Magisterens  Hjørne

Fortællingen om en Saltum dreng der tager studentereksamen og senere kommer på Polyteknisk læreanstalt i København i 1921. Han er bror til tidligere postmester i Saltum, Oluf Jensen som var sognerådsformand i 16 år  i  Saltum-Hune Kommune

Kildebehandling Hugo Haagensen

Fra Egnssamlingen, Saltum – Årsskrift 1998.

Midt i Saltum by kan man finde frem til Thomas Jensens vej. Det er ikke just nogen hovedfærdselsåre, men den kommer tættere på himlen. end de fleste andre lokaliteter i kommunen, og så er den hjemsted for det nok mest himmelstræbende bygningsværk i byen, nemlig fjernvarmeværket. Endelig må vi da heller ikke glemme, at der på denne vej bor et menneske, der trods sin beskedenhed også rager højt op, og her tænker jeg på en ikke helt ukendt lokalhistoriker og museumsmand.

Men hvor har nu denne vej sit navn: fra? Hvem var denne Thomas Jensen? Ja, vejen har han da aldrig set, men han har givetvis gået der ganske mange gange, for han har drevet landbrug på stedet. Der er nok ikke så mange tilbage, der har kendt ham personligt, for han døde for 65 år siden, og da var han blevet 75. Men da han levede, var han en kendt og respekteret mand. Ud over at være landmand var han også maltgører, hvilket medførte, at han i daglig tale ikke hed andet end Malt-Thammes. En lille butik havde han også, nemlig en såkaldt “træhandel”, som altså ikke var en tømmerhandel, men et sted, hvor man kunne købe shagpiber, lommeknive, tegnebøger og lignende “galanteri- varer”.

Træhandelen gjorde det også ud for posthus. Thomas havde nemlig overenskomst med Det kgl. danske Post- og Telegrafvæsen om at fungere som stedlig postekspeditør. De mange gøremål gjorde ham kendt og respekteret, så det er nok ikke så mærkeligt, at han også opnåede at blive sognerådsformand i den daværende Saltum-Hune kommune. I forrige århundrede og også langt op i vort så Saltum ganske meget anderledes ud end nu. Landevejen var en simpel jordvej, og “byen” bestod kun af ret få huse samt en samling gårde, der lå ret tæt ved hinanden lidt i retning af det, vi i dag ser i Østrup. Én af gårdene ligger der for øvrigt stadig: Vestergård   –

Malt-Thammes’s gamle hus ca. år 1910. Her var plads til 15-16 børn, butik, posthus, maltgøreri og et mindre landbrug. Huset faldt for at give plads til det nye posthus i 1934. Foran huset ses Thammes, hans kone Mette Marie og børnene Karen, Agnes og Oluf

12 af Malt-Thammes’s børn fotograferet i sommeren 1911: Bagest fra v.: Niels Christian (Magisteren) Karen Elsine (“Sine”), Søren, Karen, Else, Laura (Guldager). Forrest fra v.: Kirstine (Pedersen), Harald, Agnes (Bollerup), Aksel, Aage og Oluf (posteksp.).

Thomas Jensens landbrug var ikke stort; det bestod i hovedtræk af én lang længe langs med vejen: Beboelse i nord; derefter butik, og ende- lig en ikke særlig stor stald. Øst for denne bygning var der så nogle mindre tilbygninger til høns, svin, malt m.m., men det var ret små forhold. Bygningen là temmelig præcis dér, hvor vort nuværende posthus ligger: Tinghøjgade nr. 14, og jordegodset har i meget grove træk udgjort en firkant begrænset af nuværende Tinghøjgade, Fælledvej, Bundgårdsvej og Parkeringspladsen ved Brugsen. Som et kuriosum kan nævnes, at da man skulle bygge den nye Sparekasse i 1970’erne, dukkede Malt-Thammes’s gamle ajlebeholder frem af jorden, ret så frisk!

Som det kan forstås, var Thomas en driftig mand med mange jern i ilden, og det sås da også på hjemmefronten: 15 børn blev det til for Thomas og Mette Marie. Antallet kan forekomme os overvældende, men det var jo normalt den gang, omkring århundredskiftet. Det sidste af disse børn var nu afdøde Oluf Jensen, som jo nok stadig huskes af de fleste. Han gik sådan set i sin faders fodspor, hvad angår postvæsen, træhandel og politik; også han blev sognerådsformand, indtil vi fik det storkommunale fællesmarked.

Efter denne lange indledning kan vi måske tillade os at beskæftige os med Thomas’s ældste barn, en dreng, der blev født 14.5. 1890 og kom til at hedde Niels Christian Jensen. Det var ham, der senere blev kendt som “Magisteren”, og som kom til at tilbringe størstedelen af sit liv i København. Formålet med indledningen var netop at få Magisteren sådan placeret i tiden og i samfundet, at omtalen af ham kan sige os noget i dag.

Som alle andre drenge skulle den lille Niels Christian naturligvis ud og være “høw’er”, altså vogte kvæget på marken. Det skulle ske hos Ravn-Ajs, Thomas’s stedfar i Tømmerby, men det blev en fiasko. Drengens fysik var ikke gearet til de anstrengelser, så han måtte tages ud af drift. Og hvad stillede man så op med sådan et pjok for 100 år siden? Ja, her er det så, at vi nok skal til at tage hatten af for Thomas, for han forstod, at når drengen ikke kunne arbejde (altså manuelt -“med sine hænder”), så måtte der noget andet til så måtte han til at bruge indersiden af sit hoved, og så skulle han nødvendigvis have lært noget først, og også mere end man kunne lære i “den bette skole” i landsbyen.

Kort og godt, drengen måtte sendes hjemmefra, da han fik alderen til at komme på en realskole, for sådan en læreanstalt havde man ikke her. Og det blev Bælum, han kom til, så han skulle altså både bo og spise og gå i skole et fremmed sted. Det har ikke været gratis for Thomas, men det vidner om hans fremsyn, at han påtog sig denne omkostning og det på et tidspunkt, hvor boglig lærdom absolut ikke var i høj kurs inden for landbruget.

Vi kender ikke Thomas’s begrundelse for valget af netop Bælum, og umiddelbart måtte man vel formode, at der havde været noget, der var mere nærliggende selv om der jo ikke var overflod af skoler på det tidspunkt. Men man må vel have lov at gisne: Af efterladte skrifter kan vi se, at Thomas har været mere “skriftklog” end nor- malt for hans stand og tid. Det kunne tyde på, at han i lighed med en hel del andre unge fra landbruget har været på højskole. Den tids folkehøjskole er jo i høj grad blevet kendt og værdsat for de mange foredrag, som blev holdt af såvel forstandere som af andre kendte og engagerede samfundsdebattører. Men højskolerne gjorde nu altså også en meget fortjenstfuld indsats på området regning og skriftlig dansk. De var en udmærket “overbygning” på den tids 2-klassede landsbyskole.

I Bælum har der foruden realskole også været folkehøjskole, og hvis det nu er hér, Thomas har hentet sin åndelige ballast, ja, så kunne det være forklaringen på, at han tør sende sin lille søn så langt hen. Så kender han forholdene, og han kan måske endda have fået lokale venner, som drengen evt. kunne ty til. Kost og logi fik eleverne på skolen. Faktisk sender Thomas senere endnu 2 af sine børn til Bælum, så han må have haft tillid til stedet.

Niels Chr. klarer sig godt i skolen, og det er nok kun en mild overdrivelse, når det har været hævdet, at “han fik ug i det hele”. Vi har bevaret nogle af hans stilehæfter nede i Egnssamlingen, og i 1994 lod vi en af stilene offentliggøre i Lokalavisen Sydvest-Vendsyssel. Den var skrevet i 1906 og handlede om vinterleg på den tilfrosne Nols sø; den kunne såmænd næsten have været skrevet den dag i dag, omtrent et århundrede senere.

 Mette Marie Jensen, født Larsen. Gift med Malt-Thammes og moder til 15-16 bøm, deri blandt magister N. C. Jensen og postekspeditør Oluf Jensen. Hun var født 9. maj 1868 og døde 7. april 1928.

Den tids højskolemiljø var ofte hjemsted for nytænkning (“oprør” ville mange måske kalde det i dag). Retskrivningen var en yndet slagmark. Hvorfor i alverden skulle man. f.eks. skrive navneord med stort begyndelsesbogstav, og hvorfor skulle Kiøbenhavn have det fjollede i? Niels Chr. levede med i alt dette og begyndte at skrive Niels Kr. Jensen. Det holdt han nu senere op med, for man skal jo nu en gang rette sig efter sin dåbsattest. Men han blev ved med at skrive med små bogstaver, selv om han udmærket kendte reglerne for de store og også brugte dem i de tilfælde, hvor han var forpligtet til det. Han må have frydet sig, da Retskrivningsreformen blev indført ved lov næsten et halvt århundrede senere.

