Mikkel Nielsen historier, Sæby
Rigtig mange sæbynitter udvandrede i gamle dage til Amerika. Nogle af dem opnåede det mest utrolige på den anden side af Atlanten, så der kunne skrives en hel bog om det.
Her skal vi høre om en af dem, der udvandrede fra Sæby i 1877. Om hvordan han reddede en landsmand fra døden.
Han hed Chr. Rasmussen, døde i Minneapolis i januar 1927.
Redaktør Rasmussen var en sjælden mand. Den gamle sæbynit, der blev 74 år, havde ved sin død levet 50 år i Amerika, så han havde forladt Sæby i en alder af 24, men glemte aldrig sin fødeby.
Han stod i spidsen for en stor virksomhed i en af Amerikas storbyer. Jo længere han kom bort fra hjemlandet, jo mere dansk blev han.
Engang havde han fået besøg fra Sæby, og han græd, da han blev fortalt om Sæby Å, om kirken ved havet og de gamle huse.
I Rasmussens sind var Danmark et paradis, et eventyrland, og det smertede ham dybt, når nogle vovede at antyde, at der var småpletter hist og her på den danske sol.
Da en stor forfatter herhjemme engang i et selskab brugte et lidt kraftigt udtryk om hjemlandet, et bordel kaldte han det vist.
Der rejste Rasmussen sig op stiltiende, lagde sin trøje, og smed fyren ud.
Kun en enkelt gang havde Rasmussen talt nedsættende om sine landsmænd, og det var i en god sags tjeneste.
En dansker var anklaget for mord, og den elektriske stol ventede.
Da trådte Chr. Rasmussen ind i retssalen, og bad om ordet.
Det han ville fortælle juryen, var blot det, at den anklagede var ”vendelbo” og vendelboerne kunne man ikke dømme efter samme målestok, som den man anvendte over civiliserede væsener.
Vendsyssel hed i Danmark ”landet norden for lov og ret”, fortsatte Rasmussen, indbyggernes opfattelse var såre primitiv, og de var vilde og barbariske i levevis og tankesæt, nærmest en slags ”moonshiners”, og de slog folk ihjel, når de havde lyst til det uden egentlig at være klar over, at det var forkert.
En mand af en sådan stamme, kunne man ikke henrette, da om ham gjaldt biblens ord, ”han vidste ikke, hvad han gjorde”.
Disse oplysninger fra Chr. Rasmussen gjorde åbenbart dybt indtryk på juryen, og vendelboen reddede livet.
Rasmussen fik en bunke vrede breve fra andre vendelboere, der ikke tålte, der blev drevet løjer med deres helligste følelser.
Rasmussen trøstede de vrede brevskrivere med, at han var vendelbo ”HIMSELF”, og hans tale var fuldstændig uangribelig, vi havde jo dog indjaget romerne skræk, og vi havde også uden samvittighedsskrupler af nogen art slået Knud Den Hellige ihjel.
At det var henholdsvis 2000 og 800 år siden, ja, det kom jo ikke juryen ved.
Rasmussen var blot lykkelig over, at hans ord havde reddet en anden vendelbo fra døden. Selv om han for første og eneste gang i sit liv, måtte tale nedladende om de vendelboere, han elskede så højt. Det var i en god sags tjeneste.
