Han bliver aldrig vendelbo, siger han selv. Men efter 40 år er han alligevel næsten en af vore egne.

I alle 40 år har sognepræst Otto Mikkelsen boet i præstegården i Vrensted sammen med sin kone, Aase Q. Mikkelsen, og de har haft 40 dejlige år.

Vendelboer har det særpræg, at når de selv har været med til at vælge en, bliver de også din ven. Ellers kunne det måske nok være svært at fæste rod, siger Otto Mikkelsen, som nu skal til at rykke rødderne op.

1. maj er det præcis 40 år siden, han tiltrådte som præst i Vrensted og Thise sogne, kort tid efter sin 30års fødselsdag. På søndag fylder han 70 år, og dagen efter, 2. påskedag, siger han farvel til menigheden ved afskedsgudstjenester i begge kirker.

Men Aase og Otto Mikkelsen flytter ikke længere end til Hjørring, hvor et af deres fire børn bor.

Det bliver selvfølgeligt lidt vemodigt at bryde op herfra. Vi har levet mere end halvdelen af vores liv her. Men det er godt nok, og når bare man har nok at bestille, går det, siger Otto Mikkelsen.

Præsten har altid haft nok at bestille. Han har været engageret i en del ungdomsarbejde. I 1965 var han med til at stifte DDGU og blev samme år formand for Vendsyssels Gymnastik- og Ungdomsforening (VGU), hvilket han fortsatte med frem til 1982. Som formand for VGU var han med til at købe Vittrup Skole, som blev bygget om til VGU-center.

Ti år efter han var holdt som VGU-formand, var han igen med til at købe den tidligere skole, da VGU ville af med centret. Denne gang købte Støttekredsen for Vittrup Efterskole bygningerne, så nu skal der være skole igen.

Efterskolen har fået en fantastisk start. Til august begynder 53 elever, og der er skrevet elever op til de næste to år. Det har været spændende at være med til at få det hele klar, siger Mikkelsen.

I to perioder har Mikkelsen siddet i Løkken-Vrå Kommunalbestyrelse for Venstre. Første gang fra 1978 til 1982, anden gang fra 1986 til 1990.

Jeg havde en fornemmelse af, at alt skulle være stort dengang. Alt skulle foregå i hovedbyerne. Så jeg ville gerne være repræsentant for det lille samfund herude, siger han.

Otto Mikkelsen er tydeligt glad for sit lokalsamfund, selv om det har forandret sig meget gennem de 40 år.

Da vi kom hertil, var der fire købmænd, tre- fire tømrermestre, flere murer, en bager, slagter og et mejeri. I dag er der en købmand og en tømrermester. Men heldigvis har vi en god skole og et godt forsamlingshus, siger han og mindes dengang, da der var landbrug på de fleste ejendomme.

I dag er det samlet på få hænder, og folk arbejder i de større byer.

Til gengæld mener præsten ikke, at folks forhold til folkekirken har forandret sig gennem årene.

Hvis vi overhovedet har nogle udmeldelser af kirken på et år, kan de tælles på en hånd. Forholdet til folkekirken er naturligt for de fleste. Børnene bliver døbt, de unge bliver gift, og når livet er slut, bliver de begravet. Der er heller ikke stor forskel i antallet af kirkegængere, siger Otto Mikkelsen.

Han har stået på prædikestolen flere end 3.000 gange, og han har aldrig talt til en tom kirke.

De sidste par år har vi været nede i en bølgedal, men sådan har det skiftet alle årene. I Thise har der aldrig været så mange kirkegængere, som der er nu.

Aase og Otto Mikkelsen har fem børnebørn og fire børn. De tre døtre er alle gift og bor i Vendsyssel, sønnen bor i Århus. Men parret drømmer ikke kun om at besøge familien i Danmark. De har altid rejst meget og kunne godt tænke sig at besøge Otto Mikkelsens bror i Argentina.

Men ellers skal tiden bruges på hus, have og sommerhuset syd for Løkken.

2. påskedag står Otto Mikkelsen på prædikestolen for sidste gang som præst i Thise og Vrensted sogne. Bagefter tager han og Aase Q. Mikkelsen afsked med menighederne i Vrensted Forsamlingshus.

 

 

 

Den 5. december 1971 lukker butikken

I 38 år har Carl Larsen og hustru haft købmandsforretning på Vrensted østre hede, men de snoede kræmmerhuses tid er forbi….

Siden 1923 har Carl Larsen og hustru haft købmandsforretning på Vrensted østre hede, men nu er dette led i landsbysamfundet ude af billedet, for Carl Larsen, der er 81 år, mener, at det er tid at gå på pension. Da det ikke er muligt at sælge selv en gammel, stabil købmandsforretning i dag, har købmandsparret holdt udsalg, bl.a. ved at sælge massevis af lykkepakker, hvorefter de lukkede butikken.

Nogle poser med buddingpulver, enkelte flasker kulør, bagepulver og andre småting står tilbage og råber til hinanden på de ellers så velassorterede hylder, og i bagbutikken hænger det gamle petroleumsapparat med håndpumpe og vidner om en tid, som var engang.

Først forsvandt smedjen

Nøglen til købmandsforretningen er drejet om i handelsmæssig betydning, men ellers ikke, for Carl Larsen og hustru er enige om, at de mange, der gennem årene har benyttet købmandsforretningen som varmestue, fortsat kan gå ind og stå og vente på eller indlevere pakker til rutebilen. Det er lige sådan med bageovnen, den bliver stående på sin vante plads foran huset, så der kan fortsat fås en nybagt Vendsyssel Tidende hos Carl Larsen. Det er blot at lukke bageovnen op for heri ligger avisen til de faste abonnenter.

Dørklokken ringer, da vi åbner døren til butikken.

Der er ingen som reagerer, men døren til privaten står åben, og ude i køkkenet finder vi købmandsparret i hyggelig samtale med en tidligere kunde.

Det er Ingemann Olesen, en af vores ældste kunder, oplyser Carl Larsen. Ja, og min kone var jeres allerførste kunde, hun kan endnu huske, at du på hendes 12års fødselsdag gav hende et kræmmerhus med bolsjer, supplerer Ingemann Olesen, der har været fast kunde hos Carl Larsen siden 1932. For ham som mange andre er det helt underligt, at den gamle butik er lukket.

