Forfatter: Jens Otto Madsen

Jeg er et krigsbarn, mine forældre blev gift i 1942, og det fortæller lidt om tiden, at der var en notits i avisen om, at en trækvogn blev brugt som brudekaret. Mine forældre havde fået lejlighed på 1. sal i Fredensgade 11 i Brønderslev.

Jeg blev født en torsdag den 30. september 1943 klokken 18.40, den 21. nov. samme år blev jeg døbt i Brønderslev kirke af provst Krøgholt kl. 17.30, mon altid en dåbsgudstjeneste var så sent, eller havde det noget med besættelsen at gøre. Der var 12 familiemedlemmer til dåbsfest og af min oldemor var dåbsgaven 2 kroner, min morbror og hans kæreste gav mig 6 kroner, ellers var gaverne en sølvgaffel, en sølvskubber og et krus af sølv.

Lejligheden i Fredensgade 11 bestod af stue, soveværelse, køkken og et lille WC ude på trappeafsatsen. Opvarmning var kakkelovn i stuen. Badning foregik i en balje i køkkenet, men min far var maskinarbejder på A/S Peder Nielsen, og om lørdagen kunne medarbejdere på fabrikken tage deres familie med til fællesbadning.

I 1946 blev jeg storesøster.

Min far og mor havde i nogle år haft en have i Vestergade 51, og i 1949 begyndte min far med hjælp af min bedstefar, som var murermester, at bygge hus til os i den have, huset var færdigt og vi flyttede ind samtidig med, at jeg den 1. april 1950 begyndte i første klasse på ”Den lille skole” i Tygelsgade. Min klasselærer var frk. Petra Poulsen, som var nyuddannet lærerinde. I 3.4.5. klasse gik jeg på Skolegades skole.

Ved Søndergades skoles start 1. april 1955 blev min far ansat som pedel på den nybyggede skole, og vi som familie skulle forlade Vestergade, da der dengang var bopælspligt for pedellen på byens skoler. Lejligheden, som vi skulle bo i, var ovenpå pigernes gymnastiksal, men den bygning var dog ikke færdig før til februar 1956. Huset i Vestergade blev solgt, og vores familieliv blev derpå tæt forbundet med skolens liv.

 

Jeg startede i 1.mellem ved skolens start, og vi var 36 elever i klassen.

Når man ser klasselokalerne nu, forstår man godt, at der skulle være lidt disciplin. Vi stillede op i skolegården på to rækker bag markerede streger, gårdvagten gik ned langs rækkerne, og man gik pænt på række op på gangen, hvor vi stillede op uden for klasseværelset, indtil læreren kom.

Ved skolens start var der 2 mellemskole klasser, så de næste fire år havde 1.mellem og 2. mellem fælles timer i de fag med kun drenge eller piger. Den ældste klasse kom tilbage på Skolegades skole for at tage realeksamen, således at min klasse var den første, der tog realeksamen på Søndergades skole. Realklassen er mødtes hvert 5. år siden, desværre ikke sidste år p.g.a. coronaen.

Hvorledes mit skoleliv og ungdomsliv var de næste mange år, kan man læse om i Tonny Bistrups indlæg i bind tre, idet vi i hele mellemskolen og realen var klassekammerater og var i samme vennegruppe.

I november 1959 skete der en katastrofe i vores lille kernefamilie, min mor var gravid med termin medio januar 1960, men ved normal barselkontrol i november, opdagede man en begyndende forsterforgiftning. Hun blev indlagt på Brønderslev Sygehus, og min lillesøster blev taget ved kejsersnit den 19. nov. 1959, min mor vågnede ikke op og døde den 21. nov. Herefter var alt kaos i vores familie i flere år.

Ved min skolegangs afslutning i 1960 var skoleåret blevet flyttet fra april til august, så vi gik i realen 3 mdr. mere end normalt.

Jeg havde tænkt mig at blive lærer og var optaget på Th. Langs Seminarium i Silkeborg.  Inden skulle sommerferien bruges med min skoleveninde til en tur til København på ”skolebillet”. Hver sommerferie kunne man hos Danske Statsbaner gratis få billet til, hvor man ønskede i Danmark, og vi skulle til hovedstaden, hvor vi kunne bo hos min venindes moster.

 

                  Eksempel på skolebillet                     

 

Inden denne ferietur havde jeg nok været noget vaklende i forhold til mine fremtidsplaner, så da jeg kom hjem fra ferie, spurgte min far mig, om jeg ville starte i Silkeborg. Nej, det var ikke sagen for mig at forlade mit liv i Brønderslev. ”Godt, så skal du møde til samtale om elevplads på Pedershaab Maskinfabrik i morgen.” Som sagt så gjort, og jeg startede en fireårig uddannelse som kontorassistent den 1. august 1960.

Pr. 1. august 1964 fik jeg arbejde ved Aalborg Kommune, hvor jeg startede i Belysningsvæsenet, senere blev jeg flyttet til ekspeditionen og kasse-funktionen.

Ernst, min kæreste og senere husbond, startede samtidig på Aalborg Teknikum, efter han var blevet udlært, som maskinarbejder på Pedershaab Maskinfabrik. Vi anskaffede os en lille Mascot, og så gik turen hver morgen til Aalborg. Vi blev gift i 1965 i Brønderslev ny kirke og flyttede derefter i de nybyggede lejligheder på Fortunavej i Brønderslev.

I Januar 1968 fik vi vores søn Jesper, og vi købte om sommeren mine bedsteforældres hus i Dalgasgade 3. Et hus min bedstefar selv havde bygget.

I 1969 søgte jeg uopfordret arbejde ved Brønderslev Kommune, men der var på daværende tidspunkt ingen ledig stilling. Jeg blev i stedet pr. 15. februar 1969 ansat som kontorassistent ved administrations-kontoret på Statshospitalet i Brønderslev, men ak allerede den 28. marts 1969 fik jeg besked på ” at byrådet i sit møde g.d. har vedtaget at tilbyde Dem ansættelse i en stilling som assistent”. Ikke morsomt at skulle sige op så hurtigt, men det var ved kommunen, jeg ønskede at arbejde, så jeg måtte gå den tunge gang til inspektøren og sige op på Statshospitalet.

1.maj 1969 startede mit arbejdsliv ved Brønderslev Kommune. Ved min ansættelse fik jeg en oversigt over ansatte på Rådhuset i Brønderslev Kommune. I alt 37 personer fordelt i 7 afdelinger.

Jeg startede i kassefunktionen og ekspeditionen, men pr. 1. januar 1970 skulle vi alle til at betale kildeskat. Pantefogeden ved Brønderslev Kommune var oppe i årene, og han ønskede ikke at sætte sig ind i den smule restancer, der ville komme ved kildeskattens indførelse.

Dette medførte: ”at byrådet efter indstilling fra kommunaldirektøren i sit møde den 21. oktober vedtog at ansætte Dem som pantefoged, således at Deres arbejdsområde fortrinsvis kommer til at bestå i inddrivelse af ikke afregnet kildeskat.”

Samtidig vedtog man,

at bevillige Dem nedsat tjenestetid til 20 timer om ugen med virkning fra 1. januar 1971. Ifølge notits i avisen bliver den nye pantefogeds opgave at inddrive restancer af kildeskat, men pantefoged H. Hemmingsen skulle fortsat tage sig af ældre skatterestancer fra før kildeskattens indførelse.

Herefter var jeg deltidsansat og var delvis hjemmegående husmor i flere år, og i 1974 fik vi min datter.

Den 15. august 1983 flyttede administrationen fra det gamle rådhus ind i tilbygningen, som nu er Brønderslev Kommunes rådhus.

I november 1985 blev der lavet ny organisationsplan, således at afdelingerne ekspedition/kasse og incasso blev til én afdeling benævnt BETALINGSKONTORET. Tiden gik med 3 forskellige chefer, vi var fire medarbejdere på Betalingskontoret, og jeg var for længst startet med fuldtidsjob.

I 1986 søger min daværende chef orlov, og jeg blev konstitueret som daglig leder af Betalingskontoret med virkning fra 1. juni 1986 til 31. maj 1987.

Men allerede den 26. februar 1987 vedtog økonomiudvalget ”at tilbyde Dem ansættelse i den ledige stilling, som fuldmægtig i økonomisk forvaltning som daglig leder af betalingskontoret med virkning fra den 1. marts 1987”.

I 1991 udtaler jeg til avisen, at det er dejligt at være pantefoged ingen tvivl om det. Avisen fortæller, at jeg har været leder af betalingskontoret siden 1986, hvor jeg overtog posten efter at havde siddet på kontoret i 17 år under tre chefer. Jeg har lært jobbet, som pantefoged på den hårde måde fra bunden. Efterhånden har jeg været på alle de uddannelser og kurser, der overhovedet findes, indenfor mit job, som pantefoged.

I 1991 var vi syv medarbejdere på Betalingskontoret, hvoraf 4 havde autorisation som pantefoged, og vores hovedbeskæftigelse var at administrere omkring 1700 skyldnere, der fordelte sig på 40 forskellige skyldsforhold. Disse personer skyldte i alt 38 mill. Skyldnerne fordeler sig i to grupper, dem der gerne vil betale, men ikke kan, og dem, der siger de gerne vil betale, men som reelt ikke vil.

Gennem alle årene var der et godt samarbejde mellem pantefogederne i de omliggende kommuner. Vi mødtes som regel en gang i kvartalet. I 1990 blev jeg kredsformand for pantefogederne i Nordjylland og Viborg amt og trådte samtidig ind

i hovedbestyrelsen i Foreningen af pantefogeder i Danmark.

Da jeg startede med at komme i Pantefogedforeningen, var der ikke mange kvinder. Når der var årsmøde, var der arrangeret ”dame tur” for ægtefæller, når mændene holdt møder. Det fik vi kvindelige pantefogeder hurtigt lavet om på.

I hovedbestyrelsen kom jeg til at sidde i uddannelsesudvalget, hvorefter jeg var med til at påvirke uddannelser på alle niveauer indenfor vores arbejdsområde. Arbejdet i Danmarks pantefogedforening sluttede jeg maj 2000.

Arbejdet som pantefoged har været:

• utroligt spændende og interessant
• arbejdet er udadvendt
• man møder mennesker både på godt og ondt
• man skal havde et positivt menneskesyn
• man arbejder med folk fra alle samfundslag og skal kende” sproget” i de forskellige samfundslag

I 2004 besluttede folketinget, at staten skulle overtage inddrivelsesopgaverne fra kommunerne pr. 1. november 2005. Jeg havde i hele året 2004 siddet i en arbejdsgruppe i København, hvor vi skulle beskrive, hvorledes vi i kommunerne havde arbejdet med manglende betaling af ejendomsskat som var rene kommunale kroner. Intet af vores arbejde i gruppen blev brugt, beslutningerne var allerede taget øverst i systemet.

Jeg kunne reelt gå på pension, men valgte at tage med til Hjørring i et af de landsdækkende skattecentre, idet jeg håbede at kunne sætte lidt præg på tingene, men det var ganske umuligt, og i maj 2007 opgav jeg og blev pensionist.

I 1990 var vi fem kollegaer, der gik sammen i et forsøg på at danne en kunstforening for administrationspersonalet ved Brønderslev Kommune, og inden vi fik set os om, var det en realitet, og Kunstforeningen Brundur startede med 81 medlemmer.

Vi havde herefter en udstilling af forskellige kunstnere på gangen på rådhuset hver måned, og ved generalforsamlingen blev der hvert år udloddet de indkøbte kunstværker.

 

Hele familiens liv foregik i Dalgasgade i Brønderslev. Ernst var ansat på Pedershaab Maskinfabrik, som Planlægningschef, men desværre blev han i 1996 ramt af kræft og døde i august 1997.

Da jeg blev alene, brugte jeg megen af min fritid på slægtsforskning, og samtidig begyndte jeg at lære at spille bridge. Jeg sad i lokalrådet i Danske Bank og brugte også nogle år i bestyrelsen for Bloddonorer.

Som sagt blev jeg pensionist i 2007 og har et dejligt liv, har fire dejlige børnebørn, har solgt huset i Dalgasgade til min søn og bruger rigtig megen tid i mit sommerhus i Løkken.

 

 

Det nok mest tragiske kapitel i Brønderslevs nyere historie blev skrevet under den tyske besættelse af Danmark i slutningen af Anden Verdenskrig. Det omhandler mordene på byens dyrlæge og tidligere borgmester Axel Richardt Møller og hans assistent Ole Vagn Larsen den 12. januar 1945. Dette kapitel vil fortælle historien om, hvordan man i høj grad kan se drabene som en lokal kulmination af både nationale og internationale politiske og militære hændelsesforløb, der afspillede sig i Danmark og på den internationale krigsskueplads i årene op til denne grufulde aften i januar 1945.

Historie udvikler sig som en uafbrudt strøm af hændelser, der på en eller anden måde er afhængige af de forudgående. Når det gælder begivenheder fra besættelsestiden, kan disse ofte forklares med udgangspunkt i en lang række af kendte datoer: Tyskernes besættelse af Danmark den 9. april 1940, starten på Anden Verdenskrig den 1. september 1939, Hitlers magtovertagelse i Tyskland den 30. januar 1933 eller sågar med det tyske nederlag under Første Verdenskrig, der af de fleste historikere vurderes som værende afgørende for, at det kom til en ny krig godt tyve år senere. Kapitlet ville dog fjerne sig for langt fra den egentlige historie ved at uddybe de nævnte datoer, så derfor springes der frem til påstanden om, at det tyske nederlag i Stalingrad i slutningen af januar 1943 i høj grad havde betydning for mordet på dyrlægen og dyrlægeassistenten i Brønderslev en mørk aften i januar knap to år senere.