Efter realskolen gik turen til gymnasiet, og her blev det Katedralskolen i Aalborg. Han må jo have boet derude, men vi har ikke kendskab til, hvordan livet formede sig for ham i de år. Det eneste, der er bevaret fra den tid, er programmet fra den højtidelige. eksamensafslutning i 1909. Heri er der foruden nogle sange også aftrykt den kantate, der blev opført ved den lejlighed.

Malt-Thammes med den tamme gris “Nancy” i gården bag det gamle posthus. Foto 1924.

Herefter går så turen til København, hvor NC begynder studierne på Polyteknisk Læreanstalt. Det er meget begrænset, hvad vi ved om disse første studieår. Vi er i besiddelse af hans gamle tegnebestik, som har været så flittigt brugt, at man godt kan formode, at det allerede har været brugt. da NC købte det. Derudover har vi nogle hæfter, som kan være fra hans studietid, men som i og for sig også kan være fra den tid, hvor han selv underviste.

NC har næppe levet særligt flot i studietiden dels må midlerne have været meget små, og dels ville det have været stik imod hans natur, så vidt som vi kender til den. På den anden side er der nu også noget, der tyder på, at han ikke har holdt sig fuldstændig uden for det såkaldt glade studenterliv. Vi har i hvert fald fået den oplysning, at han i sin ungdom kunne steppe; det var noget, han viste familien, når han var hjemme på ferie.

Vi har også en tegning, som en for os ukendt, men ganske habil kunstner har tegnet af den lille flok lærde mennesker, der var ansat på fysisk laboratorium på Polyteknisk Læreanstalt i 1921.

NC, der altså her er 31 år, er tydeligvis den yngste på holdet, og man får indtryk af en glad og begejstret ung mand med et mægtigt mod på livet.

Nu ligger det sådan, at NC netop erhvervede sin mag. scient. – titel i 1921. Hvis man her smider alle historievidenskabelige betænkeligheder over bord, så kunne man måske tillade sig at gætte på, at billedet forestiller en lille festlighed, hvor man fejrer, at yngstemanden på holdet, N.C. Jensen, endelig er blevet “voksen” – at han har fået sin eksamen. Han er jo her tegnet sådan, at man godt kan opfatte ham som festens midtpunkt og den glade giver. (Der mangler egentlig en person på billedet. Der var også ansat en sekretær, frk. Gylding, der i den grad passede alle de andre op, at det må anses for særdeles sandsynligt, at hun blot har været ude for at hente mere mad til de andre.)

I øvrigt var Magisteren blevet ansat på Polyteknisk Læreanstalt længe før, at han blev magister. Allerede 1. januar 1912 var han i en alder af 21 år blevet ansat som “honorarlønnet assistent”. Det var slet ikke nogen unormal foreteelse på den tid, det var vist endda ret almindeligt. Der var heller ingen faste lønrammer, som vi kender det i dag. Det her betyder jo, at han i ca. 9 år både har studeret og undervist. Det har givetvis forlænget studietiden, men har omvendt også betydet, at han slap for at ligge sit hjem til byrde økonomisk.

Fra denne tid har vi en beretning. der fortæller mere om Malt-Thammes end om sønnen. Når nu NCJ kom hjem på ferie som en lærd mand, så var han mere end de andre; også mere end Thammes selv. Derfor veg Thammes sin plads for bordenden og overlod den til NCJ, der nok ikke var alt for begejstret, men var nødt til at følge parolen. Hans moder syntes heller ikke for godt om det. Men sådan skulle det altså være! Vi har her atter et udtryk for Thammes’s respekt for boglig viden.

Der er nu én ting, der gør Thammes’s handlemåde lidt mere spiselig: Efter alt hvad vi kan se, så er den lille Niels Christian den første ud af den al mindelige landbefolkning i sognet, der har fået en højere uddannelse og en akademisk grad. (Vi ser her bort fra, hvad børn af tilflyttede præster og læger evt. kan have drevet det til pg. af familietradition – det har vi ingen relevante oplysninger om.)

NCJ har formentlig i stor udstrækning kunnet forsørge sig selv i studie- tiden. Der er bevaret lidt af hans korrespondance med lillebror Oluf fra 1920’erne, og herfra ved vi, at NCJ har givet manuduktion- så vidt vi kan skønne, både før og efter at han fik sin magistertitel. Manuduktion kan oversættes til lektiehjælp eller indterpning: ældre studerende påtager sig mod betaling og i deres fritid at banke den nødvendige lærdom ind i hovedet på de yngre studerende, således at disse kan følge med under de højlærde forelæsninger og eksperimenter m.v.

Da NCJ blev ansat i 1912, var det altså som honorarlønnet assistent han blev ikke ansat i en fast pensionsgivende stilling. Det var jo også meget naturligt for sådan en ung studerende. Men han vedblev med denne løse ansættelse. Som han selv skriver mange år senere, så var han angst for at blive afhængig af andre, så han søgte nedad, hvor man var mere fri. “I stedet for en højere akademisk løbebane valgte jeg den beskedne stilling som honorarlønnet assistent.”

I 1907 var der i Danmark blevet ved taget en lov, hvorefter mil, alen og tommer, potter, fjerdingkar, pund og kvint samt andre gode, gamle ting af den slags skulle afskaffes. I stedet skulle indføres det internationale Metersystem med kilometer, centimeter, liter, kilogram, gram og meget mere.. Det var naturligvis ikke noget, der kunne ske fra den ene dag til den anden, og det var noget, der fik indflydelse på mangfoldige områder.

På Læreanstaltens laboratorium for teknisk fysik betød det, at man blev pålagt at oprette et nyt speciallaboratorium, der skulle beskæftige sig med Måleteknik. Selv om oprettelsen naturligvis foregik på professorens ansvar, blev det i vid udstrækning den unge NCJ, der kom til at stå for den praktiske gennemførelse af projektet, og han synes at være gået op i det med liv og sjæl.

Hvis vi i dag vil have dokumenteret NCJ’s ansættelse ved Polyteknisk Læreanstalt, kan vi slå op i det FESTSKRIFT på 281 sider, der blev udgivet i 1954: “Den Polytekniske Læreanstalt Danmarks Tekniske Universitet fylder 125 år.” På side 89 kan vi læse om Laboratoriet for teknisk Fysik: “Laboratoriets videnskabeligt uddannede personale er for tiden, foruden bestyreren professor R. E. H. Rasmussen, amanuensis I, civilingeniør L. Løgstrup Jensen, amanuensis I. civilingeniør K. Agersted samt amanuensis mag.scient. N. C. Jensen og mag.scient. Inger Møller. Der rådes tillige over en sekretær og to mekanikere.” Vi får også at vide, at dette laboratorium beskæftiger sig med måleteknik.

Kapacitetskasse, formentlig fra 1920-erne og sikkert brugt i forb. med radiofoniforsøg. Prisen an- tyder, at der har været megen “indmad” i kassen.

1920’erne var blevet “radioernes” Arti, akkurat ligesom 70’erne og 80’erne blev computernørdernes. Radiofoni var noget nyt og spændende – rundt om i små hjem og på kvistværelser sad unge mænd og eksperimenterede med mere eller mindre hjemmelavede “krystalapparater” og øretelefoner. Man kan i vid udstrækning sammenligne det med hjemmecomputernes nyligt overståede barndom, hvor unge mennesker selv flikkede stumper sammen til noget, der f.eks. kunne tegne en stjerne på en TV-skærm eller kunne gange to store tal med hinanden på ingen tid.

Hvis Magisteren havde ventet 60 år med at lade sig føde, så havde han uden tvivl været computerfan eller -nørd. Nu blev det så i stedet radio- fonien, der optog ham. På læreanstalten har han forsket i den på

videnskabelig basis, og privat påbegyndte han en produktion af radioapparater til dels i samarbejde med lillebror Oluf hjemme i Saltum.

Den føromtalte korrespondance fortæller os bl.a., at de har konstrueret en radio til byens læge.

Det er også fra dette årti, at vi er i besiddelse af faglig litteratur, forfattet af Magisteren. I Fysisk Tidsskrift fik han optaget flere artikler om radiofoni og måling af elektriske størrelser, bl.a. til brug i gymnasiets undervisning. Han påpeger hele tiden, hvordan det kan gøres økonomisk overkommeligt – igen en parallel til de første computerbrugere alt nyt og ukendt er dyrt.

