Knud Holst, forfatter

Avisartikler m.m. om forfatteren Knud Holst i opgangstider, nedgangstider og forfald. Han levede sine sidste år i Vrensted

 

 

 

 

 

 

Kilde. VT 1986

Fødselsdagsomtale:

Forfatteren Knud Holst, Vrensted, fylder 50 år tirsdag den 15. april 1986.

I netop dette tilfælde vil det ikke være på sin plads at bruge den sædvanlige flotte bemærkning om at runde et skarpt hjørne.

Knud Holst har lidt til fælles med den noksom berømte lille kat på vejen. Han er så helt sin egen. Han har ikke noget mod skarpe hjørner, og det har vist aldrig været hans tanke, at de skulle rundes af. Han kan bedst lide, at de træder skarpt frem, som det, de er.

Sådan kender Vendsyssel Tidendes læsere ham gennem mange års indlæg i Vendsyssel Tidende, hvad enten det har været som deltager i diskussion med andre kampglade penneførere om brændende spørgsmål i tiden, eller han har kørt solo i kronikker, artikler, causerier og digte.

Ingen sproglig genre er ham fremmed, og han har dyrket dem alle i bladets spalter og i sine mange bøger, hvad enten det har været i prosa eller vers, fortrinsvis såkaldt modernistiske.

Gennem det alt sammen er som en rød tråd gået en udtalt vilje til at finde frem til det sprogligt klare udtryk, gerne skarpt, hvis det har kunnet fremme forståelsen, men i hvert fald altid helst præcist.

Idealist på det danske sprogs vegne. Det kan man godt kalde digteren, nu fra Vrensted, tidligere Løkken.

Allerede som ungt menneske slog han sit visir op og gav sig til kende som ridder af den sproglige prægnans. Præcise beskrivelser i stedet for sentimentalt føleri. Han fældede lansen og gik til angreb på sproglig vanerytteri og tomgang. Med koldt blod.

På et tidligt tidspunkt af sin karriere udtalte han sig selvfølgelig herom. Han blev spurgt, om han tænkte på læseren, når han skrev. Hertil svarede han:

– Det tror jeg ikke, jeg ved ikke, hvem læseren er. Der er selvfølgelig forståelseskrav, men det er i den aktuelle situation først og fremmest et forenklings krav, som bygger på bredere og dybere felter end det dér populære »læseren«. Det har noget at gøre med selve sprogets behov for pludselig at være klart, sproget bliver enkelt af samme grund, som det bliver indviklet, nemlig af nødvendighed og ikke af hensyn til læseren… En anden ting, som jeg synes er vældig nødvendig i al form for kunstfrembringelse: At man ikke lader sig blænde af de følelser eller indfald, som er anledning til den % det skal laves med koldt blod sådan noget, enhver affekt i et stykke tekst er simpelthen mistænkelig… Man må aldrig glemme, at kunst er teknik, først og fremmest«.

Det er sprog-asketen Knud Holst i en nøddeskal. Sådan kender vendelboerne ham, og sådan kan de li’ ham. Man kan godt være et følsomt menneske uden at brætte, skilte med det.

Denne gennem et langt forfatterskab evindeligt praktiserede afsøgning af, hvad nøgternt sprog kan bruges til, har i hans turban ladet falde mangt en appelsin i form af udtryksfulde, overraskende, nye billeder og vendinger.

Knud Holst er vendelbo af fødsel, vokset op på et husmandssted i det østlige Vendsyssel, senere hærdet ude mod vest. Hædret på mange ledder og kanter på landsplan, såvel som lokalt. Han kan ikke sige andet, end at hans skribentvirksomhed er blevet påskønnet.

Antennerne ude

Grundlaget for det hele er skrivemaskinen derhjemme, men han har aldrig stilet efter at blive højlitterær eneboer i et elfenbenstårn. Han har altid sørget for at bevare kontakten med det pulserende liv og har udført organisatorisk arbejde på ledelsesposter rundt omkring, bl. a. indenfor teatret og i kollegers faglige organisation. Han sørger for at have antennerne slået ud, så der bliver forbindelse mellem skriveriet og den anden, håndgribelige virkelighed.