Først var det smedjen og nu købmandsforretningen, og de to steder hørte ligesom sammen, for de der kom i smedjen, havde som regel også ærinde til købmandsforretningen og omvendt. Men som med mange andre ting føler man savnet størst, når noget selvfølgeligt bestående ikke er mere.

Ingen købere til blandet landhandel.

Mens fru Larsen skænker kaffe op, kommer også posten. Han finder sig en plads på bænken, og så går samtalen om de go’e gamle dage. Det er alt sammen noget vemodigt, og Carl Larsen indrømmer da også, at han allerede er begyndt at savne butikken.

Men lyspunkter er der da også, siger han med et lunt smil, posten har ikke mere opkrævninger med til os.

Og der er ingen liebhavere til forretningen?

Nej, det kan vi lige så godt, se i øjnene. En blandet landhandel

er der ingen der vil købe eller blot overtage i dag, dertil er arbejdstiden for lang og omsætningen for lille. Unge mennesker, kan tjene betydeligt mere ved at have fast arbejde.

Vores omsætning det sidste år var omkring 100.000 kr., og det står ikke i forhold til det, den var i begyndelsen, da vi omsatte for ca. 50.000 kr. om året. Da kostede et halvt pund kaffe f.eks. 40 øre, i dag vel seks kroner. En halv flaske brændevin kostede dengang 24 øre, i dag ca. 20 kr. Så havde omsætningen fulgt prisstigningerne, skulle vi i dag omsætte for mindst en halv million.

Folk på egnen har altid været tilfredse med købmandsforretningen.

Ja, men alligevel alt er ændret i landsbysamfundet. Mange landejendomme er nedlagt i vores naturlige handelsområde, og der er ikke længer karle og piger, og endelig må vi erkende, at supermarkederne tager megen handel. Folk har jo bil og kan let køre til byerne og købe ind af de fristende tilbud, og ærlig talt så kan jeg såmænd godt forstå det.

Hyggen i hverdagen

Carl Larsen var i sine unge dage ansat hos daværende købmand Chr. Jørgensen, Østergade, Hjørring, og hans hustru var kontordame hos Otto Jakobsen, ligeledes Hjørring. Begge havde en god baggrund for at drive egen forretning. De har da også i alle årene på Østre Hede været tilfredse, og de forstod at tilpasse sig, kom til at kende alle, levede med i familiernes dagligdag, mens til gengæld købmandsforretningen blev stedet, hvor man mødtes for enten at sludre, handle eller vente på rutebilen med dagens avis.

Rutebilen og avisen har vi tilbage, men ellers er landsbysamfundet som vi lærte det at kende, forbi. Det er ikke længer de snoede kræmmerhuses tid, alt er blevet så færdigpakket, så kommercielt. Og forholdet de handlende og kunden imellem vel også mere upersonligt, konstaterer Carl Larsen. Vi har kendt den gammeldags handelsform, og vi har haft det godt i forholdet til kunderne, som vi afgjort kommer til at savne. Derfor er det også godt, at vi endnu har en bagdør åben via rutebil og aviser, så strengen ikke helt bliver klippet over.

Hvor skal De nu selv til at handle kolonial? Hvem ved, måske i Brugsen smiler Carl Larsen.

 

Den nye inspektør på Vrensted Skole budt velkommen

Samtidig markerede man på den første skoledag og 15-året for skolens opførelse

 Den første skoledag i Vrensted Skole i går formede sig meget festligt. Dels blev den nye skoleinspektør, Jens Weber Andresen, og hans frue budt velkommen, dels markerede man skolens 15 års dag.

Om morgenen samledes eleverne med lærerpersonalet, og de øvrige ansatte samt skolenævnets medlemmer ved flagstangen, hvor den nye skoleinspektør sammen med lærerrådets formand, lærer Frede Pallesen, hejste skolens flag. Efter en morgensang talte skoleinspektøren. Han takkede for den gode velkomst og udtrykte et varmt ønske om et godt samarbejde til alle sider og bød dermed velkommen til et nyt skoleår.

Herefter talte amtsrådsmedlem Niels Østergård, der opridsede skolens historie og især omtalte bygningen af den nuværende skole for 15 år siden:

Der har gennem alle årene været en skolestrukturdebat, men heldigvis har det vist sig, at kommunens disposition dengang var rigtig. Vi har en skole nu med 165 elever, vistnok det største antal siden den nye skolebygning blev rejst og skolen har virket ganske fortrinligt ud fra treklangen: elever, lærere og forældre. Der har altid været et godt klima med forståelse og samarbejde, og vi håber, at dette må fortsætte og udbygges, også nu under Jens Andresens ledelse, til glæde, gavn og berigelse for os og vores børn, som i dag bor i Vrensted Sogn. Vi vil gerne være med til at slå ring om vores skole som hidtil. Skolen har i de sidste 130 år kun haft fem ledere. Vi håber, at den nye skoleinspektør vil træde i deres spor.

Derefter gik eleverne til deres klasser for at skrive skema og få bøger udleveret, og inden de gik hjem, blev der uddelt is til dem alle.

Senere gik skolenævn rengøringspersonale m.fl. til kaffebord, hvor der yderligere blev talt af sognepræst Otto Mikkelsen og lærer Frede Pallesen.

Den nye skoleinspektør ved Vrensted Skole er sønderjyde. Han er 36 år og født i Broager. I 1960 tog han eksamen fra Tønder Seminarium. Som ung lærer havde han stillinger i Odder og Kolding, ligesom han aftjente sin værnepligt. For ni år siden blev han ansat ved Tyrstrup Skole ved Christiansfeld, og de sidste tre år har han været viceskoleinspektør samme sted. Hans hustru er også læreruddannet, udgået fra Ranum Seminarium 1961. Hun er født på Djursland.

Vrensted Skole august 1974

1960 – Vrensted Skole

                                         Vrensted Skole 2011

 

 

 

KNUD HOLST

 

Det gamle Brønderslev

Oktober 2009

I serien “Det gamle Brønderslev” kigger vi tilbage i tiden. Vi bringer historier og portrætter fra svundne tider, og denne gang beretter vi om Christiansgade.

Bysbarnet, lærer Ella Pedersen, der også i tidligere City Aviser har fortalt om Det gamle Brønderslev, har igen været i gang med at grave i lokalhistorien, og denne gang fortæller Birthe og Georg Nygaard om Christiansgade.

