Arven efter Harry

 

Kilde: Nordjyske år 2000, af Lone Beck

Kristian Jørgensen har i otte år været redaktør af Vagabond Avisen

Arven efter Harry

Vagabond: Kristian Jørgensen fra Vrensted laver avis for landevejsriddere.

En smal, stejl trappe fører op til redaktionen på 1. sal i den lille gulstensvilla midt i Vrensted. Redaktionslokalet er bare 10 kvm. stort, med nytapetserede, isblå vægge, reoler med ringbind i sirlig orden og et skrivebord med computer.

Det kunne være et ganske almindeligt kontor, men på væggene hænger fotos af langskæggede mænd med kasketter og frakker eller læderveste, der er tæt besat med medaljer og emblemer. På hver kasket sidder desuden et lille navneskilt: “Stifinder”, “Gamle” og ”Falken”. Og i et hjørne hænger en sort frakke som dem på billederne og tilhørende kasket. ”Redaktøren” står der på navneskiltet.

I det lille lokale bliver Vagabond Avisen til. Redaktør siden 1995 er Kristian Jørgensen. Han “arvede” Vagabond Avisen efter sin far, Harry.

Døden

Harry Jørgensen var livet igennem venner med de vagabonder, der kom forbi og fik et måltid mad og et sted at sove. Han var i den grad én af gutterne, at han blev døbt på ægte vagabondvis i øl, hvorefter han ikke måtte vaske sig i tre dage. Harry fik navnet ”Vagabondernes Bedstefar”.

Jeg bliver aldrig vagabondernes bedstefar. Jeg er deres redaktør, fastslår Kristian.

Han er aldrig blevet navngivet som landevejsridder og har heller ingen planer om at blive det.

Det ville betyde, at jeg kom ind i systemet, og det vil jeg ikke. Det er jo mit arbejde. Jeg skal ikke være anonym, men jeg skal heller ikke blande mig, mener Kristian.

Harry, der levede hele sit liv i Vrensted og Løkken, startede Vagabond Avisen i 1987, efter at den nu afdøde forfatter Knud Holst havde opfordret ham til at skrive en bog. En bog var for uoverskueligt et projekt, men så fik Harry, der i mange år var meddeler for Vendsyssel Tidende og Aalborg Stiftstidende, den idé at lave en avis om og til sine omstrejfende venner.

Kristian får stadig tårer øjnene, når han fortæller om den dag i februar 1995, da hans far døde. Men dødsfaldet gav også Kristian en ny mening med livet. Vagabond Avisen måtte ikke gå i stå, selvom redaktøren, trykkeren og distributionschefen i én og samme person faldt bort, så Kristian overtog bladet.

Glansperiode

52-årige Kristian Jørgensen var ellers tæt på selv at ende som vagabond for nogle år siden.

I 12 år levede han en almindelig, borgerlig tilværelse i København. Han arbejdede for et vagtfirma i København og havde hustru, hus og hund.

Det var min glansperiode, hvor jeg tjente styrtende med penge. Men jeg har altid haft vagabondblod i årerne. I mine unge dage for jeg rundt fra sted til sted. Det var først efter at jeg havde været soldat, at jeg slog ind på den borgerlige kurs, fortæller Kristian.

Men ægteskabet gik ikke, og i 1986 sparkede konen Kristian ud. Han stod pludselig uden tag over hovedet, måtte bo i sin bil og fik sin første nedtur.

Jeg kunne ikke klare det psykisk. Jeg holdt også op med at arbejde. Jeg var nok gået på landevejen, hvis ikke det havde været for hunden, mener Kristian.

Et herberg er ikke noget sted for en hund, så Kristian slog sig ned i en campingvogn.

Ny nedtur

Tiden læger alle sår, og Kristian mødte sin nye kone Bente. Han fik også et nyt job for et andet vagtfirma, men firmaet gik konkurs, og Kristian stod igen uden job. Parret havde ikke råd til at blive boende i lejligheden, så de boede i campingvogn i halvandet år og gik rundt og lavede ingenting og blev sure på systemet.

Dengang gjorde samfundet ikke noget for at få folk igang Arbejdsløse blev efter nogle år uden for arbejdsmarkedet sendt på førtidspension, og det skete også for Bente og Kristian, selv om de hverken var syge, fordrukne eller andet diskvalificerende.

I 1993 flyttede parret hjem til Vrensted, hvor de genopfriskede bekendtskabet med de vagabonder, der havde for vane at besøge Harry.

Heldigvis deler Bente Kristians sympati for landevejsridderne, og i sommers blev de to også gøglerviet.

Hvis jeg stadig havde været gift med min første kone, havde jeg ikke kunnet leve det liv, jeg gør nu. Hun kunne slet ikke have med vagabonder at gøre, fortæller Kristian.

