Alle artikler Danmark Nordjylland Hjørring Løkken M.FL.
Med Vesterhavet som nærmeste nabo er lyset, lyden, friskheden og atmosfæren noget ganske særligt i NORDVESTJYLLAND.
Den brede og hvide sandstrand slynger sig op og ned af kysten, så langt øjet rækker.
På stranden står de 500 karakteristiske hvide badehuse, som mere end noget andet indkapsler stemningen i den nordjyske badeby Løkken. Om sommeren kan man se familier slå lejr i badehusene halve og hele dage. Nogle starter ud med en tidlig morgendukkert og sætter sig herefter til rette i døråbningen, spejder sløvt ud over havet og den begyndende aktivitet på stranden og skyller kulden fra badeturen og søvnen i øjenkrogen væk med en varm kop kaffe fra den medbragte termokande.
Andre ankommer først op ad dagen, når solen står højt på himlen. Og andre igen slår vejen forbi til aftensmadstid, smider grillpølserne på den medbragte engangsgrill og nyder et glas koldt rosé i aftensolen.
Stranden er en central del af livet i Løkken og er med sin placering en klitrække fra midtbyen meget tilgængelig for de besøgende i byen. Det giver Løkken et umiskendeligt præg af feriestemning, uanset hvor i byen du befinder dig.
Men Løkken er også meget mere og andet end stranden. Byen har været en populær feriedestination i årtier, og som en konsekvens heraf er der et veludbygget udvalg af aktivitetsmuligheder og seværdigheder i området og oplandet.
Men hvilke er du nød til at besøge på din ferie i Løkken? Vi giver her vores bud på nogle af de sjoveste, mest spændende, udfordrende og lærerige oplevelser, du kan komme i nærheden af i og omkring Løkken.
Børglum kloster
Der fortælles historier ved klosteret. Foto: Børglum Kloster.
På en skovklædt bakketop et par kilometer uden for Løkken ligger Børglum Kloster og troner.
Det store hvidkalkede bygningsværk fungerede op igennem middelalderen skiftevis som kongsgård og bispesæde og var hermed et decideret magtcentrum i Danmark, hvor konger og Europas gejstlige elite havde deres daglige virke.
Børglum kloster huser i dag over 15 udstillinger, som centrerer sig om kunst, stedets historie og kultur. Du kan blandt andet besøge den næsten 1000 år gamle klosterkirke, der oprindeligt blev bygget som domkirke. Du kan også få en alternativ omgange historiefortælling ved at kigge nærmere på det 70 meter lange Bayeaux-tapet, som på levende vis fortæller historien om et middelalderslag.
Børglum arrangerer hvert år også et af Danmarks mest stemningsfulde julemarkeder.
Her åbnes hele klosteret og de private gemakker op for besøgende, som kan tage på opdagelse i et sand julemekka. For børnene er det særligt sjovt at besøge julemandens værksted og julemandens stue kendt fra julekalenderen Ludvig og Julemanden, som havde Børglum Kloster som en central del af fortællingen.
Børglum Kloster giver et spændende indblik i Danmark i gamle dage og de gamle bygninger er et besøg værd året rundt.
Nordsøen Oceanarium
Akvariet formidler i øjenhøjde om naturen og dyrelivet i det nærtliggende hav.
Foto: Nordsøen Oceanarium.
Et lille køretur op af kysten fra Løkken og lige på kanten af det store Vesterhav – eller Nordsøen – ligger Nordeuropas største akvarium.
Det zoologiske center i Hirtshals har gjort det til sin mission at give de besøgende en masse sjove og lærerige oplevelser med afsæt i Nordsøens rige dyreliv. Akvariet er indrettet med syv forskellige “destinationer”, som hver især gengiver særligt interessante dele af Nordsøen så naturtro som overhovedet muligt.
Det største akvarie er Oceanariet med hele 4,5 millioner liter havvand, og her boltrer mere end 2000 fisk sig. En af de mere kendte og specielle fisk er klumpfisken, og navnet siger i virkeligheden meget om fiskens specielle fremtoning. Den ligner en underlig klump af ret tilfældigt sammensatte stykker fisk og er et sjovt bekendskab for ung som gammel.
Der er daglig fordring af fiskene i Oceanariet, hvor en dykker håndfodrer fiskene, der står i tætte stimer omkring ham. Herudover er der en masse aktivitets- og legemuligheder til børnene og gode spisemuligheder med både café og ishus.
Centeret har blandt andet også en koloni sæler, som fodres to gange dagligt, et vrag af et gammel skib og mange andre fine faciliteter til en hel dag med alt godt fra havet.
Family Farm Fun Park
Der er masser af tamme dyr for børnene at hygge sig med i parken. Foto: Family Farm Fun Park.
Et par kilometer nord for Løkken ligger der en hyggelig oplevelsespark for hele familien.
Family Farm Fun Park er en spændende oplevelsespark baseret på en bondegård, hvor fokus i højere grad er på den nære kontakt med dyrene fremfor bare at betragte dem i bure og indhegninger.
Her kan børn i alle aldre komme helt tæt på et væld af tamme, børnevenlige dyr, som gerne vil fodres, klappes og kæles med.
På farmen er der ponyer, æsler, geder, køer, får, grise, kaniner, marsvin, høns, ænder, påfugle, kalkuner, gæs, hunde, katte og flere andre lettilgængelige dyr, som I mange steder kan komme ind og lege med.
Der er også altid mange søde dyreunger på farmen, noget der i den grad er et hit hos familiens mindste.
Parken har desuden mange legefaciliteter både ude og inde. Der er blandt andet en stor sø med vandcykler, ligesom der er flere legepladser, pedalkøretøjer, hoppeborge, en halmlegeplads og forskellige spil.
Der arrangeres en række forskellige aktiviteter i parken som ponyridning og traktorvognskørsel, og i ferieperioder er der ekstra knald på og endnu flere aktivitetsmuligheder. I kan blandt andet se kaninhop og et chihuahua hundeshow!
På stedet findes også en fodboldgolfbane til de stridslystne, ligesom der er en lille café og udendørs grillmuligheder.
Søger I efter aktiviteter for børn i Løkken, så er Family Farm Fun Park uden tvivl det helt rette sted for jer. Rigtig god fornøjelse!
Ingstrup Mejeri
Det er ikke hvilke som helst produkter, der strømmer ud af det erfarne mejeri.
Foto: Ingstrup Mejeri.
Ved Ingstrup Mejeri små fem minutters kørsel syd for Løkken fremstilles der oste af højeste kvalitet. Stedet ligger i Ingstrup og er et mejeri, så stedet hedder da sevfølgelig Ingstrup Mejeri. Et af landets ældste mejerier!
Siden år 1890 har man hos Ingstrup Mejeri fremstillet oste med stor stolthed, stor kærlighed og faste traditioner, og det har resulteret i et bredt udvalg af super lækre og velsmagende oste.
Mejeriet fremstiller sine populære oste efter gamle opskrifter og gamle fremstillingsmetoder. Dette kommer til udtryk i samme øjeblik, man sætter tænderne i ostene, som virkelig er af højeste kvalitet.
Udover ost laver Ingstrup Mejeri også gammeldags kernet smør af mælk fra det lokale Vrejlev Kloster. Med andre ord er smagen på mejeriets produkter en unik og autentisk smagsoplevelse på hele lokalområdet.
Så sving forbi Ingstrup Mejeri, besøg mejeributikken og få hjælp til at vælge lige præcis den ost, der vil skabe størst mulig glæde for lige netop jer.
Rigtig god fornøjelse!
Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen
Der gås på opdagelse blandt kunsten. Foto: Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen.
Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen er et af landets væsentligste udstillingssteder med moderne kunst og samtidskunst, og der vises seks til otte udstillinger i de højloftede og lyse lokaler om året.
Kunstbygningen huser den største eksisterende samling malerier fra den landskendte Svend Engelund. Hvert år præsenterer museet tre til fire tematiserede nyophængninger af Engelunds værker, så de besøgende får et nyt syn på kunsten, som I høj grad har fokus på landskabsmalerier med et særligt fokus på Vendsyssel.
Det gør museet til et spændende besøgssted for jer, der gerne vil have den lokale kultur lidt ind under huden.
Hvert år i august går en lang række keramikere, billedehuggere, billedkunstnere, gulsmede, malere, arkitekter, tegnere, installationskunstnere, fotografer og mange andre desuden sammen om at skabe en spændende udstilling med input fra mange forskellige stilretninger i det, der kaldes Vrå-udstillingen.
Udstillingen er ofte meget spændende at gå på opdagelse i for både store og små.
Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen er ligeledes eneste skandinaviske repræsentant på JCE Biennalen, som er en turnerende sammenslutning for ung europæisk samtidskunst, så I finder også en masse spændende kunstinput ude fra verden i de stemningsfulde kunstlokaler i Vrå.
Vera’s Vine
Vinbutikken mellem kornmarker og skov.
Foto: Vera’s Vine.
20 kilometer øst for Løkken ligger et lille stykke Italien gemt midt i Vendsyssel.
Vinhandlen Vera’s Vine er opført og indrettet efter stolte toscanske byggetraditioner, og inde i det smukke, trelængede bygningsværk finder I et væld af italienske specialiteter og selvfølgelig massevis af vine fra støvlelandet.
Vera’s Vine har altid over 200 forskellige italienske kvalitetsvine på lager.
Lokalerne i den unikke vinhandel er indrettet med butik, vinsmagningsbord og en vinkælder, der er fyldt til randen med det bedste fra Italien.
I finder blandt andet et væld af lufttørrede skinker, pastatyper, forskellige pestoer, salamier, oste, olivenolie af meget høj kvalitet og meget andet i den stemningsfulde butik.
Det er oplagt at slå et smut forbi Vera’s Vine, hvis I gerne vil have en hyggelig, italiensk inspireret aften på terrassen med alt, hvad der hører sig til at vine og andre lækkerier fra Italien.
Vendsyssel Teater – Hjørring
En forestilling i en af teatrets sale.
Foto: Adam Mørk.
Lige midt i Hjørring en lille køretur fra Løkken finder I egnens store teater, Vendsyssel Teater.
Teatret holder til i nye og meget smukke omgivelser i det moderne og iøjnefaldende teaterbyggeri fra 2017. Der afholdes hvert år et væld af forestillinger i teatrets forskellige sale. Her er alt fra børneteaterstykker til store musicals og opsætninger, der fremføres foran mere end 400 mennesker af gangen.
I dagtimerne kan også få fornøjelse af at besøge teateret. Både fordi flere af forestillingerne også sættes op om eftermiddagen i weekenderne, men også fordi der sker en masse andet i huset.
I kan blandt andet lade Teatercaféen – Hos Uffe danne rammen om en hyggelig frokost i de stemningsfulde omgivelser, og I kan også få en rundvisning i det nyopførte hus og høre om alt fra visionerne for teaterets arbejde som samlingspunkt og fyrtårn i Vendsyssel til røverhistorier fra de mange forestillinger. Der arrangeres blandt andet også sommerferieteaterskole om sommeren.
De største oplevelser venter dog på jer inde i teatermørket. Vendsyssel sætter teaterstykker op af meget høj kvalitet og er blandt andet kendt for sin lange komedietradition, de gakkede farcer og de folkelige fortolkninger af store klassikere.
Løkken Museum
Fint, lille museum lige på den anden side af klitterne.
Foto: Løkken Museum.
Med sin placering lige på den anden side af klitterne i det centrale Løkken, kommer de fleste turister forbi Løkken Museum på deres besøg i byen. Og det er på alle måder værd at stikke hovedet indenfor i de gamle lokale og få et spændende indblik i byens historie.
Tilbage i 1700- og 1800-tallet var Løkken nemlig en vigtig ladeplads for handlen mellem Vendsyssel og det sydlige Norge. Små skibe blev lastet på de brede strande ved Løkken med korn, smør og kød fra det danske landbrug og kom tilbage fra Norge med træ og jern til byggeriet og produktionen i Danmark. Senere fik byen et købstadspræg og havde både garveri, jernstøberi og rebslageri, og da jernbanen kom til omkring år 1900 blev Løkken med tiden kendt, også ud over Danmarks grænser, som en badeby i høj kvalitet.
De historier er udgangspunktet for Løkken museum. Både i selve museet lige bag klitterne og i museets have, hvor der ligger et gammelt badehus med en udstilling om badelivet i byen. Museet indeholder også et gammelt bryggers og køkken, som er ført tilbage til tiden omkring år 1900.
Nede på stranden ligger Kystfiskerimuseet i det tidligere redningshus med blandt andet en fiskekutter fra 1944. Langs væggene i redningshuset er der en række tavler og billeder, som giver indblik i livet som fisker ved Løkken, og samlet er der masser af spændende historier at dykke ned i på Løkken Museum.
Så hvis du spørger dig selv, hvad man skal se i Løkken, er Løkken Museum helt oplagt. Rigtig god fornøjelse!
Historien om redningshuset i Løkken starter i 1852, hvor det danske redningsvæsen blev oprettet. Sammen med Skagen, Kandestederne og Sønder Lyngvig var Løkken blandt de første til at få en redningsstation. Det første redningshus i Løkken lå på Sdr. Strandvej og gav ly til områdets redningsbåd. Båden var en simpel robåd, men gennem årene nåede dens modige besætning, der først og fremmest bestod af lokale fiskere, at redde adskillige mennesker fra at lide druknedøden i Vesterhavets ubarmhjertige bølger.
Det nuværende redningshus i klitten på Ndr. Strandvej er opført i 1936, men baggrunden for dets opførelse skal findes 7 år tidligere. D. 9. juni 1929 forliste redningsbåden, der normalt kom strandede og andre nødstedte tilundsætning på havet. Båden kæntrede i en storm på vej mod en fiskerbåd i nød og tre af de 12 redningsfolk mistede livet på den skæbnesvangre dag. Efter ulykkenblev det besluttet at anskaffe en motorredningsbåd, som indtil 1936 blev opbevaret i et skur i klitten, så den tunge båd hurtigt kunne komme i vandet,når der var brug for den. Roredningsbåden som ind imellem stadig blev benyttet,forblev på sin gamle plads på Sdr. Strandvej
Det røde murstenshus med redningsvæsenets vartegn, de korslagte dannebrogsflag, på porten, var indtil 1975 hjemsted for motorredningsbåden MRB18, som nu blev flyttet til Thorup, og Løkken redningsstation blev nedlagt. Farvandsdirektoratet indledte herefter forhandlinger med Løkken-Vrå Kommune om en eventuel overdragelseaf redningshuset. På dette tidspunkt var huset i miserabel stand p.g.a. tilsanding,og forhandlingerne endte med, at kommunen i 1978 vederlagsfrit kunne overtage bygningenunder forudsætning af, at de selv stod for frigravning og istandsættelse. En række deklarationer skulle desuden overholdes. Bygningen måtte blandt andet kun anvendes til offentlige formål og køberen var forpligtet til at overmale flagdekorationen, således at den var helt dækket. Sidstnævnte fik man dog dispensation for i 1979, hvor farvandsdirektoratet gav tilladelse til, at dannebrogsflagene kunne forblive på husets port.
I årene herefter blev den gamle redningsstation indrettet med offentlige toiletter og iskiosk og Løkken Museumsforening fik tilladelse til at benytte noget af bygningen som udstillingslokaler. Løkken Sportsdykkerklub fik hjemme i et lokale på husets loft.
Billedet er sandsynligvis ligeledes fra byggesynet i 1976
I 1988 blev iskiosken flyttet ud på stranden og dykkerklubben fik nu også til huse i underetagen. Museumsforeningen havde i mange år ønsket at opsætte en gammel redningsbåd i huset. Blandt andet havde man planer om at udstillemotorredningsbåden MRB18, når den blev udrangeret. Planerne om at udstille MRB18 blev dog aldrig realiseret; til gengæld fik museet råderet over hele redningshuset i 1992. Anledningen var, at museet havde erhvervet kystfiskerbåden Bent II, der nu blev hovedattraktionen i museets nye kystfiskeri udstilling.
Kampen mod sandet, der i 1978 næsten nåede at ødelægge Løkken redningshus var langtfra ovre. Problemerne med tilsanding fortsatte de næste årtier, samtidig med at havet åd mere og mere af kysten, og under stormen Egons hærgen d. 10. januar 2015 kom havet helt tæt på og forårsagede så store skader på den gamle redningsstation, at husets fremtid i skrivende stund stadig er uvis.
Galleri Uggerby er med sin placering midt mellem Løkken og Hirtshals i det centrale Lønstrup et strandgalleri, der oser af feriestemning. Galleriet ligger hyggeligt blandt caféer, resturanter og dagligvarebutikker lige bag klitterne, der afskærmer byen fra det store Vesterhav.
Det tematiske fokus i Galleri Uggerby er ret bredspektret. Her finder I værker fra nær og fjern, og igennem tiden har mere end 800 kunstnere ladet deres værker udstille i galleriet.
Der laves også en del separatudstillinger med nye og faste kunstnere, ligesom der laves gruppeudstillinger, hvor flere kunstnere udstiller sammen i de hyggelige og strandnære lokaler.
Det betyder, at I er garanteret et nyt perspektiv på kunsten, hvis I på en af jeres tidligere ferier til Vendsyssel har lagt vejen forbi galleriet.
Det er særlig spændende at besøge galleriet, hvis I gerne vil lade jer inspirere af eller købe kunst fra andre lande. Galleri Uggerby samarbejder med kunstnere fra snart sagt alle verdensdele, og I kan derfor se malerier, akvareller, keramik, glas- og bronzekunst og meget andet fra både internationale og danske kunstnere og kunsthåndværkere.
Galleriet har også en afdeling i Uggerby lidt længere oppe ad kysten lidt øst for Hirtshals.
Kulturhus Løkken
Foto: Kulturhus Løkken.
Hvis du får lyst til et kulturelt input på ferien i Løkken, er der også masser at hente.
I Kulturhus Løkken arrangeres der fra januar til maj og fra august til november en lang række arrangementer af forskellig art. Den fælles målsætning for aktiviteterne er, at tilhørerne skal have “åndelig føde til krop og sjæl”, inspireres og få en god oplevelse med på vejen.
Det betyder, at du i Kulturhus Løkken blandt andet kan møde en lang række række spændende foredragsholdere, tage til koncert, kreative workshops, litteraturcafé, forskellige børnearrangementer, whiskysmagning, danseaftener og meget, meget andet.
Der arrangeres løbende nye aktiviteter i kulturhuset, som du finder cirka midt i byen ved Løkken Skole.
Hvis du trænger til inspiration, et nyt perspektiv på tilværelsen eller bare en hyggelig aften i godt selskab, er Løkken Kulturhus klart et besøg værd.
Løkken Miniby
Se Løkken anno 1900 gengivet 1:10. Foto: Løkken Miniby.
I skovområdet lige syd for Løkken Idrætscenter ligger Løkken Miniby.
Her kan I på en anderledes måde få et kig ind i fortiden og se, hvordan Løkken så ud omkring år 1900. Byen er gengivet i målestoksforholdet 1:10, så du går rundt i gaderne mellem bygningerne og føler dig som en anden kæmpe, når du besøger minibyen.
De fine bygningsværker konstrueres så vidt muligt af de korrekte materialer. Det betyder, at husene mures op af småbitte mursten og toppes af de fineste små vingetegl, så de bliver så naturtro som muligt. Begge dele produceres som de øvrige byggeelementer af det fagkyndige hold bag Løkken Miniby.
Hvis du efter et besøg i minibyen er blevet nysgerrig på, hvordan produktionen foregår, er du meget velkommen til at besøge håndværkerne i deres værksted i Løkken. Her arbejder de mandage og torsdage fra kl. og de fortæller gerne om arbejdet med de små huse.
Hvis du er interesseret i træarbejde, produceres der også små træskibe i værkstedet.
Løkken Miniby er åben hver dag.
Museumscenter Hanstholm
Du kommer ikke tættere på den danske historie om 2. Verdenskrig end i Hanstholm.
Foto: Museumscenter Hanstholm.
Et andet godt udflugtsmål fra Løkken er Museumscenter Hanstholm. Under 2. Verdenskrig etablerede tyskerne deres stærkeste fæstning i Danmark helt ud til Vesterhavet nord for Hanstholm, og det store fæstningsværk danner i dag rammen om museumscenteret, som har inddraget de forskellige dele af fæstningen i deres formidling til de besøgende.
Museets indgang leder dig fra start ind i det moderne dokumentationscenter. Her finder du forskellige nye udstillinger med fokus på Atlantvolden, Hitlers samlede europæiske befæstningsanlæg fra Nordnorge til Spanien.
Anlægget i Hanstholm var en betydende del af Atlantvolden i Danmark, og en af de allerstørste bunkere herhjemme var blandt andet en del af stillingen. Bunkeren bruges i dag som “Museumsbunker” på stedet, og flere af bunkerens rum er ført tilbage til deres oprindelige udseende. Det gør det til en helt speciel oplevelse at besøge centeret. Du kan ved selvsyn se, hvordan værnemagtens soldater levede og arbejdede under krigen.
Du kan fx besøge kanonbrønden, hvor der i sin tid stod en stor kanon, som kunne sende sine granater hele 55 kilometer ud over Vesterhavet. Sammen med en tilsvarende kanonstilling i Norge skulle forsvarsværket sikre farvandet mellem Danmark og Norge. Der er et væld af spændende historier at hente i museet, hvis du er interesseret i soldaterliv, våben og den store og næsten altomvæltende verdenskrig.
I sommermånederne kan I springe på det gamle ammunitionstog, som kører rundt mellem de mange bunkere på det klitskovsdækkede fæstningsområde, der dækker hele 100.000 kvadratmeter.
Der er bunkere og krinkelkroge nok at gå på opdagelse i. Husk lommelygten!
Løkken Marathon
Løberne kæmper sig igennem det tunge sand.
Foto: Løkken Marathon.
Hvert år står Løkken på den anden ende en weekend i maj.
Løbere fra nær og fjern valfarter til, når et af landets hårdeste og smukkeste løbearrangementer afholdes.
Som navnet indikerer, dystes der blandt andet på marathondistancen, og ruten er både spektakulær og særdeles hård. Der etableres en 10,55 kilometer lang afmærket rute, som bringer løberne igennem Løkken by, klitter og ikke mindst henover de hårde strandstrækninger.
Man bestemmer selv, om man løber rundstrækningen en, to eller fire gange, og der afholdes hertil et familievenligt løb på 5,5 kilometer. Alle kan altså være med, og der er også plads til dig, der bare vil have en hyggelig gåtur i selskab med en masse andre glade mennesker.
I start- og målområdet på byens torv er der feststemning dagen igennem med musik fra en DJ og fadølsnalæg, og der stilles desuden hoppeborge op til de besøgende børn.
Løkken Marathon er garanti for liv og glade dage og højt humør til både løbere og de mange andre besøgende.
Jeg Poul husker tydeligt denne onsdag i skolens sommerferie , hvor vi stod på gårdspladsen i barndomshjemmet “Klarup” i Sønder Harritslev i Vendsyssel, hvor vi oplevede en solformørkelse.
Vi havde forberedt os godt: Vi havde lavet beskyttelsesglas af stumper af vinduesglas, som vi havde sodet til i flammen over den uundværlige primus.
Denne solformørkelse var tæt på at være total i Vendsyssel.
Den smalle totalitetszone gik nemlig gennem Oslo i en stribe fra Canada, over Færøerne, Oslo og videre østover.
Jeg var 8 år dengang og kan derfor huske, at det ikke blot mørknede, men der indfandt sig også en mærkelig stilhed, idet fuglene tav, og hønsene var begyndt at gå ind, fordi de troede, at det var ved at blive nat.
Høns er natteblinde. Derfor går høns tidligt til rane.
Storesøster Hanne oplevede solformørkelsen som 12-årig på sommerferie hos moster Jenny i Sønder Lyngby ved Løkken.
Solformørkelsen i 1954 begyndte på en onsdag i sommerferien omkring kl. 12:30 og varede alt i alt til omkring kl. 15:00.
Solformørkelsen dengang var for os en familieoplevelse på gårdspladsen.
Lillesøster Birgit har også været der, men da hun kun var toethalvt år dengang, kan hun ikke huske den.
Ingen af os fik øjenskader, da vi så op mod den næsten formørkede sol gennem de hjemmelavede beskyttelsesglas.
Månen, som er uendelig lille i sammenligning med solen, kunne dække for solen langt borte, fordi månen er meget tæt på jorden.
Derfor synes de to himmellegemer for os at være lige store.
Månens lys er kun 1 sekund om at nå jorden, mens solens lys er 8 minutter om at nå herned.
I tidligere tider var en solformørkelse, som altid kom bag på folk, en skræmmende oplevelse.
Det var det naturligvis ikke for os på gårdspladsen dengang, da vi vidste, at solformørkelsen ville indtræffe på et bestemt klokkeslæt, beregnet af astronomer.
Vi vidste, at solens lys snart ville skinne på
os igen.
Hvor er vi mere end heldige at have hjemme på denne tredje planet regnet fra solen.
Den blå planet ligger præcis i solsystemets beboelige zone.
Universet er uendeligt stort, men så stort må det være, for at der kunne skaffes byggesten under stjerneprocesser til livet på jorden.
Universet har præcis den rigtige størrelse, for at livet på jorden kunne blive til.
Gud ske lov for den dybe sammenhæng!
FOTO: Mit barndomshjem “Klarup” i Sønder Harritslev
I mit virke som vurderingsformand havde jeg jævnligt opgaver med at omvurdere ejendomme, når der blev bygget til eller ændret.
En dag gjaldt det en ny carport ved Skørbækshede – nærmere bestemt hos den berygtede Tolne-bande.
Tolne-banden var kendt for deres uro de skabte i Sindal og omegn.
De vækkede ofte byens eneste købmand i Tolne – midt om natten for at købe to kasser øl, som skulle leveres til deres adresse i Tolne.
Det var ikke folk, man glemte. – ej eller butiksfolk i Sindal.
Jeg havde fået oplyst, at der var opført en ny carport på ejendommen, så jeg lagde vejen forbi en dag, jeg var ude at køre.
Jeg bankede på døren, og ud kom to skumlede mandspersoner – flankeret af en flok gøende hunde.
Jeg forklarede mit ærinde og gik hen til carporten for at besigtige den. Den var helt åben, bygget på fire solide 4×4 stolper og med et kraftigt betongulv. Jeg undrede mig over det solide betongulv ved en simpel carport.
Jeg tog afsked med de to herrer og hundene og vurderede efterfølgende, at carporten ikke tilførte nogen nævneværdig værdiforøgelse til ejendommen.
Men så rullede sagen ud i medierne: Tolne-banden havde likvideret en mandsperson, parteret ham og brændt ham i stuehusets kakkelovn. Asken blev efter sigende blandet i betonen til carportens gulv.
Da jeg vurderede betongulvet, var kvadratmeterprisen – som jeg husker – 160 kr. Uden hensyntagen til den noget makabre tilsætning.
