Af Povl Stevns tidligere Stenum, nu Ligustervej 1, Serritslev, 9700 Brønderslev,

skrevet i Barn af Vendsyssel i 1999, og med tilladelse fra Povl Stevns, har jeg fået lov til at udgive historien på denne hjemmeside.

Født Vrensted Præstegård den 13. oktober. 1933 Realeksamen fra Løkken Realskole 1949 . “Østergård”, Vrensted 1949 – 1952 .Vrå Højskole 1952 – 1953.Vrejlev Kloster 1953 – 1954 Livgarden 1954 – 1955. Ladelund Landbrugsskole 1955 – 1956 Demonstrationsbrugene for kvæg maj – november 1956. Askov Højskole 1956 – 1957 Udveksling i USA 1957 – 1958. Selvstændig landmand 1958 – 1993. Bestyrelsesmedlem Brønderslev Slagteri og Wenbo 1967 – 1977. Ligningskommission – skatteankenævn 1974 – 1997. Medlem af taksationskommissionen 1986 – 1994.

En lys og lykkelig barndom

vi her oplevet har

blandt grønne træer og blomster

hos en kærlig mor og far,

de beredte vejen for os

så lykkeligt frem,

derfor af hjertet takker vi

vort kære barndomshjem.

Hanne Stevns 1953.

Kommer du sydfra kørende ad Bådstedhedevej mod Vrensted, fanges dit blik før landsbyen af præstegården med den flotte sydvendte facade, der ligesom spejder ud over det åbne land med “Holmen”, liggende på bakken, de åbne marker, plan tagerne og bag dem området, hvor i min barndom og ungdom Ingstrup Sø dækkede et stort areal, indtil den blev afvandet i årene 1950-52.

Det er en statelig beboelse, der i 1928 opførtes som afløser for de gamle stråtækte huse fra 1759, der nu overgik til anden anvendelse. Præstegårdens arkitekt, der for øvrigt var bror til sognepræsten, var ingen ringere end den meget kendte U. A. Plesner, der havde løst adskillige større arkitektopgaver i bl. a. København, Roskilde og Ringkøbing. Af os vendelboere er han nok mest kendt for sine mange arbejder på Skagen, bl. a. Chr. X’s og dronning Alexandrines sommerbolig “Klit gården”, der opførtes i 1914.

For øvrigt har Vrensted også fra tidligere tider været kendt for at have sig en præsentabel præstegård, således skrev biskoppen i 1694 om den daværende præstebolig bl. a., at den hørte til blandt de smukkeste i Aalborg stift.

Fortsætter du ad vejen, der i 30-erne lå hen som grusvej, forbi præstegårdens indkørsel og videre nordpå, passerer du i søndre ende af Vrensted kirkedammen, kirken, byskolen, den gamle bydel, og kommer længere fremme gennem mejeribyen igen ud i det åbne land på vej mod Løkken eller Børglum Kloster.

Vrensteds historie går meget langt tilbage, hvilket bl. a. fremgår af et fund i 1912, der afslørede en større boplads fra før den romerske jernalder, før Kristi fødsel. Hvad selve navnet “Vrensted” angår, så hører det til en navnegruppe, der antages opstået omkring år 700 e. Kr. Senere var Vrensted i en periode kendt som et vigtigt handelssted, men også som et sted med mange kroer og smugkroer, hvilket gjorde, at Vrensted blev betegnet som en af de mest “uskikkelige” egne i Vendsyssel. Den tid var i min barndom naturligvis for længst forbi. Vrensted var en fredelig lands by, der ligesom hvilede i sig selv. En landsby med de fleste af de servicetilbud, der var nødvendige i det daglige – måske lige bortset fra en læge – men det problem løste læge P. M. Sørensen for os, da han i 1947 sammen med sin familie flyttede ind i “Villa Holmen” og startede en lægepraksis, der med årene har udviklet sig i en sådan grad, at Vrensted i dag har et velfungerende lægehus med fem praktisereende læger foruden dets øvrige personale.

Foruden kirken og skolerne havde Vrensted dengang landets fineste sogne bibliotek indrettet i lokaler, stillet til rådighed af den forlængst afdøde, kendte og trofaste vrensteddreng, sagfører Anders Olesen, Vodskov. Det var baseret på hans imponerende, skindindbundne bogsamling på 2400 bind, skænket af boet efter sagføreren. Der var – og er – et dejligt forsamlingshus. Der var møllen, hvor landmændene kunne få malet og sigtet hvede til bagning. Der var mejeriet, smede værksteder, snedkerværksteder og en karetmager, der også lavede bødkerarbejder. Der var slagter, flere købmænd og en brugs, skomager, saddelmager, træskomager, skrædder, manufakturhandler, cykelhandler og barberer. Vrensted havde egen manuelt betjent telefoncentral, “Traadebo”, hvorfra man dengang under samtalen hvert tredje minut blev mindet om, hvor længe man havde talt. Og så havde Vrensted dengang og indtil 1963 sin egen station på Hjørring-Løkken-Aabybro banen, der var fra 1913, og det at bo i en landsby, der havde egen station, var altså noget særligt. Noget, man følte, gav status overfor andre landsbyer og ligesom var med til at gøre Vrensted til noget helt specielt.

I før omtalte præstegård flyttede mine forældre Inger og Aage Stevns ind som nygifte præstefolk i begyndelsen af 1930. Far var dengang 26 år og mor 22. Kun lidt indbo medbragte de, og deres indkomst var ret beskeden, men masser af plads fik de, og selvom de led under udgifterne til opvarmningen af det store hus i de kolde vintermåneder, så var det med opvarmningen dog ikke mere belastende, end at far flere gange i årenes løb udtalte, at plads nu engang var en velsignelse. I løbet af få år blev der da også brug for alle rummene, da der efterhånden skulle findes plads til en hurtigt voksende børneflok, være et værelse til den unge pige og derudover helst være et ledigt værelse, hvor til rejsende familie, en overnattende foredragsholder eller andre kunne installeres med kort varsel og således nyde godt af gæstfriheden, selvom man dengang på gæsteværelset måtte tage til takke med servantestellet og det til tider nødvendige “møbel” under sengen. Men sådan var det jo nu engang selv i en præstegård bygget i 1928 af en landskendt arkitekt.

I disse omgivelser så jeg første gang dagens lys en oktoberdag i 1933 som ægteparrets tredje barn. Før mig var kommet to døtre, så der var storesøstre nok til at tage sig af lillebroderen lige fra starten. Stor aldersforskel på os tre var der jo ikke, og med årene føltes den hurtigt udvisket. Selv opnåede jeg at være den mindste i syv år, inden den tredje søster meldte sin ankomst i 1940 og efter hende igen en bror og en søster. I dag vil man nok synes, at seks børn er mange – selv har vi da også kun fem – men sådan føltes det ikke dengang, selvom far ind imellem pralede af at have tre og et kvart dusin. Vi var jo dukket op i to hold, med hele syv år mellem holdene.

Far blev kaldet til embedet i Vrensted-Thise pastorat den 15. januar 1930 og indsat i begge kirker den 7. marts samme år. Pastoratet, der består af Vrensted og Thise sogne, strækker sig fra Ryssensgrav i syd til Klostergrøften i nord, og syd for Løkken grænser det op til Vesterhavet. Et areal på i alt 75 km2, som i 1930 havde en befolkning på 2600 indbyggere. To meget smukke kirker findes i pastoratet: Mod syd højt hævet over landskabet på morænebakkerne ved Thise, “Vor Frue Kirke” og midt i Vrensteds gamle bydel ligger “Sct. Thøgers Kirke”. Begge kirker, der er bygget i den store kirkebygningsperiode omkring 1150 af tilhuggede granitkvadre, er dog senere ændret og påsat tårne.

Det var en stor, krævende og i høj grad spændende opgave for mine forældre at gå i gang med. For mor betød det bl. a., at hun måtte forlade det blide Sjælland, hvor hun var født og opvokset som den ældste af tre søskende på en købmandsgård i Ruds Vedby af forældre, der ikke havde haft megen tilknytning til Vendsyssel. Nok var min morfar, Povl Bendtsen, født i Aalborg, hvor hans far var prokurator, men det var nu engang syd for fjorden. Fra sin tidligste ungdom boede han i Ruds-Vedby, hvor han startede som elev i den købmandshandel, han senere blev ejer af og drev i mange år. Min mormor, Thyra Helms, var født i Randers, hvor hendes far, der var præstesøn fra Esbønderup, dengang var skolebestyrer, men da familien kort efter mormors fødsel flyttede til Frederiksberg, fik mormor sin opvækst derovre. Hovedparten af mors slægt var således bosat på Sjæl land, hvor hun også selv tilbragte sin barndom og ungdom kun afbrudt af et års skoleophold i Schweiz og en tur på spejderskolen ved Brahe Trolleborg på Fyn. Nu gik turen altså til Vrensted Præstegård, til det barske klima ved Vestkysten, til vendelboerne, til landet norden for lands lov og ret, som nogen har kaldt området, men hun klarede det med glans og valgte Vendsyssel som sit hjemsted til sin død i 1991.

For far var situationen derimod en ganske anden, da han af fødsel var vendelbo. Han blev født på Kvissel Højskole i 1903 som den femte i en søskendeflok på syv. Hans forældre, Dorthea og Ole Stevns, var i 1899 vendt hjem til Danmark efter et otteårigt ophold blandt danske i staten Minnesota, USA, hvor de i flere år drev den danske højskole “Danebod”, som de inden hjemrejsen solgte til den danske menighed derovre. Allerede samme år lykkedes det farfar at erhverve Kvissel Højskole, der var oprettet i 1875, men efterhånden kørt helt i sænk. Farmor og farfar genetablerede skolen, der herefter kunne starte med nyt elevhold den 4. november 1899 og fortsætte som højskole i endnu 18 år, hvorefter dens videre drift måtte opgives på grund af manglende elevtilgang.

Selv om det aldrig blev nogen stor højskole, de kom til at drive her i Vendsyssel, blev årene i Kvissel nogle af deres lykkeligste arbejdsår, for, som farmor skrev nogle år senere: “Der havde vi elever med åbne hjerter og åbne øren for, hvad vi havde at bringe”.

Min farfar, der stammede fra en gårdmandsslægt i Højerup på Stevns – derfor familienavnet – havde som ganske ung fravalgt landbruget for i stedet at vie sit liv til højskolegerningen, der havde grebet ham stærkt under et ophold på Vallekilde. Ligeledes havde min farmor, der stammede fra Alsø Mølle ved Grenå, fra sin tidligste ungdom været stærkt engageret i højskolearbejdet ved forskellige skoler først som elev og senere som underviser. For dem begge var gudsfrygt, baseret på det grundtvigske livssyn, det fundamentale, nationalfølelse var en selvfølgelighed, tabet af Sønderjylland derfor en katastrofe, og drøm men om en genforening med det tabte land brændende. Efter en opvækst i det miljø og med den  ballast, det gav, var det, at far ef ter endte studier i København i 1930 vendte tilbage til Vendsyssel for her at udøve sin manddomsgerning blandt vendelboerne.

