Her kommer historien om
Brønderslev drengen – Ove Salling Johansen,
født og opvokset i Brønderslev, udlært som maskinarbejder hos virksomheden ”Cementstøberiernes Redskabsforsyning, v /Brødrene Tipsmark A/S, forlod Brønderslev da han blev soldat og blev og er stadig bosiddende på ”Djævleøen” Sjælland.
Han er gennem flere år kommet med input og kommentarer på de 2 facebooksider ”Brønderslev i Billeder” og ”Brønderslev Fortiden i tekst og billeder”. Jeg tror han er kendt af rigtig mange, men er lidt i tvivl om man kender Ove personligt – men uden tvivl har han været medvirkende til, at de to sider er blevet vældig populære, og det skyldes bl.a. han gode kommentarer, men også hans kendskab til rigtig mange ting fra Brønderslev, fra hans barneår der.
Ove er desuden en rigtig god fortæller, med hans finurligheder til sproget, som han mestrer så fortrinligt, en ”rigtig ordsnedker”.
Glæd jer til Oves fortælling, der fortsætter på de følgende sider, første med et skriv til mig, Jens Otto.
Hej Jens Otto,
Her får du en lille snas af mit livs historie. Man kan naturligvis ikke skrive alt, for så skal jeg bruge et liv mere eller måske halvt på det. Hvis du synes, at du kan bruge det jeg har indtastet i vedhæftede dokument, så er du velkommen til at anvende det.
Min kronologi er atypisk og lidt flagrende, spredt orden nærkamp, som man sagde ved MILI og den ligger et pænt stykke fra det mesterværk, som den særdeles dygtige og professionelle biografi-skriver Kirsten Jacobsen formår.
Hvis du vil flytte rundt på tekst-blokkene etc. står det dig frit for.
Jeg ved ikke, om du vil have mere med og i givet fald hvor meget mere?
Du har allerede offentliggjort en del af mine historier, så hvis vil du vil plukke i dem og fylde på, er det for mig helt O.K.
Hvis du vil have mere stof, siger du bare til, men jeg skal bruge tid til at skrive det ind, for min gamle PC´ er tvær og den driller og er sikkert tjenlig til plejehjemmet eller museum.
Jeg kan ikke p.t. påregne hjælp fra hverken sønnesønnen Rasmus (han er i Hillerød hos Novo) eller vores yngste søn, da han er nede med en hjernerystelse efter et cykelstyrt. Han skal hvile i et par uger, har lægen dikteret/sagt.
19.04.2023 – Ove
Dato 16. april 2023 Min historie
Af Ove Salling Johansen
Ove S. Johansen den lille mand th.
Min barndom og mit liv som ung i Brønderslev (1945 til 1965).
Det her er en kort briefing om en lille ”vendelboknægt”, som forsøgte at finde sin plads i et kompliceret samfund, med mange regler, såvel skrevne som uskrevne. Jeg kan bevidne, at der findes et hav af besværlige regler, vaner etc. som kun de færreste kender til og overholder. Mit kære barnebarn R. spurgte mig en gang, om jeg turde gætte på, hvor meget viden et enkelt menneske behersker ud af al den viden der findes i denne verden. Mit gæt lød på 20%, hvortil R. grinede og sagde: ”bedstefar, jeg tror ikke engang det er 5%, snarere mindre”.
Jeg tror knægten har ret, nu, hvor jeg har haft tid til at tænke lidt nærmere over det.
Mit folkeskoleforløb oplever jeg som middelmådigt – eller som lærerne skrev til mine forældre: ”Kan blive bedre ved flid”. Min klasselærer i tredje klasse var i øvrigt til daglig fagforeningsformand og kommunalbestyrelsesmedlem. Han hed Anders Nielsen og boede i Vestergårdsgade i Brønderslev.
Skolearbejdet kedede mig bravt. Det tror jeg ikke, at jeg var ene om at mene. Lærerne var sikkert O.K. efter den tids målestok, men det sagde mig ikke noget, at skulle terpe salmevers og lave lektier, når de andre drenge legede nede på legepladsen på Fælledvej. At se den flinke lærerinde vise os, hvordan vi skulle stige op på en kamel, var naturligvis underholdende, men hvad skulle jeg lige bruge den viden til, når vi kun kunne se en kamel, ved at tage i Aalborg Zoo.
Bøger og læsning i barndommen.
Jeg havde ikke alverden med børnebøger i min barndom.
