Barn under besættelsen, Povl Stevns – et stævnemøde med barndoms- og ungdomsår.

Af Povl Stevns tidligere Stenum, nu Ligustervej 1, Serritslev, 9700 Brønderslev,

skrevet i Barn af Vendsyssel i 1999, og med tilladelse fra Povl Stevns, har jeg fået lov til at udgive historien på denne hjemmeside.

 

Født Vrensted Præstegård den 13. oktober. 1933 Realeksamen fra Løkken Realskole 1949 . “Østergård”, Vrensted 1949 – 1952 .Vrå Højskole 1952 – 1953.Vrejlev Kloster 1953 – 1954 Livgarden 1954 – 1955. Ladelund Landbrugsskole 1955 – 1956 Demonstrationsbrugene for kvæg maj – november 1956. Askov Højskole 1956 – 1957 Udveksling i USA 1957 – 1958. Selvstændig landmand 1958 – 1993. Bestyrelsesmedlem Brønderslev Slagteri og Wenbo 1967 – 1977. Ligningskommission – skatteankenævn 1974 – 1997. Medlem af taksationskommissionen 1986 – 1994.

 

En lys og lykkelig barndom

vi her oplevet har

blandt grønne træer og blomster

hos en kærlig mor og far,

de beredte vejen for os

så lykkeligt frem,

derfor af hjertet takker vi

vort kære barndomshjem.

Hanne Stevns 1953.

 

Kommer du sydfra kørende ad Bådstedhedevej mod Vrensted, fanges dit blik før landsbyen af præstegården med den flotte sydvendte facade, der ligesom spejder ud over det åbne land med “Holmen”, liggende på bakken, de åbne marker, plan tagerne og bag dem området, hvor i min barndom og ungdom Ingstrup Sø dækkede et stort areal, indtil den blev afvandet i årene 1950-52.

Det er en statelig beboelse, der i 1928 opførtes som afløser for de gamle stråtækte huse fra 1759, der nu overgik til anden anvendelse. Præstegårdens arkitekt, der for øvrigt var bror til sognepræsten, var ingen ringere end den meget kendte U. A. Plesner, der havde løst adskillige større arkitektopgaver i bl. a. København, Roskilde og Ringkøbing. Af os vendelboere er han nok mest kendt for sine mange arbejder på Skagen, bl. a. Chr. X’s og dronning Alexandrines sommerbolig “Klit gården”, der opførtes i 1914.

Vrensted Præstegård

For øvrigt har Vrensted også fra tidligere tider været kendt for at have sig en præsentabel præstegård, således skrev biskoppen i 1694 om den daværende præstebolig bl. a., at den hørte til blandt de smukkeste i Aalborg stift.

Fortsætter du ad vejen, der i 30-erne lå hen som grusvej, forbi præstegårdens indkørsel og videre nordpå, passerer du i søndre ende af Vrensted kirkedammen, kirken, byskolen, den gamle bydel, og kommer længere fremme gennem mejeribyen igen ud i det åbne land på vej mod Løkken eller Børglum Kloster.

Vrensteds historie går meget langt tilbage, hvilket bl. a. fremgår af et fund i 1912, der afslørede en større boplads fra før den romerske jernalder, før Kristi fødsel. Hvad selve navnet “Vrensted” angår, så hører det til en navnegruppe, der antages opstået omkring år 700 e. Kr. Senere var Vrensted i en periode kendt som et vigtigt handelssted, men også som et sted med mange kroer og smugkroer, hvilket gjorde, at Vrensted blev betegnet som en af de mest “uskikkelige” egne i Vendsyssel. Den tid var i min barndom naturligvis for længst forbi. Vrensted var en fredelig lands by, der ligesom hvilede i sig selv. En landsby med de fleste af de servicetilbud, der var nødvendige i det daglige – måske lige bortset fra en læge – men det problem løste læge P. M. Sørensen for os, da han i 1947 sammen med sin familie flyttede ind i “Villa Holmen” og startede en lægepraksis, der med årene har udviklet sig i en sådan grad, at Vrensted i dag har et velfungerende lægehus med fem praktisereende læger foruden dets øvrige personale.

Foruden kirken og skolerne havde Vrensted dengang landets fineste sogne bibliotek indrettet i lokaler, stillet til rådighed af den forlængst afdøde, kendte og trofaste vrensteddreng, sagfører Anders Olesen, Vodskov. Det var baseret på hans imponerende, skindindbundne bogsamling på 2400 bind, skænket af boet efter sagføreren. Der var – og er – et dejligt forsamlingshus. Der var møllen, hvor landmændene kunne få malet og sigtet hvede til bagning. Der var mejeriet, smede værksteder, snedkerværksteder og en karetmager, der også lavede bødkerarbejder. Der var slagter, flere købmænd og en brugs, skomager, saddelmager, træskomager, skrædder, manufakturhandler, cykelhandler og barberer. Vrensted havde egen manuelt betjent telefoncentral, “Traadebo”, hvorfra man dengang under samtalen hvert tredje minut blev mindet om, hvor længe man havde talt. Og så havde Vrensted dengang og indtil 1963 sin egen station på Hjørring-Løkken-Aabybro banen, der var fra 1913, og det at bo i en landsby, der havde egen station, var altså noget særligt. Noget, man følte, gav status overfor andre landsbyer og ligesom var med til at gøre Vrensted til noget helt specielt.

De unge præstefolk

I før omtalte præstegård flyttede mine forældre Inger og Aage Stevns ind som nygifte præstefolk i begyndelsen af 1930. Far var dengang 26 år og mor 22. Kun lidt indbo medbragte de, og deres indkomst var ret beskeden, men masser af plads fik de, og selvom de led under udgifterne til opvarmningen af det store hus i de kolde vintermåneder, så var det med opvarmningen dog ikke mere belastende, end at far flere gange i årenes løb udtalte, at plads nu engang var en velsignelse. I løbet af få år blev der da også brug for alle rummene, da der efterhånden skulle findes plads til en hurtigt voksende børneflok, være et værelse til den unge pige og derudover helst være et ledigt værelse, hvor til rejsende familie, en overnattende foredragsholder eller andre kunne installeres med kort varsel og således nyde godt af gæstfriheden, selvom man dengang på gæsteværelset måtte tage til takke med servantestellet og det til tider nødvendige “møbel” under sengen. Men sådan var det jo nu engang selv i en præstegård bygget i 1928 af en landskendt arkitekt.

I disse omgivelser så jeg første gang dagens lys en oktoberdag i 1933 som ægteparrets tredje barn. Før mig var kommet to døtre, så der var storesøstre nok til at tage sig af lillebroderen lige fra starten. Stor aldersforskel på os tre var der jo ikke, og med årene føltes den hurtigt udvisket. Selv opnåede jeg at være den mindste i syv år, inden den tredje søster meldte sin ankomst i 1940 og efter hende igen en bror og en søster. I dag vil man nok synes, at seks børn er mange – selv har vi da også kun fem – men sådan føltes det ikke dengang, selvom far ind imellem pralede af at have tre og et kvart dusin. Vi var jo dukket op i to hold, med hele syv år mellem holdene.