Til præstegården hørte en stor have samt en plantage, “Thøgerslund”, men kun lidt landbrugsjord. Fra plantagen solgtes under krigen træ til opvarmning af kedelen på mejeriet, da der jo ikke var kul at få fat på. Også private havde mulighed for køb af nyfældet bjergfyr, der solgtes i bunker af passende størrelse til et stort læs på en stiv arbejdsvogn. Sådant kvas var ret eftertragtet, da det sammen med en luftig mosetørv hurtigt kunne få en gryde i kog. Hvor eftertragtet det var, fremgik tydeligt en dag, far besøgte en gammel kone i sognet. Under besøget spurgte hun pludselig: “Så De, a var i kirke i søndags pastor Stevns”? Ja, det havde far da set, hvorefter hun prompte stillede næste spørgsmål: “Så ka’ a vel få et læs kvas fra plantagen i år igen”? Det fik hun.

Landbrugsjorden var bortforpagtet, og i forpagtningsafgift modtog vi kartofler, gulerødder samt noget flæsk til husholdningen, der var ret stor, da vi jo var en stor børneflok og til tider havde både kokkepige og barnepige. Hvornår vi skulle have de halve grise, aftalte mor med forpagteren, og på slagtedagen blev et af os børn sendt afsted til slagtestedet med en spand til blodet, så vi kunne få lavet blodpølse. Det var i høj grad noget, vi så hen til. Det skete nogle gange, vi i stedet for en del af flæsket modtog en gås til jul. Den kom gerne nogle dage i forvejen og blev hængt op på det åbne loft, hvor der på den årstid var bidende koldt. Heldigvis lykkedes det dog altid at få den tøet op igen og efter en tur i ovnen få den serveret sprød og lækker på julebordet, hvor far med stor fryd svingede forskærerkniven og delte ud til højre og venstre.

Selv havde vi kun undtagelsesvis husdyr hjemme udover hunden, der naturlig vis ikke kunne undværes. Den første var en Grand Danois ved navn Lis, men efter den gjorde jagthundene deres indtog, da far var ivrig jæger. En tid havde mor høns, men det nåede aldrig at blive det helt store menageri. Mit første husdyr fik jeg i 1939 som gave fra en kær ven af huset. Mine søstre og deres veninde, Erma på “Holmen”, fik cykler det år, mens jeg derimod måtte vente endnu et år og blot nøjes med bemærkninger som: “Din tid kommer også engang. Du må ikke glemme, at pigerne er ældre end dig” osv. osv. Men svært var det i hvert fald for mig at godtage disse forklaringer, da jeg jo på ingen måde tvivlede på mine evner som kommende cyklist. Skuffelsen var derfor så stor, at venindens far fik ondt af mig og bad mig komme op på “Holmen”, da han havde et lam, han ville forære mig. Endda et lam, der havde kærlig pleje behov, da moderen havde mistet interessen for det. Det var naturligvis lige sagen med sådan en legekammerat. At det derudover blev en trofast leverandør af uld til strømper og trøjer og af to lam, som kunne indgå i husholdningen, gjorde ikke sagen mindre interessant i årene der fulgte, med knaphed på mangt og meget.

Ellers var der masser af husdyr i præstegårdens nærmeste omegn på landbrug af varierende størrelse, men dog gennemgående så små, at tiden for længst er løbet fra de fleste af dem. Dengang udgjorde de arbejdspladsen for ejerne og deres familier. Udbyttet var nok ikke altid overvældende i forhold til indsatsen, men trods sliddet var der noget tiltalende ved disse brug, hvor ægtefællerne sammen klarede arbejdet og opdragelsen af børnene, der også gav en hånd med, hvor de kunne.

Som børn var det begrænset, hvilke daglige pligter vi søskende havde derhjemme udover skolearbejdet, da vi jo hverken havde stald eller mark at passe. Vi havde dog den store have, hvor vi hver havde et afsnit at passe i sommerhalvåret. Senere kom så andre opgaver til, og hele det sidste år, jeg gik i skole, stod jeg for kartoffelskrælning samtidig med, at jeg skulle sikre, der var brænde og tørv inde til samtlige kaminer. Det gav naturligvis en smule lommepenge. Resten måtte jeg bjærge bl. a. ved at gå til hånde på nabogården, ved at tage ud og hakke roer og ved at tage kartofler op i efterårsferien osv.

Det er begrænset, hvad jeg husker fra 30-erne, men i denne forbindelse vil jeg dog nævne min sommerferie i 1938, hvor jeg var anbragt hos min farmor og farfar i Vestergade i Sindal, mens mor og far var på biltur til Tyskland, Holland og Belgien. Det var gode dage, hvor farmor sang og læste eventyr for mig, og hvor jeg i haven fik rig lejlighed til at gå farfar til hånde og således rigtig få jord under neglene.

Turen sydpå talte mine forældre senere om flere gange og sluttede gerne med at fortælle, at det vrimlede med soldater overalt i Tyskland. Der var allerede dengang noget alvorligt i anmarch, noget der i den grad virkede foruroligende, og som bevirkede, at far året efter, den 1. september, da tyskerne gik ind i Polen, i sin kalender blot skrev det ene ord KRIG. Det blev dog først senere, vi herhjemme kom til at mærke noget til det.

Den 1. april 1940 begyndte jeg i Vrensted Byskole i den bette klasse hos frk. Mikkelsen. Det var en dag, vi alle havde set forventningsfulde frem til. Nu skulle der rigtignok læses ABC, og der skulle skrives og regnes på vore nye tavler, hvortil hørte både griffel, stritflaske og klud, så der var nok at tage fat på. Foruden lærerinden, der tog sig af de små elever, var der ansat en førstelærer, der overtog eleverne, efterhånden som de rykkede op i “store klasse”. Han havde eleverne, indtil de som 13-14 årige blev konfirmeret og herefter forlod skolen. Denne førstelærer, der hed Anton Jensen, var tillige degn, hvilket af og til kom os til gode, da det indebar, at han til tider ved sølvbryllupper i sognet skulle synge for ved morgenbesøget. Når han endelig igen viste sig på skolen hen på formiddagen, undertiden stadig med lys på lampen, var han let at overtale til at læse for os resten af dagen i en af Ingemanns romaner, “Onkel Toms hytte”, eller hvad der nu havde vores interesse, og det nød vi naturligvis. Degnen var for øvrigt en ganske god underviser i danmarkshistorie, som han fortalte ret så levende for os, og klassens udsmykning, der nok var beskeden, bar også præg af hans historiske interesse, idet et af billederne forestillede “Mordet i Finderup Lade” og et andet “De sønderjyske piger”.

Den næste skoledag, jeg husker, var den 9. april 1940. Det blev nu ikke nogen lang skoledag, da lærerinden på grund af det tyske overfald på Danmark græd sine modige tårer, og vi unger naturligvis ikke kunne samle os om noget som helst, da flyvemaskiner hele tiden drønede nordpå over vore hoveder. Krigen havde gjort sit indtog, og det kom på mange måder til at påvirke tilværelsen for os allesammen mange år frem.

Knap to måneder efter denne skæbnesvangre dag døde vores lærerinde frk. Mikkelsen. På den efterfølgende skoleudflugt, der foregik i jumber og charabancer, gjorde vi holdt ved kirkegården for at lægge blomster på hendes grav, inden turen gik videre til Lyngby Mølle, hvor den medbragte mad blev sat til livs. Hjemturen gik over Løkken, hvor hestene opstaldedes på Hotel Klitbakken, mens vi andre var en tur i biografen i den bygning i Vendelbogade, hvor nu møntvaskeriet har til huse.

At morgenstunden den 9. april naturligvis også hjemme var ret speciel er en selv følge. Min ældste søster og jeg var den dag ene hjemme med far, da mor og min anden søster, Hanne, dagen forinden var taget til Ruds-Vedby for at aflægge besøg i mors barndomshjem. Et uheldigt sammentræf, som dog heldigvis fik en god ud gang. Tidligt om morgenen vækkedes vi af støjen fra tyske maskiner på vej mod Norge, og straks derefter kom far ned og sagde, at nu var de her. Hvem “de” var, var det unødvendigt at sige. Det var underforstået, for deres ankomst havde længe været både ventet og frygtet. At det ikke ligefrem var gæster eller venner, der meldte deres ankomst, stod os derfor ganske klart. Deres synderegister var jo allerede på det tidspunkt stort, og Hitlers politik og visioner allerede forlængst offentlig gjort i bogen “Mein Kampf”, så i mit hjem var holdningen fra starten lysende klar. “Den 9. april var uvejrsdagen over Danmark”, som min farfar samme år skrev i en artikel. Tyskerne var landets fjender, at have sympati for dem og det, de stod for, var i allerhøjeste grad forkasteligt. At melde sig under deres faner var ensbetydende med at sælge sin sjæl til fanden selv, og det var da kun noget, tølpere kunne finde på. Denne klare holdning hos mine forældre satte naturligvis præg på den opdrag else, vi børn fik. Anderledes kunne det ikke være. De sydfrakommende blev også vore fjender, det nationale blev sat i højsædet, et stort billede af Christian X fik en fornem plads i fars kontor osv., og for ligesom at sætte prikken over i’et blev en tysk vimpel med hagekors hængt op i altanværelset, så vi kunne spytte på den, hver gang vi gik forbi. I dag vil man nok kalde den slags indoktrinering. Det var det måske også. Selv har jeg somme tider tænkt på vi søskendes situation under krigen, når jeg i “Matador” så grisehandlerens hund, der afskyede alt, hvad tysk var. Den havde vi vist lidt tilfælles med. Senere oplevelser under krigen kom til yderligere at forstærke denne holdning.

Nu skal mine drengeår i første halvdel af fyrrene naturligvis ikke betragtes som et langt mareridt på grund af krigen, for det vil være meget forkert. Det var nemlig helt igennem et dejligt hjem, vi børn fik lov at vokse op i. Vi havde pragtfulde forældre, og vi trivedes i allerhøjeste grad i miljøet, men krigen satte nu engang begrænsninger for snart det ene, så det andet, og det mærkedes mere og mere, som den skred frem.

Som noget af det første kom mørklægningen, der i starten for de fleste voldte store problemer, da man vel nok havde gardiner, men ikke af en beskaffenhed, der kunne hindre lyset i at trænge ud. Hjemme havde vi ret høje vinduer og måtte derfor kravle rundt på stole, trappestiger, og hvad vi ellers havde, for at hænge tæpper op, indtil det lykkedes os at få lavet mørklægningsgardiner, der tilfredsstillede kravene.