Christiansgade

Georg Nygaard, gift med Birthe Nygaard, har boet i Christiansgade siden 1946 med et afhop til Jerslevvej i en periode. Han kom med sine forældre med toget fra Hjørring, og startede som medhjælper hos sin far i fiskeforretningen i Nygade. Forretningen “Jacob Sko” lå på hjørnet af Bredgade og Nygade (i dag Herreforretningen MR), derefter kom ”Alma”, også kaldet “Smørforsyningen”, der bl.a. handlede med kaffe. Så kom Nygaards fiskeforretning, der kaldtes “Fiskehuset”.

Fra Nørregade ind på Christiansgade var det første hus på højre hånd dyrlæge Bundgaards. Derefter lå Frøken Færchs hus, der var af træ Så var der ikke flere huse på denne side.

På den anden side fra Nørregade lå ”BORIDA” huset. I stuen boede forsikringsmand Christiansen. På 1. sal var der et pensionat for kontorfolk og ekspedienter. Lederen af pensionatet hed frk. Christiansen, men blev kaldt “Mads”. Derefter lå der et dobbelthus, hvor den ene del hørte til Nørregade. I Christiansgade-delen boede hr. og fru Høgh. Høgh arbejdede på fabrikken.

 

I den første del af det næste hus boede fiskehandler Rudolf Nielsen, der var fiskehandler før Georg Nygaards far, og i den anden del boede murermester Kaj Frederiksen.

Familien Nygaards hjem i Christiansgade

I næste hus boede autoforhandler Krog Jensen, og på 1. sal boede dekoratør ved Høy Hansen, Riis Jørgensen.

Derefter lå huset, hvor familien Jacob Christensen (Jacob Sko) boede. Ved siden af boede Kaj Budolph, der var på kontoret hos “Winther og Andersen” og senere i Brønderslev Bank. I huset derefter boede Anker Hedegaard, der var maskinarbejder på Vinduesfabrikken. Der var yderligere to lejligheder. I næste hus boede Aksel og Signe Jacobsen. Aksel var typograf. I det sidste hus med adresse i Frederiksgade, men med have til Christiansgade, boede musik- og cigarhandler Mellerup og hans kone. Mellerup var meget musikalsk og havde lune og der går mange historier om ham.

Dette var beboere i Christiansgade dengang (sidst i 1940erne og først i 1950erne).

I huset, hvor Krog Jensen, boede der under krigen en højtstående tysk officer. Det betød, at tyske bevæbnede soldater holdt vagt ved at gå frem og tilbage foran huset.

Georg Nygaard fortæller, at der af og til stod en pekingeser hund i døren til Fiskehuset. Den gøede, indtil den fik en røget sild.

Han husker ligeledes, at Gosmer skulle tjære deres tag, men der var en hvepserede på taget.

Så blev han klædt på i min mors tøj. Det var et syn, man aldrig glemmer.

Thorhauge ville købe fisk, og da han var på vej ud, vendte han sig om og spurgte: “Har I appelsiner herinde?”

Der var ikke så mange penge mellem folk den gang, og mange kunder blev skrevet. Det kneb af og til med at med at få pengene ind, så måtte Georg ud med regningerne. Han husker især et sted, hvor han nødigt ville ind, for når døren stod åben, stod der en stank af mados, snavs, uvaskede mennesker o.l.  ud imod ham. Men der var jo sikkert en årsag til, at regningerne ikke var blevet betalt.

I Vrensted var der i 1950erne og 1960erne et Fælles AndelsFrysehus, som var blevet klemt ind mellem 2 huse midt i Vrensted by og var beliggende mellem Trehjørnet og Mejeriet.

Frysehuset i Vrensted blev opført i 1949. Amtsrådet havde bevilget en lånegaranti på kr. 45.000. På den første generalforsamling i 1950 blev oplyst, at huset havde kostet kr. 40.455.

Der var 127 bokse, hvoraf 95 var udlejet fra start. Som første bestyrer blev antaget fru Johanne Riis.

Åbningstider var tirsdag til lørdag fra kl. 8-10 og fredag desuden  fra kl. 14,30-16,30.

Indlevering af pakker begynder mandag den 12. december 1949.

Frysehuse oplevede deres storhedstid fra 1940 og frem, hvor private borgere benyttede dem. I et frysehus betalte man et fast årligt beløb, der så gav adgang til at have sine varer på frost i frysehuset. Betalingen fra medlemmerne sikrede, at elregningen og huslejen blev betalt og bestyreren af frysehuset fik sin løn, og at det evt. lån, der oftest var blevet optaget i forbindelse med byggeriet af selve frysehuset.

Det var en tid, hvor de færreste havde frysemuligheder hjemme, noget som vi i dag stort set alle har, og med et fælles frysehus fik folk mulighed for at fryse deres varer ned. Det var alle typer af varer, man havde mulighed for at fryse ned i et sådan lokalt frysehus, men typisk var det frugt, grønt, kød og fisk på helt samme måde, som det er i dag. På den måde kunne private fryse deres bær og så henkoge dem på et senere tidspunkt, hvor det passede dem bedre. Man behøvede heller ikke at salte eller ryge alt ens kød i forbindelse med slagtning, for nu kunne man fryse kødet ned i stedet og dermed få fersk kød på middagsbordet meget oftere, end det tidligere var muligt.

Når man ude på gårdene havde slagtet gris eller kalv, blev der skåret stege ud, skåret mørbraden ud og lavet fars og andet fra det slagtede dyr. De forskellige dele blev pakket ind i brunt frysepapir og efterfølgende blev det transporteret hen til frysehuset, hvor de mange kødpakker så blev afleveret i Frysehuset. Efter Johanne Riis tiltrådte Else Nielsen kaldet Fryse Else. Hun forestod indlevering og udlevering af pakkerne, som hun herefter lagde ind i fryserummet i de respektive bokse. Hver pakke var forsynet med navn, dato og et nummer, og det pågældende hjem, havde så noteret nummer på hver pakke, og hver pakkes indhold i en bog med kopi. Når man så efterfølgende skulle bruge en pakke, medbragte man så en kopiseddel, man kunne rive ud af sin bog, med det pågældende nr., således at Fryse Else nemt kunne finde den rigtige pakke. Med bogen over ens nummererede frysepakker, havde man så også styr på at få brugt de ældste pakker først. Når frysehuset var åbent på faste ugedage, iførte Else sig så en tyk frakke, hue og tykke vanter,

så hun kunne gå ind i det store boksrum for at hente pakker uden at komme til at fryse og undgå at røre de iskolde pakker med de bare hænder. I andre frysehuse havde man nogen steder selv en nøgle til sit frysehus hvor der så var bokse med nøgle til ens fryseboks. Efterhånden blev køleskab og fryser mere og mere almindeligt i de danske husholdninger i slut 1960erne og 1970erne og efterhånden blev de små lokale frysehuse overflødige og blev lukket og solgt til andet formål.

