Forfatter: Jens Otto Madsen

 

Introduktion til Kasper Tvedens bog SLIKMUTTER Min Bedstes fortælling

Min bedstemor/farmor, Grethe Jensen, åbnede i 1962 slikforretningen skråt over for Søndergades Skole. Hun blev hurtigt blandt områdets børn og unge kendt som Slikmutter. Og så snart klokken ringede ud til frikvarter, var butikken fyldt med elever. Nogle kom for at købe lidt snolder og få sig en hyggesnak. Andre igen kom for at få luftet deres problemer.

I bogen Slikmutter – Min Bedstes fortælling fortæller hun om et langt liv i Brønderslev, hvor slikforretningen fyldte en betydelig del af hendes voksenliv. Samtidigt er det fortællingen om, hvordan det var at vokse op i en stor søskendeflok uden en far. Skolegang i 30`erne. Besættelsen. Arbejdet på Carstensens Klædefabrik. Kærligheden. Familieforøgelse. De første udlandsferier og meget mere. Samtidigt giver bogen et lokalhistorisk portræt af Brønderslevs udvikling gennem en menneskealder

Min Bedstes store evne til at lytte og hendes tro på mennesker gjorde hende til en sjælesørger for en stor del af de elever, der ikke altid havde det nemt med forældrene, skolen eller kammeraterne. Her kan du læse afsnittet:

Sjælesørger

Den første morgen, jeg åbnede døren til butikken i vores nye hjem i Søndergade 24, kendte jeg kun nogle få af eleverne på Søndergades Skole, hvilket hovedsageligt var Uffe og Henriks legekammerater fra Glentevej. Der gik dog ikke mange dage, inden jeg kom til at kende mange af eleverne på skolen. Fra første dag kom mange en tur forbi butikken for at sige hej og købe lidt snolder, og efter et par dage var butikken fuld, så snart klokken havde ringet til pause. De unger, som kom her tit, havde ofte et eller andet på hjertet, de gerne vil fortælle mig, eller noget som de ville høre min mening om. En af dem var Kim Jensen, der i en periode var assistenttræner på kvindelandsholdet i håndbold.

Kim kom ofte en tur forbi for at fortælle eller høre en historie, og en aften de i familien havde siddet og diskuteret et eller andet over spisebordet, ringede han for at få mit besyv med. Diskussionen var tilsyneladende gået i hårdknude, og de havde derfor besluttet sig for at bruge mig som en tredjepart.

Mange af historierne, ungerne kom og fortalte, var historier, de ikke kunne fortælle derhjemme. De åbnede sig over for mig og fortalte om problemer på skolen, med forældrene eller med andre elever, og jeg lyttede til, hvad de havde på hjertet. Mange af børnene havde ikke andre voksne at fortælle deres problemer til og slet ikke deres forældre. Hvis forældrene vidste, hvad deres børn gik og fortalte mig, vil de nok have tabt både næse og mund. Det var ikke småting!

Langt hen ad vejen var det skønt at hjælpe disse børn, men andre gange har det også taget hårdt på mig. Det var ikke altid lige sjovt at høre på alle deres historier, da det godt kunne være ret så ubehageligt, hvad de fortalte mig.

Andre gange, når de så kom og fortalte mig en positiv historie, som hvis én der havde gået med nogle problemer, var begyndt at få det bedre, – ja, så var det det hele værd. Jeg kan ikke sige, hvorfor eleverne knyttede sig så meget til mig, men et eller andet må der have været, og for mange af børnene blev jeg en slags sjælesørger.

Mit forhold til eleverne var noget helt specielt, og vi nærede en gensidig respekt for hinanden. Jeg kunne eksempelvis sende dem ned i banken med penge eller lade dem være alene i butikken, hvis nu jeg skulle ned efter et eller andet i kælderen. De holdt øje med hinanden, så der ikke var nogen der stjal, når jeg ikke var der – har jeg da fået at vide. Eleverne må have kunnet mærke en tillid ved, at jeg stolede på dem, så de også kunne stole på mig. Samtidigt betød det også, at jeg ville behandles ordentligt af dem.

På et tidspunkt blev det forbudt for eleverne tæt på skolen at cykle til skole. En morgen var der nogle elever, der havde fået den fikse idé at parkere deres cykler op langs vores hæk. Det ville jeg dog ikke finde mig i, og jeg løsnede derfor ventilen på samtlige cykler, og siden den dag stillede ingen deres cykler op af hækken igen. De kunne godt forstå, hvorfor jeg havde gjort det, og der var ingen sure miner, da de med hængende hoveder traskede hjem med deres flade cykler.

Som jeg kom til at lære eleverne bedre og bedre at kende, vidste jeg også så nogenlunde, hvor meget de hver især havde med at snolde for. Nogle havde kun en tiøre, andre en krone og andre igen havde endnu mere. De første børn, der kom ind i butikken om morgenen, var børnene ude fra mosen, og om det så stod ned i stænger eller blæste en orkan, så cyklede de frem og tilbage hver eneste dag.

Dem, jeg husker bedst fra mosen, var et tvillingepar, der boede hos deres Bedstefar. Tvillingerne havde aldrig rigtig nogle penge med, og det havde gjort mig lidt gal på bedstefaren. Jeg stod jo og så på dem dag efter dag, hvordan de måtte stå og kigge langt efter de andre børn, som købte for meget mere end dem selv. De fik måske for en 10-øre, hvad der var meget lidt selv dengang, og en dag det var blevet for meget at se på, sagde jeg til drengen, at de skulle hilse deres bedstefar og sige, at han skulle give nogle flere lommepenge.

Få dage efter troppede bedstefaren op i butikken for at høre, hvad jeg havde sagt til hans børnebørn. ”Vil du nu også til at bestemme over mine børn?” sagde han bryskt. Det kunne bare ikke passe, at de skulle have så lidt i forhold til de andre, når de nu kom fra et godt hjem. Han grinte lidt af det og gav efterfølgende lidt flere lommepenge til børnebørnene.

Børnene fra mosen kom næsten altid på de samme tidspunkter, hvilket også gjorde sig gældende for eleverne fra Thise. De kunne jo ikke så nemt tage turen hjem i deres fritimer, så de stod som regel inde i butikken og snakkede med mig, og vi var derved kommet til at have et tæt forhold til hinanden. En af de dage jeg gik og ventede på dem, hørte jeg klokken ringe nede i butikken, samtidigt med at jeg var på vej på toilettet. Jeg tog derfor til at råbe til dem. ”I er sgu nødt til at vente. Jeg kan da vel få lov til at komme på tønden.”

Det passede lige med det tidspunkt, de plejede at komme, så jeg var sikker på, at det var dem, men i stedet stod der to granvoksne betjente, der var kommet for at tjekke min slikvægt. Den ene af betjentene fortalte mig, hvordan de havde lagt mærke til, at alle vinduerne på skolen stod vidt åbne. Alle på skolen, elever som lærere, skulle åbenbart se, hvad der skete hos slikmutter.

Det er svært for mig at sige, hvem af de mange elever gennem tiden, jeg har knyttet de stærkeste bånd til, men én af dem er helt sikkert Jens. Jens var den nydeligste dreng, men et eller andet må der have været i vejen med ham, siden han boede ude på Statshospitalet, samtidigt med at han gik på Søndergades Skole. Dengang var tilbuddene begrænsede for en dreng som Jens, så når han havde fri fra skole, var han overladt til folkene på Statshospitalet. Jeg havde en aftale med personalet om, at Jens kom over til mig, når han var færdig i skole, og jeg skulle så sende ham af sted ned til busstationen, når det passede med afgangene.

En tidlig morgen ringede telefonen, ”Godmorgen, det er overlæge Olsen fra Statshospitalet.” Jeg havde endnu ikke helt fået benene ud af sengen og tænkte derfor straks det værste. ”Skulle min mand virkelig have forsøgt at få mig indlagt?” Det viste sig dog hurtigt ikke at være tilfældet, men overlæge Olsen ringede derimod for at høre, om jeg havde noget at sige angående Jens, der var gået hen og blevet lidt af et problem for personalet. De vidste, jeg snakkede med ham hver dag, og at jeg betød meget for ham, så de ville gerne have mig med på råd.

Overlæge Olsen spurgte derfor, om jeg kunne komme i tanke om noget, der kunne hjælpe dem med at hjælpe Jens. Jeg kunne kun sige, at Jens var den høfligste dreng, når han var her, men hvis jeg skulle sige noget til gavn for Jens, ville det være at give ham et værelse for sig selv. Han boede hele tiden sammen med et par ældre mænd, og det var ikke ligefrem noget for en ung fyr.

Nogle uger efter jeg havde talt med overlæge Olsen, ringede de igen fra Statshospitalet. Jens havde da fødselsdag og ville invitere mig ud til kaffe og kage på Statshospitalet. Samtalen, jeg havde haft med overlægen, havde båret frugt, og Jens havde fået sit eget værelse med en seng og en lille kommode.

