Bagterp og Vringelby mellem Vrensted og Løkken

Historien om “Bagterp” og “Vringelby” er fortalt af
Ellenmarie Mnøller, Nibe (tidligere Nielsen). Hun er opvokset på gården Bagterp mellem Vrensted og Løkken.

Her Ellenmarie  8 år, cykler hjem fra skole i Vrensted, fotograferet midt i Vringelby

En spændende historie der fører os tilbage til da Vrensted opstod i 1340.

Gården ”Bagterp ” ligger i hjertet af Åsendrup i det gamle Vrensted sogn.

Det er en ældgammel egn vi er på.

Vrensted by som ligger et par km mod syd, fik sit nuværende navn i 1340, og på dette tidspunkt hørte Åsendrup by – og det var en by dengang, ind under Vrensted bys ejerlav.
Vrensted havde en fordel frem for mange andre små byer, den havde og har en kilde – Sankt Thøgers kilde. Her sad munkene til det ugentlige marked og solgte afladsbreve. Den gang var man meget bange for djævlen, og for den skæresild man skulle igennem efter sin død, hvor alle ens synder blev fremlagt. Ved køb af et afladsbrev fik man alle sine synder forladt, på én gang, og et gammelt vers udtrykker det således : Når pengene i kisten klinger, straks sjælen af skærsilden springer. De tjente fedt de kære munke, på folks frygt – minder lidt om nogle af nutidige reklamestunts.
I 1670 oprettede de jyske rytterdistrikter et rytterkompagni i centrum af Vrensted, og dette satte skub i mange små kroer og en del bordeller, så det gik lystigt til i byen. Der står skrevet: Den, der kan gå gennem Vrensted udskændet, kan gå gennem Helvedet udbrændt .
På et tidspunkt forsvandt rytterkompagniet, og kroerne lukkede. Det tog ikke modet for indbyggerne, for man begyndte bare at hjemmebrænde brændevinen. Det var lige ved at få en brat ende, for øvrigheden var ved at være godt trætte af den lovløse by. En efterårsdag i 1784 kom en politifuldmægtig og to betjente til byen, men Vrensted boerne mødte dem med sten, spader og høtyve, fik såret politifuldmægtigen og den ene betjent – de vendte aldrig tilbage igen.

Som tiden gik, havde Åsendrup by også fået lavet et ejerlav, for området bestod af 23 gårde og en hel del småhuse. – men man kunne ikke enes med dem fra Vrensted. I stedet for at snakke tingene igennem og få dannet fælles fodslav ang. retten til bl.a. tømmer fra skibe der gik på grund, og problemet med sandet der ødelagde markerne, og en masse andre problemer, endte man gang på gang i store slagsmål, for devisen var – slå først og spørg siden. Omkring 1680 blev man endelig enige om at dele sig i to ejerlav og opsatte 30 punkter som skulle overholdes, og så blev der fred – så nogenlunde.
I 1465 kan man for første gang læse om Bagterp, og det er i forbindelse med en familiestrid om en stor Hovedgård som lå en kilometers penge stik vest. Gården er for længst væk, for sandet ødelagde den.
Bagterp der var en udstykning fra denne her gård lå dengang på den anden side af vejen, og forskellige ejere havde gården i de næste mange år. Der blev drevet en del skudehandel fra gården, for Løkken var dengang kun en lille flok huse.