Beskæftigelsen med radiofoni og måling førte åbenbart mere og mere over i en direkte fremstilling af måleapparater samt standardstørrelser til brug i forbindelse med måling: modstandsnormaler, kapacitetsnormaler og selvinduktionsnormaler. Her ser modstandsnormalerne ud til at have været det vigtigste område, bl.a. fordi der indgår modstande i både radioapparater og i mange måleapparater.

I princippet er en modstand en ganske simpel ting: Der kan løbe elektricitet igennem en metaltråd: men jo længere og jo tyndere tråden er, desto mere stritter den imod strømmen. Man siger, at modstanden er blevet større, og strømmen er blevet svagere, fordi den har brugt energi på at trænge igennem metaltråden. Der findes også metalblandinger (legeringer), der stritter ekstra meget imod; ledninger af sådanne legeringer kaldes modstandstråd, der som oftest fås isoleret.

Der er ofte brug for “store” modstande, d.v.s. lange metaltråde: her ville det jo være naturligt at vikle den om et eller andet, ligesom man gør med sytråd. Det går bare ikke uden videre, for så opstår der problemer af elektromagnetisk art; man er nødt til at lave en bifilar bevikling, hvilket groft sagt betyder, at man “vikler begge veje”. Modstandstråd har det også med at ændre sin modstand lidt med tiden, så der kan blive forskel på gamle og nye apparater.

For at løse dette problem indførte Magisteren “kunstig forældelse”, et begreb som også kendes i moderne fabrikation. Han gik over til at lade modstanden vikle på glasrør i stedet for på træpinde, og han lod mod- standstråden være rigeligt lang. Så blev modstanden “bagt”, d.v.s. den blev lagt i en bageovn ved ca. 150° i 10-12 timer, hvorefter den blev lakeret med shellak og gemt i nogle år. Når den nu blev hentet frem, målt ud med ekstrem præcision og filet til, var det virkelig noget, der kunne bruges og blive ved med at bruges.

Universiteter, læreanstalter af forskellig art, gymnasier m.m. både her i landet og i f.eks. Sverige og Frankrig satte stor pris på så pålidelige apparater, og “N.C.Jensen, København” blev et begreb. Magisteren nummererede sine instrumenter, og han har i hvert fald fremstillet mere end 6.000 af dem. Hvor de allesammen er blevet af, kan vi ikke sige, men her er en liste over nogle af de steder, som har købt produkter fra Magisterens “Laboratorium for Finmekanik & Elektrotek- nik”:

Carlsberg laboratoriet, Gymnastik-instituttet, Gl. Hellerup Gymnasium Herlufsholm Kostskole, Magnetisk Observatorium i Tromsø, Ry vang Radio, “Struers” Instrumentfabrik, Statsprøveanstalten Berlins Radiostation, Københavns Telefon A/S, Universitetet i Århus.

I vore dage ville man nok kalde Magisterens virksomhed på dette felt for en nicheproduktion.

Hvor Magisteren i starten havde fusket sig lidt frem med indkøbt halv- fabrikata og modstande, som Oluf i Saltum havde viklet på træpinde, blev det nu til, at han indrettede et reelt værksted. Han havde i nogle år haft lov til at bruge et værksted oppe under taget på Polyteknisk Læreanstalt, men på et vist tidspunkt blev det muligt for ham ude i byen at overtage et privat værksted, der var blevet ledigt, da DEIF (Dansk Elektrisk Instrument Fabrik) fik vokseværk og var nødt til at flytte til et andet sted i København. (I dag har DEIF til huse i Skive.)

Magisterens værksted findes endnu. Det ligger på Nørrebro, i Sorgenfri

gade nr. 8 A. Det er en lille sidegade til Nørrebrogade, lidt længere ude end Assistens Kirkegård. Adressen er en stor pæn 5-etages boligblok, men som så ofte i København er der en baggård, i dette tilfælde med en værkstedsfløj i 3 etager. Godt halvdelen af mellemste etage blev nu hjemsted for Magisterens produktion.

Han havde faktisk kun én ansat, nemlig en finmekaniker. Derudover klarede han sig med løs arbejdskraft i form af studerende, der kunne ordne det fornødne med pakning og forsendelse. Til nogle af apparaterne skulle der efter den tids smag leveres pænt polerede trækasser eller sokler. Den slags blev bestilt ude i byen. Selv tog Magisteren sig af udmåling af modstande m.m. samt udvikling af nye instrumenter.

Inventaret i et sådant finmekanisk værksted var naturligvis forholdsvis beskedent, men det var godt kram, og der blev også passet godt på det så godt, at man faktisk har noget af det på Egnssamlingen i dag: Her står en ca. 100-årig rundsav, der kan save i bløde metaller. Derudover har vi også fået løfte om at måtte overtage værkstedets gamle metaldrejebænk, der p.t. befinder sig hos Magisterens gamle mekaniker, Knud Johannessen, som i sin tid købte den og flere andre ting af Magisteren.

Vores “forskning” ledte os frem til denne mand, som har været til uvur- derlig hjælp for os, og som har vist os utroligt stor velvilje. Hos ham har

Sorgenfrigade 8 A, over  gården. Magisterens værksted var på mellemste etage – fra tagnedløbet i højre side hen til venstre gavl. Foto 1996

i f.eks. ud over apparater og sav fået endnu eksisterende halvfabrikata i form af modstandstråd og bagte færdigviklede modstande. Også en ting som Magisterens stempeldorn havde Knud Johannessen gemt til os. Den blev brugt til at stemple eller “hugge” Magisterens firmanavn ind i apparaternes kant; det var før, han fik lavet små messingskilte til på skruning.

Knud Johannessen har også kunnet berette en hel del for os; f.eks. er det hans fortjeneste, at vi er i stand til at vise det rids af værkstedets indretning, som findes i denne artikel. Han har også været i stand til at påvise visse forandringer ved bygningen, der er foretaget siden Magisterens tid. I dag ser værkstedsbygningen ud til at stå helt tom og ubenyttet. Underetagen har åbenbart været brugt af et VVS-firma, der ikke eksisterer længere, og resten af bygningen ser ud til på et tidspunkt inden for de senere år at have huset et foretagende, der kalder sig SMIL. Det ligger uden for denne artikels formål at komme ind på, hvad dette står for, men Nørrebro har jo altid været hjemsted for lidt af hvert. I Magisterens tid var der i etagen oven over hans værksted det, man på den tid kaldte en gummivarefabrik, og en del af Magisterens etage var i anvendelse som systue.

Vi ved ikke præcis, hvor mange forskellige apparater, Magisteren havde på sit produktionsprogram der er ikke overleveret noget  katalogmateriale eller lignende. Men vi ved, at en ingeniør Weibel optrådte som sælger af Magisterens apparater og formentlig også andres) i Sverige. Vi har også et foto af et apparat, der bærer hele 3 firmanavne. Foruden Magisterens og er der også et fransk firma med. Der må altså have være tale om vist samarbejde over grænserne På et vist tidspunkt tog Egnssamlingen kontakt til Danmarks Tekniske Diverse (DTU), som er vore dages navn på Polyteknisk Læreanstalt Her er vi blevet mødt med utroligt stor velvilje, og vi har fået overdraget et skønsomt udvalg af NCJ-apparater foruden en hel del halvfabrikata og noget litteratur. Det er begrænset, hvor meget man anvender disse apparater i dag. De fejler ingenting: de er lige til at bruge men der er sket et gevaldigt spring i den tekniske udvikling efter Magisterens død.  Halvlederelektronikken, transistorerne og computerne har helt ændret forholdene og under visningen på læreanstalterne. Derfor lykkedes det heller ikke at videreføre Magisterens værksted efter hans død, selv om der var tilløb til det.

Det er en alsidig samling af videnskabelige instrumenter, vi nu har stående her i Saltum, og vi har lukket en del af dem op, så man kan se indmaden. Men samlingen er jo ret speciel -hvem i alverden interesserer sig for sådan noget gammelt isenkram, som ingen almindelige dødelige tror. at de kan finde ud af at bruge? Ja, nogle er der da. I året 1995 blev der her i landet udgivet en stor videnskabelig bog om emnet “Historic Scientific Instruments in Denmark”. Den indgår i en skriftrække fra Det Konge lige Danske Videnskabernes Selskab og er på 4-500 sider, og så er den på engelsk, så den også kan bruges i udlandet. Den er skrevet af Hemming Andersen, der her har registret alle arter af kikkerter, måleapparater og andre mærkelige ting, der er blevet brugt på vore universiteter og læreanstalter.  Af interesse for os er, at der også er medtaget mange af NCF’s apparater. Så vort store bysbarn er altså ikke helt glemt, ej heller ude i verden.

