Herunder er alle Povl Stevns historier:

 

• Fra provst Aage Stevns scrapbog – .
• Sangen Forår
• De fortrængte
• Barn under besættelsen
• Min barndom i 1940erne
• Et navneskift under besættelsen
• Gravstedet
• Et fæstemål i 1949 hos gdr. Niels Østergaard, Vrensted
• De seks “faste gravsten” ved Sct. Thøgers sydmur
• Gisninger om jordtilliggende til Vrensted Præsteård
• “Thøgerslund” også kaldet Præstens Plantage
• Historien om Vrensted Kirkes orgel
• Om Vrensted Ungdomsforening
• Vrensted Sognebibliotek historie
• Sagfører Anders Olesen – hvordan var han som person
• Sagfører Anders Olesen – medieomtale i 1920erne
• Sagfører Anders Olesen og kunstnerne i Vrensted
• Sagfører Anders Olesen – TESTAMENTET

Nedenstående sang skrevet til Genindvielsen af Vrensted Kirke 2019

Internetadresser for slægtsforskere.

For at søge på adresserne, log på internettet, tryk Ctrl. og klik på adressen samtidig, så åbnes linket.

www.sa.dk/dda/

Dansk data arkiv. (søg i det gule felt i øverste venstre side)

Giver adgang til Arkivalieronline med de originale kirkebøger og folketællinger for hele landet.

Giver adgang til Dansk Demografisk Database. Her kan søges på følgende.

Indtastede folketællinger fra hele landet.

Indtastede kirkebøger fra en del sogne, ikke landsdækkende.

Det danske Udvandrerarkiv med en database over udvandrede danskere til USA i tiden 1869 til 1908.

Indvandrerdatabase over indvandrede til Danmark.

Database med Dannebrogsmænd.

Nygårds Sedler. En database med 425000 kendte jyder. Her kan være oplysninger og henvisninger som man ikke kan finde andre steder.

Links til Rigsarkivet – Landsarkiverne og Erhvervsarkivet.

Sall-data. Søg på goggle. Mange oplysninger

http://www.familysearch.org/

Mormonernes verdensomspændende database over dåb og vielser. Mormonerne i Utah i USA har gennem årene læst og indført dåb og vielser fra kirkebøgerne i mange lande i en database. Her kan der søges på navn på en person i et årstalsinterval og så kommer der en række navne som er født inden for dette interval med oplysning om dåbsdato og forældrenes navne. Hurtig at bruge til søgning, men også fyldt med en del fejl, så alle oplysninger skal kontrolleres i kirkebogen.

www.slægtogdata.dk/

Foreningen Dis-Danmarks hjemmeside. Forening for slægtsforskere. Foreningen arbejder med digitalisering af data og har mange projekter i gang. På hjemmesiden er der mange gode henvisninger og råd til begyndere i slægtsforskning. Under Forum kan man få hjælp af erfarne slægtsforskere til søgning, læsning og vejledning hvis man er gået i stå med forskningen. Udenlandske forskere som har rødder i Danmark kan også få hjælp. Årlig medlemskontigent, men man behøver ikke at være medlem for at få hjælp.

www.Stegemueller.dk/dki/

Dansk kirkegårdsindex. Forening som arbejder med at affotografere gravsten på landets kirkegårde. Her er der billeder af kirkerne og gravstenene. Register over de affotograferede kirkegårde. Gravsteder som er yngre end 10 år medtages ikke.

http://www.logy.dk/gerda/index.htm

Gerdas hjemmeside har en mængde oplysninger fra Hvetbo Herred og mange gode links. Hun har lavet en database med mange tusinde personer fra Vestvendsyssel (klik på Hvetbo området) hvor man kan søge på navn.

 

http://aurelia-clemons.dk/

Engelsksproget hjemmeside lavet af Aurelia Clemons. Aurelia er mormon og bor i Utah men har rødder i Vendsyssel. Her er en utrolig mængde data, kirkebøger, folketællinger, mormonernes udvandring 1852-1881, Ellis-Island indvandring til USA i tiden 1892 til 1924 og meget andet. Tillige en stor navnedatabase med danske norske og amerikanske navne.

http://www.vendelboarkivet.dk/index.php

Postmester T M Sørensens arkiv over vendelboer. Søgbar database med oplysninger om 130,000 personer. Oplysningerne om personerne er hentet fra aviser og blade, folketællinger og personalhistoriske bøger, forskning og andres forskning.

www.arosleo.dk

Slægtsforskning af Jan Løve Østerbye. Gå til Slægtsforskning – Min far – Slægten i Hvetbo Herred.

Her er der mange oplysninger om Hvetbo Herred samt mange navne og skifter hovedsagelig fra Hune og Rødhus området.

http://bnp.adr.dk/

Hjemmeside for Bjarne Nørgård Pedersen og Kirstin Nørgård Pedersen omhandler deres forskning og slægtsforskning (Nørgård i Alstrup).

http://www.rosekamp.dk/

Mange links. Blandt andet.

100 års dødsfald i Danmark 1791-1890.

Mange årgange af Kraks Blå Bog.

Dansk Biografisk Leksikon, 27 bind.

Danske sagførere 1869 – 1919.

Dansk præstehistorie 1869 – 1911.

Danske jurister 1736 – 1936.

Danmarks ældste Forretninger 1100 til 1911.

http://pilot.familysearch.org/recordsearch/start.html#start

En anden af mormonernes søgesider.

På Google skriv: Denmark Estate Records 1436-1964 Giver adgang til originale skifter.

http://stass.dk/historiebogen/

Her finder man blandt andet.

2000 biografier af dannebrogsmænd med portrætter 1883 til 1903.

Folk der blev ridder af dannebrog 1883 til 1903.

Under Geneablog. Øresundstoldregistret. Skibe der 1787 til 1799 passerede Øresund og betalte

Told.

• – København Politis registerblade. 1,2 mil. Personer registreret i København i

Tiden 1890 til 1923, digitaliseret.

www.fogsgaard.org/ Database til Københavnske gader.

Database til Københavns Politis dødeblade. 104000 dødsfald i tiden 1893 til

1923

Enkekassen, fra 1775 til 1845.

http://www.hejq-anerne.home.webname.dk/

Nogle slægtstavler fra Alstrup og Ingstrup sogne.

http://www.krabsen.dk/ Database med 58000 stednavne og deres tilknytning til sogn, kommune

og amt.

www.vortsognshistorie.dk Database med indskanning af de 13 bind af ”Vort Sogns Historie” som blev udgivet i årene 1950 til 58. Indholdet består af billeder af gårde og husmandssteder med en beskrivelse af ejendommen og avl og besætning. Ejernes navne oplyses og ofte deres forældres og bedsteforældres navne. Indholdet dækker kun dele af Jylland og kun dem som købte bøgerne kom med i bindet. Der er mange med fra Hvetbo Herred.

http://www.wadschier.dk/ Klik på kilder – Søg Arkivaler. En mængde søgelinks. Blandt andet Viborg tugthus fangeprotokol 1763 til 1874.

Alimentationsbidrag i Hjørring Amt 1868 til 1954. Åbn Daisy – Arkivskaber er Hjørring Amt – Abn Hjørring Amt – Abn 1793 – 1970 Hjørring Amt – Åbn Alimentationsjournal 1868 – 1954.

Godsskifter, hovedsagelig fra Vendsyssel.

http://rigmornoergaard.tripod.com/

Personregister til nordjyske godsers skifte og fæstearkivalier med alle navnene som er nævnt i samtlige skifte og fæstesager. Udarbejdet af Rigmor Nørgård, Frederikshavn og Else Jørgensen, Arden.

http://www.krabsen.dk/ Godsskifter fra Vendsyssel indtastet af Asger Bruun fra Slægtshistorisk Forening for Hjørring og Omegn. Her kan man i en database søge efter et navn eller alle navnene i et gods.

http://www.minjyskeslaegt.dk/Personer/Fars%20aner/Gotisk/Registre%20til%20skifter.htm

Skifte og fæsteprotokoller fra hele landet.

http://www.brejl.dk/hjorringgejst.htm Hjørring amt gejstlige skifteuddrag udarbejdet af Erik Brejl Ringkøbbing. Skifter efter præster og degne i.

Horns herred 1716 til 1813.

Hvetbo Herred 1713 til 1806.

Øster Han Herred 1713 til 1815.

www.brejl.dk/index.html Skifte og fæsteprotokoller. Hovedsaglig fra midt, vest og nordjylland..

http://www.jens-ejgild.dk/gods.htm Registre til godsskifter ved Jens Ejgild Caspersen Frederikshavn. Godser i Vendsyssel og enkelte i Ålborg amt.

www.byholmvej3.dk/index.htm Bornholmske skifteprotokoller 1641 til 1845.

www.bornholm-stamtavle.dk/index.html Slægtsforskningshjemmeside med ca. 60000 navne.

Museer, arkiver og hjemmesider.

www.danpa.dk Danmarks Nationale Privat Arkiv Database. Her kan søges oplysninger om arkivalier og billeder som opbevares i Lokal og Stadsarkiver.

http://www.danskearkiver.dk/vejviser/index.htm SLA. Sammenslutningen af Lokalarkiver. Vejviser til lokalarkiver i hele landet.

http://www.thistedmuseum.dk/ Thisted Museums hjemmeside. Ved klik på Historisk Årbog kan man læse alle årgange af Årbog for Thy og V Han Herred fra 1906 til 2004.

http://www.vhm.dk/ Vendsyssel Historiske Museum og Arkiv.

http://www.nordmus.dk/ Nordjyllands Historiske Museum i Ålborg.

http://www.natmus.dk/ Nationalmuseet.

http://www.jammerbugt-historie.dk/ Indgangsportal til alle lokalhistoriske foreninger, museer og arkiver i Jammerbugt kommune.

http://www.sundsholmeren.dk/ Nørresundby og Sundby Hvorup Lokalhistoriske Forening.

http://moellearkivet.dk/index.php Database med beskrivelse og billeder af mange gamle vind og vandmøller.

http://www.orlogsbasen.dk/ Om 250 års skibsbyggeri. Oplysninger om 2400 orlogsskibe.

http://www.historie-online.dk/ Et væld af informationen om gamle dage og en mængde links.

http://www.aalborgkommune.dk/borgerportal/applikationer//https/tonnies/sogning.asp Ålborg fotografen Tønnies billedarkiv. Har man gamle fotografier fra Tønnies med negativ nr. skrevet på bagsiden eller kender bestillers navn kan man se og bestille nye billeder.

http://www.hum.au.dk/jysk/publikationer/HvetboTingbog1631.pdf

Hvetbo Herreds tingbog 1631-32-33 transkriberet af I C Højensgård. I tingbogen er der mange oplysninger og navne og ofte kan man her hente oplysninger som kan føre slægten en generation længere tilbage end i kirkebøgerne som jo først begynder i 1646-48.

http://www.hum.au.dk/jysk/publikationer/HvetboTingbog1634.pdf

Hvetbo herreds tingbog 1634 transkriberet af I C Højensgård. Med link til navneregister for tingbogen 1631 til 1634. Se ovenstående.

http://www.middelalderinfo.dk/ Giver adgang til et væld af oplysninger fra Middelalderen.

http://www.skippere.dk/index.php Database med examinerede skippere og styrmænd i perioden 1707 til 1839. Ligeledes en database over prisonfanger 1807 til 1814 (fanger son sad i engelsk fangenskab under Englandskrigen 1807-14)

www.dkconline.dk/ Fund og Fortidsminder. Et nationalt register over arkæologiske fund og fortidsminder. Dysser, gravhøje, borge og voldsteder. Her kan søges på såvel kort som i database.

Niels Jensen Hirtshals Fortællinger og billeder af både og fiskere på vestkysten.

Kort, nye og gamle.

http://nordjylland.flyfotoarkivet.dk/ Flyfotoarkivet. Nordjylland fotograferet fra luften med 4 års mellemrum af luftvåbnet i tiden 1944 til 1993.

http://www.kms.dk/ Kort og Matrikkelstyrelsen. Her kan man se landkort, historiske kort og gamle matrikkelkort helt tilbage til 1812 med navne påført af datidens ejere.

www.krabsen.dk/stednavnebase/ Database med 59000 stednavne og deres tilknytning til sogn kommune og amt.

Kirker og kirkegårde.

http://www.dk-gravsten.dk Affotograferede gravsten på danske kirkegårde med index. Gravsten yngre end 10 år er ikke medtaget.

http://www.dk-gravsten.dk/kirkeg/KongenshusM.php Kongenshus Mindepark for Hedens opdyrkere. Her kan ses mindestenene over hedeopdyrkerne i Hvetbo Herred.

http://www.kalkmalerier.dk/index.php Her kan man se kalkmalerier fra danske kirker og læse deres historie.

http://www.aalborg.stift.dk/ Ålborg Stifts hjemmeside. Link til alle kirkerne i stiftet. Kirkebilleder og oplysning om kirkerne.

http://corpo.dk/hvorup Lokalhistorisk Arkiv på Hvorup gamle skole har gennem en årrække samlet dødsannoncer, takkeannoncer og mindeord i arkivets dækningsområde (Nørresundby, Ålborg, Hvorup mm.) Materialet er overført til edb og kan søges i en database.

www.tom.brondsted.dk/mosaiskebegravelser/ Mosaiske begravelser og gravsten indtil 1886 i Danmark.

Kongehuset.

http://www.kongehuset.dk/ Gå til ”Samlinger” og til ”Ordenskapitlet” Hvis man har aner der er blevet tildelt en orden ligger der muligvis deres levnedsbeskrivelse i Ordenskapitlet. Denne levnedsbeskrivelse er det muligt at få en kopi af.

Besættelsen og Militære arkiver.

http://modstand.natmus.dk/ Frihedsmuseets modstandsdatabase. Information om modstandsbevægelsen og dens medlemmer under anden verdenskrig.

http://www.milhist.dk/ Dansk Militærhistorie gennem tiderne.

http://www.kasler-journal.dk/privatkrigNQ.htm De private krige under besættelsen. Besættelsestidens terror. Sapotager, drab, likvideringer, snigmord, rovmord, vådeskud under besættelsen.

Udenlandske links.

USA.

http://www.dkmuseum.org/ Det danske immigrantmuseum i Iowa i USA. Mange oplysninger om emigrerede til USA. Mange links til websider (Useful websides for Genealogical Research)

http://ssdi.genealogy.rootsweb.com/cgi-bin/ssdi.cgi Database over dødsfald i USA.

