Vrensted Forsamlingshus, etableret i 1895

 

Vrensted sogn fik sit første forsamlingshus i 1895. Det blev opført i den nordlige   del af Vrensted By, kaldet ”Mejeribyen”. Det opførtes på et areal over for Vrensted Mejeri ”Lykkens Prøve” og det har ligget der lige siden. Det blev revet ned i 1935 og der genopførtes et helt nyt og tidssvarende Forsamlingshus.

Til venstre det gamle forsamlingshus fra 1895 som blev fjernet i 1935 og det nye blev opført. Billedet er fra 1910-1920

 

I 1935 opførtes et helt nyt forsamlingshus på samme grund hvor det gamle var blevet nedrevet. Det var murermester Charles Andersen, Vrensted,  der forestod byggeriet.

Vrensted forsamlingshus i 1935

Herover det flotte nye forsamlingshus fra 1935, med lille sal og stor sal med scene. På 1. sal lejlighed til værtsparret.

I 1978 blev forsamlingshuset udvidet med en ny tilbygning.

Billedet herunder er fra rejsegildet ved den ny tilbygning i 1978 med ny lille sal og nyt køkken og indgangsparti.

 

Nedenfor billede af det store Vrensted forsamlingshus, som det ser ud i 2017.

Vrensted forsamlingshus 2017

Bestyrere eller værter som de blev kaldt, i det nye forsamlingshus fra 1935, hvor der var en lejlighed på første sal til værtsparret, har været følgende:

  1. fra 1935 til 1945, Mary og Reinholdt Nielsen (vognmand)
  2. fra 1945 til først i 50erne Valborg og Aage Kristiansen (rutebilejer)
  3. i 50erne Ingeborg og Svend Christoffersen (landpost)
  4. i 60erne Johanne og Vilhelm Andersen (pedel på skolen i 70erne)
  5. i 70erne Åse og Kaj Svenningsen indtil 16.10 1976
  6. i 1976/1977 Grethe og Poul Erik Ulrick

Fra 1977 har der ikke været flere værter/bestyrer. Arbejdet er blevet udført ved frivillig arbejdskraft.

Ved udlejning har man selv medbragt kogekone og rengøringshjælp.

Det var foregangsmænd i Vrensted, der tog initiativ til et samlingssted for beboerne i Vrensted Sogn. Et hus som kunne bruges til mange formål og som gennem årene har været meget brugt af Vrensteds befolkning og forskellige foreninger til fester, møder m.m.

Huset er blevet meget brugt af private, der lejede sig ind til forskellige ting. Det være sig bryllup, sølvbryllup, guldbryllup, fødselsdage og meget mere. Man kunne medbringe egen kogekone til madlavningen.

Da spillefilm kom frem, kom der ofte tilrejsende med filmapparat og lejede sig ind for forevisning af biograffilm for sognets beboere. Der blev afholdt danseskole for sognets børn. Der var udstillinger, foredragsaftener i foreningsregi, der blev afholdt aftenskole og meget mere.

Den store sal var oprindelig indrettet med ribber i den ene side,  så der også kunne lave gymnastik. Der var ingen gymnastiksal i den gamle skolen på det tidspunkt.Der blev så trænet og afholdt en årlig gymnastikopvisning.

Vrensted havde bl.a. 2 foreninger for ungdommen. Det var Vrensted Idrætsforening og Vrensted Ungdomsforening hvor der var megen aktivitet. Idrætslige og kulturelle.

I 1960erne og 1970erne var der megen ungdom på landet. Der var mange medhjælpere på landet og det var også almindeligt med piger til hjælp i husholdningen, og det sammen med folks egne unge mennesker gjorde, at der var mange aktiviteter i de små bysamfund.

Baller for ungdommen havde en storhedstid på det tidspunkt. Det kom på mode, at ballerne startede kl. 22 og sluttede kl. 03,00. Så blev der spillet op til dans af forskellige orkestre og der blev danset på livet løs indtil slut. Mange venskaber og efterfølgende ægteskaber er blevet etableret på denne måde.

De senere år har forsamlingshuset ved hjælp af frivillige, selv afholdt ugentlige bankospil, hvortil der kommer mennesker fra hele Vendsyssel. På den måde har det været muligt at skabe indtægter til forsamlingshusets drift, der sammen med den almindelig udlejning til forskellige arrangementer har kunnet få driften til at løbe rundt.

Siden Vrensted Lokalhistoriske Arkiv blev etableret, har det holdt til i den gamle ”lille sal” i Forsamlingshuset.

Forsamlingshuset flytter snarest i det nye ”Byens Hus”. Den nedlagte Vrensted skole bliver indrettet til et borgerhus til samtlige byens foreninger,  hvor alle aktiviter i fremtiden kan foregå.

Forsamlingshusets bestyrelse har på en generalforsamling fået vedtaget, at det nuværende forsamlingshus i ”Mejeribyen” sælges, så snart de nye lokaler i “By Hus” er indflytningsklare.

Huset er solgti 2018 og der er etableret Forsamlingshus i Byens Hus i 2018

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.