Vrensted familie på vej til Canada i 1949

Kilde VT Juni 1949

Vrensted-Familie paa Vej til Canada i 1949

fortæller Svend Aage Michaelsen, der i Marts forlod Danmark med Hustru og to Børn for at skabe sig en Fremtid i det fremmede.

Drømmen om Eventyret var vel nok det, som før i Tiden drev de fleste danske Emigranter hjemmefra, specielt til Amerika. Man havde hørt om det store eventyrlige Land med de mange Chancer, og nu vovede man Springet. Eventyret eksisterer stadig, men for det første er der i høj Grad sat Bom for Emigrationen, da Amerika har en meget lille Kvota – det vil sige det Antal danske Emigranter, der hvert Aar faar Lov at slaa sig ned derovre, for det andet gør de hjemlige valutarestriktioner deres til at forøge Vanskelighederne. De unge, der vil udvandre til USA., maa tit vente op til to Aar for at faa Papirerne i Orden.

Noget anderledes er det med Canada. Her er kortere Ventetid, og har man Bekendte eller Slægtninge derovre gaar det let med at faa Sagen klar – selve Papirerne skal selvfølgelig udfyldes og de vordende Emigranter maa gennemgaa forskellige Undersøgelser, bl. a. en Tuberkuloseundersøgelse, men derimod ingen Vakcination. Vanskelighederne har maaske nok gjort at de unge, der nu udvandrer, er mere Realister end de tidligere Drømmere. De har begge Fødderne paa Jorden.

Om Bord paa Gripsholm var der, paa Vej til Halifax og derefter New York, 77 danske Emigranter, alle Landmænd i Alderen fra nogle faa Maaneder til 57 Aar, — og fælles for alle de voksne er i alt Fald, at de haaber paa Chancen derovre.

-Var De skuffet over Forholdene hjemme? spørger jeg en af de unge Mænd, der drager ud, den 31-aarige Svend Aage Michaelsen. Han er Landmandssøn fra Vrensted i Vendsyssel, Faderen er død, og den Jældste Broder har arvet Gaarden. Michaelsen er gift og har to Børn, en Pige paa otte Aar og en Dreng paa to. Han er en tillidsfuld ung Landmand at se til, bruger ikke store Ord, men er stilfærdig og klar i det, han siger. Han ved, hvad han vil, og hvad han taler om.-

Skuffet, gentager han, tja, det kan man maaske godt sige. Jeg har været ved Landvæsnet siden jeg var 16 Aar og har arbejdet paa Gaarde baade i Jylland, paa Sjælland og Fyn, ja, over hele Danmark. Skal, jeg forklare rent ud, hvorfor jeg drager af Sted, saa er det vel dette: Der bliver aldrig noget til overs herhjemme. Min Kone og jeg har talt om det mange Gange, at der maatte være noget forkert ved det hele, for tjente vi et Aar lidt mere, saa gik alle de Penge til større Skatter. Jeg vil ikke sige noget ondt om det hjemme, men jeg synes blot ikke, at en ung Mand faar en rimelig Chance. Det tror jeg, i alt Fald nok, han faar i et Land som Canada, hvis han vil arbejde og tage fat.

Tager fat paa hvadsomhelst.

— Hvad er Deres Uddannelse? – Først gik jeg i Landsbyskole, siden var jeg et Aar paa Vallekilde Højskole, og senere har jeg deltaget i lidt Studiekredsarbejde. I det sidste Aars Tid – efter at min Kone og jeg var blevet enige om, at nu skulde det være – har hun og jeg gaaet og læst Engelsk hos en Lærerinde hjemme i Vrensted. For Resten har jeg ikke i de sidste Par Aar været ved selve Landbruget, men derimod været Lastbilchauffør. Jeg troede det gav mere, men det blev alligevel det samme. Men jeg var glad ved, at jeg havde det Job, og naar jeg nu kommer til Canada, tager jeg fat ved hvad som helst, det gælder om at tjene saa mange Dollars som muligt og vel at mærke faa lagt saa mange til Side, at man inden alt for længe kan købe sig en Farm, en Gaard. Den canadiske Regering er meget hjælpsom her og vil gerne have Emigranter, der vil tage fat. Husk paa, der er plads til mange derovre, Canada har kun 12 Millioner Indbyggere, men større Udstrækning end hele USA med 150 Millioner – og saa er De forenede Stater endda alt andet end overbefolket.

Vi har 200 Dollars – det er, hvad vi maa tage med for de danske Valutamyndigheder, og det er dét, Canada kræver som Minimum. Svenska Amerika Linjen har hjulpet os til Rette paa alle Maader, og de canadiske Indvandringsmyndigheder har ogsaa været vældig flinke overfor – Hvad har De saa med hjemmefra? os.