De der var stod på boghylden. Det var fortrinsvis Jan-bøger, Henning-
bøger og en enkelt Tykke Niels bog eller to. Vi læste selvfølgelig
også bøger i skolen og tegneserier så som sorte Zorro på taget af
skraldespande rummet, Fælledvej 5-7. Altså når vejret var til det.
Jeg gik med aviser og læste selvfølgelig også dagligt de tegneserier
der var i avisen V.T., så som Fantomet, Kirby og Gyldenspjæt m.fl.
I skolen var der et aflåst skab med andre elevers bøger, som man
kunne låne/bytte og læse, hvis man ville det.
Jeg har stadigvæk en bog stående med titlen:
”Vejen til Atomalderen” af Sven Werner, sideantal 207.
Den bog vandt jeg ved et brevduestafetløb til en Fredensbo-fest,
hvor vi dystede i forskellige discipliner, en uge eller i hvert fald i en
hel weekend, om året. Jeg vandt bogen sammen med mit hold.
Vi skulle hente et vist antal dueringe hos ”Nolle” i Danmarksgade,
når hans brevduer kom hjem til dueslaget. Duerne var blevet bragt
til Fredensbos festplads i nogle flettede kurve og blev sammen med
andre duer fra andre dueslag sluppet løs på et aftalt tidspunkt. Hvert hold skulle så løbe frem til det dueslag, som duerne hørte til og når duerne var hjemme i deres eget dueslag, skulle dueholderen pille ringene af dem og give dem til det hold, der var udset til det pågældende dueslag. Mit hold vandt og vi fik hver en fin bog.
Jeg blev født lige efter 2. verdenskrigs ophør, så jeg har været
undervejs under besættelsen. Min mor har fortalt, at jeg vejede 9 pund ved fødslen. Det betyder, har jeg regnet ud, at jeg har øget min vægt med en faktor 20, hvilket nok ville være for lidt, hvis jeg havde været en pattegris. Da jeg var i skolealderen, blev jeg af den kvindelige skolelæge ordineret piskefløde. Jeg skulle hver dag, for at øge farven på kinderne, drikke en deciliter piskefløde, som blev blandet med 2 dl. Kærnemælk. Jeg er den yngste ud af en børneflok på tre. Min nu afdøde bror var 21 måneder ældre og min storesøster fem år ældre.
Min far er født i Brønderslev og min mor er fra Ravning ved Bredsten.
Vi oplevede en tryg barndom, med masser af kærlighed og omsorg.
Mor passede hjemmet, akkurat som de fleste kvinder gjorde på den tid. Min far sørgede for at slæbe penge hjem til familiens underhold.
Far havde, så længe jeg kan huske, fast arbejde hos kommunen.
Engang i midten på 50´erne fik min far job som vejformand. Han blev sendt på kursus i København. Han boede hos sin søster i Brønshøj og gik på Teknologisk Instituts vejformandskursus om dagen. Det var en hård tid. Vi skulle undvære vores far i længere perioder, hvilket vi ikke havde prøvet før. De sidste 20 år af hans liv var han Vejformand i Brønderslev kommune. Han døde som 60-årig. I mine forældres unge år, hvilket vil sige før og i krigsårene, forsøgte de sig ved at etablere et husmandsbrug, altså et mindre landbrug på Randers-kanten. Det gik desværre skævt. Deres besætning blev ramt af kvægsygdommen ”kalvekastning”. Mange af deres dyr døde og forsikring havde de ikke, så som konsekvens måtte de opgive den drøm. Som bibeskæftigelse udførte far sideløbende en del bødkerarbejde for min mors onkel, som drev et større bødkerværksted i Balle ved Bredsten. Drømmen brast og de flyttede som sagt tilbage til min fars fødeby Brønderslev, hvor han fik arbejde hos kommunen.
Min karriere i industrien, spænder vidt.
Da jeg forlod skolen efter ottende klasse, startede jeg hos brdr. Tipsmark på Gasværks Allé, som arbejdsdreng. Jeg kom i lære i 1961 og var udlært fire år og fire måneder senere. I nogle perioder skulle jeg gå på Teknisk skole, først på fileskole, hvor vi skulle lære præcision og at bruge værktøj. Vi skulle lave små håndværktøjer, så som en nedstryger, en tang osv. Den teoretiske del forgik på 1. eller 2. sal. Her skulle vi lære at beregne spindeltilslutninger på drejebænke, lære at forstå og lave tekniske tegninger, materialelære og en del andet. Pludselig blev jeg nysgerrig og mere modtagelig for indlæring. Jeg nød at lære om disse praktiske begreber, som jeg senere i praksis på værkstedet, kunne se virkningen af.
