En travl læge har altid tid

Udtaler lægeparret Gitte og læge P.M. Sørensen

Det afgående lægepar foran Lægehuset i Vrensted

Kilde: Nordjyske 01.07.1985

Den 1. juli 1985 var der generationsskifte i Løkkenegnens lægehus i Vrensted.

Læge P. M. Sørensen efterfulgtes af læge Henning Krogsgaard, der er 37 år og tog lægeeksamen i 1976 og siden har haft ansættelse på forskellige afdelinger på Brønderslev og Hjørring Sygehus. Han er fortrolig med arbejdet i praksis i Vrensted, idet han i perioder har været vikar for sygemeldt kollega.

Det var en taknemmelig og afslappet seniorlæge, der ved en afskedssammenkomst i lægehuset afleverede nøglerne, og det var med en tryg forvisning om, siger læge Sørensen, at patienterne er i gode hænder hos lægerne der fremover skal gøre tjeneste i den store praksis, Frede Nørgaard, Jørgen Schierup, Leif Jensen og Henning Krogsgaard, samt den faste stab af sygeplejersker og sekretærer.

Den afgående læge P. M. Sørensen – eller man skal nok hellere sige lægepar, for læge Sørensen er det en selvfølge at hustruen er med – Gitte er nemlig den bedre halvdel af mig, siger Sørensen – kan ved afgangen se tilbage på 38 1/2 års arbejde i praksis i Vrensted.

– I de første mange år havde lægerne enkeltmandspraksis på

egnen, og selv om vi allerede i 1948 etablerede en vagtordning, var vi overordentlig meget bundet.

– I midten af tresserne fremsattes et praksisplanlægningsforslag til, hvordan tingene kunne gøres bedre. Der var specielle problemer i Løkkenområdet, på grund af de store årstidssvingninger i beboerantallet.

En kolonialbutik, en bagerforretning, et hotel kan i turistsæsonen tilkalde f.eks. skoleungdom i stort tal. Sådan er det ikke med lægepraksis. Det er bedst at lægepraksis er stabilt bemandet hele året rundt.

Hvis en praksis året rundt skal have så mange læger, som er nødvendigt for sommersæsonen, skal den 10 km cirkel, der begrænser en praksis, have sit centrum borte fra det mennesketomme hav. Udvalget foreslog da også Vrensted, og sygekasserne og senere sygesikringen har da også løbende tiltrådt de vagtordninger, der fungerer med Saltum og de praksissammenlægninger, som fandt sted i 1970 med Hundelev og 1973 med Løkken.

Siden da har der altid i sommersæsonen været fire læger, to sygeplejersker og to-tre sekretærer i arbejde. Ferier og kurser er for vort vedkommende henlagt til mere stille årstider.

Denne bemanding gør, at det altid er muligt, at der kan køre en læge ud i akut besøg, hvis det er nødvendigt. Alle vore biler er udstyret med radio.

I 1970 købte lægerne Ingvardsen og Sørensen det nedlagte kommunekontor i Vrensted og ombyggede det. Senere er der bygget til i to omgange, således at huset i dag fremstår som et meget velfungerende lægehus med ni konsultationsstuer, laboratorium, mødelokale og overnatningslokale for praksisreservelæge eller amanuensis, idet lægepraksis i Vrensted er godkendt som undervisningssted af kommende praktiserende læger.

En af lægerne i huset er autoriseret søfartslæge, og alle er visiterende læger, hvilket vil sige, at de ligesom embedslægerne er autoriserede af sundhedsstyrelsen til for statens regning vederlagsfrit at behandle hud- og kønssygdomme, og det kan nok være aktuelt i den varme sommer.

– De gode ydre rammer og

En af lægerne i huset er autoriseret søfartslæge, og alle er visiterende læger, hvilket vil sige, at de ligesom embedslægerne er autoriserede af sundhedsstyrelsen til for statens regning vederlagsfrit at behandle hud- og kønssygdomme, og det kan nok være aktuelt i den varme sommer.

– De gode ydre rammer og en velkvalificeret stab har naturligt medført, at der i stigende grad udføres operationer og foretages undersøgelser, som tidligere henhørte under sygehusene. Det sparer samfundet for mange penge, og derfor føltes det fantastisk bittert, da indenrigsminister Britta Schall Holberg konfiskerede en del af praktiserende lægers lønsum i 1984. Derfor blev der anlagt sag mod ministeren for grundlovsbrud. Dommen er netop faldet, og i Ugeskrift for læger kommenteres dommen af praktiserende lægers formand, Sv. Nielsen:

– Indgrebet er i strid med Grundlovens paragraf 73, når der ikke gives erstatning.

– Og jeg vil da gerne gøre landsformandens ord til mine, siger P. M. Sørensen. Det siger vi ikke med skadefryd overfor ministeren, men med glæde over, at vi har en grundlov, der skal overholdes også af en minister.

Dommen blev iøvrigt appelleret til Højesteret.

– Du har nu i 38/2 år praktiseret som læge. Hvordan er det nu, når de skal gå ind i den >>tredje alder«?

– Vi (bemærk vi) kom som unge fra Århus og stillede vor arbejdskraft til rådighed. Gitte er jo sygeplejerske, og vi blev mødt med tillid. Vi blev brugt og slidt på, blev selv hjulpet og er rolige ved at skulle leve den »tredje alder« her på egnen.

– Hvordan med tilliden. Er der den samme tillid til læger, som da du begyndte i 1947?

– Ja, jeg oplever bestemt ikke nogen tillidskløft, men hvad der gør det, ved jeg ikke. Men jeg har en praktisk erfaring for, hvad en praktiserende læge kan gøre – og skal gøre. Det er vores opgave at lytte – først og fremmest. Når der kommer en patient, er det fordi, noget ikke fungerer, som det skal med ham. Måske lider han. Og da er det lægens opgave at lytte sig til, hvad der er patientens problem. Og det har altid været min hovedsætning, og det har jeg sagt til mine kolleger og til pigerne i vores praksis. Ingen må gå herfra, uden vi hjælper ham/hende. Ingen må gå herfra med en fornemmelse af, at lægen ikke forstod vedkommende. Og kan det nås, og det både kan og skal det, så er vi nået et langt skridt i behandlingen. Og så kan jeg begynde at råde patienten. Det er mig meget imod at være kategorisk. Jeg siger for eksempel aldrig til en patient, at han skal holde op med at ryge. Jeg kan og skal fortælle ham, hvad rygning kan indebære at problemer – men afgørelsen skal være patientens egen. Jeg skal råde og vejlede. Det er min opgave, og derved skabes tilliden.

– Den »tredje alder« – hvad skal den bruges til?

– Vi – igen vi – har et stort program med hus, have, sommerhus og nogle træer, der skal passes. Der er bestillinger på foredrag med lysbilleder fra sjældne rejser, der skal indfries. Der er aftenskole, som f. eks. sidste vinter i fransk, der venter. Der er pensionistforeninger, der beder om foredrag om den tredje alder og meget mere.

Og så har vi fem børn rundt om i Jylland og deres afkom, og de kalder jævnligt – hvad selvfølgelig glæder os meget. At de ikke er blevet helt afskrækket af at have en far, der var travlt optaget, vidner to »nye« læger i familien om, idet sønnen Jørgen i dag er praktiserende læge – ja, selvfølgelig, kunne man næsten sige – i Vrensted, og en datter, Kirsten, har lægepraksis i Gandrup.

Min livshistorie

Jeg hedder Palle Nielsen er født i 1952 i Vrensted og er tidligere sømand.

Palle Nielsen, Faddersbøl ved Vorupøre. Han sejlede i 30 år, først som maskinist, siden som navigatør i coastere, forsyningsskibe m.v. Efteruddannet på Sømandsskolen i Svendborg og var i Søværnet i 10 år, både over og under vandet i 6-7 år.

 Jeg er født i Vrensted i 1952 ude på Kæret sydvest for gården Bagterp mellem Vrensted og Løkken. Mine forældre og vi søskende boede hos min farmor og farfar Helga og Niels Nielsen.

Vi boede ved min farfar og farmor til jeg var 5 år, farmor og farfar havde hver især været gift, farmors mand druknede, der var 5 børn, farfar havde også børn fra et tidligere ægteskab, de fik nogle sammen bl.a. min far Gunner Nielsen, de fiskede fra Løkken, mor arbejde på et af hotellerne i Løkken, der var ikke meget tilovers til livet, vi fik fisk morgen middag og aften, det var kun søndag, der kom andet på bordet, efter vi havde været i kirke i Vrensted. De var i kirke hver søndag.

Da de blev gamle, solgte de huset og flyttede op ved siden af bageren i Vrensted på Sct. Thøgersvej, sammen med fars bror Henry og hans kone Grethe, ja lidt minder.

Billedet er fra mit hjem sydvest for Bagterp mellem Vrensted og Løkken.

Min far var fisker, det var farfar også. Både farfar og farmor havde som nævnt begge børn med i ægteskabet, tilsammen var der 13 børn, og det var et ret barsk liv de havde.

Farfar og min far var meget på søen, der skulle være barsk vejr, før de måtte blive inde. Havet som også tog mange gode søfolk på må og få, var en farlig arbejdsplads. Der var mange børn der ikke så deres far komme hjem fra havet, og hvor moren måtte gifte sig med en ny mand bare for at overleve, det var jo en tid hvor den offentlige hjælp ikke fandtes og hvor det at have et arbejde, var guld værd. Det var i efterkrigsårene, man havde ikke de store muligheder som arbejder, og viste chancen sig for at få et arbejde, måtte man mange gange gribe den.

Min mor arbejdede på et af hotellerne i Løkken, som jo også var et ferieparadis for de velstillede.

Vi boede i en lille lejlighed ved mine bedsteforældre, tror nok at far kunne se, at de havde nok med at skaffe føden selv, vi fik fisk til hvert måltid, det var kun om søndagen, at der var noget andet. Jeg kan huske, at når vi var i kirke i Vrensted om søndagen, var den altid helt fuld af mennesker, det var et meget religiøst samfund deroppe, man var meget troende i den tid. Jeg husker også, at far var farmors kæledægge, når de andre brødre drillede ham, blandede farmor sig altid.

Da jeg blev 4 år, flyttede vi til Kerteminde, hvor far fik arbejde på en stor gård i nærheden, det var en dejlig barndom dernede – vi 4 drenge legede i skoven og på den forbudte klint, der var så mange huller med dybt vand og sumpet, men vi kendte det jo, i dag er det meste af klinten styrtet i vandet dernede, der kunne vi sidde i timevis og se på skibene ude i bugten.

Jeg vil fortælle om min barndoms jul. Vi var fem i familien og boede nede ved Kerteminde.

Min far stod for at bejdse korn til såning. Ja, det med kviksølv, I ved. Efter et-to år blev han syg med nyrerne. Dengang var der ikke noget ”Ja, så prøver vi her”. Der var ikke nogen bistand dengang i 1956, men min far var ikke dum. Han kom fra Vrensted ved Løkken.

Han havde tre gæve sønner – Per, Poul og mig, Palle. Vi kunne jo godt arbejde. Per var 11 år, Poul 10 år og jeg otte år. Vi arbejdede hos Per, en murer i Kerteminde. Poul kom med et skib, ”Clement” af Kerteminde. Og jeg fik noget arbejde ved bageren i Revninge med at rense plader og hente brænde til ovnen. Derefter gik jeg med Fyens Stiftstidende. Det var ikke helt sjovt om vinteren, hvor det var mørkt tidligt. Så vi klarede os sådan nogenlunde. Men der var også tider hvor de, der skulle betale os, ikke havde penge.

Så gik mor op til sognerådsformanden og bad om hjælp. Han sagde til hende: ”Kan du ikke klare dine børn, kan vi hjælpe med at få dem på børnehjem.” Ja, sådan var det jo. Men vi klarede os.

Så var det, at far fik først fjernet den ene nyre og derefter det halve af den anden. Så ville han op til sin far og mor. Han vidste, hvad der skulle ske snart – sådan ligesom for at tage afsked.

Far havde en ven, Børge, der havde en lille bil, og den kunne  mor og far låne til turen. Vi unger kunne blive passet hos en moster, så de drog afsted. Da de nåede lidt op i Jylland, var der desværre en stor lastbil, der overså dem og kørte over dem. De blev dræbt. Far 34 år og mor 28 år gammel. De er stadig savnet, men chaufføren kom ikke noget til. Jeg overdriver ikke: Vi græd i tre uger. Jeg var jo kun 10 år.

Enden blev da også, at vi kom på børnehjem, hvor der kom folk for at se på os, ja, nærmest som dyr: ”Ham der kan vi godt bruge,” hørte jeg én sige. Vi havde jo hverken fnat eller skab. Jeg mente dengang, at jeg var heldig, for jeg kom til en skipper familie på Thurø, der havde eget skib.

