Gunnar Gade, træskærer

Avisartikel fra 1991 med tidligere, skomager, fabriksarbejder og pensionist Gunnar Gade, søn af tidligere skomager, ringer og graver ved Vrensted Kirke, Christian Gade.

Gunnar overtog skomager forretningen efter forældrene og blev boende i huset på Ingstrupvej, Vrensted, skråt over for gården Vestergaard og kirken.

Klik på billeder og artikel så forstørres de.

Figuren af Skt. Thøger er udført af Gunnar Gade
Figuren af Skt. Thøger er udført af Gunnar Gade

Figuren af Skt. Thøger er udført af Gunnar Gade (død 1995). Den er skåret i eg hentet i Dronninglund Storskov. Initiativet til frembringelse af skulpturen blev taget af afdøde forfatter Knud Holst, som i sine senere år boede i Vrensted og kom meget hos Gunnar Gade. Gunnar Gade havde ikke selv noget direkte tilknytning til kirken. men hans far. Gunnar Gade hjalp ofte sin far på kirkegården ved siden af sit faste arbejde, først som skomager og senere som specialarbejder på Peder Nielsen Beslagfabrik,  i Brønderslev.

Hans slægt, de var 14 børn.

 

En hilsen til Harry.

Kilde. Nordjyske

JENS ERIK HULU

Foto: GRETE DAHL

VRENSTED: Helt engelund’sk tager fysiognomiet sig ud, med det grå pandehår, de levende øjne og kindposernes trinde mildhed.

Den 68-årige Gunnar Gade fra Vrensted ved Løkken har ydermere kunstnersind. Han gør ikke antydning af væsen af sig (observationen er ikke hans egen), men fra han var ni år, og til han som 60-årig gik på efterløn, måtte han slide med så meget andet. Som høwer knægt, skomager og specialarbejder. Hvor om alting er:

Gunnar Gade har, viser det sig, en guddommelig hånd med træskærerarbejde. Hans skulptur af Skt. Theger, nordjydernes nationalhelgen, blev sidste år opstillet og indviet ved høstgudstjenesten i Vrensted Kirke. Den står på en opsats over for en lignende. langt ældre skulptur af de vejfarendes ven, Skt. Christophoros

– Det er jeg en kende stolt over, siger Gunnar Gade oprigtigt. – Jeg har altid opfattet kirkerne som de fornemste kunstgallerier, vi har, og så skal du tænke på at jeg har gået omkring her, fra jeg var dreng.

På adressen Ingstrupvej 7, lige over for kirken, hvor han stadig bor, havde hans far skomagerværksted. Da faderens helbred svigtede – det var under krigen – tog sønnen over. Gunnar Gade var skomager i Vrensted frem til 1960. Da havde flikkeriet længe været urentabelt. Så i de følgende 23 år arbejdede Gunnar Gade på beslagfabrikken Peder Nielsen i Brønderslev.

Det var her, han for alvor begyndte at snitte i træ. Han tog fat i frokostpausen, når klemmerne var spist, og kammeraterne respekterede hans syssel. Skulpturerne fra dengang er sorte af de mange hænder, der lige skulle røre. Rigtig mange, et halvt hundrede stykker vel, har han hen ad vejen foræret væk.

Træhesten og flyvemaskinen.

Meget i livet er kommet til ham sent. Han var 56, da han traf sit livs Elvira, Ellen Kien, som han siden har delt bord og seng og interesser med. Ellen er også musisk anlagt, med hang til at tegne og male, spille og synge – samt snakke. Det sidste bekommer Gunnar Gade vel, selv om han som indfødt vendelbo er mere stilfærdigt anlagt på det verbale sæt.

– Vi var 14 søskende, og jeg var ni år, da jeg kom ud at tjene som howerknægt på gårdene her omkring, fortæl. ler Gade. Faderen havde haft et bette husmandssted, men det kunne ikke gå, og familien var flyttet ind til Vrensted, hvor faderen, som farfaderen havde været det før ham, blev skomager. – Mange munde skulle mættes, og far påtog sig ved siden af at være kirkebetjent.

– Mine tre ældste brødre emigrerede til Canada, da jeg var helt lille. Siden fulgte endnu en søster og to brødre efter. Det var fattige tider, og de var barske. Ja, for dævlen, hvor var de barske.

Gunnar Gade husker, at han var 11 år, da han fik en kniv og skar sit første kunstværk, en træhest. – Jeg smed den væk, fordi de voksne karle gjorde nar. Jeg husker ikke, at det blev til så meget med snitteriet dengang, for som høwer dreng var man altid beskæftiget med praktisk arbejde. Men mange år efter fortalte to af mine yngre brødre, hvor glade de havde været for et par flyvemaskiner, jeg havde lavet til dem dengang

Bag det gamle, hvidkalke de hus på Ingstrupvej har Gunnar Gade indrettet sig med et værksted, der har alt til faget hørende. Billardbordet i midten, som han selv har bygget, er ramme om mangen en hyggelig pot med vennerne, og også et kortspilbord hører med til inventaret. Foruden al værktøjet.

Nej, jeg spiller hverken billard eller kort. Det er drengenes afdeling. De skal også have lov at have deres, får Ellen fastslået, inden Gunnar og jeg smutter ud og ta’r os en fortsat til 100. Hjemmesejren er overbevisende.

Selvbyggede violiner.

På væggen over arbejdsbordet med træskærer knivene hænger et større arsenal gamle træhøvle. De er brede og smalle, med og uden styreskinner, og hver som en toptrimmet til aktiv specialtjeneste.