Senere, da jeg tilfældigvis var på besøg på politigården i Hjørring og blev budt på kaffe i kantinen, kom snakken på Tolne-sagen.
På et tidspunkt blev jeg tilbudt suppe – en særlig gestus til gæster fra Sindal, sagde de.
De havde nemlig hele fem mælkejunger stående med askebeton fra den afdøde. “Så værsgo og spis”, Svend. – velbekomme!
De tre Rømer-gårde ved Tyrsigvej – en personlig beretning
Langs Tyrsigvej lå der i sin tid tre gårde, som alle bar navnet Rømer. Der hvor PMU ligger i dag, lå Vegner Rømer-gården. Lidt længere fremme kom V. Ledet, ejet af Martin Rømer, og den tredje var Ø. Ledet, hvor Gustav Rømer stod som ejer.
Tre gårde, tre slægtsled, og et lille stykke lokalhistorie, som mange i området stadig husker.
Det var på den midterste gård. V. Ledet, at jeg selv fik min plads i historien. Gården står der endnu, (Martin KOK) og når jeg kører forbi, kan jeg stadig se for mig, hvordan livet formede sig dér, da jeg som ung knægt trådte ind i landbruget den 1. april 1956 – dagen efter jeg havde forladt skolen.
Planen var ellers klar: et halvt år i landbruget, og så i tømrerlære. Men sådan blev det ikke.
Efter omtrent en måned hos Martin Rømer stod min storebror Erling pludselig uden for mit vindue. Jeg husker endnu hans ansigt og ordene, der ændrede alt:
“Svend… vores far er pludselig død. Du må komme hjem.”
Med ét blev fremtiden vendt på hovedet. Erling boede allerede hjemme, da han var i lære som smed, og der var ikke råd til to drenge i huset på samme tid.
Så jeg blev hos Rømer – ikke et halvt år, men næsten tre år. Jeg blev bondekarl, længere end nogen af os havde forestillet sig.
Når jeg ser tilbage, står det klart, hvor hurtigt livet kan skifte retning. Det, der skulle have været et kort ophold, blev til en tid, der satte spor – både i mig og i den lille egn omkring Tyrsigvej, hvor Rømer-gårdene engang lå som faste holdepunkter i landskabet-
Den simple bondemand – sviner naboer! (Billedet)
For år tilbage kunne læses i NORDJYSKE, at en landmand i Sønderskov har sat gang i et omfattende byggeri af to moderne svinestalde.
Ifølge avisen er der tale om topmoderne faciliteter, gennemgået og godkendt af alle relevante myndigheder.
Samme dag som byggeriet gik i gang, passerede jeg ejendommen.
Store maskiner arbejdede målrettet med jorddyngerne, og man fornemmede straks en driftig landmand, der vil være på forkant med udviklingen. Det er jo sådan, landbruget overlever – ved at følge med tiden.
Men naturligvis kom det næste kapitel i avisen: Naboerne var ikke taget i ed. Storhedsvanvid, lød det. En jordvold på tre sider – hvad siger I så?
Ja, hvad siger man. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over nabostridigheder, men det satte nogle tanker i gang om, hvordan det var at arbejde i landbruget for 50–60 år siden.
Som så mange andre unge blev jeg dengang “sendt på landet”. Jeg var bondekarl i fire år – først som bettekarl, siden som forkarl.
Arbejdsdagene var lange: I stalden kl. 6 og først færdig efter aftensmaden ved 19.30-tiden. Fri hver anden søndag. Vask i koldt vand i malkerummet. Et uopvarmet karlekammer. Og kramper i benene om natten efter en dag med møg, høst og hårdt slid.
Bygningerne var, set med datidens øjne, rimelige – men langt fra moderne. Svinestalden var lavloftet, fugtig og klam. Kostalden var ny og havde ventilationsriste, så dér kunne man da trække vejret. En ny lade blev bygget, mens jeg var der, opført af dygtige håndværkere fra Sønderskov.
Og så er vi tilbage ved Sønderskov. Tænk, hvis man som ung dengang havde haft mulighed for at arbejde i en moderne stald som den i Sønderskov.
Det havde været noget af en forandring. Men det store spørgsmål er vel, om der overhovedet skal være mennesker i sådan en stald længere – eller om teknologien klarer det meste.
Da jeg var dreng i 1940’erne og 50’erne, var det hestevogne, der satte dagsordenen i trafikken i Sindal. Biler var sjældne, og det var hestekræfter af den ægte slags, der bragte varer og mennesker rundt i byen.
Der var mælkemanden, som hver morgen kørte rundt og solgte frisk mælk direkte fra vognen. Der var renovatør Alfred Olsen og hans første mand, ”Bolle” Aksel, som ved nattetide hentede latrin i en specialbygget tøndevogn trukket af to heste. Landmændene kom med mælk til mejeriet, og kul og koks blev leveret til byens hjem med hestevogn – sådan gik det slag i slag.
Når nogen skulle herfra for sidste gang, kom gårdejer Johannes Larsen fra Lundmark med sin flotte sorte rustvogn, trukket af to imponerende sorte Oldenborgere. Det var et syn, der krævede respekt.
Men der var også mere kuriøse køretøjer. Husmand Sivert Jensen fra Agerledet havde sin berømte ”ornevogn” – en tohjulet trækasse, hvor en orne kunne stå, mens Sivert kørte rundt til egnens gårde for at bedække landmændenes søer. Det var en slags mobil svineavl, og den vakte opsigt, hvor end den kom frem.
Så var der den dag, hvor der skulle være begravelse fra bykirken i Sindal. Som sædvanlig var det Johannes Larsen, der skulle transportere kisten til kirkegården. Præsten havde aftalt med graver Ejner Nielsen, at han skulle begynde at ringe med kirkegårdsklokken, når rustvognens heste kunne ses på bakken ved Baggesvognsvej.
Ejners hustru, Alma, som hjalp til ved kirkegården, blev derfor placeret ved det østlige dige, hvorfra hun kunne holde udkig og give signal.
Klokken 14.30 afgik ligtoget fra kirken, og omkring 14.40 så Alma hestene fra sin post. Hun rakte armen i vejret – og Ejner begyndte at ringe.
Men pludselig råbte Alma med al sin kraft:
– HÅL! HÅL! EJNER! DET ER WONNIE! DET ER SIVERTS WONNIE DU RINGER FOR!
Ejner havde sat hele klokkespillet i gang for ornevognen – og ikke for ligvognen. Det blev en dag, hvor både præsten og graver måtte trække på smilebåndet, og hvor selv de sorte Oldenborgere nok havde løftet et øre i undren.
Vi havde glædet os til Ældre Sagens udflugt til Læsø i tirsdags. Øen, som jeg i omkring 20 år jævnligt besøgte i min egenskab af vurderingsformand ved Told & Skat.
Men i sidste øjeblik måtte vi melde afbud – en ond tand satte en stopper for turen. Nu ligger jeg i tandlægestolen, hvor en stump af en kindtand skal fjernes. Mens tandlægen og assistenten roder i den nederste del af hovedet, kan jeg passende bruge den øverste del til at fundere over nogle af de oplevelser, jeg havde på Læsø for cirka 25 år siden.
FØRSTE MØDE MED BORGMESTEREN.
Første gang jeg trådte ind på kommunekontoret for at hilse på, mødte jeg øens borgmester. Jeg var blevet orienteret om, at han kunne være en hård, bestemt og enerådende herre – men også en dygtig én af slagsen.
Jeg bankede forsigtigt på døren til borgmesterkontoret. “Kom ind!” lød det. “Goddag, jeg er kommunens nye vurderingsformand og ville lige hilse på.” “Velkommen – det er Pedersen, han er kæmner, og jeg er borgmesteren.”
Inden vi nåede at tale sammen, vendte borgmesteren sig mod kæmneren og udbrød: “Jeg vil f…… ikke acceptere at…” – en regulær skideballe, leveret i mit påhør. Pedersen luskede ud uden et ord. Jeg fik hurtigt præsenteret mig og fulgte samme vej.
EN OMVURDERING OG EN OPSANGE.
Dagens opgaver skulle drøftes med sekretæren for vurderingsrådet. Hun havde i længere tid haft en begæring om omvurdering liggende – fra borgmesteren. De lokale vurderingsmænd havde bedt sig fritaget: “Det må være formandens opgave, når det gælder borgmesterens ejendom – vi er for tæt på.”
Papirerne blev gennemgået, ejendommen besigtiget, og vurderingsmeddelelsen udskrevet. Hvad jeg ikke vidste var, at sekretæren straks overbragte afgørelsen til borgmesteren – inden jeg havde forladt kontoret.
Det kan nok være, jeg fik læst og påskrevet! Han var bestemt ikke tilfreds. Jeg forklarede, at der var klageadgang, og at vurderingsrådet ikke skelner mellem Maren i kæret og en borgmester. Og sådan blev det.
VALLBORG OG SMØRREBRØD.
I forkontoret havde en elev opfanget, at den nye vurderingsformand var på rundrejse. Hendes far var lokal vurderingsmand, og hun ringede hjem og fortalte, at jeg måske ville dukke op.
Efter et par stykker smørrebrød i kantinen kørte jeg til Østerby, hvor Richard boede. Her ventede en overraskelse: Richards kone, Valborg, havde ringet rundt til familien og inviteret til eftermiddagskaffe – vurderingsformanden kom jo på besøg!
Det føltes lidt underligt at blive betragtet som “noget ved musikken”, bare fordi jeg var vurderingsformand. Men det blev en hyggelig eftermiddag. Senere, når jeg kom forbi, blev jeg altid beværtet med højt belagt smørrebrød.
På et tidspunkt sagde jeg pænt, at de ikke behøvede gøre så meget ud af det. Valborg svarede: “Ser du, Svend – i alle de år Richard har været vurderingsmand her på øen, har vi aldrig haft besøg af formanden. Han besøgte kun Ydegård i Vesterø. Han var jo gårdejer – Richard er jo kun minkavler.” Ak ja, så var det på plads.
FÆRGETURE MED RULENDE FLASKE
At sejle til Læsø kan være en oplevelse. En sommer, hvor familien skulle med over til et lejet sommerhus, blæste det voldsomt – men vi skulle afsted. Knap var vi ude af havnen i Frederikshavn, før færgen begyndte at vippe voldsomt. Ud ad vinduet så vi skiftevis himmel og hav – færgen rullede.
Vi sad ved et rundt bord i cafeteriaet. Ved siden af sad et ungt par med rygsække og en stor hund, bundet til bordbenet. På et tidspunkt begyndte rygsækkene at glide væk, og hunden snurrede rundt på det glatte gulv, hængende i sin snor. Vi sank en ekstra gang.
Oldfruen dukkede op med et par matroser og meddelte, at alle skulle holde sig i ro – matroserne ville være til stede, hvis nogen fik brug for hjælp. Jeg måtte ud at se havet og fik bakset mig ned i Folkevognen, hvor jeg lå hen over gearstangen i de ca. 1½ time overfarten varede. Min bedre halvdel og datteren klarede turen siddende ved bordet.
STORM OG LADSTBILER MED BETONELEMENTER.
En anden gang var der efterårsstorm. Jeg havde bestilt billet hjemmefra og kørte direkte ombord. Min bil blev anbragt ved siden af et lastvognstog med beton-elementer.
Oppe i cafeteriet undrede det mig, at folk gik fra borde. “Skal I ikke med over?” “Nej tak, ikke i dag – vinden er i nordøst, så vi bliver på fastlandet.”
Min bil var fastsurret, så jeg kunne ikke vende om. Der var god plads ombord – foruden mig kun en tom sodavandsflaske i salonen. Jeg lå alene i en halv time og lyttede til flaskens rullen og bølgeslagene mod skibet.
Endelig kom en stemme fra højtaleren – dejligt, tænkte jeg, nu er vi snart i havn. Men nej – kaptajnen meddelte, at færgen var en time forsinket på grund af vejret. Vi måtte sejle mod nord, op mod vinden, og så drive østpå, indtil vi var i læ ved Læsø. Senere fik jeg at vide, at hensynet til de tunge betonelementer også spillede ind. Jeg sendte min gamle Folkevogn en venlig tanke – den stod jo lige ved siden af lastvognen.
Vi kom helskindet i land, og efter et par timer med snurren i hoved og mave var jeg klar til at køre ud til dagens opgave.
NATTEN MED URO FRA SMÅGRISE- OG SÅ TIL FAMILIEFEST.
Da dagens besigtigelse var afsluttet, kørte jeg til Vesterø Sømandshjem, hvor jeg havde reserveret et værelse for natten. Inden jeg gik til ro, stod jeg og nød synet af havnens lyshav. Vinden havde lagt sig, og jeg så frem til en rimelig hjemtur næste morgen.
Efter en halv times søvn vågnede jeg – og hørte skrigende grise! Jeg sprang op og kiggede ud ad vinduet. Der, lige nedenfor mit værelse, stod en lastvogn fyldt med smågrise. Den skulle med færgen næste morgen – ligesom jeg. Det blev ikke til meget søvn den nat.
Av, min tand! Med munden fuld af vattamponer fremstammede jeg: “Hvad har I gang i, tandlæge?” – “Vi har fjernet et stykke af en kindtand,” lød svaret. “Vi bygger den op igen om en uge.” Javel.
En aften blev jeg ringet op af en landmand i Vesterø. Han mente, hans ejendom var vurderet for lavt og bad mig kigge forbi snarest. Så gik turen igen til Læsø. Jeg havde planlagt at besigtige fire ejendomme den dag. Færgen lagde til kl. 11.45, og jeg forventede hjemtur kl. 15.00.
Straks efter ankomst kørte jeg ud til landmanden. Da jeg trillede ind i gården, så jeg straks, at flaget var oppe, og gårdspladsen fyldt med biler. Jeg ringede forsigtigt på døren. En dame med hvidt forklæde åbnede. “Der er fest her i dag,” sagde hun. Bondemanden havde rund fødselsdag.
“OK, jeg kommer igen en anden dag,” sagde jeg. Men indefra lød det: “Nej, nej, kom indenfor, vurderingsformand! Velkommen – vi har lidt gæster, men det skal du ikke tage dig af. Nu skal vi alle spise, så snakker vi bagefter.”
Jeg blev bænket ved det festlige bord. Tre retter mad skulle fortæres. Under middagen forsøgte jeg at komme i kontakt med bondemanden, men han afslog: “I dag er der fest – vi snakker senere.” Efter maden skulle alle sove til middag. Jeg blev sat i en høj stol ovre i hjørnet. Jeg blinkede lidt med øjnene og tænkte: Hvad er det, jeg har gang i? Rundt omkring sad gæster og småsov.
Tiden gik, og jeg bemærkede til bonden, at jeg snart skulle nå færgen kl. 15.00. “Jamen da, nu skal vi da ha’ kaffe på terrassen!” Under kaffen fik jeg endelig fat i ham. “Jeg er nødt til at smutte, men jeg kommer indenom snarest.” – “Nej, nej, vurderingsmand. Med de fødselsdagsgaver jeg har fået i dag, tror jeg ikke, der bliver behov for ny låntagning – så vi glemmer det med opvurdering.”
Politimesteren i uniform med halm på.
Jeg skulle også besigtige politimesterens minkfarm. Først lagde jeg vejen forbi hans private adresse. På asfalten udenfor stod der med kridt: “Her bor nygifte – DYT DYT!” Folk der kom forbi, dyttede – så det gjorde jeg også.
På politistationen spurgte jeg, om mesteren var til stede. “Han er ude på sin minkfarm,” fik jeg at vide. Inden samtalen var slut, benyttede jeg lejligheden til at ønske tillykke. “Nej, nej, ingen er blevet gift her – nogle unge mennesker har været lidt uenige med politimesteren og fundet på det med kridtet.”
Ude på minkfarmen ankom jeg lige efter middag. Jeg kiggede mig omkring – ingen i sigte. “Er her nogen?” gentog jeg lidt højere et par gange. Intet svar. Jeg vendte om. I samme øjeblik hørte jeg noget røre sig i hjørnet med halm. Ud af halmdyngen kom politimesteren – i fuld uniform! Han børstede halmen af sig og vi fik en behagelig samtale om minkfarmen.
Det var dagens sidste besigtigelse, og jeg satte kurs mod færgen. Pludselig gav det et brag – jeg bremsede op. Lydpotten var røget af. Fra et nærliggende hus kom en mand og spurgte, om han kunne hjælpe. “Jeg er på vej til færgen, men jeg lister lige så stille videre.” – “Du kan nok låne en bil her – så reparerer vi din til du kommer igen.” – “Jamen, der er jo ingen nummerplade på dine biler?” – “Det skal du ikke tage så nøje – det tager vi ikke så tungt herover.”
Jeg takkede nej og kørte stille videre mod færgelejet. På vejen nynnede jeg: “Bornholm, Bornholm, du min dejlige ferieø…”
Nu blev der pludselig stille omkring tandlægestolen. Jeg slog øjnene op. Klinikdamen sagde med høj røst: “Svend, vil du have stumpen med?” Hurtigt rejste jeg mig og kiggede ned. Nå, du mente tandstumpen – nej tak. Vær så god.
Svend Høholt, tidligere vurderingsformand – LÆSØ- SINDAL vurderingskreds.
Der var jo ikke tale om nogen heltegerning – men det begyndte alligevel at lugte lidt af noget.
For fire måneder siden stod Bageriet Ingeborg og caféen, Nørregade 13, 9870 Sindal uden fejer og gårdmand. Den gamle fejemand havde i ét elegant ryk besluttet, at nu skulle kosten hvile, og otiummet tages i brug.
På min faste ugedag i caféen kom bestyrerinden listende med sit mest uskyldige smil:
“Svend… har du ikke lyst til at afløse vores fejer? Bare én gang om ugen. Du får kaffe og rundstykke.”
Det lød jo som en aftale, der kunne bære – i hvert fald indtil de fandt en fast mand.
Og jeg var jo ikke fremmed for en kost. Jeg havde tidligere fejet mig igennem både landbrug, havnearbejde, militærmesse, trælast, lokalpolitik, rådhuspedel-liv, langtidsledighed, vurderingsråd, ligningskommission, skatteankenævn – og som husejer havde jeg jo også fejet lidt hist og pist.
Men én gang om ugen viste sig hurtigt at være lige så optimistisk som en nytårsforsæt-liste. Selvom der stod to affaldsspande, blev der smidt papir, skodder, tyggegummi og ispinde, som om fortovet var en slags kommunal skralde-lotto. Så det blev til flere kopper kaffe og rundstykker – og en kost, der fik mere motion end mig.
Folk, der passerede, udtrykte stor glæde over, at fortovet blev fejet. Nogle pegede endda på andre steder i byen, der også kunne trænge til en kost med fører. Et lille mindretal var mere direkte:
“Det er so’t, Svend – nå da-da-da!”
Så til bagsiden:
Bag caféens P-plads kunne der holde fem biler. I teorien. I praksis var det mere som musical chairs uden musik. Ejeren og lejeren havde svært ved at få del i pladserne, så ejeren satte skilte op til tre pladser. Det holdt i en måned. Så blev skiltene fjernet med kirurgisk præcision og nul høflighed. Jo, jo – også i vores bette by kunne der ske ting, der ville få selv Sherlock Holmes til at klø sig i nakken.
Bestyrerinden prøvede igen:
“Du har jo været noget ved kommunen, Svend – kan du ikke lige tage en snak om skiltningen?”
Jo, jo – jeg havde da været ved kommunen… men det var længe, længe siden. Alligevel lovede jeg at gå derop.
På kommunekontoret blev jeg venligt modtaget af chefen i teknisk forvaltning, som sendte mig videre til sagsbehandleren. Det blev et kort møde. Indholdet kunne være skrevet på bagsiden af en serviet. Sagsbehandleren havde tydeligvis besluttet sig, inden jeg kom ind. Ærgerligt – men a’ ko’mer i’jen.
Det gamle ord om, at nye koste fejer bedst, rumsterede i hovedet på vej hjem.
Tilbage på forpladsen ved caféen – frem med harmonikaen. Rigtige venner er der altid… lige indtil der skal fejes for egen dør.
Heinrich Himmler iværksatte i efteråret 1944 planer om oprettelse af ”den nazistiske varulvebevægelse.”
Varulvene er en betegnelse for medlemmer af en hemmelig nazistisk organisation, der skulle sabotere de allierede besættelsesstyrker (i Danmark regnede tyskerne med, det blev russere, der kom) lige efter 2. verdenskrig.
Bevægelsens formål var som sagt sabotage bag de fremrykkede styrkers linjer (bl.a. Politigården i København, kraftværker, jernbaneknudepunkter, rådhuse osv. osv.). Foretage syreangreb, drab m.v. – Derud over skulle de fremstille og distribuere illegale blade, der skulle indeholde meddelelser om invasionsstyrkernes “overgreb”, uddele propaganda og fere hetz mod repræsentanter for fjenden..
Varulvenes øverste chef i Danmark: Erik Victor Pedersen (opdagelsespolitiet).-Blev likvideret af modstandsbevægelsen d. 19. apr. 1945.
Varulvenes daglige ledelse:
“Petergruppen, hvis leder var Otto Alexander Friederich Schwerdt, kaldt Peter Schaefer, (deraf navnet på gruppen). – Oprindelig bestod denne gruppe af 13 mand, hvoraf følgende var danskere:Ib Nedermark Hansen-Henning Brøndum-Paul Lensing-Robert Lund-Kaj Bothilsen Nielsen-Aage Thomas Mariegaard-Gruppen blev de sidste måneder ledet af Horst Paul Issel, da Schwerdt var blevet sendt til Tyskland.
Petergruppens medlemmer dømtes efter krigen for over 150 drab og ødelagte ejendomme og materiel for over 100 mil. danske kroner (1945 priser).
Våbendepoter: I slutningen af 44 og begyndelsen af 45 blev der nedgravet våbendepoter overalt i landet. Det skete i dybeste hemmelighed og af folk, der var uddannet til at anvende depoternes indhold efter hensigten og som kunne “gå under jorden” og skifte identitet på falske papirer, når det blev nødvendigt.
Depoterne indeholdt: Sprængstof, våben og ammunition samt blanketter og stempler til brug ved fremstilling af falske papirer.
Ledelsen for nordjyske nedgr.: lb Nedermark Hansen og Aage Thomas Mariegaard.
“Svanholm” i Serritslev: På gården “Svanholm” i Serritslev blev der nedgravet to kasser våben i marken, tre kasser i den tilstødende have og en kasse udenfor haven.
“I en af kasserne fra Svanholm blev der ud over store mængder våben fundet adskillige nummerplader, politiskilte, frihedskæmperarmbind, sorte masker, falske legitimationskort,kabekort for mænd og en hel del rationeringsmærker,
I de 20 depoter, som Aage Mariegaards og lb Nedermark Hansens nordjyske gruppe stod bag var der i øvrigt i alt nedlagt to tons våben og ammunition. Dertil kom diverse dokumenter, primært rationeringsmærker og falske identitetskort, der kunne gøre livet efter en tysk kapitulation væsentligt nemmere for mænd, som havde valgt tyskernes side”.
“Depoterne blev d. 7. juni 1945 påvist af den unavngivne SS-mand, og indholdet indbragt til politistationen i Brønderslev. Hver kasse indeholdt ca. 100 kg våben og sprængstoffer”.
Teorier for deres udeblivende aktivitet
Bevægelsens øverste danske ledelse, E. V. Pedersen blev likvideret 19. april 1945 af modstandsbevægelsen.
Himmler krævede, at man undiod at aktivere varulvene, da Danmark var et “smarhul”, der skulle hjælpe med forsyninger til Tyskland og det øvrige Europa.
Aage Thomas Mariegaard
Født Jerslev 21. okt. 1922.
Medlem af Frikorps Danmark i 1942 og sendtes i kamp på Østfronten, hvor han blev såret, men vendte efter hospitalsopholdet tilbage til fronten.
Ringsted.
Fik i 1943 Difteritis og derefter sendt tilbage til Danmark til Schalbourgkorpset i Herfra blev han hentet over i Petergruppen af H. Brøndum og Ib Nedermark Hansen. Flygtede efter krigen sammen med 1. N. Hansen til Tyskland, hvor han hurtigt blev afsløret og fængslet.
Udleveredes til det danske politi 18. jan. 1946.
Dødsdømt for 10 drab og 32 sabotagehandlinger den 14. apr. 1947.
Henrettet d. 9. maj 1947. (24 år)
Det Tyske Sikkerhedspoliti, Abwehr, nedgravede også, uafhængigt af varulvene, våben adskillige steder i landet. I Brønderslev nedgravede de således et våbenlager ved et transformatortårn i byens vestlige udkant
“Information” (Carsten Jensen):
“Da offentlighedens angst for varulve havde lagt sig omkring 1948, skiftedes hurtigt trusselsbilledet til kommunismen og Sovjetunionen. Dermed blev der aldrig forsket mere i nazisternes påstand om over 100 varulve i Danmark”.
Fortalt af Anders Sørensen (onkel Ais), som var onkel til min hustru Else Marie. Vi har flere gange været sammen med ”onkel Anders” som han blev omtalt og ligeledes besøgt ham. Han var en hyggelig mand med en fantastisk fortælleevne.
Brevsamlingsstedet i Harritslev havde til huse på
Vester Vanggaard, nu kaldet Postgården.
.
.
Her ses første side af kontrakten mellem Hjørring Postkontor og Anders Sørensens far, Johannes Sørensen, om bestyrelsen af brevsamlingsstedet i Harritslev. Kontrakten er fra 1897, og den årlige betaling er 150 kr. På de følgende sider i kontrakten er indføjet forhøjelser af betalingen. I 1910, der er sidste regulering i kontrakten, var betalingen steget til 420 kr. om året, heraf 60 kr. som godtgørelse for nattjeneste.
Hjørring-Lønstrup ruten, Hjørring Hirtshals ruten, Hjørring-Retholt ruten og Hjørring-Rakkeby ruten. Det var alt sammen åbne vogne, der var sortmalede, og kusken var også i sort kappe. Men vor postvogn var
altså lukket gul, og kusken var i rød kappe. Der gik to ture hver vej, og vi skulle op til vejen (det var ca. et halvt hundrede favne), hver gang posten kom for at bytte tasken, samt tage sækken med pakker med hjem, hvis der da var nogen. Det var jo ikke så mange pakker, folk sendte dengang. I tasken var breve, blade og aviser.
Postdagvognen »Hjørring Løkken« foran Løkken Postkontor omkring århundredskiftet. På bukken sidder postkontrahent fra 1898 til 1918, Niels Jacobsen, Hjørring. Til venstre står postmester Jørgensen, Løkken, med sin datter, og foran står postbud Th. Jensen, Løkken.