Stalingrad blev både disse to mænds og deres bødlers skæbne, fordi slaget var med til at bestemme krigens udfald og inden da fik store konsekvenser for den tyske besættelsespolitik i de besatte lande, herunder Danmark. Indtil langt ind i Hitlers Ruslandfelttog dominerede Nazi-Tyskland krigen; først med en effektiv lynkrigsstrategi i Nord- og Vesteuropa og siden ved at demonstrere, at man kunne erobre enorme landområder i øst. Ved Stalingrad blev den tyske krigsmaskine for alvor stoppet, og befolkningerne i de besatte lande var måske ikke længere helt så sikre på, at det var tyskerne, der ville vinde krigen. Dette havde ikke mindst betydning i forhold til modstanden overfor de tyske besættere. Denne gjorde sig også gældende i Danmark, hvor modstandsbevægelsen først for alvor fik medvind, da tyskerne begyndte at tabe. Da det tyske Afrikafelttog, med den kendte pansergeneral Erwin Rommel i spidsen, slog fejl, og det endda lykkedes de allierede at landsætte tropper i Syditalien i sommeren 1943, kom der for alvor gang i modstanden og det folkelige oprør i de besatte lande.[1] For Danmarks vedkommende betød dette folkestrejker i de større byer i løbet af sommeren 1943 og stigende sabotage mod tyske interesser, herunder fabrikker og infrastruktur. Vi kender i dag denne tid som ”Augustoprøret”, da dette var måneden, hvor begivenhederne for alvor spidsede til og kulminerede her i landet. De tyske besættere kunne selvfølgeligt ikke tolerere, at modstanden tog til og situationen begyndte at komme ud af kontrol for den danske regering.[2]

Regeringen havde gennem den såkaldte samarbejdspolitik indtil da havde haft relativt frie hænder til fortsat selv at regere Danmark. Sammenlignet med den tyske besættelsespolitik i andre lande var dette et særsyn, der dog primært kan forklares med Danmarks rolle som leverandør af landbrugsprodukter til den tyske krigsmaskine, samt særdeles pragmatisk orienterede personer i den tyske besættelsesforvaltning med den såkaldt rigsbefuldmægtigede topnazist Werner Best i spidsen. Danskernes status som ”ariere”, ”germanere” og medlemmer af ”den nordiske race”, har givetvis også spillet en ideologisk rolle for nazisterne. Besætterne ønskede simpelt hen ikke at have problemer i et land, som leverede en væsentlig del af ”Det Tredje Riges” fødevarebehov og hvor besættelsen hidtil havde forløbet særdeles fredeligt sammenlignet med andre tyskbesatte lande. Urolighederne og den stigende modstand i sommeren 1943 endte dog til sidst med, at besættelsesmagten på ordrer fra Berlin stillede en række krav til den danske regering, herunder indførelsen af dødsstraf mod sabotører.[3] Regeringen i Berlin havde mistet tålmodigheden. I Danmark havde den sidste henrettelse ellers fundet sted i 1892 og dødsstraffen var blevet officielt afskaffet med straffeloven af 1930. Den blev dog genindført efter befrielsen mod særligt grove landsforrædere, hvilket vi vil vende tilbage til.[4]

Tyskernes krav om bl.a. dødsstraf til de danske modstandsfolk blev for meget for regeringen. Den gik af den 29. august 1943. Den militære undtagelsestilstand blev indført og tyskerne arbejdede fra nu af sammen med danske embedsmænd. Departementschefstyret var en realitet. Sabotagen fortsatte dog. At regeringen var gået af, var for mange et symbol på, at samarbejdet med tyskerne ikke fungerede og endeligt var brudt officielt sammen. Uofficielt fortsatte det dog uden de større gnidninger gennem ministeriernes departementschefer, der i samarbejde med politikerne (og modstandsbevægelsen) – nu fra tilbagetrukne positioner – naturligvis stadig var interesserede i at bringe Danmark bedst igennem krigen med mindst mulige tab.[5] Besættelsens vilkår havde dog ændret sig kraftigt. Befolkningen havde fået øje for, at tyskerne risikerede at tabe krigen. Oprøreret tog til og nye modstandsgrupper blev stiftet rundt om i landet. Danmark havde på mange måder hidtil været et ”Mønsterprotektorat” – altså det for tyskerne nok mest fredelige (og samarbejdsvillige) besatte land i de første år af besættelsen.[6]

Det undrer derfor næppe, at rigsføreren for SS, Heinrich Himmler, pressede de tyske besættelsesmyndigheder til gengældelsesaktioner, da situationen i Danmark i stigende grad kom ud af kontrol. Werner Best og andre pragmatisk tænkende topnazister i Danmark var kritiske overfor sådanne gengældelsesordrer, da man frygtede en yderligere eskalation af oprøret. Himmlers ordrer måtte dog følges. På Himmlers initiativ grundlagde man fra centralt hold derfor en tysk gruppe af civilklædte agenter, der skulle operere fordækt i Danmark sammen med danske håndlangere, der blev rekrutteret i danske nazistiske organisationer. Flere af dem var således instruktører i Schalburgkorpset og var tidligere hjemsendte medlemmer af den danske SS-enhed Frikorps Danmark. At deres handlinger senere blev kendt som ”schalburgtage” kan føres tilbage på denne sammenhæng og korpsets dårlige rygte i samtidens dagspresse. Det var dog ikke direkte Schalburgkorpset, der havde ansvaret for de terrorhandlinger, denne gruppe skulle gennemføre. Dette rygte fremgik ellers gennem store dele af både den illegale og den legale danske presse dog indtil retsopgøret efter besættelsen, hvor Petergruppens reelle ansvar for den tyske modterror for alvor blev kortlagt. På dette tidspunkt var begrebet ”schalburgtage” dog allerede indprentet i danskernes kollektive bevidsthed.[7]

Gruppens tyske medlemmer var rekrutteret blandt SS’ absolutte elitesoldater. Gruppens første leder, Otto Schwerdt, havde således været med til at befri den italienske diktator Benito Mussolini, efter at denne var blevet sat i husarrest, efter at Italien havde skiftet side som følge af den allierede invasion i landet. I Danmark fik Otto Schwerdt dæknavnet ”Peter Schäfer” – hans gruppe af agenter fik derfor betegnelsen Petergruppen. Tanken havde fra starten været, at Petergruppen skulle begå terrorhandlinger som reaktion på den danske modstandsbevægelses sabotage og stikkerlikvideringer. Modsat den danske modstandsbevægelse, der saboterede mål af tysk interesse, skulle Petergruppen ramme mål, der havde betydning for civilbefolkningen. Nazisternes bizarre logik var, at danskerne så blev træt af modstandsbevægelsen.[8]

Petergruppen blev hurtigt et rejsehold i død og ødelæggelse, der gennemførte aktioner i hele landet. Blandt Petergruppens mål var sprængningen af Tivolis Glassal i København, et kendt forlystelsessted, hvor musikere som Svend Asmussen og Leo Mathisen spillede jazz – en musikstil, der absolut ikke passede ind i nazisternes racistisk orienterede verdensbillede og af disse blev set som produktet af afroamerikansk kultur. Ødelæggelsen af den slags forlystelsesetablissementer blev hurtigt et modus operandi for Petergruppen, hvor sprængningerne af Restaurant Kilden i Aalborg ad to omgange, hvor de ovennævnte musikere i øvrigt også optrådte, kan nævnes som eksempler.  Andre eksempler var sprængninger af virksomheder, der ikke producerede for besættelsesmagten, men hvor det deraf følgende produktionsstop generede flest mulige danskere. Bland nordjyske eksempler kan nævnes Petergruppens sprængninger af Aalborg Stiftstidende, Frederikshavns Avis og Vendsyssel Tidende, hvorved man forsøgte at genere de mange avisabonnenter, der var afhængige af avisernes nyhedsstrøm. Denne type aktioner var igen organiseret efter en fremgangsmåde, som også blev anvendt andre steder i hele landet. Sabotager mod andre produktionsvirksomheder forekom dog også i betydelig målestok. Petergruppen begik også en lang række såkaldte clearingmord som reaktion mod modstandsbevægelsen stikkerlikvideringer fra årsskiftet 1943/44 til befrielsen. Ofrene var for det meste lokalt kendte personligheder, der havde ry for at være dansksindede og antityske. Det nok mest kendte var drabet på digterpræsten Kaj Munk den 4. januar 1944, som samtidigt var en af gruppens første aktioner i Danmark. Godt et år senere kom gruppen til Brønderslev.[9]

På dette tidspunkt var Otto Schwerdt – alias Peter Schäfer – blevet afløst af Horst Issel. Schwerdt følte sig som soldat og var utilpas ved at begå drab iklædt civilt tøj. Han havde derfor søgt om at komme tilbage til egentlig krigstjeneste. Fremgangsmåden forblev dog den samme under Issel. Petergruppen ankom til Aalborg den 12. januar 1945 efter forinden at have gennemført en aktion i Aarhus. Her mødte de op på Højskolehotellet på Boulevarden, dengang Gestapos hovedkvarter i Aalborg.[10] Gruppen var kommet til Aalborg, fordi de lokale Gestapo-folk ønskede en reaktion mod modstandsbevægelsens likvidering af de danske nazister Søren Georg Andersen og Ejnar Laursen foran sidstnævntes bopæl i Skipper Klements Gade i Aalborg – øvrigt meget symbolsk på etårsdagen for Petergruppens mord på Kaj Munk, hvorved gruppen skulle hævne modstandsbevægelsens reaktion på et mord, den oprindeligt selv havde begået.[11]

På Højskolehotellet udpegede Aalborgs berygtede Gestapo-chef Fritz Bolle dyrlæge Axel Møller, der gennem en årrække i 1930erne tillige havde været borgmester i Brønderslev, som mål for gengældelsesaktionen. Tyskerne har antageligt vist, at han også havde kontakter til modstandsbevægelsen.[12] Klokken 20 samme aften kørte Issel sammen med en gruppe bestående af både tyskere og danskere til Brønderslev. Køreturen tog en times tid. Blandt danskerne var Aage Thomas Mariegaard, 22 år og fra landsbyen Tømmerby, få kilometer fra Brønderslev. Mariegaard var blevet påvirket af nazismen som ganske ung og blev allerede som 15årig medlem af Nationalsocialistisk Ungdom. I 1941 meldte han sig til Frikorps Danmark som 18årig, altså som en af de yngste. I 1942 kom han til østfronten, – en barsk oplevelse, der blandt andet bød på kampe med russerne i den berygtede Demjansk-kedel. Mariegaard blev her syg af difteri, en alvorlig bakteriel halsbetændelse, og kom på rekreation i Tyskland. Herefter blev han sendt til København for at uddanne Schalburgkorpsets rekrutter i maj 1943. Et halvt år senere blev han herfra selv rekrutteret til at blive medlem af ”Petergruppen”.[13]

Denne aften i januar 1945 var det Mariegaard, der ringede til dyrlæge Møller fra en telefonboks, efter at gruppen var kommet til Brønderslev. Han var jo lokal og talte derfor vendelbomål. Det lykkedes ham derfor at foregive, at han var en husmand fra Øster Hjermitslev, der havde en ko, som havde besvær med at kælve. Dyrlægen, der rådede over en benzindreven bil, skyndte sig straks afsted. Hvad Petergruppen ikke forventede var, at også Axel Møllers assistent, Ole Vagn Larsen, var til stede denne aften. Begge havde været på et dyrlægebesøg tidligere på dagen, som havde trukket ud, så Larsen havde spist til aften hos ægteparret Møller. Petergruppen besluttede, at dyrlægeassistenten også måtte dræbes. Gruppen skyggede nu dyrlægens bil, der var på vej mod Øster Hjermitslev, men stoppede denne udenfor Brønderslev. Horst Issel beordrede dyrlægen og dyrlægeassistenten til at følge med til afhøring i Aalborg under påskud af, at man kom fra det tyske sikkerhedspoliti. Larsen og Møller blev skilt fra hinanden, så dyrlægeassistenten blev sat i Petergruppens vogn, mens dyrlægen blev passager i sin egen bil med Issel ved rattet. Møller protesterede; han troede jo, at han skulle tilse en syg ko, men det nyttede ikke. Bilerne kørte mod Aalborg, men stoppede udenfor Bouet, få kilometer fra Nørresundby. Her blev Ole Vagn Larsen beordret ud af bilen og likvideret med nakkeskud i vejgrøften af tyskeren Paul Apfel, der ti uger senere selv blev dræbt ved Shellhusbombardementet. På samme tid affyrede et af gruppens medlemmer, efter al sandsynlighed en anden dansker ved navn Ib Nedermark Hansen, en maskinpistolsalve fra bagsædet mod dyrlægen, der jo sad foran på passagersædet i sin egen bil. Issel var forinden steget ud af bilen for gennem et aftalt signal at beordre begge henrettelser. Bilen blev, stadig med den afdøde dyrlæge Møller på passagersædet, herefter kørt til Aalborg og parkeret samme sted, som modstandsbevægelsen tidligere havde likvideret den danske nazist og ”sysselleder” Laursen. Hermed mente man at kunne statuere et eksempel.[14]

Aage Mariegaard blev som følge af straffelovstillægget[15] idømt en dødsdom og blev henrettet for sine gerninger natten til den 9. maj 1947. Han var en af de 46 danskere, der blev henrettet på dette grundlag efter befrielsen, hvor dødsdommen kun blev givet for forbrydelser af særlig grov karakter, eksempelvis for tortur og drab mod danske medborgere.[16] Han var dømt for en lang række forhold som følge af sin rolle i Frikorps Danmark, Schalburgkorpset og Petergruppen, herunder også sin medvirken til drabet på dyrlæge Axel Møller og dennes assistent Ole Vagn Larsen.[17] Møllers drabsmand, Ib Nedermark Hansen, blev henrettet samme nat. I alt var Petergruppens medlemmer sigtet for 281 forhold på landsplan, der foruden clearingmord og schalburgtager også omfattede dødelige attentater mod tog som hævn for modstandsbevægelsens omfattende jernbanesabotage. Henrettelserne fandt sted på Bådsmandsstræde Kaserne i København, altså området, der i dag er bedre kendt som Christiania. Mariegaard var ikke blandt de danske gruppemedlemmer, der havde gjort sig skyldige i de allermest bestialske forbrydelser. Han er siden ud fra en analyse af retsopgøret blevet beskrevet som værende den typiske håndlanger; vagten, tolken, sprængningseksperten – aftrækkeren trykkede andre på, selvom Mariegaard ifølge dommen medvirkede til mindst ti drab.[18] Hans nazistiske overbevisning sås der dog ikke tvivl om. På sin vis kan man sige, at han også var et offer, da Danmark genindførte dødsstraffen med tilbagevirkende kraft efter befrielsen, en politisk beslutning, som blev truffet for at ”rense luften” i den umiddelbare efterkrigstids Danmark, men som på mange måder var problematisk ud fra et etisk og moralsk synspunkt. Dødsstraffen var dog næppe blevet genindført i Danmark efter befrielsen, hvis tyskerne ikke havde gennemført modterroraktionerne i de to sidste besættelsesår – blandt andet med Petergruppen som instrument. Den juridiske del af fortællingen er dog en helt anden historie.[19]

Billede mangler

Aage Thomas Mariegaard (stående) modtager sin dødsdom i Københavns byret den 10. juli 1946. Ib Nedermark Hansen (siddende) havde tydelige psykiske kvaler under retssagen. Billedet viser i al sin tydelighed Nedermarks reaktion på den netop afsagte dødsdom.  Foto: Det Kongelige Bibliotek.

 

[1] Bo Lidegaard: Kampen om Danmark 1933-1945. Gylling, 2005. Ss. 374-375

[2] Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943. Bind II. København, 1979. Særligt ss. 190-287, 425-450

[3] Claus Bundgaard Christensen, m. fl.: Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45. København, 2009. Ss. 467-468

[4] Tønnes Bekker-Nielsen: ”Dødsstraf” i: Tønnes Bekker-Nielsen, m.fl.: Gads Historieleksikon. København, 2001. ss. 129-130

[5] Claus Bundgaard Christensen, m. fl.: Danmark besat. Krig og hverdag 1940-45. København, 2009. S. 497

[6] Begrebet har ophav i Sten Gudme: Denmark: Hitler’s Model Protectorate. London, 1942. Bogen prægede i høj grad de allieredes opfattelse af Danmark under besættelsen og begrebet blev tillige anvendt flittigt i den danske illegale presse; ikke mindst i forhold til et opgør med samarbejdspolitikken.

