Christian Gade – Skomager – og Ringer og Graver ved Vrensted Kirke

Christian Gade – Skomager – og Ringer og Graver ved Vrensted Kirke

 Kilde: BT 24.12.1955

Julen boede på Kirkeloftet

Vrensteds gamle Klokker stak Spøgelset i Maven med glødende Jern

Jeg har våget mange Nætter i Kirken – Glædelig Jul til alle fra en lille Vesterhavskirke

Han er en gammel Mand, elskelig at se på. Med venlige Øjne bag de store Briller og fin, glat Hud i Panden, hvor man kan se de blå årer som hos et lille Barn.

I næsten tredive år har Niels Gade været Klokker og Graver ved Vrensted Kirke.

Et Embede, der er gået i Arv i Familien, så både Faderen og den ene Bror har haft det.

Egentlig havde det aldrig været i min Idé, at jeg vilde til Kirken, siger den 75-årige, da vi sidder ved Kaffen i hans og Anines Hus ved Vejen. Jeg ville til Søs, og da jeg var en bette Knøs, stod jeg tit oppe i Kirketårnet og kikkede paa Bådene ude på Havet. Jeg syntes, det så ud, som om de fløj. Og jeg drømte om at se hele Jorden om Bord paa sådan en. Men jeg måtte ikke for min Far, I stedet kom jeg i Skomagerlære inde i Aalborg. Og efter jeg havde ligget inde i 19 Måneder som Dragon i Randers, kom jeg til Landbruget og kom til at tjene et Sted, hvor Mor her arbejdede i Nabogården. Så var det sket, og vi blev gift i 1906.

– Og det var også sket med Udlængslen?

  • Det troede jeg. Men en skønne Dag kom en Onkel af min Kone hjem fra Staterne. »Tag dog med derover«, sagde han. »Det er ikke noget for dig at sidde herhjemme og kikker. Min Kone og vores to Drenge kunne bo hos hendes Forældre, og så drog jeg af. Jeg var væk i fire år, og det var så Meningen, at hun skulle komme efter. Men da det kom til Stykket, ville hun ikke alligevel så det i stedet var mig, der måtte komme tilbage. Men jeg husker lige så tydeligt, at da jeg gik i Land i Esbjerg, tænkte jeg: »Havde det endda bare været New Yorke. Jeg har altid længtes tilbage. Nu bor flere af vores 14. Børn derovre. Men det blev altså min Lod at skulle være ved Kirken. Og dejligere Kirke end vores findes nok heller ikke i Landet. Så hyggelig og køn, Da jeg var Dreng, kan jeg huske, at hele Kirkegården lå hen som en stor, grøn Eng. Ingen passede Gravene, og min Far slog det hele med Le og solgte Græsset som Halm. Da jeg var lille, var jeg bange for Kirkegården, for Svendene hjemme paa Skomagerværkstedet morede sig altid med at fortælle Spøgelseshistorier.
  • – Men nu er De ikke bange mere?
  • Jeg siger altid, at man skal nok snarere være bange for de levende. De døde gør os ikke noget ondt, desuden kender de mig allesammen.
  • Men der var engang en Mand i Sognet, Hans Holme hed han. Han vilde kyse mig ud af Kirken.

En Aften sent, da jeg gik og arbejdede med Fyret, hørte jeg en underlig puslende Lyd henne ved Døren. En mærkelig Fremtoning dukkede op i Mørket. En Skikkelse svøbt i et Lagen og med en stor Filthat paa Hovedet. Først gav det et sæt i mig, men så blev jeg klar over, hvem det var. Der lå en Jernstang ved Siden af Fyret, den puttede jeg ind i Ilden, så den blev helt hvidglodende. Og saa gik jeg frem mod Spøgelset. »Er du et Menneske, så sig – er du en Djævel, saa vig, sagde jeg og stak Jernet op i Næsen paa ham.

Han blev så bange, at han døjede med at snakke. Er du tosset, stammede han, – Næh, det er du, svarede jeg, for du har ikke noget at gøre herinde. Inden han gik, lovede han, at han ville komme igen en anden Gang. Men næste Gang er det måske nok mig, der bliver mest forskrækket, for nu har han ligget i Jorden i mange år!

Ellers tænker jeg aldrig over noget, når jeg går heroppe ved Kirken. Under Krigen, da vi fyrede med Tørv, var jeg nødt til at sidde i Kirken hele Natten før Søndag og de store Helligdage. Der skulle fyres i Ovnen hveranden Time. En gang faldt jeg i Søvn heroppe en Nat i Julen, og da jeg vågnede, skinnede Månen lige ind paa en Lysekrone. Jeg kunde ikke begribe, hvor jeg var, og måtte nappe mig selv i Armen, før jeg blev rigtig vågen. Men bange var jeg ikke.

Kongen slog mig

– De må have været i Sognet under mange Præster?

– Syv, tror jeg, det kan blive til – og jeg har set tre Konger. Christian den Niende, Frederik den Ottende og den gamle Konge. Han slog mig endda …

Slog han Dem? – Det var jo nærmest for Sjov. Det var ved en stor Manøvre ved Vejle, og jeg lå i en Bunke Halm og hvilede ud sammen med tre Kammerater. Pludselig var der en, der svirpede mig med en Ridepisk på Skulderen. »Hvad er det for en Pjalt«, råbte jeg og vendte mig om. Der stod en lang Rækel og grinede af os fire små Karle. Det var den unge Prins Christian – og jeg skal love for, at vi kom paa Benene i en Fart.
– Gjorde det ondt, Kammerat? spurgte Prinsen.