Hvor skal de til? – Vi skal til Saskatcewan, en Stat i Midten af Canada ikke saa langt fra Alberta, og der har jeg en Farbror boende. Det er ham, vi første og fremmest kan takke for, at det hele er gaaet i Orden, for han har overfor de canadiske Indvandringsmyndigheder garanteret for, at vil ikke skal falde Canada til Byrde. Han kan altid give os Arbejde, hvis det skulde knibe, og min Kone og Børnene skal bo den første Tid hos ham, til jeg har fundet noget, der giver en Indtægt. Havde jeg ikke min Onkel eller andre Bekendte i Canada, maatte jeg stille en Garanti paa 2000 Dollars, og det er jo grumme mange penge, som vi, selv om vi havde dem, slet ikke fik Lov at tage ud af Landet. Det er jo det, der gør, at der ingen større Udvandring kommer i Gang. Som det nu, maa man faktisk have en Slaægtning eller bekendt i landet, man vil udvandre til, som vil garantere for en. Det har vi altsaa været saa heldige at have. Jeg har ikke mindre end tre Farbrødre paa den and Side Atlanten, to i Amerika og altsaa i Canada. Den ene er Tømrer og de to andre Landmænd. Desuden har min Kone sin Morbror derovre. saa vi har saamænd Slægt nok der. Det er flere, end vi har hjemme. Mor var jo nok ked af at vi rejste, men vi syntes, at vi maatte tage Springet. Og baade min Farbror og hans Kone, der har været paa Besøg herhjemme, siger at det skal nok gaa.

Maalet er en Gaard.

Hvordan vil De nu begynde? – Jeg vil se at faa Arbejde paa en Gaard. Maaske har vi et eller andet, de kan bruge derovre. Jeg tænker her paa vore Erfaringer, paa specielle Idéer, som maaske kan overføres. Det skal være godt at komme med Forslag. Men forøvrigt er jeg fast besluttet paa at tage fat og slide i det — det gælder om at skrabe de Penge sammen, der skal til, til Køb af en Gaard. Det er ikke saa forfærdelig mange Hundrede Dollars, der skal præsteres som Udsetaling. Man kan saa få lån paa en Aarrække op til 21 Aar med Afbetaling hvert Aar, og naar saa AfIragene er betalt – det kan selvølgelig ogsaa gøres over en kortere årrække – så er man sin egen Mand, og Gaarden ens egen. –

Michaelsens Øjne lyser, mens han siger det, han har sit bestemte Maal.

Ja, Deres egen Mand – det er vel dét, De vil være …

Det stemmer. Det er jo det, vi allesammen gerne vil, men det synes jeg altsaa, det er meget svært at blive hjemme. Bliver man det endelig, tager Skatterne og hele Tilværelsen det, man tjener, saa der ikke bliver noget til overs.

Hvad siger Deres Kone nu til det? 

Jeg er parat til at tage fat, siger Fru Michaelsen, og hjælpe til paa allet Maader. Naar vi blot staar sammen, skal det nok gaa. Folk siger, at det er den rigtige Alder, vi kommer over i, fortsætter Michaelsen. Jeg selv er 31 og min Kone 28. Dersom man ikke er gift, er det nok klogere at tage af Sted tidligere – saa er der større Muligheder for at naa et Resultat i en ung Alder. Men jeg kunde nu ikke saa godt tænke mig at være alene derovre.

Har De ellers bekendte derovre?

Der er allerede taget mange Vendelboere til Canada. Den store Simon Hjortnæs, som de kalder den danske Konge i Canada, er fra Vendsyssel, og han har hjulpet mange i Gang derovre. De Canadiske Indvandringsmyndigheder har ogsaa forhørt sig om, hvem der havde Lyst. Der var i en lille By oppe i Vendsyssel alene 50, der godt vilde. Ti af dem blev udvalgt og faar vist nu en Chance.

Mulighed for Opsparing.

Hvad regner De med, De kan tjene derovre?

Jeg har faaet at vide, at man faar op til 100 Dollars om Maaneden paa de forskellige Gaarde og saa altsaa Opholdet frit. Det vil sige, at der bliver en god Del at lægge op hver Maaned. Jeg er klar over, at vi maa spare. Der bliver ikke mange Penge til øl eller Biografteater, men det kan man jo ogsaa undvære. Paag to-tre Aar skulde det være muligt at have tjent saa mangę Dollars, at der var nok til Udbetalingen paa en Farm – og så er det, Regeringen hjælper til. Man følger ogsaa derovre, hvordan vi arbejder og klarer os.

Tror De nu ikke, det er meget forskelligt fra Arbejdet hjemme?

Jo, det ved jeg, det er. Vi havde paa min Brors Gaard Besøg af Dansk-Amerikanere, og de sagde allesammen, at vi har altfor faa Maskiner hjemme. Der skal tre-fire Mand til det Arbejde i Danmark, som en Mand ved Hjælp af Maskinerne kan udføre derovre — baade i USA. og i Canada.


Hvorfor har De valgt Canada?

Det er næsten umuligt at komme til Amerika. En Tid tænkte vi paa Australien, men det blev vi raadet fra der er ikke nær de Chancer som i Canada. Man skal jo have sit Helbred – det er vigtigt. Ved Undersøgelserne er vi heldigvis blevet fundet sunde og raske allesammen. Det har egentlig taget forbløffende kort Tid, det hele. Min Kone og jeg har altsaa i et Par Aar talt om at udvandre, og i Juli 1948 skrev jeg til del canadske Legation og til Svenska Amerika Linjen, og i Februar var det hele i Orden, saa vi den 4. Marts kunde tage af Sted fra København.

Bestandig faar vi at vide, at for en Mand, der vil tage fat, er der Chancer derovre, og Landarbejdet betales relativt godt nu, hvor det er gode Tider. Men jeg skal ikke være bange for at tage fat ved hvad som helst. Jeg kan jo ogsaa køre Lastbil, og det er vist ingen Skade til. Vi faar jo nok nogle Skuffelser – det er vi forberedt paa, men det skal ikke slaa os ned. Man maa igennem det.

 nov. 2019-jens otto madsen

Forfatter: Jens Otto Madsen

Født og opvokset i Vrensted