Oluf Jensen, møbelsnedker og kunstner

Oluf Jensen  f.1904 d.1974

Vrensted har også fostret en kendt kunstner, nemlig møbelsnedker Oluf Jensen som boede i et lille hus med udstilling og bagved værksted  på “Hovedgaden” mellem  Trehjørnet og forsamlingshuset  i Vrensted. Han lavede fine møbler, restaurerede møbler for museer og begyndte senere at lave skulpturer og var med på flere store udstillinger i Danmark.

Oluf Jensen
Håndværker og Kunstner
Møbelsnedker og Billedhugger
Vrensted 1904 – 1974

Oluf Jensen blev født i Vrensted Byskole i 1904 søn af lærer Anton Jensen. Som dreng kom han tidligt ud at tjene som hyrdedreng. Den 1. februar 1921 kom han i lære som møbelsnedker i Hjørring. Han fik svendebrev den 1. februar 1926 med følgende anbefaling ”Jeg kan anbefale ham som en dygtig og pålidelig snedker, såvel til poleret som alt andet møbelsnedker arbejde”. I efteråret 1930 begyndte han på Kunsthåndværkerskolen i København. Tiden på Kunsthåndværkerskolen gav ham stor inspiration og lærdom som skulle blive ham til gavn senere hen i livet, både som håndværker og kunstner. På skolen mødte han den helt nye abstrakte kunst med bl.a. Ejler Bille og Richard Mortensen som inspirationskilder. Oluf Jensen har fortalt: ”Jeg forsøgte at male, men det gik ikke så godt. Først da jeg fik fat i træ, var det ligesom jeg fandt udløsning for mine ønsker”. Efter opholdet på skolen begyndte han lidt for sig selv på Byskolens loft at lave og reparere møbler. I 1935 opførte han værksted i Vrensted på en nyindkøbt grund og i 1938 opførtes beboelsen. Værksted og beboelsen blev rammen om Oluf Jensen virke resten af hans liv. Fra hans tidligste barndom havde han en naturlig trang til at tegne, male eller skære i træ. Tiden på Kunsthåndværkerskolen havde givet ham nogle færdigheder som han kunne arbejde videre med. Ved enhver lejlighed tegnede han skitser på alt papir, han kom i nærheden af. I 50 års alderen sprang han ud som billedhugger og fik de første skulpturer udstillet. Han udstillede gennem årene mange steder bl.a. på Galleri Gl. Strand i København. I 1957 blev han medlem af Vrå Udstillingen. Det var Johannes Hoffmeister som overtalte Oluf Jensen til at udstille. Den helt store anerkendelse fik han i 1963 på Kunstnernes Efterårsudstilling.
I 1989 blev der lavet en stor udstilling på Vrå Bibliotek med et udsnit af Oluf Jensens værker – møbler, skitser og skulpturer, for at gøre opmærksom hans virke som kunstner. Oluf Jensens virke som kunstner, har sat sig mange spor i både kunstnerlivet, på Vrå Udstillingen og i mange vendsysselske hjem, der har tegninger skulpturer eller møbler fra Oluf Jensens hånd. En af hans største arbejdsopgaver var restaureringen af alle møblerne i Anna og Michael Anchers hus i Skagen. Udvalgte citater viser på bedste vis, hvordan Oluf Jensen selv opfatter arbejdet som både kunstner og møbelsnedker, samt opfattelsen af rollen som kunstner – i et lille samfund. ”Kunst eller håndværk, kald det hvad De vil. Hvor ligger grænsen mellen de to udtryksformer? For mig går de op i en højere enhed i det øjeblik, jeg kan fuldende ting i bevidstheden om, at den repræsenterer en indre sandhed, der kort og godt går ud på at være ærlig overfor materialet “– og “Det vigtigste er, at man selv har fundet melodien, at man kan glæde sig over hver ting, man skaber med sine hænder og sin fantasi, uden at være plaget af ambitioner”.  ”Jeg kunne ikke trives andre steder. Naturen her er min inspirationskilde, og uden stilheden og den rytme herude, var jeg næppe i stand til at lave noget overhovedet.”