Det var lykken, jeg var 10 år, og Thurø var tæt på havet. Jeg var jo gået ud af 3. klasse og skulle i skole igen. Jeg fik et dejligt værelse oppe på loftet, men kunne jo komme med ud at sejle i ferierne. Næste dag sagde “Far Skipper”: “Du kan komme med nu. Skolekundskaberne tager vi hen ad vejen.” Den nat sov jeg ikke. Det var for meget for en dreng på 10 år. Jeg tænkte på mor og far i himlen: Ser de mig nu som sømand?

Det var lykke, da vi kom ombord på skuden, som blev mit hjem i fire år. Ja, der var snusket, men jeg var nu sømand. Vi sejlede ud fra Svendborg. “Mor Mie” var med sådan ligesom for at opvarte sine søfolk. Da vi nåede Gedser, røg hun i land, og da vi sejlede ud af havnen, råbte de ad hinanden som sindsyge.  Så sagde jeg til ”Far Skipper”: ”Det var dog godt nok en gal kvinde.” Det skulle jeg aldrig havde sagt. Han vappede mig en vinge, så jeg røg over i hjørnet i styrehuset.

Da jeg vågnede igen, var det blevet mørkt. Så sagde Skipper: ”Nå, nu skal Georg lære dig at styre for kosten.” Den nat lærte jeg at styre et skib. Jeg fik så mange på hovedet, at da det blev morgen, kunne jeg styre, men ikke høre motoren. Aldrig i mine 30 år til søs er der nogen, der har sat spørgsmålstegn ved dette.

Da jeg var meget ung.

10 år boede jeg ved en venlig familie på Thurø, ja ja venlig!!!!   Manden der havde sit eget skib, som lå nede i Svendborg, der boede jeg mest, ude foran, der var en gammel Besmar ovn, når det blæste, kunne den ikke virke, ja så var det sku halvkoldt sådan en vinter hvor temp. var på -20 grader, selv om Olmar dynen varmede, “far” skipper og konen boede ude ved Grasten 17 km fra Svendborg, det tog ca. 2 en halv time at gå derud, så var det, at jeg gik en dejlig sommerdag og kom forbi en bod med jordbær, kikkede længe på dem, men gik så videre lidt længere af vejen, ved jordbærmarken står en dame og stopper mig, hun havde set at jeg kikkede på boden, hun spørger, vil du ikke købe nogle, jeg siger har ingen penge, hvorpå hun siger, du får en bakke af mig gratis. 10 år gammel og smager jordbær første gang, uhm. Næste gang jeg går forbi, sidder konen lidt ude ved vejen sammen med en ret gammel mand, hun siger, hils på Søren det er min mand, og jeg hedder Hilda. Efter mange ture forbi deres gård åbner Hilda op, og langt senere fortæller hun mig hendes historie. Hun arbejdede på en gård på Sjælland. En dag hvor konen på gården ikke var hjemme, voldtog gårdmanden Hilda, hun blev med barn og blev sendt til Sprogø, hun var jo bavlet, når hun “forførte ham”. Hilda fortalte om de grumme forhold derude, og om hvordan det var at se sin søn i 5 minutter, hvorefter han blev fjernet, hun så ham aldrig mere. Hun blev så tvang steriliseret, så kunne hun komme væk, hvis der var en mand, der ville have hende. Der var så Søren, en gammen eneboer. Hilda passede den lille gård, hun arbejde røven ud, men da han døde, fik hun gården, derefter arbejde hun kun med hendes katte og blomster. Hun havde Thurøs flottest roser. Hilda blev min papmor. Hilda døde af kræft ene, og uden nogen venner, jeg var desværre ude og sejle. Hilda blev begravet på de Ukendtes Kirkegård. Der var noget familie hun aldrig så, som jo arvede hende.

Nu var det jo ikke dårligt det hele, jeg husker flere weekend, når vi lå i Svendborg, sådan en dejlig sommerdag, så tændte jeg den forbudte radio og satte mig ude på dækket, og hørte Jens Peter Åses orkester og deres musik, mange unge mennesker gik ude på kajen og nogle stoppede op for at høre musikken, nogle kom da også med tilråb, hvad er det for noget tøj du går i, jeg fik jo ” Far” skippers efterladte tøj og så syede jeg det ind, det var som “Far ” skipper sagde med tøjet, mågerne siger det ikke til andre.

Nej det værste var nu nok, at når der skulle hentes en kasse øl, det var dem med 50 i en trækasse, det var sku hårdt, men man er ikke helt dum som 10 årig, en gammel sæk og et tov så kunne jeg slæbe dem de små 1500 meter, og så kunne man ta 30 af kassen og så sætte kassen ombord og derefter fylde den igen.

Det tænker jeg på, nu små 60 år efter. At når Skipper var nødt til at drikke alle de øl, så var der bare mig til at sejle. Tænk en dreng på 10 år, sejle i tyk tåge og storm til Karlshamn i Sverige, det havde været guf for aviserne.

Nåå jeg kom videre, efter 5-6 år kom dette: Brevet!!

Det var en vinterdag som så mange andre, jeg var ombord på et dejligt skib og var godt tilfreds med dette, vi var lige lagt til kaj og der var breve hjemmefra, det første jeg læste var, indkaldelse til Session, ha det var ikke planen nu, hvor det gik så godt, men det endte med, at vi var i dansk havn da tiden var, til at komme på Session. Ja, det var for det første hundekoldt i omklædningsrummet, men det var ikke bare mig der frøs, det gjorde de andre også.

Vi blev undersøgt, med det hele, har du nogen skavanker o.s.v. vi kunne dårligt nok svare inden vores papir var stemplet egnet.

Næste kvækkede han, nå vi kom så for panelet, der var fra alle værn – der står man så kun iført underbukser og en fyr kommer med en bøtte hvor man trækker et nummer – det må være et frinummer tænker man, nummeret bliver læst op og alle kigger ned i deres papirer, men en gammel gammel knag siger: ”hvor kunne du ønske dig hen i forsvaret” øhh, godt – du er taget til Søværnet – næste, øhh så står man på gaden og er færdig, pis –

Taget til Søværnet,

t”hmm Søværnet” man smager ligesom på det, jeg skal være der et år – det er fanme lang tid uden ordentlig hyre –

Nå, har jo hørt om nogen, der havde været væk fra Danmark så længe, at de dårligt kunne bruges til fejemand i kantinen, så lad os nu se hvordan det går, det var jo heller ikke sorg det hele den dag. Der var nogle af gutterne jeg kendte fra søen, vi havde da sejlet sammen et par stykker af os, og det havde vi jo lejlighed til lige at få en øl over – så sådan en session tar altid mindst et par dage -, men vi kom over det!!!

Ja nu har jeg jo boet på Fyn og i resten verden, så mit spørgsmål er, hvad betyder: ”knerber”, havde da godt nok mit besvær med at forstå dem herude ved Vorupøre, da jeg kom herop for små 7 år siden.

Det startede i 1969, da jeg som sømand var med en coaster der kom fra Hamborg med en last majs, til Thisted. I Thisted skulle vi have en ny kok, og en af gutterne ombord Egon Nielsen kendte en, der gerne ville til søs som kok, så hende sejlede jeg sammen med i 7 mdr. Hun var nem at snakke med, vi var nærmest en stor familie på skibet, nå men hun mønstrede af og livet gik videre. Så skiltes vore veje, og vi fik hvert sit liv. Men for ganske få år siden mødtes vi igen, og nu 45 år efter blev vi så gift.

Det er efter at jeg havde sejlet små 30 år og siden kørt lastbil, hvorefter jeg gik jeg på efterløn.

Så en dag finder jeg hende inde på Internettet og skriver til hende, vi skrev meget om vores liv, siden snakkede vi også sammen, en dag siger hun, at hun har lejet en gammel rønne i Thy, men der skulle laves en del, jeg tilbød min hjælp, kunne da tage min campingvogn og komme og hjælpe, så kunne vi snakke om gamle dage og spise lidt god mad, så gjort.

Efter en tid heroppe i vest Thy fik vi indbydelse til den årlige byfest. Der var stillet telt op og en masse mennesker deltog. Det startede med velkomst og en gratis Thy pils uhm, vi havde mad og drikkelse med selv til resten af aftenen. Min veninde satte sig ved siden af et ægtepar og begyndte at snakke med dem, jeg sad på den anden side, hørte ikke helt hvad de sagde, rykkede lidt nærmere for bedre at kunne høre, det blev det ikke bedre af, tænkte Nielsen. ”Du er nok ved at blive døv”, nå de snakkede, så hørte jeg de sagde ”bar” og grinede, da tænkte jeg, de skal ikke tro at jeg er dum, så jeg grinede også, så var isen sådan ligesom brudt.

De snakkede stadig ”bar”, ja mig som gammel sømand ved godt hvad ”bar” var, troede at de var meterologer, indtil at jeg hørte, ”bette bar” flere gange, så var jeg ikke med mere. Efter en tid da det blev stille, hørte jeg manden sige “sikke gue vejle” der faldt kæden helt af.

Da jeg den aften lagde mig til at sove, tænkte jeg på samtalerne, tror jeg fattede 30% af det. Næste dag spurgte jeg ind til flere ord og fik forklaringen på det. Så en skøn morgen mødte jeg en af de ældre og tænkte, nu må du vise, at du har nemt ved at falde til, så jeg sagde ”sikke gou vejle”, han kikkede på mig som om, jeg havde slået ham.

Jeg spurgte min veninde, hun sagde: Når du siger det, ligger du trykket det forkerte sted, og så forstår de dig ikke, efter den tid tænkte jeg, du venter lidt til du kan Thy mål noget bedre. Endnu er jeg ikke begyndt at forstå det efter små 7 år.

Nå, men som sømand bliver man lidt religiøs hen ad vejen, vi gik meget i kirke, en dag var der en dame der sagde hej ved kirken, hun sagde: Dig kan jeg huske p.g.a. øreringen, ja sømanden og øreringen er fortællingen om, hvorfor sømænd går med ørering. Sømænd der har rundet Cap Horn “Sydspidsen af Sydamerika”, har ret til at sætte en ørering i. Øreringen er for, at man kan betale færgemanden, der skal sejle en til dødsriget, så er det at ringen skal være af ægte guld, ikke en der er købt oversøisk, for så vil han sige at det er ”Nyrenberg kram”, og så kommer du ikke med, så kommer du til at sidde til evig tid på brinken, sammen med Toldere Skibshandler onde Kaptajner og Speditører, hvis du ikke evt. har en god sømandshistorie.

”Knerber” det betyder at snakke meget, ”at knerbre” – det ved jeg så nu.

Historien om Husmand Jens Jensen kaldet ”Pyt Jens” og hans hustru Kristine, Kongsengene 198, Vrensted

Søren Borup, Brønderslev fandt oplysninger om sine forfædre jf. nedenfor:

Jeg-Søren Borup, Brønderslev, -søger oplysninger om min mormor Maren Oline Jensen. F. 6.2 1884 Kongsengene i Vrensted. Død 1.3.1955 i Hjørring.

Hendes forældre var Jens Larsen Jensen og Christine Jensen (Christiansen).

I 1894 køber Jens Jensen en ejendom på Kongsengene. Det skulle være den, der bliver kaldt ”Pyt” og skulle tidligere have været skole, en såkaldt vinterskole.

I 1924 overtager sønnen Jens Kristoffer Jensen ejendommen, men Jens og Maren bliver boende indtil de dør. Maren dør i 1932 og Jens i 1933. Deres sidste fælles bopæl er ”Pyt”.

VT omtaler jordefærden for Jens.

Præsten siger blandt andet, at Jens blev kaldt ”Pyt Jens”.

Jens Kristoffer bliver gift og får 3 børn: Ingeman Jensen, Egon Jensen og Ejvind Jensen.

Han sælger ejendommen i 1941 til Aksel Christian Pedersen og flytter sammen med konen og børnene til Vennebjerg.

Af kirkebogen fremgår det, at Aksel og Else får en søn i 1942: Villy Pedersen. I 1950 får de en datter: Inga Pedersen. Begge er født på Kongsengene.

Aksel sælger i 1972 gården til Poul Erik Bjerg. Af optegnelser om mrt. nr. fremgår det, at mrt. nr. 106c lægges ind under 21d. De to parceller ligger lige op af hinanden. Spørgsmålet er så om den ejendom, der ligger Kongengene 198, er den der er Pyt gården og min mormors fødested.

I sognets østlige distrikt påbegyndtes en skole i 1870. Det var en såkaldt vinterskole i udflyttergården »Pyt«.
I 1872 rejstes en skolebygning på Østre Fælled, der dengang lå uopdyrket hen og fuld af ler huller. Bygningen har ikke været særlig god, for i 1893 måtte man opføre en ny skole, den som endnu eksisterer på hjørnet af Sundstedvej og Brønderslevvej.