Værnepligt og Sergent
Straks efter udstået læretid hos brdr. Tipsmark på Gasværks Allé blev jeg indkaldt til Flyvevåbnet for at aftjene min værnepligt. Jeg skulle møde som rekrut i Gedhuslejren, Kølvrå ved Karup. Jeg vidste ikke en døjt om, hvad det gik ud på, men fandt hurtigt ud af, at det hele var en stor ”stroppetur og røvtur, gennem tyrens røvhul, som man sagde”. Det var en stor gang kæft, trit og retning. Efter rekruttiden blev jeg sendt på sergentskole i Værløse, her skulle jeg lære at undervise i flyvestationsforsvar, kemisk krigsførelse, FUT (fysisk uddannelse og træning) samt våbenlære og andre ting vedr. forsvaret. Efter at jeg havde bestået uddannelsen, gik turen tilbage til Karup, hvor jeg sammen med andre befalingsmænd skulle tage mig af et hold rekrutter og gøre dem til egnede soldater.
Efter, at rekrutterne i min deling var blevet trænet og uddannet gik
min vej til Vedbæk, som jeg den gang ikke anede, hvor lå. Jeg skulle
være MP´er hos Flyverkommandoen.
Vi skulle som militærpoliti holde vagt i og ved bunkeren samt ved hovedkvarteret og jeg skulle desuden sammen med nogle menige sørge for at hente og bringe hemmeligt stemplede dokumenter på Kastellet og bringe dem til Flyverkommandoen i Vedbæk. Efter grundig træning på et motorcykel-ordonnanskursus i Værløse blev jeg dikteret til at være leder for et hold som skulle bringe hemmeligt stemplede dokumenter til og fra Kastellet og til Vedbæk. Det var en kold tjans. En dag fik jeg en gevaldig forskrækkelse. Jeg havnede i en grøft med min Nimbus med sidevogn liggende over mig. Uheldet skete i et skarpt vejsving, hvor baghjulet slap vejen – jeg kørte på sidevognshjulet og forhjulet og kunne ikke styre køretøjet – jeg havnede i en grøft. Heldigvis slap jeg uden mén, men jeg følte mig til grin over for de menige.
Billede af en tilfældig Nimbus m/sidevogn.
Militæret
Jeg blev chokeret, over den tone og de nye regler, der gjaldt i
Forsvaret. Det var en kæmpe omvæltning at skulle omstille sig at være lærling på et lille maskinværksted til at være rekrut i Flyvevåbnet. Alt det, man havde med i bagagen hjemmefra og havde lært, skulle bogstavelig talt “pakkes ned og ikke bruges i en lang periode”. Man fik direkte besked på, at ens meninger og holdninger hurtigst muligt skulle glemmes, man skulle parere ordre og nærmest opføre sig som en robot eller kun gør det der blev befalet. Holde kæft, trit og holde retning. Det var en meget anderledes tone, end den man hørte på fabriksgulvet hos brødrene Tipsmark. Jeg skulle altså fra nu af være villig til at ofre mit liv for Kongen og fædrelandet. Da jeg blev beordret på sergentskole, blev jeg kaldt ind på Kaptajn Voegedings kontor og fik beskeden. Kaptajnen var en korpulent og myndig midaldrende mand. Jeg meldte mig hos kaptajnen og fik at vide, at jeg var indstillet til sergentskolen. Jeg indvendte på militærmaner, at jeg jo KUN var udlært maskinarbejder, hvortil kaptajnen replicerede: De sagde KUN maskinarbejder, det skal de ikke sige, for det er jeg nemlig også.
Der var ingen udvej, ingen slinger – jeg skulle bare se at komme afsted til Værløse.
Ved eftertanke synes jeg, at jeg havde spildt to år i ”Kongens klær”.
Efter hjemsendelse skulle finde et job, noget at bestille og tjene penge ved. Jeg var, mens jeg var soldat blevet forlovet med min nuværende kone og vi bosatte os i Næstved, hvor vi fandt en lille kvistlejlighed hos byens brændselshandler. En fin bolig med forholdsvis nyt badeværelse, eftersom brændselshandlerens datter havde boet i lejligheden, før os.