Fra 1519-1536 fik de trængte bønder i Åsendrup et problem mere – udover sandet. for på Børglum kloster regerede Stygge Krumpen med hård hånd. Der er mange historier om Stygge, ikke alle er lige sandfærdige, men jeg har læst om en dag hvor livet blev noget forandret på Bagterp, og det skulle være en af de sandfærdige historier.
En ganske almindelig dag red Stykke Krumpen ind på Bagterps gårdsplads. Man kan næste tænke sig til den forskrækkelse folkene fik, for Stykke var hadet. Hans ærinde var meget enkelt, han ville ha husets datter med. Den unge pige var blevet mandbar – et frygteligt ord, men det blev dengang brugt om piger i 14-15 års alderen. Ingen turde sige nej til Stykke, så han fik pigen med op på klosteret. Et par dage efter, kom hun tilbage – en staldknægt fulgte hende hjem, – uden mødom – men med en pose penge, som betaling for svie og smerte, men også fordi hendes muligheder på ægteskabsmarkedet var blevet forringet, for en pige der ikke var jomfru, havde svært ved at finde en ægtemand.
Det var et barsk liv man levede, kampen mod overmagten på Børglum Kloster, kampen for at brødføre sin familie på en let jord, og ikke mindst kampen mod sandet som kunne lægge alt øde. Jeg kan endnu huske fra min barndom, hvordan en forårsstorm dækkede en nyspiret kornmark med sand, så den bagefter lignede Løkken strand. Jeg kan huske hvordan min mor løb med næsten ild i håret og med støvsugeren i den ene hånd, i kampen mod sandet som kom ind gennem alle vinduessprækker. Problemet blev heldigvis løst da der rigtig kom gang i plantning af marehalm.
I løbet af de år som Bagterp lå på den anden side af vejen, brændte den tre gange, og efter den tredje brand, ville ejere ikke bygge den op igen, men flyttede den over på den anden siden af vejen, her hvor den ligger nu, – der måtte jo ligge en forbandelse over gården siden den brændte så tit – måske var det bare pga. stråtaget – vi ved det ikke.
I 1915 stod den nye gård klar til at flytte ind i, og som i alle stuehuse på landet, blev der lavet et folkestuebord, hvor folkeholdet spiste alle måltider. Dette gamle folkestuebord har vi taget med os til Nibe, et dejligt minde om et langt landbo liv.

Den 19-10-1946 var det mine forældre Ellen og Harald Nielsen som købte Bagterp. Min mor var fra Sulsted og min far fra Tylstrup, så det var en ny egn for begge, og de flyttede ind efter deres bryllup. Jeg laver en del slægtsforskning, og har fundet ud af at fars oldefar havde boet på en gård her i Åsendrup, så verden kan sommetider være lille. Det blev for begge et livslangt kærlighedsforhold til egnen og gården, og først da min far fyldte 90 år, flyttede de fra Bagterp og til Løkken i et stor hus – der skulle være plads til alle møblerne.
Min far kunne ikke lide heste, nok som hyggedyr men ikke til arbejdsbrug. I sine unge dage havde han arbejdet på de store herregårde på Fyn og Sjælland, og havde fået nok af at køre med hestespand. Han var blandt de første på egnen som købte traktor, og som gav sine ansatte fri så de kunne mærke det. Man var vant til halm i sengene, men det blev smidt ud, og nye madrasser blev købt, der blev snakket rundt omkring i sognet , der var ingen grund til at lave om på gamle skikke. Men far og mor faldt til i sognet, og sognet fik glæde af to mennesker, som havde meget overskud til foreningslivet i byen. I dag ligger de begge begravet på Vrensted kirkegård, under et træ som min mor plantede da Vrensted kirke fik en udvidet kirkegård. Mor døde pludseligt i 2011, 88 år gammel, og far døde i 2014 næsten 100 år gammel og meget træt af livet.
På gården var der karle og en pige som skulle lære husholdning. Min mor var med i mange bestyrelser og underviste i mange år i gymnastik i Vrensted forsamlingshus. Hun var kirkesanger i Vrensted kirke og var medlem af menighedsrådet i en menneskealder + alt det andet hun var med i, – et meget aktivt liv. Min fars store interesse var maskiner, og han kunne bruge timer på at skille og samle dem igen med hjælp fra vores uundværlige fodermester Ejnar. Om vinteren kunne de to finde på at skille en maskine ad, for at finde ud af hvorfor den kørte så godt – så var de som to drenge og øjnene lyste. For at få et bedre udbytte på den specielle jord, fik far en del af jorden dybdepløjet, det var noget nyt på egnen . I 1965 blev køerne sat ud, min far kunne ikke fordrage at malke, og det kunne vores fodermester heller ikke. Der blev købt kødkvæg og siden gik far over til ren griseproduktion. Det lettede arbejdsbyrden, og min far fik bedre tid til at side i bestyrelser m.v. Om sommeren kom der feriegæster og der blev spillet kroket i den store have, og antonius over taget på hønsehuset. Solen skinnede altid i min barndom, så det blev til mange ture til badehuset på Løkken strand. Men om vinteren var der stille, der kørte få biler på landevejen mellem Vrensted og Løkken, og jeg kan endnu høre den syngende lyd at telefontrådene i de lange vinteraftener.
De fleste vendelboer kan godt li at handle, og det går i det fleste tilfælde også godt. I Danmarks mindste by

