Simon Thomsen, Vrensted – kreaturhandler, direktør i Nordjysk Eksportforening fortæller om sit spændende liv

Historien er fra bogen Min Barndom 2

Erindringer fra Løkken-Vraa

Lokalhistoriske Arkiver

2014 ,

med tilladelse fra familien udgivet på min hjemmeside.

Erindringer fra et langt liv med dyr i Vrensted, fortalt af kreaturhandler Simon Thomsen

Fhv. direktør i Nordjysk Eksportforening og kreaturhandler, Simon Thomsen, fortæller en dejlig historier om sit spændende liv med dyr, begyndende i barndommen med forældrene, bedsteforældrene, drengeårene, skolen, de første biler, ungdomsårene, tørvegravning en vintertur til Vildmosen, m.m.

 

 

 

 

 

Simon Thomsen blev født på gården Kjærgaard i Stenum i 1918 som søn af Maren og Hans Thomsen. Han voksede op på gården Eriksminde, øst for Vrensted. Det var hans mors hjem. Han havde fem søskende: Anna f. 1905, Agnes f. 1907, Ella f. 1909, Chresten f. 1912 og Esther f. 1922. I det følgende fortæller han om sin barndom og ungdom, sine forældre og sine bedsteforældre.

Nedenstående er et uddrag af 125 sider erindringer, som Simon Thomsen skrev i 2006.

Barndom forældrene

Da mor og far, Maren og Hans Thomsen, blev gift, gik far i begyndelsen på arbejde. Et år havde han akkord på at rense et langt stykke af en stor bæk op. Den dannede skel mellem Stenum og Børglum og længere vest på fra Vrensted, for til sidst at løbe ud i havet i den nordre side af Løkken ved Furreby bæk. Længere østpå blev den kaldt Klostergrøften. Jeg tror, det var det stykke, der dannede skel mellem Stenum og Børglum, og som også er kommuneskel. Når han begyndte kl. fire om morgenen, kunne han tjene to kr. på en dag. En dag kom han i snak med en mand fra Børglum, som spurgte, om han ville købe en slagtekalv. Det gjorde han, og jeg kan huske, at han fortalte, at han tjente fire kr. på den. Det blev begyndelsen på hans liv som kreaturhandler.

Simon

Så begyndte han at slagte dyr. Da jeg gik i skole, blev der nogle gange slagtet et kreatur hjemme i laden. En gang var hele klassen ovre at se, da en stor tyrekalv på ca. 500 kg blev slået for panden og slagtet. Derefter blev den hejset op i en bjælke og gjort i stand. Dagen efter blev den parteret og pakket i trækasser. Far kørte til Brønderslev med kasserne, og de blev så sendt til Kvægtorvet i København. Det var først, når kødet kom i Kødhallen, at dyrlægen så på det. Sådan er det ikke i dag. Senere sendte han dyrene til det lille slagteri i Brønderslev, og derfra blev det sendt med kølevogn til København. Mor var vist den, der var bedst til at skære dyr i stykker og pakke det sammen.

Simons forældre, Maren og Hans Thomsen, foran, i Vrensted

Far var natteblind, og han havde derfor aldrig set stjernehimlen. På den tid af året, hvor det tidligt blev mørkt, spurgte mor ham altid, hvilken vej han cyklede. Jeg husker, at hun nogle gange tog en lampe i hånden og gik far i møde, hvis han ikke var kommet hjem før mørkets frembrud. Hun vidste jo, hvilken vej han skulle komme fra. Så kom far trækkende med cyklen i den ydre side af vejen, med cyklen mellem ham og grøften. Jeg har også prøvet at blive sendt ham i møde. Jeg husker, han sagde, at han var spændt på, om vi børn havde samme fejl med øjnene, som han selv havde. Jeg kan faktisk ikke mindes, at far nogensinde var ved lægen. Da han var 82 år, var han med mig til Aalborg Marked, og han gik op i byen og besøgte nogle af deres gamle venner. Da han så efter middag skulle gå ned til kvægtorvet igen og med mig hjem, da blev han påkørt af en pige på knallert. Far blev væltet omkuld og fik skrammer på det ene ben. Der kom to betjente og optog rapport. Den ene sagde til far: ”Har du fået et par bajere, Thomsen?” ”Ja, det hår a godt nok”, sagde far, ”men a fæk dej sidst, da a var 29 år!” Mor og far blev jo omvendt, da de var 29 år.
Betjentene så til hinanden og smilede, og så sagde den ene, at det kunne de godt se bort fra. Der blev ringet fra sygehuset, at jeg skulle hente far der. Jeg kan endnu høre, da han i snakken om, at det ikke er så skønt at få en indsprøjtning, sagde at det kunne han nu ikke forstå var noget at regne.