Omtale af Pyt Jens og hustru Kristine i anledning af deres guldbryllup.

Den 29. December 1930, er det 50 Aar siden Kristine og Jens Jensen (Pyt) blev viet i Børglum Klosters Kirke, og de er nu henholdsvis 73 og 71 Aar gamle. Kristine er født i Thise Sogn og fra hun var 2 Aar og til sin Konfirmation opvokset i Forfatteren Jens Thises Hjem, hvorfra hun har bevaret mange kønne gode Minder, ikke mindst dette, at hun har været Barnepige for Jens Thise.

Jens Jensen er født i Fristrup, men opvokset hos den gamle »Pyt-Mett«, som boede i Enggaarden i Vrensted. Derfra Navnet, som Jens gaar under i daglig Tale – Pyt Jens. De har lige fra deres unge Dage været livlige og opvakte Mennesker, og de følger endnu med i Tidens Rørelser, men Hukommelsen svigter lidt for Kristine. De bosatte sig først paa Vrensted Fælled som Daglejerfolk, og Kristine var aldrig ledig. Jens arbejdede i Grusgraven oppe i Jetsmark hos nu afdøde Entreprenør Rottbøll, som tog Grus op til Amtsvejene. Daglønnen var 150 Øre paa egen Kost. I 15 Aar boede de paa Fælleden, hvor de fleste af deres 9 Børn fødtes, hvoraf nu kun 6 er levende, saa der var Munde nok at slide for. Senere gik Jens i 9 Aar paa Dagleje og nu afdøde Thomas Østergaard, medens Kristine, naar hun havde tid dertil, hjalp til i Huset hos nuværende pens. Lærer Hjortnæs.

Men der oprandt der bedre Vilkaar, idet Parret fik foræret en Jordlod og lidt Besætning ude paa Kongsengene, og denne Ejendom har de drevet i 35 Aar. I 16 Aar kørte Jens Mælk til Mejeriet. Nu nyder de en lykkelig Alderdom hos en Søn, til hvem de har overdraget Ejendommen. De har frabedt sig al Opmærksomhed paa Festdagen, men mange vil sikkert sende dem en venlig Hilsen med Ønske om, at de maa bevare deres gode Helbred og Humør endnu i mange Aar.

Jordefærd 1933:

Forleden jordedes gamle Jens Jensen, Kongsengene, i daglig tale kaldet ”Pyt Jens”. Han stammede fra Gården Pyt i Vrensted. For få år siden døde hans hustru, hvilket blev ham et stort savn, og han var nu træt og vag, så døden kom som en befrier. I sine unge dage og langt op i årene var han foruden at være en dygtig og afholdt arbejder tillige en mand med interesse for alt, hvad der rørte sig i tiden. Pastor Stevns talte kønt over afdøde ud fra salmen ”Frelseren er mig en hyrde god”. Ved graven takkede lærer Brøchner Hansen på familiens vegne det temmelig store følge. Afdøde blev 76 år.

I ca. 1930 bliver Anders Thomsen, Vrensted omtalt som en hædersmand af forfatteren Jens Thise. Han var desuden krigsveteran fra Treårskrigen fra 1848 til 1850 om retten til Slesvig.

Treårskrigen eller 1. Slesvigske krig fra 1848 til 1850 var en borgerkrig. Den er i Tyskland også kendt som den Slesvig-Holstenske krig. Det var en dansk borgerkrig, der havde sin årsag i den spændte situation i den danske helstat i 1848.

De tysksindede, nationalliberale slesvig-holstenere krævede Slesvigs og Holstens løsrivelse fra Danmark og sammenslutning til en tyskpræget slesvig-holstensk stat. Den danske, nationalliberale ejderpolitik sigtede mod en adskillelse af hertugdømmerne, det vil sige at Slesvig som dansk skulle integreres mere eller mindre i Kongeriget Danmark, mens Danmark ville give afkald på det rent tyske Holsten (og Lauenburg).

Den slesvig-holstenske oprørshær kæmpede mod den danske regering. Samtidig var den en af 1800-tallets første nationalitetskrige. De storpolitiske interesser og Preussens indblanding gjorde krigen til et internationalt spørgsmål.

Anders Thomsen,

Vrensted.

Kilde: Gammel avisartikel fra. ca. 1930

Det er Jens Thises meget interessante beretning om veteranerne fra vore to sidste Krige, som faar mig til at omtale den Mand, hvis Navn staar over disse Linier, med et par hædrende Ord, fordi Anders Thomsen Vrensted fortjener saavel som nogen at blive nævnt blandt de mange tapre Mænd, der i en hedengangen Tid var med til at kæmpe for vort kære Fædreland, da det var i Fare.

Hans oprindelige Herkomst er omgivet med en vis Mystik. I sidste Halvdel af 18. Aarhundrede opholdt sig paa Børglum Kloster en norsk Dame, der her gjorde Tjeneste som Husjomfru. Hun blev gode venner med Forvalteren paa Gaarden, og Forholdet mellem disse to afstedkom, at Husjomfruen uden for Ægteskab fødte et Drengebarn, der kort Tid efter fødselen blev udsat som Hittebarn, samtidigt med, at Barnemoderen, der var af fin Familie, rejste hjem til Norge. Saaledes lyder i hvert fald Traditionen.

Barnet kom imidlertid paa Faderens Foranstaltning i gode Menneskers Hænder og fik Navnet Thomas Andersen.

Han blev senere i mange Aar Kusk paa Klosteret og kom derfor hele Livet igennem til at gaa under Navnet Thomas Kusk.

Han ægtede Maren Andersdatter fra Vestergaard i Børglum, der havde været Skummepige paa Klosteret i 20 Aar, cg nogle Aar efter deres Bryllup fik de af Godsejeren en Gaard i Vrensted i Fæste paa gode Vilkaar, fordi de begge havde været ualmindelig godt lidt af deres Herskab.

Deres Søn var Anders Thomsen Vrensted, som vistnok var født 7. September 1818.

Han gjorde hele Treaarskrigen med som Underjæger og skal i de forskellige Træfninger, han deltog i have lagt stor Tapperhed for Dagen.

Navnlig skal dette have været Tilfældet i Slaget ved Isted, hvor han blev temmelig haardt saaret i begge Laar under Deltagelse i en udsat Patrouilletjeneste. Han gennemgik nogle strenge Dage paa Lazarettet, hvor han umiddelbart efter Indlæggelsen blev benaadet med Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

I Aaret 1853 tildeltes han 58 Rigsdaler i Invalideforsørgelse, et Beløb, der tre Aar efter forandredes til 56 Rigsdaler.

Anders Thomsen var i sine bedste Aar en høj, smuk Mand. Han var af Naturen faamælt, men kom Krigen paa Tale, kan det nok være, at han kunde fortælle om denne for vort Fædreland saa bevægede Tid, der for de gamle Veteraner rummede et Utal af stolte og alvorlige Minder.

Anders Thomsen var første Gang gift med Ane Johanne Christensdatter, Datter af Fæstegaard Chresten Christensen, Linderup i Tolstrup Sogn, død 1866, 2. Gang med Kirsten Christensdatter, Datter af Smeden i Linderup. Der var 7 Børn i første og 3 i andet Ægteskab, af hvilke endnu nogle er i Live. I Aaret 1854 overtog han sin første Hustrus Hjem mod en ret anselig Aftægt, og her havde han sit Hjem i en Aarrække, indtil Alderdomssvagheder meldte sig. Sine sidste Aar tilbragte han hos en Datter, gift med Gaardejer Thomas Christensen, Guldager Hede, Vrejlev Sogn; her døde han i 1899 og ligger begravet paa Vraa Kirkegaard.

Anders Thomsen betegnes som en Hædersmand i alle Henseender, en Mand, som Folk havde Tillid til, og paa hvis Ord man altid kunde stole. Han var i en Aarrække Medlem af det stedlige Sogneraad og Skolekommission og var tildelt forskellige andre Tillidshverv, var bl. a. Ligsynsmand.

Et tabt paradis – Åsendrup Skole

Elever og lærer foran Åsendrup skole 1931

Betsy Sand Mortensen, Pandrup, der var elev i den  i 1955 nedlagte Åsendrup skole, mindes i denne artikel sin barndoms skolegang for et halvt århundrede siden.

VT 17.09.1961.

Jeg står ofte i de tidlige morgentimer ved mit vindue og følger med øjnene de små purke, der glade og veloplagte er på vej til deres fine nye, næsten palæagtige skole. Velklædte, med fine skoletasker over skulderne og med fine nye skinnende cykler, noget der nu om stunder kun betragtes som en selvfølgelighed.

Og så går der vilkårligt en vemodig tanke til min egen skoletid, til barndommens tabte paradis”, til tiden før første verdenskrig. Mit hjem lå lige udenfor Løkken syd for sognegrænsen til Vrensted sogn i Åsendrup kær. Vi hørte derfor skolemæssigt til den 34 mil borte fra Løkken liggende Åsendrup skole.

I dag forstår man dårligt, at disse otte-ti børn ikke kunne optages i Løkken skole, så meget mere som der var løst sognebånd til Løkken kirke. Der fandtes ganske vist skiftende små private skoler, men efter den tids økonomiske forhold var det kun de mere velhavende, der havde råd til at lade deres børn undervise der – uanset evner.

I dag kan vi heldigvis i velfærdsstaten Danmark glædes over, at sådan er det ikke mere, og lad os så ikke glemme det, når vi så ofte jamrer over de høje skatter og de dyre, flotte skoler.

Nå, det var om min lille landsbyskole, jeg ville fortælle. En landsbyskole kunne man vist egentlig ikke kalde den: den lå nemlig ganske alene midt imellem det vestlige og østlige sogn, og vi få børn hørte altså til den yderste grænse af dette skoledistrikt.

Skolen er forlængst nedlagt og solgt som landbrugsejendom, idet der, som til de fleste små skoler på landet, hørte landbrug til, i de sidste år i skolens historie vist kun drevet af den sidste lærer ved skolen, lærer C. M. Pedersen. Skolen var toklasset med førstelærer og lærerinde, og der har gennem årene været knyttet flere kendte og dygtige skolefolk som lærerkræfter hertil. En af de første var den senere borgmester i Brønderslev, Markus Hansen, og hans hustru Oline Hansen, der også underviste. Senere kom lærer Dalum og i min tid H. M. Rosenkilde og lærerinde Marie Mikkelsen af den kendte slægt fra sognefogedgården i Nr. Lyngby. Den sidste lærer var den førnævnte C. M. Pedersen. Han var ligesom Markus Hansen og frue meget stærkt politisk interesseret, så det var, ligesom der var politik i luften omkring den lille skole.

Der fortælles, at før i tiden, når en ny lærer skulle ansættes, måtte denne først gøre rede for sit politiske standpunkt før man ville gå over til den egentlige ansættelsessamtale, og C.M. Pedersen har måske hos Markus Hansen fået sine første politiske impulser, der har ført ham til tillidsposten som formand for et politieke parti. Vejen til dette har dog været lidt bugtet ligesom den gamle sti, vi travede ad til skole. På min første skoledag nåede mine kammerater og jeg ikke derop til tiden kl. 8, og vi måtte derfor stå i gangen til morgensangen var sluttet. Jeg husker tydeligt, at det var salmen Gud skal alting mage. – Jeg stod træt og modløs og lyttede til salmen, hvorí linien ”som Gud elsker sine” forekommer. I min barnlige fantasi forbandt jeg disse linier med, at der måtte være en, der hed Sine, som Gud elskede, og det faldt godt i tråd med, at et af de bedste mennesker, jeg kendte, hed Sine. Dette kastede på en måde et forsonende skær over den triste, mørke vinterdag, der indledte et afsnit af min barndom.

Det varede lidt, inden jeg faldt til i de fremmede omgivelser. Jeg var født ved havet i et hjem, hvor alt var afhængigt af dagens vind og vejr og udsigten til at komme ud på fiskeri, og da min far også var leder af det stedlige redningsvæsen fik jeg tidligt indblik i livets alvor ved den åbne kyst.

Det hjalp mig meget, at min lærerinde, frk. Mikkelsen, selv var født ved havet og ligesom forstod mig. Derfor kunne ingen være mere stolt end jeg, da frk. Mikkelsen i en dansktime overlod mig at fortælle min klasse om det danske redningsvæsen.

Det jeg bedst mindes hos min lærerinde er alle de små, dejlige sange, hun lærte os — særlig forårssangene, bl. a. ” Våren er i luften”, og ”Sorte stær på grene”, om David, der slog Goliat, Abraham i Mamrelund og mange flere. Kun én sang, vì meget ofte sang, kunne jeg ikke forlige mig med, og jeg sang derfor meget sjældent med. Det var ”Til våben, brødre, tag bøssen fat”.

