EN FAMILIEHISTORIE

SIDESPOR OG SKÆBNER I VENDSYSSEL

Fra sporene ved Rimmen Station til livet bag murene på Sindal Fattiggård

OG TIL HISTORIEN OM

Købmandsfamilien Agnes og Otto Madsen som stammede fra Try ved Thorshøj og Øster Vraa

Introduktion til

Lokalhistorien er fuld af kontraster.

I denne fortælling rejser vi langs de vendsysselske jernbanespor til den stemningsfulde Rimmen Station, der engang bandt egnen sammen med omverdenen og dannede rammen om rejsende, post og dampbiler.

Men historien har også en anden og mere skyggefuld side. Gennem gamle optegnelser dykker vi ned i historien om Sindal-egnens fattiggårde, hvor sognets svageste og “uforskyldt fattige” havnede. Det er en fortælling om streng disciplin, tab af borgerrettigheder, men også om det menneskesyn, der herskede i datidens Vendsyssel, før velfærdssamfundet tog over

Velkommen til beretninger om egnens markante steder og glemte skæbner og familiehistorien om købmandsfamilien Agnes og Otto Madsen, Try.

Samlet og redigeret af Jens Otto Madsen

September 2026

Togfløjt, smalspor og arkitektur – Rimmen Station og Agnes’ rødder i Elling

For at finde rødderne til vores farmor, Agnes Mathilde Laurine Madsen (født Larsen i 1888), skal vi rejse mod nordøst til det naturskønne Elling Sogn nær Strandby og Jerup. Her voksede hun op i en tid, hvor egnen gennemgik en kolossal forvandling – en forvandling, der bogstaveligt talt rullede afsted på skinner.

Den 24. juli 1890 åbnede den længe ventede Skagensbane, som forbandt Frederikshavn med Skagen. Indtil da havde al transport foregået med hestevogn langs strandkanten. Egnen var fattig, og i starten var der kun råd til en smalsporet bane.

Et af de faste holdesteder på denne historiske rute blev Rimmen Holdeplads. Dengang var det blot et lille trinbræt med en simpel træ-ventesal, tegnet af arkitekt Thomas Arboe, placeret i Nielstrup by, hvor sporene oprindeligt snoede sig igennem.

Her har Agnes som barn og ung uden tvivl hørt de små damplokomotivers fløjten runge over landskabet, når de fragtede fersk fisk og de første Skagens-turister forbi.

Omlægningen og den stolte stationsbygning

Skagensbanen blev en gigantisk succes, og i 1924 traf man en stor beslutning: banen skulle omlægges fra smalspor til normalspor. Det betød, at hele linjeføringen mellem Frederikshavn og Jerup blev flyttet mod øst for at kunne betjene den voksende fiskerby Strandby

Med denne flytning rykkede Rimmen Station næsten en kilometer mod nord til sin nuværende placering på Skagensvej. Her opførte man i 1924 en “rigtig”, smuk stationsbygning. Den blev tegnet af den berømte Skagen-arkitekt Ulrik Plesner, som med sine karakteristiske røde mure og hvide detaljer gav stationen et herregårdsagtigt præg.

Selvom stationen oplevede omskiftelige tider – den var lukket i en periode i 1930’erne, genåbnede under krigen i 1944 og blev i 1967 nedrykket til trinbræt – står Plesners smukke stationsbygning der endnu i dag som et privat hjem. Den minder os om den tid, hvor Agnes trådte sine ungdomssko i Elling Sogn, før hun mødte sin Otto og drog mod Try for at blive købmandskone.

Bag murene på Slotved – Sindal-egnens fattiggård og Ottos rødder

Vores farfar, købmanden Otto Emil Madsen, blev født i Sindal Sogn i 1883. Når vi i dag tænker på Sindal i slutningen af 1800-tallet, tænker vi ofte på den rivende udvikling, som stationsbyen gennemgik med nye købmandsforretninger, realskole og håndværkere. Men bag fremskridtet og facaderne gemte der sig en barsk virkelighed for sognets fattigste. Det var en virkelighed, som Otto Emil har kendt til fra sin barndom på egnen.

I 1868 – femten år før Otto blev født – opkøbte Sindal-Astrup Kommune den gamle fæstegård Slotved, der hørte under herregården Baggesvogn. Formålet var klart: Gården skulle omdannes til sognets fattiggård.

Dengang var fattigdom ikke noget, man mødte med milde gaver. Fattiggårdene blev indrettet som komi systemer af forsørgelse og tvangsarbejde. Filosofien var, at de fattige – eller “lemmerne”, som de blev kaldt – skulle arbejde for føden. På Slotved Fattiggård betød det hårdt fysisk arbejde i landbruget og i de tilhørende skovområder under Baggesvogn.

Livet under skrappe regler

Livet på fattiggården var præget af streng disciplin. Når man trådte ind over dørtærsklen på Slotved, mistede man reelt sine borgerrettigheder og blev umyndiggjort. Man måtte ikke forlade gården uden tilladelse, mænd og kvinder blev strengt opdelt, og man kunne ikke gifte sig uden sognerådets samtykke. Fattighjælpen var en sidste udvej, som var forbundet med stor social skam.

Slotved fungerede som egnens fattiggård helt frem til 1916, hvor nye tider og et ændret menneskesyn langsomt begyndte at vinde indpas, indtil den store socialreform i 1933 endegyldigt gjorde op med de gamle fattiggårde.

