Thøgerslund også kaldet “Præstens plantage”,

(Rette navn kan også være Sct. Thøgers Plantage)

En beretning om Præstens Plantage “Thøgerslund”, Vrensted. Plantagens areal er ca. 19 ha og ejes af Vrensted kirke og bestyres af Vrensted menighedsråd.

Klik på billeder for at forstørre

image
Præstens Plantage også kaldet Thøgerslund set fra præstegården
image
Vrensted Præstegaard 2016

image
imageimage

Øverste billede Præstens Plantage herefter Vrensted Præstegård set fra vest, herefter præstegården set fra syd

Tidligere gårdejer Povl Stevns, Stenum, født i 1933 i Vrensted Præstegård og søn af tidligere Vrensted præst, provst Åge Stevns fortæller her om Præstens Plantage i Vrensted. Povl Stevns flyttede fra Vrensted sogn i 1952.

April 2016, Povl Stevns fortæller:

For at begynde med begyndelsen, må det være på sin plads at starte med spørgsmålet om, hvornår ideen til plantagen opstod, hvem der fostrede ideen og hvem der stod bag dens gennemførelse. Her står det lidt svagt, da jeg ikke ligger inde med oplysninger desangående. Der er dog for mig ingen tvivl om, at plantagen stammer fra tiden, hvor pastor Julianus H. Plesner var sognepræst i Vrensted-Thise (1909-29). I trap Danmark kan man om pastor Plesner bl.a. læse følgende: “Han kæmpede for plantningssagen —“, samt, fra hans tid som præst i Brande: “Plesner står som den, der fik et monument rejst for Dalgas.” Ud fra disse udsagn må det vel også være rimeligt at konkludere, at det var ham, der fostrede ideen til plantagen og Hedeselskabet, der forestod plantningen. – (Altså mit gæt).

Tilbage til “Thøgerslund” eller “Præstens Plantage”, som de fleste nok dengang kaldte den og det var vel også forståeligt nok, da det dengang var præsten, der var den ansvarlige for plantagens drift. Endvidere var det også min far, Aage Stevns, der havde jagtretten og det var hos min far der blev indhentet tilladelse, hvis nogen ønskede at benytte plantagen til andre formål, som for eks. sport – det være sig boldspil, skydning eller lignende.

I min barndom bestod beplantningen af bjergfyr omkranset på de tre sider af høje graner. Kun siden over mod gården Holmen´s jorder var “åben”. En stor del af disse graner blev fældet i krigsårene og mange af dem havnede som brænde i præstegårdens kaminer, efter at de havde været en tur over rundsaven for dernæst at blive flækket med skovøkse. Denne kløvning gav megen varme og kostede flere økseskafter. Hvad bjergfyrrene angår, så blev disse udnyttet i 2 omgange. Det var Henry Jensen og Signe, der stod for dette arbejde, som godt kunne være ret hårdt på varme sommerdage. Den 1. udtynding fandt sted i 1940. Efter fældningen blev det afklippede kvas samlet og bundtet i faskiner med en tråd om hver ende, hvorefter mejeriet overtog det til opvarmning af kedlen. At det skete netop det år, ved jeg, da jeg blev sendt i plantagen for at hjælpe Henry og Signe den dag, min søster Kirsten kom til verden og det skete i juli måned 1940. – Når jeg således var ude og “hjælpe til”, samlede jeg også nedfaldne fyrrekogler, som jeg hjembragte i en jutesæk anbragt på bagebæreren. Sådanne kogler var jo gode at fyre med i komfuret.

Ved den efterfølgende udtynding blev de lidt større fyr lagt i bunker langs vejene og solgt til brændsel for, så vidt jeg husker, 20 kr. pr. bunke. Disse bunker var ret så populære, hvad min far da også blev bekræftet i en dag, far under et besøg hos en ældre kone på Bådstedhede, blev stillet følgende spørgsmål: “Så de, a’ var i kirke i søndags pastor Stevns.?” Ja, det havde min far da set. Herefter fulgte prompte næste spørgsmål:”Så kan a’ vel få et læs kvas fra plantagen i år igen?”  Det fik hun.

På et tidspunkt blev der plantet lidt graner i det nordøstlige område, hvor der var nogle åbne pletter. Det gjorde, at vi efterhånden selv hvert år kunne hente vores juletræ derude, men derudover blev der ikke fældet juletræer. I slutningen af fyrrene blev der endvidere plantet nogle lærketræer i pletter mod nordøst. En dag sidst på året talte min far med en mand, der netop havde haft ærinde i plantagen, og spurgte ham ved den lejlighed, om alt nu stod godt til derude. Hertil svarede manden: “Det er ikke for svært med de sidste graner, der er plantet. De står og taber nålene”. Manden kendte ikke lærketræet og vidste derfor ikke, at lærk taber nålene om vinteren.

