Forfatter: Jens Otto Madsen

Historien om de to gårde ”Søndergaard i Åsendrup og ”Rykind” i nordre udflytter.

Åse Hyldgaard til Christen Søndergaard

Åh det var nyt for mig at gården allerede hed ”Søndergaard” før 1916.

Min far har fortalt, at da de boede der, blev den kaldt ”Hyldgaard”, så jeg troede at Søndergaard navnet først kom til senere.

Hvad hed din bedstefar som så solgte til min bedstefar?

Søndergaard” i Åsendrup i 1954 og 1956, Vrenstedvej, Åsendrup

Christen Søndergaard til: Hej Åse Hyldgaard.

I flere generationer har ejerne af gården ”Rykind” i Vrensted heddet Christen Christensen.

De stammer fra Rykind i Tolstrup sogn og giftede sig til gården ”Ryttensgård” i Vrensted, en forfalden fæstegård under Børglum kloster, som de fik lov til at omdøbe til ”Rykind”.

Da min oldefar, Christen Christensen døde 1889 var det en datter, Johanne Kirstine, som arvede Rykind. Hendes tvillingbror var min bedstefar, Christen Christensen.

Hvorfor denne fordeling vides ikke… Deres storebror fik efter giftemål 1880 gården ”Toppen”, ligeledes i Åsendrup (Han hed Niels Christian Christensen, kaldet Niels Christian Rykind. En pudsighed er, at hans børn fik efternavnet Nielsen).

Min bedstefar Christen Christensen giftede sig med møllerens datter.

Hendes far var Jens Jensen, ejer af ”Vrensted nordre mølle” og kendt under navnet Jens Vittrup. Efter giftermål flyttede de til Sindal til gården ”Tronsig”, hvor min fars 8 søskende er født.

1905 flyttede de tilbage til Vrensted til gården ”Søndergaard” i Åsendrup.  Siden da er min bedstefar kun kendt under navnet Christen Søndergaard

Min far, Aage, er født 1906 på Søndergaard, og også kun kendt som Aage Søndergaard. Vi er 4 søskende som derfor er døbt med Søndergaard som mellemnavn. Jeg er således døbt Christen Søndergaard Christensen (Jeg er den sidste Christen Christensen   ).

Gårdmaleriet af ”Søndergaard” i Åsendrup – nedenfor.

Min farbror, Jens Vittrup Christensen (Planteskoleejer i Hjørring), gav det til min far på betingelse af, at han skulle give det videre til mig. Jeg er også indehaver af en karaffel med indgraveringen: Jens Jensen 1887 (= Jens Vittrup fra Vrensted nordre Mølle = min oldefar).

Det nuværende stuehus til Søndergaard er opført 1907 – altså af min bedstefar.

For mig er oplyst, at udhusene er fra 1940-erne efter brand.

Iflg. ældre kort ser det ud til, at Søndergaard tidligere har ligget på den anden side af den nuværende Vrenstedvej mellem Løkken og Vrensted.

Min Bedstefar Christen Søndergaard, solgte i 1916 til Hyldgaard og overtog i stedet Nørregaard, ligeledes i Åsendrup. Han flyttede i 1918 til Løkken, men havde forinden solgt grund til Løkken Vandværk.

Han købte i 1922 gården Østergaard i Nørum, Skallerup, som min far overtog 1943.

Bedstefars tvillingsøster blev gift med Mads Eriksen fra V. Hjermitslev. Deres børn blev døbt med Rykind som mellemnavn.

Min bedstemor, Inger Marie, var ældste datter af Jens Vittrup (mølleejer til Vrensted Nordre mølle, som lå i Vringelby) – også en større slægt med udspring i Vrensted.

Hendes forældre boede som aftægtsfolk hos mine bedsteforældre på Søndergaard, hvor Jens Vittrup døde. Moderen (min oldemor) fulgte med til Nørregaard, Løkken og Skallerup, hvor hun døde 1929.