Det er værktøjer, som jeg har samlet på og restaureret gennem en lang række år. De er ikke bare anvendelige, de er også smukke, finder Gunnar Gade, som også er godt ekviperet med mere moderne, eldrevne sager i sit værksted. Selv om det helt klart er akuratessen, den fine håndgjorte detalje, der interesserer ham.

Tre violiner har han bygget, uden andre forudsætninger end lysten til at gøre det. – Jo, jeg skilte da lige en billig kineserviolin ad, så jeg kunne se, hvordan sådan en fyr var skruet sammen, fortæller Gade, og tager en støvet, sort violinkasse ned fra en hylde på værkstedet. Også den er hjemmelavet«. Inden i ligger hans første violin. Flot, men ikke helt vellykket, fordi der kom en revne i overstykkets granfinér. Andenviolinen var anderledes hel og i orden og blev hurtigt afsat, mens den tredje i rækken har sin faste plads på væggen i stuen. Gade giver den et par strøg med buen for at demonstrere klangfylden. Han står ved siden af et moderne elpiano med memory og playback og hele halløjet.

Det er en nyerhvervelse. Hverken Ellen eller jeg kan spille, men vi vil så gerne lære det, og vi hygger os med det, siger Gunnar.


Skt. Thøger er den største skulptur, jeg har lavet til dato. Den er gjort af en kævle fra Dronninglund Storskov. Det var Knud Holst, der opfordrede mig til at lave den, for Vrensted Kirke er oprindeligt indviet til Skt. Thøger. Jeg startede med at lave ham i en mindre udgave, og da der blev sagt god for den, tog jeg fat på at lave ham i stort format, foræller Gunnar Gade, der p.t. har en lille snes af de lidt mindre skulpturer stående til skue i hjemmet.


To gange Harry til Børglum

Jeg regner med, at jeg kan nå at lave et par stykker mere, inden de skal med på den årlige kunstudstilling i forsamlingshuset i Børglum. Inspirationen, fortæller Gunnar Gade, henter jeg ofte fra billeder i avisen. Som nu drengen Christian her. Han havde så dejligt et smil.

Harry Jørgensen, Vrensteds kendte vagabondven, er selvfølgelig gjort efter levende model. Han er ikke til salg, har jeg lovet hans søn Niels. Det samme gælder min bror Harry, der er pelsjæger, og som Ellen og jeg besøgte sidste år i Canada. Ham havde jeg ikke set, siden han kom hjem til Vrensted efter krigen. Han deltog i invasionen som soldat i den canadiske styrke. Det var ikke særlig mærkeligt at gense ham efter de mange år. Det var mere mælkeligt dengang efter krigen. Han var jo rejst ud, da jeg var helt lille.

30-40 timer går der nemt med at lave en enkelt skulptur, og så skal den koste derefter, en 3.000 – 4.000 kroner. Det har jeg bestemt, og det er der selvfølgelig ingen, der vil gi’, for hvem har råd til det? Men det gør ikke spor, for efterhånden kan jeg næsten ikke nænne at skille mig af med dem, der er tilbage, siger Gunnar Gade.

 

Gunnar Gade træskærer
Gunnar Gade træskærer
Gunnar Gade 2 xHarry
Gunnar Gade 2 xHarry
Gunnar Gade en hilsen
Gunnar Gade en hilsen
Gunnar Gade træskærerarbejder
Gunnar Gade træskærerarbejder
img_1257
“Sct. Thøger”skåret og skænket af Gunnar Gade. Hans far var tidligere Ringer og graver ved Vrenste kirke, Chr. Gade.
img_1263
Gunnar var dygtig til at spille på banjo, her sammen med Helga Pallesen

image

Gunnar Gade ligger begravet på Vrensted Kirkegård

Mindeord:

GUNNAR GADE, Ingstrupvej 7, Vrensted, f. 1923 d. 1995

er efter kort tids svær sygdom død. Han blev 72 år.

Gunnar Gade var født i Vrensted og boede her hele sit liv. Han kom fra beskedne kår, der var 14 børn i hjemmet. Tidligt lærte han at tjene til føden, idet han kom ud som hyrdedreng på egnens gårde.

Han blev udlært skomager, og havde i mange år sit eget værksted, hvor han udførte sit arbejde med stor dygtighed og akkuratesse. En utrolig dygtig håndværker var han, og dette fik han senere mulighed for at vise på mange andre måder. Sit håndværksmæssige snilde brugte han også til at bygge violiner, ganske uden instruktion. Hans skaberevner var af utrolige dimensioner, og de slog rigtigt igennem, da han begyndte at skære i træ. Han evnede at give sine figurer menneskelige udtryk, og det til såvel Sct. Thøger som Dronning Margrethe. Førstnævnte kan ses i Vrensted Kirke, mens hans øvrige arbejder er skænket til familie og den store vennekreds.

Sjældent fandt man en så usnobbet, uimponeret og beskeden personlighed. Hans iagttagelsesevne og nysgerrighed for livets mangfoldige udfordringer var stor, men trods de rige skaberevner, han fra naturens side var udstyret med, gik han stille med dørene, Hans sans for det gedigne, den ægte vare, var Gunnar Gades kendemærke, og også for den vil han blive husket.

Gunnar Gade stammede fra en spillemands slægt, og det fornægtede sig ikke. Han nøjedes ikke med at bygge violiner, men viste sin musikalitet og skaberglæde ved at spille både banjo, violin og klaver. Også en anden form for spil holdt han meget af, og så længe kræfterne slog til, nød han at få sig et godt slag kort med sine trofaste, gode venner.

Vrensted har mistet endnu en af sine store kunstnere, og landsbyen er blevet lidt fattigere. Han overleves af sin hustru, Ellen Kiehn.

 

 

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.