Da den unge, 25-årige Otto Emil Madsen i 1908 pakkede sine ting og rejste fra Sindal til Try for at opføre sin landkøbmandsforretning, bar han historierne om egnens hårde skæbner med sig i bagagen. Det giver et gribende tidsbillede af den verden, jeres bedsteforældre kom fra, og de kontraster, der mødte dem i datidens Vendsyssel.

===================================================

Fra et landkøbmandshjem til skoleinspektør:

I begyndelsen af det 20. århundrede begyndte en bemærkelsesværdig slægtshistorie i den vendsysselske landsby Try. Det er historien om Agnes og Otto Madsen – et par, der gennem årtier blev selve omdrejningspunktet for lokalsamfundets praktiske og åndelige liv.

Den nyopførte købmandsforretning som Otto Madsen opførte i 1908 og drev i 35 år og hvor 6 børn kom til verden.

Den gamle landkøbmandsforretning i Try, som min farfar Otto Emil Madsen opførte fra bunden i 1908 og drev i 35 trofaste år sammen med min farmor Agnes. Foto: September 2026.

Bygningen i Try som den tager sig ud i sept. 2026. Selvom tiderne har skiftet, står den gamle købmandsgård stadig utroligt flot og minder om en tid med sogneliv og flittig vendsysselske iværksætterånd.

Eventyret startede, da en ung og ambitiøs Otto Madsen (født 1883 i Sindal) som blot 25-årig i 1908 besluttede at slå sig ned i Try. Sammen med sin hustru, Agnes Mathilde Laurine (født 1888 i Elling), opførte han fra bunden en helt ny landkøbmandsforretning. Det krævede et ualmindeligt mod og en jernvilje at etablere sig som købmand dengang, men parret besad den seje vendsysselske iværksætterånd. I 35 år drev de butikken, som ikke blot handlede med kolonialvarer, men fungerede som byens uformelle mødested, hvor sognets nyheder blev udvekslet over disken.

Hjemmet i Try var fyldt med liv, varme og hjerterum. Agnes og Otto fik seks biologiske børn – fire raske drenge (Elith, Henry, Frimodt og Hans Erik) og en lille datter, Nanny, som dog desværre gik bort som spæd i 1914 og efternøleren Karen Margrethe. Dertil åbnede de deres hjem for endnu en dreng, som de adopterede. Blandt de fire raske drenge var Elith Madsen, født den 5. august 1913.

Familielivet var dybt forankret i egnens stærke åndsliv. Når ugens slid i købmandsforretningen var omme, søgte familien ofte mod det lokale Missionshus i Try. Her mødtes de med egnens andre trofaste borgere. Særligt den lokale lærer, frk. Thorup, var en markant og samlende figur i missionshuset. Hendes pædagogiske og åndelige lederskab prægede uden tvivl den store børneflok fra købmandsgården. Det var her, min far fik sin første, dybe respekt for lærergerningen og opvæksten i et trygt landsbysamfund.

Næstekærlighed, daset på Højrupsvej og minder fra skolen.

Når jeg tænker tilbage på min fars, opvækst og rødder, rettes blikket altid mod hans fødeby, Try ved Øster Vrå. Det var her, i dette levende og tætte vendsysselske lokalsamfund, at grundstenen til vores familie blev lagt. I Try trådte min far sine barnesko, og her oplevede han markante skikkelser som frk. Thorup, der med sit store engagement som lærerinde i Try Missionshus og skole i samme hus, satte sit præg på generationer af børn på egnen.

Min far fortalte ofte levende om barndommens storslåede landskab, som maleren Oluf Søndergaard, der som hovederhverv var manufakturhandler, men hans hobby var at male. Han fangede så mesterligt – det særlige, kraftfulde vendsysselske lys, på sine lærreder, og far omtalte den mægtige, gamle herregård Ormholt, der lå godt gemt inde i de smukke, kuperede Nejsum Bakker, og som i århundreder havde sat sit præg på hele egnen og dens rige historie.

Båndene til frk. Thorup stoppede ikke i Try.

Senere i livet blev min onkel, overbetjent Frimodt Madsen (1915–1998), en central brik i hendes liv. Frimodt var en kendt, respekteret og utrolig vellidt skikkelse i Frederikshavn. Som politibetjent var han i høj grad en mand, der værnede om fællesskabet og de svage. Mange frederikshavnere vil huske ham for hans utrættelige arbejde med færdselsundervisning på byens skoler – herunder Ørnevejens Skole, hvor min faster Tuts mand, onkel Johannes, passede sin faste gerning som lærer. Det var helt i tråd med Frimodts hjertevarme væsen, at han hjalp den aldrende frk.

Hos Frimodt kom også et ældre ugift søskendepar ud af en dyrlægefamilie – herunder en bror, der bar på den tunge skæbne at kæmpe med et alvorligt alkoholproblem. De kom meget i hjemmet hos Frimodt og tante Elin. Det var et sandt fristed for dem. Hvor det omgivende samfund måske mødte problemerne med afstand og fordomme, mødte de hos Frimodts familie en dyb, uselvisk næstekærlighed og en dyb social omsorg. Man lukkede ikke døren; man inviterede indenfor og rakte en hjælpende hånd. Senere da Frimodt flyttede fra Frederikshavn blev det Johannes og faster Tut, der tog sig meget af dette søskendepar.

