“Villa Holmen”Lægeboligen, Ingstrupvej. 3, Vrensted, matr 84 c, den flotte hvide villa beliggende ved Kirkedammen og kirken blev opført af Lars Pedersen Holmen i 1924.
foto fra 2016
Foto fra 1934 Villa Holmen og Kirkedammenfoto fra 1953 af den sydlige del af Vrensted by
Historien skrevet af Elin og Jørgen Schierup ejere af den flotte villa i 2016.
Billeder af “Villa Holmen” m.m. smukt beliggende i en stor have i den sydlige ende af byen ved Vrensted Kirke, Sct. Thøgers kilde og Kirkedammen (ejer i 2016: læge Jørgen Schierup)
Som nævnt i omtalen af “Gadestedet” (separat fortælling) købte Lars Holmen, 26 år gammel som næstældste søn fra gården Holmen syd for Vrensted, i 1924 hovedparten af matriklen 84, og lod på ejendommen det nuværende store hvide hus med fremtrædende kampestenssokkel, kvist og karnap mod Dammen opføre. Her startede han gartneri, vistnok mest blomster, med kransebinding og andet dekorationsarbejde. Ud mod Dammen lavede han en smuk park med snoede gange omkranset af lave buksbomhække og blomsterbede. Til dette ”anlæg” valfartede egnens beboere for en hyggeeftermiddag, Spadsereture ad de snoede gange med den udkårne, og når det gik højt, en rotur på dammen med kæresten siddende i stævnen af den hvide robåd! Et flot islæt i bybilledet, som vi i dag slet ikke kan leve op til. Op mod Ingstrupvejen plantede han et lille linde lysthus, hvor han bl.a. sad og bandt buketter og kranse. I husets store kælder havde han sit værksted og opbevarede remedier og plantegiftstoffer. Bl.a. husker jeg, at der på en hylde stod en efterladt glasflaske med 1 liter ren nicotin! Nok til at tage livet af hele Vrensteds befolkning. Tænk, hvis den faldt ned og gik i stykker!! Ud over blomster var der også en stor frugt- og bærhave, som gav min mor og os børn meget sommerarbejde med plukning, syltning og saftning. Jeg husker bedst de mange ribs og solbærbuske med bistaderne som nærmeste nabo. Og så blommetræerne, især Kirkes og Reine Claude var lækre og saftige, og kunne give en god mavepine, når man havde siddet i træet en eftermiddag og smovset. Der var rigelig frugt at tage med i skole til kammeraterne. Det var i 1947 at mine forældre, Gitte og Peder Madsen Sørensen købte huset. De sidste år havde det tjent som aftægtshus for Lars Holmen, 1862 – 1941, hans bror Ole 1864 – 1939, og søsteren Christine 1868 – 1945. De blev passet af en niece, Anna. Hun var blevet enke i USA med 3 små børn og kom hjem for at passe de gamle mod at arve huset som løn, og som ved den daværende ejer af Holmen, Chr Rendbæks hjælp solgte det til mine forældre. Der var lidt uenighed om prisen, men handlen gik i orden, da mine forældre accepterede at tage bierne med. Dem ville Rendbæk ikke beholde!! Annas børn Ella, Merlin og Erma voksede op her , Erma som adoptivdatter hos Chr Rendbæk. De flyttede alle tilbage til USA i voksenalderen. Som en særlig historie om huset kan Poul Stevns fortælle , at da hans far provst Stevns som modstandsmand blev eftersøgt af gestapo var han heldig at være i Hjørring til møde den 7 marts 45, da Gestapo ankom til præstegården. Han blev af venner omdirigeret på sin cykel og holdt sig i skjul rundt i sine sogne. Boede så en periode i skjul på loftet i Villa Holmen hos Anna Holmen (Michaelsen) og frk Hjortnæs. Min far ville oprette lægeklinik i huset, kraftigt tilskyndet af sin bror, Søren J Sørensen, der havde Kærgård i Vrensted. De så et godt patientunderlag i området mellem Løkken og Brønderslev. Huset egnede sig fint til lægepraksis med to store rum, som blev indrettet til hhv konsultation og venteværelse med dobbeltdøre ind til privaten, hvor mor havde en stor opgave med at tysse på os 5 børn, samtidig med at hun måtte passe telefonen, Vrensted 75, og assistere ved vanskelige konsultationer. Hvis der var brug for en god snak, den tids psykologbehandling, blev patienten inviteret ind til en kop te eller kaffe med mor, enten i stuen eller i haven. Fra vinduet i konsultationen ar der udsigt over dammen, hvilket far udnyttede til at berolige børnene f eks efter vaccination. Han tog dem på armen og viste og fortalte om svaner og ænder derude. Far havde, som det var sædvane dengang forholdsvis kort konsultation, gerne slut til frokost og efter en kort lur tog han fat på de mange sygebesøg, nødvendige på grund af de store afstande f eks til Vildmosen, og husmændenes mangel på motorisering. Oftest havde de blot en cykel. Næsten alle fødsler dengang var hjemmefødsler, og det gav mange afbræk i den daglige, ( og natlige ! ) rytme. Ofte måtte mor ind i venteværelset, hvor folk jo sad og ventede uden tidsbestilling, og beklage at far var kaldt ud til fødsel, men folk var velkomne til at vente de timer det tog, eller tage cyklen hjem igen ! Der var ingen P plads ved lægeboligen, men et forsvarligt cykelstativ ! Haven ændrede langsomt karakter, da den store produktion af grønsager og frugt jo ikke kunne finde afsætning. Så store partier blev lagt om til prydhave. Mor var gartnerdatter og havde godt blik herfor, så ændringerne kom gradvist uden konsulentbistand, hvilket Elin og jeg har fortsat efter vi overtog huset i 1983. Vi synes stadig det er en herlig plet, og gør os umage for at lade hus og have præsentere sig smukt i sammenhæng med gadekæret.
Elin og Jørgen Schierup, august 2016
En billedkavalkade:
Billeder af “Villa Holmen” m.m.
foto 2016
Luftfoto fra 2015 af “Villa Holmen”, beliggende ved Kirkedammen på Ingstrupvej 3, Vrensted, på en 3846 m2 stor grund. Ejendommen er bygget i 1924 af Lars Pedersen Holmen en søn fra gården Holmen der ligger syd for Vrensted by. Han etablerede et gartneri på stedet. Der blev etableret en fin have, en slags anlæg. Det ser ud som om haven også blev benyttet af Vrenstedboerne når de gik søndagstur, iflg. nogle af nedenfor viste billeder.
foto fra 1920-1930fra haven i 1920-1930Lars Holmen ca 1925 i havenfoto fra haven ca. 1930foto fra haven ca. 1920Lars Holmen ca. 1925foto ca. 1930 Kirkedammen, Kirken og Villa Holmen og t.h. Ørnholms TårnurfabrikLars Holmen har besøg i sin have ca. 1930Vrensted borgere der promenerer ved det fine haveanlæg ved Kirkedammen ca. 1900Lars Holmen foto 1888
Lars Pedersen Holmen var født på gården Holmen i Vrensted, nedenfor hans anetavler.
“Holmen” var en af de større gårde i Vrensted, højt beliggende syd for byen mod Bådstedhede og Thise og kan føres tilbage til før år 1632. Holmen var en enestergård, dvs. en gård uden markfællesskab med andre ejendomme, uden lod i fællesmarken, og den hørte under Børglum Kloster.
I 1688 var det dyrkede areal på 25 tdr. land, ca. 13 ha.
gårdejer Niels Østergaard, Vrensted (f.1922, d. 2001) som i 1966 overtog “Holmen” efter
gårdejer Kristen Jensen Rendbæk, Øster Brønderslev (f.1888, d.1981) som overtog efter sin svigerfar
gårdejer Hans Christian Holmen, Vrensted (f.1858, d.1943). Han overtog Holmen efter sin far Jens Ole Hansen. (ved folketælling i 1890, 6 tjenestefolk og i 1901, 8 tjenestefolk)
gårdejer Jens Ole Hansen, Vrensted (f.1828, d.1900) overtog Holmen i 1856 fra Hans Christensen (ved folketælling i 1870, 4 tjenestefolk)
gårdejer Hans Christensen overtog Holmen i 1828 efter Lars Sørensen Jelstrups bo – antagelig den tidligere skudehandler i Kjul og ejer af Mølgaard i Asdal
I 1688 var “Holmens” dyrkede areal 25 tdr. land og ejendommen kan føres tilbage til før år 1632.
Alderdomshjemmet i Vrensted lukket:Alderdomshjemmet ligger mellem skolen nord for og syd for Ane Maries Hus og kirken
Vrensted fik nyt alderdomshjem i 1958
Det var et godt sted for gamle mennesker at være. Martha og Vagner Larsen blev bestyrerpar fra starten og Martha blev der til det blev nedlagt som alderdomshjem/plejehjem
Det blev utidssvarende og blev nedlagt i 1990, men den flotte bygning står endnu. Har været anvendt til vandrerhjem i en periode, men står nu desværre tom.Det var et godt sted at være for de ældre beboereher er nogle billeder fra 1960 hvor man ser at beboerne hygger sig med et godt, solidt og hjælpsomt personale.
De sidste beboere er flyttet
Den oficielle beslutning omkring nedlukning følger herunder:
Kilde VT. 1. APRIL 1990
Så er det slut med den daglige drift af alderdomshjemmet i Vrensted. Her op til weekenden står hjemmet tomt. De sidste portioner mad er blevet lavet i køkkenet, og de sidste, få beboere er udflyttet.
Dermed er et kapitel i Vrensteds historie sluttet. Beslutningen om lukningen af alderdomshjemmet blev i princippet truffet allerede for en del år siden, men i realiteten skete det først efter en langvarig debat i kommunalbestyrelsen i november 1988
Ikke alle i kommunalbestyrelsen var enige i beslutningen, som dog blev gennemført med et massivt flertal. Der blev aftalt en afviklingstid over godt et års tid for hjemmet, men nu er det altså slut. På det seneste, var der kun enkelte beboere, som der blev lavet mad til på selve hjemmet, foruden levering af mad til beboerne i Ane Maries hus samt en enkelt, hjemmeboende pensionist.
Som den officielle beslutning om nedlægningen af hjemmet ikke kom til at foregå uden sværdslag, så har der på det seneste lydt lokale røster for at bevare alderdomshjemmet. Det var lige efter årsskiftet, da den lokale Venstre-vælgerforening med formanden. amtsrådsmedlem Niels Østergaard i spidsen krævede en genvurdering af beslutningen i den nye kommunalbestyrelse.
Men det kom ikke til en ny debat. Beslutningen var uigenkaldelig. hed det, mens en vred Niels Østergaard talte med store bogstaver og fastslog, at »systemet havde taget magten over mennesket«. Vore ældre kan og vil hellere klare sig med mindre flotte installationer og så blive i deres hjemby, hed det blandt andet.
Nedlæggelsen blev i sin tid besluttet, fordi man fandt, at det ville blive for dyrt at foretage en række bygningsmæssige ændringer med nye installationer, bl.a. elevator. Efter luknings-beslutningen nedsattes et udvalg af Vrenstedborgere, som siden har arbejdet med forskellige planer for den fremtidige benyttelse af hjemmet, der blev opfort i den daværende Vrensted-Thise Kommunes tid.
kilde. VT 10.03.1993
Klik på billeder og artikler for at forstørre
Det gamle Alderdomshjem blevi 1992 solgt af Kommunen til 10 Vrensted Foreninger der etablerede Vrensted Aktivitets og FritidsCenter med vandrerhjem m.m., men blev senere solgt og der er her i 2018 ingen aktiviteter i huset
Vrensted-Thise Kommunekontor beliggende i Vrensted ved Trehjørnet opført 1940/41.
Vrensted-Thise Kommunes sogneråd havde besluttet at opføre et nyt kommunekontor beliggende i Vrensted. Det var indflytningsklart i foråret 1941. I den anledning havde man desuden besluttet at ansætte en kæmner til at administrere de forskellige opgaver der blev pålagt kommunerne fra Amtets og Statens side og de sager der blev besluttet af sognerådet, i tæt samarbejde med sognerådsformanden.
Vrensted-Thise Kommunes første kæmner:
kæmner Niels Hedegaard Laursen f. 1907, d. 1985
Blandt 44 ansøgninger til den nye kæmnerstilling i Vrensted-Thise Kommune, blev Niels Hedegaard Laursen valgt. Han var født i Thyregod ved Vejle og blev uddannet på Den Jyske Handelshøjskole i Aarhus, hvorefter han blev ansat i administrationen på Alfa Margarinefabrikken i Vejen. I 1937 blev han ansat som bogholder på Pedershaab Maskinfabrik A/S i Brønderslev. Pr. første november 1940 tiltrådte Hedegaard Laursen så som kæmner i den nyoprettede stilling i Vrensted-Thise Kommune som Kommunens første kæmner.
I perioden november 1940 og til det nybyggede kommunekontor med privat bolig stod færdig i foråret 1941 hvor familien flyttede fra Brønderslev til Vrensted, cyklede Hedegaard Laursen dagligt fra Brønderslev til Vrensted, til gården “Høngaard” på Pilgaardsvej – hvor sognerådsformanden J.C. Pilgaard boede. Her blev der oprettet et “midlertidigt” Kommunekontor.
Tidligere var sognerådsmøderne holdt i et hus beliggende ved “Rørbækken” på Bådstedhedevej , der dannede skellet mellem Vrensted og Thise Sogne.
Her fortælles at Vrensted-Thise Sogneråd holdt sine møder i det hus som Ane Marie og Morten Rørbæk opførte i 1914 og indtil det nye Kommunekontor i Vrensted blev bygget i 1941.
Ved dette skel blev der også senere opført et lille værksted/lager i røde mursten, hvor bl.a. Kommunens Vejtromle havde garage.
De daglige åbningstider på Kommunekontoret i Vrensted
årsregnskab 1963/64
Dagsorden til Sognerådsmøde i Vrensted-Thise Kommune
årsregnskab 1963/64
Hedegaard Laursen var i 1940 blevet gift med Herdis Laursen som han havde mødt i Brønderslev. Hun var uddannet i damekonfektionsbutikken Carl Lauritzen i Brønderslev men blev ved giftemålet hjemmegående.
Hedegaard Laursen og hustruen flyttede som sagt ind i den tjenestebolig som var indrettet i det store hus. Foruden boligen var der indrettet en stor sognerådssal, hvor sognerådsmøderne blev afholdt. Desuden var der indrettet et stort kontorlokale med ekspedition af lokalbefolkningen samt indrettet plads til en del ansatte der måtte komme med tiden. Kælderes blev benyttet til arkiv m.m.
Det var et vanskeligt job Hedegaard Laursen gik ind til i flere henseender. For det første skulle hele administrationen bygges op ud fra det nybyggede kommunekontor. For det andet var det krigsår, hvilket betød en ekstra belastning for administrationen, for eks. med hensyn til rationeringskort og lignende. Endelig betød det også noget ret afgørende, hvordan en ny kæmner kunne falde til og samarbejde med både sognerådsformand, sogneråd og befolkning. Alle dele tør siges, lykkedes. Den kommunale administration blev veludbygget. Der var altid orden og præcision i arbejdet, hvilket revisionen bekræftede gang på gang. Hedegaard Laursen har på kommunekontoret uddannet adskillige dygtige medarbejdere, der har siddet rundt om i Vendsyssel i betroede stillinger. Han har altid forstået at følge med tiden og supplerede til stadighed sin viden, gennem kurser og lignende.
Familiem Hedegaard Laursen har gennem deres virke i kommunen skabt respekt om kommunekontoret og dets arbejde, og de har gennem årene ikke blot vundet folks tillid, de fik også mange venne blandt befolkningen.
Niels Hedegaard Laursen har haft mange interesser uden for kommunekontoret. Således havde han været revisor i kommunesekretærforeninven for Hjørring Amt samt i adskellige lokale foreninger i årenes løb. Den sønderjyske sag stod altid hans hjerte nært. Han var formand for grænseforeningen i Vrensted sogn. Han var endvidere amtsrepræsentant i sydslesvig lytterforening og medlem af landsstyrelsen i samme forening. Desuden har han haft sæde i Vrensted menghedsråd. Utallige mennesker i kommunen har gennem tiderne fået hans hjælp og en håndsrækning når det drejede sig om udfyldelse af selvangivelser eller andre formularer og han stod altid rede med hjælp og bistand.
I sin tid som kæmner i Vrensted-Thise Kommune har han haft flere sognerådsformænd alle med et gnidningsfrit samarbejde. De fleste sognerådsformænd var fra Vrensted sogn, bl.a. gdr. J.C. Pilgaard, gdr. Peder Bonnerup, gdr. Kresten Rykind Eriksen, men den sidste han samarbejdede med, var gårdejer Frants Jensen, Filholm, Thise der havde posten i 12 år indtil kommune-sammenlægningen i 1970.
Niels Hedegaard Laursen havde 25 års jubilæum den 01.11.1965 og fratrådte pr. 31.01.1966 på grund af sygdom, sin stilling som kæmner, efter 25 års trofast arbejde for Vrensted-Thise Kommune og familien flyttede herefter til Hjørring i januar 1966.
Familien Hedegaard Laursen stående foran kommunekontoret i 1960 Fra venstre datteren Birthe, Herdis Laursen, Niels Hedegaard Laursen og sønnen Jens Jørgen. Forrest står den yngste datte KirstenHerdis og Niels Hedegaard Laursen ligger begravet på Vrensted Kirkegård.
Efterfølgeren blev den unge assistent Arne Bak Andersen, som fortsatte som kæmner indtil de mange kommunesammenlægninger fandt sted pr. 01.04.1970.
Her blev Vrensted-Thise kommune delt. Vrensted sogn gik til daværende Løkken-Vraa Kommune. Thise sogn gik til Brønderslev Kommune.
Således har der kun været 2 kæmnere i Vrensted-Thise kommunes historie.