Illusioner

Kristian Jørgensen har det bedst, når han trækker i sin vagabonduniform og tager ud på markeder for at være sammen med vennerne. Til daglig står den dog på hvid skjorte og nogle gange sågar slips.

Det der med slips har jeg det ikke godt med, men jeg kan godt lide at have det på engang imellem. Man er mere anonym i skjorte og slips, påpeger Kristian.

Jeg forstår mig ikke rigtig på at være borgerlig. Almindelige mennesker kan være meget hyggelige, men jeg vil hellere være sammen med landevejsriddere. De siger tingene ligeud, og det gør jeg også selv. Jeg er nok mere vagabond end borgerdyr. Jeg drikker ikke en masse bajere, men jeg har trangen til at fare rundt.

Kristian nærer dog ingen illusioner om landevejsriddernes tilværelse. Når man ser vagabonderne på markedspladserne, kan man nok få nogle romantiske forestillinger om det frie liv på landevejen, men Kristian ser også den anden side af medaljen – når de har tømmermænd og kaster op og måske laver i bukserne.

Det er ikke så romantisk. Vagabonder er ulykkelige mennesker med mange nederlag i rygsækken – forliste ægteskaber, konkurser – jeg har jo selv oplevet det, men er kommet ovenpå igen, fortæller han.

Arbejdet som redaktør på Vagabond Bladet giver ikke en rød øre i fortjeneste, men det er underordnet. Det handler om at gøre noget for andre, og at vagabonderne og de hjemløse påskønner Kristians indsats, viste de i efteråret ved at tildele ham en pris på 5000 kr.

Kristian skriver indholdet til bladet og sætter siderne op på sin pc. Derefter kører han på Exprestrykkeriet i Brønderslev, hvor han selv står for trykningen.

Siden sorterer han bladene og sender dem ud til abonnenter landet over. Der er også enkelte abonnenter i Norge, Sverige og Spanien.

Nu har vagabonder jo ikke for vane at opholde sig det samme sted ret lang tid ad gangen, så Kristian sender bladene til familie eller venner.

Seks abonnenter ringer simpelt hen til ham, når det næste nummer skal på gaden, og fortæller, hvor de er, så han kan sende bladet til det nærmeste posthus.

Man kan altid finde vagabonderne igennem Vagabond Avisen, for uanset hvor de befinder sig, skal de nok sørge for at komme ind et sted, hvor de kan læse deres avis. Hvis det skal gå hurtigt med at finde en vagabond, ringer man til Kristian, for han ved som regel besked.

Efterhånden kan vagabonderne og deres pårørende finde på at ringe om lidt af hvert. Kristian har hjulpet nogle af dem med at løse problemer omkring samkvem med børn og alt muligt andet bøvl med “systemet”.

Arveløs

Nogle gange kommer trangen til at gå på landevejen stadig op i Kristian, men han har ikke tid. Han skal jo hjem og lave den avis. Og så er der også sønnen, Mikael på 6 år, der ikke til sin tid skal arve Vagabond Avisen.

Mikael kan jo ikke lade være med at interessere sig for vagabonderne og bladet. Han snakker også med dem i telefonen, når de ringer til mig. Men han skal ikke opdrages til at tage over. Det er for dyrt. Det går ud over både sjælen og helbredet. Jeg arbejder jo 24 timer i døgnet. Mikael skal opdrages til at leve et normalt liv, fastslår Kristian.

Han håber, at sønnen vil få en god uddannelse, men vil ikke presse drengen til noget.

– Hvis han vælger at blive vagabond, er der ikke noget at gøre ved det. Jeg vil ikke forsøge at stoppe ham. Men jeg vil blive ked at det, siger Kristian.


LANDEVEJSRIDDEREN ANNO 2000

Der er 150 registrerede landevejsriddere i Danmark.

Vagabond-registret føres af Kristian Jørgensen og omfatter de vagabonder, der er blevet navngivet på gøglervis – med navne som Blegfis, Hidsig og kuldskær.

Som de fleste andre danskere er vagabonderne blevet mere magelige. Ved siden af livet på landevejen har mange vagabonder et pænt hjem med fjernsyn, vaskemaskine, støvsuger og det hele.

Til gengæld følger vagabonderne ikke trenden, hvad angår drikkevarer. Mens almindelige danskere er blevet mere tilbøjelige til at fravælge øl til fordel for vin, sværger vagabonderne stadig til øl og brændevin.

De fleste går kun om sommeren. Der er kun en snes tilbage, som går på landevejen hele tiden. Efter vinterhiet er der sæsonstart ved fastelavnsfesten i Sakskøbing.

Dresscoden foreskriver tøj og kasket oversået med medaljer og emblemer. Frakken gemmer stadigt hyppigere på en mobiltelefon.

 

2055total visits,2visits today