Far blev kaldet til embedet i Vrensted-Thise pastorat den 15. januar 1930 og indsat i begge kirker den 7. marts samme år. Pastoratet, der består af Vrensted og Thise sogne, strækker sig fra Ryssensgrav i syd til Klostergrøften i nord, og syd for Løkken grænser det op til Vesterhavet. Et areal på i alt 75 km2, som i 1930 havde en befolkning på 2600 indbyggere. To meget smukke kirker findes i pastoratet: Mod syd højt hævet over landskabet på morænebakkerne ved Thise, “Vor Frue Kirke” og midt i Vrensteds gamle bydel ligger “Sct. Thøgers Kirke”. Begge kirker, der er bygget i den store kirkebygningsperiode omkring 1150 af tilhuggede granitkvadre, er dog senere ændret og påsat tårne.

Det var en stor, krævende og i høj grad spændende opgave for mine forældre at gå i gang med. For mor betød det bl. a., at hun måtte forlade det blide Sjælland, hvor hun var født og opvokset som den ældste af tre søskende på en købmandsgård i Ruds Vedby af forældre, der ikke havde haft megen tilknytning til Vendsyssel. Nok var min morfar, Povl Bendtsen, født i Aalborg, hvor hans far var prokurator, men det var nu engang syd for fjorden. Fra sin tidligste ungdom boede han i Ruds-Vedby, hvor han startede som elev i den købmandshandel, han senere blev ejer af og drev i mange år. Min mormor, Thyra Helms, var født i Randers, hvor hendes far, der var præstesøn fra Esbønderup, dengang var skolebestyrer, men da familien kort efter mormors fødsel flyttede til Frederiksberg, fik mormor sin opvækst derovre. Hovedparten af mors slægt var således bosat på Sjæl land, hvor hun også selv tilbragte sin barndom og ungdom kun afbrudt af et års skoleophold i Schweiz og en tur på spejderskolen ved Brahe Trolleborg på Fyn. Nu gik turen altså til Vrensted Præstegård, til det barske klima ved Vestkysten, til vendelboerne, til landet norden for lands lov og ret, som nogen har kaldt området, men hun klarede det med glans og valgte Vendsyssel som sit hjemsted til sin død i 1991.

For far var situationen derimod en ganske anden, da han af fødsel var vendelbo. Han blev født på Kvissel Højskole i 1903 som den femte i en søskendeflok på syv. Hans forældre, Dorthea og Ole Stevns, var i 1899 vendt hjem til Danmark efter et otteårigt ophold blandt danske i staten Minnesota, USA, hvor de i flere år drev den danske højskole “Danebod”, som de inden hjemrejsen solgte til den danske menighed derovre. Allerede samme år lykkedes det farfar at erhverve Kvissel Højskole, der var oprettet i 1875, men efterhånden kørt helt i sænk. Farmor og farfar genetablerede skolen, der herefter kunne starte med nyt elevhold den 4. november 1899 og fortsætte som højskole i endnu 18 år, hvorefter dens videre drift måtte opgives på grund af manglende elevtilgang.

Farfar og farmor som forstanderpar på Kvissel Højskole 1899-1918.

Selv om det aldrig blev nogen stor højskole, de kom til at drive her i Vendsyssel, blev årene i Kvissel nogle af deres lykkeligste arbejdsår, for, som farmor skrev nogle år senere: “Der havde vi elever med åbne hjerter og åbne øren for, hvad vi havde at bringe”.

Min farfar, der stammede fra en gårdmandsslægt i Højerup på Stevns – derfor familienavnet – havde som ganske ung fravalgt landbruget for i stedet at vie sit liv til højskolegerningen, der havde grebet ham stærkt under et ophold på Vallekilde. Ligeledes havde min farmor, der stammede fra Alsø Mølle ved Grenå, fra sin tidligste ungdom været stærkt engageret i højskolearbejdet ved forskellige skoler først som elev og senere som underviser. For dem begge var gudsfrygt, baseret på det grundtvigske livssyn, det fundamentale, nationalfølelse var en selvfølgelighed, tabet af Sønderjylland derfor en katastrofe, og drøm men om en genforening med det tabte land brændende. Efter en opvækst i det miljø og med den  ballast, det gav, var det, at far ef ter endte studier i København i 1930 vendte tilbage til Vendsyssel for her at udøve sin manddomsgerning blandt vendelboerne.

På havearbejde hos farmor og farfar i Sindal

Til præstegården hørte en stor have samt en plantage, “Thøgerslund”, men kun lidt landbrugsjord. Fra plantagen solgtes under krigen træ til opvarmning af kedelen på mejeriet, da der jo ikke var kul at få fat på. Også private havde mulighed for køb af nyfældet bjergfyr, der solgtes i bunker af passende størrelse til et stort læs på en stiv arbejdsvogn. Sådant kvas var ret eftertragtet, da det sammen med en luftig mosetørv hurtigt kunne få en gryde i kog. Hvor eftertragtet det var, fremgik tydeligt en dag, far besøgte en gammel kone i sognet. Under besøget spurgte hun pludselig: “Så De, a var i kirke i søndags pastor Stevns”? Ja, det havde far da set, hvorefter hun prompte stillede næste spørgsmål: “Så ka’ a vel få et læs kvas fra plantagen i år igen”? Det fik hun.

Landbrugsjorden var bortforpagtet, og i forpagtningsafgift modtog vi kartofler, gulerødder samt noget flæsk til husholdningen, der var ret stor, da vi jo var en stor børneflok og til tider havde både kokkepige og barnepige. Hvornår vi skulle have de halve grise, aftalte mor med forpagteren, og på slagtedagen blev et af os børn sendt afsted til slagtestedet med en spand til blodet, så vi kunne få lavet blodpølse. Det var i høj grad noget, vi så hen til. Det skete nogle gange, vi i stedet for en del af flæsket modtog en gås til jul. Den kom gerne nogle dage i forvejen og blev hængt op på det åbne loft, hvor der på den årstid var bidende koldt. Heldigvis lykkedes det dog altid at få den tøet op igen og efter en tur i ovnen få den serveret sprød og lækker på julebordet, hvor far med stor fryd svingede forskærerkniven og delte ud til højre og venstre.

Selv havde vi kun undtagelsesvis husdyr hjemme udover hunden, der naturlig vis ikke kunne undværes. Den første var en Grand Danois ved navn Lis, men efter den gjorde jagthundene deres indtog, da far var ivrig jæger. En tid havde mor høns, men det nåede aldrig at blive det helt store menageri. Mit første husdyr fik jeg i 1939 som gave fra en kær ven af huset. Mine søstre og deres veninde, Erma på “Holmen”, fik cykler det år, mens jeg derimod måtte vente endnu et år og blot nøjes med bemærkninger som: “Din tid kommer også engang. Du må ikke glemme, at pigerne er ældre end dig” osv. osv. Men svært var det i hvert fald for mig at godtage disse forklaringer, da jeg jo på ingen måde tvivlede på mine evner som kommende cyklist. Skuffelsen var derfor så stor, at venindens far fik ondt af mig og bad mig komme op på “Holmen”, da han havde et lam, han ville forære mig. Endda et lam, der havde kærlig pleje behov, da moderen havde mistet interessen for det. Det var naturligvis lige sagen med sådan en legekammerat. At det derudover blev en trofast leverandør af uld til strømper og trøjer og af to lam, som kunne indgå i husholdningen, gjorde ikke sagen mindre interessant i årene der fulgte, med knaphed på mangt og meget.

