Forfatter: Jens Otto Madsen

Brønderslev Tennis Klub

Den Kongelig Ballet i Rhododendronparken

Opera i det fri i Rhododendronparken

Jeg hedder Else Simonsen og er født og opvokset i Brønderslev, ligesom jeg har levet hele mit liv i Brønderslev.

Jeg har været elev ved Brønderslev Kommune og forsatte mit arbejdsliv samme sted primært inden for områderne skole/børn/fritid og Kultur.

Jeg stoppede mit arbejdsliv den 1. januar 2014.

Jeg vil fortælle om 3 oplevelser, som har bidraget til at berige mit liv, nemlig:

1. Brønderslev Tennis Klub
2. Den Kongelig Ballet i Rhododendronparken
3. Opera i det fri i Rhododendronparken

Først Brønderslev Tennis Klub:

Jeg har on and off været medlem af Brønderslev Tennis Klub, første gang da jeg nok var 10-12 år, igen da jeg var 19-22 år og senest fra jeg var 45 år og indtil nu, hvor jeg stadig er medlem af klubben.

Så jeg har været medlem så længe, at jeg kender og har fået fortalt en del af klubbens historie.

Brønderslev Lawn Tennis Klub – BLTK – blev stiftet lørdag den 2. maj 1897 og bliver altså 125 år i 2022. Tror næsten, at det er en af de ældste om ikke den ældste idrætsforening i Brønderslev.

Det var doktor V. Olsen, der indrykkede annonce i Brønderslev Avis den 30. april 1897, hvori han indkaldte alle interesserede til stiftende generalforsamling lørdag den 2. maj 1897 hjemme hos sig selv.

Doktor Olsen blev også Tennisklubbens første formand og det var under primitive former, klubben blev stiftet. Der var ikke penge til nogen bane, og derfor dyrkedes spillet på plænen ved Hedelunds festplads. Omkring århundredskiftet betragtedes boldspil af mange mennesker som narrestreger, og for ikke at blive udsat for hån af medborgere, måtte de første medlemmer af Brønderslev Lawn Tennis Klub luske bag om byen med ketsjeren under frakken for at komme til banerne i Hedelundsanlægget.

I det første eksemplar af lovene hedder det i paragraf 4: Aktive medlemmer betaler et indskud a 2 kr. og kontingent er 2 kr. årligt. Der betales forud. Når samme familie er mere end et aktivt medlem, betales indskud 2 kr. for første medlem og 1 kr. for øvrige. Børn samme sats.

2 år efter klubbens stiftelse blev den første bane anlagt i plantningen over for Hedelund. Valget var heldigt, for der var læbeplantning om hele pladsen, der benyttes den dag i dag. I 1905 blev bane nr. 2 anlagt, nr. 3 i 1925 og siden er endnu en føjet til. Så der er altså i alt 4 tennisbaner.

Banerne var nu etableret og i årene herefter blev der arbejdet ihærdigt på at skaffe kapital til et længe næret ønske om at få eget klubhus, og der blev afholdt adskillige basarer og tombolaer for at skaffe penge. Arbejdet blev påbegyndt i slagteridirektør Carl Behrens formandstid, og han havde stor støtte til arbejdet af montør Emanuel Larsen og købmand S. A. German. I 1949 stod huset færdigt. I mellemtiden var S. A. German blevet formand. En gammel tyskerbarak udgjorde grundelementerne i klubhuset, men arkitekt M. Johs. Jepsen fik barakpræget væk, Pedershaab Maskinfabrik forærede stålvinduer og -døre og arkitekten halverede sit honorar, så det kunne lade sig gøre med en byggefond på 16.000 kr. og et lån på 6.000 kr. at være under eget tag. Der blev holdt indvielsesfest søndag den 1. maj 1949. Det blev fejret med maner startende med reception i klubhuset kl. 10.00, kl. 18.30 spisning på Central-Hotellet, hvor der blev serveret sildeanretning, Wienersnitzel, Ost til en pris af 5,00 kr. pr. kuvert. Efter spisning var der bal.

Klubhuset blev udvidet i 1970 og i 1972 blev huset renoveret, bl.a. med nyt køkken. De 4 tennisbaner blev renoveret i 1990 og senest i 2021 er bane 1 blevet renoveret.

En lille kuriositet er, at der skulle gå 93 år før der kom en kvindelig formand. Det var i øvrigt mig selv, der blev formand i 1990. Siden har der heldigvis været flere kvindelige formænd, og her i 2021 er der også en kvindelig formand, nemlig Anette Aggerholm.

I 2017 fik klubben gennem flere forskellige donationer etableret lys på bane 1 og 2. Det betyder, at man kan spille længere tid om aftenen, men også at sæsonen er blevet længere.

Tennisklubben har ikke egne indendørs spillemuligheder, hvorfor der spilles primært i Brønderslev-Hallerne om vinteren, men det har også sine begrænsninger, fordi det primært er formiddagstimer, man kan få stillet til rådighed. Det er derfor som udgangspunkt, hvis man er arbejdsfri, at man kan spille indendørs.

Den 9. oktober 2021 har Tennisklubben indviet 2 padelbaner i forbindelse med klubbens anlæg. Det betyder en udvidelse af aktivitetsmulighederne, men også at man stort set kan spille hele året. Kun vejret sætter sine begrænsninger. Klubben venter sig meget at det nye tilbud.

I årene 1949 til 1957 og igen fra 1965 til 1982 havde Brønderslev Tennis Klub samarbejde med den svenske tennisklub i Nässjö, som også var Brønderslev Kommunes venskabsby.

Medlemstal: Medlemstallet var meget konstant op gennem 70-erne – omkring 200, men pludselig i 1980 faldt det til 115 for derefter langsomt at stige igen i 1990/91 til over 300 medlemmer. Det holdt ikke og i dag er medlemstallet omkring 130-150.

Tennisklubbens spillere har gennem alle årene haft mulighed for at deltage i turneringer arrangeret af Dansk Tennis Forbund og Jyllands Tennis Union.

For alle juniorspillere, der er medlem af Tennisklubben, tilbydes gratis træning. Klubben ønsker med dette gratis tilbud at optimere mulighederne for at lære spillet grundigt, helt fra man starter med at spille.

Tennisklubben har gennem alle årene haft meget stor fokus på at sikre, at der er et godt socialt miljø i klubben og derfor afholdes der mange forskellige aktiviteter i løbet af en sæson. Der holdes i løbet af sæsonen flere lokale turneringer såsom mix-double, dame- og herredoubleturneringer, lysturneringer altid med en eller anden form for hygge typisk efterfølgende spisning. Endvidere er klubben meget opmærksom på at integrere nye spillere i klubbens liv bl.a. ved flere gange om ugen at arrangere Spil-Sammen, hvor alle er velkommen uanset spilleniveau.

Til slut skal bemærkes, at Tennisklubben i dag hedder Brønderslev Tennis Klub, og altså ikke Brønderslev Lawn Tennis Klub for vi spiller jo ikke længere på græs.

Jeg stoppede mit arbejdsliv 1. januar 2014 og blev i foråret 2014 spurgt, om jeg ville deltage i Borger9700s arbejde med at etablere forskellige kulturelle aktiviteter. Det sagde jeg ja til. Det blev til Borger9700s Kulturgruppe. Gruppen blev hurtigt enige om, at vi af hensyn til andre foreninger i byen, som også laver kulturtilbud, ville vi prøve at lave noget, som man ikke så ofte kan opleve i Brønderslev, og at de arrangementer vi ville lave, skulle foregå i Rhododendronparken enten i Pavillonen eller på Scenen. Jeg har personligt flere gange oplevet Den Kongelige Ballet’s Sommerballet forskellige steder i landet, og jeg synes, det ville være helt fantastisk, hvis vi kunne få lov at opleve det i Brønderslev. Derfor spurgte jeg hurtigt Bestyrelsen, om jeg måtte undersøge muligheden for at få Den Kongelige Ballet’s Sommerballet til Brønderslev. Jeg fik grønt lys i oktober 2014 og sendte straks en henvendelse til Den Kongelige Ballet. I januar 2015 tog jeg til Australien for at se vores lille nye barnebarn, og vi var ikke mere end lige ankommet, før der kom en mail om, at Den Kongelige Ballet sagde ja til at besøge Brønderslev. Det var en stor dag. Så gik arbejdet i gang med at få det hele til at gå op i en højere enhed, så der kunne vises ballet torsdag den 15. juni 2015. Der blev sendt rigtig mange SMS-er fra Australien til de mange samarbejdskollegaer i Brønderslev.

Sceneforhold, lyd- og lysforhold skulle fungere og ikke mindst skulle der findes økonomi til det flotte arrangement, for da vi sagde ja til balletten, havde vi overhovedet ikke tænkt på penge. Alt kom i hus med støtte af mange frivillige og flere fonde og Brønderslev Kommune støttede arrangementet.

Dagen kom – vejret var helt perfekt, og der kom omkring 2500 mennesker fra alle egne af Nordjylland for at se nogle af verdens dygtigste dansere. Der blev bl.a. danset uddrag af Don Quixote, Nøddeknækkeren, Romeo og Julie, Svanesøen og Napoli.

Det står stadig for mig som en af de helt store og skønnest oplevelser i mit liv – tænk at få lov til at opleve det ypperste inden for ballet og så i sin egen hjemby og i de fantastisk smukke opgivelser. Selv fra Den Kongelige Ballet blev rammerne kaldt helt fantastiske og nogle af de flotteste, de har oplevet.

Opera i det fri

En anden musikoplevelse, som vi ikke så ofte for ikke at sige aldrig oplever i Brønderslev, er opera.

Derfor gik Kulturgruppen i gang med at undersøge muligheden for at lave et arrangement med Opera i det fri på scenen i Rhododendronparken. Det var nyt område og hvor finder man lige nogle operasangere. Efter kontakt til Aalborg Operafestival kom jeg i kontakt med operasanger Thomas Storm, og han sagde ja til at finde sangere til at komme til Brønderslev.

