Fie Riis og familie, forfatter og sangskriver

På billedet mangler yngste søn Jesper de øvrige far Erik, mor Fie, Svend, Else og handicappede Kristian

Fie Riis Eriksen var datter af den tidligere Vrensted købmand Riis og hustru Johanne Riis. Fie var en dygtig sangskriver, digtede indimellem og fik udgivet bogen Helene, om en Sønderjysk piges opvækst på en fattiggård. Her er  små digte, som jeg tror er rettet bl.a. på hendes handicappede søn Kristian som havde en sygdom, hvor benene ikke voksede i forhold til overkroppen. Kristian gennemgik flere operationer bl.a i England, men intet hjalp. Han var fantastisk til at spille på klaver. Selvlært. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvorfor jeg skrev fortællingen om Helene

Jeg har kun gjort, hvad jeg var skyldig at gøre skriver Helenes pennefører, fru Fie Riis, Vrensted.

NY TID har bedt fru Fie Riis i Vrensted, der har nedskrevet beretningen om Helene Christoffersens sønderjyske barndom, at besvare spørgsmålet om, hvorfor hun skrev Helenes historie, der nu foreligger i bogform paa FREMADs forlag. Fru Fie Riis’ svar vil overbevise enhver læser om, at det har været en hjertesag for henne netop at gøre andre bekendt med, hvad Helene havde at berette.


Fortællingen om »Helene har vakt røre landet over, – meget mere, end jeg er glad for. Jeg skrev ikke fortællingen, som blev mig fortalt af Helene, for at gøre nogen fortræd. Jeg skrev den af ganske andre grunde, som jeg gerne vil fortælle NY TIDS læsere.

Helenes piger havde tid

Fortællingen begyndte ikke for mit vedkommende, dengang Helene havde fortalt mig den og vist mig det, hun selv havde skrevet ned. Jeg ved nu, at motivet til at skrive den begyndte at spire et helt år i forvejen. – Jeg har et vanført barn, som ikke kan gå.Da vi flyttede til det hus, vi nu bor i. begyndte Helenes to små piger at lege og køre ture med min dreng. Jeg har selv to større børn, de havde meget sjældent tid til at tage sig af deres lille bror; der var så meget andet at gøre for dem, så meget at opleve, men Helenes piger havde tid. Ingen andre har været så søde mod Kristian som de to. – Jeg kom til at kende dem bedre og bedre, og jeg kom til at holde af dem, som en mor altid vil gøre det, når nogen er gode ved hendes barn; men jeg lærte også noget af de to, som fik mig til at tænke nye tanker om mennesker. – Der skulle være juletræsfest for skolen i forsamlingshuset, mine børn skulle med, og det blev naturligvis drøftet meget her i huset, også en dag, mens Helenes piger var her. – »I skal da også med?« blev der spurgt, og svaret faldt hårdt og skarpt: >Nej! Vi skal ikke derud og gøres nar af!« — Jeg studsede, men tankerne blev ved at vende tilbage til svaret. Jeg måtte finde løsningen, og jeg fandt den hos deres mor, Helene. Så bittert var hendes sind mod samfundet og saa mindreværdig følte hun sig, at det var smittet af på hendes små piger med.

Skyggerne fra en trist barndom Helene fortalte mig om sin barndom. Jeg forstod da noget, som jeg ikke havde forstået før: »Der er endnu alt for mange fordomme, som, hvis de blev ryddet af vejen, ville gøre mange mennesker lykkelige. – Alle vi, som
har haft en lykkelig barndom med tryghed og kærlighed, har ingen ret til at opkaste os til dommere over mennesker, som endnu slås med skyggerne fra en trist baundom«. Alt, hvad Helene havde fortalt mig, vakte pludselig all minder til live om hjertekval og forbitrelse ved læste beretninger i aviser og ugeblade. Beretninger om børn, som blev gjort fortræd, ting, som ikke hører en fjern tid til, som Helenes fortælling.

Jeg har aldrig kunnet frigøre mig for en følelse af medskyld, når jeg har læst eller hørt om ulykkelige børn. Jeg måtte skrive Helenes fortælling, fordi jeg ved: > Mennesker dykker ned i andres elendighed, for derefter at skynde sig i land på deres egen fredfyldte strandbred. Men lige såvel som bølgerne bliver ved at rulle, lige såvel vil tankerne blive ved at kredse om det sete og hørte.

Hvorfor jeg skrev ”Helene” står sammenfattet på et af de første blade i bogen: ”Måske blive netop de tristeste menneskeskæbner dannet i en fast og sikker hnd for at belære andre”.

Jeg har kun gjort, hvad jeg var skyldig at gøre.

Fie Riis.

 

 

Aner til Kristian Riis

 

 

Fies hjem, købmandsforretningen ved Kirkedammen i Vrensted

foto ca 1920 Johanne Riis og Fie m.fl.

oktober 2019-jens otto madsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.