Værelset var ikke noget særligt, men det var hans eget, og han var meget glad for det. Fødselsdagsbordet var fint dækket med Mågestellet, som jeg også havde derhjemme.

Jens blev en helt anderledes dreng, efter han fik sit eget værelse, og efter skolen kom han ud at bo for sig selv i Nørresundby, og han fik også et arbejde på Kjærs Mølle. Efter Jens flyttede til Nørresundby, så jeg ikke så meget til ham længere, men han er da kommet her nogle gange siden hen på cykel fra Nørresundby.

 

Jernbanebommene i Brønderslev.

Fik bommene ned over bilen

Da Stadsingeniør Gotfred Thomsen i går ved godt 15-tiden kom kørende ad Nørregade over jernbaneoverskæringen for at svinge mod Gasværksvej, sænkede bommene sig, da han nåede overskæringen. Han kom godt forbi den østlige bom, men den sydlige bom i vestsiden ramte bilens kølerparti og skrabede hen over kølerhjelmen og op over taget, hvorved der opstod en del buler og skrammer.

Har ledvogteren stået og snorksovet, siden han “bommede den”, eller ville han genere byens tekniske overhoved Stadsingeniøren, eller som han blev omtalt “Nøren”? Har nok “vrinsket” højlydt, da han blev fanget med bom og net.

Anders Hedelund

Det blev endnu bedre, da bommene var væk, nu var det syv veje, der mødtes. I april 82 syntes familien, at Nygade og stjernekrydset var den eneste rigtige forbindelse fra Bredgade til Søndergade. Det var det måske også for de lokale, men vores søn, der netop havde fået kørekort, blev helt desorienteret. Sådan så Kadetten ud efter nærkontakt med Stjerneknuds lastbil.

Palle Vang

Lidt længere henne ved Gasværks Allé (nu Ejnar Mikkelsensvej), blev min ældste storesøster som lille fanget af gitteret under bommen og blev hejst med op. Der opstod stor ståhej, for bommen betjentes dengang af ledvogteren henne ved stjernekrydset, så der var et stykke vej at løbe for dem, der ilede til for at hjælpe.

Jeg har hørt historien så mange gange, at jeg tydeligt kan “huske” det – selvom jeg slet ikke var født på det tidspunkt sidst i 50’erne.

Vi boede dengang (og jeg blev født der) i første hus på venstre hånd, når man krydsede jernbanen på gasværks Allé.

Ove S. Johansen

Det var da en “uhyggelig” og måske farlig situation, din søster blev bragt i. Det er helt Pippi Langstrømpe-agtigt, med lille “Ida” i hovedrollen. Hvordan kunne din søster blive fanget i gitteret? Havde hun sat hovedet ind mellem gittertrådene? Jeg kan godt huske det hvide ledvogterhus ved bommen på Gasværks allé – tilhørte det hus ikke DSB?

Palle….du burde lægge historien op på forsiden, så alle kan læse den, og den derved kan blive en del af livet med jernbanebommene i Brønderslev, hvis altså din søster accepterer, at den bliver gjort offentlig.

Jeg synes historien og ikke mindst handlingsforløbet fortjener at blive fortalt! Din søster slap forhåbentlig uden skader. Er historien bragt i avisen?

Ove

Min søster døde for et år siden, så der er ingen ballade.

Der var også dengang, hun sammen med Leif Tipsmark (som hun kaldte Gekke), hånd i hånd gik ud af jernbanesporet.

 Palle Vang

Pardon – jeg føler med jer. De gode minder har vi lov at ha’ – det var en yderst farlig leg de to “knaster” havde “skruet” ind på, så mon ikke forældrene havde noget, de lige skulle have rettet op på?

Ove

Jeg rendte selv op i byen alene, da jeg var ca. 2 år. Der har jeg også krydset jernbanen. Det ligger nok til familien…

Jeg blev samlet op af en butiksansat, der nok syntes, at jeg var lidt for ung til en solotur. Hun stod med mig på armen, da min mor kom stæsende.

Og igen ser jeg det for indre blik, selvom jeg nok ikke kan huske noget i virkeligheden.

Palle Vang

Jo, man kan godt huske lys og lyde og sådant, men sikkert ikke huse og ansigter, sådan har jeg det. Det er godt at være lidt selvhjulpen, men måske ikke lige i den alder!

Eksporten var navnet på en slagterforretning, der startede som et udsalg fra det gamle eksportslagteri på hjørnet af Gravensgade og Dannebrogsgade, fortæller Jens Chr. Dalgaard fra Lokalhistorisk Arkiv. På hjørnegrunden Dannebrogsgade Gravensgade, hvor nu det store og nye lægehus ligger, var i 1918 byens ydergrænse

Her var det at smedemester Niels Nielsen og søn begyndte på en fabrikation af anker kæder i en nyopført bygning. Men allerede i 1923 måtte virksomheden standse produktionen, på grund af ringe afsætning Bygningen blev overtaget af Andelsbanken, der Samme år solgte den til Anthon Frederiksen (Ægpakkeriet) og Marthinus Jørgensen (Mejlstedgård]. Derefter blev bygningen totalombygget til et eksportslagteri med slagterilokaler, lejlighed og slagteriudsalg ud mod Gravensgade Det nye eksportslagteri kom straks ud i en rivende udvikling, for ikke blot byens og omegnens slagtere, men også kreaturhandlerne, der opkøbte kreaturer og kalve, fik slagtet der. Efter slagtningen blev størstedelen videresendt til København og en tid også til Hamburg.

Eksportslagteriet som lå der hvor det nye lægehus ligger nu, på hjørnet af Gravensgade og Dannebrogsgade. Personalet er fra venstre Svend Brinkmann, Søren Larsen, Tylstrup, Gunnar Sørensen, Berthel Pedersen, ukendt, Hans Dam, Anders Andersen, Niels Sørensen, tarmmester, ukendt, Laurits Jørgensen, Mejlstedgård og Martin Christensen.

Eksportslagteriets udsalg blev den første tid varetaget af Hans Dam og Åge Brønd, men blev 1924 overtaget af Margrethe og Anders Andersen.

Det nye par lagde straks ud med kun at ville sælge kvalitetsvarer, og alt hvad der blev solgt. havde de selv forarbejdet. Slagtermester Andersen har fortalt, at han i 1930 købte 24 kalve og 1 ko for 2.016 kr. og 37 kalve og 2 kvier for 3.519 kr. Det giver et lille indblik i den tids priser. På grund af slagteriudsalgets kvalitetsvarer blev det hurtigt kendt som Eksporten, så vidste alle hvad det stod for og hvor det lå.  Eksportslagteriet var statskontrolleret, og det fungerede på den måde, at kreaturerne ved leveringen blev klassificeret og vurderet under hensyn til de øjeblikkelige priser af en kødkontrollant. Landbrugsministeriet havde nedsat eksportudvalget der var en fællesbetegnelse for en række organer der blev oprettet efter 1932, herunder kvæg- og kødudvalget som oprettedes i 1933. Landets første eksportslagteri blev oprettet i Thy 1898, og det havde særlig eksport til England og Tyskland. Eksportslagterier bredte sig over hele landet og havde 1945 over 33.000 medlemmer, fra hvilke de modtog ca. 95.000 kreaturer, som afregnedes med ca. 55 mill. kr. Eksportslagteriets bygninger blev i 1953 solgt til autoforhandler Søren Møller, Nørregade/Gravensgade, der ønskede at bruge bygningerne til udstilling af biler og traktorer.

Det klassiske spørgsmål når folk fylder 80, 90, eller 100 år er spørgsmålet om, hvorledes vedkommende dog har formået at holde sig så åndsfrisk og i så god fysisk form.

Spørgsmålet melder sig også med stor styrke, når slagtermester Anders Andersen, Eksporten, Brønderslev fylder 90 år, torsdag. I mange år har han kunnet nyde sit otium, hvis han havde valgt det, idet han for 17 år overdrog sin forretning til sin datter og svigersøn, Marie og Hans Sørensen. Men hver dag svinger han slagterkniven fra kl syv morgen til middagstid. Indtil for et halvt år siden arbejdede han også om eftermiddagen, men nu bruger han en del af sin fritid på at spille kort. To gange om ugen samles han med venner i Brønderslevhallen til en gang whist. Om sommeren nyder han eftermiddagene med at grave og pusle i sin have.

Jeg drikker en snaps hver morgen, og jeg ryger mange cerutter, svarer Anders Andersen på fødselsdagsspørgsmålet om hans helbred. Snapsen giver den indre varme, og da min arbejdsplads er kold, tror jegat de to ting i forening har stor betydning for et godt helbred, siger Anders Ander1 sen.

Anders Andersen laver stadig enhver rullepølse, der sælges fra forretningen, og han er lige sikker på hånden, når kødet skal snittes. I dag skar jeg mig dog, men det kunne også hænde, da jeg var yngre fortæller Anders Andersen.