(Lidt nostalgiske udgydelser med mange hilsner Christen Søndergaard, Tornby)

”Rykind” på Rykindvej, Vrensted foto ca. 1960

Den nye lærerstab: nye er Gunnar Kristensen, Frede Pallesen og Karen E. Sørensen (Bønding) bagerst i midten nyudnævnt skoleinspektør Elith Madsen 

Opførelsen

Marker ved Åsendrup vendes af dybdeplov

Ca. 1960

Med den nære beliggenhed ved klitter var Åsendrup ved Løkken et af de sogne, som led mest under flugten for ca. 300 år siden. Adskillige steder hobede sandet let sig i meterhøje driver over Hedens dyrkede agre.

Efterhånden som årene gik, dannedes en tynd skorpe madjord oven over, så jorden på ny kunne dyrkes, men udbyttet har alle dage været mindre end på de bedre marker længere inde i landet, hvortil sandflugten ikke nåede frem.

Der er senere gjort meget for at hindre den sandflugt. I de senere år er flere arealer i Åsendrup kær blevet tilplantet med fyr og gran, man havde opgivet håbet om nogensinde at genopdyrke jorden. Nu har en kreds af landmænd på egnen imidlertid besluttet at forbedre jordens næringsværdi og det har man indset kun kan gøres ved hjælp af dybde- pløjning.

Gårdejer Niels Olesen, ”Ejerstedgaard”, var den første på egnen, som benyttede sig af dybdepløjningen, og det er efter hans erfaringer og gode resultater, at egnens øvrige landmænd nu følger trop.

I den sidste månedstid har Hedeselskabets store plov, som trækkes af to kæmpetraktorer på larvefødder, pløjet store arealer i Åsendrup. Ploven går knapt en meter ned i jorden og forvandler den golde sandjord til den mest frugtbare muld.

Helt billig er en sådan pløjning ikke. Det koster 265 kr. pr. tønde land, men disse penge kommer ind igen allerede efter et års tid som følge af de bedre afgrøder.

Den egn, som i århundreder har ført til en af Vendsyssels dårligste landbrugsområder er nu ved at vinde terræn i kampen mod den hårde og ubarmhjertige natur takket være dybdepløjningen.

Stygge Krumpens gamle vej Børglum-Vrensted udbedres

1960:

Sognerådet i Børglum-Furreby er enige om at lade strækningen fra Munkebroen til Børglum Kloster asfaltere.

Gennem det lave sumpede areal mellem Vrensted og Børglum kloster har fra ældgammel tid løbet en kroget vej. Medens Stygge Krumpen levede og langt ind i det 20. århundrede havde mølleren nord for broen over bækken, der gennemskærer sumpen, ret til at opkræve en afgift af de vejfarende. Pengene anvendtes til at holde broen vedlige.

For nogle år siden vedtoges det at istandsætte den historiske vej. Begyndelsen blev gjort af sognerådet i Vrensted-Thise, der lod entreprenør Alfred Nielsen, Vejgaard, istandsætte strækningen fra Vrensted til og med Munkebroen. I arbejdet var indbefattet fornyelse af selve broen, der var af træ. Den nye bro er støbt i beton.

Vrensted-Thise færdig

Det lykkedes Vrensted-Thise at nå til ende med sin del af arbejdet. Udgiften var 324.000 kr., hvoraf 137.000 kr. var arbejdsløn. Derimod trak det ud med den del af arbejdet, som ligger i Børglum-Furreby kommune. Først nu synes det at lysne. Sognerådet har vedtaget at begynde en reparation, hvori er indbefattet asfaltering. Der begyndes i løbet af nogle dage.

Selv om det ikke er blevet til den meget ønskede, store udvidelse, betyder selve reparationen og asfalteringen af vejstrækningen mellem broen og Børglum kloster en absolut gevinst for de mange, som er henvist til at benytte vejen.

Langvarige overvejelser

Faktisk har sagen om brovejen været drøftet i årtier. Allerede amtmand Friis Jespersen, Hjørring gjorde sig til talsmand for en istandsættelse af det historiske vejstykke. Han foreslog, at Vrensted-Thise kommune tog del i udgifterne, som faldt på istandsættelse af vejstykket i Børglum-Furreby, men da Vrensted-Thise nægtede at tiltræde en sådan ordning, og Børglum-Furreby ikke dengang var villig til at begynde arbejdet for egen regning, lod sagen sig ikke løse.