Oluf Jensens produktion af møbler og kunst afspejler sig af tidens mode, udtaler sønnen Arne Søndergaard Jensen, som er udlært som møbelsnedker hos sin far.

jens otto madsen, marts 2017

Oluf Jensen Møbler

En møbelsnedker i Vrensted

Af Arne S. Jensen

Navnet øverst på denne side stod nederst i butiksvinduet i mit barndomshjem Vrensted, i det hus der i dag har nummer 491 på Vrenstedvej. Navnet var skrevet med store træbogstaver savet ud af massivt træ og de var sat fast på en liste i bunden af vinduet. Værkstedet og huset vat opfyldelsen af min fars drøm om at blive Selvstændig og få foden under eget bord. Jeg er i besiddelse af en lille tegning af værkstedet, som min far har lavet, og den viser hvordan han havde forestille sig, det skulle se ud. Værkstedet fik ikke helt det udseende som på den lille tegning, men et værksted blev der, og det er det vigtigste. Inden jeg tager fat på at beskrive min far værksted og hans levebrød som møbelsnedker, vil jeg kort ridse hans baggrund op.

Biografi 

Min far blev født i Vrensted byskole i 1904 søn af Lærer Anton Marinus Jensen og hustru Harriet Jensen. Som dreng kom han meget tidligt ud at tjene som hyrdedreng, og jeg har kendskab til et af de steder, hvor han havde plads, og det var hos gårdejer Erik Justesen. Min far fortalte sommetider om, hvordan det var at vogte en flok kreaturer på en mark, som ikke var indhegnet.Det var et stort arbejde, og et stort ansvar at holde køerne væk fra de afgrøder, som ikke var bestemt for dem.

Den 1. februar i 1921 kom han i lære som møbelsnedker hos snedkermester H. Flensted i Hjørring. Hans læretid varede til den 1. februar 1926, hvor han fik sit håndskrevne svendebrev udleveret med følgende udtalelse fra læremesteren. “Jeg kan anbefale ham som en dygtig og pålidelig Snedker til såvel poleret som alt andet Møbel snedkerarbejde”. Efter udstået læretid kom han hjem og boede hos sine forældre i Vrensted byskole. På grund af sygdom blev han ikke ind kaldt til soldatertjeneste, men i efteråret 1930 begyndte han på Kunsthåndværkerskolen i København, og der gik han omkring et års tid til en pris af 25 kr. pr. måned. Tiden på Kunsthåndværkerskolen gav ham stor inspiration og lærdom, lærdom som skulle blive ham til stor gavn senere hen i livet, både som håndværker og kunstner.

Efter opholdet på skolen begyndte han lidt for sig selv hjemme på byskolens loft med at lave og reparere møbler. Men han påtog sig også at lave forskellige reparationsopgaver for Vrensted-Thise kommune. Af hans første meget simple regnskabsbog kan jeg nævne enkelte eksempler, men der er ikke angivet noget årstal. 1 stk. brønddække à 4 kr. 3 kloaklåg à 3,50 kr. 1 dør rep. hos Frk. Mikkelsen 1,50 kr. Frk. Mikkelsen var ansat som lærerinde i byskolen og havde den østre lejlighed i skolebygningen. Et andet eksempel: Vrensted-Thise Kommune 3 døre rep. 3,50 kr. Rep. Af loft hos Frk. Mikkelsen 4,50 kr. Rep. Stakit 6,00 kr. Rep. Vask 4,00 kr. Jeg kan forestille mig, at min far har påtaget sig disse reparationsarbejder af nød og trang. Men samtidig viser regnskabsbogen også, at der på loftet over byskolen blev lavet nye møbler, hvilket kan ses af følgende eksempel Fru Hjermitslev, Lyngby. 2 stk. lænestole (eg) 60 kr. 4 stole à 18 kr. = 72 kr. 1 spisebord 60 kr. Sammenlagt 192 kr. for et helt møblement til en stue, men som det er tilfældet med de øvrige priser, så har vi i dag svært ved at forstå, hvordan det kunne lade sig gøre at skabe sig et levebrød med så små midler. Mange år senere skulle det blive en årlig begivenhed, når min far om sommeren var en tur i friskolen i Lyngby Torp i Lyngby for at bejdse og lakere disse møbler, som han havde lavet under meget primitive forhold. Jeg var mange gange med på de ture, da jeg var dreng, og det var nærmest en udflugt, som jeg kunne glæde mig til i lang tid. Min far fortalte mig også engang, at han havde arbejdet hos kunsthandler P. Krog Geneser i Løkken.

Ovenstående biografi er så tæt på de faktiske forhold, som jeg kan komme. Desværre findes der ingen, som jeg har kunnet hente hjælp hos. Det eneste er det, jeg har fået fortalt, samt de oplysninger jeg har kunnet finde i de efterladte papirer fra mine forældre.

I marts måned 1935 købte min far en byggegrund på 478 m midt i Vrensted af Johannes Christensen i Vrensted til en købesum af 470 kr. Samme år blev værkstedet bygget, og i 1938 blev forhuset eller beboelsen bygget. Værkstedet og forhuset skulle blive rammen om min fars og vores families liv og virke resten af hans dage. Jeg vil i det følgende beskrive værkstedet og dets indretning.