Anders Andersen er født på Herning-egnen. Som ung købte han et landbrug på heden nær Ilskov. Gården på 104 tønder land fik han snart opdyrket, men nogle år senere flyttede han til Holstebro, hvor han slog sig ned som ejendomshandler.

I en periode drev han afholdshotellet i Roslev ved Skive, men i begyndelsen af tyverne kom Anders Andersen til Vendsyssel for at blive. Han købte den 165 tdr. land store gård, V. Mellerup, ved Jerslev. Gården er senere blevet udstykket. Der blev i begyndelsen af tyverne et behov blandt egnens landmænd for et sted, hvor dyrene kunne blive slagtet, og Anders Andersen startede derfor sammen med andre Eksportslagteriet i Gravensgade i Brønderslev. Senere startede han en detailforretning med kød i samme bygning. Her havde forretningen hjemme, indtil en ny bygning blev opført i Dannebrogsgade. I 1953 overtog en datter og svigersøn forretningen, men Anders Andersen har været aktiv hver dag i forretningen siden han officielt! trak sig tilbage for 17 år siden.

Margrethe og Anders Andersens datter Marie, som i mange år ekspederede i eksportslagteriets udsalg, var gift med slagtermester Harald Sørensen, og sammen med hendes forældre købte de grunden på hjørnet af Grønnegade/Dannebrogsgade og lod opføre en ny bygning.  Bygningen bliver indrettet med to lejligheder og en slagterbutik, som får navnet ”Eksporten”. Her bliver de gode traditioner fra den gamle ”Eksporten” videreført i den nye Eksporten, og derved fik de gennem årene en stor og trofast kundekreds.

 

”FORRETNINGSOVERDRAGELSE * Lørdag den 24. juni 1978, er sidste dag. Marie og Harald Sørensen, er i deres slagterforretning Eksporten, Dannebrogsgade 4, Brønderslev. Den 1. februar havde de 25års jubilæum, men de har nu valgt at stoppe. Forretningen blev starter i 1924 af Marie Sørensens far, Anders Andersen. Dengang fungerede den som slagteriudsalg ved det gamle eksportslagteri. Forretningen er nu blevet solgt til Marie og Harald Sørensens niece og hendes mand Inger og Kaj Andersen. Overtagelsen finder først sted den 17. juli, men forinden holder forretning ferielukket.”

Det var Marie og Harald Sørensen`s søn, lektor Jørgen Sørensen, der skrev bl.a. Brønderslev sangen og Vendsyssel sangen

 

den 09.02.1989

 

 

85 ÅR

Harald Sørensen, Grønnegade 41, Brønderslev, fylder på torsdag, den 9. februar, 85 år.

Harald Sørensen er født og opvokset i Brønderslev. Han blev udlært som drejer på Pedershaab Maskinfabrik, hvor han arbejdede i 35 år, til han i 1954 begyndte at hjælpe sin kone i deres slagterforretning Eksporten. Den solgte de i 1978 efter efter 25 gode år.

En hjemmets mand har Harald Sørensen altid været, og han har værnet om de to børn, fire børnebørn og ikke mindst det enlige oldebarn.

I sin tid spillede Harald Sørensen fodbold, hans store fritidsinteresse, på BI’s Mesterrækkehold, men i de senere år har han mest fulgt med foran TV-skærmen.

 

Skønne dage i Brønderslev Friluftsbad

Friluftsbadet ca. 1974/75,

Friluftsbadet var i den grad sommerens samlingssted i 1960’erne. Da mine forældre flyttede i parcelhus på Solvangsvej 36 A i sommeren 1959 blev friluftsbadet mit absolutte favoritsted gennem 1960’erne. Jeg gik til svømning og vandpolo der i adskillige år under Verner Shwertfegers kyndige og ofte delvis brutale trænerskab. I 1960’ernes var mange af børnene fra Brønderslev ikke på de store sommerferier uden for byen. Derfor var friluftsbadet ofte samlingspunkt. Både når der skulle svømmes, solbades, findes kærester, spises hotdog eller en “kradser”, hvis pengepungen var næsten tom. De trapeserende træbænke på sydsiden af badet var det store samlingssted for en sprælsk ungdom i puberteten. Her holdt drenge og piger et vågent øje med hinanden ofte til lyden af popmusik fra den medbragte transistorradio, hvor Jørgen De’ Mylius var den unge fremadstormende radiovært. Jeg husker også tydeligt Andreassen, der var bademester på stedet. Han skulle bl.a. sørge for, at de strenge regler for brug af varmt vand for unge under 18 år blev overholdt. Reglerne gik ud på, at man som ung ikke måtte bruge varmt vand fra bruserne, men måtte tage til takke med max en påfyldning af blikfangene på langbordet. Når man så blåfrossen kom op af friluftsbadet, fyldte man blikfanget med rigtig varmt vand og pjaskede det på brystkassen med hånden. Man fik varmen og en ræverød brystkasse med i købet. Hvis man af Andreassen blev taget i st snyde, faldt straffen omgående. Man fik den våde 1×1 m store gulvklud at føle, når han behændigt svinge den på ryggen af de uartige unge purke. Hvis Andreasens karkludsstraf tog overhånd, var vi nogle stykker, der havde hævnplanen klar. Vi placerede et af blikfad med koldt vand oven på døren ved trappenedgangen fra friluftsbadet ned til baderummet. Når Andreasen var i sigte, kom fadet op på døren og fryden var stor når bademesteren fik en ufrivillig omgang vand.

Jo det friluftsbad gjorde stor lykke i min ungdom i 1960’erne.

Oktober 2021 – Morten Weise

 

Ja, sådan sagde Peder Johannes Nielsen for næsten 70 år siden!

Fra avisartikel:

Det begynder at tynde ud i monarkierne rundt i vores provinsbyer. Tidligere havde hver købstad sin folkekære borger, som ved folkets kærlighed fik kongenavnet. Nu er der kun få tilbage, blandt dem Kong Peder i Brønderslev. Navnet dækker over Pedershaab Maskinfabrik’s vidtfavnende direktør Peder J. Nielsen, som i morgen fylder 60 år. Denne ægte ætling af den vendsysselske jævnhed skabte sammen med sin far og sine brødre en verdensomspændende fabriksvirksomhed, hvis produkter kan findes i 58 forskellige lande jordkloden over, deriblandt USA, hvor en af brødrene repræsenterer firmaet.

En af hemmelighederne bag firmaets fremgang er vist den enkle, at de altid har brugt lidt mindre, end de tjente og altid har haft et godt øje til, hvad der betaler sig. 

En af de ting, der betaler sig bedst, skal nok efter fødselarens mening gå ud på at lade være med at skabe sig. Vi er her jo for at hjælpe hinanden, noget, der på Peder J. Nielsens virksomhed giver sig det smukkeste udslag i den daglige omgangstone, der er præget af menneskelighed og hjælpsomhed. Ingen banker forgæves på kong Peders dør. Han er som en far for sine folk, og ethvert nyt godt bekendtskab indledes med forslag til gæsten om snarest at få drukket dus. Så går samtalen ligesom bedre, og kong Peder regner ikke en mand for værd at snakke med, hvis han ikke kan sige du til ham. Der vil blive fest i Brønderslev, hvis fødselaren da ikke tilfældigt skulle befinde sig i Mexico eller et andet sted på jordkloden for at sælge sine maskiner.

Kilde: Jydepotten

den 19. december 1954

Peder Johannes Nielsen, er født den 20.12.1894 i Brønderslev. Han var ingeniør og adm. direktør og søn af Peder Nielsen, grundlæggeren af A/S Peder Nielsen Beslagfabrik og Pedershaab Maskinfabrik A/S .

Udarbejdet af Ove S. Johansen

af Jens Dalgaard-Nielsen

Pigtrådsmusikkens start i Brønderslev kan fastsættes helt præcist, det skete nemlig med debuten af byens første pigtrådsband, The Nameless, lørdag den 19. september 1964 kl. 20 i Hotel Phønix store sal.

The Nameless på scenen i Hotel Phønix lige før deres debut som Brønderslevs første pigtrådsband. Fra venstre er det John Nielsen, rytmeguitar og sang, Jens Dalgaard-Nielsen, singleguitar og sang, Mogens Jensen, trommer, og Per Hansen, basguitar og sang.

I mandagsudgaven af Aalborg Stiftstidende stod der bl.a.: ”PG-klubben og hus-orkestret ”The Nameless” halede en formidabel succes i land. Sjældent har et debuterende pigtraads­orkester faaet en saa forrygende start som ”The Nameless”. De fire friske Brønderslev-drenge havde greb om deres publikum fra starten og gav alt, hvad stemmer, mikrofoner, guitarer, trommer og forstærkere kunne kapere……..Orkestret havde medvind endnu inden det kom på tribunen, og da drengene indtog deres pladser – ulasteligt klædt, jakkesæt og slips – ville jubelen ingen ende tage. Orkestret kvitterede med en stribe ”vilde” numre og holdt stilen i fire stive timer nonstop foran et publikum, som ustandseligt raabte paa at faa deres yndlings-beatlesnumre gentaget, hvilken de også fik”.