[7] Andreas Monrad Pedersen: Schalburgkorpset – historien om korpset og dets medlemmer 1943-45. Viborg, 2000. s. 114

[8] Florian Altenhöner: Der Mann, der den 2. Weltkrieg begann. Alfred Naujocks: Fälscher, Mörder, Terrorist.  Berlin, 2010. Ss 197-201

[9] Frank Bøgh: Petergruppen. Tysk terror i Danmark. København, 2004. ss. 23-27, 93-94, 111-112

[10] Henrik Lundtofte: Gestapo! Tysk politi og terror i Danmark 1940-1945. Gylling, 2003. s. 44

[11] John T. Lauridsen: Dansk nazisme 1930-45 – og derefter. København, 2002. Ss. 516-517

[12] Frank Bøgh: Petergruppen. Tysk terror i Danmark. København, 2004. ss. 191-193. Aksel Blaabjerg og John Nørkjær: Orientering om Brønderslev. Brønderslev, ukendt trykkeår. S. 104

[13] Birthe Helledie: Fra jernkors til trækors. Aage Th. Mariegaard – en dreng i nazihænder. Sulsted, 2007. Ss. 16 ff., 65-70

[14] Frank Bøgh: Petergruppen. Tysk terror i Danmark. København, 2004. ss. 192-193. Birthe Helledie: Fra jernkors til trækors. Aage Th. Mariegaard – en dreng i nazihænder. Sulsted, 2007. ss. 7-8

[15] Lov nr. 259 af 1. juni 1945 om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed.

[16] Jesper Nielsen: Den strengeste straf. Dødsstraffens genindførelse i Danmark 1945. Gylling, 2001. s. 136

[17] Højesterets protokolsekretærer: Højesteretstidende. Højesteretsaaret 1947. 91. Aargang. København, 1948. s. 136, ss. 166-167.

[18] Birthe Helledie: Fra jernkors til trækors. Aage Th. Mariegaard – en dreng i nazihænder. Sulsted, 2007. ss. 74-75

[19] Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen. Bind 1. Viborg, 1997. s. 75

Kilde: Artikel af Ella Pedersen, fhv. lærer, fra december 2007.

 

Et møde med Svend Møller og Per Niemand Jensen.

Nørregade i Brønderslev har som de fleste andre gader gennemgået en stor forandring gennem tiderne.

Svend Møller er vokset op ved den østlige del af Nørregade og er bekendt med området, som han husker det så ud 1940-1950erne.

På hjørnet af Bredgade og Nørregade havde Mandrup Poulsen sin boghandel.

Derefter var der som i dag – Centralhotellet. I smøgen, hvor der i dag er værested, havde bogtrykker Hansen til huse.

I den efterfølgende gule bygning var der skrædderforretning i stueetagen og cykelforretning i kælderen.

Derefter var der Svend Christensens møbel – og ligkistemagasin.

På hjørnet ved Gravensgade havde barber Jørgensen forretning.

På det modsatte hjørne lå Nørrehus. Der var først en købmand Bentsen, derefter kom forsikringsagenturet ”Haand i Haand”.

Anton Tolstrup var den næste. Han forhandlede koks, kul og cinders, og var en overgang borgmester i Brønderslev.

Derefter kom urmager Buus, som gjorde opmærksom på sig selv ved at lade kyllinger vandre rundt mellem urene i butiksvinduet. Da Buus flyttede til hjørnet af Bredgade-Jernbanegade, rykkede Aalborg Stiftstidende ind i lokalerne.

Så kom VVS-firmaet Brdr. Langeland med bestyrer Otto Haugaard. Firmaet forhandlede rør, komfurer, radiatorer og meget mere.

Inde i baggården havde A. Poulsen sin sodavandsfabrik. Han forhandlede også æbler, huder og ål.

Den næste butik var lille bitte, og den lå lige over for ”Told- og Kgl. Vejer” skuret, som butiksejeren også passede.

Der går historier om det at fortolde. Det var især spiritus, der skulle fortoldes, og tolden blev af og til betalt med varer, – men det er måske bare en historie.

Til sidst kom Færchs møbel- og ligkiste forretning.

Ved Grønnegade lå bilforhandler S. Møllers forretning, og på hjørnet af Christiansgade lå dyrlæge Møllers ejendom.

På den modsatte side lå Borida, der indeholdt et pensionat i stueetagen, hvor værtinden hed ”Mads”, og på 1.sal havde Odd Fellow til huse.

I ejendommen derefter boede fru direktør Juhl Nielsen.

Derefter var der et beboelseshus, inden man kom til cementstøber Søren Nielsens ejendom.

Efter Vestergaardsgade kom landboauktionshallen, hvor der i dag er biograf og teatersal, kaldet BAS.

På hjørnet af Hedelundsgade var der også dengang en børnehave.

På venstre side over for Centralhotellet var der ned ad gaden baneterræn, pakhus med rampe foran og toldkontor.

Igen baneterræn, hvor Winther og Andersen havde opmagasinering af træ.

Bagved havde vognmand Jensen nogle heste i en bygning. Hestene blev brugt i forbindelse med rangering af godsvogne.

I en sanddynge ved godsvognene fandt drengen Svend Møller en landmine med følere. Han tog den med hjem og stillede den foran sin far og sagde: Se, hvad jeg har fundet! Faderen blev forskrækket. Minen blev afhentet af politibetjent Benzon.

Efter baneterrænet lå PN-beslags kontorbygning og derefter kom fabrikken.

Per Niemand Jensen er også født og opvokset i Nørregade. Han bor og har altid boet på ”Møllerens Eng”.

Pers far var møller. Han havde sin mølle omtrent der, hvor vandtårnet står. Navnet Niemand fik Per, fordi han var nummer ni i børneflokken på 12. Per Niemand Jensen er i dag 90 år, men bor som enkemand alene i sit hus og klarer sig selv. Han hjælper til i Brønderslev Hallen, når det er nødvendigt. Ingen kan se eller mærke, at Per Niemand Jensen er 90 år gammel.

Det lille gule hus foran tennisbanen kaldes Hedelundshuset. Til venstre boede Monrad med kone og børn, og til højre boede Bitte Frederik med sin familie. Monrad arbejdede for kommunen. Han skulle slå sten til gaderne. Det var et hårdt arbejde.

Nord for Per Niemand Jensen boede post Jens (Olsen), derefter Otto Pedersen, Brønderslev Trælasthandel.

Derefter kom man til stadion, hvor den første bestyrer var sadelmager Yde. Da Anker og Signe var bestyrere, vankede der fra Signes hånd æbleskiver og jødekager, og fra Ankers hånd streng justits. Man måtte aldrig løbe over fodboldbanen, – så vankede der skældud.

Efter stadion lå sygehusinspektør Sølvsteens hus.

Derefter kom Augustesens hus. Han var fyrbøder på sygehuset og chauffør i sygebilen.

Næste hus tilhørte taxavognmand Vestenkær, og efter ham boede købmand Hans og Nussen.

Så kom man til huset, hvor den barber boede, som var barber i forretningen ved siden af Martinus Nielsen.

I næste hus boede en maler.

Så kom forretningen, der solgte brød, slik og ugeblade. Dengang var ugeblade ikke noget hverdagsagtigt.

Derefter var der igen en beboelsesejendom.

Så kom huset, hvor Jens Oluf og Anna og børn, plus en hest, boede. Jens Oluf var post i Vildmosen, og når vinteren var rigtig slem, spændte børnene hesten for en kane, og hentede deres far i mosen.

Derefter huset, hvor Mølvadgaard, der arbejdede for kommunen, boede. Efter ham boede der en enke, og så var der 2 beboelsesejendomme efter hinanden, inden man kom til huset, hvor Per Duhn boede, og så er vi nået til Tolstrupvej.

Inden børnehjemmet blev opført, var der på området en plantage, kaldet fru Tuxens plantage. – Det var en ideel legeplads. Vi holdt den fri for børn fra byen. En dreng, der havde et glasøje, tabte det en gang, da han klatrede i et træ. Vi ledte alle sammen på jorden indtil vi fandt det. Det blev gjort rent med spyt, tørret med undertøjet og derefter sat på plads igen, fortæller Per Niemand Jensen.

Den gamle restaurationsbygning i Hedelund var en meget smuk træbygning med danselokaler m.m., men den blev brændt ned af tyskerne under krigen. I bygningen var der afholdt mange fester, bl.a. grundlovs-, pinse- og folkefester. Græsset omkring søen måtte ikke betrædes. Ønskede man at danse i Den runde Pavillon, kostede det 50 øre pr. dans. Der, hvor idrætshøjskolen ligger, var der tidligere en mark, hvor heste græssede. Hestene tilhørte direktør Cordes fra Trælasten. Per Niemand Jensens kone gav hestene brød, og da de en dag stak af, lykkedes det hans kone at fange dem, fordi de genkendte hendes stemme.

På en udstykning fra Ø. Hedegaard blev der bygget en bolig til overlæge Thorvald Pedersen. Den blev senere købt af sagfører Sanvig.

Derefter byggedes der endnu en lægebolig.

Så kom Sygehusvej og derefter kom selve sygehuset, som blev opført i 1913-1914, – også jordareal fra Ø. Hedegaard.

Allersidst inden Tolstrupvej lå funktionærboligerne.

Artikel af fhv. lærer Ella Pedersen

Tidligere købmand Jørgen Johansen, tidligere indehaver af forretningen med papir, kontorartikler og lædervarer Harald C. R. Thomsen samt Else Aabo, født Knudsen og opvokset i øverste lejlighed over Carl Lauritzens forretning på hjørnet af Bredgade-Nygade fortæller. De giver et unikt billede af Nygade i slutningen af 1940’erne og op i 1950’erne.

Nygade – et lille navn, men til meget gavn – en central gade i byen. På højre side set fra Algade – var der på hjørnet modesalonen Elegance, ejet af Rosa Nielsen. Her forhandledes damehatte. Hattene blev syet inde i rummet bag butikken, og mange kunder kom derind og fik en kop kaffe.

Ved siden af Elegance var der barber og frisør, hvis indehaver var Kaj Pedersen.

Så nåede man frem til købmand Johansens forretning, der udover kolonialvarer forhandlede korn og foderstoffer m.m. Der var næsten altid kø, for omtrent alt skulle vejes (blød sæbe, melis, mel, sirup og meget mere). Mange af kunderne havde en kontrabog, hvori købene blev noteret.

Efter købmand Johansen lå papir- og lædervareforhandler Harald C.R. Thomsens forretning. Her kunne man udover papir- og lædervarer købe foto og kunstartikler m.m. Mine bydrenge var meget dygtige, føjer Harald C. R. Thomsen til.

Derefter lå Brønderslev Andelsmejeris udsalg med frøken Olsen som bestyrerinde. Man skulle hente piskefløde i egne kander, så om søndagen stod folk med kander i kø. Derudover kunne man købe mælk, smør og ost. Det var muligt at få kredit – man blev ”skrevet”.

Lige ved siden af lå radioforhandler Harald Hansens butik. Han var den første i byen med TV. Antennen lå på taget. Han forhandlede også grammofonplader. Han var gift med damefrisør Ellitsgaard Hansen.

Så er vi nået til hesteslagter Tage B. Sørensen, der bl.a. forhandlede hestebøffer. Det fortælles, at der en dag blev glemt en lille gravhund i bagbutikken, da man lukkede og låste. Da det blev opdaget, at gravhunden var væk, ledte man overalt i byen – uden held. Da butikken åbnede næste dag, blev personalet modtaget af en kæmpestor gravhund.

Tæt ved hesteslagteren boede urmager Jens Hansen. Han havde værksted bag butikken, hvor han sad og reparerede ure. – ”Urmager, må vi komme ind til dig?”, spurgte vi, og vi fik småkager, når hans kone kom med kaffe. Det var meget flinke mennesker, fortæller Jørgen Johansen.

Den næste butik var slagter Kusks store, kendte slagterforretning. Her ekspederede bl.a. fru Kusk. Slagteren købte selv kreaturer hos landmændene.

Så er vi fremme ved Skovs Sæbehus, hvor man kunne købe håndsæbe, vaskepulver, toiletartikler og meget mere.

Næste butik var ”Sulelageret”, ledet af fru Mikkelsen. Der blev solgt spegesild, røget makrel, ost m.m.

Ved siden af lå Bager Christensens forretning med bageri i gården. – Der var en dejlig duft, mindes Jørgen Johansen.

Længere inde i gården havde skomager Jens Peter Jensen sit værksted.

Dernæst kom Ellen Christensens ”Modehuset”, hvor man især kunne købe damehatte.

Ved siden af lå skohandler Tue Pedersens forretning ”Rio Sko”.

Så lå der igen en barberforretning, ejet af barber Christoffersen.

Og så kom byens træhandler, Martinus Nielsen. Her kunne man købe lædervarer, men det var først og fremmest legetøj, der blev solgt. Der var utrolig mange varer i vinduerne, og der stod næsten altid en flok børn og trykkede næsen ind mod ruden.

På hjørnet ved Bredgade lå Carl Lauritzens tøjforretning ”Magasin du Nord”. Den blev altid kaldt Carl Lauritzen, og lederen hed Niels Richard Lauritzen. Der var to etager med tøj, dametøj, sengetøj og meget mere. Der var mange ansat.

På den anden side af Nygade, set fra Algade, lå Brønderslev Sparekasse på hjørnet med direktør Hansen som leder, efterfulgt af Laurits Østergaard. Karen Kjølholm var kasserer.

Derefter lå gartner Johan Jensens gartnerforretning, der grænsede op til gården ind til Hotel Brønderslev. Den var belagt med brosten. Hestestaldene i gården blev passet af staldforpagter Frandsen. Men staldene blev raget ned, og i stedet blev der bygget en rød ejendom. Bygherren var træhandler Kjær.

Næste forretning var ”Dansk Svensk Staal”. Der blev solgt isenkram, så som søm, skruer og lignende.

Den næste butik var fiskehandler Rudolf Nielsens forretning, og efter den lå Smørforsyningen med navnet La Palma.

På det sidste hjørne lå Jacob Christensens skotøjsforretning, ledet af Jacob Christensen. To af sønnerne fortsatte i samme genre i henholdsvis Hjørring og Frederikshavn.

Det var Nygade dengang. Selv om det var småt med penge for de fleste, så huskes velvillighed, smil og glæde og god tid.

At være postbud i regn og Storm og med Celuldsdæk er en blandet fornøjelse.

Brrrr! Vækkeuret ringer klokken fem. Posten springer ud af fjerene og kigger ud i mørket. Regnen pisker på ruderne, og stormen hyler om hushjørnet. Det vil blive en drøj dag; men det får ikke hjælpe. I en fart trækker han tøjet på, får lidt at spise og pumper luft i cykelhjulene.

Desværre er ringene ikke så gode, som de skulle være, men det går vel i dag også.

På posthuset er han snart i travl virksomhed med at sortere breve og skrive værdipapirer i sin kvitteringsbog, og så skal tasken pakkes. Det skal gøres omhyggeligt, dels er der så mange aviser og andre papirer, så det er et helt studium, at få det hele stoppet deri – ja i dag må han have en stor pakke ved siden af, og dels skal det hele beskyttes mod den piskende regn.