Sverige.

http://www.dis.se Dis Sverige. Tilsvarende den danske Dis Danmark.

http://www.genealogi.se Rødder udgivet af Svensk slægtforskningsforbund.

http://www.genline.se Svenske kirkebøger på nettet.

Norge.

http://www.disnorge.no Dis Norge. Tilsvarende den danske Dis Danmark.

http://digitalarkivet.uib.no Norske folketællinger, kirkebøger, skifter og andet.

Blandet.

www.tom-stryhn.com/ Database med materiale fra hovedsagelig Lolland Falster. Log In.

www.hammerum-herred.dk/news.php Slægtsforskning og lokalhistorie i midt og vestjylland.

www.esbjergbyhistoriskearkiv.dk/Borgerdatabasen.htm Borgerdatabase 1899 – 1919 med Esbjerg

bys indbyggere indtastet.

http://www.illustrerettidende.dk Illustreret Tidende udkom fra 1859 til 1924. Bladet var unik for sin tid og er i dag en vigtig historisk kilde. Alle årgange kan læses her og der er også en søgefunktion.

http://www.slaegtsgaardsforeningen.dk/ Forening som virker for at kendskabet til og historien om de danske slægtsgåde. Database over gårde.

http://www.tidsskrift.dk/bladring.jsp Her er der adgang til flere forskellige tidsskrifter, blandt andet Historisk Tidsskrift fra 1840 til 2002 og Jydske Samlinger fra 1911 til 2002.

http://www.kulturarv.dk/ Kulturarvstyrelsen. Vore fortidsminder. Fredede bygninger. Museer. Kommune og turisme. Flere databaser.

Sall-data Søg på Google. Mange sider for slægtsforskere.

Sådan var det at være på landet for næsten 100 år siden i 1920 erne, fortæller afdøde Harry Jørgensen.

Kilde: VT/Nordjyske 1989

82-årig om sin ungdom

Sådan var det at være karl på landet

VRENSTED: Høsten går over landet i denne tid med kværnende mejetærskere, der kan æde en mark på ingen tid. Bagefter rykker andre maskiner ud for at gøre jorden tjenlig til ny avl.

Dette maskinræs har fået den nu 82-årige Harry Jørgensen, Båstedhedevej 28 i Vrensted, til at fortælle om, hvordan tilværelsen formede sig på landet da han var ung i 20’erne.

– Hvor mange unge tænker i dag på, hvordan de ville have haft det som ung for 65-70 år siden, siger Harry Jørgensen. Når jeg beretter om den tid er de fleste tilbøjelige til at tro, at det er løgn.

Da jeg var 17 år fik jeg plads som trediekarl på Kræmmergaard i Åsendrup ved Løkken. Folkeholdet bestod af fire tjenestekarle, en fodermester, en fast daglejer og to tjenestepiger. Arbejdstiden var ud over staldtjeneste om morgenen 10 timer daglig. En selvfølgelighed i dag som ferie, var dengang et ukendt begreb.

Landbrugsmaskiner kendte man heller ikke ret meget til, og de der dukkede op, var jo af den slags man i dag kalder gammeldags. Årslønnen var efter datidens forhold ret god med 600 kroner plus kost og logi. Kosten var også upåklagelig. Jeg boede på et tomands-karlekammer, der om vinteren var uopvarmet, men sengetøj og senge var der ikke noget udsætte på.

Der var dengang mulighed for at tjene en ekstra- skilling, hvis man kunne nå tusinde favne roerækker om dagen. Så fik man en godtgørelse på 25 øre for hver yderligere 100 favne.

– Derfor var det ikke ualmindeligt, siger Harry Jørgensen, at man frivilligt forlængede arbejdsdagen med både fire og fem timer.

Harry Jørgensen levede i mange år i Vrensted og blev gift med Anna Ørnholm i hvis hus de boede ved Kirkedammen, Bådstedhedevej 28, Vrensted. Han var født i 1907 og døde i 1995. Han var i mange år meddeler til Vendsyssel Tidende og en ivrig debatør. Han var redaktør af Vagabondavisen.

• Historier med Harry Jørgensen

maj 2019- jens otto madsen

 

 

Det gamle Forsamlingshus er nu indrettet til Antikvitetsforretningen “Antik og Moderne”

Kilde: Løkken Folkeblad 1.05.2019

FORSAMLINGSHUS ER FYLDT MED ANTIKVITETER

Ingstrup Antik har taget det tidligere samlingssted for Vrensted i brug efter en grundig renovering.

Vrensted Forsamlingshus har i generationer været samlingssted for egnen og rummer utallige minder for mange. Så blev aktiviteterne flyttet til Byens Hus hvor de lever videre.
Ændringen har givet forsamlingshuset et helt nyt liv med handel. Nu hedder det Antik og Moderne. Antikhandlerparret Anna Rutkowska og Preben Larsen har fyldt huset helt op med spændende varer og et hatteværksted.
Preben Larsen har rykket sin Ingstrup Antik og Moderne til Vrensted.
Anna Rutkowska er modist og antikhandler. Hun driver Løkken Antik i Nørregade, Løkken samt Annas Antik & Nostalgi på Løkkensvej 779 i Rubjerg. Det fortsætter hun med og har nu også fået indrettet hattebutik og værksted i et lokale i Vrensted.
Det gamle forsamlingshus har fået en grundig istandsættelse med nyt gulv, vinduer og ny elinstallation og alt er malet lyst og venligt.
– Vi har brugt vinteren på at lave det hele klart, og nu er vi flyttet ind.
– Huset ideelt til fremvisning af mine teakmøbler, palisander møbler samt mange sjove lamper til diverse indretning og tusindvis af andre ting, fortæller Preben Larsen.
Og man må sige, at der er fyldt op. Selv i forsamlingshusets store indgangsparti er der udstilling af varer, og det store køkken er fyldt med varer som venter på udpakning og klargøring til butikken.
Selv om Anna Rutkowska har antikbutikker i to byer, så har hun fået sin helt specielle aktivitet i Vrensted. Da hun så det lille hjørneværelse ud til Vrenstedvej tabte hun sit hjerte og så fik den bogstaveligt talt ”en på hatten”.
Anna Rutkowska er nemlig uddannet modist i sit hjemland Polen. Det er en uddannelse der tage 4 år, og man får både en grundig faglig og historisk viden om hatte og mode. Og alt er håndsyet. Der er formentligt kun to modister i Danmark.
– Jeg elsker at lave hatte og har et lager af færdige hatte og hårpynt. Desuden laver jeg på bestilling.
– At lave en hat er en proces på tre dage plus det løse, og det kan godt ske, at jeg må arbejde til ud på natten, når en hat skal være færdig til festen, fortæller hun glad.
Preben Larsen driver desuden en virksomhed med eksport af retromøbler til Japan, USA og Australien. Det foregår fra to store lagerhaller i Vrensteds gamle mejeri lige på den anden side af gaden. Her kommer de udenlandske opkøbere forbi og vælger ud, hvad de gerne vil købe med hjem.
– Vi er meget glade for vore nye omgivelser her i Vrensted, hvor vi prøver at give vore gæster en god oplevelse. Vi er også overvældede over den gode modtagelse vi har fået af byens borgere. Vi havde en særdeles god påske, hvor mange kiggede indenfor, siger parret.
Vrensted Antik og Moderne er i sommersæsonen åben hver dag, og uden for sæsonen hver weekend kl. 10-16.
– Eller vi har åbent når flaget er ude, siger Preben Larsen, da vi står ude ved den gamle budcykel der er butikkens blikfang ud mod gaden.

Læs videre “Antik og Moderne, Ny antikvitetsforretning til Vrensted 2019”

Nu er der gået elleve år siden en af mine gode venner Kurt Malmberg en dag sagde til mig -Vi skal til Syd Afrika og bygge et børnehjem færdigt-.

Det var engang i 2008 hvor vi boede i vore sommerhus i Kryle Klit ved Blokhus og var nabo med Kurt Malmberg der boede 500 m fra os, på sin nedlagte ejendom.

Kurt havde året forinden været i Syd Afrika for at besøge bekendte og var på sin 14 dages tur, kørt rundt i Syd Afrika og var kommet til byen Graskop, ca. 400 km nordøst for Johannesburg, hvor han besøgte et børnehjem.

Børnehjemmet var ledet af en ældre præst fra England, der havde været bosiddende i Syd Afrika i over 40 år og missioneret der.

Han havde på privat sponseret basis oprettet børnehjemmet i Graskop, som var et børnehjem for forældreløse og for børn som forældrene ikke magtede at passe, bl.a. på grund af stofmisbrug m.m. Aldersgruppen var fra 3 mdr. til 14-15 år, ialt var der vel omkring 20 børn.

Man var påbegyndt en tilbygning til børnehjemmet men pengene var sluppet op, byggeriet var gået i stå, da det var halvfærdigt.

Kurt sagde, vi skal havde fundet folk der vil med derned. Jeg var med på ideen og efter en snak hjemme, blev Else Marie og jeg enige om at det kunne blive en stor oplevelse at deltage.

Vi skulle hver især selv betale for rejsen, kost og ophold.

Kurt, som har  mange kontakter, fik hurtigt gjort 5 andre personer interesserede i at deltage. Vi havde alle nået pensionsalderen og havde forskellig baggrund. Vi holdt møde om det og blev enige om at vi ville prøve at samle et beløb sammen, således at vi kunne færdiggøre Børnehjemmets tilbygning og forsøge at komme derned i februar måned 2009. Vi var enige om, at vi hver især måtte bidrage arbejdsmæssigt med hvad vi kunne.

Vi var 2 ægtepar som kunne tænke os at deltage, foruden Else Marie og jeg også Britta og Jens Chr. Buje fra Saltum, Jens Oluf Hvarregård, Hune, Kristian Svenningsen fra Silkeborg og Ove Sørensen fra Hune og selvfølgelig Kurt Malmberg ,initiativtageren. De to piger havde lovet at ville stå for madlavning m.m.

Vi blev enige om at der skulle skaffes ca. kr. 100.000, som vi kunne tage med derned. Vi gik i gang med at søge midler. Vi søgte forskellige organisationer og private og efter mange flotte donationer til projektet, herunder  Røde Kors og Lions Pandrup, Hune Tømmerhandel og mange private med kontante bidrag, til indkøb af diverse redskaber til arbejds brug og materialer, og fra Lego, flere kasser klodser m.m. til børnene, var vi den 18. februar 2009 klar til at tage af sted til Graskop for at færdiggøre den nye tilbygning til børnehjemmet og vi havde ca 100.000 kr. med, så vi kunne udføre den opgave vi havde sat os for.

Vi blev hver især kørt til Aalborg Lufthavn, hvor vi fik al vores bagage tjekket ind, således at vi først skulle tænke på det, når vi kom til lufthavnen i Johannesburg.
Således havde vi kun håndbage at holde styr på, plus at Kurt desuden havde sin violin med.
Da han året forinden havde besøgt Graskop havde han besøgt en skole og spillet for dem på violinen og det ville han gerne gentage.

Vi fløj til København og efter lidt ventetid, fløj vi så videre til London, til Heathrow lufthavn, hvor vi skulle på et stort fly videre til Johannesburg.

Heathrow lufthavn er en kæmpe lufthavn i forhold til det vi var vant til. Vi fandt med lidt besvær et tog, der kunne bringe os videre i Lufthavnen til rette gate og det lykkedes da også at komme dertil.

Aldrig har jeg set så mange og så store British Airways flyvemaskiner på et sted. Vi skulle flyve med en af dem til Johannesburg. Den var i to etager og der var 10 sæder på tværs og brede gange, så vi kunne gå rundt og strække ben. Der var stor forplejning på hele turen.

Vi havde haft kontakt til Syd Afrika undervej i vores forløb med forberedelserne og fundet en Lodge, (vandrerhjem) hvor vi næsten vederlagsfrit kunne bo, dels i et hus som vi to ægtepar delte og værelser til de 4 andre mænd. Fra vores Lodge var der ikke langt til Børnehjemmet.
Vi havde desuden gennem en af Kurts kontakter i Syd Afrika lejet et 10 personers folkevognsrugbrød, som stod klar til os i Lufthavnen da vi ankom, og som vi kunne bruge under hele vores ophold, som strakte sig frem til den 15 marts 2009.

Ca. i alt 5 uger havde vi til at udføre det arbejde, vi havde sat os for, at få lavet på Børnehjemmet i Graskop.

Følgende er en fin dagbog, som er skrevet af Britta Buje:

Dagbog for Børnehjemsprojekt i Graskop i tiden 18. februar til 15. marts 2009.

Vores gruppe bestod af følgende personer:
Kurt, Jens Oluf, Ove, Kristian, Else Marie, Jens Otto, Britta og Jens Chr.

Vi mødtes i Aalborg lufthavn onsdag den 18. februar 2009 og fløj til København, hvorfra turen gik videre, først til London, Heathrow lufthavn, hvor vi havde et ophold inden vi fløj direkte til Johannesburg.

Torsdag, den 19. februar 2009:
Vi ankom til Johannesburg om morgenen. Da vi skulle have vores bagage, manglede der desværre to kufferter og en var i stykker, så der gik nogen tid med efterlysninger og indkøb af ny kuffert. Det var Else Marie og Kurt der manglede deres kuffert, Jens Oluf s kuffert var i stykker, men han fik en ny.

Kurt havde lejet en bil, den blev afleveret af en sort mand med en stor cowboyhat på og med et skilt, hvorpå,  der stod Kurt,

det var en fin rød folkevognsbus.

Så gik turen mod Graskop, der var vi ca. kl. 17.00,(1 times forskel på dansk tid) og da var vi også trætte alle sammen. En tur på ca. 400 km

Vi kørte først til børnehjemmet og hilste på børnene og ”mødrene”. Kurt var jo allerede lidt kendt i Graskop.

Efter at have besøgt Børnehjemmet og hilst på, kørte vi til vores Lodge ”Blyde Lodge” som skulle være vores hjem de næste ca. 5 uger.
Vi fik nøglerne udleveret til vores hus hvor Britta og Jens Chr. og Else Marie og Jens Otto skulle bo og til de enkeltværelser hvor de øvrige fire skulle bo. Da vi kom til Blyde Lodge, var Else Marie’s kuffert allerede kommet frem, men Kurt’s kuffert dukkede aldrig op.