Herunder fortæller Arne Bak Andersen om sin tid i Vrensted og senere i Brønderslev:
Om tiden i Vrensted-Thise kommune 1964-1970 Jeg er født den 1. juli 1942 i Østervrå. Efter at have taget præliminæreksamen på Østervrå Realskole i juni 1958 blev jeg den 1. juli 1958 ansat som elev på kommunekontoret i Østervrå, den daværende Torslev Dr.h. kommune. Efter udstået læretid 30. juni 1961 fortsatte jeg som assistent indtil jeg blev indkaldt til militærtjeneste den 1. marts 1962. Jeg startede lidt ved en tilfældighed som assistent i Vrensted-Thise kommune den 2. marts 1964 direkte fra militærtjeneste ved artilleriet i Holbæk. Min senere kone, Anita, arbejdede hos Rasmussen og Damskier i Hjørring sammen med Karen Bak fra Vrensted, som tilfældigt vidste, at de manglede en på kommunekontoret. Jeg kontaktede kæmner Hedegaard Laursen og aftalte, at jeg skulle komme op på kontoret, når jeg alligevel var hjemme på orlov. Efter en kort snak blev vi enige om, at jeg kunne starte, når jeg kom hjem. Jeg blev hjemsendt som løjtnant af reserven med efterfølgende 3 års rådighedstjeneste, hvilket indebar pligt til hvert år at deltage i øvelser, uddannelse m.m. i indtil 3 uger. Det var et vilkår for ansættelsen, at jeg kunne opfylde den forpligtelse idet jeg ellers skulle bruge min ferie. På kontoret var dengang –foruden kæmneren- ansat Kirsten Jægerum og Kirsten Nielsen og der var i den grad brug for en ekstra hånd. I december måned 1964 blev Hedegaard Laursen ramt af en hjerneblødning og jeg blev som den ældste assistent konstitueret i stillingen som kæmner, 22 år gammel. Det var noget af en udfordring med masser af opgaver af såvel praktisk, men også social, art. Men det gik godt med dygtige og loyale kolleger –og ikke mindst også et godt samarbejde med sognerådet og masser af tillid. Som følge af den nye situation blev jeg fritaget for min forpligtelse til rådighedstjeneste ved militæret. I sommeren 1965 blev jeg gift med Anita, som også var fra Østervrå og som nævnt uddannet hos Rasmussen & Damskier i Hjørring indenfor manufakturhandel. Vi flyttede ind i det lille røde hus lige overfor kommunekontoret, som sognerådet havde købt af murermester Svend Nielsen. Det var meget praktisk af hensyn til arbejdet, som af ovennævnte årsag kom til at fylde meget. Det blev efterhånden klart, at Hedegaard Laursen ikke ville blive rask til at kunne bestride stillingen, og efter konference med daværende amtsrevisor Sv. Thomsen, Hjørring, som havde tilsynet med kommunen, blev jeg af sognerådet tilbudt at overtage stillingen, når Hedegaard Laursen officielt fratrådte med udgangen af januar måned 1966. Det var selvfølgelig en stor anerkendelse af det arbejde, jeg reelt havde udført det seneste års tid og udtryk for en stor tillid fra sognerådets side. På den anden side var vi kort forinden blevet gift og vi vidste, at arbejdet ville fylde meget med kommunesammenlægning i horisonten. At sige ja indebar også, at vi flyttede ind i kæmnerboligen på kontoret, og at Anita skulle påtage sig den daglige rengøring og servicering af sognerådet med kaffe og mad i forbindelse med møder og –ikke mindst – i ligningsperioden. Vi besluttede dog at sige ja og havde en fantastisk tid i Vrensted, hvor vi følte os meget velkomne og fik venner, som vi har den dag i dag –dem, der er tilbage. Det var en tid, hvor arbejde for mit vedkommende fyldte det meste af tiden, ikke mindst også pga de kommende kommunesammenlægninger. Vrensted-Thise sogneråd førte forhandlinger til flere sider både med nabokommunerne mod vest, men også mod øst til Brønderslev. Det indebar en masse møder –oftest om aftenen, hvor jeg deltog sammen med sognerådsformand Frants Jensen og som regel også flere af sognerådets medlemmer. Jeg talte op, at jeg havde deltaget i mere end 80 møder af politisk karakter om kommunesammenlægningen foruden de efterfølgende mange administrative møder til begge sider om den praktiske gennemførelse af reformen. Der blev holdt en vejledende folkeafstemning i Vrensted sogn, som viste et stort flertal for at ville gå med mod Brønderslev. Men –som bekendt- gik det ikke sådan. Kommunalreformkommissionen besluttede, at kommunen skulle deles, Vrensted sogn til den nye Løkken-Vrå kommune og Thise sogn til den nye Brønderslev kommune. Alene den beslutning gav en masse ekstra praktisk arbejde, idet alt skulle opgøres og fordeles til de 2 sogne. Det blev yderligere kompliceret ved, at Brønderslev kommune havde købstadkommunalt regnskab, og vi andre sognekommunalt. Ikke alene blev kommunen fysisk delt, også personalet, som på det tidspunkt bestod af Selma Nielsen, Kirsten Nielsen, Inger Marie Nielsen, Jytte Sørensen og jeg selv. Selma og Jytte fortsatte i den nye Løkken-Vrå kommune. Kirsten, Inger Marie og jeg fortsatte i den nye Brønderslev kommune. Se billederne taget den sidste arbejdsdag på kontoret. I Brønderslev kommune startede jeg i byrådssekretariatet og blev senere leder af en selvstændig skoleforvaltning, som igen i 1973 blev en del af et fællessekretariat, som jeg blev leder af og stedfortræder for kommunaldirektøren. Pr. 1. maj 1986 blev jeg ansat som kommunaldirektør og havde dette job indtil jeg gik på pension den 1. august 2004 efter et meget spændende og indholdsrigt arbejdsliv inden for det kommunale område. Kommunesammenlægningen pr. 1. april 1970 var en realitet, og fra denne dag ophørte den selvstændige Vrensted-Thise kommune. Anita og jeg flyttede 1. maj 1970 fra kommunekontoret, som kommunen inden havde solgt til en lægepraksis bestående af læge P.M. Sørensen, Vrensted og læge A. Ingvardsen, Hundelev. Det var på det tidspunkt ikke almindeligt, at praktiserende læger indgik kompagniskab, men det var en rigtig og fremsynet beslutning, de 2 læger traf. Vi ser resultatet i dag, næsten 50 år efter, en stor –netop gennemrenoveret- og velfungerende lægeklinik med flere læger og andet sundhedspersonale. Anita og jeg flyttede til Brønderslev og har boet her siden. Vi fik 2 børn. Pernille i 1973 der i dag er uddannelsesleder på Brønderslev Gymnasium og som har 2 børn, Astrid på 15 år og Asmus på 10 år. Jakob i 1977 der i dag er vurderingschef, valuar hos BRF kredit og som også har 2 børn, Sofie og Marie som er tvillinger på snart 6 år. Vi nyder pensionisttilværelsen såvel her i Brønderslev som i vort sommerhus i Saltum.
Her Arne sammen med Anita og børnene Pernille og Jakob ved 25 års jubilæet som kommunalt ansat den 1. marts 1989.
Brønderslev i februar 2017
Arne Bak Andersen Her er personalet fotograferet på sidste arbejdsdag den 31. marts 1970 på Kommunekontoret i Vrensted, hvor Vrensted- Thise Kommune lukker og slukker
Vrensted-Thise Kommunes 2. og sidste kæmner, Arne Bak Andersen på sidste arbejdsdag den 31.03.1970. Han blev senere kommunaldirektør i Brønderslev Kommune og bestred denne stilling indtil sin pensionering.
Stående, assistent Kirsten Nielsen som fulgte med til Brønderslev Kommune. Siddende, assistent Jytte Sørensen som fulgte med til Løkken-Vraa Kommune.Assistent, Selma Nielsen (nu Hansen) fulgte med til Løkken-Vraa Kommune
Assistent, Inger Marie Olesen (nu Nielsen) fulgte med til Brønderslev Kommune
Hvordan kommunen blev drevet før ansættelse af en kæmner, må blive en ny historie med tiden. Har dog fået at vide af Vilhelm Andersen og Ole Hyldgaard Nielsen, der har udarbejdet en liste over adresser, hvor der har været drevet forskellige virksomheder, at der på ejendommen Bådstedhedevej 239 – har været afholdt sognerådsmøder i Vrensted-Thise Kommune. Ejendommen ligger lige ved skellet “Rørbækken” mellem de to sogne, så det lyder meget sandsynligt.
Billedet fortæller at der er blevet afholdt sognerådsmøder i dette hus på Bådstedhedevej ved Rørbæk
Vrensted Sogn kom med i den nye storkommune, Løkken-Vraa Kommune og
Thise Sogn kom med i den nye, Brønderslev Stor Kommune.
Personalet blev også delt mellem de 2 nye kommuner og kæmneren Arne Bak Andersen tiltrådte som ekspeditionssekretær i Brønderslev Kommune hvor han sluttede som kommunaldirektør.
Traveture omkring Vrensted 2007 med lokale fortællere
(skrevet af Elin Schierup, Vrensted)
Luftfoto fra Vrensted
Tur ud af Bådstedhedevej:
Vaskehuset blev bygget i begyndelsen af tresserne. I slutningen af tresserne gjorde
vaskemaskinerne sit indtog i hjemmene og vaskehuset blev overflødigt. Svend Mørk
byggede det om til beboelse til familien fra København. Så havde de et sted at sove, når de var her på besøg.
Skolen blev overtaget af Helga og Frede Pallesen i 1959, da den nye skole blev indviet. Nubor Kristian og Ellen i østenden af skolen.
Lige efter skolen lå tidligere et hvidt hus, som blev beboet af en cykelsmed.
På hjørnet lå Ørnholms røde hus, hvori urmager Ørnholm lavede berømte tårnure. Begge huse blev nedrevet, da vejen blev udvidet i slutningen af halvtresserne.
Overfor Kirkedammen lå også en købmand og en slagter.
Huset overfor præstegården blev bygget for indtjeningen fra bogen HELENE skrevet af Fie Riis. Bogen var autentisk og handlede om Helenes opvækst som fattighusmedlem.
Efter Gerhards hus i svinget lå Fælleden, som var en losseplads for usorteret affald, men dengang var affaldet ikke så farligt – i kanten var et lille vandhul med haletudser. Fælleden betyder egentlig et fællesareal. Her stod børn ofte med køer på græs i vejsiden – de skullejo passe på dyrene ikke spist af kornet på marken.
Ud af vejen ved Holmens skov drev man tidligere kvæget i engene. Efter afvandingen fik hver ejendom sin egen lille smalle eng. Kræn Thomsen havde en lille robåd. Henning og Vilhelm var ofte med ude for at stange ål med ålejern = lyster. Når ålejernet blev trykketned i bunden sad ålen fast i jernet, det samme foregik med gedder i kanalerne senere. Nu er ålejernet forbudt.
På vestsiden af skovvejen var der tidligere en oversvømmelse på Koldkjærs mark, som
man skøjtede på. Der var også en lille dam ved vejen i østsiden af skoven. Her gravede
man grus. Den blev kaldt Badedammen.
I Launy Graarups hus boede Ole Grünbaum en periode i tresserne. Huset var et kollektiv, som de kaldte Vestenvind. De levede meget spartansk og lærte at malke deres ged af lærer Frede Pallesen. De havde et langt og godt bekendtskab med familien. Kollektivet havde hyppige besøg af ungkarlen Sandersen, om hvem, de fornemmede, brugte 14 dage på at forme en vittighed.
Harry Jørgensen, som var hotelkarl på Klitbakken, bragte madrester til dem. Madresternehavde han hængende over styret på cyklen i mange bæreposer – og var som sådan et kendt figur i byen med hotelkasketten på hovedet, sit tuborgforklæde og store skæg.
Ole Grünbaum skrev senere bogen BAR RØV I TRESSERNE med beretninger fra kollektivet.
Nu bor Danmarks kårede sødeste hund i huset, en terrier som tilhører Launy og Eva
Graarup.
Lige før skoven lå et lille rødt hus, som bl.a. Marie Frandsen boede i en kort overgang.
I skoven blev skydevolden oprettet af en lokal skytteforening. Når der var skydeøvelser,
hejsede man et rødt flag ved alle indgange og et op over skoven. Børnene brugte senere volden til at skyde til måls på med bue og pil.
Hvor søen nu ligger, lå tidligere en sportsplads, hvor mange fodboldkampe blev spillet. Her blev også afholdt sommerfester med telt og musik – og Cirkus Badutski.
Søen er udgravet af jagtforeningen, og skuret og bålpladsen er bygget af børn fra
Vrensted skole.
Turen rundt om Vingevej, Pilgårdsvej og Tilsig:
Lægehuset ligger i det gamle kommunekontor, som blev lukket ved
kommunesammenlægningen i 1970.
Ved Trehjørnet passerede vi 2 huse opført af sagfører Anders Olesens i 1920erne, det ene indeholdt tidligere bibliotek i vestenden. I centralen lige efter passede Kesse omstillingen.
Engang Jørgen rinshede fra Århus og ville snakke med sine forældre, kunne Kesse fortælle, at de lige var kørt ”nør på”, så han stillede ham ud til Søren, hvor de da også var. Sådanen service har vi ikke i dag.
Overfor i miniaturehuset (gammelt vandværk) boede Peder Vingård Olesen med sin blinde hustru og eneste barn.
Vingevej hed tidligere Møllevej, da byens vindmølle lå her indtil ca. 1950. Else og Harald Nielsen overtog møllen i 1938 (kørte også taxa)og malede mel for dem, der ikke selv havde mølle på gården. Under krigen måtte der ikke males hvedemel, men om aftenen blev der leveret små poser korn i gangen, som så blev malet om natten. Det var ikke uden risiko for mølleren, men havde stor betydning for byens borgere.
Henning Hyldgård fortalte, at når de kværnede korn hjemme, brugte de det øverste fine mel til brød, resten fik dyrene.
Ved enden af vingevej ser man østpå over markerne til Bonnerups gård. Herimellem har tidligere Birkedommergården og en af de tidligere utallige kroer i Vrensted ligget. Her fra stammer familien Krower. Grethe fortalte om Østre skole, hvor der bl.a. blev dystet om den flottest pyntede ko til Sct. Hans.
Vi fortsatte til Det Gule Palæ, som murermester Martin Andersen byggede, siden boede hans søn Murercharles her, derefter Niels Østergård. På nordsiden af Pilgårdsvej lå Ellidsgård og endnu et lille længehus med plads til en ko – begge forsvandt i 60´erne.
Videre mod øst passerede vi Lindegården, som Niels Østergård – nu sønnen Knud – ejede.
Længere ude passereds Pilgård – tidligere kaldet Høngård. Det var sagfører Anders
Olesens hjem, og Petra Pilgård var hans søster. Sagføreren samlede Hammer bakker til et naturområde ved at opkøbe de mange små gårde i området. Hans metoder blev meget diskuteret. Han opførte Vodskov kirke, i Vrensted Anne Maries hus, Præstemarken og de 2 ovenfor nævnte huse, ligesom han restaurerede Vrensted kirke. Anne Maries hus er opkaldt efter hans mor og var en stiftelse for enlige uformuende kvinder. 5 toværelseslejligheder og en vævestue var der. I dag er stiftelsen ophævet, og huset bliver anvendt som børnehave.
Vi fortsatte ad den gamle markvej med udsigt mod Børglum Kloster – neden om Nørkjærs 2 ejendomme til Åge Kodahls, nu Bodil og Hans Dams ejendom i kanten af Tilsig. Et mosestrøg, som strækker sig mellem Tilsiggård og Drivsholm. Mosen er stadig lumsk og ofte under vand. For få år siden gik en kvie fast deri og måtte aflives. Engang gik et postbud over mosen til Drivsholm, men nåede aldrig frem. Han blev suget ned! Kun postkasketten lå tilbage.
Drivsholm har i gammel tid ligget på en holm, hvor stenalderfolket har efterladt sig spor. Bent og Birthe Drivsholm var 8. generation på gården, som nu er overtaget af Mads og Malene Sørensen.
Hos Bodil og Hans så vi kunstudstillingen med Bodils dejlige skulpturer i stentøj og bronze, det smukke haveanlæg og hørte nattergalens klare tuner i den lyse aften.
I Tilsig har de omliggende ejendomme lavet æltetørv til eget forbrug.
I den nordligste ende af Vrensted vidner den nedlagt brugs, det nedlagte mejeri, det
nedlagte frysehus og det stadigt velholdte og velfungerende forsamlingshus om
andelsbevægelsens fornyende kraft i samfundet. Andelsbevægelsen voksede frem fra
omkr. 1880. Mejeriet Lykkens Prøve var berømt for sit gode smør, som vandt medaljer i hele landet.
Tur ud af Bådstedhedevej, over skråvejen til Holmen og over Kongsengene hjem:
Præstegården blev opført i 1928, tegnet af Ulrik Plesner – bror til den daværende
sognepræst. Holmen har sammen med de 2 Sundstedgårde været ”enestegårde”, hvilket betød, at de ikke havde del i fællesmarken så de skulle sørge for gode hegn, så deres køer ikke kom udenfor deres egen jord. En af ejerne var formentlig skudehandler.
Stien fra vejen til Libak er sløjfet, men anes stadig under trætoppene. Mange huskede,
hvem der boede i de mange små ejendomme og huse. C. Klitgård omtaler heden som enlille hedebakke, hvor der blev gravet tørv.
Ved Slottet, ca. 150 m vest for Kurts ejendom under hveden, er der fundet voldgrave og stolpehuller, samt en stor egestamme i voldgraven. Slottets funktion kender man ikke rigtigt.
Vi gik på stien syd for Kurt til Kongsengene. Fra skråvejen kan man se, hvordan Holmen
og Libak hæver sig over landskabet som morænebakker fra istiden, der stak op af
Vildmosehavet i stenalderen.
Vi passerede en markvej mod øst, som går bag om Sundstedgårdene ud til
Brønderslevvej. Vi fortsatte ad Kongsengene forbi Jægerums mergelgrav. Her gravede
man mergel, en blanding af ler og kalk. Det var meget hårdt og blev brugt til at berige
jorden med. Søen har også været brugt til badning. Fra Brønderslevvej tog vi Gl. Byvej og Bystien til Købmanden. Også her huskede mange navnene på tidligere beboere.
Tur omkring Kirken til Ingstrupvej, ud ad den gamle vej – over den gamle bane – mod
Løkken.
Til Venstre Jens og Rasmus Jensens stald til 450 køer, som netop er indviet (2007). Efter Oskar så vi jernalderbrønden, der blev fundet, da man gravede ud til jernbanen. Den blev fredet. Fredningstenen står der, og her står oftest vand. Brønden var speciel, da der var trin ned fra 2 sider og med trædesten mod øst til stationen, hvor jernalderlandsbyen har ligget. Her fandt man ved banens anlæggelse over 30.000 potteskår, som blev samlet til mere end 100 keramikkrukker, nogle med en slags stempelmærke i.
Ud ad markvejen mod vest så vi et område, som Leif og Åse har plantet til med træer (i
begyndel-sen af 90erne), efter at have gravet en stor sø ud. I søen er der en ø, og her er ofte ænder og masser af rådyr. Et dejligt sted.
Vi fortsatte gennem Verner Kristiansens lille skov og lund, ud gennem hans brakmark tilmøllerne. Så til Ingstrupvej og så, hvor vi kunne forestille os tyskernes pansergrave havde gået – fra Ingstrup til Oskar, hen øst om Poul Erik Jensen og fortsatte vest om Klostret. En lang rende ca. 8 m. bred og 3-4 m. dyb og ved siden af pigtrådsafspærring.