Denne skarpe profil blandt landets og landsdelens skribenter tager nu som før de skarpe hjørner i skarpt trav, pacet frem af en aldrig svigtende energi og begejstring for at skære ting, problemer og meninger, hans højst-egne, ud i pap, gerne med skarpe kanter, måske nu og da blødgjort af barok humor.

 

Kilde: Nordjyske 12.01.1995

En stolt mand:

Knud Holst kæmpede for at bevare værdigheden

Forfatteren Knud Holst har også haft bopæl i Vrensted hvor han var bosat de senere år indtil sin død i 1995

Knud Holst blev født i Vendsyssel i 1936 og levede det meste af sit liv der. Mere end noget andet har dette områdes natur, miljø og sociale forhold sat sit præg på Holsts virke både som billedkunstner, digter og novelleforfatter. Holst voksede op i et indremissionsk hjem og fik en streng, kristen opdragelse uden megen plads til udfoldelse, men i en tidlig alder begyndte Holst at interessere sig for at tegne og skrive og kunne hermed søge tilflugt i sin egen fantasis verdener. I bøger og tegneserier fik han yderligere afbræk fra den til tider lidt triste hverdag, og ikke mindst bedstefarens samling af litterære klassikere og opslagsværker nærede Holsts fantasi.

Knud Holst kom på Dybvad Mellem- og Realskole og herefter på Hjørring Gymnasium, hvorfra han blev student i 1955. I løbet af gymnasietiden fik Holst digte og kronikker trykt i flere forskellige lokale aviser og siden også i Københavnske dagblade og tidsskrifterne Vindrosen og Hvedekorn. Efter studentereksamen arbejdede Knud Holst som sproglærer og lærervikar på Løkken Private Realskole, indtil han i 1961 begyndte at kunne leve af arbejdet med litteraturen som forfatter og redaktør.  Holst blev i perioden 1964-1967, redaktør af Hvedekorn – i første ombæring sammen med Uffe Harder, siden alene. Han debuterede som forfatter med digtsamlingen ”Dementi” 1962. Derefter fulgte bl.a. novellesamlingerne ”Dyret” 1963 og ”Asfaltballet” 1965, og ”Udstedsdigte” 1976, ”Min bedstefars nat og andre almanakhistorier” 1978 samt ”Katrines hus” 1989. Knud Holst har desuden gjort sig som børnebogsforfatter. Siden udgav Knud Holst et dusin digtsamlinger og et halvt dusin novellesamlinger. Digtsamlingen ”Kragevending” bærer undertitlen ”Landsbydigte” og tematiserer, som også flere af Holsts noveller, liv og mennesker i de mindre lokale samfund.I det hele taget var de lokale samfund, de vendsysselske, et gennemgående tema i forfatterskabet. Ved siden af forfatter arbejdet var han en flittig billedkunstner, men det var forfatter, han så sig selv som

VRENSTED:

Forfatteren Knud Holst var ikke nogen nem mand at omgås. Han havde sin stolthed og var meget distræt, men han var også et dejligt menneske, fortæller Jane Damgaard.

– Knud var en ener. Han var et rodehoved, men dygtig – ekcentrisk kaldes det vist. Jeg fandt det charmerende, fortæller Jane Damgaard.

– Han var helt på røven til sidst, men skulle alligevel bevare sin værdighed som stor forfatter.

Store problemer

Knud Holst havde økonomiske problemer, drak for meget, var syg af knoglekræft og havde ikke mange venner tilbage.

– Han var så langt nede, som man kunne komme. Og det var svært at få lov til at hjælpe ham. Han var ikke snobbet, sådan som nogle troede, men han var bange for at blive såret og ville ikke omklamres. Jeg kan godt forstå, at det var svært for ham. Han havde været en stor mand og nu skulle han pludselig hen og bede om en hundredekroneseddel.

Umulig til penge

Jane Damgaard kunne få lov at hjælpe Knud Holst, fordi de kendte hinanden så godt, men ellers prøvede han at skjule sit forfald.

De få penge han havde, kunne han slet ikke styre.