Postvognen kom som sagt fire gange om dagen, to gange fra Hjørring og to gange den anden vej. Første gang var om morgenen kl. 8.00, så kom han fra Løkken, og havde næsten ingenting i tasken, bare nogle enkelte breve fra Løkken. Det var ikke altid, der var noget med, selv om folk vist var mere til at skrive dengang. Der var jo ikke nogen telefon, det vil sige der var telefon i Hjørring, op mod et hundrede abonnenter. Der var også en telefoncentral i Sdr. Harritslev med følgende abonnenter: Sejlstrupgård, Aastrup, Ø. Vanggaard, Overklit, Nr. Harritslev Teglværk, Løkkens Vejkro, Gølstrup Teglværk, et konsortium telefon hos høkeren i Rakkeby, og en lignende i Smidstrup, det var alt. Det var heller ikke fordi, det var så dyrt at sende et brev dengang. Helt op til 1920 kostede et brev 10 øre og et kort 5 øre, og det var det, de kaldte landsporto. Lokalporto var 5 øre for et brev og 3 øre for et kort. Kl. 13.00 om middagen kom så den første vogn fra Hjørring. Med den kom særlige breve og blade fra København; det var alt, hvad der var kommet med morgentoget. Af ugeblade var der især to der var dominerende, »Ugens Nyheder« og »Illustreret Familie Journal«, og af dem var »Ugens Nyheder« det mest udbredte. Det indeholdt foruden en del nyhedsstof en stærkt religiøs artikel – en slags søndagsprædiken, et par fortsatte fortællinger, den ene var en rigtig vammelsød kærlighedsroman, og den anden en bloddryppende røverhistorie, et par vittigheder, som var meget flade, og et fikserbillede. Det fikserbillede kan jeg huske, der var mange ældre koner, der var optage af. De snakkede og diskuterede meget, når de kom sammen. »Har du set, hvor røveren er i fikserbilledet?« »Ja, han sidder da oppe i træet«. Ja, det var sandelig åndsberigende læsning.
Kl. 4.00 eftermiddag kom så vognen fra Løkken efter middagsposten. Da var det min tur til at gå op og byt te tasker, for så var jeg jo kommet fra skole; det var det samme igen: Meget lidt i tasken fra Løkken, men til gengæld meget, der skulle med til Hjørring. Det var jo alt det, landposterne havde samlet sammen i dagens løb, og det skulle ordnes og føres ind i bøgerne. Pakkepostanvisninger, opkrævninger og pengebreve var min moders arbejde om eftermiddagen. Fader ordnede postsagerne om morgenen og fik de to landpostbude ekspederet.
De to landpostbude boede lige ved gården; de havde husmandsbrug, som deres koner passede. For den ene af dem gjaldt det, at når hun var færdig med at fodre køerne, kom hun hen til os og tog en del af posten, som han havde sorteret fra til hende, og så besørgede hun en del af ruten. Det var især, når der var travlt i markerne, de benyttede den trafik. Den anden post havde en søn hjemme, som var lettere handicappet og derfor ikke kunne tage plads hos fremmede, han gik så en del af faderens posttur. Det var ikke meget, de fik i løn for sådan en tur, jeg mener at have hørt, at de fik 30 kr. om måneden. Men den ene af dem, Niels Rasmussen, sagde, da han fik turen, »se nu er vi ikke fattige længere«.
I 1901 blev det bestemt, at vi også skulle hente post tasken om natten kl. 12.00. Denne nattjeneste blev betalt med 25 kr. om året, og det var jo en stor ulejlighed at skulle vågne midt om natten og op af fjerene og op i kulden om vinteren og op til vejen efter post detasken, men posten havde et signalhorn, han blæste i. Han begyndte at blæse ca. 100 m før han nåede gården. I begyndelsen blev nattevagten delt således, at min far havde en nat, min moder en, og en pige, som havde tjent hos os i mange år, havde en af vagterne. Men i 1910 blev min moder syg, og da jeg var en stor knægt på 10-11 år, så mente mine forældre, at jeg nok kunne tage en vagt. For at jeg ikke skulle falde i søvn, skulle min bedstemor, som boede hos os, vågede sammen med mig.
Disse vågenætter står i min erindring som nogle af mine kæreste barndomsminder. For at holde mig vågen fortalte bedstemor erindringer fra sin barndom og fra sin ungdom. Hun fortalte om sin skolegang hos den gamle fordrukne lærer Gaarestrup i Skallerup, og hun fortalte om, hvordan hendes fader, der var sognefoged, samlede alle våbenføre mænd i Skallerup, for at de kunne modstå de Rendsborg slaver, som der gik rygter om, at tyskerne havde sluppet løs, for at de skulle drage nordpå og med mord, brand og sabotage skade Danmark, som dengang i 1848-49-50 var i krig med Tyskland. Alle folkene var bevæbnede med forke og leer, der var sat på lange stænger. Min oldefar red til Hjørring for at få nærmere ordre til, hvordan de skulle forholde sig, og da han kom tilbage, råbte han i porten til de forsamlede Skallerup folk: »Giv jer til tåls folkens, det er løgn det hele«. Så smed folkene deres våben og gik hjem, men våbnene blev lagt op på bjælkerne i porten, og der lå de så længe bedstemor var hjemme. Nu er de vist oppe på museet i Hjørring.
Noget af det, jeg helst ville høre hende fortælle om, var da bedstefar var med i krigen i 1864, og hvordan hun hver onsdag gik til Hjørring, for på postkontoret at høre om der var brev fra bedstefar. Brevene fra soldaterne kom altid om onsdagen. Når der så var brev, stod hun altid inde på kontoret og læste det, og der var en ung mand, som altid var meget nysgerrig efter at høre, hvordan det stod til, hvordan hendes mand havde det, og om der havde stået slag o.s.v., og de blev gode venner, og det varede hele livet. Han blev først postmester i Løkken og siden i Nørre Sundby.
Dette posthus bekendtskab var medvirkende til, at der blev oprettet et brevsamlingssted på Vester Vanggaard, hvad følgende lille episode vil vise:
Da jernbanen i 1871 blev ført igennem til Frederikshavn, skete der også en forandring i postomdelingen, idet der blev oprettet små postkontorer, såkaldte brevsamlingssteder rundtomkring, hvorfra der udgik landpostbude. Til at befordre posten med ud til disse brevsamlingssteder oprettedes kørende postruter; en af disse havde endestation i Løkken med en postmester. Og mellem Hjørring og Løkken skulle der være to brevsamlingssteder, og til at bestride embedet som postmester i Løkken blev udnævnt den unge postekspedient E. Hartmann i Hjørring, og en vinterdag 1875 gik han på sine ben den lange vej fra Hjørring til Løkken for at finde en passende lejlighed, hvor postkontoret kunne have til huse. På hjemvejen blev han imidlertid overrasket af en forrygende snestorm, og da han nåede ud for min bedstefars gård, var han så udmattet, at han ikke kunne gå længere. Han gik derfor ind på gården og bankede på og spurgte, om ikke bedstefar ville køre ham til Hjørring. Men min bedstefar sagde: »Nej, det er ikke et vejr at jage øgene ud i«, men bedstemor, der også havde rejst sig, sagde: »Jo, det skal du, for den unge mand var så flink til at spørge til dig, medens du var henne (d.v.s. i krigen)«, og så kørte bedstefar ham til Hjørring. På turen fortalte han, at der skulle opføres et brevsamlingssted i Harritslev, og hvis min bedstefar ville have det, så skulle han gøre, hvad han kunne, for det blev lønnet med 120 kr. om året, eller hvad en murer i dag skal have i timen, men man må huske på, at det var mere, end han skulle af med i rentepenge.
NOTE
Anders Sørensen. (onkel Ais) Født 5/4 1899 på Vester Vanggaard (Postgården) i Harritslev. Gårdejer og sognefoged R.A.D. i Harritslev. D.21.06.1995
Hans far var provst Aage Stevns, Vrensted og modstandsmand
under besættelsen 1940-1945
Beretningen udkom i 1947efter ønske af politimester Olaf Kann, Hjørring. Fremstillingen af de enkelte sager er udarbejdet af overbetjent H. Rambusch, kriminalpolitiet i Hjørring som under besættelsen var forbindelsesled mellem besættelsesmagten og Olaf Kann. Udgivelsen af beretningen er bekostet af Hjørring og Brønderslev byråd samt Børglum Furreby og Horne-Asdal sogneråd
Episoder fra Brønderslev
$10: Besættelsen af Brønderslev fandt sted d. 10. apr. 1940 af en mindre styrke. Først i begyndelsen af 1941 ankom der noget større styrker til byen.
5.29: På foranledning af sikkerhedspolitiet i Ålborg blev der d. 5. maj 1942 i Brønderslev området anholdt 2 unge mennesker, der var sigtet for tyveri af at kaste granater. De anholdte blev afgivet til Ålborg, hvor de blev straffet.
Churchillgruppen: De 2 brønderslev medlemmer af gruppen, der forsynede gruppen med granater, fik flere års fængsel i Nyborg Statsfængsel: Lagerekspedient Alf Holberg 4år og 6mdr.- Ingeniør Knud Andersen Hasbro 5 års fængsel.
5.41: Pavillonen “Hedelund i Brønderslev nedbrændte d. 27. marts 1943. Den var belagt med tyske soldater. Det konstateredes, at branden skyldtes antændelse i en bræddevæg af gnister fra en utæt skorsten. Brandvæggen var opsat ulovligt af tyskerne.
5.43; Natten mellem 24. og 25. juni 1943 findes på Pedershâb Maskinfabrik i Brønderslev en ikke eksploderet bombe, der var anbragt ved en transformator, som lavede strøm til hele fabrikken. Der beskæftiges ca. 500 arbejdere, og der leveres en del materialer til Værnemagten. Det viste sig, at bomben ikke var blevet afsikret. Bombemanden blev ikke fundet.
5.44: Den 8. aug. 1943 sker en bombeeksplosion på Pedershåb Maskinfabrik i Brønderslev. Hele byen vækkes kl. 0.35 ved et vældigt brag. Transformatoren tager ikke særlig skade, men ca. 1000 ruder knustes.
1946-47: Undtagelses tilstanden d. 29. aug.1943 indeholdt bl.a, følgende:
Sammenstimling af flere end 5 personer forbudt.
Enhver benyttelse af post, telegraf og telefon forbydes
I Brønderslev blev borgmesteren og politiassistenten anholdt og tilbageholdt et par timer af tyskerne, der gjorde dem bekendt med undtagelsestilstandens bestemmelser, der af tyskerne i Brønderslev blev håndhævet med megen fasthed.
5.48 Den 13. sep.1943 styrtede en bak flyvemaskine ned ved Brønderslev. To mænd dræbtes, mens en tredje reddede livet ved at springe ud med faldskærm
5.50: Den 19. sep. 1943 eksploderede en bombe på banelegemet ca. 2 km nord for Brønderslev. Kun ringe materiel skade.
5.51; Den 11. jan. 1944 skete en bombeeksplosion på Pedershab Maskinfabrik i Brønderslev Fabrikken blev antændt og en fabriksbygning nedbrændte, ligesom en transformator ødelagdes.
Den 18. jan. 1944 anholdt tysk sikkerhedspoliti fra Alborg en smed og hans hustru i Brønderslev og indsatte dem i tysk arrest i Ålborg. Den 27. feb. 1944 anholdtes en hjemmeværende søn, der ligeledes førtes til Alborg. Efter et ca. års forløb blev de alle løsladt fra Frøslev lejren.
5.52: Den 23. jan. 1944 anholdt tysk sikkerhedspoliti fra Ålborg i Brønderslev en barbermester, der af tyskerne blev afhørt på en hårdhændet og uforskammet måde og derefter løsladt.
5.53: 20. marts 1944 må 2 betjente fra Brønderslev flygte til Sverige efter, at de har forsøgt at anholde en værnemager i forbindelse med et værtshusklammeri.
5.55; 3. juni 1944 forsøgte Gestapo at anholde en barbermester i Brønderslev, men traf ham ikke hjemme. Han blev underrettet og rejste til Sverige med familien.
5.59: Den 17. aug. 1944 foranstaltedes 24 timers strejke i Brønderslev og Hjørring som protest mod nedskydning af 11 danske i København.
$.60: Vendelboerne skrår meget, og som følge heraf er det nødvendigt at spytte. Der indløb mange anmeldelser om, at Værnemagtens medlemmer på det groveste var blevet fornærmet, idet der var spyttet efter dem. Dette spytteri kendte tyskerne ikke, og det voldte megen besvær at gøre dem forståeligt, hvorfor der blev spyttet.
1944 blev der foretaget ransagning af hele rådhuset i Brønderslev hvor politiet også havde til huse-også uden at tyskerne her fandt sprængstof og våben, selvom de på det nærmeste trådte på det. Den følgende nat blev sprængstof og våben flyttet til et mere sikkert sted.
5.61: Der udbred straks d. 20. sep. 44 generalstreke H. Br. Lek og Hirt som protest mod politiets opening
5.20. Om aftenen den 12. jan. 1945 blev dyrlæge Møller, Brønderslev, pr. telefon anmodet om at tilse et sygt dyr. Dyrlægen tog sin assistent med sig. Deres bil blev stoppet af lederen af “Peter-Gruppen” og 3 personer af samme gruppe og tvunget til at køre til et afsidesliggende sted. Her blev begge dyrlæger myrdet ved nakkeskud. Assistenten blev kastet ud af bilen, hvorefter bilen med dyrlægens lig blev kørt til Ålborg, hvor den blev fundet den følgende morgen.
5.71: Den 23. jan.1945 sprænges en fræsemaskine på Pedershåb Maskinfabrik
Den 4. marts 1945 foretages nedkastning af våben ved Brønderslev
Den 6. marts 1945 skete 5 bombe sprængninger på jernbanelegemet ved Brønderslev. Nogle sporskifter blev ødelagt, og trafikken var standset i nogle dage.
5.74: Den 24. april 1945 anholdtes provsten i Brønderslev (Kragholt). Sad i Frøslev til befrielsen.
5.75: Først kl. 14.00 den 5. maj1945 sendte kommandanten i Brønderslev bud efter modstandsbevægelsens ledere og indledte forhandlinger med dem. Herefter blev de tyske soldater holdt i kvarter, og vagtposterne blev inddraget.
Enkelte oplysninger:
Tyskerne havde hovedkvarter på Hotel Phønix, Brønderslev.
Flygtningelejr i Brønderslev i perioden 5. maj 45-sidst i maj 49.
Dyrlæge Møllers sten på hjørnet af Bredgade og Kirkevej
Dyrlæge Larsens sten i vejsiden ved Bouet.
Hvor blev faldskærmsmand K.R. Lund, der stammer fra Brønderslev, nedkastet?
Talere ved frihedsfesten i friluftsbadet den 13. mai 1945:
Politiassistent Bendtsen.
Redaktør Svend Gjedsig.
Provst Kragholt
Pastor Aage Stevns, Vrensted (hovedtaler).
Åge Stevns på talerstolen ved mødet ved Friluftsbadet
Petergruppen Opkaldt efter Otto Alexander Friedrich Schwerdt, kaldet Peter Schafer.
Oprettet sept. 1943 -Ankommer hertil fra Tyskland sep. 1943.-Blandt deltagerne var ikke blot tyskere (20), men også andre udlændinge og desuden 12 danske-heriblandt Aage Thomas Mariegaard-kaldet Svend
De enkelte medlemmer af gruppen kendte meget lidt til hinanden og kendte i reglen kun dæknavnene. De boede rundt om på hotellerne, og de havde underskrevet en erklæring, hvori de forpligtede sig til tavshed.
Listen over forbrydelser, som med sikkerhed kan tilskrives Petergruppen er allerede (Hvidbogen 1946) ufattelig lang- Samme Hvidbog “De fængslede deltagere af gruppen har indtil nu 102 drab og 19 drabsforsøg på sig. -Foreløbig opgørelse viser (46), at gruppen har foretaget 180 sprængninger af ejendomme, hvorved 24 mennesker er blevet dræbt.
Starten på terroren begyndte med mordet på Kai Munk den 4. jan 44.
I slutningen af november 1944 tog Peter Tyskland og blev erstattet heroppe af Hauptmann Issel, kaldet Horst Waldenburg. Gruppen fik sit kvarter i Reventlovsgade i København.
– citat fra Paulus’ brev til menigheden i Filippi.
Af Poul Sørensen, Værløse
Den hverdagsbegivenhed, som dette fotografi viser, har indprentet sig i min bevidsthed siden den sommerdag i 1955, da jeg var 9 år.
Jeg vidste, at billedet fandtes i et eller andet fotoalbum hos et familiemedlem.
For få dage siden sendte niece Annemette billedet til mig på en sms.
Annemette er det yngste barn af Niels, som ses på stigen på taget.
Niels er min ældste bror, født i 1935.
Landmandssønnen Niels var i 1955 lige blevet udlært som tømrer og snedker hos Søren, som tillige drev en kro i Mosbjerg.
På billedet ses det, at far – Edvard – har givet Niels den opgave at fuge en af de to skorstene på stuehuset til mit barndomshjem, “Klarup” i Sønder Harritslev ved Hjørring.
På billedet rækker Niels ud efter spanden med mørtel.
Jeg ville gerne være den, der rakte den tunge spand op til Niels.
Jeg troede måske også, at det var mig, der rakte spanden op til Niels, men i virkeligheden var det far, der gjorde det muligt for mig at gøre det.
Som en dygtig håndværker fuldførte Niels opgaven på hustaget. Niels har været den eneste i familien, som kunne og turde gå op og fuge skorstenen på tagryggen.
Da vi kom ned fra stigen slog en overraskende tanke ned i mit sind: “Poul, du bliver præst!”
Det blev jeg også som 34-årig efter omveje, som i sig selv var udmærkede, men for mig var det omveje.
En af omvejene var en plads som handelselev ved Møller Lee’s Tømmerhandel i Hjørring fra 1963 til 1967.
På den gamle tømmerplads ligger nu indkøbscentret Metropol.
Jeg blev meget overrasket over den tanke, som blev plantet i mit sind neden for stigen i 1955.
Jeg holdt dennne tanke for mig selv dengang.
Kan du som læser få øje på nogen sammenhæng mellem tanken i mit sind og hverdagsbegivenheden i sommeren 1955?
Som voksen har jeg tænkt over, at der er en sammenhæng:
Jeg troede der oppe på stigen, at det var mig, der rakte den tunge spand op til Niels.
Far lod mig blive i den tro.
Neden for stigen fik jeg mit livs kald til at blive præst.
Ifølge Det Nye Testamente er evangeliets forkyndelse noget som sker blandt os mennesker, men arbejdet udføres reelt af Helligånden, sendt til verden.
Det er en dyb erkendelse, som teologen Anna Marie Aagaard ligefrem har skrevet en doktordisputats om.
Det kan kun være denne dybe tanke, som slog ned i den 9- årige dreng en sommerdag i 1955.
Du, som ser fotografiet og læser min fortælling , vil sikkert også kunne pege på en hverdagsbegivenhed i dit liv, som fik betydning for hele dit liv.
Din egen livshistorie rummer sikkert et øjeblik, som kan stå mål med det, jeg oplevede i sommeren 1955.
Reformatoren Martin Luther har vist os, at hver enkelt af os har fået sit kald fra Gud.
Vi må godt være stolte af det kald, der blev givet os, blot vi husker på, at vi ikke formår noget i egen kraft.
Herren Jesus siger selv: “Jeg er det sande vintræ” – og vi er grenene.
Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, således kan vi heller ikke bære frugt af os selv.
Skilt fra Herren Jesus kan vi slet intet gøre.
Med apostlen Paulus må vi have lov at sige: “Alt formår jeg i Ham, som giver mig kraft”.
Fortællingen om en Saltum dreng der tager studentereksamen og senere kommer på Polyteknisk læreanstalt i København i 1921. Han er bror til tidligere postmester i Saltum, Oluf Jensen som var sognerådsformand i 16 år i Saltum-Hune Kommune
Kildebehandling Hugo Haagensen
Fra Egnssamlingen, Saltum – Årsskrift 1998.
Midt i Saltum by kan man finde frem til Thomas Jensens vej. Det er ikke just nogen hovedfærdselsåre, men den kommer tættere på himlen. end de fleste andre lokaliteter i kommunen, og så er den hjemsted for det nok mest himmelstræbende bygningsværk i byen, nemlig fjernvarmeværket. Endelig må vi da heller ikke glemme, at der på denne vej bor et menneske, der trods sin beskedenhed også rager højt op, og her tænker jeg på en ikke helt ukendt lokalhistoriker og museumsmand.
Men hvor har nu denne vej sit navn: fra? Hvem var denne Thomas Jensen? Ja, vejen har han da aldrig set, men han har givetvis gået der ganske mange gange, for han har drevet landbrug på stedet. Der er nok ikke så mange tilbage, der har kendt ham personligt, for han døde for 65 år siden, og da var han blevet 75. Men da han levede, var han en kendt og respekteret mand. Ud over at være landmand var han også maltgører, hvilket medførte, at han i daglig tale ikke hed andet end Malt-Thammes. En lille butik havde han også, nemlig en såkaldt “træhandel”, som altså ikke var en tømmerhandel, men et sted, hvor man kunne købe shagpiber, lommeknive, tegnebøger og lignende “galanteri- varer”.
Træhandelen gjorde det også ud for posthus. Thomas havde nemlig overenskomst med Det kgl. danske Post- og Telegrafvæsen om at fungere som stedlig postekspeditør. De mange gøremål gjorde ham kendt og respekteret, så det er nok ikke så mærkeligt, at han også opnåede at blive sognerådsformand i den daværende Saltum-Hune kommune. I forrige århundrede og også langt op i vort så Saltum ganske meget anderledes ud end nu. Landevejen var en simpel jordvej, og “byen” bestod kun af ret få huse samt en samling gårde, der lå ret tæt ved hinanden lidt i retning af det, vi i dag ser i Østrup. Én af gårdene ligger der for øvrigt stadig: Vestergård –
Malt-Thammes’s gamle hus ca. år 1910. Her var plads til 15-16 børn, butik, posthus, maltgøreri og et mindre landbrug. Huset faldt for at give plads til det nye posthus i 1934. Foran huset ses Thammes, hans kone Mette Marie og børnene Karen, Agnes og Oluf
12 af Malt-Thammes’s børn fotograferet i sommeren 1911: Bagest fra v.: Niels Christian (Magisteren) Karen Elsine (“Sine”), Søren, Karen, Else, Laura (Guldager). Forrest fra v.: Kirstine (Pedersen), Harald, Agnes (Bollerup), Aksel, Aage og Oluf (posteksp.).
Thomas Jensens landbrug var ikke stort; det bestod i hovedtræk af én lang længe langs med vejen: Beboelse i nord; derefter butik, og ende- lig en ikke særlig stor stald. Øst for denne bygning var der så nogle mindre tilbygninger til høns, svin, malt m.m., men det var ret små forhold. Bygningen là temmelig præcis dér, hvor vort nuværende posthus ligger: Tinghøjgade nr. 14, og jordegodset har i meget grove træk udgjort en firkant begrænset af nuværende Tinghøjgade, Fælledvej, Bundgårdsvej og Parkeringspladsen ved Brugsen. Som et kuriosum kan nævnes, at da man skulle bygge den nye Sparekasse i 1970’erne, dukkede Malt-Thammes’s gamle ajlebeholder frem af jorden, ret så frisk!
Som det kan forstås, var Thomas en driftig mand med mange jern i ilden, og det sås da også på hjemmefronten: 15 børn blev det til for Thomas og Mette Marie. Antallet kan forekomme os overvældende, men det var jo normalt den gang, omkring århundredskiftet. Det sidste af disse børn var nu afdøde Oluf Jensen, som jo nok stadig huskes af de fleste. Han gik sådan set i sin faders fodspor, hvad angår postvæsen, træhandel og politik; også han blev sognerådsformand, indtil vi fik det storkommunale fællesmarked.
Efter denne lange indledning kan vi måske tillade os at beskæftige os med Thomas’s ældste barn, en dreng, der blev født 14.5. 1890 og kom til at hedde Niels Christian Jensen. Det var ham, der senere blev kendt som “Magisteren”, og som kom til at tilbringe størstedelen af sit liv i København. Formålet med indledningen var netop at få Magisteren sådan placeret i tiden og i samfundet, at omtalen af ham kan sige os noget i dag.
Som alle andre drenge skulle den lille Niels Christian naturligvis ud og være “høw’er”, altså vogte kvæget på marken. Det skulle ske hos Ravn-Ajs, Thomas’s stedfar i Tømmerby, men det blev en fiasko. Drengens fysik var ikke gearet til de anstrengelser, så han måtte tages ud af drift. Og hvad stillede man så op med sådan et pjok for 100 år siden? Ja, her er det så, at vi nok skal til at tage hatten af for Thomas, for han forstod, at når drengen ikke kunne arbejde (altså manuelt -“med sine hænder”), så måtte der noget andet til så måtte han til at bruge indersiden af sit hoved, og så skulle han nødvendigvis have lært noget først, og også mere end man kunne lære i “den bette skole” i landsbyen.
Kort og godt, drengen måtte sendes hjemmefra, da han fik alderen til at komme på en realskole, for sådan en læreanstalt havde man ikke her. Og det blev Bælum, han kom til, så han skulle altså både bo og spise og gå i skole et fremmed sted. Det har ikke været gratis for Thomas, men det vidner om hans fremsyn, at han påtog sig denne omkostning og det på et tidspunkt, hvor boglig lærdom absolut ikke var i høj kurs inden for landbruget.
Vi kender ikke Thomas’s begrundelse for valget af netop Bælum, og umiddelbart måtte man vel formode, at der havde været noget, der var mere nærliggende selv om der jo ikke var overflod af skoler på det tidspunkt. Men man må vel have lov at gisne: Af efterladte skrifter kan vi se, at Thomas har været mere “skriftklog” end nor- malt for hans stand og tid. Det kunne tyde på, at han i lighed med en hel del andre unge fra landbruget har været på højskole. Den tids folkehøjskole er jo i høj grad blevet kendt og værdsat for de mange foredrag, som blev holdt af såvel forstandere som af andre kendte og engagerede samfundsdebattører. Men højskolerne gjorde nu altså også en meget fortjenstfuld indsats på området regning og skriftlig dansk. De var en udmærket “overbygning” på den tids 2-klassede landsbyskole.
I Bælum har der foruden realskole også været folkehøjskole, og hvis det nu er hér, Thomas har hentet sin åndelige ballast, ja, så kunne det være forklaringen på, at han tør sende sin lille søn så langt hen. Så kender han forholdene, og han kan måske endda have fået lokale venner, som drengen evt. kunne ty til. Kost og logi fik eleverne på skolen. Faktisk sender Thomas senere endnu 2 af sine børn til Bælum, så han må have haft tillid til stedet.
Niels Chr. klarer sig godt i skolen, og det er nok kun en mild overdrivelse, når det har været hævdet, at “han fik ug i det hele”. Vi har bevaret nogle af hans stilehæfter nede i Egnssamlingen, og i 1994 lod vi en af stilene offentliggøre i Lokalavisen Sydvest-Vendsyssel. Den var skrevet i 1906 og handlede om vinterleg på den tilfrosne Nols sø; den kunne såmænd næsten have været skrevet den dag i dag, omtrent et århundrede senere.