Da min farfar Otto og farmor Agnes kom til Frederikshavn, var det til det hyggelige lille rødstenshus, som farfar i sin tid købte på Højrupsvej. Det var et hus med sjæl og tidstypisk indretning – komplet med et træskur i haven, der husede familiens das. Her var der to sæder, kun adskilt af en enkelt dør, og som vi spøgefuldt husker det: Ja, der skulle frisk luft til! En gang om ugen kom skraldemændene og tømte det, og selvom man i dag må sige “uha, uha” til tanken, så var det rammen om det jævne og gode liv, de opbyggede efter de mange år på egnen.

Bag denne grundlæggende rummelighed lå fortællingen om mine bedsteforældre, Agnes og Otto Madsen, hvis egne slægtshistorier trak tråde tilbage til to vidt forskellige, men utroligt livfulde verdener i det gamle Hjørring Amt. Min farmor, Agnes Mathilde Laurine Larsen, blev født i 1888 som datter af stationsforstander Laurits Martinus Larsen på Rimmen Station i Elling Sogn. Det var en opvækst præget af jernbanens faste rytme og en livlig, stor søskendeflok på i alt ni børn. Det var herfra, hun mødte min farfar, handelskommis Otto Christian Emil Madsen. Hans baggrund var solidt plantet i den sociale virkelighed i Sindal, hvor hans far, min oldefar Jens Christian Madsen, i en lang årrække var fattiggårdsbestyrer.

Her voksede min farfar op som en del af en enorm flok på 12 søskende. Det var denne solide ballast af at kunne begå sig blandt alle samfundets lag – fra stationsbyens rejsende til fattiggårdens skæbner – som Agnes og Otto tog med sig, da de som ungt par kom til Try. Gennem 35 år opførte og drev de den velkendte købmandsforretning, der dannede den trygge ramme om min fars barndom, alt imens frk. Thorup passede sin gerning i skolen og missionshuset. Når historierne smelter sammen, ser man

Min farfar Otto Emil Madsen. Tror han er i sin bedste alder her.

tydeligt, hvordan fattiggårdens skæbner, stationens faste rytme, Try-købmandens lune summen, det to-sædede das på Højrupsvej og onkel Frimodts og onkel Johannes’ gerning i Frederikshavn alle har vævet det smukke tæppe, som vores familiehistorie er gjort af. Det er en historie om rødder, men i højeste grad også en fortælling om det spor af næstekærlighed og lune minder, der binder generationerne sammen.

Seminarie år, vikararbejde og kirkesang

Da tiden kom, valgte Elith bøgernes og dannelsens vej. Han havde på Realskolen i Øster Vraa taget præliminæreksamen og kunne nu komme på lærerseminariet. Han søgte mod det hæderkronede Nørre Nissum Seminarium ikke langt fra Lemvig, hvor han efter års flittigt studium bestod sin lærereksamen.

Som nyuddannet lærer kastede han sig ud i arbejdslivet, der i starten bød på omskiftelige vikarjob. I 1936 fik han blandt andet vikararbejde på Stidsholt Efterskole ved Lyngså og Sæby. Stidsholt Årsskrift fra 1936: Det officielle årsskrift fra Stidsholt, bekræfter hans tidlige virke. Her står han opført på lærerlisten for 1936 under navnet Elith Madsen, og det nævnes specifikt, at skolen havde “antaget Lærer E. Madsen fra Try”. Han dækkede de boglige fag sammen med skolens øvrige personale, hvor han stod opført som den unge lærer hentet ind fra Try. Elith besad en god stemme og et stort engagement i kirken, og sideløbende med sine tidlige vikarjob virkede han som kirkesanger ved Badskær Kirke sydvest for Sæby. I 1937 fik han sit første faste embede som enelærer på den lille, isolerede Øster Hjermitslev Engskole, der lå helt ude ved kanten af den sagnomspundne Store Vildmose. Da han startede der, var han endnu ung og ugift, men det skulle et kursus i Brønderslev snart lave om på.

Opvækst og flid på Vester Ågård i Serritslev

Mens Elith trådte sine barnesko i Try, voksede hans kommende hustru, Ida Marie Larsen, op på slægtsgården “Vester Ågård” i Serritslev. Gården ligger smukt og markant placeret ved den store Vester Å, omkring 5 km kilometer fra Brønderslev. Hendes forældre, Laura og Vilhelm Larsen, drev gården med flid og dygtighed. I det gæstfrie hjem voksede en søskendeflok på tre op: den ældste var en dreng, og dertil to piger, hvoraf Ida Marie var den ene.

Ida Marie trådte sine barnesko i Serritslev Skole, men hun havde mod på mere og ville gerne dygtiggøre sig inden for kontor og handel. Hun søgte derfor mod Brønderslev, hvor hun tog sin handelsskoleeksamen på aftenskolen. For at få hverdagen til at hænge sammen, flyttede hun på værelse i Brønderslev hos et ældre ægtepar, der var en gammel nabo hjemme fra Serritslev. Fliden bar frugt, og hun fik fast ansættelse som kontorassistent hos Robinson Andersens store, kendte æg- pakkeri i Gravensgade i Brønderslev.

Da tiden kom, hvor Laura og Vilhelm Larsen valgte at trække sig tilbage fra det hårde landbrugs liv, købte de et godt hus inde i Brønderslev, Annexgade 9. Stafetten på “Vester Ågård” blev dog i familien, da Ida Maries ældste bror overtog slægtsgården ved åen.

Her boede min mors forældre Laura og Vilhelm Larsen, Annexgade nr. 9, Brønderslev

Kærligheden og bøgernes bånd

Et begynde kærlighedsforhold, det er bare så fint.

