Historien om den kendte
forfatter Peder Jensen Kjærgaard
fra Øster Hjermitslev 
Her fortælles om forfatteren Peder Jensen Kjærgaard, da han, fremfor nogen anden, var vildmosens digter. Samtidig kan det medvirke til at skabe et bredere kendskab til forfatteren og hans produktion, idet en fotokopiering af titelblade af hans romaner og ligeledes nogle af hans digte, privattryk, gamle breve, kronikker m.m., samt med denne folder, at give læserne et indblik i forfatterens tornebestrøede vej til det fjerne mål, at skabe sig et navn som forfatter, hvilket mål han nåede 12-14 år før hans død i 1959.
Kjærgaards hjem
PEDER JENSEN KJÆRGAARD
blev født d.20. marts 1898 som søn af Karen Margrethe og Jens Jen- sen, der ejede “Bojgården” i landsbyen Øster Hjermitslev ved den nordlige rand af Store Vildmose.
Der stod ikke skrevet ved Peders vugge, at han senere skulle blive en landskendt meget læst forfatter.
Det var derimod forudbestemt, at han som søn af en estimeret gårdmand, skulle træde i forfadrenes spor og ligesom dem blive landmand og naturligvis, som skik var dengang, senere selv blive ejer af en gård.
Dette ønske fra forældrenes side gik også i opfyldelse, men med megen ringe succes, da Peder hverken havde lyst eller interesse for landbruget og havde desuden langt fra kræfter til det, på grund af dårligt helbred.
BARNEÅRENE:
Peder begyndte sine første skoleår i Øster Hjermitslev skole og mens han gik i skole her, besluttede han at han ville være digter, selv om hans første forsøg i digter kunsten og hans første honorar herfor, honoreredes med en kraftig lussing af hans lærer, der opdagede, at Peder havde været så letsindig at digte et i øvrigt ganske uskyldigt vers, som han havde skrevet på sin tavle i timen.
Selv om Peder havde fået lussinger før, af læreren, så blev det efter denne dag til end nu flere. En begyndende dårlig hørelse gav anledning til yderlige lussinger og tærsk, af en uforstående lærer, der med slående argumenter krævede af Peder, at han skulle høre efter, da han mente, at Peder godt kunne høre når han ville.
Det endte derfor også med, at Peders forældre tog ham ud af skolen, hvorefter han kom til at gå i privatskole i Brønderslev hos Helene Sørensen, Hun havde mere forståelse for Peders problem.
Peder følte selv skoleskiftet, som at komme i paradis.
Foruden at passe sin skolegang, var Peder om sommeren hyrdedreng på faderens gård. Hans ønske om at blive digter var dog udforuet minsket og i forbindelse hermed, var hans store ønske at komme til at eje et par bøger.
For sine spareskillinger drog han derfor en dag til boghandleren i Brønderslev og kunne derefter hjemføre ikke alene to, men hele fire bøger. Det var en festdag for Peder, der da var 10-12 år gammel.
Da han efter sin konfirmation kom ud af skolen, sluttede også det frie hyrdeliv, for nu skulle han til at være karl på faderens gård.
Efter nogle års forløb voksede trangen til at digte op i ham og da kunne det hænde, at medens han gik og pløjede, kunne han standse dette arbejde et øjeblik for at skrive nogle rim ned på det stykke papir, som han med samme formål gik med i lommen.
UNGDOMSÅR OG GIFTERMÅL:
P.J.K.s. hørelse var samtidig i tiltagende og han besluttede sig derfor til at tage et kursus i mundaflæsning på Statens Høreinstitut i Fredericia.
Han var på det tidspunkt først i tyverne.
Ungdomsbillede af Mary og F.Jensen Kjærgaard.
På høreinstituttet mødte han samtidig sin skæbne i form af den unge Mary Korsgård, der var fra Tvorup-Vogn sogn i Thy. Hun var også hørehæmmet og deltog af samme grund i dette mundaflæsnings- kursus.
De fik sympati for hinanden, en sympati der efterhånden udviklede sig til, at de ville dele deres fremtid sammen.
Nu var tiden derfor inde til at P.J.K. skulle have sin egen gård og med giftermålet for øje overtog han “Kjærgaard” i Øster Hjermitslev. Vielsen fandt sted i Thisted kirke d.11. april 1925 og de nygifte flyttede derefter ind på “Kjærgaard” som nybagte gårdejere, selv om P.J.K.s lyst til og interesse for landbruget var blevet endnu mindre.