Ellers var der masser af husdyr i præstegårdens nærmeste omegn på landbrug af varierende størrelse, men dog gennemgående så små, at tiden for længst er løbet fra de fleste af dem. Dengang udgjorde de arbejdspladsen for ejerne og deres familier. Udbyttet var nok ikke altid overvældende i forhold til indsatsen, men trods sliddet var der noget tiltalende ved disse brug, hvor ægtefællerne sammen klarede arbejdet og opdragelsen af børnene, der også gav en hånd med, hvor de kunne.

Som børn var det begrænset, hvilke daglige pligter vi søskende havde derhjemme udover skolearbejdet, da vi jo hverken havde stald eller mark at passe. Vi havde dog den store have, hvor vi hver havde et afsnit at passe i sommerhalvåret. Senere kom så andre opgaver til, og hele det sidste år, jeg gik i skole, stod jeg for kartoffelskrælning samtidig med, at jeg skulle sikre, der var brænde og tørv inde til samtlige kaminer. Det gav naturligvis en smule lommepenge. Resten måtte jeg bjærge bl. a. ved at gå til hånde på nabogården, ved at tage ud og hakke roer og ved at tage kartofler op i efterårsferien osv.

Det er begrænset, hvad jeg husker fra 30-erne, men i denne forbindelse vil jeg dog nævne min sommerferie i 1938, hvor jeg var anbragt hos min farmor og farfar i Vestergade i Sindal, mens mor og far var på biltur til Tyskland, Holland og Belgien. Det var gode dage, hvor farmor sang og læste eventyr for mig, og hvor jeg i haven fik rig lejlighed til at gå farfar til hånde og således rigtig få jord under neglene.

Turen sydpå talte mine forældre senere om flere gange og sluttede gerne med at fortælle, at det vrimlede med soldater overalt i Tyskland. Der var allerede dengang noget alvorligt i anmarch, noget der i den grad virkede foruroligende, og som bevirkede, at far året efter, den 1. september, da tyskerne gik ind i Polen, i sin kalender blot skrev det ene ord KRIG. Det blev dog først senere, vi herhjemme kom til at mærke noget til det.

Den 1. april 1940 begyndte jeg i Vrensted Byskole i den bette klasse hos frk. Mikkelsen. Det var en dag, vi alle havde set forventningsfulde frem til. Nu skulle der rigtignok læses ABC, og der skulle skrives og regnes på vore nye tavler, hvortil hørte både griffel, stritflaske og klud, så der var nok at tage fat på. Foruden lærerinden, der tog sig af de små elever, var der ansat en førstelærer, der overtog eleverne, efterhånden som de rykkede op i “store klasse”. Han havde eleverne, indtil de som 13-14 årige blev konfirmeret og herefter forlod skolen. Denne førstelærer, der hed Anton Jensen, var tillige degn, hvilket af og til kom os til gode, da det indebar, at han til tider ved sølvbryllupper i sognet skulle synge for ved morgenbesøget. Når han endelig igen viste sig på skolen hen på formiddagen, undertiden stadig med lys på lampen, var han let at overtale til at læse for os resten af dagen i en af Ingemanns romaner, “Onkel Toms hytte”, eller hvad der nu havde vores interesse, og det nød vi naturligvis. Degnen var for øvrigt en ganske god underviser i danmarkshistorie, som han fortalte ret så levende for os, og klassens udsmykning, der nok var beskeden, bar også præg af hans historiske interesse, idet et af billederne forestillede “Mordet i Finderup Lade” og et andet “De sønderjyske piger”.

Den næste skoledag, jeg husker, var den 9. april 1940. Det blev nu ikke nogen lang skoledag, da lærerinden på grund af det tyske overfald på Danmark græd sine modige tårer, og vi unger naturligvis ikke kunne samle os om noget som helst, da flyvemaskiner hele tiden drønede nordpå over vore hoveder. Krigen havde gjort sit indtog, og det kom på mange måder til at påvirke tilværelsen for os allesammen mange år frem.

Knap to måneder efter denne skæbnesvangre dag døde vores lærerinde frk. Mikkelsen. På den efterfølgende skoleudflugt, der foregik i jumber og charabancer, gjorde vi holdt ved kirkegården for at lægge blomster på hendes grav, inden turen gik videre til Lyngby Mølle, hvor den medbragte mad blev sat til livs. Hjemturen gik over Løkken, hvor hestene opstaldedes på Hotel Klitbakken, mens vi andre var en tur i biografen i den bygning i Vendelbogade, hvor nu møntvaskeriet har til huse.

At morgenstunden den 9. april naturligvis også hjemme var ret speciel er en selv følge. Min ældste søster og jeg var den dag ene hjemme med far, da mor og min anden søster, Hanne, dagen forinden var taget til Ruds-Vedby for at aflægge besøg i mors barndomshjem. Et uheldigt sammentræf, som dog heldigvis fik en god ud gang. Tidligt om morgenen vækkedes vi af støjen fra tyske maskiner på vej mod Norge, og straks derefter kom far ned og sagde, at nu var de her. Hvem “de” var, var det unødvendigt at sige. Det var underforstået, for deres ankomst havde længe været både ventet og frygtet. At det ikke ligefrem var gæster eller venner, der meldte deres ankomst, stod os derfor ganske klart. Deres synderegister var jo allerede på det tidspunkt stort, og Hitlers politik og visioner allerede forlængst offentlig gjort i bogen “Mein Kampf”, så i mit hjem var holdningen fra starten lysende klar. “Den 9. april var uvejrsdagen over Danmark”, som min farfar samme år skrev i en artikel. Tyskerne var landets fjender, at have sympati for dem og det, de stod for, var i allerhøjeste grad forkasteligt. At melde sig under deres faner var ensbetydende med at sælge sin sjæl til fanden selv, og det var da kun noget, tølpere kunne finde på. Denne klare holdning hos mine forældre satte naturligvis præg på den opdrag else, vi børn fik. Anderledes kunne det ikke være. De sydfrakommende blev også vore fjender, det nationale blev sat i højsædet, et stort billede af Christian X fik en fornem plads i fars kontor osv., og for ligesom at sætte prikken over i’et blev en tysk vimpel med hagekors hængt op i altanværelset, så vi kunne spytte på den, hver gang vi gik forbi. I dag vil man nok kalde den slags indoktrinering. Det var det måske også. Selv har jeg somme tider tænkt på vi søskendes situation under krigen, når jeg i “Matador” så grisehandlerens hund, der afskyede alt, hvad tysk var. Den havde vi vist lidt tilfælles med. Senere oplevelser under krigen kom til yderligere at forstærke denne holdning.