Det var netop Ida Maries tid i Brønderslev, der førte de to sammen. Elith Madsen havde i mellemtiden taget lærereksamen fra Nørre Nissum Seminarium og bestred nu embedet som enelærer på den isolerede Øster Hjermitslev Engskole ude i Store Vildmose på Starengvej.

For at lære det klassiske, boglige håndværk meldte Elith sig til et bogbinderkursus i Brønderslev med bogbinder Poul Marlo Madsen som underviser.

Øster Hjermitslev Engskole med kun 1 klasseværelse

Her mødte han kontorassistenten Ida Marie Larsen. De to blev hurtigt rigtig gode venner, og venskabet udviklede sig snart til kærlighed. Det endte med, at de besluttede, at de ville dele livet med hinanden, og den 30. december 1941 blev de gift i Serritslev Kirke.

Ida Marie flyttede derefter med Elith ud til den afsidesliggende skole i mosen, beliggende på Starengvej, 5-6 km fra Brønderslev. Her blev de i juli 1943 forældre til deres første barn, en pige, der fik navnet Bente.

Inden turen i 1944 gik mod vest til Vrensted Byskole, hvor de tre drenge kom til flokken.

ScreenshotHer er begge hold bedsteforældre på besøg på Engskolen

Kultur- og ungdomspioner i Vrensted

Vrensted Byskole ligger ved siden af kirken

Efter den barske, men lærerige tid i mosen tog Elith og Ida Marie i 1944 det store spring mod vest til Vrensted Byskole, hvor Elith overtog embedet som førstelærer. Efter ankomsten til Vrensted voksede familien yderligere, da der kom tre drenge til flokken – heriblandt den næstældste, Jens Otto, der kom til verden i det glade befrielsesforår i 1946.

I Vrensted blev Elith Madsen hurtigt en uundværlig kulturbærer, solidt bakket op af Ida Marie i det gæstfrie hjem i byskolen.

Foruden sin store lærergerning overtog han hvervet som kirkesanger ved Vrensted Kirke gennem en årrække, hvor han med sirlig særpræget hånd også førte den officielle, håndskrevne kirkebog.

Elith brændte dog i særdeleshed for ungdommen. Han gik forrest i sognets ungdomsarbejde og bestred posten som formand for Vrensted Ungdomsforening, der skabte liv og kulturelle aktiviteter for egnens unge. Da den topmoderne, 8-klassede centralskole stod færdig i 1959, og han velfortjent blev udnævnt til byens første skoleinspektør, hvilede han ikke på laurbærrene. Han blev samtidig leder af den allerførste ungdomsskole i Vrensted, der blev etableret som en fremsynet aftenskole i de nye, flotte rammer på centralskolen.

Min far gik bort i 1974 efter et langt liv i skolens tjeneste, og Ida Marie fulgte ham i 1986. Historien om dem er fortællingen om to mennesker, der mødtes i flid og kærlighed, og som sammen lagde deres hjerteblod i Vrensteds skole, kirke og ungdomsliv. Deres eftermæle lever i bedste velgående – ikke mindst i de mange lokalhistorier, der i dag samles på www.Vrensted-Historier.dk for at ære den by, de viede deres liv til.

Herunder fortælles af lærer Johanne Vestergaard:

Slægtstavle og Data

Fædrene gren (Try og Sindal):

Farfar: Otto Emil Madsen (født 1883 i Sindal – død i Frederikshavn1963). Otto Madsen byggede og drev land-købmands-forretningen i Try fra 1908 til 1943. Farmor: Agnes Mathilde Laurine Madsen (født 1888 i Elling – død i Frederikshavn 1957).

Fra venstre, Henry, Elith, Frimodt, Hans Erik og Karen Margrethe (Tut)

Min fars søskende (Børneflokken i Try):

Elith Madsen (født 5. august 1913 i Try – død 29. januar 1974 i Vrensted).

Henry Madsen (født i Try 1910 d. 1986).

Frimodt Madsen (født i Try 1915 d.1998).

Hans Erik Madsen (født i Try d.1917, d.1990).

Nanny Madsen (født 1914 i Try – død som spæd i 1914).

Karen Margrethe Thomsen (født i Try 1923 d.2016 )

Hertil en adopteret bror ved navn Svend.

Mødrene gren (Serritslev):

Laura og Vilhelm min mors forældre

Morfar: Vilhelm Larsen. Gårdejer på “Vester Ågård” i Serritslev. (f.1883-d.1957) Flyttede senere i hus i Brønderslev.

Mormor: Laura Larsen. Gårdmandsfrue på “Vester Ågård”, flyttede senere i hus i Brønderslev. (f.1886-d.1976)

Mors søskende (Børneflokken på Vester Ågård):

Ældste bror: Richard Larsen -Overtog slægtsgården “Vester Ågård” ved Vester Å, da forældrene trak sig tilbage. (f. 1912, d. 1989)

Ida Marie Larsen (mor – født i Serritslev 1916 – død 1986 i Vrensted).

Marie Larsen (født i Serritslev 1917– død i Brønderslev 2002)

Min mor – Mørket og freden

Min mor var et menneske, der kom til at bære på en ubeskrivelig tung arv. Sammen med sin søster Marie og deres storebror led hun under den forfærdelige sygdom, som man dengang kaldte for dårlige nerver. Det var et mørke i sindet, som i perioder overskyggede alt, og som betød, at både mor og moster Marie i flere omgange måtte indlægges på Statshospitalet i Brønderslev.