Værkstedet 

Værkstedet bestod af en lille firkantet bygning i ca. 60 m. Bygningen har i den tid, jeg kan huske, været kalket med gul okkerfarve og haft en tjæret sokkel. Taget var med helvalm, og det var belagt med sort tjærepap med trekantlister over samlingerne. I værkstedet var der to høvlebænke, en lille kombineret snedkeri maskine samt en båndsav af mærket Unicum. Maskinerne var fremstillet af Brüels maskinfabrik i Hjørring, og de blev anskaffet kort tid efter at værkstedet var bygget. Det kan ses af, at den første indbetaling til Brüels maskinfabrik er registreret i postkvitteringsbogen den 27. februar 1936. Maskinerne blev afdraget med 40 kr. pr. rate, men købesummen for begge maskiner, har jeg ikke kunnet finde nogen steder. Af øvrigt fast inventar var der et værktøjsskab med diverse høvle, stemmejern samt andet nødvendigt håndværktøj. Blandt det værktøj, der var i skabet, var der nogle med specielle navne, som jeg forestiller mig stammer fra den tid, hvor mange danske håndværkere gik på valsen. Eksempler som rubank, fukssvans, lockbeitel, geisfuss, ziehklinge samt svejfsav af nogle af de mest særprægede. Under den høvlebænk, som min far altid arbejdede ved, var der en skuffe med meget specielt værktøj til billeskærerarbejder. Desuden var der bloktvinger, som blev brugt til at læggep plader i pres, når de skulle fineres. Bloktvingerne blev også brugt til at presse krydsfiner til buede stolerygge og stolesæder i specielle skabeloner, som min far selv havde lavet. På loftet over værkstedet var der plads til lagring af træ og finer, men det var mange gange svært at finde frem til materialer, som vi skulle bruge på grund af den sparsomme plads.

En meget vigtig ting i værkstedet var lim ovnen, som bestod af en lille brændeovn på fire ben med komfur ringe øverst og en hul aflang varmeplade i forlængelse af selve ovnen. Første mand på værkstedet om morgenen skulle altid sørge for, at der blev tændt op i lim ovnen i hvert fald i den kolde tid af året, da lim ovnen var den eneste varmekilde på værkstedet. På lim ovnen stod den uundværlige limpotte, som altid skulle være klar med den varme lim, som blev holdt varm over vandbad. Selve limen, som var lavet af horn og ben fra slagtede eller selvdøde kreaturer, bestod af ravfarvede plader, der var ca. 8-9 cm i bredden og det dobbelte i længden. Når limen skulle varmes op til brug, blev limpladerne slået i stykker med en hammer, inden de blev proppet i limpotten. Senere blev limpladerne erstattet af lim i perler, som meget passende hed perlelim, og så blev det meget nemmere at få limen opløst i limpotten. Da jeg var barn, fik jeg mange gange lov til at slå limpladerne i stykker med en hammer, og det syntes jeg, var meget sjovt.
Det skete også mange gange, at jeg fik lov til at proppe shellak ned i den store 5 l ølflaske, en såkaldt “stakitølflaske”, som blev brugt til at lave shellak i. Shellak blev købt hjem i flager, som blev opløst i sprit. Når flagerne skulle proppes ned i flasken, foregik det på den måde, at der blev sat en tragt i flasken, og så kunne lakflagerne stoppes ned med en dyvel. Der skulle også tit bruges filtreret shellak, fordi det var en renere lak. Den blev lavet ved, at lakken blev hældt op i pulden fra en gammel filthat, som var sat ned i en krukke, hvorefter lakken langsomt sivede igennem filthatten, og på den måde blev alle urenheder siet fra. Foruden min far, var der de fleste år også en lærling på værkstedet. De senere år var der to lærlinge, som overlappede hinanden med et par år. I den tid min far havde værkstedet, blev der udlært syv lærlinge. To lælinge faldt fra midtvejs i 
læretiden, den ene for at gøre sin uddannelse færdig i København, og den anden havde tabt lysten til at være snedkerlærling, så han tog i stedet ud at sejle.

I årene lige efter krigen var der i en kort periode ansat en svend, men jeg var ikke ret gammel dengang, så det eneste jeg husker om ham, er, at han hed Madsen.

I samme periode var der de meget strenge isvintre, og min far fortalte sommetider om, hvor vanskelige vilkår de havde på værkstedet. Det frøs så meget, at fedtet i lejerne på maskinerne blev så hårdt, at maskinen knap nok kunne køre rundt. I en kuldeperiode havde min far fået en høvlebænk stillet op inde i huset, for at kunne lave lidt, da det ikke var muligt at varme værk stedet op.