Endelig er han og hans kolleger færdige, og så tørner han ud i storm og slud i den dæmrende morgen. Længe varer det da heller ikke, før vandet drypper fra ham, mens han aser af sted på de opblødte og ujævne veje. Undertiden må han næsten slæbe cyklen gennem mudderet, men fremad går det, og snart kan han begynde at lægge en avis af her og et brev der; en skal have et pengebrev, som skal kvitteres for, en anden skal betale en opkrævning, et sted afleverer posten en regning i blå konvolut, og manden knurrer så småt, mens en anden med smil modtager en check på mange hundrede kroner.

Hist henne står en ung mand ved et hushjørne og venter på posten, jo der er brev til ham, en lille fin duftende billet, som posten har påset særlig omhyggeligt på, så den er ren og fin trods regnvejret. De fleste breve får ellers efterhånden sørgerande trods påpasselighed, og aviserne får flossede kanter og krøllede hjørner. En lille bekymret mor spørger om brev fra den store dreng. “Nej, ikke i dag, men du skal se, det kommer nok, når du blot giver tid”, trøster posten.

Henne ved købmanden læsset han en stor bunke af, og i stedet får han en anden, næsten lige så stor bunke med sig igen. Et sted står en husmor parat med kaffekanden; i tilgift får hun en lille passiar, mens vandet siler ned ad ham og danner en hel sø på gulvet. Det kvikker svært op med sådan en forfriskning, og lidt efter tramper han igen i pedalerne på de fæle biveje mod den stride vind.

Der skal hænges i, for tredive kilometer eller mere er ingen springvej i et sådant herrens vejr. Nej, så er det anderledes rart om sommeren, når solen skinner og vejen er god, mens lærken kvidrer foroven.

Endelig når posten ud i det yderste af distriktet, og han begynder at vende næsen hjemefter. Men så gør cyklen knuder. Han har nok mærket, at den har hoppet så underligt et stykke tid, men har tænkt, at det var den ujævne vej, som var skyld i det.

Så opdager han til sin forskrækkelse, at Cellulds-dækket har slået en slem revne i siden, og den røde slange stikker ud. I næste gård tiltigger han sig et stykke selvbindergarn til at holde slangen inden for dækket med, og nu går det igen. Så må han stoppe op et sted, hvor manden er i færd med at skrive et brev, “og det skal endelig med i dag”, forklarer han. Posten venter da også tålmodigt en stund, til brevet er færdigt.

På turen møder han en mængde mennesker, og til dem alle har han et venligt ord, særlig til børnene, der sender glade smil til ham igen. Derimod er hundene næsten alle vegne vrede på ham og gør en frygtelig alarm.

Endelig når han træt og udaset tilbage til posthuset, hvor han aflægger nøjagtigt regnskab for alt, hvad han har afleveret og modtaget, og så går turen hjem til hans kone, der sørger for, at han kommer af alt det våde tøj, får noget at spise og bliver puttet i seng en times tid eller så.

Derefter bliver han purret ud igen, og nu må han allerhelst have cyklen repareret, så den kan gå igen i morgen; desuden er der en hel mængde andre ting for ham at pusle med derhjemme, så han kan nok få tiden til at gå.

I disse mørke og våde novemberdag er det ikke misundelsesværdigt at være landpost, og bedre bliver det ikke, når sneen falder, så han må lade cyklen blive hjemme. Men han tager det med et godt humør, og vi andre er glade for ham og beundrer vores trofaste budbringer.

I dag kan jeg sidde her i varmen og modtage mails, opkrævninger, og hvad ved jeg, det kunne man ikke for 70-100 år siden. Alt til mig kommer via en fiberforbindelse eller om en måned gennem et lyslederkabel – det går så hurtigt, så man ikke når at rette fejlene, inden modtageren har prikket “synes godt om” eller det modsatte.

Af Ove S. Johansen

 

 

På Nordjyllands Idrætshøjskole handler idrætten om venskaber, fællesskaber og oplevelser. Vi tilbyder mange idrætsfag inden for bl.a. Fitness, Bold & sport, Outdoor og Uddannelse. Skolen har plads til 127 elever. Hvert år rejser vi til bl.a. Frankrig på adventure- og skiture samt til Club La Santa.

                                                – fra mit perspektiv.

Lidt om højskolens historie

 Nordjyllands Idrætshøjskole slog dørene op for elever første gang i oktober 1986. Forud for det første elevhold gik tanker, idéer og mange års arbejde af lokale ildsjæle. Højskolens første forstander Tage Elkjær blev tilknyttet projektet allerede i 1981. Han blev dog først fuldtidsansat i 1984. Tage Elkjær var med til at forme både højskolens fysiske rammer og værdigrundlaget for højskolen.

Da højskolen startede, lå den idrætslige faglighed inden for gymnastik og boldspil samt alment dannende højskolefag. Det var også en naturlig del af højskoleopholdet, at eleverne uddannede sig til trænere inden for en selvvalgt idrætsgren. Siden hen har skolen udviklet sig til at tilbyde en bredere række af idrætsfag, og også inden for den almene del af fagtilbuddene, er højskolen fulgt med tiden, så fagene i dag bl.a. omhandler bæredygtighed, frivillighed, politik og samfund samt positiv psykologi.

 Eleverne

Eleverne på Nordjyllands Idrætshøjskole kommer fra hele landet – ja, fra hele verden. De er typisk mellem 18 og 25 år, og har det til fælles, at de er glade for idræt og sport. I og med at højskoleophold i Danmark har en høj egenbetaling, har de fleste af eleverne arbejdet og sparet penge op, inden de starter på højskolen. Højskolen stræber efter at give elever, som ikke selv har de økonomiske midler, mulighed for at komme på højskole. Dette realiseres dels gennem Støttekredsen for Nordjyllands Idrætshøjskole, som kan bidrage til elevernes egenbetaling, og dels gennem projekter f.eks. for unge uden ungdomsuddannelse.

Hvad laver vi på Nordjyllands Idrætshøjskole?

I dag har Nordjyllands Idrætshøjskole en bred profil, hvor eleverne kan vælge mellem ca. 50 forskellige fag. Denne udvikling er sket løbende, og tilgodeser at mange forskellige typer af elever finder højskolen attraktiv. Dette gør, at vi får en større mangfoldighed i elevsammensætningen, og dermed kan lave bedre højskole.

I løbet af en uge, har eleverne fire forskellige idrætsfag, og dertil kommer mange forskellige højskolefag. Højskolefagene dækker over en stor variation af alment dannende områder bl.a. foredrag, diskussion og debatfag.  Den almene dannelse integreres også i alle idrætsfag, hvor de specifikke idrætsfagligheder løftes gennem forskellige perspektiver. Eleverne oplever typisk en forskel fra den almindelige træning i f.eks. fodboldklubben, hvor man spiller på hold med andre spillere af samme køn og på samme niveau og alder som en selv. På højskolen spiller kønnene sammen, og der arbejdes med andre områder end teknik og taktik.

Det kan f.eks. være temaer som matchfixing, doping, kropskultur og æstetik, der giver andre vinkler på idrætten, end de områder, som er trænings- og færdighedsbaserede.

Undervisningen er et af tre ben i højskolelivet. De to andre er det pædagogiske tilrettelagte samvær og den ”frie tid”.

Det pædagogiske tilrettelagte samvær er kendetegnet ved at højskolelærere og elever er sammen om at organisere f.eks. højskoleaftner, ture og rejser, diskussionsfora, fester mv. Den almene dannelse ligger ikke kun i undervisningen, men også i høj grad i den samværsform som er mellem højskolens elever og medarbejdere.

Den ”frie tid” er den tid, hvor eleverne ikke har planlagt undervisning eller pædagogisk tilrettelagt samvær. Her mødes de med hinanden i et frit fællesskab, hvor venskaber knyttes og mennesker udvikles i samværet med hinanden.

Forberedelse til videre studier

For mange af elevernes vedkommende er højskoleopholdet en mulighed for at udvikle sig selv personligt i et forpligtende fællesskab. Det er et sted, hvor man kan blive afklaret i forhold til sine værdier og holdninger og blive inspireret til det næste skridt i sit liv. En del elever bruger højskoleopholdet som en overgang mellem ungdomsuddannelse og videregående uddannelse. Nogle af dem ved hvilket studie, de skal i gang med efter højskolen, men mange andre er i tvivl og bruger højskoleopholdet til at blive klogere på f.eks. studievalg. For mange af eleverne er højskoleopholdet også stedet, hvor varige venskaber starter, og et sted, hvor de bliver udfordret på deres livsopfattelse. Her mødes mange forskellige mennesker, som hver især bibringer deres kultur og syn på livet. Det samspil som opstår imellem eleverne og højskolelærerne, samt iblandt eleverne, udfordrer den enkeltes holdning til livet og hverdagen. Derved udvikles den enkelte i fællesskabet. Nogle elever kommer med en målrettet dagsorden om at blive forberedt på et konkret studie. Det er typisk idrætsstudiet på universitetet, lærer- eller pædagogseminariet eller inden for sundhedsuddannelserne. Der er også en del elever, som vælger vores politiforberedende linje, som klargør og udvikler eleverne til optagelse på Politiskolen.

Forholdet til byen og befolkningen i Brønderslev

Jeg har fået mange spændende perspektiver på fortællingen omkring Nordjyllands Idrætshøjskoles opståen, bl.a. gennem en lang brevveksling med højskolens første forstander Tage Elkjær, men også gennem utallige samtaler med skolens første forretningsfører, senere forstander og min kollega gennem 15 år Ole Wille. Det står tydeligt for mig, at højskolen blev til på baggrund af folkelig opbakning. Der var stor interesse for at starte en idrætshøjskole i Brønderslev, og lokale ildsjæle arbejdede i omkring ti år, før det blev en realitet.

Støttekredsen for Nordjyllands Idrætshøjskole samlede penge ind og lavede masser af tiltag, for at skabe fundamentet for højskolens tilblivelse. Denne forening lever i bedste velgående og arrangerer stadig kulturelle arrangementer for medlemmerne, til gavn og glæde for dem og højskolens elever samt medarbejdere.

Idrætshøjskolens forhold til Brønderslev by er godt og gensidigt. Vores elever interagerer med byen gennem handel og events, bl.a. har vi flere gange stået for et stort motionsevent for virksomheder, butikker og byens skolebørn. Ligeledes laver vi i december det traditionsrige nisseløb, hvor alle eleverne løber igennem byens gader iført nissehuer og synger julesange samt spreder god julestemning.

Vores elever bruger byen, når de handler i butikkerne. Det samme gælder vores kursister på sommerens familiekurser. Hver sommer kommer et sted mellem 250 og 400 kursister fra hele landet til Nordjyllands Idrætshøjskole for at være deltagere i vores sommerkurser. De handler også lokalt i Brønderslev. Mange af Brønderslevs borgere kommer ofte på Nordjyllands Idrætshøjskole. Der er flere foreninger, som har deres aktiviteter hos os, og heldigvis er der også god opbakning, når Støttekredsen for Nordjyllands Idrætshøjskole inviterer indenfor til foredrag og koncerter.

Min vej til Brønderslev

Mange spørger mig: ”Hvordan kan det være, at du er flyttet til Brønderslev?” – og ja, det er korrekt, at jeg ikke er barnefødt i byen, men er flyttet til Brønderslev pga. et spændende arbejde.

Da jeg som aktiv idrætsstuderende på Aarhus Universitet så et stillingsopslag fra Nordjyllands Idrætshøjskole i sommeren 2002, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle søge stillingen. Jeg havde læst første år af en bachelor i idræt, en uddannelse, som jeg ville supplere min folkeskolelæreruddannelse med. Egentlig var jeg glad for at være lærer i folkeskolen, men drømte om at undervise voksne og gerne højskoleelever i idræt, og derfor var jeg startet på universitetet.

Jeg fik heldigvis jobbet, og startede d.1. august 2002 på Nordjyllands Idrætshøjskole sammen med to andre nye lærere og en ny forstander: Troels Rasmussen.

Det var en spændende tid, hvor højskolen var i rivende udvikling med nye fag. To af de nye fag var aerobic og spinning, som jeg blev ansat til at undervise i. Det var et modigt og fremsynet valg at højskolen var udviklingsparate og satte disse to – på daværende tidspunkt ret kontroversielle, individuelle idrætsgrene – på skemaet. Jeg husker fra den første tid til møder med andre højskolefolk, at flere kommenterede på, at disse fag ikke var ”rigtige højskolefag”.

Den værdikamp, var jeg vant til fra min erfaring i det frivillige foreningsliv. Jeg havde under hele min studietid været aktiv både i bestyrelsesarbejdet og som instruktør i ASG (Aarhus Studenter Gymnastik). Vi fik i min tid indført spinning, som den første forening i Danmark. Hidtil havde det kun været udbudt i kommercielle fitnesscentre, men vi så et potentiale i at kombinere den gode træning med foreningsværdierne og tog derfor udfordringen op med at etablere et spinninglokale centralt i Århus, uden om de store fitnesscentre. Dette vakte undren hos de kommercielle udbydere, og gav næring til mange diskussioner i foreningsregi – med samme bekymringsminer: ”Spinning er ikke en foreningssport – men en egocentreret kropsdyrkelse”. Siden hen har mange andre foreninger sat spinning på programmet, som en helt naturlig del af udviklingen. Foreninger kan nemlig tilføre den individualistiske præstationskultur noget!

Det var naturligt for mig at flytte til Brønderslev, så jeg kunne deltage i højskolens liv og lokalsamfundet. Jeg blev hurtigt involveret i forskellige ting i byen bl.a. startede jeg som aerobicinstruktør både i den lokale forening BGF (Brønderslev Gymnastik Forening) og som instruktør på Amtsholdet i aerobic, som var et DGI opvisningshold. Det var en god måde at blive integreret i lokalsamfundet.

Min kæreste Hans-Henning (som senere er blevet min mand) flyttede med til Brønderslev, og færdiggjorde sin ingeniøruddannelse på Aalborg Universitet. Vi følte os begge to godt modtaget i Brønderslev, og faldt hurtigt til i Vendsyssels Hjerte.

Fra lærer til viceforstander… til forstander…

I 2013-14 stod højskolen i en svær situation i forhold til at få fyldt elevpladserne op. På det tidspunkt valgte bestyrelsen at lave en strukturændring af højskolens ledelse. Den hidtidige forretningsfører Ole Wille blev ansat som forstander, der tog sig af økonomien og driften, og der blev oprettet en viceforstanderstilling, med ansvar for det pædagogiske område. Den stilling passede fint til mine kompetencer, og interessen for udvikling af det pædagogiske område var opbygget gennem mine mange år som lærer på højskolen.

Det var en bunden opgave at få skaffet flere elever, samt at sikre fastholdelse af eleverne, hvilket jeg så som en spændende udfordring.

I årene efter 2014 drøftede bestyrelsen den fremtidige ledelse og planen var at forstanderen Ole Wille og jeg skulle ”bytte plads” med virkning fra d.1/8-2017.

Det gik dog ikke sådan, da Ole Wille søgte og fik et nyt job i København. Det var naturligt, at jeg tog over på forstanderposten d.1/4-2017, fire måneder før den oprindelige aftale skulle træde i kraft.