Fra Giro 413 til pigtrådsmusik

Set i det store perspektiv, var aftenens begivenhed i Brønderslev noget lignende det, som skete i alle andre danske byer på den tid. Hos en stor del af ungdommen var der simpelthen et kolossalt opsparet behov for ”noget andet” end det gængse. Og ud fra Aalborg Stifts­tidendes dækning af brønderslevbegivenheder, set i perioden 1. januar 1960 til vi startede pigtrådsbølgen i september 1964, må man også sige, at for de, der ikke interesserede sig for fodbold, danseskole eller spejderliv, så skete der, reverenter talt ”ikke en skid” for unge mennesker i Brønderslev.

Når datidens teenagere i den grad tog pigtrådsmusikken til sig, skete det sikkert både som en reaktion på et kedsommeligt ungdomsmiljø og et kedsommeligt musikudbud, med mindre man interesserede sig for musikken på Giro 413, jazz eller klassisk musik.

Hvad jeg kan fortælle om pigtrådsmusikkens start, er derfor ikke unikt som sådan. Men historien om pigtrådsmusikken i Brønderslev, er selvfølgelig speciel for Brønderslev og for de, der var unge dengang og for os, der var med i det.

Pigtrådsmusikkens startdato er sådan set rigtig nok, men dog en sandhed med modifikationer, for faktisk havde Brønderslev en kort visit af en dansk pigtrådsgruppe, The Sharks, ved VU’s nytårsfest den 11. januar 1964. I annoncen for arrangementet stod bl.a. ”Stort underholdningsprogram, som præsenteres af kapelmester HENNING BLEGVAD med Orkesteret The Sharks, sangerinden Anette Kay samt den amerikanske showmand Sal Briggs”.

Det var dog en enlig svale, der jo som bekendt ikke gør nogen sommer, da musikunderholdningen i Brønderslev indtil 19. september udelukkende bød på orkestre med traditionel dansemusik plus jazz ved nogle lejligheder. Det var sådan noget som Poul Poulsens orkester fra Skive, Mosegruppen, Erik Kjærs populære orkester fra Silkeborg, Dybvad Orkester, The Smiling Boys med sangerinden Wivian Nor, Trowa-kvartetten og Svend Nicolaisens orkester med sangerinden Bente Merete.

Den slags orkestre kunne man stadig i et vist omfang danse til efter The Nameless startede pigtrådsmusikken, men reelt blev der vendt op og ned på musikudbuddet i Brønderslev, og i de kommende år gik det stærkt. Pigtrådsmusikken var for alvor kommet til Brønderslev.

Vi starter PG Klubben

Pigtrådsmusikken var først og fremmest forankret i den popklub vi stiftede, PG Klubben kaldte vi den. PG betød ikke noget specielt, det var snarere en betegnelse vi fandt på og som blev et varemærke for pigtrådsmusik i Nordjylland. Måske kunne det læses som ”PiGtråds Klubben”.

The Nameless spiller i PG Klubben, Hotel Phønix, foråret 1965.

PG Klubben er tæt forbundet med The Nameless, idet det var musikerne fra gruppen som, sammen med nogle jævnaldrende kammerater, blev enige om at stifte en popklub, hvor Nameless kunne optræde som en slags husorkester. Oprindeligt var det idéen, at de ”skulle stille sig gratis til rådighed for klubbens arrangementer” mod at få udgifterne til ”rekvisitter” dækket. Samtidig skulle der opbygges en kapital til at få, i første omgang, landskendte pigtrådsorkestre til Brønderslev.

Hvilke tanker vi i øvrigt gjorde os med hensyn til det organisatoriske og det økonomiske, husker jeg ikke noget om. Arrangementerne skulle foregå på det lokale Hotel Phønix, og vi må have aftalt med hotellets forpagter, Hilding Anderson, at vi kunne leje et lokale til en stiftende generalforsamling og den store sal til det første arrangement. Vi har sikkert også forestillet os, at vi selv skulle være med i bestyrelsen. Det kom vi i hvert fald ifølge avisens referat den 11. september 1964.

Til den første bestyrelse blev Nameless’s rytmeguitarist og forsanger, John Nielsen, valgt til formand. De øvrige bestyrelsesmedlemmer var: Per Mørk, næstformand, Henning Christensen, sekretær, jeg blev kasserer. De øvrige var Jørgen Thomasen, Per Hansen og Mogens Jensen.

Og pigtrådsmusikken i Brønderslev fik en flyvende start. Den første avisartikel, hvor vi er omtalt med billede, er den 6. august 1964. Den 8. september er der annonce og omtale vedrørende dannelsen af pigtrådsklubben, den stiftende generalforsamling samt det første pigtrådsarrangement. Den 11. september bliver generalforsamlingen omtalt, den 17. september er der foromtale af det første arrangement og den 21. september var der en anmeldelse af klubbens første pigtrådsaften, der jo samtidig var debut for The Nameless.

Tre år med pigtrådsmusik

PG Klubben blev en bragende succes, og i de næste tre år var der arrangement på arrangement på Hotel Phønix. 80 % af arrangementerne lå på søndag aftener. The Nameless spillede der mange gange, specielt i den første sæson, og gennem klubbens tre leveår var der både danske og udenlandske grupper på besøg.

Det klart største arrangement i den første periode, var den 31. januar 1965 med den engelske pigegruppe ”The Liverbirds” fra Liverpool. Som der stod i annoncen: ”Det hidtil største pop-arrangement i Vendsyssels historie”. Der var stor foromtale og i øvrigt forhøjet billetentré, fra de normale 2 kr. til 6. kr.!!

Ifølge anmeldelsen var der 6-700 unge mennesker i så energisk udfoldelse, at kondensvandet drev ned af væggene og tapetet løsnede sig her og der.

Senere skulle det blive endnu større med The Hollies inklusive Graham Nash. De gæstede PG klubben den 22. maj 1966.

Ud fra annoncer og omtaler i Aalborg Stiftstidende i perioden september 1964 til november 1967, har jeg lavet en opgørelse over arrangementerne i PG Klubben. Efter november 1967 var der andre, der arrangerede popmusik i Brønderslev, bl.a. den såkaldte Saltum-Tårs Popklub, også kaldet ATP Klubben.

 

Perioder	Antal arrangementer	Antal grupper	Antal medvirkende grupper
			Lokale Brønderslev grupper	Udenbys/­lands­kendte grupper	Udenlandske grupper
Første sæson: 19. sept. 1964 – 6. okt. 1965	25	32	15	15	2
Anden sæson: 24. okt. 1965 – 1. sept. 1966	35	55	16	30	9
Tredje sæson: 4. sept. 1966 – 6. nov. 1967	45	88	16	49	23

Selv om oversigten skal tages med det forbehold, at jeg ikke har fået alt med, tror jeg, den i det store og hele giver et retvisende billede af aktiviteterne i PG Klubbens treårige eksistens.

At der kom mange landskendte grupper som f.eks. The Defenders, The Hitmakers, Sir Henry and His Butlers, Peter Belli og hvem han nu havde med, i klubbens tredje sæson, tager jeg som et tegn på, at det lakkede mod enden af pigtrådsperioden. At de landskendte grupper spillede meget i Vendsyssel på det tidspunkt, er vel udtryk for den generelle tendens til, at ”tingene” kommer forsinkede til Vendsyssel i forhold til København og Sjælland. I 1967 var der måske ikke længere så stor efterspørgsel på Sjælland, og så måtte grupperne tage til takke med arrangementer i Jylland.

Pionerindsats

I dag lever vi i en verden fyldt med tilbud om aktiviteter og underholdning, ikke mindst på de såkaldte sociale medier.

På en måde var det nemmere selv at starte noget nyt dengang i 1960’erne, der skete ikke så meget for unge mennesker, og en ting mere: Vi havde ikke ret mange penge, så vi skulle være kreative.

Der var ingen, der kunne fortælle os, hvad vi skulle gøre. Ungdomsaktiviteterne var koncentrerede om sport, specielt fodbold, og vi havde friluftsbadet om sommeren. Der var en smule ungdomsskolevirksomhed i Brønderslev i begyndelsen af 1960´erne, men det har jeg først konstateret nu, her mange år efter, ved at studere de gamle aviser. De kommunale musikskoler eksisterede slet ikke.

PG Klubbens økonomi

Den omfattende musikalske aktivitet i PG Klubben gav sig også udslag i en økonomisk ditto. Til hvert arrangement var der omkostninger til orkester, annoncering, leje af sal, dørvogtere, diverse som f.eks. ostemad og kaffe, øl og vand til musikerne og måske også til klubbens bestyrelse, der typisk tog sig af det praktiske ved arrangementerne.