Frysehuse for og til private gled ud i glemslen igen, og langt de fleste indstillede driften i løbet af 1970’erne, hvor flere og flere husholdninger fik frysere hjemme. Mange frysehuse lukkede helt, og nogle bygninger blev revet ned, mens andre kunne benyttes til helt andre formål. Men enkelte frysehuse overlevede, og der findes store frysehuse i dag, der leverer deres service til professionelle indenfor dagligvare og restaurationsbrancherne, hvor der fortsat er et behov for at kunne lagre større mængder af forskellige fødevarer, indtil der er brug for dem, og hvor forretningerne selv ikke har den nødvendige kapacitet til at kunne gøre det.

I Vrensted er det gamle frysehus blevet omdannet til en fin lille bolig og samtid udvidet.

november 2022 – jens otto madsen

 

 

Vrensted Byskole

Der har langt tilbage i tiden været skole i Vrensted.

Det fortælles, at der allerede i 1553 var en degnebolig i Vrensted, men først med skoleloven af 1814 blev landets skolevæsen sat i system og allerede året efter, i 1815 opføres et nyt skolehus i Vrensted. Det holdt i en generation således at man atter i 1852 måtte opføre en ny skole.

Men 2. dec. 1905 opstod der en stor ildebrand der lagde både skole og nabogården Lille Knudsgaard i aske.
Herefter opførtes efter datidens forhold en ganske stor skolebygning med 2 skolestuer i hver sin ende af huset. Imellem var der indrettet bolig til en lærerfamilie og en læreinde.
Bygningen står stadig som da den blev opført, men er selvfølgelig løbende blevet renoveret.

Vrensted Byskole ved Kirken blev lukket i 1959, da den nye centralskole på Stationsvej stod klar august 1959..

Åsendrup Skole også kaldt Nordre Skole

I Aasendrup var der et selvstændigt ejerlav, også med egen fast skole fra omkring 1800-tallet. Nogen skolebygning var der dog næppe tale om. Der var opført en lille hytte til bopæl og ophold for skoleholderen. Skolen har antagelig været en såkaldt omgangsskole, hvor læreren gik rundt til beboerne for at undervise børnene i hjemmene. Samtidig fik læreren så kosten som en ikke uvæsentlig del af den beskedne løn.

Men i 1826 opførtes en ny skolebygning på en jordlod øst for gården Bagterp, og selv om det jo nok ikke er helt de samme bygninger, så står skolen der endnu, dels med beboelse, dels med skolestue, der dog nu er indrettet til landbrugsbygning.

Aasendrup skole / Nordre skole bestod som sådan indtil 1. april 1954. Lærer C.M. Pedersen havde taget sin afsked året før, og det sidste år undervistes der ved vikar. Da overflyttedes børnene til Vrensted byskole, som derved samtidig omdannedes til 5-klasset skole, og det var dengang første klasse blev undervist i præstegårdens konfirmandstue.

Østre Skole

I sognets østlige distrikt påbegyndtes en skole i 1870. Det var en såkaldt vinterskole i udflyttergården »Pyt«.
I 1872 rejstes en skolebygning på Østre Fælled, der dengang lå uopdyrket hen og fuld af ler huller. Bygningen har ikke været særlig god, for i 1893 måtte man opføre en ny skole, den som endnu eksisterer på hjørnet af Sundstedvej og Brønderslevvej.

Den 1.12. 1952 besluttede det daværende sogneråd, at der skulle være to syvklassede skoler i Vrensted-Thise kommune, i Vrensted og i Thise.
Byggetilladelsen blev givet i januar 1958 med den bemærkning, at arbejdet skulle sættes i gang snarest muligt og inden 1. april. Tilladelsen blev givet på grund af den store arbejdsløshed i kommunen.

Den nye Vrensted Skole på Stationsvej

I oktober 1958 var man nået så langt, at man kunne invitere til rejsegilde. Alle elever gik sammen med lærere ind foran de nye bygninger, hvor sogneråd, arkitekt og håndværkere var samlet. Sognerådsformanden gårdejer Frants Jensen, Thise bød velkommen og rettede tak til arkitekt og håndværkere for veludført og smukt arbejde. Derefter holdtes der konkurrence blandt skolens elever om at ramme tre flasker, der var bundet til kransen. Den sidste flaske var meget gen. stridig, og der måtte en jæger med gevær til at pille den ned. Der blev holdt tale af gårdejer Kr. Rykind Eriksen, skolekommissionens formand pastor Otto Mikkelsen, førstelærer Elith Madsen, arkitekt Jens Knudsen, Brønderslev samt tømrermester Emil Carlsen, Opførelsen var beregnet til at skulle koste 470.000 kr. og med inventar ca. 600.000 kr.- med hensyn til det sidste kom skolen til at koste 510.000 kr. med inventar og udendørs anlæg.

Skolen blev taget i brug den 1. august 1959, men desværre nedlagt i 2011 grundet faldende børnetal. I stedet oprettedes en friskole, men den fik kun lov at leve ca. 1 år inden personerne bag projektet måtte give op.

Byens hus

Skolen er i 2018 blevet ombygget og indrettet til “Byens Hus” med Forsamlingshus, mødelokaler, gymnastiksal, Lokalhistorisk Arkiv m.m. til stor glæde for borgerne i Vrensted sogn.

 

Kilde: artikel af fhv.lærer Ella Pedersen, maj 2008.

Et møde med pensioneret ekspeditionsleder Ove Jensen, Brønderslev, der med ’brønderslevsk’ humor fortæller om hverdagen i gamle dage, samt Gitte Lundø, hvis far var ansat i banken.

