Ønskefonden, stiftet i Vrensted i 1999

Ønskefondens historie fortalt af Erik Buus, stifter af Ønskefonden.

Formålet er at opfylde ønsker for børn og unge, mellem 3 og 18 år, der har en uheldbredelig sygdom.

Den 24. april 1999, blev Landsforeningen Ønskefonden stiftet i Vrensted på Bådtedhedevej 243 i Vendsyssel, med undertegnede som initiativtager.



Frem til januar 2011 fungerede jeg om formand. I disse næsten 12 år, nåede Ønskefonden at opfylde ønsker for 1.000 børn og unge. Et resultat jeg er glad og stolt over. En glæde jeg gerne deler med de mange frivillige som har været med. Tak til jer alle.
Landsforeningen Ønskefonden samarbejdede frivilligt og uafhængigt med Make-A-Wish Foundation International. Dette ændredes den 30. november 2010, hvor den nye bestyrelse ændrede Landsforeningen Ønskefonden fra at være en dansk forening, til at være en afdeling af Make-A-Wish Foundation International og afgav dermed Ønskefondens suverænitet til Make-A-Wish Foundation International, da denne organisations vedtægter nu står over de danske. Et nyt kapitel startede under navnet Make-A-Wish Ønskefonden Danmark
Det havde aldrig været min mening, at Landsforeningen Ønskefonden skulle være styret af en anden organisation.
Erik Buus stifter
Hvorledes startede det hele?
Kimen blev lagt en aften i januar måned 1999, hvor DR1 sendte en dramadokumentarisk film, »En families kamp« (A Fight for Justice), den tegnede et portræt af en amerikansk familie, hvor der bl.a. var en meget idræts-aktiv teenagepige.
Efter en fodboldkamp kom hun hjem og klagede over ondt i det ene knæ, man antog at smerten skyldtes overbelastning. Men smerterne ville ikke forsvinde og det gav anledning til adskillige undersøgelser af det ømme knæ.
Efter mange undersøgelser, kom man – noget overraskende – frem til diagnosen: knoglekræft. Som viste sig at være af den aggressive type.
Sygdommen medførte mange langvarige sygehusophold, med deraf økonomiske omkostninger for familien. På et tidspunkt bliver faderen afskediget og dermed ryger også familiens sygeforsikring og familien bliver hurtigt fattigere og fattigere.
Efter et langt sygdomsforløb bliver det dårlige ben amputeret, men desværre havde sygdommen spredt sig og var ikke til at standse. Der fulgte endnu en lang sygdomsperiode med adskillige operationer o.s.v.
Som seer blev man langsomt, men sikkert involveret i denne piges liv og det bliver klart, at hun er uhelbredelig syg og ikke har lang tid tilbage at leve i.
En dag har faderen en yngre dame med hjem, det viser sig at hun kommer fra en organisation som opfylder ønsker for livstruende syge børn, den unge dame spørger pigen om hun har et specielt ønske
Pigen udtrykker, at hun altid har haft ét ønske; at komme ind i »Det Hvide Hus«, ind i »Det Ovale værelse« og evt. møde USA’s præsident.
Kort efter bliver pigen og familien hentet og kørt til lufthavnen og bliver fløjet til Washington DC, her møder de igen den unge dame fra tidligere, som sørger for at de i limousine bliver kørt til et flot hotel inde i byen, her bliver de installeret i en suite.
De næste dage går med at se regeringsbyen og efter nogle dage lykkedes det at komme ind i det »Det Hvide Hus« og også at komme ind i »Det Ovale Værelse«.
l »Det Ovale Værelse« får pigen lov til, i sin kørestol, at sidde ved skrivebordet. Efter et par minutter her, går døren op og hendes forældre kommer ind. Alle er enige om at pigens drøm gik i opfyldelse.
Kort efter går døren igen op og ind kommer præsidenten, i skikkelse af Bill Clinton og dermed pigens højeste ønske i opfyldelse.
Her ender filmen og man er klar over at det gør pigens liv også.