Vi fik vist alle et tiltrængt bad, inden vi skulle spise på Blyde Lodge.

Her vores første møde med den hvide og sorte præst

Efter middagen kom præsten for at snakke om hvad der skulle laves på det nye børnehjem, huset var bygget med tag og vægge, så det var alt det indvendige, der skulle laves.

Fredag, den 20. februar 2009.
Efter en god nats søvn mødtes vi med de to præster og gik i byggemarkedet for at finde de ting, der skulle bruges og  bestilles og derefter hjem igen og hen på børnehjemmet og se på tegninger og der blev lavet arbejdsfordeling. Resten af dagen gik med at slappe af og nogle gik i gang med arbejdet. Der var fint vejr da vi ankom og de næste dage, omkring 25 – 30 gr.
En af damerne, som hjalp på børnehjemmet lavede frokost og aftensmad til os, men vi skulle med rundt i forretningen og købe ind, så på resten af turen lavede vi selv mad, det var det nemmeste, syntes vi to piger.

Lørdag, den 21. februar 2009:
Mændene startede på arbejdet

og gik i gang med de materialer der var kommet. Kurt, Jens Otto og Jens Chr. kørte til en større by, Hazyview, hvor de kunne købe det værktøj der skulle bruges. Kurt havde lidt problemer med sit VISA-kort. Else Marie og jeg gik på indkøb, der var en Spar Butik, hvor man kunne købe alt. Det var et stort arbejde, især at slæbe alle varerne hjem. Butikken kunne skaffe mørkt brød, dog ikke rugbrød, men det var vi nu alligevel glade for.
Vi havde frokosten klar kl. 13.00 og efter frokosten fik mændene en middagssøvn, hvorefter de gik på arbejde igen.
Om aftenen grillede vi, bøffer og pølser.

Søndag, den 22. februar 2009.
Søndag var fridag, vi gik i kirke kl. 10.00,

Det var en helt anderledes gudstjeneste end vi var vandt til. Den varede 2 timer, hvor forskellige prædikede, nogle damer sang i kor i gospel stil. Børnene sad i den ene side af kirken og de større børn tog sig af de små, der var ingen uro under hele ”forestillingen”.
Om eftermiddagen kørte vi en tur, først til et udsigtspunkt, som hed ”gods window”, der var en fantastisk udsigt, vi var ved et flot vandfald “Berlin falls” til sidst fik vi en øl på en lokal bar i en lille by på vejen tilbage til vores Lodgs.

Om aftenen spiste vi T-bone steek på en hyggelig restaurant, som var indrettet i den gamle stationsbygning “the Loco Pub”.

Mandag, den 23. februar 2009:

Dagen startede med regn og det regnede hele dagen, det gjorde arbejdet på børnehjemmet lidt mere besværligt, der manglede at blive sat glas i alle vinduer, men det er ikke let i regnvejr.

Det går godt med støbning og pudsning af gulve og opsætning af lægter til loftsplader. Vi piger har nok at gøre med at købe ind og lave mad, det er jo en stor familie.

Tirsdag, den 24. februar 2009:
Det regner stadig, Else Marie og jeg læste og hyggede os om formiddagen, der var ikke vejr til andet.
Arbejdet på børnehjemmet går godt, det er heldigvis indendørs arbejde på nær Jens Chr.’s job, at sætte glas i vinduerne, men det går fremad.
Efter frokosten var Else Marie og jeg med Kurt i Hazyview, en by ca. 30 km. fra Graskop, det var en utrolig flot tur med store skove og bjerglandskab, vejret var også meget bedre der, byen lå lavere end der hvor vi er. Da vi kørte ind i Graskop igen, var det meget tåget, vi kørte i skyerne, det virkede som havgus derhjemme.

Onsdag den 25. februar 2009.
Det går rigtigt godt på børnehjemmet. Alle rummene er lægtet, loftet sat op i et rum og der er malet. Alle glas er sat i, 55 stk., taget er tætnet, blikkenslageren er færdig med VVS arbejdet, og håndvaske og varmvandsbeholder er sat op. Fliser til gulve og bruserum er leveret. Jens Oluf har leget Tarzan, han hoppede på stilladset, et af brædderne gik i stykker og han faldt ned. I første omgang havde han ikke slået sig, men han lovede aldrig at gøre det igen, han havde slået sig.

Der var regnvejr om morgenen, men heldigvis holdt det tørvejr resten at dagen.
Kurt gav øl i baren på Blyde Lodge om aftenen.

Torsdag den 26. februar 2009.
I dag er man gået i gang med maling, et rum er malet i en meget gul farve og et andet er grundet. Vinduerne er kittet og strømmen er ved at være færdig, så det går rigtig godt.

Vi havde solskin hele dagen, men om aftenen blev der et forfærdeligt tordenvejr, lyset var væk flere gange i hele byen, det lynede så der var helt lyst udenfor.
Vi fik kartoffelsalat og røde pølser til aftensmad.

Fredag den 27. februar 2009.
Det går stadig fremad med byggeriet. Lofterne er færdige, to rum er malet, der er fliser på gulvet i et rum.
Der var meget tåget om morgenen, men vejret blev helt fint op ad dagen.

Der var motorcykel-træf i byen, de kom fra Irland. Graskop benævnes som “pandekage byen ” og ligger på Panorama ruten og er kendt for sin smukke natur.

Byen var ”på den anden ende” i dag, det vrimlede med ”sorte” overalt med poser og store tasker, måske havde de fået løn her til den sidste i måneden.
Jens Oluf skulle klippes, det foregik hos frisøren i en gammel telefonboks.

Da det blev hans tur, forsvandt frisøren pludselig, men han kom hurtig tilbage med en rigtig flot pige (meget barmfager), han sagde at det var hans søster, hun skulle sidde på Jens Oluf’s knæ og fotograferes.

Else Marie og jeg købte ind og lavede mad som sædvanlig.

Lørdag den 28. februar 2009.
Solen skinnede fra morgenstunden, mændene aftalte at holde fri om eftermiddagen. Else Marie og jeg hyggede os på terrassen.
Efter frokosten havde vi aftalt en køretur i området, men det begyndte at regne og det blev ved hele eftermiddagen, vi skulle spise på restaurant om aftenen, men vi blev smaddervåde af at gå derhen, men vi fik noget rigtigt godt at spise, 145 ran for 3 retter mad – billigt.

Søndag den 1. marts 2009.
Dagen begyndte med regnvejr, vi skulle i den “Hvide” kirke, dog også for de sorte. Det endte med, at vi blev gennemblødte af at gå derhen og så var døren låst, der var ingen gudstjeneste den dag. Else Marie og Jens Otto ville prøve en anden kirke, men der var gudstjenesten forbi, så vi fik ingen “syndsforladelse” denne søndag.
Om eftermiddagen kørte vi en tur, først til Pilgrims Rest, en gammel guldgraverby, hvor vi spiste en sen frokost. På turen hjem kørte vi til Lydenburg og Sabie. Vi kørte i et fantastisk flot terræn med klipper og runde “bakker”, vi var oppe i en højde på omkring 2120 m over havet, desværre var der en del tåge.

Mandag den 2. marts 2009.
Vi kørte hjemmefra kl. 8.00 til Krüger National Park, Kurt ville blive hjemme, han havde været i Krüger året før. Vi kom til parken ca. kl. 11.00 og kørte 56 km gennem bushen, hvor vi så impalaer, skildpadder, flodhest, næsehorn, giraf, elefant, gnuer og en masse fugle, vi havde mange fotostop. Vi ankom til Skukuza ca. kl. 13.00, det var lodgen, hvor vi skulle overnatte. Efter vi var blevet indkvarteret i små runde hytter, fandt vi en restaurant og fik frokost.

Oppe under taget hang der en masse flyvende hunde. Det var en åben restaurant til det fri.
Efter frokosten var der nogle der tog en lille middagssøvn og nogle gik en tur, der var meget varmt, 30-35 gr. Kl 19.00 mødtes vi igen og spiste middag sammen. Vi gik tidlig i seng, for vi skulle på safari kl. 5.00 næste morgen.

Tirsdag den 3. marts 2009.
Vi startede på vores safaritur kl. 5.00 om morgenen. Vi kom op på ladet på en specialbygget lastbil

og   i  førerhuset  var     der  foruden chaufføren en person med en skarpladt riffel. Der var stadig meget mørkt da vi kørte, men vi havde ikke kørt længe, før det begyndte at blive lysere.
Det første vi så var en hyæne, der gik på vejen. Senere så vi bøfler, ca. 30 stk., de stod bare og spiste og kiggede på os. Senere så vi zebraer, giraffer og masser af impalaer. Solen begyndte at stå op, et flot syn, men vi ville naturligvis gerne se løver.  Vi kørte ned til en sø, der så vi en flodhest, på vejen tilbage lå der lige pludselig en hanløve i siden af vejen, (vi havde set friske løvespor)

den lå helt stille og løftede hovedet

engang  imellem.

På et tidspunkt var der 5 biler omkring den og den blev fotograferet fra alle sider. Efter et stykke tid rejste den sig og luskede lige så stille væk fra vejen og vi kunne lige skimte hunløven og unger, som lå under et træ. Vi kørte i tre timer, da vi var næsten tilbage på lodgen i Krügerparken, så vi en kæmpestor hanelefant og vi så næsehorn, så det var en fin og spændende tur.

Kl. 9.00 skulle vi være ude af vore hytter, vi fik et bad og pakkede, hvorefter vi fik et tiltrængt morgenmåltid.
Vi kørte en anden vej ud af parken, ca. 30 km, vi så store flokke af impalaer, vortesvin med små grise og en stor flok grippe.
På vejen hjem besøgte vi en kaffefarm, som lå i et fantastisk naturområde.

 

 

 

 

Efter et par dages pause, tog mændene igen fat på arbejdet på børnehjemmet. Else Marie og jeg måtte ud på vores indkøbstur igen. Vejret var fint fra morgenstunden, sol hele dagen. Det går godt fremad med arbejdet, to rum med fliser på gulvet, Jens Oluf er i gang med fliser i brusenichen, alle gulvene er støbt.
Vi var med Kurt igennem “slumkvarteret”, det var noget forfærdeligt ”byggeri”.

De boede i blikskure, nogle steder var der kun plastik på taget, de havde ingen mulighed for at blive ordentlig vasket. Vi så også et andet børnehjem i det område, hvor der hverken var toilet eller vand.

Vi fik boller i karry til aftensmad, med efterfølgende hygge i de private gemakker.

Torsdag den 5. marts 2009
De af os der havde lyst var med Kurt på besøg på det lokale savværk. Det var interessant at se, hvordan træet blev bearbejdet. En del af træet var helt sort. Der havde været en del skovbrande i området for ca. 10 år siden, derfor havde træstammerne den farve. Der arbejdede en del kvinder på savværket.

Vi var noget chokeret over to af arbejderne, der stod ved en sav, der ikke var afskærmet, den ene pressede træet hen mod savklingen, den anden trak det hen mod sig selv, hvis en af dem snublede over et eller andet, røg de lige ind i saven (uha, den var ikke gået herhjemme).Alt affaldstræet blev brændt i en stor ovn på pladsen.

Efter frokosten tog jeg med ned til børnehjemmet og begyndte at male vinduer, meget blå. Det var jernvinduer, der havde en rødbrun farve, så det var ikke så lige til, at få den blå farve til at dække.

Fredag den 6. marts 2009.
Det står på flisearbejde og maling på børnehjemmet nu.

I dag blev der også støbt udenom, så de kan gå tørskoet omkring huset. Det var lokale håndværkere der lavede det stykke arbejde.

Vi fik besøg af et par fra Odense, som vi havde mødt i Krüger Park, de ville besøge Graskop alligevel, så da de hørte om vores projekt, fik de lyst til at se, hvad vi gik og lavede.

Jens Oluf og Kristian lægger fliser, Ove og Jens Otto maler dørkarme, Kurt og Jens Chr. fuger og vasker af. Jeg har malet et par vinduer. Else Marie lavede frokost til os.
Vi spiste aftensmad på The Logo Pub, dejligt mad.

Lørdag den 7. marts 2009
Der blev arbejdet til middag i dag, fliserne er næsten færdige, der mangler lidt fugearbejde. Kurt og Jens Chr. var i Sabie og Hazyview for at købe vaskemaskine og tørretumbler til børnehjemmet, de fik også købt nyt gulvtæppe til opholdsstuen i det gamle børnehjem, Mazie blev så lykkelig, så de fik en stor knuser begge to. De plejede altid at få aflagte ting på børnehjemmet, så det at få et helt nyt gulvtæppe var bare dejligt.
Vejret var fantastisk lige fra morgenstunden, helt skyfrit.
Sidst på eftermiddagen kørte vi en tur til ”Gods Window” og lidt rundt i byen.

Søndag den 8. marts 2009.

Vi skulle jo i kirke kl. 10.00. Kurt havde violinen med, vi havde fået lov til at synge et par sange, Jeg ved ikke hvordan det lød, men de klappede da. Ove fortalte om teksten i sangene, på Engelsk, det gjorde han rigtig godt. Vi sang: “Kom og syng en enkel sang om frihed og Åbent Landskab”. Der var en lang gudstjeneste, 2 1/2 time.

Om eftermiddagen kørte Kurt, Else Marie, Jens Otto, Jens Chr. og jeg til drypstenshulerne (Sudwala Caves) en spændende tur, hulerne er de ældste i verden.
Om aftenen spiste vi igen på The Loco Pub.

Mandag den 9. marts 2009.
Der var meget tåget lige fra morgenstunden.
Vi fik besøg af vore venner fra Odense, de var oppe for at tale med Brenda, fordi de havde en datter, som gerne ville arbejde der i 3 måneder.
Brenda er en Amerikansk dame, som arbejdede for et projekt i en anden kirke.

Ove er begyndt at sætte stuk op, Jens Otto maler vinduer. Jens Oluf og Kristian sætter fliser op i brusenichen og ved håndvaskene. Jens Chr. fuger fliser på gulvet. Kurt har hentet mere gulvtæppe, han fik også sendt en mail hjem, så skulle vores datter Tina, sende den videre til avisen og sponsorerne.
Else Marie og jeg er begyndt at gøre vinduer og gulve rene.