Pansergravene skulle stoppe De Allierede, når invasionen kom. Mange mennesker blev
tvangsudsendt, en del polakker til at grave gravene med håndkraft. De blev indlogerede på gårdene.
Vi gik igen ind ad engvejen og fulgte den gamle markvej op til Oskar og Ane. Her fik vi lov til at se deres fine, frodige have, hvor de ”leger” med planterne.
En god aften i det fineste solskin og uden en vind rørte sig.
Tur ad A.C. Andersens Vej til kærene vest for Kærgaard
Vi gik ad små stier omkring skolen til Mellegård, som har været i familien Justesens eje i 5 generationer. Poul Justesen fortalte om de omliggende gårde, hvor Kirkemarken syd for vejen var forpagtergård til præstegården, bygget her i begyndelsen af 1900 tallet ved mellemkomst af sagfører Olesen. Der var en klausul om at drive landbrugsskole her, men den bliv aldrig effektueret.
Lidt vest herfor lå i ældre tid et lille jordhus, som var ramme om en social tragedie. En
enke levede her med sin kønne datter, som i ungdomsårene blev tilbedt af bl.a. sønnen fra en stor gård. Han gjorde hende gravid for straks efter at blive soldat i Ålborg. Hun gik på sine bare fødder til Ålborg og fortalte ham dette, men han afviste hende, og hun måtte føde i dølgsmål og ombragte barnet i en tørvegrav i Kæret. Barnet blev fundet og pigenarresteret. Hun tog livet af sig i arresten i Hjørring. Ikke nok hermed. Moderen blev efter pres fra gårdmanden afvist fra sit løsarbejde på gårdene i sognet, den ene efter denanden, og så til sidst ingen udvej. Hun druknede sig i en tørvegrav.
I en lille ejendom på bakkehældet nord for vejen boede Vrensteds lokale digter A. C.
Andersen, som skrev med stor social indignation, måske inspireret af denne historie fra
nabohuset.
Her fra bakken kunne vi se linjen, som pansergravene har fulgt. Leo Helledie Sørensen har sendt rids over forløbet. I tørre somre står kornet frodigere her, hvor jorden har været vendt dybt under sandflugtslaget. Poul, Mogens Sørensen og Niels Jørgen Mejlholm kunne alle berette om forsøgene med dybdepløjning ned til 1 m dybde, som vendte op og ned på sand og den underliggende muld og ler. Samtidig fik man – i hvert fald midlertidigt brudt et meget hårdt lag i sandet. Dette gav visse steder en udbytteøgning til det 4 dobbelte!
Nede i kæret fortalte flere om de mange små lodder, som hvert husmandsted og gårdbrug havde til høslet og afgræsning, Husmanden kunne endvidere få lov at lade sine få dyr gå på gårdmandens store eng, mod at føre tilsyn hermed sommeren igennem.
Vi gik ud til Marius Mathiasens lille skov. Han var en foregangsmand i læplantningen. Derstår få store graner tilbage fra den første plantning. Mange kunne huske, at man i 40erne kunne stå i Vrensted by og se klitterne. Nu er der høje træer i læbælter overalt, som dæmper vinden, men også afskærer udsigten.
Længst ude i kæret viste Niels Jørgen Mejlholm os de dejlige naturområder, der er opstået omkring de gamle tørvegrave, som nu er små oaser for især rådyrene.
Før og under krigen var disse tørv en vigtig varmekilde for egnens befolkning – også
Løkkenfiskere.
Det var skik at bonden satte et mål af til sig selv og til fiskeren eller daglejeren, som så
først ryddede sand af måske i en meters dybde på både sit og bondens stykke. Herefter var det spændende, hvor tykt tørvelaget var. Det kunne være fra 2 stik til måske 1,5 m tykt. Tørvene var oftest hårdt pressede af sandet og af særdeles god kvalitet. Nogle bønder fik på denne måde rigeligt med tørv og kunne så aftale med fiskeren, at denne som betaling for tørv, skulle levere fisk og skaldyr efter behov året igennem!
Vi gik hjem igen gennem kæret og op til Bækgård, hvor vi fik beretningen om et mord på konen her.
En mand havde giftet sig gården til, men var ikke tilfreds med konen, som han ved
venners hjælp søgte at forgifte. Hun undgik imidlertid hvert forsøg, da hun kunne smage på brændevinen, at der var noget tilsat, uanset hvor fuld de drak hende. Til sidst mistede manden tålmodigheden, og da en anden kvinde pressede på, slog han hende ned med noget tungt. Der havde imidlertid været snakket så meget om det i sognet, at politiet hurtigt fandt ud af, at det ikke var et fald i fuldskab. Ægtemanden blev arresteret sammen med 5 medskyldige og idømt tugthusstraf!
Med denne opbyggelige historie sluttede turen i let aftenregn.
Tur ad Pilgårdsvej til Børglum Hede og Munkebrovej.
Birthe Kristensen fra Naturfredningsforeningen mødte op for at fortælle om Børglum Hede og forskellige græsser.
Fra Pilgårdsvej gik ad markvejen til Fristrup, videre til Heden, som oprindelig var udlagt til bønderne af godsejeren på Børglum, så de i magre tider kunne hente foder til dyrene her.
Heden fik lov at ligge hen, og nu findes her flere sjældne planter. Der er lavet en
redningsplan for den lille del af heden, der er tilbage.
Knappesengegrøften ved mosen blev formentlig brugt til at regulere vandet i kanikernes (munkene på Børglum Kloster) fiskedamme. I fasteperioderne måtte de kun spise fisk og brød, så fiskedammene var vigtige. De byggede sandsynligvis også Munkebroen.
Når man her ser op mod Klostret, kan man se en stor sten. Her har bispegården fra 1104 formentlig ligget efter Børglum Kloster blev prænonstratenser munkeordens hovedsæde i Norden. Før den tid lå her en kongsgård.
Lidt længere fremme er der nogle gamle lergrave. Her lå et teglværk indtil for ca. 100 år siden.
Marken før Bomhuset kaldes Ridehusmarken, da der i 1600-1700 tallet lå et ridehus. Ved det gamle Bomhus har der været opkrævet bompenge.
Ved Munkebrovej dyrkes energipil, som høstes til brændsel hvert andet år.
Kilder: Arne Søndergård: Min barndoms vandhuller.
C. Klitgård: Vrensted sogn.
Tage Jensen, Tilsiggård, og Simon Thomsen og mange andre borgere i byen.
Den sidste travetur gik til Klostergrøften. Vi kørte sammen til minkfarmen på Hulbakvej.
Her fra guidede Poul flokken gennem sprøjtesporene i sin hvedemark til Klostergrøften.
Han fortalte med stort engagement om alt, hvad vi så. I Klostergrøften står skrænterne
med masser af vilde blomster. Poul fortalte at bredderne/skrænterne hele tiden ændrer sigmed vandstanden.
Et sted havde engang været et teglværk. Et andet sted er der en lille bro og en lille hytte, lidt senere endnu en hytte.
Ved at kigge op over den store hvedemark kunne Poul fortælle, hvor sandbanker lå fra
sandflugten for 2-300 år siden. Her stod hveden dårligere.
Længst mod vest løber Klostergrøften dybt nede i forhold til markerne, og der er en fin
grøn dal under trætoppene med grøftens rislen i bunden.
Turen gik omkring Kræmmergård, som var skudehandlergård og opmagasineringsplads for
Skudehandelen. Her ligger stadig store norske skifferplader, som blev brugt som ballast i skuderne tilbage fra Norge. I 1860 blev Kallehavegård, som var Kræmmergårds klitlod, udstykket.
Stemningen var rigtig god, og tilbage ved bilerne afsluttedes turen med kaffe og Åses
lækre kringle.
Afslutning:
Der var mange, der gerne så turene gentage næste sommer. De fleste syntes, det var en
god måde at få motion på og sjovt at høre om fortid og nutid i sognet. Endelig fik man
Vrensted Forsamlingshus, Indbydelse til aftenhøjskole ca. 1945 i forsamlingshuset.I de små samfund arrangede man mange ting for borgerne. Omkring 1940 arrangerede man i Vrensted forsamlingshus Aftenhøjskole, med oplysende aftenskoleundervisning hvor man bød på foredrag om mange daglidags aktuelle emner. Her er en indkaldelse til en sæsons forskellige emner.I Vrensted var der blevet etableret en Ungdomsforening i 1912, som var et stort samlingspunkt gennem mange år. Der var foredragsaftener, sangaftner, underholdning, filmforestillinger, man spillede diletant/skuespil, man arrangerede juletræsfester m.m. Gennem en lang periode blev der månedligt arrangeret bal/dans med kendte orkestre fra landsdelsen. Disser baller var kendt af alle i de små bysamfund rundt omkring. De startede normalt ved 20 tiden og sluttede kl. 01,00. Ofte kom folk dog først senere og derfor begyndte man at arrangere midnatsballer som startede kl. 22,00 og sluttede kl. 3,00. Så var det muligt at få morgenbrød med hjem fra bageren. Jeg tror helt bestemt at bageren, Brødrene Bedholm i Vrensted nød det, som et afbræk i dagligdagen, når de unge mennesker kom i bageriet søndag morgen.Ballerne blev arrangeret af de forskellige foreninger i omegnsbyerne på skift hver lørdag så der ikke blev sammenfald. Det var noget ungdommen kunne lide. Der blev stiftet mange bekendtskaber på denne måde og mange gange resulterede det jo også i, at folk på sigt fandt sammen og stiftede familie.Efter at den nye skole blev opført i Vrensted i 1959, blev der så etableret en Ungdomsskole i Vrensted-Thise Kommune, som holdt til på den nye Skole i Vrensted:
Vrensted beliggende midt i det vestlihe Vendsyssel
Vrensted er, som de fleste af de navne der ender på sted, opstået i den germanske jernalder. Det vil sige mellem år 400 og 800. Forleddet er det gammeldanske ord, Wreni, som betyder hingst.Vrensted sogn er omgivet af en del sogne fra gammel tid.Furreby, Børglum, Stenum, Thise, Vester Hjermitslev og Ingstrup. Særlig stor grænseflade har Vrensted med Børglum og Ingstrup sogneAlle gårde og huse i Vrensted på nær et par stykker var fæstegårde under Børglum Kloster, som kun ligger ca. fem kilometer borte. I 1806, da man tog fat på udskiftningen, var der ca. 50 gårde i landsbyen. Siden oldtiden har Vrensted været et trafikknudepunkt, hvor veje fra alle fire verdenshjørner mødtes. Færdsel ad fortidens elendige veje gav en naturlig tørst, og det forstod vrenstedboerne at udnytte. De oprettede smugkroer, hvorfra der blev solgt øl og brændevin til de rejsende. Med det ulovlige krohold fulgte druk, slagsmål, knivstikkeri og mord, og det fortælles, at Vrensted i 16- og 1700-tallet var en af de mest »»uskikkelige« byer i Vendsyssel. Omkring år 1700 sagde man, at »den, der kan gaa gennem Vrensted uskændt, kan gaa gennem Helvede ubrændt«! På et tidspunkt havde landsbyen også en privilegeret kro, men den blev nedlagt igen sidst 1 1700-tallet. Vrenstedboerne ville dog ikke give afkald på brændevin af den grund, og mange havde brændevinsredskaber til hjemmebrænding. Dette kom øvrigheden for øre, og en efterårsdag i 1784 drog en politifuldmægtig og to konsumptionsbetjente til Vrensted for at fortage husundersøgelser hos beboerne. Da de kørte ind i byen, blev de mødt af vrede vrenstedboere, hvoraf nogle var bevæbnet med spader, grebe og høtyve. De stimlede sammen om øvrighedens hestevogne, og da de begyndte at bombardere de fine herrer med sten, forsvandt disse skyndsomst ad vejen mod Løkken. Politifuldmægtigen fik en sten i baghovedet og en i venstre side, og en, af betjentene blev såret i hovedet og på ryggen. Så galt kunne gå, når man forsøgte at tage brændevinen fra vrenstedboerne.i 1700-tallet deltog flere vrenstedboere i skudehandelen på Norge. Denne trafik foregik fra kysten ved Løkken.klik på nedennævnte for at forstørre:En beskrivelse af Vrensted i 1896:
Følgende beskrivelse af Vrensted Sogn er fra Trap Danmark 3 udgave.
Vrensted Sogn omgives af Annekset Tise, Stenum, Børglum og Furreby Sogne, Skagerak og Hvetbo Hrd. (Ingstrup og Hjermeslev S.). Kirken, midt i Sognet, ligger omtr. 2 1/2 Mil S. V. for Hjørring. De lavtliggende, jævne Jorder ere frugtbare med en Del Eng- og Kærstrækninger. Paa Sydgrænsen løber Rørbæk. Gennem Sognet gaar Landevejen fra Løkken til Saltum.
Fladeindholdet 1896: 5487 Td. Ld., hvoraf 2035 besaaede (deraf med Hvede 21, Rug 488, Byg 471, Havre 729, Bælgsæd 12, Spergel 6, Frøavl 8, Blandsæd til Modenh. 148, Grøntf. 81, Kartofler 51, andre Rodfr. 20), Afgræsning 1090, Høslæt, Brak, Eng m. m. 1176, Have 19, Moser 41, Kær og Fælleder 959, Heder 88, Veje og Byggegr. 74 Td. Kreaturhold 1898: 432 Heste, 1663 Stk. Hornkvæg (deraf 1017 Køer), 1598 Faar og 791 Svin. Ager og Engs Hartk. og halv. Skovskyldshartk. 1895: 262 Td.; 39 Selvejergaarde med 147, 18 Arvefæstegd. med 70, 2 Fæstegd. med 61 126 Huse med 38 Td. Hrtk. og 53 jordløse Huse, 1/3 i Fæste og Leje. Befolkningen, 1/2 1890: 1273 (1801: 711, 1840: 957, 1860: 1072, 1880: 1267), boede i 240 Gaarde og Huse; Erhverv: 26 levede af immat. Virksomhed, 866 af Jordbr., 21 af Fiskeri, 121 af Industri, 16 af Handel, 8 af Skibsfart, 72 af forsk. Daglejervirks., 34 af deres Midler, og 109 vare under Fattigv.
I Sognet Byerne: Vrensted med Kirke, Præstegd., Skole, Forsamlingshus (opf. 1895), 3 Møller og Andelsmejeri (Lykkens Prøve); Aasendrup med Skole. Østre Skole, mod Ø. i Sognet. Vrenstedkjær, Bostedhede, Libakke og Sundsted, Huse. Gaarde: Sundstedgd. og Holmen.
Vrensted S., een Sognekommune med Annekset, hører under Børglum Hrd.’s Jurisdiktion (Hjørring), Hjørring Amtstue- (Hjørring), og Hvetbo Lægedistr., 7. Landstings- og Amtets 4. Folketingskr. samt 5. Udskrivningskr.’ 511. Lægd. Kirken tilhører nogle Privatmænd.
Kirken, fordum indviet til St. Thøger, bestaar af Skib og Kor, Taarn mod V. og Vaabenhus mod S. Skib og Kor ere opførte i romansk Tid af hugne Granitkvadre; i gotisk Tid blev Koret ombygget og udvidet til Skibets Bredde, ligesom der indbyggedes Hvælvinger. Skibets Mure ere til Dels omsatte i nyere Tid. Den nu tilmurede Norddør er firkantet; gennem Syddøren er Indgangen til Skibet. Taarnet er opført i gotisk Tid, forneden af Kvadre fra Skibets Vestgavl, foroven af Mursten. Det overhvælvede Underrum, hvis vestlige Del er afskildret til Materialhus, har Spidsbue ind til Skibet. Det overhvælvede Vaabenhus er af store Mursten, vistnok samtidigt med Taarnet. Korets østl. Del har Tøndehvælving. Altertavle fra 17. Aarh. Romansk Granitdøbefont. Udskaaren Prædikestol fra 1597. I Koret Epitafier over Præsterne M. Evertsen Meier, † 1655, med Portr. af ham, Hustru og 3 Børn, og Johs. Dines Carlsen, † 1783, og Hustru, samt Ligsten over Præsterne Frands Lauridsen Hjort, † 1708, og hans 2 Hustruer, og Anders Carlsen, † 1767, og Hustru.
Tæt ved Kirken fandtes 1894 af Sognepræst Pommerincke ved Sydøsthjørnet af Kirkegaardsdiget St. Thøgers Kilde, der i Tidernes Løb var tilsandet.
Mod S. V. i Sognet ligger et gammelt, nu sløjfet Voldsted, ”Slottet“. — Drivsholm, N. i Sognet, er formodentlig den Gaard Drefsholm, der, ligesom en i Byen Aasendrup tidligere liggende Herregaard, 1465 tilhørte Hr. Anders Nielsen (Banner) af Kokkedal.
Vrensted og Thise Sogne have i Slutn. af 17. Aarh. lidt meget af Sandflugt (se Saml. til j. Hist. 2. R. I S. 124 flg.).
Området mellem Børglum Kloster og Limfjorden med angivelse af middelalderlige lokaliteter ved Ryå og Ingstrup Sø. Før i tiden var Store Vildmose et næsten ufremkommeligt område, derfor fik Ryå en særdeles stor betydning for varetransport til og fra VestVendsyssel og Vrensted området ved Ingstrup Sø
Historien om Ingstrup Sø (mellem Vrensted, Ingstrup og Thise)
Nu tales der her i år 2016 om at genskabe Ingstrup Sø – læst artikel herom nederst i dette indlæg.