Det var Bill Clinton, som i egen person var med i filmen og ikke en stand-in. I øvrigt var han i 1999 den siddende Præsident i USA og har flere gange udført lignende opgaver i sin præsident periode.
Efter jeg havde set filmen, undrede jeg mig over at der i USA var en sådan organisation, der opfylder børn med livstruende sygdomme uden profit eller andre motiver.
Jeg blev enig med mig selv om at en sådan forening / organisation skulle vi også have i Danmark.
Efter lidt søgen fandt jeg frem til, at organisationen der stod bag det filmatiserede, det var Make-A-Wish Foundation. Jeg kontaktede Make-A-Wish Foundation og spurgte om jeg måtte se hvorledes de arbejdede. Der kom et digert værk, med historik, love m.v.
Herunder tilblivelsen af Make-A-Wish Foundation, som så dagens lys i Phoenix, Arizona, USA den 29. april 1980.
Det hele begyndte med opfyldelsen af et højeste ønske for et barn i Phoenix Arizona USA.

Sidst i 1970’erne rejste Chris (Christopher James Greicius) til Phoenix i Arizona, for at besøge mor moderen. Der var lidt knas i ægteskabet.
Medens de var i Phoenix, fik Chris pludselig stærk næseblod og fik efterfølgende konstateret Leukæmi. I 1970’erne var dette nærmest en dødsdom, hvor man i dag har en overlevelsesprocent på mere end 80. Takket være lægevidenskabelige landevindinger.
Chris’ mor Linda havde i tidens løb i Phoenix fået en del venner, heriblandt toldofficer Tommy Austin. Første gang Chris mødte Tommy Austin, havde Chris vist sine rets håndhæver evner ved at sige: Freeze, jeg er strisser! Dette førte til et omgående venskab
Den 7 årige Christopher James Greicius drømte om at blive en politibetjent, fordi politiet i hans øjne repræsenterede styrke, kraft og godhed i livet.
Da Chris’ helbred atter var for nedadgående (3. remission) var det var helt naturligt for hans moder at bede vennerne om at hjælpe med at opfylde Chris’ højeste ønske. Således blev Arizona Department of Public Safety (Politi), herunder også motorvejstjenesten (State Trooper) involveret i opgaven.
»John’s Uniformer«, der var ansvarlig for at fremstille Highway Patrol uniformer, blev bedt om at fremstille en uniform, nøjagtig kopi, i Chris’ størrelse. Indehaveren blev så rørt over dette, at han besluttede at involvere sig i opgave, så han og de to syersker arbejdet hele natten for at skræddersy uniformen for Chris.
Den 29. april blev dagen hvor Chris’ ønske skulle opfyldes, blev han hentet i sit hjem og kørt til hovedkvarteret. Chris der aldrig gik nogen steder uden sit Bubble-gum, blev hurtigt at sine nye politivenner døbt »The Little buble-gum trooper«. Selv denne dag havde han tid til at dele en pakke med politidirektøren.
Chris blev eskorteret rundt i Phoenix i bil, han var ude at flyve i en af politiets helikoptere, men da motorcykelbetjent Frank Shankwitz spurgte om ikke han kunne tænke sig en tur på hans motorcykel, sagde Chris »neato« og begrundede det med at der ikke var døre på en motorcykel.
Til gengæld var han meget fascineret af den vinge som Frank havde på sin uniform, som var et tegn på at han var motorcykelbetjent.
Chris fik besked om at såfremt han skulle have en sådan vinge, skulle han aflægge en prøve på motorcykel. Da var det heldigt at moderen havde givet ham en elektrisk trehjulet motorcykel, den kunne han nu aflægge prøve på.
Det er sikkert ikke nødvendigt at fortælle, at Chris bestod med glans!
Han fik også en bødeblok, så alle i nabolaget fik efterfølgende en bøde.
I løbet af dagen blev der også tid til, at Chris med hånden på biblen kunne aflægge ed som politibetjent.
Han var den første honorære State Trooper i Arizona historie og stadig den eneste.