Brønderslev Bank kunne i 1918 flytte ind i en nyopført, meget smuk bygning på hjørnet af Bredgade og Torvegade. Navnet Brønderslev Bank blev senere til Den danske Bank og hedder i dag Danske Bank og ligger på hjørnet af Bredgade og Nygade.

Ove Jensen var ansat i banken fra 1958 – 1991 og fortæller levende om ’dengang da der var atmosfære’ i banken. Banklokalet var meget smukt med to søjler og et flot dekoreret loft, fortæller han.

Der var direktør Ejnar Mortensen, direktør Richard Lundø, fuldmægtig Holger Thygesen, bankassistent Carl Otto Carlsen, der senere blev kontorchef og bankassistent Inger Hansen, gift med arkitekt Hansen. Ove Jensen var kasserer og blev senere ekspeditionsleder. Den yngste mand i banken var Tage Andersen.

Når man skulle ind i banken, trådte man først ind i en lille forgang. Derefter var der to store høje fløjdøre, der skulle skubbes til hver sin side, således at man kunne gå ind i midten.

Emas Sørensen en af vore kunder, stod engang ude i den lille forgang og kiggede i sin tegnebog. Tage Andersen fra banken skulle et ærinde og slog fløjdørene til side. Derved blev Emas Sørensen ramt i hovedet og besvimede. Tage Andersen blev forskrækket og ulykkelig og løb ind igen og råbte: ”Jeg har slået en mand ihjel”. Personalet bar Emas Sørensen over gaden til doktor Bøgh Andersen. På vej over gaden vågnede han op, kiggede rundt og sagde: ”Hvor bær I mæ hæn?”. ”Du skal til lægen, du har været besvimet”. ”Sæt mæ nier, a feilet int noe”. Derefter gik han over i banken og ordnede sit ærinde.

Der var engang cirkus i byen, og der var optog ned ad Bredgade med bl.a. store elefanter. Bankpersonalet stod og kiggede på dyrene og så at en elefant lavede store klatter ud for banken. Direktør Mortensen sagde til den yngste elev: ”Du kan nok finde en spand og en skovl nede i kælderen”. Der var mange klumper, og der kunne kun være en klump ad gangen i spanden. Den unge mand blev mere og mere rød i hovedet for hver spandfuld han slæbte væk.

Jens Eduardsen. Bag ved banken var der en stor græsplæne. Havemand Jens Eduardsen skulle slå den store plæne, og det skulle nu være med motorplæneklipper. Hele personalet stod og kiggede på. Pludselig gik motoren i gang og plæneklipperen kom strygende hed ad græsset med Jens Eduardsen i strømpefødder i fuld fart bagefter, beretter Ove Jensen.

Nytårsdag var arbejdsdag, men det betød bestemt ikke at nytårsaften blev sløjfet. Så ikke alle var glade for at komme på arbejde den dag, fortæller Ove Jensen. Dengang brugte man skrivemaskiner og bogføring var i hånden. Ekspeditioner førtes ’ind og ud’ i en lille bog. Når der så var tid til det, blev det ført over i den store bog. Der skulle laves afstemning hver aften. Var der fejl, skulle fejlen findes. Ove Jensen havde fundet en fejl på 3 øre og måtte ned i banken om lørdagen. Da kom Thygesen. Han pegede ned i bogen og sagde: ”Det der skulle jo også være et 4-tal”. Så var den sag ordnet.

Fru Torpegaard stod en dag i banken og sagde, at hun ikke kunne finde sin bankbog. Ove Jensen gik med hende hjem for at lede. Imens kom Andersen fra Dampvaskeriet med en stor kurv med vasketøj. Ove Jensen hjalp med at lægge vasketøjet på plads, og bankbogen dukkede op. Det varede ca. en time. Derefter sagde han farvel. Da han åbnede yderdøren, stødte han ind i vaskeriejer Andersen. ”De har da lige været her” sagde Ove Jensen. ”Ja, men vasketøjet var ikke til fru Torpegaard”, sagde han. ”Var det ikke – nu går jeg – farvel”, sagde Ove Jensen og gik.

Man fornemmer humoren i det Ove Jensen fortæller, og han viser os den vendsysselske (Brønderslevske) form for humor. Men man skulle vise respekt, det var ”De” og ”Hr” ved tiltale, men der måtte være tryghed, for dengang var der ingen tegn på stress.

Gitte Lundø fortæller om det at være vokset op i en dejlig rummelig lejlighed i bankbygningen.

De var fem søskende, to drenge og tre piger. Hendes far, Richard Lundø, var kasserer i banken, men blev senere direktør. Hun husker, at der i banken var to, der hed Ejner Mortensen. Den ældre og den yngre. De blev begge direktører, først den ældre, senere den yngre. Så var der fuldmægtig Thygesen og bankassistent, senere kontorchef Carl O. Carlsen og fuldmægtig Sølvsteen, der senere blev sygehusinspektør på Brønderslev Sygehus. Der var 57 trin op til lejligheden, og der var vaskehus ved lejligheden og rulle i kælderen. Under krigen boede der en tysk officer i et værelse på samme etage som familien Lundø. Han ville så gerne løfte den mindste af pigerne, men han fik ikke lov. Lundø var ikke tyskervenlig. Tårntrappen blev sjældent benyttet, men Gitte benyttede den hver morgen, når hun gik med mælkespanden over til mejeriet i Torvegade for at hente frisk mælk. Den ene af hendes brødre havde engang fået nye træsko med spidsnæser. Da han havde fået træskoene på, gik han ned og sparkede alle de små, firkantede ruder, der sad allernederst i bankbygningen, i stykker. Direktør Mortensen blev rasende og skældte ud på Lundø. Drengen blev straffet med en omgang klø.

 

Artikel af Ella Pedersen, fhv.lærer, fra juli 2007.

Robert Kristensen, Flemming Sørensen og Else Aabo (f. Knudsen) om deres barndom i Mejlstedgade.

De har alle tre trådt deres barnesko i Mejlstedgade.

Robert og Flemming boede der, og Else legede der.

Der var i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne et stort sammenhold mellem børnene i gaden, er de to mænd enige om. Der var omkring 20 børn, og når der blev slåskamp med dem fra Gravensgade, var der virkelig gang i den. De to er enige om at Mejlstedgade altid vandt.