Jeg havde heldigvis været i tæt parløb med Ole Wille, så overgangen var ikke så svær, som den måske kunne have været, selvom den kom lidt hurtigere end forventet.

”Forstanderinden”

Igennem tiden har Nordjyllands Idrætshøjskole haft fem forskellige forstandere: Tage Elkjær, Michael Andersen, Troels Rasmussen, Louis Mogensen, Ole Wille. Jeg blev den første kvindelige forstander på Nordjyllands Idrætshøjskole, og var også ”ene høne i kurven”, når der var samling i blandt de øvrige idrætshøjskoler i Danmark. Dog er der siden hen sket den udvikling, at der kommer flere kvindelige forstandere både på idrætshøjskolerne og generelt på højskolerne i Danmark. I 2020 var 20 ud af de 70 højskoleforstandere kvinder.

Det er ikke mit indtryk, at man som kvinde, skal bevise mere – for at få en forstanderpost på en højskole. Man bliver valgt på sine kvalifikationer.

Men jeg kan fortælle en lille anekdote, der mere siger noget om titel, end om køn…

Jeg havde i min tid som viceforstander deltaget på mange forstandermøder sammen med højskolens forstander Ole Wille, fordi vi sammen udgjorde ledelsesteamet på Nordjyllands Idrætshøjskole.

Da jeg gik fra at være viceforstander til at blive forstander, oplevede jeg at andre, særligt dem man i branchen kalder: ”Fyrtårne” (typisk mandlige forstandere som har været i højskolebevægelsen i mange år) begyndte at hilse på mig – som deres ligemand. Tidligere havde de ikke bekymret sig om mig, når vi var til forstandermøder – der var jeg jo ”kun viceforstander”.
Der er sket en stor udvikling rundt omkring på højskolerne siden da. Nu har mange højskoler oprettet viceforstanderstillinger, og det er blevet mere almindeligt, at viceforstanderne også har en plads i ledelsesteams rundt om på de danske højskoler.

Nordjyllands Idrætshøjskole i fremtiden

I år fylder højskolen 35 år, og samtidig kan en ny, stor undervisningsbygning indvies i december måned. Der er tale om en længe ønsket udvidelse af undervisningslokaler til primært fitnessfagene, som nu bliver en realitet. Bygningen er en selvstændig bygning på knapt 1000 kvadratmeter. Husets hjerte bliver det 533 kvadratmeter store rum til cross fit, og der bliver også plads til cardio- og styrketræning, samt spinning og teoretisk undervisning. Med denne investering, er Nordjyllands Idrætshøjskole godt rustet til fremtiden og de 127 nye elever, som starter på højskolen i det kommende år.

Eva Terp-Hansen – oktober 2021

 

Jeg nåede lige netop til morgenkonference til tiden på Brønderslev Sygehus – en sommermorgen i juni 1981- med olie på hænder og tøj fra min motorcykel, som igen havde svigtet, vist noget med platiner. Jeg blev halet ind i skyllerummet af en velmenende afdelingssygeplejerske, før jeg blev sluppet løs til stuegang og andet patientarbejde. Det havde været en kold og tåget tur fra Århus til Brønderslev – helt anderledes end da jeg et år tidligere havde arbejdet som ”junior doctor” i Bangladesh med ”mother and child health care”, og kunne køre mellem grønne rismarker og landsbyer på en lille Honda i 40 grader varme, med sarien blafrende i vinden.

Hidtil havde Vendsyssel været et land, man kørte gennem på vej til Norge – gammel havbund – men da en studiekammerat på sidste eksamensdag på lægestudiet i Aarhus sommeren 1981, ringede og spurgte om jeg var interesseret i et lægevikariat på Brønderslev sygehus i `en – og kun én måned – takkede jeg ja – og følte det næsten som ”at komme hjem”, da en venlig receptionist stod klar kl.02 om natten med en nøgle og et hjerteligt ”Walkommen”! Det blev starten på foreløbigt 40 år i Vendsyssel, og en forrygende tid på Brønderslev Sygehus, som var i en rivende udvikling, både lægefagligt, plejemæssigt og på administrativt niveau. Aldrig siden har jeg mødt en så unik kombination af professionalisme og omsorg, først og fremmest for patienter og pårørende, men også for hinanden.

Desværre blev sygehuset i 1992 nedlagt pga. politiske rævekager, trods en rivende udvikling og massiv fælles samlet modstand fra alle på sygehuset og hele befolkningen.

Den ene måned blev til flere, og førte til en grundlæggende bred klinisk baggrund for mit senere virke som læge. Først med sigte på uddannelse til almen praktiserende læge, siden som børnelæge – eller mere korrekt: speciallæge i pædiatri (børn og unge fra 0-18 år), som jeg nu har praktiseret i 30 år.

Tidligt blev jeg grebet af de uendeligt mange perspektiver ved børnelægevirket, man har altid hele barnet for øje, ikke bare dets lunger eller hjerne. ”Hele barnet” indebærer også familie og vilkår; institution/skole, hjem og fritid. Sundhed betyder (ifølge WHO) fysisk, psykisk og socialt velbefindende – kort sagt: det gode liv. Hvert eneste barn er unikt, hvert eneste barn fortjener betingelser så det kan udvikle sine evner og opnå et godt liv. Børnelæge arbejdet har også globalt perspektiv. Under hele lægestudiet på Århus Universitet var jeg engageret i IMCC (International medical cooperation Commite), hvor vi organiserede sundhedsprojekter i 3. verdens lande, og udsendte medicinske studenter til job i projekterne.  1979 manglede vi pludselig en student – så det blev min opgave at tage til Bangladesh – oplevelser for livet på godt og ondt. Rejste hjem med den faste overbevisning, at jeg hurtigt skulle blive dygtig til kvinder/fødsler og børn- og så af sted igen!

Jeg tror, at hemmeligheden ved tilfredsstillelsen ved at være børnelæge er en iboende nysgerrighed i forhold til det, barn/forældre fortæller, en årvågenhed også for det uventede, opmærksomhed på barn og forældres bekymring – det er dem, der er eksperter på deres barn, en viden om, at ”det sjældne sker” en gang imellem, og en evig bestræbelse på at gøre sit bedste, og vide ”hvor de kloge bor” hvis det helt sjældne indtræffer. En portør på Hjørring sygehus sagde engang til mig efter en lidt dramatisk nattevagt: ”du er den bedste læge jeg nogensinde har mødt”! hvorfor det? ”Fordi du aldrig giver op!”

Efter en del år som læge og overlæge i børneafdelingerne i Aalborg og Hjørring, og Skejby/Aarhus Universitetssygehus – foruden 3 år som børne-unge læge i Frederikshavn kommune, besluttede jeg mig for at starte egen Børnelægepraksis i Brønderslev. Et ydernummer var ledigt i regionen (det betyder overenskomst mellem speciallæge og region, således at behandling er gratis for patienter – fuldstændigt på samme vilkår som alment praktiserende læger. Den eneste forskel er, at børn og unge skal henvises til Speciallægepraksis fra egen praktiserende læge). Ydernummeret – et såkaldt 0-ydernummer, som betyder, alt skal startes ”fra bunden”, kunne efter aftale med regionen flyttes til Brønderslev med klinik start 1. oktober 2007. Jeg havde store forventninger til Brønderslev fra min tid på Sygehuset, derudover ligger klinikken i cykelafstand fra vores hjem, og Brønderslev er jo Vendsyssels Hjerte – placeret midt i, en fordel, når patienterne kommer til speciallægepraksis fra hele Regionen- måske flest fra Brønderslev og omegn.

Ugen op til 1. oktober var travl: En sygeplejerske og en sekretær blev ansat, møbler, legesager og apparatur af alskens slags afprøvet og anskaffet. Undervisning i IT- system foregik siddende på papkasser – udmærket seance indtil al strøm forsvandt fra bygningen. Håndværkere af alle slags arbejdede på højtryk for at omdanne den tidligere tandlægeklinik til brugbar børnelægeklinik, udviste atletiske evner, hver gang de skrævede over en papkasse, skriveborde under opbygning eller nyanskaffet legetøj. Vores datter og hendes veninder kom i fritimer og købte ind og gjorde rent, lavede pjecer, en svigersøn blev webmaster, en veninde bogholder og malede kunstværker – efterhånden er alle funktioner dog langsomt overgået til professionelle firmaer. Senere blev klinikken udvidet med en etage, med mulighed for møderum, rum til undervisning (astma, ADHD) og foredrag, flere konsultationsrum, plads til diverse astma test mm. Kontor for diætist, bogholder, ADHD-konsulenter. Venteværelse blev udvidet med udgang til terrasse med legehus, sandkasse, cafe-møbler, undersøgelsesrum til specielle undersøgelser blev renoveret og udviklet, telefonsystemer og IT løbende udviklet og forbedret. Sideløbende hermed udvikling i personalegruppen. Foruden Børnelæge tæller vi nu lægesekretær, som senere er uddannet praksismanager, 2 børnesygeplejersker, 6 medicinske studenter, som deler en sekretærstilling, og kan multitaske, en ung-medarbejder, 2 ADHD konsulenter, som siden 2010 har afholdt interne kurser i klinikken for forældre til børn med ADHD – foruden pædagogiske samtaler med familier – målrettet ADHD problematik. Tidligere diætist er nu blevet til en kostvejleder, som kommer 2 gange om måneden. Inspirerende for klinikken er hyppige besøg af Yngre læger, som får indblik i, hvordan klinikken arbejder, sygeplejestuderende og desuden 9. klasse praktikanter – med mod på fremtiden. Som led i udviklingen afholdes MUS samtaler årligt, APV (arbejdspladsvurdering) foretages, månedlige personalemøder medvirker til ”ikke langt fra tanke til handling”, og endelig er årets julefrokost og sommerudflugt (også for mænd, koner, kærester og børn) med til at skabe en fælles kultur, hvor et af vores motto er: ”Ingen skal gå forgæves til Børnelægeklinikken.”

Et andet tema er udvikling – så vi hele tiden er i stand til at leve op til krav ”udefra”, det gælder sygdomme (udredning og behandling), her er især brug for kurser internt og eksternt, litteratursøgning, konferencer med kolleger rundt i landet og i udlandet. Klinikken har selv bidraget med artikler/litteratur om børn i klinikken med sjældne tilstande – og holdt foredrag rundt omkring – såmænd helt i Sydkorea. F.eks. er bensmerter om natten ikke vokseværk, men oftest restless legs syndrom/hvileløse ben, en lidelse som ikke er almindelig kendt, men som kan behandles effektivt og billigt. Lang tids mavesmerter og diarre kan være en ”mikroskopisk tarmsygdom, som kan behandles- billigt og effektivt. Mange tilfælde af tilbagevendende høj feber med regelmæssige intervaller, kan være PFAPA syndrom/periodisk feber, som er en sygdom, der kan behandles effektivt, uden bivirkninger – og børnene undgå fravær fra skole og institution.

Voksende krav om kontrol- som modsætning til tillid til hinanden – øger mængden af registrering og administrativt arbejde betydeligt. Derudover gennemgår vi/klinikken en løbende kvalitetsudvikling, med fast akkreditering af Danske Regioner hvert 2.-3. år, hvor alt bliver minutiøst gennemgået – lige fra journalnotater, fagligt niveau, administrative/ledelsesmæssige forhold, rengøring, hygiejne, håndtering af diverse prøver, hjertestop behandling. Vi er bestået hver gang med diplom.

Efter reception d. 1. okt. 2007 meldte hverdagen sig: Ville vi overhovedet få henvist patienter til klinikken? Hver morgen trak vi lod om, hvem der skulle se i postkassen. Og når telefonen ringede en enkelt gang om morgenen, fik vi en følelse af, at der var/ville blive bud efter os?

De første 7 henvisninger til klinikken lød på ADHD udredning. Traditionelt en børnepsykiatrisk opgave (selvom der altid har været tradition for, at praktiserende Børnelæger i Danmark, såvel som i udlandet, foretager udredning og behandling af børn og unge med ADHD). Slukøret tænkte jeg, at disse henvisninger burde returneres, og så måtte vi vente på børnelæge-opgaver. Men, hvad nu, hvis vi ikke fik andre henvendelser? Og børnepsykiatrien havde på dette tidspunkt 5 års ventetid!

Jeg kontaktede den meget erfarne praktiserende børnepsykiater i Nørre Sundby og forespurgte forsigtigt, om han måske ville bistå lidt med noget fagligt (Jeg havde stiftet bekendtskab med børn med ADHD – dels i Frederikshavn kommune som skolelæge/børne-unge læge, og på Hjørring Børneafdeling, men ikke selv haft ansvar for udredning og behandling). Efter lidt tøven indvilgede han i faglig sparring, det udviklede sig til et fantastisk samarbejde, som gennem årene har bevirket, at hundreder af børn med ADHD er udredt og behandlet i Børnelægeklinikken, og har fået en helt anden tilfredsstillende skæbne (uddannelse, ro i familien, gode venner, ingen misbrug eller ulykker) end der lå i kortene forinden behandling.

Kort sagt: devisen om, at det man laver meget af, bliver man dygtig til – nok ikke rammer helt ved siden af. Jeg er tidligt godkendt/akkrediteret af både Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner til dette arbejde. Har efterfølgende, som Børnelæge, medvirket til at fastlægge kriterier for udredning og behandling af børn og unge med ADHD gennem arbejdsgrupper i Sundhedsstyrelsen. Kriterierne er nedfældet i Nationale Retningslinjer – meget brugbare (udfærdiget på baggrund af videnskabelig viden – og indimellem klinisk erfaring). Den sidste arbejdsgruppe havde til formål at fremme tidlig udredning og behandling af ADHD, en slags håndslag mellem Region og kommune og diverse faggrupper for at forløbene skulle foregå gnidningsløst. Evaluering af virkeligheden har været yderst skuffende!

Efterhånden trak vi ikke længere lod om at kigge i postkassen efter henvisninger – klinikken fyldtes af mange forskellige børn med mange forskellige problemstillinger. Intet problem er for lille – eller stort – til at blive taget seriøst. Ingen bliver afvist. Min umiddelbare holdning er – trods skiftende vinde i børnelægekredse – at børn har krav på at blive udredt for symptomer, som generer dem, forstyrrer deres funktioner. Er det mavesmerter, er det ikke nok at tro, at de kan skyldes ting, der foregår andre steder end i maven – man må ikke overse glutensygdom, laktoseintolerans eller andre sygdomme i mave-tarm kanalen, evt. urinveje, eller en sjælden gang ”skjult astma”. Når så en effektiv udredning måske ikke har givet svar på problemet, bliver næste spørgsmål: Skal der laves yderligere undersøgelser (afhængigt af problemets karakter), eller hvor ”ligger hunden begravet”? Er der tale om belastninger – institution/skole (faglige vanskeligheder, alt for lange skoledage, mobning mm), hjem eller fritid? Hvori består disse? Hvordan afklares og løses problemet? Er der tale om høje egne forventninger? Er der tale om belastning pga en underliggende problemstilling- koncentrationsbesvær, autisme, angst, særlig følsomhed? Andet? Skal andre fagpersoner ind i billedet? Osv.

