FIK ROS FOR SIN GODE MUSIKSMAG

af pensioneret præst Poul Sørensen, Værløse:
Kan være et billede af 1 person og hund
Også for min canadiske bror Helge – født i Rakkeby i 1943 – var pavillonen i Svanelunden et yndet mål, når han kom til Hjørring i sin ungdom.
Vi, der nu ikke er helt unge længere, har ofte danset, spillet kegler og hørt musik i den skønne pavillon.
Helge kunne lide selv at vælge musik på stedets jukeboks.
Ifølge talemåden bestemmer den, der betaler, musikken!
Når Helge trykkede på en kode med tal og bogstaver, kunne man se med egne øjne, hvordan en svingarm hentede den ønskede grammofonplade fra pladelageret, lagde den til rette – og snart kunne Helge divertere stedets gæster med musik fra den plade, som han havde valgt efter at have kastet en mønt i jukeboksen.
Ved en bestemt lejlighed blev han lidt overrasket over den valgte musik, som var anderledes end forventet.
Helge må have trykket på den forkerte kode! For musikken, der lød, var ikke lige hans stil. Men valget kunne ikke gøres om. Der var ingen fortrydelsesret eller ombytningsret.
Men Helge fik overraskende nok ros af en gæst i pavillonen, som roste ham for hans gode musiksmag. Det var nemlig jazz-musik, som lød!
Først var Helge indstillet på at undskylde for fejlvalget.
Men Helge valgte at labbe rosen i sig, så der blev slet ikke brug for at undskylde noget.
Mens Helge nød en pilsner, solede han sig i den uventede ros, han havde fået for “sin” gode musiksmag: Svingende jazz i stedet for “Fiskerpigens sang”, sunget af Katy Bødtger (1957).
Foto: Et billede af Helge (1943-2020) i køkkenet i sit hus i Edmonton i Canada.
Helge ses med hunden Phønix på skødet.
Helge udvandrede til Canada som 23-årig i 1966.
Han opnåede at bo i Canada i 54 år.