I 1946 blev der anskaffet en ny maskine til værkstedet, og det var en investering, som var en meget stor forbedring og lettelse i det daglige arbejde. Maskinen var en båndpudser, som bestod af en maskine på godt et par meters længde, så den tog en del af den sparsomme plads, der var på værkstedet. Maskinen var bygget over et par store, brede jernruller, hvor der var et pudsebånd, næsten som en rem, der løb på rullerne. Under båndet var der et rulle bord, så flade emner kunne pudses. Det var også muligt at bearbejde mindre emner oven på båndet eller over hjulene, og der kunne min far være meget kreativ og lave mange brugsting af træstumper og fraskæringer. Pudsemaskine lavede meget af det tidskrævende arbejde. Et eksempel: en bordplade i massivt træ kunne mange gange være limet sammen af flere stykker træ i forskellig bredde og tykkelse. Når pladen var limet, skulle den høvles jævn eller rettes op med en rubank d.v.s. en langhøvl. Næste trin var høvling med en slethøvl og til sidst en pudshøvl, inden det slidsomme arbejde med pudsekork og sandpapir. Med pudsemaskinen kunne vi springe de sidste gange høvling over og gå direkte til pudsningen på båndpudseren, så det var en forbedring der kunne mærkes.


Arbejdsopgaver

Gennem alle de år min far havde sit møbelhåndværk som sit levebrød og største interesse, blev der fremstillet møbler i takt med de forskellige stilarter, der dukkede op og blev moderne i en periode. Så jeg tror nok, jeg tør sige, at alle stilarter blev lavet på min fars værksted. Min far fik gennem mange år et tidsskrift, som hed Dansk kunsthåndværk. Det var meget ofte i det blad, han fandt inspiration til nye modeller, som han så forsøgte at lave til kunderne. Når han havde set et nyt møbel i tidsskriftet, og det faldt i hans smag, skete der meget ofte det, at han lavede et eksemplar. Møblet blev stillet op i vores stue og taget i brug.

Mange gange stod det der ikke mange dage, for det blev solgt. Hvis en stole model eller et andet møbel slog an hos kunderne, blev der mange gange lavet forarbejde til mere end det, der var bestilt, når maskinerne alligevel var stillet op. Den slags ekstra møbler blev sat ind i butikken, hvor de stod udstillet et stykke tid, inden de blev solgt. Jeg ved, at der i efterkrigsårene blev lavet en del møbler i såkaldt renæssancestil. Møblerne var for det meste lavet af egetræ. Det var tunge møbler med kraftige drejede ben, brede låger med frisede fyldninger, som ofte var dekorerede med motiver i fint billedskærerarbejde. Tunge overplader, der blev båret oppe af udskårne eller drejede søjler og kapitaler. Stilarten havde elementer fra græske templer med buer og søjler. Mange gange blev møblerne lavet i røget eg. Det foregik på den måde, at møblet, eller dele af det, blev sat ind i et røgeskab, som vi havde stående oppe på loftet. Skabet kunne lukkes delvis tæt, så når træet eller møblet var på plads, blev der sat en skål ind i skabet med 3-dobbelt salmiakspiritus. Salmiakdampene gav træet en mørkere eller grålig tone, som blev mørkere jo længere træet stod til røgning. Der var også perioder, hvor de fleste møbler blev lavet i poleret mahogni eller nøddetræ. I de senere år blev det moderne med stole, der var lavet meget lette med drejede ben og brede armlæn, som ofte var i en anden træsort end resten af stolen. De kunne være modeller, der var inspireret af arkitekter som Hans J. Wegner eller Finn Juel for blot at nævne et par af de mest berømte. Teaktræ kom på mode, så alle møbler skulle pludselig laves af det materiale. Min far var ikke så begejstret, da det ikke var alt teaktræ, der var lige velegnet til stole. Til en let stol skulle der sommetider bruges mere end en slags teak, for at stolen skulle kunne holde. Mange gange havde stolene armlæn af palisander, og det var en meget hård træsort at bearbejde, men meget spændende at arbejde med. Der var ikke drejebænk på værkstedet, så alt træ, der skulle drejes, blev sendt udenbys. Jeg har mange gange været på stationen for at sende en sæk med stoleben til drejning. Jeg kan den dag i dag huske adressen: Drejermester A. M. Andersen, Algade 8, Aalborg. Jeg har nævnt billedskærerarbejde et par gange. Renæssancemøblerne havde ofte fyldninger med udskårne motiver. Jeg husker et par motiver, som ofte blev lavet til de kunder, der var landmænd og det var en bonde med et plovspand, eller en kvinde der binder et neg. Et andet brugt motiv skulle illustrere fundet af Guldhornene. Måske var det efterligninger af gamle malerier eller lignende, men jeg ved det ikke. Selve arbejdet med en fyldning foregik på den måde, at far havde de forskellige motiver lavet i voks, som sad fast på en tynd plade. Når han gik i gang med en fyldning, så lagde han den modellerede model oven på det stykke træ, som skulle bruges til fyldningen. I voksmodellen var der lavet en masse små huller på vigtige punkter i motivet, og med en spids syl, der blev trykket igennem modellen, blev alle punkter overført til træet. Modellen blev lagt, så han hele tiden kunne se, hvor der skulle skæres, og til det brugte han de specielle billedskærerjern, som han havde i skuffen under sin høvlebænk. Arbejdet krævede stor koncentration, da et enkelt fejlsnit kunne betyde, at mange timers arbejde skulle kasseres. Jeg har et eksemplar hængende på væggen i stuen med et sådant snit, En kvindefigur mangler den yderste næsetip,