Turen ned ad Mejlstedgade begynder ved Bredgade på østsiden.

Manufakturhandler Høy Hansens store forretning lå på hjørnet. I dag er der frisørsalon. Høy Hansen havde to børn, Vivi og Thorkild.

Derefter kom glarmester Mortensens forretning. Mortensen havde tre børn – Erik, Kaj og Nina.

Næste hus var staldforpagter Frandsens. I dag er der sportsforretning. Frandsens have to børn – Inga og Niels (kaldet Blap).

Så kom smutten – en stor plads med skjulesteder og plads til fodbold og andre lege. I dag tilhører området Føtex, og der er indrettet parkeringsplads. I smutten var der garager og allerinderst havde Brønderslv Bank en have. Banken lå dengang der, hvor Teknisk Forvaltning senere har haft til huse.

Nabohaven tilhørte stenhugger Larsens, hvis have var fyldt med gravsten. Når det var ved at blive mørkt, var det ret uhyggeligt med de mange gravsten, fortæller Else Aabo.

På højre side i smutten havde Frelsens Hær til huse.

Derefter kom skrædder Haugaard Jensens værksted. Der arbejdede bl.a. ”Dick”, Gunnar Hellum og skrædder Andersen.

Bagved staldforpagter Frandsens hus lå Margarine fabrikken og el-installatør Eilertsens forretning, som havde indgang fra Bredgade.

Efter smutten kom huset, hvor Robert Kristensen og hans forældre boede. Forældrene hed Andrea og Eiler Kristensen. De fik i alt syv børn.

Dernæst kom huset, hvor vognmand Chr. Christensen – kaldet Hedebonden – boede. Han havde en søn Sofus, der også blev taxa-vognmand,og en datter Karen. Sofus kom som voksen til at bo i den anden ende af huset. Datteren, Karen, var mor til Flemming Sørensen. Hun døde, da Flemming var seks år. Han kom så i pleje hos sin bedstemor og bedstefar (Hedebonden). Både Hedebonden og sønnen Sofus havde ord for at være af den lune slags. Det fortælles at Sofus skulle afhente nogen på Luneborg Kro, og da manden var kommet ind i taxaen, begyndte han straks at kaste op. Sofus udbrød: Nu har jeg aldrig kendt magen, du har så mange tønder land derhjemme, og så brækker du dig i min rene bil.

Flemming Sørensen kan fortælle en historie om sin bedstefar, der jo også kørte taxa. En dag kom politibetjent Bentzon hen til hans bedstefar og sagde: Tror du ikke det er ved at være tiden hvor du skal ha’ kørekort? Jo, svarede bedstefaderen.- Så melder jeg dig til i Hjørring. De to kørte så til Hjørring, hvor bedstefaderen gav frokost. Og så fik Flemming Sørensens bedstefar sit kørekort.

Går man tilbage til Bredgade og ned ad Mejlstedgades vestlige side, lå rebslager Lehms forretning på hjørnet. Rebslager Lehm var en personlighed, som man husker, er de 3 enige om. – Vi løb af og til ærinder for ham og fik drikkepenge, fortæller Flemming Sørensen. Han havde røgeri i sin forretning, og rebslageriet lå ved Gravensgade og Dannebrogsgade.

Det næste man kom til, var Carl Lauritzens gård. Det var en dejlig gård med vindruer og valnødder, lyder det fra de tre.

Efter gården lå skrædder Holger Vraas forretning. Han gik senere over til radio-branchen.

Oven over forretningen havde boghandler Axelsen sin private bolig. I det næste hus lå en brændselshandler, der aldrig hed andet end ”Diesel-Krølle”.

Og i bager Christensens gård boede skomager Peter Jensen, kaldet ”skomager Peter”. Han flyttede senere ud i Vestergade.

Derefter kom slagter Kusks gård, hvor Anders Jensen – aldrig kaldt andet end ”Ajs” boede.

Derefter lå bagsiden af Dyrlægegården ud mod Mejlstedgade og på hjørnet mod Algade boede barber Henriksen, der var far til Hans og Svend.

Flemmming Sørensen fortæller: Når vi legede, løb vi meget tit på rulleskøjter. Vi lavede også en vogn med kuglelejer, styret med snor. Den lavede et dejligt spektakel, så den tog en af beboerne fra os. Så fandt vi på noget med at køre på cykel ud over nogle brædder, der gik skråt opad, og hvor der lå to børn under brædderne. Det blev også hurtigt taget fra os. Vi spillede rundbold, og vi gik på mold i Eilertsens have. Vi kom i bager Christensens bageri, hvor vi fik enderne af rouladerne, som vi greb, når de blev skåret af. Og vi holdt tombola og basar, dog med en meget lille omsætning. Det var en dejlig barndom i Mejlstedgade, er Else, Flemming og Robert enige om.

 

af Peter Larsen

Brønderslev befinder sig 3.639 km syd for Nordpolen og 6.368 km fra Ækvator.

Det var drømmen om at dyrke giftfrie grøntsager, som fik mig til at sige mit job op på polyteknisk læreanstalt i dag DTU og flytte til Brønderslev sammen med andre fra kollektivet i Taastrup.

Muligheden opstod på en øllebrødsfest i Slagelse i 1972, hvor vi spiste brødrester efter en algang mod Det Europæiske Fællesskab, EF i dag EU. Marchen startede i Veksø og gik til fælledparken i København efter samme koncept som 60’ernes atomvåbenmarcher.

I Kollektivet, hvor jeg boede, havde vi længe talt om at finde et sted, hvor vi kunne dyrke vores egne grøntsager uden brug af kunstgødning og sprøjtegifte. Pludselig på øllebrødsfesten i Slagelse opstod muligheden for at købe en lille landejendom 6 km øst for Brønderslev med tilhørende 1,6 ha. jord.

Vi vidste ikke dengang, hvor Brønderslev lå. Vi fik samlet pengene og købte stedet ubeset, fordi det var jorden, vi var interesseret i, og prisen var ikke høj. Planen var, at vi på skift skulle bo i Brønderslev og dyrke giftfrie grøntsager til en håndfuld kollektiver i Taastrup. Det blev ikke nogen succes, og det endte med, at jeg selv overtog ejendommen og lige siden har dyrket alle mine grøntsager efter økologiske principper.