Ret hurtigt gik det også ud over bilisterne, der ganske vist ikke talte nær så mange som i dag. De måtte for flertallets vedkommende aflevere pladerne og lade deres køretøjer opstalde. Lidt bittert sådan at måtte nøjes med bare at kigge ind i garagen til “vidunderet”, der i vort tilfælde stod opklodset og indpakket i brunt papir. Inden det nåede så vidt, havde vi dog lidt fornøjelse af de sidste dråber benzin, der var i tanken, idet far flere gange lod os børn få en køretur rundt om flagstangen ude på gårdspladsen. Det var da bedre end ingenting. Vognmændene, der havde kørsels tilladelse, fik bilerne udstyret med gengasanlæg og måtte derfor af og til gøre holdt for at rode lidt i ilden eller komme brænde på, men fremad kom de da, ganske vist ikke så hurtigt som nu til dags. Hastighedsgrænsen var dengang max. 60 km i timen, og den passede udmærket til såvel vejene som datidens køretøjer, der ud styret med delvis mørklagte forlygter jo ikke var særlig trafiksikre efter mørkets frembrud. På grund af bilens opklodsning blev mine forældre tvunget til at erhverve sig et par brugte cykler for at klare transportbehovet, og det gik da også udmærket i hvert fald så længe dæk, slanger og kæder kunne holde. Ret hurtigt blev også disse ting mangelvarer, og så var gode råd og stor opfindsomhed nødvendig.

Flere og flere varer forsvandt fra forretningernes hylder, nogle helt, mens andre erstattedes af surrogater. “Kaffen” kom til at bestå af brændt rug, sæben blev til 40% – sæbe, tøjet blev lavet af celluldsstof osv., og det meste af det, der kunne frem skaffes, var rationeret, men det gik jo endda. Vi lærte nøjsomhed, og vi lærte. hvad genbrug vil sige, begge dele noget, der siden fulgte os og er kommet os til gode, så noget godt kom der da ud af det i den sidste ende. At det samtidig betød, at vi siden hen har fået lidt for svært ved at smide gamle ting bort, er en anden sag.

Nok blev varemanglen mærkbar, men også på mange andre områder, der var langt værre, strammedes grebet om befolkningen, da friheden trådtes mere og mere under fode af “herrefolket” på utallige områder. En dag kom jeg således op til far på kontoret, hvor han var i færd med at binde en mærkeseddel med sit navn og sin adresse på sin salonriffel. Far var ivrig jæger, hvilket ingen kunne være i tvivl om, hvis de havde besøgt ham på kontoret, hvor han havde sine jagtvåben hængende på væggen, men den dag måtte salonriflen altså ned fra sit søm. Salonrifler skulle afleveres til politiet, og jeg husker tydeligt, hvordan han med vemod og vel også med en vis bitterhed bandt mærkesedlen på riflen med ordene: “Den ser jeg aldrig mer”, hvad for øvrigt kom til at holde stik.

Et andet og naturligvis meget større problem var censuren af nyhedsformidlingen. Vi havde ikke radio i mit hjem før krigen. “En radio stjæler alt meget af ens tid, og det kan ikke være meningen”, sagde far, der er fornuftigere ting at tage sig til”, så vi fik de fleste af vore nyheder fra Vendsyssel Tidende, men her kom så det med den manglende ytringsfrihed ind i billedet. Enden på det blev, at vi i et af krigens første år fik radio. Den fik sin plads på fars kontor og blev tændt, når der var nyhedsudsendelse fra London, som vi hørte hver aften. Jeg husker, vi børn syntes, det var pudsigt med alle de hilsner i slutningen af udsendelserne. Så blev der lyttet af alle på kontoret, selv om vi naturligvis ikke havde den ringeste ide om, hvem de gjaldt. Vi anede ikke, at en af disse særmeldingers hilsner kunne gælde far og den gruppe, han i 1943 sammen med fire andre oprettede i Vrensted, og som senere blev udvidet til en syvmandsgruppe, for vi kendte jo ikke dens eksistens. Nok havde vi mere eller mindre en fornemmelse af, at der i huset foregik noget, vi ikke var orienteret om, men hvad det var, vidste vi ikke. Mor havde lige som dæmpet vores spørgelyst ved at sige, at der var ting, det ikke var rart at vide for meget om, så derved blev det. Lige så uvidende var vi også om, hvad der fore gik på sene møder med fremmed foredragsholder. Det var først efter krigen, vi blev bekendt med, at der var tale om instruktionsmøder i brug af våben og sprængstof, og at våbenleverancer senere fulgte. Også de danske nyheder blev aflyttet, men her blev flere af oplysningerne naturligvis modtaget med et vis forbehold. Et par gange mindes jeg at have hørt Hitler tale eller rettere råbe og skrige i radioen, og havde man blot hørt det en enkelt gang, kunne man næppe være i tvivl om, at han var splittergal.

Sommeren 1944 forlod jeg Vrensted Byskole for efter ferien at begynde i 1. mel lem på Løkken Private Realskole, hvor mine ældre søstre allerede dengang var elever. Vi var en flok, der hver morgen gjorde turen til Løkken. Normalt foregik transporten på cykel, men om vinteren var der perioder, hvor vi benyttede os af toget, hvis det var muligt. Det var gammeldags togvogne med træbænke, men det skete også, at der var plysbetrukne sæder imellem. Dem fik vi at vide, vi skulle holde os fra, medmindre vi da ligefrem ønskede at blive befængt med lus og andet utøj, og hvem ønskede vel det?

Undervejs til skolen passerede jeg for enden af vores have et par tomands skytte huller i læbæltet. Når jeg så lidt senere sammen med kammeraterne var nået nord for Vrensted, passerede vi pansergraven, der startede nordvest for Hjørring, gik øst om byen for dernæst at fortsætte gennem bl. a. Vrensted til Limfjorden nær Gjøl. Det var et mægtigt anlæg, der var gravet med spader og skovle og afstivet i siderne med kraftige pæle og faskiner. Langs pansergraven var der tilmed et bælte med masser af pigtråd. Senere på turen passerede vi Løkken Vandværk, der holdtes under konstant tysk bevogtning, og lidt øst for Løkken på vejens sydside var en stor skyde vold, der under øvelser blev beskudt med kanoner, hvorfor vejen til tider var af spærret i flere timer. Det sidste vejstykke var omgivet af pigtråd og minefelter og sluttede med en “byport” af stærk beton, omgivet af spanske ryttere og bevogtet af tyske soldater. En ret speciel skolevej og så endda intet at regne mod, hvad der fandtes i Løkken og i klitrækken ud mod havet.

Til at etablere denne del af fæstningsanlægget, som i sin helhed udgjorde Vestvolden, der gik fra Norges vestkyst til den fransk-tyske grænse, var ansat arbejds kraft fra alle egne af landet. Opgaven med at skaffe indkvartering til denne arbejds styrke var pålagt myndighederne, på hvis vegne sognefogeden i december 1943 meddelte mine forældre, at vi i mit hjem “ifølge dekret fra den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark skulle afgive kvarter om fornødent med forplejning”. Det var langtfra noget, der passede mine forældre. Ganske vist var det med at have logerende ikke noget nyt, når blot det var folk med den rigtige holdning til tingene. Således havde vi bl. a. i en længere periode et københavnsk professorpar boende under deres flugt til Sverige. Men ordren skulle efterkommes, og en entreprenør flyttede ind. Han blev hurtigt klar over, at vi hellere var ham foruden, og det gav da også resultat, men så kom i stedet en ingeniør ved navn Sommer fra samme foretagende. Han yndede at fortælle om sit tidligere job ved fæstningsanlæg nær Kirkenæs i Norge og troede, han derved blev vældig populær. Da han havde været hos os nogle dage og gerne ville have sin “popularitet” bekræftet, spurgte han far, om vi havde noget imod at have ham boende, hvortil far prompte svarede: “Ja, i høj grad”, og så flyttede hr. Sommer også.

Atter stod gæsteværelset tomt. Der blev luftet godt ud og skiftet sengetøj for at give plads til en ny logerende. Denne gang til en herre, der ikke byggede vestvold eller pralede af sine bedrifter, men til en ung journalist, der havde til opgave med sin spidse pen og sin skrivemaskine gennem “Frit Danmark” at kommentere forholdene og orientere om hændelsesforløb, almindelige aviser var afskåret fra at omtale på grund af censuren. Hans navn var Chr. Winther, men det vidste vi børn naturligvis ikke. Vi troede, han hed Obel Møller og kaldte ham derfor hr. Møller, da det jo var en herre på tredive år. Efter krigen blev Chr. Winther for øvrigt kendt af de fleste danskere som Danmarks Radios korrespondent ved Europarådet i Strass bourg, FN’s generalforsamling i New York og som politisk kommentator fra Washington.

Det at huse lokalredaktionen af “Frit Danmark” medførte naturligvis en forøget postmængde til mit hjem med landposten, der kom to gange dagligt, men det gav også hyppigere besøg af personer, vi børn ikke kendte. En aften efter mørkets frem brud kom en af disse fremmede til præstegården. Han var ikke kendt i Vrensted og spurgte derfor nogle unge aftenskoleelever, der gik udenfor byskolen og nød frikvarteret, om vej til præstegården. Først studerede de unge den ukendte i tavs hed, hvorefter en af dem rettede sig lidt op, trådte et skridt frem og sagde: “Vi har sgu’ da ingen præst her i Vrensted”. Det var naturligvis en dum besked for den fremmede at få, men samtidig gav den ham en dejlig fornemmelse af, at de unge stod sammen om deres præst og ikke udleverede ham til hvem som helst. En efterfølgende forespørgsel hos førstelærer Elith Madsen gav dog efter en fortrolig samtale den besøgende et bedre resultat.

Chr. Winthers aktiviteter fik desværre en brat afslutning, da han naturligvis meget mod sin vilje måtte forlade præstegården i selskab med Gestapo Jørgensen og hans lakajer. Det var ret så uhyggeligt at opleve “hr. Møller” først blive ufor skammet behandlet og dernæst taget med af det sjak, men heldigvis klarede han både kløene og efterfølgende ophold i Frøslevlejren indtil befrielsen.

Besættelsen af præstegården og tilfangetagelsen af Winther skete den 7. marts 1945. Far var den dag om formiddagen taget med toget til Hjørring for, som det hed sig, at købe ind til min søsters konfirmation senere på måneden. Under op holdet i Hjørring blev han kontaktet af folk fra modstandsbevægelsen, der havde fået opsnuset, at Gestapo var på vej til Vrensted Præstegård for at hente ham. Straks gik han derfor til en telefon og ringede hjem og fortalte om det nært forestående besøg, således at vi kunne få Chr. Winther ud af huset og fjernet sporene efter ham, mens tid var. Herefter lånte far en cykel og kørte til Vrensted for at være nærmere brændpunktet.