Der må plantes flere læhegn i Vrensted sogn

+Januar 1960

Godt foredrag i Vrensted Læplantningslaug af inspektør F. Westh fra Hedeselskabet

Vrensted sogn er kommet godt med, hvad angaar plantning af læhegn, udtalte inspektør ved Hedeselskabets læplantningsarbejder F. West, Hjørring, på et møde i Vrensted læplantningslaug. Men plantningen er endnu ikke effektiv nok til at modstå den kraftige vestenvind, især ikke naar man tager sognets nære beliggenhed ved Vesterhavet i betragtning.

Et eller flere læhegn i vestsiden af markerne er ikke nok. Det må tilrådes at plante hegn mellem de forskellige markskifter og omkring landbrugsbygningerne.

155 km læhegn i Vrensted

Det er min opfattelse, at mange af de tragiske traktorulykker kunne undgås, hvis de dybe grøfter og lergrave blev beplantet med træer eller tæt buskads.

Gennem forsøg er man nu nået frem til en plantningssort, der bedst egner sig til det barske Vest Vendsysselske klima Det drejer sig om sitkagfran, der oprindeligt stammer fra de store granskove i Canada og Alaska.

Der må plantes flere læhegn i Vrensted sogn. Et eller flere læhegn i vestsiden af markerne er ikke nok. Det må tilrådes at plante hegn mellem de forskellige markskifter og omkring landbrugsbygningerne.

Vrensted sogn er kommet godt med hvad angår plantning af Sitka gran, der oprindelig stammer fra de store granskove i Canada udtalte inspektør ved Hedeselskabets læplantningsarbejder.

Der må plantes flere læhegn i Vrensted sogn. Det drejer sig om sitkagran, der oprindelig stammer fra de store granskove i Canada og Alaska.

Arbejdsleder A. Hauerslev, Hundelev, oplyste, at der siden foråret 1959 er begyndt omfattende forarbejder til læplantningen i Vrensted sogn. Der er foreløbig gravet 50.000 plantehuller og gravet plantehuller til ca. 55 km læhegn. Nye plantninger skal foregå I sognet til foråret, hvortil der er bestilt ca. 82.500 nåletræer og 3000 løvtræer.

I forarbejdet har 15 mand fra Hedeselskabet, været beskæftiget i Vrensted gennem en længere periode, sluttede arbejdslederen.

I den efterfølgende diskussion deltog formanden, gårdejer Jørgen Larsen, Aasendrup, gårdejerne Aksel Bækgaard og Evan Knudsen samt husmand Marius Mathiasen.

Efter de interessante foredrag vistes farvefilmen ”Læplantninger i Vendsyssel”

Ca. 1960

Landmand fra Vrensted sikrer sig mod tørke

Hos gårdejer Rykind Eriksen anlægges et vandingssystem som ikke tidligere er set i Vendsyssel.

Mange landmænd i Vendsyssel, især dem der bor ude ved Vesterhavet, hvor jorden er meget sandholdig, frygter for, at sommeren skal blive lige så tør som i fjor. For adskillige var tørken dengang en katastrofe, hvis økonomiske eftervirkninger flere endnu ikke er kommet over. Eksempelvis kan man blot nævne den kolossale mangel på halm i Vendsyssel i vinter. For at undgå en lignende gentagelse, forsøger mange landmænd at gardere sig mod følgerne af endnu en regnfattig sommer og anskaffer vandkanoner, overrislingsanlæg med mere.

Gårdejer Kr. Rykind Eriksen, Vrensted, er en af de landmænd, som ikke tager nogen chancer i fremtiden. Han har anskaffet sig et vandingsanlæg, som giver en meget. effektiv vanding af gårdejerens ca. 60 tønder land.