Mette Marie Jensen, født Larsen. Gift med Malt-Thammes og moder til 15-16 bøm, deri blandt magister N. C. Jensen og postekspeditør Oluf Jensen. Hun var født 9. maj 1868 og døde 7. april 1928.
Den tids højskolemiljø var ofte hjemsted for nytænkning (“oprør” ville mange måske kalde det i dag). Retskrivningen var en yndet slagmark. Hvorfor i alverden skulle man. f.eks. skrive navneord med stort begyndelsesbogstav, og hvorfor skulle Kiøbenhavn have det fjollede i? Niels Chr. levede med i alt dette og begyndte at skrive Niels Kr. Jensen. Det holdt han nu senere op med, for man skal jo nu en gang rette sig efter sin dåbsattest. Men han blev ved med at skrive med små bogstaver, selv om han udmærket kendte reglerne for de store og også brugte dem i de tilfælde, hvor han var forpligtet til det. Han må have frydet sig, da Retskrivningsreformen blev indført ved lov næsten et halvt århundrede senere.
Efter realskolen gik turen til gymnasiet, og her blev det Katedralskolen i Aalborg. Han må jo have boet derude, men vi har ikke kendskab til, hvordan livet formede sig for ham i de år. Det eneste, der er bevaret fra den tid, er programmet fra den højtidelige. eksamensafslutning i 1909. Heri er der foruden nogle sange også aftrykt den kantate, der blev opført ved den lejlighed.
Malt-Thammes med den tamme gris “Nancy” i gården bag det gamle posthus. Foto 1924.
Herefter går så turen til København, hvor NC begynder studierne på Polyteknisk Læreanstalt. Det er meget begrænset, hvad vi ved om disse første studieår. Vi er i besiddelse af hans gamle tegnebestik, som har været så flittigt brugt, at man godt kan formode, at det allerede har været brugt. da NC købte det. Derudover har vi nogle hæfter, som kan være fra hans studietid, men som i og for sig også kan være fra den tid, hvor han selv underviste.
NC har næppe levet særligt flot i studietiden dels må midlerne have været meget små, og dels ville det have været stik imod hans natur, så vidt som vi kender til den. På den anden side er der nu også noget, der tyder på, at han ikke har holdt sig fuldstændig uden for det såkaldt glade studenterliv. Vi har i hvert fald fået den oplysning, at han i sin ungdom kunne steppe; det var noget, han viste familien, når han var hjemme på ferie.
Vi har også en tegning, som en for os ukendt, men ganske habil kunstner har tegnet af den lille flok lærde mennesker, der var ansat på fysisk laboratorium på Polyteknisk Læreanstalt i 1921.
NC, der altså her er 31 år, er tydeligvis den yngste på holdet, og man får indtryk af en glad og begejstret ung mand med et mægtigt mod på livet.
Nu ligger det sådan, at NC netop erhvervede sin mag. scient. – titel i 1921. Hvis man her smider alle historievidenskabelige betænkeligheder over bord, så kunne man måske tillade sig at gætte på, at billedet forestiller en lille festlighed, hvor man fejrer, at yngstemanden på holdet, N.C. Jensen, endelig er blevet “voksen” – at han har fået sin eksamen. Han er jo her tegnet sådan, at man godt kan opfatte ham som festens midtpunkt og den glade giver. (Der mangler egentlig en person på billedet. Der var også ansat en sekretær, frk. Gylding, der i den grad passede alle de andre op, at det må anses for særdeles sandsynligt, at hun blot har været ude for at hente mere mad til de andre.)
I øvrigt var Magisteren blevet ansat på Polyteknisk Læreanstalt længe før, at han blev magister. Allerede 1. januar 1912 var han i en alder af 21 år blevet ansat som “honorarlønnet assistent”. Det var slet ikke nogen unormal foreteelse på den tid, det var vist endda ret almindeligt. Der var heller ingen faste lønrammer, som vi kender det i dag. Det her betyder jo, at han i ca. 9 år både har studeret og undervist. Det har givetvis forlænget studietiden, men har omvendt også betydet, at han slap for at ligge sit hjem til byrde økonomisk.
Fra denne tid har vi en beretning. der fortæller mere om Malt-Thammes end om sønnen. Når nu NCJ kom hjem på ferie som en lærd mand, så var han mere end de andre; også mere end Thammes selv. Derfor veg Thammes sin plads for bordenden og overlod den til NCJ, der nok ikke var alt for begejstret, men var nødt til at følge parolen. Hans moder syntes heller ikke for godt om det. Men sådan skulle det altså være! Vi har her atter et udtryk for Thammes’s respekt for boglig viden.
Der er nu én ting, der gør Thammes’s handlemåde lidt mere spiselig: Efter alt hvad vi kan se, så er den lille Niels Christian den første ud af den al mindelige landbefolkning i sognet, der har fået en højere uddannelse og en akademisk grad. (Vi ser her bort fra, hvad børn af tilflyttede præster og læger evt. kan have drevet det til pg. af familietradition – det har vi ingen relevante oplysninger om.)
NCJ har formentlig i stor udstrækning kunnet forsørge sig selv i studie- tiden. Der er bevaret lidt af hans korrespondance med lillebror Oluf fra 1920’erne, og herfra ved vi, at NCJ har givet manuduktion- så vidt vi kan skønne, både før og efter at han fik sin magistertitel. Manuduktion kan oversættes til lektiehjælp eller indterpning: ældre studerende påtager sig mod betaling og i deres fritid at banke den nødvendige lærdom ind i hovedet på de yngre studerende, således at disse kan følge med under de højlærde forelæsninger og eksperimenter m.v.
Da NCJ blev ansat i 1912, var det altså som honorarlønnet assistent han blev ikke ansat i en fast pensionsgivende stilling. Det var jo også meget naturligt for sådan en ung studerende. Men han vedblev med denne løse ansættelse. Som han selv skriver mange år senere, så var han angst for at blive afhængig af andre, så han søgte nedad, hvor man var mere fri. “I stedet for en højere akademisk løbebane valgte jeg den beskedne stilling som honorarlønnet assistent.”
I 1907 var der i Danmark blevet ved taget en lov, hvorefter mil, alen og tommer, potter, fjerdingkar, pund og kvint samt andre gode, gamle ting af den slags skulle afskaffes. I stedet skulle indføres det internationale Metersystem med kilometer, centimeter, liter, kilogram, gram og meget mere.. Det var naturligvis ikke noget, der kunne ske fra den ene dag til den anden, og det var noget, der fik indflydelse på mangfoldige områder.
På Læreanstaltens laboratorium for teknisk fysik betød det, at man blev pålagt at oprette et nyt speciallaboratorium, der skulle beskæftige sig med Måleteknik. Selv om oprettelsen naturligvis foregik på professorens ansvar, blev det i vid udstrækning den unge NCJ, der kom til at stå for den praktiske gennemførelse af projektet, og han synes at være gået op i det med liv og sjæl.
Hvis vi i dag vil have dokumenteret NCJ’s ansættelse ved Polyteknisk Læreanstalt, kan vi slå op i det FESTSKRIFT på 281 sider, der blev udgivet i 1954: “Den Polytekniske Læreanstalt Danmarks Tekniske Universitet fylder 125 år.” På side 89 kan vi læse om Laboratoriet for teknisk Fysik: “Laboratoriets videnskabeligt uddannede personale er for tiden, foruden bestyreren professor R. E. H. Rasmussen, amanuensis I, civilingeniør L. Løgstrup Jensen, amanuensis I. civilingeniør K. Agersted samt amanuensis mag.scient. N. C. Jensen og mag.scient. Inger Møller. Der rådes tillige over en sekretær og to mekanikere.” Vi får også at vide, at dette laboratorium beskæftiger sig med måleteknik.
Kapacitetskasse, formentlig fra 1920-erne og sikkert brugt i forb. med radiofoniforsøg. Prisen an- tyder, at der har været megen “indmad” i kassen.
1920’erne var blevet “radioernes” Arti, akkurat ligesom 70’erne og 80’erne blev computernørdernes. Radiofoni var noget nyt og spændende – rundt om i små hjem og på kvistværelser sad unge mænd og eksperimenterede med mere eller mindre hjemmelavede “krystalapparater” og øretelefoner. Man kan i vid udstrækning sammenligne det med hjemmecomputernes nyligt overståede barndom, hvor unge mennesker selv flikkede stumper sammen til noget, der f.eks. kunne tegne en stjerne på en TV-skærm eller kunne gange to store tal med hinanden på ingen tid.
Hvis Magisteren havde ventet 60 år med at lade sig føde, så havde han uden tvivl været computerfan eller -nørd. Nu blev det så i stedet radio- fonien, der optog ham. På læreanstalten har han forsket i den på
videnskabelig basis, og privat påbegyndte han en produktion af radioapparater til dels i samarbejde med lillebror Oluf hjemme i Saltum.
Den føromtalte korrespondance fortæller os bl.a., at de har konstrueret en radio til byens læge.
Det er også fra dette årti, at vi er i besiddelse af faglig litteratur, forfattet af Magisteren. I Fysisk Tidsskrift fik han optaget flere artikler om radiofoni og måling af elektriske størrelser, bl.a. til brug i gymnasiets undervisning. Han påpeger hele tiden, hvordan det kan gøres økonomisk overkommeligt – igen en parallel til de første computerbrugere alt nyt og ukendt er dyrt.
Beskæftigelsen med radiofoni og måling førte åbenbart mere og mere over i en direkte fremstilling af måleapparater samt standardstørrelser til brug i forbindelse med måling: modstandsnormaler, kapacitetsnormaler og selvinduktionsnormaler. Her ser modstandsnormalerne ud til at have været det vigtigste område, bl.a. fordi der indgår modstande i både radioapparater og i mange måleapparater.
I princippet er en modstand en ganske simpel ting: Der kan løbe elektricitet igennem en metaltråd: men jo længere og jo tyndere tråden er, desto mere stritter den imod strømmen. Man siger, at modstanden er blevet større, og strømmen er blevet svagere, fordi den har brugt energi på at trænge igennem metaltråden. Der findes også metalblandinger (legeringer), der stritter ekstra meget imod; ledninger af sådanne legeringer kaldes modstandstråd, der som oftest fås isoleret.
Der er ofte brug for “store” modstande, d.v.s. lange metaltråde: her ville det jo være naturligt at vikle den om et eller andet, ligesom man gør med sytråd. Det går bare ikke uden videre, for så opstår der problemer af elektromagnetisk art; man er nødt til at lave en bifilar bevikling, hvilket groft sagt betyder, at man “vikler begge veje”. Modstandstråd har det også med at ændre sin modstand lidt med tiden, så der kan blive forskel på gamle og nye apparater.
For at løse dette problem indførte Magisteren “kunstig forældelse”, et begreb som også kendes i moderne fabrikation. Han gik over til at lade modstanden vikle på glasrør i stedet for på træpinde, og han lod mod- standstråden være rigeligt lang. Så blev modstanden “bagt”, d.v.s. den blev lagt i en bageovn ved ca. 150° i 10-12 timer, hvorefter den blev lakeret med shellak og gemt i nogle år. Når den nu blev hentet frem, målt ud med ekstrem præcision og filet til, var det virkelig noget, der kunne bruges og blive ved med at bruges.
Universiteter, læreanstalter af forskellig art, gymnasier m.m. både her i landet og i f.eks. Sverige og Frankrig satte stor pris på så pålidelige apparater, og “N.C.Jensen, København” blev et begreb. Magisteren nummererede sine instrumenter, og han har i hvert fald fremstillet mere end 6.000 af dem. Hvor de allesammen er blevet af, kan vi ikke sige, men her er en liste over nogle af de steder, som har købt produkter fra Magisterens “Laboratorium for Finmekanik & Elektrotek- nik”:
Carlsberg laboratoriet, Gymnastik-instituttet, Gl. Hellerup Gymnasium Herlufsholm Kostskole, Magnetisk Observatorium i Tromsø, Ry vang Radio, “Struers” Instrumentfabrik, Statsprøveanstalten Berlins Radiostation, Københavns Telefon A/S, Universitetet i Århus.
I vore dage ville man nok kalde Magisterens virksomhed på dette felt for en nicheproduktion.
Hvor Magisteren i starten havde fusket sig lidt frem med indkøbt halv- fabrikata og modstande, som Oluf i Saltum havde viklet på træpinde, blev det nu til, at han indrettede et reelt værksted. Han havde i nogle år haft lov til at bruge et værksted oppe under taget på Polyteknisk Læreanstalt, men på et vist tidspunkt blev det muligt for ham ude i byen at overtage et privat værksted, der var blevet ledigt, da DEIF (Dansk Elektrisk Instrument Fabrik) fik vokseværk og var nødt til at flytte til et andet sted i København. (I dag har DEIF til huse i Skive.)
Magisterens værksted findes endnu. Det ligger på Nørrebro, i Sorgenfri
gade nr. 8 A. Det er en lille sidegade til Nørrebrogade, lidt længere ude end Assistens Kirkegård. Adressen er en stor pæn 5-etages boligblok, men som så ofte i København er der en baggård, i dette tilfælde med en værkstedsfløj i 3 etager. Godt halvdelen af mellemste etage blev nu hjemsted for Magisterens produktion.
Han havde faktisk kun én ansat, nemlig en finmekaniker. Derudover klarede han sig med løs arbejdskraft i form af studerende, der kunne ordne det fornødne med pakning og forsendelse. Til nogle af apparaterne skulle der efter den tids smag leveres pænt polerede trækasser eller sokler. Den slags blev bestilt ude i byen. Selv tog Magisteren sig af udmåling af modstande m.m. samt udvikling af nye instrumenter.
Inventaret i et sådant finmekanisk værksted var naturligvis forholdsvis beskedent, men det var godt kram, og der blev også passet godt på det så godt, at man faktisk har noget af det på Egnssamlingen i dag: Her står en ca. 100-årig rundsav, der kan save i bløde metaller. Derudover har vi også fået løfte om at måtte overtage værkstedets gamle metaldrejebænk, der p.t. befinder sig hos Magisterens gamle mekaniker, Knud Johannessen, som i sin tid købte den og flere andre ting af Magisteren.
Vores “forskning” ledte os frem til denne mand, som har været til uvur- derlig hjælp for os, og som har vist os utroligt stor velvilje. Hos ham har
Sorgenfrigade 8 A, over gården. Magisterens værksted var på mellemste etage – fra tagnedløbet i højre side hen til venstre gavl. Foto 1996
i f.eks. ud over apparater og sav fået endnu eksisterende halvfabrikata i form af modstandstråd og bagte færdigviklede modstande. Også en ting som Magisterens stempeldorn havde Knud Johannessen gemt til os. Den blev brugt til at stemple eller “hugge” Magisterens firmanavn ind i apparaternes kant; det var før, han fik lavet små messingskilte til på skruning.
Knud Johannessen har også kunnet berette en hel del for os; f.eks. er det hans fortjeneste, at vi er i stand til at vise det rids af værkstedets indretning, som findes i denne artikel. Han har også været i stand til at påvise visse forandringer ved bygningen, der er foretaget siden Magisterens tid. I dag ser værkstedsbygningen ud til at stå helt tom og ubenyttet. Underetagen har åbenbart været brugt af et VVS-firma, der ikke eksisterer længere, og resten af bygningen ser ud til på et tidspunkt inden for de senere år at have huset et foretagende, der kalder sig SMIL. Det ligger uden for denne artikels formål at komme ind på, hvad dette står for, men Nørrebro har jo altid været hjemsted for lidt af hvert. I Magisterens tid var der i etagen oven over hans værksted det, man på den tid kaldte en gummivarefabrik, og en del af Magisterens etage var i anvendelse som systue.
Vi ved ikke præcis, hvor mange forskellige apparater, Magisteren havde på sit produktionsprogram der er ikke overleveret noget katalogmateriale eller lignende. Men vi ved, at en ingeniør Weibel optrådte som sælger af Magisterens apparater og formentlig også andres) i Sverige. Vi har også et foto af et apparat, der bærer hele 3 firmanavne. Foruden Magisterens og er der også et fransk firma med. Der må altså have være tale om vist samarbejde over grænserne På et vist tidspunkt tog Egnssamlingen kontakt til Danmarks Tekniske Diverse (DTU), som er vore dages navn på Polyteknisk Læreanstalt Her er vi blevet mødt med utroligt stor velvilje, og vi har fået overdraget et skønsomt udvalg af NCJ-apparater foruden en hel del halvfabrikata og noget litteratur. Det er begrænset, hvor meget man anvender disse apparater i dag. De fejler ingenting: de er lige til at bruge men der er sket et gevaldigt spring i den tekniske udvikling efter Magisterens død. Halvlederelektronikken, transistorerne og computerne har helt ændret forholdene og under visningen på læreanstalterne. Derfor lykkedes det heller ikke at videreføre Magisterens værksted efter hans død, selv om der var tilløb til det.
Det er en alsidig samling af videnskabelige instrumenter, vi nu har stående her i Saltum, og vi har lukket en del af dem op, så man kan se indmaden. Men samlingen er jo ret speciel -hvem i alverden interesserer sig for sådan noget gammelt isenkram, som ingen almindelige dødelige tror. at de kan finde ud af at bruge? Ja, nogle er der da. I året 1995 blev der her i landet udgivet en stor videnskabelig bog om emnet “Historic Scientific Instruments in Denmark”. Den indgår i en skriftrække fra Det Konge lige Danske Videnskabernes Selskab og er på 4-500 sider, og så er den på engelsk, så den også kan bruges i udlandet. Den er skrevet af Hemming Andersen, der her har registret alle arter af kikkerter, måleapparater og andre mærkelige ting, der er blevet brugt på vore universiteter og læreanstalter. Af interesse for os er, at der også er medtaget mange af NCF’s apparater. Så vort store bysbarn er altså ikke helt glemt, ej heller ude i verden.
Da man i Egnssamlingen begyndte at interessere sig for Magisteren, havde man ikke stort andet end et par amatørfotos af nogle mærkelige apparater at gå ud fra. Man indså jo nok snart, at man som sagsbehandler på dette område måtte have fat i en eller anden, der havde lidt begreb om disse specielle ting. Det fik man så, men kom så bare til kort på andre områder hvor det ikke gjaldt mekanik, men kendskab til personer og familieforhold.
Denne artikels forfatter havde heldet med sig mht. alle de mærkelige apparater vi efterhånden fik fyldt op med i store skabe, som vort tirsdagshold byggede til os. Det lykkedes også at få fat i en hel del af de bøger der udgjorde en stor del af Magisterens verden. Men efterhånden som Magisterens hjørne blev fyldt op med ret så materielle ting, blev det mere og mere tydeligt, at der var fare for, at mennesket NC forsvandt blandt alt det materielle. Man kunne derfor have ønsket sig at der havde været en sagsbehandler, der virkelig havde kendt magisteren personligt, eller dog nogenlunde nært familieært. Dette har ikke rigtigt været muligt og vi har så forsøgt med interviews af endnu levende familiemedlemmer at stykke et billede sammen. Problemet er i høj grad, at NCJ-bonde, i København uden åbenbart at være særlig meddelsom om noget så ubetydeligt som ham selv, mens familien boede heroppe. Når vi har søgt oplysninger har standardsvaret derfor som regel været: “Nå-nej-han levede jo der ovre det ved vi ikke rigtig noget om.
Det vi her prøver at stykke sammen om Magisteren, kan derfor godt være fyldt med fejl og mangler, og læseren skal være velkommen til at komme med korrektioner eller tilføjelser. Vi ved, at Magisteren boede i Stockholmsgaden 31 i København. Det har uden tvivl passet ham særdeles godt, for det er ganske tæt ved Sølvtorvet, hvor datidens Polytekniske læreanstalt lå. Ejendommen er en stor boligblok i 5 etager med noget, der ser ud til at være nærmest herskabelige lejligheder. Disse har tilmed en fin udsigt, for på den anden side af gaden er der ingen huse, men en park, Østre Anlæg, hvor vi finder Den Hirschsprungske Samling og Statens Museum for Kunst.
Det må nu være beliggenheden og ikke udsigten, der har tiltrukket Magisteren, for han boede nemlig i kælderen! Det er nu ikke så slemt, som det lyder. Der er tale om en høj kælder man skal kun 3-4 trin ned. Der er tale om en hjørneejendom, og hjørnekælderen ligner grangiveligt et fortidigt “ismejeri” med udvendig trappeslugt på hjørnet. Hele kælderlejligheden inclusive “ismejeriet” har åbenbart været Magisterens. En ganske enorm lejlighed, men der skulle også være plads til alle hans bøger, papirer og apparater. I dag er kælderetagen til salg (ejerlejlighed), men den ser ud til at have tilhørt Datacentralen indtil nu.
Magisteren fraflyttede denne lejlighed på et tidspunkt, der formentlig ligger i 50erne. Da flytter han ud til sin søster Agnes Belle på Nybrovej 100 Kgs. Lyngby, som ligger nord for selve København. Agnes var blevet enke i en forholdsvis ung alder, ide hendes mand, ing. Bollerup var død som 45-årig. Hun var ansat ved skattevæsenet på Gentofte Rådhus, men sad nu relativt hårdt i det rent økonomisk. Når NCJ betaler for kost og logi, kunne hun magte at blive boende. Det var en slags privat socialpolitik. som NC) har kendt hjemme fra og som vi også har set eksempler på.
Når han i sin tid lod Oluf vikle modstande, var det fordi, han ville hjælpe ham til en indtægt. Han mente ikke, at Oluf kunne klare tilværelsen, hvis han kun havde indtægten fra det postindleveringssted, som han i en meget ung alder var kommet til at bestyre. Faktisk var han så ung, at det hele stod i Malt-Thammes’s navs NCJ diskuterede mange gange med Oluf, om ikke de skulle indrette et “elektrisk laboratorium” i en af Thammes’s staldbygninger. Det kom der nu åbenbart intet ud af.
Vi ved også, at NCJ hjalp sine brødre. Et par af dem rejste til Amerika, men åbenbart ikke helt godvilligt. Også den gang havde man økonomiske flygtninge! NCJ havde købt billet til USA for broderen og fulgte ham til skibet. Imidlertid gik broderen fra borde igen af den anden landgang og solgte sin billet. Et stykke tid senere mødtes de tilfældigvis igen NCJ købte så en ny billet, men denne gang holdt han vagt. Det kom nu til at gå godt for brødrene i USA.
Vi formoder at hjælpsomheden er noget NCJ har haft med hjemme fra, det var jo hjemmets støtte, der gav ham selv uddannelsen og livsgrundlaget. Vi har en formodning om, at der en afsmitning fra hjemmet der gjorde at NCJ delte sig mellem undervisning og fabrikation. Når Malt Thammes i sin tid havde spredt sig over så mange felter, betød det jo at han altid kunne klare sig så nogenlunde økonomisk. Det skulle gå meget mærkeligt til, om det skulle svigte på alle felter på én gang. Den samme grundholdning kan have ligget bag Magisterens løse tilknytning til Polyteknisk læreanstalt.
På et tidspunkt kom han dog til at fortryde det. Da han nærmede sig pensionsalderen og fik nogle problemer og nerver og blodtryk, gik det op for ham, at han var i knibe, for han var slet ikke berettiget til pension. Fabrikationsvirksomheden havde han ikke spundet guld på ikke at den gav tab, men han havde heller ikke kunne lægge noget op. Det gav ham svære spekulationer, som han diskuterede med en enkelt kollega. Den overordnede som det havde været naturligt at forhandle med, var han ikke på talefod med det var der vist heller ikke mange andre, der var.
Ovelægesyndromet har vist ikke kun været begrænset til hospitaler. Imidlertid lykkedes åbenbart at fremtrylle en slags ekstraordinær pension. NCJ havde jo trods alt været ansat på PolytekniskLæreanstalt i mere end 40 år. Magisteren trak sig tilbage i 1955 65 år gammel. Dvs. han holdt op med at få løn og overgik til en art pension, men han vedblev at komme på læreanstalten i de næste 10 år. Det er der ikke noget usædvanligt i, det er tværtimod nærmest sædvane for de ansatte på den slags institutioner, selv i dag. Staten får en masse arbejde udført uden beregning, blot mod at stille et kontor til rådighed. Således for NCJ og da læreanstalten i 1965 flyttede ud til Lundtofte og blev det, vi i dag kalder DTU, flyttede han med. Han fik bl.a. lov til at låne et kælderrum derude til sine mange bøger og instrumenter. Det holdt kun et par år, så blev han mere syg og døde i august 1968 i en alder af 78 år. Begravelsen foregik i Saltum. Hans gravsten kan ses på Saltum kirkegård ved kirkens sydøstre hjørne, hvor den står sammen med andre af familiens gravsten. Også Agnes Bollerup blev senere begravet her.
Om Magisterens mange år på Polyteknisk Læreanstalt ved vi ikke så meget. På de tider var det ikke så almindeligt at være dus, og NCJ blev kun dus med en kollega, nemlig ingeniør Løgstrup Jensen. De to havde et forholdsvis godt forhold, bl.a. spiste de hver dag deres frokostpakke inde på Lapings kontor Løgstrup havde 2 flasker i sit skab én med portvin Peter, og de med snaps (den rese vare) til frokosten. De to venner tog hver dag et par snapse og sild til frokosten. Da Magisteren blev begravet i Saltum i 1968, rejste Løgstrup til Saltum for at være med.
Blandt eleverne på Polyteknisk Læreanstalt gik Magisteren under navnet Trane Jensen. Han gik nok rundt i sine egne tanker og kiggede ned i jorden uden at se noget og uden at sige noget. De, der har kendt Oluf Jensen vil sikkert kunne se det for sig. De to brødre har lignet hinanden temmelig meget. Ja, vi har en beretning fra ingeniør Mørch på DTU, som har sommerhus ved Saltum, men intet kendte Magisterens tilhørsforhold her. Tilbage Oluf Jensens “regeringstid kommer Mørch en dag ind på posthuset, og her er han ved at få et chock, da han synes, at han ser afdøde NC sidde der og ekspedere
En del af elevernes arbejde på Læreanstalten gik ud på at udføre målinger i elektriske kredsløb. Det er noget der kan drille ganske meget, selv for ret rutinerede. Når eleverne var kørt helt fast og ikke kunne få det til at makke ret, vidste de råd. “Trætte Jensen kunne altid få en opstilling til at virke, som den skulle.