Bagterp ligger øverst i venstre hjørne Vrensted by nederst i højre hjørne Vringelby midt imellem.

– Vringelby, som ligger et par hundrede meter mod syd herfra, her boede omkring 1922 Jens Jacob. Næsten hver dag kørte han til Løkken med hest og vogn og købte et helt læs fisk. Engang kørte han helt til Ålborg med et læs torsk og fik det solgt så hurtigt og godt, at han fik den ide at køre lidt længere mod syd hvor han købte et læs kirsebær. Det gik hurtigt med at få læsset solgt i Ålborg, så Jens Jacob tænkte ”det her går jo godt” og vendte nok engang vognen sydpå hvor han købte et stort læs kirsebær mere. Men intet vokser ind i himlen, for Ålborgenserne ville ikke købe flere bær. Jens Jacob kørte rundt i flere dage men uden held til at få solgt de mange bær. Til sidst vendte han hjem til Vringelby med læsset, og den lille by endte med at få nok af kirsebær. Derfor blev det besluttet at det ikke ville være en god ide at plante kirsebærtræer i byen, og Jens Jacob holdt sig siden hen til fisk.
Det må ha virket overvældende med det store læs kirsebær i Vringelby, som ikke har et byskilt, for den består kun af 5 små ejendomme. Vringel er et gammelt ord der betyder : skævt, krumt eller tvært, men de folk der boede der i min barndom, var nogle elskelige mennesker. I 1868 havde en af gårdene en mølle, hvor alle kom med deres korn til. Der var ansat 3 møllesvende, det gav liv i den lille by, og omkring 1910 var der både en smed, en skomager, og en høkerforretning hvor der blev solgt billig snaps. Ifølge en artikel i Vendsyssel Tidende i 1962 var der kun et ægtepar i den lille by, resten var enelige. Her boede bl.a. Marius Mathisen i sit hundrede årige stuehus. Han havde fået bygget nye udbygninger til sine 5 malkekøer, lidt grise og hans elskede heste. Marius var klar over at det var nødvendigt med et nyt stuehus, men det var ikke rigtigt blev til noget. En dag brændte det gamle hus, og der skulle nu tænkes anderledes. Marius flyttede ind i sin garage der var med bliktag, installerede en lille oven, og beklædte væggene med gamle aviser som isolering. Her levede han i længere tid med sine mange katte, og havde det dejligt midt i en enorm bogsamling. Det specielle ved Marius var, at han var meget belæst, han læste Blicher og Herman Bang, men også Kirkegård. Han kunne fortælle om fremmede lande som om han havde besøgt dem, men han kom kun sjældent udenfor Vringelby. Som naboer havde han Kathrine og Jacob. Et søskendepar af en gammel Vrensted familie. De levede nøjsom af de 4 køer, og et par grise i den lille stald, kom sjældent udenfor Vringelby, men vidste alt om hvad der var værd at vide, om hvad der skete i Vrensted. Når man kom ind i baggangen var der to døre, en til køkkenet og en til stalden. Jeg kan endnu huske den varme sødlige lugt af køerne, der var den gang, det var – anderledes. De var mine reserve bedsteforældre, og vi holdt ofte mørkning sammen. At holde mørkning sammen var at side ved spisebordet i den blå time der er, inden det bliver helt mørkt. Kathrine fortalte om sin barndom, og Jacob sad og nussede deres forkælede kat med sine store arbejdshænder. Så gik jeg hjem i mørket, mens lyset fra Rubjerg fyr fejede lange lysarme ind over landskabet, så jeg var ikke alene. Da jeg mødte min mand Kristian, som er himmerlænding skulle han selvfølgelig præsenteres for Katrine og Jacob, og under hele eftermiddagskaffen sagde Kristian næsten ingen ting. Han måtte siden indrømme at han ikke forstod den dialekt som de to gamle mennesker snakkede, for deres sprog var den ægte gamle vendelbodialekt.
De var nøjsomme men elskelige Katrine og Jacob, Katrine døde først, og efter Jacobs død i 1983, blev en arv overrakt til Vrensted kirke. For den blev der indkøbt en smuk sølv-alterkande, et teleslyngeanlæg og der blev også til en hovedreparation af orglet.