Jeg skulle finde mig et job som maskinarbejder. Min svigerfar hjalp mig og kørte rundt i Næstved, og viste mig dem, jeg skulle forsøge hos. Det foregik på den gamle gode facon, hvor jeg sprang ind hvert sted, for at høre, om de havde noget arbejde til en frisk ung hjemsendt soldat/maskinarbejder. Pludselig nappede en ingeniør på og tilbød mig arbejde på en fabrik nede ved havnen. Jeg skulle starte dagen efter og blev sat til at passe en megalang gammel drejebænk, den har nok været fire meter lang og blev fortrinsvis benyttet, når man skulle dreje valser til papirmøllen i Næstved. Jeg fik til opgave at lave finmekaniske komponenter til et hydraulikfirma i Næstved. Det var dødens pølse, men med lidt hjælp fra en ungarsk flygtning ved navn Zirmac, fik jeg gang i drejebænken og fik da også brød på bordet, selvom det var besværligt. Jeg fandt mig dårligt tilpas og utilstrækkelig og søgte efter nogle måneders arbejde et nyt job.
At stå ved en drejebænk eller lave andet håndværk.
Man skal planlægge, hvordan en drejeproces skal forløbe. Hvad skal
man lave først, og dernæst og til sidst? Drejestålene skal være skarpe og/eller platterne være de bedst egnede osv. Det kræver stor erfaring og megen øvelse at betjene en drejebænk. Man skal som ved alt andet, her i livet – træne/øve og træne, akkurat som enhver fodboldspiller gør, for at kunne udføre et specielt spark eller lave en Laudrup-finte eller hvad som helst. Det kræver øvelse at blive en habil håndværker og fodboldspiller, ja alt her i livet kræver, at man træner igen og igen, for at være fit for fight og for at opnå de bedste resultater. De ting man har uddannelse I skal jævnligt bruges, ellers glemmer man, hvordan man skal gøre og så kræver det genoptræning og en tillæringsperiode.
Jeg fik det job som jeg havde søgt på. Blev kaldt til samtale osv.
Nu skulle jeg starte som intern sælger hos UHB i Glostrup. Uddeholm er for jer der ikke ved det et ret stort svensk specialstålfirma, som på det tidspunkt havde kontorer mange steder i Sverige og i Skandinavien, ja over hele verden. Der var mange tusinde ansatte i selskabet, som blev startet i 1668. Jeg kom godt i gang og de nye udfordringer sad lige i øjet, syntes jeg. Jeg blev godt modtaget og efter en prøvetid blev jeg sendt til intensiv sprogundervisning hos en kvinde i Glostrup. Jeg fik i en lang periode enetimer, flere gange om ugen, fortrinsvis om formiddagen og skulle så passe mit salgsjob efterfølgende. Det gik glimrende, fru Dollerup fik pudset mig af. Det kickstartede en trang til mere viden, så jeg meldte mig til aftenkurser på Købmandsskolen i Nyropsgade i Kbh. og gik der i flere år. Det var handelsengelsk jeg skulle oplæres i. Jeg bestod samtlige fire niveauer, hvoraf den sidste var Statskontrolleret højere fagprøve i engelsk. Tysk blev det også lidt af samt lidt bogføring. Hele mit uddannelsesforløb blev afsluttet med en treårig merkonomuddannelse i markedsføring. Min kone og mine børn har været yderst tålmodige. Set i bakspejlet, så skulle jeg nok have gjort mig større anstrengelser i folkeskolen, så jeg havde fået mere tid sammen med min familie, men sådan blev det ikke. Det, at jeg skiftede branche, blev et vendepunkt i mit og min families liv.
Uddannelse:
Jeg har spekuleret over den iver mange lægger i at videreuddanne sig og samle eksamensbeviser. Hvad skal det gøre godt for og hvorfor skal så mange mennesker ensrettes og hvad er det de eller man vil opnå og hvem er man iøvrigt?
Mange mennesker ser uddannelser som noget meget betydningsfuldt og fornemt. De vil gerne smykke sig med en fin titel, måske bruges den til at dupere andre med og i andre tilfælde til at dække over en lidt sløj og doven indsats – jeg tænker på de mange levebrøds-politikere som alle er Cand. Polit. eller dit og dat. Er det for at få et lettere liv, læs arbejde eller er det for at kunne gøre mere gavn for sine medmennesker eller snarere for at få en større del af kagen? Mange stræber efter indflydelse og ikke mindst status? Hvorfor skal man gå og brovte sig over at have lært noget andre har udtænkt og udspekuleret, hvorfor kan ens egne observationer og tanker ikke bruges? Det man en gang var blev pludselig kasseret til fordel for noget andre påstår skulle være det rigtige. Jeg tror man ved at omgås andre mennesker godt kan samle en fin buket af gode gedigne evner, som kan bruges. Man lærer livet igennem af alle de mennesker man møder på sin vej, så det er bare om at åbne sig og se muligheder frem for begrænsninger.
