EDVARDS FREDAGE
Fredag var en stor dag for landmændene i Hjørrings opland.
Så ville de gerne en tur op til Hjørring.
På Hjørrings fortove kunne man direkte – på skråklatterne på fortovene – aflæse, at det var fredag.
En del landmænd af den gamle skole kunne dengang godt lide en skrå, rullet i tobaksaske.
Hjørrings borgere havde ikke noget at klage over, for landmændene lagde ret mange penge i byens forretninger.
Min far Edvard elskede fredagsturene til Hjørring.
Turen blev grundigt forberedt med et varmt bad i zinkbaljen, der blev stillet midt på køkkengulvet, måske med bageovnen tændt, med en primus nedenunder bageovnen.
Bad og omklædning nødvendiggjorde, at far kunne disponere over køkkenet og soveværelset plus den mellemliggende dagligstue.
Af diskretionshensyn rullede far gardinerne ned i de tre rum, selv om ingen uvedkommende kunne tænkes at stå udenfor og glo ind ad vinduerne.
Det var et stolt syn at se far svinge sig op på herrecyklen ved hjemmet i Sønder Harritslev, parat til at træde cyklen hele vejen op til Hjørring, 8 kilometer væk.
Om fredagen gjaldt besøget i Hjørring først og fremmest Landboauktionen i markedshallerne, som lå midt i byen, lige ved siden af Oxford Biscuit, kaldet “Kiksen”.
Måske ville far blot nyde spændingen og stemningen, som rådede på Landboauktionen, hvor pænt klædte landmænd med blød hat eller kasket bød på dyrene, som blev ført rundt til beskuelse af dem, som kunne tænke sig at komme med et bud, som nogle gange blot blev givet med et nik.
Auktionarius var dengang Chr. Nielsen fra Gårestrup ved Vidstrup og Gunnar Baggesen fra Rakkeby, begge aktive landmænd.
De havde hver en stav, som de aktivt brugte. De kunne sige for eksempel: “Det er en kvie, tilhørende den og den.. Hvad skal vi have?’
Når der ikke kom flere bud, sagde auktionarius: “Første, anden, tredje gang!”
Med et slag i gulvet med staven, var handlen sluttet.
En mandlig sekretær gik nu over til køberen og nedskrev alle de nødvendige oplysninger.
Jeg og min lillebror Ingeman var mest interesseret i afdelingen med dværghøns, kaniner, katte og hundehvalpe.
Vi kunne også godt byde, selv om vi stadig var børn.
Når landmænd traf på hinanden ude i byen, kunne de komme med udtryk som: “M-e-e-n, er do løwwi enno?” Og så så slog de sig på låret af grin.
Ville far gerne købe dyr på Landboauktionen, men ikke selv kunne tage til Hjørring, fik han gerne handelsmand Chr. Lykkegaard i Vennebjerg til at købe på hans vegne. Det kunne være et kuld smågrise til opfedning eller måske ligefrem en so, der snart skulle fare.
Hjørring var nærmest på den anden ende om fredagen, når der var Landboauktion og mange landmænd i byen.
Jeg husker sådanne fredage som festdage med landmænd i godt humør og med en fin humor.
Hjørring havde helt sit eget præg, forskelligt fra havnebyen Frederikshavn.
Jeg har selv boet begge steder, men det er Hjørring, som jeg kalder “min by”.
PS: I søgefeltet kan du finde min anden fortælling: “Edvards morgener”.