Jeg var 13 år, da den første verdenskrig brød ud, og al dens rædsel og gru, som vi læste om, gjorde et dybt indtryk på mit følsomme sind, og fra den tid: har, jeg vist altid været ”antimilitarist”. Senere i livet har jeg dog forstået; at min lærerinde hadede vold og krig lige så stærkt som jeg selv.

Frk. Mikkelsen var en sjælden rank og myndig dame, velbegavet og selvstændig. Således havde hun ladet sit sorte hår klippe ganske kort, og det var absolut ikke efter datidens skik og brug, men hvor det klædte hende. Jeg husker også, at hun, når hendes mor fra sognefogedgården var på besøg, bad hende overvære undervisningen, og vi børn forstod, at vi her havde en meget kyndig censor.

Vor skoledag om vinteren var fra kl. 8 til kl. 16 med en times middagspause. Vi måtte altså starte kl. 7 hjemmefra, det meste af tiden i buldrende mørke, og vi nåede heller ikke hjem ved dagens lys. Nutidens praktiske fodtøj, gummistøvler, og lange benklæder kendte vi jo ikke, men vi havde solide træsko, der hen på vinteren fik en ekstra ring sat under – altså blev ”skoet”.

Min mor tog, når vejret var særlig koldt, en glød fra kakkelovnen og varmede vore træsko med den, og vi fik et par gamle sokker udenpå, godt med sukkermellemmader i tasken, og så gik det i trav over de sneklædte marker for at holde varmen. I mine sidste skoleår byggedes Hjørring-Aabybro-banen, og da banen var stukket ud, fik vi her en lettere og hurtigere vej tværs over marken til skolen. Det var jo dengang, da der var vinter til, men også dejlige, varme somre. Vi gik kun i skole en dag ugentlig fra maj til november – hver onsdag og mødte da kl. 7. Det var tidligt, men hvor var det dejligt i de tidlige morgentimer på vor skolesti og over de grønne marker. Også forårstiden var dejlig; særlig glade var vi den første dag, vi kunne nå hjem, mens det endnu var lyst, og glade var vi, når vi hørte de første Fuglestemmer, der meldte vårens komme. Jeg er sikker på, at den glæde, jeg hvert år føler ved at høre den første lærke synge over en grå og tåget mark, stammer fra min skoletid.

Man kan vel undres over, at man skulle have en skoledag paa otte timer til de forholdsvis få fag, der blev undervist i, men vi syntes dog, der var nok at lære. Religion, dansk, skrivning, geografi, regning og en times sang, samt en ugentlig håndarbejdstime var hele repertoiret, og i skrivning og regning var der vist ikke mange i de højere skoler, der kunne slå os ud.

Jeg husker, vi skrev politikeren Bergs fyndige ord »Gå aldrig på akkord med uretten« side op og side ned, til det blev til skønskrift.

Når vi havde sunget aftensang, var der kapløb ud af skolen for at komme ned til vejen for om muligt at få lov at køre med en vogn, der havde ærinde til Løkken.

En forårsdag i 1912 mødte vi en mand, der fortalte, at kongen var død. Det gjorde nu ikke særligt indtryk på os, og vi blev hurtigt enige om, at det måtte da vist kunne give os en fridag.

Julefest og udflugter kendte vi ikke til, havde kun hørt, det var skik paa de finere skoler. Jeg dristede mig en dag til at spørge vor forbavsede lærer, om vi ikke kunne få lov til at rejse en tur med den fine, ny bane, der blev indviet i 1913. Vi fik lov, og turen gik over Hjørring til Tolne skov. Det blev en dejlig dag, og hele turen kostede 125 øre foruden de røde sodavand. På hjemturen besøgte vi Vendsyssel Tidende, hvor vor lærerindes bror var redaktør, og hvor vi vel af samme grund blev trakteret med jødekager.

Julen blev forbigået i stilhed i skolen bortset fra et par julesalmer den sidste dag. Da vi havde sparet sammen til vor lærer, der et år til jul lå syg, købte vi en dejlig rødhættefigur, som vi overbragte ham på sengen, idet vi ønskede glædelig jul, glade over, at når vi, mødtes igen, gik mod lysere dage.

Hvad mon man i dag ville sige, hvis man blev præsenteret for datidens skolehygiejne. En overgang var der på skolen mange potter både, ude og inde i udhus og stald. Vi havde en gammel vandpumpe, der meget nødigt gav vand, og da vi en dag gennem dækslet så en masse døde rotter i vandet, blev vi enige om at demonstrere ved at møde alle som én med en flaske vand hjemmefra. Der skete dog ingen forbedring af den grund.

Rotterne huserede også slemt i vort ”đas” og underminerede til sidst helt stengulvet, der lignede ruiner på et gammelt slot. Det forhindrede dog ikke, at vi piger hver dag tilbragte hyggestunder sammen på det fælles tremandsrum, og her er mange hemmeligheder og spændende forelskelser blevet drøftet. Årene gik dog hurtigt, og en dag var skoletiden slut. Vi havde set hen til denne dag med stor forventning, men trods alle strabadser med våde strømper, der blev tørret på fødderne, lang og sølet vej, mørke og kulde, var det alligevel vemodigt at sige farvel. Jeg skrev et vers i min venindes geografibog i dagens anledning, og jeg vil slutte disse små glimt fra min gamle skole med første vers af en sang, vi ofte sang, og som jeg synes passer på billedet af en lille skolepiges oplevelser og tanker for 50 år siden:

Vort jord liv er kun regn og rusk,

en nat, hvori vi græde,

vort jord liv er en rosenbuske

med solskin og med glæde.

Betsy Sand Mortensen-1961

Historien om Kalle

Kalle  i ”Vestergaard” –

Hans rette navn var Karl Thomsen

Der er fortsat nogle, der husker Kalle, som for mange år siden var karl og svinepasser på gården “Holmen” ved Chr. Rendbæk syd for Vrensted by

og senere i Vrensted på gården  Vestergaard på Ingstrupvej 10, som fodermester,  ved Carla og Chr. Jensen.

Hans rigtige navn var Karl Thomsen, men mest kaldt Kalle.

Flere gange fik han overrakt diplom for lang og tro tjeneste hos gårdejer Chr. Jensen, Vestergård, som fæstede Kalle i 1955. Han blev i rigtig mange år på Vestergaard, hvor Carla og Chr. tog sig rigtig godt af Kalle, som en del af familien.

Karl Thomsen fik ikke den bedste start i livet. Han blev født den 3. januar 1921 i Frederikshavn, men endte ret hurtigt på et nyoprettet børnehjem i Søndergade i byen. Hans mor Elvina Thomsen, der var ugift, var tilsyneladende ikke i stand til at tage sig af sit nyfødte barn.

Ifølge kirkebogen blev barnet navngivet ved en hjemmedåb under medvirken af en kordegn i Frederikshavn sogn. Der er ingen fader angivet ved dåben, men en note er tilføjet om, at fattigudvalget anerkender at barnet hører hjemme i kommunen.

Ved folketællingen i 1925 og 1930 står Karl Thomsen opført som et af plejebørnene på Børnehjemmet ”Fremtidshåb”, som blev oprettet i 1921 af Centralmissionen i Bethania foreningen.

I 1930 var der registreret 16 plejebørn på børnehjemmet, som Søster Ane Thomsen var forstanderinde for. Hvor længe Karl Thomsen var anbragt på børnehjemmet melder historien ikke noget om, men som stor knægt kom han hos Anes bror gårdejer Hans Thomsen, som ejede Eriksminde på Pilgårdsvej i Vrensted. Måske på ferie.

Der er ikke opført folketælling mellem 1930 og 1940 i de folketællinger, som Statens Arkiver har offentliggjort på nettet, og som kan give spor efter Karl Thomsen. Om hvor længe han opholdt sig på børnehjemmet eller hvad han beskæftigede sig med som ung.

Ifølge folketællingen fra 1940 havde han ikke på det tidspunkt ophold i Vrensted hos Hans Thomsen eller på gården ”Holmen”, hvor han i en periode var karl før han kom til Vestergård i Vrensted by i 1955.

Karl Thomsen har formentlig i 1940’erne haft ophold i Frederikshavn. Et foto viser, at han efter afslutningen af krigen havde været vagt ved en flygtningelejr i Frederikshavn. Måske ved Knivholt, som var den ene af to flygtningelejre i området.

Om Kalles liv i Vrensted har jeg fået fortalt, at han kom meget hos Gerhard og Marie i det lille hus på Bådstedhedevej, hvor der også kom andre for at spille kort og hygge sig.

Kalle var også en rigtig god fodboldspiller og kom i idrætsforeningen i Vrensted.  Jens Mørk fortæller: “Jeg husker Kalle som en meget god fodboldspiller. Han var ret god til at lave mål, og var Kalle lidt for lav til at dirigere bolden i mål med hovedet, brugte han en hånd, ligesom Maradona sener blev kendt for. Vi var altid spændt på om dommeren opdagede det”

Kalle i “Holmen”:

Der fortælles også at Kalle altid var til Brønderslev Marked. Han blev der gerne alle markedsdage, fra fredag til tirsdag. Han havde det problem, at når først han var begyndt at drikke, så blev han ved indtil han gik under bordet. Engang var Chr. Rendbæk således kørt til Brønderslev efter ham. Da han efter nogen søgen fandt ham, fik han ham ind i bilen, hvilket ikke lige var det Kalle havde mest lyst til. Da de så kom forbi den første købmand ville Kalle have Chr. Rendbæk til at stoppe så han kunne købe nogle øl, hvilket Rendbæk ikke ville. Da de så kom til Tolstrup bad Kalle ham om at stoppe ved købmanden der, hvilket Rendbæk gjorde og tænkte, at det kunne der nok ikke ske noget ved. Han ventede i bilen, men der kom ingen Kalle ud, så Rendbæk vil hente ham i butikken. Kalle havde i mellemtiden set sit snit til at forlade butikken ud af bagdøren. Kalle var igen på vej til Brønderslev, så Rendbæk vendte om og fandt Kalle gående på vej tilbage til Brønderslev Marked.

Povl Stevns fortæller :” I det tidlige efterår 1955 var jeg efter aftjent militærtjeneste ved Livgarden et par måneder ansat som daglejer på ”Holmen”, hvor jeg i den periode var installeret i et af karlekamrene over hestestalden i Vestfløjen. – Jeg mindes gerne året, som det år, hvor der kom gardiner i vinduerne på værelserne. –  Vi var nogle stykker på gangen, husker jeg. Det var jo inden mekaniseringen gjorde sit indtog på ”Holmen”, så der var arbejde nok til en del medhjælpere. Foruden os karle var der ansat gifte fodermesterfolk til pasning af kreaturerne og så var Kalle ansat til at passe svinene. Dette job gav i sig selv også en del arbejde, da Kalle også skulle koge kartofler og male korn til svinene. Det klarede han dog tilsyneladende til alles tilfredshed, – vel at mærke, –  når han var der. Det var han nu også normalt; men det kunne altså glippe.

En mandag morgen, da vi karle i Vestfløjen efter morgenarbejdet og morgenmaden havde taget opstilling i en lang række bag hestene i stalden og ventede på, at Chr. Rendbæk skulle dukke op for at sætte os i arbejde, gik døren op og Rendbæk trådte ind med et spørgende blik. – På vejen over til stalden om morgenen havde Rendbæk for vane at slå et slag om ad svinestalden for ar se, om alt her stod vel til. Det havde han også gjort den morgen. Derfor det søgende blik ned langs rækken. Efter at have ønsket os god morgen fulgte spørgsmålet: ”Er der nogen, der har set Kalle?” – Dyb tavshed, men så trådte mælkekusken lidt frem og fortalte, at han godt nok ikke havde set Kalle, men han havde da set Kalles cykel. ”Hvor har du set Kalles Cykel?”  lød Rendbæks næste spørgsmål, og så kom det frem, at den var observeret nede i byen, hvor den stod op ad en telefonpæl. Det var da altid noget. Herefter bad Rendbæk en af de andre karle om at gå over og tage sig af svinene.

Kalle havde haft fri om søndagen og havde måske endda også fået udbetalt et lille forskud på lønnen og det var da ikke til at stå for. – Der var jo også en verden udenfor ”Holmen”. – Om Kalle dukkede op senere på dagen eller først den følgende, husker jeg ikke, men tilbage kom han da og så var det jo alt sammen godt igen og tilbage ved det gamle”.

Kalle i “Vestergaard”

Hos Chr. Jensen i Vestergaard var Kalle blevet ansat som fodermester. Han passede dyrene til alles tilfredshed. Men her skete der det samme, at engang imellem udeblev Kalle fra sit job, grundet at han var taget på turne. Når han så kom hjem, faldt der sikkert brænde af og engang fortælles det, at han var blevet fyret af Karla Jensen. Kalle flyttede så til Gerhard og Marie på værelse på loftet. Der gik dog ikke lang tid inden Carla og Chr. Jensen kom ud  og hentede og genansatte Kalle.