Det jeg har lært mest af her i livet, har været, når jeg har mødt andre mennesker som kunne noget andet end det jeg kunne. Jeg sugede til mig af deres kompetencer, viden og ærlighed. Så egentlig må jeg tilstå, at jeg ubevidst har stjålet med arme og ben, for at nå frem til den jeg er idag. Jeg lærte først rigtig noget, da jeg blev formet af de mange svende, hos brødrene Tipsmark. De havde vidt forskellige evner, holdninger og kompetencer, det samme gjaldt på Teknisk skole osv.
Det har været en stor berigelse for mig at møde de mange mennesker, jeg har mødt i erhvervslivet. De har, hver især bibragt mig nye tanker og ny læring og nye idéer, dag for dag. Jeg kan huske, hvor nervøs jeg var da jeg startede som ung mellemleder af Kemikalieafd. Jeg skulle træffe den svenske chef, for den mest betydningsfulde leverandør. Jeg præsenterede mig og sagde, at jeg var den nye mand på posten, som han skulle arbejde sammen med. Jeg pointerede også at jeg ikke var kemiker, men maskinarbejder, hvortil modparten kvikt svarede: “och jag är bager” – så det skal nok gå. Senere fandt jeg ud af at, at den kære “broder” var meget andet end bager. Men som Kjell senere har fortalt mig – der var jo ingen grund til at skræmme dig bort, fra start af. Vi fik et fortrinligt og kammeratligt forhold til hinanden Vi havde en kontrakt med selvsamme firma, som min bestyrelsesformand havde rådet mig til at løbe igennem med leverandøren. Det forsøgte jeg, men som Kjell sagde til mig: “den kontrakt skal vi først tage frem, når samarbejdet skal ophøre. Så lad den ligge nede i skuffen!” Vi fandt sammen blev gode venner og løste alle vores problemer uden, at kigge på de skrevne linjer i kontrakten. Det er sådan man samarbejder. De fleste problemer blev løst ved en middag eller under overværelse af en ishockeykamp.
Det andet tager vi via telefonen, sagde Kjell.
Som den årvågne læser har du nok allerede observeret, at der ikke er meget Svend Brinkmann, Aristoteles, Emma Gad eller lignende orakuløst over mine eksaminer og den beskrivelse, jeg har opregnet.
Det er, som gæv gammel svensk ræv engang sagde til mig: “det är inte fel, altt hvad du säger”.
Eller som mine sønner plejer at sige til mig, når jeg har sagt: husk nu på at jeg har lang tids erfaring indenfor det og det felt, hvortil de kækt svarer: “far, dine erfaringer er gammel ubrugelig viden” – vi er altså kommet skridtet videre. Haha! De er så søde. Er det ikke dejligt, en gang imellem at mærke jorden, under sine fødder? Man kan ikke som voksen lege at man er “Peter Pan”.
De unge er dygtige og gennemskuer desværre hurtigt, hvis der er skidt i fløjten.
Jeg deltog en gang i 1970´erne i et af Svend Møller Andersens kurser, på et fint sted med god mad.
Kurset strakte sig over 2-3 dage og jeg må sige, at dette kursus eller foredrag var meget anderledes ift. de kurser jeg før havde deltaget i. S.M.A begyndte med at sige noget i denne retning: ”Tilværelsen er et fængsel af bekymringer. Men bekymringer skal forvandles til problemer, der kan løses.
Det var et intenst kursus, hvor man ikke måtte afbryde og stille forslag, overhovedet. Hans stemmeføring, mimik og hans kropssprog var væsentlige dele af indholdet og bestod af teorier, associationer, citater, forbandelser og vittigheder. Jeg lærte morsealfabetet udenad på en eftermiddag. En deltager blev udvist med besked om, at han ikke skulle overtage S.M.A`s foredrag. De kan godt gå ud og hæve deres kursushonorar ved kassen, blev der sagt.
Det var et godt kursus eller foredrag. Jeg lærte noget, som jeg stadigvæk kan bruge den dag i dag.
Jeg har også i firmaregi deltaget i en stribe Mercuri kurser i Sverige, hvor den legendariske Seppo Nielsson var drivkrafte/underviser.
Flytter nærmere arbejdspladsen.
Vi flyttede nærmere til mit arbejde og bosatte os i Hedehusene. Vi fik en spritny lejlighed, hvor ingen før havde boet. Vi var i mellemtiden blevet gift og vores ældste søn var vel knapt 1 år gammel, vil jeg tro.