Vrensted Byskole, klassebillede med to årgange. Jeg ses som nr. 1 fra venstre i forreste række

Nu skal mine drengeår i første halvdel af fyrrene naturligvis ikke betragtes som et langt mareridt på grund af krigen, for det vil være meget forkert. Det var nemlig helt igennem et dejligt hjem, vi børn fik lov at vokse op i. Vi havde pragtfulde forældre, og vi trivedes i allerhøjeste grad i miljøet, men krigen satte nu engang begrænsninger for snart det ene, så det andet, og det mærkedes mere og mere, som den skred frem.

Som noget af det første kom mørklægningen, der i starten for de fleste voldte store problemer, da man vel nok havde gardiner, men ikke af en beskaffenhed, der kunne hindre lyset i at trænge ud. Hjemme havde vi ret høje vinduer og måtte derfor kravle rundt på stole, trappestiger, og hvad vi ellers havde, for at hænge tæpper op, indtil det lykkedes os at få lavet mørklægningsgardiner, der tilfredsstillede kravene.

Ret hurtigt gik det også ud over bilisterne, der ganske vist ikke talte nær så mange som i dag. De måtte for flertallets vedkommende aflevere pladerne og lade deres køretøjer opstalde. Lidt bittert sådan at måtte nøjes med bare at kigge ind i garagen til “vidunderet”, der i vort tilfælde stod opklodset og indpakket i brunt papir. Inden det nåede så vidt, havde vi dog lidt fornøjelse af de sidste dråber benzin, der var i tanken, idet far flere gange lod os børn få en køretur rundt om flagstangen ude på gårdspladsen. Det var da bedre end ingenting. Vognmændene, der havde kørsels tilladelse, fik bilerne udstyret med gengasanlæg og måtte derfor af og til gøre holdt for at rode lidt i ilden eller komme brænde på, men fremad kom de da, ganske vist ikke så hurtigt som nu til dags. Hastighedsgrænsen var dengang max. 60 km i timen, og den passede udmærket til såvel vejene som datidens køretøjer, der ud styret med delvis mørklagte forlygter jo ikke var særlig trafiksikre efter mørkets frembrud. På grund af bilens opklodsning blev mine forældre tvunget til at erhverve sig et par brugte cykler for at klare transportbehovet, og det gik da også udmærket i hvert fald så længe dæk, slanger og kæder kunne holde. Ret hurtigt blev også disse ting mangelvarer, og så var gode råd og stor opfindsomhed nødvendig.

Flere og flere varer forsvandt fra forretningernes hylder, nogle helt, mens andre erstattedes af surrogater. “Kaffen” kom til at bestå af brændt rug, sæben blev til 40% – sæbe, tøjet blev lavet af celluldsstof osv., og det meste af det, der kunne frem skaffes, var rationeret, men det gik jo endda. Vi lærte nøjsomhed, og vi lærte. hvad genbrug vil sige, begge dele noget, der siden fulgte os og er kommet os til gode, så noget godt kom der da ud af det i den sidste ende. At det samtidig betød, at vi siden hen har fået lidt for svært ved at smide gamle ting bort, er en anden sag.

Nok blev varemanglen mærkbar, men også på mange andre områder, der var langt værre, strammedes grebet om befolkningen, da friheden trådtes mere og mere under fode af “herrefolket” på utallige områder. En dag kom jeg således op til far på kontoret, hvor han var i færd med at binde en mærkeseddel med sit navn og sin adresse på sin salonriffel. Far var ivrig jæger, hvilket ingen kunne være i tvivl om, hvis de havde besøgt ham på kontoret, hvor han havde sine jagtvåben hængende på væggen, men den dag måtte salonriflen altså ned fra sit søm. Salonrifler skulle afleveres til politiet, og jeg husker tydeligt, hvordan han med vemod og vel også med en vis bitterhed bandt mærkesedlen på riflen med ordene: “Den ser jeg aldrig mer”, hvad for øvrigt kom til at holde stik.

Et andet og naturligvis meget større problem var censuren af nyhedsformidlingen. Vi havde ikke radio i mit hjem før krigen. “En radio stjæler alt meget af ens tid, og det kan ikke være meningen”, sagde far, der er fornuftigere ting at tage sig til”, så vi fik de fleste af vore nyheder fra Vendsyssel Tidende, men her kom så det med den manglende ytringsfrihed ind i billedet. Enden på det blev, at vi i et af krigens første år fik radio. Den fik sin plads på fars kontor og blev tændt, når der var nyhedsudsendelse fra London, som vi hørte hver aften. Jeg husker, vi børn syntes, det var pudsigt med alle de hilsner i slutningen af udsendelserne. Så blev der lyttet af alle på kontoret, selv om vi naturligvis ikke havde den ringeste ide om, hvem de gjaldt. Vi anede ikke, at en af disse særmeldingers hilsner kunne gælde far og den gruppe, han i 1943 sammen med fire andre oprettede i Vrensted, og som senere blev udvidet til en syvmandsgruppe, for vi kendte jo ikke dens eksistens. Nok havde vi mere eller mindre en fornemmelse af, at der i huset foregik noget, vi ikke var orienteret om, men hvad det var, vidste vi ikke. Mor havde lige som dæmpet vores spørgelyst ved at sige, at der var ting, det ikke var rart at vide for meget om, så derved blev det. Lige så uvidende var vi også om, hvad der fore gik på sene møder med fremmed foredragsholder. Det var først efter krigen, vi blev bekendt med, at der var tale om instruktionsmøder i brug af våben og sprængstof, og at våbenleverancer senere fulgte. Også de danske nyheder blev aflyttet, men her blev flere af oplysningerne naturligvis modtaget med et vis forbehold. Et par gange mindes jeg at have hørt Hitler tale eller rettere råbe og skrige i radioen, og havde man blot hørt det en enkelt gang, kunne man næppe være i tvivl om, at han var splittergal.

Sommeren 1944 forlod jeg Vrensted Byskole for efter ferien at begynde i 1. mel lem på Løkken Private Realskole, hvor mine ældre søstre allerede dengang var elever. Vi var en flok, der hver morgen gjorde turen til Løkken. Normalt foregik transporten på cykel, men om vinteren var der perioder, hvor vi benyttede os af toget, hvis det var muligt. Det var gammeldags togvogne med træbænke, men det skete også, at der var plysbetrukne sæder imellem. Dem fik vi at vide, vi skulle holde os fra, medmindre vi da ligefrem ønskede at blive befængt med lus og andet utøj, og hvem ønskede vel det?