Plantagens nordlige langside lå parallelt med privatbanen kun adskilt af en smal, jordlod, der var bortforpagtet, samt en bred græstilgroet grøft med tagrør og okkergult vand. Banens nærhed kunne derfor i tørre perioder give problemer på grund af brandfaren ved gnister fra lokomotivet, så efter et par småbrande måtte min far da også henvende sig til banen med en anmodning om, at de ikke rodede i ilden under kedlen, når de passerede plantagen.

I midten af plantagen var der en stor åben , rektangulær plads, der bar navnet “Festpladsen”. Man kom dertil ad græsgroede skovveje, der ikke var venlig stemt overfor motoriserede køretøjer, men til gengæld havde en godt slidt cykelsti, der snoede sig gennem terrænet og førte mangen sportsentusiast frem til pladsen, hvor idrætsforeningens boldspil foregik, indtil der kom sportsplads oppe ved byen. Det er muligt, banen opfyldte de internationale målkrav til en fodboldbane, men dermed var også alt sagt. Banen, der havde et mål i hver ende, var meget ujævn og især i siderne bevokset med lyng, små pilebuske og hvad der ellers kunne trives på den karrige jord. Andre områder var som et vaskebræt efter skæring af møntørv til oplægning på stråtags rygninger, men sådan var vilkårene nu engang på det tidspunkt og det gik åbenbart endda, også selvom bolden undertiden blev borte i lyngen for en tid eller forsvandt inde mellem træerne.

Af andre arrangementer, der afvikledes på Festpladsen, husker jeg især den 20. juli 41, da jagtdoreningen (måske flere) havde flugtskydning samt skydning til andre bevægelige mål (ræv). Hele dagen var vejret flot, og vi kunne derfor ligge henslængt i lyngen og nyde vore medbragte madpakker. Min mor havde lavet to pakker til far og mig: en stor med de mindre spændende  agurk-, tomat- og kartoffelmadder og en mindre med lækre kødmadder. Det var så meningen, vi skulle deles om det hele, men det vidste vi ikke, så, da vi skulle spise, gav far mig den lille pakke med ordene: “Den her er nok til dig”. Sådan gik det dog kun i starten, for pludselig blev far meget interesseret i at bytte nogle af madderne, og det kunne jeg da ikke afslå.

På den første gennemgående vej parallelt med plantagens nordvestlige langside var anlagt en skydebane med skydevold samt små jordvolde i en afstand fra skydevolden på henholdsvis 100 og 200 meter, hvorfra der kunne affyres skud i liggende stilling. Hvornår skydevolden blev anlagt, hvem der stod for projektet og i hvilke perioder, anlægget blev anvendt til skarpskydning, har jeg ikke nogen klar erindring om. På en måde synes jeg, at skydevolden altid har været der – og dog ? – Personligt har jeg ikke selv skudt med riffel mod volden, men på et tidspunkt efter krigen fik jeg lov til at prøve at skyde med en US-karabin. Hvornår brugen af skydebanen ophørte, vej jeg heller ikke, men jeg mener, den fik en brat afslutning efter, at et projektil var gået over volden og derefter ind gennem en togkupe med passagerer på vej mod Ingstrup station.. (Banen blev nedlagt 1963).

Helt klart har Thøgerslund på alle områder været den af sognets plantager, der har haft førertrøjen på. Den er ikke alene den største, men også den mest charmerende med sine bjergfyr, sine skovveje og sin festplads i modsætning til sognets andre mørke, lukkede skove med granbevoksninger, hvor solens stråler har svært ved at trænge igennem skovbunden. Ikke mindst af den grund har ture i plantagen altid været en oplevelse, hvad enten man kom der alene, med familien på en søndagstur, eller som privilegeret med bøsse og hund. Ofte lød meldingen i mit hjem fra far eller mig: “Jeg går lige i plantagen”. Om turen så var med kikkert i lommen eller med bøsse og hund var ikke afgørende. Ej heller om jagtudbyttet var stort eller lille, men det til trods, kan det dog ikke benægtes, at jeg var stolt, da jeg den 5. juni 1951 nedlagde en flot råbuk derude, endda en seksender. Ofte falder blikket stadig på den flotte opsats på væggen i mit kontor.

Nogen afhandling om Thøgerslund blev det ikke til, da der mangler præcise data om dette og hint, men et hyggeligt tilbageblik på Præstens plantage, som jeg oplevede den og mindes med glæde. Måske gemmer der sig mere præcise oplysninger om plantagens historie i gamle protokoller hos menighedsrådet og Vrensted jagtforening og lignende steder.

Serritslev i april 2016

Povl Stevns

 

399total visits,3visits today

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.