For os søskende og for min far var det ubeskriveligt hårdt at stå på sidelinjen. At se det menneske, man elsker, kæmpe mod en usynlig fjende, slider på en familie. Da min far døde som blot 60-årig, ramte den ultimative sorg. Det tab kom min mor sig aldrig rigtigt over. Savnet og tomheden gav sygdommen ny næring, og de næste ti år – også efter hun var fyldt 70 år – fulgte flere svære indlæggelser.

Vi forsøgte efter bedste evne at hjælpe hende videre. Vi fik solgt huset i Vrensted og fandt en fin, tryg lejlighed til hende inde i Brønderslev. Men mørket ville det anderledes. Natten før hun skulle flytte ind i sit nye hjem, mens hun var indlagt, traf hun sit eget ulykkelige valg. Hun forcerede det store hegn ved sygehuset og sprang i branddammen. Hun druknede.

Det var et selvmord, og det efterlod os i dyb sorg. Men midt i den tragiske afslutning fandt vi en trøst i tanken om, at hendes plagede sind endelig fik den fred, hun så længe havde søgt efter.

I dag kan vi glæde os over, at det tunge mørke har sluppet sit tag i vores familie. Blandt os søskende er der i dag kun ganske lidt tilbage af denne skrækkelige sygdom, og ingen af os har måttet gennemgå de svære indlæggelser. Min mor tabte kampen til sygdommen, men hendes minde lever videre i os med kærlighed – og med bevidstheden om, at mørket ikke fik det sidste ord over slægten.

Onkel Frimodt – Fra Det Blå Hjørne til historisk Politiinspektør

Historien om min onkel Frimodt Madsen er fortællingen om en mand, der med urokkelig ambition, mod og ren og skær dygtighed formåede at sprænge rammerne for, hvad der var muligt i hans samtids Danmark.

Det hele startede i Hjørring. Som ung mand kom Frimodt i købmandslære i den kendte og travle kolonialforretning “Det Blå Hjørne”, der lå centralt i Jernbanegade 27, lige over for banegården. Gadekrydset summede altid af liv med duften af kaffebønner og pibetobak, og det var her, midt i butikkens travlhed, at skæbnen greb ind. Frimodt forelskede sig i købmandens datter, og det unge par fandt sammen i et partnerskab, der skulle holde hele livet, mens han uddannede sig og lærte faget fra bunden.

Besættelsen i 1940 ændrede dog alt. Frimodt var søgt ind i politiet og havde fået tjeneste på stationen i Frederikshavn. Da den tyske besættelsesmagt den 19. september 1944 slog til mod det danske politi, reddede skæbnen ham; han befandt sig på en tjenesterejse i København og undgik mirakuløst tyskernes aktion. Han vendte hurtigt tilbage til Vendsyssel, skiftede identitet og gik under jorden under et dæknavn. Heroppe, gemt væk på et hemmeligt loft hos den gæstfrie lærerfamilie på den lokale skole nær Frederikshavn, levede han i konstant skjul, mens han i det skjulte bidrog til modstandskampen.

Efter befrielsen i 1945 kom der for alvor fart over karrieren. Han steg hurtigt i graderne, og hans skarpe lederevner førte ham til Sjælland, hvor han blev udnævnt til stationschef i det strategisk vigtige Korsør. Men Frimodt var slet ikke færdig med at klatre op ad rangstigen. Han blev udnævnt til politikommissær, og kronen på værket kom, da han blev udnævnt til politiinspektør i Herning – en post, han bestred med stor autoritet indtil sin pensionering.

Det var her, han skrev sig direkte ind i den danske politihistorie. Onkel Frimodt blev nemlig den allerførste politiinspektør i Danmark, der opnåede denne høje og magtfulde lederstilling uden at have en juridisk uddannelse. Dengang var de øverste poster i politikorpset strengt forbeholdt jurister, men Frimodts praktiske begavelse, hans mod fra krigens dage og hans eminente menneskeforståelse var så overbevisende, at systemet måtte bøje sig. Han var en pioner, der brød det akademiske monopol – og det var i sandhed en bedrift, hele vores familie med rette kan være uendeligt stolte af.

Frk. Thorup og skolegangen i Try

Missionshuset og skole i Try sept. 2026

Når man taler om min fars barndom i Try ved Thorshøj, kan man ikke komme udenom en af egnens mest markante skikkelser: frk. Thorup. Hendes fulde navn var Ingeborg Thorup, og hun var intet mindre end en institution i lokalsamfundet.

I 1908 blev hun ansat som leder og bestyrer af den lokale privatskole, som holdt til i Try Missionshus. Her passede hun sit livskald i præcis 40 år, helt frem til 1948. I de gamle lokalhistoriske optegnelser beskrives hun som en særdeles velrenommeret og agtet lærerinde. Hun bar de klassiske, stolte dyder og var dybt forankret i det missionske liv på egnen, som prægede hverdagen i Vendsyssel dengang.

Min far sad på skolebænken hos frk. Thorup, og hun var en naturlig del af hverdagen i Try. Skolen og Missionshuset lå tæt på mit fædrene hjem i Købmandsgården, og det var her, frk. Thorup jævnligt kom på besøg for at nyde en kop kaffe i privaten. Man kan levende forestille sig de samtaler, der har fundet sted over kaffebordet mellem den respekterede lærerinde og købmandsfamilien.