Samme tankegang gør sig gældende ved eks. hovedpine/migræne, smerter i bevægeapparatet. Vejrtrækningsbesvær er ikke bare astma osv. Vandladningsproblemer er ikke bare våde senge. Forstoppelse er ikke bare dårlige vaner. Forsinket udvikling skal ikke bare ”gå over” men afklares og håndteres i samarbejde med forældre og øvrige aktører. Problemstillingerne kan af og til være komplekse, men ofte har barnet/den unge og/eller forældrene nøglen til forståelse.

En forholdsvis ny gruppe af spædbørn er de seneste 3-4 år henvist med alvorlige søvnproblemer, skrigeture og spiseproblemer. De bliver alle udredt grundigt, vi finder stort set altid en forklaring og aftaler efterfølgende behandling/og eller håndtering af problemet. Fælles for næsten alle er, at de forinden har konsulteret kiropraktor, zoneterapeut, kraniosakral massage, enkelte homeopat, mange har fået klippet tungebånd – her eller i udlandet! Jeg tænker, alle disse tiltag er udtryk for desperation hos forældre. Mon det kan skyldes, at der er skåret ind til benet på fødegange og barselsgange og sundhedsplejerskens ydelser til nybagte familier? Mor og barn bliver ikke længere indlagt til etablering af amning, eller blot at lære sit barn og dets signaler at kende, få ro uden at skulle leve op til krav og gæster, få svar på mangfoldige spørgsmål, som trænger sig på?

For at få større forståelse for barn og forældre og vilkår de første år, arrangerede vi – mens jeg var formand for Lægeforeningens sundhedsudvalg i Nordjylland – for en del år siden, en stor konference om 0-3åriges start på livet – for alle relevante fagpersoner. Den kunne nok med fordel være fulgt op på. Småbørnsfamilier er generelt meget pressede på både tid og kræfter.

Med hensyn til spiseproblemer var jeg som børnelæge i 10 år medarrangør af en kostkonference – sammen med diætist, tandlæge og pædagog fra børnehave, besøgt af 70 til 100 personer hvert år. Vores formål var dels at alle institutioner og skoler fik udarbejdet en kostpolitik, at sund mad var tilgængeligt og at både fagpersoner og forældre havde et naturligt forhold til mad og måltider.

Der er to begivenheder de senere år, som markant har ændret billedet i forhold til henviste børn:

Den ene begivenhed er Skolereformen i 2015. Den bestod i korte træk af meget lange skoledage- for de mindste årgange 30% længere skoledag, skoletvang med tvungne lektiecafeer – selvom Grundtvig fik afskaffet skoletvang for 150 år siden og i stedet fik gennemført undervisningspligt. Reformen blev gennemført sammen med lærernes forlængede skoledag, som betyder, de ofte ikke har tid til forberedelse, og endelig lov om inklusion, som betød at børn med diagnoser og betydende problemer skulle gå i (inkluderes i) almindelig klasse i stedet for specialklasse.

Bekymrende mange børn blev syge, henvist med tics, søvnbesvær, angst, opgivenhed, træthed, tristhed, urininkontinens, udadreagerende adfærd, mavesmerter, hovedpine, ondt i benene, skolefravær – helt ”almindelige børn”, som ikke tidligere har udvist belastningssymptomer. Efter grundig udredning uden fund af fysiske årsager, aftaltes aflastning – ofte i form af kortere skoledage. Det var nærmest hjerteskærende at se, hvordan belastningssymptomerne svandt efter blot 14 dage. Jeg gjorde opmærksom på problemet i den offentlige debat (som en læge jo skal, hvis hun/han bliver bekendt med samfundsmæssige forhold, som skader borgerne – her børnene). Men ingen argumenter hjalp (Politiken 4. okt. 2015). Siden har samtlige uvildige undersøgelser vist, at skolebørns faglige niveau er faldet over hele linjen, trivslen er dårligere, og den sociale ulighed blevet større. I klinikken er billedet det samme. Den eneste udvej forældre har, er med en lægeerklæring at aflaste børnene. Da jeg for et par år siden havde skrevet 300 lægeerklæringer, holdt jeg op at tælle. Helt galt er det for de børn med ADHD, jeg følger. Massiv skoleforsømmelse, eller forældre bliver ringet hjem i tide og utide til skade for både barn og forældre, som oftest ikke kan passe et arbejde. Enkelte skoleledere kalder fraværet ulovligt, underretter socialforvaltning, som i enkelte tilfælde fratager familien børnepenge. Andre skoleledere er klar over problemets kærne og får holdbare aftaler med forældre, som børnene kan leve med uden at blive syge.

Udover selve reformen er kravene siden strammet betydeligt, flere test, flere eksamensfag, flere børn i klasserne – alt sammen forhold som øger belastningssymptomerne.

Med mine mange år i forældreråd og skolebestyrelse – de sidste år som formand for skolebestyrelsen på Skolegades skole, undrer det mig, hvor skolebestyrelserne er henne, når det gælder børns trivsel? Hvorfor træder skolebestyrelsen ikke i aktion, når den bliver bekendt med, hvor mange børn, der ikke er i trivsel, ikke følger skolegang, har fravær, fordi de ikke magter den lange skoledag og de til tider mange lektier, larm og uro i de store klasser?

Der findes i Regionen skoleledere, som er helt bekendt med og fortrolige med, at en del børn ikke magter skoledagen – og derfor sammen med forældre arrangerer en skoledag, som passer til barnets ressourcer. Hvorfor gør langt flere skoleledere ikke det? Og hvorfor presser skolebestyrelserne ikke på, som repræsentanter for børn og forældre?

Den anden store begivenhed, som mærkes i Børnelægeklinikken:

Region Nordjylland bestemte, 1. jan. 2017, at man vil udtage børn til udredning for ADHD fra overenskomst med praktiserende børnelæger (Speciallæger i pædiatri), og i stedet bede børnenes praktiserende læge om at henvise disse børn til Børnepsykiatrisk afdeling. (Umiddelbart forekommer det diskriminerende, at det er den eneste gruppe børn, undtaget fra overenskomsten). På dette tidspunkt passede vi tre praktiserende børnelæger i Regionen 700 børn med ADHD, mens børnepsykiatrisk afd. passede 100. Beslutningen har betydet, at børnepsykiatrisk afd. afviser ca. 80 % af de henviste med et krav om, at børnene først skal have foretaget en skolepsykologisk udredning – som der er 9-12 måneders ventetid på, hvis PPR overhovedet vil gå ind i sagen. Resultatet er, at jeg/klinikken i stedet modtager børn til udredning med alverdens symptomer, som skyldes uerkendt ADHD, eller følgesygdomme til ADHD: skolefravær/fobi, angst, depression, mistrivsel, temperament, træthed, indlæringsproblemer, tics, adfærdsproblemer, OCD – i sandhed problemer, der burde tages hånd om i børnepsykiatrien, langt tidligere. Ingen bliver på forhånd afvist, enkelte anbefalet psykolog – børn med autistiske træk henvises til børnepsykiatrien, men afvises ofte. De børn som diagnosticeres med ADHD, bliver alle tilbagevist fra psykiatrien og får derefter relevant behandling i Børnelægeklinikken.

Jeg har forgæves forsøgt at løse problemet i Regionens samarbejdsudvalg for Praktiserende Speciallæger, politikere og embedsmænd. Jeg har forsøgt at tale disse børns sag i medierne uden held, har også sendt kronik fra Nordjyske til både Sundhedsminister og socialminister – uden respons.

Når forældre desperate kontakter socialforvaltningen med henblik på hjælp i hjemmet, hjælp til at barnet bliver udredt, tilskud til dyr medicin, fri med tabt arbejdsfortjeneste, evt. kugle/kædedyne til alvorlig søvnforstyrrelse, er svaret: ”Nej, han/hun hører ikke til målgruppen”. ”tabt arbejdsfortjeneste giver vi aldrig”. ”Kugledyne kan først – hvis overhovedet – udlånes, når alle andre behandlingsmetoder er udtømte”.

Forældrene til disse nødstedte børn møder ofte en mur af manglende forståelse og forsøg på at hjælpe – stik imod Lov om Social Service! Oftest er de ikke klar over, at de kan gå videre til Den sociale Ankestyrelse med henblik på at få omgjort den kommunale beslutning – eller i hvert fald få et kvalificeret grundlag for beslutningen. Min opgave er i den sammenhæng at gøre opmærksom på barnets/forældrenes rettigheder, de rette procedurer med skriftligt afslag og udlevering af klagevejledning, samt videregive relevante lægelige oplysninger.

Jeg undrer mig over, at man med den kultur kan udholde at være ansat i et fag, som burde være båret af menneskelighed og professionalisme.

Jeg er selv vokset op i en børneflok på 8, i en præstegård i Salling. Min far var præst, min mor praktiserende læge – foruden organist. Der var altid mange børn – feriebørn, børn som trængte til luftforandring hjemmefra, nødstedte børn, børn som havde mistet. Præstegården fungerede desuden som sognegård – sommermøder, sang fra højskolebog og salmebog, foredrag, menighedsrådsmøder.

Derudover kom alle slags mennesker: professorer (som indimellem havde brug for ro på landet til at skrive en bog færdig), teologer og filosoffer, købmand, landmænd, husmænd, arbejdsløse, landevejsriddere.

Der foregik utallige spændende diskussioner ved det 5 meter lange spisestuebord om etik, filosofi, kommunikation, retssamfund/rettigheder/pligter og meget andet. Vittigheder var næsten altid et fast punkt i samtalerne.

Kort sagt: ”gør døren høj og porten vid”: Ingen gik nogensinde forgæves – enten de kom for sjælesorg, lægekunst eller hjælp i al almindelighed.

Mit liv som læge i Brønderslev har været som en rejse på oprørt hav. Heldigvis har jeg lært at navigere (har både Yachtskipper eksamen og eksamen i astronomisk navigation). Jeg har endnu ikke brugt min organisteksamen – til gengæld fyldes mit sind med stille glæde, når jeg sidder ved klaveret eller spiller op til folkedans på min harmonika.

Mine bestræbelser som børnelæge kan rummes i Carl Sharnbergs digt:

 

Giv børnene ret til at lege og lære

at drømme og forme, leve og være.

Kun der, hvor børn kan føle sig trygge,

gror det, de gamle kaldte for lykke

 

Karen Tilma

20. oktober 2021

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er en ægte Brønderslev pige og har altid beskæftiget med  kontorarbejde. Jeg startede op på Radio 101.2 FM i 1987 i receptionen og var tillige studievært i bl.a. ”Send en hilsen”

Jeg er født i 1942 i en af de hårde vintre. Vi boede i Valby, Parallelvej. Der var en storesøster Åse og 2 år efter at jeg kom til, fik vi en lillesøster Inge.

Vi boede til leje ved en ældre mand som boede på 1. sal. Han var noget uligevægtig, og vi blev sagt op flere gange. Og hver gang kom han bagefter og bad os om at blive. Det ville mine forældre ikke blive ved med at stå model til, den måde han opførte sig på, så de besluttede at ville flytte. Vi ventede på, at Boligforeningen PM skulle få færdiggjort deres byggeri af nye rækkehuse. Vi fik så indtil de var færdige, husly i Dammens Vænge. Vi var i Dammens Vænge et års tid.

Det var en god tid for vi børn. Vores mødre gik hjemme, så vi kunne altid komme til de forskellige mødre, hvis der var noget galt, hvis vores mor var taget til byen. Det var ligesom i en børnehave.

I året 1949 flyttede vi til den nye lejlighed og jeg skulle starte i skolen på Thygelsgades Skole/Skolegades Skole og senere Søndergades Skole, som var blevet færdigbygget.

Da min klasse skulle flyttes til Søndergades Skole, skulle vi, der boede vest for jernbanebommene på Søndergades Skole. Jeg gik i 4. mellem i to år på grund sygdom. Det var ikke så slemt, da det var de samme lærere. Jeg kom i samme klasse som Tonny Bistrup og efter mellemskoleeksamen, gik jeg på Aalborg Handelsskole.

Vinteren dengang var altid med megen sne og frostvejr.

Min far arbejdede hos Kommunegartneren Ulrik Thomsen som var leder. Om sommeren klippede min far alle Kommunens græsplæner med en klipper, som han sad på.

Om efteråret skulle der rives nedfaldne blade sammen og de blev så samlet i en stor dynge og brændt. Det blev et stort bål i Hedelund. Så var der tiden derefter, hvor der skulle bindes guirlander til byens juleudsmykning. Det foregik i den Runde Pavillon, 4 mandstærk. Min far var også altid med ude i skoven og udpege det store flotte juletræ, som skulle stå ved Stationen og senere på Torvet.

Når der havde været frostvejr i nogle dage, var det så vi kunne løbe på skøjter på mergeldammen syd for Søndergades Skole, men et par år efter, blev det på græsarealet nord for Søndergades skole, da det var for farligt på mergelgraven.

Min far og et par medhjælpere overrislede plænen om natten og min far fejede den om dagen.

Min mor, søster og jeg vi tog hen til dem ved midnatstid med en god varm drik. Senere blev isen lavet på plænen ved Friluftsbadet og det endte senere med at skøjtebanen blev flyttet til dammen i Hedelund. Det var så hyggeligt og der kom mange store og små børn som løb rundt på isen. Om natten fejede far så skøjtebanen med fejemaskine. Engang faldt han igennem med maskinen.

Vi har altid syntes, at der i ungdommens dage var rigtig meget sne og der kunne være glat føre. En dag var en stor lastbil læsset med sild skredet ud ved åen syd for Øl Bryggeriet og før Vandværket, hvor der løb en bæk. Sildene havnede ved og omkring lastbilen. Det rygtedes til byen. Jeg tog sparkestøtten, som Karetmageren havde lavet til os, og sparkede derud, der var fin sne og isbelagt vej hele vejen derud. Jeg havde en balje på sparkestøtten, og fik den fyldt op med sild. I en Aarhus avis var der en tegning. En kat stod på bagben ved billetlugen på en Station og bad om en tur/retur til Brønderslev.

Karetmageren i Vestergade Peter Christiansen havde 3 børn, Anna, Kaj og Jens Peter. Konen dør og Peter flytter på Sjælland til Fuglebjerg., da han fandt sin 2. kone, som var distriktsjordemoder. De får sønnen Niels. Anna bliver fiskerkone i Skagen. Kaj forbliver ungkarl og arbejder i mange år på Grønland, men ender i Skagen.

Jens Peter gift med Aase (min storesøster), han var udlært på Pedershaab Maskinfabrik, bliver gift da han var soldat. De fik bopæl i Nørregade i en lille bitte lejlighed på loftet i et hus, skråt overfor Sygehuset i 1958. Der var dengang dårlige tider. Pedershaab fyrede folk. Jens Peter søgte arbejde og fik job på fabrik i Silkeborg. Kammeraten Svend Erik Malling Madsen tog med til Silkeborg.

Efter et halvt år flyttede han med Aase og 2 børn til Virklund, hvor de købte hus. De fik de 4 børn og alle bor i Virklund. Aase og Peter er døde og Niels er død. Jens Peter havde flere kammerater i Brønderslev, Gert Olesen, søn af købmanden i Vestergade, kunstmaler Hugo Thomsen.