Magisteren blev hængende ved sin stilling på Polyteknisk Læreanstalt, men faktisk var han en gang tilbudt et professorat i USA. Det blev ikke til noget, muligvis fordi han var for lang som til at beslutte sig. Han skriver selv et sted, at tilbuddet alligevel ikke var der, men at der var et andet, som bare var med en for lille løn. Han skal også have utalt, at han ikke var interesseret, for hvis han rejste til USA, kunne han jo ikke komme ned til Saltum strand
Blandt de mange bøger, vi har fra Magisterens bogsamling, er der en som er ret så interessant i kraft af sin dedikation:
Hr. assistent mag. scient. N.C.Jensen
med venlig Hilsen
fra Forfatteren
Forfatteren er Niels Bohr, der havde fået Nobelprisen i 1922, og bogen er Atomteori og Naturbeskrivelsen og” fra 1929 Bogen er på 76 sider og består af 3 artikler med en indledende oversigt. Den er udgivet som et særtryk af nogle sider i en større bog, nemlig et Festskrift, udgivet af Københavns Universitet i nov. 1929, da Universitetet fyldte 450 år. Niels Bohrs bog er for øvrigt genudgivet senere i let bearbejdet form. Undertegnede har selv et eksemplar fra 1958. Magisteren har læst bogen meget grundigt den er fuld af blyantsunderstregninger forskellige bemærkninger. Men hvor for har han fået den?
En mulighed er, at Magisteren har leveret en eller anden form for særligt præcist apparatur til Niels Bohrs institut.
De målinger, man foretog her, gjaldt somme tider meget små værdier og de kan meget vel tænkes at være foretaget af og med Magisterens præcisionsapparater Og NCJ havde jo, som tidligere nævnt, netop været med og havde i meget høj grad stået for opbygningen af Læreanstaltens eget måletekniske laboratorium. Han kan sådan set godt tænkes at have bistået forskerne på Bohrs institut med opstilling af relevante målekredsløb her og således i en vis forstand at have samarbejdet med Niels Bohr. Vi ved, at NCJ i København omgikkes med visse folk, der stammede her fra egnen, nærmere bestemt Vester Hjermitslev: Thomas P. Hejle fra Vester Hjermitslev, Dansk Skolerne og Statens Filmcentral, maleren Aksel P. Jensen samt dennes broder højskoleforstander Bernhard Jensen. Derudover har vi fortalt, at han kom sammen med ” slæng” af jævnaldrende venner, en broget flok af litterater, kunstnere osv. Som absolut ikke var rige, men meget åndrige. De morede sig bl.a. med at disputere på latin, så de har sikkert haft det morsomt. De kom sommetider med ud til Agnes Bollerup, som fandt sig i at de var ret så forslugne.
De kunne også lide at gå i byen en gang imellem og her nøjedes de ikke med at at disputere. Vi har fået fortalt, at gruppen engang blev smidt ud fra en restaurant, hvor de havde drukket sig plakatfulde.
I sin ungdom havde NCJ rejst en del i Europa. Det genoptog han i en vis grad, da han blev ældre, så han må have været ret ferm til sprog. Det vidner hans bogsamling også om. Ud over det latinske læste han også græsk, og i den del af bogsamlingen, som Egnssamlingen råder over, er der både græsk tragedier og romersk historie på originalsproget. Samlingen råder naturligvis også over en hel del faglitteratur på både tysk, engelsk og fransk.
Men magisteren havde meget alsidige interesser. Han var meget optaget af filosofiske problemer og ejede en mængde bøger af og om Kierkegaard og Grundtvig. Mange af bøgerne er uden tvivl købt antikvarisk, men vi kan se, at hvis et problem har fanget hans interesse, har han straks købt den relevante litteratur (f.eks. om filosofi, politik eller religion) i sin normale boghandel, der lå lige ved læreanstalten. Det ved vi simpelt hen, fordi de originale boghandler regninger stadig ligger i bøgerne.
Bøgerne var NCF’s kæreste eje, og da han mærker at han skal dø skriver han, at han vil testamentere sine bøger til Amtsbiblioteket i Hjørring, hvis de vil have dem. Vi ved ikke om de nogensinde har fået dem. Vi har spurgt dem og de siger nej, men det er jo mange år siden, og hvem kan huske hvad der skete for så længe siden … Men under alle omstændigheder har Egnssamlingen da en hel del af Magisterens bøger.
Hvis en mand er lidt særpræget og det var Magisteren, da kom der uvægerligt til at gå nogle historier om ham. Som nu den om, at han engang jagtede frk. Gylling, sekretæren. Ja ikke personen, for da han endelig fandt hende, var det blot hendes hæftemaskine, han ville låne. Den fik han naturligvis, men stor var hendes forfærdelse da hun så hvad han brugte den til. Han vendte vrangen ud på sin ene bukselomme, lavede en ombukning over et hul – og syede så denne søm med et par hæfteklammer. Ja, ungkarle kan skam da godt være praktiske. Det praktiske kom også frem i hans måde at klare pristalsproblemerne på. Der var jo nogen turbolens i priserne fra 20erne til 60erne. Pristallet var ret uregerligt og det gav problemer for de private næringsdrivende – som for eks. Magisteren. Men han havde etableret sit eget system. Hvis prisen på et af hans apparater havde svaret til prisen på 5 flasker snaps i for eks. 1929, så skulle den da så sandelig blive ved med det. Et ganske enkelt system, som da i og for sig stadig kan bruges. Og systemet har intet som helst at gøre med, om snapsen skal købes eller drikkes – den er kun en praktisk målestørrelse.
Du Knud Johannesen blev antaget som mekaniker på Magisternes værksted i 1946-47, skete det på følgende måde: KJ havde forladt sin tidligere arbejdsplads pga. utilfredsstillende forhold, men det havde han ikke lyst til at gå hjem at fortælle konen. Han vidste ad omveje, at
der måtte være en ledig plads hos Magisteren. Han gik der op efter lukketid, bankede på og blev mødt med spørgsmålet: Hvad vil De. Det kom fra en mand med et stort gråt hår og med bare ben i skoene. Nå, ja sådan og sådan … han søgte arbejde. Men der var nu ikke nogen plads ledig der. De kom imidlertid i snak, og de snakkede længe. Da KJ gik derfra, havde han værksteds-nøglerne i lommen. Han skulle møde næste morgen kl. 8-Magisteren selv ville først vise sig kl. 10. Det kan man da kalde tillid. Magisteren havde en evne til at se, hvad der var i folk. Det var en god arbejder, han her stod over for, og selv om det viste sig, at han kun kunne beskæftige ham i nogle ganske få år, så var det alligevel den rigtige mand. Han fik ham bagefter ansat på Læreanstalten, hvor han avancerede til laboratoriemester, og hvor han blev til sin pensionering. Her viste han sig at være til stor gavn for Magisteren. Mekanikerne havde nemlig i en vis udstrækning mulighed for at udføre arbejde af forskellig art uden for deres arbejdstid og f.eks. for Magisterens regning. Her på Egnssamlingen er vi meget glade for at have lært KJ at kende han har været os til megen stor hjælp
KJ husker Magisteren som et ejegodt menneske, der var meget hjælp- som over for dem, han kendte. Somme tider kunne han imidlertid være noget nedtryks han var jo efterhånden en mand omkring de 60 år.. Specielt husker KJ en bemærkning fra Magisteren: Man skulle ikke eje mere, end man kunne have i sin håndkuffert, så havde man ikke så mange problemer.
CJ plejede ikke at gå i kirke, men var alligevel på sin vis religiøs. Vi har også bevaret en bevæget tale, som han holdt ved sin søster Kirstines begravelse i 1932. Han skiltede normalt ikke med sine meninger på dette område, men vi har dog en beretning han en gang deltog i en konfirmationsfestlighed, vist nok i Skagen. Den havde nok udartet en del, som den slags undertiden kan, for da NC og nogle andre på et vist tidspunkt er ude og trække frisk luft, kan han ikke bare sig for at komme med sin uforgribelige mening om denne påståede religiøse fest: “Det er Sateme Blasfemi, det her! Her har der virkelig været tale om indestængt harme!
Jo, han kunne til tider have et heftigt temperament, men det kom sjældent til udtryk. Vi har dog hørt om, at han en gang overværede, at hans søster, som på det tidspunkt passede posthuset, ikke ville give kredit til skrædderen, som skulle have udleveret en pakke på efterkrav. Da blev NCI så gal, at han skældte ud og slog med stor slev ned i en spand vand, så det sprøjtede omkring ham.
Omvendt har han åbenbart også kunnet bevare roen: Ingeniør Agersted, kollega til NCJ, mindes således have set Magisteren balancere helt oppe på tagryggen af Polyteknisk Læreanstalt, hvor han i flagrende kittel og uden sikkerhedsline var ved at sætte en antenne op mellem to skorstene. På det tidspunkt har han været nær de 40. En frisk ung mand, må man sige. For der er højt op, særlig når man er deroppe.
NCJ vedblev med at være jyde til det sidste. Selv om han boede største parten af sit liv i København, fortsatte han med at bruge Saltum Sparekasse
Hvis han skulle hjem til Vendsyssel, brugte han ikke køreplan. Han gik simpelt hen ned på banegården og satte sig til at vente, indtil der gik et tog hertil.
Han havde nu ellers et udmærket lommeur, der nu er i Egnssamlingens varetægt, efter at familien har overladt det til os. Det er sådan set et af de mest personlige minder om Magisteren, og indeni er der angivet med kodenummer hvor mange gange det har været til eftersyn hos urmageren i Saltum.
På et vist tidspunkt har han også ejet jordegods heroppe. Vi har papir på, at han i 1918 sammen med en ingeniør Thomsen har købte en grund nord for Saltum af husejer Jens Jonstrup. Den havde matr. Nr. 2-k Jonstrup og iflg. Gamle matrikelkort har der engang eksisteret en grund med det nummer, det har van helt nede ved de yderste klitter og lige i nærheden af det nederste af “Lille Norge. Havde det været i dag. ville adressen have været enten P. Ejerstedgård eller Karen Maries vej, Det må have været en udstykning fra Ejerstedgårds relativt smalle klitlod. Vi ved ikke noget om, hvordan dette ejerskab i øvrigt forløb, eller hvornår det sluttede.
På et tidspunkt havde han også en andel i Plantagen “Koglen” her ved Saltum. I 1933 arvede han nemlig faderens aktie i plantagen. Thammes havde jo været primus motor i det foretagende ved starten i 1910 – i hvert fald havde han fået aktie nr. 1. Den var på 50 kr. der blev indbetalt i 10 rater og den er nu arvet videre i familien. NCJ tilbragte gerne 3 uger af sin sommerferie i Saltum.
Så boede han hos Oluf, i det sydlige gavlværelse på loftet. De så nu ikke meget til ham. Han sad deroppe og rugede over sin regnestok og sine ligninger og beregninger. Dog var han nok alligevel kendt af folk han plejede altid at gå med hat og i en kæmpeoverfrakke og så gik han ud til boghandler Grønborg (Karen Grethes forgænger på Søndergade 22) købte Politiken. Somme tider gik han også ind til købmanden og købte en flaske dram og en gammel ole. Men Olufs kone Ketty ville ikke have en af den slags i sit køkken, den blev forvist til en spand i baggangen og med en tallerken og en sten ovenpå. Så kunne den ikke løbe væk.
Magisteren havde et nært og varmt forhold til dyr. Han kunne sidde lige så stille og snakke med dem. En gang han var ude at gå, kom der en som var sluppet løs, men han gik bare roligt hen til den og snakkede til den og lidt efter sad de to nok så stille og passiarede.
Ja han kunne være meget rolig, og det har været sagt om ham, at han aldrig lo. Oluf mente, at sådan havde han altid været, men det er nu næppe rigtigt, i sin ungdom kunne han vist godt være ret livlig. Vi må ikke glemme, at aldersforskellen på de to bedre var så stor, at NCJ i en vis for stand har stået som en slags fader for Oluf.
Denne artikel kunne ikke være skrevet uden hjælp. Derfor vil vi gene rette en tak til alle, der har bistået os med råd og dåd. Det må naturligvis i første række gælde de medlemmer af familien, der endnu har erindringer om denne særprægede mand, for eks. nu afdøde Ingrid Thomsen samt Magisterens nevø, Kart Evald Jensen her i Saltum. Men takken må i lige så høj grad rettes til “fremmede mennesker, der har hjulpet os med både oplysninger om NCJ og apparater mv. af forskellig art.
Her vil jeg i første omgang nævne lektor, dr. techn. Niels Jonassen fra DTU, som var utroligt large, da vi henvendte os til læreanstalten. Han var i sin tid blevet ansat som efterfølger for NCJ, da denne sluttede i 1955. Dernæst vil jeg nævne ingeniør Knud Agersted, der i dag er en noget ældre herre, som vi ikke har været i direkte kontakt med. Men dr. Jonassen har været så elskværdig at lave et interview med ing. Agersted på vore vegne. Dele af denne artikel bygger på oplysninger i dette interview, som blev optaget på bånd, der forefindes i Egnssamlingen.
Også ingeniør K. Aa Mørch skal nævnes. Selv om hans direkte kendskab til Magisteren er mere begrænset, er han helt og fuldt gået ind for sagen, og dertil kommer, at han har sommerhus ude ved Lille Norge og har bistået os med transport af apparater såvel som med forklaring af deres virkemåde
Sidst, men ikke mindst, vil jeg takke Magisterens mekaniker, laboratoriemester Knud Johannessen. Det er et rigt varieret udvalg af genstande og oplysninger, han har kunnet hjælpe os med: ja, det er lige før, at museet for Magisteren også er blevet et museum for hans mekaniker.
De udstillede genstande vil ikke sige alle mennesker lige meget; den slags afhænger jo i høj grad af, hvilke interesser man har. Det må også indrømmes, at meget er ret teknisk og kun kan fungere som dele af større op stillinger. Men: Et af apparaterne er nu ret så spændende og vil uden tvivl også være det for ikketeknisk-interesserede. Jeg tænker på det Spejl- galvanometer, som vi har rigget til på en sådan måde, at det kan fungere. Det kaldes også et drejespole- instrument, fordi man sender en strøm ind i en lille spole, der er ophængt mellem polerne på en magnet. Spolen vil nu dreje sig. og hvis der sidder en viser på spolen, vil man kunne se et udslag på en skala. Masser af mennesker har den slags i deres hjem i dag, uden at tænke nærmere over det, og de har gerne to styk ker. De mange stereoanlæg, som står ude i de små hjem, er som regel forsynet med 2 bittesmå apparater af den slags; der er ét apparat i hver lydkanal, og de prøver ligesom at følges ad. Magisterens apparat er mange gange større, men det har ingen skala og ingen viser. Derimod sidder der et lille hulspejl på spolen. Når man sender en koncentreret lysstråle ind mod spejlet, vil den reflekteres over mod en væg. hvor der så kommer en lysplet. Hvis spolen (og dermed spejlet) bevæger sig, flytter lyspletten sig på væggen.
Faktisk har vi på den måde fået lavet en vægtløs viser (lysstrålen), som er flere meter lang, men ikke belaster apparatet. En lang viser giver større og tydeligere udslag end en kort, og her kan udslaget blive flere meter, så vi har fået lavet et yderst fintmærkende instrument.
Det er faktisk ret forbavsende at se apparatet vise udslag på 5-6 meter, når vi blot stikker måleapparatets prøveledninger ned i lidt almindeligt sand fra Saltum Strand.
Jo, han ku’ godt, den gamle Magister! Kom selv ned og kig!
Malt-Thammes’hus, som blev revet ned ca. 1933, hvorefter Posthuset blev bygget på samme plads til Oluf’s bryllup 1934
Hvad postmester, sognerådsformand, lokal tillidsmand i Saltum Bank og frihedskæmper, Oluf Jensen, Saltum har fortalt:
Postmester Oluf Jensen, Saltum var også Frihedskæmper da Danmark var besat fra 1940-1945
Her havde Oluf Jensen opført et nyt postkontor med beboelse
Saltum Gruppen under 2. verdenskrig da Danmark var besat fra 1940 til 1945
Begyndelsen på Saltum Gruppen var den, at der kom en ganske ubekendt Mand ind i Olufs Træsko- og Tobaksforetning, og spurgte om han ville prøve at starte en modstandsgrubbe her i Saltum, uden at vide hvem manden var sagde Oluf straks ja og sammen med K. G. Wanting gik de i gang. I starten var der Harry Kirkbak, Ejner Andersen (Karetmager) Jens Christensen, Aksel Drustrup, Oluf og Wanting, Kirk Jacobsen V. Hjermitslev.
Jeg vil prøve at fortælle så godt som det er mig muligt, og efter Olufs beretning om den skæbnesvangre nedkastning i Saltum Dale, En af modstandsfolkene kom til at rive et skud af, det var for så vidt heldigt for Tyskerne begyndte at skyde og på den måde nåede de ikke at omringe vore folk der alle slap væk.
Oluf Jensen kom op over Kirkebak gennem Pigtråd og spanske Ryttere rev sit Tøj i laser og mens han sad der i Pigtråden var der pludselig nok en Mand i mørket et stykke fra ham, der kæmpede for at komme over, begge var bange, og troede at den anden var en Tysker, men Gudskelov skød de ikke på hinanden, måtte vel begge trods alt have haft en følelse af samhørighed, den anden Mand viste sig at være Harry Kirkbak, Oluf travede videre gennem Skoven op til Guldager hvor han bankede sin Svoger Niels Guldager op og sagde: Ingen lys, jeg må have lidt at drikke, Niels og Oluf gik da ned i Kælderen og lukkede Lemmen over sig de sad på Salt karrerne og fik en Øl. Oluf turde ikke blive, han mente det var så nær Familie, at her ville Tyskerne søge, Niels og Oluf aftalte at Niels skulle køre på Kringel næste Dag og spørge om Levin havde en Hest til salg. Oluf ville prøve at nå derop. Næste Dag cyklede Niels Guldager på Kringel for at se på nævnte Hest og Oluf var gemt der, så aftalte de at Niels skulle køre op til Ketty Olufs Kone for at fortælle det og hvis at alt var roligt skulle Oluf jo hjem for ikke at vække mistanke, Ketty skulle så om Aftenen ringe til Kringel og sige at de Træsko Levin havde bestilt var færdige og kunne afhentes, det var så Budskabet om, at Oluf måtte hjem igen. Om Natten gik han så imod Hjemmet i Saltum. Der mødte han Frederik Jensen fra Jonstrup, der havde en So der fik Grise, han var gået ud for at trække frisk Luft. Oluf var bange men Frederik Jensen så en anden Vej og nævnede først sit møde efter Krigen, heldigvis blev Gruppen ikke optrævlet, om de to fra Ejersted ved vi, at de også kom godt hjem.
Aksel Drustrup lod sig glide ned i den revne der kan blive mellem to Gulve, Karen og Jens Christensen lå i den yderste ende af Høstænget det var nogle hårde Dage fyldt med angst og spænding.
Beretning af:
Karen Guldager Askevej 1, Saltum.
Ved en Frihedskæmper Sammenkomst paa Ejerstedgaard, Lørdag den 26. Maj 1945.
Mel:.Ved Bov der slog en Kugle……
Da her vi nu i Aften samlet er, faldera
den ganske Saltum Frihedskæmperhær, — faldera
vi mindes vil, hvad vi bedrevet har,– faldera
fra Dagen da vi offensiven ta’r, faldera.
Først Wanting vi som Fører præsenter’, faldera
han er i Spidsen, hvad der saa end sker,
han ikke saad ‘n som Hitler stod i Krog,
og brugte et forbandet sjofelt Sprog,
En Indsats har jo alle Sejgaten gjort, faldera
om hver især man dog ej kender stort,
vi nævner her dog kun en Smule Træk,
hvor blot en enkelt, faar et lille rak,
Den Nat de efter Vaaben var i Dal’, faldera
I Vej’n kom de forbande’d Russerka’l
hvad sa mon Oluf, da han møj forleg’n,
til tørre hængte, i et Pigtraadshegn. faldera
Jens Christensen har Gaard med Køer og Føl, faldera
og Henriksen vil gerne have øl,
vi alle har jo haft en lille Tjans
fra Fører, Kredsen rundt til Ordenants
Da Nimbus ville med i vores Hår,——-faldera
han havde Bajonet, og selv Gevær,
man spurgte hvad bag Jak, var stukket ned?”
En Fil,.A” stryger Bajonetten med—–
Den Dag Gestapo gennem Landet fo’r
ej Tid vi fik at si’, Farvel til Mor,
da sagde Ejner, Gunnar den er gal,—–
de skyder os, jeg ej la’r Bøssen knald’- faldera
Da vi paa, Vivex” hentede tre Mand,—–faldera
I bare Skjorte, -Adolf traadte an,—
tja, bor og bor, det mente Adolf ej—-
de ligger ved Olivia og mig,”
Da vi i Pansergraven laa i Dæk,——
der skal om Kærsig nævnes
her et Træk, han med Gevær paa Skulder, tog derned,
for hvis det kneb, han vilde hjælpe te —-faldera
Til Slut Fru Olsen, Tak vi sige vil— faldera
for her i Aften vi, blev budt til Gild’
vi raaber nu saa kraftig et Hurra,
at Taget helt af Huset ryger a’.
Herunder et billede af Oluf Jensens barndomshjem på Tinghøjgade 14 i Saltum. Ejendommen blev revet ned i 1934 for at give plads til det nye posthus, hvor Oluf Jensen, senere blev byens postmester igennem mange år.
Oluf Jensens far var Maltgører Thomas Jensen og moderen hed Mette Marie Larsen og de fik 12 børn. Herunder et billede af børnene:
Oluf Jensen havde en bror som man i Saltum kaldte ”Magisteren”
Han boede i København og havde der et mekanisk værksted, hvor han lavede instrumenter, blandt andet for atomfysikeren Niels Bohr.
Hvert år holdt han ferie i Saltum og nogle af hans redskaber står i Egnssamlingen i Saltum.
📜 POSTMESTEREN, SOGNERÅDSFORMANDEN OG BANKMANDEN OLUF JENSEN fra Saltum –
Oluf Jensen på Posthuset i 1975 ekspederer Madsine Jacobsen og Marie Jensen fra ”Klitrosen” i Blokhus
Da Saltum blev styret fra ét og samme skrivebord i 1950’erne og 1960’erne
Af Jens Otto Madsen
Når man i dag kører gennem Saltum, tænker de fleste måske på byen som en hyggelig oase i Jammerbugten, tæt på Vesterhavets brede sandstrande og det summende ferieliv. Men spoler vi tiden tilbage til årtierne efter anden verdenskrig – nærmere bestemt 1950’erne og 1960’erne – var Saltum rammen om en hæsblæsende lokal udvikling.
Dengang var det hverken regioner eller fjerne storkommuner, der bestemte hverdagens gang. Det var Saltum-Hune Sogneråd.
I spidsen for dette lokalstyre stod en mand, der bar tre af sognets mest betydningsfulde kasketter: Han var byens betroede postmester, han var sognerådsformand, og så var han Brønderslev Banks uundværlige lokalmand.
Hans navn var Oluf Jensen (1908–1986).
Oluf Jensen blev lidt af en legende i P&T, da han var ansat i systemet omkring 60 år – hvilket resulterede i, at når postmestrene i landet samledes, ja så sad Oluf til højbords med Generaldirektøren i P&T.
Oluf Jensen er født i Saltum 1908 søn af Thomas Jensen og Mette Marie Larsen. Han blev gift med Ketty Marie Jørgensen født i Saltum 1907. Hendes forældre var Peter Anton Jørgensen og hustru Ingeborg Jensen Nielsen.
Ingeborg er født 1881 i Brødslev datter af Jens Nielsen f 1837 købmand i Brødslev og hustru Ursille Catrine Pedersdatter født 1839.
Bemærkning: Olufs far, Thomas Jensen, kaldet “Malt Thomas”, fik oprindeligt tilbudt post-jobbet på apoteket, da det i 1919 flyttede op overfor Thomas gård. Men allerede pr. 1. nov. 1921 drev Thomas postkontor fra egne lokaler overfor apoteket. Og her fik de store af hans 16 børn tidligt arbejde – her iblandt Oluf Jensen, der i 1934 rev sit hjem ned og byggede det nye posthus i Saltum.
Her i midten det store nye posthus i Saltum med beboelse.
Dette er historien om en svunden tid, hvor posten, politikken og pengene mødtes ved det samme skrivebord – krydret med mine egne personlige minder fra en sjov og spændende tid i Saltum.
KAPITEL 1:
Med hele sognets liv i hænderne
At være postmester (eller postekspeditør) i en levende stationsby som Saltum i midten af det 20. århundrede var ikke blot et erhverv – det var en livsstil. Posthuset var byens ubestridte nervesystem. Det var her, de vigtige telegrammer tikkede ind med nyheder om fødsler, bryllupper og dødsfald. Det var her, sognets ældre fik udbetalt deres pension, og det var her, bønderne og de erhvervsdrivende hentede deres livsvigtige korrespondance og fagblade.
Når Oluf Jensen mødte på arbejde om morgenen, vidste han præcis, hvad der rørte sig i hver eneste krog af området, lige fra det driftige Nørre Saltum til det stationsnære Sønder Saltum. Denne enorme, daglige berøringsflade med borgerne gjorde ham til det helt naturlige samlingspunkt, da sognets beboere skulle vælge deres politiske leder.
Som sognerådsformand mødte Oluf Jensen ikke borgerne fra et fjernt kontor i en administrationsbygning; han mødte dem i øjenhøjde over skranken, når de kom for at sende en pakke eller indløse et girokort.
Oluf Jensen som nyvalgt sognerådsformand i 1954
Postmester Oluf Jensen var medlem af Saltum-Hune Sogneråd (byråd) i 16 år, og han fungerede som sognerådsformand i alle de 16 år.
Hans embedsperiode ophørte ved kommunalreformen i 1970, hvor Saltum-Hune blev lagt sammen med andre omegnskommuner. Det vides, at han blandt andet sad på posten i 1966, hvilket betyder, at hans samlede periode strakte sig fra 1954 til 1970. Efter sammenlægningen fortsatte han i en periode som menigt medlem af det nye Pandrup Byråd.
KAPITEL 2:
Velfærdsstatens indtog og de store anlægsår1950’erne blev årtiet, hvor det gamle, traditionelle landbrugssamfund i Vendsyssel mødte den moderne velfærdsstats spæde start. Som formand for sognerådet stod Oluf Jensen i spidsen for en række visionære beslutninger, der ændrede Saltum for altid.
Foto fra 1965- Saltum Plejehjem.
I årene 1954 og 1955 opførte kommunen det topmoderne Saltum Alderdomshjem (det senere plejehjem).
Det var et gigantisk socialt fremskridt for sognets ældre, som indtil da ofte havde levet under trange og beskedne kår. Bygget i 1954, men nedlagt da der blev bygget “Plejehjem Syd” i 1976. Bygningen blev en tid brugt som Pandrup kommunes Daghøjskole.
Men det største monument over denne gyldne vækstperiode kom i 1956, da Saltum Centralskole med tilhørende realafdeling slog dørene op.