Frk. Thorup var skolen i Try. Da hun i 1948 gik på pension og flyttede til Frederikshavn, forsøgte man ganske vist at køre privatskolen videre. Men uden hendes faste hånd og stærke væsen gik det kun i to år, før skolen i missionshuset måtte lukke endeligt i 1950. Hendes eftermæle står tilbage som symbolet på en trofast og hjertevarm kulturbærer, der var med til at forme min fars generation.

Hjerterummet på Hjørringvej 15

Hvis man spurgte min mor, Ida Marie, om det var svært at komme fra en lille familie med blot to søskende og så træde ind i en ny, stor familie med fem søskende, ville hun uden tvivl have svaret med et stort smil: Det var helt fantastisk. Min fars familie talte fem biologiske søskende – fire friske drenge og en enkelt pige – og sammenholdet var unikt.

Min mor fandt sig hurtigt til rette og fik det allerbedste forhold til sine svigerinder. De fire brødre og onkel Johannes havde ligeledes et urokkeligt og tæt bånd. Da min mor flyttede ind hos vores far, blev hun hjemmegående husmor, og det samme var tante Elin (Frimodts hustru) og tante Inga (Henrys hustru) gennem hele livet. Det var en anden tid for tante Else Kirsten, onkel Hans Eriks ægtefælle; hun var uddannet lærer og fulgtes ad med sin mand i arbejdslivet, da hun altid havde job på samme skole som ham.

Alle familierne gjorde meget ud af at besøge hinanden jævnligt, på trods af at de boede spredt over landet. Men det var uden tvivl hos Karen Margrethe – vores elskede faster Tut – og onkel Johannes på Hjørringvej 15 i Frederikshavn, at vi alle kom tiest.

Huset var familiens naturlige samlingspunkt, hvilket kun blev forstærket af, at farfar efter farmors død flyttede ind hos sin datter og svigersøn og 2 børn. Farfar fik sit eget gode værelse og levede og boede der på sine ældre dage, næsten indtil sin død.

Jeg var så heldig at komme på ferie hos alle mine onkler og tanter, og da vi var flere fætre og kusiner i samme alder, mærkedes afstanden aldrig. Når vi var samlet, elskede vi børn at opholde os i skolestuen i Vrensted, hvor der altid var spændende ting at kigge på og læse i. Det var et sandt hjerterum, hvor dørene altid stod åbne, og hvor familiens bånd blev knyttet stærkere for hver eneste sammenkomst.

Fra Bovlund til Skads v/Esbjerg og onkel Henry fra Vejle til Aalborg

Min fars søskendeflok talte også onkel Hans Erik og onkel Henry, som begge drog ud i landet, men altid forblev en vigtig del af vores liv.

Onkel Hans Erik uddannede sig til lærer og fik job på den lille skole i Bovlund i Sønderjylland. Senere arbejdede ægtefællerne som lærer ved bl.a. Øster Lindet skole og Agerskov Skole. Vi fra Vrensted pakkede flere gange vores bil og kørte til Bovlund på ferie, og det var fantastiske tider. Hvis vi børn bare gik lige ind i de tomme klasselokaler og legede, gik snakken lystigt i stuerne. Min far og Hans Erik havde utroligt meget skolemæssigt at diskutere, og de faglige og pædagogiske drøftelser ville ingen ende tage. Senere i livet valgte Hans Erik åndens vej og gik præstevejen, og i en sen alder fik han sit eget præsteembede i Skads fra 1985 – 1993, tæt på Esbjerg.

Onkel Henry gik i familiens fodspor og blev købmandsuddannet ligesom sin bror Frimodt. Han valgte dog landevejen og blev en dygtig sælger for Havne Møllen i Vejle, hvor han kørte rundt og solgte mel til bagerne. Senere flyttede han og familien til Aalborg. Her fik Henry ansættelse hos Aalborg Ny Havnemølle, og også dem havde vi et utroligt godt og tæt forhold til.

Henry var nok den sjoveste af alle drengene i søskendeflokken. Han var fuld af humør og elskede at lave sjov og gøgl med os børn, hvilket altid spredte en herlig stemning, når vi sås.

Både Henry og onkel Frimodts familier boede i lejlighed på daværende tidspunkt. Der var naturligvis ikke helt så meget plads at boltre sig på, som vi var vant til i Vrensted eller under ferierne i Bovlund – men hjerterummet og det gode forhold fejlede aldrig noget.

Med dem har alle min fars søskende fået deres velfortjente plads i vores slægtshistorie.

Barndommen i Vrensted Byskole og Sommerhuset i Saltum.

Da jeg kom til verden i 1946, boede vi i Byskolen i Vrensted, hvor min far var lærer. Efter datidens forhold havde vi det egentlig godt, og jeg husker, hvordan vi fik lavet et helt nyt, fint badeværelse med terrazzogulv og senere et skønt værelse til min søster på loftet. Skole- bygningen var en lang hvid bygning, hvor der i vestenden var en lang skolegang til overtøj mv. Det samme gjorde sig gældende i vestenden.