Tirsdag den 10. marts 2009.
Der var tåget og kedeligt vejr hele dagen.
Kurt. Mazie og en af drengene fra børnehjemmet, David, kørte til Nelspruit. David skelede på da ene øje så han skulle undersøges på et hospital, om det kunne opereres. De fandt ud af at han var blind på det ene øje, men der kunne rettes op på hans skelen. Det var en lang tur de var på, men sikkert en oplevelse at komme til en stor by, for mange af børnene har sikkert ikke været uden for Graskop.
Vi er ved at gå tør for ideer til aftensmaden, så vi fik suppe.

Onsdag den 11. marts 2009.
Nu er arbejdet snart helt færdig på børnehjemmet. Fliserne er færdige både på vægge og gulve. Sengene er kommet og er ved at blive samlet.

 

Stukkene er næsten færdige, skal lige fuges og males. Skabene er kommet og sat på plads. Der er ryddet op udenom og sat nyt tørrestativ op.
Nu mangler der bare rengøring.

Torsdag den 12. marts 2009.
Mændene finder stadig på ting der skal laves, så vi kunne ikke komme i gang med rengøringen i dag. Dørene er ved at blive sat i og der skal pletmales.
Else Marie og jeg gik en tur på kirkegården, der var grave med flotte granit gravsten og nogle var bare store sten i en firkant.

På vej tilbage var vi inde i et slags fritidshjem, der var mange børn og der manglede ikke legetøj, men ingen af dem legede ude, selvom vejret var fint.

Fredag den 13. marts 2009.
Der har været fint vejr de sidste 3 dage.
Der blev sat spejle op, det sidste skab blev sat på plads, der blev sat håndtag på skabene og kroge samt holdere til toiletpapir blev sat op. Nu var vi helt færdige med projektet, vi skulle gøre rent, men Wiwian og Mazie ville gerne gøre rent, så vi blev enige om at betale dem for det (de fik 500 ran hver) de var lykkelige.
Da vi gik derned om eftermiddagen, var sengene redt,

men børnene måtte først sove der lørdag.
Kurt havde fødselsdag (72 år) vi fejrede dagen med aftensmad på Blyde Lodge, Piere gav maden og fødselsdagskage, den var fint pyntet og der stod 27 år.

Kl. 18.30 kom alle børnene fra børnehjemmet og sang fødselsdagssang for Kurt, det var en stor oplevelse og overraskelse.
Kurt gav sodavand til børnene og vin til maden.

Lørdag den 14. marts 2009.
Så er det sidste dag vi er her, vi skulle lave et grill-party på børnehjemmet.

Else Marie og jeg lavede salat og bøf, vi havde også købt pølser.
Kl. 12.00 tog vi på børnehjemmet og tændte op i grillen, Jens Oluf og Jens Chr. passede grillen.

Der var købt ind og lavet mad til 30 personer, der blev spist op.Værten på The Loco Pub havde sponsoreret juice og brød.

Efter overstået spisning blev det nye hus indviet, som det hører sig til, Wiwian (Mamma) klippede den røde snor over

og gik først ind sammen med Mazie (medhjælper) og de børn, der skulle bo der.
Så venter børnene spændt på at indtage deres nye soverum og badeværelser

De nye senge prøves af
Måske lidt betuttede børn

Kurt sluttede af med at spille på violin og børnene sang med på de sange de kendte, det var en god eftermiddag.

Så fik børnene LEGO-KLODSER

Vi tog afsked med børnene og ”mødrene”.

 

Fra den sidste aften hele holdet fotograferet med den sorte præst og Mamma fra Børnehjemmet.

Søndag den 15. marts 2009.
Vi spiste morgenmad hos Pierre på Blyde Lodge og tog afsked med dem.
Kl. 8.00 var bilen pakket og vi tog afsked med Graskop.
Vi havde et stop ved Milly’s restaurant,

hvor vi fik formiddagskaffe, det var det samme sted, som vi holdt pause ved, på vej op til Graskop.
Vi kørte videre til Pretoria (hovedstaden i Syd Afrika), det er en smuk by. Vi så blandt andet regeringsbygningen hvor Nelson Mandela havde regeret fra. Herefter kørte vi videre til Johannesburg hvor bilen skulle afleveres og vi skulle med fly til London.

 

 

 

 

 

 

 

Udsigt ud over smukke Pretoria taget lige foran regeringsbygningen

Vi skulle flyve kl. 20.00, så tiden gik med at spise aftensmad og vente.

De af os der havde købt silkedyner med hjem, skulle have Tax-afgift retur, men det gik forholdsvis nemt.

Mandag den 16. marts 2009
Vi nåede London, Heathrow Lufthavnen om morgenen, hvor vi spiste morgenmad og senere tog vi et tog til den gate med fly til København, hvor vi så ventede igen, inden turen gik videre til København.

I Kastrup lufthavn tog vi afsked med Jens Oluf, han skulle besøge sin familie på Sjælland.
Vi landede i Aalborg kl. ca. 15.00, godt trætte, og ventede på vores bagage, men den var desværre ikke med flyet så vi måtte køre hjem uden kuffert.
Vi fik dog vores kuffert leveret senere på aftenen med taxa.
Da vi tog afsked,med hinanden aftalte vi at mødes når vi havde ”sundet” os lidt oven på turen.

Vi var samlet den 8. april (med påhæng) hos os på Fælledvej 52, Saltum, hvor vi havde en hyggelig aften.

April. 2009 Britta Buje.

Det var en kæmpe oplevelse at være med i dette projekt, som vi kunne se,  gjorde en forskel.

Vi oplevede at vi var meget velkomne.

Vi fik et fantastisk forhold til de to medarbejdere på børnehjemmet, Mamma som hun blev kaldt, samt en medhjælp. Børnene blev glade for os, og ligeså fik vi et forhold til mange af børnene. Else Marie og jeg fik et skønt forhold til en pige og en dreng på ca. 11-12 år. To børn som i en lang periode kom til at betyde meget for os. Vi fik mulighed for at tage dem med ud at spise på restaurant, noget de ikke havde prøvet
før.
Vi forærede dem nye cykler, noget de ikke selv havde haft før. Børnehjemmet havde en enkelt cykel til deling for de mange børn.
Der var flere andre i gruppen som også købte cykler til de størrer børn.

Vores dejlige unger med de nye cykler og så ude at spise.

Det var sådan, at de børn der var skolepligtige, dagligt kom i byens kommuneskole.

Der var andre der blev passet i kirken som også var børnehave og som lå lige ved siden af børnehjemmet. Det foregik i kirkesalen.

Det var en oplevelse at se dem lege og også se dem få middagssøvn, blot liggende på et tæppe på gulvet.

Arbejdet var en stor del på vores ophold i Graskop, men vi fik dog mulighed for at køre rundt i bussen og vi fik set lidt af området omkring Graskop. Graskop ligger på det der bliver kaldt ”Panoramaruten” i det nordøstlige Syd Afrika og Graskop kaldes også ”pandekagebyen” og ligger i et smukt bjergrigt (lave bjerge) område med udsigtspladser og vandfald m.m.

Byen er delt op med hvide som bor i fine huse med højt hegn omkring og hunde gående indenfor.

Derforuden er der en bydel med fattige sorte som bor i blikskure under kummerlige forhold. Børnehjemmet og den tilhørende kirke lå tæt ved denne bydel.

Når vi gik fra Lodgen og til Børnehjemmet var vi altid to der gik sammen for en sikkerheds skyld. Vi oplevede mange som ikke lavede noget og var berusede og vi ville undgå at blive antastet af disse personer.

Byen havde en del forretninger både dagligvarer og detailhandel, desuden restauranter og hoteller. Der var stort byggemarked hvor vi gjorde vores små som store indkøb til byggeriet. Der var autoværksteder og en stor virksomhed der opskar tømmer til forskelligt.
Desuden en stor skole.

Efter at vi kom hjem forsøgte vi at holde kontakten til Børnehjemmet og vores to adoptivbørn. Vi sendte penge ned til dem i en lang periode, men hørte aldrig fra dem. Præsten der var over 80 år døde. Vi forhørte os om hvorfor vi ingen respons fik. Det viste sig at al post til børnehjemmet gik i postbox. Her havde kun Mamma adgang.
Man havde fundet ud af, at vores breve aldrig blev afleveret til børnene, men at Mamma åbnede brevene og tog de vedlagte penge.
Der havde også været indbrud på børnehjemmet og alle børnenes cykler var blevet stjålet.
Det viste sig at også, at her var det Mamma der stod bag og havde stjålet cyklerne, som var blevet overgivet til hendes egen familie.

Mamma blev fyret og der kom en ny Mamma.

I dag 2019 ved vi ikke om børnehjemmet eksisterer længere. Det fik svære kår og kommunen var ikke velvillig indstillet over for det.

Jens Otto Madsen

Her lidt forskellige billeder bl.a. fra Kryger Nationalpark hvor vi var i tre dage og fra børnehjemmet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kilde: VT/Nordjyske

En kok i Vrensted

Harry Jørgensen i Vrensted – vagabondernes bedstefar, udgiver af Vagabond Avisen og meget mere – har ikke mere hverken katte, hunde eller kvindfolk i huset, som han selv siger. Om de første nævner han dog, at de var ved at æde ham ud af huset, så en god part af pensionen blev brugt til indkøb af kattemad hos købmanden. Der er ingen umiddelbare kommentarer om de to sidste.

Men hvorom al ting er, så har han nu atter fået husdyr – her må altså ses bort fra kvindfolk. Det er i form af en kok, som til gengæld er billig i kost. Dyret bliver kraftigt beundret af de mange, som kommer på besøg på Bådstedhedevej.

Harry Jørgensen fortæller, at han erhvervede klenodiet en dag, da han var ude på den kommunale losseplads i Åsendrup. Her var kokken – lavet af halm, men lidt af et kunstværk – havnet ude på pladsen sammen med noget andet skrammel.

Dersom du vil love at lade være med at forære den bort, så må du have den, sagde opsynsmanden.

Men heldigvis, tilføjer den nu 81-årige pensionist med et lunt glimt i øjenkrogene, så sagde opsynsmanden ikke noget om, at jeg ikke måtte sælge kokken. Måske kommer der en køber en dag. Men kokken sælges ikke for en slik.

• Historier med Harry Jørgensen

 maj 2019 – jens otto madsen

Her ved Rørbækken

som danner skellet mellem Vrensted og Thise sogne, blev der omkring 1950 bygget et hus/garage til Vrensted-Thise Kommunes nyindkøbte vejtromle.
Billedet viser vejtromlehuset i 2019, noget forfaldent, men det forklarer historien. Har fundet et billede som viser folk fra sognerådet der modtager den nye vejtromle – billedet er desværre ikke klart – Mon nogen kan genkende personerne.

John Andersen Som barn havde vi Rørbæk og tromlehuset som nabo.

Hele sommeren legede og badede vi i bækken, fange hundestejler, frøer, ål og haletudser. Vi byggede dæmninger, tømmerflåder, lavede mudderkager og meget mere.

Og så var der det der mystiske Tromlehus henne ved broen over Rørbæk.
I starten var der låst, så vi bare kunne kigge der ind, når vi stod på skuldrene af hinanden. For os børn var det spændende, men også lidt uhyggeligt, for der var mørk og skummelt derinde.

Senere, da husets forfald begyndte, fik vi mulighed for at snige os der ind. Der stod det store grå og farlige jernuhyre, en vejtromle, der mest af alt lignede en dinosaur. Der var en mærkelig lugt derinde af maskine, diesel og smøreolie. Sollyset stod i stråler ind gennem de højt placerede vinduer.

Vi drejede på rattet, og alle de knapper vi kunne finde på uhyret, men det lykkedes os heldigvis aldrig at starte tromlen.
Vi ødelagde ikke noget, for det hele var så solidt bygget, at det slet ikke lod sig gøre 　🙂

Og så en dag stod porten åben, og tromlen var væk…….
Gad vide hvor den forsvandt hen?

Vringelby  ligger mellem Vrensted og Løkken

Historien om Eneboeren og Skærslipperen Aksel Bast, Åsendrup Kær, Vrensted Sogn. Han blev kun kaldt Bast i daglig omtale.

Bast der oprindelig var udlært bager og konditor, boede ude på Åsendrup Kær,  i en meget lille rødmalet træhytte,

 

kaldet “Sorgenfri” på ca. 2 x 4 m, ca. 3 km fra Løkken By og noget længere til Vrensted By. Han var kendt af mange mennesker i omegnsbyerne og det ganske land, hvor han kom, sammen med sin lille hund og sleb knive og sakse m.m. for folk.

Nedenfor en avisartikel fra 1966, som fortæller en fin historie om et besøg Bast gør hos sin bror, der bliver 90 år og opholder sig på Statshospitalet i Brønderslev.

Her en lille anekdote fortalt af en af mine venner, som var næsten nabo til Bast i Åsendrup,  en historie han har fået fortalt:

“En dag står Bast’s lille hund alene uden for købmand Damgaards forretning i Løkken. Købmanden undrer sig. Hunden bliver stående og Bast er der ikke. Købmanden bliver bekymret og drager nu ud til Bast’s hytte og finder ud af at Bast er syg og har brug for hjælp.”

Man kan vel næsten sige, at hunden reddede Bast’s liv.

Bast boede de sidste 5-6 år af sit liv på Vrensted Alderdomshjem, hvor han følte sig godt tilpas og var glad for at være.

Aksel Bast døde 92 år gammel, han ligger begravet på Løkken Kirkegård,  født 1881 død 1973.

Hans hund og ”Sorgenfri”

Besøg hos den 84-årige Aksel Bast, der bor alene med sin hund i huset ,,Sorgenfri” paa Aasendrup kær ved Løkken

Langt ude paa Aasendrup kær, tre kilometer fra Løkken, liggger et lille, rødmalet træhus, som en tilfældig iagttager vil regne med er et redskabsskur, men kører man ad den smalle klittvej, der snor sig i østlig retning fra hovedvejen Løkken Aalborg, og gennem det flade landskab, hen til huset, lyder der hundeglam, og en sort hund af ubestemmelig afstamning løber med en advarende snerren den besøgende i møde.

Hunden er ikke stor, men der er et vagtsomt blik i de gule øjne. da vi standser bilen, ruller vinduet ned og kigger neæmere paa det lille hus.