Den nye Saltum Centralskole fra 1956 men senere udbygget
Skolen, der blev tegnet af de kendte Aalborg-arkitekter Villy G. Hansen og K.W. Orland, samlede børnene fra de mindre skoler i Saltum, Fårup-Ejersted og Rendbæk.
Fra 1960 kom der endda overbygningselever til fra nabosognene Hune, Ingstrup og Vester Hjermitslev. At lede et sogneråd, der skulle finansiere og gennemføre så tunge anlægsprojekter, krævede en formand med ben i næsen, økonomisk snilde og evnen til at mægle mellem land og by. Det havde Oluf Jensen.
Sognerådsmøderne foregik i det karakteristiske kommunekontor på Fælledvej (opført i 1941, udbygget i 1949). Her mødtes sognets udvalgte – landmænd, håndværkere og husmødre – under postmesterens faste ledelse. Tonen kunne være skarp, for pengene var små, og sognene Saltum og Hune havde ikke altid ens interesser.
Hune kiggede mod turismen i Blokhus, mens Saltum var det solide, erhvervsdrivende centrum med eget AmtsSygehus
Saltum Sygehus ca. 1960 med den store have syd og vest for sygehuset, og nyttehaven syd for kapellet.
Og eget apotek
her som det så ud i 1930erne.
Apoteket lå tidligere i Apotekergården, der lå lige syd for distriktslægeboligen på hjørnet af Vestergårdsvej og Tinghøjgade. Men den ny apoteker fik i 1918 påbud om senest et år senere at flytte sit apotek til nye bygninger, da de gamle fik for mange anmærkninger i visitationen.
Foto fra apoteker Harald Viggo Petersens periode 1919-1938.
Der var også Andelsmejeriet og en driftig Sparekasse og mange detailforretninger hvoraf de fleste nu er lukket. I Saltum er dog tilbage en stor dagligvareforretning ved navn Meny som drives nu af 4. generation af købmandsfamilien Andersen.
Men med Oluf Jensens hånd på dirigentstokken fandt man altid et fornuftigt, vendsysselsk kompromis.
KAPITEL 3:
Da banken kom til byen som – “Saltum Bank”
Saltum Bank
Men Oluf Jensens virke stoppede ikke ved posten og politikken. Hvis man i 1950’erne og 1960’erne trådte ind på byens Kommunekontor om mandagen, onsdagen eller fredagen, mødte man et stykke helt særligt og unikt vendsysselsk bankhistorie.
Hvornår kom Saltum Bank filial af Brønderslev til Saltum?
Den havde kontorlokaler i det gamle Kommunekontor i den sydlige ende med navneskilt Saltum Bank
Saltum Bank var en filial af Brønderslev Bank i Saltum (hvor den lokalt bar navneskiltet Saltum Bank). Saltum Bank havde til huse i stueetagen til højre ved indgangen – over de nederste 2 vinduer til højre stod med store bogstaver SALTUM BANK
Saltum Bank blev etableret i årene efter 1920 som led i Brønderslev Banks genopbygning og ekspansion efter en større økonomisk krise. Brønderslev Bank ramtes af store tab under krisen i 1920 og måtte rekonstrueres. Efter rekonstruktionen gik banken ind i en ny fremgangsperiode, hvor man sikrede sig grebet om oplandet ved at oprette strategiske filialer i Hallund, Jerslev, Vester Hjermitslev og netop Saltum (Nørre Saltum).
Herover ”Det gamle Kommunekontor”, som i dag har adresse på Tinghøjgade i Saltum (hvor Saltum-Hune Sogneråd holdt til før kommunalreformen).
Afslutningen: Filialen eksisterede frem til 1. juli 1967.
KAPITEL 4:
Kreditvurdering over skranken og sognets forretningsliv.
I en tid, hvor der hverken fandtes computere, digitale kreditvurderinger, NemID eller centraliserede pointsystemer, var personlig tillid og indgående lokalkendskab alt afgørende. Og ingen kendte Saltum-borgerne bedre end Oluf Jensen. Han vidste nøjagtigt, hvem der passede sine ting, hvem der havde gang i en sund forretning, og hvem der måske haltede lidt bagefter.
Når en lokal borger eller landmand mødte op i banken for at søge om et lån eller en kassekredit, var det i høj grad Oluf Jensens ord, der talte. Han tog beslutningen. Hvis Oluf nikkede til den unge bankassistent fra Brønderslev og godkendte ansøgeren, så blev lånet bevilget. Det var tillidsbaseret bankdrift, når det var allermest jordnært.
Fordi Oluf Jensen var det naturlige omdrejningspunkt, trak “Saltum Bank” næsten hele byens driftige forretningsliv til sig i åbningstiden. Her mødte sognets handlende op: Byens købmænd, tøjforretninger, bagere og elektrikeren, autoværkstedet og håndværkere, der skulle have sat ugens omsætning i banken. Guldsmeden og urmageren, som havde brug for finansiering og sikkerhed.
De lokale handelsmænd, der mødte op med fysiske veksler, som de havde indgået med omegnens landmænd efter salg af kreaturer på markederne.
Banken var Saltums økonomiske motor, og inden for de få åbningstimer mærkede man byens puls, handel og vendsysselske lune i fulde drag.
KAPITEL 5:
Mine egne minder fra Kommunekontoret.
At jeg kan sidde i dag og skrive denne historie med så mange detaljer, skyldes ikke kun historiske arkivalier. Det skyldes, at jeg selv har været en del af historien.
I en 2-årig periode i 1960’erne var det nemlig mig, der som ung bankmand fik opgaven med at pakke bilen i Brønderslev med kontantkassen og den tunge regnemaskine for at køre turen ud til Saltum Bank. Det var en utrolig sjov, spændende og lærerig tid.
Jeg husker tydeligt samarbejdet med Oluf Jensen på Kommunekontoret. Han var en markant skikkelse, men altid med en fantastisk sans for det lokale liv og de mennesker, der boede i byen.
At sidde der som ung assistent og opleve, hvordan store beslutninger, personlige skæbner og sognets økonomi blev klaret med et fast håndtryk og sund fornuft, har brændt sig fast i min erindring. I dag bor jeg selv i mit sommerhus i netop Saltum, og når jeg kører gennem byen, kan jeg ikke lade være med at sende en kærlig tanke tilbage til de dage på det gamle kontor.
KAPITEL 6:
En gylden æra slutter.
Alt har dog sin tid. I midten af 1960’erne begyndte den moderne verden for alvor at banke på døren. Bankverdenen begyndte at centralisere og rationalisere. Kravene til sikkerhed, bokshvælv og daglig bogføring voksede, og de små, ugentlige filialer, der blev betjent af rejsende personale med maskiner i bagagerummet, blev langsomt overhalet af tiden.
Den 1. juli i 1967 blev Saltum Bank endeligt nedlagt som filial af Brønderslev Bank som var fusioneret til med Kjøbenhavns Handelsbank til nu Handelsbanken i Brønderslev, filial af Kjøbenhavns Handelsbank.
Den Københavnske Bank havde besluttet at de små filialer skulle lukkes, de var ikke længere rentable.
Det var det første varsel om, at en epoke var ved at være slut.
Få år efter, i 1970, ramte den store kommunalreform Danmark. Saltum-Hune Sognekommune blev nedlagt og indlemmet i den nye Pandrup Kommune, og det gamle, stolte kommunekontor blev senere omdannet til lejeboliger.
Også postvæsenet gennemgik enorme centraliseringer.
Med disse reformer forsvandt den gamle type lokalpolitikere og personligheder – de flittige embedsmænd og samfundsstøtter, som bar hele lokalsamfundet på deres skuldre.
Oluf Jensen, der i årtier havde kendt hver mands navn, sorteret sognets post og underskrevet byens vigtigste beslutninger, overlod scenen til den nye tids strukturerede administration.
Men mindet om dengang, hvor posten, politikken, banken og fremskridtet mødtes ved samme skrivebord hos Oluf Jensen i Saltum, lever heldigvis endnu.
En lille hilsen til FB-gruppen:
Jeg håber, denne historie vækker minder hos nogle af de ældre medlemmer her i gruppen. Er der andre herinde, der kan huske Oluf Jensen, de gamle postbiler, eller som selv har stået i kø i den lille bankfilial på Kommunekontoret for at ordne forretninger? Del meget gerne jeres historier og minder i kommentarfeltet nedenfor!
De gamle lokaler på Uno X-tanken i Saltum viser gamle minder frem
Kilde: nordjyske juli 2018
Passerer du gennem Saltum, så tillad dig selv at svinge forbi Uno X-tanken. – (Nu i 2026 Shell tanken)
Her kan du tanke brændstof, mens du sender tankerne tilbage til gamle dage.
Den gamle kioskbygning står her stadig.
På et skilt på taget står der: “Danmarks mindste museum, der aldrig har Åben!”.
I butiksruden er udstillet et væld af gamle legetøjsbiler, tankvogne og kraner fra producenterne: Techno, Matchbox og Corgi
Der er ingen åbningstider. Ejeren han er heldigvis kun tre minutter væk. Han bor i samme bygning. Det er 55-årige Allan Vester Lassen, tankpasser, mekaniker mv., som har samlet det meste af sit liv. Han har også værksted omme bagved. Allan fortæller, at kiosken lukkede for syv år siden. Han syntes at det hele så meget tomt ud, så han valgte at udstille sin private samling af gamle legetøjsbiler, benzindæksler og også en gammel tankpistol.
Jeg synes ikke, at vinduet skulle ligne et russisk butiksmiljø. Det virkede så trist, siger Allan Vester Lassen. Indenfor på værkstedet står en gammel stander til knallert-benzin, som var olieblandet benzin. Her skulle man pumpe benzinen op med et håndtag. En ældre damp-maskine pryder også udstillingen.
Intet er til salg
Ejeren har intet ønske om at blive kontaktet. Derfor er der ingen oplysninger nogen steder på butiksfacaden. Men samlingen er bestemt heller ikke til salg.
-Min kone siger, at jeg har samlermani. Det kan godt være. Men jeg nænner ikke at skille mig af med noget af det, siger Allan Vester Lassen med et skævt grin. Samlingens perle står dog ikke her. Den er oppe på værkstedet: en hvid BMW V8 fra 1962 en rigtig bil alt så, som man kan køre ture i.
Allan Vester Lassen er passioneret samler. Perlen i samlingen er denne BMW V8 3200 L. På nummerpladen står der: “PN 32000” PN står for Hjørring, hvor den første gang var registreret. 3200 er, fordi det er en 3200 model.
Så vidt Allan ved, er der kun en eneste af dem i hele Danmark i original stand. Den har en værdi af en halv million kroner.
-De tyske turister spørger meget til den, når jeg kommer kørende. De er helt vilde med gamle BMW’er, men den er altså ikke til salg, siger Allan Vester Lassen.
Bilen har en interessant historie og har blandt andet været ejet af Oxford-fabrikkens tidligere direktør. Den endte senere i en gammel la- de, hvor den forfaldt.
Allan købte den i 1982 og satte den i stand. Han solgte den få år senere med stor fortjeneste. 24 år senere købte han den tilbage for samme beløb.
-Jeg fortrød det næsten med det samme, da jeg solgte den. Den bil er noget helt særligt. Den er ikke særligt sikker, men jeg bliver bare så glad, når jeg kører rundt i den, siger Allan Vester Lassen.
Allan Vester Lassens museum i Saltum har flere udstillingsvinduer. Det meste er gamle legetøjsbiler, som er hans helt store interesse.
Den gamle stander til knallert-benzin har været i brug på tank- stationen indtil for få år siden. Den indeholder olieblandet benzin. Moderne knallerter har alle separat olietank i dag, så den tid er passé.
BMW V8, 3200 L, årgang 1962. Har 138 heste, vejer 1460 kilo og kører 175 km/t.
Oxfordfabrikkens direktør, Svend Nielsen, var en kendt modstandsmand under 2. Verdenskrig. Han købte bilen for 56.000 kroner i 1962. Det var en meget dyr bil den- gang. Til sammenligning ko- stede en VW boble (VW Type 1) 15.000 kroner.
BMW V8’eren blev vasket, håndtørret og støvsuget hver fredag hos GM i Hjørring. De efterså også bilen.
I 1977 købte en mekaniker fra Poulstrup bilen for 18.000 kroner. Han betrak sæderne med fåreskind (stanken hænger stadig ved) og lakerede bilen lyseblå.
Bilen endte i en gammel lade, indtil Allan Vester Lassen købte den i 1982. Han betalte 10.000 kroner.
Han solgte den året efter til sin mor for 25.000 kroner, fordi han ville have en amerikanerbil. Han fortrød hurtigt og købte den tilbage igen.
1985 solgte Allan bilen til John Jensen (også kaldet radio John/Dantax John) for 64.000 kroner. I 2009 købte Allan BMW’en tilbage igen for samme beløb.
I dag er bilen en halv million kroner værd. Den er ikke til salg
Skrædder Larsen fra Pandrup bliver skrædder i Paris og gifter sig med mesters datter
Den gang, for der var noget, der hed konfektionssyet tøj, blev alt vort tøj syet af skræddere, hvorfor der overalt i landet fandtes en mængde skræddere, som tog rundt fra gård til gård medbringende tasken med saks, nål og tråd, hvor de så lavede det hjemmegjorte vadmelstøj til “klæder til hele familien’.
Man har nok igennem tiderne været tilbøjelig til at anse landhåndværkerne for ringere stillet og ringere oplært end kaldsfællerne i byerne. Mange skræddere i landsbyerne var tidligere husmænd, der på grund af svigtende helbred havde måttet skifte til en mere stillesiddende beskæftigelse, og en egentlig uddannelse med afsluttende svendeprøve var erstattet af et større eller mindre håndelag og fingersnilde.
At der imidlertid kunne forekomme særdeles dygtige landsbyhåndværkere og skræddere, har man netop på Pandrup egnen set et fantastisk eksempel på.
Den 26. marts 1871 blev der på ejendommen “Kjædegaards Mark” født et drengebarn, Lars Jensen Larsen, søn af husmand og snedker Jens Chr. Larsen og hustru Öntine Larsen. Lars Larsen kom i skrædderlære, muligvis hos den, der dengang boede i Jetsmark Kirkehuse. Den unge skrædder havde lyst til at se sig om i verden, og hans velstående onkel, Anton Kædegaard, der netop da var kommet i Hvetbo Herreds Sparekasses bestyrelse, forærede ham en rejsekapital på fem kroner, og så vandrede han ned igennem Europa og fandt beskæftigelse i skrædderier rundt om i de store byer, han kom igennem. Da han nåede Paris, fandt han frem til byens fornemmeste skrædderi, gik ind og tilbød dem sit arbejde.
Lars Larsen, der grundlagde skrædderforretning marts i Paris i 1911. Foto: Egnsamlingen Saltum
Den fornemme skræddermester i det meget elegante skrædderi, kiggede på vor unge ven, og betragtede ham fra øverst til nederst. Så gik han hen til døren ud til den store skrædderhal og klappede i hænderne: “Kom herind alle sammen og se!”. Og så stimlede alle de franske skræddere ind for at se den danske skrædder, og alle gjorde store øjne! Det, der var faldet den fornemme franske skrædder i øjnene, var de bukser, Larsen havde haft pakket ned under hele den lange vandretur, hvorved de havde fået en skarp fold fra øverst til nederst.
Den gang blev buksebenene behandlet, så de var runde som kakkelovns ror. Men de her danske bukser havde jo fact “pressefolder”, og det havde man aldrig set før i Paris. Det så jo flot ud, så skrædder Larsen blev ansat. I 1908 blev han gift med chefens datler og overtog senere hele firmaet, der på det tidspunkt var et af de fornemmeste skrædderier i Paris beliggende i skræddernes gade Rue la Boëtic 7-9. Eftertiden har ganske vist givet Hertugen af Windsor æren for at have lanceret pressefolden, men det er altså Lars Larsen fra Pandrup, der først gjorde skrædderfaget opmærksom på denne detalje.
I Rue la Boëtie fandt Larsen det rette klima for en skrædder med ideer, og kundekredsen var let at få øje på. Den sværm af elegantiers, der i de glade år før første verdenskrig flokkedes i Paris’ restauranter og cafeer, og hvis væsentligste problemer var at få indpasset besøgene hos skrædder og barber i dagens mange rendez-vouser.
Hans kolleger rystede på hovedet. da han lancerede ideen med at sy en fold ved siden af pressefolden, så der bliver plads til mave eller pondus, som indehaverne kalder det. Den lille fold blev en verdenssucces, og for Lars Larsen blev ideen grundlaget for en virksomhed, der regnedes blandt branchens største skrædderhuse i Paris. Det hedder slet og ret “Larsen”, for det kan enhver franskmand udtale.
Senere underbyggede han sit renommé med endnu en opfindelse: sømmen midt på hvert forstykke i en jakke. “Vanvid at lægge en søm dér, hvor alle kan se den”, sagde kollegerne. Men Larsens jakker havde talje, og det skabte mode. Den vendsysselske skrædder vidste, hvad han gjorde.
Lars Larsen dør i Paris den 13. de cember 1945, 74 år gammel. Ved sin død havde han opbygget et af Paris’ og dermed et af verdens fineste herreskrædderier med 40 skræddere, alle oplært i virksomheden.
Pierre foran billedet af faderen Lars Larsen fra Pandrup
Inden Larsens død overtager sønnen, Pierre Larsen, skrædderhuset og driver det videre i den gode ånd. Faderen havde givet sin søn Pierre en førsteklasses uddannelse. Han er født og opvokset i Frankrig, men med godt kendskab til Danmark fra bl.a et års uddannelse i København og familiebåndene til Kædegaard.
Huset Larsen har gennem årene haft mange kendte og fornemme personer som kunder. En af dem var Maurice Chevalier (1888-1972), hvis elegance var en del af hans berømmelse. Siden 1938 er han blevet klædt på hos Larsen. Et dejligt menneske, altid venlig og i strålende humør, er Pierre Larsens karakteristik. Men humøret er jo hans metier. Rent privat tror jeg manden er lidt trist og meget ensom. Han har en egenskab, der er sjælden i hans branche: Sparsommelighed. Kollegerne gør lidt grin med det, men forstår hans grunde: Maurice har set for mange engang tiljublede kunstnere ende i armod.
Så sparsommelig er Maurice Chevalier nu heller ikke. En habit fra Lar- sen koster op mod 2.000 kr. Men man behøver kun to ny om året for at være velklædt, siger chefen. Heldigvis er der dog kunder, der går over dette minimum. Vi havde en kunde, der bestilte ca. 20 habitter om året, de fleste dog i samme snit. Den eneste grund var, at manden elskede at prøve tøj. Var han først færdig, interesserede de ham ikke mere. Det var hans hobby.
En anden af vore klienter havde så omfangsrig en garderobe, at han lod udfærdige et katalog med numre og små stofprøver. Det blev hver morgen bragt ind til ham af kammertjeneren, så han kunne vælge dagens habitter. At udpege dem i klædeskabet var uoverkommeligt. Den slags kunder bliver sjældne, desværre. Elegantier’en er en uddøende race. De, der tjener penge i dag, arbejder i reglen hårdt for det og har ikke megen tid til at tænke på garderoben. Jeg ser mørkt på fremtiden for vort fag.
Under Pierre Larsens besøg i København i 1947 bliver han interviewet til en dansk avis med denne overskrift: “Den velklædte herre årgang 1947: Indehaveren af Paris’ berømteste Herre skrædderi, M. Pierre Larsen på besøg i København. “København har i disse dage besøg af Pierre Larsen, indehaveren af det berømte herreskrædderi Lars Larsen i Rue la Boëtie. Lars Larsen, der døde i fjor, stammede fra Pandrup i Vendsyssel, og efter en omhyggelig uddannelse i internationale skrædderier, etablerede han sig i Paris, hvor han hurtigt drev sin forretning frem til den førende i branchen. Lars Larsen lancerede i årenes løb adskillige af de herremoder, der slog igennem i hele verden. Pierre Larsen, der forstår sin faders modersmål og selv taler dansk, overtog ved faderens død den store virksomhed, som han nu leder.
Det var en stor arv at gå ind til? – Det var det, men fader havde jo sørget for, at jeg havde den bedst mulige uddannelse. Jeg har arbejdet i England, i Spanien og Argentina, ja, jeg har også for 15 år siden været i lære et år i København.
Pierre omgivet af en del af sit store personale på værkstedet. Foto: Egnsamlingen Saltum
Skrædderen boede stiligt i Tuela Boetie, Foto Egnssamlingen, Saltum
-Har firmaet stadig kunderne med de berømte navne?
Det har vi, og jeg kan nævne et par enkelte: Udenrigsminister Bidault og Maurice Chevalier. Vi syer til mange amerikanere, både fra Syd- og Nordamerika, hvorimod englænderne efter den sidste krig ikke har råd til at købe tøj i Frankrig. Priserne er meget, det er dyrere at købe herretøj i Paris end i København, og det er meget vanskeligt at skaffe stoffer og materialer. Vi kan næsten intet få fra England, men den franske klædeindustri arbejder godt og har nået smukke resultater.
De nye moder 1947?
Pierre Larsen er selv iført en mørkegrøn, toradet habit og et gyldent slips…
– Er grønt den store mode?
– Det vil jeg ikke sige, vi holder os til de klassiske farver – blaat, graat og brunt. Efter befrielsen af Frankrig var det umuligt at sælge grønt herretøj, vi havde set tilstrækkeligt af den farve under krigen. Selv var jeg ogsaa med, og i to aar levede jeg som krigsfange, før jeg kunne vende tilbage til Paris.
Vendsyssel Tidende aug. 1936
Hvordan skal den velklædte herre se ud i dag?
– Den moderne jakke er vid og rummelig. Skuldrene runde og følger den naturlige linie, reverset er langt og forholdsvis smalt, der er dyb talje, og længden paa jakken er god. Benklæderne er forholdsvis smalle, ca. 48 cm ved foden. Den toradede jakke er det almindelige til bybrug, den enkeltradede benyttes til sport. Slids i ryggen er mere almindelig i Frankrig end her. Vesten er næsten helt forsvundet, og den bruges kun i lyse og livlige farver. Den moderne smoking er næsten altid dobbeltradet, og kjolen har ikke undergaaet forandringer.
-Er det svært at faa nyt tøj i Frankrig?
– Tøj er ikke mere rationeret, og man kan derfor faa, hvad man ønsker – hvis der er stoffer at opdrive, og hvis man har raad til at betale det.
-Hvor længe bliver De i Danmark?
– Jeg er blot heroppe paa weekend til barnedaab hos min ven Børge Mørch, der har arbejdet hos min fader i sin tid. men til sommer kommer jeg tilbage for at besøge min familie i Jylland.”
Det er ikke lykkedes at finde ud af, hvilken skæbne, der overgik Larsens skrædderi på Rue la Boëtie 7-9 i Paris. Det eksisterer i hvert fald ikke længere. Det er sikkert blevet lukket engang sidst i 1970-erne eller eventuelt begyndelsen af 1980-erne ved Pierre Larsens pension eller død.
Pierre Larsen havde ingen børn, og forretningen var til sidst næppe : så stor, som den engang havde været. Så interessen for at overtage den af en svend eller konkurrenter har sikkert været beskeden.
Sæby har gennem historien haft mange bysbørn, der har gjort store karrierer eller blevet berømte. En af de mere bemærkelsesværdige var Carl Ferdinand Bauder og lad os da bare starte fra begyndelsen og høre lidt om, hvordan Carl kom til verden.
EN BARSK START PÅ LIVET.
Martha Frederikke Elise Jørgensen blev født i Sæby den 14. april 1860. Her voksede hun op, og fik som mange andre plads i byen som tjenestepige.
På samme tid som Martha var kommet ud som tjenestepige, kom en ung mand, Ferdinand Bauder fra København til Sæby, hvor han arbejdede på Sæby Apotek som apotekerelev og apotekermedhjælper.
Måske de to havde været til bal i skoven, vi ved det ikke, men der opstod i hvert fald sød musik mellem de to unge mennesker, og musikken spillede så godt, at Martha gik hen og blev gravid, og planlagt var det nok ikke.
For ikke at skabe yderligere skandale eller forargelse blev Martha og Ferdinand gift i Sæby Kirke den 1. marts 1882, mens Martha var højgravid.
29. marts 1882 fødte Martha en dreng, som blev døbt, Carl Ferdinand Bauder.
Kort efter fødslen rejste Ferdinand fra Sæby til København. Han tog til hovedstaden for at søge økonomisk hjælp hos sin egen københavnske familie.
Efter kun 2½ uge hvor det unge par var adskilt, kom den sørgelige meddelelse til Sæby om, at Ferdinand var gået bort i København den 17. april 1882 kun 21 år gammel.
Man er ikke helt klar over dødsårsagen, om det var en pludselig hjertesygdom eller selvmord som følge af det pres, der lå på den nybagte, unge far.
Dermed voksede Carl Bauder op uden nogensinde at have kendt sin biologiske far.
Da Martha var en stræbsom kvinde, valgte hun i 1885 at rejse til København med den 3årige Carl. Alene med sønnen opnåede hun med tiden at tage en uddannelse som jordemoder.
Senere igen giftede hun sig med en 13 år yngre handelskommis, Jørgen Ransy, hvilket skabte lidt forargelse, da det var usædvanligt på den tid, at en kone kunne være så meget ældre end manden.
CARL BAUDERS SUCCES OG BERØMMELSEN I SÆBY.
Carl fik sin skolegang i København, men kom hurtigt ud at arbejde. Han startede som volontør hos Dansk Sagføreres Oplysningsbureau. Arbejdet tændte hans interesse for finansverdenen, hvilke fik han til at søge mod aktie og børshandel. Inden han fyldte 25, etablerede han sig som selvstændig vekselerer i 1907.
Han skarpe forretningssans under opvæksten bar hurtigt frugt. Han opnåede stor rigdom, og fik tilnavne som ”Børsens Napoleon” og ”Børskongen”.
Carl Bauders succes gik ikke ubemærket hen i Sæby, hvor han stadig kom med mellemrum.
I 1919 var Carl Bauder på ferie i Sæby, hvor han ankom i det elegante 50.000 kroners køretøj (svimlende sum dengang), som man i børskredse kaldte ”Sukkerbilen”.
Man sagde dengang, at når han var hjemme i Sæby, og spadserede gennem hovedgaden, lod mødrene deres småbørn tage ham i øjesyn som et eksempel, enhver lille sæbynit skulle stræbe efter at efterligne.
CARL BAUDER REDDER NORDISK FILM.
Eventyret i Carls liv tager endnu en drejning, da han i 1920erne begynder at interesserer sig for film.
Han erhvervede sig i 1924 aktierne i Kino Palæet og opkøbte i 1926 aktiemajoriteten i Nordisk Film Kompagni og i Palads Teatret. Han købte patentet på Petersen og Poulsens støjfri tonefilmssystem.
Han var filmproducent i den vanskelige periode mellem stumpfilm og talefilm.