og da man ikke dengang havde så godt lim, som vi kender det i dag, så måtte arbejdet kasseres. Min far lavede også mange andre former for bestillingsarbejde med specielle motiver. Et eksempel på det, er Hjørrings byvåben, som så vidt jeg husker det, blev skænket til en af Hjørrings venskabsbyer i Finland. Andre opgaver var omslag i træ til gæstebøger, som var meget almindelige dengang. Som årene gik, så ændredes hans motiver og blev eksperimenterende, sommetider abstrakte figurer indlagt i en skabslåge eller lignende, men det var et led i den udvikling, som skulle føre ham videre som kunstner.

Som det fremgår af ovenstående, var det mange forskellige arbejdsopgaver, som blev lavet på værkstedet. Der var også mange reparationer af møbler, lakering og polering, indramning af billeder samt mange andre specielle opgaver. Blandt dem var der særlig en slags opgave, som han ikke var meget for at lave, men heller ikke så gerne ville sige nej til, og det var fremstilling af geværkolber. Kolberne var for det meste lavet i nøddetræ med lidt udskæringer ved geværskaftet. Men det var tilpasning af låsen og de mekaniske dele, som kunne drille ham meget, så selv om han var et fredsommeligt menneske, så skulle man ikke komme ham for nær, når der var en var en geværkolbe på høvlebænken. Fra regnskabsbogen kan jeg se, at han i 1953 lavede en geværkolbe, og den skulle han have 52 kr. for, så jeg ved, at det var en meget lille timeløn han fik for den opgave.

En anden speciel opgave på værkstedet var, når han fik en stamme moseeg, som var pløjet eller gravet op på gårdene. Bønderne var altid meget vakse til at rådføre sig med min far, når de havde fundet moseeg i marken, og det var vigtigt, da der var specielle krav til tørringen, hvis træet skulle kunne bruges til noget. Jeg husker, at min far anbefalede, at man, hvis det var muligt, lagde moseeg stammen ind i laden i den mørkeste side og så dækkede den over med det halm eller korn, der skulle være i laden. På den måde kunne stammen få den langsomme tørring, der var nødvendig, hvis træet ikke skulle revne. I flere omgange blev der lavet møbler af moseeg til en direktør fra Kaas Briketfabrik, som selv havde leveret alt træet. Det siger sig selv, at i et stort mosebrug blev der fundet så meget, at det kun var det bedste, der blev taget fra til at lave møbler af.
En dag kom der en landmand ind med en stor rund kævle moseeg, som han havde fundet på en mark i Tolstrup. Gårdens ejer håbede på, at der kunne blive træ nok til et sofabord med massiv plade. Da træet blev savet over og flækket, viste det sig, at der var så mange revner i træet, at det eneste, der kunne blive lavet af det, var to små indskudsborde. Pladerne på bordene blev lavet med gamle kakler med en ramme af moseeg omkring, da der ikke var træ nok til plader.