Desværre havde Kalle en hang til at drikke. Jeg har fået fortalt, at han var kvartalsdranker, men en rigtig godmodig fyr. En morgen var han kommet fuld hjem, hvor en ko var ved at kælve. Så Kalle hjalp med at få den lille kalv sikkert til verden. Da Chr. Jensen om morgenen kom ud til køerne, sad Kalle med den nyfødte kalv på skødet i sit fine tøj og varmede sig ved kalven.”

Jens Otto Madsen fortæller: Husker engang jeg en morgen mødte Kalle på fortovet mellem Kommunekontoret/Lægehuset og købmanden. På strækningen var en gammeldags stor trætelefonpæl. Kalle var stødt ind i den og dansede rundt om den i angrebsstilling råbende, vil du slås. Noget som står indprentet i min bevidsthed.

Louise som er datter af Carla og Chr. Jensen i Vestergaard, fortæller: “Kalle var en del af familien på Vestergård i mange år. Han fandt en hel egen døgnrytme, hvor han prioriterede det meste af tiden hos dyrene i stalden. Alle dyrene havde navne og Kalle førte mange og lange samtaler med dem. Ofte var Kalle ikke klar til aftensmaden før kl 22, men maden var klar, når Kalle kom ind fra stalden uanset tidspunkt. Dog blev han bedt om at blive færdig i stalden kl. ca.  19.00 juleaften!

Efter tiden i Vestergaard flyttede Kalle som nævnt til Løkken på et værelse på Vrenstedvej, hvor han så modtog pension. Der fortælles også, at han der betalte mad og husleje forud som sikkerhed for at have de daglige fornødenheder sikret og resten kunne han så bruge på sprut og tobak og det varede som oftest kun nogle få dage.

Karl  Thomsen døde pludselig den 8. august 1974 kun 53 år gammel. Sygdom gjorde, at han ikke kom til at leve det liv med fast arbejde, som han havde set frem til og som han havde vist, han kunne i de mange år hos Chr. og Carla Jensen. i Vestergaard i Vrensted.

Her er fotos af 2 diplomer samt et billede som vagt ved flygtningelejren i Frederikshavn.

Alle oplysninger fra Kirkebøger og omkring Kalles barndom på børnehjem er fundet af Poul Christoffersen og de små anekdoter er fortalt af Louise Gml, Jens Mørk,  Jens Otto Madsen og Leo Jensen, og Povl Stevns og Carl Ole Jensen alle opr. fra Vrensted.

december 2020 – jens Otto Madsen

År 1968

Formand for Brønderslev og Omegns Landboforening, gårdejer Niels Østergaard, Vrensted, holder tale for Brønderslevs Dommer, Johan Kardel, der går af til sommer.

Kilde: Børs

Retssagen endte med forlig over en kop chokolade.

Brønderslevs dommer, der går af til sommer, er ikke helt almindelig.

Brønderslevs dommer, Johan Kardel, er ingen helt almindelig dommer, og når han til sommer trækker sig tilbage på grund af alder, kan det med sikkerhed fastslås, at han ikke vil blive glemt på egnen. Han er som få i bogstavelig forstand blevet dus med landsdelens befolkning, og han er skønt sjællænder af fødsel stolt over at have virket i henved 25 år i en retskreds ”norden for lands lov og ret”.

Dommer Kardel er især blevet kendt for at efterleve det gamle ord ,,Hellere et magert forlig end en fed proces og et eksempel herpå gav Brønderslev og omegns Landboforenings formand, gdr. Niels Østergaard, Vrensted i en tale for dommeren ved en selskabelighed efter foreningens generalforsamling, hvor Johan Kardel repræsenterede retskredsen for sidste gang.

For en del år siden havde jeg købt en hoppe på ungskuet, fortalte Østergaard. Den havde fejl, og da den havde fået et par føl, solgte jeg den igen med de samme fejl. Halvandet år efter kom der bud fra dommeren, at jeg skulle møde i retten på grund af hoppe-handelen. Hvorfor skal jeg med”, spurgte jeg. Jo, der er en hel del krejlere indblandet i sagen, og jeg vil I hvert fald have en med der vil sige sandheden svarede dommeren,

Nå, vi mødtes i retten, men meningerne stod stejlt, og udtalelserne var skarpe, alt imens dommer Kardel sad og bladede i papirerne og stambogen. Pludselig fandt han ud at, at der var hoppens fødselsdag, og den chance lod han ikke gå fra sig: ”I stedet for at sidde her og skændes, så synes jeg, I skulle skillinge sammen og give chokolade på restaurant Hedelund til os alle syv”, sagde han. Det hjalp. Vi fik chokolade, og der blev forlig i sagen.

Pluk af minder fra min barndom

af Kirsten Hyldgaard Olsen

f.1944 i Åsendrup

Kilde: Lokalhistoriske Arkiver Løkken-Vraa

Mit navn er Kirsten Hyldgaard Olsen, og jeg er årgang 44. Jeg er født og opvokset på ejendommen Roden i Aasendrup. Mens jeg var lille, boede min bedstemor hos os i nogle år. Det jeg husker, hun lavede, var at passe mig, gøre og rent og strikke. Det var meget praktisk, at hun var hos mig, så kunne mor og far roligt gå i marken, og hun var også barnepige, når de skulle i byen. När vi var alene hjemme legede vi ofte med påklædningsdukker, eller også sad vi på hver sin side af spisebordet, der var rundt, og så trillede vi bold. Jeg havde nogle bolde, og dem trillede vi over bordet til hinanden, og det var vi så dygtige til, at vi kunne have flere bolde trillende frem og tilbage samtidig. Når en bold trillede på gulvet, hentede jeg den altid, for min bedstemor havde et dårligt ben. Jeg kan ogsh huske en mindre glædelig ting. Min far og jeg var gået op på høloftet for at sove middagssøvn i det friske hø, og pludselig hørte vi en bil. Far gik ned for at se, hvem der kom, og derfor fik jeg så travlt med at komme bagefter, at jeg faldt ned ad trappen. Så husker jeg ikke mere, for doktor Sørensen fra Vrensted var der, og han sagde, at jeg skulle ligge i sengen i otte dage på grund af hjernerystelse. Min bedstemor havde dengang dårligt hjerte og måtte af og til ligge i sengen, og derfor spurgte jeg, om jeg ikke måtte nøjes med at ligge i fire dage og så ligge de andre fire dage engang, når bedstemor var syg. Jeg sov nemlig i værelse sammen med hende.

Kontakten til Amerika

I mit hjem havde vi livlig kontakt med Amerika, som det mest blev kaldt dengang. Far havde tre søskende, som var rejst derover i deres yngre dage, og de skrev til både os og bedstemor. Jeg kan også svagt mindes, at faster Inger besøgte os og bedstemor. Jeg tror, det var i 1949. Jeg husker, at far og jeg hentede hende på stationen i Vrensted, og jeg tror, at det var i slæde. Måske har det været et julebesøg. Jeg blev gode venner med min faster, og vi blev faktisk penneveninder. Hun skrev regelmæssigt til min fødselsdag, lige til hun blev gammel og ikke kunne se. I min barndom sendte hun af og til en pakke fra Amerika til bedstemor. Den skulle hentes på stationen, og det var ret eventyrligt, når de pakkerkom med varer, som vi dengang ikke kunne få, fordi det stadig var kort efter krigen. Det var svesker, rosiner, kaffe, stof til en kjole og nogle helt fantastisk gode flødekarameller. I sommeren 1951 fik bedstemor og jeg syet ens kjoler af stof, som faster Inger sendte.

Stil skrevet på Halvorsminde 1960:

Mit hjem og min hjemegn

Mit hjem ligger ca. 3 km fra Løkken, der er 37 tdr. dertil. Stuehuset er over 200 år gammelt, det er med bindingsværk og stråtag. Haven var for nogle år siden meget stor, men ca. halvdelen er lavet til et lille hegn, hvor de små kalve græsser om sommeren. Et stykke er også blevet beplantet, så haven har fået en mere passende størrelse. Så er der eng som støder lige ned til en bæk der hedder “Klostergrøften” Sydøst for ligger Vrensted det er det sogn, hvor jeg hører til. Der handler vi i Brugsen og hos købmanden. Der er tre købmænd i byen og et andelsmejeri som hedder ”Lykkens Prøve” der blev bygget i 1915. Forsamlingshuset ligger lige overfor. Så er der en fryseboks og en helt ny skole, der blev taget i brug første gang den 12 august sidste sommer. Så er der forskellige foreninger, og den jeg lige vil nævne, er 4H Klubben, den er jeg medlem af. Kirken hedder Skt. Thøger og lige syd for kirkegårdsdiget ligger noget, som her Skt. Thøgers Kilde. Så er der noget som hedder Thøgerslund og Thøgersminde, alt dette er opkaldt efter en munk, der kom og anlagde kirken omkring år 1100.

Vores nabo hedder Peter Andersen. De har to piger på alder med med mig.

Det var beskrivelsen om mit hjem og min hjemegn.

4H arbejde – Hånd, Hoved, Hjerte og Helbred

Jeg var med i 4H-arbejdet, men desværre ikke i så lang tid. Jeg begyndte, da jeg gik i syvende klasse. 4H er landbo organisationernes ungdomsarbejde og man kunne arbejde med dyr, mark eller husholdning.

Jeg havde en 4H-have i 1959 og igen i 1961 Jeg fik et lille stykke jord sat af i roemarken, det skulle have en vis størrelse. Jeg skulle selv planlægge, købe blomster- og grønsagsfrø, så og passe haven hen over sommeren. Der skulle føres regnskab og gøres notater over arbejdet. To -tre gange i løbet af sommeren kom 4H-konsulent Jacob Lyager sammen med repræsentanter for husmandsforeningen for at rådgive og se, hvordan vi klarede opgaven. Det føltes som en slags eksamen. Om efteråret holdt vi afslutning med udstilling af resultaterne af vores arbejde i forsamlingshuset. Det var en stor begivenhed. Om vinteren arrangerede 4H smásløjd, og det var jeg også med til. Det var jeg glad for, og jeg har endnu nogle ting, som jeg lavede dengang. Det var smykker i træ, horn og ben, skafter til knive og salatskeer og den slags ting. Det foregik i Vrensted i den nye skoles kælder en eftermiddag om ugen.

Da vinteren sluttede, havde vi en udstilling i forsamlingshuset, og jeg fik en præmie for mit arbejde. Det var et sæt med seks små file til hobbybrug. En gang mange år senere havde 4H en jubilæumsudstilling på dyrskuet i Hjørring, hvor nogle af mine ting fra dengang var med. Jeg har endnu hæftet “Regnskab over dyrkning af Have- og Markafgrøder” for året 1961, hvor jeg deltog for anden gang. Den indeholder lister over tidsforbrug, arbejdets udførelse, frøforbrug og regnskab.

Til slut er der en beretning om arbejdets gennemførelse:

Sommeren 1961:

Mine afgrøder har i sommerens løb groet helt godt, selv om jeg ikke har haft tid til at passe dem så godt, som jeg skulle. Jeg har nemlig haft plads på et sommerpensionat, det giver jo god løn, men temmelig sparsom fritid. Det har nu ikke været så slemt med ukrudt, for jorden er pæn og ren, der hvor jeg har min have. Jeg fik sået lidt sent i år, men det gjorde ikke så meget, kun græskarrene tog skade af det, og jeg tror ikke, de når at blive store, før frosten kommer. En del sidder jo i jorden endnu, så der skulle jo noget mere til regnskabet, men det er der ikke noget at gøre ved. Det er 2. ár jeg er med i 4H med et års mellemrum. Nu da jeg er kommet ud at tjene, vil jeg nok ikke være med mere, jeg kan ikke få tid til at passe det

4H-klubben

Mens jeg var med, blev der stiftet en 4H-klubi Vrensted. 4H-arbejdet blev ledet af Husmandsforeningens Husholdningsudvalg, hvis formand, Edith Olesen, var meget entusiastisk. På den tid var det almindeligt, at der blev lavet en børneklub, hvor børnene så kunne lære at styre en forening, og jeg må sige, at det var en god øvelse i at organisere. Vi holdt stiftende generalforsamling, og der blev valgt en bestyrelse, som jeg var medlem af. Vi holdt bestyrelsesmøder, lavede små arrangementer og stod selv for så mange som muligt af aktiviteterne.

Engang holdt vi en havefest med tombola, tivoli og slik- og kagebod. Det var et kæmpe arbejde som vi klarede fint, og jeg kan ikke huske, at det var træls at cykle til disse arrangementere selv om de fleste af aktiviteterne foregik langt øst for Vrensted, fordi de fleste medlemmer boede der.