Jeg havde ringet til min søster, Agnes, at jeg skulle op at hente far på sygehuset. Det var den gang, han boede alene i Vrensted. Da så vi kom, var Esther og Anna kommet hen til Agnes, og de stod alle tre og tog imod ham. Far spurgte, hvor for de var kommet, men det var da i orden. De kunne jo ikke vide, hvor meget han var kommet til skade. Et andet minde fra drengeårene var, da en af husmændene kom og bankede på soveværelses vinduet. Han spurgte, om vi ville spænde hesten for jumben og hente jordemoren, som boede i Tømmerby eller der omkring. Når en fødsel stod for døren, fik vi besked, og så blev forkarlen væk ket og sendt af sted efter jordemoren. Mor tog sin store taske og cyklede så hen og var til hjælp med forskelligt. Det var en anden tid. Mor kunne næsten hjælpe til med, hvad det skulle være. Der var vist ingen af os, der kunne malke køer, som hun kunne, i hvert tilfælde ikke bedre.

Barndom bedsteforældre

Jeg har kendt begge mine bedstemødre, men jeg har aldrig set nogen af mine bedstefædre. Jeg ved faktisk ikke, hvor gammel min fars far blev. Min fars hjem var på Vesterheden i Stenum. Det lå et langt stykke nord for vejen og er for længst fjernet.

Far havde, tror jeg, to søstre, som døde af tuberkulose, da de var små, og en søster, som blev sygeplejerske og cyklede rundt til de syge i Løkken. Jeg tror kun, hun blev 2728 år, inden hun døde af samme sygdom. Der foruden var der tre søstre og to brødre. Far tjente tre år på Østergaard i Stenum som karl, og alt hvad han tjente de tre år gik hjem til hans forældre. Det reddede dem fra at komme på fattiggården i Tømmerby. Far fortalte, at hans far engang købte to køer for 25 kr. En nabo skulle have den ene, og han skulle så give en krone mere for den.

I 18 år, fra jeg var dreng, og til jeg blev voksen, lå bedstemor, min fars mor, i sengen hjemme hos os. Jeg ved faktisk ikke, hvad hun fejlede, men jeg har aldrig hørt, at hun klagede sig. Jeg kan huske, at mor havde hende oppe i en stol hver formiddag, mens hun blev vasket og sengen gjort i stand. Derefter blev hun hjulpet i seng igen. Om foråret, når køerne blev trukket på græs, holdt vi engang med køerne ude på vejen, så hun kunne se dem gennem vinduet. De nye karle kom med ind for at hilse på bedstemor, og der var flere af dem, som blev ved med at gå ind og tale med hende. Når fårene fik lam, gik vi tit ind til bedstemor med et lille lam, og vi har også været inde for at vise hende en spædkalv.

En sommer havde vi et føl, som blev ualmindelig kælent og lysten i en skive brød. Jeg gik og kælede for det, når det lå ude i gården, og lå det på siden, kunne jeg godt lægge mig oven på det. Jeg fik føllet til at gå efter mig, når jeg havde et stykke brød i hånden, og det gik så vidt, at jeg en dag fik føllet til at følge mig ind i bedstemors stue. Det var jo nok lidt risikabelt, men det gik fint.

Det er vist ikke mange, der som vores mor har passet sin svigermor i sengen i 18 år. Jeg synes, det var godt gjort.

Min mors far hed Erik Eriksen, og om ham ved jeg, at han fik et ben sat af, da han var i halvtredserne og vist døde, da han var 57 år.