Chris blev igen indlagt på sygehuset, stolt og glad over at være blevet betjent, han bad om at hans uniform blev hæng således han kunne se den fra sin seng og hans motorcykel hjelm og »Smokey Bear« hat placeres på hans kommode.
Få dage senere afgik han ved døden.
Moderen skriver i erindringerne om Chris, at hun er sikker på at han døde med et smil i sit hjerte.
Chris blev efterfølgende fløjet til sin hjemby Kewanee, Illinois, for at blive begravet, med fuld politimæssig honnør.
Med i flyet, på den triste mission var politibetjentene Scott Stahl og Frank Shankwitz.
På flyet tilbage til Arizona, sad Frank og Scott og reflektere over Chris’ ønske og den oplevelse det havde været at se hvor glad Chris var ved, at hans ønske gik i opfyldelse. Ønsket havde, synes de også, fjernet noget af Chris og hans moders smerte. Erstattet angst med smil og latter.
De mente at dette måske også ville gælde andre livstruende syge børn, så de blev enige med Linda, Chris’ moder om at de ville prøve at opfylde et ønske mere.
Man fandt frem til Frank Salazar kaldet »Bopsy«. Ligesom Chris, var han 7 år og havde diagnosen leukæmi.
»Bopsy« ønske var at blive brandmand, herudover ønskede han at besøge Disneyland og prøve at flyve i en luftballon. Phoenix Brandvæsen (Phoenix Fire Department), herfra var man meget villige til at opfylde »Bopsy’s« ønske.
Da han ankom til brandstationen nr. 9, en af flere i Phoenix, fik han en skræddersyet uniform komplet med en gul hjelm og støvler. Han blev kørt i brandsprøjte, fik lov til at bruge udrykningshornet og en brandslange og ved dagens ende fik han et brandmands emblem og var dermed officielt udnævnt som brandmand.
Dette ønske fik en hel del medieomtale og undervejs viste det sig at »Bopsy« ud over at ville være brandmand, havde to andre ønsker, det ene var et besøg i Disneyland og at flyve i en luftballon.
Først var der et par brødre som havde en luftballon og var luftskippere, som tog Bopsy med på en uforglemmelig tur, hvor han så Phoenix i fugleperspektiv.
Senere lavede Disneyland en helt speciel dag, for »Bopsy«, med private ture, måltider, gaver og meget mere.
Således fik han alle sine ønsker opfyldt, på den anden led strømmede der midler ind til de tre stiftere, således at de reelt fik et mindre problem og måtte oprette en fond af midlerne.
Denne fond fik navnet Chris Crecius Memorial Foundation, denne blev senere ændret til den Make-A-Wish Foundation.
Opfyldelsen af Frank Salazar’s (»Bopsy«) ønske blev også begyndelsen på den Make-A-Wish Foundation’s magiske forbindelser med Disney. Besøg i en Disney park er fortsat et meget stort ønske for mange børn.
Efter turen til Disneyland, var Bopsy tilbage på hospitalet, han var indlagt på tredje sal, en dag var der nogen som bankede på hans vindue, det var fem af hans nye kolleger fra Phoenix brandvæsen.
De havde kørt en stigevogn hen til bygningen og klatrede derpå end på hans værelse, alle grinede og hyggede sig en tid, inden hans nye kolleger skulle
tilbage til brandstationen. Senere samme aften, gik »Bopsy« bort. Alle hans ønsker var blevet opfyldt.
Således fik Chris’ drøm om at blive politibetjent en dimension mere, hans drøm gav inspiration til at mange andre børn kunne få et ønske opfyldt.
Make-A-Wish Foundation er senere blevet delt i en afdeling for USA Make-A-Wish Foundation America og en for resten af verdenen Make-A-Wish Foundation International.
Make-A-Wish Foundation International omfatter i dag mere end 30 lande udenfor USA.
Stifterne af Make-A-Wish Foundation America.

Efter at jeg havde læst om Make-A-Wish Foundation, dens formål og måden der blev hjulpet på, tæt på det omgivende samfund, ikke i et eller andet fjernt land, tiltalte mig. Så jeg gik i gang med at finde nogle som ville være med til at starte en sådan forening / organisation. Der var nogle stykker som godt ville være med og vi meddelte Make-A-Wish, at jeg overvejede at »stjæle« deres koncept og ændre på det til danske forhold. Her fik jeg at vide, at det var helt i orden med dem.