>A. Bast-Sorgenfri staar der paa den lille navneplade, der hænger over vinduet. En haand derinde visker ruden fri for morgenduggen, et ansigt kommer til syne i kighullet, og haanden gør en vinkende, Kom ind -bevægelse.

„Nu skal du væk Bast”

Med hunden snusende til buksebenet, gør vi vor entre i huset, der i al sin enkelthed bestaar af et rum paa ca. 24 x 3 meter. Der er et lille bord, hvorpaa der staar et gasapparat og et større bord med tilhørende stol. Rummet domineres af en seng, der fylder hele endevæggen under vinduet. Her ligger forhenværende skærslipper, nu folkepensionist Aksel Bast, der er 84 aar.

– Velkommen paa kæret, siger han og sætter en alpehue paa hovedet, svinger benene ud over sengekanten, og lader fødderne glide ned i et par træsko. Det er ikke hver dag, man ser mennesker herude østen for hovedvejen. Trafikanterne svinger næsten altid vest på mod stranden. Kæret er ingen turistattraktion, men til gengæld dejlig fredelig.

Jeg har nu ellers boet paa vestsiden af hovedvejen, oppe i klitterne, men der blev jeg vist bort fra.

Ja, det vil sige, det var nu ikke noget, de kunne gøre saadan lige paa en studs. Jeg havde købt huset her, men pludselig en dag stod der nogle høje herrer, og sagde: Nu skal du væk, Bast

»Det bliver vi flere om at bestemme«, sagde jeg, og fandt mine papirer frem, og de godtgjorde, at jeg havde lejet huset for 65 kr. om aaret, for en periode af 18 aar,

,,Derfor flyttede jeg paa kæret”

Naa, der har jo nok alligevel været et smuthul i loven, for de Kom igen og sagde, at nu skulle huset flyttes.

>Lad os se, hvem der tør tage det første skridt«, sagde jeg, og stillede mig an i døren med en økse i haanden.

De veg tilbage, de høje herrer, og jeg blev boende. Nu hændte det, at ham, jeg havde købt huset af, kunne skaffe mig en plads til det her paa kæret, og jeg indvilgede i at flytte, for det var lidt træls at staa døgnvagt ved huset hver dag, og desuden kom der saa mange turister, at jeg ikke havde noget imod at flytte herud, hvor der er meget mere fredeligt.

„En dram er ingen tosset medicin”

Bast er under samtalen kommet i tøjet og skænker sig en morgendram, mens hunden veltilfreds lægger sig til rette paa dynen.

Jeg skal have mig en dram for at faa stivheden ud af keroppen, forklarer Bast. Den varmende væske ligesom løsner muskulaturen, og saa kan folk iøvrigt mene, hvad de vil, for saadan en dram kan nu ikke være en helt tosset medicin, naar jeg fortsat kan klare mig selv i en alder af 84.

Men skærslippertilværelsen har De maattet afskrive?

– Ja, skærslippervognen, de lange marchture, og det frie liv paa landevejen har jeg maattet sige farvel til. Men jeg var dog 71 aar, inden jeg holdt op med at slibe. Først da fik jeg min folkepension, og jeg havde lagt lidt penge op som supplement til pensionen.

Men jeg savner den fredfyldte skærslippertilværelse, og turene rundt i landet. Jeg har været over det hele, ogsaa paa Bornholm, jo, Aksel Bast har set andet end Aasendrup kær, men det er nu ikke det daarligste sted at tilbringe sin livsaften.

„Herude er vand en luksusvare”

De har ikke altid været skærslipper?

Nej, jeg lærte bagerfaget som ung hos daværende bagermester Steenberg, Østergade 18, Hjørring, men det er saa længe siden nu, at ingen kan huske, at jeg har været andet end skærslipper, og Hjørring er ogsaa helt forandret. Hvem kan f. eks. huske gæstgiver Anders Bidstrup i Kirkestræde. Til ham kom vi unge dengang, og vi blev godt beværet. Han kræsede for os, og selv vor beskedne ugeløn slog helt godt til, for maden var billig, og en dram kostede kun to ører.

– Kan De holde varmen her i huset, nu da vinteren nærmer sig?

– Ja, men det er dyrt at varme op med gas. Naar det er koldt, bruger jeg en flaske gas paa fire dage. Vand er ogsaa et problem. Her er selvfølgelig ikke vand indlagt, og ingen nærliggende vandpumpe, men en god ven kommer lejlighedsvis med en mælkejunge fuld, men alligevel er vand en luksusvare, naar det skal hentes flere kilometer borte.

Saadan er det ogsaa med indkøb af de daglige fornødenheder. Det er ikke rart at komme hjem og opdage, at man har glemt at købe tændstikker og skal en ekstra tre kilometer lang tur ind til købmanden.

Mine gamle ben er ikke, hvad de har været, men endnu kan jeg trave turen til Løkken og foretage mine indkøb.

Min bedste ven og følgesvend er hunden, jeg har haft flere, og de er trofaste. Min eneste sorg har jeg, naar de dør. Mennesket kan ikke leve ensomt og helt alene, og hunden har altid været min bedste Teammerat.

,,Sorgenfri” — et glædens hus

Som om hunden forstaar den gamle skærslippers tale, rejser den sig, springer op paa skødet af ham og slikker med den lyserøde tunge nænsomt hans haand. Den belønnes med en sigtebrødsskorpe, og Aksel Bast tager sig en kopfuld øl, hælder lidt brændevin i, drikker, og faar ligesom mere hold paa de rystende hænder, der har slebet saa mange knive rundt om i landet.

> Sorgenfri«, staar der paa husets gavl, men hvor mange af vor tids velfærdsborgere ville som den gamle skærslipper kunne finde glæden i de øde omgivelser, fjernt fra nutidens bekvemmeligheder, adspredelser – og alderdomshjem. Aksel Bast ønsker det ikke anderledes, og det bør respekteres.

Avisartikel fra 1965

Den gamle skærsliber kom til fødselsdagsfest hos sin bror

Glædeligt og rørende gensyn mellem den 84-aarige eneboer paa Aasendrup kær, Aksel Bast, og hans 90-aarige bror, Henning Bast, paa statshospitalet i Brønderslev.

Bagggrunden for invitationen var den, at Aksel Basts bror, Henning Bast, fyldte 90 aar. Han er for tiden patient paa hospitalet, og da nogle havde hørt, at Aksel Bast hele vinteren har maattet holde sig indendøre i sit lille træhus paa to gange fire meter paa Aasendrup kær, tre kilometer uden for Løkken, tilbød man at hente ham til fødselsdagsfesten. Hunden fik lov at komme med. Det tør nok antydes, at Bast blev glad, da det lokale postbud, der har været hans eneste kontakt i vinter, mundtligt overbragte ham invitationen, men alligevel havde han et par bekymringer.

– Hvad med hunden, sagde han til chaufføren, den kan ikke være alene hjemme.

Det talte man lidt om, men da hunden begyndte at pibe ved udsigten til, at Bast ville tage alene afsted, enedes de om, at den ‘hellere maatte komme med.

– Og sig mig saa engang, spurgte Bast, da bildøren blev aabnet for ham og hunden, hvor meget skal jeg betale for at køre i saadan et flot køretøj.

– Det skal du ikke bekymre dig om, trøstede chaufføren, det er der andre, der tager sig af. Og saa steg Bast, iført nobelt mørkt tøj, ind i bilen med hunden i snor, for at den ikke skulle være til unødig besvær.

Det skal blive dejligt at komme lidt hjemmefra efter den lange, kolde vinter, hvor sne og frost har hindret én at komme ud, sagde den gamle tidligere skærsliber og eneboer Aksel Bast, Aasendrup koer, da chauffør Sigurd Jensen, Brønderslev, i gaar kom for at hente ham til en fødselsdag paa statshospitalet, Brønderslev.

---

Skraar du stadig?

Paa statshospitalet blev han budt velkommen af afdelingssygeplejerske, fru Karen Jensen, og han gjorde store øjne, da han saa de veldækkede borde.

– Hvad med hunden, spurgte Bast.

– Ja, den maa vi jo se at finde nogle boller til ogsaa, smilte sygeplejersken.

Hermed var Basts bekymringer væk, og gensynet mellem brødrene, som ikke har set hinanden i otte aar, var hjerteligt, og mange gamle minder blev genopfrisket. Der blev talt om de andre brødre og søskende i København, og Henning Bast kunne ogsaa glæde sig over flere familiebesøg i dagens anledning.

— Skraar du stadig, spurgte Henning Bast, da de to brødre var blevet bænket.

– Ja, selvfølgelig.

– Saa giv mig en skraa og lad mig saa høre, hvorlænge du vil blive boende derude paa kæret, langt fra andre mennesker?

Ja, smilte Aksel Bast, du har nu altid været en kende nysgerrig, men jeg tror nu nok, det er sidste vinter. Der er gaaet alt for meget gas til at varme op med, og det har været meget vanskeligt at faa hentet vand fra byen.

– Aah, hva’, drillede Henning Bast, du er jo kun en knægt endnu (Aksel Bast er 84), saa du skulle da nok kunne klare dig selv lidt endnu.

— Ja, men jeg tror nu nok, jeg vil paa alderdomshjem, for saadan en vinter, kan jeg ikke klare en gang til. Men du kan være rolig for, at jeg ikke flytter før til næste vinter, og den sidste sommer paa kæret vil hunden og jeg rigtig nyde.

Jeg tror ogsaa, vi faar besøg, du kan ikke tænke dig, alle dem der har tænkt paa os, selv helt fra København fik vi en pakke med mange gode ting.

Chokolade og fest for fødselar og gæst

Saadan gik sludderen om løst og fast, indtil der kom bud, at festbordet var klar, og saa fulgtes Henning og Aksel Bast ad ind til fødselsdagschokoladen med boller og hjemmebag. Hunden tog plads ved Aksel Basts fødder, og fandt som Bast, at det nu ikke var saa tosset at komme en tur hjemmefra..

Der var takt i Basts mund og øjne, da han og hunden sagde farvel og derefter blev kørt hjem.

— Bilen, sagde Bast, da han kom hjem igen og stod uden for det lille rødmalede hus paa kæret.

— Er betalt, sagde chaufføren, og saa gik Bast og hunden ind for at se til gasapparatet, og et øjeblik efter blev døren lukket til » Sorgenfri«, som huset er døbt. Navnet passer godt, for Bast beklager sig aldrig over forholdene derude i ensomheden, maaske derfor glæder han sig særlig, naar andre tænker paa ham.

 

1973

Fhv. skærslipper Karl Aksel Bast, Vrensted, er død, 92 år.

I et langt og rigt liv nåede han at blive kendt mange steder i Danmark. Han var udlært bager og konditor. I en ung alder sprang han ud af det traditionelle livsmønster og valgte den mere usikre, men for ham ulige mere tiltrækkende levevej som vandrende skærslipper.

Med sin bør og hund gik han i en menneskealder ad de danske landeveje og fik venner overalt. Det frie liv i naturen var det, han holdt mest af, og i mange år boede han i vinter månederne i et ensomtliggende træhus på Aasendrup Hede.

For fem år siden var han nær ved at indebrænde i huset, og derefter flyttede han til Vrensted Alderdomshjem. Psykisk svækkedes han gradvis, men sin glæde ved og evne til at fortælle om oplevelser fra de mange år på landevejen bevarede han til det sidste.

 

april 2019-jens otto madsen

Povl Stevns skriver:

(fra vest mod øst)

Kort oversigt

Justitsråd Wincent David Gottlieb (1776-1858):

    Havnekontrollør i København, havde 3 sønner og 7 døtre, hvoraf den ene, Anna Augusta Gottlieb(1812-1870), var gift med pastor Frederik Nicolai Severin Michelsen, som var præst i Vrensted (1852-1861).

    Justitsråden døde under et besøg hos datteren i Vrensted præstegård 81 år gammel.

    En efterkommer af justitsråden er generalmajor Rud Gottlieb, der i perioden 1984-1993 var chef for hjemmeværnet.

Stenen ligger ned og er dekoreret med et anker.

​​——————​

Jens Chr. Pilgaard 1865-1943 og fru Petrea Pilgaard (f. Olesen) 1870-1959.

    Jens Chr. Pilgaard drev en købmandshandel, som han afstod i 1898 for sammen med sin ægtefælle Petrea Pilgaard at overtage hendes hjem ”Høngaard” i Vrensted,  der indtil da havde været fæstegård under Børglum Kloster.

    Udover at drive landbruget var Jens Chr. Pilgaard sognerådsformand for Vrensted- Thise i perioden 1907- 1943.  Ved 25 års jubilæet som sognerådsformand i 1932 modtog Pilgaard et dobbeltkapslet guldur med følgende inskription: ”Tak for trofast virke fra 1907-1-1-1932. Vrensted-Thise Kommune”. – Uret er i dag i privat eje.

     Efter J. Chr. Pilgaards død drev fru Pilgaard gården videre med bestyrer, indtil hun i starten af 50erne flyttede ind i en nybygget villa på Stationsvej i Vrensted, hvor hun boede til sin død i 1959.

    Fru Pilgaard var hovedsponser ved udgivelsen af Carl Klitgaards bog ”Vrensted Sogn”, der udkom i 1955. I bogens forord skriver C. Klitgaard således om bogudgivelsen:  ” — og når, det er lykkedes at tilvejebringe det betydelige beløb, der krævedes hertil, skyldes det den interesse for foretagenet, som vrenstedboerne har udvist for det, i første række fru Petrea Pilgaard (søster til sagf. A. Olesen), der ved et større pengebidrag til udgivelsen har vist sin broders minde pietetshensyn”.

    (Det var også sagf. A. Olesen, der i 1915 tog initiativ til udarbejdelsen af bogen).

    Endvidere var fru Pilgaard sammen med søsteren Johanne Olesen og broderen Anton Frederik Tscherning Olesen stifter af fonden vedrørende Ane Maries Hus.

Stenen er dekoreret med udhugget cirkel med egeløv samt deres navne.

​​———————-

Ole Andersen 1827-1893 og fru Ane Marie Olesen (f. Christoffersdatter) 1831-1913.                 Samt datteren: Frøken Johanne Olesen 1866-1951.

    Ole Andersen opførte i 1852 gården ”Høngaard” på gårdfæstets største jordlod efter overtagelsen af gårdfæstet under Børglum Kloster efter sin mor, der var enke.  Parret blev viet i Vrensted Kirke d 18. nov. 1853 og flyttede herefter ind på den nye gård.