Min mors mor boede sammen med mors søster, Else, som ikke blev gift, før hun var over 50 år. De boede mange år i Brønderslev, og moster Else arbejdede i forretning. Bedstemor havde en væv, som var ca. 180 cm bred. Der sad hun og vævede det meste af dagen, både væg- og gulvtæpper. Jeg husker engang, jeg var på ferie hos hende i Brønderslev, at jeg var kommet for langt væk fra huset, og jeg kunne ikke finde tilbage. En mand kom hen og spurgte, hvorfor jeg græd. Jeg var jo gået vild og kunne ikke finde, hvor bedstemor boede. Hvad hedder hun, spurgte han. Hun hedder Lene, svarede jeg, men det sagde ham ikke noget. Men da jeg fortalte, at hun vævede, vidste han, hvem det var. Så var den gåde løst. Bedstemor i Brønderslev døde lige til nytår i 1947. Min bror, Chresten, og jeg hentede hende i kisten på slæde, for hun skulle jo til Vrensted for at blive begravet. Det var en hård vinter det år, og vejene var lukkede mange steder. Der var flere steder, vi var nødt til at køre ud over markerne. Morbror Marius boede i Skæve. Han var kommet til Brønderslev, da bedstemor skulle i kapellet. Han gik bag efter slæden, til vi kom til sygehuset. Så gik han tilbage. Da der var begravelse, var vejene ryddet, så det gik ligesådan.

Simons hjem, Eriksminde,
st for Vrensted, 1920.Søsteren Ella står midt i billedet. Simon sidder på hesten som hans søster Anna holder

 

Drengeår

Når jeg som dreng kom hjem fra skole, sagde mor ofte: ”Du skal til købmanden”.

Jeg husker, at jeg f.eks. skulle købe en primus renser til tre øre, et glas til en lampe, som hæng te på væggen, til 15 øre, for ti øre gær og en pakke cikorie til at blande i kaffen for at gøre den billigere. Måske også tre spegesild, som købmanden havde i en lille tønde, hvor de lå i stærk lage, både med hoved og hale. De blev pakket ind i en slags tæt papir, som lagen ikke kunne trænge igen nem. Når så vi fik dem, havde mor renset dem og skåret dem i små stykker. Det var stærk kost! Når jeg var ved købmanden, sagde mor: “Hvis der er penge tilbage, må du købe sukker for to øre.” For dem fik jeg et stort kræmmerhus med blandede bolcher.

Da jeg var dreng, var der marked i Brønderslev hver mandag. Jeg har mange gange som 12-14 årig trukket alene med en ko eller to til Brønderslev. Det var en lang tur. Når så jeg kom derned, traf det, at far sagde: ”Du må gå hen til bageren og købe en stor jødekage”. Det var nu ikke altid så godt, for så havde far købt et dyr, der skulle hjem, og så gik turen tilbage til Eriksminde. Oven på det sov man godt om natten.

Simon til hest

En gang havde far købt en islænderhest af Marie og Lars, som boede på Østerheden, og den skulle til slagteriet i Brønderslev. Marie græd, da jeg trak af sted med deres gamle hest. Inden jeg nåede frem, var den gået træt. Da jeg var ud for sygehuset i Brønderslev, lagde den sig midt på vejen. I det samme kom der en bil, og den måtte stoppe op, indtil jeg fik hesten op igen, og jeg blev skældt ud for, at jeg ikke kunne styre den.

Til marked i Brønderslev kørte far som regel med hest spændt for en fjedervogn med skravler på. Her kunne han have et par kalve eller søer med til marked. Når der ikke var dyr, der skulle trækkes hjem, fik jeg kørende med far i vognen. Senere sendte far også dyr til kreaturmarkedet i Aalborg. Det var ikke så sjældent, vi trak nogle dyr til stationen i Brønderslev om mandagen, og så kom de med banevogn til Aalborg. Her var marked om tirsdagen. Jeg kan huske, at første gang far fik dyr med bil til Aalborg Marked, var det med Peter Nielsen, Stenum. Der kunne bare stå to køer på langs i bilen, og den havde ikke engang dobbelt baghjul. Så jeg kan ikke se, at der var meget sikkerhed med to så store dyr i sådan en bil. Engang var far til hestemarked i Nørresundby, hvor han købte en hest og trak den hjem. Det var en lang tur. Da jeg var fem-seks år lærte jeg at malke køer, og 10-12 år gammel var jeg tit ude at malke et par køer, inden jeg skulle i skole. Prøv at bede en dreng om det i dag! Det var ikke så sjældent, at når jeg skulle i skole om vinteren og var færdig til at gå, kom Chresten og fik mig til at blive hjemme. Jeg skulle smide neg på tærskeværket, når han stod og lagde dem i maskinen. Det var jeg ikke glad ved. Næste dag spurgte læreren om, hvorfor jeg ikke havde været i skole. Så måtte jeg fortælle, at jeg skulle arbejde i laden. Det kostede nogen gange 10–15 øre i bod. Far var jo ude at handle, og så måtte jeg rette mig efter Chresten. Der var nogle landmænd i Børglum, som far tit handlede med, og nogle gange skulle en af dem trække hjemmefra med en ko til et bestemt tids punkt. På samme tid skulle en af os gå hjemme fra og så mødes mellem Børglum og Vrensted oppe på en engvej.