Jeg har desværre ikke noget regnskabsmateriale fra PG Klubben, men jeg kan huske at The Nameless fik 400 kr. pr. gang de spillede i den første sæson. Modellen med at spille gratis duede ikke, fandt vi hurtigt ud af.

1965-66. The Nameless i øvelokalet på Søndergades skole. Fra venstre John Nielsen med Pers Höfnerbas, Mogens Dyrberg ved trommerne, Per Hansen har en finger med i spillet samt denne artikels forfatter, Jens Dalgaard-Nielsen med sin KENT elguitar.

Hvis vi, for eksperimentets skyld, skal gøre os en forestilling om, hvordan økonomien sådan cirka må have set ud i PG Klubbens første leveår, kan vi regne med 22 arrangementer, når vi ser bort fra generalforsamlingerne. Ganger vi med mulige omkostninger på måske 800 kr. pr. gang, får vi samlede omkostninger i klubbens første sæson på kr. 17.600.

Det var i 1965 kroner. Hvis vi omregner værdien til nutidskroner, svarer det til ca. 183.000 kr. (i 2020), ifølge Danmarks Statistiks prisberegner.

Der var penge i kassen, da jeg aflagde regnskab ved generalforsamlingen 6. oktober 1965, så omsætningen må have været noget højere.

Året efter fortalte kasserer Anders Lerwick (han blev mest kaldt Sanvig til efternavn dengang) ved generalforsamlingen 1. september 1966, at omsætningen i PG Klubbens anden sæson havde været 76.000 kr. på baggrund af omkring 10.000 gæster. I nutidskroner svarer det til ca. 750.000 kr.

Udover Anders bestod bestyrelsen i PG Klubbens anden sæson af formand Torsten Sørensen, sekretær Birgitte Bering, John Nielsen, Bjarne Nielsen, Freddi Christiansen samt Finn Børgesen.

På generalforsamlingen valgte man i øvrigt at nedsætte antallet af bestyrelsesmedlemmer fra syv til fem.

Ved valget til bestyrelsen for det kommende år blev Bjarne Nielsen valgt til formand, Jørn Agerbæk blev kasserer. Derudover blev Benny Andreasen, Anne Marie Holst samt Finn Jensen valgt.

Andre brønderslevgrupper i PG Klubben

Udover at PG Klubben lavede arrangementer for de lokale og tilrejsende unge, fungerede den også som rugekasse for de brønderslevgrupper, der blev dannet i kølvandet på The Nameless’ succes. De havde typisk intet anlæg, knap nok elektriske guitarer, så de fik lov til at låne guitarer og anlæg og spille i pauserne. Her fik bl.a. den første udgave af The Pretenders, The Swagmen, The Amblers og The Excentrics/Blues Progress deres ilddåb foran et publikum.

Et andet fænomen fra slutningen af ”pigtrådsalderen” var de såkaldte go-go konkurrencer, hvor piger ”dansede for”, enten på selve scenen eller mere avanceret i et ”bur” for sig. Den 20. august 1967 var der således en slags landsdels go-go konkurrence i PG Klubben, hvor den pige, der vandt, kunne gå videre i en landsdækkende konkurrence med en præmie i form af en tur til Mallorca. I Brønderslev vandt en lokal pige, Lene Casper, og hun blev nummer 2 i finalen, der blev afholdt i Odense.

Set i bakspejlet

Pigtrådsperioden i Brønderslev varede en tre-fire år. For os, der var med, var det en spændende periode af vores ungdomstilværelse, tingene gik hurtigt, og vi så os aldrig tilbage ”over skulderen”. Inden vi havde set os om, var perioden slut og flowerpower, hash og det, der var værre, holdt deres indtog i Brønderslev. Hvor Brønderslev i en periode var pigtrådens ”Mekka” i Vendsyssel, i et fredeligt musikalsk brud med fortiden, blev den nu landsdelens centrum for hash og narkohandel.

Men det er en helt anden historie, og for mit eget vedkommende husker jeg ”pigtrådstiden” som ret naiv og uskyldig. Et eksempel er, at jeg i PG Klubbens første sæson, hvor jeg var kasserer, gik hjem fra arrangementerne med klubbens grønne pengekasse i hånden som en anden skoletaske, uden at skænke det en tanke, at der kunne være nogen problemer i det. Jeg blev da heller aldrig antastet, men kunne gå hjem og tælle de fedtede mønter og fem- og ti kronesedler i min seng, mens ørerne summede af aftenens ”larm”.

Ved pigtrådsperiodens afslutning, var jeg og mine kammerater på vej mod nye musikalske horisonter. Men pigtrådstiden, med dens ungdommelige søgen mod noget andet end ”det gængse”, vil nok altid blive stående for min generation, som en vigtig del af vores ungdoms dannelse. En dannelse, der måske stadigvæk sætter kursen for vores færden, mere end vi egentlig gør os bevidst til daglig.

Stille afslutning

PG Klubben sluttede mere eller mindre i efteråret 1967. I Aalborg Stiftstidende figurerer en del artikler om dårlig økonomi og forsøg på at køre videre med forskellige udenbys samarbejdspartnere. Den 26. januar 1968 meddeler avisen, at PG Klubben er blevet afløst af Saltum-Taars Popklub.

En kort, men hektisk periode i Brønderslevs musikliv var slut.

Pigtrådsmusik i biografen ”Bien”

En beskrivelse af pigtrådstiden i Brønderslev er ikke fuldstændig uden en omtale af pigtrådsmusikken, der blev spillet i biografen ”Bien”.

”Hit Hause” stod der faktisk på et skilt biografejer Karl Gunnar Fuglsang i 1965 lod fremstille for at annoncere, at der også var pigtråd i biografen.

Forbilledet var selvfølgelig det ”Hit House”, der så dagens lys på Frederiksberg i september 1964. Her blev der spillet pigtrådsmusik i lange baner, og det blev der altså også i biografen Bien i Brønderslev.

Bien blev samtidig byens uofficielle øve- og samlingssted for specielt nogle af byens yngre pigtrådsgrupper. Fuglsang stillede salen gratis til rådighed, inklusive lys, strøm og varme. Modydelsen udviklede sig til, at de forskellige grupper spillede for biografgæsterne før eftermiddagsforestillingen om søndagen.

Det nævnte ”Hit Hause” blev i øvrigt hurtigt omdøbt til ”Hit Temple”, måske havde man fundet ud af stavefejlen. På et tidspunkt i begyndelsen af 1966 blev de første fem rækker sæder fjernet, der blev lavet mikrofonanlæg på scenen, og i stedet for søndagens eftermiddagsforestilling, blev der udelukkende spillet pigtrådsmusik.

Hit Temple blev en stor succes. I Aalborg Stiftstidendes brønderslevspalte har jeg kunnet registrere 27 arrangementer i perioden mellem april 1965 indtil marts 1966. Der har sikkert været en hel del flere, inden Fuglsang begyndte at reklamere med det.

Hvor populær pigtrådsmusikken var i sin glansperiode, fremgår af, at der både kunne afholdes pigtrådsarrangement i Bien søndag eftermiddag, dog nok med et lidt yngre publikum, og samme aften i PG Klubben på Hotel Phønix.

De enkelte pigtrådsgrupper og deres medlemmer

De forskellige pigtrådsgrupper i Brønderslev blev dannet af drenge og unge mænd ud fra forskellige kammeratskabsgrupper. Nogle eksisterede dog så kortvarigt, at de ikke nåede at sætte sig spor i f.eks. aviserne eller på anden vis. Så de grupper jeg beskriver, er de otte, som det har været muligt at finde oplysninger om, og som det har været muligt at interviewe nogle af medlemmerne om.

Grupperne omtaler jeg i den rækkefølge de første gang blev nævnt offentligt i omtaler eller annoncer i henholdsvis Vendsyssel Tidende og Aalborg Stiftstidende. For sidstnævntes vedkommende fortrinsvis på lokalsiderne.

The Nameless

Gruppen blev startet af Per Hansen og mig, formentlig på et tidspunkt i 1963. Vi gik begge i realklasserne på Søndergades skole og kom sammen i vores fritid. Vi aftalte at jeg skulle spille det man kaldte singleguitar og synge, Per skulle spille basguitar og synge.

December 1965. Her giver vi et juleshow i en af Brønderslevs tøjforretninger.

Efter et stykke tid fik vi en af vore kammerater fra lokalområdet, John Nielsen, med på rytmeguitar og sang, og han trak en af sine kammerater, Mogens Jensen, med. Han skulle spille trommer.

Efter at have øvet os et stykke tid, først i Mogens’ kælderværelse, senere i et klasselokale på skolen, ville vi gerne optræde for andre. Da der ikke umiddelbart viste sig nogle muligheder for det, fandt vi på, sammen med jævnaldrende kammerater, at stifte en popklub, der jo fik navnet PG Klubben.