Da man i Egnssamlingen begyndte at interessere sig for Magisteren, havde man ikke stort andet end et par amatørfotos af nogle mærkelige apparater at gå ud fra.  Man indså jo nok snart, at man som sagsbehandler på dette område måtte have fat i en eller anden, der havde lidt begreb om disse specielle ting. Det fik man så, men kom så bare til kort på andre områder hvor det ikke gjaldt mekanik, men kendskab til personer og familieforhold.

Denne artikels forfatter havde heldet med sig mht. alle de mærkelige apparater vi efterhånden fik fyldt op med i store skabe, som vort tirsdagshold byggede til os. Det lykkedes også at få fat i en hel del af de bøger der udgjorde en stor del af Magisterens verden. Men efterhånden som Magisterens hjørne blev fyldt op med ret så materielle ting, blev det mere og mere tydeligt, at der var fare for, at mennesket NC forsvandt blandt alt det materielle. Man kunne derfor have ønsket sig at der havde været en sagsbehandler, der virkelig havde kendt magisteren personligt, eller dog nogenlunde nært familieært.  Dette har ikke rigtigt været muligt og vi har så forsøgt med interviews af endnu levende familiemedlemmer at stykke et billede sammen. Problemet er i høj grad, at NCJ-bonde, i København uden åbenbart at være særlig meddelsom om noget så ubetydeligt som ham selv, mens familien boede heroppe. Når vi har søgt oplysninger har standardsvaret derfor som regel været: “Nå-nej-han levede jo der ovre det ved vi ikke rigtig noget om.

Det vi her prøver at stykke sammen om Magisteren, kan derfor godt være fyldt med fejl og mangler, og læseren skal være velkommen til at komme med korrektioner eller tilføjelser. Vi ved, at Magisteren boede i  Stockholmsgaden 31 i København. Det har uden tvivl passet ham særdeles godt, for det er ganske tæt ved Sølvtorvet, hvor datidens Polytekniske læreanstalt lå. Ejendommen er en stor boligblok i 5 etager med noget, der ser ud til at være nærmest herskabelige lejligheder. Disse har tilmed en fin udsigt, for på den anden side af gaden er der ingen huse, men en park, Østre Anlæg, hvor vi finder Den Hirschsprungske Samling og Statens Museum for Kunst.

Det må nu være beliggenheden og ikke udsigten, der har tiltrukket Magisteren, for han boede nemlig i kælderen! Det er nu ikke så slemt, som det lyder. Der er tale om en høj kælder man skal kun 3-4 trin ned. Der er tale om en hjørneejendom, og hjørnekælderen ligner grangiveligt et fortidigt “ismejeri” med udvendig trappeslugt på hjørnet. Hele kælderlejligheden inclusive “ismejeriet” har åbenbart været Magisterens. En ganske enorm lejlighed, men der skulle også være plads til alle hans bøger, papirer og apparater. I dag er kælderetagen til salg (ejerlejlighed), men den ser ud til at have tilhørt Datacentralen indtil nu.

Magisteren fraflyttede denne lejlighed på et tidspunkt, der formentlig ligger i  50erne. Da flytter han ud til sin søster Agnes Belle på Nybrovej 100 Kgs. Lyngby, som ligger nord for selve København.  Agnes var blevet enke i en forholdsvis ung alder, ide hendes mand, ing. Bollerup var død som 45-årig. Hun var ansat ved skattevæsenet på Gentofte Rådhus, men sad nu relativt hårdt i det rent økonomisk. Når NCJ betaler for kost og logi, kunne hun magte at blive boende. Det var en slags privat socialpolitik. som NC) har kendt hjemme fra og som vi også har set eksempler på.

Når han i sin tid lod Oluf vikle modstande, var det fordi, han ville hjælpe ham til en indtægt. Han mente ikke, at Oluf kunne klare tilværelsen, hvis han kun havde indtægten fra det postindleveringssted, som han i en meget ung alder var kommet til at bestyre. Faktisk var han så ung, at det hele stod i Malt-Thammes’s navs NCJ diskuterede mange gange med Oluf, om ikke de skulle indrette et “elektrisk laboratorium” i en af Thammes’s staldbygninger. Det kom der nu åbenbart intet ud af.

Vi ved også, at NCJ hjalp sine brødre. Et par af dem rejste til Amerika, men åbenbart ikke helt godvilligt. Også den gang havde man økonomiske flygtninge! NCJ havde købt billet til USA for broderen og fulgte ham til skibet. Imidlertid gik broderen fra borde igen af den anden landgang og solgte sin billet. Et stykke tid senere mødtes de tilfældigvis igen   NCJ købte så en ny billet, men denne gang holdt han vagt. Det kom nu til at gå godt for brødrene i USA.

Vi formoder at hjælpsomheden er noget NCJ har haft med hjemme fra, det var jo hjemmets støtte, der gav ham selv uddannelsen og livsgrundlaget. Vi har en formodning om, at der en afsmitning fra hjemmet der gjorde at NCJ delte sig mellem undervisning og fabrikation. Når Malt Thammes i sin tid havde spredt sig over så mange felter, betød det jo at han altid kunne klare sig så nogenlunde økonomisk. Det skulle gå meget mærkeligt til, om det skulle svigte på alle felter på én gang. Den samme grundholdning kan have ligget bag Magisterens løse tilknytning til Polyteknisk læreanstalt.

På et tidspunkt kom han dog til at fortryde det. Da han nærmede sig pensionsalderen og fik nogle problemer og nerver og blodtryk, gik det op for ham, at han var i knibe, for han var slet ikke berettiget til pension. Fabrikationsvirksomheden havde han ikke spundet guld på ikke at den gav tab, men han havde heller ikke kunne lægge noget op. Det gav ham svære spekulationer, som han diskuterede med en enkelt kollega. Den overordnede som det havde været naturligt at forhandle med, var han ikke på talefod med det var der vist heller ikke mange andre, der var.

Ovelægesyndromet har vist ikke kun været begrænset til hospitaler. Imidlertid lykkedes åbenbart at fremtrylle en slags ekstraordinær pension.  NCJ havde jo trods alt været ansat på PolytekniskLæreanstalt i mere end 40 år. Magisteren trak sig tilbage i 1955 65 år gammel. Dvs. han holdt op med at få løn og overgik til en art pension, men han vedblev at komme på læreanstalten i de næste 10 år. Det er der ikke noget usædvanligt i, det er tværtimod nærmest sædvane for de ansatte på den slags institutioner, selv i dag. Staten får en masse arbejde udført uden beregning, blot mod at stille et kontor til rådighed. Således for NCJ og da læreanstalten i 1965 flyttede ud til Lundtofte og blev det, vi i dag kalder DTU, flyttede han med. Han fik bl.a. lov til at låne et kælderrum derude til sine mange bøger og instrumenter. Det holdt kun et par år, så blev han mere syg og døde i august 1968 i en alder af 78 år. Begravelsen foregik i Saltum. Hans gravsten kan ses på Saltum kirkegård ved kirkens sydøstre hjørne, hvor den står sammen med andre af familiens gravsten. Også Agnes Bollerup blev senere begravet her.

Om Magisterens mange år på Polyteknisk Læreanstalt ved vi ikke så meget. På de tider var det ikke så almindeligt at være dus, og NCJ blev kun dus med en kollega, nemlig ingeniør Løgstrup Jensen. De to havde et forholdsvis godt forhold, bl.a. spiste de hver dag deres frokostpakke inde på Lapings kontor Løgstrup havde 2 flasker i sit skab én med portvin Peter, og de med snaps (den rese vare) til frokosten. De to venner tog hver dag et par snapse og sild  til frokosten. Da Magisteren blev begravet i Saltum i 1968, rejste Løgstrup til Saltum for at være med.

Blandt eleverne på Polyteknisk Læreanstalt gik Magisteren under navnet Trane Jensen. Han gik nok rundt i sine egne tanker og kiggede ned i jorden uden at se noget og uden at sige noget. De, der har kendt Oluf Jensen vil sikkert kunne se det for sig. De to brødre har lignet hinanden temmelig meget. Ja, vi har en beretning fra ingeniør Mørch på DTU, som har sommerhus ved Saltum, men intet kendte Magisterens tilhørsforhold her. Tilbage Oluf Jensens “regeringstid kommer Mørch en dag ind på posthuset, og her er han ved at få et chock, da han synes, at han ser afdøde NC sidde der og ekspedere

En del af elevernes arbejde på Læreanstalten gik ud på at udføre målinger i elektriske kredsløb. Det er noget der kan drille ganske meget, selv for ret rutinerede. Når eleverne var kørt helt fast og ikke kunne få det til at makke ret, vidste de råd. “Trætte Jensen kunne altid få en opstilling til at virke, som den skulle.