Boligforeningen Fredensbo lå vest for Søndergade. Et par gange gennem min barndom udbrød der krig mellem de to kvarterer der lå henholdsvis øst og vest for Søndergade hvor de mødte op og de sloges mod hinanden med kæppe og hvad de ellers kunne bruge når de sprang på hinanden. Der var en der ville slå Inge. Inge sagde til ham. Du er for stor, sæt dig ned og det gjorde han og Inge gav ham en svingende lussing.

Vi havde en god barndom. Pengene var små. Vores far har i mange år været dårlig – i hele vores barndom -, men han havde altid arbejde. Mor og far boede i det første år i Hallund og derefter i Saltum, hvorefter de flyttede til Brønderslev. Da de boede i Saltum, fik far og vores onkel Jens arbejde ude på flyvepladsen i Aalborg. De arbejdede hele dagen der og havde en spand med mad, med til hele dagen. De cyklede tidlig morgen og kom hjem ved aftenstid. Mor syede vores tøj og til fremmede for en lille skilling.

Der var ikke noget der hed lommepenge og vi måtte hjælpe til derhjemme. Vi havde pligter. Senere tjente vi selv vores lommepenge. Vi gik med barnevogn efter skoletid, og passede børn om aftenen når forældre skulle i byen.

Når tiden kom og roerne skulle tyndes ud, og ukrudtet rykkes op cyklede vi på landet og spurgte efter arbejde hos bondemanden. Vi cyklede hver dag efter skoletid, ud i roemarken og havde hakkeren med på cyklen. Når min far kom hjem fra arbejde, kom han ud i marken for at hjælpe mig, for jeg havde ikke det bedste helbred, men jeg ville jo så gerne tjene penge til sommerferien, som altid fandt sted i Silkeborg hos vores kusine Jytte. Vi fik hver år gennem skolen, tildelt en billet med toget til den ønskede rejse. Vores kusine kom også i løbet af ferien til Brønderslev og Klæstrup. Hun var så hos vores mormor, så vi besøgte hinanden og foretog noget sammen. Vi cyklede hver gang ca. 10 km. til Klæstrup, men sådan var det dengang. – Ingen bil -.

Vi havde altid været hos vores bedsteforældre og hjælpe til med at lave tørv. Min far stod i tørvegraven og skar ud. Vi kørte en slidsk trukket af en hest, turen til hen til kanten af graven og læssede så tørv på, og hesten trak så slisken hen på marken hvor vi lagde dem i rækker, så de kunne ligge og tørre. Nogle dage efter skulle de så vendes.

Vi hjalp også til med at køre hø ind som skulle stikkes op på høloftet og vi vaskede hønseæg der var samlet ind hos hønsene, og de skulle så sendes med op til købmanden, hvor de så blev ombyttet med varer. Mælken fra køerne blev hver dag i spande kørt til mejeriet af en kusk, som så havde varer med tilbage, hvis man skulle have det.

 Julen i barndommen

Vi så meget hen til julen med de forskellige traditioner. Vores mor tog ned til vores bedsteforældre, hvor hun var med til at partere gris og lave de forskellige ting. Der blev lavet blodpølse, medisterpølse, leverpostej. Ellers blev grisen parteret i de stykker som var passende. Vores mor fik altid noget med hjem af sulet. Vi havde også travlt med at bage småkager, næsten altid 7 forskellige slags. Når småkagerne var kommet i kasser, blev de tapet til, for at vi ikke skulle spise dem inden jul. Grønkål skulle vi også have til jul. Vi spiste kål faktisk hver dag i hele julen. Min far skyllede kålene, derefter skulle de ribbes, noget vi børn hjalp til med.  De blev herefter kogt i gruekedlen. Min mor skulle altid smage dem til. Der skulle også lidt hvidkål i, for at tage den stærke smag. Når de var kogte, skulle de efter afkøling, krystes og laves til boller, noget som vores mor og far gjorde. Vi lavede altid ca. 40 boller, som blev lagt i en zinkbalje, som stod ude i haven hele julen. Der var tit frost. Vi havde altid gæster 2 til 3 gange i løbet af julen.

Juleaften var altid hos vores mormor og morfar i Klæstrup. Vores far lånte altid en bil til at transportere os ned til Klæstrup. Engang på vej derned kom et hjul og overhalede bilen. Vi var heldige at vi var nået næsten til vejs ende og vi gik det sidste stykke over markerne. En anden gang vi kørte i en lastbil, kørte vi på grund af glat føre ind i et hus ved svinget, da bilen grundet glatføre skred ud. Vi blev hentet af morbror Egon i kane. Vi overnattede der altid. Vi var mange. Morbror Karl, morbror Jens og deres koner og vores kusine Edel fra Dronninglund og Jytte fra Silkeborg og onkel Egon og moster Agnes, de boede stadig hjemme. Os fra Brønderslev var far, mor, Aase, Elin og Inge.

Vi spiste julefrokost juleaftensdag her hjemme i Brønderslev. Det var grønlangkål, kogt flæsk og medisterpølse. Vi tog så afsted ca. kl. 16,30 til Klæstrup. Vores morfar hentede juletræ og satte fod på og stillede det ind i den pæne stue. Vi andre var i køkkenet for at rydde op efter julemiddagen. Vi børn sad i køkkenet og tegnede eller sang. Min morfar fik træet pyntet og tændt de levende lys. Først da måtte vi se juletræet, som vi gik rundt om og vi sang julesalmer. Gaverne blev så delt ud, det ordnede min moster Agnete og onkel Egon. Da det hele var overstået, kom vi børn så i seng. Mændene fortsatte med at spille kort. Vi tog så hjem til Brønderslev og dem der kunne, onkel Jens og familie tog hjem efter et par dage i Klæstrup. I Juledagene og Nytår fik vi som regel besøg et par gange af fars familie.

Nytårsaften havde vi i mange år besøg af onkel Holger og Elna, som kom på besøg efter at de var flyttet fra Aalborg her til Brønderslev. De andre juledage havde vi besøg af farbror Henry og Marie med børn.

Vi har altid skrevet julekort til familie og venner. Jeg holder stadig ved den tradition. Jeg laver i dag selv julekort og skriver rigtig mange. I år 2020 sendte jeg 39 kort. Det er så ærgerligt at den tradition er ved uddø og jeg tror en begrundelse kan være, at alle har travlt. Man skal begynde med at forberede i lang tid inden jul, der skal skrives adresser på alle kort og så skriver jeg et par stykker hver dag i julemåneden.

Min far

Min far var bondesøn og har altid være karl på landet. Det var sidst i 1900trediverne og dårlige tider. Smågrise blev smidt på mødningen, da man ikke havde penge til at kunne fodre dem op. For at få penge til det fornødne, købte min farfar en bil, som min far skulle køre taxa med. Min far kunne køre bil, da han var 14 år. Pengene som kom fra Taxakørsel, skulle min far altid aflevere til min farfar. Min far lærte aldrig hvad penge var værd. De boede på gården Ultved ved Tylstrup og senere V. Gerndrup i Øster Brønderslev. Bilen han kørte i var med skorsten og skulle fyres med bl.a. tørv.

 Mig selv

Jeg har været i en forretning, Vinther & Andersen Eftf. i Brønderslev, en afdeling af Otto Herford i Hjørring. Beskæftiget med salg af fast og flydende brændsel. Var ansat der i 5 år.

Kom derefter på Pedershaab Maskinfabrik i indkøb og på tegnestuen PM 3 på Saltumvej i 1 ½ år. Herefter et job som var et sygevikariat hos Aalborg Stiftstidende. Senere hos Vendsyssels Tidende i Frederikshavn. Efter 1 ½ år stoppede jeg da mit helbred ikke kunne klare det mere.

Derefter tog jeg et 3 mdrs. kursus i Aalborg indenfor handel. Da det var slut, fik jeg ansættelse i et vikarjob på HCA-dress i Brønderslev. Det var slut på mit arbejdsliv, og jeg fik tilkendt pension. Jeg boede stadig hos mine forældre indtil jeg blev 30 år.

Hver lørdag så ser jeg på TV tipsfodbold. Jeg blev ivrig fodboldfan, og begyndte at rejse ud for at følge landsholdet.

Har været med der, ude i den store verden. Det kunne lade sig gøre m.h.t. helbred, for når jeg kom hjem, var jeg hos min forældre og kunne blive plejet der. Det foregik fra 1982 til 1998, da måtte jeg give op. Den sidste rejse var til Frankrig og jeg havde en niece`s søn Casper med på turen.

Jeg startede så på Lokalradioen i Brønderslev som var nystartet. Den var startet op i St. Blichersgade 20. Det var i år 1987. I 1992 flyttede den til Stjernekrydset. Jeg sørgede for at besætte personale til receptionen. Der var 5 frivillige. De havde 2 timers vagter hver 2 gange om ugen. Var der en der var forhindret, måtte jeg tage vagten. Jeg lavede udsendelser på 2 timers vagt. 4 forskellige udsendelser: ” Gæst i Studiet”, ”2 generationer”, ”En lytterpladevalg” og ”Mit eget valg”. Hver anden søndag medvirkede jeg ved ”Send en hilsen” hvor vi var 2 til at læse op i de to timer.

Da radioen flyttede til Stjernekrydset fik vi nye møbler, da vi faktisk ikke havde noget, kun noget skrammel. De nye møbler fik vi fra Handelsbanken i Greve, da de der skulle have alt skiftet ud. Vi fik alt hvad vi kunne stable op i en lastbil og fik det kørt til en lade i Øster Hjermitslev hos et bestyrelsesmedlems kusine.

Mit helbred var ikke godt og jeg var sygemeldt fra Radioen i flere måneder og måtte så til sidst sige fra – desværre.

Da jeg et par Gange har nævnt noget om mit helbred, som ikke er så godt, skylder jeg at fortælle, at jeg er født med en arvelig sygdom som hedder Stickler Syndrom, som bl.a. bevirker, at det gør mig svagelig m.h.t. aktiviteter. Der er ting jeg ikke kan være med til. For eks. har jeg aldrig dyrket gymnastik. Det viste sig allerede, ved min første skoledag. Vi skulle starte med en gymnastiktime, min mor var med på denne dag. Jeg græd og kunne ikke være med, fordi jeg havde defekte hofter. Læreren fru Thorninglund sagde til min mor, at hun skulle tage med mig hjem og har derfor aldrig haft gymnastik. Samtidig fik jeg et cykelkort, så jeg kunne få lov til at cykle i skole. Dem der boede øst for banen, måtte ikke cykle til skole hvilket vi gjorde.

Sygdommen medførte også, at jeg var født med ganespalte og skøre nethinder, nærsynet og dårlig hørelse. Defekte knogler og tiltagende gigt.

Mange børn spurgte til tider om, hvorfor jeg gik sådan, de spurgte direkte, mens voksne råbte grimme ord efter mig. Tit gik jeg en omvej, når jeg skulle ind til byen.

Min søster Inge og vores fælles veninde Kaja meldte sig til Spejderbevægelsen hos Baptisterne. Jeg ville også gerne, men der ville sikkert blive problemer med helbredet.  Deres tropsfører Inger, som stammer fra Strikkeren i Hedelundsgade, var hjemme for at snakke med mor om problemet. Hun mente, at jeg sagtens kunne være med. Jeg fik bare andre opgaver, nå vi skulle ud til bl.a. Skattejagt. Så vi var i Spejderbevægelsen indtil vi skulle ud at arbejde.

Jeg tog kørekort som nittenårig hos kørelærer Valgren Hansen og deltog i teoriaftenerne og kørte med nye elever på køreteknisk anlæg, indtil de skulle køre ude i byen. Jeg tog senere erhvervskørekort og kørte Taxa i weekenden. Og nogle hverdagsaftener efter normal arbejdstid. Jeg kørte for en vognmand i Vraa, Gunnar Ingvardsen, det var dengang der var fri hastighed. Det var rigtig sjovt. Jeg fik altid ros, selv om jeg kørte til, med det var altid en glidende kørsel.

Jeg har været indlagt på Øjenafdelingen og er blevet opereret for grå stær og har altså nu et godt øje.

Jeg fik nye hofter da jeg var 36 år, og siden blevet jeg undersøgt jævnligt og har også fået nyt sat ind.

I 1955 i en tysktime sprang nethinden, dvs. perforeret. Jeg tog hjem om middagen og min mor fik mig med til øjenlægen i Hjørring. Jeg blev indlagt med det samme på Sygehuset og var der så i 14 dage, hvorefter jeg blev sendt hjem og 2 dage efter tog min søster Aase mig med til Rigshospitalets Øjenafdeling og blev opereret. Her var jeg så i 3 uger og kom hjem til Mortens aften. Dengang opererede de med nål og tråd. Det holdt jo ikke, så jeg måtte afsted igen. Min far fulgte mig på hospitalet og igen blev jeg opereret, men det var ikke bedre med nethinden. Den var fuld af ene små huller. En sådan operation som den første, var jeg igennem den 1. uge m/bind på begge øjne og så en uge med det raske øje fri, 1 uge med sorte lukkede briller med en lille prik i, for at øjnene skulle arbejde sammen. Så hele operationen varede 4 uger. Det var altså nytteløst. Jeg har siden for ca. 8 år siden fået 5 huller i nethinden på det raske øje, som øjenlægen opdagede og jeg tog straks på Rigshospitalet igen og efter 2 dage var der 34 huller, som blev laset, men det er så gået godt siden. Jeg har protese på det øje som ikke virker og har netop for kort tid siden fået en ny protese.

Jeg var født med ganespalte og kunne ikke bruge almindelige sutter. Min mor lavede en af 2 gazebind. Da jeg var 4 år, kunne man operere mig og mor og jeg rejste sammen med tog til Diakonstiftelsen i København, det eneste sted de foretog den slags operationer. Min mor måtte tage hjem og efterlade mig der. Inger var dengang 2 år og Aase var 7 år og var jo derhjemme. Jeg var der en halv snes dage. Jeg havde en faster, som kom og besøgte mig et par gange. Havde det været i dag, havde min mor boet der under indlæggelsen.

Jeg har været indlagt rigtig mange gange og aldrig haft nogen til at være hos mig under indlæggelserne. Jeg har nu også en meget dårlig ryg.

Jeg har oplevet mange ting på sygehuset i alle disse år – 75 år til i dag.

Nu om dage bliver man meget tit repareret og nye metoder dertil, bliver taget i brug og ofte kommer man hjem 1-2 dage efter, mange ting er forbedret og man gør nye opdagelser.

I 1999 blev jeg påkørt af en lastbil, medens jeg var på cykel. Den skulle dreje til højre i krydset ved Føtex i Algade. Jeg lå i klemme mellem lastbil og cykel og det gik ud over mine fødder. Jeg lå på sygehuset i 8 uger. Jeg var på vej til Lokalradioen.

Her i 2021 bor jeg i en dejlig lejlighed i Midtbyen i ejendommen hvor også  Løvbjerg og Apotek ligger. Her er der mange flinke naboer som jeg har det rart sammen med.

 

 

Borger9700

blev dannet på en stiftende generalforsamling den 30. september 2013.