Det blev så første gang i 2016 at vi kunne tilbyde Opera i det fri i Brønderslev. Det blev en fantastisk oplevelse og der kom ca. 250  mennesker i parken til dette arrangement. Så når man tilbyder noget, der er lidt anderledes, vil folk rigtig gerne komme.

Vi gentog arrangementet i 2017 og fik også lidt blod på tanden, for kunne det lade sig gøre at få Den Kongelige Opera til Brønderslev. Vi havde jo haft held med Balletten, så måske.

De sagde heldigvis ja og den 10. august 2018 havde vi besøg af operasangere fra Den Kongelige Opera. Igen en fantastisk oplevelse med uddrag fra bl.a. Figaors bryllup, Rigoletto og Porgy og Bess.

Fordi vi havde oplevet så stor opbakning til operaarrangementerne, blev vi lidt dristige og ville gerne se, om der var opbakning til en egentlige operaforestilling.

Det blev Operakompagniet Nontardar (igen Thomas Storm som stor hjælper), der kom med forestillingen Cosi fan Tutte i Den Runde Pavillon den 23. marts 2018. Alle billetter var udsolgt, og det var igen en stor oplevelse. Operakompagniet kom igen den 5. marts 2020 med Don Juan af Mozart.

Ja så kom Coronaen og alting blev lagt ned.

Den 8. august 2021 var der dog igen Opera i det fri i Rhododendronparken med Thomas Storm og flere dygtige operasangere. Det var Borger9700s bidrag til Brønderslev Bys købstadsjubilæum. Vejret drillede fra morgenstunden, og på et tidspunkt måtte der træffes en beslutning, skal det være ude eller inde. Der blev valgt inde i Pavillonen. Pavillonen var helt fyldt og desværre måtte mange gå forgæves. Det var også denne gang en skøn oplevelse med de ypperste operasangere, der sang uddrag af bl.a. Carmen og Barberen i Sevilla. Igen en bekræftelse af, at folk gerne kommer til et lidt usædvanligt arrangement i Brønderslev.

En væsentlig forudsætning for at kunne tilbyde både Balletten og Opera har været støtte fra Fonde, Brønderslev Kommune og også lejlighedsvis lokale erhvervsdrivende.

Det at kunne præsentere Ballet og Opera i Rhododendronparken for så mange interesserede borgere, har været en stor og dejlig oplevelse for mig og har beriget mit liv med en masse glæde.

Else Simonsen, 15. oktober 2021

 

 

 

 

 

Søsterloge nr. 69 Faklen.

 

På opfordring skriver jeg, Rita Wagner Hjorth, med glæde et indlæg til bogserien ”Historier fra Brønderslev”, idet jeg synes, det er en rigtig god idé, at udviklingen af vores gode by bliver fortalt af et bredt publikum.

Jeg kom til Brønderslev i 1962, hvor jeg fik kontorjob på Pedershaab Maskinfabrik A/S.

Nu skriver vi år 2021, og jeg er for længst blevet pensionist. Mit bidrag til bøgerne ”Historier fra Brønderslev” skal være om vores dejlige Odd Fellow søsterloge, som vi har her i Brønderslev, og som jeg har været medlem af siden oktober 1983. Jeg har været med i ledelsen af logen gennem seks år og er nu i gruppen af eksmestre.

Jeg vil begynde med lidt af Odd Fellow Ordenens historie:

Ordenen kan spore sin oprindelse langt tilbage i tiden. Vi regner året 1819 som udgangspunkt for vor ordensgren. Det begyndte med en ung englænder, Thomas Wildey, som et par år forinden var udvandret til USA. Han havde nedsat sig i byen Baltimore, hvor der på det tidspunkt herskede megen sygdom, blandt andet pest. Borgerne var henvist til at klare sig selv eller finde hjælp hos hinanden. Dette berørte Thomas Wildey meget, og han gik i gang med at finde personer, der – som han selv – havde været medlemmer af Odd Fellow Ordenen i England.

I 1819 lykkedes det for ham at stifte den første Odd Fellowloge i USA, og han gav den navnet broderloge nr. 1 Washington som en hyldest til sit nye fædreland.

Sammen med sine brødre fra logen indledte Thomas Wildey et stort hjælpearbejde blandt de syge og fattige, og nød stor respekt og tillid i befolkningen. Oplysninger om Ordenen bredte sig i samfundet, og omkring 1830 var der oprettet over 100 loger i USA, udbredt til 12 stater. Som årene gik, kom der flere loger til, og med tiden lagde man i logerne stigende vægt også på den etiske side af menneskelivet.

Ordenens oprettelse i USA og dens succes førte med sig, at den i sin nye skikkelse kom tilbage til Europa ved institueringen af en broderloge i Stuttgart i Tyskland, og i 1878 kom Odd Fellow Ordenen også til Danmark.

Den første danske broderloge stiftedes den 30. juni 1878, og har sit hjemsted i Odd Fellow Palæet i København. Få år senere, i 1881, stiftedes den første søsterloge – ligeledes i København.

Tilbage til Brønderslev:

Søsterloge nr. 69 Faklen blev stiftet den 09. juni 1979 under navnet Rebekkaloge nr. 69 Faklen. Møderne holdes i ordensbygningen på Parkvej 49, som blev bygget af Odd Fellow brødrene i nr. 71 Richard Marley.

Bygningen blev indviet den 24. august 1974 til ordensbygning og selskabelig udlejning. Søsterloge nr. 69 Faklen bor til leje hos brødrene, som vi har et frugtbart samarbejde med.

I årene 1957 til 1960 blev fire søstre fra Brønderslev indviet i Rebekkaloge nr. 14 Ruth i Aalborg.

I 1961 blev Rebekkaloge nr. 40 Ingeborg Spager i Hjørring institueret, hvortil de fire søstre fra Brønderslev blev overflyttet. I tiden frem til den 09. juni 1979 blev den fortsatte tilgang af søstre fra Brønderslev optaget i  Rebekkaloge nr. 40 Ingeborg Spager.

Søstrene fra Brønderslev blev enige om hurtigst muligt at få dannet en forening i Brønderslev. Dette blev en realitet den 30. september 1975, og der var fortsat tilgang af søstre til denne forening, som senere blev til Rebekkaloge nr. 69 Faklen.

Den 02. maj 1979 blev derfor det sidste møde for Brønderslev-søstrene i Rebekkaloge nr. 40 Ingeborg Spager, idet Rebekkaloge nr. 69 Faklen blev institueret den 09. juni 1979.

Logens daglige ledelse varetages af en overmester samt yderligere fire valgte embedsmænd. Valget foregår på demokratisk vis hvert andet år.

De første embedsmænd i Rebekkaloge nr. 69 Faklen var: Overmester søster Agnes Gjedsig, undermester søster Ulla Løndahl Eriksen, sekretær søster Grethe Klokkerholm, kasserer søster Elsa Hansen, skatmester søster Karen Nielsen og fungerende eksmester søster Helvig Winkelmann.

     Søstrene i nr. 69 Faklen har et emblem:

Da foreningen i Brønderslev den 13. august 1975 fik sin godkendelse, skulle man have fundet et navn og et emblem inden institueringen den 30. september 1975.

Emblemet, tilhørende vores moderloge i Hjørring, er en skål med flammer. På det grundlag fandt man i foreningen frem til, at en brændende fakkel symbolsk kunne være tændt ved vor moderloges       emblem – skålen med flammer. Desuden har flammen på faklen udformning som kystlinjen omkring landet nordenfjords. Det var passende, da vort logeliv skulle have hjemme i Vendsyssels hjerte.

Fra 1998 blev navnet Rebekkaloge ændret til søsterloge.

I søsterloge nr. 69 Faklen ser vores nuværende ledelse således ud:

Nuværende embedsmandsgruppe, bagerst fra venstre sekretær Betty Bjerre, kasserer Kirsten Elisabeth Nielsen, skatmester Henny Marie Mann Jensen. Forrest fra venstre undermester Anna Katrine Andersen og overmester Anna Lise Larsen.

Vi er for tiden 74 ordenssøstre. Søstrene kommer fra alle grene af samfundet og erhvervslivet. Nye medlemmer til Ordenen bliver væsentligst foreslået af en, som selv er ordensmedlem. Det kan for eksempel være et familiemedlem eller en ven, eller det kan være via Ordenens oplysningsmøder.

Vi holder logemøde den 2. og 4. onsdag i måneden fra september til cirka midt i maj. Møderne starter kl. 19.00 i logesalen efter en bestemt dagsorden med fastlagte ritualer.

Ordenens krav til påklædning er til almindelige møder kort sort kjole. Til festaftener er påklædningen lang sort kjole og hvide handsker.

Søstrene ankommer til logen i god tid, så vi, inden vi bliver kaldt ind til mødet i logesalen, kan få en snak med hinanden, det kan være i loge regi, men der kommer naturligvis også mange andre emner på banen.

En stemningsfuld atmosfære breder sig, når dørene åbnes til logesalen, og søster ceremonimester fører søstrene ind i logesalen. Søstrene nyder den fred og ro, der er i logesalen, det giver noget særligt til sjælen, når dørene lukkes bag os – et frirum fra dagligdagen uden stress og jag.

I logesalen nyder vi organistens dejlige musik og suger til os af alle de gode ord, indlæg og så videre, som væsentligst kommer fra søster overmester, som leder mødet, samt fra søster kapellan. Vi har også ved særlige lejligheder indlæg fra andre søstre.

Og hvad er så Odd Fellow Ordenens formål?

”At udbrede Venskabets, Kærlighedens og Sandhedens grundprincipper mellem menneskene, at styrke dem i kærlighed til Gud og deres næste og lære dem, at ord ikke er nok, men at disse lærdomme må omsættes i handling, for at hver enkelt efter sin evne derved kan bidrage til menneskenes forbedring og fuldkommengørelse”.