Magisteren blev hængende ved sin stilling på Polyteknisk Læreanstalt, men faktisk var han en gang tilbudt et professorat i USA. Det blev ikke til noget, muligvis fordi han var for lang som til at beslutte sig. Han skriver selv et sted, at tilbuddet alligevel ikke var der, men at der var et andet, som bare var med en for lille løn. Han skal også have utalt, at han ikke var interesseret, for hvis han rejste til USA, kunne han jo ikke komme ned til Saltum strand

Blandt de mange bøger, vi har fra Magisterens bogsamling, er der en som er ret så interessant i kraft af sin dedikation:

Hr. assistent mag. scient. N.C.Jensen

med venlig Hilsen

fra Forfatteren

Forfatteren er Niels Bohr, der havde fået Nobelprisen i 1922, og bogen er Atomteori og Naturbeskrivelsen og” fra 1929 Bogen er på 76 sider og består af 3 artikler med en indledende oversigt. Den er udgivet som et særtryk af nogle sider i en større bog, nemlig et Festskrift, udgivet af Københavns  Universitet i nov. 1929, da Universitetet fyldte 450 år. Niels Bohrs bog er for øvrigt genudgivet senere i let bearbejdet form. Undertegnede har selv et eksemplar fra 1958.  Magisteren har læst bogen meget grundigt den er fuld af blyantsunderstregninger forskellige bemærkninger. Men hvor for har han fået den?

En mulighed er, at Magisteren har leveret en eller anden form for særligt præcist apparatur til Niels Bohrs institut.

De målinger, man foretog her, gjaldt somme tider meget små værdier og de kan meget vel tænkes at være foretaget af og med Magisterens præcisionsapparater Og NCJ havde jo, som tidligere nævnt, netop været med og havde i meget høj grad stået for opbygningen af Læreanstaltens eget måletekniske laboratorium. Han kan sådan set godt tænkes at have bistået forskerne på Bohrs institut med opstilling af relevante målekredsløb her og således i en vis forstand at have samarbejdet med Niels Bohr.  Vi ved, at NCJ i København omgikkes med visse folk, der stammede her fra egnen, nærmere bestemt Vester Hjermitslev:  Thomas P. Hejle fra Vester Hjermitslev, Dansk Skolerne og Statens Filmcentral, maleren Aksel P. Jensen samt dennes broder højskoleforstander Bernhard Jensen.  Derudover har vi fortalt, at han kom sammen med ” slæng” af jævnaldrende venner, en broget flok af litterater, kunstnere osv. Som absolut ikke var rige, men meget åndrige. De morede sig bl.a. med at disputere på latin, så de har sikkert  haft det morsomt.  De kom sommetider med ud til Agnes Bollerup, som fandt sig i at de var ret så forslugne.

De kunne også lide at gå i byen en gang imellem og her nøjedes de ikke med at at disputere. Vi har fået fortalt, at gruppen engang blev smidt ud fra en restaurant, hvor de havde drukket sig plakatfulde.

I sin ungdom havde NCJ rejst en del i Europa. Det genoptog han i en vis grad, da han blev ældre, så han må have været ret ferm til sprog. Det vidner hans bogsamling også om. Ud over det latinske læste han også græsk, og i den del af bogsamlingen, som Egnssamlingen råder over, er der både græsk tragedier og romersk historie på originalsproget. Samlingen råder naturligvis også over en hel del faglitteratur på både tysk, engelsk og fransk.

Men magisteren havde meget alsidige interesser. Han var meget optaget af filosofiske problemer og ejede en mængde bøger af og om Kierkegaard og Grundtvig. Mange af bøgerne er uden tvivl købt antikvarisk, men vi kan se, at hvis et problem har fanget hans interesse, har han straks købt den relevante litteratur (f.eks. om filosofi, politik eller religion) i sin normale boghandel, der lå lige ved læreanstalten. Det ved vi simpelt hen, fordi de originale boghandler regninger stadig ligger i bøgerne.

Bøgerne var NCF’s kæreste eje, og da han mærker at han skal dø skriver han, at han vil testamentere sine bøger til Amtsbiblioteket i Hjørring, hvis de vil have dem.  Vi ved ikke om de nogensinde har fået dem. Vi har spurgt dem og de siger nej, men det er jo mange år siden, og hvem kan huske hvad der skete for så længe siden … Men under alle omstændigheder har Egnssamlingen da en hel del af Magisterens bøger.

Hvis en mand er lidt særpræget og det var Magisteren, da kom der uvægerligt til at gå nogle historier om ham. Som nu den om, at han engang jagtede frk. Gylling, sekretæren. Ja ikke personen, for da han endelig fandt hende, var det blot hendes hæftemaskine, han ville låne. Den fik han naturligvis, men stor var hendes forfærdelse da hun så hvad han brugte den til. Han vendte vrangen ud på sin ene bukselomme, lavede en ombukning over et hul – og syede så denne søm med et par hæfteklammer. Ja, ungkarle kan skam da godt være praktiske. Det praktiske kom også frem i hans måde at klare pristalsproblemerne på. Der var jo nogen turbolens i priserne fra 20erne til 60erne. Pristallet var ret uregerligt og det gav problemer for de private næringsdrivende – som for eks. Magisteren. Men han havde etableret sit eget system. Hvis prisen på et af hans apparater havde svaret til prisen på  5 flasker snaps i for eks. 1929, så skulle den da så sandelig blive ved med det. Et ganske enkelt system, som da i og for sig stadig kan bruges. Og systemet har intet som helst at gøre med, om snapsen skal købes eller drikkes – den er kun en praktisk målestørrelse.

Du Knud Johannesen blev antaget som mekaniker på Magisternes værksted  i 1946-47, skete det på følgende måde: KJ havde forladt sin tidligere arbejdsplads pga. utilfredsstillende forhold, men det havde han ikke lyst til at gå hjem at fortælle konen. Han vidste ad omveje, at

der måtte være en ledig plads hos Magisteren. Han gik der op efter lukketid, bankede på og blev mødt med spørgsmålet: Hvad vil De. Det kom fra en mand med et stort gråt hår og med bare ben i skoene. Nå, ja sådan og sådan … han søgte arbejde. Men der var nu ikke nogen plads ledig der. De kom imidlertid i snak, og de snakkede længe. Da KJ gik derfra, havde han værksteds-nøglerne i lommen. Han skulle møde næste morgen kl. 8-Magisteren selv ville først vise sig kl. 10. Det kan man da kalde tillid. Magisteren havde en evne til at se, hvad der var i folk. Det var en god arbejder, han her stod over for, og selv om det viste sig, at han kun kunne beskæftige ham i nogle ganske få år, så var det alligevel den rigtige mand. Han fik ham bagefter ansat på Læreanstalten, hvor han avancerede til laboratoriemester, og hvor han blev til sin pensionering. Her viste han sig at være til stor gavn for Magisteren. Mekanikerne havde nemlig i en vis udstrækning mulighed for at udføre arbejde af forskellig art uden for deres arbejdstid og f.eks. for Magisterens regning. Her på Egnssamlingen er vi meget glade for at have lært KJ at kende han har været os til megen stor hjælp

KJ husker Magisteren som et ejegodt menneske, der var meget hjælp- som over for dem, han kendte. Somme tider kunne han imidlertid være noget nedtryks han var jo efterhånden en mand omkring de 60 år.. Specielt husker KJ en bemærkning fra Magisteren: Man skulle ikke eje mere, end man kunne have i sin håndkuffert, så havde man ikke så mange problemer.

CJ plejede ikke at gå i kirke, men var alligevel på sin vis religiøs.  Vi har også bevaret en bevæget tale, som han holdt ved sin søster Kirstines begravelse i 1932. Han skiltede normalt ikke med sine meninger på dette område, men vi har dog en beretning han en gang deltog i en konfirmationsfestlighed, vist nok i Skagen. Den havde nok udartet en del, som den slags undertiden kan, for da NC og nogle andre på et vist tidspunkt er ude og trække frisk luft, kan han ikke bare sig for at komme med sin uforgribelige mening om denne påståede religiøse fest: “Det er Sateme Blasfemi, det her! Her har der virkelig været tale om indestængt harme!