Den første cykel, jeg havde, købte far til mig for 30 kr., tror jeg. Jeg var nok 10-11 år dengang. Cyklen blev købt hos Gilbert Mikkelsen, som var cykelhandler i Vrensted. Det var ingen svær cykel, men det gik alligevel. Jeg fik lavet en stor kasse, som der blev sat tråd over, og så begyndte jeg at cykle rundt hver mandag aften til dem, der havde duer. Jeg købte dueunger, som kom i kassen. Det var mest drengene nede på Kongsengene, der havde mange duer.

Jeg kunne samle 20-30 duer de fleste uger, som jeg betalte 20-25 øre for pr. stk. Når jeg så kom hjem med dem, blev de aflivet ved at klemme dem under vingerne. Det gik hurtigt. Når de så var døde, bandt jeg dem sammen i et knippe. Der kom en mærkeseddel med navn og adresse på, og så fik jeg dem med til et lille eksportslagteri, som dengang fandtes i Brønderslev.

De kom derefter med kølevogn sammen med kreaturer, der var slagtet, videre til Kødbyen i København. Jeg kunne som regel tjene fem øre pr. stk. Det var en helt fin forretning. Grunden til, at de blev klemt ihjel, var, at det var sådan, slagteriet ville have dem.

Når jeg kom rundt på min tur, sagde de andre drenge: Nu kommer Due-Simon.

Senere kom der en tid, hvor alle ville have kaniner, og så tror jeg, at det var Kanin-Simon, jeg kom til at hedde.

Gården Eriksminde.Forrest ses Vrensted Østre Skole

Skolen

Mit hjem lå lige over for skolen, og jeg var godt kendt med læreren, Hans Brøchner-Hansen. Nogle gange havde jeg været ovre med mælk eller andet, som de ofte fik fra vores hjem.

Jeg havde lært at læse lidt, inden jeg skulle i skole, så jeg kunne ikke forstå, hvorfor vi skulle have den bog med, som vi skulle lære at stave efter. Så sagde mor: ”Du kan gå over og spørge Brøchner-Hansen, om du skal have ABC’en med”.

Jeg gik over til skolen dagen før, vi skulle begynde, og Brøchner-Hansen sad ude i hønsegården. De havde 10–15 høns, og når de havde spist fjerkræ til middag, gik han ud i hønsegården med de hønseben, der var blevet tilbage. Han sad på en sten og slog benene i stykker, mens hønsene stod rundt om ham og var parat til at spise de knuste ben. Jeg havde taget den lille røde læsebog med, som vi skulle bruge. Brøchner-Hansen spurgte, hvad jeg ville, og jeg svarede meget forknyt, at jeg gerne ville vide, om jeg skulle have ABC’en med i morgen. ”Selvfølgelig skal du det, det skal alle”. ”Ja, men a ka’ nok løøs”, sagde jeg så. ”Kan du?”, spurgte Brøchner-Hansen. ”Ja, a hår dæj bette røe med.” Så læste jeg for skolelæreren, mens hønsene gik rundt omkring og spiste benene, som han havde knust til dem. “Ja, men det kan du jo godt, så prøver vi det.”