– Når han havde penge, var han værre en et barn i en slikbutik. Han tænkte ikke på, at han også skulle bruge nogle i næste uge. Han havde stadig en verdensmands manerer, for udadtil skulle der ikke væe noget at pege fingre af.

En opsang

Jane Damgaard gav ham flere gange en ordentlig opsang.

– Man kan ikke leve på forskud hele livet. Det skal give bagsmæk – og det gjorde det.

Jane Damgaard oplevede flere gange at han inviterede hende på en dyr middag om aftenen og kom hen dagen efter for at låne til en pakke tobak.

Da sygdommen tog til, ønskede Knud Holst ikke at have andre mennesker om sig end sin muse, som han kaldte Jane Damgaard.

– Han ville bare have fred og skrive så meget som muligt. Han vidste
godt hvad vej det gik.

– Knud var et sjældent menneske og vi havde mange dejlige tider sammen. Jeg kom til at stå mellem den Knud, der forsøgte at bevare sin fordums storhed ud ad til, og den Knud, der sad her ved bordet og var ked af det.

Kilde: VT 1997

En poet blev tavs

Han kunne i timer dele sine tanker med andre og delagtiggøre dem i det meget, der altid lå ham på sinde. Nogle gange har han måske talt sine tilhørere trætte, men nu er han tavs, Vendsyssels digter, forfatteren Knud Holst, Han døde torsdag aften 59 år gammel.

En lys forfatterkarriere havde han bag sig, men hans liv var også problemfyldt, og den sidste tid var smertelig – især for Knud Holst, der måtte konstatere, at sygdommen ville vinde over ham, men også for dem, der holdt af ham.

Knud Holst var født i Skæve og hele livet vendelbo i sit hjerte. I 1962 fik han sin debut som forfatter med digtsamlingen Dementi. Siden er det blevet til over 40 udgivelser fra især Borgens Forlag af bøger, noveller og digte og en mageløs skribentvirksomhed omfattende kronikker, artikler, prologer – bl. a. til Flygtning 90 og Løkkens 300 års jubilæum – synspunkter, causerier, TV-spil og oversættelser.

Knud Holst har været litteraturanmelder ved Aktuelt, redaktør af tidsskriftet Hvedekorn, litterær medarbejder ved Berlingske Tidende, medudgiver af Bjæsken, og hyppigt har han optrådt i VT’s spalter. Han er gennem årene flere gange hædret med legater og stipendier. Han har tillige påtaget sig organisatoriske poster inden for dansk kulturliv.

Knud Holst nåede sine læsere, men leflede ikke for dem. Det lå ham fjernt, men han mistede ikke jordforbindelsen. Gik ganske vist sine egne veje i en til tider hektisk livsform, der ikke altid vandt forståelse hos omgivelserne. Men som kunstner tog folk ham til sig. Han kunne ganske vist være skarp i sine formuleringer, men humoren fornægtede sig ikke. Hans værker bar præg af vid og eftertænksomhed, begejstring og følsomhed. Ingen sproglig genre var ham fremmed, og hans sproglige præcision kunne der ikke sættes spørgsmålstegn ved.

Først og fremmest var Knud Holst kendt som en fremragende lyriker og en blændende novellist. Romaner blev det aldrig til, men han vil blive husket for eftertiden for sin indsats i de to øvrige genrer.

Desuden lagde han stor kærlighed for dagen til sine kolleger i andre kunstgenrer. Således var han mester for bogen >>Svend Engelund – vision og virkelighed fra 1986.

Han var i sin tid en meget dygtig pædagog og et menneske, der sad inde med leksikal viden af enorme dimensioner. Denne viden formidlede han godt og gerne til den, der lyttede.

I en dedikation skrev han: »Vel har vi været ved stranden i al slags vejr – de fleste gange uden det tog pusten. Men til sidst blev modvinden ham for stor.

Knud Holst fik lov at leve sin sidste, korte tid i Løkken – den by, han i sit stof revsede og dog elskede så højt.

Han efterlader tre døtre fra sit tidligere ægteskab med forfatteren Kirsten Holst. Mest kendt er Hanne Vibeke, der er gået i forældrenes fodspor og i dag bor i Bruxelles, mens Charlotte er fiskeribetjent på Mors og Henriette slagter i Århus