Jo, han kunne til tider have et heftigt temperament, men det kom sjældent til udtryk. Vi har dog hørt om, at han en gang overværede, at hans søster, som på det tidspunkt passede posthuset, ikke ville give kredit til skrædderen, som skulle have udleveret en pakke på efterkrav. Da blev NCI så gal, at han skældte ud og slog med stor slev ned i en spand vand, så det sprøjtede omkring ham.

Omvendt har han åbenbart også kunnet bevare roen: Ingeniør Agersted, kollega til NCJ, mindes således have set Magisteren balancere helt oppe på tagryggen af Polyteknisk Læreanstalt, hvor han i flagrende kittel og uden sikkerhedsline var ved at sætte en antenne op mellem to skorstene. På det tidspunkt har han været nær de 40. En frisk ung mand, må man sige. For der er højt op, særlig når man er deroppe.

NCJ vedblev med at være jyde til det sidste. Selv om han boede største parten af sit liv i København, fortsatte han med at bruge Saltum Sparekasse

Hvis han skulle hjem til Vendsyssel, brugte han ikke køreplan. Han gik simpelt hen ned på banegården og satte sig til at vente, indtil der gik et tog hertil.

Han havde nu ellers et udmærket lommeur, der nu er i Egnssamlingens varetægt, efter at familien har overladt det til os. Det er sådan set et af de mest personlige minder om Magisteren, og indeni er der angivet med kodenummer hvor mange gange det har været til eftersyn hos urmageren i Saltum.

På et vist tidspunkt har han også ejet jordegods heroppe. Vi har papir på, at han i 1918 sammen med en ingeniør Thomsen har købte en grund nord for Saltum af husejer Jens Jonstrup.  Den havde matr. Nr. 2-k Jonstrup og iflg. Gamle matrikelkort har der engang eksisteret en grund med det nummer, det har van helt nede ved de yderste klitter og lige i nærheden af det nederste af “Lille Norge. Havde det været i dag. ville adressen have været enten P. Ejerstedgård eller Karen Maries vej, Det må have været en udstykning fra Ejerstedgårds relativt smalle klitlod.  Vi ved ikke noget om, hvordan dette ejerskab i øvrigt forløb, eller hvornår det sluttede.

På et tidspunkt havde han også en andel i Plantagen “Koglen” her ved Saltum. I  1933  arvede han nemlig faderens aktie i plantagen. Thammes havde jo været primus motor i det foretagende ved starten i 1910 – i hvert fald havde han fået aktie nr. 1. Den var på 50 kr. der blev indbetalt i 10 rater og den er nu arvet videre i familien. NCJ tilbragte gerne 3 uger af sin sommerferie i Saltum.

Så boede han hos Oluf, i det sydlige gavlværelse på loftet.  De så nu ikke meget til ham. Han sad deroppe og rugede over sin regnestok og sine ligninger og beregninger. Dog var han nok alligevel kendt af folk han plejede altid at gå med hat og i en kæmpeoverfrakke og så gik han ud til boghandler Grønborg (Karen Grethes forgænger på Søndergade 22) købte Politiken. Somme tider gik han også ind til købmanden og købte en flaske dram og en gammel ole. Men Olufs kone Ketty ville ikke have en af den slags i sit køkken, den blev forvist til en spand i baggangen og med en tallerken og en sten ovenpå. Så kunne den ikke løbe væk.

Magisteren havde et nært og varmt forhold til dyr. Han kunne sidde lige så stille og snakke med dem. En gang han var ude at gå, kom der en som var sluppet løs, men han gik bare roligt hen til den og snakkede til den og lidt efter sad de to nok så stille og passiarede.

Ja han kunne være meget rolig, og det har været sagt om ham, at han aldrig lo. Oluf mente, at sådan havde han altid været, men det er nu næppe rigtigt, i sin ungdom kunne han vist godt være ret livlig. Vi må ikke glemme, at aldersforskellen på de to bedre var så stor, at NCJ i en vis for stand har stået som en slags fader for Oluf.

Denne artikel kunne ikke være skrevet uden hjælp. Derfor vil vi gene rette en tak til alle, der har bistået os med råd og dåd. Det må naturligvis i første række gælde de medlemmer af familien, der endnu har erindringer om denne særprægede mand, for eks. nu afdøde Ingrid Thomsen samt Magisterens nevø, Kart Evald Jensen her i Saltum. Men takken må i lige så høj grad rettes til “fremmede mennesker, der har hjulpet os med både oplysninger om NCJ og apparater mv. af forskellig art.

Her vil jeg i første omgang nævne lektor, dr. techn. Niels Jonassen fra DTU, som var utroligt large, da vi henvendte os til læreanstalten. Han var i sin tid blevet ansat som efterfølger for NCJ, da denne sluttede i 1955. Dernæst vil jeg nævne ingeniør Knud Agersted, der i dag er en noget ældre herre, som vi ikke har været i direkte kontakt med. Men dr. Jonassen har været så elskværdig at lave et interview med ing. Agersted på vore vegne. Dele af denne artikel bygger på oplysninger i dette interview, som blev optaget på bånd, der forefindes i Egnssamlingen.

Også ingeniør K. Aa Mørch skal nævnes. Selv om hans direkte kendskab til Magisteren er mere begrænset, er han helt og fuldt gået ind for sagen, og dertil kommer, at han har sommerhus ude ved Lille Norge og har bistået os med transport af apparater såvel som med forklaring af deres virkemåde

Sidst, men ikke mindst, vil jeg takke Magisterens mekaniker, laboratoriemester Knud Johannessen. Det er et rigt varieret udvalg af genstande og oplysninger, han har kunnet hjælpe os med: ja, det er lige før, at museet for Magisteren også er blevet et museum for hans mekaniker.

De udstillede genstande vil ikke sige alle mennesker lige meget; den slags afhænger jo i høj grad af, hvilke interesser man har. Det må også indrømmes, at meget er ret teknisk og kun kan fungere som dele af større op stillinger. Men: Et af apparaterne er nu ret så spændende og vil uden tvivl også være det for ikketeknisk-interesserede. Jeg tænker på det Spejl- galvanometer, som vi har rigget til på en sådan måde, at det kan fungere. Det kaldes også et drejespole- instrument, fordi man sender en strøm ind i en lille spole, der er ophængt mellem polerne på en magnet. Spolen vil nu dreje sig. og hvis der sidder en viser på spolen, vil man kunne se et udslag på en skala. Masser af mennesker har den slags i deres hjem i dag, uden at tænke nærmere over det, og de har gerne to styk ker. De mange stereoanlæg, som står ude i de små hjem, er som regel forsynet med 2 bittesmå apparater af den slags; der er ét apparat i hver lydkanal, og de prøver ligesom at følges ad. Magisterens apparat er mange gange større, men det har ingen skala og ingen viser. Derimod sidder der et lille hulspejl på spolen. Når man sender en koncentreret lysstråle ind mod spejlet, vil den reflekteres over mod en væg. hvor der så kommer en lysplet. Hvis spolen (og dermed spejlet) bevæger sig, flytter lyspletten sig på væggen.

Faktisk har vi på den måde fået lavet en vægtløs viser (lysstrålen), som er flere meter lang, men ikke belaster apparatet. En lang viser giver større og tydeligere udslag end en kort, og her kan udslaget blive flere meter, så vi har fået lavet et yderst fintmærkende instrument.

Det er faktisk ret forbavsende at se apparatet vise udslag på 5-6 meter, når vi blot stikker måleapparatets prøveledninger ned i lidt almindeligt sand fra Saltum Strand.

Jo, han ku’ godt, den gamle Magister! Kom selv ned og kig!

Malt-Thammes’hus, som blev revet ned ca. 1933, hvorefter Posthuset blev bygget på samme plads til Oluf’s bryllup 1934

Antik og Moderne, Ny antikvitetsforretning til Vrensted 2019

Skrædder Larsen fra Pandrup bliver skrædder i Paris og gifter sig med mesters datter

Den gang, for der var noget, der hed konfektionssyet tøj, blev alt vort tøj syet af skræddere, hvorfor der overalt i landet fandtes en mængde skræddere, som tog rundt fra gård til gård medbringende tasken med saks, nål og tråd, hvor de så lavede det hjemmegjorte vadmelstøj til “klæder til hele familien’.

Man har nok igennem tiderne været tilbøjelig til at anse landhåndværkerne for ringere stillet og ringere oplært end kaldsfællerne i byerne. Mange skræddere i landsbyerne var tidligere husmænd, der på grund af svigtende helbred havde måttet skifte til en mere stillesiddende beskæftigelse, og en egentlig uddannelse med afsluttende svendeprøve var erstattet af et større eller mindre håndelag og fingersnilde.

