Af: Peder Jensen Kjærgaard
som har skrevet En hilsen til bogbinder Poul Marlo Madsen, Brønderslev
Denne lille fortælling er udgivet i 1939 i 50 eksemplarer.
Lad Skæbner graane din Himmel,
hvad der var lyst engang.
inderst i Hjertets Grube
gemmer i Mørket en Sang.
Sangen om det forgangne
i Dagenes dybe Sø,
der tabtes Evighedblomster –
Mindet, som aldrig kan dø,
(Bent Stenberg).
Paa den mørke Vildmose, fjernt fra menneskelige Boliger, hvor Blæsten hviner og Uglen tuder, her finder vi endnu noget af de store Vidders Ensomhed.
Paa lyse Sommerdage, naar Solen hæver sig op i Gryet i Øst, kan der over den store Flade være spændt et Net af Spindelvæv, hvori Dug- draaberne tindrer i alle Regnbuens Farver. Og op fra Lyngen stiger en lillebitte Prik: Den graa Sanglærke, der baskende med Vingerne skruer sig højere og højere opad, mens den synger sin Jubel ud i den gryende Morgen.
Der hvor Mosen holder op, og Agerjorden begynder, driver det ved Høstens Tid med Dufte af modnende Korn. Da er det ogsaa paa den Tid, Mosen klæder sig i Festskrud. Saa langt Øjet ser, lyser Lyngens rødbrune Blomster, og Humlebierne svirrer brummende fra Blomst til Blomst og suger af de fyldte Kalke, Over den kilometer lange Strækning af gamle Tørvegrave, hvor Stargræsset vokser stridt og frodigt, lyser Kæruldens hvide, silkeblade Blomster op i alt det sorte, et bølgende Hav af hvidt. Langt ude, dér hvor Kimingen gaar i et med det uendelige Rum, flimrer Lokesæden mens Gederamsen, de mandshøje Stængler med de skinnende røde Blomster flammer som en Brand over det….
Men naar Efteraaret sætter ind med stride Byger, og Skyerne i stormfulde Kast jager hen under Hvælvet, brølende som en Horde af onde Aander, der jager hinanden, er Vildmosen Mørkets Hjem, der avler Tungsind. Saa går Brokken i Hi, og Trækfugleskaren drager søenderud mod blidere Egne. De skriger i Angst og Forventning ud i den mørke Nat. En enkelt Fugl styrter med bristet Hjerte ned mod den ribbede Lyng. Bare et Suk som fra en Sjæl i Ned og Vaande, mens Flokken fortsætter som en susende og skrigende. Fanfare, der stævner mod Lyset eller Udslettelsen…
Hertil kom for mangen Herrens Aar siden en underlig Mandsling pamprende hen ad den sandede Vej fra Brønderslev, gennem Landsbyen Øster Hjermitslev ud til Moselandet. Det var om Foraaret, ude over Kærene boltrede Viberne sig i Parringsleg, og Lærkerne sang. Men han hørte ikke hverken Viberne, Lærkerne eller Vindens kælne Susen i de forvitrede Graaris, for han var tunghør. Men han knyttede Næverne, så Musklerne spillede i de senede Arme. Her var noget. for en rask Mand at tage fat paa.
Denne Mand var Laust Mogensen, der i en Menneskealder, i to Menneskealdre, kommer jo an på, hvor længe man lever, har været kendt under Navnet Mose-Laust.
I sin Ungdom rejste Laust sammen med sin Kone til Amerika, for der – i det den Gang forjættede Land at skabe sig en Fremtid. Nu var han altsaa kommet tilbage. Men Konen var ikke med; hende havde han mistet derovre i det fjerne Vesten. Nu gik han her med sin Søn ved Haanden, en Dreng paa en halv Snes Aar. Laust var rejst til Amerika fyldt af Haab… og nu en slagen Mand, der tilmed var blevet stærkt tunghør.
Kort Tid efter saa man Laust med sin Trillebør komme kørende oppe fra Landsbyen, hvor han fra en Byggeplads havde tigget sig noget Skrammel. Folk, der skulde i Mosen efter Tørv, fik hurtigt Forklaringen. Laust var ved at bygge sig en Hytte derude paa Ødet, hvor der var omtrent en Fjerdingsvej til nærmeste Nabo. Inden længe, saa man de graa Lermure vokse, indtil de havde en passende Højde. Og en Dag var der stablet noget. Sprinkelværk til Spær og Lægter ovenpas. Paa Dage efter var Huset tækket med et solidt Lyng- tag. Da Vildgæssene om Efteraaret i larmende Kiler sagte ud til Gasselunerne, de tre dybe Søer midt ude i Moselandet, var Hytten saavidt færdig, at Laust kunde flytte ind med sine faa Ejendele. Det ligger nu saadan noget som fyrretyve Aar tilbage i Tiden.
De første mange Aar ernærede Laust sig som Daglejer paa Omegnens Gaarde. Da der ofte var milelangt til Arbejdspladserne, blev det tit en træls Vandring Morgen og Aften. Men hjemme i Mosehuset ventede der ham den Fred og Hygge, han længtes imod, da han, fattig og ene, så fattig, som et Menneske snart kan blive, vendte tilbage fra Amerika.
Men her havde Mose-Laust endelig fundet sig et Fristed for sine forpinte Tanker. Og omsider fandt han ogsaa den Kvinde, der vilde dele alt sammen med ham.
Laust saa Grøde og Frugtbarhed i sit Spor. Her tænkes ikke alene paa den store Børneflok, der voksede op i Mosehuset, men ogsaa paa alt det andet Smaakravl, Geder, Høns, Kaniner og ænder, Duer, Hunde og Katte, som det vrimlede med. Senere da han havde faaet Jord opdyr- ket fik han også Kreaturer.