Herefter skulle formalia på plads, der skulle laves vedtægter, hvilket Advokat Anne Mette Ovesen i Hjørring var behjælpelig, samt statsautoriseret revisor Freddy Rasmussen, BDO Revision Hjørring. Begge hjalp uden vederlag.
Så den 24. april 1999 kunne Landsforeningen »Ønskefonden« stiftes i Vrensted, mellem Løkken og Brønderslev. Det var bestemt i vedtægterne at formålet var at opfylde ønsker for børn og unge, mellem 3 og 18 år, der er bosiddende i Danmark og lider af en sygdom af livstruende karakter(undtaget er Færøerne og Grønland). Dertil at der skulle være en garantikapital kr. 250.000, før der kunne opfyldes ønsker. Dette for at ingen, af de familier hvis barn skulle have et ønske opfyldt, skulle komme i økonomisk klemme i forbindelse med Ønskefondens arbejde.
Alderskriteriet var i en del år 4 til 18 år, da det var meget vanskeligt, at få ønsker fra 3-årige uden at forældrene kom til at bestemme, hvilket ikke var i tråd med intentionerne om at det skal være børnenes ønsker.
Det blev til et langt sejt træk at få disse penge samlet ind, det tog indtil midt i 2001 at få samlet de 250.000,-. Der blev talt om at nedlægge foreningen, men ved hjælp udefra kom det til sidst at lykkes. Dog måtte min hustru og jeg i en del år betale alle omkostninger til transport, husleje for foreningen, samt lys og varme.
Allerede i 1999 blev jeg inviteret til Phoenix for at se hvorledes Make-A-Wish Foundation International arbejdede, jeg var inviteret til at være med til deres årsmøde og generalforsamling. Invitationen var ikke fulgt op af nogen biletter, så jeg måtte i banken for at låne til turen. Dette var ikke den nemmeste opgave, da vi, min hustru og jeg, kort tid før var blevet »klædt af« af Bikuben og havde været gennem en gældssanering. Vi søgte adskillige nye jobs, vore dåbsattester som vidnede om vores alder var formentlig årsagen til at vi ikke kunne finde nyt arbejde. Så efter mange forgævedes ansøgninger havde vi valgt at gå på efterløn.
Jeg kom til Phoenix og havde en virkelig god oplevelse, ja! jeg var kommet til en helt ny verden. Mødet var samme sted og delvist sammen med Make-A-Wish Foundation America, så det blev også til samtaler med flere forskellige fra det amerikanske kontor, herunder de daværende CEO (direktør).
Hun gav tilsagn om at når der var skaffet kr. 125.000,-, ville hun sende et tilsvarende beløb, således garantikapitalen ville være på plads og der kunne opfyldes ønsker i Danmark. Der fulgte ingen bindinger med dette tilbud.
Det lykkedes mig også at få hjælp til rejse og ophold, så det hele kom til at koste mig ca. kr. 1.000,-
Ud over den lovede hjælp fra Make-A-Wish Foundation America, fik vi i starten pæne beløb fra flere Make-A-Wish afdelinger, f.eks. Minnesota, Israel og Texas.
Så ud fra al denne hjælpsomhed, blev der i 2000 underskrevet en aftale med Make-A-Wish Foundation International, om et samarbejde. Dette blev igen i 2007 verificeret. Samarbejdet med Make-A-Wish Foundation International, gjorde ikke landsforeningen Ønskefonden til en amerikansk filial, det var stadig en selvstændig Dansk forening, ledet af danskere.