Undervejs til skolen passerede jeg for enden af vores have et par tomands skytte huller i læbæltet. Når jeg så lidt senere sammen med kammeraterne var nået nord for Vrensted, passerede vi pansergraven, der startede nordvest for Hjørring, gik øst om byen for dernæst at fortsætte gennem bl. a. Vrensted til Limfjorden nær Gjøl. Det var et mægtigt anlæg, der var gravet med spader og skovle og afstivet i siderne med kraftige pæle og faskiner. Langs pansergraven var der tilmed et bælte med masser af pigtråd. Senere på turen passerede vi Løkken Vandværk, der holdtes under konstant tysk bevogtning, og lidt øst for Løkken på vejens sydside var en stor skyde vold, der under øvelser blev beskudt med kanoner, hvorfor vejen til tider var af spærret i flere timer. Det sidste vejstykke var omgivet af pigtråd og minefelter og sluttede med en “byport” af stærk beton, omgivet af spanske ryttere og bevogtet af tyske soldater. En ret speciel skolevej og så endda intet at regne mod, hvad der fandtes i Løkken og i klitrækken ud mod havet.

Til at etablere denne del af fæstningsanlægget, som i sin helhed udgjorde Vestvolden, der gik fra Norges vestkyst til den fransk-tyske grænse, var ansat arbejds kraft fra alle egne af landet. Opgaven med at skaffe indkvartering til denne arbejds styrke var pålagt myndighederne, på hvis vegne sognefogeden i december 1943 meddelte mine forældre, at vi i mit hjem “ifølge dekret fra den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark skulle afgive kvarter om fornødent med forplejning”. Det var langtfra noget, der passede mine forældre. Ganske vist var det med at have logerende ikke noget nyt, når blot det var folk med den rigtige holdning til tingene. Således havde vi bl. a. i en længere periode et københavnsk professorpar boende under deres flugt til Sverige. Men ordren skulle efterkommes, og en entreprenør flyttede ind. Han blev hurtigt klar over, at vi hellere var ham foruden, og det gav da også resultat, men så kom i stedet en ingeniør ved navn Sommer fra samme foretagende. Han yndede at fortælle om sit tidligere job ved fæstningsanlæg nær Kirkenæs i Norge og troede, han derved blev vældig populær. Da han havde været hos os nogle dage og gerne ville have sin “popularitet” bekræftet, spurgte han far, om vi havde noget imod at have ham boende, hvortil far prompte svarede: “Ja, i høj grad”, og så flyttede hr. Sommer også.

Atter stod gæsteværelset tomt. Der blev luftet godt ud og skiftet sengetøj for at give plads til en ny logerende. Denne gang til en herre, der ikke byggede vestvold eller pralede af sine bedrifter, men til en ung journalist, der havde til opgave med sin spidse pen og sin skrivemaskine gennem “Frit Danmark” at kommentere forholdene og orientere om hændelsesforløb, almindelige aviser var afskåret fra at omtale på grund af censuren. Hans navn var Chr. Winther, men det vidste vi børn naturligvis ikke. Vi troede, han hed Obel Møller og kaldte ham derfor hr. Møller, da det jo var en herre på tredive år. Efter krigen blev Chr. Winther for øvrigt kendt af de fleste danskere som Danmarks Radios korrespondent ved Europarådet i Strass bourg, FN’s generalforsamling i New York og som politisk kommentator fra Washington.

Det at huse lokalredaktionen af “Frit Danmark” medførte naturligvis en forøget postmængde til mit hjem med landposten, der kom to gange dagligt, men det gav også hyppigere besøg af personer, vi børn ikke kendte. En aften efter mørkets frem brud kom en af disse fremmede til præstegården. Han var ikke kendt i Vrensted og spurgte derfor nogle unge aftenskoleelever, der gik udenfor byskolen og nød frikvarteret, om vej til præstegården. Først studerede de unge den ukendte i tavs hed, hvorefter en af dem rettede sig lidt op, trådte et skridt frem og sagde: “Vi har sgu’ da ingen præst her i Vrensted”. Det var naturligvis en dum besked for den fremmede at få, men samtidig gav den ham en dejlig fornemmelse af, at de unge stod sammen om deres præst og ikke udleverede ham til hvem som helst. En efterfølgende forespørgsel hos førstelærer Elith Madsen gav dog efter en fortrolig samtale den besøgende et bedre resultat.

Chr. Winthers aktiviteter fik desværre en brat afslutning, da han naturligvis meget mod sin vilje måtte forlade præstegården i selskab med Gestapo Jørgensen og hans lakajer. Det var ret så uhyggeligt at opleve “hr. Møller” først blive ufor skammet behandlet og dernæst taget med af det sjak, men heldigvis klarede han både kløene og efterfølgende ophold i Frøslevlejren indtil befrielsen.

Besættelsen af præstegården og tilfangetagelsen af Winther skete den 7. marts 1945. Far var den dag om formiddagen taget med toget til Hjørring for, som det hed sig, at købe ind til min søsters konfirmation senere på måneden. Under op holdet i Hjørring blev han kontaktet af folk fra modstandsbevægelsen, der havde fået opsnuset, at Gestapo var på vej til Vrensted Præstegård for at hente ham. Straks gik han derfor til en telefon og ringede hjem og fortalte om det nært forestående besøg, således at vi kunne få Chr. Winther ud af huset og fjernet sporene efter ham, mens tid var. Herefter lånte far en cykel og kørte til Vrensted for at være nærmere brændpunktet.

Det lykkedes at få Winther, der var gået sig en tur, advaret i tide, så han ikke kom hjem, og samtidig nåede mor af få hans ejendele gemt i tørvehuset under tørvene, inden Gestapo dukkede op første gang og spurgte efter far. Mor fortalte dem, at far ikke var hjemme, men at hun ventede ham med sekstoget, hvorefter de kørte igen. Straks gik der bud til Winther, at Gestapo nu var kørt igen, men at han endelig ikke skulle komme tilbage, da faren næppe var drevet over. Det mente han derimod, den var, hvorfor han kom tilbage fra spadsereturen, fandt sine ting frem fra tørvestakken og bad mor ringe efter en vogn. Taxaen kom lidt senere, men umiddelbart efter den fulgte Gestapo samt tyske soldater, der straks omringede præstegården. Løbet var således kørt for Winther, der under den efterfølgende husundersøgelse forsøgte flugt gennem et vindue, men straks blev taget af solda terne og kom under forhør. Unægtelig en lidt vanskelig situation at blive bragt i med falsk legitimationskort og med en bagage, der overvejende bestod af illegalt materiale og en skrivemaskine. Heldigvis var det ikke lykkedes Winther at finde sin pistol, som far opbevarede. Det ærgrede ham en del, da han pakkede, men glædede ham sikkert, da han blev taget.