   Frk. Johanne Olesen flyttede som ung ind hos broderen Anders Olesen i Nørresundby for her at virke som støtte og leder af husførelsen. Efter sagførerens død i 1929 blev stuehuset på ”Høngaard”forlænget mod øst for at give plads til en ekstra lejlighed, som kunne stå til hendes rådighed, når hun opholdt sig i Vrensted.​    

Stenen er udsmykket med ”Det Græske Kors”  over navnene. (Ved opførelsen af Vodskov Kirke  lod Sagføreren en mosaikrude med ”Det Græske Kors” indsætte i nordre korsgavl).

​​——————

Christoffer Olesen 1868-1903.

    I en omtale af Vodskov Kirke i Niels Hedins bog, ”Hammer Bakker et Mindeskrift”  (s. 143), skriver forfatteren bl.a. følgende om forholdet mellem Sagføreren og broderen Christoffer:

    ”Det hele freskoværk i Vodskov Kirke med dets indtrængende ledemotiv, Kristusbæreren, forklarer for øvrigt i en sum, hvorfor kirken i Vodskov er blevet bygget: Sagfører Olesen havde en bror, som han elskede. Han var landinspektør og hed Christoffer Olesen. Han var i øvrigt elsket ikke blot af sin bror, men af hele sin slægt og af alle, der kendte ham. Han døde pludseligt i oktober 1903. Når sagfører Olesen nu lader Christophorus male i Vodskov Kirkes Apsis, så aner man, at det er hans kærlighed til broderen, der fra først af har affødt ham den tanke at hjælpe befolkningen i Vodskov til en kirke. Og aldrig har en mand sat sin broder et smukkere mindesmærke”.

   I 1922 skænkede Sagføreren Vrensted Kirke den flotte Christophorusfigur lige indenfor døren.

Stenen er hugget af Niels Hansen Jacobsen og symboliserer med den syngende lærke Christoffers lyse sind og tiltalende væsen. – Stenen blev afsløret i 1906.

​​——————–  

Anders Olesen 1854-1929.

    Født 5. september 1854 på gården ”Høngaard” som den førstefødte af en søskendeflok på 13. Anders Olesen blev uddannet til sagfører og drev i mange år sin sagførervirksomhed fra et kontor på Østergade i Nørresundby. Hans virkefelt var stort og dækkede bredt: Sagførervirksomhed, – stifter af Nørresundby Bank og mangeårig direktør for samme,– kirketiendeejer (Vrensted 1890-1914 og Hammer kirke 1899-1911), – kirkebygger: Vodskov kirke, der indviedes Trinitatis d. 6/6. 1909. Ved indvielsen prædikede pastor Jensen, Horsens ud fra dagens tekst, Joh. evangeliet kap. 3 v. 1-21 om Jesu natlige samtale med Nikodemus. Otte år senere lod sagfører Olesen Niels Larsen Stevns male netop dette motiv i hovedfeltet på altertavlen til Vrensted Kirke.– Dertil kom også andre store projekter i bl.a. Hammer Bakker og Vrensted sogn.  Endvidere fortæller Ole Berg i bogen ”Sagføreren – Konge af Hammer Bakker” følgende om et af sagførerens mange gøremål:     ”– et af de betydeligste engagementer fra de unge år og livet ud var hans stilling som godsforvalter hos Chr. Michael Rottbøll, –”.

I begyndelsen boede Sagføreren i Nørresundby, men i 1899 påbegyndte han byggeriet af villa ”Møgelbjerg” i Hammer Bakker, hvortil han flyttede i 1901 sammen med søsteren Johanne. Her døde han af rosen den 15. dec, 1929.

Udnævntes til Ridder af Dannebrog i 1924 i forbindelse med  et besøg i Hammer Bakker af Chr. X.og dr. Alexandrine.

Begraves fra Vrensted kirke d. 20. dec. 1929.  

Stenen er hugget af Niels Hansen Jacobsen, Vejen. Motiverne på stenen symboliserer ifl. Niels Hedin følgende:  ”Øverst de drivende skyer, det gamle kendingsmærke, luften en forårsdag over Vrensted kær, herunder den jævne, tildannede flade, de hjemlige marker, selve jorden, som den nu breder sig lavt under de høje himle. Tværs over fladen Olesens navn og årstal i ophøjet skrift, men nederst i svage fortoninger hans jordiske virke symboliseret i bikuben og granerne i den nye skov, han plantede i Hammer Bakker”. – Stenen blev afsløret 9/5. 1931.

​​———————-  

Peder Pedersen født i Roskilde 20/12.1812. – død 13/3. 1862.

Præst for Vrensted- Thise fra 1861 til 1862.  Dør som 49årig.

”Gravstenen” er denne gang et støbejernskors.

​​———————-

​​​​Serritslev d. 15/4. 2019.

​​​​          Povl Stevns.

 

   

 

Ole Stevns

Erindringer fra min barndom i Vrensted – Ole Stevns – født i Vrensted Præstegård

Historien er fra bogen Min Barndom 2

Erindringer fra Løkken-Vraa

Lokalhistoriske Arkiver

2014

med tilladelse fra Ole Stevns

 

Barnelivets favre dage

kun forgæves folk på jord

kalder sukkende tilbage,

som en drøm de heden for,

Sådan begynder en af Grundtvigs gode salmer, og han har jo ganske ret i, at mennesket i tanken ofte vender tilbage til barndommens land – til en tid, der mestendels genopleves i et forklaret skær, hvor visse hændelser og ofte sære tildragelser og begivenheder farvedes af det intellekt, der udviklingsmæssigt var til stede på daværende tidspunkt.

Heldigvis er vi langt hen ad vejen således indrettet, at de lyse erindringer er langt i overtal, uagtet at der naturligvis også har været tidspunkter og episoder, hvor tolerancen blev voldsomt udfordret, og livet gjorde ondt.

Ofte lever jeg mig i fantasien tilbage til barndoms dagene med familielivet i Vrensted Præstegård som udgangspunkt. Med et par idérige forældre, en større søskendeflok samt unge piger. Jeg savnede aldrig afveksling i dagligdagen. Andre levende skabninger såsom hunde, kaniner, høns og geder fandt også et trygt hjem her, så alt i alt var der tale om en husholdning af betragtelig størrelse. Tilrejsende gæster var ej heller noget særsyn, og ikke sjældent måtte det i forvejen store spise bord monteres med ekstra plader og trækkes ud, så det fyldte det meste af spisestuen.

At føre en sådan menage var utvivlsomt noget omkostningskrævende, men mine forældre havde indgået naturalieaftaler med lejerne af den agerjord, som tilhørte præsteembedet, og hvis potentielle afkast var en del af præstens aflønning. Således havde vi f.eks. gratis kartofler og gulerødder, mælk og indimellem en gris og et par gæs. Det drøjede en del på indkøbet af daglige forbrugsvarer og var en simpel forudsætning for, at der kom brød på bordet. Dengang – som nu – var præstelønningen ikke noget at skrive hjem om. Desuden havde far indrettet og tilplantet haven, således at den i sommerperioden bugnede af grøntsager og alverdens frugt.

Jeg husker de podede frugttræer, ofte med tre fire slags æbler på hvert træ, adskillige sorter af blommer, især de saftige Reine Claude, og stadigvæk mærker jeg saften løbe ned ad hagen! Alt i bærbuske var der også, selv et morbærtræ øste i august gavmildt af sine fine frugter, men jeg oplevede også, at ferskentræet, der hvert eneste forår viste sin prangende blomsterpragt med efterfølgende anlæg af frugter, kun en enkelt gang var i stand til at ”aflevere” én moden frugt. Denne blev naturligvis nøje skåret ud i mange lige store stykker og uddelt til husets indvånere. Stenen trak vi efterfølgende lod om, for den kunne jo godt suttes på i lang tid efter.

Jo, denne have var i barnlig opfattelse et genskin af Paradiset, hvor frugterne hang overalt og blot ventede på at blive plukket for at gå al kødets gang.

For nogle år siden kunne man i den for længst hedengangne Vendsyssel Tidende læse, at der var bevilget penge, så der kunne indrettes en passende legeplads i Vrensted. Min første tanke var: Hvad i alverden skal de da med en sådan, mulighederne for at lege ligger da lige uden for døren! Det er da blot et spørgsmål om at bruge fantasien og skaberevnen og selv finde på.

Men som gamle romerske Cicero sagde: Tiderne ændrer sig, og vi ændrer os i dem!

Der er megen sandhed i denne sproglige vending, og det Vrensted, jeg oplevede som dreng, er i dag noget helt andet. Sådan skal det også være; ingen kan sætte en klods for udviklingen. Jeg synes, vi dengang kunne boltre os på verdens største legeplads, der ikke bare begrænsede sig til præstegårdshaven, men kunne omfatte store dele af sognet. Vi havde ingen til at organisere vores lege, ingen til at instruere os, ingen til at rette os af, når det gik for voldsomt og for upassende til. Nej, vi kunne selv, og der gik lige som en sand sport i at finde på, og de kreative evner fejlede intet, skulle jeg hilse og sige. Vi klatrede i træer, jo højere jo bedre, red uden sadel på hestene, balancerede på Kirkedammens tynde is, løb om kap på toppen af kirkegårdsdiget, drillede landsbyens hunde. Ja, meget mere kunne føjes til, men kedsomhed i dagligdagen var ikke et begreb, vi kendte til. Indimellem kunne det næppe undgås, at vi trådte over stregen og måtte efterfølgende finde os i kontant betaling med røde ører og kinder til følge!

Selv om jeg først er født i det andet besættelsesår, lykkedes det mig at deltage i illegalt arbejde, dog mest indirekte. Hvad vil det så sige? Jo, mine forældre havde en del ”varme sager” liggende, f.eks. småvåben og illegale blade. Den slags havde det vist bedst med at være uden for almindelig synsvidde og blev derfor gemt væk, ofte under madrassen i børnesengene, for skulle tyskerne dukke op ved nattetide for at foretage husundersøgelse, fik de små nok lov til at få deres nattesøvn i fred og ro. Sådan gik det også, og den dag, tysken så omsider kom, blev børnene ikke purret, men sov trygt videre på det hårde leje.

Begivenhederne under krigen udfordrede til stadighed fantasien, og vi drenge var naturligvis for det meste bevæbnede, når vi færdedes i området. Dog ikke med sofistikerede våben, som vi kendte fra billeder i aviser og ugeblade. Nej, her taler vi om noget så enkelt som en rækbøsser, et af gråspurvene frygtet våben, men også en sag, der indimellem gjorde skade på byens gadelygter, hvor den ubeskyttede pære var et let mål. Også hundepistoler og propbøsser indgik, og var man gode venner med Oluf Jensens børn, kunne man her i værkstedet være heldig få lov til at lave en geværkolbe af et stykke tiloversblevet teaktræ, der så sluttelig, forsynet med et par stykker el-rør fra Harald Landbo, udgjorde et fint jagtvåben. Aftrækkeren skulle helst være en messingskrue, for fint skulle det jo være!

Jeg husker engang, vi drenge havde sat os for at ville lave verdens største rækbøsse. Fip-Niels for ærede os et par aflagte, kraftige cykelslanger, som vi med diverse snorværk fik bundet op mellem to hegnspæle på marken vest for præstegården. Læderet var en frøsæk, hentet hos Harald Mørk, og ammunitionen var diverse murstensfyld, som vi pillede op af jordvejene, og snart gik det løs med skyderiet. Fire-fem drenge tog fat i sækken og gik baglæns, indtil gummiet var strakt maksimalt. Der taltes en-to-tre, og ”granaten” røg så vestover det bedste, den havde lært. Heldigvis kom ingen til skade, hvilket må tilskrives et usandsynligt held, eller var det måske en anden deroppe, der holdt hånden over sine børn!

Faldskærme kunne vi også finde på at lave, og en ganske simpel og let udgave fremstilledes ved at organisere et velstrøget herrelommetørklæde, binde fire små stykker snor i hjørnerne og så ellers lade en sten af passende størrelse danne kontra vægt. Op i luften med det, og så var det jo spændende at se, hvor langt vinden kunne bære det.

Selv valgte jeg en dag at afprøve faldskærmsmodellen i en lidt større skala, idet jeg, forsynet med fars sorte kirkeparaply, kravlede op på altan muren ved præstegårdens sydside, slog den op og sprang så i det lønlige håb, at jeg ville lande sikkert på græsplænen, der lå lidt foran.

Men galt gik det. Paraplyen klappede sammen med et hørligt smæld, og inden jeg fik set mig om, var jeg landet i en stikkende berberisbusk, ganske tæt ved den gamle pumpe, hvor musvitten residerede. Mit smerteråb og skrigeri var ret tydeligt, og mor kom da hurtigt stormende til, for at se, hvad der var vederfaret hendes kære pode. Trøstet blev jeg, men da det gik op for hende, at jeg vist var sluppet ret billigt, blev det videre forløb vendt til en kraftig, men også vel fortjent overhaling. Jeg selv erfarede af denne episode, at der nok bør være et vist forhold mellem “faldskærmens” størrelse og den udspringende persons vægt!

Om sommeren var der ofte familietur til det grønmalede badehus på Løkken strand, men af og til kunne det også være rart med en uplanlagt dukkert i lokalområdet. Uagtet at det var forbudt og risikabelt, kunne vi knægte finde på at bade i Jægerums mergelgrav. Det var vist før miljømyndighedernes tid med mange advarsler om dette og hint, men vi befandt os da ganske godt mellem konservesdåser, frøæg, haletudser m.m. Vi overlevede dog, og jeg husker, at vi som et ekstra raffinement havde kreeret en glidebane ned ad lerskrænten, og det kildede dejligt i kroppen, når vi på den bare rutsjede lige ud i suppen.

Når man nu er præstebarn, præstens Ole, ligger det lige for at følge med i, hvad der skete på det kirkelige felt. Lige fra min tidligste barndom har jeg været en flittig kirkegænger, fulgt med far til gudstjenester og bryllupper både i Vrensted og Thise. Især salmerne holdt jeg meget af, og jeg tror ikke, det er praleri, når jeg siger, at jeg ved min skoletids begyndelse kunne de fleste af salmerne, der brugtes i kirken. Begravelser måtte jeg ikke komme med til – det var ikke for børn – så det måtte da i hvert fald være spændende.