Den nydannede bestyrelse blev man hurtigt klar over at det, at dække hele landet, var en meget stor mundfuld, så man begyndte at oprette lokalforeninger, under navnet »Ønskefondens Venner«. Disse lokalforeninger skulle hjælpe landsforeningen med det økonomiske grundlag, samt være med til at udføre opfyldelsen af ønsker. De første blev oprettet i Hjørring, Kolding, Rønne og et par stykker i Københavnsområdet. Desværre viste denne idé ikke at være holdbar, alle lokalforeninger sad bare og ventede på at hovedbestyrelse lavede alt arbejdet og lokalbestyrelserne skulle så kun tage sig af ønsker.
Dette blev rettet til at landet blev opdelt i 16 regioner, som hver skulle agere som hovedbestyrelsens forlængede arme.
En af årsagerne til at landsforeningen Ønskefonden blev stiftet, har været, at hjælpe i Danmark og ikke i et eller andet fjernt land. For selvom vi et rimeligt socialt sikkerhedsnet, så vil mange familier der kommer ud for at få et livstruende sygt barn betyde en indkomst nedgang for hele familien. Da de fleste børnefamilier indkomst er baseret på to indkomster, vil en ændring af indkomsten, være en belastning og det er helt sikkert at mindst denne part af forældrene vil komme være nødsaget til at få orlov fra arbejdsmarkedet. Godt nok vil den økonomiske nedtur ikke være af samme dimensioner som i USA, men den psykiske side af sagen vil nok være af nogenlunde samme dimensioner.
Når en familie så uheldigvis er kommet i den situation, at få et livstruende sygt barn, er det de kan ansøge om at få et ønske opfyldt for deres syge barn. For mange af forældre er det vanskelig eller umuligt at opfylde deres børns højeste ønsker, – og ofte har børnene ikke tid nok til at vente på at deres højeste ønske går i opfyldelse. Vi ved at mange forældre ikke har overskuddet til at henvende sig. Derfor kan enhver som har kendskab til et livstruende sygt barn, det være i familien eller i bekendtskabskredsen, kan henvende sig med en ansøgning.
Fra Ønskefondens side finder der ikke noget opsøgende arbejde sted, i forbindelse med at finde frem til evt. børn og unge som kunne få et ønske opfyldt. Dette fordi man ikke på forhånd kan love at opfylde ønsker. Man ved jo ikke hvor mange ønsker der kommer eller hvor mange penge der kommer ind til opfyldelsen af ønsker.
Principielt arbejdes der med ønskerne efter først til mølle princippet og der indgås ikke i aftaler om behandlingsforløb.
Som tidligere nævnt er det et krav at børnene og deres forældre er bosiddende i Danmark, deres etniske baggrund er uden betydning for at få et ønske opfyldt.
Med en ansøgning skal medfølge en ny lægeerklæring, et nyt billede af barnet og en beskrivelse af familiens arbejde og fritidsfornøjelser.
Når dette er modtaget, vil den læge som er tilknyttet Ønskefonden tage stilling til om barnet opfylder betingelserne. Er dette ikke i orden, afsendes der et afslag. Er ansøgningen godkendt, vil et hold (to frivillige) fra Ønskefonden kontakte familien for at aftale et tidspunkt hvor de kan mødes. Under dette møde skal barnet selv formulere tre ønsker og derefter sammen med de frivillig prioritere ønskerne, således man ved hvilket ønske der er det højeste. Her er det vigtigt, at det er barnets ønske og ikke forældrenes.
At der har været besøg af frivillige, er ikke ensbetydende med at der bliver opfyldt et ønske. Dette beror på ønskes art og Ønskefondens finansielle muligheder.
Alt vil blive gjort for at barnets højeste ønske kan blive opfyldt, men omstændigheder kan gøre dette umuligt, hvorfor det måske bliver et af de andre ønsker der bliver opfyldt.
Alle omkostninger afholdes af foreningen (det være sig transport, overnatninger, bespisning, billetter o.lign.). Samtidigt vil alle anstrengelser blive gjort for at barnets nærmeste familie kan deltage l arrangementet. Således det kan blive en oplevelse for livet, for hele familien. barnet og dets familie, således de sammen kan opleve og skabe specielle minder. Minder som kan bestå hvis det værste skulle ske.