Op gennem den skrevne historiske tid var der utallige eksempler på, at rettigheder til søen ikke blev respekteret. Ulovligt fiskeri, natligt rov af siv og tagrør, ødelæggelser af fangstredskaber og retssager hørte til dagens orden gennem 300-400 år. Ingstrup Præstegård har formentlig været en kongsgård, hvor den danske konge kunne overnatte, og i 1573 fik præsten stadfæstet en eneret til at fiske i søen.Den var i mange år fiskerig, hvilket blev synligt i 1729 efter en meget streng vinter, hvor flere hundrede læs brasen, ål og andre fisk var frosset ihjel. Muligheden for at fange fisk tiltrak ikke alene tilstødende lodsejere. Også andre Vrenstedboere og folk fra andre egne tog for sig. Da Børglum Kloster i 1669 kom på private hænder, tog de evindelige stridigheder en drejning i retssalene, for ejeren gjorde krav på at få del i fiskeretten, fordi han havde fæstegårde i Vrensted op til søen. Ingstrup-præstens eneret til søen blev dog fastholdt indtil 1716, hvor kongens ryttergods i Vrensted skulle sælges. Her blev fiskeriet også opbudt. Her fik Frederik Kjær fra Børglum Kloster retten for 30 rigsdaler, men præsten i Ingstrup protesterede og købet blev annulleret. Men i midten af 1700-tallet fik klostrets ejer del i fiskeriet mod at betale to rigsdaler om året til kongen. Første udkast til tørlægningDet var en ejer af Børglum Kloster, som i 1805 som den første ansøgte om at tørlægge søen. Det kom der ikke noget ud af, og da den årlige betaling af to rigsdaler tilsyneladende ophørte senere, fik Ingstrup-præsten eneretten til fiskeri i søen tilbage i 1846. Og så kom der skred i den første afvanding af søen. For pastor Løchte blev hurtigt stiktosset over, at der aldrig hvilede fred over søen.Han klagede over at alle skar siv og rør på søen, nogle trak våd om natten, rensede hans udsatte fiskekroge for fisk og ødelagde hans fiskerbåd. Efterfølgende samtykkede han i lokale lodsejeres ønske om tørlægning og fordeling af lodder fra det tørlagte område. Til gengæld fik præsten 50 rigsdaler en gang for alle.En kanal blev gravet fra Kældergrøften til Tiendebæk, hvorfra vandet kunne strømme til Ryå. Tørlægningen blev aldrig ført til ende, for lodsejerne blev uenige om lodderne, men kanalen blev sogneskel.Siden fortsatte stridighederne over det mindre søterritorium mellem folk i Ingstrup og Vrensted. Og især om retten til at skære tagrør.Så sent som i 1937 politianmeldte fortørnede Ingstrup-folk at en flok Vrenstedboere en vinternat var gået for langt på isen, og havde nappet tagrør på Ingstrup-siden.Det blev besættelse af Danmark, som blev begyndelsen til enden for Ingstrup Sø. Dog først lang tid efter den sidste nazist havde forladt landet.En lov om landindvinding med statsstøtte i 1940 begrundet i at skabe mere beskæftigelse blev grundlaget for at tørlægge en stribe af de søer, som Hedeselskabet havde på en ønskeliste.
Ingstrup Sø forvandledes så i årene 1950-53 til landbrugsjord. 265 hektar sø blev ved afvanding, omdannet til landbrugsjord ved bortpumpning af vandet med økonomisk støtte fra Statens Landvindingsudvalg. Tidligere meget fiske- og fuglerig, i dag ordinær landbrugsjord.
Ingstrup sø efter afvandingen
Ingstrup Sø var en tidligere lavvandet sø i Vendsyssel, nord for Store Vildmose og otte kilometer sydøst for badebyen Løkken. Søen var på op til 265 hektar, og lå mellem landsbyerne Ingstrup, Vrensted og Thise. Man forsøgte at afvande den i midten af 1800-tallet, men det mislykkedes, men med et projekt i 1950-53, der fik millionstøtte fra Statens Landvindingsudvalg lykkedes det med dræning og bortpumpning af vand at skabe landbrugsjord ud af den tidligere fiske- og fuglerige sø, der har afløb både via Ryå til Limfjorden, og Nybæk til Jammerbugten.
Statens millionstøtte til projektet var begrundet med ønsket om at skabe arbejde til de mange ledige i lokalområdet, og derfor indeholdt landvindingsloven et krav om udstrakt brug af manuel arbejdskraft. Alligevel blev der anvendt gravemaskiner til det meste af arbejdet med kanalerne i Ingstrup Sø.
Den lavvandede sø var hurtigt tømt for vand, og allerede det første år væltede det op med alskens former for ukrudt på den frugtbare dyndjord i den tørlagte Ingstrup Sø.
Tørlægningen af den 265 hektar store Ingstrup Sø omfattede udgravningen af i alt 11.778 kilometer kanaler, fordelt på en afvandingskanal hele vejen ned gennem søen på 5.112 kilometer, en afløbskanal på 1.874 kilometer samt den østre og den vestre landkanal på 2.353 og 2.439 kilometer. Dertil kom diverse styrt, diger og andre jordarbejder. Prisen for det hele var budgetteret til 535.000 kr. (8,8 mio. kr. i 2009‐værdi), men endte med at koste 899.939 kr. (11,1 mio. kr. i 2009‐værdi).
Årtusindgamle skaller af østers og hjertemuslinger er dukker frem, da afvandingskanalen ved pumpehuset blev uddybet. De vidner om en maritim fortid i Ingstrup Sø.
Området er nu omkring år 2005 blevet udlagt som potentielt naturområde i kommunernes naturplaner, og der er planer om at genskabe søen, der så vil komme til at ligge med Ca. 50 procent i Jammerbugt Kommune, ca 30 procent i Hjørring Kommune og ca 20 procent i Brønderslev Kommune..
Året efter afvandingen af Ingstrup Sø gror ukrudt med mere på den frugtbare jord.
Flotte marker har nu erstattet Ingstrup Sø
Tiendebæk som løber ud i Ryaa
Klik på billeder og artikler for at forstørre.
Klik også på nedennævnte link: “Ingstrup Sø” og læs artikel med billeder.
Avisartikel om afvanding af Ingstrup sø 1952
Ingstrup sø har i mange år været et stridsemne mellem sognene og gårdejerne omkring søen.
Jagt fra robåd på Ingstrup sø 1915
Klik på nedennævnte link, for at se og læse artikel:
Ingstrup Sø foreslås genskabt artikel fra Nordjyske Avis aug. 2016
VENDSYSSEL: Ingstrup Sø foreslås nu genskabt, og Ryå, der i 1950’erne blev rettet ud, skal føres tilbage med sit tidligere snoede forløb gennem det midtvendsysselske landskab. Det er forslag, som Danmarks Naturfredningsforening stiller de implicerede vendsysselske kommuner.
Flere andre steder i landet har man ændret åers linjeføring, og det er sket med succes.
Ingstrup Sø var indtil midten af forrige århundrede en naturperle i området. I dag pumpes der på pumpestationen mellem Thise og V. Hjermitslev for at forhindre, at området oversvømmes.
I 1950’erne blev Ingstrup Sø drænet for at skaffe agerjord. I dag bliver det, der dengang var en 265 hektar stor sø, dyrket som landbrug. For at undgå, at området oversvømmes, pumpes vandet kontinuerligt via Tiendebæk ud i Ryå og videre ud i Limfjorden.
I dag er Ryå meget presset vandmæssigt og står i vinterperioder over sine bredder. Ved at genskabe Ingstrup Sø aflastes Ryå og Limfjorden for store vandmængder..
Ryå har de seneste år været i fokus. Ikke mindst fordi den er gået over sine bredder i regnfulde perioder. Her har der været uenighed om vedligeholdelsen af vandløbet.
Danmarks Naturfredningsforening kalder en del af Ryå – en syv kilometer snorlige kanal – for et forarmet vandløb. Det er ingen kantvegetation i form af træer og anden beplantning.
Et forslag fra Danmarks Naturfredningsforening er også at lave periodevis vådområde. Når Ryå alligevel går over sine bredder, kan der lige så godt på visse tider af året være udlagt vådområde.
Der er store problemer med, at Nedre Ryå oversvømmes. Her flyder vandløbet nemlig langsomt, da åen er blevet smallere. Er der højvande i Limfjorden, har det også indflydelse på Ryå-oversvømmelser.
– Eneste måde at få vandet hurtigere væk fra arealerne er at øge Ryås fald eller sænke vandspejlet i Limfjorden, mener Søren Rosenberg, Lars Schönberg-Hemme og Mogens Ingemannsen fra Danmarks Naturfredningsforening i Brønderslev og Jammerbugt Kommuner.
– I de seneste 10 år har Jammerbugt Kommune udført en lempelig vedligeholdelse af Ryå. Det, Danmarks Naturfredningsforening kalder en miljømæssig vedligeholdelse. Men det er sket efter gældende regulativ, påpeger Søren Rosenberg.
– Den form for vandløbsvenlig vedligeholdelse giver nu stor gevinst på biodiversitetskortet (en levende natur), idet f.eks. odderen lever og yngler i Ryå, ligesom flere par isfugle har stor ynglesucces. Ligeledes ses der blåvinget pragtvandnymfe i rigt tal.
– Det indikerer, at vandkvaliteten er i top, påpeger Søren Rosenberg.
– Hvis man følger Danmarks Naturfredningsforenings ønske om at følge denne metode, bliver vandløbet forbedret. Rent praktisk har man ladet større og mindre partier af vegetation stå, og der veksles mellem vegetation på begge sider af vandløbet.
– Der, hvor åen er forholdsvis bred, har man undladt at skære grøde i hele åens bredde. Kantvegetationen især i Nedre Ryå er varierende med større og mindre træer, som både er levested for vandflagermus og brinkstabiliserende.
Søren Rosenberg kalder det superarbejde, og han håber, at det også vil være sådan fremover.
Søren Rosenberg, Lars Schönberg-Hemme og Mogens Ingemannsen understreger, at de ikke har sat økonomi på projekterne.
– Det er ikke de billigste løsninger, men det er yderst effektive virkemidler, siger de samstemmende.
Kommunerne i Vendsyssel skal i den kommende tid behandle Danmarks Naturfredningsforenings forslag. Esben Heine
Vrensted sogn fik sit første forsamlingshus i 1895. Det blev opført i den nordlige del af Vrensted By, kaldet ”Mejeribyen”. Det opførtes på et areal over for Vrensted Mejeri ”Lykkens Prøve” og det har ligget der lige siden. Det blev revet ned i 1935 og der genopførtes et helt nyt og tidssvarende Forsamlingshus.
Til venstre det gamle forsamlingshus fra 1895 som blev fjernet i 1935 og det nye blev opført. Billedet er fra 1910-1920Her de oprindelige vedtægter fra 1935 for Vrensted Forsamlingshus.:
I 1935 opførtes et helt nyt forsamlingshus på samme grund hvor det gamle var blevet nedrevet. Det var murermester Charles Andersen, Vrensted, der forestod byggeriet.
Murermester charles Andersen i sort vest og hans folk ved opførelsen af forsamlingshuset i 1935Nyopført Vrensted forsamlingshus i 1935
Herover det flotte nye forsamlingshus fra 1935, med lille sal og stor sal med scene. På 1. sal lejlighed til værtsparret.
I 1978 blev forsamlingshuset udvidet med en ny tilbygning.
Billedet herunder er fra rejsegildet ved den ny tilbygning i 1978 med ny lille sal og nyt køkken og indgangsparti.
Nedenfor billede af det store Vrensted forsamlingshus, som det ser ud i 2017.
Vrensted forsamlingshus 2017
Bestyrere eller værter som de blev kaldt, i det nye forsamlingshus fra 1935, hvor der var en lejlighed på første sal til værtsparret, har været følgende:
fra 1935 til 1945, Mary og Reinholdt Nielsen (vognmand)
fra 1945 til først i 50erne Ingeborg og Svend Christoffersen (landpost)
i 50erne Valborg og Aage Kristiansen (rutebilejer)
i 60erne Johanne og Vilhelm Andersen (pedel på skolen i 70erne)
i 70erne Åse og Kaj Svenningsen indtil 16.10 1976
i 1976/1977 Grethe og Poul Erik Ulrick
Fra 1977 har der ikke været flere værter/bestyrer. Arbejdet er blevet udført ved frivillig arbejdskraft.
Ved udlejning har man selv medbragt kogekone og rengøringshjælp.
Det var foregangsmænd i Vrensted, der tog initiativ til et samlingssted for beboerne i Vrensted Sogn. Et hus som kunne bruges til mange formål og som gennem årene har været meget brugt af Vrensteds befolkning og forskellige foreninger til fester, møder m.m.
Huset er blevet meget brugt af private, der lejede sig ind til forskellige ting. Det være sig bryllup, sølvbryllup, guldbryllup, fødselsdage og meget mere. Man kunne medbringe egen kogekone til madlavningen.
Da spillefilm kom frem, kom der ofte tilrejsende med filmapparat og lejede sig ind for forevisning af biograffilm for sognets beboere. Der blev afholdt danseskole for sognets børn. Der var udstillinger, foredragsaftener i foreningsregi, der blev afholdt aftenskole og meget mere.
Den store sal var oprindelig indrettet med ribber i den ene side, så der også kunne lave gymnastik. Der var ingen gymnastiksal i den gamle skolen på det tidspunkt.Der blev så trænet og afholdt en årlig gymnastikopvisning.
Vrensted havde bl.a. 2 foreninger for ungdommen. Det var Vrensted Idrætsforening og Vrensted Ungdomsforening hvor der var megen aktivitet. Idrætslige og kulturelle.
I 1960erne og 1970erne var der megen ungdom på landet. Der var mange medhjælpere på landet og det var også almindeligt med piger til hjælp i husholdningen, og det sammen med folks egne unge mennesker gjorde, at der var mange aktiviteter i de små bysamfund.
Baller for ungdommen havde en storhedstid på det tidspunkt. Det kom på mode, at ballerne startede kl. 22 og sluttede kl. 03,00. Så blev der spillet op til dans af forskellige orkestre og der blev danset på livet løs indtil slut. Mange venskaber og efterfølgende ægteskaber er blevet etableret på denne måde.
De senere år har forsamlingshuset ved hjælp af frivillige, selv afholdt ugentlige bankospil, hvortil der kommer mennesker fra hele Vendsyssel. På den måde har det været muligt at skabe indtægter til forsamlingshusets drift, der sammen med den almindelig udlejning til forskellige arrangementer har kunnet få driften til at løbe rundt.
Siden Vrensted Lokalhistoriske Arkiv blev etableret, har det holdt til i den gamle ”lille sal” i Forsamlingshuset.
Forsamlingshuset flytter snarest i det nye ”Byens Hus”. Den nedlagte Vrensted skole bliver indrettet til et borgerhus til samtlige byens foreninger, hvor alle aktiviter i fremtiden kan foregå.
Forsamlingshusets bestyrelse har på en generalforsamling fået vedtaget, at det nuværende forsamlingshus i ”Mejeribyen” sælges, så snart de nye lokaler i “By Hus” er indflytningsklare.
Huset er solgt i 2018 og der er etableret Forsamlingshus i Byens Hus i 2018
Balladen om en 750 m2 parkeringsplads ved Vrensted Forsamlingshus.
Avisartikler for sagens forløb gennem årene.
Balladen startede omkring år 1999, men nu flytter Forsamlingshuset i “Byens Hus” i den nedlagte Vrensted Skole, senest i 2018, forhåbentlig bliver der så ro i Vrensted mellem beboerne og Svend Andersen.
Vrensted Forsamlingshus blev etableret i 1895. I 1935 blev den gamle bygning nedrevet og der opførtes det nuværende Forsamlingshus som i 1978 blev udvidet mod øst til det som ses på billede.
Autogården Vrensted, v/ Svend Andersen, Stationsvej 23, Vrensted, etablerer sig i Vrensted i 1966, hvor han her i 2017 stadig driver sin virksomhed.
I 1993 køber Svend Andersen den gamle Vrensted Foderstofforretning af Vraa Andel, på Vrenstedvej 461, Vrensted.
I 2018 er forsamlingshuset solgt til en Antikvitetsforretning og Forsamlingshuset er flyttet i Byens Hus – den gamle skole – og jeg tror og håber på, at der nu falder ro om sagen, der har strakt sig over mange år.
Hvem der egentlig har ret i sagen har jeg ikke taget stilling til.
Vrensted Brugsforening og naboen købmand Martin Jensen lukker
Købmand Martin Jensen, Mejeribyen, Vrensted lukker sin forretning den 1. maj 1983.
Klik på billeder og artikler for at forstørre.
Martin’s Købmandshandel i MejeribyenJens Jensen, kaldet Jens Vittrup. Her den oprindelige købmandsforretning ved siden af brugsen
Martin Jensens forretning blev etableret i 1920 af faderen Jens Jensen, kaldet Jens Vittrup. Han havde en blandet landhandel med alt hvad der skulle bruges i dagligdagen både i by og på landet. Martin kom hjem i 1949 og overtog senere butikken. Jens Vittrup fortsatte på 1. sal med en træskoforretning
Vrensted Brugsforretningen lukker ned/likvideres den 31. december 1983 efter ca. 50 års virke, men ejendommen/forretningen blev solgt og videreførtes som købmandsforretning.
Købmandsforretningen levede dog kun i kort tid og måtte lukke.
Før der blev etableret en Brugsforening i Vrensted var der på samme sted købmandsforretning, bl.a. drev noget af min mors familie købmandsforretning der i en del år, inden de overtog en større forretning i Gandrup.
Nedenstående kan findes på Historisk Arkiv.
1 1932-1983 FVA Forhandlingsprotokol Anm.: Vedtægter 1932 og 1950 indklæ- bet. Indeholder forrest redegørelse for foreningens start. Anvendt som forhandlingsprotokol for likvidationsudvalget, 19/5- 1/6 1983 1 1932-1969 M Medlemsfortegnelse 1 1933-1947 R Hovedbog for leverandører 1 1982 R Driftsregnskab og status Anm.: Indeholder indkaldelse til gene- ralforsamling 1 Div.år R Regnskabsbilag 1 1932 E Skøde 1 1983 ERK Likvidationsudvalget Anm.: Forventet likvidationsstatus pr. 8/5 1983 Udkast til købekontrakt og skøde Endelig købekontrakt og skøde
Vrensted Brugsforening i Mejeribyen med uddeler Kjeldsen stående i døren.Et stort sortiment på hylderne, kommis er Poul Eriksen som boede på Slotsgården i en periode, her jul i Vrendsted brugs ,han kom som 17 årig i lære i Vrendsted brugs .han blev ansat 1 nov. 1940 løn 10 kr om mdr + kost og logiDen oprindelige Brugs i Vrensted omkring 1932 med benzintank og olieskabEn fin historie fortalt af sønnen til arbejdsmandenTravlhed ved BrugsenDe to forretninger side om side lige overfor forsamlingshus og mejeriFoto fra 1982
Således har Vrensted her i 2017 kun en dagligvarebutik nemlig købmanden mellem kirken og lægehuset på Bådstedhedevej.
Skrevet af Vendsyssel Historiske Museum d. 6. maj 2016. Vrensted sogns fattigbøsse fra 1721.
Næppe nogen kan vel i dag rigtig forestille sig den fattigdom og elendighed, som herskede i tidligere århundreder. For den uarbejdsdygtige var tiggeri den eneste udvej til livets opretholdelse, og i tusindvis drog gamle, krøblinge og sindssyge fra gård til gård for at bede om almisse. Til brug for tiggerne fremstillede sognene en fattigbøsse af kobber eller messing, som kunne gå på omgang mellem de fattige. På den bevarede fattigbøsse fra Vrensted er indridset en tegning af en gammel mand med tiggerstav, samt indskriften:
”Wrensted Sogns fattiges omgangs Bøsse Anno 1721”
“God avten i guds Børn gud sign ier mad og spise. A ber Jer om at I for guds skyld vil beviise mæ nogen hielp og gi mæ fatte stackels mand Een skilling eller To Hver af ier i sin stand Udi min Bøsse gud vil ier igien betaale Fie dobbelt og Jer gi med en fuld maalet skaale Tack for de penge i mæ gav god næt far val gud lønne ier igien i monne tudsind Tal”.