Næste morgen fik jeg den lille røde bog, penalhus og en bog mere med. Så sagde mor, at hun ville følge mig over til skolen, det var jo lige nede ved vejen. ”Nej, a ka’ da nok go jenne derøver”, og så gik jeg frisk afsted. Mor stod ved enden af huset og så efter mig. Da jeg kom gående over legepladsen, hvor vi også kunne pumpe vand op, stod der en dreng, to-tre år ældre end mig. Hans hjem var et lille hus henne på Vrensted Fælled, ca. midt mellem Østre Skole og byen. Hvorfor ved jeg ikke, men da jeg gik forbi ham, fik jeg en ordentlig ørefigen. Jeg smed alle mine sager, og så gik det hjemad, alt hvad jeg kunne løbe. Mor stod stadig ved enden af stuehuset, da jeg kom vrælende hjem. Hun fik lige fat i armen af mig og fik så at vide, hvad der var i vejen, og at jeg med garanti ikke skulle i skole mere. Men mor var stærkest, og så måtte jeg tilbage igen. Der var tre-fire store piger, der havde fulgt deres mindre søskende i skole. Da mor kom med mig, havde de samlet mit “rejsegods” op, og jeg så, at de havde fat i Aage, som overfaldsmanden hed. Han fik en ordentlig afstraffelse, og så gik det. Og jeg blev faktisk glad ved at gå i skole. Næsten hele min skoletid sad jeg som nummer to i klassen, men der var en, jeg ikke kunne komme forbi.

Da jeg begyndte i skole i 1925, var det ikke så almindeligt med biler. Når vi kunne se, at der kom én østfra på grusvejen, så råbte vi: ”Der kommer en bil”, og så stod hele klassen ude ved vejen og så, når den kørte forbi.

Dengang var det ikke ulovligt at give børnene en over nakken eller en ørefigen og i værste fald en omgang i bagenden med en stok. Jeg husker, at en af de ældre drenge havde væltet naboens datter i grøften. Pigens far gik til læreren og for talte det. Næste dag så vi, at der var blevet sat en lang kæp ved siden af katederet. Drengen blev kaldt op foran os andre og fik besked om at bøje sig ned og tage fat om anklerne, og nu fik han at føle, hvad stokken skulle bruges til. Jeg kan huske, at han råbte: “A tisser i bukserne”, og så forsvandt han ud af klassen, og vi så ham ikke mere den dag.

De første tre år af min skoletid gik vi i skole to dage om ugen og de sidste tre år fire dage.

Ud over det gik jeg om vinteren et par år til nogle kurser om aftenen og vist også nogle eftermiddage. Mere har jeg faktisk ikke gået i skole, men det har gået alligevel.

To eller tre år af skoletiden var der også en lærerinde, og vi var delt i to klasser, men efter hun gik af på grund af alder, blev Brøchner Hansen ene om jobbet. Jeg holdt meget af ham. Han var militærmand, inden han blev lærer, og han var hurtig til at træffe en afgørelse, når der var noget, der ikke passede ham, men fem minutter efter var han den samme igen.

De første biler

Som sagt så løb vi af og til ud og stod ved vejen, når en af de nymodens biler kørte forbi på grus vejen. De kørte ikke så stærkt, og der var huller i vejen. Når hullerne blev for store og mange, blev der kørt dynger af grus og ral på. En vejmand med ”hjulbøre” gik så og fyldte hullerne op og jævnede vejen. Jeg husker mere end én fast vejmand, der reparerede vejen den tid på året, det kunne lade sig gøre. Jeg tror, at de dengang fik toenhalv til treenhalv kr. for en arbejdsdag på ti timer. Jeg kan huske, at vi en gang om året skulle til Frederikshavn og besøge fars søster, der var forstanderinde der. Jul Gjerlevs havde noget familie den vej, og så lejede vi en taxa, hvor der kunne være otte-ni personer i. Der blev ringet til et par vognmænd, om hvad de ville have for at køre turen.Jeg kan huske et år, at det kostede 17 kr. til deling for de to familier.

Taxaen, som familien Gjerlev og Thomsen tog på udflugt i

Esther og jeg var med, men jeg kan ikke huske, hvem af Jul Gjerlevs børn, der var med. Det var til eftermiddagskaffe og aftensmad, og vi var hjemme igen ved titiden om aftenen. Chaufføren blev i mellemtiden holdende i Frederikshavn, for det kunne ikke betale sig for ham at køre hjem. Han kom så med ind og spise, og ellers tror jeg, at han sad ude i bilen.