Det lykkedes at få Winther, der var gået sig en tur, advaret i tide, så han ikke kom hjem, og samtidig nåede mor af få hans ejendele gemt i tørvehuset under tørvene, inden Gestapo dukkede op første gang og spurgte efter far. Mor fortalte dem, at far ikke var hjemme, men at hun ventede ham med sekstoget, hvorefter de kørte igen. Straks gik der bud til Winther, at Gestapo nu var kørt igen, men at han endelig ikke skulle komme tilbage, da faren næppe var drevet over. Det mente han derimod, den var, hvorfor han kom tilbage fra spadsereturen, fandt sine ting frem fra tørvestakken og bad mor ringe efter en vogn. Taxaen kom lidt senere, men umiddelbart efter den fulgte Gestapo samt tyske soldater, der straks omringede præstegården. Løbet var således kørt for Winther, der under den efterfølgende husundersøgelse forsøgte flugt gennem et vindue, men straks blev taget af solda terne og kom under forhør. Unægtelig en lidt vanskelig situation at blive bragt i med falsk legitimationskort og med en bagage, der overvejende bestod af illegalt materiale og en skrivemaskine. Heldigvis var det ikke lykkedes Winther at finde sin pistol, som far opbevarede. Det ærgrede ham en del, da han pakkede, men glædede ham sikkert, da han blev taget.

Da husundersøgelsen var slut, og Gestapo under ransagningen ikke var stødt på noget, der havde deres interesse lige bortset fra “Mein Kampf”, som far havde stående i reolen, og det efterhånden også var gået op for dem, at far ikke var med seks toget, som åbenbart forventet, drog de afsted med Chr. Winther. Inden de forlod os, gav de dog mor besked om, at der ville blive to soldater tilbage for at afvente fars hjemkomst. De ville opholde sig i spisestuen sammen med familien og et par damer, der var kommet på besøg under aktionen, og ingen måtte forlade stu en uden ledsagelse af en soldat. Kun soldaterne måtte benytte telefonen, og endelig fik mor besked på hen på aftenen at servere kaffe for de to uniformerede “herrer”. Det blev en meget lang aften og nat – en nat jeg aldrig glemmer. Når vi siden talte om den, sagde mor gerne som noget formildende, at hun aldrig hverken før eller siden havde fået stoppet så mange strømper på en gang som den nat, da også damerne gav en hånd med. Næste formiddag kl. 11 forlod soldaterne igen præstegården efter at have ført flere telefonsamtaler, og vi kunne atter ånde en smule lettet op, men var naturligvis mærket af døgnets oplevelser, så dagen der på forlod vi alle præstegården en uge uden at efterlade vore adresser. At mor formåede at klare omtalte situation og for øvrigt mange andre og være far den støtte, hun var under besættelsen, har jeg siden beundret hende meget for. At stå med sådan en børneflok og sam tidig satse så hårdt krævede i høj grad mod og offervilje.

Far var naturligvis afskåret fra at vende hjem før den 4. maj 1945 om aftenen, men takket være sognebørns trofasthed kunne han indtil da holde sig skjult i sine sogne. I en periode, hvor han opholdt sig i et gavlværelse i “Villa Holmen” med udsigt til præstegården, havde jeg en enkelt gang lejlighed til at besøge ham. Jeg blev inviteret ned til Anna Michaelsen i “Villaen” intetanende, at far opholdt sig der. Stor var overraskelsen og glæden ved gensynet, da hun åbnede døren for mig til hans værelse. Hjemme forsøgte vi andre at få dagligdagen til at fungere, men en frygtelig, utryg tid var det at komme igennem frem til den meget kærkomne befrielse.

Endelig kom så om aftenen den 4. maj frihedsbudskabet fra London. Mor var på besøg hos far der på det tidspunkt boede i nærheden, og sammen hørte de frihedsbudskabet i radioen, hvorefter de straks tog hjem for en kort bemærkning, inden de igen drog af, da mor havde lovet at cykle til Thise med en besked, og far havde andre opgaver at varetage den nat. En ny periode var begyndt. En periode, hvor rollerne var byttet om, og hvor far derfor udover at genoptage sin embeds førelse sammen med andre modstandsfold blev stillet overfor løsningen af adskillige store og vanskelige opgaver, da vi jo på det tidspunkt hverken havde militær eller politi. Eksempelvis kan nævnes overvågning af fæstningsanlæggene ved Vest kysten, tilfangetagelse af nogle norske landsforræddere, der i en stjålen båd var flygtet fra Norge osv. I perioden frem til 15. september 1945 var far således souschef under oprydningsarbejdet i fæstningsanlæggene ved Løkken og Kettrup, og fik under dette arbejde fjernet en del kostbart materiel fra anlæggene og bragt det i sikkerhed hjemme i vores hønsehus. Således undgik det destruktion som krigsbytte. Efter nogle måneder i præstegården blev det afhentet af den danske marine, der for denne indsats i februar 1946 sendte far en takkeskrivelse underskrevet af direktøren for marineministeriet, admiral Vedel.

Hvad de norske bådflygtninge angik, fik denne episode en lykkelig udgang, hvorefter båden senere på måneden kunne returneres til Norge sammen med lokale fiskerbåde, fuldt lastet med indsamlede fødevarer til den sultende norske befolkning, som man dengang følte sig i stor gæld til på grund af deres forbilledlige modstand mod tyskerne. For at mindes denne begivenhed på 50-årsdagen var min kone Estrid og jeg sammen med to ældre fiskere fra turen i 45 samt andre repræsentanter fra Løkken af Aust-Agder Fylkes kommune indbudt som gæster ved et Dansk-Norsk Frihedstreff i Arendal. Det var en meget stor oplevelse, som naturligvis gjorde et stort indtryk på os alle på grund af den enestående taknemlighed, der fra norsk side blev givet udtryk for. At det samtidig virkede stærkt på mig at erfare, med hvilken respekt far blev omtalt i de officielle norske taler på grund af hans indsats i forbindelse med før omtalte madindsamling, er vel forståelig.

For at løse forskellige opgaver var det nødvendigt for far at have et transportmiddel, så umiddelbart efter befrielsen fik jeg lov til at hjælpe ham med at pakke bilen ud igen. Det brune papir og klodserne blev fjernet, der kom nyt olie og benzin på, og den 12. maj blev den igen forsynet med nummerplader. Denne gang var det tynde, grønmalede plader med nummeret DF16. Allerede dagen derpå blev vi børn stoppet ind bag i bilen og fik lov at køre med mor og far til Brønderslev, hvor egnens befolkning fejrede befrielsen ved et stort festligt møde ved Friluftsbadet med 7-8000 deltagere og far som taler. Stadig kan jeg huske mylderet af folk ud gennem Bredgade og de mange armbind, modstandsfolkene luftede den dag.

Der var nu gået en uge efter befrielsen, men stadig færdedes i området farlige elementer, som det godt kunne blive nødvendigt at forsvare sig imod. Derfor kunne især kørsel med de grønne plader godt indebære en vis risiko. Således mindes jeg en dag, far skulle forrette en kirkelig handling i Ingstrup Kirke. Jeg havde fået lov til at komme med, og da vejen fra Vrensted til Ingstrup dengang var en ufremkommelig jordvej, måtte vi køre over Løkken, hvilket ikke alene øgede afstanden, men også risikoen væsentligt, så inden afgangen hjemmefra anbragte far en skarpladt pistol i handskerummet foran mig. Et under normale forhold ret specielt udstyr til en kirketur, men den gang var det hele jo noget anderledes.

Den længe eftertragtede frihed kom med befrielsen, men det krævede lang tid at få alt under kontrol og få normaliseret forholdene i et acceptabelt omfang. Andre steder i Europa havde forholdene dog været langt værre end hos os, og for at yde en beskeden hjælp til Europas sultende børn havde vi i mit hjem i nogle måneder så sent som i 1947 en lille, fransk pige boende. Hun kom fra et område i Paris’s ud kant, var meget afmagret og medbragte en slags foderplan, der beskrev, hvordan hun gradvis kunne tilvænnes næringsrig, dansk mad. Hun var seks år gammel, lille af vækst, men særdeles godt begavet og lærte derfor efter kort tid at tale et forståe ligt dansk samtidig med, at hun lærte mine små søskende adskillige franske ord. Sct. Hans aften tog vi hende med til bål i anlægget, men da det var blevet tændt, og der lød knald fra noget fyrværkeri anbragt i bålet, gik hun helt amok og måtte i hast – vildt sprællende og skrigende af fuld hals – fragtes hjem. Hun havde åbenbart oplevet skud og ildebrand nok, hvor hun kom fra.

Efteråret 1945 var vi en flok Vrensted drenge, der meldte os ind i spejderbevægelsen under Det Danske Spejderkorps, der i Løkken havde en trop, som vi blev en del af. Da vi i Vrensted var nok til at danne en patrulje, kunne vi afvikle en del af vore patruljemøder på skift i hjemmene, men ellers gik turen til lokaler under Teknisk Skole på Sdr. Strandvej i Løkken. Det at være spejder krævede jo en uniform, så vore mødre fik travlt ved symaskinerne, hvor godt brugte lagner blev omdannet til uniformsskjorter, der efter en tur i farvegryden ikke efterlod nogen tvivl om, at det var de gule spejdere, vi tilhørte.

Spejdertiden gav os mange gode oplevelser – herunder mulighed for at deltage i lejre forskellige steder. Især blev sommeren 1946 minderig, da vi i slutningen af juli deltog i en divisionslejr ved Kalø Vig under dygtig ledelse af den kendte statsskovrider, Jens Hvass, Rold. Det blev en oplevelse, næppe nogen af os glemmer, bl. a. fordi han beordrede os alle til at vade tværs over vigen fra slotsruinen tilbage til lejren gennem vand, der var så dybt, at vi på en del af turen måtte have i skuldrene på en af drengene fra Løkken for at holde hans hoved oven vande. Nå, vi mistede ingen undervejs og kunne dagen derpå fortsætte til fods de 36 km til havnen i Arhus, hvorfra vi fragtedes over til Kalundborg og videre derfra i tog til Klampenborg for så endelig at slæbe os af sted det sidste stykke til den store spejder jamboree, der afholdtes på Ermelundssletten det år. Selv om vi alle var dødtrætte, da vi endelig nåede frem i nattens mulm og mørke og havde fået teltene slået op til tiltrængt søvn, så blev det efterfølgende lejrliv med dyster og udflugter en meget stor oplevelse for os Vrensteddrenge, der ikke ligefrem var forvænte med at komme udensogns. Løkkentroppen, der blev ledet af læge Boisen og tømrermester Ulrik, hævdede sig for øvrigt godt. Ikke mindst på grund af troppens store orkester, som Ulrik nok så professionelt dirigerede med en blyant.