Altså meget tydeligt et etisk formål, der angår vort forhold til vore medmennesker.

Odd Fellow Ordenens symbol og motto er kæden med de tre forbundne led, der udtrykker kravet om at vise Venskab, Kærlighed og Sandhed i alle livets forhold. Ord er ikke tilstrækkelige. En Odd Fellows egentlige arbejde er derfor at omsætte de tre små ord til handling.

Efter mødet i logesalen

Efter mødet i logesalen, går vi tilbage til selskabslokalet til hyggeligt samvær, hvor der bliver serveret en let anretning, som indtages under livlig snakken. Her knyttes mange gode og varige venskaber. Der bliver sunget og på festaftener holdt højtidelige taler, samt bliver der talt om og tilrettelagt praktiske gøremål.

Det humanitære sigte.

Søsterlogen støtter humanitært arbejde, det består i, at der samles penge ind ved for eksempel lotterier samt julesalg af forskelligartede    hjemmelavede ting inklusive juledekorationer, samt arv fra tidligere søstre i form af fonde. Disse penge er gennem årene anvendt fortrinsvis lokalt. Senest til for eksempel hjælpemidler, der ikke dækkes af det offentlige, og som kan lette hverdagen for beboerne på blandt andet plejehjem og Rehabiliteringscentret i Brønderslev. Derudover har logen et fadderskab i Indien samt givet støtte til børnehospice, SOS Børnebyerne, Julemærkehjemmet i Hobro, sygehusklovnen i Aalborg, ”Læger uden grænser”, børnebyer i Indien og Afrika, børn i Danmark og Grønland samt på Færøerne, Blindes jul, foreningen Bifos der har idræt for psykisk syge og tandemkørsel med blinde. Desuden yder vi – sammen med broderlogen – støtte til Menighedsplejens juleuddeling i Brønderslev.

Alle ansøgninger bliver behandlet af et særligt udvalg, inden logen træffer en beslutning om støtte.

Faklen arrangerer sommerudflugter. Og siden 1993 har Faklen haft en venskabsloge i Farsund i Norge. Vi besøger på skift hinandens loger hvert andet år.

I julemåneden har vi julestemning med spisning, hvor man har mulighed for at invitere en ledsager med.

Et par gange om året har vi gode fællesarrangementer med vores broderloge nr. 71 Richard Marley. Det kan være film, foredrag eller andet – altid noget spændende og tankevækkende, der giver stof til eftertanke.

Afslutningsord:

For mig har rejsen gennem den lange årrække som medlem af Odd Fellow Ordenen på mange måder været et spændende og lærerigt forløb. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan min tilværelse havde formet sig uden dette medlemskab, hvor også fællesskabet og samværet prioriteres højt.

 

Kilder: Bogen ”Odd Fellow Ordenen – formål, historie, udvikling”.

Odd Fellow bladet nr. 12 af 15. august 1979.

Forskellige oplysningspjecer vedrørende Odd Fellow Ordenen

samt egne erfaringer.

Alle billeder er leveret af broder Bjarne Thomsen, broderloge

1. 71 Richard Marley, Brønderslev.

Rita Wagner Hjorth

Oktober 2021

 

Store Brønderslev Marked er et heste- og kræmmermarked i Brønderslev i Vendsyssel. Markedet afholdes hvert år over fire dage (fredag til mandag), hvor mandagen altid er første mandag i september.

Markedet startede som et kreaturmarked, der fra 1843 var henlagt til Brønderslev Kro. Det var her markedet blev landskendt for det, der senere blev kaldt “Gendarmslaget” i 1886, hvor Estrups Gendarmer røg i slagsmål med markedsgæsterne. Dengang var der marked hver måned i Brønderslev, men én gang om året, den første mandag i september, var der et stort marked, og det er fra den tid navnet Store Brønderslev Marked stammer.

I dag er Store Brønderslev Marked et stort heste- og kræmmermarked. Markedspladsen ligger midt i Brønderslev by på et areal på ca. 41.500 kvm., der hvert år rummer ca. 200 kræmmerboder, 600 heste, 3.000 andre dyr, øl- og spisetelte og et tivoli. Omkring 100.000 gæster besøger hvert år markedet.

 

The Blue Van

Af Inger Aarup-Kristensen

Ikke mange bands kan, som The Blue Van, bryste sig af, at alle medlemmer har kendt hinanden siden børnehaven. Bandet består af Per Mølgaard Jørgensen (trommer), Allan Fjeldgaard Villadsen (bas), Søren Christensen (guitar, keyboard og kor) og Steffen Westmark (guitar og sang). Alle er de opvokset i det østlige opland til Brønderslev og har gået på Jerslev skole.

De fire har spillet sammen på Brønderslev Musikskole, siden de var omkring 13 år, og når der skulle øves nye numre, foregik det i en kælder hos Sørens bedstemor i Hallund. Hun havde dårlig hørelse og blev derfor ikke generet af høj musik.

Selvom de altid har vidst, at de ville forsøge at leve af musikken, blev de overtalt af forældrene til at gennemføre en ungdomsuddannelse på Brønderslev Gymnasium først. Faktisk var det, ifølge Søren, en betingelse for at deres forældre ville støtte en flytning til København, at gymnasiet skulle overstås først, så der var ”noget at falde tilbage på”.

I de første år hed bandet Den blå Vogn, opkaldt efter den bil, der i gamle dage hentede de sindsyge. Da bandet imidlertid drømte om en international karriere, skiftede de navn til The Blue Van. Det var fremsynet, for faktisk kan bandet i dag bryste sig af at have spillet i det meste af verden.

Allerede i 2004 blev der tegnet kontrakt med et amerikansk pladeselskab, og de fire flyttede til USA, hvor de i løbet af de næste år turnerede landet rundt og også spillede i Canada.

Det var dog først, da de igen flyttede til Danmark, at de begyndte ”at tjene penge på deres musik”.

Det skete i forbindelse med, at deres musik blev brugt i reklameindslag for f.eks. Samsungs mobiltelefoner og Appels Ipad.  Sidstnævnte reklameindslag blev endda udsendt over det meste af verden i forbindelse med TV-transmissionen fra den årlige Oscar-uddeling.

Siden har musik fra The Blue Van været brugt i forbindelse med TV-serier som f.eks. Beverly Hills og NCI New York. Desuden som titelsang for TV-serien Royal Pains. Alle sammen populære amerikanske serier, der ses internationalt.

Set med ”danske briller” er det også sjovt, at bandet har optrådt som ”skuespillere”/musikere i filmen: ” Kunsten at græde i kor”, der blev vist i både biografer og på TV. Her ses og høres de, som et 70´er band, der optræder på den lokale kro.

En anden sjov detalje er, at The Blue Van i 2020 fik den ære at blive omtalt af selveste Anders And i en særudgave.

Scenen er: Huset ryster og Anders And råber: ”Jeg har sagt til ungerne, at de ikke skal høre The Blue Van for fulde gardiner! Nu kan det være nok! ”.

Heraf kan vi jo konkludere, at Rip, Rap og Rup åbenbart også er fan af The Blue Van.

Fra det mere højtidelige hjørne kan nævnes, at bandet, mens de var i gang med at indspille en ny plade i 2009, blev inviteret med på statsbesøg til Vietnam, hvor de på vegne af Danmark gav flere koncerter og boede på hotel sammen med den kongelige familie.

Også i Japan har de mange fans. Faktisk er en af de sjoveste oplevelser for Søren, da han i Tokyo, ved et besøg i en pladebutik, stødte ind i en stor papfigur, der forestillede ham selv.

Per, Allan, Søren og Steffen har holdt sammen i mere end 25 år til trods for, at Søren i en periode var bosat i USA og Allan i dag bor i Norge. Det er noget, der er usædvanligt indenfor musikbranchen, og som også er blevet bemærker i Dansk musikerforbund.

Alle har de sideløbende en anden karriere, som f.eks. Steffen, der i dag er højskolelærer på Thurø ved Svendborg, men der indspilles stadig plader med bandet, og de er stadig kendt som et af landets vildeste livebands.

I dag hedder hoteldirektøren Bettina og hun kommer fra Dronninglund og er for mange et velkendt ansigt.

Danske Hoteller ejer Hotel Phønix i Brønderslev.

– Det er en spændende udfordring jeg står overfor og jeg glæder mig til at komme i gang. Jeg er glad for, at jeg har nogle gode kolleger, som jeg kender i forvejen, og jeg er helt sikker på, at vi godt kan klare opgaven,
siger Bettina Sørensen.

Hotellet vil blive drevet videre på samme facon som tidligere, og derfor bliver der ikke udadtil nogen mærkbar forskel på direktørskiftet. Den nye hoteldirektør håber på et godt samarbejde med byens borgere og forretninger.

– Jeg håber, at folk vil komme og holde deres fester og møder hos os, smiler Bettina Sørensen.

Hotel Phønix i Bredgade i Brønderslev blev i 2013 opkøbt af hotelkæden Danske Hoteller, som råder over 21 hoteller fordelt ud over det ganske land. Hotel Phønix i Brønderslev har 42 værelser med bad, samt restaurant og selskabslokaler.

Af Ove S. Johansen

Fra Ø. Brønderslev via New York til Thurø

Af musiker og lærer Steffen Westmark, der er en del af orkestret Blue Van

Steffen Westmark

 The Blue Van blev dannet i 1996 i oplandet til Brønderslev og kunne i 2021 fejre 25års jubilæum. Skrev i 2004 kontrakt med det daværende største indie label i Amerika, TVT Records. Vendte efter 2 år i New York tilbage til Danmark, hvor The Blue Van skiftede label til Iceberg Music Group, med hvem de oplevede kommerciel succes med gennembrudsalbummet, “Man Up”.

Bandet har turneret intensivt i Amerika, Europa og Japan i 00’erne og har blandt andet også været del af et dansk kulturelt fremstød i Vietnam, hvor bandet spillede for Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary.