Ungdomsårene

Simon som ung

Da jeg var 17 år, blev Stinne og Chresten gift. Det var ham, der havde drevet landbruget hjemme, men nu blev det så mig, der kom til at stå for det daglige arbejde.

Når jeg tænker tilbage, så havde vi seks heste til at gøre arbejdet i marken med. Om vinteren stod de på stald og blev fodret, og når de skulle arbejde i marken, var arbejdsdagen på ca. ti timer, så de skulle fodres godt. Det var op kl. fem og ud i stalden og begynde fodringen. De fik hakkelse, havreneg, der blev skåret i hakkelse med en maskine og et par sukkerroer. Der blev muget ud bag dem, og de blev striglet og børstet.

Kl. seks gik vi ind til morgenmaden, og kl. halvsyv fik de seletøjet på og kom ud i marken for at harve, pløje, tromle eller køre med såmaskine. Kl. 11.30 gik det hjemad til middag, og hestene blev fodret i stalden igen.

Vi havde fri til kl. 13, og så skulle vi i marken igen. På den tid, hvor der var travlt i marken, blev hestene fodret fra kl. 18 til 20.30 med en smule hakkelse for hver halve time og til sidst kl. 20.30 med hakkkelse og sukkerroer. Der blev fejet under dem og strøet tørt halm.

Det var mit arbejde i flere år, og det kunne godt være hyggeligt at gå og fodre dem af om aftenen. Vi havde et karlekammer i hjørnet af hestestalden, så når jeg kom i seng, kunne jeg ligge og høre på dem, når de stod og åd roer. Når det blev sommer, og der blev græs nok, kom de i engen om natten, og så skulle de hentes hjem før morgenmaden.

Jeg tror ikke, at der er mange i dag, der ville gå og fodre hestene på den måde.

Jeg har mange gange om efteråret gået og pløjet med en enfuret plov, der kunne lave en seks-syv tommer fure. Så det tog tid at pløje op til 20 tønder land. Når det gik godt, kunne man pløje ca. halvanden tønder land om dagen.

Simon med slåmaskine

Jeg kan huske et par heste, som jeg kørte meget med. Markerne var ca. 250 meter lange. Når jeg kom til enden af furen ved vejen, og det var ved at knibe med at gøre en tur mere inden middag eller aften, så ville de helst stoppe. De kunne godt mærke om det var middags- eller aftenstid. Kom der nogen gående langs vejen, prøvede de på at stoppe, for om jeg mon ikke skulle snakke med den, der kom forbi. Heste er meget kloge. Vi havde to, nogle gange tre, karle foruden mig. Det var for det meste mig, der stod for at fæste dem, og det var som regel for et år ad gangen. Vi havde tit også to piger. Den ene var fæstet til at hjælpe i høsten, når vi kørte korn hjem i laden. Det var neg, som var bundet og stod i rækker, sat sammen for at tørre. Der var oftest seks neg i hob sat sammen i lange rækker. Når negene var tørre, blev de kørt hjem i laden. Vi kørte med to spand heste, og det var tit en af pigerne, som var med i marken og gik og stak neg op i vognen. Det var høje læs, så høje at det oftest kneb med at komme gennem porten ind i laden. Man skulle passe på at læsse læsset for højt, ellers traf det, at man kunne vælte med det. Hjemme var der to til at tage imod, når vi stak negene fra vognen op i gulvet, som vi kaldte det stykke af laden. En tog imod, og en anden lagde dem i pæne lag, så de var nemme at få fat i igen.

Når de om vinteren skulle i tærskemaskinen, så var der en, der smed negene ned til ham, der lagde dem i maskinen. Der var også en tredje, som tog halmen og kornet fra. Kornet kom fra tærskemaskinen i 100 kilos sække. Sækkene blev båret op på loftet. Hjemme bar vi hver vinter en del ind på loftet over stuehuset ad en trappe, som var i bryggerset. Kornet lå så der, indtil vi skulle bruge det til foder til svinene. En del blev brugt til sædekorn.

