Kartoffel-ferien og kartoffeloptagning i begyndelsen af 1950 erne

En skøn historie fortalt af Arne Søndergaard Jensen, Løkken, født og opvokset i Vrensted.

Med tilladelse fra Arne,  et uddrag af hans bog “Kæden af kærminder”,  udgivet i 2002

”Kartoffel-ferien” og kartoffeloptagning

Tidligere blev skolernes efterårsferie kaldt ”Kartoffel-ferien” fordi den faldt på det tidspunkt, hvor kartoflerne normalt var klar til at blive taget op.
Som større drenge blev der af og til sendt bud efter os, især i efterårsferien, eller kartoffelferien, som var det mest brugte navn for den ferie på det tidspunkt. Der var som regel nogle faste steder, hvor vi hjalp til nogle år. Daglønnen var 10 kr., som var mange penge dengang. Der var forskellige måder, som blev anvendt, når kartoflerne skulle tages op, men drengenes arbejde bestod altid af at samle kartoflerne op i store tørvekurve (pileflet kurve), som så blev løftet op og tømt af i en vogn af de voksne.
Selve optagningen kunne variere meget. Nogle gange blev kartoflerne hakket op af jorden med et redskab, der også blev brugt til at rage møg ned af møgvognen. Andre steder blev de pløjet op, men der fandtes også hestetrukne kartoffeloptagere, som med et sindrigt system af roterende kortskaftede forke (en greb) kunne sende kartoflerne et par meter eller mere ud til siden, hvor de så blev samlet op af drengene.


Jeg husker første gang, vi prøvede at samle op efter optager, der blev trukket af en Ferguson traktor. Kartoflerne blev pløjet op af et indbygget plovskær og derefter ført op over en rund roterende jernrist, som lignede en skål med bunden i vejret. Risten rensede jord, sten og kartoffel toppe samt andre urenheder fra, mens kartoflerne trillede ned mod en række kæder, som fik de optagne kartofler til at ligge i en næsten l ige række. Med den type optager var kartoflerne særdeles nemme at samle op i kurvene. Der skulle ikke gå ret mange år, før der blev opfundet en transportør, der
kunne lede kartoflerne op i en vogn, der kørte ved siden af optageren. På den måde blev drengenes opgave overflødig, så der var ikke flere penge at tjene på den måde.
Kartoflerne blev kørt sammen i lange kartoffel kuler, som blev dækket med halm og jord. En af de almindelige kartoffelsorter, der blev anvendt, hed Alma. En anden meget anvendt sort, var Bintje. Alma var en melet sort, som let kogte ud, når de blev brugt i husholdningen, og for mange mennesker på landet var den, den foretrukne kartoffel til daglig brug. Men de fleste af kartoflerne blev brugt som foder til dyrene. Til det formål var det meget almindeligt at få kartoflerne kogt. For at få de store mængder kartofler kogt benyttede man en stor transportabel kartoffelkoger.

Kartoffelkoger

Kartoffelkogeren var mange steder ejet af en andelsforening, og kogeren gik så på omgang mellem foreningernes medlemmer. Det var almindeligt, at når det blev en landmands tur til at få kogt, skulle kogeren hentes på den gård hvor den sidst havde været i brug. Selve kogeren var et stort monstrum med en lang skorsten, der kunne lægges ned under transporten. Der var tre kedler, som kunne drejes rundt om en lodret aksel. Når den første kedel var fyldt op via en transportør, der førte kartoflerne fra et vaskeanlæg op i kedlen, blev kedlen drejet hen til kogning. Når kogningen var overstået, blev kedlen igen drejet en tak, for at blive tømt gennem en låge i bunden af kedlen.
For at bringe kartoflerne i kog, blev der brugt en del affaldstræ til at tænde op med, men den egentlige varmekilde var kul. Efter kogningen blev kartoflerne kørt med trillebør til de siloer, hvor de skulle opbevares, indtil de skulle bruges. Når de kogte kartofler blev vippe ned i siloen, skulle de trædes godt sammen, og det var en speciel fornemmelse, men også noget værre klisterværk at træde i de meget varme kartofler.
På en af de gårde, hvor vi færdedes meget, var der indrettet en kanal i svinestalden, som var beregnet til opbevaring af kogte kartofler. Kanalen var dækket til med planker, som kunne holde til at blive kørt på.
Der var også mange landmænd, der fik kogt kartofler på mejeriet. Det foregik på den måde, at der blev kørt en vognfuld kartofler til mejeriet. Vognen var lukket hele vejen rundt og overdækket med en presenning. I bagsmækken var der boret et hul, hvor der kunne stikkes et langt spyd ind midt i læsset. Spyddet var en forlængelse af en dampslange, som kom inde fra mejeriet. Selve spyddet var forsynet med en masse huller, hvor dampen kunne strømme ud og på den måde koge kartoflerne.

Kartoffelhøsten var hårdt slid for landmændene og deres folk, men der var også gode stunder i den travle hverdag. Hvis markerne lå langt væk fra gården, kom konen eller pigen ud i marken med kaffe og mellemmadder til folkene. Det var solide skiver brød med ost eller marmelade, og selvfølgelig saftevand eller kaffe, som blev transporteret i store flasker, der var pakket ind i avispapir.
Jeg husker tydeligt fra en sådan kaffepause hos gårdejer Rikard Justesen, hvor vi samlet i en flok for enden af marken. Vi sad rundt omkring i halmen, der var klar til at blive lagt over kartoflerne. Pludselig hørte vi en lyd i luften over os, og der så vi en meget stor flok vildgæs, der fløj i en stor V-formation. Jeg husker tydeligt, at de voksne sagde, at de aldrig før havde se så mange gæs på én gang.

Billedet af den store flok gæs, stemningen i marken, karlens flirten med pigen, som var kommet med kaffen, røgen fra det bål af kartoffeltoppe, i hvis aske vi senere skulle stege kartofler, er alle ingredienser i mit bedste erindringsbillede om kartoffeloptagning i Vrensted i begyndelsen af halvtredserne.