For at afslutte dette afsnit om arbejdsopgaver, har jeg studeret lidt i min fars regnskabsbog, og jeg har fundet et par eksempler på priser på enkelte møbler for at se, hvad tingene kostede dengang. I 1914 lavede han et bord på 5 meter i længden. samt 12 egetræsarmstole til sognerådssalen i Vrensted-Thise kommune til en samlet pris af 2400 kr. I 1939 kostede et spisebord 125 kr. 4 stole à 24 kr. samt en bænk à 48 kr. I alt 269 kr. Jeg har desuden fundet et brev i min fars efterladte papirer fra Peter Riismøller, som var museumsinspektør på Aalborg historisk Museum. Brevet er en opfordring til min far om at sende regningen på restaureringen af et stort møbel for museet i Aalborg. Denne opgave var nok den indirekte årsag til, at min far blev udvalgt til at restaurere kunstnerparret Anna og Michael Anchers hus i Skagen i perioden 1966-67. Arbejdet med at restaurere møblerne i Anchers hus i Skagen blev ledet af Nationalmuseet. Inden min far fik overdraget opgaven, kom der en specialist fra Nationalmuseet til Vrensted for at snakke med min far og for at se værkstedet. Det tog lang tid at komme igennem møblerne i Anchers hus fordi nogle var meget ramponerede.
Skagen i perioden 1966-67. Arbejdet med at restaurere møblerne i Anchers hus i Skagen blev ledet af Nationalmuseet. 

Jeg husker, at min far engang fortalte mig om, hvor vanskeligt det kunne være at restaurere et møbel, hvor der på et hjørne eller en kant sad rester af oliemaling, som kunstnerne via deres tøj eller hænder havde afsat på møblerne, Sådan en malings klat måtte ikke fjernes, da det skulle være så tæt på det oprindelige – eller næsten som om kunstneren lige havde forladt stuen. Denne opgave strakte sig over et par år, så der var mange arbejdstimer i det. I den periode havde min far to lærlinge, som med stor interesse og iver gik op i opgaven med de gamle møbler. Den ene lærling var Erik Egebak, som i dag har egen forretning i Løkken. Den anden var lidt ud over det sædvanlige, da det var en pige, Anna Østrup, som var i lære. Anna bor i dag i Paris, hvor hun har sit eget værksted. Anna har opnået stor anerkendelse som konservator, og har udført restaureringsopgaver mange steder i verden. Nogle år efter opgaven med Anchers hus fik min far også til opgave, at gennemgå og ordne møblerne i Drachmanns hus, men det var ikke så stor en opgave, så det meste lavede min far på stedet.

Kunstneren 

Fra sin tidligste ungdom havde min far haft en naturlig trang til at tegne, male eller skære i træ. Da jeg gik i Vrensted byskole eller når vi besøgte min farfar og farmor i skolen, så vi flere gange, hvordan min far havde skåret i træ på den indvendige side af portene til garagen eller tørveskurene . Brædder og revler var dekorerede med blomsterranker eller figurer skåret i træet. Tiden på kunsthåndværkerskolen gav ham nogle færdigheder, som han kunne arbejde videre med. Fra den periode har jeg set en buste, som min mor havde siddet model til. Jeg har selv to kalve, som han havde modelleret i Vestergaard i Vrensted. Per Vingaard fortalte mig engang om en oplevelse han havde, da han havde plads i Vestergaard. Min far var ved at modellere en kalv, og da Per kom forbi, lagde han lidt friskraspede roer op foran lermodellen, og det blev far så gal over, at han jagtede “Bette Pier” rundt i stalden. Som årene gik, ændredes hans arbejder fra det figurative over til det abstrakte. Ved enhver lejlighed tegnede han skitser på alt papir, han kom i nærheden af. Telegrammer, indvendige side af årsskrifter, telefonbøger m.m. kunne bruges til skitser. Skitserne blev mange gange oplæg til skulpturer, som han lavede i mange forskellige materialer, men træet var altid hans foretrukne. De første forsøg var relieffer eller abstrakte figurer, der blev indlagt i møblerne. I 50-års alderen sprang han ud som billedhugger, og fik de første skulpturer udstillet. Han udstillede gennem årene mange forskellige steder bland andet i Galleri GL Strand i København. I 1957 blev han medlem af Vrå Udstillingen, og der var han medlem til sin død. Det var en stor anerkendelse for ham, da han fik skulpturer med på Kunstnemes Efterårsudstilling i 1963. Så man kan nok sige, at han fik stor succes med sin kunstnerkarriere. Jeg vil ikke skrive mere om min fars kunstnerperiode, da jeg ved, der er andre, som bedre kan skrive om det. Det jeg kender mest til, er min fars arbejde som møbelsnedker og håndværker.