Da jeg blev voksen, kom jeg i Husmandsforeningens Husholdningsudvalg i Ingstrup. Da var jeg selv med konsulent Jacob Lyager ude og bedømme 4H-haver.

Mit navn er Kirsten Hyldgaard Olsen og jeg er årgang 1944.

Jeg er født og opvokset på ejendommen ”Roden” i Åsendrup

Skole

Jeg mindes ikke min skoletid som nogen dejlig tid, det kan godt undre mig – og måske andre – for da jeg som voksen genoptog min skolegang blev det en af de bedste perioder i mit liv.

Jeg begyndte i Åsendrup Skole og fortsatte i Vrensted Byskole. Min skolegang i Vrensted blev besværliggjort af en godt tre kilometer lang grusvej, som jeg skulle frem og tilbage ad i al slags vejr. Det skulle andre naturligvis også, men jeg var ked af den vej. Så skolegangen skulle nærmest bare overstås, og jeg vidste ikke dengang, at man skal lære så længe man lever.

Skolestart i Åsendrup

Da jeg i 1952 begyndte i “den stråtækte” i Åsendrup, der dog nu havde fået tegltag begyndte skoleåret 1. april. Min skolevej var bare en jordsti, som man kunne cykle ad, og posten kom også cyklende den vej. Min lillesøster var blevet født i marts, så hjemmet har vel været lidt ude af daglig gænge. I året op til min skolestart havde jeg været i skole mange gange sammen med min fætter, der var “høwerdreng” i mit hjem. Så jeg tror, at jeg er den første, der har gået i “børnehaveklasse”.

Vi boede nabo til den gamle skole i Åsendrup. På skolen boede lærer Pedersen og fru Pedersen, dem var vi på “kaffegilde” med. Til skolen hørte et lille landbrug med bl.a. et par køer, som det var skik. Drengene fra store klasse skulle trække køerne ud på græs i frikvarteret, og de blev også sendt hen til Vrenstedvejen efter mælkespanden på trillebør. I øvrigt havde min far og hans søskende fra Søndergaard også gået til lærer Pedersen i sin tid. Så det var jo bare hyggeligt, at lille Kirsten kom og var med til skoletime. Jeg havde gået en del i skole i året, før jeg skulle begynde. Jeg kunne også bogstaverne, det skulle man vist dengang, når man begyndte i skole. Men da det blev alvor, ville jeg ikke være der og gik jævnligt hjem igen. Sommetider græd jeg, og så kom jeg ind til fru Pedersen og blev trøstet. Jeg var jo blevet vant til, at jeg ikke var nødt til at være der, og så var det noget andet når det pludselig var en pligt. De store piger prøvede at trøste mig. Jeg mindes at en af dem sagde, at det nok var fordi jeg længtes efter min nye lillesøster. Jeg tænkte, at det gjorde jeg hvert fald ikke, så det har nok været lidt mangel på opmærksomhed, og måske en følelse af at blive “sendt væk”, som fik mig til at længes hjem.

Dengang kunne man også godt komme op at sidde på skødet hos lærer Pedersen. Det var når der var nogle, der skulle have hjælp, eller nogle havde gjort sig særligt godt bemærket. Det kan lyde mærkeligt i vore dage, men for os var det ganske normalt. Pedersen var en gammel mand. Han havde haft ord for at være streng, men var nok noget min far huskede fra sin skoletid. Jeg husker ham som god og venlig.

I”bette” klasse

Problemerne gik dog over, og jeg traskede i skole fire dage om ugen om sommeren og to dage om vinteren. Sådan var det i “bette klasse. ”Store klasse” gik så modsat, for så havde de store elever mere tid til at hjælpe til derhjemme om sommeren. Hver dag begyndte med morgensang. Vi sang en salme, og læreren bad Fadervor, og så blev vi hørt i salmevers. Vi havde bibelhistorie i første time hver dag, hvor lærer Pedersen fortalte alle historierne fra Det gamle Testamente. Han må have været en god fortæller, for bibelhistorie og danmarkshistorie er noget af det, jeg husker som spændende. I de andre timer havde vi regning og geografi. Pigerne havde håndarbejde med fru Pedersen, og vi lærte at strikke og hækle. Så kunne drengene gå hjem. Det var lidt uretfærdigt, syntes vi, men de havde vel andre pligter. Jeg husker at der var en dreng som skulle vente og følges med min storesøster hjem, men han blev ikke beskæftiget med noget i den time.

Til middag havde vi så lang en pause, at vi kunne nå hjem og spise varm mad som man fik om middagen dengang. Jeg ved ikke om dem længst væk fra havde madpakke med. Jeg kunne nemt nå hjem, men det kunne godt være træls at skulle af sted igen. Lærer Pedersen var jæger, så vi fik fri den dag jagten gik ind. Så skulle vi komme i skole en anden dag, måske på kongens fødselsdag, som dengang var en fridag.

Lærer Pedersen døde pludseligt. Jeg gik i 2 klasse på det tidspunkt, og der kom en ung kvindelig vikar i stedet, og det var noget af en

omvæltning. Det eneste jeg husker om hende, er at hun talte et mærkeligt sprog, for hun talte meget korrekt. Så blev det besluttet, at skolen skulle nedlægges. Vi skulle gå i Byskolen i Vrensted fra det nye skoleårs begyndelse.

Den 1. april begyndte jeg der i 3. klasse. Jeg syntes, der var en lang træls grusvej til Vrensted, og den lagde en skygge over resten af min skolegang.

I Byskolen

I Vrensted Skole havde vi fru Vestergaard i de mindre klasser, formentlig til og med 4. klasse. De store klasser havde lærer Madsen. Fru Vestergaard var en sød og venlig dame, og børnene var glade for hende. Lærer Madsen var mere streng, men det var nok den almindelige måde dengang. Jeg mindes mest de ting, jeg ikke kunne finde ud af.

Hos fru Vestergaard

Vi havde fru Vestergaard til håndgerning og de almindelige skolefag. I håndgerning lærte vi at sy og strikke. Jeg syede et sygeplejeforklæde, og det er ikke lang tid siden, jeg forærede det til husmandsmuseet i Mosbjerg, da de manglede forklæder der. Vi lavede også en strikkepose af blåternet stof med broderi med rødt garn. Opå den måde lærte vi forskellige forskellige broderityper, og den pose har jeg endnu, ligesom jeg også har en mappe med forskellige syprøver i. Der er feks. en firkant, syet af et viskestykke. I hjørnet har jeg broderet mine forbogstaver, og på hver af de fire sider har jeg syet stropper i på forskellige måder. Engang fik vi noget tyndt garn. Jeg tænker, fru Vestergaard havde fået det billigt i Agnes Baks lille manufakturforretning lige over for skolen. Vi skulle strikke sokker til os selv, og vi fik arbejdet med hjem, for at vi kunne strikke på det i fritiden. Men garnet var så tyndt, at det ingenting blev til. Jeg fik aldrig de sokker strikket, og jeg havde meget dårlig samvittighed over det i lang tid.

Jeg havde dog også en succesoplevelse hos fru Vestergaard. Hver morgen havde vi morgensang i klassen, og vi skiftedes til at at foreslå en salme. Det var ikke så længe efter, at vi fra Åsendrup var kommet til Vrensted, og det var min tur til at foreslå en salme.

Jeg mener at jeg foreslog ”Blomstre som en rosengård” fru Vestergaard sagde, at den kendte de ikke, men de ville gerne lære den. Jeg sang så første vers alene i klassen, og det er jo ubegribeligt for jeg var ellers meget genert. Men jeg var og er meget glad for at synge, og det gik fint. Snarts sang fru Vestergaard og de andre børn i klassen med, og jeg kan stadig synge for på en sang i en mindre forsamling. Når jeg tænker tilbage på det i dag, tror jeg, at fru Vestergaard ville lade mig vise, at jeg kunne synge salmen.

Hos lærer Madsen

En gang skulle vi tegne en fugl efter en bog, Det må have været i naturhistorie eller tegning. Jeg kunne overhovedet ikke få den til at ligne. Så forsøgte jeg at ligge papiret over fuglen for at sammenligne og se, hvad der var galt. Det så lærer Madsen, og han troede straks, jeg ville snyde og tegne af, og jeg fik skænd. Derfor ved jeg den dag i dag, at jeg ikke kan tegne. Hjemme tegnede jeg dog meget, f.eks, blomster, sjove mønstre og forskellige landes flag, som jeg kunne se i en lommebog..

Jeg har for nylig fundet en arbejdsmappe fra historie og geografi i 7. klasse. Der er tegninger og beskrivelser af bl.a. dyrkning af ris, silke og kaffe om Nordamerikas historie og noget om 1.Verdenskrig. I arbejdsmappen er der tegninger af hvordan mosen er blevet skabt og dette skrev jeg i 7. klasse;

Hvad mosen fortæller,

Vor viden om Danmarks plante- og dyreliv fra de ældste tider har vi fra vore moser. Her har man fundet planterester fra fortidens skove og knogler af de dyr, der boede i dem, og ud fra den plads, disse rester har i tørvelagene kan man slutte, hvornår de forskellige planter og dyr, har vokset og levet og i hvilken rækkefølge de er kommet ind i landet.

Også de første spor af mennesket – simple økser af hjortetak – har man fundet i mosen. Disse redskaber regnes for at være titusinde år ganle og stammer sandsynligvis fra omstrejfende jægere der fra de sydligere egne er kommet til vort land. Senere tog mennesker fast ophold i Danmark og slog sig ned i huler eller hytter ved søer eller åløb, hvor der var adgang til jagt og fiskeri. De kendte ikke til metaller, men lavede alle deres redskaber af ben, træ og sten.

Med disse mennesker begynder stenalderen i Danmark.

Jeg husker dog også gode eller sjove ting fra tiden hos lærer Madsen. Engang havde han brug for en kniv til et eller andet, og han spurgte ud i klassen: “Er der en frisk dreng, der har lommekniv? Ingen svarede. Jeg havde en lommekniv, men han havde jo sagt en dreng. Madsen spurgte, om det virkeligt kunne være rigtigt, at der ikke var nogen, der havde en lommekniv. Så reagerede jeg jo tøvende og gik op med min kniv, og så sagde Madsen, at det var dog godt nok mærkeligt, at den eneste friske dreng i klassen var en pige.

Jeg havde børnesygdommen “røde hunde”, mens jeg gik hos lærer Madsen. Uheldigvis kom jeg for tidligt i skole og måtte tage endnu en sygedag. Den dag, da jeg så endelig kom i skole igen, gik det rigtig godt med regnestykkerne. Jeg fik ros, og Madsen sagde: “Ja, Kirsten har “røde hunde” hver anden dag, men regne kan hun da!” Det syntes jeg var noget pinligt.

Jeg synes nu ikke, jeg var nogen ørn til regning. Jeg tror nok, det var de mange terpestykker, der kedede mig, men f.eks. var jeg ikke ked af tabel. Jeg har senere troet, at jeg ikke kunne finde ud af regning, men i dag finder jeg regnskabsarbejde spændende. Når jeg her ser tilbage på disse oplevelser, ligner det mere og mere et mønster, der fortæller, hvad succes og fiasko kan betyde i barndommen, og det kan nok give anledning til eftertanke.

Gymnastik

I Åsendrup Skole havde vi en gymnastiksal, og vi kom jo nok derind en gang imellem. Jeg husker det blot som et solflimrende, støvet lokale, hvor vi løb rundt.

I Vrensted Byskole var der ingen gymnastiksal, så gymnastik var noget, vi havde om somme når vi kunne komme på idrætspladsen. Den lå stort set hvor den stadig ligger i dag.

Så gik vi i kolonner derhen, og pigerne spillede rundbold og langbold, mens drengene spillede fodbold. Jeg kunne ikke gribe en bold og havde ingen konkurrence- og holdfølelse. Jeg var af de sidste, der blev trukket på hold. Gymnastik var ikke noget, jeg holdt af, og i det hele taget kedede det mig meget. Det har siden præget min generøse holdning og forståelse, når mine egne børn havde brug for en seddel i forbindelse med skoleidrætsdage.

Skolekørsel

I forbindelse med at vi skulle i Byskolen besluttede sognerådet, at de mindste elever skulle køres i bil til Vrensted om vinteren. Kørslen kom vist i licitation, og i hvert fald blev det en landmand i Åsendrup, der fik den. Han havde en gammel, grøn Chevrolet, og han havde selv børn på min alder, der gik i skole. Det var praktisk, for de var nogle af de sidste på ruten. Ofte var han i sidste øjeblik, og vi lå tit sidelæns bag i Chevroletten, når vi svingede fra Hulbakvej ad Vrensted til.