Formålet var og er:

At styrke, støtte og fremme Brønderslev byområde – en god bosætningskommune

a) Brønderslev skal forblive en god, aktiv og spændende by at bo i/at bosætte sig i

b) Erhverv og handel – at støtte op om at Brønderslev forbliver en god handelsby og en god erhvervsby

c) Midtbyen – at arbejde for en forskønnelse af midtbyen samt at skabe liv og aktiviteter på Banegårdspladsen

d) Brønderslev skal have et udbud af fritids- og kulturaktiviteter for børn og voksne

e) Samarbejde meget bredt med bl.a. Brønderslev Kommune, Brønderslev Handel, foreninger m.fl.

Borger9700-Bæredygtighed

modtog i 2017 Brønderslev Kommunes Miljøpris for at have taget initiativ til bæredygtighedsfestivalen.

Borger9700-Kultur

modtog i 2016 Brønderslev Kommunes Kulturpris for initiativet til de mange forskelligartede arrangementer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er født den 7. oktober 1955 i Rostrup og opvokset i Valsgaard ved Hobro. Mine forældre, Lisbeth og Svend Grønlund, drev landbrug og min mor arbejdede samtidig som sygehjælper. Jeg har 3 brødre. I mit hjem var det naturligt at tage del i bestyrelsesarbejde. Min far har siddet i mange bestyrelser indenfor kvægbrug, både regionalt og på landsplan.

Min skolegang var i Hobro. Inspektøren i Valsgård var ham, som filmen ”Drømmen” er bygget op over, og mine forældre ønskede ikke, jeg skulle gå i skole under de forhold. Jeg tog realeksamen og blev student fra Hobro Gymnasium/i dag Mariagerfjord Gymnasium i 1975. Efter endt skolegang, havde jeg et kort vikariat på Oue friskole, hvor Ole Lund Kirkegård var skoleleder. Jeg havde en drøm om, at jeg skulle være lærer.

Hobroegnen er kendt for at være en rigtig gymnastikegn, og især Valsgård havde en stor gymnastikforening. Der var mange dygtige instruktører, som havde rejst med Flensted Jensen og Ollerup Gymnastikhøjskoles elitehold. Min første bestyrelsespost var i Oue/Valsgaard Gymnastik- og Idrætsforening, hvor jeg også var instruktør for børnehold. Jeg drog på Ollerup Gymnastikhøjskole 1. november 1975 på et 5 måneders ophold. Her mødte jeg Lasse, som jeg er gift med, og vi har sammen 2 piger, som begge i dag er frivillige i foreningsarbejdet.

Jeg var i 1971, som gymnast, med til indvielsen af VGU-Centeret i Vittrup og følte, da vi kørte dertil, at vi var der, hvor kragerne vender. Jeg flyttede til Brønderslev i august 1976, og der gik ikke lang tid, inden jeg blev spurgt, om jeg ville overtage en bestyrelsespost. Min første bestyrelsespost blev i VGU´s bestyrelse. Jeg følte dengang, at det var nogle gamle mænd,som ikke var nemme at påvirke, der sad i bestyrelsen De første 2 år, jeg boede i Brønderslev, arbejdede jeg i en Børnehave i Nørresundby.

Vi har, som familie, haft et meget aktivt fritidsliv, hvor Lasse har spillet fodbold, været træner og dommer. De første mange år brugte jeg energien på min uddannelse. Først en handelseksamen, så revisorelev hos BDO og om aftenen læste jeg merkonom og blev registreret revisor. Jeg var, under min uddannelse, selv aktiv gymnast, i den udstrækning jeg følte, tiden var til det. Efter endt elevtid, blev det tid til at få børn, og da pigerne blev så gamle, at de skulle være aktive i foreningslivet, var jeg klar til også at være aktiv i foreningslivet som instruktør og senere som bestyrelsesmedlem.

Jeg kom ind i BGF´s bestyrelse i 1989, og var de to første år næstformand og overtog formandsposten, da Karsten Jørgensen gik af som formand. Det var nogle spændende år, hvor der var en god udvikling i såvel gymnastikken, som de rammer gymnastikken havde til rådighed.

I 1990,  hvor foreningen havde 60 års jubilæum, barslede foreningen med mulighed for at bygge et separat gymnastikhus i forbindelse med Skolegade skole. Med i planen var også andre foreninger, som ikke havde faciliteter, hvor det var muligt at have socialt samvær efter træningen. Kommunen havde ikke de nødvendige midler til at bygge et sådant hus. I 1991 blev denne tanke derfor skrinlagt, og der blev arbejdet videre med tanken om at bygge i forbindelse med noget eksisterende, og her kom Brønderslev Gymnasium ind i billedet. Foreningen stod foran en investering i redskaber for mellem 100.000 og 150.000 kr. og de var placeret på 6 forskellige lokationer i byen. Hvis medlemmerne skulle have glæde af disse redskaber, skulle foreningen samles. Det lykkedes at få springholdene til Nordjylland Idrætshøjskole, hvor der også var plads til redskaber, og rytmeholdene kunne være på Gymnasiet. I april 1992 blev der indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, hvor bestyrelsen bad medlemmerne om bemyndigelse til at lade foreningens formue på 250.000 kr. indgå i et byggeri på Nordjylland Idrætshøjskole. I maj/juni 1992 faldt tingene på plads. Kommunen besluttede, at ville betale for leje af salene, som foreningen skulle bruge, og foreningen fik, i forbindelse med byggeriet, et klublokale, hvor der var plads til omkring 100 personer. Den største gevinst var, at der blev bygget en springgrav, hvilket var stort, da den nærmeste grav fandtes 200 km væk. Den første sæson med de nye faciliteter blev 1993/94, og den 5. oktober 1993 blev vores nye værested indviet.

I 1990 startede et nyt koncept ”I form”–hold med aerobic og workout. Det var ganske ukendt i landet. Vi indførte klippekort, så man kun betalte for de gange, man kunne deltage, og man havde mulighed for at gå flere gange om ugen. Det var så stor en nyhed, at vi kom i bladet DDGU 29. november 1990 under ugens reportage.

Familieidræt startede op og blev en stor succes med mange familier, som kom og var aktive sammen fredag aften. Aktiviteten afvikles 3-4 gange i løbet af en sæson.

Medlemstallet steg fra 800 til 1.400, og det betød også, at der var behov for en stor stab af instruktører, og der var heldigvis mange, der rigtig gerne ville tage en tørn i foreningen. Vi fik hurtigt lavet retningslinier for uddannelse af de unge hjælpeinstruktører, så de over en 3 årig periode fik instruktøruddannelsen. Vi havde på et tidspunkt omkring 70 instruktører.

I sæsonen 1992/93 sættes der særlig fokus på drengegymnastikken. De skal væk fra videospillene og fjernsynet og gå til springgymnastik. Johannes Bjerre skrev en bog om drengegymnastik, og han var også med, som hjælpeinstruktør, på et hold, der hed turbodrenge. Indsatsen gav pote. Foreningen gik fra at have 100 til 300 drenge i løbet af to sæsoner.

I sæsonen 1993/94 starter ”Amts Junior-holdet”, som var et hold, man kun kunne gå på, hvis man gik på et andet hold eller var hjælpeinstruktør. Holdet var i samarbejde med DGI Vendsyssel. Det blev en kæmpe succes. Det første år var der 60 gymnaster på holdet, og det blev de efterfølgende år øget til 80 gymnaster, og på et tidspunkt var det nødvendigt at aldersopdele, så der blev 2 hold.

Foreningen havde en stor flok juniorgymnaster, som hvert år deltog i landsdelsstævner rundt i landet. Det var en fornøjelse at tage med og se de flotte opvisninger, de lavede. I marts 1994 var Brønderslev Gymnastik-forening vært for et sådant stævne med deltagelse af 400 gymnaster fra hele landet. Stævnet blev afviklet på Nordjylland Idrætshøjskole, og det var en fantastisk oplevelse at se, hvordan gymnasterne tog aktiv del i at få stævnet til at fungere. Efter stævnet udtalte jeg ” Det gør vi gerne igen”.

I juni 1995 var der er en stor international gymnastikfestival i den spanske by Alicante. Gymnasterne skulle lave opvisning med deres hold og deltage i workshops med gymnaster fra andre klubber og nationaliteter. Gymnastikforeningen besluttede, at junioramtsholdet skulle deltage i den festival. Der deltog ca. 60 gymnaster, som kørte i dobbeltdækkerbus til Spanien med ophold i Paris, hvor jeg havde arrangeret en guidet tur, rundt i Paris. For at alle gymnaster, der ønskede at deltage, kunne være i bussen, var det nødvendigt, at halvdelen af de voksne fløj til Alicante og efterfølgende kørte med bussen hjem, hvor vi havde en dag i Euro Disney. Det var nogle fantastiske dage i Spanien, og der var så varmt, at nogle af gymnasterne fik brandsår under fødderne i forbindelse med opvisningerne. Super gruppe af unge mennesker, der forstod at være aktive til workshops og hygge på en god måde, når der ikke var aktivitet.

Gymnastikforeningen afholdt hvert år juletræ for gymnaster og pårørende, og det var en rigtig god tradition, som altid havde stor tilslutning. En af de andre gode traditioner var forårsopvisningen sidst i marts måned, hvor gymnasterne lavede opvisning for en fyldt hal, og der har, gennem årene, været mange dygtige gæstehold.

På generalforsamlingen den 10. april 1995 træder jeg af som formand, og posten bliver overtaget af Steen Nielsen. I min tid som formand blev bestyrelsen udvidet fra fem til syv, og der blev indført en ny struktur, hvor opgaverne blev fordelt. Det er nødvendigt for en forening at forny sig og hele tiden følge med i, hvad der sker omkring sig. Uddannelse blev et nøgleord i foreningen, hvilket også gjorde, at vi aldrig manglede instruktører. Foreningen talte knap 1.500 medlemmer og var en af Danmarks største.

I juni 1995 modtog jeg Nordjyske Service Sparekassers Idrætspris. Udover et diplom, medfulgte et beløb på 6.000 kr. Prisen modtog jeg, som en erkendelse for det personlige lederskab og for det arbejde, der med succes var foregået i Brønderslev Gymnastikforening. I min takketale sammenlignede jeg foreningen med en togstamme, hvor jeg i mange henseender var lokomotivet og hele tiden søgte at få vognene med i én stor glidende sammenhæng. Den første vogn bestod af bestyrelsen, som altid var villig til at yde en ekstra indsat og bakke op om ideerne. Den næste vogn var fyldt med en stor gruppe instruktører, som har brugt masser af tid på kurser for at blive dygtigere. Den tredje vogn var fyldt med aktive medlemmer, som har været med til at udvikle foreningen med deres ris og ros. Der var mange flere vogne, fyldt med DGI, kommunale myndigheder, pressen og mange flere.

Efter min udtræden af bestyrelsen, havde jeg stadig en del med foreningens værested at gøre og hjalp til i forbindelse med juletræ og forårsopvisning.

I 2000 blev jeg spurgt, om ikke jeg kunne tænke mig at stille op til valget i Idrætssamvirket. Det ville jeg gerne og blev valgt. Idrætssamvirket var en paraplyorganisation for alle idrætsforeninger i Brønderslev Kommune og talte omkring 12.000 aktive udøvere. I 2002 blev jeg formand for Idrætssamvirket og var det frem til 2008.

Idrætssamvirkets formål var at støtte og fremme idrætslivet i Brønderslev Kommune og at arbejde for at skaffe tilsluttende foreninger så gode trivselsforhold som muligt. Idrætssamvirket repræsenterer i alle forhold de tilsluttede foreninger ved forhandlinger m.m. med kommunen.

Det var en utrolig spændende opgave, hvor jeg fik et meget stort indblik i foreningslivet i hele kommunen. Vi var rundt ved alle foreninger, som ønskede det og drøftede deres problemstillinger i forhold til deres faciliteter eller mangel på samme, bestyrelsesproblemer og økonomiske problemer. Vi havde en rigtig god ”Brønderslev-ordning”, som dengang havde fokus på uddannelse af instruktører til foreningslivet. Puljen til efteruddannelse var stor, så det var sjældent, at der var foreninger, som fik afvist deres ansøgning.

I forbindelse med kommunesammenlægningen 1. januar 2007, hvor Brønderslev Kommune blev lagt sammen med Dronninglund Kommune, skulle der udarbejdes en ny ”Brønderslev-ordning”. Det var en stor opgave at udarbejde en sådan, da man i Dronninglund Kommune slet ikke havde haft et idrætssamvirke og havde svært ved at se, hvad man skulle bruge det til. Der blev nedsat en arbejdsgruppe med deltagere fra begge kommuner, og vi fik løst opgaven og fik udarbejdet en ny ordning, til gavn for foreningslivet i den nye kommune.

Efter kommunesammenlægningen havde Idrætssamvirket omkring 15.000 medlemmer, og der blev gjort en ekstra indsat for at få alle med i organisationen. Der var gennem årene en stor deltagelse til vores generalforsamlinger, som blev afholdt rundt omkring i den nye kommune, og gennem nogle gode diskussioner/dialoger fik Idrætssamvirket også grobund i den nye kommune.

I min tid i Idrætssamvirket blev frøet til en Hal 2 sået. Jeg var i en styregruppe, som arbejdede med projektet. Desværre har der aldrig været fælles fodslag i Brønderslev by om, hvor haller skulle bygges. Det blev desværre en skrabet model til stor fortrydelse for foreningslivet i Brønderslev. Vi har i dag en Hal 2, som kun er en træningshal, der ikke er anvendelig til alle de foreninger, som træner i hallen og heller ikke kan bruges til kampe, da der ikke er tilskuerpladser. Hele debatten, om placeringen af hallen, er en af de oplevelser, som jeg ikke tænker tilbage på med positive tanker.

Til Idrætssamvirkets generalforsamling i 2007 blev jeg taget med bukserne nede. John Mørch fra Dansk Idræts-Forbund ønskede at komme og fortælle om en ny indstiftet pris som hed ”Du gør en forskel”. Aftalen var, at at han skulle på, under punktet eventuelt. Han havde kontaktet en fra bestyrelsen, da han gerne ville på, som den første, da han havde yderligere et møde denne aften, hvilket jeg , ikke uden kommentar, tillod. Pludselig stod jeg i centrum og modtog denne pris, hvilket jeg overhovedet ikke havde skænket en tanke. Prisen var, udover et diplom, en pengegave på 5.000 kr.

I skrivende stund sidder jeg som formand for bestyrelsen ”Fonden for Brønderslev Hallerne”, hvilket er en helt anden tilgang til foreningslivet. Det er fantastisk, at jeg har fået mulighed for at påvirke foreningslivet i Kommunen fra forskellige bestyrelsesposter.

Efter så mange år inden for det frivillige foreningsarbejde, har jeg selvfølgeligt været udsat for bump på vejen, idet det ikke altid har været muligt at tilfredsstille alle foreningers og enkeltpersoners ønsker. Denne situation har jeg været indstillet på, hver gang jeg frivilligt har påtaget mig en bestyrelsespost. Heldigvis har jeg haft rigtig mange positive oplevelser og glædet mig, hver eneste gang noget er lykkedes. Disse øjeblikke vil jeg ikke have været foruden, og det har været drivkraften til, at jeg fortsat har lyst til det frivillige foreningsarbejdet.