Vandingsanlægget er, så vidt jeg ved, det eneste af sin art i Vendsyssel, siger entreprenør Jens Chr. Poulsen, som leder anlæggelsen. Systemet består af en 700 meter lang rørledning, der er anbragt langs den ene side af marken. Med knapt 100 meters mellemrum er der monteret otte haner eller hydranter, som de kaldes. Til disse haner kobles der en mindre rørledning, som løber på tværs af marken, og her er med mellemrum anbragt ca. 20 spredere. De slynger vandet ud i en cirkel med en diameter på godt 20 meter. -Men kan anlægget effektivt dække store arealer?

Den tværgående rørledning

Vandingsanlægget er så vidt jeg ved, det eneste af sin art i Vendsyssel, siger entreprenør Jens Chr. Poulsen, som leder anlæggelsen. Systemet består af en 700 meter lang rørledning, der er anbragt langs den ene side af marken. Med knapt 100 meters mellemrum er der monteret otte haner eller hydranter, som de kaldes. Til disse haner kobles der en mindre rørledning, som løber på tværs af marken, og her er med mellemrum anbragt ca. 20 spredere. De slynger vandet ud i en cirkel med en diameter på godt 20 meter. Men kan anlægget effektivt dække store arealer?

Den tværgående rørledning med sprederne kan tilsluttes de otte haner på skift, eller man kan benytte flere tværgående ledninger. Det er den mest hensigtsmæssige og effektive bestråling af marker, som findes i dag..

Hvor kommer vandet fra?

Der er foretaget en speciel boring i udkanten af marken, og her fra pumpes vandet op ved hjælp af en 10 hk elektromotor. Der er til strækkelig med vand i undergrunden til at forsyne de omliggende marker.

–Et sådant anlæg er vel temmelig dyrt?

Det koster 30.000 kr., men så behøver man heller ikke at være nervøs for, at der ikke kommer tilstrækkeligt med regn en sommer, slutter entreprenør Poulsen. Der er stor interesse blandt landmændene til at anskaffe vandingsanlæg under den ene eller anden form, især da man i Vendsyssel sjældent har adgang til naturlige vandløb.

Jeg vil dog tro, at mange landmænd vil vægre sig ved at ofre godt 30.000 kr. til et vandingsanlæg, siger han, men der er ikke tvivl om, at landmændene på en eller anden måde vil forsøge at mindske risikoen for endnu en katastrofal tørkeperiode, slutter forstanderen

År 1960

Landmand fra Vrensted siger:

Jordskælv i San Francisco rejsens største oplevelse.

Hjem fra studietur til USA, hvor fortjenesten blev tilstrækkeliggjort til at dække billetprisen.

Landmand Jens Haugaard i Vrensted frabeder sig at blive sammenlignet med bondeknøsen Hans, som havde været udenlands et år. Alene af den grund, at han har været borte to år og åbent indrømmer, at hans viden stadig er mangelfuld, og at han derfor ikke føler lyst til at vigte sig.

Jens Haugaard, søn af gårdejer Gunnar Haugaard, Vrensted, kommer direkte fra USA.

Faktisk havde jeg ikke haft noget imod at forlænge opholdet, siger han til alle, som påstår, at de kender USA efter et flygtigt indtryk af storbyer på en kort rejse, siger jeg dristigt: sludder. Amerika er umådeligt, befolkningen så sammensat, at man har svært ved at finde lighedspunkter mellem grupper i syd og nord, og vore gennemsnitsmuligheder for at komme det fremmede ind på livet trods alle hjælpemidler er meget begrænsede.

Den store oplevelse

Er De forvirret af de mange indtryk?

Faktisk kører det rundt, når jeg prøver på at samle indtrykkene til en helhed. Men et ved jeg: den store oplevelse blev ikke New Yorks skyskrabere eller naturens mange luner i form af skønt formede klipper eller fremmedartede planter. Nej, den store oplevelse blev et regulært jordskælv i San Francisco. Det kom absolut bag på mig, medens det meste af det andet, jeg kom ud for, var bebudet gennem skrifter eller ved samtale med landets egne.