Jeg lånte en lastvogn hos det firma jeg var ansat i. Min svigerfar, skulle køre lastbilen, da han var den eneste som havde stort kørekort til lastvogn. Vi havde læsset bilen med de møbler og det habengut vi ejede og kørte mod Hedehusene. Da vi var fremme opdagede vi til stor skræk at vi havde glemt nøglerne til lejligheden, så gode råd blev dyre – hvad gør vi nu? Vi så at køkkenvinduet i stuelejligheden som vi skulle flytte ind i stod på klem. Vi øjnede straks mulighed for at kunne bane os vej til lejligheden ad denne vej. Bilen blev bakket op mod muren og jeg måtte lege ”jægersoldat” og springe ind ad vinduet. Det lykkedes og vi sparede en tur på 2x 75-80 kilometer, for at hente den ”forbandede” nøgle.
Som tiden gik, blev jeg mere og mere glad for mit nye job. Jeg fik en
pæn løn og blev behandlet rigtig godt. Jeg blev forfremmet til
sektionsleder, senere til divisionschef og endnu senere til medarbejder-valgt bestyrelsesmedlem. Opgaverne voksede og jeg blev chef for kemikaliedivisionen. Senere blev denne division udskilt og solgt fra. Jeg købte den sammen med en kollega for lånte penge, som vi hentede i Danske Banks hovedafdeling på Kgs Nytorv.
Nu gik det hele pø om pø og jeg fik større og større udfordringer. Vi
skulle skaffe flere underleverandører af maskiner og kemikalier.
Samtidig med at produkterne skulle afsættes til danske
industrivirksomheder. Det blev til meget rejseri, deltagelse i mange
messer og udstillinger, for ikke at nævne de mange kundebesøg.
Det var hårdt, men spændende. Kunne vi stå på egne ben. Ja, det gik helt fint, men efter ti års ejerskab blev min kone og jeg enige om at afhænde vores del af firmaet og forsøge os med en anden måde at leve på. Ingen af vores sønner ville gå den vej, jeg havde valgt. De blev begge ingeniører. Den en inden for medico-plastindustrien. Han var endda udstationeret med sin familie i Amerika i cirka et par år, den anden valgte medicinalindustrien og er nu endt som It-chef hos et større selskab. De valgte begge at tage til Amerika, for at lære sproget og for at blive klogere, opnå andre kompetencer end dem jeg og min kone kunne gi´dem. Den ene gik på High School i Ohio og den anden på College i Iowa. De modnede og blev nogle stærke drenge, som vi er mega stolte af.
Hvad har jeg nu rodet mig ud i?
Det er min holdning, at man som person skal være bundærlig over for andre og over for sine partnere og tillade, at begge parter tjener penge, på det man beskæftiger sig med. Den tese har jeg fulgt livet igennem og det har indtil dato virket, for mig. Jeg er Ove og ikke ham med den og den uddannelse. Ofte kan en fin titel skræmme en kunde væk.
Venskaber.
Skab venskaber, find ud af hvem du kan få hjælp og støtte fra og brug disse forbindelser, men misbrug dem ikke. Det er godt, at have mange venner som har forskellige kompetencer og som vil hjælpe en, når man har behov for hjælp.
Undren
Jeg har aldrig helt forstået, hvad man skal bruge alle de mange fine
uddannelser til, hvis man mister sig selv og mennesket bag? Hvorfor vil folk absolut have magt og hvad vil de megarige bruge alle deres penge til, når de i forvejen har nok af al ting? Man bliver ikke mere lykkelig af at have milliarder i banken, snarere tværtimod, altså hvis man taber det halve af sin formue på dårlige investeringer.
Vi er vel sagtens de eneste individer, på kloden som uddanner os fra
vugge til grav. Ingen dyr tænker i de baner og de lever formodentlig
tilfredse og lykkelige, det synes jeg at kunne aflæse på børnebørnenes hund Buster. Han har ingen problemer med andet end madskålen, sin bold og om han kan få ro til at hvile.