Efter vores debut den 19. september 1964, spillede vi stort set hver anden søndag i klubben og fik efterhånden også engagementer rundt omkring i landsdelen.

Juni 1991. The Namelessrevival i Den runde Pavillon i Brønderslev.

Fra januar 1965 blev Mogens Jensen afløst af Mogens Dyrberg på trommerne og i løbet af sommeren 1965 kom Bjarne Nielsen med på rytmeguitar og sang. Han aflastede dermed John, der kom i forgrunden med det repertoire, vi efterhånden kom ind på, bl.a. med kopinumre af The Rolling Stones og flere numre med ”rhythm-and-blues” præg.

Gruppen var aktiv i perioden fra debuten i 1964 og til sommeren 1966, hvor Mogens og jeg gik med i en anden brønderslevgruppe, The Pretenders, mens John og Bjarne dannede en ny gruppe, Richard Cory’s Group.

The Nameless blev kortvarigt gendannet to gange i begyndelsen af 1990’erne, hvor vi med stor succes spillede bl.a. en jubilæumskoncert i Brønderslev. Gruppen var også med i 2014 ved fejringen af 50 året for pigtrådsmusikkens start i Brønderslev

The Amblers

Denne gruppe blev den anden der dukkede op i Brønderslev, de blev første gang nævnt i avisen i december 1964. De spillede derefter bl.a. en hel del på Lønstrup Badehotel lørdag-søndage.

Gruppen voksede ud af et antal unge, der ofte samledes på Bjarnes værelse for at lytte til den tidlige pigtrådsmusik. De fire medlemmer var Bjarne Nielsen, singleguitar og sang, Søren Poulsen, basguitar, Villy Christensen, rytmeguitar og Finn Findinge, trommer. Finn blev senere forsanger og Søren Nørgaard afløste ham på trommerne.

De spillede til baller og deltog i pigtrådsmusikkonkurrencer indtil sommeren 1965, hvor de blev opløst, da Bjarne gik med i The Nameless. I hele deres aktive periode spillede de kopinumre af bl.a. The Beatles, The Rolling Stones og The Animals.

Til at hjælpe dem med at skaffe engagementer havde de en manager, Villy Sørensen, der dog ikke var fra Brønderslev, men fra Øster Vrå.

Udover at spille var Bjarne Nielsen også meget aktiv i det organisatoriske, idet han var formand for PG Klubben i dens tredje og sidste periode 1966-67.

The Headshakers

Gruppen var tidligt på færde i pigtrådssammenhæng i Brønderslev, men eksisterede dog kun i omkring et halvt år. Den havde den klassiske besætning for pigtrådsgrupper og bestod af Hans Evang Christensen, der spillede singleguitar, Hans Nielsen, der spillede basguitar og sang, Jørgen Thomasen på rytmeguitar og Kjeld Krogsbøl Jakobsen, kaldet Kjeld Dun, på trommer.

De er første gang omtalt i en af de lokale aviser i februar 1965.

Gruppen blev stiftet af barndomsvennerne Hans Nielsen og Jørgen Thomasen. En periode var Frits Mogensen med som sanger og Benny Nørgaard Andreasen var kortvarigt med på trommer. De spillede kopinumre af bl.a. The Rolling Stones, The Kinks, The Who og havde også et par Elvisnumre med.

De havde en medhjælper i skikkelse af Steen Løbger, der både agerede roadie og økonomiske støtte, da han bl.a. købte et ekkoanlæg til dem.

Ligesom The Amblers havde de Villy Sørensen, Øster Vrå, som manager.

De fik dog ikke rigtigt nogen engagementer, så de stoppede igen i løbet af foråret 1965 og bortset fra Hans Nielsen, gik de øvrige medlemmer til andre brønderslevgrupper.

The Swagmen

Lige i hælene af The Headshakers dukkede en anden ny gruppe op, nemlig The Swagmen. De kom til at eksistere i længere tid end The Headshakers, idet man kan følge deres meritter på pigtrådsscenen i knap to og et halvt år.

De optrådte første gang i Bien ved ”pigtrådsmusik før eftermiddagsforestillingen” og var måske den gruppe, der inspirerede biografejer Karl Gunnar Fuglsang til at indføre pigtrådsmusik søndag eftermiddage i stedet for de normale biografforestillinger.

Den længstvarende besætning i gruppen var Freddi Christiansen, rytmeguitar, Jørgen Hjelm Johannesen, singleguitar og lejlighedsvis sang, Jeppe Arild Jensen, basguitar og ind i mellem sang, Knud Erik Vestenbæk, forsanger, samt trommeslager Søren Nørgaard.

I kortere og længere perioder havde de også en række andre lokale pigtrådsmusikere inde over. Det var Heinz Trudslev, deres første trommeslager, Else Simonsen og Jørgen Thomasen på elorgel, og Kjeld (Dun) Jakobsen som forsanger.

Desuden havde de en meget dedikeret hjælper i Niels Anton Thomsen, der ydede en stor indsats for dem samt en chauffør, Poul Jensen, der kørte for dem til engagementerne rundt omkring.

De øvede til at begynde med i Bien, men fik senere øvemulighed i fabrikslokalerne hos Cementstøberiernes Redskabsforsyning. Deres repertoire tog udgangspunkt i numre af The Kinks og The Rolling Stones, men også kopinumre af repertoirerne hos The Shadows, The Beatles og The Hollies var at finde på deres spilleliste.

The Swagmen havde Brønderslevs bedste singleguitarist i Jørgen Hjelm Johannesen og desuden havde de det bedste anlæg, som de i øvrigt ikke var karrige med at udlåne til andre grupper i byen, der ikke var så godt kørende.

De var med i flere af tidens mange pigtrådskonkurrencer og de blev nummer 2 i en konkurrence i Løkken ved sommerfesten i 1966.

Gruppen havde et af deres sidste engagementer sommeren 1967, hvorefter de gik i opløsning. Da flere medlemmer flyttede fra landsdelen, kom de ikke til at spille sammen mere.

The Pretenders

Mens The Nameless var de første, blev The Pretenders de største, og her snakker vi vel at mærke om 1960’erne i Brønderslev. I øvrigt blev Pretenders den eneste af tressergrupperne i Brønderslev, der fortsatte med at spille efter at pigtrådstiden var ovre.

Forklaringen er nok, at de ikke spillede decideret pigtrådsmusik, men snarere ”blød” rock, der appellerede til en meget bredere skare end den oprindelige pigtrådsmusik.

The Pretenders blev startet af fire unge, der var eller havde været klassekammerater på Søndergades Skole. Poul Vejby og Martin Bøgild begyndte på et tidspunkt at spille lidt guitar sammen, og omkring eftersommeren 1964 kom Sten Fuglsang og Jens Nøhr med. De sidstnævnte kom til at spille henholdsvis basguitar og trommer.

At dømme efter et avisnotat i Aalborg Stiftstidende, havde de deres debut i januar 1965.

1965, det første Pretenders som pauseorkester i PG Klubben.

De udviklede sig i det følgende års tid, og da Mogens Dyrberg fra The Nameless tog med ud en aften på afbud fra Jens Nøhr, endte det med, at han gik med i The Pretenders og trak mig med. Det var i sommeren 1966.

Styrken ved det ”andet” Pretenders viste sig hurtigt at være en særdeles god rytmegruppe samt evnen til at synge nærmest præcist som forbillederne. Vores stemmer passede simpelthen godt sammen. Vi slog os især på Holliesnumre, som vi løbende tog på repertoiret i takt med, at The Hollies udgav dem. Vi øvede tre gange om ugen samtidig med, at vi spillede rundt om i Nordjylland.

Vi deltog også i nogle af de mange pigtrådskonkurrencer, der blev afholdt dengang. For eksempel blev vi nummer 1 i den såkaldte ”FavoHit 1967” konkurrence i marts 1967 i en stor popklub i Vejgaard, Aalborg.

Det store scoop, og efterfølgende gennembrud på landsplan, fik vi, da vi vandt Danmarks Radios landsdækkende konkurrence ”Toppen af Poppen” i maj 1968. Der var omkring 170 deltagende grupper og finalen foregik i Studenterforeningen i København.

Det var naturligvis en stor oplevelse, ikke mindst fordi vi fik flybilletter til og fra København. Det var den første flyvetur for alles vedkommende.

Herefter fik vi Eugen Tajmer til manager, og spillede i de næstkommende år over det meste af Danmark.

The Pretenders efter pigtrådstiden

Aktiviteterne stoppede dog i foråret 1970 på grund af militærtjeneste og videreuddannelse. Kontakten blev dog vedligeholdt og omkring 1972 begyndte jeg og min bror, Ib, der havde spillet i et andet brønderslevband, The Blues Progress, med tilslutning kort efter af Poul Vejby, at lave lidt musik i tiden ånd på akustiske guitarer.

I foråret 1973 medvirkede alle ved indspilningerne af min hovedopgave i musik på Hjørring Seminarium. Og i løbet af de næste år begyndte vi at spille igen med nyt repertoire med mere vægt på instrumentalsiden frem for den flerstemmige sang.