Den 4. april 1948 blev jeg konfirmeret i Vrensted Kirke. For mange af mine kammerater betød konfirmationen samtidig, at skoletiden var forbi, men selv kunne jeg fortsætte i Løkken til den afsluttende realeksamen i 1949. Konfirmationen så vi naturligvis alle frem til med spænding og forventning, da den jo for de fleste af os også betød fest i hjemmet med familie og venner og dertil oven i købet gaver i dagens anledning. Det var før, man var tobakkens skadelige virkninger så bevidst som i dag, så udvalget på mit gavebord indeholdt ikke mindre end tre cigaretetuier samt krus og æsker til cigaretter og tændstikker. Dertil kom som noget ganske nyt og helt specielt en kuglepen, som dengang ikke måtte bruges i skolen og ej heller var tilladt til brug på officielle papirer. Boggaverne handlede især om Hakon Milches udflugter og andre rejsebeskrivelser. Som nykonfirmerede fik vi fra Vrensted Ungdomsforening gratis tilsendt et medlemskort samt en indbydelse til den nært forestående forårsfest. For de fleste af os var denne fest – bort set fra skolens juletræ – den første, vi deltog i, hvor der var dans, så det var ret så spændende at kunne komme med, få luftet sit nye tøj og få lov til at føle sig voksen”, selv om det nok faldt de fleste af os frygteligt svært og sikkert også har virket temmelig komisk. For mange af os blev ungdomsforeningens arrangementer, møder såvel som fester, for øvrigt noget, vi i høj grad værdsatte og med glæde tænker til bage på. Ellers var der dengang husflidsskolen, hvor vi startede med at lave spækkebrætter og støvleknægte og endte med at lave mere raffinerede ting, og der var idrætsforeningen med gymnastik, håndbold og fodbold, hvor vi cyklede rundt og dystede med holdene i omegnsklubberne.

Derudover gav Vrensted med sin beliggenhed nær havet og nær Ingstrup Sø enhver naturelsker rig lejlighed til at dyrke sine hobbies. Vi havde et badehus på stranden i sommermånederne før og efter krigen. En lang periode under krigen måtte det ikke komme derned og blev derfor malet grønt og anbragt på plænen ved dammen hjemme i haven, hvor vi så kunne bruge det som legehus året rundt. Ellers var der søen, der trak på næsten alle årstider. Om foråret samlede vi mågeæg, om sommeren fiskede vi, om efteråret kom så jagten på ænder og forskellige for mer for vadefugle, og om vinteren var det bare skønt med en god skøjtetur hen over de oversvømmede marker, engene og søen, for dernæst godt trætte og rødmossede igen at vende hjem til en varm stue.

At det især var jagten, der blev min store interesse, er vel ikke så mærkeligt. Far var ivrig jæger, vi havde plantagen, og jeg fik for en symbolsk betaling – en hare i ny og næ – tillige lov at jage på andres arealer. Som 13-årig startede jeg med at fange mår, ilder og væsel, og som 17-årig skød jeg mit første dyr. En oplevelse, jeg naturligvis blev meget betaget af. At jeg også var en lille smule stolt af det, er vel forståeligt, og at stoltheden ikke blev mindre, da biskop Erik Jensen, der kort efter sammen med bispinden besøgte mit hjem og fik dyreryggen serveret, udbragte en skål for den unge skytte, er vel tilgiveligt.

Allerede fra mine tidligste drengeår lå det fast, at jeg efter endt skolegang ville i gang inden for landbruget i håb om på et tidspunkt at få egen bedrift, hvorfor jeg i efteråret 49 søgte ansættelse på “Østergård” i Vrensted hos Else og Niels Øster gaard. Aftalen, som kom i orden den 6. oktober 1949, kom til at lyde på en étårig ansættelse fra 1. november – dog med den indføjelse, at ønskede jeg fra sommeren 1950 at starte på en videregående, boglig uddannelse, skulle jeg have lov at forlade pladsen i “utide”. Østergård var dengang på 70 tdr. land og havde en besætning på 25 køer plus ungkvæg, 100 svin og to spand heste plus opdræt. Endvidere hørte til gården en fast mælketur, som beskæftigede en mand nogle timer dagligt, så den samlede arbejdsstyrke udgjorde foruden Else og Niels en pige i huset og tre unge til arbejdet i mark og stald. Et helt lille samfund var det, og således fungerede det også, hvad jeg blev klar over allerede andendagen, da jeg sammen med Niels og de andre karle var i engene efter kvier, der skulle hjem og græsse ved gården. På udturen spurgte jeg Niels om, hvor mange kvier han havde gående i engen, hvorpå Niels svarede mig med ordene: “Det hedder ikke, hvor mange kvier har du i engen Niels. Nej det hedder, hvor mange kvier har vi i engen, for når man arbejder på en gård som den her, så udgør man en del af et mindre samfund, der løser opgaverne i fællesskab, og så siger man vi om tingene”. At det ikke var tomme ord, stod mig hurtigt klart, og det var en væsentlig årsag til, at mit ansættelsesforhold ikke blev étårigt, men treårigt og førte med sig et varigt venskab, jeg meget påskønner.

Nogle dage før jeg forlod Østergård for at tage på Vrå Højskole, døde min far kun 48 år gammel på grund af et dårligt hjerte. Far levede med sine sognebørn i lyst og nød, i medbør og modstandskamp, men især havde besættelsesårene slidt på ham. Om fars kamp for troen, sandheden og retten de år skrev forfatteren Jens Thise i nekrologen om ham bl. a.: “Hans mod stod særlig sin prøve under besæt telsen, da han fra prædikestolen udtalte fordømmelse over fjendens ugerninger”.

Det var et hårdt slag for os alle i familien og ikke mindst for mor, der nu stod alene med tre “voksne” og tre mindreårige børn i alderen 12, 10 og 6 år. Samtidig betød det, at familien i løbet af vinteren måtte forlade Vrensted Præstegård. Også det gjorde utrolig ondt. Selv tilbragte jeg den vinter som elev på Vrå Højskole for, som det så smukt hed i højskolens formålsparagraf, “at søge folkelig og menneskelig oplysning og dannelse”. Desuden undervistes der på skolen i alm. skolefag, samt i vinterhalvåret for os bondedrenge i landbrugsfag, og jeg afsluttede da også det område med en uddannelse som kontrolassistent. Noget jeg senere fik brug for som ansat inden for demonstrationsbrugene for kvæg.

Da foråret oprandt, forlod jeg efter en god vinter højskolen i Vrå for at tiltræde en plads som elev på Vrejlev Kloster, hvortil jeg ankom 2. påskedag 1953. Her var det dengang skik, at den elev, der havde hjemtur, på helligdage spiste sammen med familien og pigerne oppe i spisestuen, og da 2. påskedag jo var helligdag, blev også jeg budt med til bords. Ved den lejlighed præsenterede fru Holst de for skellige omkring bordet for mig, og da hendes blik under præsentationsrunden faldt på en af de unge piger, sagde hun henvendt til mig: “Og det er så vores hus jomfru, Hanne Nielsen. Hende må De se at stå Dem godt med, det betaler sig”. Sikke titler, man havde sådan et sted, det var jeg ikke vant til, og så det med at blive sagt De til og blive kaldt ved efternavn var jo også noget nyt for mig, men den slags kunne man åbenbart også vænne sig til, så selv om det i dag er ca. 45 år siden, jeg forlod klostret, er det stadig de dengang ansattes efternavne, jeg husker på, når jeg mindes dem.

Dagene på klostret begyndte med morgenarbejdet, der bestod i klargøring af traktorer og maskiner. Når vi så efter morgenmaden skulle i gang med den egentlige arbejdsdag, samledes vi på loen lige inden for porten, hvor vi stillede op på rad og række med 1. eleven på fløjen og så hele striben nedad for til sidst at ende med traktorføreren, chaufføren samt en husmand. I det øjeblik tårnuret faldt i slag, trådte forvalter Christensen ind ad porten, hvorpå alle hilste og hev kasketterne af. Dernæst blev hele styrken sat i arbejde, og da der dengang var en del arbejde med håndredskaber i forbindelse med transport af kartofler, roer, korn, staldgødning osv., måtte forvalteren ved fordelingen af de forskellige arbejdsopgaver bl. a. tage et vist hensyn til, hvem af eleverne, der havde højre hånd forrest, og hvem der havde venstre forrest på redskaberne. Ud fra det kunne han sammensætte arbejdsholdene på den mest rationelle måde – noget, næppe nogen i dag ville skænke en tanke.

Nu var alt arbejde jo ikke håndarbejde. Mekaniseringen af landbruget var godt i gang, og da godsejer S. M. Holst var foregangsmand, blev der investeret i maskiner bl. a. en mejetærsker i 1953. Det var en femfods, bugseret sækkemaskine med presse, men da vi på det tidspunkt ikke havde traktorer med uafhængig kraftoverføring og vel ej heller tålmodighed til at vente, til kornet var modent, blev første års mejetærskning ikke den store succes, så der var stadig en del til binderne at klare.

Ellers blev de tretten måneder, jeg tilbragte på Vrejlev Kloster, en tid, jeg med glæde ser tilbage på. Der var god orden i tingene, gode arbejdsforhold og en masse dejlige mennesker at være sammen med. En familie på otte, fire piger i husholdningen, en forvalter, syv elever, en traktorfører, en chauffør, en husmand, en gartner og altmuligmand foruden de fire, der var beskæftiget med pasning af kreaturer, svin og heste. Maj 1954 måtte jeg forlade klostret på grund af indkaldelse til Livgardens rekrutskole i Jægerspris. I den anbefaling, godsejer S. M. Holst gav mig ved afrejsen, stod bl.a., at jeg under opholdet på Vrejlev Kloster hurtigt havde tilegnet mig færdigheden i at køre traktor. Denne passus studsede jeg i starten lidt over, da jeg i min tidligere plads var vant til at køre Ferguson, men så slog det mig, at det måske ikke var alle, der kaldte en grå Ferguson for en traktor. Jeg må her indskyde, at der også var stor forskel på at køre den lille grå Ferguson og så klostrets John Deere A model med samlede forhjul og håndkobling eller Fordson Majoren på petroleum med en stor bugseret plov på slæb. Herefter accepterede jeg formuleringen.

Afrejsen fra klostret betød samtidig et farvel til Vendsyssel frem til maj 1958, da jeg købte “Teglgården” i Stenum, hvor Estrid og jeg siden da har haft mange dejlige år sammen med vor børneflok på fem. En efter en er de nu draget hjemmefra og er blevet, spredt fra København til Seattle. Ingen af dem valgte landbruget som erhverv, men nævnes skal det dog, at en af pigerne er gift med en gårdejer. Selv valgte jeg som ung landmandsgerningen og fortrød det ikke. Nu har vi bortforforpagtet bedriften og glæder os over det, ikke mindst på grund af den umyndiggørelse, vi efterhånden følte os udsat for ved indførelsen af alle de krav og forordninger, der er pålagt erhvervet.
Det har været mig en stor glæde, af gode venner at blive opfordret til at skrive noget om mine oplevelser som barn i Vrensted Præstegård under besættelsen. Samtidig har arbejdet med at løse denne opgave været mig en kærkommen lejlighed til at genopfriske minderne om barndomshjemmet, mine aner og livet i præstegården og dens omgivelser, som jeg oplevede det i min barndom og første ungdom før, under og umiddelbart efter besættelsen.

Meget vand er løbet i stranden siden da, og meget har ændret sig, men når alt kommer til alt, er det alligevel således at:

Barndomstid og ungdomsår

i sorrig, fest og glæde

tanken tit tilbage når

i minderækkens kæde.

Til det land bag klit og kær

med himmelrum og vidder,

som mit hjerte står så nær

og som min hu besidder

P.S. 1997.