At der imidlertid kunne forekomme særdeles dygtige landsbyhåndværkere og skræddere, har man netop på Pandrup egnen set et fantastisk eksempel på.

Den 26. marts 1871 blev der på ejendommen “Kjædegaards Mark” født et drengebarn, Lars Jensen Larsen, søn af husmand og snedker Jens Chr. Larsen og hustru Öntine Larsen. Lars Larsen kom i skrædderlære, muligvis hos den, der dengang boede i Jetsmark Kirkehuse. Den unge skrædder havde lyst til at se sig om i verden, og hans velstående onkel, Anton Kædegaard, der netop da var kommet i Hvetbo Herreds Sparekasses bestyrelse, forærede ham en rejsekapital på fem kroner, og så vandrede han ned igennem Europa og fandt beskæftigelse i skrædderier rundt om i de store byer, han kom igennem. Da han nåede Paris, fandt han frem til byens fornemmeste skrædderi, gik ind og tilbød dem sit arbejde.

Lars Larsen, der grundlagde skrædderforretning marts i Paris i 1911. Foto: Egnsamlingen Saltum

 

Den fornemme skræddermester i det meget elegante skrædderi, kiggede på vor unge ven, og betragtede ham fra øverst til nederst. Så gik han hen til døren ud til den store skrædderhal og klappede i hænderne: “Kom herind alle sammen og se!”. Og så stimlede alle de franske skræddere ind for at se den danske skrædder, og alle gjorde store øjne! Det, der var faldet den fornemme franske skrædder i øjnene, var de bukser, Larsen havde haft pakket ned under hele den lange vandretur, hvorved de havde fået en skarp fold fra øverst til nederst.

Den gang blev buksebenene behandlet, så de var runde som kakkelovns ror. Men de her danske bukser havde jo fact “pressefolder”, og det havde man aldrig set før i Paris. Det så jo flot ud, så skrædder Larsen blev ansat. I 1908 blev han gift med chefens datler og overtog senere hele firmaet, der på det tidspunkt var et af de fornemmeste skrædderier i Paris beliggende i skræddernes gade Rue la Boëtic 7-9. Eftertiden har ganske vist givet Hertugen af Windsor æren for at have lanceret pressefolden, men det er altså Lars Larsen fra Pandrup, der først gjorde skrædderfaget opmærksom på denne detalje.

I Rue la Boëtie fandt Larsen det rette klima for en skrædder med ideer, og kundekredsen var let at få øje på. Den sværm af elegantiers, der i de glade år før første verdenskrig flokkedes i Paris’ restauranter og cafeer, og hvis væsentligste problemer var at få indpasset besøgene hos skrædder og barber i dagens mange rendez-vouser.

Hans kolleger rystede på hovedet. da han lancerede ideen med at sy en fold ved siden af pressefolden, så der bliver plads til mave eller pondus, som indehaverne kalder det. Den lille fold blev en verdenssucces, og for Lars Larsen blev ideen grundlaget for en virksomhed, der regnedes blandt branchens største skrædderhuse i Paris. Det hedder slet og ret “Larsen”, for det kan enhver franskmand udtale.

Senere underbyggede han sit renommé med endnu en opfindelse: sømmen midt på hvert forstykke i en jakke. “Vanvid at lægge en søm dér, hvor alle kan se den”, sagde kollegerne. Men Larsens jakker havde talje, og det skabte mode. Den vendsysselske skrædder vidste, hvad han gjorde.

Lars Larsen dør i Paris den 13. de cember 1945, 74 år gammel. Ved sin død havde han opbygget et af Paris’ og dermed et af verdens fineste herreskrædderier med 40 skræddere, alle oplært i virksomheden.

Pierre foran billedet af faderen Lars Larsen fra Pandrup

Inden Larsens død overtager sønnen, Pierre Larsen, skrædderhuset og driver det videre i den gode ånd. Faderen havde givet sin søn Pierre en førsteklasses uddannelse. Han er født og opvokset i Frankrig, men med godt kendskab til Danmark fra bl.a et års uddannelse i København og familiebåndene til Kædegaard.

Huset Larsen har gennem årene haft mange kendte og fornemme personer som kunder. En af dem var Maurice Chevalier (1888-1972), hvis elegance var en del af hans berømmelse. Siden 1938 er han blevet klædt på hos Larsen. Et dejligt menneske, altid venlig og i strålende humør, er Pierre Larsens karakteristik. Men humøret er jo hans metier. Rent privat tror jeg manden er lidt trist og meget ensom. Han har en egenskab, der er sjælden i hans branche: Sparsommelighed. Kollegerne gør lidt grin med det, men forstår hans grunde: Maurice har set for mange engang tiljublede kunstnere ende i armod.

Så sparsommelig er Maurice Chevalier nu heller ikke. En habit fra Lar- sen koster op mod 2.000 kr. Men man behøver kun to ny om året for at være velklædt, siger chefen. Heldigvis er der dog kunder, der går over dette minimum. Vi havde en kunde, der bestilte ca. 20 habitter om året, de fleste dog i samme snit. Den eneste grund var, at manden elskede at prøve tøj. Var han først færdig, interesserede de ham ikke mere. Det var hans hobby.

En anden af vore klienter havde så omfangsrig en garderobe, at han lod udfærdige et katalog med numre og små stofprøver. Det blev hver morgen bragt ind til ham af kammertjeneren, så han kunne vælge dagens habitter. At udpege dem i klædeskabet var uoverkommeligt. Den slags kunder bliver sjældne, desværre. Elegantier’en er en uddøende race. De, der tjener penge i dag, arbejder i reglen hårdt for det og har ikke megen tid til at tænke på garderoben. Jeg ser mørkt på fremtiden for vort fag.

Under Pierre Larsens besøg i København i 1947 bliver han interviewet til en dansk avis med denne overskrift: “Den velklædte herre årgang 1947: Indehaveren af Paris’ berømteste Herre skrædderi, M. Pierre Larsen på besøg i København. “København har i disse dage besøg af Pierre Larsen, indehaveren af det berømte herreskrædderi Lars Larsen i Rue la Boëtie. Lars Larsen, der døde i fjor, stammede fra Pandrup i Vendsyssel, og efter en omhyggelig uddannelse i internationale skrædderier, etablerede han sig i Paris, hvor han hurtigt drev sin forretning frem til den førende i branchen. Lars Larsen lancerede i årenes løb adskillige af de herremoder, der slog igennem i hele verden. Pierre Larsen, der forstår sin faders modersmål og selv taler dansk, overtog ved faderens død den store virksomhed, som han nu leder.

Det var en stor arv at gå ind til? – Det var det, men fader havde jo sørget for, at jeg havde den bedst mulige uddannelse. Jeg har arbejdet i England, i Spanien og Argentina, ja, jeg har også for 15 år siden været i lære et år i København.

Pierre omgivet af en del af sit store personale på værkstedet. Foto: Egnsamlingen Saltum

 

Skrædderen boede stiligt i Tuela Boetie, Foto Egnssamlingen, Saltum

 

-Har firmaet stadig kunderne med de berømte navne?

Det har vi, og jeg kan nævne et par enkelte: Udenrigsminister Bidault og Maurice Chevalier. Vi syer til mange amerikanere, både fra Syd- og Nordamerika, hvorimod englænderne efter den sidste krig ikke har råd til at købe tøj i Frankrig. Priserne er meget, det er dyrere at købe herretøj i Paris end i København, og det er meget vanskeligt at skaffe stoffer og materialer. Vi kan næsten intet få fra England, men den franske klædeindustri arbejder godt og har nået smukke resultater.

De nye moder 1947?

Pierre Larsen er selv iført en mørkegrøn, toradet habit og et gyldent slips…

– Er grønt den store mode?

– Det vil jeg ikke sige, vi holder os til de klassiske farver – blaat, graat og brunt. Efter befrielsen af Frankrig var det umuligt at sælge grønt herretøj, vi havde set tilstrækkeligt af den farve under krigen. Selv var jeg ogsaa med, og i to aar levede jeg som krigsfange, før jeg kunne vende tilbage til Paris.

 

Vendsyssel Tidende aug. 1936

Hvordan skal den velklædte herre se ud i dag?

– Den moderne jakke er vid og rummelig. Skuldrene runde og følger den naturlige linie, reverset er langt og forholdsvis smalt, der er dyb talje, og længden paa jakken er god. Benklæderne er forholdsvis smalle, ca. 48 cm ved foden. Den toradede jakke er det almindelige til bybrug, den enkeltradede benyttes til sport. Slids i ryggen er mere almindelig i Frankrig end her. Vesten er næsten helt forsvundet, og den bruges kun i lyse og livlige farver. Den moderne smoking er næsten altid dobbeltradet, og kjolen har ikke undergaaet forandringer.