I 1979 kom Søren Tipsmark med på trommer i stedet for Mogens Dyrberg, og vi havde en hel del arrangementer i årene frem mod 1990’erne, hvorefter vi stort set kun spillede til hinandens runde fødselsdag i de følgende år.

Til gengæld var vi aktive i musikstudiet, idet vi indspillede forskelligt slags musik og en række af numrene fra vores repertoire.

Den oprindelige gruppe fra 70’erne blev genoplivet ved fejringen af 50 året for pigtrådsmusikkens start i Brønderslev i september 2014, og da der blev bud efter os igen, gik vi for alvor i gang igen med at indøve gamle som nye numre.

Besætningen er den originale fra 1966 plus en mere og består nu af Martin Bøgild, rytmeguitar og kor, Ib Dalgaard-Nielsen, forsanger og mundharpe, jeg selv, leadguitar og kor, Mogens Dyrberg, trommer, Sten Fuglsang, basguitar og kor samt Poul Vejby, forsanger og guitar.

The Blues Progress

Med en eksistens på godt 3 år og 7 måneder, blev The Blues Progress den næstlængst levende af byens pigtrådsgrupper. Den fik desuden brønderslevrekord i at have haft flest musikere inde gennem gruppens eksistens. Dens faste kerne gennem alle årene var dog stifterne Ib Dalgaard-Nielsen, singleguitar og sang, og Carsten Mørch Gertsen på basguitar. Dertil kom Ib Kræmmergaard, elorgel og sang, og trommeslager Jens Nørgaard, der begge var faste medlemmer de fleste år.

1969, The Blues Progress. Fra venstre Ib Kræmmergaard, Ib Dalgaard-Nielsen, Jens Nørgaard og Carsten Gertsen.

De øvrige, der var med i kortere og længere perioder var Eugen Pfänner, trommer, Per Andersen, sang, Hans Evang Christensen, singleguitar, Kjeld (Dun) Jakobsen, trommer og en periode sang, Per Jensen, guitar, Asger Jørgensen, rytmeguitar, den eneste udenbys pigtrådsmusiker, han var fra Vrå, Jens Nøhr, trommer, og Jørgen Thomasen, rytmeguitar.

Ligesom bl.a. The Swagmen havde The Blues Progress en medhjælper. Det var Jørgen (Jønne) Sørensen, der i flere år fulgtes med gruppen til engagementerne og slæbte og stillede instrumenter op.

Oprindelig kaldte de sig The Excentrics, det blev senere til The Blues Progress of The Excentrics Band, men det var nok lidt for langt, så de endte med at kalde sig The Blues Progress.

De spillede kopinumre ligesom de øvrige brønderslevgrupper, men deres repertoire var meget forskelligt fra de andres. Deres spilleliste var præget af numre med Jimi Hendrix, Paul Butterfield Blues Band, Pretty Things, John Mayal og Cream.

Gruppen er den eneste fra 1960’erne, bortset fra The Pretenders, fra hvem der er musikoptagelser fra dengang. Optagelserne af flere numre fra deres repertoire, var noget af det sidste de foretog sig inden de stoppede i løbet af efteråret 1969.

The Andrews

I begyndelsen af 1966 kom en ny pigtrådsgruppe til offentlighedens kendskab. Gruppen bestod af de yngste pigtrådsmusikere i byen eftersom de var i aldersklassen 13-14 år, da de dukkede op ved en pigtrådseftermiddag i Bien.

1966, The Andrews. Fra venstre Karsten Ulsted, Jens Nørgaard, Svend Erik Pedersen og Eddi Kjær Jensen.

De stoppede dog allerede efter en tre-fire måneder og den eneste af dem, der fortsatte med at spille pigtrådsmusik, var Jens Nørgaard, der slog trommer i bandet. De øvrige medlemmer var Eddi Kjær Jensen på basguitar, Svend Erik Pedersen på rytmeguitar og Karsten Ulsted, singleguitar og forsanger.

Af avisannoncer fremgår at gruppen spillede som pauseorkester i PG Klubben og i Bien et antal gange. De havde muligvis et enkelt regulært engagement, nemlig på V. Hjermitslev kro, hvor de spillede på skift med The Pretenders og The Swagmen.

De er omtalt i avisen sidste gang i april 1966.

Richard Cory’s Group

Efter at Brønderslevs første pigtrådsgruppe, The Nameless, stoppede sommeren 1966, dannede John Nielsen og Bjarne Nielsen en ny gruppe, det meste af tiden benævnt Richard Cory’s Group.

1966-67 Richard Cory’s Group. Fra venstre Kjeld Nielsen, John Nielsen, Søren Poulsen og i forgrunden Jens Nørgaard og Bjarne Nielsen.

De gik sammen med Søren Poulsen på basguitar og Jens Nøhr på trommer. Jens Nøhr blev senere erstattet af Jens Nørgaard.

Som medlem kom også Johns lillebror, Kjeld Nielsen, som sanger. Han havde ikke tidligere været involveret i musikarbejdet, men havde været lidt med på sidelinjen, når John og jeg i namelessregi øvede på Johns værelse.

Med rutinerede medlemmer kunne gruppen uden videre fortsætte med Nameless repertoire, og deres spilleliste var specielt præget af kopinumre af The Rolling Stones og The Kinks.

Gruppen blev gendannet for en kort bemærkning i 2014 ved 50 års jubilæet for PG Klubben, men stoppede i sin tid i maj 1967, da John blev indkaldt til søværnet.

Efterskrift

De nævnte grupper fra Brønderslevs pigtrådsmusiktid var de, der eksisterede i så tilpas lang tid, at de fik en individuel historie som gruppe, en historie som kunne undersøges og fortælles om her mange år senere.

Der var formentlig tilløb til andre gruppedannelser dengang. Navne som The Barbedwire, The Rattlesnakes og The Ghost-Walkers har jeg set i annoncer eller avisnotitser vedrørende arrangementer i Brønderslev. Men jeg har ikke kunnet finde yderligere oplysninger om disse mulige gruppedannelser, så omtalen af de otte grupper jeg har nævnt, udgør formentlig den nogenlunde fuldstændige historie om pigtrådstidens grupper i Brønderslev.

De korte beskrivelser repræsenterer dog kun ”smagsprøver” på den samlede fortælling. Den kan til gengæld læses i min bog: ”Pigtrådsgrupperne og deres medlemmer i Brønderslev i 1960’erne”, udgivet i oktober 2021.

Gammeldags,

det er ikke uden grund, at der arbejdes på en modernisering af dag-renovationen i Brønderslev. Metoden er gammeldags og ikke hygiejnisk – som det ses af billedet. Hestene trækker vognen, hvis låg ikke dækker affaldet. Det dufter hverken af roser eller lavendler i vognens nærhed og det kan ikke undgås at noget falder af undervejs til lossepladsen.

Kilde: Poul Erik Andreasen, lokalhistorisk arkiv

Vi bliver også nødt til at tage en snak om kommunens håndtering af husholdningsskraldet. Som jeg husker det, var lossepladsen en stor åben plads ude bag ved Dammens Vænge, hvor skraldemændene afleverede al det skrald, de samlede ind hos byens beboere, restauranter og de handlende. Alt blev så vidt jeg husker det, læsset på en skraldevogn. som til at begynde med var hestetrukken, noget lignende den vi ser på billedet, men måske en smule højere og med skråt siddende låg, som lukkede af for skraldet. Der, hvor jeg boede (Fredensbo) havde vi skraldehuse, hvor de store tunge galvaniserede skraldespande stod opmarcheret. De var firkantede og havde et håndtag i hver side. Vores skraldespande stod enten i et aflukket skur eller i en lille tilbygning til etageejendommene. Det var ikke et sted man opholdt sig, for det stank ad Pommern til. På den tid (1950’erne) havde man ikke plastaffald, men der var en masse papir og kartoffelskræller og sikkert også afskårne fedtklumper og rester fra middagsmaden. Alt blev så vidt jeg erindrer hældt ned i samme skraldespand. Der var ingen sortering overhovedet.

Mælkekartoner og plastemballager fandtes ikke, man brugte skåle og glasflasker som blev genbrugt. Når skraldemanden havde tømt skraldespandene blev skraldet kørt til en losseplads i byens udkant, hvor hele skidtet blev læsset af på en kæmpestor losseplads, hvor der gik en mand eller to og skubbede til skidtet og satte ild til det som kunne brænde, men hvad han egentlig ellers lavede, ved jeg ikke og om denne mand var ansat til dette job eller bare levede af at “skralde” ved jeg faktisk heller ikke. Der var, hvilket man kunne forvente en pokkers masse rotter på denne losseplads og det lugtede skrækkeligt. Det undrer mig, at man dag ud og dag ind, år efter år har tilsvinet vores natur så grundigt med alt det vi mennesker ikke kunne anvende og ej heller sortere. Hvorfor havde man ikke en bedre orden på tingene den gang og hvad var det for et område man forurenede med skrald og køkkenaffald? Hvad er der på lossepladsen i dag? Er al affaldet mon helt nedbrudt eller ligger det der stadigvæk og nedbryder?