Det var om natten, rystelsen kom. Ved 23-tiden. Jeg sov, men vågnede ved, at jeg brutalt blev slynget ud af sengen. Jeg klamrede mig til dyner og stolper, og da træet ikke gav efter, styrtede jeg til døren. Men huset sov tilsyneladende. Der var ingen, der som jeg styrtede rundt. Og så blev jeg klar over, hvad der var sket. Næste dag blev begivenheden drøftet ved frokostbordet, og aviserne ofrede en del linier på den. For det havde været en forholdsvis kraftig rystelse, sagde man.

Alle udgifter dækket.

Jens Haugaard kom til USA gennem Danmark-Amerika fondet. Han rej- ste for ca. to år siden sammen med en kammerat fra Stenum, Niels Richard Sørensen. Formålet var at se og lære. Første station på vejen Chicago, hvor der blev aflagt besøg hos en moster, som kort forinden havde været i Danmark. Derfra fortsattes til Minnesota.

Jeg skulle have arbejde på en farm, som ejes af bladet ”Minnesota Star and Tribune”. Farmens inspektør er dansk-amerikaner, det jævnede vejen for mig ved overgangen fra det danske til amerikansk-engelsk. Lidt sprog kunne jeg for øvrigt i forvejen, da jeg er elev fra Askov udvidede højskole.

På farmen opdrættes fasaner og kalkuner samt en del vildænder. Der rådes over et imponerende rugeanlæg, og kyllingerne finder i vid udstrækning vej til jagtarealer rundt i landet. Der var nok at tage sig for – dem, der forestod transporten under – de daglige ekspeditioner, for den faste bestand var på intet tidspunkt under 7000 kalkuner og 3000 fasaner.

Sommerresidens for bladejer.

I øvrigt bestod min opgave i at hjælpe til med plantearbejde og oprydning i en imponerende park, som hørte farmen. Her var nok bladets ejer kunne forlyste sig med. Han holdt af at være ude at fiske i søerne. Tre måneder om året var han deroppe. Og min kammerat på stedet, der var svensker, kunne let blive enige om, at var noget nær en drømmetilværelse direktøren førte under sine besøg hos os.

Fra Minnesota drog jeg vestover et halvt år efter ankomsten til USA. Jeg havde købt en Dodge, årgang 1955 med et kilometertal på 100.000 som var en gæv bil, så god at se til og med plads til fem-seks og så kostede den kun 1800 kr.

I den kørte jeg ene mand tværs over kontinentet efter at have været en tid i Chicago for på ny at hilse på familien. Rejsen var på godt 000 km. Jeg kørte over Denver Colorado, og kom til San Francisco en dag, da byen lå badet i tusinder af lamper og Stillehavet var næsten blankt som et spejl.

Plukke blomster

I San Francisco blev jeg i fire måneder og skulle plukke blomster hos en gartner, hvor jeg havde arbejde. Hovedparten af beskæringen faldt dog ind under haveanlæg, der var min arbejdsgivers speciale. Jeg fik set meget af rigdom, da vi ofte arbejdede ude, og der i San Francisco findes et utal af rigmandsvillaer og skønne haver.

Sidst arbejdede jeg i staten Washington som almindelig landmand med den undtagelse, at jeg praktisk taget ikke nåede at få en skovl i hånden. Alt var mekaniseret.

Hvorfor vendte De hjem?

Fordi jeg skulle. Opholdet kunne ikke udstrækkes længere. Jeg ville gerne være blevet i USA endnu nogen tid. Men nu, efter at jeg er kommet hjem, har jeg mærkeligt nok ingen ønsker om at vende tilbage.

Er det udgifterne, som skræmmer?

På ingen måde. Mine udgifter ved rejsen er betalt gennem det, jeg tjente derovre, således at jeg sådan set er hverken rigere eller fattigere, end da jeg rejste ud. Det er heller ikke arbejdstempoet i USA, for det er såmænd ikke hårdere end herhjemme. Snarere skyldes min lyst til at blive hjemme, at vi stort set har det mindst lige så godt i Danmark som i det fremme – synes jeg. Men som jeg begyndte med at sige: jeg har også kun begrænsede muligheder for at udtale mig om land og folk. Dertil var opholdet alt for kort.