
Poul Sørensen
Min far Edvard har flere gange fortalt om “FASTER ALMA”.
Da Edvard (født i Serritslev i 1908) var ovre på Sjælland i årene omkring 1930, besøgte han faster Alma, som drev Husum Møllekro i Husum ved København.
Faster Alma kom også på besøg hos familien i Vendsyssel. Dér besøgte hun blandt andre Inger og Evald Kraglund, som drev en lille ejendom i Serritslev.
Edvard var selv en hyppig gæst hos sin søster Inger, gift med Evald.
Faster Alma sagde med forbavselse efter et besøg hos Inger og Evald: “De tager billederne ned fra væggen og giver børnene dem!”
Det var helt uhørt for en dame som faster Alma at tage billeder ned fra væggen og lade børnene lege med dem!
Jeg satte mig for at finde ud af faster Almas historie.
Hvis Alma var Edvards faster, måtte hun være søster til farfar Niels Edvard Sørensen (1862-1938), som var gift med Mine, Bedste (1875-1967).
Slægtstavlen viser ikke nogen søster til min farfar med navnet Alma.
Dygtige slægtsforskere i Facebook-gruppen Slægtsforskning har løst mysteriet omkring ”faster Alma”.
Alma er i virkeligheden en datter af Niels Edvards storesøster, Inger Cathrine Sørensen, der blev født på slægtsgården “Bakken” i Serritslev i 1851.
Inger Cathrine blev gift med forpagter Jens Martinus Knudsen i Sankt Catharinæ sogn i Hjørring.
Den 9. juni 1876 fik de en datter, som ved dåben fik navnet Martine ALMA Frederikke Knudsen.
Det er præcis hende, som Edvard kendte som “faster Alma”.
Alma er altså ikke en faster, men en KUSINE til Edvard!
Alle i Edvards familie kaldte hende “faster Alma”.
Noget lignende gjorde sig også gældende for min faster Anna i ”Postgården”, som uden skelen til de præcise familieforhold bare blev kaldt “faster Anna” af alle i familien.
Martine ALMA Frederikke levede fra 1876 til 1951.
Hun var gift med restauratør Emil Petersen (1873-1928).
Sammen drev de forskellige restauranter i København og omegn.
Faster Alma drev HUSUM MØLLEKRO i to perioder: fra 1922 til 1935 og fra 1941 til 1944.
I disse år var faster Almas efternavn Petersen, som var hendes giftenavn.
Faster Alma blev som 52-årig enkefrue efter Emils død i 1928.
Imellem de to perioder som restauratrice på Husum Møllekro drev hun fra 1936 til 1941 “Café Løven” på Christianshavns Torv 2.
Disse præcise oplysninger har jeg fået af Helge Baun Sørensen fra Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev.
I Husum Møllekro var der en stor sal med scene med plads til 350 tilskuere.
Husum Møllekro kunne dække op til 400 kuverter. 1. klasses køkken, billige priser. Det skriver Alma Petersen i en annonce i 1941: “Meddelelse til de ærede Foreninger”, underskrevet “Ærbødigst, Alma Petersen, Husum Møllekro”.
De lokale foreninger arrangerede underholdning, bal, andespil og torskegilder på Husum Møllekro.
Alma Petersen har givet været en initiativrig og myndig krovært i de mange år som restauratrice i København og omegn.
Edvard har af selvsyn oplevet Husum Møllekro omkring 1930.
Husum Møllekro ophørte og blev nedrevet omkring 1960.
Allerede i 1928 var “faster Alma” blevet enkefrue,
“Faster Alma” (1876-1951) blev sikkert begravet på Brønshøj kirkegård, som var hendes sognekirkegård.
Jeg håber, at du med interesse har fulgt med i “faster Almas” historie og følt dig beriget ved at lære hende lidt nærmere at kende!
Jeg har været glad for at skrive hendes historie og fået mulighed for at se et billede af hende.
“Henfarne slægter – forglem dem ej!’
(Citat: “Hvor smiler fager den danske kyst”, Johannes V. Jensen, 1925.
Nederst ses et foto af Husum Møllekro med en mølle lige bag kroen.
Se foto af Alma Petersen!
Billedteksten lyder: “Naar Husum Møllekro i Dag indtager en saa fremskudt Stilling blandt Storkøbenhavns Udflugts- og Forlystelsessteder, som Tilfældet er, skyldes det i første Række Kroens myndige og dygtige Indehaverske, Fru Petersen, der i de sidste Aar med heldig Haand har formaaet at gøre Kroen til det Samlingssted, den er for hele Omegnens Befolkning