Den anden af pigerne var fæstet til at hjælpe til med at malke. Det var mest kl. seks om morgenen og kl. syv om aftenen. Jeg tror ikke, at det vil være let at fæste nogen til det i dag. Vi malkede hver fem-seks stykker.

En karl fra gården med fire oldenborgerheste

I den tid, da jeg stod for landbruget hjemme, skulle jeg sætte karlene i arbejde om morgenen. Et år havde vi en Per Pedersen, en bror til Krista, som hjalp mor i mange år. Jeg har altid været god til at komme op om morgenen, men Per kunne jeg ofte kalde på to-tre gange, inden han stod op. Samtidig havde vi en frisk ung mand, Niels, fra Øster Brønderslev. Så en middag, hvor jeg havde kaldt ad dem, og Niels og jeg havde fået kaffe og skulle i arbejde, sov Per stadigvæk.

Det havde regnet om natten, og når der var kommet meget regn, var der en lille dam ude på gårdspladsen. Jeg fik Niels til at tage ham i benene, og jeg tog et tag i overkroppen, og så gik vi ud på gårdspladsen og ”tabte” ham lige ned i vandpytten. Når han efter den tid så mig i døren ind til sit værelse, røg han op af sengen, som var han blevet bidt af en gal hund. Det virkede vist bedre end skældud.

Jeg tror nok, at jeg var ret god til at enes med karlene, bare de ikke var for længe om at komme op, efter der var kaldt på dem.

Vi havde dog en ung mand, som var nem til at blive irriteret. Han kom engang kl. tre om efter middagen og forlangte den løn, han havde til gode. Han ville flytte – jeg husker ikke grunden. Jeg tog vist lidt fast i armen af ham og sagde til ham, at jeg ikke betalte penge midt på dagen. ”Se at komme i gang med det, du er ved, og så kan du komme, når vi har spist til aften. Så kan du godt få det, du har til gode”. Der blev aldrig talt mere om det. Han blev, som aftalen var, til 1. november.

Vognmands med heste på lastbil på vej til Hjallerup Marked

Foråret efter, Chresten var flyttet, kom tiden, hvor vi skulle bestille græsfrø til en mark. Den gang fik vi en seddel på de forskellige græssorter, som skulle sås sammen med kornet til græsmark året efter. Jeg sagde til far, at vi skulle have bestilt græsfrø. ”Det er jeg vant til, at forkarlen ordner”, sagde far. Jeg vidste ikke noget om, hvilke sorter, der var bedst. Morbror Marius var dengang bestyrer på en gård i Vrensted. Jeg fik ham til at hjælpe mig med at lave en blanding, som passede, og så blandede jeg frøet, da vi fik det hjem. Når det skulle sås, blev det gjort med hånden. Det var jo meget let. Jeg var nogle gange oppe kl. fire om morgenen, mens det var helt stille vejr. Der skulle ikke sås mere, end man kunne tage det med to fingre. Kornet var sået med en maskine, som var ca. to meter bred, og det passede så, at jeg kunne sprede over den bredde, maskinen havde gået. Jeg husker det første år, jeg såede, hvor spændt jeg var på, hvor jævnt det var sået, og om jeg havde fået det hele med. Men det så nu godt nok ud, da marken var høstet, og græsmarken viste sig. Når frøet var sået, kørte vi med en hest for en let, men bred harve. Bagefter kørte vi med en tromle for at holde det nede, når der var hård vind.

Tørvegravning

Der køres tørv hjem fra Vildmosen

Det år, hvor jeg skulle have været inde som soldat, havde vi fæstet en karl, som skulle afløse mig derhjemme. Så den sommer tog jeg ud at grave tørv ude i Vildmosen.

Vi var to, der arbejdede sammen. Den uge, vi gravede tørv til forbruget hjemme, begyndte vi om morgenen før kl. seks. Vi havde en hest for fjedervognen og redskaber med i vognen, blandt andet spader, en trillebør, og hvad vi ellers skulle bruge, og vi havde mad med til hele dagen. Den ene af os stod og gravede tørv og lagde dem op på brinken, og den anden kørte dem på trillebør ud og lagde dem på række til tørring. Det var et hårdt arbejde. Det var forskelligt, hvor dyb tørvejord, der var i mosen, nogle steder var der op til 24 lag tørv, og så skulle de køres langt ud for at få plads til tørvene. Vi havde jo ikke mere plads at lægge dem på end bredden af det stykke, vi gravede.