Da husundersøgelsen var slut, og Gestapo under ransagningen ikke var stødt på noget, der havde deres interesse lige bortset fra “Mein Kampf”, som far havde stående i reolen, og det efterhånden også var gået op for dem, at far ikke var med seks toget, som åbenbart forventet, drog de afsted med Chr. Winther. Inden de forlod os, gav de dog mor besked om, at der ville blive to soldater tilbage for at afvente fars hjemkomst. De ville opholde sig i spisestuen sammen med familien og et par damer, der var kommet på besøg under aktionen, og ingen måtte forlade stu en uden ledsagelse af en soldat. Kun soldaterne måtte benytte telefonen, og endelig fik mor besked på hen på aftenen at servere kaffe for de to uniformerede “herrer”. Det blev en meget lang aften og nat – en nat jeg aldrig glemmer. Når vi siden talte om den, sagde mor gerne som noget formildende, at hun aldrig hverken før eller siden havde fået stoppet så mange strømper på en gang som den nat, da også damerne gav en hånd med. Næste formiddag kl. 11 forlod soldaterne igen præstegården efter at have ført flere telefonsamtaler, og vi kunne atter ånde en smule lettet op, men var naturligvis mærket af døgnets oplevelser, så dagen der på forlod vi alle præstegården en uge uden at efterlade vore adresser. At mor formåede at klare omtalte situation og for øvrigt mange andre og være far den støtte, hun var under besættelsen, har jeg siden beundret hende meget for. At stå med sådan en børneflok og sam tidig satse så hårdt krævede i høj grad mod og offervilje.

Far var naturligvis afskåret fra at vende hjem før den 4. maj 1945 om aftenen, men takket være sognebørns trofasthed kunne han indtil da holde sig skjult i sine sogne. I en periode, hvor han opholdt sig i et gavlværelse i “Villa Holmen” med udsigt til præstegården, havde jeg en enkelt gang lejlighed til at besøge ham. Jeg blev inviteret ned til Anna Michaelsen i “Villaen” intetanende, at far opholdt sig der. Stor var overraskelsen og glæden ved gensynet, da hun åbnede døren for mig til hans værelse. Hjemme forsøgte vi andre at få dagligdagen til at fungere, men en frygtelig, utryg tid var det at komme igennem frem til den meget kærkomne befrielse.

Far som taler ved frihedsfesten i Brønderslev d. 13. maj 1945

Endelig kom så om aftenen den 4. maj frihedsbudskabet fra London. Mor var på besøg hos far der på det tidspunkt boede i nærheden, og sammen hørte de frihedsbudskabet i radioen, hvorefter de straks tog hjem for en kort bemærkning, inden de igen drog af, da mor havde lovet at cykle til Thise med en besked, og far havde andre opgaver at varetage den nat. En ny periode var begyndt. En periode, hvor rollerne var byttet om, og hvor far derfor udover at genoptage sin embeds førelse sammen med andre modstandsfold blev stillet overfor løsningen af adskillige store og vanskelige opgaver, da vi jo på det tidspunkt hverken havde militær eller politi. Eksempelvis kan nævnes overvågning af fæstningsanlæggene ved Vest kysten, tilfangetagelse af nogle norske landsforræddere, der i en stjålen båd var flygtet fra Norge osv. I perioden frem til 15. september 1945 var far således souschef under oprydningsarbejdet i fæstningsanlæggene ved Løkken og Kettrup, og fik under dette arbejde fjernet en del kostbart materiel fra anlæggene og bragt det i sikkerhed hjemme i vores hønsehus. Således undgik det destruktion som krigsbytte. Efter nogle måneder i præstegården blev det afhentet af den danske marine, der for denne indsats i februar 1946 sendte far en takkeskrivelse underskrevet af direktøren for marineministeriet, admiral Vedel.

Hvad de norske bådflygtninge angik, fik denne episode en lykkelig udgang, hvorefter båden senere på måneden kunne returneres til Norge sammen med lokale fiskerbåde, fuldt lastet med indsamlede fødevarer til den sultende norske befolkning, som man dengang følte sig i stor gæld til på grund af deres forbilledlige modstand mod tyskerne. For at mindes denne begivenhed på 50-årsdagen var min kone Estrid og jeg sammen med to ældre fiskere fra turen i 45 samt andre repræsentanter fra Løkken af Aust-Agder Fylkes kommune indbudt som gæster ved et Dansk-Norsk Frihedstreff i Arendal. Det var en meget stor oplevelse, som naturligvis gjorde et stort indtryk på os alle på grund af den enestående taknemlighed, der fra norsk side blev givet udtryk for. At det samtidig virkede stærkt på mig at erfare, med hvilken respekt far blev omtalt i de officielle norske taler på grund af hans indsats i forbindelse med før omtalte madindsamling, er vel forståelig.

For at løse forskellige opgaver var det nødvendigt for far at have et transportmiddel, så umiddelbart efter befrielsen fik jeg lov til at hjælpe ham med at pakke bilen ud igen. Det brune papir og klodserne blev fjernet, der kom nyt olie og benzin på, og den 12. maj blev den igen forsynet med nummerplader. Denne gang var det tynde, grønmalede plader med nummeret DF16. Allerede dagen derpå blev vi børn stoppet ind bag i bilen og fik lov at køre med mor og far til Brønderslev, hvor egnens befolkning fejrede befrielsen ved et stort festligt møde ved Friluftsbadet med 7-8000 deltagere og far som taler. Stadig kan jeg huske mylderet af folk ud gennem Bredgade og de mange armbind, modstandsfolkene luftede den dag.

Der var nu gået en uge efter befrielsen, men stadig færdedes i området farlige elementer, som det godt kunne blive nødvendigt at forsvare sig imod. Derfor kunne især kørsel med de grønne plader godt indebære en vis risiko. Således mindes jeg en dag, far skulle forrette en kirkelig handling i Ingstrup Kirke. Jeg havde fået lov til at komme med, og da vejen fra Vrensted til Ingstrup dengang var en ufremkommelig jordvej, måtte vi køre over Løkken, hvilket ikke alene øgede afstanden, men også risikoen væsentligt, så inden afgangen hjemmefra anbragte far en skarpladt pistol i handskerummet foran mig. Et under normale forhold ret specielt udstyr til en kirketur, men den gang var det hele jo noget anderledes.

Den længe eftertragtede frihed kom med befrielsen, men det krævede lang tid at få alt under kontrol og få normaliseret forholdene i et acceptabelt omfang. Andre steder i Europa havde forholdene dog været langt værre end hos os, og for at yde en beskeden hjælp til Europas sultende børn havde vi i mit hjem i nogle måneder så sent som i 1947 en lille, fransk pige boende. Hun kom fra et område i Paris’s ud kant, var meget afmagret og medbragte en slags foderplan, der beskrev, hvordan hun gradvis kunne tilvænnes næringsrig, dansk mad. Hun var seks år gammel, lille af vækst, men særdeles godt begavet og lærte derfor efter kort tid at tale et forståe ligt dansk samtidig med, at hun lærte mine små søskende adskillige franske ord. Sct. Hans aften tog vi hende med til bål i anlægget, men da det var blevet tændt, og der lød knald fra noget fyrværkeri anbragt i bålet, gik hun helt amok og måtte i hast – vildt sprællende og skrigende af fuld hals – fragtes hjem. Hun havde åbenbart oplevet skud og ildebrand nok, hvor hun kom fra.