Hvor blev den lille søde baby af, som lå i sin trygge barneseng og som blev passet og nusset i en uendelighed. Kigger han stadigvæk velfornøjet op på sin mor og far og beder om kærlighed og omsorg. Han kunne ikke vide, hvad der ventede ham forude af
konstant læring. Hvilken mølle af lærdom og regler, han skulle køres
igennem. En gang rulning, derefter formning, så en afvaskning og lidt mere indlæring, så afsted til skolen til nye lektioner i regning, skrivning og hvad ved jeg. Så blev der endelig tid til opdragelse og leg. At lære nye skikke, at lære høflighed og ydmyghed og hvad ved jeg – der er godt nok ikke meget tilbage af det ægte lille barn, som blev formet og rustet til et liv, fyldt med en masse tossede regler, som andre har siddet og udtænkt. De fleste er dog lavet for at vi skal kunne omgås hinanden på fredelig vis, for ikke at skabe splid og ballade eller det der er værre, nemlig krig. Det er et stort Babelstårn vi har bygget og som vores ligesindet eller ulige sindede kan sidde og regere i.
Lad mig lige binde en sløjfe eller slå en krølle på denne gang ævl.
Det har været svært, i korte træk, at skulle koge ens liv ned til nogle
ganske få sider. Ja, det er vel næsten en umulig opgave. Jeg tror jeg har berørt det væsentlige.
For mig er det vigtigt, at jeg ikke er gået hen og er blevet en helt anden end den jeg inderst inde føler, at jeg vil være. Jeg kan ikke garantere noget som helst, men jeg kan give en O.K garanti som min gode nabo-ven, fra Hillerslev altid sagde, når han havde solgt en bil eller noget andet. De fleste spurgte aldrig om, hvad O.K garantien dækkede, men det gjorde jeg og fik dette svar: ”Den dækker indtil bilen er kørt Over Kantstenen og ikke mere”.
Ove S. Johansen, årgang 1945
Steder jeg boede, indenfor Brsl. kommune:
1945
Vi boede på Vester Kærvej nr. 1 (huset findes ikke mere).
Jeg kan huske, at vi legede med røde blikbiler, såkaldt ”Nürnberg-kram” og at jeg gik på nogle planker ovre hos naboen, som blev kaldt for cykel-Viggo.
Jeg var nok fire-fem år, da vi flyttede hen i Algade nr. 27.
1950
Algade 27. Vi boede i stuen til venstre. Huset var ejet af i min bedstemor, som hed Petrea. Huset var den gang hvidkalket. Jeg må have været 4 ½ år gammel.
Vi boede der ikke så længe, idet min faster og hendes mand skulle flytte tilbage til Brønderslev (og have vores lejlighed). Fars søskende boede på skift i lejlighederne.
Jeg kan huske, at Petrea havde nogle helt fantastisk dejlige blommer – træerne groede op ad en hvidkalket mur som dannede adskillelse ind til naboejendommen. Jeg mindes også bedstemor Petreas kæmpestore rulle med kampesten. Den rulle var utrolig lang, i hvert fald set med mine barneøjne.
Mens vi boede i Algade kan jeg huske, at vi ryddede Krogensgade (gaden på bagsiden) for sne og is og at vi for den tjeneste fik varm chokolade og boller hos fru pastorinde Sørensen i det gule hus i Krogensgade.
Vi boede nok i Algade 27 i knapt 2 år.
Algade 27, foran blommetræet. Algade 27, huset vi boede i.
På personfotografiet er det min bror Ludvig, derefter en kusine, og så mig og min storesøster.
1951
Den 1. november 1951 flyttede vi ud til gårdejer Harry Elten, på Saltumvej 73. Vi boede i den til gården tilhørende fodermesterbolig. Mine forældre var venner med Harry og Agnes Elten og hjalp til, når der skulle køres roer ind eller høstes og vice versa.
Jeg har været godt 6 år gammel, på det tidspunkt.
Her boede vi til den 30. april 1953, hvor vi flyttede til Fælledvej nr. 3, 1. sal.
Jeg startede i 1. klasse på den ”bette skole” i Tygelsgade den 1.4.1952 og må således have cyklet til skole og fra skole det første års tid, altså fra Saltumvej til Tygelsgade. Cirka fire til fem kilometer, hver vej.
Vi boede hos Eltens fra jeg var 6 år og 3 måneder til jeg var 7 år og ni måneder = 1 ½ år.
Vester Kornum, Saltumvej 73
1953
Den 1. maj flyttede vi ind i en lejlighed på Fælledvej 3, 1. sal til højre. Vi havde ikke radiatorer men en kamin i stuen, hvori vi fyrede med koks og briketter, som vi købte hos Kbmd. Johansen eller på Gasværket. Jeg gik den gang i 2. klasse på ”Den bette skole” i Tygelsgade.
I 3. klasse blev jeg eller vi flyttet til Skolegades skole, altså til den store skole, som var byens eneste, den gang.