I 1803 blev udstedt en forordning, som bestemte, at hvert sogn skulle sørge for sine fattige, men stadig ved hjælp af frivillige gaver. Til at holde fremmede tiggere væk fra egnen ansatte man en betjent, en stodderkonge, hvis værdighedstegn og våben var en morgenstjerne med solide jernpigge
En fin historie skrevet af fhv. gårdejer Poul Stevns opvokset i Vrensted Præstegård.
Vrensted Ungdomsforening, stiftet i 1912 af en gruppe unge Vrensted boere.
“De danske Ungdomsforeninger” dannedes i 1903 og havde som formål: “en vågen, dansk, kristen ungdom”.
Vrensted Ungdomsforening blev stiftet i november 1912 som en del af den folkelige, grundtviske organisation, De danske Ungdomsforeninger.
Der var på det tidspunkt en flok unge mennesker, der fandt, at der i sognet manglede noget, hvor unge kunne samles til møder, udflugter, fester og lignende. Det brændende spørgsmål var derfor, hvordan man mon fik noget sådant stillet på benene? Man stak hovederne sammen og kom til den konklusion, at det nok var noget, degnen havde forstand på. Han var jo dog noget mere lærd, end nogen af dem var, så hvis de nu bare kunne få ham gjort interesseret, ville der sikkert ved hans hjælp kunne findes en løsning på problemet. Herved opstod således det næste spørgsmål: Hvem af dem skulle nu udpeges til at henvende sig til degnen og forhøre, om han ville hjælpe dem? Det lød jo ikke så problematisk, men så alligevel. – Det kneb dog lidt med modet hos de forskellige. I starten var der ingen, der meldte sig og dem, der efterfølgende blev foreslået, lod bolden gå videre. Endelig var der en af de unge piger, der mente, at nu måtte det være nok med al den snakken frem og tilbage. Nu skulle der altså ske noget, så hun ”mandede” sig op og gik resolut hen og bankede på degnens dør. – Det videre forløb beskrives af Aage Stevns i et digt til foreningens 25års jubilæum søndag d. 27. november 1937. – Gengivet nedenfor sammen med ”De Unges Sang” (af samme forfatter), der også blev skrevet til lejligheden. – Ungdomsforeningen havde således mange år på bagen, da jeg som nyudklækket konfirmand i april 1948 af foreningen blev foræret et gratis medlemskort og samtidigt fortalt, at jeg ville blive inviteret med til foreningens stiftelsesfest samme år. De fleste konfirmander tog med glæde mod denne gestus og blev hængende som tilfredse medlemmer af foreningen i en årrække. Foreningen virkede på forskellig vis med møder, udflugter og fester. Møderne blev normalt afholdt i forsamlingshusets ”Lille Sal”, som den hed i daglig tale. Der var dengang en kakkelovn til højre for døren, når man trådte ind i salen fra gangen. I væggen mod øst var en dør til ”Store Sal” og til højre for denne en talerstol. Der var en fast bænk langs hele ydervæggen, men ellers stole, der godt kunne være rift om til møder, der trak fulde huse. Som noget ganske naturligt startede og sluttede møderne med en sang fra højskolesangbogen og så var der selvfølgelig ”kaffen”, eller hvad det nu end var på det tidspunkt, hvor kaffen var rationeret. En del år var der tradition for et besøg af Vrå højskoles lærere og elever en søndag i marts. Man startede med gudstjeneste i kirken, hvor det gerne var højskolens forstander eller en af højskolens lærere der prædikede. Efter gudstjenesten blev vråfolkene fordelt til de forskellige familier, der havde ønsket at være værtsfolk for disse unge til aftensmaden. Om aftenen samledes man så i forsamlingshuset, hvor højskolens folk opførte et skuespil. Denne årligt tilbagevendende dag blev der i høj grad set frem til i sognet.
Også sommerudflugter var populære. Disse blev gerne omtalt meget positivt. Især husker jeg omtalt en tur til Rubjerg Knude, hvor deltagerne hjalp hinanden fra stranden og op på Knuden ved bl.a. at anvende et fåretøjr, de hurtigste af ”bjergbestigerne” havde fundet på toppen. Man måtte jo sikre sig, at også bagtroppen kom med til tops. Den tur mindedes man i mange år. Så var der den årlige stiftelsesfest i november, hvor de nykonfirmerede deltog for første gang sammen med de ”andre voksne”. Så var man vel noget, når man sådan blev inviteret til fest i forsamlingshuset, endda med bl.a. bal på programmet. Det var unægtelig noget af en overgang for mange. De fleste – måske mest drengene – var noget generte og havde lidt svært ved at finde sig til rette som ”voksne”, selvom de mødte op i deres fine habitter fra konfirmationen. Når så julen nærmede sig, gik bestyrelsen på jagt efter et juletræ til den årlige række af juletræsfester, som strakte sig over lang tid. De begyndte 3. juledag med ungdomsforeningens fest. Dernæst fulgte skolerne i sognet med juletræ 4. juledag. Senere fulgte så husmandforeningens juletræ og arbejdernes juletræ – sidstnævnte vistnok først i det nye år. Jo, juletræet, som ungdomsforeningen havde fremskaffet, lavet pynt til og udsmykket med ”himmelstiger”, hjerter, kræmmerhuse, stjerner, roser og meget mere, blev godt brugt, inden det røg ud. Selv mindes jeg med glæde, hvor festligt, det var, når bestyrelsen en aften kort før jul var samlet i præstegården for at lave julestadsen. Så var julestemningen hjulpet godt i gang. Ved flere lejligheder deltog foreningen i større arrangementer udensogns sammen med de ”Midt- og Vestvendsysselske ungdomsforeninger”. Her var der bl.a. tale om et større midsommerstævne på ”Skøttrup Østergaard” Sct. Hans 1944, hvor Vrå højskole var rykket ind, da tyskerne havde beslaglagt højskolen i Vrå. Det var et stort arrangement, hvor man efter velkomsten startede med en tale af provst Carl Hermansen, Hjørring, om eftermiddagen og sluttede efter aftensmaden med en højtidelighed i Klosterkirken, hvor også familien Rottbøll deltog. Der var ifølge V.T.´s referat om aftenen et fremmøde af 600-700 deltagere, for som referatet fortsætter: ”Det var jo blevet fyraften, og travlheden med tørvene og høhøsten var indstillet for en stund”. Min tid som medlem af Vrensted ungdomsforening sluttede, da jeg i efteråret 1952 forlod sognet. Siden da har organisationen, De danske ungdomsforeninger, ændret sig et par gange, mener jeg. Sådan er vilkårene jo gennemgående her i tilværelsen: ”Udvikle sig eller gå til grunde”.
Serritslev i juni 2017. Povl Stevns.
Ungdomsforeningens start: (Mel.: Det var en lørdag aften
En sildig lørdag aften nitten hundrede og tolv da mødtes flere karle med Kathrine –nu Stadsvold.
Til skolen ned de vandred, men standsed´ ved dens dør, ti banke på var der ingen ud af de fem der tør.
Kathrine sa´: ”Jens Drivsholm, ta´ du nu mod til dig!” Jens Drivsholm sa´: ” Chren Rendbæk –må hellere end jeg”
Chren Rendbæk bleg sig læner til sin spadserestok, med halvkvalt stemme stammer han: ”Chren Østergard må nok”.
Jens Bak han glad istemmer: ”Ja, Chresten, ja, han kan,– ”Lad os nu ikke nøde dig, men vis du er en mand!”
Men Niels´ Chren er ikke en ubehøvlet børst. Han retter på sit slips og si´r: ”Nej lad dog damen først”.
Kathrine, der var malet – i Jens Peters vindmotor, skød hjertet op i livet og og følte sig så stor.
Med varsom kno hun banked´ på døren trende slag. Hvorfra hun fik et sådant mod, hun aner ej i dag.
Bag døren på en sofa hr. lærer Jensen lå, mens fruen vugged Oluf og gav Else dyne på.
Kathrine åbned´døren, og ind i stuen tren de fire ungersvende og Kathrine, èn for èn.
”Velkommen skal I være!” var lærer Jensens ord,- ”Værsgo´ ta´ plads, så kommer kaffekanden snart på bord!”
Chren Rendbæk kom nu frem med, hvad dem på hjerte lå, mens lærer Jensen og hans kone glade hørte på.
”Vi trænger til at samles om andet her end bal,- og derfor synes vi, at vi om andet samles skal”..
”Jeg tror nok, jeg forstår dig, min kære unge ven,- vi starter en forening her for brave, unge mænd!”
”Ak nej, ak nej hr. Jensen, ak nej, det var ej så. De søde unge piger må vi også tænke på!”
Man talte sig til rette Mens aftnen hastigt skred – og skiltes et kvarter i tolv med følgende besked:
Vi samles vil i Huset til Ungdomsforeningsstart den syvogtyvende november klokken syv trekvart!!
Som tænkt, så gjort, man mødtes på den aftalte dag. Foreningen blev stiftet i så glad et ungdomslag.
————————– Aage Stevns.
(Mel.: Som en rejselysten –)
Danske unge vil vi være, værne Danmarks dyre sag, folkets fane vil vi bære gennem kamp til sejrens dag.- Vi vil være, hvor det gror, hade Loke elske Thor, sprænge hvad, det hæmmer. Sol og smil i sjæl og sind vil vi tale, nynne ind, så vi det fornemmer.
Dagens gerning vil vi øve,- livet er ej tant og digt,- hvor vi står, der vil vi prøve på at gøre tro vor pligt. Hjemmets kår og vore kår, vi vil gerne, hvor vi står være med at bære arven, vore fædre gav hver at vogte tro og brav, frem til sognets ære.
Ranke viljer – stædig stræben mod et fjernt, men herligt mål, med en frejdig sang på læben går vi på med hvæsset stål.- Byg i takt og byg i tro op mod himmelhvælvet bro – unge tanker værdig! ! Held dig ungdom, god og stærk! ! Grund som ung dit manddomsværk, — men bliv aldrig færdig! !
Aage Stevns.
Afskrift efter kopier fra 1937.
Juni 2017. Povl Stevns
Omtale af fru Marie Plesner præstefrue i Vrensted Præstegård fra 1909 til 1929
Fru Marie Plesner, Enke efter Sognepræst Julianus P., der var Præst i Vrensted fra 1909 til 1929, er død i 1956 i Askov, 87 Aar gammel.
Efter sin Afsked flyttede Præsteparret til Askov, hvor Pastor Plesner og Frue havde virket i deres Ungdom. Her boede de i syy Aar. Pastor Plesner døde 1937, og Fru Plesner flyttede da til en Datter, der var Forskolelærerinde i Askov, saa hun bevarede Forbindelsen med sine gamle Venner i Askov lige til sin Død.
Fru Plesner var sin Mands trofaste Medhjælper og sine Børns opofrende Mor. Hun var af gammel Sømandsslægt. Hendes Virke i Vrensted satte dybe Spor. I en Aarrække samlede hun Sognets unge Piger til Møder, og hun var den gode og omhyggelige Værtinde ved Møderne iPræstegaarden, hvor Pastor Plesner holdt ugentlige Oplæsningsmøder for Sognets Beboere, og ved de store Vintermøder, der dengang holdtes i Præstegaarden, og som samlede mange Mennesker.
Fru Plesner var en betydelig Personlighed, hvis Minde vil blive bevaret længe i Vrensted og Thise Menigheder.
Begravelsen foregår fra Askov I Valgmenighedskirke Onsdag den 19. December 1956 kl. 14.
vest for Våbenhuset og lige syd for Kirketårnet ved Vrensted Kirke.
Skrevet og fortalt af Poul Stevns, søn af Inger og tidligere provst Aage Stevns, Vrensted Præstegaard.
Gravstedet. Korset. Aage Stevns – Inger Stevns. Besøger du en dag den smukke kirke ”Sankt Thøger” i Vrensted, vil du på pladsen syd for tårnet finde et gravsted smykket med et kønt egetræskors bærende navnene på mine forældre: Aage Stevns – Inger Stevns. Graven blev anlagt ved allehelgenstid i 1952 som sidste hvilested for far, der havde været sognepræst for Vrensted – Thise menigheder i 23 år og provst for Børglum- Hvetbo Herreder fra 1. juni 1948 til sin død i okt. 1952. – I dag er det jo kun sognets ældste, der husker denne provst og derfor vil sikkert mange stille sig selv det spørgsmål: ”Hvorfor mon dette enlige gravsted på denne plet?” Jeg vil i det følgende forsøge at besvare spørgsmålet om, hvorfor far i sin tid fik sit ønske om at få sit endelige hvilested på netop dette sted opfyldt, ved gennem et par nekrologer at belyse, hvem han var og hvorledes han havde forvaltet sit kald. Far, der blev født på Kvissel Højskole d. 20. november 1903 som søn af forstanderparret Dorthea og Ole Stevns, blev student fra Høng Gymnasium i 1923 og tog derefter sin teologiske embedseksamen fra Københavns Universitet i 1929, blev kaldet til embedet som sognepræst for Vrensted og Thise menigheder d. 15. januar 1930 og indsat i embedet af provst Rubak i Vrensted og Thise kirker den 9. marts 1930. – Tiltrådte som provst for Børglum og Hvetbo Herreder den 1. juni 1948, en post, han bestred til sin død i 1952. Den 23. februar 1930 blev mine forældre viet i Ruds-Vedby kirke. Ved den efterfølgende middag i mors hjem holdt farfar en tale til de nygifte og sagde heri henvendt til far bl.a. følgende: ”Nu er du ved lågen, der åbner sig for dig ind i din gerning i kirkens tjeneste. Det ord: Kirketjeneste, lyder tit ud fra mange forskellige meninger: Hvornår er det kirketjeneste, siger man, — men der siges også: Hvornår er der gudstjeneste? – Det sidste ord betyder for mig ikke så lidt mere end det første. Det er to gerninger, som ikke behøver at kriges, og dog er der jo historiske beviser for, at gudstjenesten er blevet hindret af kirketjenesten. Den ene tjeneste ordnes nemlig af staten, den anden af Vorherres ånd. – Jeg vil derfor udtrykke det ønske for dig Aage og for Inger, at I må gå ind i gerningen som Guds åndstjenere, således at jeres liv og livsførelse søndag og søgn – – i kirke, hjem eller hvor I er, bliver i Guds ånds tjeneste. Gud give jer at skinne så – som himmellys, skønt af de små – da randt for jer, – og for os guldterning”. I sin indsættelsesprædiken den 9. marts sagde far bl.a.: ”Jeg er kommet herop til jer,- til mit kære Vendsyssel med den allerredeligste vilje til ret at tjene Gud hos jer —- dvs. tjene jer ydmygt i jert gudsforhold. – Jeg kommer med kærlighed til min gerning. Kommer med tillid og i taknemlighed. Med ungdommens sikre og urokkelige tro på, at min gerning af Guds nåde må lykkes. – Jeg venter ikke nogensinde at se resultater – Guds rige er ikke af denne verden – og resultater i menneskers gudsforhold er altid kun tilsyneladende og følgelig et minus,- men ét ønsker og håber jeg, at jeg må få lov – få nåde og lykke til at være Guds sendebud heroppe – bare så og så Guds sæd. Gud alene kan give den vækst. – Men jeg vil bede så inderligt: Hjælp mig i min gerning – giv mig lov til at tjene – mød mig med samme tillid og kærlighed som den, hvormed jeg møder eder. Brug mig – slid mig – spræng mig om så skal være – jeg er og vil så længe, Gud giver mig nåde og kraft, være iblandt jer som den, der tjener – tjener i ydmyghed, i tillid, i taknemlighed og tro. – Mit højeste ønske er, at jeg i mit forhold til jer aldrig må komme til at stå som præsten i den betydning, at jeg har mit på det tørre, men som
mennesket, der står nøjagtig i den samme kamp og strid som hvert enkelt af jer, – et menneske, der livet igennem er på vandring, – aldrig, aldrig færdig. Thi der hvor et menneske i sit gudsforhold er færdig, der er det menneskes livslykke udtørret – og det er det forfærdeligste, der kan ske”. Der var således nok at leve op til – både i farfars tale til de nygifte og i fars indsættelsesprædiken. – Ville det mon lykkes? Far døde som 48årig på Hjørring Sygehus den 26. oktober 1952 og blev i kisten den 28. kørt fra sygehuset til sit hjem i Vrensted Præstegård, hvor kisten stod i dagligstuen natten over, således at folk fra Vrensted og Thise den følgende dag kunne bære den det sidste stykke vej ned til kirken. Far havde ofte sagt, at han ville blive i præstegården, til han skulle bæres derfra, og sådan kom det altså også til at gå. – Far fik således begge sine ønsker opfyldt. I forbindelse med fars død og begravelse indløb der en hel del kondolencebreve (86) og skrevet en del nekrologer. Fra brevene har jeg hentet enkelte citater og blandt nekrologerne udvalgt et par stykker, som jeg mener dækker bredt og ganske godt og dermed på sin vis besvarer spørgsmålet: Om fars gerning var lykkedes – om han og mor havde: ”lyst op i tågen, som himmellys, skønt af de små”. Fra brevskriverne er hentet følgende udtalelser: Marie Plesner: ”Vi står i stor gæld til fars efterfølger”. (som præst i Vr.-Th.) Helge Rosenkrans (formand for Dansk Jagtforenings bestyrelse): ”I de få år, jeg havde den glæde at kende Deres mand, tror jeg nok, jeg tør sige, vi fik meget venskab for hinanden og forstod hinanden. Jeg vil ved møderne savne ham meget, og ligeledes ved vore små private samtaler, som ikke altid drejede sig om jagt og jagtsagen”. En kollega: ”Deres mand var god imod os under min kones sygdom i sommer, og min kone og jeg var taknemlige for det besøg. Deres mand havde med sin fine indfølingsevne en god måde at tale til en nervepatient på”. Jens Thise (forfatter, bosat i Thise): ”Men De skal vide, at hjemmets mange venner tager del i Eders sorg, thi provst Stevns var i sandhed manges trofaste ven. Og man søgte efter fattig evne at gengælde venskabet, men det lykkedes så ofte for dårligt, fordi vor vilje var for svag, ellers havde vor taknemlighed givet sig stærkere udslag”. Ved graven holdt fars ældste bror kaptajn Arne Stevns en kort tale og skrev efterfølgende i nekrologen om far følgende: ”Aage Stevns var anset af sine foresatte og både anset og elsket af sine sognebørn, til hvem han følte sig inderligt knyttet, som de følte sig knyttet til ham. Det fremherskende i hans væsen var en forstående medmenneskelighed, der nødigt dømte hårdt, undtagen hvor han mødte noget, der upåtvisteligt syntes ham falsk eller ondsindet. Man kan uden overdrivelse sige, at han levede med sine sognebørn i lyst og nød, i medbør og modstandskamp. Han var altid villig til at hjælpe med at klare vanskeligheder, uanset om de kostede ham selv store anspændelser. Måske havde han levet længere, hvis han, hvilket det ikke skortede på opfordring til, var søgt til mindre slidsomme sogne og mildere klima, men han valgte at blive hos de mennesker, der var blevet hans hjertevenner, som han forstod og mente at tjene bedst. De lønnede ham med vendelboers fåmælte troskab. Han faldt ung og kæmpende på sin post. Han efterlod et dybt savn og kære minder hos alle, som rigtigt kendte ham. Han havde bestemt, at der ikke skulle holdes gravtale over ham. ”Jeg vil
begraves i jord – ikke i ord”. Ved hans kiste læstes det forunderligt skønne 13. kapitel af 1. Korinterbrev. Dets ord om kærligheden – ikke mindst næstekærligheden – var indholdet i hans liv og virke, hvorpå han byggede, baggrunden for hans indsats og det afgørende træk i hans gode, redelige karakter”.