Efteråret 1945 var vi en flok Vrensted drenge, der meldte os ind i spejderbevægelsen under Det Danske Spejderkorps, der i Løkken havde en trop, som vi blev en del af. Da vi i Vrensted var nok til at danne en patrulje, kunne vi afvikle en del af vore patruljemøder på skift i hjemmene, men ellers gik turen til lokaler under Teknisk Skole på Sdr. Strandvej i Løkken. Det at være spejder krævede jo en uniform, så vore mødre fik travlt ved symaskinerne, hvor godt brugte lagner blev omdannet til uniformsskjorter, der efter en tur i farvegryden ikke efterlod nogen tvivl om, at det var de gule spejdere, vi tilhørte.

Spejdertiden gav os mange gode oplevelser – herunder mulighed for at deltage i lejre forskellige steder. Især blev sommeren 1946 minderig, da vi i slutningen af juli deltog i en divisionslejr ved Kalø Vig under dygtig ledelse af den kendte statsskovrider, Jens Hvass, Rold. Det blev en oplevelse, næppe nogen af os glemmer, bl. a. fordi han beordrede os alle til at vade tværs over vigen fra slotsruinen tilbage til lejren gennem vand, der var så dybt, at vi på en del af turen måtte have i skuldrene på en af drengene fra Løkken for at holde hans hoved oven vande. Nå, vi mistede ingen undervejs og kunne dagen derpå fortsætte til fods de 36 km til havnen i Arhus, hvorfra vi fragtedes over til Kalundborg og videre derfra i tog til Klampenborg for så endelig at slæbe os af sted det sidste stykke til den store spejder jamboree, der afholdtes på Ermelundssletten det år. Selv om vi alle var dødtrætte, da vi endelig nåede frem i nattens mulm og mørke og havde fået teltene slået op til tiltrængt søvn, så blev det efterfølgende lejrliv med dyster og udflugter en meget stor oplevelse for os Vrensteddrenge, der ikke ligefrem var forvænte med at komme udensogns. Løkkentroppen, der blev ledet af læge Boisen og tømrermester Ulrik, hævdede sig for øvrigt godt. Ikke mindst på grund af troppens store orkester, som Ulrik nok så professionelt dirigerede med en blyant.

Den 4. april 1948 blev jeg konfirmeret i Vrensted Kirke. For mange af mine kammerater betød konfirmationen samtidig, at skoletiden var forbi, men selv kunne jeg fortsætte i Løkken til den afsluttende realeksamen i 1949. Konfirmationen så vi naturligvis alle frem til med spænding og forventning, da den jo for de fleste af os også betød fest i hjemmet med familie og venner og dertil oven i købet gaver i dagens anledning. Det var før, man var tobakkens skadelige virkninger så bevidst som i dag, så udvalget på mit gavebord indeholdt ikke mindre end tre cigaretetuier samt krus og æsker til cigaretter og tændstikker. Dertil kom som noget ganske nyt og helt specielt en kuglepen, som dengang ikke måtte bruges i skolen og ej heller var tilladt til brug på officielle papirer. Boggaverne handlede især om Hakon Milches udflugter og andre rejsebeskrivelser. Som nykonfirmerede fik vi fra Vrensted Ungdomsforening gratis tilsendt et medlemskort samt en indbydelse til den nært forestående forårsfest. For de fleste af os var denne fest – bort set fra skolens juletræ – den første, vi deltog i, hvor der var dans, så det var ret så spændende at kunne komme med, få luftet sit nye tøj og få lov til at føle sig voksen”, selv om det nok faldt de fleste af os frygteligt svært og sikkert også har virket temmelig komisk. For mange af os blev ungdomsforeningens arrangementer, møder såvel som fester, for øvrigt noget, vi i høj grad værdsatte og med glæde tænker til bage på. Ellers var der dengang husflidsskolen, hvor vi startede med at lave spækkebrætter og støvleknægte og endte med at lave mere raffinerede ting, og der var idrætsforeningen med gymnastik, håndbold og fodbold, hvor vi cyklede rundt og dystede med holdene i omegnsklubberne.

Derudover gav Vrensted med sin beliggenhed nær havet og nær Ingstrup Sø enhver naturelsker rig lejlighed til at dyrke sine hobbies. Vi havde et badehus på stranden i sommermånederne før og efter krigen. En lang periode under krigen måtte det ikke komme derned og blev derfor malet grønt og anbragt på plænen ved dammen hjemme i haven, hvor vi så kunne bruge det som legehus året rundt. Ellers var der søen, der trak på næsten alle årstider. Om foråret samlede vi mågeæg, om sommeren fiskede vi, om efteråret kom så jagten på ænder og forskellige for mer for vadefugle, og om vinteren var det bare skønt med en god skøjtetur hen over de oversvømmede marker, engene og søen, for dernæst godt trætte og rødmossede igen at vende hjem til en varm stue.

At det især var jagten, der blev min store interesse, er vel ikke så mærkeligt. Far var ivrig jæger, vi havde plantagen, og jeg fik for en symbolsk betaling – en hare i ny og næ – tillige lov at jage på andres arealer. Som 13-årig startede jeg med at fange mår, ilder og væsel, og som 17-årig skød jeg mit første dyr. En oplevelse, jeg naturligvis blev meget betaget af. At jeg også var en lille smule stolt af det, er vel forståeligt, og at stoltheden ikke blev mindre, da biskop Erik Jensen, der kort efter sammen med bispinden besøgte mit hjem og fik dyreryggen serveret, udbragte en skål for den unge skytte, er vel tilgiveligt.

“Østergaard” Vrensted. Mit lærested fra november 1949 – november 1952

Allerede fra mine tidligste drengeår lå det fast, at jeg efter endt skolegang ville i gang inden for landbruget i håb om på et tidspunkt at få egen bedrift, hvorfor jeg i efteråret 49 søgte ansættelse på “Østergård” i Vrensted hos Else og Niels Øster gaard. Aftalen, som kom i orden den 6. oktober 1949, kom til at lyde på en étårig ansættelse fra 1. november – dog med den indføjelse, at ønskede jeg fra sommeren 1950 at starte på en videregående, boglig uddannelse, skulle jeg have lov at forlade pladsen i “utide”. Østergård var dengang på 70 tdr. land og havde en besætning på 25 køer plus ungkvæg, 100 svin og to spand heste plus opdræt. Endvidere hørte til gården en fast mælketur, som beskæftigede en mand nogle timer dagligt, så den samlede arbejdsstyrke udgjorde foruden Else og Niels en pige i huset og tre unge til arbejdet i mark og stald. Et helt lille samfund var det, og således fungerede det også, hvad jeg blev klar over allerede andendagen, da jeg sammen med Niels og de andre karle var i engene efter kvier, der skulle hjem og græsse ved gården. På udturen spurgte jeg Niels om, hvor mange kvier han havde gående i engen, hvorpå Niels svarede mig med ordene: “Det hedder ikke, hvor mange kvier har du i engen Niels. Nej det hedder, hvor mange kvier har vi i engen, for når man arbejder på en gård som den her, så udgør man en del af et mindre samfund, der løser opgaverne i fællesskab, og så siger man vi om tingene”. At det ikke var tomme ord, stod mig hurtigt klart, og det var en væsentlig årsag til, at mit ansættelsesforhold ikke blev étårigt, men treårigt og førte med sig et varigt venskab, jeg meget påskønner.