Da jeg blev større, og ikke kunne komme med skolebil, kan jeg huske, at far engang spændte hestene for slæden og kørte os i skole. Lærer Madsen stod på trappen og fløjtede ind, lige da vi kom, og han vinkede og syntes, det var rigtig godt. Men vi måtte gå hjem, og det var langt og koldt.

af Niels Chr. Søndergaard Jensen, USA

Kilde:Lokalhistoriske Arkiver Løkken-Vraa

Mit navn er Niels Chr. S. Jensen, født den 11. april 1923 i Helledie, Kongsengene i Vrensted. Jeg bor nu i South Carolina, USA.

Jeg vil først prøve at fortælle om mine første oplevelser.

Efter mine forældres forklaring var jeg sat i pleje i Ingstrup hos en familie, som var min mors bedste venner fra hendes unge dage.

Så vidt jeg husker, var jeg ca. fire år, da jeg begyndte at blive transporteret mellem Ingstrup og Vrensted. Det foregik med toget for det meste. Der blev købt billet, og den blev overrakt til konduktøren, og han blev bedt om at hjælpe mig ud i Vrensted. Jeg sad så ved siden af ham og havde en vældig god udsigt ud af forruden. Det var ikke et langt tog, kun en påhængsvogn for andre rejsende. Konduktøren prøvede på at samtale med mig, men som lille var jeg vist ikke meget snakkesalig, men min madmor sagde, at hun ikke kunne stoppe munden på mig, når jeg først var kommet i gang. En lille smule mere om Ingstrup. Jeg fandt hurtigt mange venner i Ingstrup. Mange af naboerne var også i familie med min madmor, så turen gik flere gange ud at besøge forskellige. Mange af dem havde børn på min alder. Der er en ting, jeg husker tydeligt. Alle børnene kaldte mig Dutty. Jeg tror mit navn var vanskeligt for dem at udtale.

Nu vil jeg lige fortælle en lille hændelse i den anledning. Jeg var ca. 17 år, da min bror og jeg tilfældigt var til dans i Ingstrup. På dansegulvet var der pludselig en person, som råbte: “Der er Dutty!” Så vi fik en samtale om gamle dage. I Ingstrup begyndte jeg at dyrke sport og gymnastik, fordi sønnen var ivrig gymnast, så han tog mig med – for det meste til gymnastik i forsamlingshuset. Sønnens navn var Helmer, og jeg havde mange oplevelser sammen med ham. For eksempel tog han mig også med til Ingstrup
Meieri med mælk. Helmer kendte Ingstrup, så der blev snakket meget ture på disse ture.. Jeg fandt ud af, at han havde en kæreste i Ingstrup, og flere gange var vi på besøg og fik småkager m.m. Helmer blev senere gift med pigen.

Der var en ting, som jeg nød i fulde drag. Det var, når Helmer skulle ud og fodre alle hestene for natten. Han satte mig op i vindueskarmen lige over hvor alle hestene skulle drikke vand Jeg tror der var 9 heste i alt. Jeg fulgte også med i, når køerne skulle malkes. Der var ca. 30 køer, og der var 4 til at malke dem. Der var ingen elektricitet, så der var en flagermuslygte, som hang på en stålsnor, som de så skubbede frem, eftersom der blev malket.

Jeg kan her fortælle om noget, som skete under malkningen. Jeg havde selvfølgelig også en malkestol at sidde på under malkningen. Der var en ko, som skulle af med noget blødt, men den hostede samtidig, og jeg fik hele ladningen i ansigtet. Min madmor fik mig hurtigt under vandhanen. Ak.

Min første dag i Vrensted Byskole 1929

Nu vil jeg prøve at skrive om min skolegang som blev i Vrensted Byskole, hvor frk. Mikkelsen var lærer dengang. Min første skoledag var omkring 1. maj 1929. Jeg var tryg og godt tilfreds, fordi min ældre bror Knud tog mig helt ind i klasserummet og placerede mig på den forreste række lige foran den sorte tavle. Det blev min plads alle årene hos frk. Mikkelsen. Jeg vil da lige tilføje, at hun var en meget dygtig og statelig dame, som klarede alt så flot. Min sidekammerat var Gunnar Gade, skomagerens søn. Jeg husker tydeligt, at vi havde fået forklaret, at hver morgen, når skoledagen begyndte, skulle vi alle bøje hovedet dybt, standse og sige pænt godmorgen, og omgående gå til vores pladser. Skoledagen begyndte med morgensang og bibellæsning. Hver dag var der selvfølgelig læsning, skrivning og regning. En gang om ugen var der gymnastik og tegning. Af alt i skolen var gymnastik og tegning mine bedste fag. En ting, som jeg aldrig glemmer, var den måde, vi lærte at tælle på. Frk. Mikkelsen brugte den træpind, som fandtes i en slikkepind. Vi var blevet bedt om at gemme dem til senere brug. Hun havde dem i forskellige bundter med elastik om. Det kunne være 10, 15, 20 og 25 stk. I vores skoletasker var der bl.a. et pennalhus, en regnebog, en danmarkshistoriebog og en tegnebog.

Jeg vil nævne en hændelse om en dag, vi skulle lære at skrive bogstaver. Vi fik udleveret en helt ny stilebog med forskellige farver. Mens frk. Mikkelsen delte ud, en til hver, begyndte jeg med det samme at skrive et stort A på første side. Jen vendte bladet til side 2 og skrev her et stort B. Jeg kom til 4. eller 5. side, og til min forskrækkelse fik jeg en ordentlig lussing. Det var den første og sidste lussing, jeg mindes. Nu må jeg sige, at frk. Mikkelsen også havde sine gode sider. En gang jeg kom en time for tidligt i skole, kom hun ud og tog mig med op i sin lejlighed, og mens hun spiste sin morgenmad, lærte hun mig klokken. Samme dag havde vi i skolen om at lære klokken. Jeg blev bedt om at tie stille i den time.

Vejen til skole

Vejen fra Helledie og op til landevejen var nærmest en slags markvej med en nogenlunde cykelsti, men for det meste måtte jeg trave til skole. Det hændte af og til, at min bror Knud tog mig på stangen, særlig i mit første år i skolen. Om vinteren, når det blev koldt og der var sne på jorden, havde jeg altid en madpose og en flaske mælk i rygsækken. Der var flere af skoleeleverne, som havde det samme, og vi altid i en rundkreds og spiste vores med og sludrede. På den måde kom vi til at kende anden meget bedre.

Det jeg hidtil har skrevet om skoletiden var de fire år hos frk. Mikkelsen. Derefter kom så hvad vi kaldte store klasse, som var hos Jensen, som efter min mening var en ældre herre. Hans familie boede også på skolen. familien var dengang fru Jensen, en søn Hans som var i konfirmationsalderen og en datter Bitten, som var på min alder.

Jeg vil sige, at gå i den store klasse var anderledes på mange måder. Frk. Mikkelsen havde jo allerede givet os en fin opdragelse i de første år Det var lige som om, at lærer Jensen gav os mere løse tøjler, men alligevel, skolegang var ikke min “cup of tea”. Jeg kunne bedre lide gymnastik og fodbold. Når vi havde sangtime. spillede lærer Jensen på violin. Engang i frikvarteret tog jeg violinen og gik frem og tilbage lige som lærer Jensen og strøg violinen. Jeg havde også taget hans galocher på. Nu troede alle de andre i klassen, at jeg nok ville få en ordentlig omgang, men til min og deres forbavselse skete der ikke noget: “Nå, du Niels, læg nu den violin tilbage i kassen og sæt dig på din plads”, og skolen gik videre.

En ting, som lærer Jensen var meget god til, var at fortælle om oldtiden. Han havde en masse forskellige flinteredskaber, og han fortalte om, hvad de var beregnet til.

Det skete af og til, at lærer Jensen måtte lade skolen, måske for at deltage i noget angående kirken. Det var altid i sidste time, hvor han skulle have læst historie for os. For det meste kom fru Jensen, og så læste hun op for os. Men ofte viste nogle af eleverne ikke nok respekt for fru Jensen, og hun endte med at klappe bogen sammen og forlade os, hvorefter vi gik hjem. Når vi havde lærer Jensen i sidste time, sluttede vi altid med at gå ud på gulvet, give ham hånden og sige pænt farvel.

Om sommeren kom tørvene til skolen. De blev kørt ind fra mosen af nabofolk, der havde heste og vogne. De efterlod vognene i skolegården, og vi skolebørn skulle så læsse tørvene af og bære dem ind i tørveskuret. I året 1936 begyndte jeg at gå til præst. Det var hos Aage Stevns i Vrensted, og vi gik sammen med elever fra Thise sogn. Pastor Stevns var godt kendt af alle i Vrensted. Han blev under besættelsen leder af en gruppe frihedskæmpere i Vrensted. Efter min konfirmation blev jeg hjemme i et par år, for så senere at komme ud at tjene. Første gang tjente jeg et år hos Kresten Larsen, derefter i Skøttrup og i Vittrup. I 1944-45 var jeg på Ryslinge Højskole.

Min tid i Canada og USA

Jeg rejste til Canada i 1951, og det samme gjorde mine venner, Egon Gade og Chris Pedersen. I 1955 rejste jeg til Californien, hvor min ældre bror Knud boede. Han forlod Danmark i 1950. Vi arbejdede sammen i flere år og boede også sammen. I de fem år jeg boede i Canada, havde jeg mange oplevelser. I 1952-53 havde vi tre venner fra Vrensted, Egon Gade, Chris Pedersen og undertegnede, arbejde ved banen i British Colombia, Canada, da vi ville prøve noget andet end landbrug. Efter et års tid besluttede vi os dog til noget helt andet. Vi talte kun dansk sammen, men vi tænkte, at hvis vi rejste hver til sit, ville vi blive bedre til engelsk. Jeg flyttede til Moose Jaw, Saskatchewan og begyndte som murerarbejdsmand. Mit arbejde var for det meste at sørge for blandemaskinen.

Egon fik for resten arbejde samme sted, men fik meddelelse om, at hans bror Andy, som boede i Redvers, Saskatchewan, var kommet på hospitalet og var meget dårlig. Egon besluttede sig så til at køre til Redvers for at hjælpe på farmen,som hans bror ejede. Desværre døde Andy efter meget kort tid, og derefter blev farmen Egons hjem. Omkring et år senere blev Egon og Andys kone, Anna, gift. Andy og Anna havde en søn på 6 år, som hedder Harvy, og de ventede et barn mere. Det blev en lille pige, som fik navnet Juanita. Senere fik Egon og Anna en datter sammen, så de har tre børn.

Nu tilbage til mine oplevelser. Jeg bleyv hos entreprenøren Graham & Son i 3 år. Jeg købte en lille campingvogn, som jeg kunne bo i og tage med mig. Det skete flere gange, at vor arbeide flyttede andre steder hen f.eks. til anden by. Vi boede i længere tid i byen Estev som lå 150 miles væk, så turen gik flere gange imellem Moose Jaw og Estevan, og jeg havde altid blandemaskinen med mig. På disse ture besøgte jeg gerne Olga og Svend Michaelsen også fra Vrensted, som boede på strækningen Jeg kørte også flere gange til Redvers om søndagen for at besøge Egon og Anna.

Chris Pedersen var i mellemtiden flyttet til Edmont, Alberta. Senere købte han et hus i Inisfail, Alberta, hvor han stadig bor. Vi besoger hinanden mindst hvert andet år. Turen tager en uges tid, og der er omkring 3000 miles.

Senere begyndte jeg at lære tømrerfaget hos det firma, som jeg begyndte hos i Moose Jaw. I 1955 fik jeg tilladelse til at immigrere til USA. Jeg læssede alle mine ejendele på lastbilen og kørte sydpå mod Los Angeles. Det var en meget spændende tur, som var på 14-1500 miles.

Mit første arbejde blev på et mejeri, som hed Knudsen Creamery. Når man var dansker, var det lige som om, at det var nemmere at få arbejde, selv om vinteren. Klimaet i Californien var meget anderledes end i Canada. I 1956 fik jeg endelig gang i tømrerfaget igen, så det har jeg arbejdet med op til 1985, hvor jeg fik min pension. Den får jeg stadigvæk, men jeg begyndte at købe og sælge huse. På den måde var der nok arbejde med at bygge om og sætte i stand. Min bror Knud blev også tømrer, og vi arbejdede for det meste sammen, men han døde desværre i 1990.

Jeg flyttede til North Carolina, til byen Lenore, og købte en lille ejendom på 30 tdl. Vi havde for det meste 9 køer.

Min første kone døde i 1976, og jeg blev så gift igen i 1982 med en dame fra North Carolina. Hun har fire børn, som alle er gift og selv har familie. Den ældste datter bor i Alberta, Canada, så det giver os en anledning til at køre til Canada engang imellem. Vi var i Canada i 2005 og besøgte dengang alle vores venner.

Jeg kan huske mange af mine skolekammerater. Der er enkelte, som jeg stadig skriver sammen med, og vi besøger også hinanden.