Epilog 

Anerkendelsen som møbelsnedker, billedskærer, billedhugger samt diverse anmeldelser gjorde, at min far i nogle tilfælde blev interviewet til aviser eller tidsskrifter. Jeg har nogle af disse avisudklip liggende, og jeg vil lade citater fra disse udklip være afslutning på denne beskrivelse af en af Vrensteds mange håndværkere. På et spørgsmål om, hvorfor han ikke er meget for at kalde sig selv for kunstner, svarer han, “For det første fordi det er sådan et stort ord, og hvad dækker det egentlig? For det andet, fordi jeg opfatter alt godt håndværk som kunst. Hvorfor skal man så bruge den mest prangende betegnelse?” Et andet brudstykke fra samme udklip. “Jeg har ikke kunnet have et stykke træ i hånden, uden at føle mig tiltrukket af det formgivningsproblem det skjuler. At finde løsningen og frigøre den i form og rytme er målet for mig, -andet lægger jeg ikke i det. Hvad er definitionen på løsningen? Den kan jeg ikke give. Den hænger sammen med min private livsindstilling, som alene går ud på, at de resultater man giver fra sig, skal være helt sandfærdige for en, og så er det ligegyldigt, om man kalder det kunst eller håndværk, når man ved med sig selv, at man ikke har snydt.” Ovenstående citater går mest på hans kunstneriske side, men det følgende siger mest om min fars indstilling som håndværker. På et spørgsmål om restaurering af de gamle møbler. “Jeg holder meget af de gamle ting, men jeg ville ikke bryde mig om at have dem inden for dørene hos mig selv. Vi lever midt i en anden tid, og det er den tid, vi skal lade præge vore omgivelser. Moderne møbler er da flotte. Det er funktionelle skulpturer, som man kan trives med.”

På trods af, at min far havde succes som billedhugger og høstede stor anerkendelse som møbelsnedker, så bevarede han til det sidste den jordforbindelse, som var så kendetegnende for ham. Han fik mange opfordringer til at udvide forretningen, men han var ikke nogen forretningsmand. For ham var det stille liv på værkstedet i Vrensted, hans familieliv og de daglige cykelture sammen med min mor, ud for at skue ud over kærene, det væsentlige i tilværelsen. Alt det andet gik han ikke så meget op i.

 

Krucifiks i Vrensted Kirke

Oluf Jensen, Vrensted

HÅNDVÆRKER & KUNSTNER

En beskrivelse  af Oluf Jensen i forbindelse med en udstilling på Vraa Bibliotek okt. . 1989

Allerede i barndommens Vrensted, hvor Oluf Jensen voksede op som barn af skolelærer Jensen fra Vrensted skole, viste han interesse for at udtrykke sig med kunstneriske virkemidler. Det var arbejdet med tegninger og malerier, der startede drømmen om at blive kunstner, men min kloge far fortalte mig, at kun få og udvalgte kan leve af kunst”.

Derfor kom Oluf Jensen lære som snedker. Det var en logisk følge af, at også billedskærerarbejdet havde været forsøgt som barn. Her inspirerede bl.a. reliefferne fra Vrensted Kirke. “Men på værkstedet kunne man ikke have en lærling til at eksperimentere på den måde med møblerne, og gik jeg på biblioteket om aftenen og satte mig til at læse alt om billedskærerteknikken.”

Af lyst til at lære mere om modellering og arbejdet med det kunstneriske udtryk, og tilskyndet af sin far og mor kom Oluf Jensen på Kunsthåndværkerskolen I København 1930-31. Her mødte han den helt nye ab strakte kunst med bl.a. Ejler Bille og Richard Mortensen som inspirationskilder. Jeg forsøgte at male, men det gik ikke så godt. Først da jeg fik fat i træ, var det ligesom jeg fandt udløsning for mine ønsker.”

Efter Kunsthåndværkerskolen var det mere end vanskeligt at finde arbejde, så Oluf Jensen rejste hjem til Vrensted og begyndte for sig selv som møbelsnedker. Samtidig med arbejdet som snedker lavede Oluf Jensen skulpturer, og netop denne dobbelthed, alsidighed og vekselvirkning var Oluf Jensens kendetegn.

Møbelsnedkeriet var præget af en meget høj grad af håndværksmæssig dygtighed og kærlighed til træ som materiale. Han tegnede selv de fleste af møblerne, der er stilrene og skulpturelle I deres enkelthed Det dygtigt udførte håndværk betød også, at Oluf Jensen fik flere opgaver med at restaurere gamle møbler. Her var den største opgave restaureringen af alle møblerne i Anna og Michael Anchers hus i Skagen


“Han har skabt en række harmoniske og rytmiske smukke ting, strenge i formen.”

“Han er sjov, der er humør over hans træskærerier og sans for træets eller stenens form, men det tunge grubleriske må man selv lægge i hans skulpturer. De dirrer mere af glæde ved livet og begejstring over form end af sortsyn og melankoli.”

“Hans arbejder er enkle, næsten studieagtige. De kan virke noget ensformige år efter år, men efterhånden kommer man til at sætte pris på dem. Der bliver aldrig gjort noget, kunstneren ikke kan stå inde for. Når han kommer til et rumligt problem, som han ikke kan læse, lader han det stå uløst, siden bliver det bragt videre til tilskueren. Skulpturerne får derved en betydning på rent kunstnerisk plan, som virker Inspirerende.”