• Gravsten Vrensted Kirkegård

Vrensted er en by i det vestlige Vendsyssel med 291 indbyggere (2018)], beliggende 6 km sydøst for Løkken, 14 km nordvest for Brønderslev, 25 km nord for Aabybro og 24 km sydvest for Hjørring. Byen hører til Hjørring Kommune og ligger i Region Nordjylland.

Den tidligere skole er ombygget til “Byens Hus”,

der rummer:

Mulighed for børnehave

Forsamlingshus – kaldet Vrensted KulrurCenter – med en stor og en lille sal,

Vrensted Idrætsforening og andre aktiviteter.

Vrensted Efterløns- og Pensionistforening m.fl.

Foreningssamvirket For Vrensted & Omegn  udgiver hvert kvartal lokalbladet Wræn’niken, der kan læses på byens hjemmeside. 

Historie:

Endelsen “-sted” tyder på at bebyggelsen er fra germansk jernalder, dvs. år 400-600. Forleddet er det gammeldanske ord wreni, som betyder “hingst”.

Ingstrup Sø

Mellem Vrensted og nabobyen Ingstrup lå den 265 ha store Ingstrup Sø. Den blev afvandet i 1950–53, men var allerede i 1800-tallet så tilsandet eller tilgroet, så den ikke er vist som sø på kortet. Den havde afløb til Limfjorden via Ryå, og det var i middelalderen en vigtig vandvej,

hvor varer er transporteret til og fra Aalborg. Den omtales ligefrem som “Hærvejen”. Pilgrimme er også rejst den vej, så der har været herberger og kroer i Vrensted. Søen havde også afløb gennem Kældergrøften til Jammerbugten.

Skoler

I Vrensted var der i 1553 en degnebolig. I 1677 blev der bygget nyt skolehus. I 1852 blev der igen bygget ny skole. Den brændte i 1905, og året efter blev Vrensted Byskole opført ved siden af kirken. Byskolen blev i 1955 hovedskole for hele sognet, som også havde haft Åsendrup Skole mellem Løkken og Vrensted og Østre Skole mellem Stenum og Vrensted. I 1959 indviede man Vrensted Centralskole, som blev nedlagt i 2011 og nu er blevet til Byens Hus.

Stationsbyen

I 1901 beskrives Vrensted således: “Vrensted med Kirke, Præstegd., Skole, Forsamlingshus (opf. 1895), 3 Møller og Andelsmejeri (Lykkens Prøve);“

Vrensted fik station på Hjørring-Løkken-Aabybro Jernbane (1913–63). Stationen lå i den vestlige ende af byen og havde 185 m krydsningsspor ud for hovedbygningen og 92 m separat læssespor nord for den.

I banens tid fik byen også bageri og telefoncentral. I 1960 havde stationsbyen 429 indbyggere og i 1965 435 indbyggere.

Stationsbygningen er bevaret på Stationsvej 32. Mellem stationen og Ingstrupvej er en banedæmning bevaret.

Historien om familien Elvine Petrea og Jens Andersen, Søren Nielsens Vej 1, Vrensted. En familie med en stor børneflok.

Elvine, f.1903 d.1974 blev 71 år og Jens Andersen, f. 1901 d. 1990,blev 88 år. De slog sig ned på Gl. Byvej i Nyhavn/ Søren Nielsens Vej  i Vrensted, i et lille strå tægget hus som var Elvines fødehjem og her boede Elvine hele livet fra de blev gift i 1924.

Her er et avisudklip fra 1949 hvor de holdt et stort sølvbryllup med fest om aftenen i Forsamlingshuset med 250 indbudte gæster, næsten hele sognet deltog.

Jens Andersen var født i Sulsted med voksede op i Tagmarken og Blåsiggårds Mark. Efter gifte målet med Elvine, havde de også Elvines far boende i en periode. Så udover at passe sine egne børn var der også i en periode, hendes gamle far, som fik en kærlig pleje. Senere flyttede han til Ll. Knudsgaard, til en datter, der var gift med sognefoged Søren Nielsen, og der blev han så boende ind til sin død.

De første år måtte de begge ud at arbejde, hun som bl.a. malke kone og han som daglejer på gårdene. Senere slog han sig på drænarbejde, og efter en uddannelse på Borris Landbrugsskole havde han nok at lave.

I den østre ende af det lille hus, havde de et mindre fårehold i et rum, de kaldte fårestien. Når der af og til blev en gris billig til salg, købte Jens den, og så blev den fedet op der til slagtning. Jørgen fortæller, at når hans far skulle ”måge ud” ved grisen, blev den lukket udenfor, hvor den så løb rundt til stor fornøjelse for de omkringboende børn. Senere da der var kommet flere børn til, blev der i fårestien lavet et nyt værelse, hvor nogle af drengene lå i køjesenge.

Jens Andersen var nu blevet dræningsmester og Elvine var delvis hjemmegående, hvor hun havde nok at gøre i hjemmet, for de fik efterhånden en stor børneflok, 10 i alt. I det lille hus på Gl. Byvej/Søren Nielsens vej i Nyhavn voksede den store børneflok op. Selv om pengene var små, formåede de at skabe et godt hjem for dem alle. Drengene kom tidligt ud at tjene, Verner fortæller at han som 9 årig fik sommer- arbejde i tre somre hos Harald Jensen i Åsendrup og skulle to dage om ugen cykle til skole i Vrensted, næsten helt fra Løkken på en damecykel med fast gummi og på grusvej. Men sådan var det almindeligt, at børn tidligt kom i arbejde, og det gjorde sig også gældende for Elvine og Jens`s børn. Alle måtte yde for at familierne kunne klare sig økonomisk. Det var ganske almindeligt dengang i 1930 og 40erne. Verner fortæller at der blev fyret med tørv ude fra mosen ved Kaas. Når tørvebilen kom med et læs tørv, havde de nogen gange ikke nok penge til betalingen, hvorfor de måtte have drengenes hjælp. Så de havde bestemt hårde tider – økonomisk – ind imellem.

Efter at Jens Andersen havde nedsat sig som drænings- mester, hvilket vil sige, at han forestod arbejdet med dræning af landmandens jorder, så blev han engageret af de landmænd der ønskede at få udført sådan drænings- arbejde, for at få jordbundsforholdene forbedret, hvilket der var mange landmænd der ønskede, for også at kunne få et større udbytte af de forskellige afgrøder der blev dyrket på markerne. Det foregik dengang som manuelt gravearbejde, med nedlægning af små drænrør der havde udløb til en grøft, hvorfra vandet så blev ledt videre. Alt sammen noget man i dag kan klare med gravemaskiner og store plastikslanger med små huller som lægges i jorden. Jens Andersen var også med da Ingstrup Sø blev drænet, i 1950erne og store landbrugsarealer blev lagt til gårdene i Vrensted og Ingstrup.
Hans drenge var også ofte med ham på forskellige opgaver på egnen, bl.a. når der skulle skæres grøde i grøfterne omkring Vrensted.

Elvine var som nævnt hjemmegående, og der var nok at se til. Der var mange munde der skulle mættes hver dag. Der skulle gøres rent, vaskes og ordnes tøj m.m. Det var dog alligevel nødvendigt for familien, at hun havde lidt arbejde uden for hjemmet. Hun gik ofte med kogekonen Marie Frandsen ud for at lave mad til de fester, der holdtes i Vrensted og omegn, desuden hjalp hun Klavs Johanne med hovedrengøring i Byskolen og havde sikkert også andet rengøringsarbejde.

Af drenge var der: Vilhelm f.1925 d. 2004, Ejnar f.1926 d. 2012, Verner f.1932, Tage f.1934 d.2014, Kaj f.1937 d. 2017, Knud f.1939 d. 2005, Poul f.1943 og Jørgen f.1950

og af piger: var der: Else, som var den ældste og f.1923 d. 1996 og Lilly f.1928 d.2012

Vi drenge i Vrensted så op til disse noget ældre drenge nede fra Nyhavn. De kunne nemlig meget mere end at arbejde og lave sjov og ballade. Gode fodboldspillere var de alle sammen, og de kom i Vrensted Idrætsforening og var forbillede for vi drenge, som kunne lide at spille fodbold og vi kom efterhånden på hold med mange af dem. Nogle af dem tog en stor tørn i Vrensted Idrætsforening. Kaj var bl.a. formand i en periode.

Arbejdsomme og dygtige var de også, og havde nemt ved at omgås folk og derved nemt ved også at få arbejde. Alle søskende har haft en god tilværelse med familie og børn. De fortæller at det kan være svært at samle hele flokken, da de er blevet så mange, men at man i stedet samles i forsamlingshuset af og til til hyggelig sammenkomst.

Else blev gift med murerarbejdsmand Emil Jensen og byggede hus på Søren Nielsens vej. Emil arbejdede hos Vrensted murermester Chr. og Svend Nielsen. Else havde rengøringsjob forskellige steder i Vrensted. I en lang periode klarede Else og Emil at vaske alle fodbold- og håndbold holdenes trøjer. Inden gifte målet havde Else også forskellige pladser, indtil hun blev gift. Else og Emil fik en datter Jytte. Alle tre er desværre borte i dag. Else blev 72 år.

Lilly havde sikkert også forskellige pladser i huset på landet. Hun arbejdede gennem en menneskealder på pleje- hjemmet i Stenum. Hun blev gift med Verner Ritter som arbejdede på Pedershaab i Brønderslev.
I en del år boede de til leje i et hus på toppen af Thise Bakke, lige ved siden af kirken. Senere flyttede de først til Stenum, men senere til Vrensted, hvor de overtog Jens og Elvines hus på Søren Nielsens Vej 1. De er begge gået bort. Lilly blev 83 år. De fik fire børn.

Vilhelm blev gift med Johanne fra Thise og de bosatte sig i et hus ved Rørbæk, skellet mellem Vrensted og Thise. Vilhelm gik ud som arbejdsmand og Johanne gik i perioder ud som rengøringshjælp. Når sønnen Hennings holdt fødselsdag for sine klassekammerater, cyklede vi drenge derud fra Vrensted og havde det bare skønt. Johanne og Vilhelm blev senere værtspar i Forsamlingshuset i en lang periode og flyttede derfor til Vrensted i lejligheden ovenpå forsamlingshuset. Da de ophørte med at være værtspar i forsamlingshuset, byggede de hus i Vrensted på Stationsvej. De var blevet pedelpar på skolen, et job de havde indtil deres pensionering. Vilhelm var i flere perioder medlem af Vrensted-Thise Sogneråd. Begge er her ikke længere. Vilhelm blev 79 år. De fik to børn. Henning som idag bor i Vrensted og en datter i Sindal

Ejnar blev, efter også at have været ansat ved landbruget nogle år, ansat som chauffør hos vognmand Mathias Vestergaard og var der en lang årrække, Senere var han en periode periode hos vognmand Reinholdt Nielsen. Han blev gift med Ida og de bosatte sig også på Bådstedhede i huset lige før Johanne og Vilhelms hus ved Rørbæk. Ida havde bl.a. været pige hos Gert Haugaard, men var også ansat i flere år hos familien Korsbæk på Smedegården øst for Vrensted. Det var medens hun arbejdede her, at hun mødte de vilde brødrene Andersen. Da Ejnar købte huset ved siden af Johanne og Vilhelm i efteråret 1952, flyttede også bror Kaj med på loftsværelset, så en stor del af familien var samlet ved Rørbæk. Her kom der tre børn. Ejnar og Ida er også gået bort. Ejnar blev 85 år. 