 The Blue Van Albums

The Art of Rolling – The Blue Van, TVT Records, 2005 Dear Independence – The Blue Van, TVT Records, 2006 Man Up – The Blue Van, Iceberg Music Group, 2008 Love Shot – The Blue Van, Iceberg Music Group, 2010 Would You Change Your Life – The Blue Van, Iceberg Music Group, 2012 Letters – The Blue Van, Iceberg Music Group, 2015 The Van – The Van, Iceberg Records, 2018 From Responsible Sources – The Blue Van, Rå Lyd Records, 2020

 Solo Albums

Deserter – S. Westmark, Playground Music Denmark, 2013 Head Perfume – Peppermint B, Northern Sky Records, 2017 Bubblegum Buddha – Peppermint B, Northern Sky Records, 2019 If Love Was A Seashell, I’d Be The Sea – Ki/West, Northern Sky Records, 2021

Udmærkelser

BMI TV Music Award 2010 (Royal Pains) BMI TV Music Award 2012 (Royal Pains) Bøger Abekatastrofer, Steffen Westmark, digtsamling, PrintXpress, 2012

 Licensering

Licenseret musik til serier (bl.a. NCIS, Dallas, 90210, CSI, MTV’s Hard Times of RJ Berger) film (Bl.a. Magic Mike, Fright Night, Goosebumps, American Reunion, That’s My Boy) og reklamer (bl.a. Apple – Meet the iPad, Samsung, Time Warner Cable). Har til dato over 100 sync placements udenfor Danmark. Komponerede 3 sange til Peter Schønau Fogs filmatisering af Erling Jepsens “Kunsten at Græde i Kor”, hvor bandet også medvirker i filmen.

 Steffen Westmark fra bandet Blue Van: Om sin kærlighed til musikken. 

På mit hjemmekontor på Thurø lidt udenfor Svendborg står en gammel spansk Leyanda by Hohner-guitar. Der står den og venter tålmodigt, indtil jeg igen en sen nattetime bliver inspireret og febrilsk griber ud efter den, og vi igen – for gud ved for hvilken gang – tager hul på endnu et nyt nummer. Den var der, da de første spæde skridt hen imod, hvad endte med at blive Silly Boy, blev taget en aften under emhætten, med en cigaret rygende fra askebægret, i køkkenet på Bålhøj.

Den har været min trofaste følgesvend siden min barndom og mine ungdomsår i Øster Brønderslev. Den var mit første møde med musikken.
Den har altid stået i stuen hos min forældre, og så langt jeg kan huske tilbage, har den fascineret mig. Også lang tid før jeg havde et begreb om, hvad musik konkret var, havde den en nærmest magisk tiltrækningskraft på mig.
Jeg har tit prøvet på at genkalde det øjeblik, hvor jeg bliver bevidst om, at musik er en helt speciel størrelse, hvis vægt ikke kan måles på nogen form for jordisk skala.
Jeg ender altid ved to øjeblikke, hvoraf det ene er øjeblikket, hvor mine børnefingre første gang piller ved nylonstrengene på den spanske guitar. Det andet er mødet med George Dunnings psykedeliske tegnefilm fra 1968 om The Beatles, hvor John, Paul, George og Ringo hopper i en gul ubåd og sejler ned i et magisk land, hvor alle de smukke og surrealistiske billeder akkompagneres af Beatles musik.
De møder på et tidspunkt et krøllet lille væsen ved navn Jeremy, som The Fab Four fra Liverpool døber ‘Nowhere Man’.
Om det er farverne, musikken eller min bevidsthed om, at min far har placeret os foran fjernsynet på denne tilfældige søndag engang i sen-80erne med et formål, ved jeg ikke, men det er helt klart et definerende øjeblik i mit liv. Det bliver en tradition, at når filmen de følgende år bliver sendt i fjernsynet, sætter vi os i sofaen og ser den i stilhed. Det er noget, jeg har med min far, og denne uudtalte forbindelse mellem os kommer til at spille en rolle i min kærlighed til musik og jagten på den gode melodi. Som et skattekort, der gør, at jeg altid kan navigere tilbage til det øjeblik i “fattigfirserne”, hvor min far giver mig den største gave: musikken.

Jeg begynder på Øster Brønderslev Centralskole i 1987, hvor jeg møder Søren, som bliver min ven, og han bliver bogført i bogen, ved siden af fastnettelefonen, over legeaftaler. Vi mødes i første omgang ikke over musikken, men over kærligheden til 90ernes store spillekonsol, Amiga 500, og senere for at skate rundt på de hullede veje i Hallund. Vores forhold har altid været bundet sammen af en god portion fascination af hinanden tilsat et gran salt af konkurrence, selvom ingen af os er de store konkurrencemennesker. Det kan koges ned til, at Søren har dyrket håndværket, og jeg har dyrket æstetikken. Søren scorede helt klart flere mål for B70, end jeg gjorde den ene sæson, jeg var på drengefodboldholdet i ØB, men det ene mål, jeg scorede, var et perfekt hælskud, som sad præcist i nettet.
Det er en dynamik, som vi til stadighed har.
Sørens håndværk, som musiker, sangskriver og producer matches af min søgen efter en poetiske og filosofisk gransken af livet via musikken og kunsten. Han lægger murstenene, og jeg maler dem i alverdens farver.

En kaffereklame i 90eren, hvor Gevalia har tiltusket sig brugen af Jimi Hendrixs ‘Hey Joe’, ændrer alt, og fodboldstøvler og skateboards bliver skiftet ud til fordel for guitaren.
Endelig kommer det øjeblik, jeg har gået og drømt om. Jeg har fantaseret om at lave et band, dagdrømt om det i timerne på Øster Brønderslev Centralskole. I en sådan grad at det bliver nævnt til adskillige skole-hjem-samtaler. “Steffen skal bruge mere tid på at kigge ned i bøgerne i stedet for at sidde og kigge ud ad vinduerne med et fjernt blik”. Noget i den dur er nedskrevet i min klasselærers notater og bliver læst op for mine forældre til samtalen.

Ikke desto mindre bliver Leyandaen i de kommende dage puttet i sit mørkebrune kunstlæder-etui, og jeg marcherer ned til min første guitarundervisnings-time hos Bent.

Leyandaen må desværre hurtigt vige og genindfinde sig på sømmet i stuen, hængende i sin læderstrop, da det virker som om, hverken Jimi Hendrix eller Kurt Cobain er startet til guitarundervisning på spansk guitar.
Derfor droppes mellemregningerne hurtigt, og snart står der en Hank Marvin-rød Fender Stratocaster-kopi på anden etage i huset på Bålhøj. Den er den manglende ingrediens i den første og meget spæde version, af hvad der ca.15 år hen i fremtiden, bliver det danske rockband, som skriver pladekontrakt med verdens største uafhængige pladeselskab.

Efter en uheldig audition af købmandens søn står det klart, at vi har mere brug for en bassist end endnu en guitarist. Og da Allan, som Søren er vokset op med i Hallund, er den eneste, vi kender, på vores alder, der ejer en bas, flyver han igennem nåleøjet. Uden audition.
Efter en periode med øvning, ikke kun af gamle Clapton-sange, men også guitarkast fra midten af stuen hen i den nærmeste sofa, står det klart, at nogen skal synge. Kun én kandidat stiller op, og den kandidat får alle stemmerne. Ikke så meget på grund af et gudsbenådet sangtalent, nok nærmere en “hellere ham end mig-“situation.
Vi pløjer os igennem gamle bluessange og 90er-indie-rock en gang om ugen, hvor pauserne bruges på at fylde os med hvidt brød og VHS-bånd med musikvideoer “båndet” fra VH1 og MTV.

Vi bliver hurtigt notoriske på de skrå brædder i diverse ungdomsklubber i oplandet til Brønderslev, hvor vores forplejnings-rider blandt andet består af en pose lunke pilsnere gemt i den nærmeste busk. Bandet er svøbt i bredriflet fløjl og skjorter med så store flipper, at de til forveksling ligner mågevinger. I backstagelokalerne, som oftest er puderummet i den børnehave, som magisk forvandles fra et kommunalt pasningstilbud til en ungdomsklub i weekenden, hænger de lange læderjakker, hasteindkøbt ikke kun til vores koncerter, men også til årets main event, Brønderslev Marked.

Den første weekend i september, hvor Dahlgaards Tivoli åbner sluserne ind til duften af radiobiler, brændt popcorn og en sødelig lugt af candy floss, står Søren og jeg klar i vores trenchcoats med en 10-paks Prince Light i inderlommen indkøbt til lejligheden. Den bliver smugrøget bag forlystelsen ‘Det Flyvende Tæppe’, som garanterer mere kvalme end de 3-4 øl, vi vist nok har fået lov til at medbringe. I mit hoved synger Eik Skaløe: ”Det flyvende tæppe går klokken otte, Bob Dylan har ringet og sagt, vi kan nå det”. Jeg ved, at denne Bob synger noget om skiftende tider, men om han nogensinde har været i Dahlgaards Tivoli og spenderet en 20’er på en halvrusten rutsjebane, virker utænkeligt. Jeg prøver at finde forbindelse mellem de to fænomener, mens Søren spejder ud mellem kræmmerboderne for at være sikker på, at vi ikke bliver spottet af nogen, vi kender (eller nærmere nogen, som vores forældre kender).

Vi flakker lidt rundt et stykke tid og bruger vores surt tjente avisbuds-løn på Iron Maiden-flag og strygemærker med Che Guevara. På et tidspunkt ender vi ved radiobilerne, hvor vi spotter en gruppe unge mennesker, som tilsyneladende også har fundet ud af, at langt hår, fløjlsbukser og læderjakker går hånd i hånd, når man gerne med sin musiksmag og påklædning vil stå i opposition til alt omkring en. Som Ponyboy Curtis og broderen Sodapop fra Francis Ford Coppolas coming-of-age-film “The Outsiders”, årets blockbuster fra Amtscentralen, står vi selvvalgt udenfor de fællesskaber, vores klassekammerater har dannet, men i det skjulte hungrer vi efter at tilhøre en gruppe. En gruppe, vi kan definere os ud fra.