Inden sit giftermål, havde P.J.K. nået at skrive adskellige digte og en dag lagde han dette stabel digte på bordet foran daværende fatter, Thomas Olesen Løkken og bad ham bedømme digtene.
Det var med betinget ros, at Th. Olesen Løkken sagde: “Ja, du kan nok rime, men der mangler indhold – indhold forstår du”.
Var det ikke andet, så mente P.J.K., at det nok skulle kunne ordnes, men det viste sig imidlertid, at når et digt skulle have indhold og mening, så var det næsten umuligt samtidig at skabe rim og rytme.
Efter et par brevvekslinger med Th. Olesen Løkken foreslog denne, at P.J.K.skulle gå over til prosaen.
Det var et hårdt slag for P.J.K., der altid havde forestillet sig, at det var gennem lyrikken han skulle forsøge at skabe sig et navn.
Efter at have gennemtænkt dette forslag i et par år, besluttede han sig alligevel til at forsøge sig med prosaen, for når en så stor lyriker som Jeppe Aakjær kunne nedlade sig til at skrive prosa, så kunne han vel også og det gik han så i gang med.
Efter overtagelsen af “Kjærgaard” kunne P.J.K. nu komme til at dyrke sin store interesse – at skrive.
Herom har han selv fortalt: “Det var her, jeg for alvor begyndte mit forfatterskab. Her stred jeg den forfærdelige kamp med formen og stoffet. Skrev og skrev – og lod landbruget skøtte sig selv. Ikke så sært, at vi til sidst blev jaget ud… Men da havde jeg allerede skrevet romanen (Goddag igen), som jeg debuterede med året efter”. (1933)
Sin egentlige debut som forfatter, fik han med novellen “Her mødes alle veje” der var i Vendsyssel Tidende d. 15. december 1928.
På det tidspunkt hed han Peder Jensen, men da han i julen 1929 udsendte denne novelle sammen med en anden novelle, som sit første privattryk, havde han antaget forfatternavnet Peder Jensen Kjærgaard og havde altså taget gårdens navn som sit efternavn. Privattrykkets titel var “Fra ødemarkens rige”.
Forud for udgivelsen af hans første bog, lå der foruden den svære kamp med stoffet, også en kamp mod kreditorerne, der blev mere og mere pågående. i deres krav om at se penge, som P.J.K. havde vanskeligt ved at vise dem, da han havde så få af dem. Dertil kom hans kamp med sygdom og dårlig hørelse.
Inden hans debutroman udkom, havde han skrevet et par romaner.
Manuskriptet til den første bog bad han daværende forfatter, Jens Thise, som han nu havde lært at kende, læse og give sin kritik af den. Jens Thises kritik faldt heldigt ud, men mente dog, at der var nogle svage punkter i det, men også partier, der efter hans mening stod meget højt.
Efter at P.J.K. havde omarbejdet og forkortet manuskriptet, sendte han det derpå ind til et forlag.
Efter nogen tid kom det tilbage fra forlaget, der med beklagelse måtte meddele, at det desværre ikke kunne påtage sig at udgive bogen.
Gennem et års tid sendte P.J.K. manuskript til andre forlag, men med samme negative resultat. I mellemtiden havde han skrevet manuskript til en anden bog, men det led samme skæbne som det første.
Nu var P.J.K. næsten ved at opgive håbet om at få en bog udgivet, da han af en lærer på egnen, blev gjort opmærksom på, at der i Esbjerg var en litterært ung mand, som måske kunne hjælpe ham.
P.J.K. satte sig i forbindelse med manden, som viste sig at være Julius Bomholt, der på det tidspunkt var tilknyttet Socialdemokraten som boganmelder.
Aftalen mellem de to blev, at P.J.K. skulle sende Bomholt manuskriptet til sin tredie roman, til bedømmelse.
Bomholt læste derpå manuskriptet og gav ham en fin anbefaling med til Nyt Nordisk Forlag, der med denne anbefaling som baggrund, straks antog manuskriptet til udgivelse.
Det var i 1932 og året efter udkom så hans debutroman “Goddag igen”.
Foruden besværet med formen og stoffet og sin manglende lyst til og interesse for landbruget, måtte P.J.K. også finde sig i sine bysbørns for- argelse, da de opdagede, at han hellere ville sidde inde ved sit skrivebord og skrive, fremfor at passe sit landbrug.
Herom har P.J.K. selv fortalt: “Jeg husker end- nu hvordan mine bysbørn grinede – lå flade af grin – når de så mig med nedestangen cykle ud til Ryå.