I maj 1931udsendte Nordisk Film Kompagni Danmarks første spillefilm med lyd ”Præsten i Vejlby”. Med denne og en række andre film lykkedes det Carl Bauder at genskabe Nordisk Film Kompagni som det førende danske filmselskab.
Carl boede privat sammen med konen, Erna Cecilie Elisabeth Hansen på godset ”Trolleborg” i Søllerød med en 40 tønder land stor park, der tjente som location for mange Nordisk Film produktioner.
Af godset ”Trolleborg” er der i dag kun villaen tilbage, parken og godsets landbrugsarealer er i dag bebygget med rækkehuse og villaer.
ET HAK I EFTERMÆLET.
Carl Bauders eminente forretningssans der havde bragt succes, kammede over under besættelsen, og gav både skår og hak i Bauders eftermæle.
Som ejer af Nordisk Film så Bauder store muligheder i et samarbejde med nazisterne.
Gamle dokumenter er mange år efter blevet åbnet af historikere, og en del kom frem så sent som i 2014, da filmhistorikeren Lars Martin Sørensen udgav sit værk ”Dansk film under nazismen”.
Man ansatte blandt andet en tyskvenlig direktør med tætte bånd til det nazistiske regime. Bauder udnyttede disse kontakter til at handle med tyskerne og sikre Nordisk Film en dominerende position under besættelsen.
Man indførte på eget initiativ jødecensur, hvor man fjernede jødiske navne på rulletekster, og klippede filmene før tyskerne bad om det for at sikre, at filmene kunne eksporteres til det tyske marked.
Man tjente styrtende med penge på at lave nazistisk propagandafilm, men det gjorde andre filmselskaber nu også.
Der var en lang række anklager ud over disse, men Carl Bauder nåede aldrig at blive stillet til ansvar under retsopgøret, da han døde lørdag den 13. maj 1944 af sygdom.
BAUDERS PLANTAGE OG KIRKEURET I SÆBY.
Carl Bauder glemte som sagt aldrig sin fødeby, og kunne jævnligt ses på besøg i byen. Helt frem til sin død i 1944 ejede han et stort område ved Frederikshavnsvej, der engang hed ”Bauders Plantage”. Det var i høj grad grantræer og fyrtræer i plantagen, hvor der i dag er boliger og sommerhuse.
Så er der naturligvis Baudersvej, der er opkaldt efter Carl Ferdinand Bauder, og som er beliggende i det område, der engang var ”Bauders Plantage”.
Da Sæby havde 400års jubilæum i 1924, var Carl Bauder som sagt blevet en rig børskonge, og hans gave til byen var et nyt ur til kirketårnet, der vist i øvrigt havde været ude af drifte flere år i forvejen, så det var tiltrængt.
Det skulle være samme ur, der sidder på Kirketårnet i dag, og for nyligt har gennemgået en større renovering. Sæby Kirke har betydet noget for Bauder, da det var her, hans biologiske forældre giftede sig i 1882, selv om lykken blev usandsynlig kort, og her han formentlig selv var blevet døbt, da han samme år kom til verden
Her er billeder af den historiske Vrensted Kirke nær Løkken,
som viser både dens karakteristiske ydre arkitektur og det smukke kirkerum indvendigt.Kirke og sognepræster m.m. – Vrensted-Historier.dk
Vrensted-Historier.dk.-
Om Kirken | Løkken Storpastorat Løkken Storpastorat Vrensted Kirke (Løkken) – Alt du skal vide før du besøger –
Kirkens budskab i tidens billeder –
Udfordringen Middelalderlig arkitektur:
Kirken er oprindeligt opført i den romanske stil med det markante hvidkalkede tårn tilføjet i sengotisk tid.
Det hvide kirkerum:
Indvendigt er kirken kendt for sine smukke, hvide krydshvælv og historiske prædikestol.
Altertavlen:
Kirken rummer en helt særlig treflojet altertavle, som blev malet af den kendte kunstner Arne Lofthus tilbage i 1918.
Du kan finde mange flere gamle arkivbilleder, fortællinger om sognepræsterne og historiske detaljer direkte på – Vrensted-Historier.dk.
Hvis du planlægger et besøg, kan du også læse anmeldelser og praktisk info på Tripadvisor eller se de aktuelle åbningstider hos Løkken Storpastorat.
Leder du efter noget specifikt, såsom gamle sort-hvid fotos af byen, billeder af kirkegården, eller detaljer om kirkens kalkmalerier? Det kan findes på
Dagbog fra en rejse på vestkysten af Vendsyssel og Thy 1865.
Kilde: Dagbog fra en rejse på vestkysten af Vendsyssel og Thy 1865. Skrevet. Af
Salomon Frifelt, men gennudgivet af Bjørn Elmquist 1980. Oversættelsen er taget fra
Project Runeberg
DAGBOG FRA EN REJSE I VENDSYSSEL OG THY i 1865
Onsdagen den 19de Juli. — Da jeg kom op fra Stranden og fra Besøg hos Kjøbmanden, sad Niels Mortensen og Jens Martinus i den inderste Gjæstestue. De udtalte deres Forundring og Fornøjelse over, at jeg kunde huske dem ved Navn, og jeg vogtede mig vel for at sige dem, at vi i Kjøbenhavn anser Hukommelsen for en underordnet Sjæleevne., De havde været Stokkemænd i formiddag. Bl.a. behandledes Boet efter en Soldat, der saaredes ved Dybbøl. Han fik en Kugle i den højre Side af Hovedet, bad sin Kammerat om at lægge ham Tornystret under Hovedet, og siden har man Intet hørt til ham. Dramaet trænger dog bestandig ind i den danske Idyl, men forsvinder deri som de af Andresen omtalte Planter, til man graver dybt efter det.
Gamle Niels Mortensen fortalte, at han er selv tyvende Barn. ,,Mærkeligt nok, Gudske Lov,” sagde han, at ingen af os er bleven Krøbling, Kortenspiller, Pranger eller saadant Skidt.” — Jeg undrede mig over den Ringeagt, han udtalte for Prangere, hvorpaa de Begge forklarede, at Pranger er den, der handler, efter at Solen er gaaet ned. De Andre kalde vi Handelsfolk, og dem synes vi om, de bringer os Penge.”
Jens Martinus saa idag, da han sad uden Hat, ganske anderledes ud end igaar. Han er bygget i Stil med Smedens Kone; men i hans Øjne er der en ganske anden Tænksomhed. Hans Fader var en ægte Vendelbo; men hans Moder var hollandsk, hørte til *)Kjedelførerne. Selv var han Kusk ved Lauget i to Aar, men kunde som Udlænding ikke blive optaget, ikke betros til at føre Bog. Derpaa blev han Mølleforpagter; har nu Hus lidt nordost for Carstensens Lod, 6 Børn, 1 Hest, 2 Køer og er Klitfoged. Naar han er alvorlig, ser han rigtig paalidelig, dygtig og trofast ud; men naar han bliver livligere, og især ved den ringeste Skjemt, spiller en Skalk i de blaagraa Øjne.
*) Hollandsk Handelsmand som rejste rundt og solgte kedler og ander grej af kobber og messing.
Af Jens Martinus og af en Færgekarl, der forleden satte mig over Limfjorden, hørte jeg de fornuftigste nationaløkonomiske Ytringer, jeg nogensinde har stødt paa i en Almue. Med Færgekarlen talte jeg om den nye Bro over Fjorden og spurgte ham, hvad han nu sagde til at derved vilde Færgefolkene lide Skade. Han svarede: »Åa, hvad der er til Gavn for alle Andre, kan ikke være til Skade for mig, naar jeg vil arbejde.”
— Sognefogden,
Jens Martinus og jeg talte om den Plan, som Borregaard har, at bortleje den østre Del af Gaarden til en Kjøbmand. ,,Det synes nok Kjøbmand Klitgaard ikke godt om,” bemærkede jeg. — ,,Det har han dog ingen Grund til,” sagde Jens Martinus. — ,,Hvorfor mener De det?” — »Jo, for, naar her kun er een Kjøbmand i Blokhus, søger Folk ikke saa gjerne hertil. Er de her først, saa maa de tage Varer og betale den Pris, som Kjøbmanden vil have. Men bliver her flere Kjøbmænd, saa tænker man, at vil ikke den ene Kjøbmand, saa vil den anden, og saa bliver her Søgning.”
Baade J. M. og N. M. fandt Fornøjelse i at give mig tilkjende, at de have Penge.
Sognefogden omtalte med Velbehag de Embeder, han har haft og nydt Betaling for (I å.2 Rdl. om Dagen). Han har været tre Gange til Udpantning i denne Kro og hver Gang faaet sin Betaling, og det syntes mig, jeg kunde mærke, at hvis det blot ikke maa gaa Borregaard altfor ilde derved, vil han med Sindsro indfinde sig fjerde Gang.
[Her er en Parenthes fra September, da jeg fra Kjøbenhavn kom anden Gang til Blokhus, men kun i det Ærinde at gjense et Sted lidt nordpaa samt nogle Bække og Klitter, til Brug for en lille Novelle, jeg havde paatænkt.
Fra denne Rejse har jeg Følgende optegnet om Jens Martinus samt Mads Vedsted.
J. M. kjørte mig omkring to Dage i sin Enspænder vogn. Han betog mig en del af min Tro paa, at Vendelboerne ere saa tarvelige. Nu skal man møde om Sommeren i Kirke med to Frakker paa, og Konen skal have et Shavl til 12 Daler. Nu bliver det ogsaa Mode, at Bonden (3: Gaardmanden) ikke spiser med sine Folk, og saa skal han naturligvis have bedre Mad end de.
»Det er Frihedens Skyld,” tilføjede han; men for denne Ytrings Skyld maa man ikke sætte Jens Martinus i Ban som reaktionær; uden at have det Ringeste imod Friheden, som han selv gjerne vil nyde, standser han blot et Øjeblik ved det Faktum, at Friheden ,,har gjort Gaardmændene stolte, de ville være Mere end Bønder”. Naar vi, navnlig paa Aalborg-Vejen, kom forbi smukke, rundmurede Rollinger (Stuehuse til Gaardene), udhævede han, hvad der var smukt med Maade og prisvædigt, og hvad der var Overdaad. Saa udpegede han Hederne, der endnu ligge uopdyrkede, og sagde: ,,Der skal Bonden sætte sine Penge i.”
Jeg kunde ret forstaa den Tilfredshed, hvormed han igjen talte om, at han har Lidt tilovers; thi det er samlet Skilling for Skilling, under Savn, med stadig Angst for at blive trængende, ,,den Lille”. Hesten, der trak os, har hjulpet trolig til; hvert Aar har den kastet et Føl og derved betalt sig selv. Mens vi saadan kjørte, virkede han usædvanlig harmonisk paa mig; thi han er tilfreds og siger det og er taknemlig.
Mads Vedsted gik med mig en Formiddag en halv Mil sydpaa langs Stranden ved Blokhus. Det var Dagen efter Stormen den 1.ste September, da jeg endelig havde set Vesterhavet staa i Fraade, saa langt Øjet rakte, og naa helt op til Klitten. Mads Vedsted er Gaardmand og bor tæt ved Sognefoged Niels Mortensen en halv Mil fra Blokhus. I den senere Tid har han lagt sig efter at kjøbe Vrag, fordi, siger han, han har lidt Skillinger tilovers og vil være virksom med dem. Det er ham, der vil anlægge en Kjøbmandshandel i Gjæstgivergaarden. Han er 46 Aar, høj og ser kløgtig ud. Vor Spadseretur gjaldt en ,,Guldgrube”, som han har ude ved Havet. For et Par Aar siden strandede her et engelsk Skib med Kul og Jern. Der er ikke Spor at se deraf; Ladningen ligger i et Hul nogle hundrede Alen ude. Mads Vedsted kjøbte ved auktion den i Havet begravne Ladning for et Par hundrede Daler, og Alle sagde, at pengene vare bortkastede. Men igaar, efter en stærk østlig Vind og dermed følgende Lavvande, har Mads Vedsted faaet en Kjetting op og solgt den for 400 Rdl. Jernet og Kullene ere endnu dernede, og de ere ,,Guldgruben”, Paa Stranden laa et andet Skibsvrag, som han havde kjøbt. Stormen og Havet havde gjort ham den Tjeneste at kaste det.
TH: VRENSTED.
Torsdagen den 20’ de Juli. — Adskillelsen bør vel helst komme uventet. Jeg anede ikke imorges, at jeg idag vilde have forladt Blokhus for at søge noget Nyt, Rejsens andet Formaal, Scenerne for Vendelboernes første og sidste Oprør. Men selv Borregaard mente, at naar jeg dog engang skulde afsted, kunde jeg ikke faa nogen bedre Befordring end Kromanden fra Løkken, der var kommen, og saa pakkede jeg ind og tog Afsked, skjøndt jeg vilde nødig. Der var saa stille-livligt i Blokhus; det synes mig, at man der kun behøvede at røre ved et Menneske, saa blev det interessant. Og det gjør mig ondt, at jeg ikke igjen kom over til Lars Rod.
Vi kjørte mod Nord gjennem Saltum og Ingstrup, hvor jeg prøvede det mærkelige Ekko paa GanHøjen ved Kirken (Sagnet om Taarnet, der staar skævt til Kirken, trykt hos Trap), og gjennem den korn- og kvægrige Egn om Trudslev. Men snart blev Egnen, alt som vi nærmede os Kysten, bar og sandet; derpaa saa vi Klitterne til venstre og Løkken lige for os. Røde Tage fra flere høje Bygninger (Magasiner) skjulte Horizonten; det saa ud til at være en anselig By. Men i Gaderne ligge Sanddynger, der hist og her nysgjerrig løfte sig op mod Vinduerne i et Hus og synes ifærd med at stige ind. Ret egenlig talt er der ingen Gader; Alt ligger adspredt paa en Sand- mark, Vejene derimellem ere en Labyrinth, der under- tiden udvider sig til en lille Kartoffelmark, en Mødding eller en Tørreplads, hvor paa Snore hænger den yndede Fisk Haar, en Slags Haj. Befolkningen synes at være bleven gnaven af at gaa i det dybe Sand; den hilser ikke og ser ikke mildt som Blokhusfolk.
Udenfor det første Hus staar en drabelig Riddersmand, formodentlig en Hector, Gallionsfigur. Men hvad vittigt er der i, at Hector er kommen paa Land? Nej, Neptun udenfor Sognefoged Niels Mortensens Gaard ved Hune Kro!
Gik straks med Kromanden til Møllen, hvor han havde et Ærinde; det lod næsten til, at han ikke gjerne vilde have mig med; men han var dog ikke uhøflig. Møllen ligger lidt udenfor Byen og synes ikke at høre til Løkkens Kommune og være underkastet dens Brolægningsvæsen; den staar paa fast, grøn Jord. Vi gik først ind i Vaaningshuset noget fra Møllen, og af min Værts Miner og dæmpede Stemme antog jeg, at han bad Mølleren om et Laan af Korn eller Mel. Mølleren sagde endelig Ja, og saa gik vi rask over i Møllen. Den er fra Fod til Top beklædt med Lyng, og det ser ud, som om den havde en laadden Pels paa. Kromanden henvendte sig til Møllersvenden, og efter nogen Tale bleve de enige om, at han kunde have det i et lille Træbæger. Var Laanet ikke større, saa kunde det ikke være udelikat af mig at spørge om, hvad det var, og jeg erfarede nu, at det var Møllefedt. — ,,Møllefedt!
Hvad er det?’ spurgte jeg. — ,,Det er en Blanding af Hestefedt og Olie, som vi bruge til at smøre Axlerne med.” — Men hvad skal De bruge det Fedt: til?” spurgte jeg min Vært. — ,,Det er til min syge Dreng; Doktoren siger, han har Gigtfeber; men nu har han kureret paa ham i sex Uger, og det har ikke hjulpet.”
— ,,Naa, har Doktoren saa foreskrevet Møllefedt?f — ,,Nej, jeg var i Formiddags hos den kloge Kone i HanHerred, og hun sagde, at jeg skulde gnide hans Ryg med Møllefedt, men fra Kværnene, ikke fra Axlerne.” — ,,Men det synes mig, at De kjøbte Medicin hos Apothekeren i Saltum.” — ,Ja, det forordnede hun ogsaa.”.— Hvor kan nu en Mand som De, der ser ud til at staa over de Udannede, tro paa den dumme Kjærling i Han-Herred?’ — ,Ja, naar Doktoren ikke kan hjælpe, hvad skal jeg saa gjøre?’ — , Hvad maatte de betale hende?f — ,Hun ta’er Intet, ikke Andet end, hvad man selv vil give hende.” — Hvad gav De hende?” »To Rigsdaler.”
Det Forsonende ved Manden er, at han har grebet til dette som formentlig sidste Udvej, at han er bedrøvet og bekymret og hverken skyer Udgifter til Doktor eller til Hex har Tandpine. Men jeg kan ikke klage paa Folkene; de have givet mig et meget ordenligt lille Kammer belagt med Sivmaatter, to Lys at skrive ved og ypperlig Mælk.
Fredagen den 21de Juli. —
Løkken er trist formedelst sin Storhed, et London sammenlignet med Blokhus (her skal være 500 Indvaanere), uden en Kjøbstads borgerlige Hygge og uden Landlivets Frihed og Frisk- men siges at være en driftig Losse- og Ladeplads for Kjøbstaden Hjørring, med hvilken den er forbunden ved en to Mile lang Chaussee, ligesom Piræus var forbunden med Athen ved to Mile lange
Mure. Der er fra Kroen forholdsvis langt og tungt til Havet. Vejen til Stranden, der ved Blokhus næsten romantisk gaar igjennem en Hulvej og over en Klitbølge, aabner sig her med bred, kjedelig Gaben. Derimod laa der optrukket paa Stranden langt flere Baade end ved Blokhus, et helt Dusin, ja et Skib red for sit Anker lige udenfor, og langt ude saa jeg to Skibe for fulde Sejl — Vesterhavet viste sig pludselig sejlbart.
Men man sagde mig, at der ikke blev fisket i disse Dage, og saaledes glippede mit Haab om at komme ud en Nat med Fiskere. Paa Tilbagevejen vilde mit Sind ikke forliges med Løkken, og jeg besluttede derfor at gaa bort strax. Ved Bortgangen traf jeg en Vogn fra Vrensted, Manden lovede, at ville tage mit Tøj med, og saa gik jeg hertil (½ Mil). Jeg kunde ikke tage fejl af Vejen; thi Egnen er saa flad, at jeg ikke et Øjeblik tabte Vrensted Kirke af Syne. Det var en dejlig Sommermorgen, og snart var jeg mellem yppige Bygmarker, ja der var en Hvedemark.
[Medens Forf. nu spadserer der, bedes Læseren at underholde sig med en Skildring af
Degnen i Vrensted og Vendelboernes sidste Opstand.).
Martin Dietz, fremstillet efter Justitsacterne. Som Baggrund for denne lille Mand burde egenlig anbringes en Skildring af Tilstanden, navnlig af Embedsvæsnet paa hin Tid. Men selv om man havde alle
DAGBOG FRA EN REJSE I VENDSYSSEL OG THY hertil, vilde det være en vanskelig Sag, fordi Misbrug, der vilde blive at paavise i Almindelighed, kunde komme til at ligge for tungt paa enkelte Mænd, som leve endnu, eller deres Børn. Det kan vel ogsaa siges, at der er Ting, som man ikke vilde foretage nu, og som man dog gjorde dengang, fordi Forholdene, hele Atmosfæren var anderledes.
Et Par Antydninger maa være nok. Jeg ved en Mand, der i Aarene 1820—21 som 6—7 Aars Dreng jevnlig blev sendt til Byens Toldinspektør med de Ord:,,Jeg skulde hilse fra min Fader og bede, om han maatte laane Stemplet.” — Saa fik han Stemplet leveret som et andet Husgeraad, Faderen stemplede de indsmuglede Varer med det og sendte det tilbage til Toldinspektøren, der for sin Artighed fik Tak for Laan og en god Nytaarsgave eller »Dusør”.
Toldinspektøren var en gammel Mand, afholdt og agtet i Byen — forsaavidt man tør tale om, at Tidens og Stedets Smaaborgere forstode at agte. Hvorledes maa man nu tænke sig Toldbetjentene stillede, og hvor højt stode Byens andre Embedsmænd? Hvorledes gik det til ved Strandinger? Hvorledes i Hoveri-, Tiendesager o.s.v.?
En Anekdote er bekjendt:
Kongen, Fredrik d. 6te, opdagede engang ved en Mønstring, at der i et helt Regiment var lutter Husmandssønner paa to Mand nær. Der siges nok, hvad han opdagede, men ikke, hvad han gjorde eller udrettede i denne Anledning; thi al hans absolute Vælde formår/formåedede ikke meget i Lagene, der strakte sig fra hans Omgivelser gjennem Embedsmændene ned til Folket.
Sagen var, at der vel ved de store Reformer i Slutningen af forrige Aarhundrede var indtraadt en mere folkelig Tilstand, Nationen var saa at sige gjengiven sig selv, friet af den forfærdelige herrremandstid”, tilhørte udelukkende den ,,;nationale”, ,folkegode” Kong Fredrik og hans Embedsmænd. Men inden det attende århundrede. Aarhundrede sluttede, var allerede forsaavidt en Reaktion begyndt, som man — varskoet af den franske Revo- lutions Udskejelser — nærede Mistillid til Folket. I 1799 ind-skrænkedes Pressefriheden, og saa godt som ved hver paafølgende Ulykke udefra kom der en Plakat eller Anordning imod Pressen, saa at der ved Fredens Slutning faktisk fandt Censur Sted, og vi Andre opdagede først i Aarene 30, ved Hjælp af daværende Assessor Algreen- Ussing, at der var et lille, lovligt Hul ud til Friheden. Den grusomme Tid var unægtelig forbi. Man jagede ikke længer Bondekarlen til et Barfred, der ikke gav ham Fred, og solgte ham ikke.
Bondekarlen
Bonden red ikke Træhesten, stod ikke i Halsjernet, kastedes ikke efter Herremandens Luner i Hundehullet. Der var en Oplysning ikke blot blandt Embedsmænd, men ogsaa blandt Borgere, og den skinnede i det mindste paa de højeste Bondehoveder. Regeringsmaskineriet var sat i god Gang og gik ordenlig. Men den ulykkelige, tunge, udtærende Krig 1807—14 havde slappet Alt. Istedenfor Grumhedens rugede Spidsborgerlighedens Tid over Landet: smaalig i det Onde som i det Gode; ikke vanskelig at komme overens med, naar man blot selv vilde være gemytlig — thi ,,Gemytligheden”, Hjertelighedens Guld omsat i Smaapenge, er Spidsborgeriets Valuta — langsom, tvivlraadig, ængstelig, men forresten i mange sociale Forhold saa barnlig og naiv, at man kunde længes tilbage til den Tid, som de Gamle
Gamle da ogsaa gjøre.
Midt i hin Tilstand stilles nu, ikke en Heros, men En, der ganske hørte til den og dog kom i Kamp med den.
Dietz blev født i Tønder 1765; hans Fader var Dragon (Draguner); men Dietz omtalte ham gjerne som en Soldat af adelig Slægt. Efter at have gjennemgaaet et seminaristisk Kursus og været Huslærer i det Slesvigske, kom Dietz i Aaret 1789 som Skolelærer til Aalborg, hvor han blev 4 Aar, og derpaa til Randers, hvor han forblev i 14 Aar og i nogen Tid var vel anset; men da han levede over Evne og derfor gav sig til at være Vinkelskriver, som Nogle sagde, eller saa de offenlige Forholds.
Brøst og vilde hjælpe de Undertrykte, som han selv sagde, kom han i Vanrygte hos Embedsstanden og den højere Borgerstand. Han beskyldtes for at have skrevet et falsk Brev fra Kronprinsens civile Departement i Kiel til “Etatsraad Carøe i Randers; men: ved” Forhørene fremkom intet Bevis, og Sagen blev efter Kronprinsens Ordre neddysset. En Tradition, der naturligvis ikke findes i Akterne, siger, at Dietz derpaa kjøbte Vrensted Degnekald af Grev Rosenkrones Tjener. Til Vrensted kom han i alt Fald som Degn 1807.Her aabnede sig en vid Mark for den Blanding af
Egennytte og Medfølelse for Almuen, der synes at have karakteriseret Dietz. Der er ingen Tvivl om, at Vendsyssel ikke blev godt regeret, der var meget Tryk og mange Misbrug, og Dietz gav sig til at udfylde omtrent den Plads, som nu indtages af Bondevenner og Presse; men han maatte naturligvis gjøre det paa en anden Maade.
Han havde en stor Evne til at vinde Bønderne og overtale dem endog til Ting, der vare dem til Skade, talte godt for sig, skrev ogsaa godt — som man endnu kan se af de faa Skrivelser fra ham imellem Akterne —, men var dog meget mere snogeagtig snu end klog, dristig som en ægte Lovtrækker, saalænge han troede at. have et Lovens Bogstav foran sig til Forskansning, uden Overblik og derfor ude af Stand til at indse, hvad hans Indflydelse paa Bønderne betød, og hvorvidt han turde gaa. Hans Virksomhed bestod fornemlig i, at han skrev Klager baade til Kongen og Kancelliet, gav juridiske Raad, skrev Indlæg i Retssager — til hvilket Øjemed han betjente sig af to Prokuratorer, hans ,,Redskaber”, der gave Navn til og officielt førte Sagerne — blandede sig i alle Trætter, instruerede Vidner osv. Under den store Sag imod ham, optraadte en Mand som hans Fjende, fordi han i sine Velmagtsdage ved et Par ,,venlige Linier’” havde tvunget denne Mand til at betale sin Karl hans Løn. Han var en lille Konge, omtrent som en uafhængig Redaktør kunde være, holdt et stort Kontor i Degneboligen — thi med egen Haand skrev han sjelden —; af Embedsmænd og Godsejere betragtedes han som en Næskonge, en Assassinfyrste eller ligefrem som ,en Skurk”.
Det var navnlig i Sager om Hoveri, Tiende og Skolevæsen, at Dietz tjente Bønderne, og det ikke blot ved at tage deres Parti i en enkelt Sag, men ved i det Hele at antyde, at de skulde blive eller burde blive aldeles frie, især for Hoveriet. Han skal håve ladet falde et Vink om, at Kongen holdt med ham, og at kun Embedsmændene stode imod. I denne Henseende var han forud for sin Tid og mønstret for en senere, da man ofte, naar man forlangte Frihed, holdt paa den Fiktion, at Bureaukratiet stod imellem Kongen og Folket. Fra en højtstaaende Embedsmand har jeg hørt, at Dietz engang skal have sendt Kongen en røget Lax, og da han fik en Taksigelse derfor gjennem Overhofmarskallatet, viste han Bønderne Seglet som Bevis paa, at han stod i Korrespondance med Kongen. Dog har jeg Intet fundet derom i Akterne, hvor ellers er bragt sammen, og det er mulig en Forvexling med det fingerede Brev fra Kronprinsen. Det generede ikke Dietz, at han allerede 1811 og 12 efter Kancelliets Ordre fik to drøje Irettesættelser for at have søgt at indblande sig i Besættelsen af Tise Skolelærerkald og for at have villet ved en tvetydig Attest fri en Karl for at blive Soldat. Andre Uheld, saasom tabte Processer og Klagers Frugtesløshed, nedbrøde heller ikke hans Anseelse hos Bønderne; de holde jo fast ved den, de engang tro deres Ven.