Af alle steder finder vi det fællesskab her på et kræmmermarked i Nordjylland. Et kræmmermarked, som nogle år senere bliver omdrejningspunktet i en dokumentarserie, som til forveksling ligner reality-tv, som vi kender det i dag.

Brønderslev bliver vores New York; et sted, man flygter til i weekenderne, og nogen gange i hverdagen, for at komme væk fra skolen, forældrene og H2O-sandalerne.
Når jeg stiger på 644’eren på hjørnet af Buurholtvej og Elmevej og mødes med Søren, som sidder sammenkrummet på de orange og brune sæder bagerst i bussen, mærker jeg først lettelsen over ikke at være blevet afsløret i, at vi ikke befinder os til den klassefest i downtown Øster Brønderslev, som man har informeret sine forældre om, man deltager i. Derefter begynder det at sitre i kroppen, for om en 5 kilometers penge skal vi mødes med drenge og ikke mindst piger, hjemme hos folk, hvis forældre ikke er hjemme, gå på rov i barskabets herligheder og fylde vand i flaskerne for at dække vores spor, lytte til Bob Marley og Skunk Anansie, kysse på piger under gadelygterne, diskutere venstreorienteret politik, som kun folk på 14 år kan og nå bussen tilbage, så vi ikke bliver opdaget.

De næste par år tager jeg, næsten uden undtagelse, hver dag til Brønderslev efter skole for at hænge ud på biblioteket med Jess, Tronsgaard, Lasse-far, Valler, Timon, Fløjte, Carsten Bagmand, Kap, Sander osv. osv.
Biblioteket, som også kommer til at danne ramme om et skelsættende talent show, bliver bandets uofficielle optagelsesprøve blandt Brønderslevs hårde kerne af musik-aficionadoer.
Bibliotekar Inger Aarup ser hurtigt, at den voksende skare af unge mennesker med anden musikalsk herkomst er støt voksende, og arrangerer en ‘Battle of The Bands’, som bliver den første af mange legendariske koncerter i lokalerne på 3. Sal i baggården bag biblioteket.

Inger, som udover at kickstarte koncertmiljøet i Brønderslev og senere forfatterskolen, hvor bl.a. en ung Yahia Hassan får sine litterære vinger, er klar over, at musikken mangler et ståsted.
Det at blive set af et voksent menneske, som ser en værdi i os, fremfor at se en gruppe utilpassede unge, betyder alverden for os.
Hendes myndiggørelse, sammen med en lille håndfuld medsammensvorne, giver os rygrad, og vi føler os set. Gadehjørnerne bliver lidt mindre overbelastede, efter Ingers hær af passionerede voksne mennesker giver os et frirum.
Med deres hjælp får vi organiseret os i musikforeninger, tildelt spritnye øvelokaler og får lavet udvekslingskoncerter med bands fra andre kommuner, blandt andet på Sjælland, som ellers var lukket land for et lille nordjysk band.
Jeg håber, de er klar over, hvilken stor rolle de har spillet i bandets kollektive historie. Hvis ikke, er det her sort på hvidt.

Og som jeg sidder her i min have på Sydfyn i 2020, som 38-årig i en verden, som virker mere forrykt og surrealistisk end Yellow Submarine nogensinde gjorde, står der klart, at min ungdom i Brønderslev har defineret mig mere, end jeg aner.
Om det er koncerterne på biblioteket og i Den Runde Pavillon, da den var ramponeret, og man ukritisk lod en flok unge knægte leje sig ind for 500 kroner og sælge billige pilsnere til kammeraterne uden spiritusbevilling, eller om det er cykelturene med klirrende oppakning på bagagebæreren med kurs mod bål og spontant fest i Grindsted Plantage, er underordnet.

Det, som jeg er rundet af og har gjort, at jeg har haft mod til at opsøge fællesskaber verden over via musik og nysgerrighed, er grundlagt i mine ungdomsår i Brønderslev. Bonderøven, der som Bob Dylan, uden sammenligning naturligvis, styrer direkte mod noget, der ubevidst trækker i en.

Jeg er overbevist om, at alle svinkeærinderne har været nødvendige for at jeg kunne blive den, jeg er, og har gjort, at jeg har levet med musikken, som trofast følgesvend hele livet.

Herunder en kavalkade af billeder fra steder hvor The Blue Van har spillet

Fotograf: disse billeder Martin Dam Kristensen, Kraghede

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Potter, pander, gryder, bestik, hønsetråd, pæle, støbegods, køkkenmaskiner m.m.

Se – køb – og bliv tilfreds!

Under meget beskedne forhold grundlagde isenkræmmer Jens Stagsted i 1909 den forretning, der senere skulle blive til en af de største i byen. Jens Stagsted kom fra Hjørring og havde således et godt kendskab til vendelboernes ønsker og fordringer. Forretningen voksede da også støt og roligt, og i 1919 måtte der foretages den første større udvidelse, hvorved en naboforretnings lokaler blev lagt ind under isenkramforretningen. På samme måde fandt den næste større udvidelse sted i 1941.

Jens Stagsted leder endnu selv forretningen, dog nu bistået af en søn, Holger Stagsted, der er uddannet i faderens forretning, og ligesom sin far også har været på studieophold i udlandet.

Virksomheden fører i dag et meget velassorteret lager af værktøj, glas, Køkkenudstyr og andre varer indenfor branchen, ligesom forretningen i de senere år har drevet en omfattende handel med støbegods og andre bygningsartikler.

I den store moderne forretning er i dag beskæftiget et ret stort personale.

Kilde:

Uddrag fra Hakon Mielches Brønderslev – industricentret i Vendsyssel. Udgivet ved Brønderslevs 25-års købstadsjubilæum i 1946.

Kommentarer:

Tom Teglhus Simonsen

Ja, husker tydeligt, at man kunne købe små portioner søm, skruer osv.

Det var en ægte isenkrambutik, med ekspedienter i lysebrune kåber, ja der var stil over butikken .

– synes jeg kan huske at Stagsted have en datter der hed Kirsten?

Michael Østergaard

Ja det er så min gamle læreplads. Løssalg af søm og skruer, værktøj, fiskegrej, glas og porcelæn. Jo en rigtig isenkrambutik. Husker Holger og Elinor og den gode Hr Fink.

Dengang man var des.

Egentlig en rigtig god tid.

Mogens Langer Bokelund

Jeg var bydreng der i 1959.

Susanne Nielsen

Nej hvor fint et billede, husker tydeligt fru Stagsted, en dejlig forretning at komme ind i

Svend Ole Pedersen

Dengang jeg gik i skole, købte jeg dynamit til min far, der skulle sprænge marksten.

Svend Ole Pedersen

Hej Ove, du må regne med, det var i årene 1947, der var ikke så meget arbejde at få om vinteren, så der var mange, der fik lov til at tage roden op fra et gammelt bøge eller egetræ, de fik det til brændsel, så det var en stor hjælp at man kunne sprænge roden i stykker.

Bent Esbjerg Vejlstrup Andreasen

Havde en kammerat, Poul Erik, der var bydreng hos Stagsted, når han havde ferie, var det min storebror Kaj og jeg, der afløste ham. Kaj kørte på “Long John” og jeg på den lille cykel.

Inger Boelt

Ja, det var dengang, man sagde hr, frue og frøken og blev tituleret med efternavn.

Lene Jørgensen

Ved ikke om det hedder respekt, men man turde ikke engang tage en tår sodavand i arbejdstiden dengang af frygt for chefen, for så fik man sandelig en påtale om, at det gør man ikke i arbejdstiden frk.

Lene Jørgensen

Ja – der var en leder til stede, som nøje overvågede, alt gik ordentligt til. Det var jo firmaets renommé, der stod på spil, konkurrenterne lurede lige “henne om hjørnet”.

Anne-Marie Rasmussen

Her er et ældre billede af forretningen fra ca. 1910.

Sig mig er det tøjvaskemaskiner, der står udenfor, eller er det roevaskere?

Navnet: JENSEN-STAGSTED.

Da jeg var dreng, hed firmaet Jens Stagsted. Var der noget om, at familien kom fra landsbyen Stagsted?

Ove S. Johansen

Jeg har også tænkt på de to maskiner med tromler. Jeg synes, det ligner vaskemaskiner, men er i tvivl om, man havde dem i 1910. Der kan jo også være en forkert datering af billedet.

Anne-Marie Rasmussen

Jeg tror ikke, at datering er helt ved siden af (forkert). Hvornår fik man gaslygter i Brønderslev?

Ove S. Johansen

Hvor bliver vi kloge efter alt det vi kan finde rundt omkring.

Anne-Marie Rasmussen 

Jeg ved såmænd ikke om vi bliver kloge af den slags arbejde, men vi får da trænet hjernen og kan måske så derved undgå en for tidlig demens eller det der er værre….

Af Ove. S. Johansen

 

 

 Kilde: artikel af fhv. lærer Ella Pedersen

 Vi kigger vi tilbage i tiden. Denne gang berettes om St. Blichersgade, om Birgit Agerbæk Iversen Pedersen, Jørn Agerbæk og Ole Steges opvækst i Brønderslev i slutningen af 1940’erne og op i 1950’erne. Gaden er uden tvivl opkaldt efter digteren Steen Steensen Blicher, der døde i 1848. Det er svært at finde årstallet for, hvornår gaden blev anlagt.

Ifølge folketællingslisterne fra 1925 var der kun ét hus i denne gade.

Lærer Victor Rønns hus med to lejligheder. Victor Rønn, f. 1892, og hans kone Tora boede i stuen, og lærer Kaad, f. 1899 og hans kone Dorthea, boede ovenpå.

Lidt længere nede ad gaden boede Jens Chr. Bendtzen med sin kone og syv børn. Der nævnes ikke noget om deres bolig.