Verner havde som de to ældste brødre ,også som omtalt, plads på landet og købte senere sin egen landbrugs- ejendom. Han etablerede sig med et mindre landbrug på Vittrup Hede, da han blev gift med Lis. Han startede med 5 køer og havde ingen heste. De klarede sig dog godt. De har drevet det sammen gennem en lang årrække, som et mindre familiebrug. Trods høj alder er Verner stadig bosiddende på gården og klarer sig selv. Lis er gået bort i 2018. De fik to drenge som begge bor tæt på.

Jeg husker at vi fodboldspillere måtte hen og hakke roer hos Verner, for at han kunne få tid til at spille på fodboldholdet om søndagen. Han var en stor tekniker. Verner har leget med fodbolden indtil han blev 85 år, nu vil bentøjet ikke mere. Han har forpagtet jorden ud til en søn. Hverken Verner eller Lis har haft kørekort eller bil. De har transporteret sig med deres traktor med førerhus og ellers fået kørelejlighed. Verner fortæller dog at han har været syd for Limfjorden i Dokkedal. Som ung Vrensted fodboldspiller, har han dog med Vrensted Idrætsforening været med på venskabsture til Sverige hos en Svensk Idrætsforening hvert andet år i en periode.

Tage havde også pladser på landet og blev senere gift med Elly Andersen, datter af Johanne og Alfred ved Stationen i Vrensted. De etablerede sig, da de blev gift, med et landbrug i Sterup og senere fik Tage arbejde på den Lokale foderstofforretning i Jerslev. Elly har været hjemmegående og medarbejdende ved landbruget. Tage er også gået bort. Tage blev 80 år. De fik fire børn.

Kaj havde som de ældre brødre også haft pladser på landet, men blev senere chauffør hos vognmand Reinholdt Nielsen, og var også en periode ansat hos vognmand Mathias Vestergaard. Han blev gift med Lisbet Nielsen fra Vrensted. Lisbeth var blevet udlært som damefrisør og da der på daværende tidspunkt ikke var nogen damefrisør i Vrensted, etablerede hun sig med egen frisørsalon i lokaler der tidligere havde været cykelforretning og senere havde hun salon i det nybyggede hus. Desværre blev hun tidligt syg og gik bort. Kaj havde på daværende tidspunkt etableret sig med Taxa forretning og drev den i en årrække med bl.a. skolekørsel. Kaj byggede hus i Vrensted hvorfra han drev sin Taxaforretning. Han er også gået bort. Kaj blev 80 år. De fik to børn.

Knud havde også forskellige pladser på landet, bl.a. ude på Enggaarden hvor han kørte en mælketur. Senere kom han i fisken i Hirtshals, som vi siger. Efterfølgende var han en periode på Pedershaab i Brønderslev. Han blev senere gift med Margit som arbejdede i Børnehaven i Vittrup i mange år. De boede først til leje i Rykinds fodermesterhus. Senere købte de hus Vittrup. I mange år arbejdede Knud også som maskinfører hos Kommunen. De seneste år arbejdede han igen på maskinfabrik i Brønderslev. Han er også gået bort. Knud blev 65 år. Der kom tre børn.

Poul har også haft forskellige pladser. Han startede som bydreng hos købmanden og efter afgang fra skolen kom han på landet og fik senere arbejde bl.a. på lageret hos Vrensted Foderstofforretning. Her var han i 25 år. Han har desuden været chauffør i 6 år hos Mathias Westergaard hvor han afløste sin bror Kaj, der overtog en Taxa forretning efter Slagteren i Vrensted. De sidste 15 år af sit arbejdsliv har Poul kørt Taxa i Manna. Han blev gift med en Vrensted pige Rigmor og de stiftede familie og bosatte sig på en lille ejendom i Vrensteds udkant. Rigmor passede i nogle år Klubhuset i Vrensted Idrætsforening samt stod for rengøring og trøje vask. De har 2 børn

Jørgen, er den yngste af den store søskendeflok. Han har også haft pladser på landet. Han startede ude på Enggaarden, senere i Tilsiggaard, så Skøttrup. Blev soldat og efter hjemkomsten gik han som arbejdsmand i nogle år og var bl.a. med ved omfartsvejens etablering i Løkken. Som flere af sine brødre blev han også lastbilchauffør hos de to Vrensted vognmænd. Da Reinholdt Nielsen ville sælge sin vognmandsforretning i 1976 slog Jørgen til og etablerede sig i Børglum, efter at være blevet gift med Bodil fra Stenum, som havde stået i tøjforretning i Hjørring. Bodil har gennem 24 år været medarbejdende hustru i forretningen indtil Deres søn overtog forretningen i 2010. Jørgen gik på efterløn og Bodil uddannede sig til social og sundhedshjælper og har arbejdet som sådan. De har to børn.

Mange i Vrensted kom i berøring Elvine og Jens . Ligeså med børnene og mange havde også haft dem i arbejde helt fra de kunne klare et arbejde. Drengene var arbejdsomme, slagfærdige og friske med godt humør, tit med en frisk bemærkning om dit og dat. De kom i Idrætsforeningen spillede på de forskellige hold og var både berømte og berygtede i omegns klubberne sammen med en anden Vrensted familie, der også kunne stille med en flok drenge som også var gode på fodboldbanen. Fra Vrensteds arvefjende Thise, går der flere historier om Winne drengene. Bl.a. er der blevet sagt omkring fodboldkampene Vrensted mod Thise: ”Det bliver aldrig bedre, før de Winne drenge er væk fra Vrensteds hold”. En anden Thise spiller har udtalt, at inden Winne drengene gik på banen, så skrabede de støvlerne hen over betongulvet så gnister fløj omkring dem. Det var dengang propperne under fodboldstøvlerne var sømmet til selve støvlen.

Som unge opkoblinge, var brødrene Andersen friske og var med på sjov og ballade. Har hørt om dem, men ikke set, at de heller ikke gik af vejen for en frisk slåskamp med de bare næver, når de måske også havde fået for meget at drikke. Det gjorde man også dengang. Hørte som dreng, at det engang var Kaj og Jens Mørk der mødtes til nævekamp så blodet flød. Og sådan var det dengang.

Ejnars kone Ida har berettet, at Jens Andersens drenge ikke havde lyst til at danse. De kom først sent på aftenen, når der var bal i Vrensted forsamlingshus. Først havde de siddet og drukket nogle øller på et karlekammer et eller andet sted, og så gjorde de deres entre med rabalder og spetakler. Men de var selvsikre og gemytlige, og det var bla. derfor, at Ida faldt for ved Ejnar.
Senere lykkedes det Ida, med store anstrengelser at lære Ejnar at danse.

Drengene, Kaj, Ejnar, Poul og Jørgen kom vidt omkring fordi de havde kørsel som deres erhverv. Det var en stor forskel fra andre i Vrensted, i den tid hvor transport i bil ikke var for alle.

Jørgen fortæller at alle drengene blev indkaldt til militæret, og blev soldat. Hans mor havde billeder af dem alle samme hængende og hun viste altid med stolthed disse billeder frem.

Fra en gammel ven Kesse, (Kristian Andersen) bror til Elly Andersen som var gift med Tage, fortæller han følgende: ”Når jeg med jævne mellemrum var sammen med Elvine og Jens Andersens drenge, var der fuld tryk på med sang, snak og spændende – og måske ikke altid sande – historier fra Vrensted. Det var ustyrligt morsomt og noget, som jeg aldrig glemmer”.

Det var fortællingen om en af Vrensteds store, børnerige markante og kendte familier, som har et godt godt familieforhold og også har taget del i livet i Vrensted både kommunalpolitisk ved Vilhelm, men også en stor tørn i Vrensted Idrætsforening gennem mange år.

Den store flok børnebørn der er kom, var en stor glæde for Elvine og Jens og det var ikke sjældent de havde børnebørnenes besøg i det lille hus på Søren Nielsens vej. Også alle børnebørnene betød meget for dem.

Stor tak til jer tilbageværende søskende, fordi jeg måtte lave denne lille omtale af jeres familie. I har gennem mange år og på mange måder, sat jeres aftryk i Vrensted på den gode måde.

Februar 2019 – Jens Otto Madsen

En kendt familie i Vrensted

var familien Rosa og Valdemar Pedersen, som boede på Vingevej.

Rosa f. 1912 og Valdemar f. 1909 havde mødt hinanden på en gård på Kraghede.

Rosa var født på Fælleden i Vrensted og levede hele sit liv i Vrensted. Som ung kom hun ud at tjene på egnens gårde.

De stiftede hjem i Vrensted på Vingevej 20, hvor der gennem årene voksede en stor børneflok op, 11 ialt incl. bonusbørn, heraf var de 9 hendes egne børn. Måske i små kår og et lille hus, men det var et varmt og trykt hjem for dem alle. Rosa var vel nok den styrende og bestemmende i hjemmet. Rosa var altid engageret i naboer og venners ve og vel og var altid rede til at give en hjælpende hånd. Når der var festdage i familien var det altid hende der kaldte sammen og agerede kogekone.

Rosa havde nok at se til med den store børneflok. Derudover gik hun ud som kogekone og ind imellem hjalp hun også en Vrensted kogekone fru Frandsen, Bådstedhede, til de større arrangementer.

Valdemar, som stammede fra Kraghede, tjente som ung på hjemegnens gårde og det var der, han som nævnt mødte Rosa. Han fik arbejde som murerarbejdsmand, hos mureremester Chr. Nielsen, Vrensted, hvor han var i mere end 30 år. Han var også med som medhjælp med sneploven om natten i mange år. Senere fik han arbejde hos sønnen Poul, der var murermester i Brønderslev. I mange år bestred han en række tillidsposter inden for fagbevægelsen, hvor han var formand og kasserer for SID og senere kontorbestyrer.

De var nøjsomme mennesker.

Der kom børnene Bodil fra 1931, Nanny fra 1933, Bernhard fra 1935, Poul fra 1936, Johannes fra 1938, Esther fra 1942, Jane fra 1944, Keld fra 1947, Annette fra 1949, desuden blev Bodil`s 2 drenge, Tommy fra 1948 og Kille fra 1950, opfostret hos deres bedsteforældre.

Så i en periode på over 30 år har Rosa og Valdemar haft små børn i huset.

Man må sige, at i Vrensted var familien kendt af alle.

I Vrensted havde alle et kaldenavn. Således blev Valdemar omtalt ude i byen som RoseValdemar, Børnene hed for eks. Rosas Poul, Rosas Jane, Rosas Keld og sådan hed de som regel i omtalen, når man talte om dem. Alle børnene kom ud at tjene som ganske unge, med fritidsjob både på landet og som avisbude. Efter endt skolegang fik flere af drengene plads på gårdene i Vrensted og de to piger ligeså.