Den ”bette” skole. og Fælledvej 3, 1.th. nu Fasanvej.
1955
Den 1. april startede jeg på den nyetablerede og nybyggede Søndergades skole,i fjerde klasse. Skolen var lige blevet indviet og alt var fuldkommen nyt og moderne.
På Søndergades skole afsluttede jeg min folkeskole i ottende klasse, den 31. marts 1960, knapt 15 år gammel. Jeg havde forskellige jobs mens jeg gik i skole. Først blev jeg avisruller efter brormand (Ludvig) holdt op, dernæst blev jeg avisbud, også efter Ludvig og til sidst var jeg mælkebud hos frøken Helga Olesen i Nygade, sikkert kun mens jeg gik i ottende klasse. Det var en hård tjans, hvor jeg mødte før skoletid og kørte mælk ud til hendes kunder sammen med en kammerat som blev kaldt for “pulle Søren”. Vi havde en sjov tid sammen. Desværre skød Søren sig selv da han var nitten år gammel.
1960
Vi flyttede til Jyllandsgade i vores nybyggede hus den 15. november. Jeg var færdig med 8. klasse den 31. marts 1960, så jeg tror at jeg umiddelbart derefter fik job hos Tipsmark som arbejdsdreng, indtil jeg kom i lære i 1.4.1961 og sluttede 31.7.1965.
Timelønnen var kr. 0,79 til at begynde med og sluttede på kr. 1.35/time.
1963
Jeg fik førerbevis til personbil i 1963, udstedt den 9.8. 1963 nr. 809/63-64
1964
Den 5. maj flyttede vi til et noget mindre parcelhus i Olufsgade nr. 43,
Brønderslev. Mine forældre har nok syntes, at huset i Jyllandsgade var blevet for stort og for dyrt, efter at mine to søskende, Grethe og Ludvig var flyttet hjemmefra.
På det tidspunkt manglede jeg godt 1 år af min læretid hos C/R, Brdr. Tipsmark, Gasværks allé. Bygningerne hos Brdr. Tipsmark er jævnet med jorden og der er bygget boliger på stedet.
Olufsgade 43, Brønderslev. Købesum 21.4.1964 = 67.500 kr. Huset så noget pænere ud da vi boede i huset. Billedet er fra 2019.
1965
Den 31. juli 1965 blev jeg udlært som maskinarbejder. Jeg stod i lære i 4 år og fire måneder og gik på Teknisk skole i nogle perioder, som nok har svaret til fire måneder. Jeg er usikker på hvor mange semestre jeg gik i skole. Vi arbejdede fra mandag til fredag, men for at kunne holde fri om lørdagen arbejdede vi længe om mandagen, fra klokken 6.30 til klokken 19. Det var drøjt at komme igennem mandage, efter at have hygget sig i weekenderne.
Vester Kærvej, Algade 27, Vester Kornum på Saltumvej.
Fælledvej 3, Jyllandsgade 51 og Olufsgade 43
Vi klatrede i træer ovre på ”trælasten” som vi kaldte det og samlede jernskrot fra PM´s skrotplads, på Østre Allé. Samlede frimmærker m.v.
For det meste spillede vi fodbold på legepladsen på Fælledvej, selvom vi ikke måtte. Vi skulle bruge den bane som lå længere væk, nede ved Glentevej.
Vi havde to kolonihaver, en på Fælledvej og en i Fynsgade, hvor vi dyrkede grønsager og kartofler. På Fælledvej holdt vi kaniner. Vi havde bygget/lavet et hus af betonelementer, som vi havde fået fra Schjønnings Cementstøberi. Huset havde sadeltag og var hvidt.
I huset havde vi kaniner. Vi slog hø i grøftekanterne og købte eller fik halm og roer hos bønderne. Jeg tror, vi i gns. havde 20-30 kaniner ad gangen, altså når de fik killinger/unger. Vi solgte kaninerne til fjerkræslagteriet i Brovst eller Fjerritslev, når der blev for mange i burene. Vi kunne ikke lide at spise de kaniner vi selv havde gået og passet.
Vi holdt kaniner. Byggede hus i kolonihaven. Lavede sæbekassebiler og fik smedet og drejet en sparkstøtting.
Jytte Godskesen
Sikken lang historie men spændende apropos hvor du nævner det med kalvekastnings feber den sygdom havde min far flere gange i min barndom han havde meget høj feber når han var syg husker jeg men ellers blev han en meget gammel mand 91 år en god far
Af Poul Sørensen