Hvad var Dammens Vænge før det blev anvendt til losseplads….en dam måske?

I dag har man forhåbentlig erstattet lossepladsen med et forbrændingsanlæg til husholdningsaffald og et rensningsanlæg til alt hvad der slippes ud via kloaksystemet. Det er nemt og bekvemt for os borgere at slippe en skrald, afløbsvand og efterladenskaber, men det hele skal tilbage til naturen, så kredsløbet kan fungere også om 100 år.

Ja, det var så lidt om den grimme og ildelugtende side af et samfund, som bare forbruger og smider væk. En overgang blev køkkenaffald samlet sammen og anvendt som grisefoder, men det er mig bekendt ikke længere tilladt. Ude på landet brugte de deres køkkenaffald til opfodring af fjerkræ og grise, så der har problemet nok ikke været så svinsk som det en overgang var i byerne.

Vintervænget, Sommervænget og Dammens vænge.

Der er meget frodigt på Vintervænget, idet en streng af Store Vildmose rækker ind i området. Det var også her Gravens Planteskole blev oprettet, inden den blev flyttet til Tolstrupvej. Der var også på et tidspunkt en del kolonihaver i området. Området hed engang Dammens Vænge, og Fasanvej hed Fælledvej, fordi fælleden lå her.

 

 

PG klubben genopstod for en enkelt dag

Den 21.10.2021

Af: Ole Olesen

PG klubben genopstod for en enkelt dag takket være Jens Dalgaard-Nielsen og John C. Nielsen. En fantastisk dag, tusind tak til jer begge.

Pigtråds musik opstod da vi var unge. Vi er babyboomere og roden af rigtig meget af det menneskeheden ser og bruger idag, er på grund af os baby-boomers . Inklusive musik. MUSIK, men hvilken musik?  Nogle af vore forældre trøstede sig sikkert med, at det forhåbentlig bare var en døgnflue. Nuvel, så lever fluer rigtig længe, for idag hører vi ofte The Beatles, Rolling Stones, Rod Stewart og Tom Jones, bare for at nævne nogle få. Der er desværre kun to “beatler” tilbage, men Rolling Stones (selvom de mistede Charlie Watts for nylig), Rod Stewart og Tom Jones  giver stadig koncerter rundt om i verden. Sir Mick Jagger og Sir Rod Stewart blev begge “knighted” eller adlet af Dronning Elizabeth p.g.a deres musik. Disse blev også fædre for nylig, så babyboomers are still going strong ! Well done boys. Der er krudt i baby-boomers.

Nå, tilbage til Pigtrådsreunionen, hvor Jens Dalgaard-Nielsen briefede os om dagens program. Alle vi unge, nu dog ofte med lidt gråt hår, mødtes i den gamle biograf BIEN i Brønderslev for at genopleve musikken og gense vore ungdomsvenner. Uden navneskilt kunne der måske være lidt tvivl om hvem man egentlig genså, men efter en halv times tid, var “den gamle flamme” tilbage og vi snakkede og snakkede og snakkede, drak lidt og fik spist noget godt mad. Vi alle mindedes den tid hvor der var lørdagsbal i Tylstrup, Hallund eller V. Hjermitslev. Den fik sgu ikke for lidt dengang.

Freddi fortalte om en spændende anekdote om en nostalgisk guitar og forstærker.
Så begyndte musikken og Søren sang en dejlig sang af Sebastian.

Jeg blev også positivt overrasket over at høre The Nameless, stemmerne fejler bestemt ikke noget og musikken var fuldstændig som dengang. Fantastisk. The Pretenders leverede også varen og danselysten fik vore ben til at vrikke under bordet i takt med musikken. Gamle minder kom frem.

Til sidst blev der danset til den store guldmedalje til den bedste musik som vor generation, the babyboomers, har været med til at lave.

Jeg glæder mig helt vildt til den næste Pigtrådsreunion. Lad os alle håbe det bliver “snart” og ikke om fem år.

Ha’ det godt allesammen og igen tusind tak til Jens og John.

 

Tolstrup Brugsforening begyndte som en indkøbsforening i Tolstrup i 1897, men flyttede til Brønderslev i 1899. I 1904 byggede man et pakhus til, hvor der også var hestestald. Da man havde fået lagt Tolstrup, Stenum og Jerslev under sig besluttede man at søge om detailhandlerbevilling i 1905, den fik man og ansatte Chr. F. Larsen som uddeler.

1 1914 blev indkøbsforeningen eller som den nu kaldes Tolstrup Brugsforening, indlagt i “Dansk Andels Cementindustri”. Efter Chr. F. Larsen blev Niels Åge Engelund uddeler. N. Aage Engelund havde uddelerposten til 1967, da den nye brugsforening var under opbygning på Klokkestøberiets gamle grund.

Følgende har været ansat som uddeler: Marthinus Nielsen, N.C. Mikkelsen, Chr. F. Larsen og N. Aage Engelund

Nedenfor billeder af ekspeditionslokalet

 

Marie Jensen fortæller om Tolstrup brugsforening i bogen: Vores egns historie, Tolstrup-Stenum 1984, her et uddrag:

Tolstrup Brugsforening – historien fra start

På en ejendom vest for Tolstrup Mejeri på den ejendom, som murermester Peter Juul ejer her i 2021, var det, at gårdejer Johan Chr. Pedersen sidst i 1800-tallet tog initiativ til oprettelse af Tolstrup Brugsforening. I realiteten var han dens første uddeler. Indkøb af varer blev foretaget hos Ringkøbings amts indkøbsforening. Kunderne bestilte varerne i forvejen, som så blev leveret hos Johan Chr. Pedersen, hvor kunderne kunne hente dem. Den første protokol er autoriseret den 8. maj 1897. Man begyndte at arbejde for at opføre en bygning i Brønderslev til brug for foreningen. Der blev ansat en uddeler, og i år 1900 nedsatte bestyrelsen et udvalg for at arbejde for at få etableret en foderstofforretning. I 1902 vedtog generalforsamlingen at erhverve en ejendom i Brønderslev. I 1904 blev der bygget til, nemlig hestestald og pakhus. På generalforsamlingen i 1905 blev der vedtaget at løse adkomst til brændevinshandel, men senere blev det forkastet. I 1907 fik foreningen telefon. I 1908 tilkøbte man en grund med 20 m til Gravensgade. I 1908 på generalforsamlingen diskuteredes der, om der skulle indlægges vand og elektricitet i foreningens ejendom. I 1913 blev der igen bygget til stald og pakhus, og på uddelerens foranledning gik man i gang med en udvidelse af butikken. Herefter fik uddeleren besked på, at der var byggestop, og det holdt man indtil 1921. Marts 1922 kunne foreningen fejre 25års jubilæum. I 1931 blev foreningen medlem af Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, og navnet blev ”Tolstrup Brugsforening”. Efter mere end 25 år som uddeler, blev uddeler Larsen i 1931 afløst af uddeler Niels Åge Engelund. Larsen fortsatte dog som uddeler for frø. Fra 1934 antoges Engelund tillige som uddeler for frø.

I 1930erne var problemet de store udestående fordringer, men der var samtidig stigning i omsætningen en stigning på 25 % fra 1932 – 1933.

I 1934 blev der vedtaget at bygge ovenpå forhuset, herved kom bygningen til at fremstå, som den var indtil nedlæggelsen.

I 1947 kunne foreningen afholde 50års jubilæum under stor festivitas. Under krigen var det naturligvis vareknaphed og rationeringen, der voldte de største problemer.

Ved generalforsamlingen i 1964 omtaltes der første gang sammenlægning med andre brugsforeninger. Tolstrup brugsforening var ikke interesseret endnu.

Men i 1968 afholdtes foreningens sidste generalforsamling, som sluttede med en tak til uddeler Engelund for 37 år som uddeler ved Tolstrup Brugsforening.

Som tidligere nævnt begyndte Tolstrup Brugsforening som en indkøbs-  forening i 1897 i landsbyen Tolstrup lidt uden for Brønderslev mod Løkken, men flyttede i 1899 til Brønderslev med forretning i Gravensgade. I 1967 opførtes et nyt Kvickly på Klokkestøberiets gamle grund, hvorfor man drejede nøglen i Gravensgade. I 2005 måtte Kvickly dreje nøglen om og lukke. Billederne ovenover viser butikken i Gravensgade med varer på hylderne bag disken, hvorover de udleveredes. Alt fra te og kaffe til sko og klædestoffer solgtes over disken. Uddeler Niels Aage Engelund ses i jakkesæt. Han var uddeler, indtil man lukkede i 1967 i Gravensgade og havde da tjent brugsen i 37 år.