Midt i bygningen var der 2 lejligheder mod vest førstelærerens bolig med adgang til loftet. Der var en lille baggang og en større forgang, fars kontor ud til skolegården med kakkelovn, spisestue med kakkelovn og en stor stue som vi kaldte dagligstuen med kamin, den brugte vi kun om søndagen, et lille bryggers et lille toilet samt soveværelse samt et værelse med plads til 2 senge og en gang i midten. Så havde vi et køkken med brændekomfur, en lille baggang, en pæn stor forgang og i alt tre stuer, som dannede rammen om vores hverdag

Men selvom pladsen var der, levede vi ikke under store forhold. Pengene var små, og hverdagen bar præg af fornuft og sparsommelighed. Det betød, at vi kun brugte to af stuerne til daglig: den lille stue, som var fars kontor med vinduer ud mod skolegården, samt spisestuen, hvorfra der var udgang til en dejlig terrasse omkranset af en mur med tre trappetrin ned til græsplænen. Den sidste stue – den store, pæne dagligstue med den fine kamin – kom vi udelukkende i om søndagen.

I de første mange år var opvarmningen en slidsom affære. Vi fyrede med tørv og briketter, og ude i køkkenet stod det gamle brændekomfur, som mættede huset med varme og duft. I soveværelserne var der overhovedet ingen opvarmning. Om vinteren var der så koldt, at ruderne frøs til på indersiden, og når vi vågnede om morgenen, brugte vi fingrene til at tegne isblomster og mønstre i frosten på glasset. Vores redning var de varme varmedunke, som vi fik med ind under de tykke dyner, så vi kunne holde varmen i de kolde vinternætter. På det tidspunkt var vi kun en lille flok på 2-3 børn, der fyldte de rammer. Først langt senere kom moderniseringen til skolen, da vi fik indlagt centralvarme og oliefyr, hvilket ændrede hverdagen mærkbart.

Når der skulle nyt tøj til os børn, foregik det ikke i dyre forretninger. Vi fik i stedet aflagt tøj, som blev syet om. Enten kom der en syerske hjem til os i skolen, eller også gik vi over til den omrejsende skrædder, som holdt til i bagerens konditori en gang om ugen lige over for skolen.

Dengang i 1940’erne og 50’erne var samfundet skarpt opdelt, og folk på egnen satte automatisk læreren, præsten, lægen og brugsuddeleren op på en ophøjet piedestal. Det var en unaturlig særstatus, som vi absolut ikke ønskede i mit barndomshjem; mor og far ville bare være i øjenhøjde med alle andre, men sådan var tidsånden nu engang.

Efterhånden som årene gik, fik mor og far heldigvis flere penge mellem hænderne. Det gav dem mulighed for at udleve en stor drøm. De købte en sommerhusgrund i Saltum og fik opført et svensk Siljan-bjælkehus. Det var topmoderne med indlagt vand, men i den første tid var det helt uden elektrisk lys. Vi var de eneste i den store familie, der fik foden under eget sommerhus, og bjælkehuset i Saltum blev hurtigt rammen om utallige, uforglemmelige familiesammenkomster. Det hus betød noget ganske særligt for os, og det varmer mit hjerte, at min storesøster har overtaget det, så det den dag i dag stadig er på familiens hænder.

Vester Aagaard i Serritslev og barndommens frie lege i Vrensted.

Min mors rødder lå på gården Vester Aagaard, som lå smukt placeret ved Nørre Å i Serritslev. Min morfar, Vilhelm Larsen, var rundet af den samme sognemuld; han voksede op på slægtsgården ”Svanholm”, der lå placeret midt mellem Serritslev og Em ved Vrå. Da han i sin tid fandt kærligheden og skulle giftes, købte han Vester Aagaard, som blot lå omkring to kilometer øst for hans eget barndomshjem.

Da min søskendeflok og jeg var børn, havde min onkel Richard overtaget gården i Serritslev. Vores mormor og bedstefar var flyttet til Brønderslev, hvor de havde bosat sig i et rigtigt, solidt toetagers rødstens-murermesterhus i Anneksgade 9. Her boede de i lejligheden nedenunder, mens lejligheden ovenpå var lejet ud. Min bror Karsten, som er fem år yngre end mig, kom utroligt meget på Vester Aagaard gennem hele sin barndom. På grund af hans tætte bånd til onkel Richard blev gården et sted, hvor vi alle jævnligt kom på besøg.

Vores yngste bror, Henning, som er syv år yngre end Karsten, fandt dog sine helt egne veje og tilbragte i stedet oceaner af tid hos vores lokale mælkemand. Mælkemanden kørte hver dag rundt i Vrensted by og solgte mælk, smør og ost i litermål direkte fra vognen – enten fik vi mælken hældt på kande eller i en lille mælkespand, vi havde med ud. Senere hen var Henning mest at finde på sportspladsen, hvor han spillede traditionel fodbold, mens vores søster Bente legede med sine veninder.

Selv var jeg – Jens Otto – mest optaget af det frie liv i naturen, hvor jeg elskede at lege cowboy og indianer sammen med kammeraterne i de omkringliggende skove. Men jeg var nu også helt fodboldtosset som knejt. Når vi mødtes på sportspladsen, behøvede vi ikke to fulde hold for at have en fest; vi kunne blot være en 4–6 drenge i alt, der spillede en hel eftermiddag. Vi delte os i to hold og spillede det, vi kaldte ”købmand”. Det gik ud på, at man skiftede undervejs, så man eksempelvis var forsvarer i 15 minutter og derefter angriber i 15 minutter. Det hyggede vi os utroligt meget med.