Landsforeningen Ønskefonden har indtil nu kunnet opfylde gennemsnitlig 100 – 120 ønsker om året,
Hvad driver Ønskefonden? Det er ikke offentlige midler men en række medlemmer, som hver især betaler et kontingent, derudover er det donationer fra Erhvervslivet, Serviceklubber, Ordenssamfund og Kirkelige samfund.
Foreningen har ingen tilknytning til politiske eller religiøse organisationer, og køn, race, religion el.lign. er uden relevans for foreningens virke.
Foreningen bygger i al væsentlighed bygger på frivillig og ulønnet arbejdskraft, så langt den største del af de indsamlede midler går til at opfylde ønsker for syge børn.
Foreningen er medlem af ISOBRO, som er den danske paraplyorganisation for frivillige og velgørende foreninger o. lign., og tilslutter sig fuldstændig de retningslinjer og regler, som ISOBRO har fastlagt, både omkring indsamling af midler, regnskabsaflæggelse og af etisk karakter i øvrigt.
Foreningen er godkendt efter ligningslovens § 8A og § 12A, og kan således også modtage arv uden at skulle betale arveafgift.
Alle som yder et bidrag / donation på kr. 1.000 og derover, opføres på foreningens website. Bidragsyderne står på den aktuelle liste i et år, derefter flyttes de over på en anden liste. Men bliver på websiden. Listen over bidragsydere udsendes to gange årligt, med Nyhedsbrevene.
I foreningen har man altid bestræbt sig på at holde omkostningerne til administrationen nede, dette er bl.a. sket ved at der kun er en ansat i foreningen. P.t i 15 timer pr. uge. Eksempelvis har Danske Bank haft stillet kontorlokaler til rådighed for landsforeningen i nogle år og det på fordelagtige vilkår. Skoda forhandlerne i Ballerup, Glostrup, Roskilde og Valby stillede i 5 år en bil til rådighed, Alka forsikrede, Elf Oil betalte vægtafgiften. Jensen Skilte i Hedehusene dekorerede den og Mols-Linien sørger for at man kunne kommer let og smertefrit mellem landsdelene.
Alle midler, som indsamles i Danmark, går udelukkende til opfyldelse af ønsker for børn og unge, som bor i Danmark. Der opfyldes kun et ønske pr. barn!
Det landsforeningen Ønskefondens håb, at kunne bringe glæde og fornøjelse ind i familiers stressede tilværelse og forsøge for en kort stund at aflede tankerne fra de anstrengelse det er at have en svær sygdom i familien.
Det er spændingen og forventningen om, at kunne opfylde et ønske. Det er glæden ved at kunne opfylde det og det er tilfredsheden ved at have opfyldt et barns drøm, der er drivkraften og essensen i landsforeningen Ønskefonden. Der findes ikke nogen større belønning end smilet fra et barn.
Det er vigtigt at huske på, at vi voksne har haft tiden til at få de fleste af vore ønsker til at gå i opfyldelse. De børn Ønskefonden gerne vil hjælpe, har ikke denne luksus. De har ikke tid til at vente på at deres drømme og ønsker går i opfyldelse.
Følgende lille vers, siger med få ord hvad det hele drejer sig om:
Dagene kommer, og dagene går.
Snart er gået endnu et år.
Tiden går med raske fjed,
Vi må bare følge med.
Nogen bliver født – andre går bort.
For nogen bliver livet alt for kort.
Landsforeningen opfyldte sit første ønske den 2. august 2001, det var en hest til en pige i Hirtshals. Siden er det blevet til mange opfyldte ønsker og indtil den 30. november 2010, hvor første kapitel i Ønskefondens historie ender, blev det til 1000 ønsker et eller andet sted i Danmark.
Udført af ca. 100 frivillige, uden dem havde Ønskefonden ikke kunnet klare at opfylde disse ønsker.
Et nyt kapitel startede den 30. november, her ændrede Ønskefonden navn til Make-A-Wish® Ønskefonden Danmark og ændrede dermed status fra at være en ren dansk forening, til at være en filial / afdeling af den amerikanske organisation Make-A-Wish Foundation International.

Total Page Visits: 258 - Today Page Visits: 2