Den anden nekrolog, ”Til begravelse i Vendsyssel”, finder vi i ”Nationaltidende”, der efter begravelsen bragte følgende kronik skrevet af daværende kirkeminister provst Carl Hermansen, der deltog i højtideligheden. Kronikken er sat i relation til Allehelgens tekst: Mathæus Evangeliets 5. kap., hvor Jesus siger: ”I er jordens salt og verdens lys”, og som slutter med opfordringen til at lade vort lys skinne for mennesker, så de kan se vore gode gerninger og ære vor Fader i himmelen”. – Hermansen skriver således:
Til begravelse i Vendsyssel. Det var en strid blæst, der dagen i forvejen føg over det åbne vendsysselske landskab, og ind imellem blev blæsten til piskende byger, der lod en føle hele den vælde, der er i det vendsysselske vejr, og samtidig mindes man om, at det var nær ved Allehelgen, på markerne var der øde, hist og her lå de optagne roer i sirlige rader på agrene, men ingen vogne var ude for at sanke dem sammen, dertil var vejret for slemt. Men trods allehelgensblæsten var der dog folk på vejene. I små og større klynger bevægede man sig i retning af den gamle Vrensted Kirke. Her havde provst Aage Stevns haft sit virke i 23 år, deraf de sidste fem som provst for Børglum og Hvetbo herreder, og nu skulle han stedes til hvile i læ af Vrensted Kirkes tårn, kun 48 år gammel. I den gråtunge eftermiddag lyder klokkens sprøde tone gennem blæst og regn, den ringer og ringer, som måtte den med hvert et klemt sige tak endnu engang, eller, om den kunne udskyde det øjeblik, da det alt sammen var forbi. Men omsider tier den, og vi er samlet i den gamle landsbykirke, gammel og skøn som hundrede andre i Danmark. Det er en begravelse i stilhed, men alligevel er kirken fyldt, mest af sognets egne. Her er måske to hundrede mennesker, men ikke én, der et kommet for at repræsentere et eller andet, allesammen er de her, fordi de føler en sorg og et savn i deres hjerter. Så begynder orglet, og der synges salmen ”O, Kristelighed”, – med dens stærke ord ”hvor dyrt ikke købes til krone på bår´ de snehvide hår”, og med dens underlige udsyn over allehelgensstorm og regn til de levendes land og de levendes lyst. Og så træder en ung nabopræst hen til kisten. Ikke for at holde en tale, for her skal ingen taler holdes, sådan ville Aage Stevns det. Han står frem og læser første Korintherbrevs trettende kapitel, det med den vældige højsang til kærligheden. ”Talte jeg med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg kun et klingende malm og en lydende bjælde”. Men når salmetone og skriftens ord er ene om at råde, er der intet, som spreder sindet og uvilkårligt kommer tankerne til at forme sig til et spørgsmål, hvad betyder det i grunden, at et sogn har en sognepræst? Er det ikke noget ligegyldigt, noget overflødigt? Ah, I professorer og lærde mænd, som ved mødet forleden var inde på, at præsten var et overflødigt led ved de syges behandling, og som, når det gik højest, nok kunne indrømme, at skade havde han i hvert fald ikke gjort, I skulle have været med i Vrensted kirke. Jeg ville have vist jer store og stærke og ganske usentimentale landmænd, som mere end én gang måtte have lommetørklædet for øjnene, stilfærdige kvinder, som i deres krog i kirkestolen sad ganske stille og græd. Der var jo ingen sentimentale toner, der lokkede tårerne frem. Det var alt så purt og nøgternt, som Guds ord er det. Nej, det var ganske enkelt sorgen over deres præsts død. Og når skibet er stået ud på de store vande, så ser man først rigtig kølvandsstriben, som står igen, og man ser en enkelt sammenhæng i en dansk præsts liv. Hvad har nu det med allehelgensteksten at gøre? Jo, meget, for netop denne tekst klarede sig for mig, så jeg forstod, hvorledes en ganske almindelig sognepræst, netop ved at være et ganske almindeligt menneske blandt andre mennesker, kan blive en på, hvem det passer, dette med verdens lys og jordens salt. Aage Stevns havde aldrig været præst andre steder, og han sagde mange gange, at han heller ikke skulle være det andre steder. Og sådan blev det da også. Men disse treogtyve år, hvordan med dem? De er jo levet i præstegård og sogn, dér hørte han til, og det så stærkt, at da hans præstegård var omringet af Gestapo, og han selv blev reddet fra at falde i deres klør, og han måtte ”gå under jorden”, blev han som den selvfølgeligste sag af Verden hjemme i sognet, blot ikke i præstegården. Men det var altså ikke ved alt det, der skal forgå, han gjorde sig gældende i sit sogn. Det var hverken ved tungetale eller profeti, det var ganske enkelt ved kærlighed. Ved den kærlighed, som ikke praler, som ikke opblæses, men som i den største stilfærdighed går sit selvfølgelige bud. Det er en simpel selvfølge for sådan en mand, at han en dag i krigens begyndelse, hvor mange blev mindre bevægelige, fordi de ingen biler havde, og hvor også han måtte nøjes med at se sin vogn i garagen, tager sin cykle og kører de 26 km til Hjørring, for han har fundet ud af, at en ung mand fra sognet, som nu skal på gymnasiet, ikke kan være tjent med at rejse frem og tilbage hver dag i disse tider. Han må have et godt sted at bo, og det skal sognepræsten nok finde til ham. En kone mister sin mand, hun skal ikke blot trøstes med Guds ord, men når juletiden er overstået, skal hun have sit skatteskema udfyldt, hvem skal gøre det? Det skal sognepræsten. En ung præst er lige kommet til denne ensomme egn, alene skal han tilbringe sin første jul i en præstegård, hvor han endnu ikke rigtig er blevet hjemme, hvem skal tage sig af ham? Det skal provsten, kom over til os, når de er færdig med deres egen gudstjeneste. Det er derfor, de sidder ganske stille og græder rundt om i kirkestolene, for det er sådanne ting, småt og stort, der nu dukker frem for erindringen, og med et bliver hjertet så underlig let, for det er jo sandt den dag i dag, at der er dem, som er jordens salt og verdens lys. Lys, der ikke måler sig med hovedstadens nytteløse neon, men som en mørk nat på en ensom hede viser En vej, en vej til mere lys og mere varme. Så er det da sandt, at der ikke bare er sære og sure kværulerende præster, men der er dem, som ses og høres mindst i dagens larm, men som er her som himmellys i verden. Og med ét er det som døren åbner sig til Allehelgens søndag. Sådan er det jo, der, hvor kærlighedens lys brænder, det som er tændt af selve den evige kærligheds luer, der bliver det aldrig helt mørkt, og sindet opløftes fra død og grav, og stroferne, som efterhånden lyder ved enhver gammel modstandsmands grav: ”Aldrig ræd for mørkets magt. Stjernerne vil lyse, med et fadervor i pagt skal du aldrig gyse”, de siger meget klart og ligetil, at der, hvor et menneske har forstået noget af det, som han forstod, hvis kiste nu bæres til graven i læ af tårnet, at havde jeg ikke kærlighed, da var jeg intet, der har det nemmet den sande livskunst, lært ganske ligetil at leve. Men der, hvor et menneske har det, der er en Allehelgenssøndag det næst forestående, og de allersidste toner om Krist, der stod op af døde og som vi møder i himlen, bliver ikke borte med blæsten, som suser om kirken, men sænker en forvisning i sindet om, at det menneskeliv, der sådan er bundet til de mærkelige og stærke ord i første Korinthier det trettende, det er ikke blot ikke forgæves, men det står foran Alle Helgen som det næste. (Carl Hermansen).
Mor, Inger Stevns, døde 3. juni 1991 og blev bisat fra ”Sankt Thøger”. Urnen nedsat i gravstedet. Min søster, Inger Johanne Stevns døde 18. jan. 2009. Urnen nedsat i gravstedet.
Vringelby med de de få ejendomme. Øverst til højre i billedet skimtes gården Bagterp. Foto fra 1950erne.
Historien om gården“Bagterp” og “Vringelby” er fortalt af
Ellenmarie Møller, Nibe (tidligere Nielsen). Hun er opvokset på gården Bagterp mellem Vrensted og Løkken.
Her Ellenmarie 8 år, cykler hjem fra skole i Vrensted, fotograferet midt i Vringelby
En spændende historie der fører os tilbage til da Vrensted opstod i 1340.
Gården ”Bagterp ” ligger i hjertet af Åsendrup i det gamle Vrensted sogn.
Det er en ældgammel egn vi er på.
Vrensted by som ligger et par km mod syd, fik sit nuværende navn i 1340, og på dette tidspunkt hørte Åsendrup by – og det var en by dengang, ind under Vrensted bys ejerlav. Vrensted havde en fordel frem for mange andre små byer, den havde og har en kilde – Sankt Thøgers kilde. Her sad munkene til det ugentlige marked og solgte afladsbreve. Den gang var man meget bange for djævlen, og for den skæresild man skulle igennem efter sin død, hvor alle ens synder blev fremlagt. Ved køb af et afladsbrev fik man alle sine synder forladt, på én gang, og et gammelt vers udtrykker det således : Når pengene i kisten klinger, straks sjælen af skærsilden springer. De tjente fedt de kære munke, på folks frygt – minder lidt om nogle af nutidige reklamestunts. I 1670 oprettede de jyske rytterdistrikter et rytterkompagni i centrum af Vrensted, og dette satte skub i mange små kroer og en del bordeller, så det gik lystigt til i byen. Der står skrevet: Den, der kan gå gennem Vrensted udskændet, kan gå gennem Helvedet udbrændt . På et tidspunkt forsvandt rytterkompagniet, og kroerne lukkede. Det tog ikke modet for indbyggerne, for man begyndte bare at hjemmebrænde brændevinen. Det var lige ved at få en brat ende, for øvrigheden var ved at være godt trætte af den lovløse by. En efterårsdag i 1784 kom en politifuldmægtig og to betjente til byen, men Vrensted boerne mødte dem med sten, spader og høtyve, fik såret politifuldmægtigen og den ene betjent – de vendte aldrig tilbage igen.
Som tiden gik, havde Åsendrup by også fået lavet et ejerlav, for området bestod af 23 gårde og en hel del småhuse. – men man kunne ikke enes med dem fra Vrensted. I stedet for at snakke tingene igennem og få dannet fælles fodslav ang. retten til bl.a. tømmer fra skibe der gik på grund, og problemet med sandet der ødelagde markerne, og en masse andre problemer, endte man gang på gang i store slagsmål, for devisen var – slå først og spørg siden. Omkring 1680 blev man endelig enige om at dele sig i to ejerlav og opsatte 30 punkter som skulle overholdes, og så blev der fred – så nogenlunde. I 1465 kan man for første gang læse om Bagterp, og det er i forbindelse med en familiestrid om en stor Hovedgård som lå en kilometers penge stik vest. Gården er for længst væk, for sandet ødelagde den. Bagterp der var en udstykning fra denne her gård lå dengang på den anden side af vejen, og forskellige ejere havde gården i de næste mange år. Der blev drevet en del skudehandel fra gården, for Løkken var dengang kun en lille flok huse.
Fra 1519-1536 fik de trængte bønder i Åsendrup et problem mere – udover sandet. for på Børglum kloster regerede Stygge Krumpen med hård hånd. Der er mange historier om Stygge, ikke alle er lige sandfærdige, men jeg har læst om en dag hvor livet blev noget forandret på Bagterp, og det skulle være en af de sandfærdige historier. En ganske almindelig dag red Stykke Krumpen ind på Bagterps gårdsplads. Man kan næste tænke sig til den forskrækkelse folkene fik, for Stykke var hadet. Hans ærinde var meget enkelt, han ville ha husets datter med. Den unge pige var blevet mandbar – et frygteligt ord, men det blev dengang brugt om piger i 14-15 års alderen. Ingen turde sige nej til Stykke, så han fik pigen med op på klosteret. Et par dage efter, kom hun tilbage – en staldknægt fulgte hende hjem, – uden mødom – men med en pose penge, som betaling for svie og smerte, men også fordi hendes muligheder på ægteskabsmarkedet var blevet forringet, for en pige der ikke var jomfru, havde svært ved at finde en ægtemand. Det var et barsk liv man levede, kampen mod overmagten på Børglum Kloster, kampen for at brødføre sin familie på en let jord, og ikke mindst kampen mod sandet som kunne lægge alt øde. Jeg kan endnu huske fra min barndom, hvordan en forårsstorm dækkede en nyspiret kornmark med sand, så den bagefter lignede Løkken strand. Jeg kan huske hvordan min mor løb med næsten ild i håret og med støvsugeren i den ene hånd, i kampen mod sandet som kom ind gennem alle vinduessprækker. Problemet blev heldigvis løst da der rigtig kom gang i plantning af marehalm. I løbet af de år som Bagterp lå på den anden side af vejen, brændte den tre gange, og efter den tredje brand, ville ejere ikke bygge den op igen, men flyttede den over på den anden siden af vejen, her hvor den ligger nu, – der måtte jo ligge en forbandelse over gården siden den brændte så tit – måske var det bare pga. stråtaget – vi ved det ikke. I 1915 stod den nye gård klar til at flytte ind i, og som i alle stuehuse på landet, blev der lavet et folkestuebord, hvor folkeholdet spiste alle måltider. Dette gamle folkestuebord har vi taget med os til Nibe, et dejligt minde om et langt landbo liv.
Den 19-10-1946 var det mine forældre Ellen og Harald Nielsen som købte Bagterp. Min mor var fra Sulsted og min far fra Tylstrup, så det var en ny egn for begge, og de flyttede ind efter deres bryllup. Jeg laver en del slægtsforskning, og har fundet ud af at fars oldefar havde boet på en gård her i Åsendrup, så verden kan sommetider være lille. Det blev for begge et livslangt kærlighedsforhold til egnen og gården, og først da min far fyldte 90 år, flyttede de fra Bagterp og til Løkken i et stor hus – der skulle være plads til alle møblerne. Min far kunne ikke lide heste, nok som hyggedyr men ikke til arbejdsbrug. I sine unge dage havde han arbejdet på de store herregårde på Fyn og Sjælland, og havde fået nok af at køre med hestespand. Han var blandt de første på egnen som købte traktor, og som gav sine ansatte fri så de kunne mærke det. Man var vant til halm i sengene, men det blev smidt ud, og nye madrasser blev købt, der blev snakket rundt omkring i sognet , der var ingen grund til at lave om på gamle skikke. Men far og mor faldt til i sognet, og sognet fik glæde af to mennesker, som havde meget overskud til foreningslivet i byen. I dag ligger de begge begravet på Vrensted kirkegård, under et træ som min mor plantede da Vrensted kirke fik en udvidet kirkegård. Mor døde pludseligt i 2011, 88 år gammel, og far døde i 2014 næsten 100 år gammel og meget træt af livet. På gården var der karle og en pige som skulle lære husholdning. Min mor var med i mange bestyrelser og underviste i mange år i gymnastik i Vrensted forsamlingshus. Hun var kirkesanger i Vrensted kirke og var medlem af menighedsrådet i en menneskealder + alt det andet hun var med i, – et meget aktivt liv. Min fars store interesse var maskiner, og han kunne bruge timer på at skille og samle dem igen med hjælp fra vores uundværlige fodermester Ejnar. Om vinteren kunne de to finde på at skille en maskine ad, for at finde ud af hvorfor den kørte så godt – så var de som to drenge og øjnene lyste. For at få et bedre udbytte på den specielle jord, fik far en del af jorden dybdepløjet, det var noget nyt på egnen . I 1965 blev køerne sat ud, min far kunne ikke fordrage at malke, og det kunne vores fodermester heller ikke. Der blev købt kødkvæg og siden gik far over til ren griseproduktion. Det lettede arbejdsbyrden, og min far fik bedre tid til at side i bestyrelser m.v. Om sommeren kom der feriegæster og der blev spillet kroket i den store have, og antonius over taget på hønsehuset. Solen skinnede altid i min barndom, så det blev til mange ture til badehuset på Løkken strand. Men om vinteren var der stille, der kørte få biler på landevejen mellem Vrensted og Løkken, og jeg kan endnu høre den syngende lyd at telefontrådene i de lange vinteraftener. De fleste vendelboer kan godt li at handle, og det går i det fleste tilfælde også godt. I Danmarks mindste by
Bagterp ligger øverst i venstre hjørne Vrensted by nederst i højre hjørne Vringelby midt imellem.