En af de Embedsmænd, der fortrædigedes af Dietz, var Amtmand Sporon i Hjørring. Dietz havde klaget til Kongen over hans ,,utilladelige Handlinger”, En Dag i Oktober 1814 skulde der holdes Overpolitiret, og Amtmanden saa da enkle Bønder staa opstillede og Dietz færdes med Papirer imellem dem. Han kaldte Dietz ind og, foreholdt ham igjen hans *)Vinkelskriveri”; men Dietz var dristig eller ,fræk”, Amtmanden slog ham hans Papirer i Øjnene, greb ham i Nakken og kastede ham paa Døren. Dietz gjorde netop saa megen passiv Modstand, som behøvedes, for at Bønderne skulde se, at han voldsomt kom ud af Døren. Saa snart han var ude, sagde han til Bønderne: ,Her bliver ingen Retsdag idag; I have selv set, at Amtmanden. har begaaet Overfald paa mig i rets-lokalet.”” Det var den snilde Vending,
*) vinkelskriver “ person der driver juridisk virksomhed uden at være beskikket advokat (eller uddannet jurist). Dietz strax gav Sagen: Amtmanden havde krænket Thingstedets Hellighed, og han fik Bønderne til at underskrive en Klage herover til Kancelliet. Han troede nu at have Amtmanden fat og ytrede, at enten skulde Amtmanden eller han selv fra Embedet.
Men Amtmanden fremstillede det for Kancelliet saaledes: at han havde kaldt Dietz ind i sit private Værelse og af Vrede over hans Uforskammethed kastet ham ud. Han bad Kancelliet
om beneficium processus gratuiti1) for at oplyse, at han havde Ret til at bebrejde Dietz Vinkelskriveri, og for at bevise, at den Klage, som Dietz nu havde faaet Bønderne til at underskrive, var falsk. Han fik sin Ansøgning bevilget, og saasnart Bønderne nu stode overfor en skarp Inkvisition, gik de fra Klagen i det Væsenlige (om Retslokalet; thi Retten havde jo ikke været sat, og Dietz var ,,altsaa” banket i et privat Værelse). Samtidig tilvejebragte Amtmanden saa mange Bevisligheder mod Dietz for Vinkelskriveri, at Kancelliet beordrede Justitssag anlagt imod ham, d. 29de Maj1815. Den af Amtmand Sporon beskikkede Aktor, Prokurator Holm i Hjørring, var samfulde to Aar om at samle Bevisligheder imod Dietz; men det var ikke af Mangel paa god Villie fra hans Side. Han udstedte et Cirkulære til verdslige og gejstlige Embedsmænd, Godsejere og For- valtere vidt omkring og udbad sig Oplysninger om, hvad de i Almindelighed havde at sige imod Dietz. Fra alle Sider kom en højst ugunstig Udtalelse, Men lad os blot ikke overdrive Betydningen deraf, Lad os tænke os, at under Fredrik den 6te eller Christian den 8de eller den Dag i dag et Oppositionsblads Redaktør blev sat under Tiltale, og at Alle, han havde angrebet, uden Ansvar kunde udtale sig for Aktor om ham, og at Ingen blev kaldet, som for Retten kunde udtale sig velvillig. Og værre var det naturligvis for Dietz, der unægtelig ikke havde ,, rent Brød i Posen”. Den Eneste, der udtalte sig blidt, var Dietz’s egen Præst, Pastor Segelke, hvem Degnen netop havde plaget i en Skolesag. Den gamle, fromme Præst erklærede, at han vel havde lidt udestaaende med Degnen, men denne havde dog i det Hele passet sit Embede forsvarlig og vist sig hjælpsom og god imod ham; han havde altid hjulpet ham i og af Vognen og op ad Tise slibrige Høj (paa Vejen til Annexkirken).
Efter to Aars Forløb kom da Aktor med sin formidable Samling af Beviser eller Anklager, hvoriblandt var to meget alvorlige: at Dietz havde ytret eller i en Klage ladet udtale, at da Bønderne ikke havde Nogen til at for- svare sig imod gejstlige og verdslige embedsmænd, kunde der ventes en Opstand i Landet — og at han var direkte eller indirekte medskyldig i, at Bønderne paa Kokkedals Gods, der vilde være fri for – Hoveri, havde rottet sig sammen og voldelig overfaldet Forvalter Hansen.
Han var altsaa ,,en for den offenlige Sikkerhed farlig Person”, og da man ikke kunde eller vilde lade ham blive ved at drive sin Kontor-forretning i Vrensted, blev det besluttet, at han skulde arresteres. Vrensted hører nu til Børglum Herred med Thingsted i Hjørring; men dengang hørte det til Jerslev-Kjær Herreder med Thingsted i Sæby. By- og Herredsfoged Boeck i Sæby var derfor den, der skulde arrestere Dietz, og han vovede ikke at begive sig til Vrensted uden militær Bedækning. Dog behøvede han ikkun tre Mand og en Underofficer for at bringe den frygtede Degn til Sæby (d. Yde Januar 1818).
Dietz blev ikke indsat i Byens Arrest, ,,ikke fordi denne jo var umenneskelig”, men fordi han havde hovne Ben. Han fik Husarrest: man lejede Værelser for ham og hans Familie hos Skomager Schioldan, og til sin Ulykke fik. Schioldan det Hverv at passe paa, at Dietz ikke havde Skrivematerialier, og forebygge, at han modtog Besøg. Byens to Politibetjente skulde hjælpe Schioldan med at føre dette Tilsyn. Men igesom Marcus Meyer, den lybske Krigsmand i Grevefejden, ganske ene vandt Slottet Varberg, hvor han sad fangen, saaledes vandt Dietz Byen Sæby og først og fremmest sin Vært og de to Politibetjente. Man samledes hos ham, drak Brændevin og røg Tobak, holdt consilium politicum”) og hørte paa hans Klager over den Uret, han øg Folket led. Hans Kone var af den vendelske Bondestand, et dristigt Fruentimmer og desuden med nogen Evne til at spille Komedie, navnlig til at falde i Besvimelse. En af hans Døtre var gift, og hendes Mand, Jens Larsen Nørhalm, var Dietz’s ivrigste Diseipel. En anden af hans Døtre, Agathe, var 19 Aar, kjøn, tilbedet af en Ungersvend ved Navn Christen Mathiesen, der ligeledes med Liv og Sjæl sluttede sig til Degnens Sag.
Den Tilstand kunde ikke vedblive, og Amtmand Sporon gav Ordre til, at Dietz skulde føres til Hjørring. To Politibetjente afsendtes fra Hjørring for at bringe ham dertil. Dette var det haardeste Slag, der endnu havde ramt Dietz. At skulle føres som Fange til den By, hvor den Mand tronede som Amtmand, hvem han havde villet afsætte! Han besluttede at sætte sig imod med Hænder og Fødder. Han sagde til sine Venner, at Sporon vilde have ham til Hjørring for at tage Livet af ham, at der allerede var gjort Forsøg paa at sende ham forgiftet Medicin fra Sæby Apotek m. m. Naturligvis burde Dietz ikke have vidst et Ord om, hvad man havde til Hensigt med ham, før han var overgivet til Politibetjentene fra Hjørring; men der blev vist Mangel paa Konduite fra Politimesterens Side. Boeck var bortrejst, og hans Fuldmægtig, Lieutenant Mørck, konstitueret. Dette udlagde Dietz saaledes, at Boeck toede sine Hænder ligesom Pilatus, og at Mørck havde af Sporon faaet 2000 Rd. for at udlevere ham. Mørck, der strax havde fejlet ved ikke at holde Ordren hemmelig, gav sig nu til at underhandle med Dietz, og først da denne afviste alle Underhandlinger, drog Mørck, d. 22de August 1818, frem imod ham smed Byens to Politibe- tjente. Dietz erklærede, at han vilde værge sig til sidste Blodsdraabe med Øxe og Pistoler. Hans Kone skreg og faldt i Besvimelse. Hans Datter Agathe gik imod Mørck med saadanne Trusler, at han, ifølge egen Tilstaaelse, blev forfærdet. Folk strømmede til.
Dietz’s 17-aarige Søn, Fredrik, raabte til dem: ,,Moder kvæler sig!” (d. v. s. Moder vil hænge sig!). Mørck befalede sine to Politibetjente at lægge Haand paa… Dietz; men de vægrede sig, naar han ikke selv vilde. I en Slags Forsvarsskrift, han senere indgav, kalder Mørck den ene af Politibetjentene ,,en gammel Nathue”, den anden ,,en stupid og dum Bondeflegel”. Selv forsvarede de sig senere med, at deres Løn ikkun var 8/, Rd. om Aaret, at de hverken havde. Skilt eller Uniform og ikke vare vante til at gjøre Polititjeneste. Hjørring Politibetjente stode hos og erklærede, at det var paabudt dem at bringe Degnen til Hjørring, naar de fik ham, men ikke selv at tage ham. Da Mørck nu følte sig ude af Stand til-at overvælde Fjenden og saa Almuen stimle sammen, gjorde han — Appel til Borgervæbningen. Denne var et Artillerikorps, oprettet under Krigen, havde talt ca. 30 Mand, adskillige Gange betjent et Kystbatteri mod engelske Krydsere og opført sig agtværdig. Efter Freden vare Kanonerne kjørte bort, Korpset blevet glemt og havde næsten glemt sig selv, indtil Mørck for- drede dets Hjælp til at bekæmpe den oprørske Degn. Trofast
adlød det Ærens og Pligtens Stemme og mødte ca. 20 Mand stærkt under sin Chef, Lieutenant Aabel, der af Profession var Møller og i Mangel af anden Uniform indfandt sig i Møllerdragt. Mængden lo og spurgte, hvad det var for en Uniform. Det kom til Ordvexling og derpaa til Puf og Slag, og Sæbys Artilleri, der havde staaet sig mod Engelskmændene, bukkede under for de Sæbyske Vendelboer, men havde rigtignok heller ingen Kanoner. Om det saa var Hr. Mørck, fik han Hatten slaaet af og et Dunk i Ryggen. Nu sendtes Stafetter til Hjørring og Aalborg, og fra sidstnævnte By rykkede Lieutenant Mantzius med 20 Mand og en Underofficer mod Sæby, hvor han indtraf den 25de August. Mantzius ,,søgte først Audiens hos Dietz”, som der senere spydig blev sagt, det vil sige: han gik ind til Dietz og forestillede ham, at han burde være fornuftig og følge med godvillig. Men Degnen sagde Nej. Saa hentede Lieutenant Mantzius sine Tropper og ind- tog med dem en Stilling saaledes, at de dannede tre Sider af en Firkant, hvis fjerde Side var Schioldans Hus. En naiv Tegning mellem Justitsakterne viser Sce- nen. Degnen slog Bolt for Døren. Mængden stimlede til, og Lieutn. Mantzius gjorde dem da opmærksom paa, at hans Soldater havde skarp-ladte Geværer, hvortil Peder Krog svarede, at Degnen fik de ikke uden Blodsudgy delse. Agathes Bejler, Christen Mathiesen, raabte de virkelig tapre, ægte Vendelbo-Ord: ,,Skyd kun! I kan dog kun skyde tyve ad Gangen!’ — Agathe lod bringe store Sten op påa Taget for at knuse Soldaterne. Hun tilraabte Garver Myhrman: ,,Lad mig nu se, Myhrman, at De holder med Fader! Lad mig se, at De ikke er bange for de røde.
Karle!””
— Dietz’s Kone var bleven lukket ude, da Degnen stængede Huset. Hun slog en Rude ind, sprang ind ad Vinduet og viste Soldaterne sin Arm, der var bleven skaaren af Ruden, og raabte: ,,Det er det første Blod, der flyder, men det skal ikke blive det sidste!” — Jens Larsen Nørhalm, Degnens Svigersøn, fik en Ide, der senere, i Aarene 30, blev benyttet i Paris, men omvendt, af en General imod Folket: Han og en Skare Venner fordrede Byens Sprøjte for at sprøjte Soldaterne bort eller, som de sagde, for at slukke Ilden, der kunde opkomme i Byen, naar Soldaterne skjød. Kort, det var Alvor. Og at det ikke var blot ,,en af Degnens Kunster og ) Brændevin vildledet Skare”, men at der var dyb, moralsk Uvilie tili- stede over, at Degnen skulde gives i Sporons Vold, kan ses af, at en Præst Søndagen forud (d. 23de) fra Prædikestolen havde sagt nogle Ord til Fordel for Dietz. Der blev senere korresponderet mellem høje Autoriteter om en Undersøgelse heraf; men man fandt det klogest at ignorere det. Flere Borgere havde allerede vægret sig ved at modtage Soldaterne i Kvarter, og ude paa Landet havde Bønderne vægret sig ved efter Tilsigelse at give dem Befordring. Imidlertid stod nu Lieutenant Mantzius med sine tyve Mand og en Underofficer omringet af Mængden og truet ovenfra af Agathes Artilleri. Nogle Borgere fandt da paa en lykkelig Udvej — hvorfor de senere bleve straffede — idet de tilbøde Mantzius deres Kaution for, at Degnen skulde blive tilstede i Sæby ind- til nærmere Ordre. Han benyttede dette som en gylden Bro for et Tilbagetog, lod sine Tropper indtage en fast Stilling ved Kjøbmand Aabels Gaard og afsendte en Rapport, hvori han undskyldte sig med, at han ikke havde havt ,,ubetinget Fuldmagt” — vistnok en sand Lykke baade for ham og for Landet. Han tilføjede forresten i sin Rapport (citeret af Mørck), at Folket optraadte for Dietz, ,,som om han var en Helgen og Martyr og ikke en Degn.”
Majestæts Soldater havde lidt et, rigtignok ublodigt, Neder- lag i Sæby, og blev energisk. I Aalborg havde dengang Hs. Durchlauchtighed, Landgreve Vilhelm af Hessen Kommando; om den Del, han tog i Sagen, fremlyser dog Intet af Akterne,
som kun indeholde en Seddel fra ham. Men man afsendte uopholdelig Kapt. Stricker med 200 Mand og ubetinget Fuldmagt. Fredrik d. Sjette, som ved Stafet fik Underretning om Lieutn. Mantzius’s furculæ Cau- dinæ?), stillede flux de. jydske, lette Dragoner og det sles- vigske Kyrasserregiment til Disposition. Der var rigtignok af hvert Regiment kun ca. 40 Mand inde; men de kongelige Ord løde dog strax som et Rytterchoc. Hel- digvis blev det ikke nødvendigt at bruge Kavalleriet. Da Kapt. Stricker d. 28de August, efter en forsigtig Marsch, som om Landevejen gik gjennem Vendée, drog ind i Sæby og Ruderne dirrede af Trommeslagene, sank Hjertet hos Alle undtagen hos Agathe. Denne Pige omtales naturlig- vis meget tørt i Akterne; i en dansk Kriminalsag vilde selv Napoleon og Alexander den Store staa magre og smaa som ,,Komparenter”, , Tiltalte” eller ,,Arrestanter”, og Slagene ved Arbela og Arcole vilde enten blive uomtalte eller undersøgte som et Opløb, hvor Vægterne havde faaet Prygl. Man maa af de løsrevne Ord i Vidneforklaringerne danne sig et Billede af Agathe, der ved Kapt. Strickers Nærmelse sendte ridende Stafetter ud for at rejse Fiskerne ved Bangsbo Strand og Fladstrand og Bønderne i det Indre til Kamp for hendes Fader. Men lykkeligvis slog hendes Haab fejl. Der kunde nok ved Malkonduite foranlediges et Opløb for Degnen; men saa meget var han ikke for Folket, at det for hans Skyld skulde rejse sig mod Statsmagten. Dietz blev greben i Maren Christen- datter Tranes Madskab, hvor han havde skjult sig; han blev lagt i Lænker og ført til Aalborg. Det opnaaede han dog: Sporon fik ham ikke til Hjørring. Agathe blev gjort til Krigsfange, ligeledes hendes Moder og Broder, hendes Elsker og hendes Svoger m. m. Fl., ialt 51 Per- soner. Mindet om d. 28de og 29%de
August staar endnu levende, om end maaske i Enkeltheder ikke ganske nøjagtigt, for ældre Folk. Byen betragtedes som erobret, Skildvagter stode rundt om den og tillode Ingen at kom-me bort uden Pas fra Kaptajnen; Enhver, der vilde ind, blev anholdt. Antallet af de Arresterede var saa stort, at man ikke havde Lænker til dem og heller ikke Plads i Hovedkvarteret, Kjøbmand Aabels Gaard; endel af dem skulle have ligget bagbundne paa Fortovet Natten over. Sagnet siger ogsaa, at Christen Mathiesen gik omkring i Byen i Fruentimmerklæder og narrede Soldaterne, indtil han efter 3 å 4 Dages Forløb overgav sig frivillig, og at Peter Krog skjulte sig i Heden og blev som et Dyr jaget af Soldaterne, der skjød efter ham. Men Justitsakterne vise, at ikkun Jens Larsen Nørhalm undslap paa kort Tid. En Kommission blev under 2den September s. A. nedsat for at dømme Dietz og hans Medskyldige, og i denne Sag blev tillige den forrige, der var anlagt mod Degnen, inddraget. Der forefindes et privat Brev, dateret 3die Septbr., fra et af Kommissionens Medlemmer til Kancellipræsident Kaas, hvori han melder, at Rygterne, som »finde Tiltro endog her i Byen om, at Almuen har rejst sig, ere falske, og at man har godt Haab om at bevise, at Degnen Dietz ,,er den Skurk, han virkelig er”, Kommissionens Stemning imod ham fremgaar af en anden Omstændighed: Man forbød ham selv at føre sin Sag og vilde ikke tillade ham at se de Dokumenter, der indeholdt og lIøttede Anklagen imod ham; Alt skulde ledes af hans Defensor. Selve Aktor fandt dette, ikke uretfærdigt, men uhensigtsmæssigt, og Dietz kom til at se Akterne. Defensionen var ikke blandt de Dokumenter, som jeg fik udlaant fra Justitsministeriet, og findes heller ikke i Kongens Fogeds Arkiv, hvortil jeg af Ministeriet blev henvist. Dog er der rimeligvis ikke Stort tabt derved. En saadan
Provindsprokurator har næppe levet dengang, som turde vove at føre Defensionen ved at underkaste den hele Embedsstand og Regeringstilstand en skarp Kritik og vise, hvad Anledning der var givet. Rimeligvis har “Dietz, da han , efter erhvervet Kancellitilladelse” selv talte sin Sag for Højesteretsskranken, sagt endel i denne Retning; men det er selvfølgelig ikke opbevaret, og med al sin særegne Dristighed og Sejghed var han dog for ubetydelig til at forstaa hele Situationen og maale sig med den. Han slap bedre end Dr. Dampe kort efter. Ifølge Kommissionsdommen, der faldt i Juli 1819, skulde han rigtignok have Haand, Ære og Boeslod forbrudt; men ved Højesteretsdom af 9.de April 1821 forandredes dette til tre Aars Arbejde i Viborg Tugthus (foruden naturligvis Embedsfortabelse o. s. v.). Ved kongelig Resolution af 28de April 1824, der findes anført i Kongens Fogeds Protokol, fik han et Tillæg af to Maaneders Tugthusstraf for at afsone nogle Bøder, og det ses af samme Resolution, at han var hensat i Kjøbenhavns, ikke i Viborg Tugthus. De Slaveri- og Tugthusstraffe, som “Kommissionen havde ladet regne ned over hans Medskyldige, bleve ligeledes betydelig formildede. Hans Hustru, der af Kommissionen var dømt i Tugthuset, blev frifunden for videre Tiltale, og Agathe. Som Kommissionen ligeledes havde tiltænkt Tugthus i tre Aar, slap med en forholdsvis lille Straf. Men hvor af de Dømte, der ejede Noget, blev ødelagt ved Processen, der efter et omtrentligt Overslag, jeg har gjort i Henhold til nogle af Kommissionens Regninger, kostede c. 12,000 Rdl. Sedler. Da Dietz kom ud af Tugthuset, fik han en aarlig Understøttelse af Frederik d. 6te. Han tog igjen Ophold paa Skuepladsen for sin tidligere Virksomhed og fortsatte denne. En æret Meddeler har i Aarene 1825 og 26 set Koncepter til Klager og Indlæg, skrevne af D., og altid havde han, belært af Erfaring, skrevet underneden:
,,For Alting, hold Jer til Sandheden”. Det lykkedes ham bl.a. at skaffe nogle Bønder, der mente sig forurettede ved Udskiftning af Klitlodder, Ret imod Landinspektøren. Han skildres endvidere som en jovial Mand, ,,en herlig Sel- skabsbroder’”, der kunde fortælle mangfoldige Anekdoter og paa staaende Fod gjøre gode Rim, f. Ex. over en Snaps. Men det hjalp ham ikke; han kom igjen i Kast med Embedsstanden, blev arresteret og maatte bort fra Egnen. Han begyndte i Aaret 1834, da han synes at have boet i Kjøbenhavn, at udgive sit Levnetsløb; men kun lste Hefte, der omhandler hans Slægt og Ungdom, ud- kom; Fortsættelsen standsedes, enten af Døden eller ved et Magtsprog — thi man sagde, at Frederik d. 6te ikke vilde have Sagen omtalt. Paa Grund af, at Fiskere i Sæby kom i Ulykke for hans Skyld, er hans Minde saa forhadt blandt deres Efterkommere, at da den be- kjendte, nys afdøde Skolelærer Rasmus Sørensen i 1849 stillede sig til Rigsdagsvalg i Sæby, og man havde indbildt Fiskerne, at han var en Fætter af Dietz, vilde de prygle ham ud af Byen, og det lykkedes kun med største Møje Politiet at sikre hans Bortrejse. Hvorledes Mindet i en anden Retning vedligeholdt sig, kan ses af, at Løjtn. Stricker — formodenlig en nær Slægtning af Kaptajnen, der besatte Byen — i 1848 stod ved et Kompagni Vendelboer og sagde til dem: ,,Jeg skal lære Jer, Dietz’s Sønner, at lystre!”
En af D.s Døtre, rimeligvis Agathe, lever endnu i Vendsyssel; men jeg opsøgte hende ikke, for ikke at forstyrre den gamle Kone med Minder om de onde Dage eller om de gode Dage, da Christen Mathiesen vilde ladet sig skyde for hendes Øjnes Skyld, og da hun selv vilde, om hun kunde, have styrtet Frederik d. 6te fra Thronen for at frelse sin Fader. Jeg maa da ogsaa sige, at jeg dengang kun kjendte hende ufuldstændig og mest af Sognefoged Niels Mortensens Erindringer, og disse kunde jo i Enkeltheder lyde underlig. Saaledes roste han Dietz’s Døtre, og der mærkedes en Beundring i hans Blik og Stemme; men Ordene løde saaledes: Dietz’s Drenge duede ikke, men Døtrene! de var ligesaa stærke i Kjæften som han selv. Mange andre Enkeltheder af Foranstaaende vare mig ubekjendte, da jeg var i Vendsyssel; thi jeg fik først ved min Hjemkomst Akterne udlaante fra Justitsministeriet. Jeg antog, at Urolighederne havde fundet Sted i selve Vrensted.
Kl. 10 kom jeg hertil og gik ind til Dietz’s (ikke direkte) Efterfølger, Hr. Skolelærer Holm. Han vidste dog ikke Mere om Degnen end, hvad han allerede havde fortalt ved Auktionen i Saltum, og førte mig, for at jeg kunde læse de gamle Skoleprotokoller, til Præstegaarden. Næst et rigtig godt Velkommen fik jeg ogsaa Protokol- lerne, og da jeg havde læst et Par Timer og gjort. Udtog, og Provsten havde sagt mig, at han ,,en af Dagene” vilde gaa. med mig til gamle Mænd, der havde kjendt Dietz, gjorde vi en Udflugt til Tise. Før vi kjørte, var jeg med Provsten et Øjeblik paa Kirkegaarden. Der er en meget stor Sten over Præsten Segelkes og hans Hustrus Grav; men ellers er der ingen Gravsten; ja, der er i Reglen ikke engang Tegn eller Mærke paa Gravene. Folk her ville ikke sørge for ,,det gode Sted”. I levende Live udsøger man man sig gjerne sin Plads, de Efterlevende. gjøre Intet, naar den Døde har faaet sin Villie og Graven er lukt, og man sparer saaledes Udgift til Graver. I Vrensted handler man altsaa i visse Maader efter Ordet: Lad de Døde begrave de Døde.
En Fjerdingvej syd for Vrensted, omtrent midtvejs til Tise, ligger paa højre Side af Landevejen ,, Slottet”. Det bestaar af nogle regelmæssige Jordvolde i Firkant, saa lave, at man godt kan kjøre forbi uden at se dem. Hos Trap staar, “at det er ,,et Voldsted, hvorom Intet vides”. Men T. A. Becker, der i disse Egne er Souveræn og kan opbygge saa mange historiske Slotte, som han vil, ved, at det var en Borg, engang tilhørende Iver Thøgersen, og at der var Indsejling hertil fra Vesterhavet, og jeg er uden Kritik vel tilfreds med, at den tavse, flade Mark paa denne Maade bliver gjort levende.
Tise Kirke ligger paa Toppen af en svær Banke, og deroppe ser det ud, som man stod paa Randen af et Forbjerg, hvis Fod nede i den flade Dalbund forhen beskylledes af Hav eller Sø. Der er en mægtig Udsigt. Ikke blot kunde jeg mod Vest se en Milsvej over Engene til mine dejlige Bakkedale ved Saltum og til det taarnskjæve Ingstrup, eller mod Nord til Børglumkloster, der hvidt og med røde Tage hæver sig i 1//, Mils Afstand paa en lignende Bakke og bredskuldret-tankefuld synes at se herover; men langt mod Nordvest løfter sig det svære, hedenske Vennebjerg, kristnet med hvid Kirke, i Randen af Synskredsen, nedad Vestkanten, udenfor Lønstrup Klit og Løkken, er Havet, der smeltede sammen med fremKilde: Dagbog fra en rejse på vestkysten af Vendsyssel og Thy 1865.
Skrevet. Af Salomon Frifelt, men gennudgivet af Bjørn Elmquist 1980. Oversættelsen er taget fra Project Runeberg
Fundet igen af Ove S. Johansen
.
Skrevet af Svend Høholt Jensen
De gamle lokaler på Uno X-tanken i Saltum viser gamle minder frem
Carl Bauder