Bodil havde bl.a. plads i huset hos gårdejer Peder Brusgaard, og havde efter sit giftermål, rengøringsjob i Vrensted og var også på fiskefabrik. Efter at hun var flyttet fra landsdelen til Odense fik hun job på Lindø Værftet og boede der indtil sin død i 2017.

Nanny arbejdede som gardinsyerske i bl.a. Brønderslev og fik senere arbejde som sygehjælper på Brønderslev Sygehus og arbejdede der indtil sin pensionering. Nanny døde i 2016.

Bernhard har sikkert også arbejdet på landet, men blev udlært som murer og havde gennem mange år en stor murermesterforretning i Brønderslev. Gennem hans mange byggerier i Brønderslev fik han sat sit fingeraftryk mange steder i Brønderslev. Bl.a. byggede han tribunen ved Brønderslev gamle stadion ved Brønderslev Hallerne og mange parcelhuse. I en periode havde han sin far ansat i firmaet. Bernhard var en meget dygtig fodboldspiller og gennem mange år var han en af Brønderslevs store profiler, på det bedste hold i bl.a. Jyllandsserien. Bernhard flyttede til Odense efter at murerforretningen var afviklet. Han faldt væk i 1990.

Poul blev efter endt skolegang landbrugsmedhjælper. Men da Bernhard blev selvstændig i Brønderslev, kom Poul i lære hos Bernhard og han var gennem mange år ansat der. Da Bernhard lukkede sin forretning, startede Poul op som selvstændig murermester og arbejdede som sådan i over 40 år. Her var både Valdemar og Keld ansat i mange år. Han udførte flere store arbejder og byggede gennem årene en del parcelhuse. Han var også kendt i vide kredse, og spillede i mange år Old Boys fodbold i Thise Idrætsforening. Naturen, jagt og gamle motorcykler var hans store interesse. Poul faldt væk i 2011.

Johannes kom efter endt skolegang i lære som maskinarbejder på Pedershaab Maskinfabrik A/S i Brønderslev. Efter endt uddannelse blev han indkaldt som soldat ved Marinen og begyndte på Sjælland men blev senere overført til Frederikshavn. Johannes var den eneste af brødrene som var soldat. Efter soldatertiden skulle der igen findes arbejde. Der var der masser af arbejde at få på Lindø Stålskibsværft og han fik job der, hvilket selvfølgelig medførte, at han flyttede til Odense. Senere gjorde han sig inden for fagbevægelsen og blev tillidsmand og senere formand for Odense afdelingen af Teknisk Landsforbund. Johannes er nu folkepensionist.

Esther blev efter endt skolegang hushjælp forskellige steder bl.a. også i København. Senere flyttede hun til Norge, hvor hun også havde forskellige pladser i huset. Hun uddannede sig til Sygehjælper og havde arbejde indenfor dette fag i mange år. Esther er nu folkepensionist og er stadig bosat i Norge.

Alle de hidtil beskrevne børn, må man sige, klarede sig godt i tilværelsen. Som det var almindeligt i de fleste hjem 1940 og 50 erne, gik børnene ud af skolen efter 7. klasse, hvilket også er tilfældet for de førnævnte, af Rosa og Valdemars børn.

Men efter dem kom Jane. Jane kom efter de første skoleår i Vrensted Byskole på Løkken Private Realskole og fik her en realeksamen. Hun har fortalt, at hendes far sagde til hende, at når hun var færdig med realen, var det slut med skolegangen, for hun skulle ud at tjene sine egne penge. Efter realeksamen fik Jane plads som kontorelev på Branddirektoratet i Brønderslev hos landinspektør P. Møller Christensen. Efter at hun blev gift og manden etablerede sig med en VVS forretning, var Jane medarbejdende hustru og passede virksomheden med hensyn til al kontorarbejdet og den regnskabsmæssige del i virksomheden i ca. 40 år. Jane er stadig aktiv gymnast.

Keld fik også 7 års skolegang i Vrensted Skole. Herefter gik han 1 år på Aabybro Ungdomsskole. Efter ungdomsskolen fik han arbejde på en gård på Østre Hede ved Ella og Karl Erik Mouritsen. Det var en periode Keld var meget glad for og det blev næsten hans andet hjem. Senere kom han i lære som murer i Brønderslev og fik en mureruddannelse. I mere end 25 år var han ansat hos sin bror Poul. Han var ligesom sine større brødre også en dygtig fodboldspiller. Som ret ung kom Keld ud for en forfærdelig trafikulykke, som medførte mange operationer i hans ansigt. Han kom senere tilbage på arbejdsmarkedet og med hans altid gode humør, klarede han sig godt. Han fik senere problemer med helbredet og måtte gå på førtidspension. Han var i mange år kendt som Brønderslevs julemand. Keld var en aktiv person og blev i en periode også ansat som bestyrer af BI-Centret i Brønderslev, Brønderslev Idrætsforenings idrætsanlæg. I en periode har han også været formand både for Vrensted og Thise Idrætsforening. Keld faldt væk i 2015.

Annette som den yngste, havde også sin skolegang i Vrensted og tog der 8. klasse. Som voksen, har hun senere taget en HF eksamen. Efter skolegang og efter at have haft pladser som barnepige og medhjælp hos Bager Bedholm, fik hun arbejde på en skjortefabrik i Løkken. I 1963 flytte hun til Norge og fandt der sin kommende mand. De flyttede efter nogle år tilbage til Danmark og bosatte sig i Brønderslev. Efter forskellige jobs fik hun mod på at blive selvstændig og købte en stofforretning i Brønderslev, som hun drev i en årrække, indtil helbredet svigtede. I dag er hun folkepensionist, men afløser stadig i forretning i Brønderslev.

De to mindste børn som Rosa og Valdemar havde i det lille hus, var Bodils to drenge, som fik hele deres opvækst hos Rosa og Valdemar og som de betragtede som deres egne børn.

Tommy havde ligesom de andre børn, sin skolegang i Vrensted skole. Efter 7 klasse kom han på Ungdomsskole. Efterfølgende fik han læreplads som automekaniker hos Ford i Brønderslev og kom senere til at arbejde hos maskinforretningen DLAM i Brønderslev. De sidste mange år var han ansat på Teknisk Skole i Hjørring som pedel. Tommy var en omgængelig fyr. Han var foreningsmand. Han blev tillidsmand på sin arbejdsplads, han var engageret i forskellige foreninger i Vrensted. Bl.a. pensionistforeningen og Idrætsforeningen. Han var Vrensted Idrætsforenings formand gennem en årrække. Han var kendt for sit rolige, men bramfrie væsen. Tommy blev boende hjemme hos Rosa og Valdemar og efter deres død overtog han huset, som han boede i indtil sin død i efteråret 2018.

Kille den yngste af dem alle, fik også sin skolegang i Vrensted. Han flyttede efter skolegangen til Odense og fik arbejde på Lindø. Efter en periode der, flyttede han til Manna og fik arbejde på telefonfabrikken Dancall i Pandrup. Her boede han til sin død i 2002.

Alle børnene, fra Vingevej 20, var sportsinteresserede. Alle drengene spillede fodbold og pigerne håndbold og gjorde gymnastik og de var særdeles dygtige til det. Det betød bl.a. også, at Rosa og Valdemar var aktive i Idrætsforeningen. Når der var Idrætsuge, som det jo var hver sommer en hel uge, med aktiviteter på sportspladsen, fodbold og håndboldkampe, finaler om søndagen og ringridning om søndagen, så havde Rosa lavet dej til vafler, som så blev solgt til fordel for Idrætsforeningen.

Ikke nok med at Rosa havde den store børneflok at tage sig af, desuden havde hun jobbet med kontrolstuen, den tids arbejds- anvisning for ledige og udbetaling af understøttelse. Den bestyrede hun med fast og myndig hånd. Hen på Vingevej kom de personer, som stod uden fast job og så kunne folk som havde brug for arbejdskraft kontakte hende, for at få bestilt den arbejdskraft, man havde brug for. Hun stod for anvisningen og vidste jo, hvem hun kunne sende til et bestemt job. Engang om ugen kunne Rosa så hente penge i Sparekassen som havde kontor på Vrensted Mejeri, penge som var blevet anvist fra et ministerium, og Valdemar hjalp så Rosa med at tælle de kontanter op, som den ledige var berettiget til. De kom i små gule kuverter, som blev hentet den følgende dag af den ledige. Det fortsatte indtil der blev ændret ved lovgivningen.

Rosa og Valdemar var troende mennesker. Fra en artikel i Egnssamlingen i Saltums årsskrift 2018, skrevet af Simon Jacobsen, Hjørring, er følgende uddrag:

Simon Jacobsen skriver: “Mine forældre blev frelst i vinteren 1941-42 i den mørke tid under 2. verdenskrig, i Vrensted, inden de blev gift 27. februar 1942. Efter giftermålet flyttede de ind på Smedegaard i “Nyhavn” i Vrensted. Der blev holdt møder i hjemmet til Valdemar og Rosa Pedersen i Vrensted, en familie der tilhørte den Apostolske Kirke i Løkken. Bedstefar (handelsmand Hans Thomsen) kom til møde i dette hjem. Det var der, far og mor begyndte at tilegne sig bibelens sandheder. Rosa blev en stor hjælp for mor, idet far var garder og gik vagt på Amalienborg det første år de var gift. Det var helt naturligt, at far og mor efterhånden cyklede til Løkken sammen med Valdemar og Rosa til møderne i den Apostolske Kirke og på den måde fik kontakt med karismatisk kristendom”. 

Det var ikke noget man i Vrensted ligesom bemærkede, børnene var slagfærdige og kendte i Byen og som drengene blev større, kunne de bestemt også deltage i alt det sjove og festlige og holdt sig heller ikke tilbage. Rosa sagde altid, “det er i hvert fald ikke mine drenge der drikker, for de er tørstig efter mælk søndag morgen”. De var en del af dem, som sammen med andre unge fra Vrensted og omegn, kom på Trehjørnet sommeraftener, og viste frem der, nye fodboldstøvler, motorcykler, knallerter og andet sjovt og spændende, og vi mindre kunne så høre om deres oplevelser.

Valdemar havde også en hang til store biler, hvilket også var nødvendig med den stor børneflok. Det var ikke de fleste i Vrensted der havde så store biler. Med bilerne indtog på Vingevej, var økonomien helt sikkert også blevet bedre.

Alle børnene har fået en god og kærlig opdragelse. Hjemmet på Vingevej har samtidig altid været et gæstfrit hjem, hvor man følte sig velkommen.

Rosa og Valdemar havde den glæde, udover at have en stor børneflok, også at få ikke minde end 27 børnebørn.

Desuden har årene vist, at alle i den store familie kom godt i vej, som vi siger i Vrensted.

Alle børnene på nær Tommy, fik familie og børn.