Af kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen
Elsebeth Gerner Nielsen, fhv. minister
Jeg tror, det er Niels Hausgaard, der engang for mange år siden har skrevet og sunget på vendelbomål naturligvis at dialekten er sam- fundets lyd. Hermed pegede Hausgaard på noget meget centralt, nemlig på det forhold, at det danske sprog altid giver sig til kende og lever i forskellige udtryk, med forskellige accenter og udtaler, der kan være regionalt forankret og kendetegne bestemte individer eller lokale egne. Desuden fortæller Hausgaards billede, at et samfund uden dialekter er et tavst samfund, et samfund med for få toner. Vi griner i øjeblikket af Sonofons reklamer om Polle fra Snave. Her forbindes dialekten med noget enfoldigt, provinsielt og usamtidigt. Men måske burde vi indse, at det danske sprog kan have en anden klang end det til tider sterile og alt for afslebne og anonyme rigsdansk. Dialekterne vidner om kulturel mangfoldighed, og uden den flerstemmighed var vi et fattigt samfund. Som enkeltindivider ville vi også tabe et stærkt symbol, der fortæller noget om hvem vi er. Dialekternes lydspor rummer tegn på en kulturel identitet, som vi ikke kan og heller ikke skal løbe fra. De definerer noget særegent, vi i en kulturelt mere og mere globaliseret verden ikke blot bør stå ved, men også offensivt tage hånd om. Vi lever ikke blot i et fædrelandenes Europa, som Charles de Gaulle engang sagde, men også i et europa med lokale skikke, traditioner og forskellige drejninger af de nationale tungemål: dialekterne.
Ligesom dialekterne altid har defineret og udviklet sig i forhold til hinanden og det rigsdanske, har det danske sprog som sådan altid været i kontakt med andre tungemål. Mange af de ord vi opfatter som danske, har en herkomst i latin, engelsk, tysk, fransk osv., men er med tiden kommet til os og er blevet til danske ord og vendinger. Sådan har det altid været og sådan vil det altid være. Sprogene er mere eller mindre »ustyrlige<< organismer, der indgår i en udveksling med hinanden. Men det danske sprog og de mange dialekter møder i dag nye udfordringer, trusler og muligheder. Udfordringerne kommer bl.a. fra et stadigt stigende udbud af medier og via den mere og mere fremherskende anvendelse af engelsk inden for mange brancher (underholdning, musik, IT, forskning, erhvervsliv etc.). Sprogforskerne taler om såkaldte »domænetab«<, dvs. situationer, hvor der er områder og emner, hvor vi ikke længere kan anvende dansk. Det er et meget bekymrende senario. For at imødegå dette fremtidsperspektiv har vi i ministeriet i samarbejde med flere andre ministerier overvejet, hvordan man kan styrke det danske sprog. Vores udgangspunkt har netop været, at det danske sprog skal styrkes og ikke værnes. Nu er det pokkers svært at styre sprogets udvikling. Sproget er noget, vi alle skaber og sprogets udvikling er samtidig, noget vi ikke entydigt kan stille nogen til ansvar for. Men vi kan forsøge at ansvarliggøre offentlige myndigheder og institutioner, og opfordre brancher og medier til ikke ukritisk at overtage engelske ord og gloser, hvor vi har lige så gode og dækkende danske. Desuden kan og skal vi opfordre lokale institutioner, myndigheder og borgere til at holde dialekterne i hævd, sikre deres beståen og fortsatte udvikling. – For at bevare og udvikle et mangfoldigt lydbillede i samfundet.