Jeg var allerede, som ung automekaniker, interesseret i samfundet omkring mig. Det førte mig til kollektivet i Taastrup og videre til Brønderslev.

Det blev ikke jorden eller biler, som blev det, jeg skulle leve af. Efter mange år med omskiftelige arbejdspladser som svejser, fabriksarbejder, murerarbejdsmand og radio-iværksætter blev det miljøet og fremme af energibesparelser og vedvarende energi, som blev mit levebrød.

Kampen mod EF blev tabt. Arbejdet i Folkebevægelsen mod EF førte mig sammen med andre samfunds-engagerede mennesker i Brønderslev Kommune.

”Debat 73” en del af historien.

Det hele startede i 1973 med ”Debat 73”, hvis formål var at sætte fokus på lokale emner. Det skete ved uformelle og åbne møder, hvor udenbys oplægsholdere mødte lokale nøglepersoner, og hvor alle kunne diskutere på lige fod.

Vi skal huske, at tiden dengang var sådan, at man ikke talte fagforeningsformanden, direktøren og borgmesteren imod. Bare ordet debat virkede som en rød klud i Brønderslev dengang.

Året sidste møde handlede om den lokale presse. Oplægsholder var journalist Gunni Busch tidligere redaktør ved Nordenfjord Avis. Tilstede ved mødet var både Aalborg Stiftstidende og Vendsyssel Tidende. Det blev en hed og lang debat, hvor utilfredsheden med den lokale presse var åbenlys.

Baggrunden for debatten var en 9 siders undersøgelse af de to aviser, hvor vi i ”Debat 73” havde gennemgået 15 aviser med udgangspunkt i, hvad de skrev om, og hvordan de skrev om det? Var der noget, som de ikke skrev om, noget som blev fortiet? Hvem blev refereret, og hvis synspunkter kom frem? Aalborg Stiftstidende og Vendsyssel Tidende blev sammenlignet med den nystartede Vejle Avis, som var opstartet som protest mod et bladmonopol i Vejle. Medarbejderne havde netop fået Cavlingprisen.

Resultatet af debatten blev, at Gunni Busch foreslog de fremmødte at lave en lokalavis selv. På det tidspunkt var der en spirende grøde i opstart af små alternative aviser landet rundt.

En af deltagerne var en lokal fabrikant, og han havde en duplikator, som han ville stille til rådighed for projektet.

Lokalavis på en anden måde.

Første nummer af Brønderslev Avis kom på gaden 1. februar 1974. Modtagelsen var over al forventning.

I lederen i næste nummer stod der blandt andet, at eksperimentet lykkedes med et salg på næsten 600 eksemplarer. Allerede første dag, avisen var på gaden, var det nødvendigt at sende flere eksemplarer til et af de mange salgssteder.

”Den modtagelse, avisen har fået, viser at der også i Brønderslev er behov for et blad med lokalstof, kritik og debat. Og vi kan love læserne, at hvis I bare vil hænge på, skal vi nok hænge i” Sådan blev der skrevet i 1974, og sådan blev det helt frem til 1985, hvor det sidste nummer af avisen udkom.

I de 11 år Brønderslev Avis udkom blev den skrevet, tegnet, klippet, opsat, trykt, samlet, solgt og distribueret af 100 mennesker med forskelligartet baggrund.

I årene 1976 – 77 – 78 oplevede avisen en af sine bedste perioder med mange gode artikler, som straks blev honoreret med stigende salgstal.

I 1977 tog Brønderslev Avis initiativet til et samarbejde på venstrefløjen. Det resulterede i dannelse af Brønderslev Tværsocialistiske Arbejdsgruppe i 1978 og opstilling til kommunevalget i 1978 og 1981. Brønderslev Avis bekendte sig nu offentligt som en socialistisk avis.

Det praktiske arbejde

I 1980 købte avisen et brugt off-set-trykkeri takket være bidrag fra en lang række læsere, foreninger og fonde. Med det nye trykkeri blev det også muligt at bringe fotografier. De første 6 år var avisen fyldt med tegninger.

Når avisen blev opsat til trykning, forgik det på den måde, at teksterne blev skrevet i spalter på en skrivemaskine for derefter at blive klisteret op på en A4-side i 3 spalter med plads til overskrifter, tegninger og billeder.

Overskrifter og tegningerne blev tegnet med det samme, og billederne blev tilpasset i reprokammerat. Det færdige materiale blev de første 6 år placeret i en stencilbrænder, hvor originalen blev placeret på en tromle ved siden af en stencil. Tromlen bevægede sig forbi en fotocelle, som styrede en gnist fra en stift, der brændte hul i dæklaget på stencilen.

Stencilen blev monteret i duplikatoren. Ved offsetmaskinen var det en belyst aluminiumsplade. Ved farvetryk skulle der trykkes 2 gange på hver side. Når alle siderne var trykt, skulle bladet samles. Det skete ved, at vi gik rundt om et bord, hvor alle siderne lå i bunker.

Det praktiske arbejde med at producere avisen startede søndag eftermiddag med opsætning. Herefter trykning tirsdag og onsdag og samling torsdag og slutteligt salg ved Brugsen i Brønderslev og i kioskerne om fredagen.

Derudover var der oftest 2 redaktionsmøder og udarbejdelse af artikler. Det var et kæmpe arbejde. Når jeg tænker tilbage, er det utroligt, at vi kunne gennemføre det igennem 11 år. Det havde været meget nemmere i dag.

Avisen blev solgt uden for Brugsen i Brønderslev og en lang række salgssteder i Brønderslev, Ø. Brønderslev, Hallund, Jerslev, Manna, Serritslev, Stenum og Ø. Hjermitslev. Prisen var 1 krone i starten og steg med 1 krone løbende til 5 kroner.

Mangfoldigheden blomstrer.

Da Brønderslev Avis startede, var der ingen partiafdelinger på venstrefløjen i Brønderslev kommune. Siden blev der dannet lokale partiafdelinger inden for VS, DKP og SF. Derudover kom der kvindegrupper og fredsgrupper og en afdeling af OOA. ”Kimen til mange af disse aktiviteter, tør vi nok påstå, er kommet fra Brønderslev Avis”, fremgår det af en folder udarbejdet i forbindelse med ”Kulturoffensiven” i Brønderslev Kommune i 1984.