– Vringelby, som ligger et par hundrede meter mod syd herfra, her boede omkring 1922 Jens Jacob. Næsten hver dag kørte han til Løkken med hest og vogn og købte et helt læs fisk. Engang kørte han helt til Ålborg med et læs torsk og fik det solgt så hurtigt og godt, at han fik den ide at køre lidt længere mod syd hvor han købte et læs kirsebær. Det gik hurtigt med at få læsset solgt i Ålborg, så Jens Jacob tænkte ”det her går jo godt” og vendte nok engang vognen sydpå hvor han købte et stort læs kirsebær mere. Men intet vokser ind i himlen, for Ålborgenserne ville ikke købe flere bær. Jens Jacob kørte rundt i flere dage men uden held til at få solgt de mange bær. Til sidst vendte han hjem til Vringelby med læsset, og den lille by endte med at få nok af kirsebær. Derfor blev det besluttet at det ikke ville være en god ide at plante kirsebærtræer i byen, og Jens Jacob holdt sig siden hen til fisk. Det må ha virket overvældende med det store læs kirsebær i Vringelby, som ikke har et byskilt, for den består kun af 5 små ejendomme. Vringel er et gammelt ord der betyder : skævt, krumt eller tvært, men de folk der boede der i min barndom, var nogle elskelige mennesker. I 1868 havde en af gårdene en mølle, hvor alle kom med deres korn til. Der var ansat 3 møllesvende, det gav liv i den lille by, og omkring 1910 var der både en smed, en skomager, og en høkerforretning hvor der blev solgt billig snaps. Ifølge en artikel i Vendsyssel Tidende i 1962 var der kun et ægtepar i den lille by, resten var enelige. Her boede bl.a. Marius Mathisen i sit hundrede årige stuehus. Han havde fået bygget nye udbygninger til sine 5 malkekøer, lidt grise og hans elskede heste. Marius var klar over at det var nødvendigt med et nyt stuehus, men det var ikke rigtigt blev til noget. En dag brændte det gamle hus, og der skulle nu tænkes anderledes. Marius flyttede ind i sin garage der var med bliktag, installerede en lille oven, og beklædte væggene med gamle aviser som isolering. Her levede han i længere tid med sine mange katte, og havde det dejligt midt i en enorm bogsamling. Det specielle ved Marius var, at han var meget belæst, han læste Blicher og Herman Bang, men også Kirkegård. Han kunne fortælle om fremmede lande som om han havde besøgt dem, men han kom kun sjældent udenfor Vringelby.
Som naboer havde han Kathrine og Jacob. Et søskendepar af en gammel Vrensted familie. De levede nøjsom af de 4 køer, og et par grise i den lille stald, kom sjældent udenfor Vringelby, men vidste alt om hvad der var værd at vide, om hvad der skete i Vrensted. Når man kom ind i baggangen var der to døre, en til køkkenet og en til stalden. Jeg kan endnu huske den varme sødlige lugt af køerne, der var den gang, det var – anderledes. De var mine reserve bedsteforældre, og vi holdt ofte mørkning sammen. At holde mørkning sammen var at side ved spisebordet i den blå time der er, inden det bliver helt mørkt. Kathrine fortalte om sin barndom, og Jacob sad og nussede deres forkælede kat med sine store arbejdshænder. Så gik jeg hjem i mørket, mens lyset fra Rubjerg fyr fejede lange lysarme ind over landskabet, så jeg var ikke alene. Da jeg mødte min mand Kristian, som er himmerlænding skulle han selvfølgelig præsenteres for Katrine og Jacob, og under hele eftermiddagskaffen sagde Kristian næsten ingen ting. Han måtte siden indrømme at han ikke forstod den dialekt som de to gamle mennesker snakkede, for deres sprog var den ægte gamle vendelbodialekt. De var nøjsomme men elskelige Katrine og Jacob, Katrine døde først, og efter Jacobs død i 1983, blev en arv overrakt til Vrensted kirke. For den blev der indkøbt en smuk sølv-alterkande, et teleslyngeanlæg og der blev også til en hovedreparation af orglet.
—————————————–
Indsat 08. maj 2019
VRENSTED: Slægts- og Lokalhistorisk Forening i Vrensted har holdt en ”Kan du Huske” aften i Byens Hus. Da man fik togføreren til at standse i Vringelby——Hans Jørgen Fruensgaard, Klarup fortalte om sin og søsterens besøg og sommerophold som børn hos Jakob og Katrine på Hulgaard, Rykindvej i Vrensted. Under titlen ” Med tog til Vringelby” fortalte han og søsteren om turen med tog fra Åbybro til Vrensted. Hvis de var heldige kunne de få togføreren til at standse i Vringelby. Til hjemturen blev jumben gjort klar til turen til Vrensted station.
————————————–
Til en hver by hørte en skole, og i 1790 blev der oprettet skole i Åsendrup, den blev bygget lige her øst for Bagterp. i 1826 blev der bygget en ny skole, og det er den der ligger der i dag. Da far og mor købte Bagterp blev de anmodet om at give husly til lærerinden på skolen. Der var to lærere tilknyttet, en kvinde og en mand, og eftersom de begge var ugifte, måtte de efter den tids normer ikke bo under samme tag. Mor fortalte aldrig med begejstring om den tid, det var vist ingen succes. I. april 1954 blev skolen nedlagt, og far købte den skole som hans oldefar havde gået i, og det stykke jord der hørte til. Det var det år jeg kom til Bagterp, og den gamle skole blev solgt i 1978, det år jeg blev gift og flyttede helt til Himmerland.
Bagterp brændte igen i 1983, heldigvis kun udbygningerne.
Hermed ender min fortælling om Bagterp og Åsendrup, og jeg vil slutte med at føje den prolog til som min mor skrev og oplæste i anledning af en hobby udstilling i Vrensted forsamlingshus den 4. april 1979. Det er hendes kærlighedserklæring til denne her skønne egn.
Landet bag klitterne breder sig, åbner sig villigt mod forårets gnistrende lys. Derude havet skiftevis buldrer mod stranden og hvisker med kåde små gys. Mod nord Børglum kloster rejser sig stolt imod himlen, mægtig og hvid hist ude i syd ligger Thise bakker med kirken, gammel ærværdig, solid. Naturens kræfter har skabt disse bakker og sletter i tidernes morgen og her – just her på de frugtbare marker, midt mellem kirken og borgen voksede et samfund op, lig mange andre på Danmarks kort, den eneste forskel er bare den: at dette sted – det er vort.
Lad andre kun prise så yndig en egn med bakker – og skov med en å, vi elsker jo dog vore skævslidte hegn og hvor findes himlen mer blå?? Nok plages vi tit af den havsalte vind, som man næsten kan læne sig mod, men den rusker op, hærder krop og sind, og jorden er gavmild og god.
Fortravlede storbymenneskers drøm er at flygte fra det, der er stort et stort privilegium er der så vist, at bo i et samfund som vort, med kirke og skole, huse og gårde, handel og håndværk m.m., foreninger, klubber – forsamlingshus, hvor så mangt og meget jo sker.
Så med mors ord vil jeg gerne slutte denne fortælling.
Voldstedet “Slottets fortid”, ved Rørbæk på Bådstedhede
Et voldsted eller borgbanke er rester af en borg eller et forsvarsværk fra oldtiden, middelalderen eller de tilstødende perioder. Der er fundet over 1.000 voldsteder i Danmark. De ligger som regel, hvor landskabet gav en naturlig hjælp til opbygningen, for eksempel ved en bakke og ofte i tilknytning til en sø eller et vandløb.
Mange voldsteder ligger ved en vandgrav eller opdæmmet sø, som samtidig kunne fungere som mølledam ved en vandmølle. Voldstederne og de tilknyttede borganlæg blev kontrolleret af kongen og hans allierede samt velstillede private, og vandmøllerne indgik i de produktionsanlæg, der var tilknyttet borgen og dens landbrugsdrift, kvægavl, småproduktion, m.m. De fleste voldsteder er anlagt på naturlige højdepunkter, og vandgrav eller opstemmede søer er anlagt senere.
Anlæggelsen af voldsteder på højdedrag er kendt fra oldtiden og den danske vikingetid. I den kongeløse tid (1332-40) foregik en stærk privat bygningsaktivitet i adelige magtfulde grupper. Som et modtræk iværksatte Margrete 1. i 1392 et forbud mod bygning af private borganlæg, som med enkelte undtagelser (af især kirkelige borganlæg) blev opretholdt til Kong Hans ophævede det omkring 100 år senere.
Claus Krogh Madsen skriver:
Mht. “Slottet”, så er det et voldsted. Dvs. en mindre borg opført i træ, jordvolde og voldgrav. De fleste er opført i 1300 tallet af stormænd/riddere med jordbesiddelser i området. Formålet var dels stormandens personlige sikkerhed, men også at holde bønderne i skak. På den tid var kongemagten svag og pantsatte landet til Holstenske grever som indrev deres tilgodehavende ved at beskatte bønderne. Derfor var tiden præget store spændinger mellem bønderne og disse fremmede herremænd. Slottet kan nogle år ses på luftfotos. Det er de to firkantede aftegninger inden i hinanden tv. for midten af billedet.
Der har været udgravninger foretaget af Vendsyssels historiske museum
Slottet
Slottet var 1652 et Hus med Jord, der muligt havde Navn efter det gamle Voldsted, ved hvilket det laa ved Ingstrup Sø. Huset laa til Børglum Kloster og brugtes da af Jens Christensen, Jens Sørensen og Niels Thomsen, der holdt ulovligt Krohold, hvilket ogsaa 1669 var Tilfældet med Christen Poulsen her og 1670 med Niels Thomsen i Nørre Slot og Niels Olufsen samme Sted. 1676 dømtes Niels Thomsen atter for samme Forseelse sammen med Chr. Poulsen, saa de synes at have været uforbedrelige, men Beværtningen ved den meget brugte Vej her fra Thise maa vel kunne have betalt sig. Maaske har Stedet ligget tæt ved Rørbæk Bro, jvf. »Slottet« i Thise Sogn lidt øst for Sognegrænsen mod Vrensted.
Noget tyder paa, at Vejen fra Thise til Vrensted har været forsynet med Spærringer i ældgammel Tid ved Rørbæk Bro, thi her ligger i Thise Sogn Stedet Stadsvold og i Vrensted Sogn et lille nu næsten usynligt Voldsted kaldet Slottet, der har været et firkantet Anlæg omgivet af dobbelte Grave.
kilde: Nordjyske
VRENSTED:
Arkæolog Torben Nilsson fra Vendsyssel Historiske Museum graver i denne tid efter historien på det gamle voldsted Slottet på Bådstedhedevej ved Vrensted.
Man ved ikke hvem, der har boet her, hvad man har lavet her eller hvad brugt stedet til. Men vi skal forsøge få fat i den lange ende af historien, siger Torben Nilsson.
Voldstedet kan dateres tilbage til Middelalderen, og gamle overleveringer vil vide, at der engang boede røvere på stedet. Men en ting er sikkert – et slot har der aldrig været på stedet.
Arkæologen har i denne uge haft god hjælp af en gravmaskinen, der flytter det øverste lag muldjord – den jord der vendes år efter år af landmanden. Under maskinens fremfærd bliver en brunlig lys undergrundsflade blotlagt. Fladen har ligget uberørt siden den ældste oldtid. Men nogle steder brydes den lyse flade af markante mørke aftegninger. Og det er disse mørke aftegninger, der vækker arkæologens interesse.
På den lyse undergrundsflade kan vi se alle de steder, hvor der har været gravet ned – lige fra den ældste oldtid og frem til i dag. Når man graver ned, sker der et fyldskifte. Hvis man graver et hul og dækker det igen, kommer der altid muldjord ned i hullet. Og derfor vil der vil altid være en mørk pler, hvor man har gravet, forklarer Torben Nilsson.
Voldgrave
Forfædrene, der har beboet Slottet, har været beskyttet af to voldgreve – en ydre og en indre grw. Disse grave tegner sig som lange, brede, mørke bræmmer i området.
Hertil kommer et antal mindre mørke punkter, som er
stolpehuller fra beboernes bygninger.
Alle grøfter er gravet med håndkraft, og det har med sikkerhed været en tilflugtsborg. Man har virkelig gjort et stort arbejde ud af at beskytte sig herinde, konstaterer Torben Nilsson med et nik mod det, der engang har været voldgrave.
Og for at kunne grave dem, skulle du være i stand til at dirigere en masse mennesker. Det kan kun folk med virkelig magt. Så vedkommende herude på Slottet har været ved muffen-en herremand. En som har haft mange folk under sig, tilføjer han.
Slottets eksistens har været kendt i mange år. Per Lysdahl fra Vendsyssel Historiske Museum har gennem årene fulgt stedet fra luften, og han er i besiddelse af en række luftfotografier, hvor afgrøderne afslører de gamle voldgrave. Der hvor voldgravene i sin tid løb, står afgrøderne nemlig lidt grønnere end på resten af arealet.
At stedets historie skal afdækkes nu, skyldes, at landmand Kurt Thomsen, der ejer jorden, skal i gang med at grube arealet. Derfor skal fortiden registreres og sikres.
Hestekadaver
Når der har boet mennesker på stedet, vil der være efterladenskaber af den ene eller anden slags. For eksempel efter huse og vandbrønde, fortæller Torben Nilsson
– Og det vi leder efter, finder vi – omend i spædt omfang. Det er ikke de kraftige markante bygningsrester, vi har tilbage her, konstaterer arkæologen og markerer endnu et stolpehul. Imens fortsætter gravmaskinen sin færd. Mere muld skrabes af – mere historie kommer til syne.
– Det jeg håber at finde er en brønd – der er stor fugtighed i en brønd og ting, der er smidt i brønden vil på grund af fugtigheden være godt bevaret.
Udover stolpehuller dukkede der på dag et en hestesko og et hestekadaver op.
Det fandt vi i yderste grav. Det kan være slagte afffald eller stamme fra en syg hest. Når vi graver den ud, kan vi se, om den er slagtet eller den er uden snitmærker og savmærker.
Når undergrunden er blotlagt, bliver samtlige mørke aftegninger registreret på en oversigtsplan.
– Her vil jeg kunne se, om der er system og struktur i fundene. Ved at se planen igennem, kan vi som regel få svar på, hvorfor man har gravet. Derefter går vi i gang med at grave ud, fortæller Torben Nilsson.
Kurt Thomsen med børnene Malene og Michael følger udgravningerne på tæt hold. De er flere gange om dagen på besøg, for at følge arbejdet.
Det er da interessant, siger Kurt Thomsen der fortæller, at familien var klar over Slottets eksistens.
Da vi overtog stedet i 1989, gik der folk herude og ledte efter potteskår og andre ting – flere af dem gik med metaldetektorer. Men vi har ikke fundet noget – og
vi har heller aldrig kigget nærmere efter det, tilføjer han.
Når Vendsyssel Historiske Museum er færdig med at udgrave Slottet skal området igen inddrages til landbrugsareal.
Smukt ligger Børglum Kloster på en bakketop med vidt udsyn over Vendsyssel, mod syd og vest.
Børglum set fra Vrensted, ligger smukt på en bakketop
Hovedgårde i Vendsyssel som har været tilhørende Børglum Kloster
Omådet mellem Børglum Kloster og Limfjorden med angivelse af middelalderlige lokaliteter ved Ryå og Ingstrup Sø. Før i tiden var Store Vildmose et næsten ufremkommeligt område, derfor fik Ryå en særdeles stor betydning for varetransport til og fra VestVendsyssel og Vrensted området ved Ingstrup Sø.
Børglum Kloster, Børglum Sogn, Hjørring Kommune, er en tidligere kongsgård, kloster og hovedgård, der stammer fra begyndelsen af det 12. århundrede. Bygningen i sin nuværende form er fra ca. 1220.
Fra Vrensted By, når man kigger mod nord, har man altid kunnet se Børglum Kloster, der ligger så flot på Børglum Bakke hvorfra der er en fantastisk udsigt ud over landskabet mod alle fire verdenshjørner.
Mange af gårdene i Vrensted har i tidernes morgen hørt under Børglum Kloster.
Nogle ejendomme i Vrensted blev omkring 1850erne solgt til selveje. Senere blev mange ejendomme i Vrensted omkring år 1900 frastykket Børglum Kloster og solgt til forpagterne.
Fra møllen en storslået udsigt til Vesterhavet og og området omkring møllen
Børglum Kloster Mølle ligger på en bakke nogle få hundrede meter fra selve klostret og ca. 5 km øst for Løkken og ca. 4 km nord for Vrensted. Den oprindelige mølle blev bygget i 1860. Den brændte i 1890, hvorefter den eksisterende mølle blev opført.
Modsat andre møller, står Børglum Kloster Mølles vinger altid i kors, når møllen ikke arbejder. Det har de gjort siden den 26. september 1942, til minde om faldskærmssoldat og frihedskæmper Christian Michael Rottbøl, fra Børglum Kloster, der blev dræbt af det danske politi.
Møllen blev restaureret i begyndelsen af 2000-tallet og er funktionsdygtig. Der er bevaret en del mølleinventar bl.a. kværn, kageknuser og havrevalse.
Børglumkloster i det flade vestlige Vendsyssel, var oprindelig kongsgård. Klostret blev stiftet i 12.årh. og var katolsk bispesæde frem til reformationen. Den sidste bisp (1519-36) var ‘Stygge Krumpen’, der var berygtet for sin livsførelse og er skildret i Thit Jensens farverige roman med samme titel.
Møllen ejes privat og kan kun ses udefra. (2005)
Børglum Kloster
Først nævnt/oprettet i 1200-tallet
Opførelse afsluttet 1754
Første kendte ejer var Kronen år 1086
Nuværende ejer
Hans Henning Rottbøll
Nuværende ejer fra 1984
Adresse
Børglum Klostervej 255
9760 Vrå
Klostret ligger ca. 5 km øst for Løkken og 4 km nord for Vrensted.
Klostret tilhørte præmonstratenserordenen (de hvide brødre) indtil reformationen i 1536. Ved reformationen blev klostret inddraget af kronen og forlenet til adelsmænd og gejstlige. Den sidste katolske biskop var Stygge Krumpen. Senere blev klostret af Christian 4. henlagt under det nyoprettede ridderakademi i Sorø.
I 1669 blev klostret mageskiftet til kansleren Peder Reedtz.
En væsentlig ejer var justitsråd Frederik Kiærskiold, der ejede Børglum Kloster 1715–38 og var gift med Inger født Pop. Han ombyggede kirken i 1722 og forsynede den med det eksisterende rokokoinventar i 1734. Parret havde kun datteren Christiane Marie Kiær de Kiærskiold (1714-1760), der først ægtede Johan Henrik Rantzau og siden Laurids de Thurah, hvorved Børglum Kloster kom i de to mænds besiddelse. De Thurah blev ejer i 1750 og foretog i årene 1750 til 1754 adskillige ændringer på bygningerne, der blev gjort mere regulære i tråd med barokstilens krav om symmetri. Samtidig lod han opføre et kostbart epitafium over sig selv i klosterkirken. Han kom dog aldrig til at hvile her, men er begravet i København.
Siden 1835 har klostret været i slægten Rottbølls eje. I parken findes en mindesten over modstandsmanden Christian Michael Rottbøll, der blev dræbt 1942. Han ligger begravet i parken.
Sankt Bodils kilde ligger lige nord for møllen ved Børglum.
I dag er klosteret indrettet som museum om stedets historie og med skiftende relevante temaudstillinger. I den permanente udstilling findes den eneste broderede kopi af Bayeuxtapetet i fuld størrelse.
Et område på 65 ha omkring klosteret blev i fredet i 1958.