Birgit Agerbæk Pedersen og Jørn Agerbæk, der som børn voksede op i St. Blichersgade, sidst i 1940’erne og i1950’erne, fortæller om deres barndom der.

Min far købte huset af lærer Kaad, der havde podet en mistelten på et æbletræ i haven. Det var Danmarks nordligste mistelten.

St. Blichersgade var en stille gade med villakvarterer og haver. Husene var store med stue, køkken, spisekammer og kælder. Der var hjemmegående husmødre, og der var få biler og cykler i gaden, og det var nemt at komme i skole, fortæller Birgit Agerbæk Pedersen. – Der var en købmand og en bager i hver sin ende af gaden, og mælkemanden kom med hest og vogn, og hestene gjorde automatisk holdt ud for os. Mælkemanden stillede hver dag fire liter mælk på trappen. Vi var mor og far og fem børn. Der kom af og til vagabonder hos os. De havde deres egen måde, hvorpå de fortalte hinanden, hvad man kunne forvente. De satte mærker på en telefonpæl. Der var et mærke for mad, et andet for penge og et tredje, når der ikke var noget at hente. Mor gav dem et måltid mad og en madpakke, fortæller Birgit Agerbæk Pedersen. Der var en overgang gadekampe mellem Dalgasgade, Anneksgade og St. Blichersgade på den ene side og Risagergade på den anden side. Børnene stod og råbte til hinanden. Men ved Palne Bertelsens hjælp blev der i stedet for lavet fodboldturneringer ved friluftsbadet, hvor flere gader blev inddraget. Jørn Agerbæk husker, hvem der boede i husene langt ned ad gaden.

På venstre side fra Bredgade lå arkitekt Knudsens to-etages rødstens villa (arkitekt Knudsens firma tegnede mange lignende huse i Brønderslev).

Derefter kom Rosenvængets Allé, og i huset derefter boede værkfører Andersen, og på 1. sal Rigmor og Svend Jensen.

Derefter kom ”Halli Stines” hus – hun var fra Hallund, og hun havde gadespejl og var rar og venlig.

Einar Sørensen – ”Falck Einer” – boede i næste hus. Han havde været ansat ved Falck i 40 år.

Så kom lærer Rønns hus. Hans stok, som han altid gik med, kunne slå hårdt.

Derefter kom Solvangsvej, og på den anden side lå et stort hus med fladt tag. Det tilhørte hals- og ørelæge Svend Åge Leth og hans kone Bodil, fortæller Jørn Agerbæk.

Tidligere lærer Ole Stege, der har boet i St. Blichersgade og stadig bor der, husker, at der efter Dr.Leths hus lå et hvidt hus, hvor Skadhauge boede.

Derefter er der senere bygget et rødstenshus, vistnok beboet af en tidligere købmand.

På hjørnet af St. Blichersgade og Ingemannsgade blev der senere bygget et stort rødstenshus med flere lejligheder.Tidligere lå der på stedet et beskyttelsesrum.

På det modsatte hjørne ligger der et rødstenshus, hvor vognmand Jens Jensen boede. Han kørte bl.a. bybus. Hans kone Emilie bor der stadig.

Derefter kommer der et gulmalet hus, hvor Jørgen Madsen en overgang boede, så igen et rødstenshus, hvor der boede en pensioneret snedker og hans datter.

Næste hus var grønt og beboet af familien Eriksen, så igen et rødstenshus, beboet af en ældre enke.

I næste rødstenshus boede maskinarbejder Harald Christensen, og ovenpå boede hans svigermor, enke efter farvehandler Stege i Bredgade.

Så er vi fremme ved endnu et rødstenshus, beboet af slagteriarbejder Marinus Madsen, hvis søn, Henry Madsen, boede ovenpå. Han var meget aktiv inden for idrætsforeningen i Brønderslev.

I næste rødstenshus boede der en overgang en pensioneret landmand, og videre til et lille rødstenshus, hvis ejer var drengenes skræk. Han tog deres fodbold, når de spillede, og målet var købmand Juuls garageport.

Købmand Juul havde forretning i det sidste hus på denne side.

På højre side fra Bredgade lå der på hjørnet et gult hus, hvor ”Taxa Germann,” der var ungkarl, boede.

Derefter kom bager Gaardbos forretning, så købmand Sørensens forretning, hvor man var heldig at kunne købe øl efter lukketid.

Efter Anneksgade boede Rasmussen, derefter apoteker Bech, dernæst lærer Poulsen.

Så kom huset med familien Agerbæk, hvor forældrene hed Hans og Grete, derefter lå der et hus lidt tilbagetrukket, hvor Jepsen boede.

På hjørnet af St. Blichersgade og Anneksgade byggede fotograf Frode Christiansen et gulstenshus.

Dernæst lå murermester Mathiesens rødstenshus.

Så kom man til et hvidkalket stuehus, ”Sigensgaard”, eller ”Sigensrolling”, som det blev kaldt, hvor bl.a. familien Christensen boede.

Derefter lå der endnu et rødstenshus, hvor Peter Pedersen boede. Han var ansat ved Brønderslev Kommune.

Så endnu et rødstenshus, beboet af Niels Kjeldsen.

I næste rødstenshus boede maskinpasser på slagteriet, Henry Bjerregaard.

På hjørnet af St. Blichersgade og Sigensvej boede tømrer Sofus Christensen i gråmalet træhus, som han selv havde bygget.

På det andet hjørne boede syerske Dagmar Skjølstrup i et grønt og gult malet hus.

Derefter lå der et rødstenshus,beboet af Hans Jensen, der arbejdede på ”den gamle fabrik”.

I det sidste hus, et rødstenshus, boede svejser Hardy Christensen og hans kone Karen. Hardy Christensen var initiativtager til PM orkestret. Han kontaktede den daværende direktion for Pedershaab Maskinfabrik A/S, og orkestret blev en realitet i 1948. I 1977 blev orkestret en selvejende institution og ændrede navn til ”Brønderslev Brass Band”.

 Dannebrogsgade

Jeg voksede op i Dannebrogsgade i 50’erne og gik på Skolegades skole. Jeg voksede vel egentlig op i nordbyen, for der var ikke langt op til Markedsvej, og på den anden side af Markedsvej var der ingen beboelse endnu, kun marker.

Der var mange børn i området dengang. Alle klar til at spille fodbold, spille kantsten, lege bøtten er væltet eller cowboy og indianer i læbælterne omkring Markedspladsen, hvis vi da ikke klatrede i træer i forsøgshaverne i Knudsgade. Hvis man var rigtig ferm, kunne man klatre i træer fra Dannebrogsgade til Frederiksgade uden at røre jorden. Altså, hvis man var rigtig ferm. Jeg var ikke.

Tænk, hvis vi børn havde haft en computer dengang, var vi gået glip af alt det. Fjernsyn skulle vi heller ikke bruge tid på. Der blev sendt fjernsyn få timer om ugen. Jeg tror, vi fik fjernsyn, fordi der var VM i fodbold i Sverige. Jeg har ladet mig fortælle, at stuen var fyldt, for naboerne kom for at se finalen, Brasilien mod Sverige. Det kan jeg bare ikke erindre. Det første jeg kan huske, jeg har set i fjernsynet, er Henry Froms tyggegummi på stolpen. Det var i 1960. Sort/hvid selvfølgelig, men en fantastisk oplevelse.

Farver var der til gengæld, når Gunnar Nu Hansen kommenterede landskampe i radioen. Han kunne om nogen skabe farver på nethinden, når han beskrev det vejrende røde Dannebrog på en skyfri blå himmel, og de blå gule svenskere og de rød hvide danskere løbe ind på grønsværen i Idrætsparken. Han skulle ikke bruge 3 timers optakt med 4 eksperter i studiet. Optakten var Stævnets Orkester med nationalmelodierne og Gunner NU med: ”Danmark starter med bolden og angriber målet nede mod hockeybanen.”

Fodbold

Jeg ville selvfølgelig gå til fodbold, da jeg blev gammel nok. Om det var Harald Nielsen effekten eller fordi der ikke var så meget at vælge i mellem, husker jeg ikke. Men jeg var tidlig blevet bidt af en bold.

Jeg husker tydeligt min allerførste kamp. Endda på kampbanen. Kampbanen var noget særligt. Den havde uden tvivl Danmarks fornemste græstæppe. Der var ikke noget med at skyde genvej over kampbanen for at komme over op træningsbanerne. Det sørgede Anker for. Vi måtte den lange vej uden om. Der var respekt om den bane, og nu skulle jeg spille med første kamp lige netop der. Jeg scorede i min første kamp. Et hjørnespark ind over til mit hoved. Målmanden have ikke en chance. Vi tabte 1-0.

Jeg må have været sønderknust, men husker det ikke. Efter den kamp spillede jeg kun i angrebet.

Det blev til mange sæsoner, men det var hurtigt klart, at jeg ikke havde evnerne eller viljen til mere end at blive en habil spiller i serierne langt fra divisionerne.

Fodbold var anderledes dengang. Nu om stunder er man ikke i tvivl om, at selv unge spillere har styr over fodboldtermerne. De snakker om clean sheet, overlap, falsk 9’er og 4-4-2. Det var slet ikke udtryk, vi beskæftigede os med. Clean sheet? Vores målmand havde heller ikke et eneste. Men han var vores målmand, og vi ville ikke have andre. Overlap? Vi kunne sagtens spille en helt sæson uden at have et eneste. Falsk 9’er? Nej, vi var den ægte vare.

Jeg kan fra hele min fodboldkarriere ikke huske et eneste taktikmøde. Vi mødte bare op til kampen så tidligt, at vi kunne nå at klæde om. Dvs. jeg mødte lidt tidligere end de andre for at få fat i trøje nummer 7. George Best, you know, og så var det ellers uden benskinner og sokkerne ned om anklerne. Opvarmning? Ja, kunne vi lige få bolden ind over til en helflugter, så var vi helt klar. Uden taktikmøde, selvfølgelig. Jeg spillede kun med begavede spillere. De vidste, at vi skulle score i den ene ende, og modstanderen skulle ikke score i den anden. Hvor svært kunne det lige være. Ikke en eneste gang kludrede vi i overgangen fra 4-4-2 til 3-4-3, for vi spillede ikke nogen af systemerne. Vi spillede bare. Vi spillede efter gehør. Hold op hvor var vi gode.