Det lykkedes da også i et par tilfælde ved graver Niels Chr. Gades mellemkomst at snige mig ind, og gemt bag orglet kunne jeg så bivåne handlingen, der alligevel ikke var morsom, men dybt alvorlig. Så fandt jeg da ud af det. Naturligvis hørte far intet herom, ellers var han nok blevet vred.

Det kan næppe undre nogen, at vi børn også somme tider legede præst og kirke. Jeg havde jo en basalviden om forholdene fra mine mange besøg i Herrens hus, en viden, jeg intet havde imod at omsætte i praksis. Når omtalte leg fandt sted, var det altid i rollen med mig som præst, og jeg har meget klare erindringer om de hunde hvalpe, kattekillinger og fugle, der blev begravet i præstegårdshaven efter hele det folkekirkelige ritual. Set i bakspejlet vil Vorherre sikkert rose mig – det var jo, når alt kommer til alt, hans små skabninger, vi ærbødigt sendte af sted mod evigheden.

I en meget ung alder havde jeg besluttet, at jeg ville være præst, ligesom karrieremulighederne på området også var vel gennemtænkte. Kort kan det siges, at jeg i mit hoved havde planlagt at afløse far, når han på grund af alder skulle nedlægge sit embede for så efter en årrække her at slutte mit arbejdsliv som biskop i Ribe.

Store forventninger udtænkt i en lille drengs hjerne, kunne man sige, og de blev da heller aldrig indfriet. At jeg så som voksen i mange henseender har været stærkt engageret i kirkeligt arbejde på forskellige niveauer, er jo en ganske anden sag, men jeg er helt på det rene med, at fundamentet for denne store interesse blev grundlagt i de tidlige barneår, hvor jeg havde gode vejledere.

Skolen skulle også passes, og jeg begyndte i Vrensted Byskole hos Johanne Mogensen, der senere blev gift med Richard. En elskelig lærerinde, der altid ville børnene det allerbedste, og især havde hun en levende fornemmelse for at hjælpe børn, der af en eller anden grund havde brug for ekstra opmærksomhed. Jeg kunne læse flydende, allerede inden jeg kom i skole, og stavningen var også næsten perfekt. Derfor fik jeg lov til at arbejde meget for mig selv med lidt sværere opgaver, for at jeg ikke skulle kede mig, mens de andre læste og stavede i kor med en styrke, som kunne høres helt ude på vejen. Hun indførte os i regnekunstens mysterier, og mange gode kræfter blev brugt på tabelindlæring efter nogle ganske særlige metoder.

Da jeg blev lidt ældre, overtog skolens leder, Elith Madsen, undervisningen af mig. En retlinet og skrap, men meget dygtig underviser, der ud over at tage sig af det faglige tillige følte sig kaldet til at opdrage eleverne til livet. Kontant og ordensmenneske var han, og trådte man lidt forkert, blev den rette vej hurtigt repeteret, ofte ledsaget af et par flade eller et nap under hagen. Påpasselig var han også med skolens midler, intet måtte gå til spilde. Jeg husker f.eks. en episode, hvor der af en eller anden grund var opstået en lille revne på en af siderne i min læse bog. Jeg gik op til Madsen og spurgte, om jeg kunne få et stykke gennemsigtigt klisterpapir, i dag tape, til at reparere med. Jo, det kunne jeg da godt, men forinden måtte jeg gå tilbage til min plads og med linealen nøje udmåle, hvor mange cm, det drejede sig om. Sådan – og så blev siden sat sammen igen!

Madsen forlangte også, at vi skulle hilse på ham, hvis vi mødte ham på vejen, og havde vi hue på, skulle vi i forbindelse med hilseriet tage denne af. Var vi på cykel, skulle vi standse og indtage en rimelig retstilling, alt imens vi bukkede. Alt dette virkede måske en smule overdrevet, mindre kunne have gjort det, men alligevel tænker jeg tit på, at nutidens børn og unge ville have haft godt af lidt undervisning hos Madsen, så de kunne lære, hvad det vil sige at have respekt for sine lærere og for den ældre generation.

Det har været ganske morsomt at nedskrive disse få erindringer fra barnelivet i Vrensted. En tid, jeg ser tilbage på med udelt glæde, og som desværre blev så pludselig afbrudt ved fars alt for tidlige død i 1952. Vi flyttede så til Brønderslev, men ikke sjældent går turen ud vesterpå, hvor vi stadig plejer gamle bekendt skaber.

 

Ole Stevns tog mellemskoleeksamen fra Sorø Akedemi, studentereksamen fra Hjørring Gymnasium og siden lærereksamen fra Hjørring Seminarium i 1964.

Efter endt militærtjeneste blev han ansat som lærer ved Rødby Skole. I 1974 tiltrådte han stillingen som skoleleder ved Øster Hjermitslev Skole i Brønderslev. I Rødby havde han job som kordegn i Rødby Købstads Sogn, og i en årrække var han kirkesanger til hverdagstjenester ved Ø. Hjermitslev Kirke. Fra december 1977 og til 31. december 2012 har han været kirkesanger ved Aaby Kirke ved Aabybro.

Ole Stevns har i mange år været aktiv i hjem meværnet som kompagnichef i Brønderslev og har siden 1987 haft grad som kaptajn. Han blev tildelt 25-års tegnet ogi 1998 benådet med hjemmeværnets fortjenstmedalje. I 2009 blev han tildelt Forsvarsbrødrenes 40-års tegn. Ole Stevns har været formand for Round Table Brønderslev, amtsformand for samme og medlem af præsidiet. Han er mangeårigt medlem af Den danske Frimurerorden.

Ole Stevns har i flere perioder været medlem af Brønderslev Menighedsråd og var fra 1999 til 2007 formand for provstiudvalget i Brønderslev Provsti. Fra 2005 til 2007 var han formand for menighedsrådet, og han har siden 2007 været formand for kirkeudvalget. Han var fra 2005 til 2009 medlem af hovedbestyrelsen i Landsfore ningen af Menighedsråd.

.

Siden 2005 har han været medlem af repræsentantskabet i Danske Sømands- og Udlandskirker.

I 2010 blev han bestyrelsesmedlem af DSUK, Aalborg Stift og året efter formand for samme. I 2011 blev han medlem af hovedbestyrelsen for DSUK og medlem af udvalget for Dansk Kirke i Sydslesvig (DKS). Siden 2005 har han været medlem af repræsentantskabet for TV2 Nord, udpeget af menighedsrådene i Aalborg Stift.

Siden 2007 har han været formand for fondsbe styrelsen på Semaiskolen for unge med tilpas ningsproblemer.

Fra 2005 til 2010 medlem af bestyrelsen for Kirkemusikskolen i Løgumkloster og fra samme år formand for Støttekredsen dèr.

Ole Stevns blev gift med tandklinikassistent Elisabeth Larsen i 1962, og parret kunne i 2012 fejre guldbryllup. Parret har fire børn og otte børnebørn.

 

 

Historien er fra bogen Min Barndom 2

Erindringer fra Løkken-Vraa

Lokalhistoriske Arkiver

2014

med tilladelse fra Povl Stevns

Povl Stevns

Tilbage i fyrrerne

”O, fjerne barndomstid! som os forlod, som vi forlod, og som i mindet sover… ”Sådan begynder et af Frederik Paludan-Müllers digte i Adam Homo. Og netop sådan er det jo med barndoms årene og mange af oplevelserne fra den tid: De sover i mindet, men heller ikke mere. Mange af dem gjorde dengang et så uudsletteligt indtryk, at de stadig står ganske klare for mig, og visse af dem kom til at påvirke mine holdninger for resten af livet.

En buket af disse minder stammer fra besættelsesårene, hvor jeg var seksethalvt år ved krigens begyndelse, og så frem til befrielsen fem år senere i maj 1945. Det var på mange måder et langt åremål, der efterhånden på flere måder også udviklede sig til at blive en meget spændende periode – ja, en endog til tider lovlig spændende tid.

Jeg er født i oktober 1933 i Vrensted Præstegård, som nummer tre i en søskendeflok, der senere voksede til seks. Mine forældre var Inger og Aage Stevns, og min far var sognepræst i Vrensted Thise sogne.

Allerede den 8. april 1940 kom krigen på en vis måde til at præge tilværelsen for os i Vrensted Præstegård. Mor og min søster, Hanne, tog til Sjælland den dag. Besøget i Ruds Vedby hos min morfar havde længe været planlagt, men isvinteren havde lagt hindringer i vejen for turens gennemførelse. 8. april var første dag, man kunne gennemføre normal færgeoverfart til Sjælland, så mor og Hanne tog afsted. Efter deres ankomst til Ruds-Vedby ringede de hjem og fortalte, at overfarten var gået godt, og føjede Hanne til: ”Og vi har set krigsskibe og isbjerge på turen.”

Tidligt næste morgen blev vi vækket af larmende fly på vej nordpå. Far kom ned og sagde kort og klart med uro i stemmen: ”Nu er de her!” Det var nærmest kun en konstatering, for deres ankomst var både ventet og frygtet. Det blev indledningen til besættelsesårene med de følger, de efterhånden fik på forskellig vis på dagligdagen i præstegården og for landet i øvrigt.

Det blev ikke nogen lang skoledag den dag. Da jeg mødte op i første klasse hos Frk. Mikkelsen, tog hun grædende imod os. Hvad der ellers skete i skolen den dag, husker jeg ikke, men vi børn havde også temmelig travlt med at kikke efter de mange fly, der ustandselig var i luften i nordgående retning. På hjemmefronten måtte vi til at spekulere i mørklægningsgardiner, som straks blev beordret opsat, og allerede efter få dages forløb var det slut med bilkørsel i private biler, hvilket gjorde tilværelsen noget mere besværlig og blandt andet medførte, at Byskolens sommer udflugt til Lyngby Mølle og biografen i Løkken måtte foretages i hestekøretøjer af forskellig art. Man måtte tilpasse sig forholdene og tage det, som det kom, med indskrænkninger på snart sagt alle områder. Sådan var vilkårene nu engang allerede fra begyndelsen af, og bedre blev det ikke, som besættelsen skred frem.

Bortset fra de forskellige indskrænkninger mærkede vi i Vrensted i begyndelsen ikke så meget til tyskernes tilstedeværelse i landet. Men at de i allerhøjeste grad var uønskede, blev indprentet vi søskende i præstegården gennem den opdragelse, vi fik, især derhjemme, men også i skolen. Hjemme brugte far gerne at læse højt for os børn, før vi skulle i seng. En af de bøger, vi satte højest, var H.P. Holsts bog: Den lille Hornblæser fra 1849, om nyboder drengen, der gik i spidsen for den danske hær mod tyskerne i treårs krigen og bagefter blev hædret af kongen for sin helte modige indsats. Den bog og andet af samme skuffe var medvirkende årsag til, at vi kom til at hade de tyske soldater og betragte dem med afsky og som nogle, man skulle holde sig så langt væk fra som muligt. Følelser, der yderligt tog til med årene og udvidedes til også at indebære en frygt for, hvad de og deres håndlangere kunne finde på.

At denne opdragelse – eller måske indoktrinering – påvirkede os børn allerede i en meget tidlig alder, fik vi bevis for i sommeren 1943. Torsdag den 2. august det år fejrede fru Andersen, Kallehavegaard i Løkken sin runde fødselsdag, og for rigtigt at kunne festligholde dagen, fik hun samme dag kl. ti i Vrensted Kirke døbt to børnebørn. Efter dåbshandlingen i Vrensted Kirke var der middag for selskabet på Kallehavegaard, hvor vi var inviteret med. Da vi senere på dagen cyklede mod Vrensted og skulle passere den bevogtede ”byport” ved udkørslen fra Løkken, hvor to tyske soldater med opplantede bajonetter holdt øje med trafikken, spyttede min søster, Kirsten, efter dem. Heldigvis tror jeg ikke, soldaterne observerede det. Min søster var født om sommeren i 1940 og fik kørende på stangen af fars cykel. Det siger noget om, hvor tidligt børn kan påvirkes.

Ellers medførte besættelsen, at vi derhjemme fik en radio. Fars opfattelse af radioer havde hidtil været den, at de gerne medførte en del spild af tid, der med fordel kunne anvendes bedre. Vi fik jo Vendsyssel Tidende dagligt, så det måtte da være godt. Situationen havde imidlertid ændret sig på grund af den indførte censur, således at sandhederne ikke altid kom frem i de danske dagblade. Derfor var der nu brug for en radio, så vi kunne høre de danske udsendelser fra BBC i London med nyheder og de her ”mærkelige” hilsner. Radioen havde plads oppe på fars kontor og blev kun brugt til Familien Hansen og hvad nu de forskellige underholdningsprogrammer hed, når far og mor ikke var hjemme. Efter befrielsen blev den sat på loftet.

Den 9. december 1943 fik vi gennem sognefoged Søren Nielsen en indkvarteringsordre. Der skulle skaffes husly til dem, der arbejdede ved byggeriet af det store fæstningsanlæg ved vestkysten. For vores vedkommende drejede det sig om en entreprenør ved navn Emil Hansen. Hvor længe, han havde bopæl hos os, husker jeg ikke, men det var kun ganske kort tid. Dernæst flyttede en ingeniør Sommer ind. Han havde tidligere arbejdet med fæstningsanlæg i Kirkenes i Nordnorge og ville gerne underholde os med sine norske oplevelser. Selv troede han, at han var populær, indtil han en dag spurgte far, om vi havde noget imod at have ham boende. Hertil svarede far ham ganske kort: “Ja, i høj grad!” Og så flyttede hr. Sommer.

Senere havde vi personer boende af en ganske anden karat. Det, at vi havde besøg af fremmede en aften eller måske over en længere periode, var da ikke noget, vi børn gik og udbredte os om. Dem, vi havde boende, fik stillet gæsteværelset til rådighed og kunne bruge stuerne, som de ønskede. En tid havde vi et professorpar boende. Det drejede sig om professor Møller-Sørensen og frue fra Landbohøjskolen. Parret var på vej til Sverige og skulle over med en af de illegale både fra østkysten. De forlod os en aften med kort varsel for at blive sejlet over i nattens løb. Under opholdet hos os gik de under dæknavnene hr. og fru Smith. De blev for øvrigt senere svigerforældre til min søster og var flere gange vært for mig på Landbohøjskolen under mit ophold som soldat i hovedstaden. Den sidste af vores logerende var en journalist, der under opholdet hos os arbejdede med at indsamle stof og behandle det til udgivelse i de illegale blade. Til dette arbejde havde han mors stue inde bag fars kontor stillet til rådighed og sad der og klaprede på sin skrivemaskine. Der skulle jo hele tiden bruges nyt stof til bladene. Han måtte desværre den 7. marts 1945 forlade præstegården i Gestapos bil efter et mislykket flugtforsøg ud gennem et vindue.