Til en hver by hørte en skole, og i 1790 blev der oprettet skole i Åsendrup, den blev bygget lige her øst for Bagterp. i 1826 blev der bygget en ny skole, og det er den der ligger der i dag. Da far og mor købte Bagterp blev de anmodet om at give husly til lærerinden på skolen. Der var to lærere tilknyttet, en kvinde og en mand, og eftersom de begge var ugifte, måtte de efter den tids normer ikke bo under samme tag. Mor fortalte aldrig med begejstring om den tid, det var vist ingen succes. I. april 1954 blev skolen nedlagt, og far købte den skole som hans oldefar havde gået i, og det stykke jord der hørte til. Det var det år jeg kom til Bagterp, og den gamle skole blev solgt i 1978, det år jeg blev gift og flyttede helt til Himmerland.

Bagterp brændte igen i 1983, heldigvid kun udbygningerne.

Hermed ender min fortælling om Bagterp og Åsendrup, og jeg vil slutte med at føje den prolog til som min mor skrev og oplæste i anledning af en hobby udstilling i Vrensted forsamlingshus den 4. april 1979.
Det er hendes kærlighedserklæring til denne her skønne egn.

Landet bag klitterne breder sig,
åbner sig villigt mod forårets gnistrende lys.
Derude havet skiftevis buldrer mod stranden
og hvisker med kåde små gys.
Mod nord Børglum kloster rejser sig stolt imod himlen, mægtig og hvid
hist ude i syd ligger Thise bakker med kirken, gammel ærværdig, solid.
Naturens kræfter har skabt disse bakker og sletter i tidernes morgen
og her – just her på de frugtbare marker, midt mellem kirken og borgen
voksede et samfund op, lig mange andre på Danmarks kort,
den eneste forskel er bare den: at dette sted – det er vort.

Lad andre kun prise så yndig en egn
med bakker – og skov med en å,
vi elsker jo dog vore skævslidte hegn
og hvor findes himlen mer blå??
Nok plages vi tit af den havsalte vind,
som man næsten kan læne sig mod,
men den rusker op, hærder krop og sind,
og jorden er gavmild og god.

Fortravlede storbymenneskers drøm
er at flygte fra det, der er stort
et stort privilegium er der så vist,
at bo i et samfund som vort,
med kirke og skole, huse og gårde, handel og håndværk m.m.,
foreninger, klubber – forsamlingshus, hvor så mangt og meget
jo sker.

Så med mors ord vil jeg gerne slutte denne fortælling.

Ellenmarie Møller

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.