Børglum Kloster Gods er på 445 hektar med Rykind i Vrensted
Ejere og ansvarlige ved Børglum Kloster
(1086-1135) Kronen
(1135-1185) Børglum Bispestol
(1185-1536) Præmonstratenserordenen
1536 Kronen (prior Niels Lauridsen)
1540 lensmand Albert Andersen Skeel
1557 lensmand Frands Eriksen Banner
1574 lensmand Erik Nielsen Kaas
1579 Lensherre Gotslaf Budde, frit på Livstid som kongelig skænk, død 1622.
1622 Sorø Akademi
1623 Sorø Akademi – Just Høg (Banner)
1640 Sorø Akademi – Henrik Ramel
1649 Sorø Akademi – Falk Henriksen Gøye
1653 Sorø Akademi – Jørgen Rosenkrantz
1665 Jørgen Rosenkrantz
(1669-1689) Peder Reedtz
(1689-1699) Christian Reedtz
(1699-1716) Dronning Charlotte Amalie (Kong Frederik IV)
1715 Prinsesse Sophie Hedevig
1716 Christian Georg von Møsting
1716 Frederik Kjær (senere Kiærskjold)
(1719-1738) Frederik Kiær de Kiærskiold
(1738-1740) Inger Pop gift de Kiærskiold
(1740-1742) Christiane Marie Frederiksdatter Kiærskiold gift (1) Rantzau de Thurah
(1742-1748) Johan Henrik Rantzau
(1748-1750) Christiane Marie Frederiksdatter Kiærskiold gift (1) Rantzau de Thurah
(1750-1756) Lauritz de Thurah
(1756-1770) Jens de Poulson
(1770-1801) Grev Marcus Gerhard Rosencrone
(1801-1802) Jørgen Pedersen Quistgaard
(1802-1804) Niels Friderichsen Hillerup / Arent Hassel Rasmussen
1804 Niels Friderichsen Hillerup
1819 Elisabeth Dyssel Jespersen
(1835-1894) Christian Michael Rottbøll (f. 1805)
(1894-1910) Jens Michael Rottbøll (søn)
(1910-1928) Christian Michael Rottbøll (minister) (bror)
(1928-1953) Henning Rottbøll (søn)
(1953-1984) Henning Nicolay Rottbøll (søn)
(1984-) Hans Henning Rottbøll (søn)
Følgende er skrevet af Birgitte Meyer, Sevel ved Viborg
BØRGLUM KLOSTER.
Når man i dag besøger Børglum Kloster, kan man godt undre sig over, hvorfor netop denne noget afsides beliggende bakketop blev valgt til det nordenfjordske magtcenter gennem hele middelalderen.
På Børglum Bakke var der i vikingetiden en kongsgård og i ca. 1060 bliver der oprettet et bispesæde på stedet. Midt i 1100-tallet vælger præmonstratenserordenen lokaliteten, og det bliver ordenens hovedsæde i Norden.
Præmonstratenserordenen er en munkeorden, der blev grundlagt af ærkebiskoppen i Magdeburg. Ordenen blev bragt til Danmark af Ærkebiskop Eskil, der grundlagde Tommarps kloster i Skåne. Størst betydning i Danmark fik Børglum kloster
Munkene bar hvide dragter.
Vi må gå ud fra, at Børglum var centralt beliggende, med gode transportmuligheder til og fra stedet, i den periode.
Kongsgården ca. 800-1100
I vikingetiden og den tidlige middelalder havde de danske konger ikke fast bopæl, men var konstant på rejse rundt i landet.
De indlogerede sig oftest på en af de mange kongsgårde, som fandtes dengang. Disse kongsgårde hørte under krongodset og fungerede som administrationscentre for de forskellige landsdele eller retsområder. Til at forestå den daglige drift og varetage kongens interesser var der af kongen ansat nogle ombudsmænd eller »bryder«, som de kaldes i samtidige skriftlige kilder.
Når kongen ikke selv var til stede, var det disse bryder, der havde til opgave at inddrive de skatter, afgifter og bøder, der tilfaldt kongen. Derfor var disse mænd naturligvis ikke altid lige populære hos lokalbefolkningen.
Bispesædet 1060-1536
I samarbejde med ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen, Adelbert, oprettede den danske konge Svend Estridsen tre nye stifter i Nørrejylland omkring 1060: Århus, Viborg og Børglum. Det nye Vendsyssel stift kom til at omfatte Vendsyssel, Thysyssel med Hanherred samt Mors, som egentlig var en del af Sallingsyssel.
Flere ting tyder på, at det var en del af kongsgårdens jorder, der blev udstykket til bispegården og stiftsadministrationen, og da kongen jo på den tid havde sin gård, sandsynligvis med tilhørende kirke, på toppen af Børglum Bakke, ja så blev bispen henvist til arealet umiddelbart syd for bakken.
Det ældste kloster
Vi ved ikke med sikkerhed, hvornår det første egentlige kloster blev oprettet på Børglum, men allerede kort efter 1060, da bispesædet blev oprettet, må vi gå ud fra, at der i hvert fald har været et klosterlignende samfund tilknyttet bispesædet. På foranledning af ærkebiskop Eskil var det den magtfulde præmonstratenserorden, der etablerede sig på Børglum fra midt i 1100-tallet, og Børglum blev ordenens hovedsæde for dens klostre i Danmark, Norge og Sverige.
Da Reformationen blev fuldført 1536, blev alt kirke- og bispegods beslaglagt af den lutheranske Christian 3., som »glemte« at kanalisere pengene ud til de folk, der nu skulle overtage de forpligtelser, som klostret hidtil havde haft.
De efterfølgende år blev en virkelig hård tid for vendelboerne. Det sociale system som f.eks. hospitalerne, skolerne og fattigvæsenet kollapsede, heksejagten satte ind, og oven i det hele dømte Christian 3. alle bønderne i Vendsyssel til døden, fordi de fleste af dem havde deltaget på Skipper Clements side i Grevens Fejde.
Godt nok kunne dødsdommene undgås, hvis bønderne betalte en klækkelig sum penge til kongen, men kongens selvbestaltede domme lå uhørt langt fra det, vi ellers kender fra den nordiske retspraksis.
1536-1540
I en overgangstid, hvor man skulle forsøge at få et overblik over Børglum Klosters værdier og jordbesiddelser, udnævnte kongen klostrets prior Niels Lauridsen som tilsynsmand for det beslaglagte kloster- og bispegods.
Det har helt sikkert været en klar fordel, idet det jo netop var prioren, der før Reformationen var vant til at føre regnskab og have det store overblik over klostrets gods. Man kan sige, at prior Niels beholdt sit job, men skiftede arbejdsgiver; i stedet for abbeden fik han nu Christian 3.
Bispegodset blev ret hurtigt solgt fra, heraf fik den forhadte Peder Ebbesen Galt 68 gårde, og det gamle klostergods blev udlagt til kongeligt len 1540.
Tiden som kongelig len 1540-1669
I de 129 år, Børglum Kloster var under kongelige lensmænd og Sorø Akademi, var mængden af jordbesiddelser stort set den samme, og lensmændenes indtægter nogenlunde ens. Men den manglende vedligeholdelse af bygningerne havde efterhånden sat et så kraftigt præg, at kongen efter Godslev Buddes død 1622 befalede Otto Skeel og Mogens Kaas at lave en udførlig rapport over godsets og bygningernes tilstand.
I rapporten omtales både klosterbygningerne og alle avlsbygningerne som »brøstfældige«, det vil sige faldefærdige. Kirken nævnes ikke, men formodentlig har den været i nogenlunde stand, da den var blevet restaureret både i 1590 og 1616. Det er også takket være den omtalte rapport, vi for første gang kan få et samlet overblik over Børglum Klosters samlede jordbesiddelser, og selv om godset ikke opgøres i hartkorn, men kun i antal ejendomme, så giver den alligevel en ganske god fornemmelse af de besiddelser, der hørte til Børglum Kloster på den tid. Rapporten omtaler 268 gårde, 163 gadehuse og 4 møller.
Tiden som herregård
1669-1770 Før Børglum Kloster 1669 blev solgt til privat eje, var en stor del af fæstegårdene blevet solgt fra. Af de 1555 tdr. hartkorn, som efter matriklen 1664 hørte til godset, var det kun 798 tdr. hartkorn, der overgik til Peder Reedtz, og det var fortrinsvis de ejendomme, der lå længst fra gården, der var blevet solgt.
Normalt regnes denne periode for at være stavnsbåndets (1733-1800), kvægpestens og underkuelsens tid for de danske bønder. Men adskillige retssager fra den tid vidner om, at bønderne under Børglum Kloster ikke lod sig kue af godsejerne, ikke mindst bombeattentatet mod oberst de Poulson. “Torturredskaber som træhesten og lignende var ikke at finde på Børglum”, står der i en optegnelse over løsøre fra 1721.
1770-1835
1781 blev der udsendt en kongelig forordning, der opfordrede til, at man opgav det gamle fællesskab i landsbyerne og påbegyndte en udskiftning. Gårdene skulle flyttes ud til den jord, der hørte under gården, så hver gård fik sine jordtilliggender samlet omkring sig, i stedet for som hidtil, hvor alle gårdene havde været samlet omkring landsbyens gadekær. Da processen var både besværlig og dyr, og der opstod tvivl om, hvorvidt det var godsejeren eller bønderne, der skulle betale landmåleren og omkostningerne ved at flytte bygningerne, ja så varede udskiftningen af Børglum Klosters gods faktisk 37 år.
Slægten Rottbøll
Året 1835 kom Børglum Kloster i familien Rottbølls eje. Slægten kom oprindelig fra hovedgården Rotbøl, Lodbjerg sogn i Thy, der sidst i 1600-tallet blev ødelagt af sandflugten. Det har siden været denne slægt, der har opfostret godsejere til Børglum Kloster
Tiden efter 1835
Da loven om afviklingen af fæstegods kom 1861, blev der lavet en fortegnelse over de fæstepligtige gårde, der stadig hørte under Børglum Kloster. Da Rottbøll forinden havde solgt ca. 400 tdr. hartkorn af fæstegodset, var der nu kun 81 gårde med et samlet hartkorn på 265 tønder tilbage. Udviklingen gik stærkt; grundloven blev vedtaget, hoveriet blev ophævet, og fæstebonden blev selvejer, og det betød blandt andet, at der blev en mere intens dyrkning af markerne og dermed et større udbytte. Men det var bestemt ikke en ubetinget fordel, at bønderne kom til at eje deres gårde. I flere tilfælde kan vi da også se, at de trækker ejerskiftet ud, fordi den husleje, de betalte til godsejeren, var forholdsvis lav. På en måde kan man vel sige, at bonden blot fik sit fæstebrev udskiftet med et kreditforeningslån. 1935, er den samlede hartkornsvurdering svundet ind til 42 tønder.
Efter en brand byggede de nuværende ejere Hans og Anne Rottbøll 1989 en ny kornlade på 3000 m2, og de iværksatte 1995 det største restaureringsarbejde af kirken, der er foretaget siden 1590. Et projekt, der er budgetteret til ca. 13 millioner kroner.
Følgende kommentarer er kommet til ovennævnte indlæg:
Berit Brønderup;
Fra jeg var 16 år og til jeg var 18 havde jeg feriejob på Børglum Kloster hos familien Rottbøll, det var en herlig tid, mit værelsesvindue kan ses på billedet af klostret. Der går mange spøgelseshistorier om Stygge Krumpen, han blev ved sin død sendt i helvede, en gang om året dukker han op og trækker Børglum Kloster ned i det underjordiske, men det slipper altid fra ham, flere påstår at have set Børglum Kloster forsvinde, for så at dukke op igen. DE år jeg tilbragte på Børglum oplevede jeg nu intet spøgeri.
Børglum Kloster ligger på det smukkeste sted i Vendsyssel. Jeg var der Sankt Hans aften for 5 år siden, hvor jeg hilste på Hans , som jeg havde fornøjelsen af at passe som lille dreng.
Elisabeth Lifland Jensen:
Min far, der var født i 1902, var som ganske ung karl på Børglum Kloster. Han har fortalt, at han – af en meget gammel mand på stedet fik fortalt alle de gamle historier om munkene begravet i gården, spøgeriet, kirkebænken osv., men også at Børglum er anlagt netop på det højeste sted i området, så man i god tid kunne spotte angribende “hære, røvere og andet rakkerpak”.
Per Volden:
Fantastisk beretning. Er selv historielærer og desuden fra Thise
Så jeg læser beretningen med stor glæde. I min barndom fortælles om en tunnel munkene gravede fra børglum til nonneklosteret i vrejlev. Man mener også man har fundet et stykke af den. Har du hørt om den? I min familie fortælles om et voldsted der skulle have ligget på båstedhede og som var ejet eller beboet af en baronesse, angiveligt fra en herregaard i østvendsyssel, som holdt ulovligt krohold på stedet. Det var vist et værre sted så hun blev jaget derfra og lyst i band af bispen. Det blev senere raget ned, måske da man tørlagde ingstrup sø. Ak ja der er mange historier om børglum og omegnen. Hr. Anders Banner til Birkelse skulle i 1600 tallet have ejet det meste af Båstedhede. Ihvertfald ejede han Stadsvold som dengang var i vores families eje. Den var dengang en stor gaard men meget forfalden, da manden ikke duede og de beholdt den kun fordi konen nævnt som kloge Else var skrap og styrede det. Hun var også fra en herregaard i østvendsyssel siges der. De flyttede senere til Thise
Ole Og Annemarie Andreasen:
Min far kom til Børglum Kloster, som røgter i 1942, og har fortalt at man kunne tælle 27 kirker fra Sct. Bodils høj. Der var ikke så mange læbælter som nu.
En beretning fra dengang der var nytårsløjer til, skrevet den 27.12.1994 af journalist Poul Christoffersen opvokset på en ejendom på Bådstedhede, Vrensted.
Da lovgiverne fandt ud af at forbyde brug af fyrværkeri med knaldeffekt af betydning, faldt en del af fornøjelsen ved nytårsløjer væk. I begyndelsen af 1960erne og før forbudstiden trådte i kraft var løjerne omkring jul og nytår en af de begivenheder, jeg som stor knægt i Vrensted så frem til. Der var altid nogle steder, som vi 7-8 drenge på Bådstedhedevej med fornøjelsen generede de aftener, hvor løjerne foregik. Ikke fordi de var uvenlige naboer i det daglige . Tværtimod. Men når det blev 2. juledags aften, nytårsaften og hellig tre kongers aften, så begyndte blodet at rulle meget hurtigt, specielt et sted. For vi fandt hurtigt ud af, at fire midaldrende søskende, som boede på en lille ældre går, var nemme at tirre, når vi kom med kanonslag, affaldsspande og hvad vi ellers kunne finde på at genere dem med.
Grovfilen frem.
På vores runde til de ca. 25 gårde og huse langs vejen var det ellers mest trillebører, madam blå og juletræer som vi forsøgte at få fat i, men ikke hos de fire søskende. Her gjaldt det om at få dem til at rende efter os. Derfor blev løjerne grovere end de andre steder. En 2. juledagsaften startede vi med at smide aske, som var efterladt i en spand, ind gennem brevsprækken og lidt efter kom et kanonslag samme vej, så asken formentlig stod til alle sider. En hund inde i stuen peb og hylede, og så blev der tændt lys over det hele. Lidt efter blev stuehusdøren lukket hurtigt op og en spand vand blev kylet ud mod os. Vi fortrak helt ud i mørket, men da roen havde lagt sig på ny, listede vi tilbage og affyrede nye kanonslag i vindueskarmene så ruderne sang og klirrede.
På løbetur
Igen blev døren åbnet og ud trådte en midaldrende dame med en lang kæp i hånden og en lasket stor hund pilende omkring sig. Hun råbte og truede af os, så vi løb ud på vejen, men aldrig så snart hun og hunden var inde igen, så stod vi der igen foran stuehuset. Kanonslag blev smidt i askespanden, så den rungede højt, og de sidste rester af asken røg op i luften. Så kom kvinden ud igen med kæp og hund samt med en søster i baggrunden, med en ny spand koldt vand. Derimod holdt deres to mandlige søskende sig fortsat inde i stuehuset. Vi løb igen ud på vejen. Denne gang forfulgt af den balstyriske kvinde og hendes lidt mindre hidsige søster. Ta dem, råbte kvinden med kæppen til sin hund. En af drengene tændte i en fart en lynkineser og smed den tilbage mod hunden, så den peb i stedet for at gø, løb ind under kvindens lange skørter og forsøgte at gemme sig. Jeg slår dig faneme ihjel, Ole, råbte kvinden endnu mere ophidset, mens hun løb efter os med stokken højt hævet.
I hønsegården
Vi løb ned ad en markvej, hen over nyplantede træer og pludselig løb et par af drengene ind i en mur af hønsetråd. De var havnet inde i en stor hønsegård og der løb de forvildet rundt for at finde udgangen igen skarpt forfulgt af kvinden med kæppen. En eller anden fik væltet en del af hønsegården, så kammeraterne kravlede ud i det fri. Derefter råbte og truede kvinden med politiet, før vi tog til det næste sted. De fire søskende lod vi være i fred resten af den aften, men hver gang vi så billygter i det fjerne, spang vi skyndsomt til side for at gemme os. Et kvikt hoved bøbte på stedet de fire søskende som Balumba-krigerne. Navnet kommer fra nogle stammekrigere i Congo, som netop havde nedslagtet den nye stats første præsident, Patrich Lumumba.
Løjerne fusede ud
To dage efter disse begivenheder kørte en betjent rundt for at forhøre sig om, hvem der havde været med til at genere de fire søskende og lavet hærværk på et læplantningshegn og nabohønsegården. Rygtet om ”Baluba-krigerne” på Bådstedhedevej spredte sig hurtigt, og allerede nytårsaften kom en flok på 20-25 drenge og enkelte piger for at være med i løjerne. Desværre blev aftenen en rigtig nytårsfuser, for inde hos ”Balubakrigerne” sad en betjent store dele af aftenen. Og politibilen var selvfølgelig parkeret meget synligt
A A C Andersens Vej Anders Olesens Vej B Brønderslevvej Bystien Bådstedhedevej F Feddet G Gl Byvej H Hulbakvej I Ingstrupvej J Jens Thise Vej K Kirkemarksvej Kongsengene L Løkkensvej M Munkebrovej N Nørkær O Oluf Jensens Vej P Pilgårdsvej R Rykindvej S Sct Thøgers Plads Sct Thøgers Vej Stationsvej Sundstedvej Søren Nielsens Vej V Vingevej Vrenstedvej Å Åsendrup Banesti Åsendrupvej
Lars Pedersen Holmen var ugift iflg. anetavlen. 
Det gamle Alderdomshjem blevi 1992 solgt af Kommunen til 10 Vrensted Foreninger der etablerede Vrensted Aktivitets og FritidsCenter med vandrerhjem m.m., men blev senere solgt og der er her i 2018 ingen aktiviteter i huset