Denne mangfoldige udvikling af aktiviteter på venstrefløjen havde også en bagside, fordi tilgangen til nye frivillige til Brønderslev Avis blev mindre, nogle af de aktive brugte også tid i andre grupperinger.

10 års- jubilæumsnummeret skulle have været det sidste nummer af Brønderslev Avis. Sådan gik det ikke. En kampagne havde betydet flere redaktionsmedarbejdere og mange nye abonnementer. Det havde givet os fornyet mod til at fortsætte et stykke tid endnu.

Den sidste avis

Det blev til 5 aviser mere, hvor det sidste nummer udkom januar 1985 med byrådspluk fra byrådsmødet, som var et fast indslag i avisen gennem mange år.

• Hovedhistorien i den sidste avis havde overskriften, ”Selvfølgelig skal vi handle i Brugsen – men”! Artiklen handlede om uddeleren i Kvickly, der som alle andre uddelere i Danmark, var kollektivt indmeldt i Kristelig Fagforenings A-kasse – det var fagbevægelsen i Brønderslev ikke tilfreds med.
• Der var en artikel om børn som arbejdede med medier og lavede vægavis på biblioteket i samarbejde med studerende fra Hjørring Seminarium.
• ”Gå en tur for freden” var en reportage, hvor 250 mennesker var gået igennem byen med afsluttende taler i Hedelund.
• Der var også en historie om rådhusbyggeriet, som var blevet 1600 kr. dyrere per indbygger. Kommunens hof-arkitekt Jepsen forlod byggeprojektet i protest, fordi økonomiudvalget ville barbere projektet ned.
• Derudover var der planer om en Børneteaterfestival i 1987 og meget andet.

 Lokale meninger

I forbindelse med 10 års -jubilæumsnummeret spurgte Brønderslev Avis en række offentlige kendte personer om deres mening om Brønderslev Avis.

Formanden for miljøudvalget: Avisen har været god til at gøre opmærksom på træer og bevaring af naturen, men taler for meget om profit. Skoleinspektøren: Er ikke enig i alt hvad avisen skriver, men det vil være et tab for den offentlige debat, hvis ikke ”den lille næsvise” stak hovedet frem med mellemrum. Formanden for LO Brønderslev, som har holdt avisen i alle 10 år: Der står meget godt i avisen, men den er for ensporet. Viseborgermesteren, som også har holdt avisen i alle årene: At avisen blev en del af det tværsocialistiske samarbejde har gjort avisen ensidig i sine holdninger. Formanden for SID: Godt med en modpart til de borgerlige lokalaviser. Efter hans mening er avisen for venstreorienteret. Lokalredaktøren Aalborg Stiftstidende: ”Vi på redaktionen køber 2 eksemplarer af Brønderslev Avis hver gang, og naturligvis diskuterer vi den. Jeg tør også sige, at vores praktikanter ser positivt på, at der er en alternativ avis til den etablerede presse. Jeg synes Brønderslev Avis for bevidst søger det negative, der sker også positive ting i byen. Samtidig vil jeg sige, at med de tekniske midler, I har til rådighed, så slipper i godt fra det”

Eksperimentet lykkedes

Da det hele startede på mødet i ”Debat 73”, pegede vi på, at de etablerede aviser tog alt for meget hensyn til de magtgrupper og annoncører, som venstrebladet Vendsyssel Tidende og den liberale Aalborg Stiftstidende mente, de repræsenterede.

Det var en fordel, vi ikke var journalister – vi sad selv midt i det, vi skrev om. Det var en fordel, at vi alle kom fra forskellige arbejdspladser i kommunen. Her fik vi folks reaktioner – positive som negative.

Fik vi færten af et eller andet emne, tog vi derefter ud og fik en snak med folk, som vidste noget om emnet, og efterfølgende lavede vi et interview.

Vi arbejdede med Brønderslev Avis for at skabe debat og forbedre den lokale presse, så de også skrev om arbejdspladsforhold, forurening og boligmiljø, som de forsømte, men også for at lære noget selv. Samtidig ville vi demonstrere en model, som andre måske kunne lære noget af.

 

Når jeg ser tilbage på de 11 år, synes jeg, at eksperimentet lykkedes meget godt. Aalborg Stiftstidende og Vendsyssel Avis begyndte også at tale med andre end meningsdannerne og etablerede magtgrupper. Selvom oplaget ikke var stort, vidste alle i kommunen, hvad vi skrev om.

Brønderslev Avis blev den længst levende alternative avis i Danmark. Efter en kronik i Politiken i 1974 om Brønderslev Avis, kom der henvendelser fra hele landet. En af dem kom fra Møn. I efteråret 1974 kom Ø-bladet på gaden. Bladet udkom frem til 1982. Over hele landet bredte der sig, som ringe i vandet, alternative blade – Tølløse Avis, Slagelse Avis, Folk i Lejre, Holbæk Bladet er blot et lille udsnit, som opstod i kølvandet af Brønderslev Avis.

Fra tryksværte til mikrofon

Allerede før vi sluttede med Brønderslev Avis, blev jeg opmærksom på, at der var et nyt medie på vej. I 1983 blev der givet tilladelse til at oprette lokalradioer, og i 1985 blev ordningen gjort permanent. Ideen var at give interesserede borger adgang til radiomediet for at styrke den lokale debat.

Jeg skiftede tryksværten ud med mikrofonen et år senere. I 1990 var jeg med til at starte ”Brønderslev Medieproduktion Aps” og ”Brønderslev Nærradio” på en ny frekvens. Det skete efter flere års lokalradio i ”Radio Veronica” og ”Hele byens Radio”, med blandt andet morgen nyheder og et direkte 2 timers ugentligt program ” Det højaktuelle hjørne – programmet der lover mere end det holder.” I programmet kom der aktuelle gæster, som fortalte og debatterede om meget af det, vi dengang skrev om i Brønderslev Avis. Fordelen ved radioarbejdet var, at jeg ikke skulle skrive, trykke og sælge for at få holdninger og debatter ud til mange mennesker.

Min radiotid er dog en helt anden og meget mere dramatisk historie, som jeg ikke tænker positivt tilbage på!

Det gør jeg heldigvis på de efterfølgende mange års arbejde inden for energibevægelsen, med vind- og sol-projekter og energibesparelser.