At der naturligvis var tilfælde, hvor vi børn spurgte mor om et eller andet vedrørende de besøgende, kan vel næppe undre. En aften havde vi således fået at vide, at der skulle være bestyrelsesmøde i ungdomsforeningen oppe på kontoret. Det var der i sig selv ikke noget mærkeligt i, da far var for mand for foreningen. Det, der undrede os, var dels, at det blev holdt senere på aftenen end normalt, dels at det ikke var Fie, der kom til mødet, men hendes mand Erik. Da vi så spurgte mor om, hvor for Erik kom, når det var Fie, der sad i bestyrelsen, slog mor det hen ved at sige, at Fie nok ikke kunne den aften. ”For øvrigt”, føjede mor til, ”er det ikke alting, man behøver at vide besked om. Der er også ting, det er bedst ikke at vide noget om.” Det havde mor da ret i, for det vedkom jo ikke os børn, at far også var leder af den modstandsgruppe, Erik var medlem af.

Som før omtalt var vores sidste logerende så uheldig at falde i kløerne på fjenden, da han for søgte flugt gennem vinduet. Det hele tog sin begyndelse midt på eftermiddagen 7. marts 1945, da far ringede hjem til os fra Hjørring og sagde, at Gestapo ville komme på besøg i præstegården. Far var taget med toget til Hjørring tidligere på dagen under påskud af, at han skulle købe ind til

min søsters nært forestående konfirmation. I Hjørring blev far advaret mod Gestapos nært forestående besøg af nogle modstandsfolk, der havde fået nys om deres planer. Far ringede der for straks hjem for at sikre sig, at vores loge rende, Chr. Winther, kunne komme afsted, før det var for sent. At det ikke lykkedes, skyldtes udelukkende en fejlvurdering af situationen fra Chr. Winthers side. Gestapos første besøg var nemlig kun af kort varighed. De spurgte efter far og fik at vide, at han ikke var hjemme, men i Hjørring og forventedes at komme hjem med toget ved attentiden. Det vidste mor nemlig, at han ikke ville være. Derefter drog de afsted igen. Vi fik advaret Chr. Winther, der på det tidspunkt var på en spadseretur i plantagen, så han kunne holde sig borte, og fortalt ham, at mor havde gemt hans skrivemaskine og papirer. Efter at Gestapo var kørt første gang, kontaktede vi atter Winther, som vi fortalte om besøget og bad ham tage til Thise i stedet for at vende tilbage til præstegården. Winther var imidlertid af en anden opfattelse, idet han mente, faren nu var drevet over, så han gik hjem, fandt alle sine ting frem og bestilte en bil, hvilket fik meget alvorlige føl ger for ham.

Kort efter aftentogets ankomst vendte Gestapo tilbage til præstegården ledsaget af tyske soldater, der omringede huset. De kørte op på gårds pladsen bagefter den vogn, Winther havde bestilt til at hente sig. Vognmanden, der fortalte, at han skulle hente en herre, fik følgende besked: ”De kan godt køre igen. Den herre skal vi nok tage os af.” Og sådan kom det også til at gå.

Under Gestapos andet besøg foretog de en husundersøgelse med hovedvægten lagt på en undersøgelse af fars kontor, hvor de søgte efter våben under skrivebordet og bag de mange bøger på reolerne. Alle bøger på nær én blev skubbet ind. Undtagelsen var Mein Kampf.

Chr. Winther blev taget med kuffert, skrivemaskine og stof til illegale blade, men heldigvis uden sin pistol, som far opbevarede, ellers kunne det let være gået meget værre, end det gik. Inden Gestapo drog af med Winther, beordrede de ham til at stå med ansigtet mod væggen i entréen, mens de raslede med deres skydevåben, hvorefter de i mors påsyn gav ham et meget hårdt slag på den ene side af hovedet. Winther havnede efterfølgende i Frøslev lejren.

Da Gestapo igen forlod præstegården, efterlod de to tyske soldater, der skulle blive og afvente fars hjemkomst. Samtidig fik vi besked på, at ingen måtte forlade præstegården, ingen måtte tage telefonen, hvis den ringede, alle skulle opholde sig i spisestuen, som vi kun måtte for lade under ledsagelse af en af de tyske soldater, og at eventuelle gæster ikke måtte tage afsted igen. Det sidste påbud kom til at gælde et par damer nede fra byen, der havde fulgt Hanne, Kirsten, Ole og mig hjem efter et besøg. De kom til at tilbringe natten og den næste formiddag i præstegårdens spisestue sammen med familien og de tyske soldater.

Det blev en lang aften og nat. Mine to mindre søskende fik lov at sove i deres egne senge i børneværelset. Jeg derimod fik lov at sove i mors seng, der stod op mod muren ind til spisestuen.

Hvilken luksus, må man sige, men hvordan i alverden skulle det kunne lade sig gøre at sove, når der i stuen ved siden af sad to tyske soldater bevæbnede med skarpladte geværer og ventede på, at ens far skulle vende hjem? Det var da noget af et mareridt.

Den følgende formiddag kom et par af husets venner for at se, hvad der var i gang. Også de blev nægtet at gå igen. Ved 11-tiden ringede soldaterne så forskellige steder hen og endelig langt om længe gik de deres vej og interneringen ophørte.

Det er intet problem at beskrive dette døgns hændelsesforløb – endda i enkeltheder. Det er derimod meget svært at beskrive de følelser af uro og frygt, der fyldte os alle. Når man gennem opdragelsen har lært at betragte de tyske tropper som landets fjender, har lært at frygte og afsky.

Gestapo og deres håndlangere på grund af deres misgerninger, ja, så er det altså svært at forklare andre, hvordan det føles at være fange i eget hjem under bevogtning af tyske soldater, der sid der og venter på, at ens far skal vende hjem, og så samtidig være uvidende om, hvornår Gestapo igen dukker op og hvad et sådant besøg eventuelt vil medføre. Det tror jeg, man selv skal have prø- vet for at forstå. Det skal siges, at mor taklede situationen på en beundringsværdig måde.

Om eftermiddagen blev det besluttet, at vi alle skulle forlade præstegården for en tid. Mine to storesøstre kom til at bo hos veninder i Vrensted, hvorimod mor, Kirsten, Ole og jeg “gik under jor- den” i Tolstrup Præstegård hos pastor Kjær med familie. Her boede vi en uges tid, inden vi atter vendte hjem. Under opholdet i Tolstrup Præstegård var jeg en dag sammen med pastor Kjærs drenge oppe ved rutebilen med et brev. Her blev jeg genkendt af rutebilejer Svend Brix fra Løkken, der efter hjemkomsten til Løkken ringede til præstegården og sagde, at jeg meget gerne måtte komme ned og bo hos dem, så jeg kunne passe min skolegang på Løkken Realskole. Det var et smukt træk af Brix, men det blev ikke realiseret, da vi kort efter vendte hjem til Vrensted Præstegård for at sikre, den ikke skulle blive beslaglagt til indlogering af tyske flygtninge.

Med den slags oplevelser i bagagen voksede naturligvis længslen efter en afslutning på mare ridtet. Ville det lykkes for far at holde sig skjult til befrielsen? Ville Gestapo atter vise sig i præstegården osv.? Men heldigvis gik det, som Halfdan Rasmussen skriver i sit digt Længsel fra

1944: “Men det bli’r atter stille efter stormen. Og det bli’r godt at leve her på ny.”

Befrielsesbudskabet blev som bekendt bragt i BBC’s aftenudsendelse 4. maj 1945. Jeg er ikke sikker på, at vi hørte det derhjemme første gang, det blev sendt, for vi børn var alene hjemme den aften, da mor var taget afsted for at besøge far på hans skjulested, og vores pige var på besøg hos sin søster. Mor og far sad derimod sammen og hørte frihedsbudskabet, hvorefter de straks tog hjem til præstegården. Det blev dog kun til et kort besøg, da mor skulle cykle til Thise med en besked, og far havde andre opgaver at løse den nat.

Den følgende tid var far stærkt engageret i ar bejdet inden for modstandsbevægelsen med blandt andet vagter og opsyn vedrørende kyst befæstningen i Løkken og omegn. I den periode blev der kørt en hel del materiel såsom afstands målere, kikkerter, telefoner m.m. fra fæstnings anlæggene til Vrensted Præstegård, hvor det blev oplagret i en af de gamle bygninger samt under træerne nede i haven. Årsagen hertil var, at det ellers ville være blevet betragtet som engelsk krigsbytte og destrueret. Det blev sene re afhentet af den danske marine, hvis chef, admiral Vedel, derefter sendte far en takkeskrivelse på grund af redningsaktionen.

Da udhuset igen var ryddet, blev der i et af rummene gravet et hul under gulvet, hvori der blev anbragt en del våben og ammunition. Ingen kunne jo vide, hvad tiden fremover ville bringe, så for en sikkerheds skyld…! Disse våben lå der for øvrigt i flere år, før de blev fjernet for senere at blive afleveret til myndighederne.

Der var naturligvis også festligheder i forbindelse med befrielsen. I Brønderslev var der således en stor folkefest, der blev afviklet ude ved friluftsbadet. Den blev afholdt 13. maj med far som en af talerne. Dagen forinden pakkede vi derfor vores bil ud, efter at den havde stået opklodset og indpakket i garagen under hele krigen. Den blev tanket op og påsat grønne plader med nummeret DF 16. Så var den klar igen. Mor og vi tre største af søskendeflokken fik lov at køre med til mødet. Jeg husker så tydeligt turen op gennem den flagsmykkede Bredgade til friluftsbadet. Nede på hjørnet ved Mandrup Poulsens boghandel gik et par modstandsfolk med rødt, hvidt og blåt armbind. Det var første gang, jeg så den slags armbind, da det armbind, far dengang havde, var ensfarvet grønt. Jeg spurgte derfor far, hvad disse armbind betød, og fik svaret: ”Tænk dig om!” Far var jo nok lidt nervøs, for overalt vrimlede det jo med folk, der skulle ud til festlighederne.

Også en madindsamling til nordmændene, der manglede alt, skulle der være plads til. Mange følte sig jo også i stor gæld til nordmændene på grund af deres heroiske indsats mod besættelsesmagten. Noget mange danskere beundrede dem meget for, og gerne ville takke dem for på en eller anden måde. Derfor blev der iværksat en madindsamling i Løkken og omegn, hvor far stod som leder. Der blev indsamlet kartofler, mel, gryn, flæsk, pølser, æg osv. rundt i sognene til udskibning i fiskerbåde fra Løkken til Norge. Turen til Norge foregik i dagene 24.-25. maj 1945. Det blev et frygteligt blæsevejr undervejs, så far fortalte efterfølgende, at han på det meste af turen derop havde siddet på dækket tøjret til masten med en livrem. Turen blev dog en stor oplevelse for deltagerne, og far kom da også hjem med lommen fuld af visitkort fra kendte personer, han havde truffet under besøget.

Alt, hvad jeg indtil nu har beskrevet, foregik i min barndom fra jeg var seksethalvt til 12 år gammel. Jeg vil nu til slut springe 50 år frem i tiden til 13. og 14. maj 1995, 50-året for madindsamlingen til Norge. Det skulle naturligvis mar keres, syntes nordmændene, der inviterede til festligheder i Arendal. Inviteret til disse festlig heder var folk fra Løkken, heriblandt to fiskere, der havde været med på turen i 1945, borgme steren, formanden for turistforeningen, amts rådsmedlem Niels Østergaard og en del flere. Også Estrid og jeg modtog en invitation, da far jo i sin tid havde været involveret i projektet, og vi tog naturligvis med stor glæde imod denne indbydelse, der gik på fri rejse, ophold, udflugter, festgudstjeneste, kransenedlæggelse og en fin festmiddag, alt sammen under ledelse af fylkes ordfører Jon Fløistad.

Det var en meget stor oplevelse at være med på denne tur, og det gjorde et stærkt indtryk på mig at erfare, med hvilken respekt arrangementet i 1945 blev omtalt såvel af præsten i kirken som af fylkesordføreren under hans tale på havnen. At fars navn indgik i samtlige norske taler, gjorde naturligvis ikke mindre indtryk på mig. Bordplanen til den meget fornemme festmiddag var udarbejdet således, at Estrid skulle sidde til høj bords med Arendals borgmester som bordherre og en højtstående embedsmand på sin højre side, hvorimod jeg måtte “affinde” mig med at få direk tør Chr. Brix Kjelgaard fra Løkken som ”bord dame”. Det var skam meget hyggeligt. Sikken hæder der blev Estrid og mig forundt på grund af fars gode gerninger så mange år forinden. Noget vi overhovedet ikke havde haft andel i. Men vi nød det.

Efter realeksamen var Povl Stevns ansat i tre år på Østergaard i Vrensted, fra november 1949 til november 1952, et år på Vrejlev Kloster, fra maj 1953 til maj 1954, to gange på højskole, på landbrugsskole, et år på et landbrug i USA og soldat ved Livgarden. Fra 1958 til 2000 var han gård ejer i Stenum og havde flere tillidshverv. Povl Stevns blev i 1958 gift med Estrid i Vartov. De har fem børn og bor nu i Serritslev.

 

 

 

Vrensted Kirke fik nyt orgel i 1939 som i  2019 er  blevet udskiftet med et helt nyt og flot orgel.

 – Ny  lysner det for Vrensted Kirke  –  sept. 2019

Kilde: Nordjyske 15.09.2019

Kirkeorgel på vej i 10 år

Omkringsiggribende:

Egentlig skulle Vrensted Kirke “kun” have et nyt orgel. Det blev en totalrenovering.

Det har krævet godt 10 års arbejde for Vrensted Menighedsråd at få nyt kirkeorgel og en nyrenoveret Vrensted Kirke på plads fortæller formand Jens Juhl og Byggesagkyndig Jørgen Schierup.