 

Håndbold

Da Brønderslev Hallen kom, begyndte jeg at spille håndbold. Jeg spillede det meste af en sæson på 1. holdet. Som fyld. Jeg var slet ikke en af de bærende kræfter, men syntes da det var stort at løbe ind til præsentation i en stopfyldt hal. Håndboldinteressen var enorm dengang. Min sidste 1. holdskamp kom flere år senere. Det var den sidste kamp i sæsonen. Kampen var i Nykøbing Mors, og der var indløbet et del afbud. Så sammen med Erik Jensen, Hal-Erik, blev jeg bedt om at tage med. Det var en kamp helt uden betydning, men der en væsentlig grund til, at jeg lige nævner den. Der var to overraskende topscorere i den kamp. Der er garanteret kun to mennesker i hele verden, der kan huske det. Den anden er Hal-Erik.

Selvom det er lidt sejt at kunne skrive 1. holdspiller på mit CV med mine evner, er det ikke den sæson, jeg husker bedst. Det er de sæsoner jeg spillede med Bruno Sørensen, Bo Skotte, Birger Pedersen, Keld Rydder for blot at nævne nogle af dem. Forbandet godt selskab både på og uden for banen. Ingen af os var på noget tidspunkt på tale til landsholdet, men vi har dygtige nok til at vinde flere kampe, end vi tabte. På nær, selvfølgelig, den sæson hvor vi tabte alle kampe.

Vi var desværre rykket op i serie 1. Sort uheld. Vi havde ellers meget smart spillet os til en tredjeplads i serie 2 for ikke at rykke op. Men nummer 1 og 2 i kredsen havde forbrudt sig mod reglerne, så oprykningen gik til os. Vi valgte at kæmpe for sagen. Vi havde 3 træningspas om ugen. Et pas onsdag. 2 timers håndboldtræning i hallen. To pas fredag. Først 2 timers håndbold i hallen efterfulgt af 2 timers rafling ved vores sædvanlige bord på ”Det bette Apotek.”

Vi var ikke favoritter i en eneste kamp. Men vi var dygtige nok til at kunne drille et par hold og vinde første halvleg. Selvom vi spillede mange angreb af overordentlig skønhed, kunne vi glade og tilfredse forlade banen efter 2.  halvleg, som klare tabere. Tredje halvleg vandt vi altid. 18 kampe. 0 point.

Skæbnen ville så, at vi også næste sæson igen kom til spille i serie 1. Vi fortsatte, hvor vi slap og tabte de 9 første kampe i den nye sæson. Først da fik vi gavn af den hårde træning med 3 træningspas om ugen. Man skal aldrig tvivle på raflings betydning. Vi vandt de sidste 9 kampe i sæsonen.  Det er i hvert tilfælde den historie, jeg fortæller mine børnebørn.

Golf

Golf skulle selvfølgelig også prøves. Jeg indså dog hurtigt, at det er svært at blive verdens bedste golfspiller, når man også vil spille fodbold, være fodbolddommer, spille håndbold og musik, have en kæreste, have børn, passe sit arbejde eller være sammen med vennerne. Det blev jeg da heller ikke. Men jeg nåede da at spille på hold med Søren Kjeldsen. Også det er der selvfølgelig plads til på CV’et. Mit altså, ikke Kjeldsen.?

Klaver

Jeg er fra et hjem med klaver, så det var helt naturligt, at jeg startede til klaverundervisning hos Vammen i Vestergårdsgade. Det krævede 1 times øvning om dagen. Det har jeg siden haft utrolig megen glæde af, men dengang var der da dage, når solen skinnede, og kammeraterne stod ude på gaden med en bold under armen, at det var rigtigt træls. Min bror valgte at spille harmonika, knapharmonika. Jeg valgte jo klaver, for der er ingen grund til at gøre ting mere besværlige end højst nødvendig. Da vi senere begyndte at spille i PM-orkestret, som det hed dengang, valgte jeg af samme bekvemmelige grund at spille trompet  –  3 knapper. Jens valgte saxofon – 100 knapper.

Trommer og guitar og pigtråd

Jeg blev også grebet af al den nye musik, der kom fra England. Beatles og Rolling Stones. Man kan godt spille Satisfaction på klaver, men det lyder jo ikke rigtigt. Nu blev det trommer og guitar, jeg brugte adskillige timer på. Den ældre generation dengang rystede på hovedet over al den larm og var helt overbevist om, at den nye støjende musik kun var en fase. Det gik over.  Det kan godt være, de får ret, men det er ikke gået over endnu.

Jeg kom med i en gruppe, der hed The Amblers, på trommer. Det var pigtråd, og det var sikkert højt. Det var i hvert tilfælde højere end Bror Kalles Kapel. En enkelt gang, hvor vi var ude at spille på en lille kro, blev vi bedt om at skrue ned, ellers kunne vi få et par på hovedet. Pigtråd måtte derfor være skadeligt både for musikerne og publikum.  Det syntes skolelægen formodentlig også, så i en periode indkaldte Signe Engbæk mig og min bror til regelmæssige høreprøver. Jeg hører stadig udmærket.

Senere manglede The Swagmen en trommeslager. De spurgte, og jeg sagde ja. Vi øvede hver lørdag på Tipsmarks Maskinfabrik. Jeg ved ikke, hvor meget Rolling Stones fik for en koncert, men vi fik 500 kroner for en hel aften. Ikke per mand, men til deling, og vi var fem. Når vi spillede i Silkeborg eller Tinglev, slugte benzinen også en del af hyren.  De lange ture gjorde selvfølgelig, at jeg et par gange kom sent hjem. Når jeg kom sent hjem, syntes jeg selvfølgelig, at det ville være uforsvarligt at sende mig i skole. Jeg var jo træt. Men nej, den gik ikke. Mor sendte mig i skole. Kun en gang forbarmede hun sig over mig. Vi havde spillet i Ringkøbing en søndag aften. På vej blev vi ramt af både uheld med bilen og himmelbetændt rajfog. Det var allerførst på morgenen, inden vi var hjemme. Da sagde mor for en gang skyld, at jeg hellere måtte gå i seng og få udsovet efter den tur. Men nej, jeg ville i skole. Jeg syntes selvfølgelig, at det var lidt sejt at komme i skole og fortælle om, hvad jeg havde været udsat for. Jeg tror egentlig, mine skolekammerater var ligeglade.

The Swagmen stoppede, da de andre skulle ind som soldat, men vi nåede da at spille med bl.a. Herman´s Hermits i Holstebro og The Hollies på Phønix. Det var store navne dengang.

Trompet

Min bror og jeg begyndte at spille med i PM-Orkesteret, senere Brønderslev Brassband og Brønderslev Harmoniorkester.  Jeg spillede først euphonium og senere trompet. Det var ganske fornøjeligt at prøve at spille noget andet musik end det, jeg var vokset op med, og da jeg samtidig fik nogle gode 1. stemmer, var det ekstra sjovt at øve. Men det er svært at holde trompeten ved lige, når man har små børn, der skal sove, og man også har mange andre interesser.

Det blev en ond cirkel. Når jeg ikke øvede det, der var nødvendigt, blev jeg dårligere, og når jeg blev dårligere til at spille, var det ikke så sjovt at øve længere, derfor øvede jeg endnu mindre. Lysten til øveaftenerne forsvandt også lidt efter lidt. Til sidst manglede man mine stemmer i orkesteret. Dem gav man så til en, som man kunne regne med, og det var helt fair. Jeg fik så udleveret en 2. stemme eller 3. stemme. Stemmer, der også er vigtige for orkesteret, men bare ikke så sjove at spille. Derefter øvede jeg endnu mindre, og blev til sidst helt væk fra øveaftnerne. Til sidst hentede orkestret uniformen. Det var nogle rigtige gode år, men jeg savner det ikke.

dWaynes

Søren Poulsen og Finn Findinge, som jeg spillede med i The Amblers, var med til at starte dWaynes i 1991. Det var ikke min ide. Det var deres. Jeg havde for sjovt skrevet en sang, der hedder ”Min ungdomshelt”. Den sang og et par stykker til skrev jeg for at give Søren og Finn en ide og et skub til selv at prøve at skrive. Det var kun demoer og absolut kun skrevet for sjov. Så kunne de bruge ideen eller lade være. De lod være, men de ville gerne spille mine sange sammen med mig, hvis jeg havde tid. Det mente de helt sikkert, jeg havde, jeg var jo lærer.

Det var ikke dWaynes, der var blevet dannet. Det var bare tre gode venner, der sad omkring et køkkenbord. Vi spillede lidt, drak tre øl og sluttede aftenen af med en wustere mellemmad. Når vi så havde lært de første par sange, så kunne jeg jo bare skrive et par stykker til, mente Søren og Finn.

En dag fik vi et engagement. Nu var vi næsten nødt til at finde på et navn til gruppen. Det blev dWaynes. Opkaldt efter John Waynes, som ”Min ungdomshelt” handler om. Engagementet var i Tinghallen i Viborg. Tinghallen er et stort sted. Tinghallen er et sted, hvor blandt andet Beach Boys har spillet med al deres udstyr, og der stod vi, 1 sanger og 2 spanske guitarer. Vi overlevede, men stod det klart, at skulle vi igen få et engagement i et rum, der var større end et almindeligt samtalekøkken, havde vi brug for mere volumen på både sang og instrumenter. Og vi fik igen et større engagement. Bjørn Afzelius på Idrætshøjskolen. Heldigvis kendte jeg Hans Jørgen Andersen og Poul Vejby. De sagde henrykte ja tak, da jeg bad dem hjælpe. Jeg tror ikke, de var så henrykte for at komme med i dWaynes, men fordi de hurtigt regnede ud, at nu kom de gratis ind til koncerten. Også den aften overlevede vi, og nu var vi fem omkring køkkenbordet.