Nej – sådan noget må en estimeret gårdmand ikke gøre. Ikke hvis han vil bevare anseelsen. At læse bøger kan være slemt nok, og skriver han dem selv, må han finde sig i at blive dømt til bål og brand.
– Et endnu værre hyl jog gennem landsbyen, at nu havde jeg købt en skrivemaskine, da var det ikke alene et hyl, men et brøl der lød”. P.J.K. bar dig ikke nag til sine bysbørn af den grund, for han indrømmede, at de set deres side havde ret, ikke mindst fordi eneste nogenlunde brugelige redskab på gården var en gammel plov.
Det endte derfor også med, at Mary og P.J.K. der ingen børn havde, måtte forlade ”Kjærgaard” efter syv år som gårdejere.
De flyttede derefter til Fredericia, hvor Mary havde fået en ledende stilling på Statens Høreinstitut, der hvor de i sin tid traf hinanden.
Frigjort for alle bekymringer og spekulationer om gårdens drift, kunne P.J.K.nu endelig helt koncentrere sig om sit forfatterskab, men både han og Mary udvidede samtidig deres mundaflæsning ved gennem kursus, at lære mund-hånd- systemet.
Man kan sige, at det næsten var symbolsk, at P.J.K., mens han opholdt sig i Fredericia skrev bogen “Modvind og medbør”, der handler om en hørehæmmet drengs opvækst fra dreng til voksen. Bogen udkom i 1936.
Allerede året efter udkom “Skarnsfolk”, men nu var Mary og P.J.K. flyttet til København, da P.J.K. anså det for mest praktisk at bo mere ved forlagene, der udgav hans bøger. Efter at være flyttet til København, kom hans bøger nu i temmelig hurtig rækkefølge og i stedse større og større oplag.
For de fleste af hans bøger lå et stort arbejde forud, for at få den historiske rigtige baggrund.
Det store arbejde med behandling af stoffet til sine romaner, har nok været ukendt for de fleste.
Efter P.J.K. gennembrud og anerkendelse som forfatter, kunne daværende forfatter, Mads Ledet, Stenum, derfor med god grund i et brev til ham dateret d. 24/10-1947 skrive: “Du har været Øster Hjermitslev en god søn. Den lille ravnekrog – ja undskyld udtrykket – er ved at være den mest omtalte landsby i hele landet.
DE SIDSTE ÅR:
Selv om sygdom og alskens fortrædeligheder fulgte P.J.K. påtog han sig alligevel opgaven som redaktør af Folkets Almanak fra 1955 og til sin død. Et arbejde som interesserede han meget, idet han, som han selv udtrykte det, næsten kom til at betragte almanakken som sit hjertebarn.
Inden P.J.K. i 1932 flyttede fra Øster Hjermitslev var han ude at tage afsked med sin gamle ven Mose-Laust, der boede i et lille hus lige i udkanten af vildmosens nordlige rand syd for Øster Hjermitslev.
Mose-Laust havde P.J.K. da brugt som model til hovedpersonen i sin debutroman, der udkom året efter.
Mose-Laust spurgte da P.J.K. “Hvordan vil du kunne undvære vor mose, Per”?
Da P.J.K. et par år senere var på ferie i Vendsyssel, besøgte han naturligvis Mose-Laust, der igen spurgte: “Savner du alligevel ikke mosen”?
-Jo det er snart det eneste jeg savner.
Da P.J.K. sidst i maj 1959 var på besøg hos broderen i Brønderslev, var hans gamle ven i mosen for længst død, men P.J.K. var alligevel en tur i vildmosen og en af hans venner fortæller, at P.J.K. da lagde sig på knæ og med hænderne gravede han ned i mosen og førte indholdet op til ansigtet, medens han i dybe åndedræt indsnusede den for mosen karakteristiske og særegne duft.
F.J.K. 1999.
Dette besøg i vildmosen blev et goddag igen, men samtidig også et sidste farvel.
Han var da stærkt præget af sygdom og kort tid efter, da han igen var vendt hjem til København, måtte han lade sig indlægge på Frederiksberg hospital, hvor han døde d.18. august 1959, 61 år gammel.
Hans urne blev nedsat i et gravsted ved siden af forældrenes gravsted på Øster Hjermitslev kirkegård.
Mary og Peder Jensen Kjærgårds gravsten.
Efter Mary Kjærgaards død, blev der d. 17. december 1968 oprettet et gravstedslegat med gyldighed til året 2168.