“Oluf Jensen fortæller om balancen og rummet som de afgørende faktorer i sit arbejde med de skulpturelle former. Der er ikke tilstræbt nogen lighed med ting, der kendes. Skulpturerne lever deres eget liv og bestemmer selv deres form.”

“Udstillingen viser Oluf Jensen som en moderne kunstner, men vel at mærke under streng kunstnerisk disciplin.”


Formerne åbner sig og viser en indre verden frem. Der er noget fornemt reserveret og meget frugtbart ved denne billedhugger.”

“Han er en kunstner, der får materialet til at underkaste sig, så dets særpræg ikke trænger sig på. Der er noget sluttet og stærkt over hans figurer, som man lærer at sætte pris på.”

“Oluf Jensen skal lovprises for enkle helt abstrakte skulpturer, hvor en naturlig ynde og komposition synes i overensstemmelse med det bedste i abstrakt kunsts udøvelse.”

“Med en række skulpturer i forskellige materialer viser Oluf Jensen, at han både har en levende, formende fantasi og en meget indgående fornemmelse for de forskelligartede materialers væsen.”

 

NEKROLOG i VT:

Oluf Jensen, Vrensted, er død

Billedhugger og møbelsnedker Oluf Jensen, Vrensted, er pludselig død på Brønderslev Sygehus, 69 år gammel.

Oluf Jensen var født i Vrensted, hvor hans far var lærer. Som ung kom han i snedkerlære i Hjørring og derefter et års tid på Kunsthåndværkerskolen i København. Sidst i 30erne nedsatte han sig som møbelsnedker i Vrensted, et virke, han fortsatte med også efter, at han blev kendt som billedhugger.

Sit kunstneriske ståsted fandt han først i en moden alder. Det begyndte ,efter at han havde malet lidt, da han fandt et særligt formet stykke træ, som han bearbejdede. Hermed var interessen vakt, og i 1956 kunne man for første gang se nogle af hans fornemme arbejder på Vrå-udstillingen, hvor han siden har udstillet hvert år.

Han opnåede den glæde at udstille flere kendte steder, bl. a. på Charlottenborg, Aalborg Kunstgalleri, Kunstnernes Efterårsudstilling og Hjørring Kunstmuseum. Han solgte arbejder til De Danske Spritfabrikker, Løkken og Sindal centralskoler, Hjørring Kunstmuseum, og i Brønderslev Kirke vidner et stort, smukt krucifix om hans interesse for at indføre religiøse motiver i sin kunst. Også til Vrensted Kirke lavede han et krucifix.
I hans forhold og kærlighed til kunsten gav sig også udslag i at værne om gamle ting. Denne kærlighed sammen med hans faglige dygtighed medførte, at han fik overdraget store restaureringsarbejder som bl. a. istandsættelse af møblerne Michael Anchers stuer i Skagen og i Drachmanns Hus samme sted. Herudover gjorde mange private brug af hans dygtighed, når det gjaldt restaurering.

Oluf Jensen var en beskeden mand, men af stort format som kunstner. Han slog ikke på tromme for sin kunst, men hans sidste udstilling på Hjørring Kunstmuseum viste, hvor godt hans skulpturer faldt sammen med billeder af Vendsyssels kendte malere som Svend Engelund og Hofmeister. Han var af samme generation som disse kunstnere. Han blev vel ikke så kendt i så bred en kreds. Til gengæld mener hans beundrere, at hans kunstneriske evner lå på et meget højt plan. I Vrensted var han en kendt mand, men hans kærlighed og
oprigtige forhold til kunsten medførte, at den tog næsten al hans tid. Derfor så de lokale beboere ham mest på cykel, når han kørte ud i naturen for at hente inspirationen til sin kunstneriske udfoldelse. Han var en flink og jævn mand, med et kærligt sind.

Oluf Jensen overleves af sin hustru og fem børn. Georg, som er universitetslektor i Odense, Arne, der er snedker i Løkken, Aase, der er børnehavelærerinde i København, Henrik, der er lærer i Poulstrup, og Claus, der læser og endnu bor hjemme.

kjøer.

Ting fremstillet af Oluf Jensen:

Flot og tidløs designstol. I privat eje

Ovennævnte fine og smukke ting er lavet af Oluf Jensen, og er i privat eje.

 

imageimage

 

image

Oluf Jensen ligger sammen med ægtefællen Maren Jensen, begravet på Vrensted Kirkegård

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.