Tuborg eller Hof?

Efterhånden havde vi så mange sange, at tanken om at få dem indspillet dukkede op. Der var ingen pladeselskaber, der stod i kø, så vi dannede vores eget. Det blev pladeselskabet WHEPS. Det står for Wort Helt Eget PladeSelskab. Det var dyrt at indspille en CD, men vi fik pengene samlet sammen og indspillede CD’en ”Tuborg eller Hof?” i Hjørring. For at gøre lidt reklame sendte vi CD’en rundt til mange lokalradioer. Det var måske dumt, for det var før internettet. Derfor vi havde ingen chance for at finde ud af, om vores musik blev spillet, eller om CD’en røg direkte i småt brændbart.  TV Nord gav dog lyd fra sig, og inviterede os ind en søndag eftermiddag til et direkte show. Vi spillede et par numre – playback, og publikum klappede – ikke playback. Det er ikke noget, vi er specielt stolte af, for det er der så mange, der har prøvet. Men sidst i udsendelsen gik dWaynes igen på. Denne gang live og vi spillede Bryllupsvalsen for Kresten Poulsgård. Det er vi heller ikke så stolte af, men det er der alligevel ikke mange, der har prøvet.

Et par uger efter ringede Danmarks Radio og sagde, at vi blev spillet på Dansktoppen. De havde valgt at spille ”Min ungdomshelt”. Altså, den sang jeg bare skrev for sjovt, lå nu på Dansktoppen. Det var lidt fornøjeligt, selvom det blev et kort visit.

I 1995 blev der igen brug for ”Tuborg eller Hof?”. Joakim og Alexandra skulle giftes. Det skulle fejres, så vi sendte det lykkelige par en CD, så havde de også noget at danse til, når Livgarden blev træt. Vi vedlagde et brev med vore hjerteligste lykønskninger og information til prinsen om, at det for øvrigt var ulovligt at kopiere CD’en til hele hoffet og Møgeltønder, skulle prinsen får den tanke. Fandt vi ud af at det alligevel var sket, ville vi sladre til hans mor. Nu kan vi jo ikke bevise noget. Det er kun indicier, men efter vi sendte den CD til Møgeltønder, gik salget af ”Tuborg eller Hof?” fuldstændig i stå i Sønderjylland. Ja, vi kan tage hele Slesvig-Holstein med for den sags skyld.

Mit Californien

I 2008 indspillede vi CD nummer to: ”Mit Californien”. Sten Fuglsang var nu kommet med på bas. Med Sten og Poul, som havde spillet sammen i Pretenders, som vandt ”Toppen af Poppen” i 1968, var vi nu i stærkeste opstilling. Søren slog nu trommer og de spanske guitarer blev skiftet ud med elektriske guitarer. CD’en blev indspillet i en svinesti hos Kaspar Westerå, som havde et fint nyt studie, og han ville gerne have nogen at øve sig på.

Igen sendte vi mange kopier rundt i landet, men nu havde vi gjort vores forarbejde ordentligt. Vi sendt kun til stationer, der havde hitlister. Nu var internettet også til rådighed, så vi kunne let kontrollere om, vi blev spillet, eller vores nye CD igen røg i småt brandbart. Vi blev heldigvis spillet meget, og vi klarede os fornemt på mange lokale hitlister. Syv forskellige numre fra CD’en fandt vej til hitlisterne. Allerbedst klarede nummeret ”Bare” sig. 13 uger på hitlisten hos Storbælts Radio i Skælskør. Heraf 10 uger som nummer 1. Jo, CD’en blev spillet. dWaynes skulle også have fortsat med at spille, men sygdom skabte desværre en al for lang pause, og vi kom aldrig i gang igen. Men dWaynes er ikke opløst, så hvem ved?

Skolegades Skole

Jeg startede på seminariet i 1970. I 1974 blev jeg færdig som lærer med musik og engelsk som linjefag. Min første stilling fik jeg i Års og Blære. Min første månedsløn var på 3000 kroner. Jeg var kun ansat i et år, da jeg manglede at aftjene min værnepligt. Værnepligten blev aftjent på Brønderslev Børnebibliotek. Ud over at stemple bøger til udlån, kørte jeg rundt til de andre filialer i kommunen og viste film et par gange om måneden.  ”Muldvarpen der ville vide hvem der havde lavet lort på dens hoved” var et hit.

Jeg havde skrevet en ansøgning til Brønderslev Skolevæsen. En dag blev den pillet ud af stakken af ansøgninger. Det skete en dag, jeg var ude og spille med PM-orkesteret. Mens vi marcherede gennem Jernbanegade, nu Algade, forbi mine forældres forretning, kom min mor op på siden af mig og råbte, mens jeg forsøgte at koncentrere mig om en af Sousas marcher, at Elis Frederiksen på Skolegades Skole gerne ville snakke mig, så snart jeg havde truttet af.  Stadig iført orkesterets blå uniform gik jeg op på skolen og blev ansat på Skolegades Skole. Jeg blev ikke præsenteret for et ønskeskema. Ingen musik eller engelsk. Kun to timers fag. Fag mine kommende kollegaer ikke var så interesserede i. Hårdt arbejde, men jeg ville have sagt ja tak til hvad som helst.

Skolegades Skole blev derefter min arbejdsplads de næste 37 år. Da jeg forlod Skolegades Skole, var det en helt moderne undervisningsinstitution. Interaktive tavler i alle undervisningslokaler, kopimaskiner, internet og dermed fri adgang til oceaner undervisningsprogrammer og materialer og computer til alle. Det nåede jeg også at få fornøjelsen af. Men inden det kom så langt, skulle jeg så grueligt meget igennem. Spritduplikatoren for eksempel. De kopier blev aldrig særlig gode eller egnede, og når jeg udleverede dem, mange med mine fingeraftryk på grund af stensil sværten, bredte der sig en salig duft af sprit i lokalet. Jeg skulle også lære at bruge filmfremviseren. Film skulle bestilles hjem. Når man endelig var klar og havde rigget fremviseren til, var det spændende om filmen var blevet spolet tilbage af sidste bruger. Skulle man først til at spole filmen tilbage, og den ofte slidte film så bristede, mistede selv den mest rolige elev, tålmodigheden. Det var kun en måde, at man kunne redde den lektion på: RUNDBOLD!!

Med alt det nye og mere driftsikre udstyr i den moderne skole, tror jeg ikke, at der længere bliver spillet så meget rundbold som da jeg startede som lærer. En skam, egentlig, for rundbold er da et sjovt spil.

 

Jensen & Christensens møbelforretning og ligkistemagasin, Nørregade i Brønderslev.

Lene Haugaard Christensen, der er barnebarn til stifteren Christensen har bidraget med dette skriv:

Min farfar var Christensen i dette snedkerfirma. Han var født i 1894. Så mit bedste bud er at Jensen og Christensen startede firmaet cirka 1924 ish. Min farfar købte Jensen ud, og senere kom min far med i firmaet, han stod i lære der. I baglokalerne var der omkring 6-8 høvlebænke en til hver ansat snedker. Det kom så til at hedde Christensen & Søn.

På loftet var der mange interessante ting fx en stor slæde, som de bragte møblerne ud på om vinteren. Der var også en limovn til møbellakken den gav min far til Brønderslev museum, da mine forældre afviklede butikken.  Min far, Sven Haugaard Christensen der havde stået i lære i firmaet, som snedker, overtog forretningen da min farfar døde, ca. 1963.

Jeg gik altid på opdagelse på loftet i den gamle bygning som barn.

I gamle dage var det jo også møbelsnedkerne, der lavede kister, derfor var det både en møbel- og bedemandsforretning, som mine forældre førte videre fra min farmor og farfar.

Det sjove eller finurlige ved de gamle møbler er jo de hemmelige rum. Jeg elskede, når min far viste mig dem, for de var virkelig hemmelige og godt skjult i møblerne, og hvis man ikke får dem vist, vil man aldrig gætte på, at de er der.

Min mor, Inge Christensen og jeg brugte noget tid sammen, hvor vi afsyrede og restaurerede nogle af de helt gamle møbler.

Senere kom de finere træsorter teak, palisander, mahogni op gennem 1970’erne. Og hermed lukkede snedkerværkstedet med de mange ansatte, og møblerne blev indkøbt hos danske møbelfirmaer, som ERAN på Mors. Mændene bag dette firma var Erhardsen og Andersen, en bror til skuespilleren Aksel Erhardsen.

Og jeg husker selvfølgelig også Sørensen, som arbejdede hos min far.

Under besættelsen kom tyskerne og “tog” værkstedet, de byggede en tromle. Den kunne ikke komme ud ad døren, men de tyske soldater var vist også ligeglade, de skulle jo være der, og da besættelsen sluttede, skilte de den af igen. De gjorde ingen fortræd, men det var vist lidt mærkeligt, at de var der.

Der kom under besættelsen nogle soldater, som havde været ved østfronten med et tog, de kom ind på værkstedet, de var virkelig forhutlede, en af dem tog noget træsprit og drak det, og snedkerne stod måbende og kikkede på, det var en slem oplevelse at se de nedslidte soldater.

Det er noget af, hvad jeg husker af min familiehistorie vedrørende forretningen.

De lavede de fineste møbler på deres møbelsnedkerværkstedet som mig bekendt lå i samme bygning, men inde bagved butikken. Der var altid en dejlig duft af celluloselak, når de var i færd med at producere et skab, en kommode eller et bord.

Inge og Sven Haugaard Christensen etablerede også en bedemandsforretning medens de drev møbelforretning. Af og til når det var travlt, hidkaldte de Svens bror fra Bælum der var lærer, til at køre med ligbilen/rustvognen til en begravelse.