-Er det svært at faa nyt tøj i Frankrig?

– Tøj er ikke mere rationeret, og man kan derfor faa, hvad man ønsker – hvis der er stoffer at opdrive, og hvis man har raad til at betale det.

-Hvor længe bliver De i Danmark?

– Jeg er blot heroppe paa weekend til barnedaab hos min ven Børge Mørch, der har arbejdet hos min fader i sin tid. men til sommer kommer jeg tilbage for at besøge min familie i Jylland.”

Det er ikke lykkedes at finde ud af, hvilken skæbne, der overgik Larsens skrædderi på Rue la Boëtie 7-9 i Paris. Det eksisterer i hvert fald ikke længere. Det er sikkert blevet lukket engang sidst i 1970-erne eller eventuelt begyndelsen af 1980-erne ved Pierre Larsens pension eller død.

Pierre Larsen havde ingen børn, og forretningen var til sidst næppe : så stor, som den engang havde været. Så interessen for at overtage den af en svend eller konkurrenter har sikkert været beskeden.

 

Kildemateriale:

Egnssamlingens arkiv: A 50486: Erik Kædegaard.

– Udklipsmapper lånt af Karen Kædegaard

Jensen.

Skrædderne. Uddrag af Børge Møller: “Mit Pandrup

– Egnssamlingens billedarkiv Egnssamlingens avisarkiv

Torsten Grundvald: “Stiljournale

 

 

 

 

Mikkel Nielsen Historier:

Carl Bauder

Sæby har gennem historien haft mange bysbørn, der har gjort store karrierer eller blevet berømte. En af de mere bemærkelsesværdige var Carl Ferdinand Bauder og lad os da bare starte fra begyndelsen og høre lidt om, hvordan Carl kom til verden.

EN BARSK START PÅ LIVET.
Martha Frederikke Elise Jørgensen blev født i Sæby den 14. april 1860. Her voksede hun op, og fik som mange andre plads i byen som tjenestepige.
På samme tid som Martha var kommet ud som tjenestepige, kom en ung mand, Ferdinand Bauder fra København til Sæby, hvor han arbejdede på Sæby Apotek som apotekerelev og apotekermedhjælper.
Måske de to havde været til bal i skoven, vi ved det ikke, men der opstod i hvert fald sød musik mellem de to unge mennesker, og musikken spillede så godt, at Martha gik hen og blev gravid, og planlagt var det nok ikke.
For ikke at skabe yderligere skandale eller forargelse blev Martha og Ferdinand gift i Sæby Kirke den 1. marts 1882, mens Martha var højgravid.
29. marts 1882 fødte Martha en dreng, som blev døbt, Carl Ferdinand Bauder.
Kort efter fødslen rejste Ferdinand fra Sæby til København. Han tog til hovedstaden for at søge økonomisk hjælp hos sin egen københavnske familie.
Efter kun 2½ uge hvor det unge par var adskilt, kom den sørgelige meddelelse til Sæby om, at Ferdinand var gået bort i København den 17. april 1882 kun 21 år gammel.
Man er ikke helt klar over dødsårsagen, om det var en pludselig hjertesygdom eller selvmord som følge af det pres, der lå på den nybagte, unge far.
Dermed voksede Carl Bauder op uden nogensinde at have kendt sin biologiske far.
Da Martha var en stræbsom kvinde, valgte hun i 1885 at rejse til København med den 3årige Carl. Alene med sønnen opnåede hun med tiden at tage en uddannelse som jordemoder.
Senere igen giftede hun sig med en 13 år yngre handelskommis, Jørgen Ransy, hvilket skabte lidt forargelse, da det var usædvanligt på den tid, at en kone kunne være så meget ældre end manden.

CARL BAUDERS SUCCES OG BERØMMELSEN I SÆBY.
Carl fik sin skolegang i København, men kom hurtigt ud at arbejde. Han startede som volontør hos Dansk Sagføreres Oplysningsbureau. Arbejdet tændte hans interesse for finansverdenen, hvilke fik han til at søge mod aktie og børshandel. Inden han fyldte 25, etablerede han sig som selvstændig vekselerer i 1907.
Han skarpe forretningssans under opvæksten bar hurtigt frugt. Han opnåede stor rigdom, og fik tilnavne som ”Børsens Napoleon” og ”Børskongen”.
Carl Bauders succes gik ikke ubemærket hen i Sæby, hvor han stadig kom med mellemrum.
I 1919 var Carl Bauder på ferie i Sæby, hvor han ankom i det elegante 50.000 kroners køretøj (svimlende sum dengang), som man i børskredse kaldte ”Sukkerbilen”.
Man sagde dengang, at når han var hjemme i Sæby, og spadserede gennem hovedgaden, lod mødrene deres småbørn tage ham i øjesyn som et eksempel, enhver lille sæbynit skulle stræbe efter at efterligne.

CARL BAUDER REDDER NORDISK FILM.
Eventyret i Carls liv tager endnu en drejning, da han i 1920erne begynder at interesserer sig for film.
Han erhvervede sig i 1924 aktierne i Kino Palæet og opkøbte i 1926 aktiemajoriteten i Nordisk Film Kompagni og i Palads Teatret. Han købte patentet på Petersen og Poulsens støjfri tonefilmssystem.
Han var filmproducent i den vanskelige periode mellem stumpfilm og talefilm.
I maj 1931udsendte Nordisk Film Kompagni Danmarks første spillefilm med lyd ”Præsten i Vejlby”. Med denne og en række andre film lykkedes det Carl Bauder at genskabe Nordisk Film Kompagni som det førende danske filmselskab.
Carl boede privat sammen med konen, Erna Cecilie Elisabeth Hansen på godset ”Trolleborg” i Søllerød med en 40 tønder land stor park, der tjente som location for mange Nordisk Film produktioner.
Af godset ”Trolleborg” er der i dag kun villaen tilbage, parken og godsets landbrugsarealer er i dag bebygget med rækkehuse og villaer.

ET HAK I EFTERMÆLET.
Carl Bauders eminente forretningssans der havde bragt succes, kammede over under besættelsen, og gav både skår og hak i Bauders eftermæle.
Som ejer af Nordisk Film så Bauder store muligheder i et samarbejde med nazisterne.
Gamle dokumenter er mange år efter blevet åbnet af historikere, og en del kom frem så sent som i 2014, da filmhistorikeren Lars Martin Sørensen udgav sit værk ”Dansk film under nazismen”.
Man ansatte blandt andet en tyskvenlig direktør med tætte bånd til det nazistiske regime. Bauder udnyttede disse kontakter til at handle med tyskerne og sikre Nordisk Film en dominerende position under besættelsen.
Man indførte på eget initiativ jødecensur, hvor man fjernede jødiske navne på rulletekster, og klippede filmene før tyskerne bad om det for at sikre, at filmene kunne eksporteres til det tyske marked.
Man tjente styrtende med penge på at lave nazistisk propagandafilm, men det gjorde andre filmselskaber nu også.
Der var en lang række anklager ud over disse, men Carl Bauder nåede aldrig at blive stillet til ansvar under retsopgøret, da han døde lørdag den 13. maj 1944 af sygdom.

BAUDERS PLANTAGE OG KIRKEURET I SÆBY.
Carl Bauder glemte som sagt aldrig sin fødeby, og kunne jævnligt ses på besøg i byen. Helt frem til sin død i 1944 ejede han et stort område ved Frederikshavnsvej, der engang hed ”Bauders Plantage”. Det var i høj grad grantræer og fyrtræer i plantagen, hvor der i dag er boliger og sommerhuse.
Så er der naturligvis Baudersvej, der er opkaldt efter Carl Ferdinand Bauder, og som er beliggende i det område, der engang var ”Bauders Plantage”.
Da Sæby havde 400års jubilæum i 1924, var Carl Bauder som sagt blevet en rig børskonge, og hans gave til byen var et nyt ur til kirketårnet, der vist i øvrigt havde været ude af drifte flere år i forvejen, så det var tiltrængt.
Det skulle være samme ur, der sidder på Kirketårnet i dag, og for nyligt har gennemgået en større renovering. Sæby Kirke har betydet noget for Bauder, da det var her, hans biologiske forældre giftede sig i 1882, selv om lykken blev usandsynlig kort, og her han formentlig selv var blevet døbt, da han samme år kom til verden

Sæby Kirke