Tværtimod, det var en Ære, svarede jeg, og saa fik jeg en god Cigar. Jo, det var en herlig Gut.

Præsterne har også været gode – hver paa sin Måde. Dengang jeg var Dreng, havde vi en Sognepræst, der tit kom en halv Time for sent til Gudstjenesten. Der var ingen Kakkelovn i Kirken, så Menigheden stod altid ude i Solen og ventede på ham. Når han så kom, tog han gerne et Stykke Papir op af Lommen, spyttede i det, rakte det til mig og sagde: »Kast det over Diget, Dreng!« En Dag blev jeg så galhovedet over det, at jeg gik hjem og aldrig satte mine Ben i Kirken mere, mens han var der. Men ellers kan jeg ikke ret godt ha’ en Søndag, hvor jeg ikke kommer i Kirken. Der mangler noget, synes jeg. Jeg husker for Resten også, at vi engang havde en Pastor Pommerenche, der blev så gal, når Bønderne arbejdede om Søndagen. Når han stod paa Prædikestolen, kunne han pludselig afbryde sig selv: »Nej, vent nu lidt. Der kommer et Hølæs!« Og så tav han bomstille, indtil det var kørt forbi.

Jeg læste Gøngehøvdingen

– De må have ringet med Kirkens Klokker til mange forskellige Begivenheder.

– I gamle Dage blev Kirkeklokkerne brugt ved både Ildebrand og Sygdom.

I Dag er man kun pligtig at bruge dem ved Mobilisering. Men da den gamle Konge døde, ringede vi hver Dag i fire Timer, lige til han blev begravet. Det var strengt at stå deroppe saa længe. Jeg gør heller ingen Hemmelighed af, at jeg stod og læste »Gøngehøvdingen«, mens jeg ringede. I vores Nabosogn har de for Resten stadig Skikken med at ringe med Klokkerne før en Begravelse, når Graven er gravet færdig.

Somme Tider får man sine egne Tanker, når man står og ringer, og de kommer ned på Kirkegården med en, man har kendt. Men man lærer Døden at kende. Jeg er ikke bange for at dø. Jeg kender også det sted, hvor jeg engang skal ligge – og det er oven i Købet den grimmeste Plet på hele Kirkegården.

– Jeg har ikke ført noget stort Liv og måske heller ikke drevet det vidt. Mor og jeg har ikke kunnet give vores Børn andet end Glæden ved at arbejde. De er alle blevet pæne og hæderlige, og det er vores største Lykke,

Inde i Byerne er der så mange unge, der hverken tror paa Gud eller det evige Liv. Men der er nu så meget Barn i mig, at jeg tror på, der er et Liv til. Det ka’ godt være, I synes, jeg er en gammel Nar, men A tror nu, at når Folk lever det bedste, de kan her, og gør Ret og Skel, så er der også een, der hjælper. Af og til så føler jeg, at nu må jeg være lidt ene, så går jeg op i Kirken og sætter mig ganske stille.

Jeg tør ikke ligesom Missionsfolkene sige, at jeg er frelst. Det har vi ingen Ret til at tro. Den eneste Måde, vi kan komme i Kontakt med Gud paa, er gennem Biblen.

– Vil I med i Tårnet? spørger Niels Gade. Både han og hans Kone Anine skal op og ordne det sidste ved Kirken inden Julegudstjenesten. Alle Grave dækkes med Gran, fra Præstens Plantage kommer et stort Juletræ, der bliver sat op i Kirken, og i alle Stolestader bliver der tændt levende Lys.

De to gamle går stille omkring og pusler i Kirken, hvor de selv er blevet gift for snart 50 år siden, og hvor alle deres 14 Børn er blevet holdt over Dåben.

Lidt efter følger vi med ham op i Tårnet — først ad en Vindeltrappe, hvis Stentrin er små og hulede, siden ad en stejl Hønsestige.

Så står vi helt oppe paa Loftet, hvor Klokkerne kaster sære, forvredne Skygger i alle Kroge. Skodderne bliver slet fra Tårnets Glugger, og vi kan se langt bort over Børglum-Bispens Kloster, ud mod Vesterhavets urolige Bølger og til de mange små Lys i Løkken.

Jeg ringer Solen ned hver Aften Klokken fire, siger Niels Gade og bringer Klokken i sving. Men hænder det, at Tårnuret slår, mens jeg er på Vej op, så ringer jeg slet ikke. For mange ude på Gårdene stiller Urene efter mig, og så vil jeg ikke snyde dem. Selv om det så kun bliver med et halvt Minut.

Nu runger Klokkerne fra den gamle Vesterhavskirke. Som store, kredsende Fugle daler Tonerne ned over den lille Landsby. Snart vil de komme i Flokke fra hvert Hus og hver Gård paa Vej mod Kirke.

Og pludselig er Julen der. Varm, enfoldig, gammeldags. Vi står ganske stille og lader den overvælde os,

Hos gamle Niels i Tårnet, stående i Mørket og Kulden med Udsigt til de Steder, hvor gæstfrie Mennesker åbnede Dørene for os, og døve af Klokkernes Larm, fandt vi den rigtige Julestemning,

Vores Jagt paa Julen sluttede i Vrensted Kirketårn – vi fandt den, og vi giver den glad videre til alle andre med en rigtig

GLÆDELIG JUL