælde lærer Jensen ud, men det modsatte min far sig og det løb ud i sandet.

Familien Jensen havde deres cykler stående i skolegangen og en dag var Gades Vilhelm og jeg de sidste på vej ind fra frikvarter. Vilhelm der var noget af en spasmager, bøjede sig cykel ned ved en cykel og ville ligesom for sjov løsne en ventil, hvad han i hvad han i virkeligheden ikke kunne drømme om at gøre. Han så ikke Jensen var på vej ind ad døren, og det kostede altså en lussing.

Et par drenge fra Bådstedhede havde en dag overskud i madkassen, og de par mellemmadder puttede de i den røde postkasse, der hang i skolegården. Det kostede en times eftersidning dagen efter, men det passede ikke de to gutter. så de stak af ud af vinduet. Det indkasserede de dagen efter et par lussinger for under alles påsyn.

En af de hårde vinterdage var de fleste børn fra klassen løbet ned på Kirkedammen i frikvarteret for at more sig på isen. Vi var nogle stykker, der nåede tilbage på vores pladser, inden frikvarteret var omme, og vi var tilskuere til, at Jensen stillede sig i døren til skolestuen og delte lussinger ud til drenge og piger som de trådte ind. Mon ikke han var lidt øm i hånden den dag, selv om dasket til pigerne var mindre end det til drengene.

Men tro nu ikke at alt var lussinger og ballade, set tilbage over årene, så var der kun få skærmydsler. Alt i alt var skoletiden en dejlig tid. Jeg gik alle 7-8 år i Vrensted Byskole, og her fik vi en grundig uddannelse. Senere gik jeg fire år på Løkken Handelsskole i forbindelse med min læretid, så det er den skolemæssige uddannelse, jeg har fået. Resten er autodidakt.

Forfatter: Jens Otto Madsen

Født og opvokset i Vrensted