Nogle dage før jeg forlod Østergård for at tage på Vrå Højskole, døde min far kun 48 år gammel på grund af et dårligt hjerte. Far levede med sine sognebørn i lyst og nød, i medbør og modstandskamp, men især havde besættelsesårene slidt på ham. Om fars kamp for troen, sandheden og retten de år skrev forfatteren Jens Thise i nekrologen om ham bl. a.: “Hans mod stod særlig sin prøve under besæt telsen, da han fra prædikestolen udtalte fordømmelse over fjendens ugerninger”.

Det var et hårdt slag for os alle i familien og ikke mindst for mor, der nu stod alene med tre “voksne” og tre mindreårige børn i alderen 12, 10 og 6 år. Samtidig betød det, at familien i løbet af vinteren måtte forlade Vrensted Præstegård. Også det gjorde utrolig ondt. Selv tilbragte jeg den vinter som elev på Vrå Højskole for, som det så smukt hed i højskolens formålsparagraf, “at søge folkelig og menneskelig oplysning og dannelse”. Desuden undervistes der på skolen i alm. skolefag, samt i vinterhalvåret for os bondedrenge i landbrugsfag, og jeg afsluttede da også det område med en uddannelse som kontrolassistent. Noget jeg senere fik brug for som ansat inden for demonstrationsbrugene for kvæg.

Da foråret oprandt, forlod jeg efter en god vinter højskolen i Vrå for at tiltræde en plads som elev på Vrejlev Kloster, hvortil jeg ankom 2. påskedag 1953. Her var det dengang skik, at den elev, der havde hjemtur, på helligdage spiste sammen med familien og pigerne oppe i spisestuen, og da 2. påskedag jo var helligdag, blev også jeg budt med til bords. Ved den lejlighed præsenterede fru Holst de for skellige omkring bordet for mig, og da hendes blik under præsentationsrunden faldt på en af de unge piger, sagde hun henvendt til mig: “Og det er så vores hus jomfru, Hanne Nielsen. Hende må De se at stå Dem godt med, det betaler sig”. Sikke titler, man havde sådan et sted, det var jeg ikke vant til, og så det med at blive sagt De til og blive kaldt ved efternavn var jo også noget nyt for mig, men den slags kunne man åbenbart også vænne sig til, så selv om det i dag er ca. 45 år siden, jeg forlod klostret, er det stadig de dengang ansattes efternavne, jeg husker på, når jeg mindes dem.

Dagene på klostret begyndte med morgenarbejdet, der bestod i klargøring af traktorer og maskiner. Når vi så efter morgenmaden skulle i gang med den egentlige arbejdsdag, samledes vi på loen lige inden for porten, hvor vi stillede op på rad og række med 1. eleven på fløjen og så hele striben nedad for til sidst at ende med traktorføreren, chaufføren samt en husmand. I det øjeblik tårnuret faldt i slag, trådte forvalter Christensen ind ad porten, hvorpå alle hilste og hev kasketterne af. Dernæst blev hele styrken sat i arbejde, og da der dengang var en del arbejde med håndredskaber i forbindelse med transport af kartofler, roer, korn, staldgødning osv., måtte forvalteren ved fordelingen af de forskellige arbejdsopgaver bl. a. tage et vist hensyn til, hvem af eleverne, der havde højre hånd forrest, og hvem der havde venstre forrest på redskaberne. Ud fra det kunne han sammensætte arbejdsholdene på den mest rationelle måde – noget, næppe nogen i dag ville skænke en tanke.

Nu var alt arbejde jo ikke håndarbejde. Mekaniseringen af landbruget var godt i gang, og da godsejer S. M. Holst var foregangsmand, blev der investeret i maskiner bl. a. en mejetærsker i 1953. Det var en femfods, bugseret sækkemaskine med presse, men da vi på det tidspunkt ikke havde traktorer med uafhængig kraftoverføring og vel ej heller tålmodighed til at vente, til kornet var modent, blev første års mejetærskning ikke den store succes, så der var stadig en del til binderne at klare.

Regnar Bønkel underviser kontrolassistenterne. Jes ses (med det stribede hår) på forreste række.

Ellers blev de tretten måneder, jeg tilbragte på Vrejlev Kloster, en tid, jeg med glæde ser tilbage på. Der var god orden i tingene, gode arbejdsforhold og en masse dejlige mennesker at være sammen med. En familie på otte, fire piger i husholdningen, en forvalter, syv elever, en traktorfører, en chauffør, en husmand, en gartner og altmuligmand foruden de fire, der var beskæftiget med pasning af kreaturer, svin og heste. Maj 1954 måtte jeg forlade klostret på grund af indkaldelse til Livgardens rekrutskole i Jægerspris. I den anbefaling, godsejer S. M. Holst gav mig ved afrejsen, stod bl.a., at jeg under opholdet på Vrejlev Kloster hurtigt havde tilegnet mig færdigheden i at køre traktor. Denne passus studsede jeg i starten lidt over, da jeg i min tidligere plads var vant til at køre Ferguson, men så slog det mig, at det måske ikke var alle, der kaldte en grå Ferguson for en traktor. Jeg må her indskyde, at der også var stor forskel på at køre den lille grå Ferguson og så klostrets John Deere A model med samlede forhjul og håndkobling eller Fordson Majoren på petroleum med en stor bugseret plov på slæb. Herefter accepterede jeg formuleringen.

Afrejsen fra klostret betød samtidig et farvel til Vendsyssel frem til maj 1958, da jeg købte “Teglgården” i Stenum, hvor Estrid og jeg siden da har haft mange dejlige år sammen med vor børneflok på fem. En efter en er de nu draget hjemmefra og er blevet, spredt fra København til Seattle. Ingen af dem valgte landbruget som erhverv, men nævnes skal det dog, at en af pigerne er gift med en gårdejer. Selv valgte jeg som ung landmandsgerningen og fortrød det ikke. Nu har vi bortforforpagtet bedriften og glæder os over det, ikke mindst på grund af den umyndiggørelse, vi efterhånden følte os udsat for ved indførelsen af alle de krav og forordninger, der er pålagt erhvervet.
Det har været mig en stor glæde, af gode venner at blive opfordret til at skrive noget om mine oplevelser som barn i Vrensted Præstegård under besættelsen. Samtidig har arbejdet med at løse denne opgave været mig en kærkommen lejlighed til at genopfriske minderne om barndomshjemmet, mine aner og livet i præstegården og dens omgivelser, som jeg oplevede det i min barndom og første ungdom før, under og umiddelbart efter besættelsen.

Meget vand er løbet i stranden siden da, og meget har ændret sig, men når alt kommer til alt, er det alligevel således at:

Barndomstid og ungdomsår

i sorrig, fest og glæde

tanken tit tilbage når

i minderækkens kæde.

Til det land bag klit og kær

med himmelrum og vidder,

som mit hjerte står så nær

og som min hu besidder

P.S. 1997.

Selv har vi da også kun fem børn. (Marts 1967) De er nu spredt fra København til Seattle.j

525total visits,2visits today