Vi travle Mennesker af det tyvende Aarhundredes forcerede Jag kan vist have godt af at standse lidt og se, hvad Laust Mogensen i en Menneskealder fik udrettet. Nu, vi ser Store Vildmoses tusinder Tønder Land med frodig Græsmark, synes hans Værk næsten så intetsigende, men Mindet om den ufortrødne Slider bør dog leve og fremhæves, naar Vildmosens Historie engang skal skrives. Fem Tønder Land af Mosen fik Laust sat i Kultur uden anden Hjælp end sin Spade og sine grove Næver. Hvem fatter, hvor mange Spadefulde Jord der skal løftes for fem Tønder Land er kulegravet? Der var alenhøje Tuer med stridt Stargræs, Vildnis af Birke- og Graariskrat at planere, dybe Grøfter blev gravet og Sandet kastet ind over den sprøde Tørvejord… Nej, vi fatter ikke, hvad det har kostet af Slid og Udholdenhed at rane fem Tønder Agerjord fra Urmosen. Det er om disse. Sliddets Børn, Skjoldborg saa smukt har sunget i Husmandssangen,
Skønt Mose-Laust aldrig naaede at frigøre sig for Fattigdommens snærende Baand, var Mosefamilien uden Tvivl en af de lykkeligste dèr paa Egnen. Der er vist aldrig nogen, der har hørt Laust klage og jamre, og dét vil nu ikke sige saa lidt. Gennem mange Aar var jeg en jævnlig Gæst i Mosehuset. Der befandt jeg mig altid vel, Saa sad Laust og jeg og raabte til hinanden. Thi trods det, at han paa mange Maader nærmest var en Særling, sad der alligevel et kløgtigt Hoved paa ham. De, der troede, at Laust var noget til en Side og behandlede ham derefter, blev som oftest belært om noget andet. Jeg har tit grundet
over hvordan han, der ikke engang havde Råd til at holde en Avis, kunde vide så god besked om alt. Det maatte være Børnene, der fortalte ham alt, naar de om Søndagen kom hjem på Besøg. Han havde som sagt langt til Naboer, og de kom ikke til ham, og han heller ikke til dem. I Hjemmet havde han alt, hvad han havde behov. Det var rørende at se det smukke Familieforhold: Søndag efter Søndag kom Børnene cyklende på Besøg i det fattige Hjem.
Da jeg i 1933 rykkede mine Teltpæle op og flyttede til Fredericia, var nogle af de sidste jeg tog Afsked med af gamle Venner, da også Familien i Mosehuset.
Da jeg skulde afsted, knugede Laust min Haand, og det bævede om min gamle Vens Mund, idet han sagde:
Du vil komme til at længes efter din Mor, bitte Per.”
Tror du,” sagde jeg og smilte.
Ja det skal a low dig, svarede han omgående. Og så Mosen… hvordan vil du kunne undvære vor Mose?”
Dertil fandt jeg intet at svare, for vi, Vildmosens Børn, kan rejse hvorhen i Verden vi vil. Ingen Plet er hellig som Barndomsriget, Mosen med det vilde Navn. Hver Sommer, naar jeg var hjemme paa Ferie, var en af de første jeg besøgte naturligvis Mose-Laust. Og hver Gang gen- tog det samme sig.
Savner du alligevel int Mosen. Per?”
Det er snart det eneste, jeg virkelig savner,” svarede jeg så.
Jow, a kund’ nok tænk’ det,” sagde Laust saa. Vi her fra Mosen kan nu int føle os hjemme andre Steder end her… Jow, a sagde det også til dig inden du rejste, at du vil komme til at længes. Nej, a kund nu heller aldrig find mig i at bo andre Steder.”
Ja, naturligvis besøgte jeg Laust i Sommer. ferierne. Saa eftersaa vi, som saa mange Gange før, det hele: Køerne og Studen, Hønsene og Kaninerne, og bagefter gik vi ud over Agrene. Var Vejret godt fortsatte vi gerne ud i Urmosen, hvor vi satte os paa en Lyngtue. Der sad vi saa og saa os glade paa dette vidunderlige Landskab, der blev vort..
Saadan vil jeg helst mindes ham, min gamle, tunghøre Ven, siddende paa en Tue med blomstrende Lyng eller Stargræs og silkebløde Kær uldsduske, skuende ud over den milestore Mose, dette Landskabs Natur, der gennem mange Aars Samleven havde sat sit Præg paa ham, til han selv var en Del af Urmosen. Jeg har næsten aldrig kendt nogen, der levede i saa intim Forbindelse med Naturen som Mose-Laust. Han blev aldrig af dem, der trak det tunge Læs for Samfundets knirkende Vogn. Heller ikke indenfor Dansk Tunghøreforening har han sat sig det ringeste Spor. Han var bare en jævn Mand, en af de mange tunghøre, der aldrig har tragtet efter at gøre sig bemærket. Men han var et lysende Eksempel paa, at selv den, der skal gaa gennem Livet med lukkede Øren kan skabe sig Harmoni og Livsglæde, som stiller alt andet i Skygge. Derfor skal han mindes her i Tunghørebladet, skønt han sikkert vilde have protesteret, hvis han kunde have set det.. Mose-Laust var ikke af dem, der vilde gøres Stads af.
For nu er han ikke mere blandt de levendes Tal. Jeg vil ikke mere komme til at se ham, stirrende ud over Ødet dette Landskab, der havde præget ham saa stærkt. Hans Navn og Virke vil vel ikke være kendt af den Slægt, som følger efter. Derfor skal han mindes her, den gamle, trofaste Slider, en af Store Vildmoses sidste ægte Børn.