Vi kørte gennem Thise, Manna og Hammelmose Mark, og en kilometer syd for herregården Ny Hammelmose stod hesten i tøjr på vejen hele dagen. Vi var hjemme igen ved 18.30-tiden og så føltes det godt at hvile sig, efter at vi havde spist. Bagefter gravede jeg for min søster og svoger, Anna og Harald, og en nabo. Den tid boede jeg ude hos Anna og Harald. De havde en ejendom på Hammelmose Mark med ca. 19 tønder land. De havde to mindre heste til markarbejdet og et par grisesøer og knap ti køer plus kalve. Harald havde i nogle år turen med at køre mælk til Manna mejeri for en række naboer for at tjene lidt ekstra. Tørvene, som vi havde gravet og lagt ud på jorden, skulle vi ud at rejse op i rækker. Efter en uges tid var vi ude at stable dem op i skruer, som det kaldes. Når de var tørre, skulle de køres hjem og ind i laden. Vi havde nogle høje skravler på vognen, så der kunne læsses mange tørv på. Jeg er tit kørt hjemmefra mellem kl. fire og halvfem om morgenen for at få læsset vognen og komme hjem, inden det blev for varmt, især for hestenes skyld. Når det blev varmt, blev hestene overfaldet af fluer og klæge, som der var så mange af i mosen. Jeg kunne være hjemme til middag og af sted igen næste morgen.

Vintertur til Vildmosen

En nat i oktober 1942 eller 1943 kom der rigtig meget sne. Peder Bonnerups og vi havde en fenne, det vil sige en lejet mark, i Vildmosen, og vi havde endnu ikke fået plagene og fårene hjem. Der blev diskuteret, hvad vi skulle, og om formiddagen red jeg og en karl, vi havde, og to fra Bonnerups af sted til mosen. Da vi kom ud til fennerne, var fårene søgt sammen i det sydvest lige hjørne af fennen, og eftersom det sneede, kravlede fårene tæt sammen og stod efterhånden oven på hinanden. Vi bandt hestene og begyndte at grave fårene fri. De stod nærmest i en stak, og når vi trak et får fri, stod vi tit oven på et andet. Stakken var blevet så høj, at to får var kommet så højt op, at de var faldet ud over hegnet og ned en dyb grøft, der var mellem fennerne, og de var druknet. Vi fik fårene drevet over i en anden fenne, og så skulle der jo ny sne til for at det samme kunne ske igen. Vi drøftede, hvad vi skulle gøre med plagene. Det var vist mig, der var formand for det projekt. Plagene ville gerne hjem, så vi åbnede fennen, og jeg red forrest. Bagefter kom hele flokken ud på vejen. Jeg tror, der var syv, og så gik det ellers hjemad gennem Manna og Thise, og da vi nåede hjem, var der mørkt, og mine gummistøvler var fulde af vand. Alle plagene var fulgt med uden mindste vrøvl, men det havde været en hård tur, og vi var meget trætte. Anna og Harald boede på Hammelmose Mark dengang, og dagen efter fik vi ham til at køre ud og se til fårene. Han fandt to får, hvor dyngen fra dagen før havde været. Han så ulden stikke op af sneen, og han fik dem fri. Deres tykke pels gjorde, at de kunne få luft, selv om de var sneet til. Der var fire karle fra to andre gårde, som også var blevet sendt ud efter plage. De turde ikke begynde på turen hjem den dag og overnattede på en gård i mosen. Jeg tror nok, at vi andre var lidt hårde ved dem bagefter.

Inga Lisa og Simon Thomsen
Bryllupsbillede fra Inga Lis og Simons bryllup i 1948

Simon Thomsen blev i 1948 gift med Inga Lisa Pedersen fra Løkken, og de fik to børn. Parret købte først en lille ejendom på Gl. Byvej og senere en gård på Bådstedhedevej i Vrensted og Simon Thomsen blev ligesom sin far kreaturhandler.

Kreaturhandler Simon Thomsen på Kvægtorvet i Aalborg

Han døde i maj 2012.

 

Total Page Visits: 1011 - Today Page Visits: 1