Når sommerdagene var gode, mødtes egnens unger om aftenen i skolegården ved Vrensted Byskole. Det var her, det sande børneliv udfoldede sig med simple, men fantastiske lege, som børn i dag slet ikke kender til. Vi spillede med farverige hønseringe, trillede med små ler kugler eller legede ‘hugge i land’. Med en dolk i hånden fik vi tildelt en firkant på jorden, og når man kastede dolken på naboens land, så den stod fast i jorden, kunne man trække en streg og gradvist overtage naboens territorium. Vi spillede også ‘Antonius’, hvor vi kastede bolden over selve skolebygningen; hvis holdet på den anden side greb den, gjaldt om at løbe rundt og ramme en modstander. Det var en tid med uforfalsket bevægelse, fællesskab og en helt særlig barndomsfrihed.

Brødrene fra Svanholm – Videnskaben, mørket og den blinde forstanderinde.

Min morfar, Vilhelm Larsen, var ikke den eneste fra slægtsgården ”Svanholm” mellem Serritslev og Em, der kom til at sætte sit præg på verden. Hans søskendeflok talte bl.a. to brødre, der brød op fra landbruget for at gå akademiske veje – den ene valgte lægevidenskab, mens den anden valgte præstekaldet. Det blev to meget forskellige livsforløb, der strakte sig fra banebrydende pionerarbejde for samfundets svageste til et ensomt mørke i sindet.

Morfars ene bror uddannede sig til læge. Det var i sandhed en præstation i en tid, hvor vejen fra den nordjyske muld til universitetets tykke bøger var lang. Men lægefamiliens største eftermæle skulle vise sig at blive båret videre af hans datter, Kirsten Larsen. Hun kom til verden uden synets gave. I datidens Danmark betød blindhed ofte et liv i absolut afhængighed og isolation, men lægefamilien nægtede at lade hende gemme væk. Med urokkelig støtte og en vilje af jern voksede Kirsten op og dedikerede sit liv til at hjælpe andre i samme situation. Hendes store hjerte og skarpe forstand gjorde, at hun var med til at bane vejen for Det Kongelige Blindeinstituts nye skoleafdelinger, og hun endte som den stolte forstanderinde på Blindeskolen i Kalundborg. Her lærte hun unge, blinde kvinder husholdning, håndværk og uafhængighed – en revolutionerende gerning, der gav dem deres værdighed tilbage.

Morfars anden bror fulgte åndens vej og blev ordineret som præst. Han fik det fine og ansvarsfulde embede på Samsø, hvor han flyttede ind i den store præstegård. Men embedet som sognets åndelige overhoved bar på et tungt og ensomt pres. Dengang var præsten klippen, som alle andre lænede sig op ad, og der var intet rum til at vise sårbarhed eller tale åbent om depression.

Morfars bror fik svære, ”dårlige nerver” – det mørke, som desværre har ligget som en rød, smertefuld tråd i dele af vores slægt. Kampen mod mørket blev for uoverkommelig i det fremmede på Samsø, og i dyb desperation endte han sit eget liv ved at hænge sig ude i laden. Tragedien sendte chokbølger gennem både øen og familien i Vendsyssel, og i den tids ånd blev sorgen ofte tiet ihjel. Men i familiens fortællinger blev han aldrig glemt; han søgte blot væk fra præstegårdens fine stuer og ud i den rå, genkendelige lade, der mindede ham om barndommens trygge rammer på Svanholm, for at finde den fred, hans sind ikke kunne finde i livet.

Madsen-slægtens grene – Fætre, kusiner og det gode liv i Danmark.

Når jeg ser tilbage på min fars store familie, er det med en dyb stolthed over, hvordan Madsen-navnet har forgrenet sig ud i det danske samfund. Min fars søskendeflok lagde grunden til en stor og livskraftig flok af fætre og kusiner. Selvom tiden er gået, og to af vores kære flok desværre er gået bort, har vi bevaret et fantastisk bånd. Det er gået os alle godt, og vores generation har i sandhed vist, at flid, evner og det rige menneskesyn fra barndommen har båret frugt.

Madsen-familien kom til at sætte sit præg på mange forskellige og betydningsfulde erhverv i Danmark.

Nogle få stykker valgte det vigtige liv som hjemmegående husmødre, der skabte trygge rammer for de næste generationer.

Skoleverdenen trak dybt i slægten – ligesom vores forældre blev en stor del af flokken skolelærere, mens andre gik gymnasievejen og avancerede til gymnasielærere og rektorer.

Det omsorgsfulde gen i familien førte mindst en person ind i sundhedsvæsenet som sygeplejerske.

Det åndelige og boglige kom til udtryk, da en blev præst, en blev skoleinspektør mens det stolte håndværk og handelstalent gav os en bager og en bankmand.

Én af mine kusiner blev lærer og formand for kunstnerhjemmet Jenle på Salling, hvor den store, folkekære forfatter og digter Jeppe Aakjær levede og skrev sine smukke viser.

Samfundshjulet og det skarpe ord fik også sin plads, da en uddannede sig til journalist og endte som den ansvarshavende redaktør og direktør for Ekstra Bladet.

Uanset hvor vejene førte os hen – fra bageriet til direktørgangen eller præstegården – har alle i vores store Madsen-familie haft en god, meningsfuld og tryg tilværelse i det danske samfund. At dele disse sider med jer, mine kære fætre og kusiner, er en hyldest til den varme, det hjerterum og det urokkelige familiesammenhold, vi fik med os fra alle vores barndomshjem.

EN FAMILIEHISTORIE – Fra Købmandsforretningen i Try m/ SIDESPOR OG SKÆBNER I VENDSYSSEL