Der er flere fra Vrensted, som tog derover, men ikke alle var mine skolekammerater. Der er Svend Michaelsen, som bor i Calgary, Alberta, Canada, og der er Jens B. Korsbæk og hans kone Erna, født Holmen, som er i familie med Chris Pedersen. Vi har alle været sammen nogle gange, så går snakken for det meste om Vrensted.

Husker du din Skoletid 

Af Leo Helledie Sørensen, Aalborg, Købmand og medejer af produktforretninger og bor nu i Aalborg

Kilde: Lokalhistoriske Arkiver Løkken-Vraa

Den 7 oktober 2007 var jeg i Vrensted til åben arkivdag og fik en folder i hånden, hvor der stod “Skriv bare løs”, og det gør jeg så.

Jeg er i skrivende stund 77 år og født i Vrensted i 1930, så min skolegang har været fra 1937 til 1944.

Mine forældre var Søren Simoni Sørensen, kaldet Simoni Helledie, 1895-1955, og Magda Christence Christiansen, 1903-1991.

Min far var født i Vrensted og min mor i Århus, men hendes far var født i Vrensted.

Min far var barber og min mor damefrisør. De virkede i Vrensted i 40 år.

Første skoledag

Jeg husker ikke min første skoledag, men min mor syede en pose af blåternede køkkengardinstof, og den var snøret sammen med en snor i toppen. I den var mit træpennalhus med en griffel og ABC-bogem. Jeg er ikke sikker på den hed ”Ole Bole” dengang.

Øverste række fra v nr. 2 Svend Mørk nr. 3 Erik Kjeldsen nr. 4 Henning ( Hertas søn) nr. 5. Jens Ditlev ? nr. 8 Arne Christensen nr. 10 Poul Stevns nr. 12 Helge Christensen Anden øverste række f.v. Margit Vestergård nr. 2 Nelly Mikkelsen nr. 6 Lilly Andersen nr. 10 Hanne Stevns nr. 13 Inger Hansen 3. ø. række nr. 2 f. v. Otea nr. 5 Anni Christensen nr. 7 Vilhelm Gade nr. 8 Axel Bækgård nr. 10 Leo ( barberens) nr. 11 Svend (murer) 4. øv rk. fra v. Edel ? nr.2? nr. 3 Nanny Pedersen nr. 4 Edel Kragh nr. 5 Jytte Vestergård nr. 6 Kirsten Kjær nr. 8 Ellen ? nr. 9 Ingrid Nielsen nr. 10 Ella Nielsen? nr.13 Oda Kragh nederste række f. v. Bodil Pedersen? nr. 5 Thomas Larsen nr. 6 Vagner Gade nr. 8 Svend Kristensen Nr. 9 Lindhart Kristoffersen nr. 10 Jens Mørk – foto fra 1943-1944 fra Vrensted Byskole

Vi sad ved siden af hinanden to og to på en træbænk med en skrå pult foran os. Alle skolebænkene var lige store. De passede fint i 1. klasse, hvor vi gik de første fire år, men da vi rykkede op i 2. klasse, var der meget lidt plads mellem bænk og pult.

I skolestuen, som det hed dengang, var der træpaneler hele vejen rundt, og i nordsiden hang der billeder. I den vestlige skolestue, hvor 2. klasse hørte til var skolens bibliotek lige til højre for indgangen. Det var kun et skab. Videre var der lærer Jensens pult, og derefter et stort skab med bl.a. vores fysikting. Fra den bogsamling har jeg det eneste synlige minde om skoletiden. En pjaltet bog, uden rygbind, hvor der står: “1ste Præmie – Vrensted Byskole 1944 – A.J. for Leo Sørensen”. A.J. stod for Anton Jensen, som var vores lærer. Det var det år, jeg blev 14 år. I et frikvarter havde et par drenge taget flasken med kviksølv frem og tabt en del på gulvet. Vi lå med små papirstykker lommeknive og vore lommeknive for at samle det op, men noget løb ned mellem gulvbrædderne, det fik vi ikke fat i. I den nederste ende af lokalet var den store kakkelovn og ved siden af stod den store trækasse med tørv. Vi drenge skulle på skift to og to sørge for at hente tørvene, som opbevarede udhuset øst for skolegården. I udhuset var også toiletterne og lærer Jensens vaskehus og garage. Bil fik han vist først efter krigen. Til drengene var der et lille rum, hvor vi kunne gå ind og tisse op ad væggen. Jeg behøver nok ikke at fortælle, at der lugtede noget stramt, og fingervask var der ikke tale om. Længere inde i bygningen var lokummet. Jeg har kun set derind en enkelt gang, men jeg har aldrig siddet der, så hellere klemme lårene sammen.

Skolevejen

Den var let for mit vedkommende, for i 1939 boede vi på Stationsvej, og derefter flyttede vi til Vrenstedvej 493, Mejeribyen. Værre var det for de børn, der kom helt ude fra Søengene, som lå lige op ad grænsen til Thise. Deres far “Sø-Aage” var mælkekusk, så de kørte med ham ind om morgenen, hvor de skulle hjælpe med at læsse mælkejunger. Men om eftermiddagen måtte de selv trave hjem.

Lærere og skolefag

Frøken Mikkelsen husker jeg som en meget bestemt dame, men hun var nok som lærerinder flest dengang. Fra 1. klasse husker kun jeg fik en finger i klemme i døren til skolestuen. Jeg mistede senere neglen.

Lærer Anton Jensen var også en bestemt lærer. Der var kontant afregning en gang imellem, men de lussinger der faldt, var for det meste fortjent. Jeg var lidt dum til dansk, og jeg tror tror lærer Jensen betragtede mig som lidt doven til dette fag. Derimod kunne jeg fint følge ham i regning, så der var vi fine venner. Da jeg i 1944 fik førstepræmie, var det sikkert fordi, jeg var god til regning, men det kunne også godt være i geografi, som også var en af mine stærke sider. For det var vel ikke, fordi lærer Jensen ret ofte sendte mig til købmand Alfred Pedersen efter en pakke stangskrå?

Han lærte mig også at tegne, og mine skoletegninger er sammen med den pjaltede bog det eneste, jeg opbevarer som et kært minde om min skoletid og lærer Jensen. Mange gange i den sidste skoletime kunne vi overtale lærer Jensen til at hente fru Jensen, som så læste en god historie for os. Om sommeren kunne han ofte tage os med på en botaniktur ud i Præstens Skov, og jeg må sige, at jeg var en af dem, der holdt sig klods klods op ad ham, for det var fantastisk,, hvad han kunne fortælle om de forskellige planter. Stien ud til skoven var fuldstændig uberørt, så der var planter i alle farver. Kun en gang imellem drev Jens Ellitsgaards Mogens deres tre køer ud af stien til afgræsning.

En gang om året kom Pastor Stevns og hørte på.

Frikvarter – lege i skolegården, legepladsen, skolekammerater.

Vi havde kun skolegården at lege i, og så det lille hjørne ved siden af udhuset, hvor vi gravede små huller til kugletrilning. Kuglerne var af ler. Vi spillede også rundbold, men ellers hang vi bare over hinanden, og Gades Vilhelm elskede at gå rundt og trykke os ned. Skolekammerat var jeg med dem alle. Jeg havde ingen uvenner, men de rigtige gode venner, var nok mine fodboldkammerater. Fodbold spillede vi først i Thøgerslund og senere på pladsen ved Peter Ledet på Stationsvej. Mine kammerater udenfor fodbold var Ejner Pedersen, Arne Christensen, Vagner og Vilhelm Gade, Svend Nielsen, Christian (Kesse) Aagaard og Haakon Kragh.

Skolebøger, skoletasker, madpakker

Af skolebøger husker jeg kun ABCen, men jeg vil da tro, vi efterhånden også fik bøger om bibelhistorie, regning og geografi. Jeg tror ikke, vi havde skrivehæfter, det hele foregik med tavle og griffel, så vidt jeg erindrer. Madpakken bestod af rugbrød med leverpostej eller pølse. Vi fik ingen tomater eller andet grønt, og pålægschokolade var ikke opfundet.

Udflugter, ferie og fridage, skolefester, skolekomedier

En gang om sommeren var vi på udflugt. Et år gik turen til Lyngby Mølle, et andet til Vestbjerg Bakker. Turen foregik på ladet af vognmand Mathias Vestergaards lastbil med kreaturskravler, og så sad vi på træbænke, som bager Bedholm stillede til rådighed. Vi havde ferie, men jeg aner ikke hvor længe. Jeg husker ikke, hvad tiden gik med, men min mor og jeg tog gerne en tur til Randers for at besøge mine bedsteforældre. Det var for øvrigt det længste, jeg har været indtil mit 20. år. Min bedstefar, der var født i Vrensted, var værkfører i 40 år hos Vilh. Nellemanns cykelfabrik, som var det førende cykelfirma i disse år. Mine bedsteforældre forærede mig en splinterny cykel til min 7-års fødselsdag. Min første tur på cyklen foregik ned af stationsbakken, og min mor løb skrigende bagefter. Hun var bange for, at jeg skulle køre ud foran toget, men jeg fik drejet af på stationspladsen. I kartoffelferien deltog vi børn i kartoffeloptagning hos Chr. Rendbæk i Holmen og hos Chr. Lassen i Kærgaard.

Af skolefester havde vi kun den årlige julefest i forsamlingshuset. Det var vistnok 4. juledag. Vi fik her en lille godtepose med slik, et æble appelsin. Appelsiner måtte vi dog undvære under besættelsen. I festen deltog også Østre Skole og jeg husker, at lærer Brøckner Hansen sang for.

Konfirmationsforberedelse

I 7. klasse gik vi en gang om ugen til præst i Vrensted Præstegård hos Pastor Aage Stevns Der skulle vi lære nogle vers udenad, og det var jeg bestemt ikke god til, men konfirmeret blev jeg da. Til min konfirmation fik jeg en lysebrun habit, som var lavet af noget presset filt. Senere, da jeg i 1946 kom i lære hos købmand Poul Erik Christoffersen, havde jeg flere gode samtaler med Stevns. Han købte af og til rent kridt til tandbørstning, og det var der også få andre der gjorde. Man var begyndt at kunne købe tandpasta, men det var dyrt. Vi morede os lidt over en dame, som forlangte Gol-ga-ta, når hun skulle købe Colgate. Men de fleste klarede sig uden. Det forklarer nok, hvorfor så mange af de årgange fik forlorne tænder.

Sjove episoder og særlige oplevelser

Jeg begynder med lussingerne. Nu var lærer Jensen ikke en, der gik og stak lussinger ud til højre og venstre, men en gang imellem var der nok behov for det, hvad jo er ganske uhørt i dag. Lærer Jensen kunne ellers godt sætte sig respekt. Jeg spurgte en dag om fri kl. 11, for jeg skulle med rutebilen til tandlæge i Brøndersley, men Jensen mente, det var tidligt nok at gå 12 for at nå rutebilen. Så stak jeg af, og det betød, at jeg måtte indkassere rn lussing næste dag under de andre børns ikke helt lydløse fnisen. Da jeg fortalte det hjemme, var min mor parat til at sætte sig på cyklen for at komme ned og skælde lærer Jensen ud, men det modsatte min far sig og det løb ud i sandet.

Familien Jensen havde deres cykler stående i skolegangen og en dag var Gades Vilhelm og jeg de sidste på vej ind fra frikvarter. Vilhelm der var noget af en spasmager, bøjede sig cykel ned ved en cykel og ville ligesom for sjov løsne en ventil, hvad han i hvad han i virkeligheden ikke kunne drømme om at gøre. Han så ikke Jensen var på vej ind ad døren, og det kostede altså en lussing.

Et par drenge fra Bådstedhede havde en dag overskud i madkassen, og de par mellemmadder puttede de i den røde postkasse, der hang i skolegården. Det kostede en times eftersidning dagen efter, men det passede ikke de to gutter. så de stak af ud af vinduet. Det indkasserede de dagen efter et par lussinger for under alles påsyn.

En af de hårde vinterdage var de fleste børn fra klassen løbet ned på Kirkedammen i frikvarteret for at more sig på isen. Vi var nogle stykker, der nåede tilbage på vores pladser, inden frikvarteret var omme, og vi var tilskuere til, at Jensen stillede sig i døren til skolestuen og delte lussinger ud til drenge og piger som de trådte ind. Mon ikke han var lidt øm i hånden den dag, selv om dasket til pigerne var mindre end det til drengene.

Men tro nu ikke at alt var lussinger og ballade, set tilbage over årene, så var der kun få skærmydsler. Alt i alt var skoletiden en dejlig tid. Jeg gik alle 7-8 år i Vrensted Byskole, og her fik vi en grundig uddannelse. Senere gik jeg fire år på Løkken Handelsskole i forbindelse med min læretid, så det er den skolemæssige uddannelse, jeg har fået. Resten er autodidakt.